Tråd 1:

Om Høner. Det sies at kjærligheten gjør den klokeste kvinne om til en dum høne.

Jeg bekrefter dette! Vi kvinner har en tendens til å tolke og fundere og vurdere- og jeg sier bare: fantastiske menn som holder ut med oss! De må ha vært skapt med et spesielt gen for dette. Jeg er ei hødeløs høne for tida, og du verden så forelska. Men et ord på skjeve er nok til å gi alle slags rare funderinger. kan ikke annet enn å takke kjæresten for tålmod og forståelse.

Tråd 2: Høne på Gjerdet.

Nytt hus, ja!!! Har flytta fra kloakken, ligger nå i seng i nytt hus- første natta. Huset var iskaldt, og åpne dører underveis i flyttelass-bæring hjalp ikke på. Jeg tok til slutt et bad, men det skal beskrives nærmere i neste tråd. jeg har flere soverom, ørten senger, et digert bad(kommer mer om det) et fullt utstyrt kjøkken, stue, spisestur… Herlig! Knallblå, geometrisk tapet i gangen, en åleglatt grønn trapp. Trappa kan forøvring beskrives som drapsvåpen, fordi den er malt med oljemaling, og kombinasjonen bratt trapp-oljemaling-ullsokker ikke er den optimale. Kommer garantert til å seile ned der en dag jeg har det travelt. Sann mine ord! Må vel presisere at boplassen heter Gjerdet. Ikke spør, jeg aner ikke hvorfor, og det ser ut til at ingen andre gjør det heller.

Tråd 3.

Visdomsordene om høna er hentet fra Marianne Fredrikssons bok “trekkfugler”.  Har lagt ut mer om boka på Boksida mi,  Bøkenes verden. Kommer mer der, om ikke høner da.

Tråd 4. En høne i karet….

Tok et bad til slutt, da kulda i kåken gjorde det umulig å sitte med boka i stua. Boka ble altså med. Jeg må si at et badekar er godt for selvtilliten! Det er ikke til å stikke under en stol at pupper siger. Med årene siger puppene nedover, men i badekaret oppheves gravitasjonen litt, og puppene henger ikke ned. De strutter OPP!! Jah! Herlig syn for selvtilliten. Forresten, badekaret er større ennVestfjorden. Det er dypt og langt, såpass at jeg i praksis kan ligge helt utstrakt uten å få kroppsdeler over vann. Bortsett fra hodet og hendene da… og toppene av flytepuppene.  Livet er godt for høna på Gjerdet!

Så og si hver gang jeg går ned i vaskekjelleren for å ta en tørn med skittentøyet, begynner jeg å synge på denne strofen fra en landeplage en gang på 80-tallet. Husker du den? Limahl? Filmen om gutten som finner den gamle boken på det skumle loftet og etterhvert oppdager at han selv er en av hovedpersonene i boken han leser? Hvis du har glemt den, kan du se YouTube filmen under. Men tilbake til skittentøyet.

Klesvask er virkelighetens uendelige historie. Hver uke er det mer eller mindre de samme klærne jeg må sortere, putte inn og ta ut av vaskemaskinen, henge opp til tørk eller putte inn og ta ut av tørketrommelen. Nå er jeg så heldig at jeg slipper den siste etappen, nemlig fra tørkestativet og inn i skapene. DET har jeg nemlig delegert bort til min bedre halvdel, og han gjør jobben mer eller mindre uten påminnelser og mas. Ja, jeg vet jeg er en heldiggris

Men likefullt er dette hverdagens neverending story. Og derfor kommer dette refrenget til meg hver bidige gang jeg lukter OMO Colour eller ser en overfylt skittentøyskurv som nærmest skriker: Bær meg ned og tøm meg!  Noen ganger synger jeg den med et sukk: “The neverending stooooryyy, ååå ååå ååå”. Andre ganger prøver jeg å se for meg den søte, hårete, hvite dragen som flyr med gutten på ryggen, eller den ekstreme piggsveisen til Limahl. Da blir med ett klesvasken litt morsommere….

Vel, så er søndagen ofte en dag uten de helt store sprangene. Jeg har kosa meg i helga, er nå i Tromsø. Min yngste bror har vært på besøk, og skal settes på bussen hjem..

For tida er det nok å gjøre på jobb, både faglig og sosialt. Trives med det, selv om en lærers forbannelse er at en alltid føler seg på etterskudd med alt som skal gjøres… Undres ofte på hvor tida blir av, og hvordan jeg skal få tid til alt som er pålagt. Når det skal kjøres kartleggingstester og kapitteltester og diverse andre tester- og så skal det gjøres ting mht den kulturelle skolesekken- da er det liksom så lite tid til overs. Hverdag krever…

Ellers så er hesta enda i trivsels-fase- begge ser ut til å ikke ta av seg (Det ser en god målestokk det), Ronja er stadig mer samarbeidsvillig. Nå skal jeg i gang med bombesikring, dvs gjøre begge trygg på flagg, musikk, presenning, ballonger osv. Deretter begynner innkjøringa av Ronja. Blir spennende!

Kan også bli en spennende ettermiddag- skal treffe min kjære sin søster m/fam seinere. Alltid morsomt med nye folk, men  ekstra spennende siden det er kjærestens familie.

Savner korøvingene på torsdagskveldene, savner noen av mine nære venner.. JB, for eks. Bare å kunne stikke innom den der sprudlebøtta av ei venninne…. Bare for å sitte under kjøkkenvifta med et glass pepsi, hehe—

Men jeg trives her ute, tross alt da. Har en spennende, utfordrende jobb, og herlige kollegaer. Det betyr MYE!  Har såklart hesta her ute, og det gjør jo at et par timer om dagen  går til dem. Ronja er utbryterdronninga, reineste Houdini! I dag sto hun i jordbærlandet og så heeelt uskyldig ut da jeg kom til dem. Kunne ikke annet enn å le litt, da det betyr at hun var småbetuttet av å ha stengt seg selv ute fra maten.

Nå hører jeg på Göteborgsmusiken sin Nissenes marsj, herlig, klassisk musikk. Julestemninga har angrepet for fullt! Strikkepinner og heklenål arbeider for fullt- og julekort renner ut når jeg setter meg med papirarbeidet. Synes jo det er artig, høsten og førjulstida er den beste tida av året. Det lukter høst, det lukter kommende vinter. Jeg liker kulda på denne tida.

Kommende helg er det Halloween, og elevene mine har varsla sin ankomst. Jeg skal alltids få overraska litt… (ser dere ikke for dere tannhjulene som virrer for fullt????) Det blir å finne fram heksehatten!!! Skal se om jeg husker kameraet, sånn at det kan foreviges litt. Og litt halloween-pynt må vel til . Finner vel ikke tak i grsskar her på denne øya, men papir-gresskar rundt stearinlys-lykta ute funker vel!!

Nå er rundstykkene i ovnen, klesvasken skal snart brettes, facebook er liten vits å drive med, da nettet her et temmelig ustabilt. Men det går jo på et vis da. Og et par-tre julekort…

Og så skal jeg sette meg meg en kopp te, og lese videre på Jostein Gaarders Vita Brevis, en spennende bok. Skal ordne meg lånekort i Tromsø, er litt større en biblioteket vi har på skolen. Trives!!

At det går an… å få så hjertebank, å ha så mange smil på lager, å le så lett, å ha så mye å prate om…

Livet er godt!

Nå, dagene løber afsted med raske skridt, og jeg halser efter så godt, jeg kan. Der er nok at se til med en energisk og nysgerrig 7-måneders baby i huset!

Der er ikke så meget at sige om kost og motion. Det kører egentlig sit eget stille liv, og det er ikke vanvittigt svært at følge linierne, når man går hjemme og stort set hele tiden har mulighed for at være på forkant med, hvad der skal til madmæssigt osv. En tur på svømmehallens vægt i torsdags oplyste om yderligere en nedgang på 1,25 kg, hvilket således summer sig til i alt 3,15 på minusskalaen på to uger. Slet ikke værst.

Næstkommende torsdag forventer jeg ikke det store glædesrus – har haft en selskabelig weekend med masser af mad af den fede slags, skønne desserter, gode vine og alt sådan noget. Jeg skal egentlig nok være glad, hvis jeg ikke har taget på, faktisk. Men lad os se. Det er mandag og hverdag igen, så måske jeg når at få rettet op på uregelmæssighederne de næste dage.

Har i øvrigt fået fat i proteinpulver og prøver at starte og slutte dagen med en shake af det. Men det smager af bæ! Jeg kan ikke fordrage det, og det er en pinsel at få det ned. Det er ikke en fed måde at starte dagen på, og jeg bliver vrissen bare ved tanken om, hvad der venter mig, når jeg står op. Jeg må tage op til seriøs overvejelse, om det er dét værd. Nu tvinger jeg mig selv igennem nogle dage endnu og ser, om jeg måske får smag for det, når jeg har vænnet mig lidt til det.

Jeg har gået og funderet over, hvad det lige præcis er, der gør, at jeg giver mig i kast med de hersens mange kilo netop nu. Hvorfor ikke for syv måneder siden, da jeg ammede på livet løs og virkelig havde let ved at få fordrevet kiloene? Hvorfor ikke for to år siden, da jeg oprettede denne blog til at begynde med? Hvorfor holdt jeg ikke vægten dengang for snart mange år siden, hvor det var lykkedes mig at tabe omtrent 20 kilo og kun manglede 10 i at nå min idealvægt? Hvad filan er det, der sker i hovedet på mig – hvorfor finder jeg det legende let nu og så uendeligt svært for et halvt år siden?

Det har selvfølgelig noget at gøre med, at der nu begynder at være et vist overskud i det der med at have fået en baby inden for dørene. Rutinerne er på plads, der soves igennem, jeg er ikke længere uundværlig ift. fodring og alt sådan noget. Jeg har en del tid til mig selv, trods alt, og jeg har mulighed for at planlægge godt og grundigt, og ikke mindst har jeg faktisk tid til at få motioneret lidt også nu, hvor der ikke er et arbejde, der sætter sig på 37 timer om ugen godt krydret med 15 timers transport oveni.

Og så er der min søn! Det ligger mig virkelig meget på sinde at sørge for at gøre mit til, at han ikke kommer til at trækkes med de problemer både hans far og jeg kender alt for meget til. Det er mig magtpåliggende at få givet ham nogle fornuftige vaner og nogle gode rutiner og værktøjer ift. kost og motion. Jeg vil være en rollemodel – en afslappet, veltilpas, sund og energisk en af slagsen. Jeg vil være sådan en mor, der kan cykle en lang tur uden problemer – sådan en, der løber begejstret med ud i vandet på stranden om sommeren frem for at have travlt med at dække deller til – sådan en, der har det fysiske overskud til at lege, tumle, spille og alt det der. Jeg vil have en hverdag, hvor kosten er noget, der giver energi og lyst til at leve for fuldt blus ude blandt andre spændende mennesker i samspil med glæde og optimisme. Jeg vil være sådan en mor, der selv dyrker sport, når min unge er afsted på fodboldbanen, eller hvor han nu synes, det er sjovt at udfolde sig. Ja, jeg vil være en rollemodel, helt enkelt.

Og så vil jeg for alt i verden undgå, at min unge skal udsættes for de velmenende men totalt inkompetente sundhedsplejersker m.fl., der findes derude og som i dén grad kan forplumre ethvert barns selvtillid og -værd, når det kommer til det der med kost og vægt. Jeg vil ha’, at min søn bliver sådan en, der møder op til sundhedstjek i skolen og ikke bliver trukket til side og indskrevet på et hold, som skal møde op ugentligt og vejes og vægtes og stilles til regnskab for, hvorfor man nu ikke har tabt sig osv. Dét oplevede jeg igennem min skolegang, og jeg sværger, at sådan noget ALDRIG kommer til at ske for min søn. Heller ikke hvis det skulle vise sig, at hans genpulje modarbejder ham og giver ham let til overvægt. Den første sundhedsplejerske, der tillader sig at stille mit barn fremfor mig til ansvar for det, kommer over mit retoriske knæ og får en omgang verbale smæk, der vil efterlade vedkommende skamfuld og rystet i sin grundvold.

For ansvaret er mit – og min kærestes, selvfølgelig! Et barn kopierer det, det ser og oplever. Det siger sig selv, at hvis man ser og oplever ens forældre kaste mad i kæften i en uophørlig strøm samtidig med, at de ligger og bøvser og prutter i ugidelighed på sofaen, så snart de kan se sit snit til det – ja, så får man næppe et barn, der insiterer på at få råkost serveret før hvert måltid eller lige snupper sig en tur på cykel i skoven efter aftensmaden fremfor at kollapse foran fjerneren. Det siger sig selv. Det er vores ansvar som forældre, og det ansvar har jeg tænkt mig at tage på mig fuldtud. Jeg forventedes at have taget det ansvar, da jeg var for lille til at kunne bære det – det har jeg kæmpet det meste af mit voksne liv med at komme overens med. Men nu er fokus flyttet. Det handler ikke kun om mig, længere - faktisk slet ikke om mig – og dét gør noget ved de tanker, jeg gør mig. Noget godt og konstruktivt. Og hey, jeg er faktisk fløjtendeflintrende ligeglad med, om det nu er hensigtsmæssigt, at jeg ikke gør det her udelukkende for mig selv… bare det bliver gjort!

I dag er det mandag efter en udsvævende weekend. Tankerne spores ind på de rette principper igen. Vandkanden er fyldt op, æblerne ligger klar. Hvad venter jeg på?

Jeg elsker høsten! Jeg elsker havet som piskes opp i grått og hvitt, bølgene som braker inn over land. Springfloa, som i går kom høyt, mye høyere enn vanlig. Herlig!!! Og så smaken av det salte, våte…. Følelsen mot hud og hender, når havet viser sin mektigste side..
Og jeg elsker hagen, når høstvindene får piska løs- alaskapilene som viser sin sølvgrå underside- og bronsebladene i hagen som vaier med sin fantastiske farge. Jeg elsker høsten- også innendørs. Stearinlys, en armkrok, en kopp te,en god film, eller bare den gode praten…

Nemlig! Der er meget, som jeg prøver at gøre anderledes denne gang i forhold til alle de mange andre gange, jeg har kastet mig ud i kampen mod kiloene – f.eks. tager jeg kun én dag ad gangen og forsøger at lade være med at tænke i de store linjer: hvor meget kan jeg tabe på en måned, hvornår kan jeg forvente at være på dén eller dén vægt, hvornår er jeg færdig, hvad vil jeg købe af tøj, når jeg vejer så og så meget og alt det der. Jeg forsøger at holde mig til dét, der sker lige nu og her. Dag for dag. Klare dagen uden at træde uden for rammerne (som er ganske vidde og ikke urealistisk svære at manøvrere inden for). Godt bakket op af de daglige peptalks fra Henrik Bruhn noterer jeg, hvad dagens “opgave” er – i dag skal jeg blot undgå usunde mellemmåltider, drikke 2 liter vand og trække vejret dybt 10 gange tre gange i løbet af dagen. Rimeligt overskueligt, synes jeg.

Det har kriblet i tåneglene for at hoppe på vægten de sidste dage… for liiiiige at tjekke, om der nu er sket noget. Men jeg har taget mig i det. Jeg var på vægten i torsdags, og jeg skal igen på torsdag. Faktisk hopper jeg på vægten i svømmehallen, for den vejer heeelt præcist i modsætning til old school-vægten herhjemme, der kun kan klare hele kiloer. Jeg har ikke smugkigget. Og jeg agter heller ikke at gøre det. I modsætning til tidligere, hvor jeg kunne finde på at veje mig hver dag – måske endda både morgen og aften, indrømmet, velvidende at alle gode råd påpeger, at man skal lade være.

Jeg tænker heller ikke i forhindringer denne gang. Eller prøver at lade være, that is. Jeg har et par sociale arrangementer i den nærmeste fremtid, og jeg ved, at der vil blive givet gas med god mad og fine drikke i rigelige mængder. Jeg tænker ikke at afstå fra det. Men jeg tænker heller ikke at lade det påvirke dagen i dag endsige dagen i morgen eller nogle af de andre dage, indtil dagen oprinder. De dage, der går godt, kommer næppe skidt igen, så det er bare om at få taget én af gangen og glæde sig over dét i stedet for at bekymre sig om en enkelt dag ude i fremtiden.

Og så er jeg bakket op og taler med nogen om mit forehavende. Eller jeg taler med én, i hvert fald, og dét i sig selv er en opgradering på 100%. Jeg “plejer” at holde kortene tæt ind til kroppen. Min vægt er mit åg og mit problem. Jeg har aldrig følt behov for at fortælle vidt og bredt om, at jeg nu var på kur og forsøgte mig med dén og dén strategi, diæt, metode. Jeg har været indædt og forbandet i min egen ensomme kamp, og kun ganske, ganske få har kendt til en brøkdel af alle de mange, mange tanker, jeg har tænkt om det igennem tiderne. Årsagen til det er mangesidet men handler grundlæggende om skam og skyld; tænk, at man kan ende med at skamme sig over at ville gøre noget godt for sig selv. Det er mig en evig kilde til undren, men kausalrækken er åbenbar… det kommer jeg måske ind på en anden gang.

Men denne gang får jeg luft og vendt spørgsmålene. Jeg har helt kort fortalt min dejlige kæreste, hvorfor jeg vil tabe mig, og hvorfor jeg er hoppet på Henrik Bruhns budskab og følger hans moduler. Min kæreste synes, jeg er skæppeskøn, som jeg er, men han forstår, at jeg har brug for at tabe mig for min egen skyld – for mit velbefindende, for helbreddet, for vores søns skyld, for energien, for glæden, livskraften og -lysten. Han opmuntrer, roser, lytter, følger med. Det er dejligt og føles meget rigtigt.

Nå, men dagen er skudt igang. Endnu en dag med masser af vand og vejrtrækningsøvelser. Lige til at overkomme. Også endnu en dag på barsel med rengøring, tøjvask, babysnak og alt det der… ikke helt lisså overskueligt. Men vejret er godt, og det kalder på en tur ud i sensommersolen med klapvogn med evigglad baby i. Slet ikke værst.

Og i overmorgen er det torsdag

En liten tanke på en fredag. Jeg skal flytte. Jeg pakker og pakker, rydder, og kaster. Ikke minst! Jeg har fylt en sekk med klær, et par esker med loppemarked-ting, har innsett at jeg har dobbelt opp med kjøkkenutstyr- og har innmari masse papir!

Hvor kommer det fra?

Jeg tenker plutselig at jeg er en del av forbruks-samfunnet. Jeg kjøper og kjøper, og samler. Men i stedet for å bruke opp, så kjøper jeg gjerne mer. Jeg skjemmes egentlig over å innrømme dette. Jeg har hatt et oki forhold til mat. Min mor har lært meg at å kaste mat er sløsing, og dermed så spiser jeg rester.  Og det plager meg ikke, fordi endel av restematen er faktisk knallgod. Jeg kommer altså ikke til å slutt med det. Ei heller å høste av naturen.

Men kjøpinga. Jeg har fire store kasser med hobbyutstyr- minst. Jeg kommer aldri til å bruke opp alt, for noe av det har jeg allerede hatt i flere år. Og strikkegarn- jeg har et par bæreposer med restegarn. Restegarnssokker, tenker jeg. Men jeg vet ikke når det kommer til å skje. Jeg liker å strikke, men hater å feste tråder. Intensjonen er god, altså. Men å kaste garnet? Penger spart er penger tjent, heter det i et gammelt ordtak.

Jeg skal strikke mer i høst, jeg skal . Det blir hjemmelaga julegaver til alle i år!

” Eg glerdude meg” sa seksåringen, eleven min.

Jepp, jeg adopterer uttrykket- glede seg og grue seg på en gang. Jeg gruer meg rett og slett til å si opp leiligheta!!! Men skal gjøre det i dag da, sånn at det er unnagjort. Så er det flytting og vasking…. og ferdig. Høres lett ut, men innebærer da litt jobb. Fremdeles er det å si opp jeg gruer meg til…..

Men glede meg: det veier tyngst. Ny jobb, ny boplass, jentekveld i morgen, (hodet surrer omkring *hva skal serveres*). Må kjøpe ny bil, og må ha en jeg kan trekke hestehenger med. Jeg må altså selge min egen… Mye å  ta tak i!

Du har to valg. Du kan enten ta kontrollen over livet ditt selv, eller du kan la andre ta styringa. Hva jeg mener?

Tenk deg at du er i en bil. Du kan enten være passasjer, eller sjåfør. Er du passasjer, så sitter du på, og du kan behagelig slappe av og nyte turen- kanskje. Om dere kjører på noen, så kan du skyldfri gå derfra. Men samtidig så har du ikke kontroll på farta, ikke kontroll på bestemmelsessted eller på tida. Det er noen andre som sitter i førersetet, ikke du. Om sjåføren bestemmer seg for å kjøre et annet sted, så er det lite du kan gjøre med det. Du kan hyle og skrike, men faktisk ikke mer enn det. Drar du i håndbrekket, som mange kanskje vil foreslå, så kan det hende du tar livet av dere begge. 

Er du sjåfør, derimot, så har du kontroll over fart og tid, og du kan bestemme endestasjon- om du vil. Ulempen er at om du kjører på noen, eller det skjer noe, så er det du som har ansvaret. Det var ditt valg å kjøre. Men det var ditt valg, du satt der ikke som ubesluttsom passasjer. Ikke hylte du og skrek heller om feil veivalg eller for stor fart, fordi du valgte det.

Sånn er livet. Tar du ansvar for livet ditt, på godt og vondt, eller lar du andre få avgjøre hvordan du skal leve?

Ja, andre kan påvirke oss, og andres handlinger kan får konsekvenser for oss. Men hvordan en velger å gripe ting an, er faktisk ens eget valg. Jeg kan fylle førti om noen år, sitte og klage på alt det livet ikke ga meg. Jeg kan sutre over at tingene ikke ble som jeg ønsket- men hva har jeg gjort for det? Hva har du gjort for at ditt liv skulle bli som du ønsket?

Eller en annen sammenlikning. Du kan legge deg i en hengekøye, stille og rolig, og regne med at vær og vind før eller siden vil gi deg fart. Kan hende ligger du lenge slik, og kan hende er det hvepsen som suser forbi som gjør at du faller ut, men passiv var du. Kanskje skulle du legge deg oppi, og gynge i vei med den ene foten, ta sjangsen på å falle ut- og få en fin stund i hengekøya før den tid. Kan hende faller du ikke ut i det hele tatt?

Det handler om å ta valg. Passiv eller aktiv deltager i ditt eget liv? Det velger du selv. Ingen andre kan velge for deg.

Jeg har fått tilbud om ny jobb, og har tenkt å takke ja. Det er på en øy ute i havgapet, og det synes jeg kan være spennende. Aldri vært der, de sier det er værhardt og forblåst; og jeg syns det er en bonus!!! Jeg er sykmeldt til 15, og så er det igang der ute.

JA, JA, JA! Ting ordner seg…..

Høsten er herlig! Det ER høst, det er snart september, der er mørkt ute om kveldene nå, og skinnet fra stearinlysene er så tydelig. Jeg elsker det. Jeg elsker høsten med sitt øsregn, slik som i dag. Min mor hengte sengklær til tørk ute, og fem minutter etterpå var allt gjennomvått. Ti minutter etterpå skinte sola, og en dobbel regnbue kjærtegna fjæresteinene. Følelsen av høst er for meg glede, og i dag hoppa og spratt jeg som en femåring  i mine prikket gummistøvler gjennom gresset på øvervollen.

Vakkert, vakkert, vakkert!

Vel, jeg har vært ute og vandra i øsregnet med Ronja. Greie jenta mi, går som en prinsesse langs veien. Mer om det i Ronjabloggen.

Og sagosuppe ja.

En halv liter melk, ca fem ss sagogryn, en handfull rosiner kokes opp, og smakes til med sukker når sagogrynene har blitt blanke. Himmelsk god kveldsmat! Jeg har dilla på denne suppa, og spiser det støtt og stadig. Jeg kan garantere en ting: jeg har ikke kalsiummangel..

Jeg vurderer et jobbtilbud på en liten plass, på ei øy utafor Tromsø. Liten skole, det synes jeg er spennende. Har tenkt å takke ja, såfremt det lar seg gjøre å få bolig til en grei pris. Og hvorfor ikke? Ronja blir  med på flyttinga, og det er faktisk ingenting annet som holder igjen.

Kunne kle på seg joggesko

Gå opp til gapahuken

Ha selskap på turen

Dele stillhet der oppe

Nyte utsikta

Livet er godt, det skal innimllom ikke de store tingen til for å skape glede. Jeg lever med verk i kroppen hver eneste dag, men de dagene der motivasjonen er god, og smertene moderate, så nyter jeg hvert et sekund. Også det å ha en gjest som det er godt å være stille sammen med, eller nyte vær og vind. Akkurat nå finner jeg øyeblikk av lykke, glede, varme. Jeg føler meg fri.

 Nyte naturen sammen med en annen, nyte været, lyset som spiller over fjell og fjord… Nyte den varme handa, nyte nærheta.

Kveldstur i på Kvaløya, med gode venna…

Grave i sanda var en tidtrøyte som Frøya satte pris på.

Frøya-liten

Når en kan våkne og sola skinner inn soveromsvinduet, og gjør det så varmt at en ligger oppå dyna, ikke under. Eller når en kan ta det ene glasset med vin ute på verandaen, og sommervarmen har gjort stoler og bord varme på forhånd. Og stranda! Jeg har bada denne sommeren, svømt noen lengder. Det er faktisk mange år siden sist.

Gode venner som kommer for å ta en kopp kaffe, eller vennemiddag med god mat og drikke. Jeg samler innimellom mine venner, og det som kan være morsomt, det er å blande ulike mennesker. Jeg har prøvd det noen ganger, og det er alltid morsomt. Eller mine nærmeste venner, som bare kommer innom noen minutter, som får seg en brødskive eller to.

Og så: sol, regn, nye gummistøvler i tillegg til de seks parene jeg hadde, skyer, strålende solskinn, sitte i shortsen på verandaen, eller bare nyte de inderlig vakre solnedgangene nå i august. Treffe slekt, kjøre tull-tur med lillesøster, fisketur i Kildalen, fjellturer.  En kan finne mye godt i livet, om en bare verdsetter de små tingene.

En fin dag er over. Min yngste søster E-H ringte i tolvtida og lurte på om jeg ville være med til Arnøya. Min fars familie er derfra, så vi drø. kom en time for tidlig til fergeleiet, så vi benytta tiden og den varme dagen til å dra til Skjervøy for å vandre i “Værret”. Herlig! Det her jeg ikke gjort siden jeg bodde der i 2002…;)

Ute på Arnøya var pappas søstre samlet, sammen med endel av mine søskenbarn. L-K, som jeg ikke har sett siden slektstreffet i 1999 var også her med alle sine fire barn, så det var kjempemorsomt! Jeg har alltid fått høre at det er henne jeg likner, så det tar jeg som en kompliment. Søskenbarnbilde fikk vi tatt, selv om vi manglet endel (vi var 11 av 24).

Vi var også innom kirkegården. På kirkegården i Arnøyhamn ligger bestemor Ruth, bestefar Sigurd Oliv, Oldefar og oldemor Edvarda Klarise og Ludvig Bernhard. E-H og jeg kikka  litt på gamle navn, og jeg finner det alltid like sjarmerende når det dukker opp navn som “Karlotta” og “Malise”, eller ” Magnhard”.(Også min slekt har jo noen slike sjarmerende greier..;), Klarise for eksempel ). 

Vi var også i Årviksand, og det synes jeg alltid er like koselig. Nye hus er kommet til den paddeflate sletta mellom alle de store fjella, og med utsikt utover mot storhavet.

Vi tok ferga klokka ti tilbake- ikke fordet, valgmuligheten er ikke så mange. Nest siste gikk klokka seks, så det er snakk  om ganske mye tid fra eller til.

Vel, så fikk jeg oppleve det også. 4H-leiren ble avlyst pga svineinfluensa, og jeg – jeg ligger på isolat. jeg har ikke svineinflu, heldigvis, men fikk vanlig, kraftig influensa med omkr 40 o feber. Syk, og derfor i isolat for å ikke bli sykere. Beskjeden fra legen var et jeg fikk reise hjem så snart som mulig, men ikke med offentlig transpoert. Veeel…. det er 180 mil hjem, og da er alternativet….leiebil?

Fosrikringa dekker, sier de… ja,ja.

Spriten: kan ikke annet enn å smile. Jeg spriter hender før jeg forlater rommet(får kun forlate for å gå på do, eller i dusjen) . Jeg spriter dørhåndtak og lås på toalettet, vannkran og toalettsete likeså. Gjør meg ferdig, og vasker hender i såpe, og spriter de på nytt. Når jeg kommer inn på rommet, har jeg ordre om å sprite hender og føtter IGJEN..;)

Vel, vel. I tillegg har det regna i noen dager, er fremdeles overskya, og dert er surt, for hjemme er det sol.

Siste søndag hjemme på et par uker. Jeg elsker å våkne på søndager. Jeg kan ligge lenge i senga, bare nyte varmen under dyna. Tenker igjennnom, hva var det jeg skulle i dag igjen? Husker ikke, det kan ikke ha vært noe viktig.

Jeg elsker slike morgener. Skru på radioen, få med stemmene fra boksen, kanskje starten på gudstjenesten før jeg hopper i dusjen. Setter på tevannet, i dag ble det blåbær med vanilje-te. Fikk lyst på blåbærpai! Gleder meg til bærhøsten er i gang. Da blir det blåbær. Og krøkebær i surmelk.  Det er et av mine barndomsminner- bestefars favoritt. Nyplukka krøkebær, med surmelk(kulturmelk) og sukker. Det skal jeg gi fra meg til noens, kan hende dine?- barn, en vakker dag, etter en tur i området. Det var- og er – yndlingsdesserten, eller mellommåltidet.

Og senere utpå høsten, nyrørt tytterbærsyltetøy, slik min mor gjør det. Eggehvite oppi, slik at syltetøyet er rosa og skum-fylt. På brødskiva, og et glass kald melk til.

Søndag. tid til tanker, tid til å nyte alle de gode tingene som finnes.

ord, ord, ord

men for en kraft!

såre- lege

glede-  sorg

lokke og friste

avvise og stikk

ord, ord, ord

som fjær i vinden

kan glemmes, kan spres

kan aldri sankes inn igjen

men kan tilgis

Innimellom er det godt å ha andre mennesker i huset. Selv om det er ei venninne med barn, er den nærheten så inderlig god- det å vite at det er andre i samme hus som meg. Når det er ei så god venninne, som gir katten i om jeg sover, men står opp, lager seg kaffe, går i skap og skuffer om det er noe hun trenger- da koser jeg meg. Da er venninna mi en så avslappa gjest, at jeg bare senker skuldrene. Hun føler seg som hjemme i mitt hjem, kan jeg ha det bedre!

Jeg kaller slike ting hverdagslykke..

Men det handler om nærhet. Ikke den fysiske nærheten denne gangen, men det å ha et annet menneske nær, som kjenner meg, og som ikke trenger meg til å samtale og å oppvarte hele tiden. Vi kan sitte lenge sammen, jeg på pc’n, og hun foran tv’n, eller ute på stranda uten å si noe. Da nyter vi hverandres selskap- stillheten er en god del av den også.

Det finnes ikke mange som slipper så nær.

Jepp, en herlig helg er over! Jeg er sliten som en dupp, men det er en god tretthet. Jeg har deltatt på NM denne helga, i Lyngshest. Arti!!!

Sammen men noen venner av meg var jeg i Målselv på NM, ikke for å ri, men for å bare være tilstede. Stemninga, hestene, kunnskapen…osv. Alt betyr noe… Men i forkant hadde vi snakket om dressurkjøringa, og at mine venner har en karjol, et gammelt staskjøretøy. I dressurkjøring skal en kle seg etter kjøretøyet, og i dette tilfellet ble det da snakk om bunad. Som sagt så gjort, vi fant ut at karjolen skulle bli med, så jeg måtte låne en av deres biler, en gammel subaru, og ta med blant annet karjolen på hengeren opp. Som sagt så gjort. Problemet er at bilen er gammel, veien en smule for humpete til tilhengerkjøring med så dyre ting i lasten… at jeg  ikke kjørte så fort. Og opp bakkene, med gassen i bånn, varierte farta fra 50 – 70, avhengig av bakkens lengde og stigning.

Det er jo uunngåelig da, at ikke noen tar meg igjen. Oppturen var for så vidt grei, lite trafikk en torsdag kveld. men i dag, når jeg skulle hjem med samme lasten, og helgefarta er et faktum- så lå jeg forrest i køen. Og det var da jeg kom til å tenke på Knutsen og Ludvigsen (tror det er  dem) som synger…. “og jeg ligger forrerst i kø’øn… foran peugeot, og (lada..?), opel, citroën(*sitrøøøn*).. himmeln er blå’å, og choken er på’å.. og jeg ligger forrerst i kø’n!”

Ja, det var nettopp sånn! Men da tenkte jeg litt. Hvem er det som lager køen? Ikke jeg. Bilen bak meg kjørte ikke forbi, og han bak der igjen kjørte heller ikke forbi. Jeg lå fremst, ingen kjørte forbi, ikke på langstrekkene heller. Det gikk noen mil før de kom, og da kom alle femten i et tjoh, og vips var jeg alene. I alle fall til neste bil tok meg igjen. Da tenker jeg. Hadde han bak meg og han bak der og han bak der igjen kjørt forbi når de hadde muligheten,  så hadde det ikke vært kø! Hvorfor kjører ingen forbi en bil som kjører i sytti? Ligna jeg politi, kanskje???

Om NM: Jeg vant den eneste klassen jeg stilte i: Yme og jeg gallopperte til seierstid i galloppløpet, og det var en  deilig følelse!!!!

Om rygging: Jeg har lært å rygge henger i dag, helt av meg selv. Det handlet jo bare om å tørre å prøve!!!
Til neste år blir det BE!!

Etter en trivelig dag, med flere gode venner innom på kake og hjemmelaget gryterett, kom dagens surprise: min ungdoms venn, T, sto plutselig på trappa mi! Jeg blir så satt ut av sånt! En annen av mine gode venner, O, hadde i all hemmelighet avtalt at han skulle stoppe her når han kom forbi. Så morsomt! En herlig bursdagspresang, å bli overraska sånn.

Ellers: har tatt noen avgjørelser i dag. Jeg kommer til å endre jobb, jeg vet bare ikke til hva. Jeg bestemte meg, og kjente lettelsen bre seg i kroppen. Da tror jeg det er en rikitg avgjørelse, selv om jeg ikke vet enda hva jeg skal leve av. Kunsten min? Jeg skal stille ut på en lokal festival i slutten av juli, og anser det som spennende. Men jeg må si det slik: jeg kommer ikke til å leve av kunsten min før etter min død. Og har jeg ikke barn/bonusbarn til da, så testamenterer jeg bort rettighetene til bildene mine til kreftforskninga, så de kan melke ut hver en dråpe. Inntil da, så må jeg finne jobb. Men alt til sin tid, jeg frykter ikke. Det meste ordner seg….