I kategorien Enarms-Tilde med Dobbelt Skrue og Semi-Vrid vinder Rune stort foran konkurrenterne. Et enigt dommerpanel giver den ellers nær-hypotetiske 9.9-karakter. Stort tillykke.

Manden. Pigen. Koncentrationens tyranni. Sejrens sødme.

Nu er alle stemmer ganske vist ikke talt op endnu, men det står da vist rimelig klart, at Morten Messerschmidt skal til Europa Parlamentet. Det står formentligt også rimeligt klart, at jeg ikke selv har stemt på ham, men derfor kan jeg jo godt lige kommentere hans kampagne. Den blev nemlig anmeldt som den bedste af samtlige kandidaters – jeg tror endda, jeg hørte ordet “genistreg” et sted. Kampagnen var den efterhånden kendte med teksten “Gi’ os Danmark tilbage” og så et (lidt for) close up-billede af monsieur i afslappet positur – et såkaldt “kald-mig-bare-Morten”-billede. Jeg ved ikke, om jeg selv vil betegne det som en genistreg, men jeg vil da give anmelderne ret i, at kampagnen i det mindste skilte sig ud i skoven af anonyme valgplakater med renskurede ansigter og blankpoleret liste-bogstaver. Jeg er nærmest chokeret over, at ingen udover DF og Folkebevægelsen mod EU kunne finde ud af at sætte en mærkesag på deres valgplakater. Ikke så meget som et valgsprog blev det til.

Nå, men DF’s spidskandidat var altså synlig med sin kampagne, og det er jo altid godt med lidt opmærksomhed. Også selv om man selvfølgelig skal være parat til at smage noget af sin egen medicin.

Mod-kampagne

Da jeg så denne modkampagne måtte jeg stoppe cyklen og gå helt tæt på for at se, hvad gik ud på. Det var noget med nogle hjemsendte asylansøgere, der naturligvis også siger “Gi’ os Danmark tilbage”. Enkelt og elegant vendt til at betyde det modsatte, men muligvis ikke så effektivt, når man skal stoppe cyklen og tage brillerne helt ud på næsen for at læse, hvad der står. Men det er jo et budgetspørgsmål.

Og nu vender hr. Spidskandidaten så snuden mod EU. Der er nok dem, der vil ånde lettet op over, at han så ikke kommer til at blande sig så meget i dansk andedamspolitik. På samme måde som at det har været en lise at have Mogens Camre på behørig afstand gennem en årrække. Men hvad nu hvis anmelderne og kommentatorerne har ret? Hvad nu hvis Morten Messerschmidt er ligeså genial som hans kampagne? Har vi været åndssvage og smidt guld til Bruxelles på den måde? Hvis vi virkelig har dummet os eller hvis vi i det hele taget kommer til at savne politiske stunt som hans heil-events i Grøften, er der ikke andet for end at lave en ny kampagne med samme billede og teksten: “Gi’ os Morten tilbage”.

Det kommer nok ikke som nogen nyhed, at der er finanskrise. Og her på redaktionen gør vi også vores for at udnytte ressourcerne maksimalt. Ingen skal komme og sige, at vi ødsler løs midt i sådan en omgang smalhans – vi er jo ikke Dagen. Udover at skære mærkbart ned på antallet af indlæg, er det nu nået så vidt, at vi må tænke i at kombinere forskellige historier i samme fotografi.

Det grænser til kunst

“Det’ jo bare et hvidkålshovede med en cykelhjelm”, vil den typiske læser tænke. Jeg kan imidlertid afsløre, at der er tale om ikke mindre end tre anbefalinger i ét billede (går det virkelig?). Inden jeg afslører hvilke, vil jeg slå et smut tilbage til en religionstime i gymnasiet, hvor vores lærer med et fornemt og enkelt eksempel fik forklaret os verdens dybde kontra vores overfladiske øjne.

Situationen: Vores franskfødte religionslærer, JPD, står ved katederet og holder en øl frem i strakt arm og spørger kætterisk tilforladeligt “hvad ser I?”

Elev 1: “En øl”.
JPD: “Idióte” (udtales som Prinsgemalen ville gøre det)
Elev 2: “En Grøn Tuborg”.
JPD: “Dy är lisså dum som jar är grïm”
Elever: …
JPD: “Hvïs jar sad hvoer I sïdder, jar vill kunn se en grïm mand i en rod trrroj forarn et katedér og en tarvl. Mand’n ‘older en öl i ‘ånden”.

Smukt. Med minimal-dramaturgisk list er det lykkes ham at få os til at indse, hvor lidt vi ser. Og med denne historie in mente, bevæger vi os tilbage til ovenstående billede, der altså rummer hele tre anbefalinger.

1) Cykelhjelm. Så oprandt dagen, hvor jeg anskaffede mig min helt egen Brune Krone. Anledningen var en kollegas lette styrt i Fælledparken på vej til arbejde, hvor en sten på gruset fik ham ud af balance, så han landede med styret i maven og tindingen direkte på en kantsten. Heldigvis havde han så hjelm på, og at dømme ud fra skaderne på hjelmen, tror jeg ikke vi ellers ville have fået ham at se lige foreløbig. Antallet af cykelhjelme på reklameborgen steg betragteligt samme dag.

2) Kål. En grøntsag man ikke skal kimse ad. Frit lige nogle strimler af sådan en fyr, lynsteg dem med noget hakket svine- eller oksekød, og vær generøs med krydderier fra fremmede kulturer. Nemt, billigt og bare dejligt.

3) Serge Gainsbourg. I 1976 udgav han pladen “L’homme à tête de chou” (manden med kålhovedet). Udover at musikken er god, er det også sjovt at høre, hvor et nyere band som Air har hapset meget af deres lyd fra. Ikke nem, men billig og bare dejlig.

Mange tak for den varme velkomst på bloggen. Som en kvittering for den venlige modtagelse – og da det er længe siden sidst – vil der i dette indlæg befinde sig en quiz.

I anledning af Agnetes besøg i Kbh havde jeg inviteret hende og Tue til en gang kylling med årstidens grøntsager lørdag aften. Det var enormt hyggeligt at gense den nuværende og den tidligere New Yorker. Udover en lille opdatering på, hvad der rører sig i vort lokalområde – jeg ved nu, hvor man kan købe stykvise æg – AK & Tue ved nu, at Øresundsgrillen er blevet udskiftet med David & Sushi – bød aftenen på den lidt pinlige afsløring af mit tarvelige udvalg af brætspil. Det består af et magnetspil kinaskak og en midt-halvfemser udgave af Trivial Pursuit Genus uden terning. Vi måtte derfor låne en terning fra en mandelgave, jeg vandt til en af  biokemi-juleaftnerne, som nok var beregnet til, for nu at holde et sømmeligt sprog på bloggen, lidt pikant underholdning.

Som det ses er der slået nipples

Med en hurtig konverteringstabel fra kropsdele til terningeøjne var der åbnet for et par timers (spillet er fra før, man bare kunne springe fra ost til ost med en “lips”) selskab med blandt andet en islandsk nobelprismodtager i litteratur,  en vesttysk forbundskansler (død 1967), de kendte sangere bag hhv.  ”Hen te’ kommoden” og  ”Skabadubadelle” og ikke mindst den kendte svensker, som har fået opkaldt en større vej på Østerbro efter sig. Og nu er det så naturligvis, at jeg, til den annoncerede quiz, gerne vil have navnene på de ovennævnte personer.

Den slags quiz er naturligvis ikke helt ligeså sjov nu, hvor vi har www, men Tue beviste med en overlegen sejr i lørdags, at man (eller skulle man sige nogen) faktisk godt kan klare sig uden. Nedenstående sejrsbillede taler vist for sig selv.

Sejrsmomentet

Jeg var med Hanen på Christianshavn i går. Vi skulle hente en stol hos hans moster, men hun var ikke hjemme. Vi benyttede lejligheden til at købe sushi take-away nede ved Ovengaden Undervandet osv, og så ellers skynde os hjem til Tossen og Eigil (aka Baby Perfection) med aftensmaden.

Vi kørte selvfølgelig over Knippelsbro, når vi nu var ved Torvegade. Og vi drejede selvfølgelig ikke ned mod Kongens Nytorv, for vi skulle jo til Nørrebro. Godt nok så det ud som om der var mange mennesker på gaden, men andre biler kørte også ligeud, så vi fulgte bare efter.

Godt så, der var åbenbart stor Gaza-demo foran Christiansborg (så fandt vi også ud af, hvor Hanens moster var henne). Vi bevægede os selvsagt i sneglefart, omgivet af demonstranter og en masse flag. Bedst som vi møver os igennem mængden, bliver demonstrationen opløst og masserne beslutter at bevæge sig i samme retning som os – langs kanalen ned mod Nationalmuseet. Med andre ord: Vi var pludselig en centralt placeret del af en lettere højrøstet meningsytring. Fint nok, tænkte vi – Hanen holdt rattet og jeg holdt sushien – vi drejer til højre ad Nørregade. Det skulle også være så populært.

Det var nogenlunde omkring Thorvaldsens, at vi hørte det første kanonslag og badede os i det blå lys fra de første politisirener. Tættere og tættere på Nørregade kom vi, men vi kom naturligvis ikke hurtigere frem end man ville kunne gå med fx et stort flag. Derudover skulle vi konstant have alle fire øjne fikseret på området umiddelbart foran køleren, da både cyklister og unge mødre med barnevogne tydeligvis ejede dette stykke vej.

Situationen spidser lidt til – der lyder flere kanonslag og flere og flere af de store politibiler maser sig igennem. Vi tæller de resterende meter ned til Nørregade, forcerer os adgang til en svingbane (selv om alle trafikregler selvsagt var sat komplet ud af spil), kun for at finde en kæde af politimænd spærre adgangen af, så vi blev tvunget ned ad Stormgade i stedet – i retning af orkanens øje. Selv uden GPS var vi godt klar over, at det her ikke var optimalt. Så langt vi kunne se, var gaden tæt af demonstranter. Og for enden ved Vester Voldgade lød der kanonslag og området lå badet i blåt lys.

Så sker der hverken værre eller bedre end at de politimænd, der før spærrede adgangen til Nørregade nu bevægede artilleriet ned ad Stormgade, bag os. Med andre ord: vi havde fået en yderst prominent placering i en klassisk knibtangsmanøvre med politi for begge ender af Stormgade. Vi kan ikke se, hvad der sker i den anden ad gaden, men pludselig lyder der høje skrig og masserne løber alt hvad remmer og tøj kunne holde i vores retning. Og der er da intet vi hellere vil end at bakke ud og væk på dette tidspunkt, men det er altså enormt svært at bakke, når man er blændet af blå blink. Umiddelbart bag os kører 4-5 af de store politivogne skulder om skulder. Vi lyner vinduerne ned og fanger forholdsvist let en politimands opmærksomhed (de har åbenbart også set os). Jeg husker dialogen nogenlunde således:

Mig: Ja, undskyld, kan vi lige møve os igennem her?

Politimand: DEN BIL SKAL VÆK HERFRA. OG DET SKAL VÆRE LIGE NU. AFSTED. HURTIGT.

Vi udnytter hver centimeter, der er til rådighed mellem to salatfade (eller hvad de unge nu kalder dem nutildags) og befinder os endelig ude af knibtangen. Vi dytter os igennem mængden, ruller vinduerne ned og råber for fuld lunge: VARM MISO-SUPPE, FOLKENS – RYD GADEN, AF BANEN – SVINEDYR SUSHI COMING THROUGH. Folk indså naturligvis hurtigt alvoren i situationen, slap jerngrebet om os, og før vi vidste af det, var vi tilbage på fredelige Nørrebro i den lille families skød. Og det var baaare en herlig sushi – det er som om mad smager bedre, når man selv har skulle kæmpe lidt for den.

Jeg har skimtet forgæves efter den røde Escort i dette klip.

Vi sagde farvel til vores venner i går aftes. Eller: jeg sagde farvel – Agnete kommer jo tilbage efter nytår. Rammen om dette ganske uformelle arrangement var McSorley’s Old Ale House – en irsk pub, der har ligget i East Village siden midten af 1800-tallet og tilsyneladende ikke har været ændret så meget siden. De brygger deres eget øl, og man kan vælge mellem mørk eller lys. Når man bestiller én, får man to – til i alt $4. Med andre ord: det oplagte sted at placere en afskedsdrink.

Her er lidt billeder fra aftenen.

Tyler, Chris og Caroline

Thomas kom lidt senere, da han lige skulle have løst den der finanskrise

Henriette - som opmærksomme læsere vil huske af omtale som et central bindeled i vennekombinatorikken

Oliver - ditto. Det er Thomas' kæreste Franziska til venstre.

Caroline og Stuart

Dylan og Kathy

På McSorley’s kan man udover billig øl få billig mad. Jeg skal ikke kunne sige, hvad det var, men jeg vil beskrive det som en tysk konsistens med en let-böhmersk smag. Lige hvad vi havde brug for, da ølsulten først satte ind.

Efter McSorley’s tog Tyler og Romane med videre på vores lokale russerbar, Pravda, hvor vi så fik vores sidste Leninade, vores absolutte yndlingsdrink herovre.

Tyler og Romane

Det var en schön aften, for nu at blive syd for grænsen. Lettere vemodig hist og her, men mest af alt godt selskab med godt humør. Og nu bliver jeg simpelthen nødt til at få set lidt til pakkenellikerne.

I vore dage med meningsløs terror, der kan slå ned hvor og hvornår det skal være, er det godt at vide, at sikkerheden ved personaleindgangen til Staten Island-færgerne er helt i top. Kan de ikke også lige fortælle, hvor det er bedst at placere sprængstoffer?

..og passwordet ligger under måtten..

Jeg har i øvrigt fået en Rossel på besøg. Kusine Anne, mere præcist. Vi har gået tæerne blå i det kolde klare vejr i dag, men nåede også igennem både Chinatown, Little (!) Italy, Financial District, Ground Zero, Battery Park, Brooklyn Bridge, Dumbo og Brooklyn Heights.

Anne i Dumbo

Jeg har heldigvis en del tid i denne uge til at gå med rundt, så jeg får set mange af tingene for formentlig sidste gang i lang tid. Æresrunde er vist ikke for stort et ord. Jeg er kommet til den konklusion, at jeg ikke længere har tal på, hvor mange gange jeg har gået over Brooklyn Bridge. Men i dag blev det til to til. Og den skuffer aldrig.

Farver og striber på Brooklyn Bridge

Der kommer sikkert flere små iagttagelser fra de kommende dages vandringer.

Vi var ude med Dylan og Kathy i går. Først på den fantastiske semi-hemmelige restaurant under den snaskede burrito-diner, derefter til 2. omgang af vores on-going billard-turnering (det gik ikke helt så godt for Team Rossel-Martinez denne gang), og til sidst var vi hjemme hos os. Og midt i al vores snakkeri, kom vi til at snakke om, hvordan vi egentlig overhovedet havde mødt hinanden. Og dét fik ellers åbnet for en kompleks historie fuld af tilfældigheder. Det var ikke den klassiske med “vi gik i folkeskole sammen”, “vi spillede håndbold i mange år”, “vores forældre kender hinanden” eller “Agnete gik til trapez og badutspring med Kathy på sommerlejr i Skåne i 1998″. I kan jo prøve at gennemgå jeres egne venskaber, og se om der er nogen, der kan matche dén her omgang. Hold fast.

DEL 1: Brooklyn bofællesskabet
Dylan er englænder. Han flyttede til New York for halvandet års tid siden (vistnok) for at bo sammen med sin amerikanske kæreste, Kathy. De bor i Brooklyn i en lejlighed, hvor de også lejer et værelse ud. Dylan skulle starte arbejde hos FN, og for lige at læse op på lektien havde han købt sig en bog om organisationen. Da metroen til arbejdet en dag lod vente på sig, tog han bogen frem for at fordrive ventetiden. Og her kommer Ashley (narratologisk figur: Hjælperen) ind i billedet. Ashley er en amerikansk græsrodsentusiast, meget interesseret i politik, miljø og semispirituelle mærkesager. Ashley befandt sig tilfældigvis på samme metrostation og så at der sad en fyr og læste i en bog om FN. Som amerikanere jo gør, indledte hun hurtigt en samtale om FN og om, hvor interessant hun syntes det var. Dylan og Ashley fulgtes ad i toget, og samtalen bevægede sig videre fra FN til hvorfor han overhovedet var i landet, hvor han boede og om at ham og kæresten i øvrigt ledte efter en lejer til deres ekstra værelse. Som nytilflytter til byen gav Dylan hende sit nummer (faktisk Kathy’s nummer, da han ikke selv havde telefon endnu) – det er rart at få sig et netværk i en ny by. Og i øvrigt nævnte Ashley, at hun måske kender en, der var interesseret i at leje værelset.

Lidt tid senere bliver Kathy ringet op en englænder, der hedder Oliver, der gerne vil leje værelset sammen med sin kæreste. Selv om Kathy og Dylan helst ville have haft en single fyr/pige som lejer, lader udbuddet af rablende vanvittige ansøgere ingen tvivl være tilbage om at Oliver og kæresten er de eneste de vil bo med – skidt med at det så er et par.

DEL 2: The Danish Connection
Agnetes veninde Rie havde engang en penneveninde, der hed Henriette – de havde aldrig mødt hinanden, kun skrevet sammen. Henriette er dansker, men har ikke boet så meget i Danmark. Men da hun så flyttede dertil i en periode, opsøgte hun sin gamle penneveninde Rie, og dermed var dét venskab så cementeret. Henriettes kæreste er englænder og hedder Oliver og da de flyttede sammen i Brooklyn var det i Kathy og Dylans lejlighed.

Da Rie var på besøg herovre for et års tid siden, mødtes hun selvfølgelig også med Henriette og introducere os for hende. Vi bevarede så kontakten, efter Rie tog hjem. På et tidspunkt inviterede Oliver os til sin fødselsdag, som han holdt på en bar sammen med Kathy, der har fødselsdag samme dag. Og dér mødte vi så hende og Dylan for første gang.

Lad mig lige understrege de mest slående tilfældigheder:

• Dylan læser en bog om FN, som en pige (der kender en boligsøgende fyr) finder interessant
• Dylan giver hende et telefonnummer
• Alle andre ansøgere til udlejnings-værelset er psykopater (en af dem arbejdede for FBI og insisterede på at have våben i lejligheden)
• Rie og Henriette har stadig kontakt, selv om de var penneveninder for mange år siden
• Oliver, som vi kun havde mødt én gang på det tidspunkt, inviterer os med til sin fødselsdag

Så altså: tak til Rie og Ashley – vi kom frem til, at det må være dem, der har været mest afgørende for, at vi var ude at spise god mad, smadre hinanden i billard og lege sedlen-i-skålen på sådan en helt almindelig lørdag aften.

Dylan og Kathy, tilfældigvis vores venner. Nu tør jeg slet ikke spørge, hvor de kender hinanden fra.

Ja, selvom jeg jo er fysisk isoleret på den anden side af Atlanterhavet, tillader moderne teknologi mig alligevel at følge lidt med i, hvad der sker derhjemme. Ugens gode nyhed er, at Tora og Mikkel (aka Tossen og Hanefar) har fået en lille dreng, der hedder Eigil. Og så kan Pinholt komme nok så meget og sige, at jeg sucker up til de to, men nu hvor navnet er afsløret er der ingen skjulte motiver – sikke et lille pragteksemplar.

Stort til lykke fra os.

Eigil - kommende janitshar i Frokost?

Bond Street ligger et par gader herfra. Det ser ud til at være nogle dyre adresser – lækre ejendomme, en af byens få brostensbelægninger, ikke så meget trafik. Hvis vi tilfældigvis kommer forbi med gæster, peger vi tit denne specifikke bygning ud.

Bond St

Ikke nødvendigvis fordi den er køn, for det er nok en smagssag, men fordi den er meget speciel. I gulvplan er den skærmet af den mærkeligste, nærmest organiske struktur, og materialet minder mest om indgraveret sølv. Den blev bygget, da vi lige var flyttet herover, men nu er den så småt ved at blive beboet, og folk er ved at rykke deres habengut ind i de store stuer.

Jeg kan huske fra min postbudskarriere (et par gyldne år i etatens tjeneste), at selv om vintertiden var den hårde sæson, så var det også lidt hyggeligt at gå ude i mørket og se på alle de oplyste vinduer. Sådan lidt selvmartrende lille-postbud-med-svovlstikkerne-agtigt. Der så bare altid ud som om de lige havde bagt boller og sad med fødderne i tøflerne og tøflerne på fodskamlen og fodskamlen foran en fantastisk blød og stor stol og avisen i hånden.

Men på trods af denne forhistorie er det altså ikke fordi jeg normalt går og tager billeder ind ad folks vinduer, når det er mørkt, men ingen regel uden undtagelser.

Skudetnuværekånst?

Kald mig sexist, men jeg tror altså det er en fyr, der bor her. Jeg gætter single. Jeg tror rig. Jeg skyder på pigeglad. Alder? Et svært svært spørgsmål. Det er muligvis en ung jet-setter, men det kunne også være en ældre model, der drikker ved ungdommens kilde (for nu igen-igen at bruge et Torsten-udtryk). Dét får vi nok ikke svar på. Jeg ville bare ønske, at der for en gangs skyld i “Kender du typen?” blev serveret en lignende anretning indretning for socioantropo-livsstilsekspertoraklerne i stedet for de sædvanlige Arnoldi-litografier og bornholmer-ure. Bare bede dem træde direkte ind i gemakkerne og SMÆK – in your face! Men det er måske bare mig – eller kender du typen?

Første gang Agnete og jeg så denne bygning havde vi lige været til koncert i Knitting Factory, så det var aften og mørkt. Det har helt sikkert gjort lidt ekstra, men der er ingen tvivl om at AT&T’s bygning på 33 Thomas Street i downtown Manhattan er en af de mest dystre og arrogante bygninger i New York. Mere om det om lidt (så kører suspensen).

I dag så jeg den så igen. Jeg havde været på en gåtur i Brooklyn sammen med Signe – Simons søsters veninde, som også var i New York for et halvt års tid siden og som vi mødte dér – nu er hun her så igen, fordi New York blev for svær at undvære.

Signe kæmper med en uretfærdig kamp med modlysbilleder af solnedgangen fra Brooklyn Bridge

Og da vi kom tilbage til Manhattan, kom vi så forbi den imponerende bygning og denne gang fik jeg så taget et par billeder af den.

AT&T - derkaklikkeskader

Umiddelbart kan den jo se forholdsvist normal ud på billedet her, men det der gør den til noget særligt er, at det er 167 m uden et eneste vindue. De der huller man kan fornemme er udluftningskanaler. AT&T er det, der svarer til TDC derhjemme. 33 Thomas Street huser 2 af deres main switches til lang-distance telefoni. Der er altså formentlig dyrt isenkram bag de solide vægge. Og hvor solide de er, måtte jeg så ty til wikipedia for at finde ud af. Det viser sig, at bygningen betragtes som en af de mest solide i USA, og den i tilfælde af atombombesprægning vil kunne modstå radioaktivt nedfald og fungere fuldstændigt isoleret fra omverdenen i to uger. Hver etage har 5,5 m til loftet og gulvene kan bære 100-150 kg pr. 30×30 cm. Wikipedias bedste oplysninger dog, at den arkitektoniske stil kaldes brutalisme – efter sigende er det Le Corbusier, der kom om med dén term.

Vi mødte tilfældigvis en medarbejder foran bygningen (det er ham på billedet). Vi spurgte ham, om det virkelig var rigtigt at der ikke var nogen vinduer. Det var det. Og han fortalte endvidere, hvordan han 11. september 2001 blev ringet op på arbejde af sin søster, fordi hun ville sikre sig, at han var ok. Han svarede, at han da havde det fint og undrede sig over, hvorfor hun var nervøs for det – han havde jo ikke hørt noget, der hvor han sad. Hun fortalte ham, at et fly var fløjet ind i World Trade få hundrede meter fra AT&T’s brutalbygning. Så han løb op på taget sammen med kollegerne, og kort tid efter fløj den anden jumbojet lige hen over hovedet på dem, så de måtte holde sig for ørerne og dukke sig. Og ja, resten af dén historie er jo velkendt nok. Siden da har de fået installeret fjernsyn indenfor, så de har et minimum af kontakt med omverdenen.

Da vi gik videre og passerede Chinatown, faldt vi over denne nye og meget store graffiti. Den har helt sikkert ikke været der før, men det var først da Agnete så billedet af den, at det gik op for mig, at rotten jo i virkeligheden forestiller en Wall Street-børsmægler. Rotte-analogiers betændte forhistorie taget i betragtning er det ikke nogle udpræget varme følelser, finanskrisen får op i folk.

Broadway lidt nord for Canal St

Jeg er i fuld gang med at lave et indlæg om resten af vores tur til sydvesten. Alle billederne er nu fundet og har fået en våd klud i Photoshop. Men nu er det næsten midnat og jeg orker ikke at gå i gang med at skrive det også. Som pausefisk kommer her lidt street art og et par vinduesudstillinger fra den nærmeste omegn af vores lejlighed. Jeg tog billederne i dag, da jeg ved et uheld kom en time før åbningstid til cafékontoret.

Først tre fra Houston Street ved Bowery.

Fin Warhol parafrase (hvorfor tænker jeg altid på Torsten, når jeg bruger det ord?)

Ditto. Det ligner lidt Spock til venstre og Jack Lemon til højre.

Jeg kan ikke huske hvad kunstneren hedder, men han er berømt. Her har han snuppet sig en bymur.

Og så et par utilslørede politiske stillingtagener (findes det i flertalsform??). Man ser det sjældent hjemme i Danmark, men herovre er det meget udbredt at skilte med sit politiske tilhørsforhold. I amerikanske 7-Eleven kan man købe henholdsvis blå og røde kopper til sin kaffe (partifarverne), og baseret på salget laver de så deres egen statistik over den politiske fordeling – hvor uvidenskabelig metoden end er, har de har faktisk ramt meget præcist ved de sidste to valg. Se selv hvordan blå og rød-balancen ser ud nu.

En butik på Lafayette St

Og nabobutikken, Brooklyn Industries, hvor jeg køber meget af mit tøj. Meget Obama-agtig garderobe jeg har, åbenbart.

Ingen væg er for sølle til et ædelt budskab

Og så er der selvfølgelig også det, der hverken er Warhol-pastiche, kunstelite på afveje eller politisk propaganda.

Lafayette St

Dette indlæg er skrevet med én hånd. Ikke fordi jeg kom til skade ved det store stenskred i Yosemite National Park, ikke fordi jeg faldt ned fra hesten i Monument Valley, ikke fordi jeg blev for ivrig med de enarmede i Las Vegas eller fordi helikopteren styrtede i Grand Canyon. Nej, netop hjemvendt til NYC efter 14 dages ferie i sydvest med mine forældre og Agnete, træder jeg lidt forkert på den lille trappe i opgangen og slår min skulder af led for fjerde forbandede gang. Hvis det endelig skal ske, kan det så ikke være på nogle lidt mere rock’n'roll-agtige måder?!

Men det giver mig selvfølgelig lidt bedre tid til at tænke over hvordan jeg skal dække den hæsblæsende og ret så action packed ferie og organisere et repræsentativt udvalg af de halvt-hundrede tusinde billeder. Men nu ved I så lidt om hvad der venter om hjørnet.

Vi har ikke selv udsigt fra vores lejlighed. Eller: vi har udsigt til den dårlige deli på den anden side af gaden. Og vi kan også se de karakteristiske brandtrapper hos genboen. Men sådan rigtig udsigt har vi ikke. Vi bor så også kun på første sal. Men udsigt er noget alle gerne vil have. Jeg kan derfor sagtens forestille mig ejendomsmæglerens alt for nemme salgstale, da han har skullet sælge lejligheder i den her ejendom.

Rooms with a view

Ja, gulvbrædderne sidder løst. Og nej, det er ikke rigtige gulvbrædder men brunt linoleum i brædt-form. Ja, der er et mandshøjt hul i væggen ind til rygerlunge-naboen. Indrømmet – køkkenet er fyldt med rotter og køleskabet har ingen strøm. Nej – der er ikke parabol. Heller ikke internet, nej. Men udsigten, people, udsigten!!

Og de har selvfølgelig købt den. Stor har deres glæde været, at de har kunnet se milevidt omkring uden forstyrrende elementer. Der har kanskje været lidt “I’m the king of the world”-agtig stemning over det. Det må have været noget, man har glædet sig til at komme hjem til hver evig eneste dag på arbejde. Noget, man inviterer folk hjem for at se. En Unique Selling Proposition. Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

Stor må deres skuffelse derfor have været, da et eller andet halvanonymt andenrangs forsikringsselskab købte nabogrunden og opførte det her diskrete hovedkvarter.

Den nye babo

Enten flytter man igen (hvis man kan få solgt). Eller også gør man som her.

Kom ud at få en sundowner, skat. Himlen og havet er flottere end nogensinde.

Nu roser jeg jo generelt New York meget. Det er en fantastisk by, fordi den har det hele og mere til. Men vi må jo heller ikke glemme, at det er hårdt sted. Der er hjemløse på Bowery, der er bandekriminalitet i Brooklyn, der er teenagenarkomaner på St. Marks Place osv osv.

Det værste er dog, at man vænner sig til det. Man bliver hærdet. Det bliver en helt naturlig ting af livet herovre. Selv om man ikke nødvendigvis ender på fornavn med sin lokale tigger, så får man dog sine favoritter. Agnete giver stort set dagligt lidt til manden rundt om hjørnet, der spørger om vi kan “help me get a bed tonight”, og jeg giver til den stakkels Vietnam-veteran og til John, der har sine ups-and-downs, men tjener en skilling ved at feje lidt foran forretningerne på Spring St. Og i dag så vi faktisk vores første tiggende Irak-veteran. Han har vel været omkring de 25 år, vil jeg skyde på. Hvis det skal gå ham ligesom det gik for Vietnam-veteranerne, så kommer han til at sidde der minimum indtil 2043. Men som sagt: New Yorkerne vænner sig til meget. Jeg så i hvert fald ikke nogen stoppe op og blive indignerede.

Det blev jeg til gengæld selv, da jeg var på vej ned for at møde Agnete ved Hudson River Park, hvor bandet Blonde Redhead skulle give en gratis udendørs koncert. Stærkt bevæbnet med kamera og paraply gik jeg de 3-4 kilometer derned i silende regn. Gaderne var om ikke ryddet, så i hvert fald mere tomme end normalt. Det er muligt jeg har passeret en del hjemløse med halvopløste papskilte, men jeg registrerede det nærmest ikke. Jeg er også blevet hærdet. Troede jeg, indtil jeg så DETTE syn.

Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd, med læderlap for øjet og om sin sko et bånd...

Det er muligt, at der er en logik (omend hård) i, at hvis man var modstander af krigene i Vietnam og Irak, så føler man ikke man har et ansvar for de soldater, der kæmpede for ens land. Man er ikke taknemmelig for noget, som man ikke ville have. Men Bamsefar-så-sød-og-rar??? Hvad kan han om muligt have gjort? Hvem har han trådt over fødderne med sine bløde, polkaprikkede poter? Ud på gaden kom han i hvert fald. Kasseret. Vejet og fundet for let. I silende regn. Hjemløs. Våd. Trist. Sulten, sikkert. Og alene, åh så alene. Og så i Greenwich Village – det pæne kvarter!

Nå, men jeg fandt Agnete under en paraply i en 250 m kø af paraplyer. En sjælden gang imellem bevægede køen sig lidt, men det var som om at der ikke skete det helt store. Agnete beholdt pladsen, og jeg gik op til indgangen for at sondere terrænnet. Sikkerhedspersonalet fortalte mig, at man overvejede at aflyse koncerten pga regnen. På det tidspunkt var den allerede 2 timer forsinket, hvor folk havde stået i silende regn. Da jeg spurgte til chancer og sandsynligheder, hviskede han: “If I were you, I’d just leave”. Så vi gik hen og fik middag på The Green Table (så lykkedes det, Marie Mi), og da vi kom ud igen var regnen holdt op, og koncerten var ganske rigtigt aflyst. Det var ikke et vejr at sende et band ud i, tilsyneladende. Bevares, tænk hvis de skulle få et par dråber på sig. Der er åbenbart forskel på folk. Nogen er inde i varmen, ombejlede, fans står i kø i timer. Andre derimod…

Og vender du tilbage i byger og i blæst, mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest...

Nu hvor vi var i området, besluttede vi os for at finde svaret på det efterhånden gamle spørgsmål om, hvem der har en kanin med laserøjne siddende i vinduet. Det viste sig jo svært at finde stedet igen, og vi havde da også problemer denne gang. Efter lidt uenighed og hårdnakket påståelighed fra især Agnetes side (selv om jeg naturligvis fik ret), fandt vi stedet. Svaret er: Det er der ingen, der har! Længere.

På en eller anden måde bliver det ikke mindre spooky af dén grund

Væk var den. Det lykkedes os at lure ind igennem en lille åbning i dørens ruder. Og her kommer så det rigtige svar.

En frisørsalon, såmænd

Der blev budt på sexshop, slagter, marskandiser og neglesalon/massage. Selv om der ikke var nogen, der fandt frem til det rigtige svar, så må jeg jo konstatere, at Rie med sit salon-gæt var tættest, da det handlede om noget plejning af kroppen. Hvilket så gør hende til vinder to gange i træk. Eller måske rettere: vinder af første quiz og “fremhævet med ære” i anden quiz. Til lykke, til lykke.

Jeg ville ønske, at jeg kunne svinge mig op til festhumør, tage festhatten på og lade champagnepropperne springe for Rie, men jeg synes måske nok, at vores allesammens tanker burde være rettet mod, hvad der mon er sket med den store kanin. Der er jo tydeligvis ikke brug for den længere. Og så kan jeg næsten kun forestille mig én ting…

Der står på kirkegården et gammelt frønnet bræt, det hælder slemt til siden og malingen er slet. Det er såmænd Jens Vejmands. Hans liv var fuldt af sten. Men på hans grav i døden, man gav ham aldrig én.

Der er masser af dage, hvor jeg slet ikke tager nogen billeder. Og så er der dage, hvor fine motiver nærmest faldbyder sig selv for at blive fanget på film. Men måske er det i virkeligheden bare fordi jeg er mere opmærksom de dage – har antennerne mere ude. Lørdag var sådan en dag.

Jeg gjorde ellers hvad jeg kunne for ikke at have antennerne ude – bare slappe helt af sammen med Agnete på en luns græs i Central Park. Men bedst som man når at døse lidt hen til den svage summen af biler på lang afstand, vågner vi begge op af en lyd, vi ikke kan identificere. (Jeg indskyder lige, at jeg overvejede at lave spørgsmålet “hvad var det, vi hørte?” til en quiz. Svaret er dog så tamt, at jeg tror deltagerne ville blive skuffede). To rivaliserende egern piskede efter hinanden op og ned efter ad et træ. Ikke nogen ud-af-kroppen oplevelse, men nok til at alle omkring træet vågnede op og fulgte med. Hvem der vandt? Der var kun tabere, er jeg bange for.

Vi var ikke de eneste, der fulgte kampen

Nåhm, om ikke andet så fik jeg da varmet kameraet op ved denne lejlighed (og skærpet min lyst til at klatre i træer med hovedet nedad). Resten af indlægget viser, hvad der ellers fangede opmærksomheden på en lørdag eftermiddag og aften.

Først en tur på MoMA med Marie og Richard for at se en ny Salvador Dali-udstilling. Selv om malerierne unægteligt er flot håndværk og sikkert revolutionerende for sin tid, så er der et eller andet kitsch over hans stil. Det var dog først da en tekst beskrev et af hans filmværker som “et skridt i en sværere tilgængelig retning end Den Andalusiske Hund”, at jeg tabte interessen lidt. Efter at have købt en ostetung pastramisandwich i deres dansk-møblerede restaurant, kom vi for første gang ud i deres baggård – eller skulpturhave, som det vist hed.

Lodret vand?

På vej til middag i Meatpacking District gik vi igennem Greenwich Village, hvor dette vinduesdisplay fangede min opmærksomhed.

Nedtællingen er begyndt

Vel ankommet til Meatpacking District fór vi forvirrede rundt efter en restaurant for til sidst at lokalisere den inde i en gigantisk gammel lagerbygning kun for at finde ud af at den er lukket. På vej tilbage til vores udgangspunkt, får jeg muligheden for lige at lufte kameraet igen. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Enkelt og dekorativt. Og ikke Photoshoppet.

Efter middagen fandt vi et hegn med en masse små fliser på.

Agnete på 7th Ave

Vi havde nok lidt luret, at der var tale om en form for 11. september mindesmærke, men det var nu ikke alle budskaber, der var lige tydelige.

Hvorhen? Hvem? Hvad mener du?

Andre var nemmere at forstå.

Det rammer en hver gang

Og bedst som man troede at kameraet kunne holde fri af mangel på spændende ting, dukker der sådan en fyr op.

Jeg så jeres vinduesdekoration og tænkte jeg lige ville kigge indenfor

Vi kan jo passende lave dette afsluttende billede til en quiz, nu når egernkampen ikke var tilstrækkelig. Så altså: QUIZTIME (fanfare, trommehvirvel, Per Viking entrerer scenen).

Sidste omgangs vindere, Lars og Rie, er naturligvis velkomne til at deltage. Spørgsmålet er: hvad er det for en butik, der har en meterhøj psykokanin stående i vinduet? Hvad sælger/laver de? Grunden til denne lidt vævende formulering er, at jeg ikke selv ved det. Jeg lagde ikke mærke til, hvad der stod og kiggede heller ikke længere ind, end det man kan se på billedet. Men der går sikkert ikke så længe inden jeg skal til Greenwich igen, og så vil jeg få fingrene i facit. Indtil da er der åbent for bud. SÆT IGANG!

Jeg skulle bestille nogle billetter til et eller andet, som jeg allerede har glemt (damn you, short attention span). Og ganske som i et tidligere indlæg, bliver jeg stillet overfor en række valgmuligheder, som jeg aldrig rigtig har forholdt mig til før.

Suffix show-off

Og mangler der ikke “of Ulm”?

Jeg tager med Mikkel Hanefar, Pinholt og Charlotte (og Agnete for en kortere bemærkning) upstate. Først en teltovernatning i Catskill National Park med vores venner Dylan og Kathy, og derefter videre mod Maine, eller hvor langt vi nu når. Skulle man være så heldig at finde internet undervejs, så kan det selvfølgelig være at der kommer et postkort fra rejsende onkel Mac, men ellers er der først nyt fra vestfronten om en uges tid.

Som pausefisk er her et billede fra det helt overdådige 4th of July-fyrværkeri, som vi så fra Roosevelt Island midt i East River. Læg mærke til alle de private både, der fyldte floden.

4th of July, East River

Det er yderst sjældent, jeg møder nogen, jeg har mødt før her i New York. Hvis man ser bort fra ekspedienterne og de lokale forretningsdrivende samt den stakkels Vietnamveteran på Spring St og den hjemløse John, der tjener lidt basseører ved at feje foran områdets butikker, så er der faktisk utroligt langt mellem “jamen, er det ikke….?” og “hende derovre går også nede i fitness centeret” osv. Det er én gang lykkes mig at møde den samme ex-Kunde kollega to gange på en uge på gaden, men ellers er genkendelsens glæde sjælden.

Derfor kan det nok undre, at både Agnete og jeg forleden sagde i kor “ham dér så vi da også i 2006″, hvor 2006 refererer til vores 2 ugers ferie i New York hos Susan og Christian.

“Godt husket”, vil nogen sikkert sige.

“Fotografisk hukommelse”, udbryder flere.

“A mnemonic marvel”, tænker de fleste.

Man siger godt nok, at det er nemmere at genkende end at genkalde, altså at beskrive. I kan jo selv prøve at beskrive en nær slægtning uden at kigge på ham/hende. Held og lykke, hr. Polititegner. Men i vores tilfælde tror jeg ikke vi ville have haft så store problemer med at genkalde heller.

Søndag var der Gay Pride i New York. Paraden startede oppe ved 54 St og endte i Greenwich Village, ca. 50 gader længere ned. Ikke nogen kort tur for d’herrer i korset og stiletter str. 45. Vi havde lavet et kombi-arrangement, så vi kunne se EM-finalen på en bar i Greenwich og derefter gå direkte ud og lytte til al det feministiske bøsseævl.

Der var selvfølgelig alle de klassiske vogne med unge Adoniser i sæsonens speedofarver, der danser til en forholdsvist nem-at-huske technorytme ved lige omkring de 140 dB. Men så er der også alle individualisterne. Dem, for hvem en vogn bare ikke er godt nok. Dem, der ikke hyler blandt de ulve de er blandt. Dem, der træder de nye stier.

Gruppen af individualister er i sagens natur ret usammenhængende. Vi har minimalisterne – “hvis det var godt nok til Adam, er det godt nok til mig”:

Vi har den miljøbevidste, den oppe-i-tiden-grønne, den organiske individualist:

Vi har den spontane, den improvisatoriske individualist, der bygger sit kostume på sit liv som det udspiller sig her og nu. “Hvadharjegliggende? Hvadharjegliggende? Drinksparasoller!”

Vi har den kunstneriske, den romantiske ener med de bedrøvede øjenbryn og den elegant underspillede reference til den universelle sørgmodige klovn:

Vi skal heller ikke glemme den dekadente individualist, ham for hvem det ikke kan blive voldsomt nok, en homage til Dame Edna, så god som dagen er pang:

I den legesyge ende af spektret har vi genrekrydseren. Hvad er hun – påklædt? nøgen? En metaleg med symboler, en maskemager, en identitetsgøgler, en narrativ stratenrøver:

Og så har vi jo den Gamle Vise. En klassiker i enhver episk fortælling. Troldmanden, Gandalf den Grå, Gandalf den hvide, der Alte, druiden, homoernes Miraculix om man vil:

Og endelig er der dem, der starter dagen med de bedste intentioner: “I år skal jeg være med i indercirklen” – men som ender med selv at skyde det ene gode udklædningsforslag ned efter det andet:

For trivielt .. Been there done that .. For drenget .. For piget .. For kedeligt .. For dumt .. For 2007

..for til sidst ende i et suk og et formfuldendt “fuck it – jeg finder på noget fedt næste år i stedet”:

Lørdag, lørdag, what to do?? Hvis man ikke skal vaske tøj, købe toiletpapir, gøre rent i penthouset osv, så kan man jo passende gribe sin bedste sæbeboble-pistol og tage turen til Times Square, hvor årets formentlig eneste Bubble Battle løber af stablen.

Agnete og jeg mødtes med Kevin fra mit tidligere filmhold (i den gule trøje herover). Vi var svært bevæbnet med to hurtige pistoler til nærkamp og en batteridrevet fuldautomatisk – sæbeboblernes uzi, om man vil. En del af Times Square var for en sjælden gangs skyld spærret af i forbindelse med et marked, så hvad kunne være mere naturligt end at små 1000 mennesker udnyttede lejligheden til at overfalde hinanden med sulfo?

Det ser måske meget tilforladeligt ud – man får lidt fornemmelsen af at folk bare skyder op i luften, ligesom når der er fest på Gaza-striben, men tag ikke fejl: der blev angrebet på klos hold, nakkeskud var normen, superfeje angreb fra ryggen var reglen snarere end undtagelsen, og selv folk der lå ned på gaden og tryglede om nåde blev ikke skånet. Alliancer blev dannet, friends blev til fos og omvendt, taktik med fremlagt og revurderet – jooo, der var krig, var der, og alle trick gjaldt.

Med hensyn til våbenteknologi blev der præsenteret et bredt udbud af de seneste landvindinger – her et par eksempler:

Gazillion Bubbles herover er smart i kraft af sine mange boble-enheder og sit forholdsvist store sulfo-reservoir. Til gengæld er retningsbestemmelsen for random og afstanden til modstanderen skal derfor være meget lille. Tung at bære.

Placo Bubbles er overraskelsernes bubblegun. Handy, undseelig på overfladen, men tag ikke fejl. Placo leverer en gennemsnitsfrekvens på 5-10 bobler pr. sekund. Ulempe: skal dyppes i reservoir for hvert skud.

Fetch-a-Bubble er våbnet, hvor biologisk krigsførelse gør sit indtog i bubble battle. Egentlig beregnet til leg med familiens hund har Fetch-a-Bubbles sulfo tilsat et stærkt smagskoncentrat. En meget gennemtrængende lugt af lørdagskylling omringer fjenden med panikagtig hyperventilation til følge, efterhånden som denne batteridrevne enheds bobler når sit mål. Ulempe: ustabil hydraulik. Svigter for ofte i nærkampssituationer.

Bubble Battle stod på i næsten 2 timer. Og som i alle større krige var sejr en flertydig størrelse – vi var alle tabere med efterfølgende sår på sjælen. Min eftermiddag toppede dog med en særlig hæder – en fortjentsmedalje vil nogen sige – da min helt særegne kampteknik udløste et anerkende kompliment fra dagens hårdeste modstander: “Obi Wan has tought you well”.

Vi har lige bestilt flybilletter til den næste omgang New York-ophold. Denne gang faldt valget på British Airways. Ikke fordi de var billigst, ikke fordi de var hurtigst, men fordi de forstår at titulere folk på den rette måde.

Det er så … frustrerende, når man kun kan vælge Mr, Mrs og Ms. Så billigt og begrænsende, så dumt og decimerende. Men selv British Airways er nu ikke uden mangler. Jeg mangler Duke (og Dude – Dude Rossel), Chief, Boss, Bro, Wingman, Private, Darth og i den snævre ende Herreekviperingshandler, Generalkonsulinde og Murermester.

Lord Rossel letter 6. juni mod New York – på economy class, med mellemlanding og medbragt madpakke.

Nu tager jeg jo det her kursus i manuskriptforfatning på New York Film Academy for tiden. Og der lærer man selvfølgelig en del om fortælleteori. Om hvordan man først får præsenteret helten i sine vante omgivelser, så indtræffer der er begivenheder, der forandrer alting og sætter helten ud på sin rejse. Dernæst bruger helten 60 siders manuskript på at nå sit mål, og til sidst står han face-to-face med sin fjende – enten indre eller ydre, vinder (eller taber, hvis det er en tragedie) for derefter at returnere til sine vante omgivelser – helst en prinsesse/præmie/indsigt rigere.

Det man ikke hører noget om er til gengæld selve turen hjem til de vante omgivelser. Jeg tror nok jeg nævnte Ringenes Herre som eksempel i et tidligere indlæg, hvor Frodo efter at have kylet sin og Tykke-Sams forlovelsesring ned i vulkanen (“Det er slut. SLUT, siger jeg dig”) pludselig er hjemme i Herredet igen. Det tog ham 2,5 helaftensfilm at nå frem!! Og så er han bare tilbage sådan uden videre?! Fortællinger er fuld af sådanne løse ender. Hvad skete der med Mordor efter Ringen gik til i flammerne? Hvem flyttede ind i Monica og Chandler’s lejlighed efter de flyttede ud? Hvad skete der egentlig med pandekagehuset efter at Hans og Grethe havde vundet over heksen?

Jeg er stolt over her på hvadblogger for første gang at kunne præsentere svaret på dette sidste spørgsmål, der har redet narratologer som en mare i over 100 år. Pandekagehuset blev liggende i Brooklyn, men ingen havde lyst til at flytte ind (det kræver sin ejendomsmægler at vende sætningen “og der en en heks, der er brændt ihjel i jeres nye kamin” til noget positivt – måske “der er en KENDT heks, der…”). Årene gik og det tidligere så fine hus gled ligeså stille i forfald. Vinduerne blev dækket til og haven misligholdt. Et sørgeligt skue. Hans og Grethe levede lykkeligt uvidende til deres dages ende.

Pinholt og jeg faldt over et photoshoot på den lille mole ved The River Café under Brooklyn Bridge.

Det er utroligt så stabilt fotomodel-agtig sådan en fotomodel kan se ud. Man kan jo have nok så flotte venner og bekendte, men det der med at være konsekvent god foran et kamera, det er de færreste forundt. Så her sidder man med sit (i sammenhængen) lille Nikon-kamera, forkert placeret i forhold til kulisse og lys – og alligevel lykkes det modellen at være fotogen i take one. Forskellen til det virkelige liv blev ekstra tydelig, da jeg kort forinden havde bakset med at tage 10 shots i rap af Pinholt uden helt at fange hans lune væsen på billede.

Det er et ordentligt cirkus, sådan et photoshoot. Horder af assistenter, sminkøser, kaffehentere, kameraklargørere (jo jo, det er skam en officiel titel), lysskærms-opsættere (ditto), store sikkerhedsfolk osv. Temperaturen er lige omkring 5 grader, og vi kunne se at modellen havde (lange) blå fingre. Mellem billederne fik hun dog en jakke på.

Men der er en anden omstændighed ved dette billede, som det nok kun er de ekstra årvågne eller dem med meget tykke briller, der har fanget. Fotografen.

Bedst som vi var ved at have taget billeder nok af modellen, går det op for os, at fotografen er designeren selv – Karl Lagerfeld i egen hysterisk-velplejede person. Og det forklarer så sikkert også de to limosiner, moviestar-busser og luksus-vans (med luksus-svans) på parkeringspladsen.

Jeg researchede lidt på wikipedia da vi kom hjem, for ud over at kunne genkende ham vidste jeg egentlig ikke så meget om ham. Jeg går sjældent i hans tøj – det kradser så frygteligt. Jeg lærte at Karl Lagerfeld (eller bare “Karl”, som vi siger i the circle of trust) er født i Tyskland i 1933 og betragtes som en af de mest indflydelsesrige mode-designere i sidste halvdel af det 20. århundrede. Han har designet kollektioner for adskillige af de allerstørste modehuse. Og i afdelingen for unyttig viden lærte jeg, at Karl for nylig konverterede sine 60.000 cd’er om til ca. 70 iPods. At han tabte 42 kg på 13 måneder fordi han ville gå i en særlig designers tøj. Og at han fik smidt en tærte på sig under modeopvisning i New York i 2001 (her ringer Zoolander-klokkerne nok højt for nogen). Og sidst men ikke mindst fandt jeg ud af, hvorfor han selv stod og tog billeder af sine kreationer: Karl er både designer og fotograf.

Der er jo også det sjove ved fotomodeller, at de tit ser liiidt mærkelige ud. De har sådan en udefinerbar other-worldly ting omkring sig – en unaturlighed, der er til at tage at føle på (hvis altså ikke de der store sikkerhedsfolk havde været der). Mon ikke det er det, man kalder star quality. Og jeg læste faktisk på selvsamme wikipedia, at Kalle har udtalt “I don’t like standard beauty – there is no beauty without strangeness”…

Med disse ord ligger modeindustrien for dine fødder, min dreng. Husk nu at det var mig, der fik dig ind i branchen.

Da vi kommer hjem og fortæller om vores metamode-billeder af Karl Lagerfeld der tager billeder, finder vi ud af at David og Karen også har set Karl Lagerfeld gå ud af en bygning i SoHo tidligere på dagen. Man kan da heller aldrig have noget for sig selv.