Her er bildene fra Ål og Vestlandet !

Gol (det første bildet) og Ål:

Batalden :

Det blogges mye på nettet om denne saken. Om en sak hvor foreldre og barn er blitt lurt til å tro at gammel-indiansk medisinmann-medisin er bedre enn moderne kreftbehandling. Hadde det nå enda vært slik at all informasjon var blitt gitt og vurdert av disse menneskene helt objektivt, så kunne de jo forsåvidt tatt en avgjørelse på saken. Men Daniel ønsker å leve, utfordringen er at han tror at han kan overleve ved å droppe kreftbehandlingen. Ifølge legene vil han da dø.

Og hva gjør man så ? Man overstyrer via rettsapparatet. Og det er ikke her diskusjonen går på nettet. De fleste synes man bør gripe inn i dette tilfellet, heldigvis. Det som diskuteres er hva i all verden man skal gjøre med “heksedoktorene”, “medisinmennene” og lurendreierne som ber vanlige mennesker droppe anerkjent moderne kreftbehandling til fordel for noe man ikke vet om virker. Konsekvensene blir som i denne saken.

(VG Nett) Foreldrenen ville at kreftsyke Daniel Hauser (13) skulle få naturmedisin istedet for cellegift, men dommeren satte ned foten.

Hvorfor står der hver aften, når jeg går over Rådhuspladsen i KBH, en flok indianere og spiller og “synger”? Hvad vil de og hvorfor er de her? Jeg undrer mig…

Ecuador viser sig fra sin bedste side. Temperaturen er – højt oppe under skyerne, langt oppe i bjergene – ganske behagelig og ikke så trykkende varm, som i de andre lande, vi har besøgt. Priserne dejligt lave, servicen høj og maden eminent. Vi har mæsket os i nachos-chips med guacamole, store bøffer med champignon, lakseterrine, andepostej, youghurt med frugtsalat, caesarsalat,  bacon og æg, tapas og alverdens andre lækkerbiskner.

Fra Ecuador

Selv om fattidommen er tydeligere end i Venezuela, er stemmingen bizart nok roligere og mere afslappet. Og levestandarden er høj, hvis man har nok af de amerikanske dollars, der er landets officielle møntfod. Og det har vi. Så vi er frivilligt gået i eksil fra den sydamerikanske bønner- og ris-madkultur, og spiser helt uden den mindste skam i livet lækker mad fra gourmet-restauranter, og drikker konstant friskpresset frugtjuice i stedet for det vanlige sukkervand coca-cola-bryggerierne forsyner verden med. Og det til næsten ingen penge i forhold til derhjemme.

Landet er naturmæssigt utrolig flot og indbyggerne imødekommende. Lige så snart man kommer uden for storbyerne er de fleste mennesker af indiansk afstamning. Ekstremt lave, rødbrune i huden og med meget farverige gevandter. Med vores danske middelhøjde troner vi let over alle andre i menneskemængderne.  Det er til trods for at alle andre går med hat.

Bestjålet i bussen
I visse byer bliver vi bestormet af tiggende småbørn og gamle damer, mens vi i andre byer ikke bliver kontaktet overhovedet. Vi er efterhånden blevet ret gode til vifte små, snavsede børn med store, tiggende øjne væk og vandrer i ulige linje væk fra eventuelle uroligheder. Advarslerne om røverier, mord og kidnapninger har været mange på vores lange tur gennem Nord- og Sydamerika. Men her i Ecuador føler vi os ganske trygge, når vi går rundt. Det til trods fik vi dog hugget et kamera den første dag, vi var i hovedstaden Quito. Mens vi står i en overfyldt bybus, får en nydelig klædt herre listet Kaspers kamera op af hans stramme cowboybukselomme. Da Kasper finder ud af, at kameraet er væk, ser han, at kameraets lange snor hænger ud under den nydelig klædte herres skjorte. Kasper hiver til i snoren, mens han på flydende spansk råber højt om det retmæssige ejerforhold til kameraet. Passagererne tumler rundt, en dame skriger “røveri”, og Cecilie kigger bestyrtet rundt. Efter en kort intens kamp er kameraet atter på vores hænder, vi hopper lettere svedige af ved næste stoppested og er klar til at genoptage vores sightseeing i den gamle, koloniale bydel.

Fra Ecuador

Ligesom i Venezuela varierer landskabet enormt. Den ene dag er vi i bjergene og den næste i gold ørken. Regnskov og strand har vi sprunget over for i stedet at prøve en masse forskellige aktiviteter, I senere kan læse om. Man mærker tydeligt, at landet er vant til turister, og det passer os glimrende, for vi ville ikke have undværet ømme muskler og tyndslidte baller – forklaring følger…

“Lille Tre er den vakre fortellingen om en liten indianergutts oppvekst i 1930-årenes USA.
Lille Tre blir tidlig foreldreløs og vokser opp hos Besta og Bestefar, som er cherokee-indianere.
De lever som enkle fjellbønder, med whiskey-brenning på si.
Besta og Bestefar tar kjærlig i mot Lille Tre og oppdrar ham på indianervis.
Han lærer å lytte og forstå trærne, fuglene og dyrenes språk, og å oppføre seg
som det sømmer seg en indianer. Like viktig er det å lytte til sin indre stemme,
å bruke sin ånde-sjel. Ellers skrumper den sammen og blir så liten som en hickorynøtt.”

Bestill boken her

Boken er også filmet…men et godt tips: kast ikke bort tid på filmen. Den er elendig! Les heller boken.

Elizabeth

Sorry for at jeg ikke blogget noe igår, men har vært så utrolig emotional den siste tiden og har hatt en del problemer, så har rett og slett ikke orket å blogge en ting. Men prøver.

Idag rydda vi litt på klasserommet, det var egentlig rart. Rart at det bare er en uke igjen av skolen, får aldri gå i den samme klassen igjen liksom. Det gikk vel ikke helt opp for meg at det er så nære skoleslutt før naturfagtimen da lærern sa “Da er det bare en ting å si, Takk for i år”. Det var litt trist der og da, med tanke på at jeg aldri skal ha den læreren igjen osv. Men var samtidig herlig å tenke på at det var den siste Naturfagtimen min, ever. Hadde også siste norsk timen idag, så en film. Smaragdskogen het den eller noe, er basert på en virkelig historie om en gutt som blir tatt av Indianere i Amazonas regnskogen, faren hans leter støtt og stadig etter han i 10 år. Gutten het Tommy, å når faren endelig finner gutten sin igjen så har han blitt en av indianerne, snakker språket dems osv. Var egentlig ganske bra. : )

Som over her så har jeg da hatt en emotional-time i det siste, savn er noe jævlig altså. Savner helgen, skulle ønske helgen hadde vart så utrolig mye lengre, men det gjør den ikke, å det er dritt. Håper det ikke er altfor lenge til jeg får besøk igjen. Savn!

Imorgen klokka 10:00 får vi vite om vi kommer opp i Naturfag muntlig eller ikke, siden vi kom opp i Matte Skriftlig er det nesten 100% sjanse for at vi ikke kommer opp. Jeg håper på liv og død at vi ikke kommer opp, men hadde samtidig vært deilig å komme opp. Sier ikke neitakk til to fridager altså. ;] Men jeg får bare vente og se.

Kan noen si meg hvorfor jeg bare hører på Westlife atm?

I forgårs tog jeg mig en zapper på fjerneren. Tilfældigvis kom jeg forbi tv-avisen, idet de var ved at afslutte et indslag om nogle Brasilianske indianere. Det viser sig at der findes op mod 500 primitive indivder i den Brasilianske regnskov, som ikke har været kontaktet af mennesker fra “civilizationen”. Den Brasilianske regering har fået taget billederne i et forsøg på at hindre ulovlig skovhugst.

På billedet (herover) ser man hvordan indianerne hæver deres buer imod flyet der tager billederne. Disse indianere går åbenbart ind for den bredest mulige integration – se bare de mange forskellige hudfarver der står side om side. Det er dog et kendt fænomen at samarbejde på tværs af grupper kan fremmes, såfremt der er en fælles fjende – hvilket Sheriff og medarbejdere også illustrerede i deres klassiske forsøg. Dog er det vel mere sandsynligt at der er tale om en form for personlig udsmykning – bestemt af kulturelle normer og regler.

Jeg synes det er meget fantastisk at vi i vore dage, stadig kan finde nye ting, rundt omkring på vores klode. Man skulle synes at sattelitter og almindelig nysgerrighed, havde sat en stopper for at man kunne gennem sig. Imidlertid sker det igen og igen at der dukker ting op som vi ikke har set før (eller meget længe). Senest så vi “Den Blå Fisk” som skulle have været uddød i 70 millioner år, men som trives flere steder i havet.

Måske er der tale om en situation hvor vi som moderne mennesker, er blevet specielt blinde overfor det “there’s hiding in plain sight”. Måske er vi så overbevist om at vi har set og dokumenteret alt, at vi ikke længere leder som vi engang gjorde. Dog kan det også tænkes at det bare ikke er muligt at overvåge hele kloden på samme tid – det ville i hvert fald være noget af en opgave.

Ja ja, så var der indianere i skoven – hvad bliver det næste? Hvad skete der i øvrigt med det kattedyr der hærgede kronvildt på Koldingegnen for nogle år siden? Endnu et mysterie!