CHRISTIAN BROTHERS IN IRELAND RESPONSE TO GOVERNMENT AND REPORT OF THE RYAN COMMISSION

The Christian Brothers in Ireland present the content of this website in the interests of accountability and transparency and in fulfillment of their commitment to publish information regarding their assets and liabilities together with their response to Government following on the Publication of the Report of the Ryan Commission.

The documents are available by following the links below.

1. RESPONSE OVERVIEW

2. REPORT Report to Government July 2009

3. LETTER Covering Letter with Response to Government

4. RESPONSE Response to Government by the Christian Brothers November 2009

5. SUMMARY PAGE Assets and Liabilities Response: Summary Page

Im Sommer 2008 verbrachte ich 10 Tage mit meinen Eltern in Irland. Da es inzwischen aber schon wieder einige Zeit zurückliegt, möchte ich nur einige allgemeine Dinge erwähnen und das Hauptmerk auf die Fotos richten.

Gebucht wurde traditionell über Tui und so bekamen wir auf dem Flughafen in Dublin einen VW Passat. Für die gesamte Reise hatten wir Voucher und eine Liste von Countrywide Inns (B&Bs), in denen wir mit diesen Vouchern übernachten konnten.

Reiseroute:

Dublin – Athlone – Galway (Connemara) – Tralee (Dingle, Killarney) – Cork (Midleton) – Kilkenny – Dublin

Dublin

Auf dem Shannon (Athlone).

Athlone

Galway

Connemara

Kylemore Abbey

Cliffs of Moher

Cliffs of Moher

Slea Head, Halbinsel Dingle.

Halbinsel Dingle

Halbinsel Dingle

Die 10 Tage sind im Fluge vergangen und haben mir und meiner Familie insgesamt recht gut gefallen. Besonders beeindruckend war natürlich die Natur. Von Dublin und Galway hätte ich gern noch etwas mehr gesehen, aber das werde ich in den nächsten Jahren hoffentlich nachholen können….

Återigen har pedofilskandaler inom Katolska Kyrkan uppdagats. Det är inte första gången på Irland. Övergreppen i sig är väl kanske kända sedan tidigare. Men vad som är den stora nyheten är att ärkestiftet i Dublin ”mörkade” uppgifterna ändå in på 1990-talet! Uppgifterna kommer från Murphy-rapporten, som sammanställts av irländska staten. Nyheterna är vedervärdiga.

Jag citerar vad som står att läsa på Kyrkans Tidnings hemsida:

Den 720 sidor långa rapporten avslöjar 46 präster som misstänkts ha gjort sig skyldiga till minst 320 fall av sexuella övergrepp och våldtäkter mot barn.

[...]

Både kyrkliga företrädare och statsanställda pekas nu ut som ansvariga, eftersom de valde att tiga trots att de kände till att det förekom övergrepp. Kommittén slår exempelvis fast att tre av Dublins ärkbiskopar: John Charles McQuaid (1940-72), Dermot Ryan (1972-84) och Kevin Mc Namara (1985-87) hade kunskap om övergrepp men höll tyst för att undvika skandal och värna kyrkans goda rykte och rikedomar. I stället flyttades förövarna från församling till församling.

Min far är från Irland. När vi var där på besök i somras så skulle precis en liknande rapport, Ryan-rapporten, offentliggöras. Den handlade om övergrepp (inte endast sexuella) som skett på barnhem och skolor, drivna av kyrkliga organisationer. Denna rapport orsakade mycket sorg, ilska och hat på Irland i somras. Jag antar att denna nya rapport tjänar till att spä på de känslorna.

Jag diskuterade detta med mina irländska fastrar. Hur kunde detta ske? Min ena faster sa någonting, som jag tror är en central punkt i frågan:

”Här på Irland ifrågasätter man aldrig prästerna. De är Guds representanter, och ses nästan som Gud själva. De är ofelbara.”

Jag tror mycket ligger i detta. Mina fastrar är medlemar av katolska kyrkan, som de flesta på Irland, men jag verkar ha en mer uttalad kristen tro (jag läser Bibeln osv). Jag försökte förklara hur jag kände inför detta som dessa präster gjort sig skyldiga till:

”Det krossar verkligen mitt hjärta. För mig ska en präst faktiskt representera Gud. Och när dessa gudsrepresentanter begår dessa onda handlingar, så finn det inte ord för att beskriva vilken sorg jag känner.”

I Bibeln står det om hur en präst ska vara. I Första Timotheusbrevet står det:

”Den som önskar bli församlingsledare eftersträvar ett viktigt arbete. Därför måste församlingsledaren vara höjd över allt klander, gift bara en gång, nykter, behärskad, anständig, gästfri och en god lärare. Han får inte missbruka vin och inte vara hårdhänt utan skall vara försynt och fridsam och fri från penningbegär. Han skall kunna styra sitt hus och få sina barn att underordna sig, allt i värdiga former. För hur skall någon som inte kan styra sitt eget hus kunna ta hand om Guds församling? Han får inte vara nyomvänd, så att han faller under djävulens dom. Dessutom måste han ha ett gott rykte bland utomstående, så att han inte blir förhånad och går i djävulens fälla.”

- 1 Tim 3: 1b-7

Detta är hur en präst ska vara. Inte vad han automatiskt är!

Men på Irland verkar det ha blivit så att man automatiskt förutsätts vara på ovanstående sätt om man är präst. Eftersom det är ett kall från Gud så kan man ju inte bete sig på ett sätt som säger emot ovanstående beskrivning. Det var den attityd min faster förklarade fanns i den irländska Katolska kyrkan.

En maktsymbol?

Förstår ni vilken makt detta ger till präster med onda avsikter? Pedofiler söker sig till yrken där de får kontakt med barn. Vissa av dem blir nog också präster på Irland. Jag tror dock dessa utgör en minoritet.

Många människor vill nog skylla på celibatet. Att leva i celibat anses kanske inte vara naturligt. Alla människor har ju en sexualdrift och när den förträngs så går det åt skogen, helt enkelt. Men jag håller inte riktigt med om den uppfattningen.

Jag tror att Gud kallar människor till att leva i celibat. Det är en oerhörd gåva. Att istället för att dela livet med en annan människa, delade det fullt ut med Gud.

Med jag tror inte att prästyrket förutsätter celibat. Det är ju en grund i den katolska prästsynen, att alla präster ska leva i celibat. Detta anser jag naturligtvis saknar biblisk grund (Petrus, en av Jesu närmaste apostlar och ansedd som den förste påven, var ju gift). Jag tror att det finns präster som ska leva i celibat, men jag tror inte att alla präster ska göra det. Om Gud kallar en person att bli präst, och om sedan Katolska Kyrkan pressar på denne person ett liv i celibat, så kan det bli fel.

Detta är naturligtvis inte en förklaring. Men jag tror att detta, tillsammans med en kyrklig kultur där övergreppen mörklades och tystades ner har bidragit till att övergreppen blivit så många.

Och Satan naturligtvis. Människor i maktpositioner tror jag är extra utsatta för frestelsen att utnyttja denna makt. Kanske speciellt präster. Dessa 46 prästers övergrepp är oerhört ondskefulla handlingar som har sitt ursprung i helvetet. Ingen tvekan om den saken. Dessa präster har låtit ondskan styra i deras liv.

Återigen – det finns inte ord att beskriva den sorg jag känner inför dessa nyheter. Dels för att detta drabbar mitt älskade Irland. Dels för att det spär på hatet mot Katolska Kyrkan och kristendom, vilket blir ett hinder för evangeliet. Men naturligtvis främst för alla dessa barn som i åratal utsatts för dessa förbrytelser. Sexuellt utnyttjade… av de människor som ska vara kristna förebilder och tydliga representanter av Kristus. Det är en antikristlig skändlighet!

Länkar: Svenska Dagbladet, Dagen.se, SR.se, Kyrkans Tidning.

Immer an den Ruf denken, aber nicht an den Ruf Gottes, der nach Meinung der röm.-kath. Kirche an alle Menschen ergeht, auf dass sie auch schön pervers werden:

Die katholische Kirche in Irland hat nach einem Regierungsbericht jahrzehntelang den sexuellen Missbrauch von Hunderten Kindern durch Geistliche verschleiert. Die Kirchenleitung habe den Ruf der Institution über das Kindswohl gestellt. [...] Vier frühere Erzbischöfe von Dublin schützten demnach routinemäßig katholische Geistliche, die sich des sexuellen Missbrauchs schuldig gemacht hatten. In dem in dreijähriger Arbeit zusammengestellten Bericht [...] heißt es, der Erzdiözese sei es beim Umgang mit den Fällen um Geheimhaltung gegangen und darum, einen Skandal zu verhindern und den Ruf der Kirche zu schützen.

Weiterlesen beim ehemaligen Nachrichtenmagazin

Da bekommt das Jesuswort “Lasset die Kindlein zu mir kommen” eine ganz neue, röm.-kath. Bedeutung. Und gewiss nicht nur in Irland. Und morgen, wenn genügend Gras über diese peinliche Angelegenheit gewachsen ist, stellen die sich wieder in ihren Tuntenklamotten hin und lügen den Leuten etwas vom besonderen “Wert des Lebens” vor. Bäh!

© Ada Mitsou

Marco Tardelli assolve Thierry Henry e si scaglia contro Raymond Domenech. Il vice di Giovanni Trapattoni sulla panchina dell’Irlanda dice la sua, in un’intervista con l’emittente radiofonica RMC, sull’episodio che ha deciso la sfida-spareggio per la qualificazione ai Mondiali 2010 giocato contro la Francia a Parigi.

La nazionale transalpina si è qualificata grazie a un gol di  Gallas, ma l’azione era viziata da un evidente fallo di mano di Henry non sanzionato dall’arbitro. “Non sono arrabbiato”, dice Tardelli  riferendosi ad Henry. “E’ un fatto che può capitare a qualsiasi  giocatore, soprattutto in un match così importante per la qualificazione ai Mondiali. Non posso giudicarlo”, prosegue Tardelli.  “Henry non è un imbroglione, il suo è stato un gesto istintivo. E’ un grande campione e una brava persona”, sottolinea Tardelli.

Il suo tono cambia quando si parla del ct della Francia: “Sono furioso con Raymond Domenech. Quando lo incontrai con l’Under 21 disse che gli italiani comprarono gli arbitri. E ora ha detto: quando arrivi all’università non conta come hai preso il diploma. Ancora  oggi non riesco a digerire le sue parole. Penso che Domenech non sia all’altezza dei grandi allenatori francesi”, conclude Tardelli.

Gefährliche Flitterwochen

Gefährliche Flitterwochen.
Roman von Carol Higgins Clark
Ullstein Verlag

Privatdetektivin Regan Reilly und ihr frischgebackener Ehemann Jack reisen nach Irland, um ihre Flitterwochen in einem idyllisch gelegenen Schlosshotel zu verbringen.

Als gleich in der ersten Nacht der Feueralarm des Hotels ausgelöst wird, befinden sich Regan und Jack wider Erwarten mitten in einem neuen Fall: Juwelendiebe machen das Schloss und die Umgebung unsicher.

Und Jack hat bereits einen Verdacht, wer sich hinter dem ominösen Diebespaar Jane und John Doe verbirgt. Eine Spurensuche quer durch Irland beginnt.

Krimitime-Bewertung: ****

Carol Higgins Clark ist die Tochter von Mary Higgins Clark und Autorin von mehreren Romanen um die Detektivin Regan Reilly. Auch als Schauspielerin hat sich Carol Higgins Clark einen Namen gemacht: Sie trat in Theaterstücken, Filmen und Fernsehserien auf. Die Autorin lebt in New York. Zur Webseite von Carol Higgins Clark

Chronologie:
Higgins Clark, Die Regan-Reilly-Krimis
Mord und Seide
Tod on the Rocks
Tödliche Diamanten
Getäuscht
Nacht in Las Vegas
Alptraum in Weiß
Gefährliche Flitterwochen

Online Bezugsquellen: Bücher, Hörbücher, DVDs, Video on Demand und mehr

Henry bekennt, das er sich in der Zwickmühle fühlte.

“Ich war in einer Situation, in der ich so oder so nicht als Gewinner hervorgehen konnte.”

Ist das Problem die fehlende Charakterlosigkeit des Spielers? Ich denke nicht, denn zwischen Hölle und tiefer, blauer See, wie der Ire die Zwickmühle nennt, handelt ein Stürmer instinktiv. Das so etwas als Tatsachenentscheidung gewertet wird, ist auch nicht überrascht.

Aber es ist so, dass in den letzten Jahre eine Video-Dokumentation erwachsen ist, die jeden Sünder nicht nur ertappt und blossstellt, sondern auch den Schiedsrichter immer wieder als den Deppen darstehen lässt. Ob man dem mit weiteren Assistenten, die plötzlich im Strafraum rumlaufen entgegen wirken kann? Die visuelle Überlegenheit des Zuschauers ist es doch, die unfair gegenüber dem Unparteiischen ist. Er kann nur verlieren, weshalb eine technische Waffengleichheit ihn nicht schwächt sondern stärkt.

Fünf Alben in 15 Jahren und der Erfolg der schottisch-irischen Band „Snow Patrol“ ist nicht mehr aufzuhalten. Der kommerzielle Durchbruch ließ zwar lange auf sich warten, aber mit dem Hit „Chasing Cars“ konnte sich die fünfköpfige Band dauerhaft in die Charts katapultieren. Pünktlich zur romantischen Weihnachtzeit brachten sie diesen Monat nun ihr erstes „Best Of“-Album mit dem Titel „Up to now“ raus!

© Universal

Die Alternative Rock-Band hat 30 Songs auf 2 CDs gepackt, wobei auch Neues und Unveröffentlichtes geboten wird. Gary Lightbody, der Leadsänger der Band äußert sich zum neuen Album wie folgt: “It’s a portrait of us as a band, warts and all. We’ve climbed a hill and now we’re looking back and taking in the view for a bit. It’s nice to show people that we didn’t just arrive overnight.” Eins der drei brandneuen Songs die auf der “Up to now”-CD zu finden sind ist „Just say yes“ – die neue Single.

Hier ist die genaue Trackliste des neuen Longplayers von „Snow Patrol“:

CD1

1. Chocolate
2. Chasing Cars
3. Crack The Shutters
4. Set The Fire To The Third Bar
5. Crazy In Love
6. Just Say Yes
7. Batten Down The Hatch
8. You’re All I Have
9. Hands Open
10. Cartwheels
11. The Planets Bend Between Us (2009 Version)
12. Ask Me How I Am
13. On-Off
14. Making Enemies
15. Run (Live at the Union Chapel)

CD2

1. Take Back the City
2. Shut Your Eyes
3. An Olive Grove Facing The Sea (2009 Version)
4. Run
5. Give Me Strength
6. Signal Fire
7. Spitting Games
8. Open Your Eyes
9. Dark Roman Wine
10. Fifteen Minutes Old
11. You Are My Joy
12. Golden Floor
13. Starfighter Pilot
14. PPP
15. Chasing Cars (Live at the Union Chapel)

Leider sind die Poprocker in diesem Jahr nur noch in Großbritannien und Irland live unterwegs, aber sie werden im nächsten Jahr bestimmt auf große Europatour gehen und auch in Österreich wieder einmal vorbeischauen. Beim diesjährigen Donauinselfest haben sie die Menge zum Toben gebracht und so werden sie uns sicher bald wieder die Ehre erweisen!

Thierry Henry accusa la federcalcio transalpina di averlo lasciato solo e confessa di avere pensato di lasciare la nazionale francese. Il bomber dei ‘bleus’ torna, in un’intervista al quotidiano ‘L’Equipe’, sul suo fallo di mano che ha viziato il gol-qualificazione della Francia ai Mondiali, segnato da Gallas contro l’Irlanda. Il giocatore del Barcellona si pente di avere esultato: “Non avrei dovuto farlo. Ma francamente è stato un gesto incontrollabile. Dopo tutto quello che era  successo…Ma ora sì, me ne pento”, dice Henry.

Ma il mancato sostegno della federazione è la cosa che brucia di più: “Dopo la partita e anche nei giorni seguenti mi sono sentito solo, veramente solo. E’ solo dopo il mio comunicato che la gente della federazione si è fatta avanti”. Da qui, la riflessione di Henry sul suo futuro in nazionale: “Sì, mi sono posto la questione”, conferma il giocatore transalpino. “Senza il sostegno della mia famiglia non avrei preso la stessa decisione. E’ con loro che ho deciso che lotterò fino alla fine. Ma quello che è successo – sottolinea – avrà il suo peso. Si può sempre perdonare, ma non sempre dimenticare”, conclude Henry.

…  Var det första som flög genom mitt huvud när jag läste det här.

Fyfan vilken arrogant jävla pajas! Spela omspel på TV-spel? Kom igen!?… Jag blir riktigt upprörd.

“i fotboll förekommer det orättvisor hela tiden”

Jaha, därför ska vi strunta i dem helt eller? That makes sense!,

“Vill de ha omspel så kan de komma till mig, vi tar det på playstation när de vill.”

Är det så han vill ha det så okej, visserligen är jag inte Irländare, och hade det inte varit för sättet de åkte ur på så hade jag faktiskt inte misströstat sådär jättemycket över deras uteblivna VM-plats. Men tar jag på mig att åtminstone sätta dit Patrice Evra, å Irlands vägnar. Så här kommer det, det officiella svaret på din utmaning Evra:

Salut Patrice. Je m’appelle Eric. J’ai vu votre défi en équivalent de notre pays du Soleil. Il mai être que je ne suis ni l’irlandais ou le football pro, mais j’ai dans ma simplicité choisie pour représenter l’Irlande à la reconquête de l’leur honneur, et surtout dans l’humiliation de vous. S’il vous plaît envoyez-moi un billet d’avion, je vais donc plus et vous botter le cul de la FIFA, vous souhaitez vous jamais mis le pied sur un terrain de football virtuel de nouveau. Jusqu’à présent je n’ai pas rencontré mon supérieur dans ce jeu, et je n’ai pas l’intention de le faire maintenant. Je joins une vidéo montrant ce que vous avez à attendre. Jusque-là, faites-le bien.

Erik.

(Ja det är jag som gör målet)

Så, nu väntar jag bara på hans svar. Vågar han anta utmaningen eller fegar han ur?

[CD des Monats November 2009]

Altan ist für mich schon seit langem eine der wichtigsten Gruppen des Irish Folk. Die zentrale Figur der Formation ist die Sängerin und Geigerin Mairéad Ni Mhaonaigh. Ihre Stimme verzaubert, und man glaubt sich bei den in gälischer Sprache vorgetragenen Songs (auf dieser CD sind es fünf,  die anderen Titel sind Instrumentalstücke) in eine Welt der Märchen und Mythen versetzt.

Ich habe Altan vor einigen Jahren bei einem Auftritt in Solingen erlebt, und die Gruppe hat – auch – dort bewiesen, dass sie ihr Publikum fesseln kann und dass ihre Mitglieder ihre Instrumente virtuos beherrschen. Abgesehen vom hinreißenden Gesang  Mairéad Ni Mhaonaighs hat mich das Spiel von Dermot Byrne auf dem Melodeon besonders begeistert. Dessen Fingerfertigkeit auf diesem zur Akkordeon-Familie gehörenden Instrument war für mich als Gelegenheitsspielerin auf dem diatonischen Akkordeon sehr beeindruckend.

Die hier vorgestellte CD Blackwater stammt aus dem Jahr 1996 und enthält 12 Titel.

Tracks: 01 Johnny Boyle/King of the pipers / 02 Dark Haired Lass/Biddy from Muckross/Sean Maguire’s / 03 Stór, A Stór, A Ghrá / 04 Strathspey/Con McGinley’s/The Newfoundland / 05 Tá Mé Mo Shui / 06 An Gasúr Mór/Bunker Hill/Dogs Among the Bushes / 07 Molly Na gCuach Ni Chuilleanáin / 08 Farewell to Leitrim/Jenny Picking, Cockles/John Doherty’s / 09 Ar Bhruach Na Carraige Báine / 10 The Dance of the Honeybees / 11 Blackwaterside / 12 A Tune for Frankie

Auf Youtube habe ich nur wenige Videos mit Songs gefunden, die sich auf dem vorgestellten Album befinden. Aber das hübsche Stück “Stór, A Stór, A Ghrá” war dabei.

Heman vs. Skeletor

Da jeg var lille og legede med diverse serier af actionfigurer kunne jeg altid bedst lide de onde. Heman var en underlig steroide-pumpet fims med skindtrusser og pagehår mens hans onde modstykke skeletor var et muskuløst, blåt skelet (at et skelet kunne være muskuløst undrede mig ikke dengang) der boede i et kæmpekranium. Turtles var en flok dumme pizzaædere der boede med en gammelklog gnaver i en kloak mens deres modstander Shredder (sejt navn!) havde kappe, maske og store knive på hænderne og desuden havde assistance af et næsehorn og et vildsvin opkaldt efter jamaicanske musikstile. Batman var egentlig ret tjekket, men blev trukket ned af sit mystiske homofile forhold til Robin osv. De onde var simpelthen sejere.

Det gode vs. Det onde
I fodboldens verden har jeg aldrig fuldstændig helhjertet kunnet adoptere samme tilgang til tingene. Jeg holder for fanden med West Ham. De ærefulde nederlags klub (de fleste andre fans af middelmådige hold vil have en lignende selvopfattelse). I fodbold kan jeg rent faktisk – modsat i den virkelige verden – have noget der minder om et konsistent forhold til godt og ondt. Og så alligevel ikke.

Men der findes der dog trods alt en række faste holdepunkter. De kommer fra lige dele fikse ideer, nordeuropæisk selvglæde, stupide fordomme og min kære fars gode opdragelse – mange ville nok bytte direkte om på godt og ondt, således at joga bonita-ævl blev godt og herretacklinger ondt – men det er for så vidt sagen uvedkommende:

- Italien er onde. De snyder, spiller kedeligt, har for pæne frisurer og for stramme trøjer (og min far blev engang overfaldet i en uspecificeret italiensk havneby, da han var sømand i 1970′erne).

- Spanien er onde. Mange er nok uenige, men det siger min far, og når det kommer til fodbold er patriarkalsk styring faktisk ikke så dumt. (Hvis bare han havde interesseret sig nok for fodbold til at opdrage mig til at holde med et hold. Så havde jeg måske oplevet glæden ved at vinde et trofæ, i stedet for at mærke konsekvenserne af mit eget tåbelige valg.)

- Brasilien er onde. De er overvurderede, utilregnelige, og deres livsglæde er animeret og anstrengende.

- Portugal er onde. Europas brasilienere.

- Frankrig er onde. Hvis alle havde været som dem ville nazisterne have vundet krigen.

- Tyskland er onde. De var nazister og ville vinde krigen.

- Holland er onde. Engang troede jeg faktisk holland var gode, men så gik det op for mig at de er arrogante og væsentlige dårligere på banen end deres selvforståelse. Jantelov + Holland = Holland er onde.

- Uruguay er onde. Beskidt spillende bavianer.

- Rusland er onde. Kommunister. Det vil sige at deres spillere er tunge og spiller under pres og uden entusiasme. Og vi som borgere i et vestligt demokrati kan virkelig ikke støtte om sådan et menneskesyn.

I spændingsfeltet mellem godt og ondt findes en lang række lande som kan beskrives som det man inden for religionshistorien kalder trickstere. Et eksempel på en religiøs trickster er Loke indenfor nordisk mytologi. Tricksteren er en meget forskelligartet figur, men udmærker sig ofte ved at snyde og lave “tricks” for at overleve verdens fundamentalt hårde præmisser. De bryder således gudernes regler, men vil ofte alligevel stå i et særligt forhold til disse.

Oversat til fodboldens verden er tricksterne altså lande som egentlig bryder med ens begreber om god og dårlig fodbold, men som alligevel ikke entydigt er dårlige. Trickstergruppen er bred og differentieret, men rummer i hvert fald:

- Kroatien, Serbien og resten af Balkan. Kombinationen af løftede albuer, tacklinger i knæhøjde, bindegale trænere og sprød pasningsfodbold er på sin egen måde hinsides godt og ondt.

- Argentina: De skjulte nazister i massevis efter verdenskrigen, scorer mål med hånden og tackler i knæhøjde, men er på den anden side anti-tesen til Brasilien, modsat hvem de rent faktisk avler et  hav af pisseseje spillere.

- Bulgarien og Rumænien. Se Balkan-forklaring.

Derudover kan et hav af andre lande fra Afrika, Asien og Sydamerika smides i tricksterkategorien, idet en given slutrundeindsats kan være heroisk uden at det dog kan sikre landet plads blandt de gode. Dertil er deres moralske værdi simpelthen for tæt knyttet på vilkårligheder som øjeblikkelig træner, spillestil, dragt og spillertrup.

På den entydigt gode side findes naturligvis først og fremmest Danmark ud fra ren og skær fladpandet nationalisme. Derudover:

- Alle lande fra de britiske øer; England, Skotland, Wales, Nordirland, Irland. De fighter helt principielt altid af et godt og heroisk hjerte, de smider sig aldrig, bruger aldrig feje tricks og rejser sig altid efter en tackling med mindre deres ben er faldet af. De kan kun besejres ved brug af feje tricks, og burde principielt altid vinde alting. De er repræsentanter for en svunden og bedre tidsalder med respekt for ældre mennesker og lokalsamfundet. Nå ja, og hvis det ikke var for Churchill ville vi tale tysk i dag.

- Australien: Se de britiske øer.

-  De øvrige skandinaviske lande, Sverige og Norge. Nok er de vores rivaler, men retfærdige og gode folk kan alligevel anerkende et rent hjerte i en værdig konkurrent.

- Andre små vesteuropæiske lande som Belgien, Finland, Schweiz og Østrig er egentlig også gode, men de er samtidig også pissekedelige. I øvrigt var Hitler fra Østrig, hvilket gør, at de bør behandles med en hvis skepsis.

Irland vs. Frankrig

Og nu nærmer vi os pointen med det hele: Play-off kampene mellem de heroiske irere og de hovne, selvovervurderede franskmænd. Kampen mellem godt og ondt. Hvis ikke rollerne på forhånd var fordelt blev de hamret fast med syvtommerssøm da den lille uduelige Sepp Blatter pludselig indførte seedning til play-off kampene fordi Frankrig og Portugal pludselig havde problemer, og man skulle da sandelig ikke risikere at disse lande ikke kvalificerede sig.

Irerne kom dermed i det dårlige seedningslag og havde således 50 procents risiko for at trække en af disse forhåndsfavoritter. Og som sagt, naturligvis så gjort. Det hører nemlig med til at være de gode at man udsættes for helt urimelig megen ondskab. Man er jo nødt til at gå gruelig meget igennem for at understrege sin godhed. At tænke sig at irerne endda var gået ubesejret gennem en kvalifikationsgruppe med de forsvarende (onde) italienske verdensmestre.

I første kamp på et propfyldt Croke Park (det er 80.000 fulde, syngende irere!) spillede Irland lige op med franskmændende. De havde naturligvis ikke bolden så meget, men de kompenserede med stærk fight, en umenneskelig løbevillighed og en stærk defensiv anført af kæmpen Richard Dunne og indbegrebet af sympatisk i målet i form af en storspillende Shay Given. Dertil kunne føjes jættepræstationer af upåagtede Liam Lawrence der gav mange prøver på rigtig godt blik for spillet og tekniske færdigheder der matchede det bedste de franske stjerner kunne præstere. Og så har vi end ikke nævnt Kevin Doyle der løb solen sort, jagtede selv de mest håbløse bolde, og alligevel havde overskud til at kombinere fiffigt med medspillerne når der en sjælden gang blev etableret noget der mindede om et pres. På sidelinjen råbte og skreg universets omvendte Darth Vader – den onde der på sine gamle dage blev god – Giovanni Trappatoni. Men lige lidt hjalp det. Nicolas Anelka scorede kampens eneste mål på et fesent skud der pisseheldigt blev rettet af og snød Shay Given. Irland tabte sin første betydende kamp under Darth Trappatoni og opgaven lød nu på sejr over Frankrig i Paris. Et land som Irland ikke havde besejret  – endsige scoret mod – i 28 år.

Men nøj hvor spillede de godt, irerne. De satte sig på spillet, stressede de franske spillere, holdt kæderne formidabelt og efter en halv times spillede de sig smukt igennem det franske forsvar, og Robbie Keane kunne gøre det til 1-0. De medrejsende irske fans blev om muligt tydeligere i lydbilledet. I anden halveg fik franskmændene mere initiativ men skabte nærmest ingen chancer. Lassana Diarra spillede en af de dårligste kampe jeg nogensinde har set en spiller levere. Den voldsomt upopulære træner Domenech virkede handlingslammet. Igen var Dunne, Given og kompagni en stærk enhed i den irske defensiv. Sean St. Ledger blokerede kampen igennem et hav af langskud med kropsdele der var ubehagelig tæt på skridtet. Efter en times spil spillede – den igen fremragende – Liam Lawrence Damien Duff fuldstændig fri. Duff brændte og kampen fusede ud. Forlænget spilletid lurede, og irerne var fortjent tættere på sensationen end nogen havde troet på forhånd. De irske fans fyldte stadion med den urimelig smukke Fields of Athenry (som nogle måske kender i Liverpool-versionen Fields of Anfield Road).

Også i den forlængede spilletid mactchede Irland franskmændene, men kort inden første halvegs afslutning skulle den heroiske indsats vise sig nyttesløs. Thierry Henry modtog bolden ved baglinjen, lagde den med to berøringer med hånden tilrette for sin ene fod som lagde den ind i panden på den evigt usympatiske William Gallas som headede Frankrig på 1-1. De irske spillere protesterede nærmest inden bolden havde ramt netmaskerne, mens de franske snydepelse jublede over deres snydemål. Shay Givens vantro og rasende blik sagde alt hvad der skulle siges til den sag.

Den resterende tid forsøgte irerne forgæves at få scoret et afgørende mål, men kræfterne var sluppet op, og Govou burde have lukket kampen for Frankrig kort før tid. I de døende sekunder var selv Shay Given med fremme på en dødbold. Indlægget var rædselsfuldt, men symptomatisk for holdets indsats fik Richard Dunne med et nærmest overmenneskeligt hop ud over baglinjen sendt den tilbage i feltet, hvor den meget velspillende franske målmand plukkede den ned.

Snart efter sank de irske spillere desillusionerede sammen på Stade De Frances græs. Robbie Keane, Damien Duff og flere andre med tårer i øjne. Richard Dunne med ranket ryk og et stille smil på læben. Snart fik han selskab af Thierry Henry. Hvad de to snakkede om vides ikke. Men det faktum at Richard Dunne ikke flåede hovedet af franskmanden og drak hans blod, men i stedet udvekslede et kram med ham siger alt om at tabe med oprejst pande.

Og netop derfor var det måske meget godt at Frankrig vandt. Ellers havde Irland ganske vist fået en stor sejr, men et ufortjent nederlag skabt af snyderi er næsten endnu bedre for deres status som de gode. For på en måde er de onde stadig de sejeste. De skal vinde til sidst. Kynisme og effektivitet er uromantisk og usexet – men samtidig ondt på den fede måde. På samme måde som Tyskland altid skal nå langt i slutrunder. På samme måde som det var fedt at Bayern Munchen slog Getafe i overtiden i UEFA-Cup semifinalen, og det var sejt at Frankrig nåede langt ved sidste VM med et pølset og uinspireret hold.  Og på samme måde som Italien, Spanien, Frankrig, Holland og Brasilien altid skal kvalificere sig til alting. Kynisme og effektivitet er uromantisk og usexet, men det hører med til spillet. Sådan er det. At sensationer kan forekomme gør selvfølgelig fodbold smukt. Det holder drømme i live og giver stolthed i generationer. Jeg har det stadig som om Danmark er forsvarende Europamester. Men der er jo ingen der gider se VM-finaler med Sydkorea og Bolivia. Og de smertelige nederlag er lige så epokegørende for såvel store som små. Jeg hader stadig Bakero for frisparket på Schmeichel i 1994. Jeg kan stadig høre Flemming Toft og Preben Elkjærs appeller for frispark og de spanske fans’ jubel. På samme måde vil det irske folk fremover have det med Henry og de franske fans. Englænderne græder stadig over guds hånd 1986. Irerne griner nok ikke på samme måde af den længere. Hollænderne er stadig rasende over at Bernd Hölzenbein filmede i VM-finalen i 1974. På et West Ham forum jeg frekventerer har en af brugerne aliaset Sammy Lee was offside med reference med henvisning til en udslagsgivende episode i liga cup finalen i 1981, hvor Liverpools gnaverlignende angriber øjensynligt var offside.

Med andre ord er lidelsen, uretfærdigheden og nederlagene mindst lige så vigtig i fodboldens verden som sejrene. De giver karakter. Og når de onde vinder på uhæderlig vis bliver ens vedtagne kategorier om godt og ondt frem for alt bekræftet og bestyrket med indre ro og en følelse af overblik til følge. Derfor var det måske til det bedste at Henry tog hånden til hjælp. Det giver verden harmoni. Det er rart med ting der gør det i disse stressede postmoderne tider.

Som den suicidale Frank i filmen Little Miss Sunshine beskriver den franske forfatter Proust: “Yeah. French writer. Total loser. Never had a real job. Unrequited love affairs. Gay. Spent 20 years writing a book almost no one reads. But he’s also probably the greatest writer since Shakespeare. Anyway, he uh… he gets down to the end of his life, and he looks back and decides that all those years he suffered, Those were the best years of his life, ’cause they made him who he was. All those years he was happy? You know, total waste. Didn’t learn a thing.”

Og med den sindstilstand kan undertegnede næsten mønstre en snert af entusiame ved udsigten til en gyser af en fodboldkamp mellem West Ham og Hull City på lørdag. West Ham sejr = happy days. West Ham nederlag = karakterstyrkende lidelse.

Die irische Fussballwelt ist in Aufruhr nachdem beim entscheidendem Match gegen Frankreich ein irreguläres Tor (Handspiel Henry und 2 Franzosen auch noch im Offside) den Ausschlag gab, dass die Iren zuhause bleiben und die Franzosen nach Südafrika fahren. Was für ein Tumult! Wer die Wiederholungen am Fernsehen gesehen hat, weiss es war ein klarer, wenn nicht ein krasser Fehlentscheid des Schiedsrichters. Auch die irische Politik äusserst sich “ungehalten” verspricht aber sich nicht einmischen zu wollen. Der “Übeltäter” selbst gibt zu, dass seine Hand im Spiel war, naja leugnen wäre ja auch unsinnig bei dem Videobeweis.

Jetzt auf Buy.ch abonnieren!

Der irische Verband möchte ein Rematch um diese “Ungerechtigkeit” aus der Welt zu schaffen. Trapatoni der Coach der Iren glaubt aber nicht daran, dass das möglich sein wird. Die Fifa tut was sie immer schon getan hat, sie “beschäftigt” sich mit dem Problem. Viele Experten fragen sich warum man es im Fussball nicht geschafft hat bisher, Videobeweise einzuführen wie im Hockey, es wäre doch geschickter das Spiel für 2 Minuten zu unterbrechen als am Schluss zu lamentieren. Niemand ist perfekt auch der Schiedsrichter nicht. Es wird Zeit, dass der Fussball wie jeder andere Sport auch, den Schritt in die Gegenwart macht und Anpassungen vornimmt (kein Blödsinn wie das Golden Goal, sondern richtige, erwiesenermassen brauchbare Lösungen).

Wenn Ihr dieses Gesuch unterstützen möchtet, dann schreibt doch bitte auch eine persönliche Botschaft an Sepp Blatter / die Fifa. Hier ist die Adresse: http://de.fifa.com/contact/form.html (FIFA, Sepp Blatter)

Gesuch an die FIFA / Sepp Blatter

Bitte lassen Sie IRLAND als 33. Teilnehmer an der Fußball-WM 2010 in Südafrika teilnehmen! Machen Sie bei der WM doch einfach eine Fünfergruppe, das sind auch zwei Spiele mehr. Organisatorisch ist das doch kein Problem.

Dieses Gesuch unterstützen ringelnitz, ringelnitz (der andere) und wahrscheinlich auch Herr Teddy, immerhin drei wichtige Persönlichkeiten der Blog-Cyber-Welt.

PS: Bitte bestrafen Sie Herrn Henry und den Schiedsrichter Martin Hansson aus Schweden nicht, denn Irren ist menschlich.

PS2: Für Uneingweihte: http://www.youtube.com/watch?v=AGB5BsJN5gI (der “Hand”-Spieler – das ist im FUSSBALL nicht erlaubt – ist Thierry Henry. Bis zu diesem Zeitpunkt war absoluter Gleichstand zwischen Frankreich und Irland. Dieses ungültige Tor “bescherte” Frankreich die WM-Teilnahme.)

Idag står inte Thierry Henry högt i kurs på Irland. Inte hos mig heller. Det handlar förstås om kvalmatchen till fotbolls-VM 2010 i Sydafrika mellan Frankrike och Irland igår. Han passade avsiktligt fram bollen med handen till ett avgörande mål för Frankrike. Efter matchen erkänner han det men säger samtidigt att han inte är domare. Moral och ärlighet totalt i botten. Förbundskapten Domenech säger att det viktigaste var att vinna matchen, men på vilket sätt spelar ingen roll. Målen helgar tydligen medlen. Sportsligt sett tycker jag det här är lika dåligt, lika oärligt, lika låg moral och lika mycket fusk som att dopa sig. Så släng ut Frankrike från VM och stäng av lagkapten Henry i 2 år. Säga vad man vill om Paolo di Canio men en stor människa var han i den här situationen. Tänk om alla var lika ärliga jämt.

Nach dem gestrigen 1:1 von Irland in Frankreich, das den Franzosen für die Qualifikation zur Fußball-WM in Südafrika reicht, fragt sich die Fußball-Welt, wie blind der Schiri gewesen sein muss. Er stand gar nicht so ungünstig und hat das Handspiel von Henry, welches dem Ausgleich vorausging, doch nicht gesehen.

Alle TV-Bilder beweisen ( und der Spieler selbst gibt es auf einer PK zu ), dass ein Handspiel vorlag. Die Iren verlangen nun ein Wiederholungsspiel. Bei Tatsachenentscheidungen ist ein solches eigentlich ausgeschlossen. Mal sehen, ob die Franzosen sich das trauen. Ich hoffe es und bin seit gestern ein Fan der “Shamrocks”.

Als gestern Thierry Henry in der 103. Minute des entscheidenden WM-Qualifikationsspiels der Franzosen gegen Irland den Ball mit der Hand stoppte und anschließend zum Torschützen William Gallas passte, entlud sich der Frust der Iren in einer Minuten andauernden Diskussion mit den Schiedsrichtern. Diese hatten die eindeutige Regelwidrigkeit übersehen und sprachen Frankreich ein irreguläres Tor zu. In den darauf folgenden 17. Spielminuten sollte kein weiteres –reguläres oder auch irreguläres- Tor hinzukommen, doch Gallas’ Treffer zum 1:1 entschied letztendlich das Spiel und somit über die Präsenz zweier Nationen beim wichtigsten Fussballturnier der Welt. Die Folge ist, Frankreich fährt zur WM 2010 nach Südafrika, Irland nicht.

Politiker und Sportler aus Irland ziehen einen Tag später in einen medialen Krieg gegen die Fifa. Von Willkür und Vorsätzlichkeit ist in diversen Interviews die Rede. Dies mag aufgrund der Tatsachenentscheidung vielleicht etwas hoch gegriffen sein, doch muss sich die Fifa erneut auf eine Diskussion einlassen, die sich rund um das Thema „Videobeweis“ drehen wird. Mir persönlich ist es ein großes Rätsel, warum in einem Geschäft, welches Fussball heute de facto ist, kein Videobeweis als Grundlage für derart strittige Entscheidungen benutzt wird. Menschen machen schließlich Fehler und das ist auch gut so. Schließlich lernt man bekanntlich aus diesen Fehlern. Eigentlich müsste man meinen, dass der Lernprozess bei der Fifa längst schon begonnen haben müsste, doch zeichnet die Realität ein anderes Bild: Immer wieder vorkommende fatale Fehlentscheidungen entscheiden wichtige Spiele, bei denen der Ausgang den Gewinnern sehr viel Geld und Ruhm bringen kann.

Kein Mensch fordert einen grundsätzlichen Videobeweis, der zur Folge haben würde, dass nach jeder nur halbwegs strittigen Szene alle Spieler und Zuschauer auf eine kleine verglaste Kabine des 5.Offiziellen gucken würden. Das will und braucht kein Mensch, denn der Sport würde darunter deutlich leiden. Eine vernünftige Alternative findet sich komischerweise beim Tennis. Hier werden bei manchen Turnieren dem Spieler die Möglichkeit eingeräumt, eine begrenzte Anzahl von Videobeweisen anzufordern. Würde man dieses Prinzip auf den Fussball übertragen, könnte man jeder Mannschaft z.B. 3 Videobeweise ermöglichen. Maximal wäre das Spiel also 6 Mal kurzzeitig unterbrochen. Da es sonst auch zahlreiche Unterbrechungen gibt, sollte sich eine solche Regelung nicht auf den bisherigen Spielablauf auswirken. Die Konsequenz wäre, dass das Spiel fairer wird. Spiele würden einfach richtiger ablaufen. Mit einem solchen Videobeweis wären in der Vergangenheit so manche Begegnungen anders geendet.

So wäre 2000/2001 Schalke und nicht Bayern sowie 1991/1992 Frankfurt und nicht Stuttgart Deutscher Meister geworden. So hätte sich vielleicht Irland letztendlich im Elfmeterschießen für die Weltmeisterschaft qualifiziert, und nicht Frankreich. Worauf wartet die Fifa eigentlich?

Kolla in på Equitours hemsida för dom perfekta resmålen för alla oss hästgalningar.

Tre resor jag vill boka 2010:

Dubai World Cup – Invigningen av Meydan Racecourse

Irland Kildare, Studieresa

Melbourne Cup med Sven Melander (fast jag överlever utan Sven Melander;)).

I går ble de siste VM-lagene klare. Det var få overraskelser, men det er litt trist at en hands fra Thierry Henry avgjorde kampen mot Irland. At Irland i det hele tatt greide å komme tilbake og vinne kampen 1-0 på bortebane er så imponerende at det er tragisk at en slik hendelse avgjør kampen, som burde blitt avgjort på en skikkelig måte.

Ellers er jeg overrasket over at Russland tapte kampen om VM-plass mot Slovenia, og selvo m jeg gleder meg over at den tidligere kanrifuglen, Robert Koren, er VM-klar kommer jeg til å savne et russisk lag i fremgang som spilte fantastisk fotball i EM.

Også kampen mellom Russland og Slovenia var dramatisk. To russere ble utvist, og Slovenia gikk videre på bortemål. At det var Terje Hauge som dømte kampen er jo interessant…

Jeg synes ikke vi skal dømme Henry for hardt. Ingen spillere ville gjort noe annet. Og det er dommeren sitt ansvar å ha oversikt. Jeg skulle likt å se den spilleren som i ekstraomganger ikke gjorde noe liknende. Dessuten ville vel de fleste spillere ikke gitt lyd fra seg. Men det er trist at det avgjør kampen, og aktualiserer debatten om videodømming.

Nå er det også på tide at Norge kommer til mesterskap. Jeg savner spenneingen med å ha landslaget i EM og VM. Det er fantastisk. Håper Drillo kan få det til.