Prabhupada, stifteren af Hare Krishna bevægelsen

Hare Krishna bevægelsen er kendt over hele verden, ikke mindst for dens meget energiske indsats. Der er snart sagt ikke en by, som er for lille til at have haft besøg af de velkendte orangeklædte munke eller nonner, som falbyder bøger af deres mester Prabhupada.

Jeg har egentlig altid været rimelig positivt stemt i forhold til bevægelsen. Der er helt klart tale om en traditionel hinduistisk sekt med stærkt fokus på tilbedelsen af Krishna som den højeste guddom. Og det er altsammen fint nok!

Men….. – så stødte jeg ind i denne artikel fra det danske Dialogcentret: Går Hare Krishna fallit?

Det skal tilføjes (hvad der ikke står i artiklen), at de omtalte personer blev smidt ud af bevægelsen. Men at det overhovedet kan forekomme, at centrale personer i en religiøs bevægelse i den grad kan fjerne sig fra deres egne åndelige værdier, det forstår jeg helt enkelt ikke…

Osho (Bhagwan Shree Rejneesh)

Jeg undrer mig hver gang, jeg støder ind i den slags historier. Vi har set det i forbindelse med bl.a. Sai Baba, med Osho (Bhagwan Shree Rajneesh), med Scientology, med Jehovas Vidner, med Moonbevægelsen, med Eckankar, og der er mange andre eksempler på det samme… – kriminalitet og pengegriskhed florerer…

Det er tilsyneladende særdeles farligt at få “åndelig magt” over andre. Her gælder det i endnu højere grad end i politik, at “magten korrumperer”.

***

Tekst til 20. marts 2009

***

Den endelige besegling af „vor Guds trælle“, de salvede, er snart fuldført. De fire engle er parate til at give slip på de ødelæggende vinde. Hvad er det første der vil ske når de gør det? En engel kommer med svaret: „Babylon, den store by, [vil] med et rask kast blive slynget ned, og hun skal aldrig findes mere.“ (Åb. 7:1-3; 18:21) Hvor vil der blive stor fryd i himmelen når dette sker — når den falske religions verdensimperium bliver ødelagt! Alle jordens nationer vil have sluttet sig sammen imod Jehovas folk. Vil det lykkes nationerne at udrydde disse trofaste kristne? Nej. Himmelske hærstyrker anført af Kristus Jesus vil sørge for at disse jordiske styrker bliver ødelagt. (Åb. 19:19-21) Til sidst vil Djævelen og hans engle blive kastet ned i uvirksomhedens afgrund. De vil ikke længere være i stand til at vildlede mennesker. Sikken en befrielse for den store skare af overlevende! — Åb. 7:9, 10, 14; 20:1-3

(Her følger en artikel om adventismen, jeg skrev på min anden blog i 4 dele.)

Jeg har mange spekulationer omkring adventisternes måde at anskue deres søgen efter sandheden på. Jeg er selv ved at uddanne mig til adventistpræst, og det giver mig en god basis for at kigge lidt på, hvor adventismen kommer fra – også fra et mere skeptisk udgangspunkt, end nogle adventister ville bryde sig om. Alle spørger “Hvad er sandhed”, men vejen til sandheden er der delte meninger om.

Identitetskrisen

En studiekammerat havde en særlig pointe omkring det fantastiske ved, at Jesu dåb fandt sted i år 27 e. Kr.. Jeg luftede min usikkerhed om, hvorvidt den dato nu også passede, da adventister synes at være de eneste, der daterer den dér – ikke for at argumentere imod datoen, blot for at gøre opmærksom på min usikkerhed. “Selvfølgelig passer den,” argumenterer han, “for ellers passer det jo ikke med profetiernes opfyldelse.” Jeg foreslår så, at vi så måske har misforstået profetierne? Han tager sin bakke og forlader uden et ord. Jeg afslår senere hans tilbud om et bibelstudium.

Jeg tvivler ikke på, at jeg er i den kirke, der passer mig bedst, hvis jeg endelig skal vælge mellem de eksisterende kirkesamfund. Jeg føler mig egentlig som adventist helt ind til knoglerne på langt de fleste områder. Desværre er definitionen af en adventist meget diskuteret, altså internt. Hvad er det helt konkret, man skal tro på, før man kan siges at være en rigtig adventist? Måske det er derfor, mange siger, kirken har identitetskrise?

Min studiekammerat forklarede mig, at han ønskede, der var mere enhed i kirken “om disse ting”. Hvilke ting han mente var for mit vedkommende uklar, men jeg antager, han mente sine specifikke udlægninger af diverse profetier og billeder i Åbenbaringsbogen. Jeg har forsøgt at forklare ham, at diskussionen ikke går så meget på, om jeg er enig eller uenig, men om jeg er “interesseret” eller “ikke interesseret”.

Meta-narrativen

Hvad er det da, der gør mig til adventist, hvis jeg ikke engang deler interessen omkring endetidsprofetierne og de apokalyptiske bøger? Det er vel til dels, at jeg stadig tror på det store billede. Min græsklærer identificerede det som “the meta narrative”, hvilket lyder ret fedt og akademisk. Den danske adventistteolog, Gunnar Pedersen, har oftest præsenteret det som “Den store fortælling”, og det gør han med en inspirerende entusiasme.

Det karakteriserer i høj grad Adventistkirken, at de tager alle historierne i bibelen og putter dem ind i et samlet hele. Ikke at de er de eneste, som gør det – langt fra – men det er alligevel et markant kendetegn for kirken i forhold til andre nyere protestantiske kirker. Tilmed identificerer adventister denne ramme som “kampen mellem det gode og det onde” eller som én af kirkens stiftere, Ellen White, måske ville have sagt: “The Great Controversy” (”Den Store Strid”).

Helhed vs. detalje

Som det moderne menneske, jeg i nogen grad er, så er det helt klart en tankegang, der tiltaler mig. Tænk, at alt er del af en stor historie, som der går en fin rød tråd igennem fra start til slut! At der er en objektiv sandhed, og at alt, vi kender til, direkte eller indirekte er et udtryk for denne! At alting i bibelen (og alle vores personlige erfaringer) passer perfekt som brikker i dette store puslespil! Hvilken vidunderlig tanke!

Den appellerer især til stærkt neurotiske ordensmennesker, der tænder på systemer og kæler for detaljer. For disse nøjeberegnende bibelgranskere er sammenhængene faktisk “bevis” nok i sig selv, og skulle der vise sig at være uoverensstemmelser, så ville de gå ind i en åndelig krise. Heldigvis har flere af dem den særlige nådegave at lukke øjnene for det, der ikke hænger sammen og stedet fokusere på kabalerne, der går op. En dejlig evne.

I diskussionen med disse bliver jeg ofte frusteret over, at de ikke kan fortælle mig, hvad deres skattejagter betyder for det store billede og helheden. Min konklusion bliver derfor ofte, at det i det store hele ikke betyder noget som helst, og jeg bliver stemplet som en kætter (eller babyloner?), der har frasagt sig sit adventistiske ansvar til at forkynde de tre engles budskaber – i hvert fald i deres dybde. Ak ja.

This reciprocal strength

Uriah Smith – en anden af de historiske adventister – havde samme forkærlighed til overensstemmende systemer som hans venner. Han skal have skrevet noget i retning af dette:

“Such is the connection, relation and dependence of one great truth upon another that every additional evidence upon one, proportionally strengthens all the rest; and thus, by this reciprocal strength which each point furnishes to the others, the great platform of truth is established, on which God’s people will finally be found standing, and which will abide the test of the great day.” (Review and Heralds, July 25, 1854)

I moderne tankegang kan den store objektive sandhed findes gennem nøje bevisførelse (evidence, ikke proof) og logisk argumentation. Ideen her er, at hvis vi bare går rigtigt til bibelen, så er delene af sandheden så klar, at vi faktisk kan samle den, indtil vi har den hele.

Undervejs vil der naturligvis være mange fejl, der skal korrigeres, og man bliver selvfølgelig nødt til at ændre på nogle ting af og til, som influerer alt det andet, som det på sjove måder hænger sammen med. Men i sidste ende, så passer tingene bare så godt sammen, at det faktisk i sig selv vidner om, at man er tæt på sandheden. Dette kalder Smith for “reciprocal strength”, og han ser det som de kristnes grundlag, deres fodfæste, i den stormfulde endetid.

Korrigeringen af “den lukkede dør”

Undervejs i adventismens historie er der naturligvis sket en del korrigeringer i det store billede, ikke mindst mens det stadig var i en redigérbar størrelse. Selv Ellen G. White – kvinden, der både af gode og dårlige grunde altid hentydes og refereres til – havde det jo med at korrigere sine meninger på linje med alle andre mennesker, der vokser i kundskab og visdom. Et af de første eksempler på dette var ideen om “den lukkede dør”.

Søster White indrømmer i 1851 et holdningsskifte. I de første få år efter 1844 (årstallet, hvor adventister forventede Jesu genkomst), dér troede adventister, at det var for sent at omvende sig – eller i hvert fald at få del i nåden, hvis man gjorde. Så ingen grund til at døbe folk, de kunne alligevel ikke blive frelst! Dette blev dog korrigeret bl.a. med Ellen Whites første syn, der fortalte hende, at det ikke var den dør, der var blevet lukket, men en anden. Dette må jo have været noget af en lettelse, især for nyomvendte. I senere udtalelser opmuntrede Ellen White til, at vi altid bevarer en vis form for skepsis for det etablerede, så vi kan være åbne for eventuelt nyt lys. I andre udtalelser fornemmer man dog, at visse ting alligevel synes urokkelige.

Uoverensstemmelser

Mens tingene var lette at rette på i starten, så blev det straks sværere at rette på senere, da tingene begyndte at hænge for godt sammen. Dette ses nok tydeligst i dag, hvor vi har et stort adventistbillede, der både tager sig af eskatologi, soteriologi, antropologi, harmatiologi, og hvad de nu alle sammen hedder. Læs evt. de 28 trospunkter for at se omfanget. Skulle man for eksempel komme frem til, at sjælen måske alligevel går direkte til Gud, idet døden indtræffer, så står hele eskatologien (endetidsteorierne) på spil. Denne form for sjælevandring skubber “kødets opstandelse” helt ud af billedet og i nogen grad vel også den begivenhedsrige optakt til den dag.

Samtidig ville vi begynde at spekulere i, hvornår herliggørelsen finder sted, hvis ikke det sker ved en opstandelse (en genskabelse). Dengang man troede på, at sjælen gik direkte i himlen ved legemets død, da antog flere jo også, at man derfor blev nødt til at blive fuldkommen inden døden! Ellers var man ganske enkelt ikke parat til at blive udsat for Guds nærvær, lød tankegangen.

Disse misforståelser appellerede især til perfektionisterne. Men værst af det hele: Selv om vi er kommet til en bedre forståelse af sjælen (som ikke klarer sig så godt uden legemet, men må vente på en herlig opstandelse), så er vi ikke sluppet helt af med disse ideer om at blive helliggjort og herliggjort i løbet af ens korte liv på jorden. Vi væltede tankebygningen, men på magisk vis blev taget hængende i luften. Mange, der tilslutter sig disse (og deraf inspirerede) ideer om helliggørelse, ville undres over, hvor meget deres teologi faktisk ligner katolikkernes – som de ironisk nok har en tendens til at være meget kritiske overfor.

Et utilgængeligt fundament

På sin vis synes hele tankegangen om systematisk teologi og “den store fortælling” både at skabe problemer og tilbyde løsninger. I en stor grad handler det naturligvis bare om at være konsekvent. Bygger man en ide på et grundlag, og fjerner man grundlaget, så må man også være indforstået med, at bygningen skrider. Det nytter altså ikke noget at snakke om en meta narrativ, hvis man alligevel ikke er parat til at tage følgerne af ens korrigeringer.

Det største problem, som jeg ser det, er dog den dominerende frygt, der er for at redigere i det etablerede. Frygten er netop udsprunget af den store forståelse for, at man må være konsekvent og grundig, når man gør det. Men hvor ville det dog være forfærdeligt, om adventismen pludselig mistede hele sit grundlag – en stor viden, et stort system, en masse arbejde og en masse apologetiske argumenter – bare fordi et enkelt grundlæggende doktrin viste sig at være blevet misforstået. Så for ikke at risikere det store sammenbrud, så undgår vi helst at pille ved fundamenterne. Men desto mere vi bygger på det etablerede, desto mindre tilgængelige bliver netop disse.

1844 og Ellen G. White

Sabbatten (med skabelsen), helligdomstjenesten og den undersøgende dom (med datoen, 22. oktober 1844) og sjælens dødelighed er nogle af de ideer, vi adventister dårligt kan tillade os at kigge efter i sømmene i dag. En teolog ved navn Ford prøvede for en generation siden at udfordre 1844, og hans angreb var ikke uden effekt. Splittelserne var enorme, han tog mange af den generations teologer med sig, men Adventistkirken flyttede sig aldrig officielt. (Der går dog rygter om, at flere i Generalkonferencen er meget Ford-orienterede i dag.)

Rykker man på 1844, så rykker man nemlig også på en del andet. Ikke mindst kommer Ellen G. Whites troværdighed op til kraftig overvejelse, da hendes første syn netop beskæftiger sig med 1844. Flere adventister kan nok undvære 1844, både som årstal og som konkret udlægning af diverse himmelske hændelser. Paulus prædikede jo ikke 1844, dog spredte han det sande evangelium. Til gengæld har jeg det personligt svært at skulle give helt slip på Ellen White, især efter at have læst “Desire of Ages” (for nyligt udgivet på dansk som “Jesu liv“). At hun var evangelisk kristen, og at hun troede på nåden og på Jesus – det er jeg ikke et sekund i tvivl om, og hendes udlægning af korsfæstelsen har stadig stor værdi for mig.

Det samlede puslespils appel

Skulle vi endelig finde grundlag for at korrigere i nogle af de nævnte emner, så ville det altså kaste kirkens systematiske teologi ud i en krise – tænk på alle de doktriner, der så skulle genovervejes! Langt de fleste mennesker føler sig mere tiltrukket af ideen om, at tingene står fast, at arbejdet er gjort færdigt, at puslespillet er samlet. Man behøver knapt nok studere noget selv for at få gode logiske svar på sine spørgsmål, da de røde paragrafbøger forklarer det hele så glimrende – og så logisk.

Desuden har mange det som Uriah Smith, som jeg nævnte tidligere. Når doktrinerne hænger sammen, så giver det “ro i sindet”, for dette styrker netop hele systemets troværdighed, og i endetiden, som efter sigende bliver meget hektisk, bliver systemet vores redning. Denne antagelse er meget romantisk, men også fuldstændig ubegrundet. Der er ingen grund til at tro, at 1) et sammenhængende system af trosartikler er troværdigt alene baseret på den interne logik, eller at 2) et sådant systems sammenhæng på nogen måde er en målestok for de troendes udholdenhed i endetiden.

Ellen Whites verdensbillede

Ikke desto mindre har mange læst Ellen White og accepteret hendes 5 bibelbøger (”Patriarchs and Prophets“, “Prophets and Kings“, “Desire og Ages“, “The Acts of the Apostles” og “The Great Controversy“) på netop det grundlag, at hun så smukt får alting til at hænge sammen. Argumentet har flere aspekter. På den ene side er det værd at overveje, hvis hun vel og mærke holder sig til bibelen, da bibelen er skrevet af mange forskellige forfattere over et par tusind år. Hvis alle disse tekster stemmer overens og kaster lys over hinanden, så er der i nogen grad grundlag for at tro, de er inspirerede.

Men at Ellen White får tingene til at hænge sammen er mindre fantastisk. Det viser allerhøjst, at hun er et systematisk menneske, der forstår at lægge vægt på det, der passer sammen og trivialisere det, som ikke gør. Hun kan for så vidt have vidst, hvor hun ville hen, allerede før hun skrev bøgerne, og hun kan have udlagt bibelen, så den passede nøjagtig ind i hendes subjektive og muligvis statiske verdensbillede. Jeg påstår ikke, det nødvendigvis hænger sådan sammen, men jeg forstår den skepsis, folk kommer med, når de møder argumentet, at Ellen White må være sand, fordi “det hele falder i hak, når man læser hendes bøger”.

En aha-oplevelse er ikke nødvendigvis åndelig

Det samme argument duer nemlig for Jehovas Vidner. Vagttårnsselskabet har om nogen præsteret at skrue et religiøs verdensbillede sammen, som er konsistent og veludviklet. Den interne logik appellerer til mange, der fodres med information, og til hvert spørgsmål er der et logisk svar. Et tidligere Jehovas Vidne, jeg havde snakket med, havde forladt trossamfundet bl.a. på grund af politisk engagement. Til hans store overraskelse opdagede han senere (udenfor JV), at marxisme var fantastisk sammenhængende, hvis altså man læste det på Karl Marx’ egne præmisser.

Uden at han nogensinde blev marxist eller seriøst overvejede at blive det, så havde han en aha-oplevelse, der svarede til de mange oplevelser, han havde haft i JV. Disse oplevelser havde han i sin tid forvekslet med “åndelig oplysning” eller “svar fra himlen”, når forklaringen i virkeligheden var meget mere jordnær.

Intern logik dårlig begrundelse

En marxist tror på marxismen, fordi hele verden giver så god mening fra dette perspektiv (som det kunne have gjort fra så mange andre perspektiver). Jeg kan vel også få alt til at passe ind i Platons hulebillede og måske også i tibetansk buddhisme, måske endda L. Ron Hubbards hjemmelavede sci-fi religion, Scientology, hvor alt tolkes i lyset af Dianetik. Disse systemer hænger usædvanlig godt sammen (som regel fordi de er skruet sammen af én systematisk person eller gruppe), men faktum er, at det bliver de ikke troværdige af.

Hvad der tidligere havde virket som et argument for et religiøst system – for det tidligere Jehovas Vidne – blev senere et argument for en helt anden ideologi af ateistisk karakter. Hans konklusion var dog nærmere, at intern logik ikke bekræfter nogen systemer overhovedet. Den bekræfter heller ikke adventisme.

Logik som tilgang

Om vi vil det eller ej, så opererer vi i vesten på nogle grundlæggende præmisser i vores søgen efter sandheden, som slet ikke spillede samme rolle, da vores religiøse tekster (som bibelen) blev forfattet. Selve konceptet, logik, stammer fra oldgræsk filosofi, hvor en mand ved navn Aristoteles påstod, at logik er den eneste måde hvorpå vi kan vide noget som helst.

Den tanke dominerer vores tankegang i dag, og den sidder så ufattelig dybt i os, at mange har svært ved at acceptere, at fremgangsmåden i nogen grad er tillært. (Jeg skal da også gerne indrømme, at jeg har en indbildsk tro på, at hvis ikke Aristoteles var kommet med det, så var en anden nok kommet med det før eller siden.) Når nogen kommer med en påstand, så spørger vi i den moderne verden efter den logiske begrundelse. Vi ønsker at se empiriske data, få forklaringer på hændelser og konsekvenser, så vi kan vurdere troværdighedsværdien af påstanden. Sådan tænkte folk dog ikke på Jesu tid. De spurgte i stedet “hvordan”, og svaret kunne være et digt eller en historie (en lignelse). Vi har dybest set en helt anden måde at vurdere sandhed på i forhold til bibelens forfattere.

Logik forpurrer bibelsk sandhed

Det mest interessante er, hvad denne forskel betyder for systematisk teologi. For adventismen er det interessant at se, hvad den betyder for vores store histore, den store strid. Sagen er den, at vi har opbygget vores trossystem på fuldstændig moderne logiske forudsætninger uden nogen som helst tanke på, hvordan de første kristne selv gik til sandheden. Det skaber mange problemer. Faktisk vil jeg være så fræk at påstå, at evangeliet mister sin kraft, hvis vi forsøger at være logiske helt ned i detaljen. Og vores eget system mister ligefrem troværdighed i modsætning til, hvad kære Uriah Smith i sin modernistiske rus måtte påstå.

• Vi forsøger at løse problemet, at Jesus er 100 % menneske og 100 % Gud. Vi kan slutte alverdens ting på det grundlag, at han er helt menneske, men i samme mundfuld underkender vi måske noget, der skal tilskrives hans fulde guddommelighed. Eller omvendt underkender vi måske hans menneskelighed, fordi vi konkluderer alt muligt logisk ud fra, at han er 100 % Gud.
• Vi slutter måske, at fordi Jesus sendte Helligånden til de kristne på Pinsedag, så havde Helligånden ikke været der før. Ikke desto mindre er Ånden meget aktiv i Det Gamle Testamente og i Jesu virke, og det er svært at forestille sig 8.000 år uden Helligåndens nærvær på Jorden. Havde Gud væres helt passiv lige indtil kirkens stiftelse på Pinsedagen? En logisk fejlslutning.
• I adventismen har man sluttet, at Jesus må have haft natur som Adam før syndefaldet, og det må være sandt, for ellers var han vel skrevet op til døden ligesom os. Samtidig mener vi, at han er blevet prøvet i alle ting ligesom os, og vi tror på, at hans retfærdighed på korset ultimativt retfærdiggør os foran faderen. Hvis noget kan knække logik, så er det doktrinet om Jesu natur og frelseplanen.

Så meget forvirring fordi vi hele tiden antager at 2 forskellige ting ikke begge kan være rigtige. Resultatet er en moderne mistillid eller underkendelse af det, bibelen ofte siger: Begge dele passer!

Håbet i Den Store Fortælling

Når jeg siger, at jeg tror på det store billede, så skyldes det altså ikke, at jeg ser en gennemgribende, detaljeret intern logik. Ofte er evangeliets kraft at faktisk at hente i de tvetydige detaljer, der netop bekræfter, at Gud er langt over min fatteevne. Derfor kan jeg sagtens værdsætte en detalje, men ofte uafhængigt af de mange andre detaljer, systematikerne gerne binder dem sammen med. Først og fremmest, så værdsætter jeg dog helheden, Den Store Fortælling, som dannes af de mange detaljer, og som ikke rykkes af den ene.

Uanset om man er typen, der elsker systemer og ideologiske puslespil, eller om man er poeten, der dvæler ved det enkelte ord, så har vi dog alle brug for at se os selv i en sammenhæng. Dette blev for mig kraftigt understreget for ganske nylig, da en præst sad i Aftenshowet og talte om, hvordan han havde givet krisehjælp til nogen, der netop havde mistet flere familiemedlemmer i en bilulykke. Trods en brilliant indsigt i den psykologiske sorgproces, så virkede hans sjælesorg på ét punkt ganske mangefuld. Ikke én eneste gang nævnte han Opstandelsen.

Det er altid svært at miste nogen, man holder af. Da jeg var 14 år, mistede jeg selv min far, som blev offer for en sjælden gang leukæmi. Men det er unægteligt endnu sværere, hvis man ikke på længere sigt kan sætte hændelsen ind i en kontekst af en art. Deri ligger Den Store Fortællings sande styrke, ikke i det fantastisk detaljerede system af overensstemmende doktriner, men i den trøst og opmuntring, der ligger i at kunne sætte sig ind i historien, Gud har fortalt.

Åbenbaringen 21,1-4
v1  Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. v2  Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. v3  Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
      Nu er Guds bolig hos menneskene,
      han vil bo hos dem,
      og de skal være hans folk,
      og Gud vil selv være hos dem.
v4 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
      Thi det, der var før, er forsvundet.

Fugleperspektiv en undskyldning?

Ofte kan det at sætte noget i fugleperspektiv – altså at fokusere på helheden i stedet for detaljen – virke som en dårlig undskyldning for at undgå at forholde sig til et bestemt spørgsmål. Dette oplevede jeg ved et bibelstudium, hvor emnet var Kristus, hans natur og hvordan han var både Gud og menneske på én gang.

En person, der regnedes for en autoritet, afsluttede diskussionen ved at sige, at “denne diskussion er jo dybest set bare en forlængelse af diskussionen, de førte i det første århundrede, og den er selvfølgelig meget god at få genopfrisket engang imellem”. I virkeligheden skubbede han et af kristendommens mest relevante spørgsmål på sikker afstand for ikke at afsløre sig selv som lige så uforstående og ydmyg som os andre, eller måske for ikke at lufte en lidt for kontroversiel holdning. Et par passive deltagere åndede lettet op, fordi det i det mindste lød som om en intellektuel person, de havde tillid til, virkede til at have styr på det.

Fordelen ved at perspektivere

Det er vigtigt, at et fokus på helheden ikke bliver en erstatning for at tage bibelens ord alvorligt. Her ligger kløften, som alverdens liberalteologer er faldet i, når de vrøvler om at “hver dag på en måde er dommedag” og at “Helvede mest af alt er en sindstilstand”. Ideen med at perspektivere er ikke at glemme bibelens ord, men at forsøge af favne dem. At sætte tingene i perspektiv – hvis gjort rigtigt – gør os nemlig i stand til at reflektere mere objektivt og frit over detaljerne.

Har vi styr på helheden, og kan vi se, at den netop ikke lader sig true af de små detaljer (eftersom logik er overvurderet), så vil færre følelser også være involverede, når vi beskæftiger os med de mindre brikker. Det er således lettere at være objektiv, og det opleves i øvrigt som en meget mere opbyggende diskussion. Jeg fristes til at påstå, at denne indstilling (blandt meget andet) adskiller kirker fra sekter: Om man tør stille spørgsmålstegn ved det etablerede og løbende genoverveje alle doktriner.

Enhed i forskellighed

En studiekammerat efterlyste mere “enhed i kirken” om de specifikke udlægninger, han havde af billeder i bibelen. Den kommer han til at kigge langt efter. Jeg efterlyser også enhed, men jeg håber aldrig, at vi må finde den i et system af doktriner. Den dag, vi bliver enige, er nemlig ikke den dag, vi har nået frem til sandheden, men derimod den dag vi er stoppet med at kigge efter den. Kundskaben om Gud vil vokse lige til Jesu genkomst – og efter det! – og tegnet på at vi bevæger os fremad er, at vi stadig tør stille spørgsmålstegn ved det, vi tror på.

Personligt drømmer jeg om, at Syvende Dags Adventistkirken må være en kirke, hvor alle medlemmer dykker ned i Guds ord for at lære ham bedre at kende, uden at fange sig selv med menneskelig filosofi, uden at skubbe andre væk med sine synspunkter og uden at gøre sig til dommere i Guds sted. Sidst føler jeg for at nævne, hvad Dr. Michael Pearson har sagt et par gange:

“It is impossible to have the Truth, but it is possible for the Truth to have you.”

Dette er en respons til René Vesters interessante indlæg om sekter og kirker. Jeg læste kommentarerne til indlægget med stor interesse, men har valgt ikke at kommentere dem i denne omgang. Måske senere. Nu først indlægget, som jeg kommenterer på her, fordi mit svar simpelthen blev for langt til, at jeg syntes, det hørte hjemme på siden.

Indlægget jonglerer med flere spørgsmål, end René Vester eller nogen af kommentatorerne evner at besvare. Det gør jeg nok heller ikke selv, men jeg kan til gengæld forsøge at identificere spørgsmålene, hvilket i sig selv måske kan være gavnligt (håber jeg):

Hvad er en sekt? Dette starter René selv med at stille og giver sit eget svar:

Sekter kendetegnes på deres teologiske arrogance, idet de 1) tager patent på sandheden og 2) påstår, at gruppen/organisationen er den eneste vej til frelse. Dermed konkluderer han også, at baptisterne og pinsefolkene og metodisterne ikke er sekter, fordi de normalt ikke demonstrerer en sådan arrogance.

Jeg synes, René gør ret i først at gøre klart, hvad han mener med det ofte misforståede begreb, sekt, så det skal han have et verbalt skulderklap for herfra. Jeg tror dog, han ville gøre sig selv og sine læsere en tjeneste, hvis han holdt sig mere tæt til sin definition i resten af indlægget. Mere om dette følger.

Hvad betyder vranglære i definitionen af en sekt? På dette virker det til, at René modsiger sig selv lidt. Han holder det nogle gange pænt adskilt (vranglære og sekterisme), men andre gange blander han det mere sammen, end det er gavnligt.

Han siger på den ene side, at en kirke ikke bliver en sekt af at have særstandpunkter, men på den anden side er det en meget væsentlig del af hans argumentation imod både JV og mormonerne. I forhold til Jehovas Vidner nævner han deres syn på helvede og på ærkeenglen Mikael. I forhold til mormonerne nævner han Mormons bog, Joseph Smith, at Satan kaldes bror til Jesus, og at mennesker menes at være potentielle guder.

Han kan have ret i, at disse doktriner er forkerte, men når det kommer til spørgsmålet om sekterisme, så er de komplet ligegyldige, hvis René altså ønsker at holde sig til sin første definition af en sekt, nemlig at det ikke vurderes på særstandpunkter i sig selv, men på den teologiske arrogance (som også er et særstandpunkt, men altså af en bestemt type).

Hvad vil det sige at være “medlem”? Dette spørgsmål forsøges ikke direkte besvaret i Renés indlæg, men netop derfor er det måske godt at stille her. Som jeg læser hans indlæg, så er han ikke helt konsekvent:

“Spørgsmålet er, kan man være kristen og komme hos JV eller hos mormonerne samtidig? Til det må jeg bare sige nej. Man kan ikke fungere som kristen i disse samfund, fordi de er sekter.”

“Men hvad så med katolikkerne, kan de være kristne? Til det må jeg svare, hvorfor ikke. [...] Jeg tror at problemet ligger i at vi har skåret alle katolikker over en kam, og gerne vil have dem alle til at være 100 % jasigere til paven.” (bemærk, at René i sin kommentar siger, jeg glemte en vigtig del)

Synet på muslimerne synes nuanceret og nådigt, mens synet på mormoner og Jehovas Vidner er skarpt generaliseret. Man kunne antage, at ikke alle mormoner er 100 % jasigere til Joseph Smith, eller at nogle Jehovas Vidner tror på Jesu guddommelighed, selv om de følger trossamfundes praksis for ikke at blive udstødt. Kristne – og folk, der vil blive frelst – kan findes overalt, selv i de mest “faldne” omgivelser og omgangskredse.