På min to-read liste i Google Reader var der en forholdsvis ny artikel/klumme fra Wall Street Journal, som De bør læse; og tag endelig ikke fejl: Selvom den er fra Wall Street Journal er der ikke grafer, tal og formler med i den:

The Man Who Predicted the Depression, er titlen på læsestoffet; og det er hurtigt læst. Så læs den gerne og opfordre andre til at læse den. Derefter kan du læse bogen, som den handler om.

Den her er rimelig god og minder meget om den nu berømte Peter Schiff-video – bare omvendt:

Jacob Hedegaard har helt ret når han pointerer, at formanden for Det Økonomiske Råd Peter Birch Sørensen, glemmer at fortælle hele sandheden, når han taler med journalister fra Politiken — eller at journlisterne på Politiken glemmer at spørge ind til selvsamme sandhed:

Overvismanden mener angiveligt, at ved at fastfryse ejendomsskatterne på et bestemt niveau i kroner og øre, har man ikke tilladt at en øget ejendomsskat har kunnet ‘lægge en dæmper på markedet’. Eftersom jeg godt kan have en form for respekt for en soldat, der betingelsesløst adlyder sin overordnede, må jeg også kippe med hatten for overvismanden, der næsten per refleks spytter keynianske dogmer ud. Godt gået Peter, far er stolt!

Men udover at være fanget i sit keynesianske modrads som så mange andre, så begår overvismanden – som så mange andre – også en anden fejl. Han glemmer helt at overveje, hvad der mon kunne få huspriserne til at stige så voldsomt? Hvor kom den kredit fra, der gjorde det muligt at investere i noget, så det skabte en boble og måtte nedskrives i værdi bagefter?

I øvrigt bør det bemærkes, at Peter Birch Sørensen, ifølge Det Økonomiske Råds hjemmeside, har en særlige interesse for “politik”. Normalt ville jeg ikke bemærke noget som det her, men det er påfaldende, at Peter Birch Sørensen, på den sparsomme plads han har fået til at skrive om sig selv på rådets hjemmeside, netop har valgt at skrive politik på.

Der er i sig selv intet galt i at have en politisk interesse. Men hvordan harmonerer dette mon med ideen om et politisk neutralt embedsværk? Eller med Rådets formål?

§ 1. Der oprettes et økonomiske råd, hvis opgave er at følge landets økonomiske udvikling og belyse de langsigtede udviklingsperspektiver samt at bidrage til at samordne de forskellige økonomiske interesser.

Forleden spurgte jeg her på bloggen om, hvordan det kan være, at et økonomisk tankesæt som det Den østrigske Skole tilbyder, har så få tilhængere. Lars Hvidberg og Christian Skov kommer begge med hver sin kvalificerede begrundelse for, hvorfor denne indgangsvinkel ikke har fået så stor en tilslutning som man med en vis berettigelse burde kunne forvente.

Lars Hvidberg skriver:

Den østrigske skole giver ikke magt til økonomen, derfor er den ikke populær.

Der er ikke plads til at lave fine grafer og komme med policy-forslag, der giver arbejdspladser til økonomer og prestige i store nye styrelser, der skal løse en masse problemer – essensen af “østrigsk” økonomi er stort set: vi aner ikke noget som helst om, hvad folk vil, eller hvordan økonomien vil komme til at udvikle sig, og vi har ingen anelse om, hvordan vi kan påvirke den i den retning, vi ønsker – hold nallerne væk, for markedet er klogere end dig.

Ja, heri er jeg enig. Det er i den forbindelse påfaldende, at så mange af de tidligere østrigske økonomer havde en fortid indenfor juraen og indenfor den politiske økonomi. Det er først med keynesianismen, at økonomerne, som profession, får en nærmest moralsk legitimation til at ”pille ved hjulene” i det store maskinværk, der er staten.

En finurlig konsekvens heraf er den, at man igennem en interventionistisk økonomisk politik opnår en mærkværdig samfundsstruktur, hvor en række vitale forretningsorienterede beslutninger (f.eks. regler for kreditgivning og for markedsføring) enten slet ikke træffes af forretningsmændene selv, eller også er underlagt en efter-censur.

Hvis pointen i vores styremform er den, at embedsmænd er gode til at styre staten fordi de har en særlig indsigt i hvordan maskinen virker, hvordan kan det så være, at forretnignsmændene og kunderne ikke har en tilsvarende frihed, når de selv ligger inde med den største indsigt i, hvordan deres lokale ”maskine” virker?

Christian Skov mener svaret skal findes i det ideologiske:

Svaret på spørgsmålet er altså, at østrigsk økonomi er marginaliseret fordi det er forbundet til en liberalisme, der er gået af mode siden det 19. årh.

Skulle man fluekneppe den her lidt ville man nok fremføre, at liberalisme som sådan ikke er = metodisk individualisme. Men fred være med den.

Men i forlængelse af Hvidbergs svar viser Skovs ditto velsagtens årsagen til, at så mange ikke har den fornødne tiltro til den østrigske skole. At de så ikke har den tiltro er lidt besynderligt, eftersom konsekvensen af en forkastelse af den østrigske metode logisk må være, at man er tilhænger af det modsatte: En økonomisk metode der tager udgangspunkt i en kollektivistisk samfundsopfattelse.

Men hvis man starter med at kigge på hvordan samfundet reagerer og handler herudfra, glemmer man da noget, ikke sandt? For ligegyldigt hvor stor maskinen er, handler den ikke af sig selv. Det er bødlen der dræber den dødsdømte barnemorder; ikke staten.

Diskusionen om hvorvidt samfundet består af individer alene eller er en form for organisme, hvor 1+1=3, er kedelig. Enhver kan se at civilsamfundet eksisterer. Formålet med den østrigske metode er derfor ikke at benægte at kollektive enheder findes, men derimod at analysere deres opståen, handleringerne indenfor gruppen og deres forsvinden.

Og dermed også sagt, at man ikke bør afvise metoden bare fordi, at man er kollektivist fremfor individualist.

Der er flere grafer hos Now and Futures.

En période de crise économique, tout gouvernement responsable se doit d’encourager la création d’emplois et de préserver ceux existants.  C’est pourtant ce genre de politiques économiques keynésiennes qu’applique la grande majorité des pays industrialisés afin de relancer le piètre état de leurs économies nationales.

Mais, pour le gouvernement conservateur canadien, la crise économique n’est qu’un prétexte pour dépecer de 805 postes Radio-Canada/CBC en conformité avec son idéologie de démantèlement du secteur public. 

Une belle occasion qu’il ne devait pas rater.   

On évoque des pertes publicitaires de 171 millions comme motifs des coupures. Mais le cabinet de Stephen Harper semble oublier que Radio-Canada/CBC n’est pas une entreprise privée obnubilée par le profit comme ses concurrents.  En ces temps économiques difficiles, le rôle de toute corporation publique, même si elle enregistre un déficit budgétaire temporaire,  est de soutenir l’économie par le maintient des emplois présents et non pas d’encourager la débâcle économique en ajoutant encore plus de personnes dans les rangs des chômeurs. 

Car, en fait, les emplois préservés dans le domaine public favorisent la consommation et la stabilité économique.  L’argent qu’un employé de l’État dépense en achat de biens ou services de toutes sortes soutient un emploi et un autre dans le secteur privé qui engendreront par la suite des rentrées subséquentes en impôts dans les coffres du gouvernement. 

Les conservateurs ont toujours été frileux envers des mesures interventionnistes en économie.  Nous l’avons bien constaté avec leur énoncé économique de novembre 2008, caractérisé par des compressions massives dans l’appareil gouvernemental, qui a bien failli faire tomber leur gouvernement. 

En fait, le Parti Conservateur préfère les bonnes vieilles méthodes corporatistes de ses copains du monde des affaires en sabrant sauvagement dans la main-d’œuvre sans réfléchir aux conséquences éventuelles d’une telle stratégie sur l’aggravation de la situation économique de crise. 

Ces coupures chez Radio-Canada/CBC laissent présager les solutions futures qu’utiliseront les conservateurs si, un jour, ils deviennent majoritaires à la Chambre des Communes. 

Ils chercheront alors à gérer le pays comme une business en dépit de la recherche du bien-être collectif que tout gouvernement digne de ce nom devrait vouloir atteindre.

Når man ser den amerikanske socialist og økonom Paul Krugman i fjernsynet smiler han altid. Hvorfor han gør det aner jeg ikke – for det er netop mennesker som ham, der med deres forfejlede økonomiske pseudoteori om vigtigheden statslige pengeindsprøjtninger i økonomien, der er ved at få hele den amerikanske økonomi til at dø.

Måske smiler han fordi, at ingen endnu har stoppet dem? Det er jo, siges der, en vidunderlig ting at kunne slippe af sted med mord.

Se Paul Krugman vise hvorfor han er et tossehovede på sin egen blog. Det er uhørt at sådan nogle galninge får spalteplads.

Carsten Kochs kommission har endelig langt om længe vendt deres vidunderlige kollektivistiske lortespand ned over alle os der ikke mener det er fair at betale skat (eller ihvertfald ikke mere end 10%).

Tak for det Carsten. Det er dejligt at se, at I stadig er rigtigt mange, som bare ikke vil indrømme, at man godt kan lave såkaldt ufinansierede skattelettelser.

… For en lettelse i skatten vil selvfølgelig ikke have nogen som helst “positiv” effekt på, hvor meget skattevæsnet kommer til at kræve ind, vel?

En lettelse i skatten vil rent faktisk føre til at staten indkasserer færre penge; det er hvad I siger.

Mit spørgsmål til Carsten Koch et al: Har I nogen ide om, hvordan mennesker rent faktisk handler, når de har mulighed for at lidt færre – men stadig mere end halvdelen [sic!] – af deres hårdt tjente penge går til dem selv og deres frivillige fællesskaber, end ned i den store, vidunderlige (og ifølge Jeres diagrammer, fem-farvede) samfundskage?

Mere vil have mere og det er sgu sådan verden kører rundt. Rå viljestyrke, ambition og en fuck-it holdning til nasserrøvene, der sidder og drikker på bænkene – det er hvad der driver det her tog.

Carsten Koch havde muligheden for at udskifte togskinnerne med skinner af Rearden Metal – det ville han ikke. Det vil de folkevalgte heller ikke. De er nogle tåber – de lever inde i en glasbobbel, fjent fra verden, hvor det handler om at fremstå som troværdig; ved at lukke det mest utroværdige lort ud af munden.

Tror disse mennesker helt seriøst på, at pengene som staten kradser ind er nogle penge, som bare sådan vupti kommer af sig selv? At pengene pr. definition skal opkræves, omfordeles og så opkræves igen?

Her er hvad man skulle gøre: Man skulle afskaffe kildeskatten. Lade folk føle hvor mange penge de bløder… hver… eneste… fucking… måned.

Så vil jeg garanterer for, at der vil komme gang i gaden. På den meget fede og totalt 1776-agtige måde.

Modtrækkene mod finanskrisen og den dermed delvis forbundne økonomiske nedtur fejlbehandles traditionen tro.

Det er i grunden ikke utroligt, at den sidste generation af dyrkere af økonomen John Maynard Keynes holder ved. De har ikke lært, at det går an at hælde til andet, og de tør ikke tænke mere frit af hensyn til karrieren.

Både i Tyskland og i Danmark er hovedingredienserne skattelettelser og underskud på de offentlige finanser, større offentlige udgifter end indtægter og derfor endnu større statsgæld. Så sætter man tilmed skatteyderne til at betale for at redde kollapsede banker, for staten har aldrig haft penge. Vel for lige at sætte et politisk fingeraftryk på den dårligst orienterede gruppe – den største  -, så skal bankdirektørerne både i Tyskland og Danmark lige have nogle begrænsninger på deres lønninger, hvis deres firmaer skal have statens hjælp.

Det allermest planøkonomiske/marxistiske tiltag kommer fra Lene Espersens kontor. Det går ud på, at godt ledede banker er det tilladt at køre med lave udlånsrentesatser, hvorimod de andre skal udlåne til høje rentesatser, hvis vi kan stole på medierne i dette spørgsmål.

Det vigtigste for de ansvarlige politikere er fortsat at sikre illusionen om, at finanskrisen skyldes de finansielle institutioner selv, i hvert fald sikre sig, at netop de ansvarlige ikke drages til ansvar.

Mainstream-bladene har ikke forstået meget af virkeligheden

Det er altså fortsat tilfældig pengeudpumpning og adskillige kamouflagetiltag, der tager udgangspunkt i, at det ikke muligt at fjerne årsagen uden lige så negative følger.

Vi havde foretrukket nogle mere gennemtænkte rene dækninger – helst byggende på lån – af tab med flere indbyggede tilskyndelser til at øge soliditeten fremover. Endelig ville et nyt internationalt monetært system kunne fjerne tilskyndelserne til den usunde internationale spekulation. Her tilsiger traditionen at for mange kokke fordærver maden. Derfor besluttes der ikke noget, før nogle færre bestemmer. 

Konkurrencen vestfra p.g.a. valutakurserne rammer tilmed det europæiske fastland, der ikke kan nedskrive Euroen. Og her skriger Syd- og Østeuropa på underskudsøkonomi for at sikre den politiske stabilitet fra gadeplan. Fortsætter udviklingen som nu i f.eks. Spanien er der ikke flere produktionsvirksomheder der om ganske få år.

Intet er sket i Euro-zonen for at omstille erhvervsstrukturen til den øgede internationale konkurrence med prioriteringer, der modsvarer den tilhørende globale udflagning af alt løn- og velfærdstynget masseproduktion. Derimod begyndte denne udflagning i England og USA i begyndelsen af 1980erne.

Fra dette udgangspunkt kan det ikke efter en mindre udsættelse p.g.a. af de øgede pengemidler og kreditter ende i andet end fortsat indenlandsk forbrugsoppustning, der kun kender to veje, inflation eller deflation. At det bliver deflation i den nuværende situation er meget sikkert, hvilket en seks måneder lang nedgang i centrale nøgleindustrier viser sammen med prisfaldene på klassiske nødvendighedsprodukter internationalt.

Dernæst synes det at skulle gå mod stilstand og måske krig, når den politiske ustabilitet tiltager mere samtidig med tilliden til staterne aftager, og dette skal den øgede ledighed, der følger af deflationen og den fortsatte immigrantstrøm til et tilsyneladende endeløst offentligt forbrug ind i Europa nok sikre. I Danmark er dette immigrantforbrug forlængst nået 40 pct. af det samlede offentlige forbrug.

J. E. Vig, 14. januar 2009

Økonomen William L. Anderson har begået en god klumme om/imod Paul Krugman, som dog får ros med på vejen for at have iagttaget, at Madoffs store pyramideinvesteringsspil minder en hel del om en moderne vestlige økonomi. Den kan læses hos Mises Institute.

Kruamans problem?

Unfortunately, while Krugman is right in seeing the effects of the financial bubbles, he confuses cause with effect, thus violating the first law that Carl Menger gives in his ground-breakingPrinciples of Economics:

All things are subject to the law of cause and effect. This great principle knows no exception, and we would search in vain in the realm of experience for an example to the contrary.

Så er det blevet videotid:

Der er fornuftige overvejelser fra Bush-administrationen i øjeblikket. Men i sidste ende må det jo være op til bilselskaberne selv at ordne sine affærer – det kan aldrig blive samfundets opgave.

Jeg stiller mig tvivlende overfor Clive Cooks klumme om Obama-administrationens forestående reformer om de amerikanske sundhedsvæsen. Tag nu f.eks. denne antagelse:

Reforming US healthcare is a heroic undertaking, crucial to long-term economic prospects.

Havde Cook forklaret hvad han egentlig mente med ordene “long-term economic prospects” ville jeg måske være mindre utilfreds. Men som det står dér, i den sætning, kan jeg ikke tolke det som andet end ond, venstreorienteret keynesianisme.

Over på den fornuftige blog Positive Liberty er en af skribenterne gået igang med at blotlægge dels hvad keynesianisme er for noget, samt hvad Hr. Obama egetnlig mener. Det første er vigtigt fordi det måske vil kunne åbne øjnene for nogle af de mennesker, som prædiker dette og hint i den økonomiske debat, uden helt at vide, at det de siger (som velsagtens blot er en genfortælling af noget de har læst i avisen eller hørt til en forelæsning) blot er ét synspunkt blandt mange; og at der findes bedre alternativer derude.

En god pointe:

Ironically, Nixon said “We are all Keynseians now,” just as the discipline of economics was being won over by Friedman’s monetarist arguments.  And despite 25+ years of (mostly) successful monetary policy, Nixon’s claim still holds true–at least if by “we” he meant “politicians.” 

Fa uns dies parlàvem sobre la crisi del capitalisme i sobre relectures del keynesianisme. La intenció dels màxims mandataris mundials de fer un nou Bretton Woods o “refundar el capitalisme” tal i com diu Sarkozy, mostra que hi ha una certa crisi de les idees neoliberals que han governat l’economia en els darrers anys. Joaquín Estefanía ho deia clarament en un interessant article publicat ahir a El País:

Otra víctima de la crisis es una forma de entender el mundo, un modo de pensar que se identifica ampliamente con la ideología neoliberal. La máxima acuñada por la revolución conservadora de Margaret Tatcher i Ronald Reagan, que ha durado un cuarto de siglo, de que el Estado es el problema y no la solución ha saltado hecha trizas en cuanto ha acumulado las dificultades

D’altra banda, el que va ser totpoderós de la reserva federal nord-americana, Alan Greenspan, va declarar recentment que es va equivocar parcialment quan va fomentar la desregulació del mercat de crèdit. Aquesta desregulació  va permetre salvar la crisi de les punt com a principis de la dècada però ha portat a una crisi encara pitjor ara. A l’altra banda del ring, trobem a Esperanza Aguirre, infatigable, que diu que la culpa de la crisi és l’excés de regulació. Conseqüentment segueix amb una onada privatitzadora sobre la comunitat de Madrid que serà interessant analitzar. La batalla ideològica està servida, tot iq ue els ideòlegs del lliure mercat sembla que es baten en retirada. Fins i tot Bush, com aquell que sap que ha perdut la partida i vol minimitzar els danys, adverteix que “el lliure mercat és la millor manera de crear creixement econòmic”, o sigui, “val, va, regulem, però no us passeu”. 

Diu Neil Brenner que la imposició del neoliberalisme va tardar deu anys, fins que a finals dels setanta va ser hegemònic. Assistim ara a una crisi d’aquest paradigma però està per veure quina alternativa s’hi organitza. De moment Keynes està en boca dels perodistes i els “líders d’opinió”, caldrà esperar a veure què surt d’aquest nou ‘Bretton Woods’ i de qui hi podrà participar i qui no.

The Telegraph har en artikkel om Gordon Brown og keynesianisme i dagens utgave. En av kommentarene, fra en Charles Baxter, tar situasjonen på kornet:

I know nothing about economics or economic theory, so this article is very enlightening.

But, it strikes me as odd that GB on the one hand rejected they Keynsian economic model when he claimed that economic cycles were at an end and yet, now invokes that same model to justify government borrowing in excess of anything ever seen before. I suspect that, since his judgement was wrong in the first instance, it will prove to be wrong now.

I wonder what Keynes might have thought about the current situation – created wholly, in my untutored view, by a believe by all – bankers, governments ministers AND economists that there is no real need for sound money and that individuals and governements can sustain a wealthy life-style based on ever-increasing debt indefinitely.

It seems even more likely that by overstretching the ‘boom’ aspect of the economic cycle in this way GB ensured a sort of ’snapped elastic’ effect which has now hit him squarely in the eye. It is little short of hubris to ignore the sting and to carry on borrowing regardless. The man is clearly a buffoon.

Min utheving. Charles Baxter har forstått mer enn alle andre – eller rettere sagt: Saueflokkmentaliteten har gjort at ingen har turd å påpeke en helt opplagt mangel på bærekraftig utvikling overalt i hele økonomien – ingen andre enn såkalte utskudd, i hvert fall. Og bærekraftig utvikling har blitt neglisjert på alle områder, ikke bare det finansielle, monetære og økonomiske. Tenker alle bare et halvt år frem, går alt til helvete i et tyveårsperspektiv. Velkommen til den vidunderlige nye verden, snart tyve år etter kapitalismens endelige seier.

På den positive siden: Aldri noensinne har en lærepenge vært mer nødvendig.

Una de les conseqüències menys visibles de la crisi que ens està caient al damunt és un canvi en el discurs hegemònic neoliberal en economia. No vull entrar a debatre si la crisi és el final o no del neoliberalisme com a tal i sobre les conseqüències que tindrà en les nostres butxatques. De fet aquest debat és la verdadera novetat de tota aquesta situació. Des de la crisi del petroli de 1973 els defensors del lliure mercat no es trobaven amb tants problemes per justificar la seva posició. Després d’haver arruïnat Amèrica llatina amb els seus falsos postulats, la desgràcia a arribat al final fins al cor de l’imperi. De fet, i que consti que no en sé gaire, no hi ha grans diferències entre el que va passar a Argentina i el que ha passat als Estats Units. Bé, si, una: als Estats Units s’ha permès que l’administració intervingui per salvar l’economia nacional.

Però tornem als discursos del dia a dia. Els tertulians liberals de pro del nostre país, com l’inefable Xavier Sala Martín (un paio que es casca una web com aquesta), estan descol·locats, desganyitant-se a defensar l’indefensable, això és, deixem que l’economia s’acabi d’enfonsar que els mercats ja es regularan sols, perquè són perfectes. No els entra al cap que el seu mantra ha quedat al descobert i que tal i com diu Ignacio Escolar, ens van intentar vendre ciència quan el que tenien era fe. En una retorçament increïble dels arguments, els nois de la CEOE ens intenten fer creure que la solució als disbarats de la desregulació és més desregulació, especialment dels mercats de treball. Això si, amb un alto en el camino per rebre diners de l’estat.

Per primera vegada, els ultraliberals es troben que dins les seves pròpies files es defensa el regulacionisme i que el seu projecte ideològic falla en explicar i donar respostes al que està passant. El salt al buit de desregular i seguir desregulant ens ha dut fins aquí. El mateix va passar als keynesians defensors de l’Estat del benestar a partir de 1973. Van proposar respostes i solucions regulacionistes a la crisi durant 10 anys fins que finalment les administracions de Reagan i Tatcher van imposar el lliure mercat com a solució i van marginar aquests discursos de la vida política i mediàtica. El que està passant ara és que el monopoli discursiu ultraliberal s’ha trencat. I el debat no és si controlar o no el mercat (potser encara als estats units dura aquest debat, no a Europa). El debat és com i de quina manera controlar el mercat.

El senyor Sala i Martín potser s’haurà d’anar buscant una altra manera de guanyar-se les garrofes. Ah! I potser ara escoltem més sovint al regulacionista professor Vicenç Navarro, sempitern enemic ideològic de Sala i Martín i molt més marginal a la vida mediàtica fins ara. Qui sap, de moment ja explica com recuperar el keynesianisme

Foto: Vicenç Navarro, quin campeón!

Jeg er begyndt at lytte lidt mere til Danmarks Radio. Nærmere bestemt søndagsfladen på Program 1, som i høj grad er præget af debatprogrammer om samfundsrelaterede emner.

I øjeblikket lytter jeg til Europa lige nu, som er et interviewbaseret program om aktuelle problemstillinger i Europa. Som sådan er programmet godt, men jeg var dog ved at falde ned af stolen, da det nuværende interview gik igang.

Det handler om begrebet “naturlig arbejdsløshed” set i sammenhæng med… tja. Det er vist egentlig bare en samtale, der tager udgangspunkt i begrebet og hvor vi kommer lidt ind på ECB (der har et fornuftsbaseret charter i modsætning til så mange andre dittoer verden over).

I studiet er en økonom fra RUC. Ja, de har åbenbart også økonomer på det skoduniversitet; undskyld – universitetscenter.

Programmets pointe? Kaynes var “sej” og havde ret fordi man kan bruge hans teorier til at skabe større økonomisk lighed. Friedman var ond fordi han ville have, at folk skulle være arbejdsløse.

Tak for kaffe og fortsat god søndag.

Irak skal nok blive et moderne demokrati på linje med Vesten. De har allerede populistiske politikere med en ringe forståelse for, hvad der skaber vækst.

Iraks premierminister, Nuri al-Maliki, er i gang med en kampagne, der skal sætte gang i det forarmede lands økonomi. De seneste par uger har han derfor delt pengebeløb ud til trængende irakere, beretter CNN. Pengeuddelingen er blot en lille del af en offensiv fra den irakiske regering, der skal sørge for, at nogen af landets oliepenge bliver brugt, så økonomien kommer i gang.

Apropros, en “ophidsende” historie om konsekvenserne af den amerikanske regerings forsøg med pengeuddeling.