Den största skillnaden mellan svenskt ledarskap och ledarskap i många andra länder är nog att vi i Sverige alltid försöker att nå konsensus. Det gör att det tar lång tid att komma fram till besluten, vilket skapar en onödig och ibland ogynnsam handlingsförlamning under tiden, även om det finns andra fördelar med konsensus.

Om man arbetar med personal från andra kulturer är det långsamma tempot för att komma till konsensus en sak som de tycker är frustrerande och som de ofta klassificerar som svagt ledarskap. I andra länder är man van vid att ledaren tar beslut, ibland kanske alldeles för detaljerat, men avsaknad av beslut eller långsamma beslutsprocesser skapar osäkerhet och frustration på den internationella arenan.

Följande observationer har jag gjort genom åren avseende svenska ledares agerande:

•    Många är alltför försiktiga att ta beslut och strävar alltid att först nå konsensus eller genom att vänta och se för att minimera sin egen risk.
•    Man fokuserar betydligt mer på nya aktiviteter än på att genomföra och följa upp de gamla – omvärlden har ju oftast ändå förändrats och då behöver man inte heller ta upp det som aldrig blev genomfört.
•    Om man väntar tillräckligt länge så kanske problemen löser sig själva och då behöver man ju inte ta några obekväma beslut.

Mitt råd är att ta beslut mycket snabbare och sedan säkerställa att det som beslutades verkligen blir genomfört . Detta skall inte förväxlas med att inte diskutera frågorna, lyssna på stämningarna etc innan man tar beslut, men att det alltid måste vara konsensus i besluten blir hämmande för bolagen.

När man tar snabba beslut så blir de av naturen ibland fel. Då är det viktigt att inte se det som en prestigeförlust och mot ett bättre vetande i alla lägen försvara dessa felaktiga beslut, utan att snabbt korrigera dessa. Det gäller alltså att vara snabb – ta snabba beslut men även snabbt korrigera de felaktiga. Och sedan snabbt se till att de blir genomförda.

Leif Åkesson/VD Informasic

Tiedeyhteisössä sanotaan vallitsevan konsensus ilmastonmuutoksesta. Ilmastonmuutos on meneillään, sen aiheuttaa osittain ihminen ja seuraukset voivat olla vakavia. Konsensus- sanan käyttö tässä yhteydessä on kohdannut kritiikkiä. Tässä artikkelissa tarkastellaan lähemmin, mistä konsensus-käsite on peräisin, mitä sillä tarkoitetaan ja mistä kritiikki on lähtöisin.

Konsensus-käsite juontaa juurensa Naomi Oreskesin vuonna 2004 julkaisemaan raporttiin. Oreskes kartoitti ilmastonmuutosta käsitteleviä vertaisarvioituja julkaisuja ja selvitti, kuinka suuri osuus niistä on AGW:n (= Anthropogenic Global Warming = ihmisen aiheuttama ilmaston lämpeneminen) kannalla ja kuinka moni tutkimus esittää syyksi jonkun ihmisestä riippumattoman tekijän.

Oreskes toteaa aluksi, että IPCC:n raportit puhuvat selkeästi konsensuksen puolesta. Samoin se, että kaikki merkittävät tiedejärjestöt ovat AGW:n kannalla. Tällaisen viralliset kannanotot ovat ennen julkilausumista avoinna vapaalle tieteelliselle keskustelulle, mutta se ei ole vaikuttanut niiden sisältöön.

Asian varmistamiseksi Oreskes analysoi satunnaisena otantana hakusanoilla ”global climate change” valittua 928 vertaisarvioitua julkaisua. Yksikään näistä julkaisuista ei poikennut tiedeyhteisön konsensuksen kannasta. 75 % artikkeleista oli konsensuksen kannalla, 25 % ei ottanut kantaa puolesta eikä vastaan. Yksikään 928 artikkelista ei ollut konsensusta vastaan. Siis ei yksikään.

Oreskes myös toteaa rehellisesti niin kuin asia on, että tieteen konsensus voi tietenkin olla väärässä. Hän kirjoittaa, että jos tiede jotakin on opettanut, niin se on nöyryys. Monet ilmaston yksityiskohdat on toistaiseksi huonosti tunnettuja ja tutkimusta täytyy jatkaa. Mutta perusasioista vallitsee tiedeyhteisössä selkeä konsensus.

Tätä konsensus-käsitettä tieteessä on kritisoitu mm. sanomalla, että tieteessä ei äänestetä asioista, eikä tiede perustu mielipiteisiin, ei edes enemmistön mielipiteisiin. Kun Oreskesin raportin huolella lukee, voidaan huomata, että siitä ei olekaan kysymys. Oreskes on ulkopuolisena todennut, että kaikki tutkimukset, kaikki todisteet ja kaikki teoriat tukevat sitä käsitystä, että ihmisen toiminta on nykyisen ilmastonmuutoksen yksi merkittävä aiheuttaja. Tiedeyhteisö ei ole asiasta äänestänyt, vaan Oreskes on todennut tieteen yksimielisyyden julkaisujen sisällön perusteella, ja nimittää sitä yksimielisyyttä konsensukseksi.

…there is a scientific consensus on the reality of anthropogenic climate change. Climate scientists have repeatedly tried to make this clear. It is time for the rest of us to listen.

Oreskes on käsitellyt havaintojaan laajemmin kirjassa ”Climate change: what it means for us, our children, and our grandchildren”, josta löytyy otteita Googlesta.

Lyhyesti, ihmisen aiheuttaman ilmastonmuutoksen peruskysymykset eivät ole enää tieteellisen keskustelun aiheena.

Tulos voi yllättää ja herättää epäilyjä. Jokainen, joka on seurannut uutisia ja nettikeskustelua voi selkeästi havaita, että eriäviä mielipiteitä esiintyy ja debatti käy yhä vilkkaana, eikö niin? No, ei.

Tehdäänpä ensin selväksi, mitä tieteen konsensus tarkoittaa. Tiede on täysin yksimielinen siitä, että ihmisen toiminta vaikuttaa ilmastoon. Tutkijat ennustivat jo kauan sitten, että kasvihuonekaasujen lisääntyminen ilmakehässä voi luonnollisten tekijöiden rinnalla muuttaa ilmastoa ja nyt muutoksesta on runsaasti todisteita. Vastustajat syyllistyvät harhauttamiseen yrittäessä kääntää huomion pelkästään luonnollisiin tekijöihin. Kukaan ei ole väittänyt, etteikö ilmasto muuttuisi luonnostaankin, mutta luonnollinen vaihtelu yksistään ei riitä selittämään nyt havaittuja muutoksia.

Paljon keskustelua sen sijaan käydään muutoksen luonteesta ja nopeudesta. Hyvä vertailukohta löytyy evoluutiosta. Tutkijat viime vuosisadan puolivälissä olivat yksimielisiä siitä, että evoluutio on totta, mutta sen luonteesta ja nopeudesta käytiin keskustelua. Ilmastotutkimus on nyt samassa tilanteessa: Muutoksen perusteet ymmärretään hyvin, mutta debatti jatkuu muutoksen luonteesta ja nopeudesta.

Ylivoimaisesti suurin osa ilmastonmuutoksen kieltävästä materiaalista ei täytä yksinkertaista testiä materiaalin tieteellisyydestä, nimittäin vertaisarviointia. Vastustavia näkökantoja on julkaistu kirjoina ja pamfletteina samaan tapaan kuin mielipiteitä ufojen todenperäisyydestä tai väitteitä, että Lee Harvey Oswald oli Neuvostoliiton agentti.

Media on kiinnittänyt suhteettoman paljon huomiota suhteettoman pieneen määrään deanislisteja, joilla ei ole tieteellistä pätevyyttä.

Osansa saa dis-informaation levittäjänä ja hämmennyksen aiheuttajana myös öljy-yhtiö Exxon.

Oraskes vertaa mielenkiintoisella tavalla ilmastodenialismia muiden tieteenalojen vastaaviin tilanteisiin.

Teoria mannerlaattojen liikkumisesta, ns. laattatektoniikka, hyväksyttiin yleisesti tieteen “konsensukseksi” 1960-luvulla. Kilpailevana oli mm. teoria Maapallon laajenemisesta, jonka esitettiin liikuttavan mannerlaattoja. Yksi laattatektoniikan arvovaltaisimmista vastustajista oli Britannian johtava geologi Sir Harold Jeffreys, sekä Lyndon Johnsonin ja Richard Nixonin tieteellinen neuvonantaja Gordon J. F. MacDonald.

Nykyisinkin näyttää siltä, että AGW:n vastustajien joukossa on huomattavan paljon geologeja. Sattumaako se vain on?

Tunnettu filosofi Karl Popper esitti ns. falsifikaatioperiaatteen, jonka mukaan tieteen teoriaa ei voi koskaan ehdottomasti todistaa oikeaksi, mutta sen voi todistaa vääräksi.

No niin. Sen sijaan, että denialistit penäävät todisteita, joita ei siis edes voida esittää, voisivat todistaa esitetyt teoriat vääriksi. Sen pitäisi denialistien itsevarmuus ja ylimielisyys huomioon ottaen sujua leikiten.

Ihmisiä on nyt niin paljon kaatamassa puita ja polttamassa miljardeja tonneja fossiilisia polttoaineita, että ihmiskunnasta on tullut merkittävä vaikuttaja tapahtumien kulkuun. Olemme muuttaneet ilmakehän koostumusta, aiheuttaneet merenpinnan nousua, jäätiköiden sulamista, ja ilmaston muuttumista.

Onko siis mitään syytä olettaa, että tiede on väärässä? Tietenkin se voi olla väärässä. Tutkijat voivat löytää virheen aivan perusasioissakin. He voivat todeta yliarvioineensa hiilidioksidin vaikutuksen tai aliarvioineensa jonkun toisen tekijän. Mutta jos sellainen virhe löydetään, mitään varmuutta ei ole siitä, että havainto muuttaisi skenaarioita yhtään positiivisempaan suuntaan. Yhtä hyvin tilanne voidaan todeta vakavammaksi kuin tähän asti on oletettu.

Asiaa voidaan tarkastella toisinkin. Vastustajat ovat tehneet tosissaan paljon töitä yrittäessään löytää virheitä ilmastotutkimuksesta, tuloksetta. Vuosi vuodelta todisteet ilmastonmuutoksesta ja sen vakavuudesta ovat vain vahvistuneet. Vastustajat ovat toistuvasti yrittäneet murtaa konsensuksen, ja toistuvasti epäonnistuneet siinä.

Oreskesin teksti on sujuvaa ja helppotajuista englantia. Tässä suomennettuna vain keskeisiltä osiltaan. Alkuperäinen teksti kannattaa lukea, koska siinä on paljon hyödyllisiä näkökohtia joita tässä en tässä tuonut lainkaan esille. Googlessa ei ole kirjan teksti kuin osittain, mutta siitä saa ihan riittävän käsityksen mistä tässä konsensus-asiassa on kysymys.

Kysymys on yksinkertaisesti siitä, että antropogeenisen ilmastonmuutoksen kyseenalaistaminen on yhtä järkevää kuin laattatektoniikan, tai muun tieteen paradigman, tai vaikkapa kuulentojen kyseenalaistaminen. Tahot jotka väittävät ilmastotutkimusta pseudotieteeksi, harjoittavat sitä itse.

-Case Closed-

• The Scientific Consensus on Climate Change, Naomi Oreskes 2004
• Climate change: what it means for us, our children, and our grandchildren
• Naomi Oreskes’ study on consensus was flawed
• Naomi Oreskes, (Wikipedia)

Sekalipun sebagian besar partai politik mendukung pemerintah dan anggotanya duduk di kabinet, fungsi pengawasan DPR tetap dapat berjalan. Mantan Ketua DPR Akbar Tanjung (28/8), juga  menyebutkan bahwa tidak perlu dikhawatirkan bahwa DPR akan menjadi lembaga stempel.

Menurut Akbar yang juga mantan Ketua Umum Partai Golkar, sekalipun sebagian besar partai politik bergabung bersama-sama pemerintah, kondisi itu tidak perlu dikhawatirkan. Pemerintah dan DPR hadir untuk menyejahterakan rakyat.

Akbar juga menekankan, dalam sistem demokrasi, fungsi pengawasan juga dapat dilakukan oleh kekuatan masyarakat, termasuk pers dan organisasi masyarakat sipil. Semuanya dibutuhkan untuk memperkuat mekanisme saling kontrol (check and balances).

Sementara itu, muncul pula pendapat lain yang mengatakan, pemerintah tidak perlu ketakutan dengan kehadiran oposisi yang kuat. Sebaliknya, kebijakan publik terancam tidak berkualitas apabila oposisi sebagai kekuatan kontrol dikerdilkan meski lewat politik transaksional atau konsensus elite.

Menurut pengajar Universitas Indonesia Andrinof A Chaniago, kondisi itu justru mengabaikan kepentingan rakyat. Dari sisi terjaganya kebijakan publik yang berkualitas, alasan karena takut ataupun ingin berbuat baik dengan merangkul oposisi sangat tidak perlu. “Demokrasi yang belum sempurna bisa semakin rusak,” sebut Andrinof.

Dari sisi pemerintah, yang diperlukan adalah alat untuk melindungi dan membela kebijakan dari tekanan oposisi. Kalau memang kebijakan dibuat dan dilaksanakan dengan benar, alat perlindungan pemerintah, sebenarnya cukup banyak. Selain partai politik pendukung di DPR yang sudah kuat, juga ada undang-undang yang menjadi dasar kebijakan serta ada akal sehat masyarakat yang akan menilainya.

Secara terpisah, Ketua Partai Demokrat Anas Urbaningrum menyebutkan, Partai Demokrat tidak punya agenda untuk menekan partai politik koalisi.

Sumber :

Akbar : Tak Perlu Khawatir DPR Jadi Lembaga Stempel – Kompas, 29.08.2009

cała zabawa z polityką deliberacyjną wywodzi się podobno z poglądów J.Habermasa
Chantal Mouffe uważa, że “racjonalny konsensus jest w rzeczywistości konceptualną niemożliwością” (artykuł)
w społeczeństwie bowiem istnieją konflikty (uniemożliwiające procesy deliberacyjne), których Habermas i wielu innych myślicieli nie zauważa

Fenomena paling sublim, yang paling digandrungi jaman modern, adalah kebebasan. Masalahnya, seperti kata Terry Eagleton, “ kebebasan itu sendiri menyerupai Dionysus dengan penampakan ganda : malaikat dan iblis, kecantikan dan teror. “

Dalam mitologi Yunani, Dionysus adalah dewa anggur, susu, dan madu, sekaligus juga dewa darah. Seperti ekses alkohol, ia menghangatkan darah dengan efek yang mengerikan. Apa yang bisa membawa spontanitas dan kegembiraan bisa juga menimbulkan kehilangakalan dan kebrutalan. Demikianlah, jika ada yang “suci” dari kebebasan, hal itu bukan semata-mata karena ia berharga, melainkan juga karena kemampuannya untuk menciptakan sekaligus menghancurkan.

Jika kebebasan itu dikaitkan dengan kesucian (sacred), kewajahgandaannya saling melengkapi, karena kata sacre itu sendiri bisa berarti karunia atau kutukan, suci atau cercaan. Dalam peradaban purba memang terdapat afinitas yang kuat antara teror dan kesucian karena fungsi gandanya : kreatif dan destruktif, pemberi kehidupan dan kematian.

Afinitas antara teror dan kesucian tampaknya merupakan sesuatu yang irelevan dalam konteks terorisme hari ini. Dimana letak sucinya suatu tindakan biadab yang mengorbankan orang-orang berdosa ? Akan tetapi, kita tidak akan bisa memahami terorisme sepenuhnya tanpa mengaitkannya dengan kewajahgandaan tadi. Bahwa teror bermula sebagai ide keagamaan ; adapun agama tidak lain dan tidak bukan menyangkut kekuatan yang ambivalen : menakjubkan (enrapture) dan menghancurkan (annihilate).

Sebagai ide politik, kebebasan dan terorisme modern muncul menguat bersamaan dengan Revolusi Prancis. Pada masa ini, bukan saja liberty didengungkan, tetapi juga terorisme mengemuka pada era Danton dan Robespierre sebagai terorisme negara. Dengan kata lain, terorisme dan negara demokratis dilahirkan secara kembar.

Pada jaman Revolusi Prancis, kebebasan demokratis dan terorisme itu hadir dalam suatu zeitgeist yang menistakan agama. Pada masa kini, khususnya di Tanah Air, kebebasan dan terorisme itu muncul dalam suatu era revovalisme keagamaan. Dalam semangat jaman ini, ancaman bagi Indonesia sebagai negara demokratis ke depan adalah persenyawaan antara sisi destruktif kenenasan, kesucian dan keagamaan yang mewujud dalam bentuk terorisem (negara dan partikelir).

Itulah sebabnya, kebebasan dan kesucian keagamaan perlu dijaga. Kebebasan perlu dijaga dengan tanggung jawab pada yang lain melalui kesetiaan pada konsensus aturan permainan. Hendaklah disadari, demokrasi adalah proses penyempurnaan tatanan kehidupan berbangsa dan bernegara secara taat konstitusi, taat hukum, dan taat hak asasi, yang diselenggarakan menurut prinsip keadilan, kesetaraan, kemasukakalan, keterbukaan, dan pertanggunganjawaban.

Untuk mencegah penggunaan kebebasan untuk tujuan destruktif, warga negara tidak boleh membiarkan dan melupakan setiap pelanggaran dan pemanipulasian prinsip demokrasi. Setiap pembiaran atas pelanggaran akan memberi peluang bagi penyalahgunaan yang lebih besar. Setiap asupan yang salah ke dalam proses berdemokrasi akan melahirkan keluaran yang kisruh dalam kehidupan bernegara. Suatu demokrasi yang memberi ruang bagi kecurangan akan menjelma menjadi tirani dan anarki.

Dalam watak tiranik dan anarkik, yang ditimbulkan oleh hilangnya kepercayaan pada konsensus bersama, orang akan mencari jangkar kepercayaan baru dengan menasbihkan jalan ekslusivisme – yang sesungguhnya profan – sebagai sesuatu yang suci. Inilah awal klaim kesucian untuk mengemban tugas penghancuran sebagai cara memulihkan tertib sosial.

Suatu klaim atas kesucian memerlukan legitimasi keagamaan. Politisasi agama dilakukan dengan mengeksploitasi sisi ekslusif dan destruktifnya. Nama Tuhan diseru sebagai tanda kebencian dan kebengisan.

Dalam pada itu, perjuangan agamawan tercerahkan untuk mengimbanginya dengan menampilkan sisi konstruktif kesucian kurang ampuh karena wajah Tuhan yang Pengasih dan Penyayang sulit menemukan ruang penampakan diri dalam dunia politik yang dipenuhi krisis, kecurangan, dan ketidakadilan. Seperti kata Dieter Senghaas, perubahan sosial dan demokrasi dalam pendalaman krisis dan ketidakadilan bukanlah prakondisi yang menunjang bagi apresiasi terhadap nilai-nilai toleransi dan kemajemukan.

Bom terorisme kembali mengguncang sekarang dan di sini. Namun, akar tunjangnya tertahan jauh di kesilaman. Ia adalah anak kandung represi, ketidakadilan, dan kecurangan politik yang giat kita kembangkan dalam sejarah negeri dan dunia.

Oleh karena itu, betapa pun amarah dan kutukan sepantasnya kita lontarkan kepada para teroris, sedikit pun tak boleh meredupkan semangat kita untuk mengeritik, mengoreksi, dan melawan berbagai bentuk kecurangan dan ketidakadilan dalam berdemokrasi. Apalagi jika terdapat indikasi kembalinya terorisme negara untuk memberangus krisisme.

Kemenangan belum bisa dirayakan sebelum pelanggaran dibereskan. Hanya di atas jalur yang benar, kemenangan kontestasi menjadi kemenangan demokrasi dan kebanggaan negeri. Hanya dengan memuliakan kebenaran, kebebasan, kesucian, dan keagamaan bisa membawa kebahagian bagi kehidupan bersama.

Sumber  :  Kebebasan dan Ketakutan – Yudi Latif, Kompas, 21.07.2009

Keskustelu suomalaisen demokratian tilasta sai ilahduttavasti uutta potkua kevään mittaan. Helmikuussa tv:ssä esitetty Annika Grofin dokumentti Liikkumavara herätti vakavia kysymyksiä edustuksellisen demokratian toimivuudesta ja koko eduskuntalaitoksen työn mielekkyydestä. Katja Boxberg ja Taneli Heikka puolestaan kyseenalaistivat Lumedemokratia-pamfletissaan täkäläisen konsensuskulttuurin, jossa asiat sovitaan pienissä piireissä suljettujen ovien takana ja avoin poliittinen keskustelu näivettyy.

Keskusteluun toi tuoreeltaan värinää hallituksen päätös yleisen eläkeiän korottamisesta 65 vuoteen. Autoritaariseen tyyliin esiintynyt pääministeri Vanhanen viestitti korotuksesta ilmoitusluonteisena asiana. Puhe “Rukan lumilla” syntyneestä päätöksestä herätti pahennusta mutta nosti esiin myös periaatteellisemman kysymyksen edustuksellisen demokratian oikeutuksesta: miten on mahdollista, että pääministeri yhdessä muutaman avainministerin kanssa voi päättää suomalaisten eläkeiän muuttamisesta ilman minkäänlaista julkista keskustelua asiasta?

Hallituksen ilmoitus nostatti välittömästi julkisen vastarinnan paitsi oppositiossa myös palkansaajajärjestöissä, joilta ei ollut kysytty asiasta mitään. Eläkejärjestelmän asiantuntijat esittivät kritiikkiä päätöstä kohtaan. Mielipidetiedustelujen perusteella uutisoitiin, että myös enemmistö kansalaisista vastusti eläkeiän korottamista. Painostuksen alla hallitus kertoi lopulta peruuttavansa päätöksensä.

Uutisoinnin perusteella monella tapaa kyseenalaisen ja ilmeisen heikosti valmistellun eläkepäätöksen pyörtäminen oli tottakai myönteinen asia. Demokratian toimivuuden kannalta tapahtumat jättivät kuitenkin paljon kysyttävää. Hallituksen itsevaltainen sanelu loukkasi kansanvallan periaatetta, mutta tilannetta ei parantanut lainkaan se, että ilman äänestäjien valtakirjaa vaikuttavien palkansaajajärjestöjen painostus käänsi hallituksen pään.

Oppositio esiintyi mielellään kohun keskellä hallitusta vastustavan “kansanliikkeen” äänitorvena. Jutta Urpilaisen puhe kansanvallan voitosta oli kuitenkin tyhjää, sillä kansalaisille ei ole esimerkiksi sosialidemokraattisessa puolueessa tarjottu mitään keinoa vaikuttaa puolueen päätöksiin yksittäisissä kysymyksissä. Kansanliikkeen johtoon asettautuminen on poliitikolta tyhjää populismia kunnes tämä pystyy selvittämään, mikä on se mekanismi, jolla kansalaisten vaatimukset kanavoituivat poliittisiin puolueisiin.

Kansalaisen näkökulmasta eläkeiän korotuksen julkinen käsittely vain kasvatti poliittisen voimattomuuden tunnetta. Vaikka yksi kaikkien työntekijöiden elämään olennaisesti vaikuttava mutta kansalaisilta pimitetty päätös peruutettiin, mikään ei takaa, etteikö yhtä tärkeitä asioita jatkossakin junailtaisi suljettujen ovien takana ennen niiden julkistamista eduskunnan muodollisesti hyväksyttäviksi. Näinhän asiat on lumedemokratiassa totuttu hoitamaan.

Kyse ei ole niinkään pääministerin ja hallituksen harkitsemattomasta toiminnasta eläkeasiassa vaan siitä, että suomalainen järjestelmä antaa mahdollisuuden päätöksentekoon, jota ei voida pitää likimainkaan demokraattisena. Tämä romuttaa koko poliittisen vallankäytön oikeutusta. Kansalaiset tarvitsevat vakuutuksen siitä, että heillä on tarvittaessa valta puuttua heitä itseään koskeviin päätöksiin silloin, kun päätökset ovat huonosti perusteltuja tai ne on tehty ilman demokratiaan kuuluvaa avointa julkista keskustelua.

Mikä sitten on vaihtoehto? Kansanvaltaa lisäisi olennaisesti mahdollisuus kumota huonoksi koettuja lakeja kansanäänestyksellä. Samalla kansanäänestys parantaisi myös edustuksellisen demokratian oikeutusta. Hallituksen esittämä ja eduskunnan siunaama päätös olisi huomattavasti nykyistä helpompi hyväksyä, kun sen tietäisi olevan loppukädessä demokraattisen hyväksynnän varassa.

Pamfletissaan Opas suoraan demokratiaan Rolf Büchi kuvaa Sveitsin edustuksellista demokratiaa, jota täydennetään lukuisilla kansanäänestyksillä ja kansalaisaloitteilla. Sveitsissä kansanäänestyksiä järjestetään säännöllisesti kymmeniä vuosittain kunnan, kantonin ja liittovaltion tasolla. Äänestyksistä eivät päätä hallitus ja eduskunta vaan ne järjestetään kansalaisjärjestöjen ja -ryhmien kerättyä riittävän määrän nimiä aloitteeseen äänestyksen järjestämisestä. Samoin toimitaan kansalaisten omien lakialoitteiden kanssa: saatuaan aluksi tarpeeksi kannatusta ne etenevät valmisteluun ja päätyvät lopulta kansan äänestettäviksi.

Kyse suorassa demokratiassa ei ole edustuksellisten instituutioiden ohittamisesta vaan niiden kansanvaltaisesta valvonnasta ja lopulta myös tukemisesta. Kansanedustuslaitos valjastetaan aivan eri tavalla tukemaan demokratiaa kuin Suomessa, jossa äänestäjien tahtoa vastaan toimivia poliitikkoja ihaillaan vahvoina johtajina. Rolf Büchin mukaan tulokset Sveitsin suorasta demokratiasta ovat myönteisiä niin kansalaisten poliittisen osallistumisen, julkisen keskustelun kuin yleisen kansalaistyytyväisyyden ja yhteiskunnallisen vakaudenkin kannalta. Suomessa on korkea aika ottaa askelia kohti suoran demokraattisen osallistumisen muotoja.

(Suppeampi versio tästä kirjoituksesta julkaistiin Aamulehden mielipidepalstalla 30.3.2009.)

Jag ska egentligen inte skriva så mycket om själva händelsen. Det mesta är redan sagt. Se till exempel här och här. Jag ska dock lyfta fram vissa citat som jag tycker är underhållande. Wanja Lundby-Wedin säger bland annat såhär:

– “Eftersom vi äger AMF Pension tillsammans med Svenskt Näringsliv är det viktigt att styrelsen är enig. Det bygger på konsensus, vilket också innebär att man inte sitter och reserverar sig mot besluten hela tiden“.

Där har Wanja fundamentalt missuppfattat en styrelses roll. Jag har suttit med i ett flertal styrelser med miljonomsättning och reserverat mig emot många beslut genom åren. Konsensus är absolut inget självändamål. Om ett beslut bygger på konsensus så blir det nästan en tvekan för utomstående som läser mötesprotokollet om huruvida beslutet överhuvudtaget har diskuterats innan klubbning. Speciellt om beslutet är kontroversiellt. När man dessutom sitter på ett mandat så blir reservationsverktyget än mer viktigt.

Jag skulle vilja fråga Wanja hur hon ser på andra styrelser. Jag menar, ta vilket företag som helst. I alla börsnoterade företag så är det flera parter som tillsammans äger företaget och sitter i styrelsen. Är det lika viktigt med konsensus överallt, Wanja? Om inte, vad skiljer då AMF Pensions styrelse från andra styrelser i näringslivet?

Wanja säger även att:

– “Jag känner mig faktiskt lurad, även om jag är medveten om att jag som styrelsemedlem inte kan svära mig fri från ansvaret för avtalet“.

Behöver jag ens kommentera det här citatet? Kommentaren blir isåfall kort och gott; inkompetens! Det finns flera möjligheter att läsa sig till information som styrelseledamot. Först har vi möteshandlingarna som kommer ut innan mötet. Sedan har vi mötesprotokollet som kommer ut efter mötet. Sist, men inte minst så har vi årsredovisningen som ska gödkännas av alla styrelseledamöter innan den godkänns av årsmötet (bolagsstämman). Följdfrågan blir naturligtvis, är Wanja över huvudtaget läskunnig?

Förtroendet för Wanja verkar dock vara orubbat. Det känns ju skönt för mig. Ju mer inkompetens hos arbetarrörelsen, desto lättare match får Alliansen i nästa riksdagsval. Man ska inte glömma att Wanja även sitter med i Socialdemokraternas partistyrelse. Undrar vad hon har varit med och gödkänt där? Inköp av 15 st Jakobianare, kanske? “Jag känner mig lurad. Jag förstod inte förrän efteråt att vi skulle ha så många hundar”.

Tilläggas bör att Urban Bäckström, som jag tidigare har hyllat så mycket (se här), också känner sig överraskad över vad han har varit med och godkänt. Hur var det nu? Före detta riksbankschef, chefsekonom, företagare, VD.. just det så var det. Men möteshandlingar, protokoll och årsredovisningar blir för svårt även för den bäste.

Mange synes å mene at det ligger skjulte agendaer bak de siste årenes økte fokus på menneskeskapte klimaendringer. Bloggsfæren og debattfora på internett flommer over av ytringer om korrumperte klimaforskere eller grådige politikere som bruker klimasaken som skalkeskjul for å innføre avgifter. Det skrikes ut om klimahysteri, miljøfascisme og jeg vet ikke hva. Men hvilken side er det nå egentlig som har skjulte agendaer her? I en studie publisert i Environmental Politics (Jacques et al. 2008) konkluderes det med følgende:

• Miljøskeptisisme brukes systematisk av en økonomiske elite for å undergrave vitenskapelig funderte advarsler om miljøproblemer.
• Forestillingen om skeptikere som marginaliserte Davider som sloss mot Goliater (miljøbevegelsen og forskerne) mangler rot i virkeligheten, da skeptikerne selv støttes av pengesterke og politisk mektige tankesmier.

Studien tar for seg forholdet mellom det vi kan kalle miljøskeptikere (mennesker som benekter ektheten av miljøproblemer) og høyreorienterte tankesmier. Studien har undersøkt 141 engelskspråklige bøker hvor det eksplisitt ytres motforestillinger mot ektheten av miljøproblemer. I 92,2 % av tilfellene (130 bøker) kan bøkene knyttes opp mot høyreorienterte tankesmier, enten ved at forfatteren er formelt tilknyttet en høyreorientert tankesmie (62 bøker), ved at boken er gitt ut av en høyreorientert tankesmie (5 bøker), eller begge deler (63 bøker). I tillegg reflekterer de fleste av de 11 resterende bøkene en konservativ ideologi, selv om bøkene ikke direkte kan knyttes opp mot en tankesmie. Utrolige 29 av de 31 bøkene som er skrevet av en ikke-amerikaner kan knyttes opp mot en høyreorientert tankesmie.

Ifølge forfatterne av studien har anti-miljøholdninger i stor grad erstattet anti-kommunismens tidligere rolle som selvidentifiserende faktor for den konservative elite i USA. Sterke økonomiske og politiske interesser ser utvilsomt den økende miljøbevisstheten som en trussel, og har forstått at for å bekjempe økende miljøbevissthet må de angripe selve grunnlaget. Da må vitenskapen sås tvil om og forskerstanden må diskrediteres. Selv synes jeg det er skremmende og fryktelig trist å se hvordan bemerkelsesverdig like anti-miljøholdninger og ubegrunnet skepsis mot vitenskapen og forskerstanden har fått rotfeste i den norske befolkningen. Bloggere og nettdebattanter fungerer som nyttige idioter for spesielle interesser ved å støtte opp om en miljøskepsis som består av irrasjonelle fornektelser av realiteter. Og de gjør det uten en gang å få betalt for det!

Klimaforskerne er unisone i sine advarsler om menneskeskapte klimaendringer. Uten politisk handling vil konsekvensene av klimaendringene bli uoverskuelige. Og klimaproblemet er langt fra det eneste alvorlige miljøproblemet vi har å hanskes med. Er det ikke snart på tide å kaste den politisk motiverte og ikke-vitenskapelige miljøskepsisen på dynga?

Kilde:

Jacques, P. J., R. E. Dunlap, and M. Freeman. 2008. The organisation of denial: Conservative think tanks and environmental scepticism. Environmental Politics 17(3): 349 – 385.

Verdt å nevne: Et nesten likt innlegg er tidligere blitt publisert i min forrige blogg. Jeg har tatt meg den frihet å poste det på nytt her. Det skal ikke bli en vane, jeg lover..

Klimadebatten er over oss. FNs klimapanel, IPCC, har blitt kalt det største internasjonale vitenskapelige foretakende noensinne, sannsynligvis med rette. Gjennom FNs klimapanel har klimaforskerne maktet å tale med én stemme. Selv hører jeg til dem som mener FNs klimapanel i all vesentlighet representerer den vitenskapelige konsensus. Mange synes imidlertid å ikke være enig med meg i det. Et raskt dykk i de herlige ordvekslingene i diskusjonsfora på internett viser klart at global oppvarming er et omtvistet problem. Si ordet ”klimadebatt”, og mange tenker tydeligvis på vitenskapelig usikkerhet, naturlige variasjoner, politikere som trekker forhastede slutninger og kritiske forskere som ties i hjel. De ulærde strides, altså. Strides de lærde også?

I 2001 gikk nasjonale og regionale vitenskapsakademier i Storbritannia, Australia, Belgia, Brasil, Canada, det Karibiske Hav, Kina, Frankrike, Tyskland, India, Indonesia, Irland, Italia, Malaysia, New Zealand og Sverige sammen om en felles uttalelse om global oppvarming. De skriver rett ut:

“The work of the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) represents the consensus of the international scientific community on climate change science. We recognise IPCC as the world’s most reliable source of information on climate change and its causes, and we endorse its method of achieving this consensus.“

En lignende felles uttalelse ble gitt av vitenskapsakademiene i G8-nasjonene (Canada, Frankrike, Tyskland, Italia, Japan, Russland, Storbritannia og USA), samt Brasil, Kina og India, i 2005. Akademiene støtter klart FNs klimapanels hovedkonklusjoner. Sitat:

“There will always be uncertainty in understanding a system as complex as the world’s climate. However there is now strong evidence that significant global warming is occurring. (…) The scientific understanding of climate change is now sufficiently clear to justify nations taking prompt action. (…) We call on world leaders (…) to: Acknowledge that the threat of climate change is clear and increasing.“

Vitenskapsakademiene fra de samme landene, pluss Mexico og Sør-Afrika, gjentok i 2008 sine advarsler og sterke oppfordringer.

The Network of African Science Academies skrev i 2007:

“A consensus, based on current evidence, now exists within the global scientific community that human activities are the main source of climate change. (…) The IPCC should be congratulated for the contribution it has made to public understanding of the nexus that exists between energy, climate and sustainability.”

Verdens viktigste, for ikke å si alle, nasjonale vitenskapsakademier har tillit til FNs klimapanel og er enig i dets hovedkonklusjoner, med andre ord. Det finnes lassevis med eksempler på andre vitenskapelige institusjoner som eksplisitt gir uttrykk for samme oppfatning. The American Meteorological Society konkluderte i 2003:

“There is now clear evidence that the mean annual temperature at the Earth’s surface, averaged over the entire globe, has been increasing in the past 200 years. (…) Because human activities are contributing to climate change, we have a collective responsibility to develop and undertake carefully considered response actions.”

Det amerikanske Federal Climate Change Science Program, som ble opprettet av George W. Bush i 2002, skrev i 2008:

“It is well established through formal attribution studies that the global warming of the past 50 years is due primarily to human-induced increases in heat-trapping gases.“

Og hva sier vårt eget Meteorologiske institutt? På hjemmesiden sin skriver de (lastet 23. februar 2009)

“Det er for tiden mye diskusjon om årsakene til de klimavariasjonene vi hatt i tidligere tider, og om og hvorfor vi kan vente oss klimaendringer i det 21. århundret og videre fremover.

Meteorologisk institutts syn på disse spørsmålene er forankret i forskningsresultater som til enhver tid publiseres i vitenskaplige tidsskrifter med anonym kvalitetskontroll. Dette innebærer også at Meteorologisk institutt hovedsaklig stiller seg bak FNs klimapanels rapporter.“

Om man av en eller annen grunn ikke stoler på at de vitenskapelig institusjonene gjør en balansert vurdering av publisert forskning vil man kanskje bli beroliget av denne studien (Oreskes 2004). Den undersøkte et tilfeldig utvalg på 928 vitenskapelige artikler om klimaendringer og fant at 75 % av artiklene støttet synet om at mennesker har forårsaket mesteparten av oppvarmingen de siste 50 år. 25 % tok ikke standpunkt. Ingen (null!) av artiklene ga uttrykk for motstridende oppfatninger, verken eksplisitt eller implisitt. Det er verdt å merke seg at denne studien av vitenskapelig konsensus selv også er publisert i et vitenskapelig tidsskrift med kvalitetskontroll. Kritikk som er blitt framsatt mot studien er senere blitt trukket tilbake (les om det for eksempel her).

Som om ikke saken er klar nok fra før, kan jeg også raskt trekke fram Miljøjournalens uformelle spørreundersøkelse som viser at norske klimaforskere nesten uten unntak stiller seg bak FNs klimapanel. Verdt å nevne er også en omfattende internasjonal spørreundersøkelse utført ved University of Illinois at Chicago. Ifølge resultatene av undersøkelsen mener 97.4 % av forskere som jobber aktivt med klimaforskning at menneskelige aktiviteter har en betydelig påvirkning på globale temperaturer. Blant alle forskere (også inkludert dem som ikke jobber direkte med klimaforskning) var tallet 80 %.

La meg nå si at det at en påstand kommer fra en med autoritet (en lærd) ikke er noen garanti for at påstanden er sann. At kvinnen i gata stiller spørsmål ved autoritetene er sunt og viktig, også i klimadebatten. Men det går en grense et sted, og selvsagt må man lytte til eksperter når man beveger seg inn på et område hvor man selv har lite kunnskap. Spesielt gjelder det hvis advarslene kommer unisont fra et stort antall uavhengige eksperter. Derfor: Spørsmålet om de lærde strides, og hva de i så fall strides om, er relevant og viktig. Og konklusjonene er klare:

1. Alt som kan krype og gå av vitenskapelig institusjoner som arbeider direkte med klima har tillit til FNs klimapanel og støtter dets hovedkonklusjoner
2. Praktisk talt all publisert forskning støtter, eksplisitt eller implisitt, FNs klimapanels hovedkonklusjoner
3. Praktisk talt alle forskere som er aktive i klimaforskningen sier eksplisitt at de støtter FNs klimapanels hovedkonklusjoner

De lærde strides altså ikke, ikke i noen betydelig grad. Enigheten er overveldende. Påstander om at FNs klimapanel er forutinntatt eller inkompetent støttes ikke av fakta og framstår som lite annet enn tomme ord så lenge påstandene ikke underbygges av argumenter. Selvsagt kan det være en viss fare for at et individ kan overvurdere betydningen av sitt eget fag eller yrke. Det kan skje hvis individet har lav selvtillit, sårt trenger økt oppmerksom om faget sitt for ikke å miste inntekten sin, og sikkert av ørten andre grunner. Et individ kan selvsagt også bli blindet av egne følelser og politiske standpunkt. Men at tusenvis av forskere spredd rundt hele kloden farer med løgn og bedrag? At så utrolig mange høyt utdannede mennesker er så til de grader ute av stand til å holde følelser borte fra faget de er eksperter i? Det er fullstendig latterlig å tro at et slikt komplott eller kollektiv forblinding kan finne sted.

Virkelighetsflukt er sjelden noen god løsning på problemer, ei heller på klimaproblemet. Det vi trenger er handling.

Mietin tuossa aiemmin illalla, miksi sana monikulttuuri tökkii – etenkin silloin kun sitä käytetään Suomessa?

Tökkiminen johtuu siitä, että suomalaisittain monikulttuuri ja monikulttuurisuus on betonoitu monoliittiseksi monokulttuuriksi.

Suomalainen monikulttuuri on itse asiassa monokulttuuria.

Virallinen monikulttuuri ohjaa kansalaisia ymmärtämään käsitteen siten, että se pitää sisällään ns.suvaitsevaisuutta, hädänalaisuutta ja pakolaisuutta.

Todellisuudessa se pitää sisällään kansainvälisen järjestäytyneen rikollisuuden tukemista, ihmiskauppaa, korruptiota, sosiaaliturismia, turvaverkkoihin passiivisesti heittäytymistä, väestöräjähdyksen ja ilmastomuutoksen kiihdyttämistä, rumaa globalisaatiota, alkuperäiskansojen oikeuksien polkemista, ekspansiota, käännytystyötä, ankkurilapsia, ihmisarvon alentamista, naisten alistamista, yleistä alistamista, etnistä puhdistamista, uuskolonialismia ja yhteiskunnallista huba-haba-työtä – jopa uuden ajan orjuutta.

Se ei suvaitse kritiikkiä – poliittisesta epäkorrektiudesta nyt puhumattakaan. Se ei hyväksy tilastoja. Se ei tunne totuutta. Se polkee kaiken samaan muottiin.

Se on uusdeedeeärräläinen versio Kekkoslovakiasta. Ummehtunut ja pistävä hajumuisto 1970-luvun konsensuksesta, kekkoslaisuudesta, YYA-sopimuksesta, taistolaisuudesta, pysähtyneisyyden ajasta ja suomettumisesta.

Viralliselle monikultturille ei ole edes olemassa saksalaista myyntijohtajaa, norjalaista tutkijaa, kalifornialaista kahvilayrittäjää eikä – missään nimessä – kristittyä valkoista afrikkalaista yrittäjänaista.

Pahimmillaan se tulee esiin ns. äärioikeistoa kosiskelevan vihreän tilastotutkijan uuskolonialistissa puheissa – hän kun haluaa hakea kehitysmaista – testien – kautta älykkäimmät ja parhaimmin koulutetut yksilöt. Viis veisaamatta noiden kehitysmaiden tilanteesta tai intresseistä omaa intelligentsiaan ja tulevaisuuttaan kohtaan.

Monikulttuuri pitää sisällään – vain ja ainoastaan – alistetun kotiäidin, työttömän maahanmuuttajan, kiihkosaarnaajan, vasemmistolaisen tutkijan ja yhteiskunnallista – toisarvoista työtä tekevän – alipalkatun (huutavaa työvoimaa paikkaavan) uuden ajan orjan.

Tätä on suomalainen monokulttuurinen monikulttuuri.

• kritik af On Organization af Tom Wetzel

I denne tekst, kritiserer anarko-syndikalisten Tom Wetzel konsensus-organisering og en del af hans kritikpunkter er reelle nok.

Men hans syn på organisering – og hans menneskesyn i det hele taget – er så grundlæggende uforeneligt med mine praktiske erfaringer og så selvmodsigende at jeg bliver nødt til at lave en grundig kritik af hans synspunkter:

Han ligger ud med at kritiserer konsensus, som en proces, der er meget uformel uden overblik og rationelt forløb, så “beslutninger bliver truffet ved at have en ustruktureret diskussion indtil der nås konsensus”. Han mener konsensus fejler fordi, den giver grobund for hierarkier gennem et proces, da denne proces “har ingen klar definition af ansvarsområder og ingen udpegning af individer der kan gennemføre vigtige opgaver, gør det mere besværligt for medlemmerne at kontrollere hvad der foregår”

Jeg har bare andre erfaringer med konsensus, hvor Wetzels ovennævnte karateristik ikke klinger genkendelig.

En effektiv konsensus-proces er for mig, meget organiseret, fremstår med klare punkter til diskussion, opstilling af argumenter og dermed overblik.

I øvrigt, er jeg ikke et sekund enig i, at en konsensus-proces forudsætter at ingen har særlige opgaver i forbindelse med processen, eller at der ikke bliver taget referat eller andre skriftlige redegørelse på i processen.

Jeg er f.eks. enig med Wetzel i, at det kan være smart at deltagerne i et møde, som udgangspunkt vælger nogle der har særlige opgaver i forbindelse med processen, såsom referant og blackboard-optegner, men mener ikke at dette hindrer en konsensus-proces!

Som jeg før har sagt, forudsætter effektiv konsensus derimod at alle har det samlede overblik, gerne ved at én person har den opgave løbende at skrive diskussionspunkter, hovedpunkter i argumentation og evt. nøgle-stridspunkter om et givent emne, overskueligt op, hvor alle kan se det, på et blackboard el. lign.

Når alle har “det store overblik” er processen også alles ansvar, i modsætning til Weztels alternative model, hvor deltagerne udpeger “ansvaret for at koncentrere på sådanne ting som agenda og en orden af talere til én person, mens resten af os er frie til at koncentrerer os om, hvad der bliver sagt”. Min erfaring er derimod, at diskussionen mere eller mindre lammes fordi den enkelte deltager kun kan huske så og så mange argumenter og har tendens til at tage udgangspunkt i hvad der lige er blevet sagt, fremfor at fokuserer sit bidrag på den overordnede diskussion.

Min anden erfaring med en sådan møde-ansvarlig-model er den ufrugtbare situation, som Wetzel selv bemærker: “Selvfølgelig kan det ske, at en udpeget er manipulerende og favoriserer en bestemt “side” i tilfælde af stridspunkter.”

Min indvending er, at dette uundgåeligt vil ske, fordi intet mennesker deltager i et møde uden at have egne holdninger til diskussion og at denne holdning altid vil skinne igennem, deres ansvar for andre individers holdninger til trods.

Wetzels løsning på en sådan situation er fuldstændig uholdbar: “I sådan en situation ville det være passende, at man foretager en udskiftning af den udvalgte”. Ja, måske i et ideelt univers, hvor mennesker per se er homo economico, det vil sige altid rationel. I en diskussion, hvor der er masser af holdninger på spild, giver udpegning af en ansvarlig, mere grobund for uformelle hierarkier/formelle hierarkier, end en flad konsensus-struktur!

Hvis deltagerne er ansvarlige nok til at anerkende én enkelt persons magtmisbrug, er min indvending, at de ligeså vel vil være i stand til at gribe ind overfor andre individuelle, manipulerende indslag.

Problemet i Wetzels model, er at man i stedet for at skulle gribe ind overfor én enkelt persons magtmisbrug, skal gå i mod hele den gruppe som den møde-ansvarlige favoriserer og dermed tage kampen om mod en favoriseret, priviligeret gruppe, der som udgangspunkt har mere magt/en bedre position i forløbet end de andre deltagere:

Magt korrumperer og selvom lidt magt måske kun korrumperer lidt, er det stadig nok til at fremmedgøre individerne fra en beslutningsproces!

Wetzel anerkender selv, at individer i en beslutningsproces, kan handle meget ansvarligt for processen, f.eks. hvis der er stor uenighed: “Når det står klart i en diskussion over et forslag, at medlemmerne er tæt adskilte og har stærke følelser omkring emnet, vil der højst sandsynligt blive gjort en indsats et forslag der  udjævner indvendingerne”. Min indvending her, er at dette “højst sandsynlig”e tiltag, kun vil forekomme, hvis alle har ansvar for processen.

Wetzel skifter på den måde selvmodsigende frem og tilbage mellem at betragte individerne i en proces som manipulerende, overtrumfende, selvretfærdige personer til at være sociale, ansvarsfulde og rationelle. Hele hans argumentation mod konsensus-modellen som værende forstærkende for den førstnævnte tendens hos individer, falder således sammen, når han indrømmer at hullerne i hans egen model skal lappes med tiltroen på den sidstnævnte kvalitet hos deltagerne i en beslutningsproces.

Hans argumentation bliver et spørgsmål om et hullet menneskesyn, hvor der på usystematisk måde skal skiftes mellem at antage social ansvarlighed på den ene side og selvhævdende, magtbegærlig enspænder på den anden side, for at få hans formel til at gå op!

Endnu engang fejler det anarko-syndikalistiske menneskesyn i at anerkende individets forskellige kvaliteter og ved at nægte en realitet, hvor individet – uden at blive krænket af gruppen eller opgive sin suverænitet – kan fungerer i samspil med andre mennesker. Og det er da også denne besynderlige forudindtagelse, Wetzel opstiller forholdsregler imod, gennem formaningen, “Siden majoriteten har retten til at kontrollere deres egen organisation, må individerne føre dem selv til at respektere denne majoritetens ret” da “medlemmernes majoritets kontrol er det modsatte af hierarki”.

At se det selvsikre og selvbevidste individ som en trussel mod fællesskabet, i stedet for drivkraften bag et frit fællesskab er ikke frugtbart for udviklingen af et samfund med mest mulig frihed til alle de individer der udgør et fællesskab!!!

Men som altid, kan man aldrig præcist få udpeget, hvem fanden denne “majoritet” er siden den ikke udgøres af selvbevidste individer, men snarere trues af disse!

Indtil jeg har set det regnestykke, der kan påvise anarko-syndikalisternes frihed kan opnås uden bevidste individer, tror jeg bare jeg forbliver ved mine praktiske erfaringer og observationer, der åbenbart gør én til det sorte får i den uldne flok-mentalitet, hvor alle kun kan bræge for eller imod!

]]> http://rakf.wordpress.com/2008/09/17/konsensus-%e2%80%93-try-this-at-home/ Wed, 17 Sep 2008 15:18:00 +0000 fjæsløs http://rakf.wordpress.com/2008/09/17/konsensus-%e2%80%93-try-this-at-home/

I den anarkistiske begrebsverden er konsensus vitalt: Det ligger strøet ud i flæng i vores tekster – det ved jeg, fordi jeg selv personligt har plantet det mange steder – men modsat andre praktiske anarkistiske begreber som revolution, frihed, solidaritet og direkte aktion, er konsensus ikke et begreb der forklares særlig grundigt og det til trods for, at det dækker over netop dén anarkistiske praksis, der er allernemmest at gå til.

Konsensus er ikke bare et smart begreb, men en grundlæggende praksis for effektiv anarkistisk organisering.

Dette er en praktisk guide til konsensus baseret på mine egne, efterhånden talrige, erfaringer med netop denne type organisering og formålet er, at alle får forudsætning for både at forstå anarkistisk organisering og vores tekster, men også selv at kunne gå mere direkte ind i eller selv tage initiativ til at organiserer sig anarkistisk!

• TEORI

Konsensus, kommer af det latinske con’sensus der betyder overensstemmelse, og bruges synonymt med samtykke, som f.eks. det engelske begreb consent.

Det er vigtigt at understrege, at konsensus ikke betyder enighed! Konsensus er en organisering gør det muligt både udfra et enigt eller uenigt synspunkt at nå frem til fælles aftaler og på den måde skabe social organisering der bevarer individuelle meninger og integritet/unikhed.

Nogle sætter konsensus synonymt med direkte demokrati, men det er efterhånden en smagssag udfra om man betegner anarkisme som anti-demokratisk eller ægte demokratisk.

Konsensus er altså fundamentet for den frie, sociale organisering der udbredt til et helt samfund, kaldes anarki.

• ERFARINGER

“Does anybody have disconsent?” var det evindelige spørgsmål til et internationalt møde, jeg deltog i i weekenden. Målet for mødet var konsensusbeslutninger og det var derfor organiseret udfra konsensus, men et eller andet sted knækkede filmen og jeg sad tilbage med en underlig følelse:

Over én smøg i pausen stod det klart for mig, at der er en forskel på anarkistisk konsensus og anden konsensus: De fleste praktiserer konsensus i deres daglige liv allerede i dag, uden at være hverken organisations-teoretikere eller anarkister: Blandt venner, i parforhold, i studie- og arbejdsgrupper og ofte mellem 2 mennesker der skal nå frem til noget gensidigt.

Anarkisternes indvending er hér – som altid – at der mangler den afgørende bevidsthed!

Den første afgørende basis for anarkistisk konsensus, er altså bevidstheden om, at man selv er et individ i et samfund af magtsstrukturer og sociale hierarkier og man må både gøre klart op med sig selv, at der er forudsætninger, baggrund og interesser omkring én, der står i modsætning til frigørelse. Man må også gøre sig klart hvilket social position man har i forhold til andre, f.eks. køns- og aldersfordelingen blandt individerne i en beslutningsproces.

For at konsensus kan fungerer anarkistisk skal den fokusere på indholdet og ikke deltagernes personlighed eller roller i en beslutningsproces: Hvis ens køn eller seksuelle rolle spiller ind i diskussionen i parforholdet eller med vennerne; hvis alderen, de personlige forbindelser og alliancer spiller ind i studie- eller arbejdsgruppen, eller chefens stilling spiller ind i beslutningsprocessen er det strengt taget ikke konsensus!

• KONSENSUS i PRAKSIS

Når man har skabt en atmosfære, hvor alle kun afspejler deres udtrykte holdninger og ikke deres øvrige samfundsposition, kan man begynde at snakke om konsensus.

Hvorfor havde jeg en følelse af, at mødet ikke var “rigtig” konsensus? For det første var der en ordstyrer, hvis rolle det var at resummere beslutningsforslag og argumentation og udspørge konsensus:

Jeg blev klart bekræftet i, at en “leder-” eller “styrer-rolle” sløvede processen drastisk: Når man har en følelse af arbejdsdeling bliver man fremmedgjort og passiv og venter på at andre tager initiativ til dynamik, fordi de har påtaget sig den rolle!

Det er vigtigt at man bevarer konsensusorganiseringen helt fri fra roller og positioner og derfor heller ikke skaber dem!!!

Det kan undgås ved, at alle har et ansvar for processen og f.eks. efter mange gensidige bekræftelser og gentagelser, selv tager initiativ til at gennemføre en konsensusbeslutning.

Min erfaring er, at det gøres nemmest ved at alle har “det store overblik” over diskussions-/forhandlingsforløbet, ved at de vigtigste punkter i processen bliver skrevet op, hvor alle kan se dem: Så skaber man også forståelse for, at udsagn og argumenter er vigtigere end personers baggrund! Alt hvad der forbliver usagt er ligegyldigt og man snakker kun udfra sig selv, dvs. man bør ikke gennempresse punkter og synspunkter som ingen direkte repræsenterer!

Det fører mig videre til, at den anarkistiske opfattelse af, at den der ikke reagerer accepterer får stor betydning for et effektivt forløb: Det bliver det afgørende skel mellem at skabe en demokratisk proces og en konsensusproces. Det er vigtigt at man ikke handler i blokke og grupper og det forhindres bedst ved, at man efter et udsagn eller foreslag kun spørger om der er nogen der er imod!

Hvis man begynder at danne grupper af tilhængere og modstandere ved f.eks. både at spørge hvem der er for og hvem der imod, så underminerer det individets handlefelt og selvforståelse i processen! Det kan virke lidt hårdt, men når individet får frihed i processen, har det også ansvar for processen og man må derfor kontant gå ud fra, at dem der ikke siger eller indvender noget, ikke har noget at sige eller indvende! På den måde undgår man også repræsentation og formynderi.

Og husk nu: Det vigtigste er ikke at prædke enighed og overbevise alle om ens synspunkter, men at få beslutninger og aftaler gennemført så man kan handle i fællesskab: Det handler om samtykke – ikke om enighed og der findes ligeså mange idéer og bevæggrunde som der findes individer: Det vigtigste er ikke hvad man hver for sig ER, men hvad man i fællesskab VIL!

Hvis man i fællesskab vil ANARKI har man alle de bedste forudsætninger for at skabe anarkistisk konsensus allerede nu!!!

• KRITIK

Som ved al anden anarkistisk praksis og teori er der en masse standard-indvendinger mod konsensus: En af de mest hårdnakkede kritikpunkter er, at konsensus-beslutninger tager for lang tid.

Til det, kan jeg kun svare: Ja, konsensus tager tid, men det er en kvalitativ process, dvs. at de beslutninger der bliver taget er måske få, men bedre. Det bedste ved konsensusbeslutninger er, at ingen få trukket noget ned over hovedet og som med alt andet, bliver alt gjort bedre og mere engageret hvis den enkelte selv føler at de er involverede og selv har formet en beslutning.

En anden kritik om, går på, at konsensus skaber uformelle hierarkier, med andre ord, at processen domineres af “stærke” individer, der ved hvad de vil på forhånd og derfor har mulighed for at gennemtrumfe deres synspunkter. Det kan ikke udelukkes at det sker, men her skal der ligges vægt på, at ligesom med anarkiet selv, skal konsensus kun afvikles frivilligt med mennesker der inderligt ønsker at deltage.

For at bryde isen, kan man evt. danne basisgrupper, hvis man er rigtig mange mennesker, for det er nemmere at komme til orde i små grupper og det kan også føles mere “sikkert” at sige noget blandt færre mennesker. Basisgrupper er som sagt bedst hvis man enten er mange mennesker der ikke kender hinanden, eller hvis emnet til diskussion er meget omfattende.

Skriv jeres egne erfaringer ned og spred ordet – og ved at dele denne korte intro håber jeg nu, at vi er et skridt nærmere at udbrede anarkistiske praksisser hele vejen!

NB.: Som en sidste ting: Jeg har meget dårlig erfaringer med et udbredt møde-fænomen på venstrefløjen der kaldes “happy fingers” (?) hvor folk vifter rundt med hænderne hvis de er enige i et udsagn. Oprindeligt, var det vist opfundet i god mening om at undgå gentagelser og enigheds-udsagn:

Min oplevelse er, at det netop er med til at skabe “for” og “imod” fløje og svække den enkeltes selvforståelse, når der pludselig kollektivt dømmes, mens man snakker: På den måde kan gode indvendiger pludselig forsvinder pga. tilsyneladende manglende opbakning, hvor der måske er tale om en misforståelse!

For mig er konsensus en udviklende og styrkende proces, der både skaber stærke beslutninger, organiseringer OG individer: Det er en bred målsætning der tager tid, men som virkelig virker!

]]> http://tediaurig.wordpress.com/2008/08/10/pancasila-sebagai-ijma%e2%80%99-umat/ Sun, 10 Aug 2008 08:17:40 +0000 tediaurig http://tediaurig.wordpress.com/2008/08/10/pancasila-sebagai-ijma%e2%80%99-umat/ http://pkab.wordpress.com/2008/07/01/pengalaman-menuju-setu-babakan/ Tue, 01 Jul 2008 02:56:25 +0000 pkab http://pkab.wordpress.com/2008/07/01/pengalaman-menuju-setu-babakan/