Serbian President Boris Tadic said Serbia would never recognize the agreement on the demarcation of Macedonian-Kosovo border. Tadic noted the issue on keeping Serbia’s stability is connected straightly to the demarcation of the border and added that he has been convinced by Macedonian President Gjorge Ivanov the document, signed between Serbia and Macedonia is still in force. Tadic pointed that the decision of the International Court on one-side announced Kosovo independence, expected in the next month, would be very important for Macedonia as well.

Kosovo/Macedonia border crossing, 2009.

This odd little photo is a reminder of my border crossing into Kosovo (Kosovë) on 7 April, 2009. It is a little askew because I took this photo surreptitiously with my iPhone in the buffer zone between the Macedonia border checkpoint and the Kosovo checkpoint. Usually photos are “not encouraged” at border crossings, but I wanted a memento.

I had not prearranged an excursion into Kosovo for this European trip, but had hoped to arrange something while I was in Skopje (Macedonia). I have an interest in this area and its history, and AMPP is beginning to assemble stories of Christian work in Muslim areas (as well as Hindu cultures). Cultures that are unfriendly toward Christianity, I believe, will greatly influence Christian mission work in this century and this cultural/religious interaction needs to be explored.

While in Skopje, I asked my contacts there if they knew people in Kosovo who would be willing to share the story of their work. They put me in contact with some missionaries who were working in Priština. However, I had to go it alone for this excursion. So, early Tuesday morning I was picked up by a taxi at my hotel in Skopje and dropped of 40 minutes later at the border crossing. My contact, whom I had never met, was to pick me up once I made it through the Kosovo border checkpoint and drive me to Priština.

I took the above photo because I knew the history of the thousands of ethnic Albanians who fled from Serbian forces ten years prior to my crossing. 10,000 never made it to safety in Albania or Macedonia. After entering into Kosovo I found that evidence of the war is not so easy to discover with the rebuilding of the homes and infrastructure over the last ten years. It is much easier to find it in the voices of the Albanians who returned to Kosovo after the war.

While standing at the midpoint of the barbed-wire entangled bridge that spans the Ibar River to join the two halves of of Mitrovicë, I asked my driver/guide when he thought that the U.N. peace-keepers would be able to leave. He turned to look me in the eye as he said, “Never. If the U.N. leaves there will be war.” At present there is a great opportunity for mission work in this Muslim country because of the great gratitude the Albanians feel toward the U.S.A. for bringing an end to the atrocities that defined the 1998-1999 war. Will this amity endure? Not likely.

The ROM with its new addition: a building of beauty or among the world's ugliest?

TORONTO, the city that wants so badly to be considered world class, was dealt a bit of a blow in that quest the other day.

The website www.virtualtourist.com put the city’s Royal Ontario Museum on its list of world’s ugliest buildings.

The ROM opened a new addition two years ago. The Daniel Libeskind-designed aluminum and glass structure, which shoots out in sharp angles, contrasts sharply with the existing museum.

This architectural contrast is the primary reason virtualtourist.com gave for ranking the ROM the eighth ugliest building in the world (it beat out only a library in Kosovo and some yet-to-be built hotel in North Korea on the Top 10 list):

“What I.M. Pei’s pyramid is to the Louvre, so is the relatively new Michael Lee-Chin Crystal to the Royal Ontario Museum. While many praise the glass structure, just as many are troubled by the incongruity to the original, more traditional museum that still sits directly beside it.”

Some readers on the Toronto Star’s website concurred.

“It’s like sticking Godzilla’s head onto Pam Anderson’s body,” is how one commenter described it. (I’m not sure Pamela Anderson could ever be considered an apt analogy for a museum/heritage building – an inflatable bouncy castle, maybe – but I think I get his point.)

Well, beauty is in the eye of the beholder. There are just as many, like me for one, who think the ROM addition is a striking architectural achievement worth celebrating. And if the new building is being likened to the Louvre pyramid, that’s good company to be in.

For too long Toronto has been plagued by boring, ugly, conservative architecture. Thankfully times are changing and the ROM addition is one of many projects cropping up around town that take some chances, architecturally speaking.

The folks at virtualtourist.com should be real tourists and come check it all out.

ryan@roadtostarrdom.com

El director de la oficina en Madrid del Consejo Europeo sobre Relaciones Exteriores, José Ignacio Torreblanca, considera que la Presidencia de la Unión Europea no obligará a España, “técnicamente”, a reconocer la independencia de Kosovo, ya que ésta es “una prerrogativa individual de cada Estado miembro”, pero estima que, políticamente y a “largo plazo”, el Gobierno español deberá hacerlo, ya que Serbia y Kosovo acabarán por integrarse en la UE y el “marco de convivencia europea” contribuirá a solucionar el conflicto.

“España puede desempeñar la Presidencia europea sin este reconocimiento desde el punto de vista técnico”, ya que “el reconocimiento es una prerrogativa individual de cada Estado miembro y la Unión Europea, como tal, no es la que reconoce o deja de reconocer a Kosovo”, afirmó Torreblanca en declaraciones a Radio Nacional de España.

No obstante, “desde el punto de vista político, quizá sea algo más difícil representar a todos los demás socios cuando es minoritario en ese ámbito, en esa posición”, advirtió.

En este sentido, Torreblanca, profesor del Departamento de Ciencia Política y de la Administración de la UNED indicó que “inevitablemente, a largo plazo tendrá que hacerlo, también España fue el único país en reconocer a Israel en el ámbito de la Unión Europea”, explicó “Habrá un momento en que los hechos serán tan consumados” que lo hagan inevitable, prosiguió.

Aparte, “lo que esperamos, y en eso también el Gobierno español está convencido, es que tanto Serbia como Kosovo tienen un horizonte europeo”, explicó. “En algún momento esos dos países, de forma separada, se integrarán conjuntamente en la Unión Europa” y, en ese caso, es de esperar que “el marco de convivencia europea sea suficiente para forzar la solución de ese conflicto”, agregó.

Extraído de Libertad Digital.

VILD MED DANS OG FODBOLD MEDENS EUROPA GÅR UNDER PÅNY

Internationalismen er en ideologi helt på linie med alle andre tidligere ideologier, der alle er brudt sammen eller blevet uskadeligjort enten på grund af mange konkurrerende ideologier, eller hvor ideologien var enerådende senest når toppen brændte ud (DDR), og her forudsat at folk tog sig sammen og sagde højlydt fra i tide. Liberalisme, International Socialisme, Nationalsocialismen, Islamisme, Kommunisme og flere andre har al det vigtigste tilfælles: Verdensopskriften, magtsamlingen og passiviseringen eller fjernelse af alle anderledes tænkende. I dag er internationalismen enerådende. I perioder hvor flere ideologier har stor og vidt favnende udbredelse blandt de verdsligt troende går det i grunden meget godt. Så holder trossystemerne hinanden i skak. Derimod når én eller blot to ideologier er rådende går det mod enden.

Når de gamle kendinge liberalisme og socialisme kan forenes i EU med oliehandelen som løftestang i stedet for at de ansvarlige klarer de sure forpligtelser til at få Europa tilpasset den internationale konkurrence, så er Islamismen i Europa simpelthen nøglen til magtsamlingen her over noget, der er blevet kaldt Ny-merkantilisme.

Den oprindelige Merkantilisme er ridset op i hovedtræk : Her

Islamismen er prisen for oliehandelens økonomiske løftestang over Euro for den almægtige EU-top. Den uddeler derefter med planøkonomisk, mild hånd til målgrupperne, der netop sikrer og konsoliderer samme top, hvor den naturgivne konkurrences uskyldige, upersonlige og usynlige hånd i stedet skulle have rådet, hvis borgerne havde betydet noget centralt.

Kapitalisme i ordets gængse betydning er absolut ingen ideologi, men et ord – ikke et begreb, snarere en betegnelse, der er opfundet af Karl Marx eller hans storinspirator Albert Pike til karakteristik af de samfund, som forfatterne selv levede i. Ikke et ord om, at netop det deraf afledte ikke-kapitalistiske system beslaglægger eller forbruger og bortøder langt mere kapital pr. produceret og pr. afsat enhed. Man annammede blindt sprogbrugen fra top til bund, her smædeordet, og så var toget kørt: Frit efter Confutze 200 f.v.t: Antager du fjendens sprogbrug har du allerede tabt.

I takt det nye Europas opbygning (Neuropa II) nedfælles og besluttes vore fremtidige rettigheder som borgere i ny lovgivning til erstatning for den lovgivning vi forud har i vore nationale lovgivningerne, hvor bestemmelserne samtidig tages ud pr. automatik efter principperne samlet i: Acquis Communitaire-doktrinen (jf. Bernard Connolly)1). Nu også med en sminket grundlov kaldet Lissabon Traktaten.

Alt peger på folk ikke tager sig sammen denne gang. Uden en folkelig front mod det værste, der starter med løgnene, kommer vi ingen vegne. Landet vil så gå tabt, inden dine små børn bliver voksne, hvis det fortsætter cirka som nu. Dette er ikke noget man kan stole på eller lade være at stole på; det er såmænd ren matematik. Danskerne og andre europæiske nationers folk skal turde at ofre lidt af deres sikkerhed, ellers kommer der ingen mærkbare ændringer i den lagte dødssejler-kurs, vurderer vi herfra.

Hvordan kunne det gå til?

De som skulle er fortabte i smertefri fordummelse og angst: http://danmark.wordpress.com/dansk-velfærds-historie/ :

“…Skolesystemet har sørget for, at de er åndeligt rodløse. Afskåret fra den rigdom og erfaring, der f.eks. ligger i historien. Og uden et reelt verdensbillede. Alt står hen i flimmer. Gennem hele deres skolegang er de blevet grundigt snydt og bedraget. Men det opdager de ikke. De er logisk udelukkede fra at vide, hvad det er, de ikke ved. At gøre dem opmærksom på deres totale uvidenhed er næsten lige så meningsløst som at forklare en farveblind om farverne, han kan jo alligevel ikke se dem.

Men den uvidenhed, vore unge (to generationer) er blevet påført, er væsentlig mere ondartet end manglende evne til at skelne farverne. I Georg Orwells roman ”1984” lyder et af slagordene i den gode stat: ”Uvidenhed er styrke”. At uvidenhed er styrke, det er en sandhed, som totalitære regimer altid har baseret deres magt på. De kliker, som i vort land har sat fordummelsen i værk, ved naturligvis også, hvad den skal bruges til.

De ved, at hvis man vil ødelægge et folk, skal man begynde med at tage historien fra dem. Historien er grundlaget for folkets nationale identitet. Ja, der er endog dem, der hævder, at et folk uden historie slet ikke er noget folk. Generationer, der systematisk er gjort historieløse, kan derfor let ende med at blive fædrelandsløse. Men det indgår også i beregningerne. Processen tilstræber at forme det nye menneske, uden national bevidsthed, uden religion, uden historiske rødder, uden traditioner. Det udhulede menneske, for hvem alt er ligegyldigt. Fædrelandet skal skrottes og erstattes med den gode sociale stat. Folket skal kues til blot at være en ”befolkning”. Et tilfældigt sammenskrab. En grå lunken grød.

At være et folk betyder at have ansvar. Pligten til at overtage, bevare og videregive den fælles arv. Pligten til om nødvendigt at forsvare nationen med ild og jern og livet som indsats. Uden et folk ingen nation. Uden nation intet folk.

En ”befolkning” er nøjagtig det modsatte. ”Befolkningen” har kun bistandsloven og den sociale tryghed at være fælles om. Ligesom alummerne er fælles om asylet.

I den gode stat er der ingen mening eller mål med noget. Intet der er værd at risikere livet for. Og livet er heller ikke værdigt at risikere. Her gælder det blot om at hytte sit skind og rage til sig. Hvad kan jeg få gratis? Hvad er jeg i min ret til at få? Saml fødderne og stik hånden fladt frem og se lidt forurettet ud: Man gør klogest i at kende paragrafferne. Ellers deltager man nemlig ikke i lodtrækningen. Og så skal man i øvrigt beskytte sit dyrebare privatliv. ”Hvad er der i fjernsynet i aften?”. Bhaa, det sædvanlige. ”Skal vi ikke snart spise? Jeg keder mig”. ”Hvem har hugget mit nye pornoblad? Det finder jeg mig ikke i. nu er det nok”. ”Æv, hvor er det surt alt sammen. Jeg føler mig så tom og klam. Jeg gider ikke. Gid jeg kunne vinde i lotto”. ”Men vi har det jo trygt og godt i lille Danmark”.

En sådan befolkning, der er spændt solidt fast i velfærdsstatens åndelige jernlunge, er nem at styre og modtagelig for den sødladne totalitære ideologi, der lokker med stadig mere tryghed og nemme løsninger på alle tilværelsens genvordigheder. Det er, hvad man forstår ved slagordet: ”Uvidenhed er styrke”…”

http://danmark.wordpress.com/2008/04/13/adfærdsvanskelige-og-psykisk-syge-sluger-skolebudgetterne/ :

“…I lang tid undrede det os, at vi ofte mødte undervisningspligtige børn rundt om på gader og for eksempel på skovstierne om formiddagen. Det undrer os ikke længere. Vi er så heldige, at vi har et par skolelærere på nært hold, der nu har valgt at tage bladet fra munden og fortælle os sandheden om, hvad der sker, selvom det længe krævede overvindelse; og det er da til at forstå.

Børnene gider ikke have undervisning, og når de ikke gider, går læreren med dem i skoven, eller de tager en tur i byen. Der er ingen pligter længere; de tilsidesættes i hvert fald. Går vi til det næste trin, som følges af næsten halvdelen af alle undervisningspligtige, som vi vel ynder at fastholde det, så er valgfriheden med hensyn for eksempel fag i gymnasiet nu sådan, at der kan tildeles 200 forskellige studentereksaminer. Valgfriheden førte til værdiløshed.

Jeg skylder at oplyse at børnene og de unge er aldeles uden skyld i det, der sker.

Vold og mobning af en hidtil uset grovhed florerer frit i de danske skoler. Voldtægt, grov vold, pengeafpresning og psykisk tortur er i dag ikke ualmindelige foreteelser i en dansk skole. Børn og unge føler sig mange gange magtesløse over for de kriminelle overgreb. Foretages de uhyggelige overgreb eksempelvis af elever, for hvem sådanne forbrydelser er en naturlig del af den kulturelle baggrund, anklager lærerne med glæde voldsofret for selv at være problemet – fordi den pågældende elev ved sit nødråb forsøger at modarbejde voldsforbryderens (voldsforbrydernes) naturlige udfoldelsesmuligheder.

Princippet startede i nyere europæisk tid på dansk jord under den famøse Ritt Bjerregaard, der ikke selv kunne optages på Christianshavns Gymnasium, fordi hun havde et for lavt gennemsnit til Mellemskoleeksamen. I faget historie kunne hun til Mellemskoleeksamen ikke svare på, hvad skæbnesvangert, der ramte Danmark i 1864. Resultat: “Kunne vi ikke blive lige kloge, så kunne vi i hvert fald blive lige dumme, for lige skulle vi være”. Det var hvad hendes og Haarders enhedsskole gik ud på. Intet andet i internationalens og liberalens skønne forening. Ja, det hele fortsatte såmænd i samme gænge under Bertel Haarder fra 1982 i det nære samfunds navn. Og nu igen fra 2005 med nye tvetungede proklamationer fra samme, medens hele gundlaget ramler efter planen…”

Vi opfatter forholdene, der tilspidses dag for dag, som en trussel mod det danske folk og vore børn. Uden en massiv hjemsendelse, der i grunden kan koste, hvad den vil, vil landet forgå. Ved blot at betragte alternativet, som kører allerede, kan vi regne med mere end 150 mia. kr. årligt indtil nu, milliarder der tilmed belaster produktionen og hæmmer beskæftigelsen endnu mere og simpelthen inddæmmer den samlede afsætnings- forbrugs- og forsorgsmulighed i fremtiden. Men alligevel: DEN ØKONOMISKE OMKOSTNING ER MULIGVIS DEN MINDSTE

1) “Allerede fra de første forberedelser til Romtraktaten argumenterede Jean Monnet ihærdigt for at nationalstaterne skulle overlade magt til en gradvis opbygning af en enhed og en samling af den effektive bureaukratiske elite i Europas lande, så at man skabte et kraftfelt, hvor en union ikke længere kunne stoppes. Overgivningen af magt skulle begynde med relativt ukontroversielle økonomiske funktioner og stålproduktionen for på den måde at mindske uroen for at den nationale suverænitet blev nedbrudt. Man skulle se til at magten ikke skulle kunne føres tilbage igen. Dette garanteredes gennem traktatdoktrinen “acquis communitaire”, som sikrede, at al magt, som overførtes til EU´s samfundsinstitutioner, gjordes til permanent EU-lov, mens man samtidigt strøg den i medlemslandenes nationale lovsamlinger.”

Postado por

Luiz Albuquerque

Lutte contre le terrorisme international, retour annoncé de la France dans les instances militaires, arrivée de Barack Obama… L’OTAN doit aujourd’hui faire face à de nouveaux défis. État des lieux.

Privée de sa raison d’être après la mort de son frère ennemi, le pacte de Varsovie, l’OTAN a pourtant survécu. On peut même dire qu’à l’heure de son 60e anniversaire, l’organisation se porte bien, à en juger par l’attirance qu’elle exerce sur plusieurs États de l’ex-URSS. De quinze, ses membres sont passés à vingt-six, et bientôt à vingt-huit, peut-être même à trente si elle intègre la Géorgie et l’Ukraine.

Légitimée par cet élargissement, l’OTAN s’est aujourd’hui donné de nouvelles missions : il ne s’agit plus seulement de défendre l’Europe, mais d’œuvrer plus largement à la sécurité du monde occidental. Un objectif affirmé depuis que l’organisation s’est lancée dans la guerre contre le terrorisme international et la prolifération nucléaire.

Mais qui définit les menaces ? Faut-il considérer l’OTAN comme un outil au service des seuls États-Unis qui décideraient de tout ? L’organisation ne reste-t-elle pas un gage de sécurité pour une Europe incapable de se construire une défense commune ? Est-ce la raison pour laquelle la France envisage de reprendre sa place au sein des instances militaires de l’OTAN ? L’arrivée d’Obama aux affaires va-t-elle changer la donne ?

Première partie

Deuxième partie

Troisième partie

Quatrième partie

Source : La Némésis du Nouvel Ordre Mondial

Il principale partito del governo kosovaro ha deciso di mettere fine alla coalizione con il più piccolo Lega Democratica del Kosovo (Ldk).

Parlando all’emittente televisiva Koha, Manaj – dell’Ldk – ha detto di avere ricevuto una telefonata dall’altro vice premier, Hajredin Kuci, che è anche numero due del Partito democratico del Kosovo (Pdk), che lo informava del collasso della coalizione.

“Kuci mi ha detto che hanno deciso di formare una coalizione con altri due partiti”, ha spiegato Manaj.

“Ci incontreremo per più tardi per discutere la cosa”.Nessuno del Pdk, partito del premier Hashim Thaci, è stato disponibile per confermare o smentire le dichiarazioni di Manaj.

Fonte:
http://www.italiaoggi.it/news/dettaglio_news.asp?id=200911200856417637&chkAgenzie=TMFI

La Corte Internacional de Justicia en La Haya comenzara el 1 de diciembre el debate publico en el que 30 estados presentaran sus argumentos juridicos con respecto a la unilateralmente proclamada independencia de Kosovo.

El debate durara 10 días, después de lo cual 15 jueces estudiaran los argumentos presentados y con mayoria de votos formularan una opinión consultiva sobre la autoproclamada independencia de Kosovo, la que se presentara públicamente a mediados del entrante año.

El primer día del debate la palabra se concedera a Serbia que presentara sus argumentos según los cuales la secesion unilateral de Kosovo es ilegal y contraria al derecho internacional, mientras que los representantes de las autoridades en Pristina defenderan este acto.

En base a las posturas planteadas hasta la fecha es posible concluir que los representantes de 16 países defenderan el acto unilateral de Pristina, mientras que son 15 los países que defenderan la postura de Serbia.

El procedimiento ante la CIJ fue emprendido a iniciativa de la Asamblea General de la ONU el 8 de octubre de 2008, previa solicitud de Serbia.

Extraído de Radio Srbija.

Protestbevægelsen har fået ret i sine centrale afsløringer om befolkningsstatistikken, fremmeudgifterne og kriminalitetens beskrivelse – uden at det indrømmes i andet end småbidder langt væk fra TV-skærmen :

Først var det en lektor i demografi (befolkningsstatistik) Hans Oluf Hansen i Berlingske Tidende den 20. august 2005, så Rockwool Fonden den 25. november 2006, så Velfærdskommissionen i referat i Børsen den 1. december 2005, og også en tidligere embedsmand, der var kommet i Folketinget, sneg sig ind og som skiltede med brudstykker af nogle kritiske kendsgerninger den 2. oktober 2006 i fire store aviser, kendsgerninger som IoD havde bragt ud til offentligheden samlet og dækkende 15 år tidligere. Hans chef Bertel Haarder sendte den nyindvalgtes politikers overvejelser i syltekrukke.

Information om Danmark så det som sin pligt uanset prisen fra starten i 1991 at vise mere ærligt, hvorledes tingene hænger sammen, og hvorfra magten reelt udøves i håb om, at de, der var holdt op med at stole på politikerne, der i øvrigt ikke har ret meget magt, ville tage bladet fra munden. Vi var selvfølgelig stærkt inspireret af de utallige bedrag knyttende sig til masseindvandringen og bedragene om EU. IoD skrev på visitkortet:

“IoD indsamler og viderebringer den politisk ukorrekte information. Mental-robotterne vil ikke kende den, fordi sandheden truer det cyberspace eller glansbillede, som autoriteterne fodrer dem med dagligt.”

Masseindvandringen: Hvordan kom de første

Projekt Europa lagt i stram tidstabel: Eurabia på faste gænger

IoD rettede især energien mod mulige pionerer for sandheden, fordi de rå statements var og skulle være politikernes. Det viste sig imidlertid, at danskerne i almindelighed var næsten ligeglade med deres lands skæbne, eller de gad/gider i hvert fald ikke bruge energi på at tilegne sig reel information, så de kunne/kan svare sikkert igen på løgnene.

Selvom dette netop var det eneste, der skulle til for, at løgnene ikke kunne viderebringes.

Det blev i stedet dansk nykultur at undvige enhver selvstændig vurdering af og stillingtagen til snart sagt alt (marionetter er vi blevet). D. v. s. hundrede procent accept af den politisk korrekte indstilling, aktivt eller stiltiende.

Der var så en hel del, der gerne ville underholdes eller bekræftes præcis som de blogbesøgende i 2009. Disse typer havde vi dengang rendende privat til kaffe og småkager i slutningen af 1980-erne. I dem var ikke noget arbejde, der kunne bringe sagerne videre. IoD valgte allerede fra midten af 1990erne ikke at bruge energi på de passive.

IoD ville have vore landsmænd til at holde op med at tie og gemme sig, og ville have dem op af lænestolene, hvor de alt for længe havde/har siddet for mageligt. Helt centralt tog IoD fra midten af 1990-erne flere problemstillinger op, end de indtil da eksisterende organisationer “i branchen” havde gjort.

At de overbeviste kulturradikalister og internationalister, som eliten og dens håndgangne består af, eventuelt skulle komme på bedre tanker, kan du lade helt ude af betragtning. Der skal voldsomt negative personlige erfaringer af multikulturel karakter til, og selv i sådanne tilfælde, er det vores erfaring, at ideologien, der grundlaget for hele deres tilværelse, ikke forkastes. I alle tilfælde ville tidsfaktoren være så altdominerende, at det meste ville være spildt i alle tilfælde. Hele deres liv bygger på en løgn og omfatter alt.

Alt peger på folk ikke tager sig sammen denne gang. Uden en folkelig front mod det værste, der starter med løgnene, kommer vi ingen vegne. Landet vil så gå tabt, inden dine små børn bliver voksne, hvis det fortsætter cirka som nu. Dette er ikke noget man kan stole på eller lade være at stole på; det er såmænd ren matematik. Danskerne og andre europæiske nationers folk skal turde at ofre lidt af deres sikkerhed, ellers kommer der ingen mærkbare ændringer i den lagte dødssejler-kurs, vurderer vi herfra.

Det var blevet tydeligt for mange, også uden for de mere eller mindre hemmelige selskaber, at det ikke kun var bedrageri og løgne om indvandringen, om arbejdsløsheden og løgne om EU fra danske politikere, medierne, fagbevægelsen, arbejdsgiverforeningerne, skoler, institutioner og f. eks. indvandrer-industrien. Næsten alle de centrale afsløringer om indvandringen kom fra nogle ganske få i “branchen”- cirka 5000 støttede med få midler og meget arbejde.

De blev officielt beskyldt for og kaldt stort set alt nedsættende, udelukkende for at lukke munden på dem, når de fortalte sandheden, der i hvert fald er det modsatte af løgn. De blev overfaldet på gaden, og når de gik til møder, modtog mordtrusler pr. telefon og fik også jævnligt trusselsbreve pr. brev, senere pr. email. De få, der havde meldt sig uden videre, var frygtløse og velorienterede individer, der ikke lod sig skræmme til at indstille kampen p.g.a. ubegavede trusler. En trussel er overflødig, hvis man ikke ændrer sit handlingsmønster. Præcis som under sidste krig.

Smædekampagnerne i gammelmarxistisk stil kørte for fuld gas. IoD tilstræbte at holde sig væk fra den gængse politik, når det ikke netop drejede sig om disse for os eksistens-spørgsmål, i hvert fald for vore børn og deres efterkommere.

Hvordan begyndte det?

Lidt om baggrunden:

Vi fortalte sandheden – det modsatte af løgn, som propaganda-medierne bringer – om bl.a. indvandringen fra Bosnien-Herzegovina 1991-1993 efter det internationale samfunds skæbnesvangre indblanding i konflikten. Vi fortsatte i 1999 med at fortælle sandheden om det, der foregik og foregår i Kosovo.

IOD startede som en protestbevægelse i begyndelsen af 1990-erne. Vi uddelte 110.000 løbesedler til alle brevsprækker i de mere end 100 områder, hvor der blev taget en flygtningeby i brug til midlertidig indhusning af de nye indvandrere, hvoraf 9 udaf 10 i dag er flyttet i dansk lejlighed eller tvangsauktionet bolig pr. diskriminerende særlov. Fra begyndelsen af 1990-erne var vi også begyndt at efterforske svaret på spørgsmålet: Hvorfor blev Danmark og Europa gjort til indvandreområder, når enhver ærlig efterhånden kunne se, at konsekvensen måtte blive nationernes opløsning efter en krig, der blev mere og mere uundgåelig?

Samtidig lagde vi mærke til at flere andre vigtige emner ikke blev behandlet troværdigt. Arbejdsløsheden, kriminaliteten, statsgælden, de europæiske integrationsbestræbelser. Der var intet reelt indhold i ret mange af nyhederne på skærmen og for såvidt ej heller i dagbladene. Det var mest form, stemning suppleret med bekræftelses-interviev – på bekostning af kendsgerninger og indhold.

Der var sket noget andet også: Noget med skolebørnene og de unge. Kundskabstilegnelsen var tilsyneladende blevet skubbet i baggrunden. Historien (f.eks.) havde man intet kendskab til. Af gode grunde, der blev ikke længere undervist i faget historie. Der var alle mulige andre problemer i samme forbindelse. Læse og skrive kunne op imod halvdelen af eleverne heller ikke efter 9-10 års skolegang.

Men det var ikke det eneste…. Hvilke kendetegn har den demokratiske styreform fået, den styreform som vi stort set alle i princippet priser. Velstanden blev udskiftet med tildelt velfærd. De formelle magthavere og de materielle ressourcer skabt af flittige og dygtige europæere blev én front i konflikten, der opstod.

En uddannelseseksplosion i Nordeuropa førte op imod halvdelen af en ungdomsårgang i 1990-erne paradoksalt nok til en studieforberedende uddannelse med endestation i den bureaukratiske sektor, en anden front. Kampen om kundskaberne eller kampen mod kundskaberne…?

En del af disse unge syntes at tro de kom op i universet – op til sandheden eller hvad overtroen ellers byder på – ved at gå på universitetet. Der skabtes de gangbare ideologier, som havde de reelle magthavernes bevågenhed og samtidig gav kandidaterne de eftertragtede kvalifikationer, først og fremmest. Alt var nyt og smart, alt var brugbart, hvis det vel at mærke passede ind i den lagte ideologibaserede plan.

Sandheden er (det,) hvad du tror på(?) (bogmanuskript)

For eksempel nationaløkonomitermerne blev efter Den anden Verdenskrig ikke forstået af ret mange mennesker. Ordene var sort snak, dyre begreber, som kun nogle få forstod efter lang tids studium. Det gav den ønskede rollefordeling. Det var der en helt oplagt, ganske selvindlysende årsag til. Der skete noget med individerne, bl.a. via opdragelsen og den usande TV- og mediekultur, og socialismen markedsførtes på ny i 1960-erne og 1970-erne, da børnene født under eller lige efter krigen var vokset til.

Nu fik Europa det skidt efter Europa-opbygningen og Den anden Verdenskrig og opgangen i 1950-erne og 1960-erne. Der er en verden uden for Europa, der kastede det formelle koloniherredømme af sig og stillede krav om en tilværelse. Aktiviteten var nu truet i et Europa – langt mere end det berettedes i medierne – et Europa, hvor alt havde været muligt. Dynamikken forsvandt tilsyneladende med ansvaret, og statsgælden voksede påny som i 1920-erne og 1930-erne. Der kunne tales om statsgælden igen som et problem, men ikke seriøst i det brede forum og slet ikke blandt tidens dagsordensættere af den politiske korrekthed.

Pludselig var statsgælden væk 31. marts 2006 – det var løgn

Ikke ganske uvæsentligt supplement fra en lokalradio 9 år tidligere

Sandheden er måske det, man kan få folk til at tro.

Der var lagt planer for et helt nyt Europa, et integreret Europa, en forbundsstat eller et statsforbund. Her kunne ansvarforflygtigelsen måske fortsætte. Vi valgte at redegøre for den del af historien, der angår de forældede økonomibetragtningers tilblivelse – fordi ét af de stærkeste instrumenter i udviklingen ligger her – og den menneskelige ulykke, der skal findes i, at alt for mange individer synes at gå til grunde umiddelbart fra starten af deres skoletid.

Europa må kæmpe for sin arv

Børnene og de unge er helt uden skyld, det skal understreges.

Der førtes en anden krig end den fysiske under Den anden Verdenskrig, en finansiel krig. Et grundigt gennemprøvet tysk eksperimental-psykologisk projekt fra 1800-tallet erobrede opdragelses- og undervisningssystemet i U.S.A. før 2. Verdenskrig. Efter 2. Verdenskrig gjaldt det Europa. Der var lagt en plan for Europa, en for verden, længe forinden du blev født. Den Nye Verdens Orden eller Abernes Planet kan slutmålet kaldes alt efter smag.

Folkeskolen er brudt sammen

Folkeskolerne islamiseringsanstalter

Information om Danmark er således en kreds af danskere, der gør en indsats for at afsløre væsentlige løgne om forholdene i Danmark og Europa. Fra officielt hold lyves dag ud og dag ind. Billedet, der tegnes af virkeligheden derfra, og som demokratisk indstillede borgere skal tage bestik af, bliver mere og mere falsk.

Danmark et foregangsland, hævder en af dem vi stolede på – efter 8 årig ‘gloværdig karriere’ på de bonede gulve

Sonia

Paul Joseph Watson

Friday, November 20, 2009

Not content with savaging American taxpayers with two huge new financial burdens during an economic recession, in the form of health care reform and cap and trade, close allies of Barack Obama have proposed a new war surtax that will force Americans to foot the bill for the cost of protecting opium fields in Afghanistan, paying off drug lords, and bribing the Taliban.

Warning that the cost of occupying Afghanistan is a threat to the Democrats’ plan to overhaul health care, lawmakers have announced their plan to make Americans pay an additional war tax that will be taken directly from their income, never mind the fact that around 36 per cent of federal taxes already go to paying for national defense.

“Regardless of whether one favors the war or not, if it is to be fought, it ought to be paid for,” the lawmakers, all prominent Democratic allies of Obama, said in a joint statement on the “Share The Sacrifice Act of 2010 (PDF),” reports AFP.

The move is being led by the appropriately named House Appropriations Committee Chairman Dave Obey, Representative John Murtha, who chairs that panel’s defense subcommittee; and House Financial Services Committee Chairman Barney Frank.

The tax would apply to anyone earning as little as $22,600 per year in 2011.

The proposal is described as “heavily symbolic” with little chance of passing, but it once again illustrates the hypocrisy of an administration that swept to power on the promise of “change” to the Neo-Con imperial agenda and a resolve to reduce U.S. military involvement overseas. In reality, there are more troops in Iraq and Afghanistan now under Obama that at any time during the Bush administration.

At the height of the Bush administration’s 2007 “surge” in Iraq, there were 26,000 US troops in Afghanistan and 160,000 in Iraq, a total of 186,000.

According to DoD figures cited by The Washington Post last month, there are now around 189,000 and rising deployed in total. There are now 68,000 troops in Afghanistan, over double the amount deployed there when Bush left office.

What precisely would this extra tax be used to pay for? Namely, bribing the Taliban, paying off CIA drug lords, and protecting heroin-producing opium fields.

Numerous reports over the past two weeks have confirmed that the U.S. military is paying off the Taliban with bags of gold to prevent them from attacking vehicle convoys, proving that there is no real “war” in Afghanistan, merely a business agreement that allows the occupiers to continue their lucrative control of record opium exports while they finalize construction of dozens of new military bases from which to launch new wars.

The Afghan opium trade has exploded since the U.S. invasion of Afghanistan, following a lull after the Taliban had imposed a crackdown. According to the U.N., the drug trade is now worth $65 billion. Afghanistan produces 92 per cent of the world’s opium, with the equivalent of at least 3,500 tonnes leaving the country each year.

This racket is secured by drug kingpins like the brother of disputed president Hamid Karzai. As a New York Times report revealed last month, Ahmed Wali Karzai, a Mafia-like figure who expanded his influence over the drug trade with the aid of U.S. efforts to eliminate his competitors, is on the CIA payroll.

As Professor Michel Chossudovsky has highlighted in a series of essays, the explosion of opium production after the invasion was about the CIA’s drive to restore the lucrative Golden Crescent opium trade that was in place during the time when the Agency were funding the Mujahideen rebels to fight the Soviets, and flood the streets of America and Britain with cheap heroin, destroying lives while making obscene profits.

Any war surtax will merely go straight to maintaining the agenda that Obama inherited from Bush, the continued looting of Afghanistan under the pretext of a “war on terror” that, as revelations about bribing the Taliban prove, doesn’t even exist.

Source

Afghanistan opium poppy cultivation 1994-2007

The Taliban has almost eradicated the poppy fields. No sooner did the war begin and the poppy fields wee reborn.

Children work the poppy fields young as 8 or 9

Narco-Nation Building

By Paul L. Williams, Ph.D

July 7 2009

Hey, guys, don’t pick the poppies.

That’s the order from the Obama Administration to the 4,000 Marines presently engaged in Operation Khanjar or “Strike of the Sword,” an invasion of the Taliban infested Helmand Province in southern Afghanistan.

The Marines of Bravo’s Company 1^st Platoon sleep beside groves of poppies Troops of the 2^nd Platoon walk through the fields on strict orders not to swat the heavy opium bulbs. The Afghan farmers and laborers, who are engaged in scraping the resin from the bulbs, smile and wave at the passing soldiers.

The Helmand province is the world’s largest cultivator of opium poppies – the crop used to make heroin.

Afghanistan grew 93 percent of the world’s poppy crop last year, with Helmand alone responsible for more than half of the opium production in the country, according to the United Nations Office on Drugs and Crime.

Heroin, as it turns out, represents the only staple of the Afghan economy. The country manufactures no domestic products for exportation and the rocky terrain yields no cash crops – – except, of course, the poppies.

The poppies fuel the great jihad against the United States and the Western world. More than 3,500 tons of raw opium is gleaned from the poppy crops every year, producing annual revenues for the Taliban and al Qaeda that range from $5 billion to $16 billion.

Destroying the fields could very well put an end to terrorist activities in Afghanistan and Pakistan.

But the Obama Administration remains intent upon protecting the poppies so that the Afghan farmers and local drug lords can reap the benefits of what purports to be a bumper crop.

Many Marines in the field are scratching their heads over the situation.

Jason Striuszko a journalist embedded with the U.S. Marines in Garmser, reports that many of the leathernecks are scratching their heads at the apparent contradictions — calling in airstrikes and artillery on the elusive Taliban while assuring farmers and drug lords that they will protect the poppies.

“Of course,” Striuszko says, “those fields will be harvested and some money likely used to help fuel the Taliban, and the Marines are thinking, essentially, ‘huh?’”

“It’s kind of weird. We’re coming over here to fight the Taliban. We see this. We know it’s bad. But at the same time we know it’s the only way locals can make money,” said 1st Lt. Adam Lynch, 27, of Barnstable, Mass.

Richard Holbrooke, the Obama Administration’s top envoy in Afghanistan, says that poppy eradication – for years a cornerstone of U.S. and U.N. anti-drug efforts in the country – has only resulted in driving Afghan farmers into the hands of the Taliban.

The new approach, Holbrooke maintains, will try to wean the farmers of the lucrative cash crop by giving them help to grow other produce, like wheat, corn and pomegranates.

Most of the 33,000 U.S. troops in Afghanistan operate in the east, where the poppy problem is not as great. But the 2,400-strong 24th Marines, have taken the field in this southern growing region during harvest season.

An expert on Afghanistan’s drug trade, Barnett Rubin, complained that the Marines are being put in such a situation by a “one-dimensional” military policy that fails to integrate political and economic considerations into long-range planning.

“All we hear is, not enough troops, send more troops,” said Rubin, a professor at New York University. “Then you send in troops with no capacity for assistance, no capacity for development, no capacity for aid, no capacity for governance.”

Staff Sgt. Jeremy Stover, whose platoon is sleeping beside a poppy crop planted in the interior courtyard of a mud-walled compound, said the Marines’ mission is to get rid of the “bad guys,” and “the locals aren’t the bad guys.”

“Poppy fields in Afghanistan are the cornfields of Ohio,” said Stover, 28, of Marion, Ohio. “When we got here they were asking us if it’s OK to harvest poppy and we said, ‘Yeah, just don’t use an AK-47.’”

Source

U.S. soldiers inspect a cache of opium that was seized at a border police station on the outskirts of Herat,  October 23 2007. Afghan border police in the western Afghan city have seized 644 kilograms of opium. Afghanistan accounts for over 93 percent of the world’s supply of opium, the main ingredient in heroin, a lucrative trade whose proceeds in part fund some of the Taliban-led insurgency.    AFP PHOTO/STR (Photo credit should read STR/AFP/Getty Images)

They don’t tell you about this, about Afghanistan’s growing domestic drug problem – an estimated 1.5 million addicts, including 120,000 women, according to the Ministry of Narcotics – all those advocates of legalizing the country’s robust opium crop – a yield that provides some 93 per cent of the world’s heroin. This heroin, which is refined opium, ends up on streets across the globe but also is destroying families here. Source

They also fail to mention the problem now in Iran , Iraq,
Russia, Europe and North America.

There are millions of new heroin addicts around the world.

Karima leaned to one side and rubbed her temples with half-painted pink fingernails. The smile that was wide and infectious for her visitors had now surrendered to the internal darkness that ruled her addiction.

The day had started like most in her life: With an opium tea that she drinks to “feel happy.” On bad days, she needs it three or four times.

Karima is 13.

She is bright, and confident, but left school during fourth grade. From the two narrow rooms they call home in an otherwise abandoned building, she cannot see a future that is either clean or normal — a hard assessment for a girl who is barely a teenager.

“There is no one but me to support the family and we have nothing to live easily,” she said. “I feel sad most of the time and the tea makes me feel better.”

Her mother, Najiba, raised five children on a steady diet of narcotics to ease their hunger pains and winter chills and her own grief from losing a son. The whole family has been through drug treatment — twice — and Najiba claims to be healthy.

Karima is still addicted. She buys the drugs herself with money from her father and boils the opium tea the way her mother long did for her.

Her wild-eyed youngest sister, Raisa, is three years old and clicks her tongue while fidgeting with a red patent purse. Raisa had opium in her veins before she was born. Najiba cut her off months ago, but Raisa remembers the “dizzy” tea and craves it. I asked her why.

“Because I miss it,” she said in the tiniest voice. “I like it.” Source

Ahmed Wali Karzai, the brother of the Afghan president and a suspected player in the country’s booming illegal opium trade, gets regular payments from the Central Intelligence Agency, and has for much of the past eight years, according to current and former American officials. Source

Opium production is one of the chief sources of revenue for the warlords that occupy the Afghan parliament and is one of the main reasons why the government is seen as corrupt by the Afghan people. As long as NATO continues to bomb civilians in an effort to extend the control of those warlords, the Afghan people will continue to join the resistance to the foreign occupation.

This reality led to the recent resignation of Matthew Hoh, a former US army captain and Foreign Service official in Zabul province. Hoh resigned because he said that the presence of the foreign troops was the main reason why the resistance was growing and he believed that the war needed to end.  Source

They have never connected Bin Laden to 9/11

Bin Laden has been dead since December of 2001

9/11 was just an excuse to go to war in Afghanistan nothing more.

The results of the invasion of Afghanistan is devastating to say the least.

The radiation will have a very devastating impact on Afghans. The testing proved the use of radioactive weapons. Source

The end result will be as it is in Iraq and other countries Nato and the US have invaded.

Doctors report “unprecedented” rise in deformities, cancers in Iraq

Kosovo

Since its dealings with the Meo tribesmen in Laos during the Vietnam era, the CIA has protected narcotics traffic in key locations in order partly to finance its covert operations. The scale of international narcotics traffic today is such that major US banks such as Citigroup are reported to derive a significant share of their profits from laundering the proceeds. Source

CIA Drug  Operations a little history

Bush – Cheney and drugs

KOSOVO NO SE VENDE

En declaraciones al diario ABC, el alcalde de la ciudad de Mitrovica, al norte de Kosovo, Bajram Rexhepi, ex terrorista del UÇK, habla sobre la postura de España respecto a la provincia Serbia.

“Los españoles deben dejar de hacer lobby en América Latina contra nuestra independencia. Moratinos ha pasado demasiado tiempo en Belgrado y el resultado es que no cuenta la verdad sobre Kosovo. Trabajamos para cambiar nuestra imagen. También en España hay mafia”, señala Rexhepi.

La presión a España también llega desde los EE.UU a través del diplomático Fletcher Burton, de la International Civilian Office, quien pide que España “mande a un representante local”, lo que supondría, de facto,  un reconocimiento de las instituciones ilegales de Kosovo. Además en la pasada visita de Zapatero a Obama el 15 de Octubre el premio nobel de la paz presionó al presidente español sobre el reconocimiento de Kosovo y las amenazas veladas por parte de EEUU están siendo constantes y se intensificaran tras la decisión del TIJ.

La tibieza del gobierno español, a pesar de la negativa a reconocer ninguna entidad jurídica internacional a Kosovo fuera de serbia, se muestra en que España solicitó a los artífices de la independencia de Kosovo que retrasaran el anuncio hasta después de las elecciones generales del 9 de marzo de 2008, pues un reconocimiento del narcoestado (lo que a todas luces se producirá tarde o temprano) supondría acabar con las aspiraciones presidenciales de Zapatero.

Kosovo No Se Vende

KOSOVO NO SE VENDE

El inmenso patrimonio religioso, histórico, artístico y cultural del cristianismo ortodoxo en Kosovo corre peligro si la comunidad internacional no garantiza el Estado de derecho, denuncia la Iglesia ortodoxa de Serbia.

El obispo Teodosije Sibalic, abad del monasterio ortodoxo serbio de Visoki Dečani, ha lanzado el grito de alarma en una declaración transmitida a ZENIT, enviada con motivo de un encuentro con la prensa organizado el 17 de noviembre en la Cámara de los Diputados de Italia por la asociación “Salva los monasterios“.

El obispo no pudo participar en ese encuentro a causa del fallecimiento de Su Beatitud Pavle, el patriarca ortodoxo de Belgrado, a los 95 años, cuyo funeral ha tenido lugar este jueves.

“La nuestra es una región de mayoría musulmana en la que, aun habiendo pasado diez años desde el fin de la guerra civil y a pesar de la llegada de las fuerzas de paz de la OTAN, la verdadera paz y la libertad para la comunidad cristiana ortodoxa todavía no han llegado”, explica el prelado en su declaración.

La presencia en la región de un elevado número de iglesias y monasterios hace que Kosovo tenga gran importancia para la Iglesia ortodoxa serbia.

“No es exagerado afirmar –escribió el obispo Teodosije– que para nosotros Kosovo representa una segunda Tierra Santa, una especie de ‘Jerusalén serbia’”.

Sin embargo, sólo en el reciente periodo desde el final de la guerra, han sido destruidas o gravemente dañadas en la región –por los extremistas albano kosovares– 150 iglesias y monasterios, entre ellos lugares medievales de importancia mundial.

En este sentido, Teodosije destaca la ayuda prestada en particular por el contingente de las fuerzas de la OTAN presente en el territorio para frenar la violencia y tutelar los lugares sagrados.

De la necesidad de tutelar estos sitios, nació la asociación “Salva los monasterios” con el objetivo de sensibilizar a la opinión pública sobre el peligro de desaparición de un relevante patrimonio artístico-religioso en Kosovo y en otros lugares del mundo.

“Geográficamente –afirma el abad del monasterio ortodoxo serbio de Visoki Dečani–, Kosovo forma parte de Europa, pero es difícil imaginar un futuro europeo para esta región si continúan las violaciones de los derechos religiosos, civiles y humanos, de la comunidad ortodoxa cristiana y la destrucción de monumentos medievales símbolos de nuestra espiritualidad y cultura”.

Aunque es cierto “que los albaneses han sufrido mucho durante la guerra, permitirles vengarse de la comunidad cristiana ortodoxa prolongará el odio y el rencor”, mientras “siguen sin ser atendidos los llamamientos de los líderes e intelectuales albaneses”.

“Los países europeos –señaló Sibalic- deben insistir con mayor fuerza para que el respeto de la ley y del orden y el cumplimiento de los estándares democráticos representen los criterios principales de su apoyo político”, condicionando las ayudas de la comunidad internacional “al retorno de los expulsados, a la restauración de las casas, a la protección de los lugares de culto”.

“La única manera de lograr la estabilidad política de la región –concluye Sibalic– es conseguir un acuerdo entre Belgrado y Pristina basado en el respeto de las convenciones internacionales y en el derecho de los ciudadanos a las libertades civiles, humanas y religiosas”.

[Por Chiara Santomiero, traducción del original italiano por Patricia Navas]

ZENIT

KOSOVO NO SE VENDE

Un artefacto bomba hizo explosión el pasado jueves en la ciudad de Djakovica, al oeste de Kosovo.

Según fuentes policiales un hombre de etnia albanesa hizo estallar una bomba hiriendo a tres personas. Otro artefacto preparado no llegó a explotar.

El autor del ataque ha sido detenido por la policía de Kosovo, mientras que las fuerzas de “mantenimiento de la paz” de la OTAN se encargaron de desactivar el segundo artefacto explosivo.

Aunque el motivo del ataque no ha quedado esclarecido, la policía apunta a posible inestabilidad mental del albanés detenido.

Esta explicación simplista parece improbable dado el clima de tensión que se vive en la ciudad de Djakovica.

Tras las pasadas elecciones municipales del 15 de Noviembre, resultó vencedor en dicha ciudad, Pal Lekaj, del partido del narcoterrorista Haradinaj, Alianza para el Futuro de Kosovo (AAK).

Uno de los candidatos a la alcaldía, ha denunciado al AAK de fraude electoral, por lo que está siendo investigado por las autoridades electorales.

Por todo ello, parece que el ataque bomba del pasado jueves está enmarcado en esta lucha de poder entre clanes y mafias albanesas en Kosovo.

El convoy de Hashim Thaci, Primer Ministro de Kosovo, fue atacado en el 11 de Noviembre, por seguidores del, también líder albanés, Ramush Haradinaj durante un acto de campaña electoral en la ciudad de Decani.

Los fraudes electorales en Kosovo no son nada nuevo. Tras as municipales de 2007 la OSCE investigó diversos casos de fraude electoral, principalmente relacionados con “incidentes de intimidación a los votantes, abusos, manipulaciones, destrucción de papeletas, y la falsificación de los resultados de la votación” según el informe mensual de Mayo de 2009 Human Rights and Communities Department. Legal System Monitoring Section de la OSCE.

El 30 de noviembre de 2007, la OSCE dictó una sentencia por la que concluía que se cometieron irregularidades en la votación en 31 mesas electorales de todo Kosovo y anuló los resultados electorales en dichos centros de votación. Supuso la invalidación del 1,3% de los votos en urnas y 34.000 votos por correo.

Tras la remisión de los resultados de la OSCE a la Fiscalía General de Kosovo, está los remitió a las fiscalías municipales, a menudo controladas por los partidos que gobiernan por lo que las denuncias de fraude suelen caer en saco roto en un territorio en el que la intimidación y violencia de las mafias es lo que marca la agenda electoral en la provincia serbia que marcha la deriva.

La propia OSCE reconoce que de los 36 casos y 56 personas implicadas en las municipales de 2007, ha fecha de hoy no se ha abierto proceso judicial alguno contra los responsables por parte de la fiscalía.

En concreto, en la ciudad del ataque bomba, Djakovica, El Ministerio Fiscal investigó diez  casos de fraude electoral. A principios de junio de 2008, los fiscales interrogaron a diez de los acusados y envió los autos a la policía para su investigación, pero sin instrucciones específicas. Después de examinar los informes de la policía, en enero de 2009 la fiscalía concluyó las investigaciones no presentando denuncia en todos los casos investigados por la “falta de sospechas razonables de fraude electoral”.

La OSCE señala en su informe que “parece que en algunas municipales los fiscales no han hecho lo suficiente para cumplir su obligación de realizar una investigación efectiva en la sospecha de fraude electoral”.

Todo ello, a juicio de la OSCE, indica un falta de voluntad por parte de la fiscalía de investigar las acusaciones de fraude electoral en Kosovo lo que supone un flagrante violación de los derechos humanos y el fracaso de las autoridades del flamante Estado narcoterrorista de Kosovo, hijo de la Gran Albania.

Sin embargo, tras las pasadas elecciones municipales de 2009, todas las instituciones internacionales se han jactado de la celebración de los comicios como “expresión del buen funcionamiento de las instituciones democráticas” en un Estado promovido y amparado por ellos. Desde EEUU hasta la ONU, pasando por la Unión Europea se ha dado la enhorabuena a tal proceso “democrático” y símbolo esperanzador de “convivencia multiétnica”.

Kosovo No Se Vende

Now for a little detour from the grimy streets of Paris, to the vast halls of the ExCeL exhibition centre in London Docklands, where I attended the World Travel Market (WTM) last week for my new job. WTM is an absolute madhouse of speed dealing and wheeling, yet I found some time to conduct some ersatz ethnology and see how geopolitics plays out in what is the main event for the travel and tourist industry.

The World Travel Market (WTM) brings together more than 50,000 travel industry professionals every year for four days to exhibit, network and conduct key business deals, often à l’ancienne with just a handshake. At first I was a bit disappointed at the coldness and impersonality of the exhibitions – giant flashy pavilions are set up by tourism authorities and tour companies to showcase countries and regions.

It is in the myriad of make-shift offices, strategically scattered around the pavilions (see photo), that the real business happens at WTM. After all, the event is for industry professionals – not travelers.

But I couldn’t help but wonder how geopolitics played out at the event, which represents one of the largest industries in the world. According to the World Travel and Tourism Council, the  industry employs approximately 220 million people and generates over 9.4 per cent of world GDP. Would they drop border disputes and ethnic conflicts in the name of good-natured economic competition?

It seems business was the rule and conflict was the exception, yet a careful examination unearthed some items of interest. Continuing with this blog’s focus on quirky and little-known ethnic subcultures, I was able to find some tourist stands for self-declared states and disputed regions. And with a little investigation, we found some fun examples of how politics seemed to play a role in the strategic placement of certain expositions.

The scoop this year among journalists was the participation of Iraq – I looked in vain for their exposition. I did meet their tourism officials at a cocktail reception and they were the life of the party. The Iranians had a harder time getting to WTM.

Other observations of a distinctly geopolitical or anthropological interest:

Geopolitics

Kosovo

I got my favorite tote bag from Kosovo, which declared independence from Serbia on February 17, 2008 and got its CIA Factbook entry ten days later. Kosovo’s statehood has been recognized by the US and most EU states, save Serbia’s orthodox buddy-state Greece and a few others. From the former Soviet Union, only the three Baltic countries have recognized Kosovo. In the name of avoiding conflict, I respectfully put my Kosovo bag away when passing through country pavilions of those hostile to Kosovar independence. I just liked the bag and the following brochure, thats all:

Pavillon Diplomacy – The Chinas

I also set out to see how the WTM dealt with complicated territorial issues, as countries are more or less set up by region and geographic location. Solution for the China-Taiwan problem – put Taiwan next to Mongolia, far from the China exposition:

Israel

I also noted that Israel’s exhibition was not located in the Middle East region next to the pavilions of its geographic neighbors, Syria, Lebanon, Jordan and Egypt. Instead, Israel’s exhibit was in “Europe – Mediterranean.” Ok… If it makes everyone happy I guess.

The UEFA Champions League also considers Israel European. So close but so far…

Ethiopia and Eritrea

Relations have been iffy between Ethiopia and Eritrea since the 1998-2000 border conflict, which the international media described as a “war between two of the world’s poorest nations.” The war cost each side thousands of lives and occasional artillery duels still flare up across the border. While we were at WTM Ethiopia accused Eritrea of supporting a rebel uprising in its Ogaden region. All seemed calm at the WTM in London though.

Karabach

I was really excited about this one – Nagorno-Karabakh isn’t even an internationally recognized state. Its actually a de facto “independent republic” located in Azerbaijan.

After the Soviet Union broke up in 1991, a “frozen” ethnic conflict in the South Caucasus thawed into full-blown war between Armenia and Azerbaijan over Karabakh, an Armenian ethnic enclave nestled in the mountains of Western Azerbaijan. After a three-year war, Armenia gained control and an independent “Armenian” republic was set up. I was in Armenia in 1999 and couldn’t find a ride along the one road connecting Armenia with Nagorno-Karabak, the “Lachin Corridor.”

Oh well, ten years later I got to peruse the Karabakh tourist stand in WTM and check out pamphlets for new luxury hotels in Stepanakert, the republic’s once heavily bombed-out but now rebuilt capital.

North Cyprus

Another de facto independent republic, North Cyprus is only diplomatically recognized by Turkey, after they invaded the northern part of the island in 1974. The island of Cyprus is now a member of the European Union and most of the international community recognizes its sovereignty over the self-proclaimed “Turkish Republic of Northern Cyprus.” Just details I suppose for the average tourist. The violence has died down and the beaches are nice, even if you can’t really figure out in what country/autonomous republic you are actually sunning yourself.

[In their recent Berlin Wall anniversary issue, Le Monde called Nicosia, the divided capital of Cyrpus, the site of the "last wall" in Europe. For some reason I found that article really simplistic, but it could just be me.]

Georgia

Further down the de facto tourism route, I couldn’t help but linger around the Georgia exposition. I found it ironic that a country as beautiful and culturally rich as Georgia has such a bad tourist-reputation these days. Georgia =  wine, food, cute seaside towns, polyphonic singing, mountains, the world’s longest toasts (the average is over three minutes long).  Its doubly ironic when you consider the fact that Georgia was thought of as the “resort republic” of the Soviet Union.

In 1992 the region of Abkhazia broke away from Georgia proper after war and ethnic cleansing/population transfers occurred on both sides. Yet before the the breakup of the Soviet Union Abkhazia was dotted with popular seaside resorts .

The self-proclaimed “autonomous region” of South Ossetia also fought a separatist war with Georgia in 1991-92. A flare-up of hostilities there was one of the causes of the Russian-Georgian war last summer. As part of the totally intense geopolitical situation in the Caucasus, Russia has sided with both Abhkazia and South Ossetia against “pro-Western” Georgia.

Suffice to say, with so many breakaway regions, Georgia’s tourist map was pretty much messed up – I guess they get points for being honest:

Its a little hard to make out, but on the legend they’ve marked capitals, capitals of autonomous republics and three types of internal borders, including a red one with the disclaimer “at the time of printing these regions are not under the control of the central government. Thus, travelling to these regions is not advisable.” Again, BIG points for honesty.

I do wish Georgia luck in getting back the tourists, although they probably won’t be getting back those autonomous regions anytime soon. It really is an amazing country, and I’m not just saying that because I love polyphony and long-winded toasts.

Burma

A little bit of action, quand meme. On the last day of the WTM, a group of protestors from the “Burma Campaign UK”  showed up in front of the exposition entrance. Brandishing signs criticizing Burma’s military dictatorship, they were protesting international tourism in Burma and the foreign bucks they claim supports the military junta. According to them, Nobel Peace Laureate Aung San Suu Kyi – lauded around the world for her peace activism – has actually asked that tourists not visit Burma.

The protestors spent the better part of the day just standing twenty feet or so from the entrance – they were quite peaceful, no slogans or hooting. The hordes of  chain-smoking, deal-making expo participants gabbing in their cellphones took little notice. Business first:

Ethnomusicology

On to some amateur ethnology. Not much to report – this wasn’t an event for anthropologists, but I did find some rootsy things among the multi-media/interactive exhibition stands. Some panamanian accordion music, Afro-Columbian dance, Argentinean tango.. I ran out of time and camera batteries though. Managed a little field recording though:

Like this Carpathian string band from Western Slovakia:

By the way, Slovakia’s tourism slogan was “Little Big County” and brochures heralded its capital Bratislava as the “Detroit of Europe.” Genius. I miss Central Europe. [by the way, Slovakia is really the Michigan of Europe. Automobile production represents 26% of its industrial output and 30% of its imports. A strong automative industry has helped Slovakia earn the name "The Tatra Tiger.]

Germany’s largest intelligence agencies are in for a challenging few days, as two spy scandals are making headlines in the country’s media.

The Federal Office for the Protection of the Constitution (Bundesamt für Verfassungsschutz or BfV), Germany’s foremost domestic intelligence organization, is firmly in the hot seat after it emerged that a woman it employed as an undercover informer was among seven extremists indicted for helping operate a hardcore neo-Nazi online radio station.

The woman, who has been identified only as “Sandra F.”, had been hired by the spy agency to monitor the German People’s Union (Deutsche Volksunion or DVU), a national socialist political grouping with substantial following in Brandenburg and Saxony. But in turns out that, while spying for the government, she was also busy strengthening the neo-Nazi group’s online presence through the European Brotherhood Station, which, among other things, aired instructions on how to build homemade bombs.

Another court case due to start this week will undoubtedly draw the public’s attention to the Federal Intelligence Service (Bundesnachrichtendienst or BND), Germany’s primary external intelligence agency. Court papers reveal that a BND field agent stationed in Kosovo, where German intelligence is currently extremely active, shared intelligence secrets with his gay lover for several years.

The agent, identified only as “Anton K.”, is accused of passing classified information to his Kosovar interpreter, Murat A., who was “involved with the Albanian (Sherbimi Informativ Shteteror, SHISH or State Intelligence Service) and Macedonian (Agencija za razuznavanje) intelligence agencies”. According to Der Spiegel magazine, the information Anton K. shared with Murat A. included “insights into the entire network of sources of the BND’s Kosovo office”.

Dnevnik, 23.oktobar 2009.

Na neimenovanoj livadi nekoliko mladih i lepih ljudi seče neke letve i farba ih u žuto (evropsko žuto, pokazaće se kasnije). Raskadrirani snimak otkriva da se ne radi o nekakvoj mobi ili livenju ploče za komšijinu kuću, već o sklapanju pazl-oblasti/republike/države/distrikta Kosovo. Gomila mladih i nasmejanih lica, uz eklektičnu nenacionalnu muziku za puzle vezuje oblake, a oni celo Kosovo, valjda zahvaljujući evropskom tajfunu, vazdižu u nebo.

Ovo su scene iz reklamnog spota izraelskog ogranka firme “Sači&Sači” koje je kosovska vlada namenila za promociju evropskih ambicija, plaćajući emitovanje na Si-En-Enu, Juronjuzu, Bi-Bi-Siju, na turskoj verziji Si-En-Ena, Blumbergu i Eurosportu, kao i u listovima “Njuzvik” i “Ekonomist”. Ovo je deo kampanje za promociju Kosova kao “najmlađe demokratije u Evropi” (obratiti pažnju na vešto izbegavanje državotvornih pojmova). Kako izgleda, u pitanju je najobičnije bacanje para. Naime, svima nama, naviknutim na slične pokušaje (doduše, s mnogo tanjim novčanikom, ali jednako blede) naše vlade devedesetih da svetu predstavi “nebesku Srbiju” kao utočište pravde i demokratije, potpuno jasno da ovo gledanje u nebo može da znači samo jedno – da od zemaljskih poslova nema ništa. Dok naše diplomate agresivnom kampanjom skupljaju poene i strateške partnere širom sveta, kosovski političari pribegli su oslanjanju na “nebeske izvore” i zaklanjanju iza fraza “demokratija” “evropsko” bez ikakvog uporišta u stvarnosti.

Jer, većina onih koji čitaju “Njuzvik” i “Ekonomist” (ako ne i onih koji gledaju pomenute telvizije) zna kakva je ekonomska, društvena i politička situacija na Kosovu, i da vizuelna palamuđenja o zajedničkim krečenjima pazli padaju u vodu na prvim barikadama. No, ne bih se bavila političkim konotacijama ovog spota, ima za tu temu i mudrijih i obaveštenijih glava. Ono što je meni upalo u oči jeste poređenje ove reklame s poslednjim pokušajem naše Vlade, oličene u Ministarstvu turizma (i razonode) da na istom Si-En-Enu predstavi “drugačiju Srbiju”.

Još su mi u glavi oni smešni kadrovi zemlje bez ljudi, slikane iz helikoptera (kao da smo ga mi izmislili), uz lošu kopiju Vangelisovih instrumentala, čiji je vrhunac predstavljao snimak rumunskog manastira koje je neobavešteni režiser “posrbio” jer mu je valjda bio lep. Nastavak je to svetle tradicije snimanja promotivnih spotova koji izgledaju kao da ih je pravio režiser sa završenom Školom u Kumrovcu: malo trave (i to one pogrešne, pardon, prave, ali pogrešne za mlade Evropljane, ciljnu grupu), malo makova (opet pogršnih), koji spomenik, potok koji pršti, ženski hor u pozadini koji izgovara reči koje samo južni Sloveni umeju da ponove… A da su kosovski medijski stručnjaci deca iste tradicije “lako ćemo” pokazuje i činjenica da je donedavno na kosovskom sajtu na kojem se reklamiraju turističke znamenitosti “ski centra Brezovica” stajalo da je ova planina stanište belog medveda. Iz Kumrovca došao, izgleda.

Poluamaterska reklama ukazuje na neozbiljnu državu koja ne ume da proceni kada i kome treba da odreši kesu. A ako ne znate kako se promovišu lepote svoje zemlje, pogledajte preko plota: u reklami koja predstavlja Rumuniju, umesto slika pašnjaka gledamo Iliju Nastasea, Nađu Komaneči i Georgija Hadžija: brzi kadrovi, osmesi, direktno obraćanje i jasna i glasna poruka: “Dođite!”