Sir Henry Wotton in 1604: “An ambassador is an honest man sent to lie abroad for the good of his country”

Jimi Hendrix – Copyright: Tore Fossbakken

Jeg har en venn. JA, det er heeelt sant! Han heter Tore. Tore tegner. Det liker jeg.

Tore Fossbakken er en Oslobasert illustratør som blant annet tegner for magasinet D2, og band som My Little Pony og The Little Hands of Asphalt. Ikke bare er Tore en dyktig illustratør, men han er også en illustratør som tør å utfordre formatene. Tore tegner sære ting, Tore tegner vakre ting og Tore tegner vanvittig detaljerte ting. Se bare på håret til Mr Hendrix over her.

Tore er utdannet ved Birmingham Institute of Art & Design og mener at det var en ulykksalig mengde med ros i barndommen, som ledet ham ut i illustratørfattigdommen.

–En uheldig tilfeldighet gjorde meg flink til å tegne. Jeg elsket rosen og oppmerksomheten jeg fikk for det jeg gjorde. Mestringsfølelsen narra meg rett og slett ut i dette yrket.

Han påpeker at han likevel er glad i å tegne:

– Det gir en ro og alle de klisjeene der.

På spørsmål om hva han synes er morsomst å tegne svarer Herr Fossbakken:

– Oi. Litt stygge mennesker med mye hår i fjeset og sånn.

Ta en titt på Tores tegneri, hvis du liker det du ser kan du bestille prints av bildene, og kjøp for all del neste utgave av Vagant. Der har Tore tegnet 5 portretter. Vi gleder oss.

Dette er forresten Tore:

Fredens rum

Fredens rum er et aflangt rum med smalle senge, sat sammen som et puslespil, der ikke går op. Sengene er smalle med vilje, så de klart kan definere vores omkredse. Det giver plads til forløsning. Savnet og kulden kan slippes i dunenes smygende dans. Der er altid en ledig seng.

Lige nu er der 12 senge i fredens rum, og vi er mange på besøg. Her sidder to og er ved at flette hår på hinanden, og her sidder en anden fordybet i et brev med kinden hvilende på de optrukne knæ. Her er tilpas. Her er rundt. Og måske kommer der en lille kat og ligger spindende ved mit øre med den ene pote blidt hvilende på det bløde i min hals.

Jeg står op, når jeg er klar. Nogen gange er et lille nap nok, andre gange står jeg ikke op i dagevis, men ligger i mørket under dunene med åbent hjerte og venter på visdom. Fingrene er i ro, blodet løber ikke mere. Tanken er som vindens hvisken en sommerdag, dansende gul.

Små kærtegn på håret og panden er tilgængelige, hvis jeg ønsker det. Hvilken fryd at få glattet sine bekymrede rynker af en kølig hånd.

Og så pludselig eksploderer alt i latter og pink balloner. Glæden er som en lille hundehvalp, hvor hvert ivrigt bjæf siger; “se mig” og “kom og leg”. Og så leger vi. Hopper i sengene, løsner fletningerne og har pudekamp, så dunene let forvirrede får nye hjem.

Og så er der varm kakao og historier til den lyse morgen, mens dunene og kattepoterne igen putter sig.

Mange var spente før kveldens auksjon av moderne kunst hos Blomqvist i Tordenskiolds gate i Oslo. Ville skyggene fra finanskrisen fortsatt ligge over markedet? Nyere statistikk fra det internasjonale kunstmarkedet antyder er prisene har fallt 40% det siste året.

Etter å ha fulgt det meste av kveldens auksjon via Blomqvists webtv er konklusjonen at det fortsatt er en stund til det norske markedet for moderne kunst og samtidskunst er tilbake til gamle høyder. En overraskende stor andel av verkene ble båret ut igjen uten at noen ga bud i det hele tatt. Av bildene som ble omsatt gikk en stor andel for priser godt under forhåndsantydningen. Mange fikk tilslag på så lave priser at det ble tatt forbehold om selgers godkjennelse.

Når både bilder av populære kunstnere som Rolf Nesch, Kai Fjell og Inger Sitter forblir usolgt sier det noe om stemningen i markedet. Flere av kunstnerne som vanligvis oppnår meget gode priser gikk godt under forhåndsvurdering. Flere av Arne Ekelands arbeider gikk  under forventning og selv Bjarne Melgaards bilder gikk tregt denne gangen. Flere av bildene hans ble båret tilbake til Blomqvists magasin uten at bud var mottatt.

Blant de få lyspunktene med bilder som gikk godt over prisantydning var svenske Anna-Eva Bergmann. Et par av bildene hannes gikk 50 til 100 % over prisantydning.

Jeg er nu faldet over Haiku digte, umådeligt fascinerende og alligevel så fremmedartede.

Og hvad er et Haiku digt, spørger du måske. Kort fortalt er det en japansk digtform, oprindeligt fra det 16 årh., uden rim, som typisk består af sytten stavelser, som er organiseret i tre linier med 5, 7 og 5 stavelser.

Digtene har tæt tilknytning til zen, og er ofte upersonlige naturbilleder, der forener det flygtige med det bestandige via antydningens kunst.

Modsat vores vestlige udtryksform hylder den østlige ofte brug af objektivisering og anonymitet, man ser personligheden som en illusion og holder derfor jegéts subjektivitet udenfor.

Og så er der syntesen af ordene og de kaligrafiske tegn… en æstetisk nydelse !

Her er en lille smagsprøve af Basho, (1644-1694) hentet fra “Hans-Jørgen Nielsen – Haiku”, nr 33″

Solen hvor lysende

Hvor glødende i blæsten

Allerede efterårets

Jeg er ikke Jimi Hendrix fan – har aldrig været særlig god til de skæve og hvinende toner, men hørte en live fortolkning i lørdags, som fik mig til at tænke lidt mere over fænomenet.

Hvorfor er det de skæve toner, der fanger interessen, hvorfor er det ikke det bløde, som stryger dig med håret og aer dig på kinden ? Hvorfor er det de flænsende hvin, som stikker knive i dine tarme, som du husker og tager med ?

Hvad med den linie i et digt, som får alle sanserne op på mærkerne ? En følelse i kroppen af at blive talt direkte til.

Eller maleren, som midt i sit smukke efterårsbillede har tværet en tyk, grim sort streg hen over træernes konturer ?

Hvorfor er det den jeg husker og ikke alt det smukke ?

Kan man tale om et lille fællesskab mellem kunstarterne her ?

Kan det have noget at gøre med vores eksistens og forståelsen af den ?

Det skæve både frastøder og tiltrækker, en dans om ligevægt, eller måske en udstrakt hånd til at se på det skæve i sig selv ?

Jeg vil fundere lidt videre.

Fra museum of bad art ; En perle, som genialt nok, har tittelen “He was my best friend” Tro hva du vil…
.

Gad vide om han har flere af de skjorter? - Han havde den i hvert fald også på i aftes!

Jeg var til foredrag med Erling Jepsen i Søllested Bio og Kulturhus i går, og det var glimrende. Han viste sig fra sin velkendte sønderjyske side, for selvom hans nye bog Biroller – som vi var så heldige at høre et par uddrag fra – udkommer i dag, så virkede han ikke videre stresset. Men han har sikkert heller ikke noget at bekymre sig om.

Det var spændende at høre om hans opvækst i en familie, der var løbet tør for held, inden han blev født, og det var ikke svært at genkende scener fra Kunsten at græde i kor. Og det er altid spændende at høre en forfatter formulere sine grundlæggende litterære greb: Han vil fortælle ubehagelige sandheder, men han vil samtidigt bruge latteren til at få tilhørerne over på sin side. Det lykkedes, for Jepsen har en underfundig humor, selvom det skæve smil afslørede, at succes og mange år i København efterhånden har gjort barndommens pessimistiske beskedenhed til en bekvem maske.

Jeg skal helt sikkert læse Biroller på et senere tidspunkt. Den handler om en ung kvinde, der forsøger at komme i gang som skuespiller i København, og som er så desperat, at hun er villig til at udnytte selv den mindste åbning. Da hendes hund stikker ind på et teater og viser et vist talent for skuespil, er hun ikke sen til at lade sig trække med ind på teateret. Med tiden får hun møvet sig helt ind på både scenen og dramatikeren – en afdanket sønderjyde med sine bedste år bag sig! – mens situationen udvikler sig stadigt mere grotesk.

Arrangøren citerede fra en analyse af Erling Jepsens forfatterskab af Tina Brødsgaard Andersen, at galgenhumor “gør det svært ikke at grine, der hvor det er allermest upassende.” Det er meget rammende, og selvom det føles passende at grine til hans foredrag, så er det alligevel alt sammen alvorligt ment.

I går blev sløret løftet for vinderen af årets Man Booker Award, som i år går til Hilary Mantels historiske roman ’Wolf Hall’, der foregår i 1500-tallet. Jeg har ikke læst bogen endnu – men det har jeg da bestemt tænkt mig at gøre – så jeg kan ikke vurdere, om det er retfærdigt eller ej. Men det er interessant, at valget er faldet på en historisk roman, for det er en genre, der ligesom krimien nyder stor succes hos publikum, men som sjældent gør sig gældende, når de generelle litteraturpriser uddeles. (I hvert fald hvis man ser bort fra historier, der foregår inden for “mands minde.”)

Læs mere om uddelingen her: http://www.themanbookerprize.com/news/stories/1291

Jeg har lige set Folketeaterets opførelse af Pedro Almodovars Alt om min mor i Nakskov Teatersal. Det var samtidigt mit første – men næppe mit sidste – besøg hos Vestlollands Teaterkreds. I historien møder vi Manuela, der bor i Madrid med sin søn Esteban på 17 år. Hans far har hun aldrig fortalt om eller haft kontakt med siden graviditeten, men da Esteban dør i en trafikulykke vender hun tilbage til Barcelonas brogede transvestitmiljø. Her rodes hun snart ind i andre ulykkelige skæbner, bliver assistent for en diva på teateret mv. inden hun endelig får konfronteret Estebans far.

Historien er, som det skulle fremgå, fyldt med interessante og farverige personer, men jeg synes ikke overførslen fra film til teater har været helt vellykket. Man mærker det i de mange sceneskift og de mange bipersoner, ligesom sidehistorierne ender med at skygge lidt for den centrale fortælling om Manuelas tab.

Det ændrer ikke på, at stykket er sat flot i scene, og at specielt Karen-Lise Mynster brænder igennem som Manuela. Hun fremstilles troværdigt fra sjov til sorg og i de meget forskellige miljøer fra fortid og nutid hun indgår i. Desværre flyder også hendes præstation lidt ud i anden halvdel, hvor de øvrige spor fylder mere.

Jeg bruger ikke meget tid på at læse digte, for nu at sige det pænt. Det er egentlig en skam, for digtenes koncentrerede sprog er smukt på en anden måde end prosaens langstrakte fortælling. En af forklaringerne er nok, at jeg tit oplever det som lidt for hårdt arbejde at få mening ud af lyrikken, og så smukke som vrøvlevers kan være, så gider jeg ikke bruge tid på det, hvis indholdet ikke også siger mig noget.

En hjælp kan være at få digtet læst op. Intonationen er i sig selv en fortolkning af digtet, og ikke mindst træder rytmen meget klarere frem, når ordene formuleres. www.forfatterstemmer.dk er en ny dansk hjemmeside, hvor håbefulde digtere kan lægge deres digte ind i både lyd og tekst. Indholdet er indtil videre beskedent, men der er allerede nok til at sige, at ideen i hvert fald har potentiale.

Tjek det selv ud. Personligt var jeg mest begejstret for Bjørn Friis Thomsens digte. Han læser op fra en samling han selv har udgivet, og det er nok ikke et tilfælde, at digte udgivet på normal vis har gjort det største indtryk. Det er en smuk tanke at give alle lov til at folde sig ud, men kvaliteten risikerer at drukne i digte, der er FOR autodidakte.

Under alle omstændigheder ønsker jeg redaktørerne held og lykke med projektet – jeg skal nok kigge forbi indimellem.

 

foto: tomas@icu.no

1. Hva var den viktigste grunnen til at du meldte deg inn i Høyre?
Ingen andre var i nærheten når det gjelder god skolepolitikk. Så valget var enkelt. I tillegg var Høyres klare EU-standpunkt viktig for meg.

2. Hva lover du dine velgere i år?
En bedre skole der hver enkelt elev skal få muligheten til å realisere drømmene sine. Skatteletter som gjør det mulig å skape flere arbeidsplasser og bedre velferd. Jeg vil kjempe for at enkeltmennesket og familier skal sikres størst mulig valgfrihet. Og jeg vil kjempe mot de rødgrønnes behov for å detaljstyre folks hverdag.
3. Foretrekker du husbesøk eller ”stand” for å treffe velgere?
Det er hyggelig å snakke med folk om politikk, men trodde faktisk ikke Høyres storstilte dørbankaksjon skulle bli en sånn knallsuksess.

4. Hvem er din favoritt-politiker gjennom tidene? 
Kåre Willoch og Aung San Suu Kyi. Den fengslede burmesiske politikeren har vist et mot og en utholdenhet ved å ofre så mye for det hun tror på.

5. Hvilken bok leser du for tiden?
Haha.…som småbarnsmor og politiker i valgkamp er det å få tid til å lese en bok en fjern tanke. Likevel ligger flere bøker på nattbordet. Øverst i bunken er biografien til Danmarks klima- og energiminister Connie Hedegaard. Bra dame.

6. Har du et favorittlag i fotball?
Rosenborg selvfølgelig. Æ e jo trønder da!

7. Kan du nevne en kunstner du vil anbefale for andre?
Håkon Gullvåg – en av landets fremste innen kirkekunst og stor portrettmaler.

8. Hva serverer du gjerne gode venner?
Mye rødvin.

9. Hvilket reisemål besøker du gjerne igjen?
New York

10. Kan du anbefale et sted i ditt fylke?
Nidarosdomen, en av verdens flotteste katedraler er verdt et besøk. Jeg lover deg at det er noe helt spesielt å oppleve en konsert der.

Jeg har invitert noen stortingskandidater til å svare på 10 “sensommerlette” spørsmål. Første mann ut er 1. kandidat for Akershus Høyre og nestleder i Høyre Jan Tore Sanner.

Foto: tomas@icu.no

Pierre-Francois vokser op i en tilsyneladende helt almindelig familie i 1960’erne. Hans forældre er tegnere, og han har både en storebror og lillesøster at dele livet med. Det lykkelige familieliv bryder dog hurtigt sammen, da storebror Jean-Christophe udvikler en kraftig epilepsi, kommer sygdommen hurtigt til at præge alting. Det er den historie David B. (Pierre-Francois) fortæller i sin store selvbiografiske graphic novel.

Forældrene trækker børnene med til makrobiotiske kollektiver, guruer og alle mulige andre former for alternativ behandling, og det virker lidt komisk, indtil det går op for læseren, at den konventionelle medicin kun kan tilbyde symptombehandling med voldsomme bivirkninger. Det er en forbandelse, som der ikke for alvor kan gøres noget ved, men som uvægerligt ændrer alles tilværelse.

Omgivelsernes fordømmelse og manglende forståelse er voldsom og egentlig ret overraskende, men det er familiens egen dynamik, der står i centrum, særligt Pierre-Francois’ kamp for at forlige sig med broderens sygdom. Den tager hans storebror fra ham – snart må han passe på ham – og naturligvis også forældrene, der må tage sig af broderen. Den fylder også drengen med frygt for, at han også skal blive syg, og den skubber ham ind i en fantasiverden, hvor han iklæder sig panser og plade, tegner voldsommer slagscener for at få sin angst og vrede ude og tilbringer aftenerne med mærkelige fantasivæsener.

Tegnestilen er både enkel og poetisk. Personerne holdes i en enkel sort-hvid streg, men de omgives af magiske væsener fra Pierre-Francois’ fantasi, og specielt fremstillingen af Jean-Christophes anfald som overfald af mørke, orientalske drager er både smukt og sigende. David B. udnytter mediets muligheder maksimalt, når han i lange sekvenser lader teksten holde sammen på fortællingen, mens tegningerne fabulerer og giver et fabelagtigt indtryk af drømme og symbolik.

’Det store onde’ er en tragedie om en families umulige kamp mod en ødelæggende sygdom, men det er også en heroisk fortælling om en drengs kamp for at komme ud af sygdommens skygge og blive sig selv. En betagende og velfortalt historie.

Billedet er ikke fra bogen men fra en filmatisering - men det passer vældig godt på forestillingen om Anna.

Jeg har altid troet, at Krig og fred var det uoverkommelige storværk af Tolstoj, mens Anna Karenina var den noget mindre og lettere tilgængelige indgang til forfatterskabet. Jeg har endnu ikke læst Krig og fred, så den roman kan meget vel vise sig at leve op til mine forudanelser, men mine ideer om Anna Karenina holdt ikke helt stik. Med 940 sider i den ét-bindsudgave fra Gyldendal jeg har, er der ikke just tale om noget lille værk; tværtimod har det givet mig en del spændinger i nakken at holde bogen oppe til sidste side. På den anden side var det rigtigt nok, at bogen faktisk er nem at gå til. Handlingen er medrivende, personerne genkendelige og sproget friskt og moderne. (Ejnar Thomassens fremragende oversættelse fra 1929 hjælper på sagen, de mange trykfejl i udgaven gør ikke.)

Bogen rummer et stort persongalleri og en række sidehistorier, men den dramatiske tråd gennem værket trækkes af Anna Karenina. Det er hendes skikkelse og udvikling, der binder de øvrige personer sammen, og det er hendes stormende forelskelse i grev Vronskij, der for alvor sætter samfundets spidser på den anden side. Hun er nemlig allerede gift med den kølige embedsmand Karenin, der dog viser sig at være alt andet end følelsesløs, da jalousien og hadet først tager over.

De vigtigste sidehistorier handler om Stefan Oblonskij, Annas bror og en charmerende levemand, der ikke kan få pengene til at slå til, og som i øvrigt har sine egne udenomsægteskabelige forhold, og hans gode ven Ljovin, der går mere end almindeligt op i sit landbrug og er forelsket i Kitty, Stefans svigerinde. Alle bevæger de sig i en stor adelig verden præget af magt, baller og sladder. Det sidste rammer Anna hårdt, da hun vækker skandale ved ikke bare at have en affære med Vronskij – den slags er såmænd så udbredt – men ved faktisk også at forlade Karenin og sin søn uden at have opnået skilsmisse.

Bogens ideal er Ljovins simple landliv med og uden Kitty, men Tolstoj er en alt for stor kunstner til at stoppe budskabet ned i halsen på læseren. Tværtimod er personerne sammensatte og handlingens dramatiske udgang rummer masser af mulighed for fortolkning.

Gå altså roligt i gang med Tolstoj. Han er ikke svær at læse, men jeg må ærligt indrømme, at jeg nu godt kunne bruge en femikrimi, noget kortprosa eller et eller andet mere overskueligt.

Jeg har det lidt svært med at skrive en så relativt kritisk anmeldelse af Henrik Rehrs graphic novel fra 2007. Dels fordi Hyldest vitterligt har nogle meget flotte tegninger, dels fordi jeg næppe har læst den i den ånd den er skrevet.

I et efterord fortæller Rehr selv, at det er et led i den nyere tendens inden for tegneseriemediet til at eksperimentere med form og udtryk, først og fremmest ved at droppe den relativt lineære fortælling og den klare sammenhæng mellem tekst og billeder. Problemet er bare, at jeg er ret glad for historiefortælling, og at teksten for mig altid er det væsentligste, som tegningerne så skal støtte.

Men jeg blev altså ikke grebet af bogen, hvor teksten består af en række forudsigelser om en slags dommedag holdt i en halvt messiansk, halvt ironisk tone. Billederne er i sort/hvid og drømmeagtige, samtidigt med at de trækker på en række velkendte motiver. Adskillelsen af tekst og billeder og opgivelsen af en decideret fortælling gør bare mere skade end gavn. Hvad skal man mene om de småfilosofiske bemærkninger i teksten eller en dobbeltside med et hav af æbler i uvejr? Hvad vil Rehr egentlig sin læser – andet end at vise han er med på den eksperimenterende kunsts noder? Tilsyneladende ikke rigtig noget.

Det var sosialdemokraten og forfatteren Roy Jacobsen som sa dette til Aftenpostens aftenutgave 11. august. En slik attest fra en Ap-mann til en Høyremann, og atpåtil midt i en valgkamp, bør man lytte til.

Attesten fra Jacobsen var svar på følgende spørsmål fra Aften: ” Er det forskjell på et sosialdemokratisk styrt Oslo og et borgerlig styrt Oslo?”

“Erling Lae er jo irriterende god da, jeg må si det,” svarte forfatteren. “Det handler om å ivareta de offentlige godene. Utviklinga i Groruddalen er jeg opptattav, men Lae har jo ikke vært noen katastrofe der heller”, sa Jacobsen til Aftenposten.

Når noen fra Stavanger får spørsmålet “hvordan var dette da?” svarer de gjerne med “jo, de` va kje så gale dette”. De sier egentlig at dette var veldig bra. Jeg velger å tolke sosialdemokraten Jacobsen på samme måte: Når han sier at Lae ikke har vært noen katastrofte  for Groruddalen, sier han egentlig det mange av oss vet allerede: Erling Lae gjør en kjemepjobb!

Hvem er Susan Sontag, spørger du måske ?

Hun var en amerikansk essayist og forfatter, 1933 – 2004, og bliver af mange betragtet som en af de vigtigste intellektuelle bidragsydere til moderne amerikansk kultur og litterær kritik.

Retrospektivt bliver hendes dagbøger nu udgivet af hendes søn, og jeg er i gang med at læse den fra ungdomsårene, “Reborn“.

Den begynder da hun er 14 år og længes efter at komme hjemmefra og være i et mere intellektuelt, udfordrende miljø, og er en pudsig komprimeret sag af pubertære, eksistentielle overvejelser, og så en meget forfriskende tvivl om sin egen seksuelle hældning og en god portion depression.

Alt dette krydret med referencer til bøger, masser af bøger, som hun læser eller vil læse, samt lister med ord.

Og det med listerne med ord er på en lidt uforklarlig måde inspirerende ! En liste med adjektiver, og så pludseligt et navn eller en kort beskrivelse.

En fed måde at sortere tanker og facts på – må prøve den

Lars Lerin: Reise

I sommer har man kunnet glede seg over en flott utstlling i Lavetthuset på Hovedøya. Her finner man Hovedøya kunstsal, som i sommer har vist bilder av spennende nordiske kunstnere som “Lars`ene” Lerin og Elling.

Lavetthuset, et gammelt militært lager hvor man oppbevarte alt man trengte til kanonstillingene på Hovedøya, huser nå et lyst og flott oppusset galleri i hovedetasjen. Dette drives av Kunstverket galleri. I annen etasje er det etablert et kunstkollektiv.

Følgende kunstnere var representert på sommerens utstilling: Lars Elling, Lars Lerin, Ørnulf Opdahl, Roj Friberg og Erling Valtyrson.

Lars Elling er etter hvert godt kjent for det norske kunstpublikum etter utstillinger hos både Kunsterforbundet og Galleri Brandstrup. Elling har også hatt flere utstillinger i New York.

Svensken Lars Lerin, som tidligere var samboer med Lofoten-kunstneren Yngve Henriksen, er nok mindre kjent i Norge. Det er vel verdt å bli bedre kjent med ham! Lerin går for å være en av nordens beste akvarellmalere. Han er også forfatter og har skrevet et imponerenede antall bøker. Lerin henter sine motiver fra steder han har bodd. Som det står i en brosjyre utgitt i forbindelse med hans utstilling på Laxholmen: ” I Värmland växte han upp nära de stora skogarna, med sommarnattens ljus och vinterens mörker som följeslagare. På Lofoten fann han havet og horisonten.”

Lars Elling: uten tittel

(c) Ernst Furuhatt / Salten Museum

“Om hundre år er allting glemt“, skrev Knut Hamsun. 150 år etter forfatterens fødsel er verken forfatteren eller hans diktning glemt. I dag åpnet Kronprinsesse Mette-Marit Hamsunsenteret på Hamarøy i Nordland. Bygget er spektakulært, moderne og kontroversielt. Huset er neppe glemt om 100 år. 

Arkitekten Steven Holl fra USA har tegnet bygget. Hans prosjekt var ferdig tegnet allerede i 1996, men det er altså først 13 år senere at bygget står ferdig. Kultursjef Aaslaug Vaa i Nordland fylkeskommune sier til Dagbladet at staten har forsøkt å trenere realiseringen av prosjektet. I samme artikkel sier Hamsun-biograf Ingar Sletten Kolloen at pengebruken knyttet til senteret har vært uforsvarlig. Budsjettet har sprukket med 22 millioner kroner og den samlede prisen er 142 millioner kroner. Biografen gratulerer allikevel Nord-Norge med et av landets flotteste kulturbygg.

 Ifølge Avisa Nordland sa Kronprinsessen følgende i sin åpningstale:

- Leter man etter et budskap om fred og forsoning er ikke Hamsuns diktning det rette stedet å lete. Og vi blir nok aldri ferdige å diskutere ham og hans diktning…

Gruppen Lumsk har her en fin, musikalsk versjon av Hamsuns dikt:

Jeg har altid syntes, at der var noget prætentiøst over bogens titel: Historien. Som om der ikke er masser af historier at fortælle. Alligevel giver det mening – og meget mere end arbejdstitlen ’Uden religionens trøst’ – når man først læser bogen. For det første er fascismens fremvækst, anden verdenskrig og den glidende overgang til den kolde krig vitterligt historien om det blodige 20. århundrede. For det andet placerer Morante selv romanen i en bredere historisk kontekst ved at indlede bogens dele med en gennemgang af årets begivenheder, og denne historiske gennemgang dækker også årene efter den egentlige romanhandlings slutning, så det gøres klart, at fortællingen blot er et kapitel af en langt større historie om magt og undertrykkelse.

Romanens hovedpersoner er Ida Mancuso, der er født lige efter århundredeskiftet, og hendes børn Nino, født i slutningen af 1920’erne, og den lille Useppe, der er resultatet af en tysk soldats voldtægt i begyndelsen af krigen. Med de nødvendige tilbageblik følger vi familien tæt fra Useppes fødsel til 1947. Selvom familien ikke er optaget af politik – selv Nino, der både er sortskjorte og kommunistisk partisan, er i virkeligheden dybt apolitisk og mest optaget af, at der er gang i den – fylder krigen umådeligt meget. Det er næsten umuligt at skaffe mad, så Ida ældes før tid, og Useppe vokser aldrig til, som han skal. Og som halv jøde lever Ida i evig frygt for, at de skal blive ofre for udrensningen, selvom rygterne om koncentrationslejrene afvises som FOR dramatiske.

Der er tale om en hverdagshistorie, hvor hovedpersonernes psykiske liv og smerte står i centrum, men naturligvis er der også dødsfald i persongalleriet, masser af dem faktisk, og alt andet ville da også være en løgnagtig gengivelse af tiden. Fokus er bare mere på frygten og lidelsen end på kampene og det heroiske, for Morante solidariserer sig altid med det enkelte menneske, som det står nøgent og forsvarsløst over for systemernes undertrykkelse.

Man mærker tidligt, at det vil gå hovedpersonerne ilde, men alligevel håber man til det sidste, at i hvert fald nogen af dem skal klare sig igennem og komme martrede, men dog livsduelige, ud på den anden side. Det er bare ikke sådan en roman, og Morante er ikke en sådan forfatter. Hun støttede både privat og i bogen anarkisternes håbløse kamp. Håbløs, fordi de mest idealistiske anarkister afviser enhver voldsudøvelse, og hvordan kan magten som sådan bekæmpes, når man ikke vil bruge magt til at vælte undertrykkerne? Kun hvis alle magtrelationer i et magisk øjeblik ophæves, kan det anarkistiske samfund opstå, men det er naturligvis et utopisk ideal uden gang på jorden.

Historien er en tragedie. Useppe symboliserer undergangen. Født af et overgreb er han som baby glad, tillidsfuld og intelligent, men håbet om at der trods alt kunne komme noget godt ud af vanviddet svinder hurtigt ind. Selvom gaskamrene undgås, er han mærket af underernæring og tidens ondskab. Med ham bukker også håbet om en ny og bedre verden under.

Morante sætter eminent den lille historie op over for den store, og hun fanger på den måde både krigens umådelige vanvid og det hverdagsliv, som langt de fleste trods alt levede langt det meste af tiden. Useppe kommer man uvægerligt til at holde af, og bogen er også fyldt med en lang række andre spændende karakterer. Hele tiden har man fornemmelsen af, at her er der en forfatter, som tager fat om de helt store spørgsmål. Det er pragtfuldt, selvom bogen bliver lidt lang – især i skildringen af den umiddelbare efterkrigstid, hvor Morante synes at have været i tvivl om, hvordan hun skulle komme videre – så jeg anbefaler den på det varmeste.

Skulle Soria Moria-erklæringen egentlig vært kalt Kuria Muria-erklæringen?  Dette er et av de morsomme poengene i den siste utgaven av Aftenpostens magasin “Innsikt”.

Kuria Muria, 5 øyer i Persiabukten tilhøende Oman, er et av flere interessante eksempler på arabiske spor i norsk språk. Det er cand. philol Helge Horn som har skrevet en lesverdig artikkel om dette. Horn gir her flere eksempler på norske ord med arabisk opprinnelse:

• Karve og alkohol. Kan man dermed si at akevitten er arabisk?
• Mange dufter og smaker: sukker, sirup, ris, artisjokk og aprikos.
• I huset: madras, sofa, divan og alkove.
• Vitenskap: algebra, sinus, senit og siffer.
• Forsvar og krig: admiral (arabisk: “herre på havet”), kaliber (arabisk: “støpeform”)

For egen regning kan jeg legge til at hver gang du får en faktura eller ber om regningen på restaurant kan du tenke på at også dette ordet har arabiske røtter.

Er du i Dubai eller Damaskus og vil be om regningen etter et godt måltid kan du si: “Al fatura, min fadlak”.

What I Talk About When I Talk About Running, av Haruki Murakami (Vintage 2009). What I Talk About er som tittelen indikerer en bok om løping. Det er rett og slett slik at Murakami, en av mine favorittforfattere er løpgal, og skriver om det. Jeg ble vel kanskje litt overrasket over hvor mye av boka som faktisk handler om løping, men det som likevel gjør ”fortellingen” leseverdig (for de som ikke er særlig interessert i langdistanseløp) er at den under overflaten handler om aldring, Murakamis forfatterskap og livet generelt, skrevet lett og ledig, og til dels humoristisk. Det er jo og til å undres over at denne mannen med det ordentlige og rutinepregede livet, som beskrives i boka, leverer romaner med skikkelser som nærmest står for det motsatte.  Dette er en bok de som liker Murakamis romaner (og kanskje for de som liker løping).

 Småbonde og kunstnar

Rolv Lorentz Muri (1921-1992) sin kunst er best kjend i traktene kring Olden og Stryn, men han er mellom dei beste kunstnarane innafor den moderne kunsten her i landet. Han høyrer til dei beste kunstnarane frå fylket i denne sjangeren saman med Gunnar S. Gundersen, Ludvig Eikaas, Oddvar Torsheim, Kjartan Slettemark og Knut Rumohr. Mykje av kunsten hans er i privat eige og han er representert i fleire sentrale kunstmuseum i Noreg.

Rolv Muri vart fødd i Ålesund, men voks opp i nærleiken av Gjøvik. Under andre verdskrigen vart ungdommar utan fast arbeid kalla inn til nasjonal arbeidsteneste. Men då Rolv Muri ikkje ville gjera arbeid for tyskarane, søkte han tilflukt på garden til morbroren på Avlein i Olden. Så lenge han hadde arbeid på ein gard slapp han unna denne tenesta. Det var her at Muri si interesse for kunst begynte og i 1946-1947 vart han student ved Statens Kunstakademi i Oslo.

Han vende tilbake for å overta garden på Avlein etter akademitida og vart då småbonde og kunstnar på heiltid. Arbeidet på garden, som ligg i bratt og ulendt terreng, var eit blodslit og arbeidet som småbonde verka hemmande for den kunstnarlege verksemda. Han arbeidde med målinga på nattetid.

Han fekk betre arbeidstilhøve i midten av 1960-talet, då han mottok Sogn og Fjordane sitt kunstnarstipend og seinare Statens tre-årige arbeidsstipend. Frå 1977 var han ein av dei første kunstnarane i landet som fekk tildelt garantert minsteinntekt.

Muri debuterte på Vestlandsutstillinga i 1957, på Høstutstillingen i 1959 og hadde si første separatutstilling i Oslo kunstforening i 1969. Den første utstillinga i offentleg regi i Sogn og Fjordane fylke vart arrangert i Fylkesgalleriet i desember 1991. Muri døydde nokre månader seinare.

Rolv Muri: “Vinterallegori”, 1978 (99×122 cm)

Formspråk

Rolv Muri sitt formspråk er abstrakt ekspresjonistisk, stundom nonfigurativt. Når biletspråket hans ikkje vart reint abstrakt, så heng dette saman med at bileta hans aldri heilt slepper taket i impulsane han henta frå naturen i Olden.

Erfaringane med arbeidet og blodslitet som bonde, “innsynet i jordsmonnet”, og utsynet frå garden mot fjella og fjorden, ligg heile tida som ei grunnleggjande resonansbotn i kunsten hans. Komposisjonane, dei kraftige målarstrøka var symbolberande og meint å spegle sinnsstemningar hjå kunstnaren.

Rolv Muri: “Høst i fjellet II”, 1968 (utsnitt).

Frå midten av 1970-åra fekk mange måleri ein klang av blått, gult, rosa og grønt. Som motvekt mot dei ytre inntrykka frå den overveldande naturen, søkte Muri å gje eit indre uttrykk for det han erfarte i mikrokosmos, i jordsmonnet, i struktur og fargar i steinane.

Muri sin kunst gjev både inntrykk av heftig rørsle og uro, men likevel er bileta hans underlagt ein klår komposisjon som er med på å roe bilete, disiplinere det og med dette skape inntrykk av ro, harmoni og klårleik. Kunsten var for Muri ein form for terapi for å overleve som menneske og han sa eingong: “Jeg har ofte følt en sterk uro i min tilværelse og noe av min ambisjon har vært å få orden på denne ved hjelp av maleriet”.

Rolv Muri: “Night fragment”, 1982 (105×123 cm).

Internasjonale impulsar

Rolv Muri henta impulsar frå den amerikanske, abstrakte ekspresjonismen på 1950-talet (m.a. Jackson Pollock og Willhelm de Kooning) og frå den europeiske kunstnargruppa COBRA (Karl Appel og Asger Jorn). Føremålet med kunsten deira var å frigjere og gje uttrykk for kunstnaren sine subjektive, spontane tankar og kjensler.

Desse kunstretningane hadde i sin tur bakgrunn i den tyske ekspresjonismen frå mellomkrigstida med si dristige fargebruk, deformerte og groteske menneskefigurar. Då nazistane kom til makta i 1933 var ekspresjonismen forbode og forfølgd av di den vart oppfatta som uskjøn og samfunnsnedbrytande.

I samband med den første utstillinga i offentleg regi i Sogn og Fjordane fylke, som vart arrangert i Fylkesgalleriet i desember 1991, gav galleriet ut ein katalog om Rolv Muri.    

Kjartan Slettemark: Sjølvportrett (1990).

Kunstneren Kjartan Slettemark døde i 2009. Han var en av de første moderne kunstnere i Norge som benyttet et abstrakt formspråk for å formidle politisk innsikt og erkjennelse.

Han var i mange år uglesett i det norske kunstmiljøet, blant kunstkritikere og museumsdirektører og måtte søke indre eksil i Sverige. Eksilet understreket godt poenget i filosofen og forfatteren Jean-Paul Sartre sine ord om at “Geniet er ikkje ei gåve, men utvegen ein finn i desperate situasjonar.”

Kjartan Slettemark var ikke bare en usedvanlig kunstner, men han var også et klokt menneske. Dette er en sjelden kombinasjon i norsk, moderne etterkrigskunst hvor tanketom formalisme og postmodernistisk kunstideologi har ridd kunstlivet som ei mare.

Akseptert kunstnar

I dag er han akseptert som ein av våre fremste spontankunstnarar eller performance-kunstnarar. Kjartan Slettemark har utdanning frå kunsthøgskular og akademi i Norge og Sverige og hadde som svensk statsborgar motteke ei rekkje stipend frå Stockholm by – der Slettemark bodde sidan 1965.

I 2002 fekk han kunstnarløn frå den svenske staten. Slettemark er kjøpt inn av m.a. Museet for Samtidskunst, Fylkesgalleriet i Sogn og Fjordane/Sogn og Fjordane kunstmuseum, Bergen Billedgalleri, Moderna Museet i Stockholm, Gøteborgs Konstmuseum og Norsk Kulturråd.

Kontroversiell politisk kunstnar

Kjartan Slettemark vart brått kjend i norsk samtidskunst i 1965 då hans “Vietnambilde” vart angripe med øks. Kunstverket stod utstilt i ein monter utanfor Stortinget.

Biletet – som synte ein skrikande, blodig munn, eit amerikansk flagg og ei lemlesta dokke – vart for sterk kost for den norske offentlegheit. Kunstverket vart tre gonger utsett for hærverk og måtte til slutt ha politivern.

Kjartan Slettemark: Av rapport fra Vietnam: “Barn overskylles av brennende napalm. Deres hud brennes til svarte sår og de dør.”

“Vietnambilde” vart laga midt i den heitaste debatten kring Vietnamkrigen og var meint som ein protest mot amerikanarane si krigføring i Vietnam. Mange pro-amerikanske nordmenn følte seg provoserte. Konservative kunstkritikarar skreiv at kunstverket var eit sjofelt og sjusket makkverk og at Slettemark var ein blasfemisk provokatør og kunstnerisk talentlaust.

Motstanden mot Slettemark var også sterk innanfor dei offentlege kunstmusea og først i 1988 gjekk Nasjonalgalleriet med på å ta i mot “Vietnambilde” som ei gåve frå kunstnaren. “Vietnambilde” er eit av dei mest sentrale kunstverka i norsk etterkrigskunst.

Impulsar frå utlandet

“Vietnambilde” varsla noko nytt i norsk kunsthistorie med introduksjonen av nye materialar i kunsten som plastmaling og bruk av gjenstandar frå dagleglivet i ulike kombinasjonar.

Slettemark er ein god representant for moderne kunst og han fekk tidleg sterke kunstneriske impulsar frå det franske spontanistiske målarrørsla (Jean Dubuffet o.a.) og amerikansk “popart” som på 1960-talet tok i bruk trivielle forbruksartiklar frå kvardagen i kunsten sin – slik som reklame, suppeboksar, colaflasker og bilringar (m.a. Andy Warhol og Robert Rauschenberg).

Kjartan Slettemark: Selvportrett

Slettemark resirkulerte gjenstandar han fann kring seg, kombinerte eller monterte dei og sette dei inn i nye samanhengar – ofte med eit humoristisk alvor. Slettemark nytta ofte fotografi, colaboksar, glorete barneleikar og anna søppel han fann tilfeldig.

Kjartan Slettemark: Skulpturdukke 10, datering ukjent.

Samanføying av ulike materialar på denne måten vert kalla for assemblage eller collage, og Slettemark var ein av dei første kunstnarane som nytta denne kunstforma i Norge.

I motsetnad til mykje av amerikansk popkunst, var Slettemark meir samfunnskritisk og gjekk i djupna og synte fram eit samfunnsengasjement som ikkje var vanleg i norsk eller amerikansk kunst på den tida.

På 1960-talet var den kalde krigen på sitt kaldaste og samfunnskritisk kunst vart oppfatta som suspekt og “kommunistisk”.

Slettemark v Nixon

Mykje av Slettemark sine aktivitetar (happenings) har handla om utforsking og endring av sitt eige sjølvbilete – ei form for kompromisslaus sjølvutlevering i protest mot det han oppfatta som borgarlege konvensjonar og trongsynt moral.

 Då han i 1974 skulle fornya passet sitt, leverte han inn ein fotomontasje av president Nixon og seg sjølv. Fotografiet i passet var ein kombinasjon av eit portrett av Nixon, men montert med Slettemark sitt eige hår og skjegg. Passet var signert “KjARTan Slettemark”.

Kjartan Slettemark sitt pass som fotomontasje av seg og president Nixon frå 1974. Fotomontasje er ei kunstform som voks fram i mellomkrigstida og tok sikte på å utvikle eit kritisk kunstnarleg blikk på samfunnet. Den mest kjente fotomontøren var John Heartfield som vart kjent for sine anti-nazistiske fotomontasjar.

Passet var ein bolk i Slettemark si identitetsforvandling som var meint å oppheve skiljet mellom kunst og røyndom. Slettemark brukte dette passet i mange år før “bedrageriet” vart oppdaga av grensepolitiet. Saka vart lagt bort.

På 1970 talet laga Slettemark mange originale og respektlause harseleringar over den tidlegare amerikanske presidenten Nixon. Her finn ein m.a. “Nixon-vision” (1971) – ein kaffidrikkande president som også vart laga i plakatvariant og nytta i demonstrasjonstog.

Over ein periode på tre år laga Slettemark mange bilete som ironiserte over president Nixon. Desse kunstverka er eit eksemplarisk døme på at det ikkje treng å vera ein motsetnad mellom kunst og politikk som mange konservative kunstnarar og kunstkritikarar ofte hevdar.

Kunst som rollespel eller performance

Slettemark sine rollespel og symbolske handlingar (performance) som vart utført på offentlege plassar førte tidleg til problem. Hans eksentriske utsjånad og oppførsel vart tolka som åtferdsavvik og uttrykk for psykiske problem. Ein uvitande og maktarrogant psykiater diagnostiserte Slettemark som eit døme på “boarder case” (grensedøme).

Slettemark lot seg ikkje knekke av byråkratar og maktmenneske sin ignoranse og intoleranse. Som kunstnar slo Slettemark attende og stilte ut maktapparatet til spott og spe.

Psykologen Sigmund Freud skreiv ein gong at bruk av ironi og latter kan minska respekten og angsten for makthavarane. Det var dette Slettemark gjorde i sine performance iført puddelkostyme. Det legendariske puddelkostymet (1975-76) er frå ein personleg vond periode i Slettemark sitt liv kor han som fattig kunstnar opplevde forakten og undertrykkinga frå samfunnet si side.

Han utførte sin performance i dette antrekket for fyrste gong under opninga av ei kunstutstilling i Malmö Konstmuseum i 1975. Kunstdirektøren hadde tala i store bokstavar om kunst som fridom, toleranse, og grensesprenging og vart rasande då Slettemark avbraut talen.

Puddelperformance på Liljevalchs Konsthall i 1975.

Politiet vart tilkalla og Slettemark kasta brutalt på dør. Resultatet var ein broten arm og ambulanse til legevakten, men kunstnaren gav seg ikkje med dette. For seinare på kvelden, medan opningsfesten på kunstmuseet heldt fram, kom Slettemark attende i kostymet sitt, sitjande i rullestol framfor trappa til kunstmuseet med plakat på brystet som forkynte: “Rundjult av høgverdig estet”.

Betre kunne ikkje Slettemark vise fram det kritiske potensialet i performance som kunstform og kan hende er dette eit godt prov på filosofen Jean-Paul Sartre sine ord om at genialitet ikkje er ei gåve, men den utvegen ein finn i desperate situasjonar.

Arven frå dadaismen

Kjartan Slettemark: Skulpturdukke 11, datering ukjent.

Mange kunstkritikare var ikkje samd med Slettemark sitt kunstsyn og evna ikkje å sjå den kunsthistoriske tradisjonen han var del av. Slettemark har kunsthistoriske røter i den tidlege avantgardismen slik den m.a. kom til syne i dadaismen etter første verdskrigen og surrealismen på 1930-tallet. Som hjå Kjartan Slettemark, var absurde og anarkistiske element eit viktig element i dadaismen. Dadaismen kritiserte både til høgre og venstre og spesiell krass kritikk vart retta mot finkulturen, kunstmusea og kunstmarknaden.

Internasjonal dadamesse i Berlin 1920.

Delar av dadaismen trudde at mennesket berre kunne realisere og frigjere seg sjølv gjennom kunst som politisk handling. Som “antikunst” ville ikkje dadaistane godkjenne kunst som venleik, sanselegdom og rein oppleving. Kunst skulle vere sann og usminka og ikkje lenger fungere som tidtrøyte for borgarskapet. Kunsten måtte i staden forvandlast til å vera eit reiskap i kampen mot samfunnet sine umenneskelege krav om rasjonalitet og profitt.

Kjartan Slettemark: Slettegro, dateing ukjent.

Dadaistane tok i bruk og sette saman produkt og fragment som den industrielle utviklinga hadde ført med seg: fotografi, trikkebillettar, jarn, maskinar, urinalar og sykkelhjul.

Kjartan Slettemark: Kroppskunst med maske, plastbokstavar og garn, 1967.

Dadaistane arrangerte “happenings” som kombinerte poesi, teater, målarkunst, skulptur, atonal musikk, fotomontasjar, absurd lyrikk. Då dei i tillegg plasserte stinkbomber i teatersalen førte dette til heftige slagsmål med delar av publikum. Kunst skulle provosera og statsmakta svarte med politimeldingar, beslag og fengselsstraff.

Dadaistane var ei av de første kunstgrupperingane som stilte spørsmål ved kunsten og kulturen sitt føremål og funksjon: kva meinest med kunst, kva type kunst bør utviklast som kan fungere som spegelbilete for samtida?

Kjartan Slettemark førte vidare liknande tankar opp til våre dagar. Nettopp etter eit tiår kor postmodernistisk kunstideologi har vore oppteken av å proklamere kunst som noko meiningslaust, er det viktig å bli minna om kva kunst eigentleg bør handle om: engasjement, humor, provokasjon og erkjenning.

Kjartan Slettemark: Selvportrett, datering ukjent.

Kilder:

Jan-Åke Petterson: “Kjartan Slettemark”, utstillingskatalog 1982.

Dawn Ades. “Dada and surrealism”, London 1974.

Dawv Ades: “Dada and surrealism reviewed”, utstillingskatalog 1978.