Hei på dere, min voldsomt store leserskare.

Jeg forsøkte forleden dag, i min latskap, å levere en tidligere blogpost som en skoleoppgave (skriv en petit). Riktignok redigerte jeg den så smått og lagde en teit tittel, men den var basically den samme.

“Overraskende” nok fikk jeg ikke godkjent. Tenk det. Læreren min skjønte ikke hvor jeg ville. “Eller, jeg vil ikke skjønne,”  som hun uttrykte det. Neivel.

Nå har jeg igjen redigert den.  Her er min tidligere blogpost, “Hvis et tre faller i skogen…”, i en litt oppdatert utgave. Den er mer fokusert, mindre subtil, og kanskje litt mer leservennlig. I alle fall overfor de religiøse. Jeg vet ikke hva jeg synes. Hva synes dere?

.

—–

.

“Jeg har en kulde i meg og en varme i meg, og i det siste har jeg opptrådt umoralsk. Ikke hele tiden, forståss, men i små glimt. Jeg synes egentlig ikke det er greit, men fordi det kun er min egen samvittighet det plager, er det likevel ikke så ille (det er i alle fall hva jeg forteller meg selv).

Jeg har også en sort bok. Ingen dagbok, bare bok. Den rommer skriblerier fra hverdagen min etter at jeg flyttet til byen, til min nye virkelighet. Jeg betror meg til boka. Vi speiler hverandre. Boka og jeg er ett.

.

Så, til poenget: Jeg har blitt så gyselig kynisk etter at jeg flyttet til byen. Jeg ser det i linjene tekst jeg skriver, og jeg ser det mellom linjene. Jenta fra de første boksidene er så herlig naiv og sukkersøt, fullstendig blottet for ideer om andres baktanker og agendaer. Hun tror alle i verden er snille og greie, og tripper rundt i en rosa såpebobleverden hvor alt er superkoz. Hun er jenta uten begrep om kynisme. Uten en kald, kritisk, avmålt side. Hun er jenta som tror at kino og middag og å våkne hånd i hånd betyr forhold. Det er rent pinlig lesing. To måneder ut i boka får hun seg imidlertid en på trynet. Hun våkner. Ord hun stolte på og handlinger hun tolket som tegn på noe mer, viste seg å være et simpelt spill. Hun våkner. Og noterer seg, bak øret og i boka: Husk, verden er ikke slik du tror. Aldri. Glem ikke det.

.

Nå, ett år senere, har jeg tretusen sider kildekritikk i bakhodet og de manende stemmene til journalistlærebokforfatterne Fossum og Meyer ringende i øregangene: “ER NÅ DET SÅ SIKKERT?” roper djevelduen mot meg. Kilden er så lur, så lur, nemlig, en slu rakker, som byr opp til dans, for så å umerkelig stjele perlekjedet ditt mens dere danser. Det sier Fossum og Meyer. Pass dere for kilden, barn, for han spiser dere til frokost. Gløtt rundt deg, menneske, skul på naboen, mistro de eldre og ikke minst de unge. Du vet de er ute etter deg. Sånn er det blitt. Sånn er hodet mitt blitt. Her i byen.

Boksiden fra noen måneder tilbake har jeg hengt på veggen. Jeg har lært. Jeg er mistenksomheten selv. Jeg vokter meg for verden.

.

Jeg skal likevel ikke skylde det hele på Fossum og Meyer. Tross alt. For det skyldes i grunnen ingen kildekritikkbok (enda den befaler deg å mistro alle rundt deg). Og jeg har ikke fått noen sprøyte kynisme og misantropi direkte i blodet. Ingen stein i tinningen eller lyspære over hodet. Jeg har bare levd litt mer. I byen. Og skjønt at det finnes regler jeg ikke har skjønt. I byen. Og at de jeg har skjønt ofte er dumme, men at de gjelder. Jeg har sett andre følge dem, og blitt utsatt for at andre handler etter dem. Nå følger jeg dem selv, og behandler de jeg møter deretter. Det er greit å ikke bry seg, sier en regel. Det er greit å sette seg selv først. Seg selv høyest.  Kjør ditt eget løp, spill spillet og gjør det som gagner deg best. Sannheten sårer ikke dem som ikke kjenner den.

Mitt søte, yngre jeg ville tenkt at slikt er umoralsk og snart brutt sammen i en storm av dårlig samvittighet.

Mitt nye, kalde jeg registrerer at slikt er umoralsk, men lar ignoransen sige innover seg.

Hvis et tre faller i skogen og ingen hører det, lager fallet noen lyd?

Hvis jeg gjør noe som ville såret deg, og du ikke får vite det, har det da noen betydning?

Nei, kjære deg, det betyr ikke det døyt. Jeg er nemlig blitt bymenneske.

Dét er sikkert og visst. “

PS, alle sammen: Slapp’a, jeg overdriver.

Fotballen er igjen rammet av et tragisk dødsfall.  Den spanske fotballklubben Espanyols kaptein Dani Jarque døde lørdag av hjertesvikt. Han ble bare  26 år gamel og døde mens han pratet med sin kjæreste i telefonen. Han hadde tidligere på dagen fortalt at han ikke følte seg bra, men det betyr jo ikke det samme som at man skal dø, og spesielt ikke når man er ung og topptrent. Dette er ikke første gangen unge menn faller døde om i forbindelse med trening, kamp eller andre fysiske utskeielser – og stort sett har det vært seriøse idrettsmenn det er snakk om. Vi har etterhvert mange spillere som i ung alder bare har falt sammen med hjertestans. Noen har overlevd, mens de fleste har faktisk omkommet.

Plutselige dødsfall hos idrettsutøvere er dobbelt så vanlig som hos de som ikke er det. De fleste dødsfallene har skjedd hos mannlige fotballspillere, basketballspillere og langdistanseløpere. Plutselig hjertestans har, i det idrettsmedisinske miljøet som normalt domineres av ortopeder, økt interessen for idrettskardiologi. Særlig etter at fotballspilleren Ståle Solbakken i 2001 ble vekket til live med hjertestarter på trening. Da hadde han hatt hjertestans i sju minutter.

Flere tilstander kan føre til arytmi og plutselig død. Den hyppigste dødsårsaken blant unge utøvere under 30-35 år er hypertrofisk kardiomyopati (forstørret hjertemuskel).

Ungarske Miklos Feher døde på fotballbanen etter trening, 27 år gammel. Chaswe Nsofwa kollapset under trening i Israel i 2007 og døde noe senere. Philip Ahlgren (11) døde på trening i 2005. Ruben de la Red (23) kollapset på banen i 2008, men var så heldig å overleve. Ved undersøkelser ble det senere oppdaget at han hadde en medfødt hjertefeil.

Dette er bare noen av spillerne som har død av hjertestans, men det er mange fler som ikke er nevnt. Selv om dette er noe som rammer flere sporter, synes det som om det er fotballen som er hardest rammet.

Jeg har ofte stått ringside på mang en kamp og har merket meg stresset og jaget fra trener og spillere. Jeg har rett og slett blitt sliten bare av å se på kampen. Hva gjør ikke dette da med spillerne selv, som ofte er skadet og går på smertestillene bare for å gjennomføre kamper?

Dette er ikke bare en hobby, men et levebrød og det er et kynisk spill. På grunn av høye forventninger til å prestere på banen og under trening, kombinert med bruk av smertestillende medisiner som Vioxx, for å holde ut smerter under trening, antas denne kombinasjonen å kunne utløse allerede latente hjertefeil. Dette er medisiner som øker faren for hjerteanfall dramatisk, allerede ved første tablett – og Vioxx er nå forbudt brukt i Norge. Mildere men lignende preparater som kan ha lignende virkninger, bland annet Voltaren og Ibuprofen, brukes mye i fotballklubber. Også her øker faren fra første tablett. Mekanismen er at medisinene får kransarteriene til å trekke seg sammen ved anstrengelse, og det kan altså føre til plutselig død. Noen personer reagerer på dette, andre ikke, og man kan ikke på forhånd vite hvem.

Nå er det på tide at spillerne følges nøye opp med legesjekk og dersom de har skader eller sykdom, får de stå over en kamp eller to. Noen spillere har forklart at det i noen klubber ligger Vioxx og Voltaren framme i en skål, og at det spises nærmest som sukkertøy. Det er på tide at man får et mer edruelig og ansvarlig forhold til disse unge idressmennene og behandler skaden, ikke bare demper symptomene. Faren for katastrofe er alt for høy, slik alle dødsfallene viser.

Igennem mange år så har socialdemokraterne som de hedder nu sikret Danmark en velfærdsstat. En stat, hvor at vi har et sikkerhedsnet, som varetages af uddannet arbejdskraft.

Det vil Bertel Haarder nu gøre op med. Alle skal tilbydes et frivilligt arbejde jvf. en artikel i avisen Information.

Her har han travlt med at afvise at den skumle bagtanke er at erstatte personale i plejesektoren med frivillige unge. Hvem stoler på hans ord? Har hans regering sammen med andre partier i Folketinget ikke gennemført det ultimative bedrag, da de udhulede efterlønnen? Tror han virkeligt at Folketinget kunne snøre vores forældres generation uden at vi tager ved lære? Hvor naiv kan man være?

Det skulle udvikle os, siger han.

Jeg har været på efterskole. Jeg har arbejdet gratis på trods af at mine forældre betalte flere tusinde kroner til skolen hver måned. Det blev jeg kun bitter over. Han snører ikke mig og jeg skylder iøvrigt ikke samfundet noget som helst, når de har fjernet efterlønnen. Hvis frivilligt arbejde udvikler noget, så er det kynismen blandt de unge.

Forslaget er en glidebane imod et samfund som USA, hvilket han får indrømmet i artiklen, men det er en fejl at sige at vi kan lære noget, for det kan vi ikke.

Faktisk bliver jeg en anelse sur over at han kan tro at vi er så dumme at vi falder på den. Jeg kender den årlige Operation Dagsværk, hvor at danske unge arbejder gratis mod at støtte hvad der tidligere har vist sig at være terrororganisationer, som da man gik ind i et land som Nicaragua hvor at landets lovlige regering blev angrebet af rebeller der ville opstyrte styreformen. Det var ikke gået idag, hvor at man holder øje med når pengene forlader landet så disse terrorstøtter kan blive dømt.

Moderne unge kender godt verdenen. De bliver hjemme i stadig større grad.

Men når der er så lidt tilslutning til Operation Dagsværk, hvorfor skal unge så bruge deres tid på frivilligt arbejde samtidig med at presset fra selvsamme regering om at de unge skal gøre sig hurtigt færdige med deres uddannelser aldrig har været større?

Der er ingen fornuftige argumenter for at vi skulle gøre noget for andre, når der ikke bliver gjort noget for os. Så står mistanken om at det at han ønsker er en underminering af vores velfærdssamfund alene tilbage.

Hvor er Socialdemokraterne henne? Har de andre medlemmer end Helle Thorning?

Det ser sort ud for Danmark.

Dette er det eg har å seia om Fritt Ord-prisen:

1. Mediefolk/ekspertkommentatorar/journalistar =/= alle. Det frilynte mellomklasserøyndomen dei lever i =/= den røyndomen mange andre lever i.

2. At Nina Karin Monsen seier ting desse mellomklasse-mediefolka er usamde i, tyder dimed ikkje at ho seier ting alle er usamde i. Det er dimed ikkje nødvendigvis slik at ho er ein modig dissident  som berre møter motbør – tvert om, mange er samde i det ho seier, og støttar henne heilt og fullt (utan at det tyder at ho har rett).

3. Det å gjera NKM til eit offer for “den kompakte majoritet”, er om lag like fornuftig som å gjera Carl I. Hagen til martyr for det sunne folkevitet.

4. Ingen har, so vidt eg har sett, meint at det skal vera forbode å seia at det å føla dragning mot folk av same kjønn, er like gale som å vilja misbruka ungar (jfr. NKM sine kommentarar om pedofile) – men er det ein modig og viktig ting å seia? Kva har NKM risikert ved å uttala slike ting, bortsett frå å framstå som intolerant og hatefull? Har ho motteke drapstrugsmål? Har LLH sett ein pris på hovudet hennar?

5. Dersom målet til Fritt Ord var å få blest om prisen, har dei lukkast over all forventing. Til lukke. Det skal dei ha.

Min andre Kosmorama-film var Velsignelsen, en liten perle av en film. Den er en del av kuratorserien Relasjoner, men den kunne forsåvidt også passet inn i både Ansvar og Friksjon. Å dømme etter de to første filmene jeg har opplevd på Kosmorama i år, kan dette komme til å bli en stor utfordring for min kynisme. Den første filmen jeg så, Forbidden Childhood klarte å sno seg vei inn i hjertet mitt gjennom bruk av sterke virkemidler. Men den handlet om krig og ufred langt unna. Dette er en helt annen film, som på en helt annen måte trenger rett inn i hjerterota. Dette kunne vært meg.

For dette er ikke en film om å bli mor (hvilket jeg naturligvis aldri vil bli), men er en film om en kvinne som nettopp har blitt det. Det er en film om å ha det vondt, om å være fanget, om å stå i skyggen av en mor, om å være slitt mellom og kuet under press fra mange kanter. Og å bli oversett når man har det vanskelig. Og dette treffer rett inn i hjerterota. Det føles ekte og nærme.

Som sagt – Kosmorama er ut til å bli en utfordring for min mandige kynisme. Nå trenger jeg snart en litt mer manne-film. Jeg ser fram til Watchmen i kveld.

Og som et lite sidespor fra statsviteren i meg, som så Sicko for et par dager siden: Takk for at vi har det skandinaviske helsevesen vi har. Fy flate så ille det måtte gått i denne filmen hvis filmens hovedperson i tillegg skulle bekymre seg over regningene ved å få hjelp, eller kanskje til og med få det fordi hun ikke hadde penger eller forsikring…

Over indgangen til det gamle Amtsygehus i Århus som i dag er en del af Århus Sygehus er et skilt over indgangen med tre ord HELBREDE – LINDRE – TRØSTE. Det er tre viseord når det gælder sygepleje, omsorg og lægeligt arbejde. Det er også tre ting man har brug for i forbindelse med en alvorlig sygdom..

Når jeg kommer forbi det gamle Amtsygehus og kikker op på ordene HELBREDE – LINDRE – TRØSTE SOM giver det mig varme i hele kroppen i en følelse af omsorg. Ofte når jeg kommer forbi er det når jeg skal til kontrol og have medicin, som jeg får ind via drops, på et af de andre af sygehuse i Århus – Det gamle Århus Kommunehospital.

Da jeg blev ramt af en sjældene og alvorlig lungesygdom for år tilbage, fik jeg en enestående behandling på Kommunehospitalet, og det gør jeg i øvrigt stadigvæk. Det var også en meget svær tid. Det var smertefuldt psykisk og fysisk. Det kom tanker om døden? Hvad skal der blive af mig? Hvad sker der?

På eneståede vis fik jeg en omsorg og en trøst af personalet, der viste en stor tillid i en svær tid. Der kom venner på besøg, min kirke og meningheden derfra omslutte mig i alle stunder. Lægerne kæmpede for en diagnose og helbredet. Mange undersøgelse som krævede indgreb blev sat i værk og udført. Desværre ikke med opmundrene resultater.

En socialrådgiver fra hospitalet stod for kontakten til relevante myndigheder. Der var ingen problemer med at få lægeerklæringer til kommunen. Jeg kunne heller ikke forstille mig, at skulle enten tale med eller udfylde formulare til kommunen, det var der ikke kræfter til.

Nu kan jeg være glad på mine egne vegne at dette ikke sker i dag. Meget er ændret siden 2002 – 2003. Den omsorg og ro som alvorligt syge mennesker som har brug for, i form af forståelsen fra sygedagpengesystemet er i dag afløst af mistænkeliggørelse fra  Beskæftigelseminster Claus Hjort Frederiksen. Han vil stramme lovgivningen om aktivering af syge mennensker så lovgivningen kommer til at ligge tæt op af en forsøgsordning som 17 kommuner sætter i gang, der skærer alle syge over en kam, med udtagelse af dødende og gravide.

Der skal nu holdes en ugentlig sygesamtale ellers fratages den enkelte sine sygdagpenge. Er der tale om en person indlagt på et hospital, med en alvorlig sygdom skal samtalen fortages pr telefon.

Det er dybt grotesk og en forfølgelse samt en mistænkliggørelse af alvorligt syge. Det er netop med til at forværre tilstanden både psyskisk og fysisk. Der er slet ingen kræfter til at have en sådan samtale. De få kræfter der er skal bruges til at komme sig, eller stå det igennem det som venter. Med denne lovgivning forværre den alvorligt syges i forvejen mange bekymringer, og sygdagpengene er i stor risko for at blive frataget denne gruppe.

Det er ikke mennensket, individet eller den syges krop og sjæl der tages hensyn til, det er systemets.  Hospitalerne gør alt for at HELBREDE - LINDRE - TRØSTE.  Claus Hjort Frederiksen gør alt for at forfølge og mistænkliggøre alvortligt syge med alvorlige konsekvenser tilfølge.

Hvor trænger vi dog til et systemskifte med et medmenneskeligt ansigt…

Det fødes ingen unger med skyld
i Gaza-stripens flyktningeleire.
Selv om foreldre valgte galt,
selv om fortida stjal deres
nåtid og nestekjærlighet.

Blåser snø forbi vårt vindu,
det er vinter i verden.

La meg slippe å oppdra unger
der steinkasting er pensum.
Gi meg makt til å gi nyfødte
noe bedre enn bomber,
noe enklere enn krig.

Blåser snø forbi vårt vindu,
det er vinter i verden.

Vi velger galt hver gang vi bomber,
hver gang vi hevner vår utrygghet,
hver gang vi gir etter for hatet.
Krigens kalde logikk er vårt eget
blindt bankende hjerte.

Blåser snø forbi vårt vindu,
det er vinter i verden.

Logikken er at flyktningen
skal se sitt hus bli knust,
sine barn bli gjennomhullet,
sine ungdommer bli steingale,
sitt folk miste drømmene.

Blåser snø forbi vårt vindu,
det er vinter i verden.

Israels unge soldater
læres opp i krigens logikk,
i makta sitt opprivende språk.
En generasjon av skytegale
forsvarer sitt Holocaust.

Blåser snø forbi vårt vindu,
det er vinter i verden.

La oss gi Israel ansvar
for de bomber hun velger.
La oss gi Palestina rett til forsvar,
men ingen rett til hat. La ingen
velge hat og frykt for sine barn.

Blåser snø forbi vårt vindu,
det er vinter i verden.
La oss fyre mot hat og frykt.
Kun nestekjærligheten kan sikre
liv i dette kalde klimaet.

Greit, så innser jeg at overskriften ble av det billige slaget, men det er da også argumentasjonen til rabagastene som nå hevder at publikumssuksessen Max Manus lider under storstilt piratdistribuering på internett. Distrubutørene, med Simonsen-advokat Espen Tøndel i spissen, prøver å lure folk til å tro at hver enkelt som laster ned denne lyssvake fattigmannsversjonen av filmen, tatt opp i en kinosal, anser nedlastingen som en fullgod erstatning for kinoopplevelsen. For hver enkelt nedlasting, til nå noe sånt som 8000, taper man altså rundt 100 kr i kinoinntekter per ulovlige nedlasting. Vi snakker altså om 800 000 kr her.

Dette er såklart pølsevev av det mest absurde slag. For det første er Max Manus en film som favner så bredt, publikumsmessig, at den er tilnærmet usårbar av ulovlig nedlasting. Foreldre og besteforeldre-generasjonene har gått mann og kvinne av huse for å se filmen, noe som er kjennetegnet på en klassisk, norsk filmsuksess. Det er ikke før disse går på kino at billettsalget virkelig går unna. Denne målgruppa vet knapt hva ulovlig nedlasting innebærer, og langt mindre hvordan de gjør det. Ulovlig nedlasting er i all hovedsak et problem blant kulturkonsumenter mellom 15 og 40 år, men vel og merke kun blant de kvalitetsubevisste, og dem er det som kjent rimelig få av i eksepsjonelt velholdne Norge. Svært få, om noen, vil sidestille kinoopplevelsen Max Manus med å se et grøtete kinosalopptak på en 19 tommers dataskjerm. Det er rimelig å anta at de som faktisk sidestiller disse to måtene å oppleve filmen på ikke ville brydd seg om å gå og se den på kino i det hele tatt. Er man det minste interessert i filmen, så går man og ser den på kino, noe folk også vitterlig har gjort.

Det vi her er vitne til er rett og slett sleip, gratis markedsføring. Filmdistributørene syter om tapte inntekter (de antakeligvis aldri ville fått uansett) og får kjærkommen, gratis ekstrablest rundt en allerede hypereksponert film. Markedsføringsverdien av de siste ukenes ekstrapromotering av filmen i forbindelse med dette piratkopieringspølsevevet anslår jeg er verdt (med samme presisjon som distribusjonsselskapet når de anslår tapt inntekt: ) rundt 2 millioner.

Godt jobba kyniske “piratjegere” (eller var det profittjegere?)!

En tidlig morgen våknet en mann av at det luktet røyk i gangen utenfor leiligheten hans. Han bodde helt øverst i en blokk på 7 etasjer.

Litt lettere forskremt kler han på seg og går ut i gangen for å se, da får han øye på røyk som siver ut under døra til naboen. Han skyndter seg inn og hiver på seg klærene før han løper ut av blokka. Det viktigste for han er å redde seg selv, ikke å advare noen andre.

Når han kommer ut, så er brannen blitt varslet av noen som hadde sett flammene nede fra gata. Mannen hadde ingen intensjoner om å varsle ifra om brannen, det viktigste for han var å redde seg selv.

Som en konsekvens av dette, så reddet han livet men over halvparten av blokkens beboere omkom i brannen. Politiet konkluderte med at adskillig fler hadde overlevd om han hadde tenkt på å advare andre før han tenkte på å redde seg sev.

Hva synes du om denne mannen? Var han heltemodig som reddet seg selv? Var han egoistisk som reddet seg selv? Burde han ikke løpt rundt og prøvd å advart flest mulig, før han så berget seg selv?

Denne mannen opptrådte helt klart egoistisk og ondskapsfult. Du skal være rimelig kald og kynisk for å kunne løpe ut av en brennende blokk uten å forsøke å gjøre noen ting som helst. For legg merke til en ting i denne historien, brannen var inne hos naboen. Så han hadde god tid foreløpig til å advare før brannen spredte seg.

Desverre så er det så alt for mange kristne som opptrer på samme måte som denne mannen. Vi blir vekket av Guds ord som forteller oss at vi trenger tilgivelse, vi tar imot, blir berget og lever resten av livet som anonyme kristne som gjør lite eller ingenting for å vitne om vår tro og advare andre om at de er skyldige og trenger frelse. Desverre så er det så alt for mange kristne som er så kalde, ukjærlige og kyniske at de klarer å leve resten av sitt kristen liv uten å gjøre så veldig mye  for å berge andre.

Legg merke til en ting, jeg sier ikke at disse kristne jeg nå omtaler ikke er frelst. For vi er frelst av nåde ved tro, ikke av hvor mye vi vitner om vår tro. Men når vi vet konsekvensene av å ikke ta imot tilgivelsen, hvordan kan vi da sitte stille som kristne uten å gjøre noen ting? Du skal være en ganske kald, kynisk, egoistisk og ondskapsfull kristen for å klare å sitte stille hele resten av ditt kristen liv uten å vitne om din tro.

For ikke så lenge siden, så fikk jeg lese et brev skrevet av en ateist. I dette brevet ble det stilt spørsmålstegn ved hvordan vi kristne kan klare å leve slik vi gjør. Vi tror på følgende: 1. Alle som dør uten å bli tilgitt ender et sted med gråt og tenners gnissel. 2. Alle kan få om de vil tilgivelse. Denne ateisten påpekte helt rett at om vi virkelig tror på dette, så er vi gjennomført ondskapsfulle som ikke bruker all vår tid på å berge menneskene rundt oss fra dette stedet med gråt og tenners gnissel.

Hvordan kan du som er kristen i det hele tatt gjøre noen ting annet enn å vitne om din tro? Hvordan kan du ha samvittighet til det når du vet konsekvensene av det å ikke ta imot tilgivelsen? Hvordan kan du ha samvittighet til å gå på jobb, skole, ut i samfunnet, i familien blant ufrelste og se de i øyenen og ikke gjøre noen ting, mens du vet så veldig godt at om de dør i dag, så ender de på et sted med gråt og tenners gnissel? Om du sier at du helt fint klarer å se dine ufrelste medmennesker i øynene, uten å gjøre noe for å fortelle de om at de må bli frelst, så vil jeg si at du er forferdelig egoistisk.

Så hva skal du gjøre for å rette på dette? For nå tenker du kanskje at jeg sier at du må bli misjonær eller evangelist på hel tid for å nå opp til denne standarden jeg snakker om her?

Du trenger ikke gå ut i fulltidstjeneste for å unngå å være som den mannen i den tenkte historien vi begynte med. Du trenger ikke gjøre noen ting annet enn å være en synlig kristen i hverdagen.

Hvordan er man en synlig kristen?

Legg ikke skjul på hva du tror på, hvorfor du tror slik du gjør. Legg ikke skjul på hva din tro betyr for deg, for hvordan du lever, hvorfor du lever slik du gjør. Det kan være noe så enkelt som at du i lunsjpausen på jobben tør si at noe er synd selv om kameratene rundt deg sier at det er ok. Og når de spør deg hvorfor, så tør du si at du mener det fordi du er kristen og konsekvensene av synd er skyld ovenfor Gud. Det kan også være noe så enkelt som å gå med korset utenpå skjorta, istedenfor under skjorta.

Det er ikke så mye som skal til for å være en synlig kristen, det er ikke så mye som skal til for å gå fra å være den mannen i den historien, til å være den mannen som i et slikt tilfelle løper rundt og roper “BRANN!!” også får oppleve at nesten hele blokka blir reddet fordi han sa ifra.

Det er ikke så mye som skal til, men det lille som skal til, vil utgjøre en hel forskjell.

Er det nå på tide å bli en synlig kristen, istedenfor å være en egoistisk, kald, kynisk kristen?

En tanke opstod i dag… Jeg tænkte på racisme. Et emne som det er politisk korrekt at fordømme på det hårdeste. Men så kom jeg til at tænke på, hvad racisme egentlig er? Wikipedia definerer det således:

‘Racism, by its simplest definition, is the belief that race is the primary determinant of human traits and capacities and that racial differences produce an inherent superiority of a particular race.’

Hmm…

Okay. Så er det man tænker, at vi jo allesammen bruger race til at sætte mennesker i bokse. Der er et klassisk eksempel med sorte mænd har store pikke og asiaterne har små pikke. At asiatere er gode til matematik og computer-stuff, sorte mænd er low-life criminals og det kun er hvide mænd som er seriemordere. Det er en grov generalisering, men ikke desto mindre så er der jo noget hold i påstandende. De sorte udgør den største part af fattige, hjemløse, kriminelle og bosatte i ghettoer i USA og det er stort set kun hvide mænd der er seriemordere. Og forholder det sig ikke bare sådan, at racemæssigt så er der nogle forhold, hvor racen spiller ind i forbindelse med en gruppe menneskers evner? Ligesom det også har noget at sige i forhold til hvordan de ser ud!

Mennesker er forskellige og det ligger i vores DNA, hvordan vi er forskellige. Racen er kun en del af DNA’en, men det spiller vel stadig en rolle i forhold til hvilket menneske man bliver. Eller hvad? Jeg siger ikke, at race er den PRIMÆRE faktor for bestemmelsen af menneskelige egenskaber (såsom definitionen ovenfor siger), men at sige at den SLET ikke er en faktor – det må da være noget fis!

Bevæger vi os videre til den sidste del af definitionen på racisme, står der, at der som følge af denne tro på at menneskers skæbne afgøres af, hvilken race man er, så har dem, som tror på dette, den overbevisning, at nogle er bedre end andre. Aha. Straks tænker man på White Pride, den ariske race, nazisme osv. Og det er selvfølgelig en fis i en hornlygte, at de hvide skulle være bedre på alle punkter og dermed være ’superior human beings’. Men når der er nogle fællestræk hos de alle de forskellige racer, så må der vel også være noget om, at nogle racer er bedre til det én ting, hvor en anden race er dårlig(ere) til den ting. Og på den anden måde kan den anden race så være bedre til andre ting end den første race. Jeg siger ikke, at der er én race der er bedre; jeg siger at racerne er forskellige og som følge deraf må de også være henholdsvis gode og dårlige til forskellige ting!

Er det racistisk? Næh, det vil jeg da ikke mene. Mon ikke vi alle mener at sorte er bedre til at rappe end de fleste andre racer, at hvide mænd generelt er motorikspassere (især når det gælder noget som fx dans), og at de bedste high-tech stuff kommer fra Japan.

Spørgsmålet er så bare om det egentlig er racen, der gør disse ting. Det kunne ligeså godt være den kulturarv man bliver ‘exposed’ for når man vokser op. Ens opdragelse. Det samfund man lever i. Ja, så er vi lige pludselig ved den gode gamle debat om arv og miljø, som er en ganske basal diskussion, som folk ofte bringer op. Skulle man så kalde de folk som mener, at det handler om DNA og dermed altså den genetiske arv, for racister? Eller at de havde racistiske tendenser?

Det var bare nogle tanker der fik frit løb, da racisme jo er blevet et så stort emne. ‘Say No To Racism’ kampagner i fodbold, apartheid, DNA forskning. Det faktum at racisme er blevet et fy-ord. Herfra kommer en opfordring om ikke at bruge ordet ‘racisme’ i flæng og samtidig tænke over begrebet, for der er ved at gå inflation i det. Man må tage diskussionen og ikke bare blankt bandlyse emnet fordi fortiden har været grim og ubehagelig (nazisme, apartheid, white pride etc).

Pragmatiske Personers Parti ønsker et nytt system for å være med på å bestemme hvordan samfunnet skal se ut, som er basert på fortløpende kartlegging av opinion online, og av og til tidsbestemte avstemninger.

Dette systemet kommer nok ikke til å skape revolusjonerende forandringer i samfunnet, men små forandringer som totalt sett vil føre til høyere grad av tilfredshet totalt sett, selv om det i alle systemer er noen som kommer bedre ut, og noen som kommer dårligere ut.

Generelt sett antar vi at det vil skje små forandringer i retning av at samfunnet blir mer liberalt på områder hvor folk flest er mer tjent med mer frihet, og at statlige systemer vil bestå på de områdene hvor folk synes staten totalt sett gjør en bedre jobb enn hva det private næringslivet vil gjøre.

Vi er på ingen måte et ideologisk parti, dette partiet startes opp med et non-kognitivistisk utgangspunkt, men det er fritt fram for alle medlemmer å ha den religionen og ideologien de ønsker, og samtidig også forsøke å påvirke dette partiet til å danse etter deres ideologiske pipe. Avhengig av hvem som da deltar på våre avstemninger, vil det blir tydelig hvordan politikken vår kommer til å se ut til enhver tid.

For å lese mer om hvordan dette kommer til å fungere i praksis, les her om hvordan medlemmenes meninger skal kartlegges.

La oss slå fast en gang for alle. Det fins ikke et samfunn hvor du ikke risikerer represalier for dine ytringer, selv om represaliene fra mennesker og deres kollektive organisasjonsenheter varierer.

I noen land har systemet utviklet seg slik at det er høy toleranse fra lovverket om hvilke ytringer som skal være tillatt. Holland er et bra eksempel på dette.

Blant menneskene er dette annerledes. Her har noen et sterkere behov om å få mulighet til å straffe andre for sine utsagn på en annen måte enn verbale mottiltak. Sjansen for at du ønsker å straffe andre for deres ytringer øker jo mer du er uenig i deres ytringer. Om nok mennesker fordeler seg i et spektrum av høy intoleranse, så vil det påvirke lovverket.

Rasismeparagrafen er et eksempel på dette. Siden en stor del av befolkningen ikke finner ytringer som kan være rasistiske legitime, og heller ikke ser noen negative praktiske konsekvenser av å begrense rasistiske ytringer, så er det støtte i befolkningen for å begrense hvilke ytringer som er tillatt. Dette forplanter seg til politikere og til lovgivningen.

Innenfor medisin er det en kjennsgjerning at mennesker med forskjellig hudfarge reagerer forskjellig på blodtrykksmedisin. Årsaken er ikke kjent, men det har høy betydning for terapi. Det er også kjent at kvinner som kategoriseres som afro-amerikanere har en høyere risiko for brystkreft når de er YNGRE enn 45, mens hvite kvinner har en høyere risiko for brystkreft når de er ELDRE enn 45. Det er en fordel for alle som kan dra nytte av brystkreft-terapi, å få kartlagt slike sammenhenger, fordi det bestemmer hva slags strategi som er mest effektiv mot slike grupper.

Dersom du er i denne gruppen, eller forsker på dette området, så er rasismeparagrafen en potensiell trussel mot dine interesser. Her vil du være mer tjent med mer frihet. Enhver potensiell fare for å bli hengt ut, vil begrense deg i forskningen din. Et eksempel på det er forskning på homofili blant sauer. Her er en link til en artikkel i NY times som tar for seg hvordan en forsker ble gjenstand for tung skyts fra homofile interesseorganisasjoner og dyrevernere, etter medie-eksponering. http://www.nytimes.com/2007/01/25/science/25sheep.html Kanskje blir forskning på homofili også forbudt snart, dersom en kommer med ytringer som kan tyde på at en ønsker å behandle homofili? Eller kanskje slik forsking blir forbudt, samme hva?

Det er også et spørsmål om ringvirkninger i samfunnet. Dersom det blir vanlig, og akseptert at ytringsfrihet ikke er en absolutt verdi, og folk venner seg til tanken om at det er greit å begrense ytringer, gjerne med vikarierende argumenter som “frihet under ansvar,” osv, så er spørsmålet om dette er noe som vil forsterke seg selv, og resultere i at svært få vil ha muligheten til å lette det de har på hjertet uten å bryte norsk lov. Dette er et argument som ofte brukes av liberalister.

Spørsmålet om hvordan du selv skal forholde deg til ytringsfrihet koker da ned til følgende:

• I hvor stor grad blir jeg selv provosert over denne ytringen?
• I hvor stor grad blir noen jeg føler for å sympatisere med provosert over denne ytringen?
• Hvilke positive effekter kan denne ytringsfriheten ha for meg?
• Hvilke positive effekter har denne ytringsfriheten for mennesker jeg bryr meg om?
• I hvilken grad vil et klima med mindre ytringsfrihet treffe meg?
• I hvilken grad vil et klima med mindre ytringsfrihet treffe mennesker jeg bryr meg om?

Dersom du går igjennom alle disse punktene, og fremdeles ser deg tjent med f.eks rasismeparagrafen og blasmefiparagrafer, ja da fins det heller ingen grunn til å støtte frihet til å komme med slike ytringer. Dersom nok mennesker som er mot rasismeparagrafen stemmer på PPP, så vil også Pragmatiske Personers Parti stemme for fortsatt begrensning av ytringsfrihet på disse punktene, som det reinspikka kyniske populistpartiet vi er.

Andre potensielle kandidater for begrensning av ytringsfrihet:

1. Negative ytringer om nasjonale symboler (passer bra sammen med klassisk fascisme, hvor nasjonalisme var en del av ideologien)
2. Ytringer som kan føre til at homofile blir lei seg.
3. Kristne uttalelser generelt.
4. Ytringer som gir et negativt inntrykk av kvinner.
5. Ytringer som er politisk ukorrekte (retten kan avgjøre hvilke ytringer som er politisk ukorrekte, eller medlemmene til det folkestyrte fascistpartiet kan stemme over det i ettertid)
6. Meninger som kan mislede folkeopinionen, som kritikk av bitre personer som har hatt med barnevern, psykiatri, helsevesen, evolusjon, global oppvarming og rettsvesen å gjøre.
7. Vi tar gjerne imot forslag til lengre liste.

Bloggen er (igen) havnet i en stilstand. Det er vel meget naturligt at der kommer nogle længere pauser ind imellem… Denne gang er det i hvert fald ikke fordi der ikke er noget at skrive om! Fx er jeg startet på InDiMedia og der MÅ der da være et eller andet at skrive om – om ikke andet kan man jo disse NOVI for ikke at leve op til forventningerne (‘business’ kantine, ingen trådløst internet, hjernedøde betjente, kun to grupperum, ikke specielt optimalt undervisningslokale, CAVE virker ikke, Help+ ikke oppe at køre)!!

Samtidig er jeg også startet til karate efter en pause på fire år. Det var i Frederikshavn dengang og det var retningen “Shotokan”, som er en af de mest udbredte former for karate. Dét jeg er startet til i Aalborg er slet ikke så traditionelt som Shotokan og jeg savner da også at lave de traditionelle katas (en kata er en slags opvisning af en bestemt række karate-teknikker mod en ‘usynlig’ modstander). Men det er nu også meget forfriskende at prøve nogle anderledes teknikker og møde nogle nye mennesker. Jeg er en af de højest graduerede på mit hold og som følge deraf virker de andre også lidt skræmte, hvilket jeg klukker lidt af indvendig :p Det er i hvert fald rart at få rørt kroppen! Og samtidig skal man kun motivere sig selv til at køre derhen og så står der en instruktør og pisker dig til at træne

Om ikke så længe skal jeg til “Q8-fest”, hvor alle Q8-medarbejdere i Danmark deltagere… Det er ikke utænkeligt der kunne komme et referat af det. Jeg kunne muligvis også dedikere et indlæg til CRABS, som min roomie har fanget sig… Eller anmelde Volbeat, Metallica og Kings of Leons nye albums, som alle er ret nice – eller dvs. der er da i hvert fald hitpotentiale på allesammen. Samtidig er AaB kommet i Champions League, der bliver super spændende (og på samme tid suger de diller i superligaen). Men så igen, nu har jeg vist aldrig skrevet om fodbold og jeg har nok heller ikke tænkt mig at starte på det!

Ydermere (ét ord som jeg altid godt har kunnet lide og som er blevet flittigt brugt i mine stile og projekter) har jeg masser af potentielle blog emner skrevet ned som aldrig er blevet til noget. Kort opremsning:

- janteloven (om at den faktisk er nyttig og ikke nederen som folk gør den til)

- faderhuset (om hvor mærkeligt det er at man kan lave en religiøs sekt i Danmark og at der findes folk der faktisk finder sig i det pis Ruth Evensen og hendes medherskere udsætter medlemmerne for… Viser bare hvor snotdumme nogle folk er – uanset om de lever i et land med informationsmotorvej og et folkefærd der betragter sig selv som “oplyst”. Nå ja, og så hele den der ballade med Ungdomshuset hvor politikerne virkelig trådte i lorten med at sælge det til de klaphatte!)

- PET (om at det er vanvittigt imponerende at de har optrevlet adskillige terrorplaner mod Danmark inden for landets grænser! Det vidner sgu om professionalisme! Der var også eksemplet med ham kineserdrengen der blev kidnappet som de fandt frem til. Samtidig står PET i stærk kontrast til “det almindelige politi” som er en flok uduelige paphatte, der nærmest gør mere skade end gavn!)

- Exceptionelle skuespillere (fx Russell Crowe, Edward Norton, Kevin Bacon og Robin Williams)

- Observationer fra et fitness center (den bliver nok aldrig til noget… kan være der kommer en “observationer fra en dojo” i stedet ;D)

- Schengen-aftalen (om hvordan vores åbne grænser gør os sårbare over for østeuropæiske bander både på Roskilde og i vores butikker og hjem (hjemmerøverier og topprofessionelle kup))

- Racisme i provinsen (om hvordan afstumpede frederikshavnere mobber indvandrer uden nogen som helst grund og hvor undervisere bare ser på i stedet for at gribe ind. Jeg græmmer mig!)

- ‘The Selfless Good Deed (i forlængelse af Phoebe’s jagt på den uselviske gode gerning som ifølge Joey ikke eksisterer. Jeg har fundet den: min månedlige betaling til Folkekirkens Nødhjælp… Jeg ville egentlig ikke tilmeldes, men den irriterende gadesælger fik alligevel lokket mig til det og nu kan jeg ikke få mig til at afmelde det… Og jeg får det sgu ikke en skid bedre af at give deres chefer 50 kr. mere i løn – eller for den sags skyld at give en hel landsby drikkevand. De bor jo 5.000 km væk. I DON’T GIVE A FUCK! Så hellere donere penge til WSPA eller noget…)

- The Mars Volta (et unikt band som er lidt undergrundsagtigt (i hvert fald det totalt modsatte af mainstream, selvom de er sådan nogenlunde populære)

- At nøjes (noget jeg virkelig hader… Jeg hader at nøjes! Nøjes med et lille lorte fjernsyn, med billig lortemad osv.)

- Mystery shoppers (og min utroligt gode bedømmelse… eller dvs. den dårligste bedømmelse en medarbejder på vores station har fået i seks år. Men det er vel også noget at være stolt af !)

- Ubetinget kærlighed (om at jeg tvivler stærkt på at det findes)

- De stigende fødevarepriser sat i perspektiv (Ja okay, mælk koster 2-3 kroner ekstra literen, men det er jo fuldstændig ligemeget… Du skal bare købe én Long Island Ice Tea til en ho i byen og så har du allerede spildt flere penge end 50 liter mælk!)

- Når kvinder køber drinks til en (og de ikke forventer at få noget at drikke igen senere… det har jeg simpelthen svært ved at forholde mig til! Jeg kan slet ikke ha’ det! Og jeg ved ikke helt hvorfor…)

Ja okay, det blev en længere opremsning i stedet for en kort… Som det kan ses er der nok at skrive om og nu har jeg vist lige slået et par fluer eller ti med et smæk. Nej, grunden til at der er lidt lavvande på bloggen kan man kalde flere ting. Dovenskab fx. Eller bare manglende entusiasme. Modløshed. En følelse af ligegyldighed og stilstand. Kært barn har mange navne…

Det er såmænd ikke fordi der står stille inde bag hjerneskallen… Lysten er bare sat på standby.

Lad os lige få aflivet denne myte én gang for alle. Det er den generelle opfattelse at kvinder er bedre til at “multi-taske” end mænd. Hvad der har fostret denne mærkelige myte er for mig et mysterium… For hvad er multi-tasking egentlig udover bare at være automatisering af forskellige opgaver? Det kan alle mennesker jo. Lige fra starten af vores liv, hvor navlestrengen bliver klippet og vi lærer at trække vejret selv – og derefter gør det automatisk. Senere lærer vi at gå, for senere at lære at gå og tale i mobiltelefon mens man kigger sig for for at gå over gade… Eller se fjernsyn, spille computer, høre musik og chatte på samme tid – it’s been known to happen!!

Et rigtigt godt eksempel er det at køre bil. Når man er blevet en erfaren bilist kører alt bare per automatik og man således dreje, skifte gear og tune radioen på samme tid, mest fordi altsammen bare bliver gjort fordi det er indstuderet så man ikke lægger mærke til at man gør det. Myten om at kvinder er bedre til det end mænd er tåbelig. Tag et erhverv som børsmægler fx. Hvis dét ikke er multi-tasking, så ved jeg ikke hvad er! Samtidig er der kokke-erhvervet, hvor man skal have et godt overblik og ikke gå i panik. Og er det sådan at kvinder overskygger mænd inden for kokkefaget? Nej, vel?

Der er uden tvivl mange områder, hvor kvinder generelt er bedre end mænd, og omvendt mange områder hvor mænd er bedre end kvinder, for det er jo ganske naturligt når vi genetisk set har en helt basal forskellighed. Men at påstå at multi-tasking er en sådan ting er tåbeligt.

I disse dage går bølgerne højt mht. den danske 24-års regel og en EF-domstols dom, der netop har sagt at den er ulovlig. Det er yderst tvivlsomt om 24-års reglen overhovedet gør mere gavn end skade, men lad nu det ligge et øjeblik… Danmark er en del af EU og skal som følge deraf underlægge sig de fælles normer der gælder for medlemmerne af EU – det siger vel sig selv, for ellers var der jo ikke meget formål med selve organisationen. Dette er dog ikke tilfældet i fremmedfjendske Danmark hvor vi går vores egne veje med næsen i sky og ikke vil finde os i at andre skal bestemme (selv om vi frit har valgt at de skal gøre det…)

Regeringen mener ikke at den skal indrette sig under EU’s politik og samtidig kæmper de (eller i hvert fald K og V) hårdnakket for at vi skal stemme ja til den fuldstændig latterlige traktat EU-politikerne senest har fundet på (og som ingen befolkninger ville stemme ja til hvis de fik chancen – se bare Irland og fx hvordan politikerne har meget travlt med at sige at det slet ikke er nødvendigt at befolkningen skal stemme). Regeringen mener åbenbart at EU’s politik kun skal følges når den tilgodeser deres egne behov. Hvis det ikke er hykleri – hvad i alverden er så?

Samtidig kan man spørge sig selv om EU overhovedet tjener noget formål når de love og regler de skriver sort på hvidt bliver blæst et langt stykke af et medlemsland som Danmark. Det virker som om EU ikke er andet end en overbureaukratisk kransekagefigur uden nogen som helst gennemslagskraft.

Således går et (formentligt) gammelt mundheld, som de fleste gentager igen og igen som et mantra… Det er som oftest forældre, pædagoger, hippier eller lignende der siger det og som regel i forbindelse med en opdragende samtale der føres med et barn. Helst efter en eller anden ubehagelig voldsepisode.

Man bør værdsætte hensigten og budskabet med sætningen – tag Martin Luther King fx der ændrede verden med hans filosofi om non-vold. Thumbs up dér… Men ligefrem at sige at vold ikke løser noget som helst? Up yours, assholes!

I de gode gamle dage fik børn en røvfuld når de var gået langt over stregen – og så fes budskabet sgu ind! Så er der ordensmagten, der udøver vold for at holde styr på pøblen når den løber løbsk… Eller når de lovgivende magter bringer tropperne i stilling i Irak og skyder fjenden i sænk… Eller når to mænd kommer op at toppes over en kælling og ordner det med et par håndmadder… Det er ikke specielt civiliseret og konstruktivt, men det løser problemet!

Vold er jo det mest basale konfliktløsningsmiddel mennesket kan gøre brug af (og har gjort brug af siden tidernes morgen). Hvem sagde survival of the fittest? Kritikken kommer vel fordi vi gerne vil vise at menneskeheden har udviklet os og forsøger at gøre det ved at have al for stor tiltro og respekt for den mur af demo- og bureaukrati, love, samfundsteorier og normer vi har opbygget…

Inden vi går helt amok i anti-vold og begynder at skrige til himlen, maner Tobemeisteren til besindighed… Vold løser meget og der er ingen grund til at fornægte det bare for at fornægte det – det er hardwired i vores hjerner som problemløser og vil altid være det. Dermed ikke sagt at jeg bruger vold til at løse mine problemer… Det er jeg for klog (og svag) til.

Vold er dog én ting, men meningsløs vold derimod er en anden sag…