BEERS– Editie 2009 van het festival ‘Levende Geschiedenis’ vond dit weekend (26 & 27 september) plaats in Beers, in de gemeente Cuijck. Het festival werd gehouden op het landgoed van Barendonk, wat dit weekend gevuld stond met diverse tentenkampen, afkomstig uit allerlei tijden. Van de middeleeuwse burgerij, romeinen en piraten tot de geällieerden van de tweede wereldoorlog. Zij waren er allemaal, en brachten de geschiedenis dit weekend tot leven.

Vrijwilligers en hobbyisten kwamen in groepen bij elkaar en sloegen hun kamp op, op het landgoed. Terwijl het publiek rond sjouwde, vertelden zij enthousiast in bijpassende kleding over oude ambachten, wapens, oeroude gebruiksvoorwerpen, etc. Niet alleen vertelden zij er over, maar werd er ook gedemonstreerd.

Primitief koken in een  keteltje boven een klein kampvuur, was iets wat ik diverse keren aan trof. Een minpuntje voor de mensen met astma of ademhalingsproblemen, want het rookte flink! Toch had het wel zo zijn charme. De ondertitel van het festival was dan ook “Smaken van toen”

De mensen bij de ambachten, zoals touwknopen, vertelden allerlei allerlei grappige feitjes.

“Wist je dat hier maarliefst 5 meter touw in zit?” Een  portretschildster vertelde: “Als je je werk goed wilde verkopen, moest je de personen die je naschilderde altijd nét iets knapper schilderen dan ze waren. Dat deed het altijd goed!”

Het volgende moment wordt er een schot gelost. “Oh, dat was een Springfield.” merkt een militair van de Russische kant op. Aangezien we al meer als een halve eeuw verder zijn, konden de Britten, Americanen, Duitsers, Nederlanders, het Franse verzet en Russen samen op één weiland staan.

Gelukkig maar! Toch iets vreedzamer dan de werkelijke geschiedenis.

Voor meer foto’s kijk op:
http://jessisi.zikle.nl/levendegeschiedenis

Reclamebureau Publicis maakt een grote indruk met slecht één kleine billboard. Om de aandacht van de media te krijgen , en hun de boodschap mee te geven dat hun klant Fish Franke heel verse vis verkoopt creërde ze dit unieke aquarium.

Levende

Vi presenterer:

Liv sin indre figur:

Hellevilla Valla

Kort geografi over et indre landskap

Hellevilla liker gele, rød gele. Det er ingenting hun liker bedre enn å sprette opp og ned i rød gele. Hun liker jordbærsmak best, så den spiser hun på søndager. Alle andre dager spiser hun gele med bringebærsmak, fordi hun er veldig opptatt av å skille mellom hverdag og fest. “Gjør hver søndag til en fest, en jordbærfest”, sier hun.

Hellevilla flyr jo rundt en del, men hun unngår all trening. Hun mener kroppen har best av å være litt myk. “Uten livvidde virker ikke livet”, sier hun. Og dessuten er hun opptatt av støtfangere, i livets små og store kollisjoner.

Hellevilla har alltid ment at hårsveisen bør ligne på solens stråler. Jo mer strålende et hår er, jo bedre er det for selvtilliten. “Håret bør være en bustete ring av selvtillit”, sier hun.

Hellevilla leste en bok om fornuftig bruk av lemmer da hun var ung. Det gjorde et uutslettelig inntrykk på henne, og har vært gunnleggende for hennes livsfilosofi. Nå er det ganske uvanlig at figurer holder seg med livsfilosofier (kong Rex er et unntakk, må vite), så Hellevilla er lite meddelsom på dette punktet. Hun sier det er fornuft i de beste bevegelser, men sier ikke mer.

Hellevilla forstår seg ikke på mennesker. At de har en kropp som legger merke til kulde og varme finner hun svært underlig. Selv foretrekker hun dagen og sommeren, men det er langt fra en fysisk tiltrekning. Hun mener kropper som driver og fornemmer ting på egen hånd i beste fall er feilfysifiserte (hennes ord). I verste fall er de rett og slett revolusjonerte! Hellevilla syns revolusjonerte kropper er motbydelige.

Hellevilla er personlig troende, og håpende, og så full av kjærlighet at ting stort sett ordner seg for henne. Det er slett ikke ille å være Hellevilla, når alt kommer til alt …

* * *

PS: vi vet ikke hvorfor den lille grønne fyren er der! Vi vet ikke en gang hva han heter! Han snek seg med, og nekter å si noenting. Han står bare der og stirrer på henne …

PS2: til Liv: unnskyld at jeg måtte gjøre om litt her! Formen var ikke helt på plass, følte jeg.

I en tidligere bloggpost presenterte jeg forskjellige merkelige søkeord folk har brukt, og så via det søket kommet inn på bloggen min. Jeg kan fremdeles se hva folk har søkt før de entrer min lille verden, og ja, det er fremdeles noen underlige ting å finne. Så¨uten nærmere introduksjon; 9 merkelige søkeord folk har brukt for å komme fram til denne siden!

9. “Vil finne fin bloggpost”

Såklart vil en person dette. Såklart fører dette til meg. Når jeg tenker meg om, så er ikke dette et særlig merkelig søkeord i det hele tatt. Denne siden er stapp full av fine bloggposter. Ingen årsak, søkende person!

8. “Beste actionfilm noensinne”

Dette skrev jeg ironisk om G.I. Jane i januar, og forhåpentligvis tok ikke denne søkeren det seriøst. Alle vet at den beste actionfilmen noensinne er denne:

Ok da, det er denne.

7. “Oppsummering i filmen music and lyrics”

Denne følgte sammen med “oppsummering frå filmen music and lyrics” allerede neste dag. Preposisjoner er ikke lett, og hvem har ikke blandet sammen i, fra og av en del ganger? For det er jo åpenbart en oppsummering AV Music and Lyrics denne personen vil ha. Hvis det ikke var en eller annen oppsummeringsdel inni filmen som jeg gikk glipp av. I tilfelle søkeren fremdeles ikke har gitt opp, og nå prøver seg med søk som “oppsummering under filmen music and lyrics”, eller “oppsummering rundt filmen music and lyrics”, så har jeg funnet fram en oppsummering:

“A washed up singer is given a couple days to compose a chart-topping hit for an aspiring teen sensation. Though he’s never written a decent lyric in his life, he sparks with an offbeat younger woman with a flair for words.”

6. “Ligner på Viggo”

Hvem ligner på Viggo? Hvilken Viggo? Trond Viggo? Viggo Mortensen? Viggo Sandvik? Viggo? Hvis det er snakk om Vazelina-Viggo, så ligner han på Gimli. Hvis det ikke er snakk om han, så er det ingen som ligner på Viggo. Ingen som heter Viggo har noen som helst likhet med andre. Vet du for eksempel om noen tvillinger som heter Viggo? Tenk litt på det…

5.”Hår spill”, “Hår Russland” og “Hår på pc”

Etter at jeg skrev et hårinnlegg, så søkte masse folk på “Hår 2008″ før de kom innom. Men nå har det utviklet seg. Først med hår-spill. Det kan jo selvsagt referere til onlinespillet “Frisør”, poker med frisyre som innsats, eller sceneoppsetningen av slaget ved Hafrsfjord.

Sammensetningen hår og Russland har jeg ingen som helst formening om. Men søket traff veldig godt på bloggposten min, som i tillegg til hår inneholdt en video fra “Red Alert 2″ med masse russere i.

Hår på pc er også et av de søkeordene som ikke er merkelige. At det gror frem hårstubber fra tastaturet er helt normalt, og om det ikke har skjedd deg ennå, bør du konsentrert konsultere en konsulent ved et konsulat. Helst Kongo sitt.

4. “døde bjørner” og “hjorte burning”

Folk vil ikke dyr godt. Jeg kan kanskje gå med på noen normale situasjoner der du må vite litt om døde bjørner. Du kan jo møte en urørlig bjørn. Sover den, eller er den død? Opp med lap-top’en, finne ut kjennetegn på døde bjørner. Min blogg har null info om dette, så noen kan nok ha dødd pga for lite informasjon her.

Hjorte-burning høres jo ut som en aktivitet som få ville få glede av, aller minst hjorten, som må finne ut hvordan ved og diverse hageavfall har det 23. juni. Men, det kan jo også referere til en annen slags burning, nemlig å få inn en fin og treffende fornærmelse mot hjorten. Akkurat nå er det nok noen som sniker seg inn bak en hjort, før de roper ut: “Elgen er skogens konge, reinsdyr er i det minste reine, mens hjort rimer på lort! BURN!” og løper leende inn i skogen. Kvaliteten på fornærmelsen antyder at dette er en nybegynner, men utvilsomt en gryende hjorteburner.

3. “en levende historie (hår)”, “en liten historie om sko” og “hippety hoppety historien”

Nok en gang sniker hår seg inn, og søkeren har et ønske om en levende historie. Søkefolket vil ha mange historier. Det jeg ikke forstår er hvordan min blogg kom opp i resultatene, for jeg har særdeles lite om sko og hippety hoppety. Hippety hoppety-historien høres jo forresten ut som en veldig spesifikk historie, er jo ikke akkurat en sjanger. Jeg må jo uansett konkludere med at jeg må skrive en levende historie om hippety-hoppety-sko med en diskret undertone av hår for å få flest mulig lesere.

2. “google er blitt dårlig til å finne ting,”

Liker at søket slutter med komma. Det fører nok til bedre resultater. Men hvorfor har denne personen søkt på dette? Det virker mer som en personlig klage på google, og i mangel av noen fra google å klage til, skriver han/hun inn klagen i søkefeltet heller. Og så begynner denne personen å lete seg fram i resultatene på søket om at søkemotoren ikke finner de rette tingene, for å se om den kanskje denne gang har funnet noe nyttig. Det er jo tross alt bare nylig google ikke har funnet så mye som før. Til slutt havner søkeren på min blogg, helt sikkert på et innlegg som faktisk ikke har noen relevans, og har dermed bevist at google er dårlig til å finne ting, og derfor var blogginnlegget mitt et relevant treff likevel. Hodet til søkeren eksploderer.

1. “Hva er fordelen med å ha to ører”

Jeg har ikke ord. Jo, noen. Det kommer jo an på hvilket ord trykket ligger på her. Trykk på “to” tilsier en bitter søker med ett øre, som lurer på hva som er så bra med to ører. Trykk på “fordelen” gir oss en søker som syns det å ha ører generelt er helt forferdelig, og leter etter et lite lyspunkt i tilværelsen. Trykk på “ha” antyder en søker som har kommet i besittelse av et ekstra øre eller to, og lurer på hvordan han/hun skal benytte dette på best måte. Og til slutt, trykk på “ører” gir oss den idioten som lurer på hvorfor vi ikke bare har to ekstra neser eller munner, eller hvorfor vi ikke kan kutte av ørene og bare ha hull, for å bli mest mulig like bowlingkjegler.

Forrige innlegg om underlige søkeord finner du her.

Det var meningen, at levende.wordpress.com skulle fade ud, lige så stille, i takt med at mit eget liv bliver mere og mere “normaliseret” (hvad det så end måtte betyde). Ikke desto mindre har der den seneste uge været en del trafik på bloggen, og jeg kan af søgeordsstatistikken udlede, at det må være sørgende, der kommer hertil. “Min mor er død”. “Dødsannoncer”. “Hvordan kommer man videre?”

Og midt i, at bloggen nægtede at fade ud af sig selv, kom en kær veninde og gav mig Joan Didions vidunderlige bog The Year of Magical Thinking på et helt rigtigt tidspunkt. Bogen handler om det første år efter Joan Didions mand døde, et år med magisk tænkning. Et år hvor al form for rationel tænkning sættes ude af funktion.

Min veninde kom med denne bog lige præcis nu, et år efter; lige præcis nu hvor bogens ord nærmest ikke er til at skelne fra mine følelser. Jeg tror ikke jeg kunne have læst bogen på samme måde for et år siden. Der er for meget, som jeg skulle igennem selv, for meget det ikke er muligt at læse sig til for at få lindring for smerten og savnet.

Bogen adskiller sig markant fra psykologiske bøger så som Den nødvendige smerte, idet Joan Didion ikke beskriver sorgen, som om den var hos en anden. Som sørgende føler jeg mig genkendt i Didions historie — ikke fordi den egentlig ligner min, men ganske enkelt fordi det er hende, og ikke en professionel, der beskriver den.

Jeg har skrevet lidt mere om den ovre på Share a Brainwave: Grief comes in waves.

Til alle jer, der kommer her til bloggen som sørgende: Jeg håber, at I finder en vej.

Mens vi venter på dommens dag, som muligvis er lige om hjørnet, var det måske en god idé at få det meste ud af tiden vi har her?

Imogen Heap: Just For Now 

It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)

How did you know?
It’s what I always wanted,
You can never have too many of these
Will ya quit kicking me under the table?
I’m trying, will somebody make her shut up about it?
Can we settle down please?

It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)

Bite your tongue
Deep breaths
Count to ten
Nod your head
(sniff sniff)

I think something is burning,
Now you’ve ruined the whole thing
Muffle the smoke alarm
Whoever put on this music
Had better quick, sharp, remove it
Pour me another
Oh, don’t wag your finger at me

It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)

Will ya get me outta here, Get me outta here, Get me outta here (repeats ’till end)
Just for now
Just for now (repeats)

Undertitlen på denne blog–”Det første år efter min mors død”–begynder at have udlevet sin værnepligt: Året afrundes i denne uge, hvor det er et år siden hun døde. Den lange vandring (eller rettere, for mit vedkommende, kravling) mod at blive levende igen har den seneste uge fået et helt særligt skæbneironisk twist, fordi min farmor døde forleden og skal begraves…ja, på min mors dødsdag. For som min søster sagde “vi kan lige så godt få det hele overstået på én dag”.

Måske bliver cirklen sluttet på denne måde? Hvis den overhovedet kan?

Min oprindelige tanke var at passivere bloggen efter et år, måske oven i købet slette den. Men jeg kan se på søgeordene, at der er mange, der søger på “min mor er død”, og det tyder på, at der er andre derude, der vil kunne have glæde af, at bloggen stadig eksisterer. Derfor vil jeg lade den fortsætte, dog uden indlæg fra min side. Nu er mit sørgeår ved at være slut.

Det var næppe tilfældigt, at solen skinnede lige netop den dag Rufus Wainwright gæstede København for at optræde i Operaen. Både før og efter denne smukke aften er havnen og kanalerne blevet skyllet godt igennem af al den regn, der truer udprægede udendørsarrangementer som Roskildefestivalen.

Således begunstigede af vejrets luner kunne vi stateligt ankomme i aftensolen til Operaen ad vandvejen, og allerede midt ude i havnen begyndte Olafur Eliassons (allerede sagnomspundne) lysekroner at glimte. Inde i Operasalen glimtede publikums brocher om kap med Rufus’ medbragte bagtæppe, der forestillede et gigantisk s/h amerikansk flag, hvor stjernerne var udskiftet med brocher. 

Tæppet udgjorde et passende set-up til de indledende sange, titelsangen “Release The Stars” fra Rufus’ seneste plade, samt den første single, den politiske amerikakommentar “Going To A Town”. Slip de indre stjerner løs i stedet for at gå og ruge på dem. Virkeliggør dit sande potentiale!  Hvor simpelt og selvhjælpspsykologiserende dette end måtte lyde, kom dette enkle budskab til bære koncerten på en måde, som netop musik formår ved at sætte varige spor i et menneskes sjæl.

Et skæbnetræf gjorde, at Frk. Jensen havde billet til sædet præcis ved siden af mig (og helt og aldeles forunderligt, at vi havde nået at finde ud af dette samt vidste hvordan hinanden så ud ). Undertegnede blev præsenteret overfor kærestedrengen som “die-hard fan”, og det er vist ingen underdrivelse!

Undervejs var der enkelte lydsvipsere, som må tilskrives mikrofonproblemer, men der var også store øjeblikke, hvor Rufus’ særegne stemme forenedes med rummet, så man nærmest kunne se den kælne dans mellem stemme og træpaneler for sig. Særligt da han sang den irske “Macushla” uden mikrofon, og samtidig akkompagneret af fire musikere, heriblandt blæsere, blev det klart, at hans stemme er i topform i disse år. Judy Garland-showene har uden tvivl været medvirkende hertil, både fordi Rufus har trænet sin stemme til at kunne klare det komplekse materiale og fordi han er blevet klar over vigtigheden af at u-d-t-a-l-e ordene, så folk kan forstå hvad han synger (ikke helt ubetydeligt, når man som han synger sange, hvor teksterne er centrale).

Da Rufus optrådte på Gl. Scene for 1½ år siden, lod han sig under ekstranummeret “Gay Messiah” korsfæste (det var før Madonna fandt på det samme!). Forleden var der ingen lidelse, intet offer, mens han fremførte sin signatur-encore, men derimod var det en stolt og nærmest munter konstatering af, at det nu engang er sådan det er. Der er ingen skabe i nærheden af Rufus, og hurra for det. Sangen fulgte efter et fabelagtigt dansenummer (som kan ses længere nede på siden), hvor Rufus var i dobbelt-drag. Dobbelt fordi hans dress refererede til filmen Summer Stock, hvor Judy Garland klædte sig i habit.

Så mens Rufus sang “Gay Messiah” var han stadig i sit crossover-outfit, som på alle måder krydsede grænser for, hvad faste kønskategorier er.

Sangen, der lagde op til “Gay Messiah”, kommer her i en optagelse fra den første gang han optrådte med den (i Paris i maj).  Bemærk imperativet i sangens titel: Get Happy! Det er en invitation til at slippe stjernerne løs og gøre vores bedste for at holde fanen højt, mens vi bevæger os mod den yderste dag.

Vi må insistere på, at solen stadig kan skinne.

 For mere Rufus Wainwright:

• Release The Stars (maj 2007)
• Yellow Lounge Compilation (maj 2007), samling af klassisk musik udvalgt af Rufus, fra Deutsche Grammophon
• Rufus! Rufus! Rufus! (udkommer september 2007). Rufus’ Judy Garland-koncert i Carnegie Hall juni 2007
• Judy! Judy! Judy! (Judy Garlands koncert i Carnegie Hall april 1961, genudgivet i 2001)
• Koncert med Rufus i Musikhuset i Århus d. 5. december 2007

Kommentarfelterne er blogosfærens hyggehjørne eller bardisk. Her kan man falde i snak om stort og småt, og her kan de små grå få noget at arbejde videre med.

Udover at kommentarfelternes kommentatorer giver stof til eftertanke i forhold til det jeg selv har skrevet, så efterlader de også spor i form af links til egne blogs. Og hvor har jeg dog været glad for at lære nye medbloggere at kende på denne måde. Jeg er fx på denne måde blevet suget ind i Frk Jensens blomstrende blog og ser nu på vore grønne venner med længselsfulde øjne, når de sanseligt klæder sig i taft og velour.

En anden blog med sans for det sanselige er Favntag, som jeg også har lært at kende gennem mine kommentarfelter. Bare navnet er tilstrækkeligt inciterende til at få denne blogger op på dupperne. Selve bloggen handler om film, bøger m.m. med homoseksualitet som omdrejningspunkt.

Hurra! Det er forår. “Spring ud,” siger træerne til hinanden, og hvem har egentlig ikke også lyst til det? At springe ud på alle de måder man kan springe ud, bare være som man er og give sig hen i favntag.

 Hvad er det egentlig jeg vil med denne blog?

Hmmm. I starten havde jeg brug for en ventil, et sted at lufte min sorg på en måde, så det forhåbentlig også kunne komme andre til gode. Andre, som også sørger. Som også kunne have brug for at dele tanker om døden. Jeg kan se på statistikken, at der er rigtig mange, der googler “min mor er død” eller “begravelsesritualer”. Det er sådan noget jeg selv havde brug for at vide noget om og snakke med andre om, da min mor døde. Så det var min primære grund til at blogge: At prøve at skabe et sted, hvor det er okay at snakke om det der er svært ved at miste.

Nu er jeg et andet sted. Jeg har været igennem mit livs værste krise og er kommet ud på den anden side (7-9-13). Hvad skal bloggen så til for? Det oprindelige mål – at skabe et forum for samtale om døden – er ikke rigtig indfriet. Og jeg kan mærke, at det mest givende for mig selv ved at blogge er at skrive i andres kommentarfelter, hvor jeg folder mig meget mere ud. Det vil jeg også i min egen blog: Jeg vil være lige så levende hér, som jeg er IRL og på andres blogs. Så det er for mit vedkommende slut med at snakke om døden her.

(i hvert fald for nu… ).

Jeg vil til at blogge om alt det andet der interesserer mig, og jeg håber I vil lege med.

Som Kurt Thorsen på sand diva-vis proklamerede til et samlet presskorps:

“Her har I mig tilbage”

(uden sammenligninger i øvrigt! ).

Jo, levende er tilbage. Men det går ikke tilbage for mig lige nu – derimod går det fremad. Jeg fik i dag den sødeste mail fra en medsøster, som også har mistet en af sine forældre og som gav udtryk for ønske om at høre mere om processen her, hvilket fik mig til at indse, at jeg ikke har blogget den seneste måned. Det skyldes ganske enkelt, at det går rigtig, rigtig godt lige nu, og at jeg for første gang siden min mor døde kan se og sige, at himmelen er blå.

Så derfor: Tak, ukendte. Du er ukendt, ikke fremmed. Da jeg læste din mail, forstod jeg, at ingen kan være fuldkommen fremmede for hinanden, når vi deler menneskelige grundvilkår: Vi kan elske, vi kan miste.

Det var med danseskridt jeg bevægede mig gennem sneen over til Hovedbanegården for at købe bogen - den bog jeg har drømt om dag og nat siden tirsdag. Forventningsfuld, frysende og fyldt til randen af en forunderlig tone indeni.

Og da jeg så kom til hælebaren, var der allerede udsolgt. Fordi jeg (i lighed med en række andre seere åbenbart!) havde skrevet en begejstret mail til Den 11. time-programmet, havde redaktionen i går sendt en mail til os om, at bogen ville være at købe fra midt på dagen i dag. Klokken var ikke meget over 11 [sic!], da jeg kom, og da var den allerede udsolgt.

Heldigvis kunne jeg som plaster på såret få forsålet mine yndlingsstøvler, så de atter kan sige klapr-klapr-klapr. Endnu bedre er, at bogen kan købes på nettet til 379 SEK.

På vejen hjem gennem sneeen – fra hvad der potentielt kunne være en fiaskoslutning på føljetonen om bogen - skete der en forunderlig ting: Da jeg skulle over vejen, kom en buschauffør kørende i en stor gul bus igennem den sæbelignende sjapsne. Han kiggede på mig og lod som om han havde tænkt sig at ignorere, at der var rødt for ham, og at det var min tur at gå over. Samtidig bremsede han så fornemt og glidende, at bussen stoppede lige på stregen, og vi brød begge sammen af grin, på hver vores side af ruden. Sådan gik jeg hjem, velvidende at intet kan være en fuld fiasko, når forunderlighed råder. På den måde forandres og forbedres den lille verden og smitter derved af på den store. Det er derfor jeg er så fuldkommen og aldeles besat af bogen Holes, Huts, and Hidings.

I en drøm engang for længe siden blev universets hemmelighed givet mig. Den var lillebitte, hemmeligheden, og den var hastigt skrevet ned med tusch, hvorefter Giveren lagde den ned i et blad og klistrede siderne sammen.

Bladet blev lagt ind i en sprække i en mur i et socialt boligbyggeri, hvor jeg kendte en grænsepsykotisk kvinde, og jeg så, at hun så, hvor bladet lå. Selv kan jeg ikke huske, hvilken af de tyve blokke, der var tale om. De lignede alle sammen hinanden for mig.

Så dér ligger den, hemmeligheden. I en lille sprække, en lomme i universet. Jeg ved det som man kan vide noget i drømme.

Her til aften fandt jeg sprækken i et splitsekund, da jeg havde en sælsomt poetisk TV-oplevelse. Jeg så Mikael Bertelsen, som tidligere har fornøjet mig med uaktuelle nyheder og radio på lytningens præmisser, og som nu er tilbage på skærmen i sit nye godnatshow “Den 11. time”. Normalt lever Bertelsens shows for mig i kraft af hans hittepåsomhed og personlige performance, men i aftenens udsendelse var han som person fuldkommen underordnet. Han var blot budbringer mellem to parter, som ikke talte sammen face-to-face, men derimod mødtes på en måde, der viser, at lommerne i universet findes:

Under ombygningen af Hovedbanegården fandt man en et-værelses lejlighed nede under jorden, over spor 12. Som følge af ombygningen er lejligheden ødelagt nu, men bygningsinspektøren viste os rundt i ruinerne og havde billeder af stedet, som var udstyret med både microbølgeovn og hængekøjer – og en hel række indrammede billeder på en af væggene.

Bygningsinspektøren kom i studiet, og her fortalte Bertelsen ham, at lejligheden var etableret af et par anonyme gadekunstnere, Adams og Itso. Dernæst rullede Bertelsen historien om kunstnernes projekt op, og han viste en bog, der var som taget ud af min drøm: En bog gemt i en lomme, indeholdende fantastiske billeder af bortgemte virkeligheder i Stockholms undergrund. I en anden lomme i bogens tilsyneladende triste forklædning var der anvisninger til nøgler, som igen er gemt inden i bøger, som er gemt på stadsbiblioteket i Stockholm.

Projektet i sig selv er dreamlike på alle måder, med sin hemmelighedsfulde, finurlige poesi. Usynlige refugier midt i offentligheden. Nøgler gemt mellem bibliotekets uendelighed af bøger. En sammenpakkelig kano til brug ved sejlads i byens kloakker. Men dér hvor projektet blev til kunst for mig, var ikke kun da jeg mærkede min egen begejstring; det var derimod at se entusiasmen, nysgerrigheden og glæden i bygningsinspektørens ansigt. Åh, hvor han havde mange spørgsmål han gerne ville stille de unge herrer, som har ligget der i hængekøjer over spor 12 og har lyttet til de rejsendes samtaler. Som har klædt sig ud som DSB-medarbejdere for at kunne bevæge sig frit og derved komme hen til deres hemmelige lomme. Som har gjort det samme i flere forskellige europæiske byer.

Som man måske kunne forvente sig, var det ikke en pedantisk bureaukrat, men et menneske, der var oprigtigt optaget af at få en nøgle til indsigt.

Det var det øjeblik, at programmet ændrede sig fra at være punkt i en sendeflade og i stedet transformeredes til et af disse magiske øjeblikke på TV, hvor virkeligheden ikke længere er et relevant begreb.

 Se selv med næste gang Bertelsen går i luften – hver mandag, tirsdag og onsdag kl. 23 på DR2.

Meget godt kan jeg sige om Laleh:

Hun har en særlig stemme. Hun skriver og spiller alle sine sange selv, og hun skriver både på svensk, engelsk og farsi. Kun 23 år gammel er hun, og hun mestrer både den stille introspektive popsang, det der er mere knald på - og søreme om hun ikke også kan synge sig op i Cornelis Vreeswijks division med humor og sans for historiefortælling.

Og så spiller hun i Vega på tirsdag. Jeg går og glæder mig (ikke mindst fordi jeg sidste år tog til Lund for at høre hende, og da jeg stod foran Mejeriet, fandt jeg ud af at Laleh var syg og koncerten var aflyst).

Live Tomorrow

It’s cold around me, the night is young
The sun has fallen and I’ve become
The lonely one

The moon is dancing among the clouds
And my knees are shaking,
And my dreams are breaking
But I know I live
But i know i live, today

I know we could live tomorrow
But I know I live today
I know we could live tomorrow
But I don’t think we should wait, no…

I know we could…

Taking my life in my hands!
(The power who has it?)
Taking my life in my hands!
(The power who has it?)
I don’t like to wait!
No, no, It’s happening, It’s happening…
No, i don’t like to wait!
no, no, It’s happening, It’s happening…

I know we could live tomorrow
But I know I live today!
I know we could live tomorrow
But I don’t think we should wait!

Det er de små ting, der gør det. Hvad enten det er min afdøde mor eller mine højst levende – og livlige – sønner. Det er de små ting jeg altid vil huske: Duften af min mors sjal. Lyden af mine børn, der snorker let i søvne. Hvordan de skraldgriner, hvordan de surmuler. Hvordan de med stor appetit og vovemod kaster sig ud i nye opskrifter. Hvordan de vinker. Det er de små ting.

De kan ikke indfanges på skrift, de små ting; dertil er de for flygtige. De små ting kan ikke altid forklares eller deles med andre. Derimod kan de gemmes i det inderste kammer, når de er indfanget i yderøre, næsefløj og øjeblik.  

“Hvad glæder du dig allermest til i livet?” spurgte min syv-årige filosof i dag, og spørgsmålet gav stof til eftertanke. Det holdt dog ikke længe med den eftertænksomhed, for syv-årige filosoffer kræver hurtig afregning – så jeg mumlede et eller andet med, at jeg jo ikke ved, hvad jeg kan forvente af fremtiden, og derfor er det svært at glæde sig til noget specifikt.

Hans egne forventningsglæder handler om at komme i 2. klasse [sic ]. Når man er voksen, er livet bare ikke helt så forudsigeligt (og det er det egentlig heller ikke, når man er barn; det er bare lettere at bilde sig det ind).

Hvor jeg ikke kan glæde mig til noget helt konkret, fordi jeg ikke ved om det sker, så er der imidlertid en række ting jeg formoder og håber jeg vil kunne glæde mig over i en fremtid, nær eller fjern:

• At mine drenge og jeg kan bevare vores daglige undren over det vi møder og stille stadigt flere spørgsmål.
• At jeg på et tidspunkt kommer til at dele min begejstring for sprog med børn som deres lærer.
• At semikolon stadig er en eksistentiel mulighed, når jeg er gammel: At kunne være delvist eftertænksom, delvist definerende, men aldrig noget absolut.
• At kastanjen udenfor mit vindue på et tidspunkt inden længe beslutter sig til at springe ud og blive en overdådig krinolinekjole.
• At filosoffen og den tre-årige lilleputfilosof kommer i 2. og 3. og 4. og 5. … og forhåbentligvis stadig vil synes det er mindblowing at beskæftige sig med alt det man gør i skolen.

Der er dog lige to styks, som jeg helt konkret kan svare, at jeg er næsten sikker på kommer til at ske, og jeg glæder mig som et lille barn – måske er det som at begynde i 2. klasse?

• At Rufus Wainwrights næste studiealbum Release the Stars kommer d. 15. maj og hans Judy Garland-show udkommer på CD til september.
• At Harry Potter and the Deathly Hallows udkommer d. 21. juli.

Engang kendte jeg en kvinde, hvis sproglige ytringer begrænsede sig til sætninger, der ikke indbyrdes hang helt sammen.

“Der er ikke lang tid til påske. Erik Paaske er død”

Eller måske gjorde de, bare på deres egen måde. Der var bare ikke så mange, der forstod sammenhængen, sådan som det ofte er tilfældet for psykisk syge.

Hun og jeg kunne godt lide hinanden. Derfor måtte vi finde vores eget sprog, og det blev sang. Heldigvis for mig kunne hun ikke høre, hvor pivfalsk jeg synger, og vi sang derfor vores sindsstemninger til hinanden hver gang vi mødtes. I vores fælles sangkatalog fandt vi frem til præcis hvilken farve vores indre havde. Det var en fuldkommen uvidenskabelig form for musikterapi, og det virkede.

Det er oftest musik, der rykker mig ud af min skal. Nu har jeg været i farvebad og er blevet farveglad. Ren farveterapi!

Her er den svenske maler Isaac Grünewalds Det sjungande trädet:

En af den slags øjeblikke der opstår uventet og glædeligt.

Det er blevet hverdag, eller i hvert fald ikke længere undtagelsestilstand. Nu græder jeg ikke længere, når jeg tænker på min mor. Jeg kan tale om det uden at frygte sammenbrud for åbent tæppe. Mine børn tør igen snakke om Mormor. Det er blevet nemmere at involvere mig i mine venners liv nu, fordi mit eget ikke fylder så meget. Selvom meget er så forandret, er jeg alligevel ved at vende tilbage til de levendes land nu, kan jeg mærke.

Jeg savner hende dog stadig. Hele tiden, hver dag - men det gør ikke så desperat ondt som det har gjort det seneste halve år. Det gode ved langsomt at transformere sorgen til savn er, at jeg nu klarere kan se, hvad min mor har betydet:

Hun havde en jernvilje på trods af jernlunger, og midt i tankerne om døden bekræfter det livets kerne: At være en kraft af vilje til at vokse og være. Det bringer jeg med mig dagligt.

Min mors tørre kommentarer med glimt i øjet delte hun generøst ud til dem, hun holdt af. At blive drillet af hende var en kærlighedserklæring, og hun værdsatte også selv at blive nænsomt spiddet. Hun var aldrig karrig med erklæringerne

Hvis nogen gik og tumlede med tunge tanker, var hun en ideel samtalepartner, fordi hun både sympatiserede med én og gav én noget at tænke over. Hun udfordrede én uden at såre eller forherlige, og det er en sjælden egenskab.

Hvor er jeg glad for, at jeg endelig kan begynde at se det hele i et lidt klarere lys! I min stue står en ghanesisk høvdingestol, hvor en and udgør et udskåret emblem, som kaldes Sankofa. Anden vender hovedet bagover – den skuer tilbage i tiden.

Sankofas motto er

“Look back
and pick up what’s good” 

Citat af Vincent van Gogh (1853-1890), hollandsk kunstner.

Klik her for at se flere citater af Vincent van Gogh.