I dagens DI Business bringer man en artikel under titlen »Danmark rasler ned af velstandslisten«.

Det er i sig selv ingen nyhed. Danmark har igennem en længere periode fremvist en sørgelig vækst.

I perioden 1996-2006 har Danmark haft den femtelaveste vækst i OECD og forventes ifølge en fremskrivning fra midten af 2009 at ryge endnu længere ned ad listen, således at man vil fremvise den fjerdelaveste vækst i perioden 2011-2017.

I 60′erne og  70′erne var Danmark solidt placeret i top ti af verdens mest velstående lande. Realiteten i dag er dog den, at man ligger på en trettende-plads og, såfremt at udviklingen fortsætter, vil knap nok befinde sig i top-tyve om ti år.

Man bevæger sig mod et underskud på det offentlige budget inden for få år. Det her synes dog ikke at interessere regeringen det store, der ikke ønsker mærkbare reformer men blot har tænkt sig at forgælde Danmarks befolkning, mens venstrefløjen udviser komplet mangel på ansvarlighed eller realitetssans på det økonomiske område og affejer al sund fornuft ved at mene, at man kan finansiere en offentlig sektor, der skal vokse sig endnu større, til trods for at den i forvejen er rekordstor, uden at fremme vækst indenfor det private, men ved at man indfører populistiske millionærskatter og afgifter på chips og smøger, der er i sig selv er en dråbe i det samlede regnskab og knap nok kan mønstre en brøkdel af de penge, som der er behov for.

Uanset ideologisk observans skriger forholdene på reformer. Men indtil videre er der kun to partier, der ønsker reformer: Liberal Alliance og Det Radikale Venstre.

Det er vel de to eneste partier, der ikke helt har forfaldet til meningsmålingspolitik og populisme. Det er måske en delvis forklaring på deres mangel på indflydelse.

Liberal Alliance, der de facto befinder sig i VK-blokken, har nærmest ingen indflydelse overhovedet, mens oppositionspartiet Radikale bliver mødt med trusler om en udelukkelse fra rød blok, hvis de vil stå ved deres økonomiske udspil, selvom de deler kulturradikalismen med de røde og groft sagt har overordnet samme målsætning som dem: nemlig at bevare en fungerende velfærdsstat.

Til forskel fra Radikale må de røde vel på en eller anden måde positionere sig i opposition til VK, eftersom at man har rykket sig så tæt sammen omkring midten, og VK – med forbehold for overdrivelse – næsten er blevet rødere end rød plastikmaling. Kreativiteten er mangelfuld, og man mener efterhånden det samme på de fleste områder i dansk politik, hvorfor det nærmest kun er det økonomiske område, som er egentlig er det allervigtigeste, der bliver offer for de rødes galskab.

Eftersom at dansk politik efterhånden er gennemsyret af populisme, er det en sørgelig afspejling af befolkningen.

Hvis man går ud og taler med f.eks. en almindelig LA- eller Venstre-vælger – eller for den sags skyld en konservativ, det vil sige alt sammen mennesker, der til nogen udstrækning skulle være præget af ansvarlighed og borgerligt-liberale værdier, vil man givetvis møde en støtte til eventuelle liberale økonomiske reformer eller endda bifald af sådanne, men det vil da oftest være, kan man fristes til at sige, af alle de forkerte grunde, så som at man gerne vil have lav skat for lav skats skyld og ellers overordnet ukonstruktive ønsker at tryne de røde – altså ingen bekymring for nationaløkonomiens tilstand.

Omvendt, hvis man taler med en venstrefløjsvælger, vil man også møde en komplet ignorance overfor de økonomiske realiteter og høre svadaer om velfærdsstatens vigtighed for et velfungerende samfund. Jeg talte forleden dag med en af mine venstreorienterede bekendte, og det var skræmmende, hvordan han slet ikke kunne have forståelse for, at forringelser var nødvendige for overhovedet at bibeholde hans hellige velfærdsstat. Argumentet imod liberalisme var, at det var synd for alle mulige. Men synd skal det nok være, når en socialdemokratisk økonomisk vanvidspolitik gør varig skade på den danske økonomi.

Begge grupper undgår den grundlæggende nødvendighed for reformer, forståelsen for hvilket bør gå på tværs af ideologisk observans eller dagsorden. Hvis velfærdsstaten overhovedet skal fungere, kræver den velstand, hvilket kræver et afsæt i en stærk økonomi, hvilket så kræver vækst, og en stærk økonomi skabes kun ved holdbare, langtsigtede løsninger, deriblandt ting, der fremmer privat entreprenørskab og i sidste ende vækst. Med de nuværende forhold kræver det reformer. Såfremt at disse reformer ikke kommer, kan man frygte, at man går en dyster fremtid i møde.

Churchill udtalte, at “The best argument against democracy is a five minute conversation with the average voter”, og det virker egentlig til at være meget sandt. Vælgerne behøver dog egentlig som sådan heller ikke, selvom jeg synes, at manglen på forståelse af så basale ting er decideret skræmmende, have voldsom samfundsvidenskabelig kompetence, og den fremherskende uvidenhed skal ikke lægges dem til last.

Derimod hænger politikernes magtbegær mig langt ud af halsen.

De ved bedre. Samtlige analyser og forslag, uagtet om de kommer fra mere markedsorienterede økonomer eller de mere keynesiansk prægede af slagsen, peger imod behovet for reformer, men det er desværre for døve ører, da der åbenbart ikke er stemmer i sådan noget, endnu.

Godt håndværk, ære og ansvarlighed er åbenbart ikke begreber man opererer med i dansk politik.

Many people are of the opinion that army under Kiyani is different than army under Musharraf. I have doubts and disagreements over this statement.

If Kiyani is somewhat different then he needs to come out of that filthy NRO-Musharraf Protection-War against humanity deal.

According to which:
1) PPP and liberal alliance got NRO.
2) Pervaiz Musharraf got protection from article 6 proceedings.

America and Army (Kiyani represented the army) were the brokers of the deal.

The main thing which made this deal possible was the commitment of both army and PPP to fight this war against humanity and peace.

Pak Army/ISI are not fighting against USA and allied forces , they are giving them safe passage for their 95% supplies for Afghanistan(An impression is being given by establishment that operations in tribal areas are not against our tribes but are against CIA backed groups). They are giving protection to their assets in Shamsi, Tarbaila Ghazi etc .Missing persons case is still running and still the facts are not presented to courts by army/agencies.

I can say the change in their behavior is coming when:

1) They decide to come out of this war.
2) Take their support to US and allies forces back.
3) Kiyani invokes army act 1952 against Musharraf for treason.
4) Army decides to leave their forceful control over Pakistan’s economic resources especially land.
5) Generals stop building their image and focus on national security and not on ways of capturing powers and political influence.

Our Quaid had a great visionary mind and we can still learn from what he said:

“I am persuaded to say this because during my talks with one or two very high-ranking officers I discovered that they did not know the implications of the Oath taken by the troops of Pakistan. Of course, an oath is only a matter of form; what are more important are the true spirit and the heart.” – Jinnah at Staff College Quetta 14th June 1948

And what oath they take currently:
[Article 244]

“(In the name of Allah, the most Beneficent, the most Merciful.)
I, ____________, do solemnly swear that I will bear true faith and allegiance to Pakistan and uphold the Constitution of the Islamic Republic of Pakistan which embodies the will of the people, that I will not engage myself in any political activities whatsoever and that I will honestly and faithfully serve Pakistan in the Pakistan Army (or Navy or Air Force) as required by and under the law.”

If an unlawful command is given then constitution says not to obey it and in the oath our soldiers swear in the name of Allah to uphold the constitution.

The best thing army can do is to become a national army and stop acting like an occupied force which serves the motives of imperialist powers.

Hans Henrik Juhl (fra kopula.dk) og jeg selv besluttede her til aften at drage ned i den århusianske midtby, for at fejre valget i gode, borgerligt-liberale rammer. Ser De, jeg havde i går modtaget en e-mail hvori der stod, at liberalt-sindede mennesker, var inviteret ti l valgaften på bodegaen Søren Bruun – en bodega, hvor man vel og mærket må ryge. Det kunne vel ikke være bedre!

Ryget blev der også – jeg havde i dagens anledning rekvireret en pakke Caminande, som jeg ynder at ryge, når jeg ikke har Lille Aroma på hånden eller mener, at begivenheden trods alt er for højtidelig til at ryge normale cigaretter.

Rygningemulighederne – og de kolde Ceres Top! – til trods, må jeg alligevel indrømme, at jeg var fælt skuffet over hele arrangementet; allerede før jeg trådte ind af døren.

Historien er således: Hans havde hele dagen – også i går – talt om, at vi skulle ned til valgkampsarrangement hos Liberal Alliance. Jeg var som sådan med på idéen men skulle først med min kæreste til en såkaldt ”par-middag” hos nogle gode venner. Aftalen blev den, at Hans og jeg skulle finde en bus til Søren Bruun efter at par-middagen var vel overstået. Middagen var iøvrigt rigtigt god – den mandlige del af parret er kok! – og denne del af aftenen forløb helt som den skulle. Det var rigtigt hyggeligt. Da vi var færdige dér, mødtes vi med Hans og tog alle en bus fra Øgadekvarteret mod Frederiksbjerg. Efter at min kæreste var smuttet hjem til sig selv, begav Hans og jeg og til bodegaten.

Det var et trist syn der mødte os: Før vi kom trådte ind kunne vi se, at lokalerne – meget mod vores forventning – ikke bugnede af mennesker, som vi havde regnet med. Og indenfor så det heller ikke meget bedre ud.

I den fjerneste ende af lokalet sad der ganske vist nogle mennesker, som jeg enten kunne genkende fra plakater eller den gode, fornuftige, fortrinlige, kloge del af det liberale danske webmiljø. Der var måske også en eller to, som jeg ikke havde set før.

Da vi lidt havde forventet, at blive mødt af et vælg af mennesker, som gerne ville sige hej eller sådan noget, vidste vi ikke helt, hvad vi skulle gøre i situationen: Skulle vi gå ned og hilse og sige noget i retning af ”hej, vi havde hørt at det var her der var fest” eller skulle vi bare tage et bord for os selv – lige foran en gigantisk tv-skærm – og så drikke Århus-sæt (Ceres Top + Arnbitter) og så se, om den gode stemning bredte sig eller sådan noget.

Vi valgte det sidste. Måske var dét en fejl; jeg ved det ærlig talt ikke. Hvad gør man egentlig i en situation, hvor man møder mennesker som man godt ved hvem er, og de måske også godt ved hvem man er, men aldrig før har mødtes i virkeligheden?!?

Jeg oplevede noget lignende på en konference et sted i Nordsjælland for omtrent et års tid siden. Hvad pokker gør man i sådan nogle situationer?

Vi handlede som vi fandt bedst: Vi drak vores mange øl og blev til bodegaen lukkede! Hvilket den lille liberale gruppe ikke gjorde – de smuttede en halv time før end det blev annonceret, at Anders Samuelsen havde sikret sig selv en plads i Horsens Byråd.

I min verden var der hér tale om et arrangement, som havde et gevaldigt potentiale, men som alligevel døde. På vejen hjem talte vi meget om, hvordan man kunne forspilde en sådan chance for at møde andre ligesindede? Vi blev enige om – og fortæl os gerne, hvis vi tager fejl – at arrangementet var bygget op omkring et forkert præmis.

Vi havde forstået det således, at det var på Søren Bruun man skulle mødes, hvis man gerne ville følge kommunalvalget i Århus i selskab med andre såkaldt ”ultraliberale”. Istedet dukkede vi op til noget, der forekom som en en privat gravøl over en valgkamp, som man på forhånd mente var tabt.

Det må kunne gøres bedre. Det skal kunne gøre bedre!

Lidt om Polemik, Partikler og især om Penduler

Udsagnsordet "Rummeligt" diskuteres på flere plan

Allerførst så lad mig lige slå fast at det ikke vil blive hverdag at jeg vil bruge min blog til at smide politisk budskaber i hovedet på jer. Hvis der er nogen der føler sig stødt over dette tiltag, så undskylder jeg mange gange, det er i hvert fald ikke intentionen.

Sagen kort:

 Jeg har det seneste stykke tid engageret mig i en politisk sag, der udspringer af en lovændring der blev trukket ned over hovedet på veteranbilfolk, og som fik fuld styrke tilbage i marts måned, da det gik op for Skat at loven også gjaldt de gamle veteranbiler. Sandsynligvis grundet en forglemmelse fra lovmagerne, bliver der afkrævet fuld brændstofafgift for veteranbiler ved import, hvor almindelige hverdags og pendlerbiler vil få et fradrag der svarer til deres værditab siden de var nye. Dette resulterer i at veteranbiler skal betale flere tusinde kroner i afgift for at køre de 1000-1500 km om året som der er gennemsnittet.

 Nye muligheder:

 Da der opstod en mulighed her i den nye folketingssamling for at genbehandle loven om blandt andet brændstofafgift, tog vi fra Klassisk Bil & MC fat på sagen med et håb om at et lille opråb til politikerne kunne ændre ved ”forglemmelsen” Det har vist sig ikke at være så nemt endda, da brændstofafgiften indgår som en lille del af en større aftale mellem Regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. En aftale med mange forgreninger. Vi veteranbilejere har dog fået en allieret i Liberal Alliance der fuldt ud ser positivt på vores sag, og ligeledes har forståelse for mange af de generelle problemer som privatbilismen slås mod som en helhed.

På et valgmøde i Slagelse havde jeg mulighed for at forhøre mig om partiets indstilling til denne sag. Jeg har med glæde konstateret at Liberal Alliance i almindelighed og Villum Christensen i særdeleshed, er helt af den opfattelse af loven bør laves om. Villum Christensen:  ”Det er ikke meningen at den grønne bølge skal kvæle de gamle veteranbiler”

Det er mit håb at når det kommer til at der skal sættes et kryds i den rigtige rubrik, både tirsdag d. 17/10 som på længere sigt, at du så har in mente hvem der forstår vores ønsker og behov, og hvem der er parat til at tale vores sag –og ikke mindst hvem der magter at kombinere de to.

 Jeg er i hvert fald ikke et sekund i tvivl om at Villum Christensen godt er klar over at pendulet svinger begge veje.

 Med venlig hilsen

 Johnny B. Goode

Yderligere oplysninger om kandidaterne rundt om i landet kan ses her : www.liberalalliance.dk

Ja, den her skulle da også med; ikke så meget fordi den er sjov, men fordi den er sær:

Det er blevet tid til at kigge lidt på de borgerlige kandidaters plakater. Vi skal også lige runde et par af nye udvalgte plakater, samt er par af de mere odiøse borgerlister.  I løbet af de sidste par dage har jeg fået en række gode tips og billeder tilsendt. Og som jeg tidligere har lovet, skal vi snart se på valgfilm. Det er jo så uhyggeligt moderne at lave egen Youtube-kanal. Det er nu bare ikke alle, der slipper så godt fra det.

Hvor er de Konservative?

Jeg undrer mig først og fremmest over manglende tilstedeværelse fra særligt spidskandidaten. Du ved – ham der hedder Mogens Lønborg (ikke at mange kan huske, at han er borgmester, og i øvrigt hvad han er borgmester for). Lønborg has gone classic med sin plakat, og afviger dermed fra resten af spidskandidaterne, der alle har en særlig plakat. Det gider vi ikke bruge tid på.

Vi vender os derfor mod et af de konservative håb. Rasmus Jarlov.Og Rasmus benytter sig af en stil, som jeg tidligere har kommenteret på. Han bruger den normale template, men skubber lige sit eget personlige budskab ind. Han vil ha’ lavere skat… Øhm – har Jarlov overhovedet ikke fulgt med? VKO har sænket skatten én gang, og den træder i kraft pr. 1. januar, og desuden har Københavns Kommune faktisk også sænket skatten en smule, da der var overskud i kassen og Regeringen jo forbød, at København måtte bruge pengene på at istandsætte skoler. På den anden side, lægger Jarlov sig selvfølgelig op af klassiske konservative dyder. Godt nok går han imod flertallet af danskere, som gerne vil betale mere i skat, så længe vi får mere velfærd.

Venstre er sjovere

Den borgerlige oppositions spidskandidat Pia Allerslev har flere plakater i spil. Den ene benytter sig af en gammel valgkamps-traver. Pia er garant for En ny vej. Ja ja – det er da meget muligt. Det er ikke noget, som har stor genklang, og er i øvrigt en smule modstridende grundet Københavns besværlige magistrat-styre.

Hendes mest nyskabende pay-off finder man på en af de andre plakater. Desværre er billedet lidt grynet, men Allerslev synes faktisk at: Det skal være bedre, billigere og sjovere at være københavner… Det mener du for fanden da ikke? Altså hvem vil tale imod det? Hvordan vil du sikre det? Af  alle valgslogans som jeg har behandlet her på bloggen, er det nu alligevel et af de mest tumpede.

Vi bliver lige nødt til at vise Lars Dueholm. Han tror nemlig også på vindmølleeffekten, hvor kandidaten stiller sig op foran en vindmølle. Så er han både grøn, dynamisk, Vestas-agtigt og har de rette meninger. Jeg tror simpelthen ikke på, at københavnerne køber den præmis. Det kan være, at jeg tager fejl.

Anne skal ikke stå ude i kulden alene

Jeg bliver lige nødt til at vise Anne Vangs plakater også. Vang er så vidt jeg vurderer kommet flot igennem at være Ritt’s Chief Whip på Rådhuset. Hun har ikke unødigt overlast, og har nydt godt af sin mentors råd og rådgivere. Nu skal hun stå på egne ben. Det er blevet til to plakater, hvor den ene lægger sig på parti-templaten, og den anden er mere personlig præg og med pay-offet: Ingen ude i kulden. Jeg synes sådan set det er en udmærket plakat, og markant bedre end Vibeke Storms vrøvl. Anne Vang ser dog ud som om hun fryser lidt, men hun ligner samtidigt én som man får lyst til at give et varmt kram, så plakaterne er godkendt.

Wild cards

Vi skal se dem. Dem som åbenlyst gør grin med det politiske establishment. Dem som har en anden dagsorden. Dem som overhovedet ikke kommer i nærheden af at blive valgt (nu skal jeg selvfølgelig passe på. Det sagde man også om Jakob Haugaard).

Jeg har valgt tre, hvor min absolutte favorit er Københavnerkommunen. Det er den helt rigtige vej at skabe en kommunistisk republik. Slut med borgerrepræsentationen. Ud med dem.

Nihilistisk Folkeparti får også anerkendende ord med på vejen. Pay-off’et er: Spild din stemme. Det er da en klar udmelding.

Sidst men ikke mindst kommer Liberal Alliance. Hvis man tidligere har ment, at det var rene amatørerne, så bliver man ikke omvendt denne gang. Gratis parkering til københavnerne? Måske skal de slå sig sammen med Rasmus Jarlov, og så laver vi flad skat på 40%. Gad vide om de kan forklare, hvad det betyder den her gang

Kvittering til Bondam.

Jeg er sikker på, at Bondam har læst min første gennemgang af valgplakaterne, og derfor nu har hængt plakater op med ansigt på. Det er selvfølgelig tragisk, at det er nået dertil, hvor man er bange for, at Bondams glatte ansigt skader valget. Måske er det derfor, at Manu’s plakat hænger så tæt på?

Videoer up next.

Næste gang skal vi se på videoer. Jeg er glad for de mange tips, og modtager gerne flere.

Personligt synes jeg jo, at det er ustyrligt morsomt, det der foregår i Ny/Liberal Alliance og Borgerligt Centrum. Senest diskussionen om Borgerligt Centrum er afgået ved døden eller ej. Nu er lige præcis politikerne i de to partier jo (heldigvis) mere pauseklovne i mediecirkusset end egentligt interessante.

Alligevel er politikernes omgang med deres partier tankevækkende. I de senere år er der sket en drejning, hvor politkerne i højere grad bliver personlige brands, og hvor partierne bliver rene opstillingsmaskiner. I gamle dage var det partierne det interessante – ikke partierne. Eksempelvis kan jeg ikke lige på stående fod huske, hvilke parti Naser Khader er medlem af i den her uge. Men jeg kan huske, at han engang var liberal.

Nå, det skal ikke fortabe sig i politk, som jeg finder ret uinteressant. Det er mere spændende, om den samme udvikling kommer til at ske for virksomheder. Altså, om medarbejderne bliver personlige brands, og virksomhederne træder i baggrunden.

Jeg tror det – i hvert fald til en vis grad. Og det hænger sammen med den måde, man kommunikerer på i dag.

Kommunikationen og budskaberne er blevet langt mere personlige. En virksomhed kan ikke blogge, den kan ikke deltage i sociale netværk. Men det kan personer. I øvrigt er det også utroligt meget nemmere at få plads i medierne, hvis man er en person (en profil). Og derfor vil personers profil begynde at tage over fra virksomhedernes brands, tror jeg.

Hvad mener du?

Med Simon Emil Ammitzbøll om bord, tror Liberal Alliance på, at det kan få mere end to procent af stemmerne ved næste valg.

Simon Emil Ammitzbøll og Anders Samuelsen ved dagens pressemøde, hvor de sprang ud som nye partikammerater. – Foto: Jens Dresling

Status i parlamentet
Jeg må indrømme, at jeg har været i tvivl om hvad de enkelte partier står for. Stemmesedlen er lang og giver os mulighed for at stemme på alle kandidater uafhængigt af geografisk opstilling. Det gav Poul Nyrup over 400.000 personlige stemmer i 2004. Og giver muligvis flagskibe som Bendt Bendtsen og Jens Rohde stor opbakning her i 2009.

I dag sidder der 14 danske medlemmer i Europa parlamentet. www.europarl.europa.eu/

Følgende medlemmer genopstiller ikke.

• Mogens Camre (DF). Medlem af parlamentet siden 1999.
• Poul Nyrup Rasmussen (Socialdemokraterne). Medlem af parlamentet siden 2004.
• Niels Busk (Venstre). Medlem af parlamentet siden 1999.
• Karin Riis Jørgensen (Venstre). Medlem af parlamentet siden 1999.
• Christian Rovsing (Venstre). Medlem af parlamentet fra 1989 til 2004 og igen fra 2007, hvor han afløste Gitte Seeberg.

Sammenfatning af EU politisk ståsted
Der er i højere grad tale om valg af politisk overbevisning end om egentlig repræsentant af danske interesser.

Junibevægelsen og SF fik i 2004 17% af stemmerne og repræsenterer EU skeptikeren. De har været imod flere traktatændringer og repræsenterer derfor en større gruppe af de ca. 50%, der ved de seneste folkeafstemninger i Danmark har stemt ”Nej!”. At stemme imod traktatændringerne er ikke det samme som at være imod EU.

Overordnet set er DF og Folkebevægelsen mod EU de eneste, der repræsenterer den deciderede EU modstander. Det giver sig til udtryk ved at 12% af stemmerne tilfaldt DF og Folkebevægelsen og gav dem et mandat hver.

De Radikale ligger i den anden ende af skalaen. Deres opfattelse af mennesket som verdensborger, giver sig til udtryk i at de går ind for globale indsatser og ønsker EU’s grænser åbnet. EU spiller for dem en væsentlig og naturlig rolle i blikket ud af Danmark.

Konservative og Venstre hører måske ikke overraskende til de mest positive overfor EU tiltag på mange politiske områder.

Og et sted midt imellem synes jeg at ane Socialdemokratiet i den midterposition, som de så gerne ville have for sig selv ved valg til det danske folketing.

Mest ideologisk fremstår Liberal Alliance, der ud fra et liberalt synspunkt ønsker en mindre stat og derfor også et mindre EU. Men de er bestemt tilhængere af EU og ønsker blandt andet en fjernelse af de fire forbehold.

I det følgende har jeg for min egen skyld i oversigtsform listet partiernes mærkesager, kampagnesite og spidskandidat.

Folkebevægelsen mod EU (N)
Mærkesager: Selvbestemmelse, Nej til Euro, Imod et EU militær.
Kampagne site: http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?rubrique70.

Søren Søndergaard er spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU. Han har siddet i parlamentet siden 2007, hvor han erstattede Ole Krarup.
Andre kandidater er bl.a. Ditte Staun og Rina Ronja Kari.

DF (O)
Mærkesager: DF ønsker EU ud af Danmark og at indskrænke EU’s magt.
Kampagne site: http://www.danskfolkeparti.eu/

Morten Messerschmidt er spidskandidat for DF. Han har siddet som 2. suppleant til Europa Parlamentet siden 2004.
Andre kandidater er bl.a. Kenneth K. Berth, Anna Rosbach og Dennis Flydtkjær.

Junibevægelsen (J)
Mærkesager: En ny traktat, fælles mindste-regler og 100% vedvarende energi.
Kampagne site: http://j.dk/valg09/

Hanne Dahl er spidskandidat for Junibevægelsen. Hun har siddet i parlamentet siden 2008, hvor hun erstattede Jens-Peter Bonde.
Andre kandidater er bl.a. Keld Albrechtsen og Inger Marie Tryde Martensen.

SF (F)
Mærkesager: Klima, arbejdsmarked samt kriminalitet. (Hvilket minder meget om Konservative).
Kampagne site: http://www.sf.dk/default.aspx?site=eu&

Margrete Auken er spidskandidat for SF. Hun har siddet i parlamentet siden 2004.
Andre kandidater er bl.a. Emilie Turunen, Fathi El-Abed og Ole Rissgaard.

Konservative (C)
Mærkesager: Klima, (finans)krisen og kriminalitet. (Hvilket minder meget om SF).
Kampagne site: http://www.konservative.dk/EU/

Bendt Bendtsen er spidskandidat for Konservative.
Andre kandidater er bl.a. Christian Wedell-Neergaard, Pernille Høxbro, Mette Abildgaard Jakobsen og Tove Videbæk.

Venstre (V)
Mærkesager: Fællesskab, afskaffelse af de fire forbehold og Europa som markedsplads (det indre marked).
Kampagne site: http://eu.venstre.dk/

Jens Rohde er spidskandidat for Venstre.
Nuværende medlem i parlamentet, der genopstiller:
Anne E. Jensen har siddet i parlamentet siden 1999.
Andre kandidater er bl.a. Charlotte Antonsen, Poul Dahl, Morten Løkkegaard og Hanne Severinsen.

Liberal Alliance (I)
Mærkesager: Fri bevægelighed, liberal verdenshandel og fjerne de fire forbehold.
Kampagne site: http://www.liberalalliance.eu/

Benjamin Dickow er spidskandidat for Liberal Alliance.
De to andre kandidater er Peter Hjortkjær og Filip Berghamar.

De Radikale (B)
Mærkesager: Fællesskab, lige rettigheder, afvikling af Landbrugsstøtten.
Kampagne site: http://www.radikale.dk/europa/

Sofie Carsten Nielsen er spidskandidat for De Radikale.
Andre kandidater er Lotte Rod og Johannes Lebech. Sidstnævnte har siddet i parlamentet siden 2007, hvor han afløste Anders Samuelsen.

Socialdemokraterne (A)
Mærkesager: Fællesskab, velfærd og miljø.
Kampagne site: http://eu.socialdemokraterne.dk/

Dan Jørgensen er spidskandidat for Socialdemokratiet. Han har siddet i parlamentet siden 2004.
Andre nuværende parlamentsmedlemmer er:
Britta Thomsen har siddet i parlamentet siden 2004.
Christel Schaldemose har siddet i parlamentet siden 2006, hvor hun afløste Henrik Dam Kristensen.
Ole Christensen i Europa parlamentet siden 2004.

Afsluttende kommentar
Forskellen er til at få øje på mellem ja og nej fløjene. Men ellers bliver det så luftigt, at det er svært at være uenig. Lighederne mellem Konservative og SF er usædvanlig. Eller måske ikke?

Hvorom alting er. Det lader ikke til at politikerne forholder sig synderligt til, at de stiller op i et Europæisk parlament.

“Naser Khaders parti Liberal Alliance hotar Danskt Folkeparti med att blockera upprustning av dansk kultur såsom domkyrkan och slott samt Fregatter om de fortsätter att kämpa för att Wilder skall komma till danmark.”

Läs hela blogginlägget: Wilders portad igen, Leffes blogg

Enligt Jihad Watch handlar det om en konferens om yttrandefrihet och en klimatkonferens som kan vara i fara i det fall “fascisten” Geert Wilders dyker upp på förstnämnda konferens:

Denmark delays freedom of speech conference to avoid offending Muslims — in case Geert Wilders shows up, Jihad Watch

Freedom of speech conferense delayed again, The Copenhagen Post Online

Geert Wilders a fascist?, Jihad Watch

Der er stor fornuft i, at Mols Bjerge er en såkaldt nationalpark; for der er virkeligt smukt derude på den jydske halvøs “næse”. Et grønt, bakket landskab ned til vandet; små gamle veje og smukke huse og bondegårde sådan beliggende hist og her. Er man i Århus-området i bil og har man et par timer man vil slå ihjel, så kør en tur ud ad Grenaavej…

Selvom Mols ligger forholdsvist afsides (i hvert fald i forhold til Århus) i et bakket område er det ikke hér, man kan finde en dansk Galt’s Gulch. Hér gemmer der sig ikke mennesker, der opfinder nye metaller, hypermoderne motorer og laserkanoner.

Men så alligevel (hvis man nu vil sætte det lidt på spidsen). Liberal Alliance holder nemlig i dag og i morgen lørdag sit landsmøde på en i øvrigt nydelig konferenceejendom, Fuglsøcentret, med dejlig havudsigt (så vidt jeg husker fra de gange, jeg har været der tidligere).

Liberal Alliance er en sjov størrelse. Ser man på meningsmålingerne kunne det nok gå lidt bedre; alt andet lige, er der et marked for partiets holdninger – det var der i hvert fald tilbage i 1990′erne, hvor det borgerlige Danmarks bannerførere i partiet Venstre kæmpede for “mennesket frem for systemet”.

Ligeledes er Liberal Alliance det parti, der har den bedste profil på nettet. Og det er rent faktisk noget der betyder meget for en person for mig, der for længst har opgivet avis- og tv-medierne som nyhedsformidlere. Jeg har tidligere været engageret i studenterpolitisk arbejde, og vistnok også været en form for web-kommunikationsansvarlig for en byrådskandidat her i Århus – og hér må mit adelsmærke vistnok være ordene: For pokker, hvorfor blogger vi ikke?

De sociale teknologier (Friendfeed, Facebook, Twitter og blogs i al almindelighed) giver folk som mig, der elsker disse kommunikationsformer, en ny og langt mere virkelighedsnær indgang til dansk politik i praksis. Via disse teknologier har de danske partier en helt unik mulighed for at fjerne mere end et filter i kommunikationen imellem dem selv og os. Nogle partier bryder sig ikke om denne form for nøgne sandhed; de har jo brugt megen tid og penge på at købe sig et image og styre kommunikationen – der er en linje og den følger man. På mig virker det bare ikke.

(Her vil jeg i øvrigt lige gøre lidt reklame for den helt fænomenale bog Naked Conversations af Robert Scoble. Alt hvad der står i bogen er korrekt; og så er Scoble, om nogen, personifikationen af web 2.0. Glem alt om “Den Tredje Vej” – det her er fremtiden for politik)

Hvis vores politikere ikke gider bruge deres tid på at fortælle om dette og hint i et blogindlæg eller i en video, optaget på en mobiltelefon og lagt op på Vimeo eller Youtube, er det ikke mennesker, jeg der repræsenterer de værdier jeg tror på. For det kan godt være at et parti har et fornuftigt synspunkt på lad os sige skatteområdet – men hvis jeg ikke kan få et ansigt på holdningen, et ansigt, der tilmed forklarer hvorfor man mener som man gør og et ansigt, som jeg kan stille til ansvar, hvis man løber fra holdningen igen, så tror jeg ganske enkelt ikke på det. Jeg vil høre tingene som de er. Uden filter og rent ud af posen. Det behøver ikke vare 24 sekunder og det behøver ikke være paroleagtigt; tværtimod.

Hvis jeg skal engagerer mig i noget vil jeg også gerne have, at dem jeg engagerer mig med, i det mindste hører på mig og helst også gør som jeg siger. Ellers ligger jeg mine penge i en anden butik. På Liberal Alliances blog bliver holdnignerne vendt. Der bliver rent faktisk debatteret – man slipper fra de desværre alt for normale “Godt gået Anders”-kommentarer.

180grader og Politiken havde for nyligt en kåring af Årets Idealist. Hvem prisen gik til kan jeg ikke huske, men prisen burde vel egentlig have gået til samtlige medlemmer af Liberal Alliance. For her er der virkelig tale om en samling mennesker, som, selvom det ikke går så godt for partiet, tør satse deres tid og kræfter på en idé.

Og som man siger: The higher the risk, the bigger the gain.

Det liberale budskab kan sælges. Og det skal sælges. Men det skal gøres og det skal gøres godt. Indtil videre har vi der rent faktisk er borgerlige kun et parti vi kan stemme på – og det er Liberal Alliance. Stemmer man desuagtet på V eller K må det skyldes 1) at man ikke er borgerlig, eller 2) at man er dårlig til at lytte efter partiernes politikere, der er rigtigt gode til at lukke vand ud af ørene, kysse småbørn og ellers love tryghed i alle livets forhold.

I morgen lørdag kigger jeg forbi landsmødet.

Ligeså snart man tror manden ikke kan synke lavere, så tar de konservative sig til ham, og han bliver højst sandsynligt værdipolitisk ordfører! vi har jo set ham tidligere tale på Landsdækkende Tv, om kvindernes Halløj!
det eneste som undrer mig er at han stadig er favorit hos partiet de konservative, han er kort sagt slet ikke konservativ, manden har skiftet holdninger som små babyer får skiftet ble!

Men mon ikke det er hans sidste tur i dansk politik? Han har i løbet af 2 år været medlem af 3 partier! det er godt nok rekord i verdenspolitiken.

jeg vil simpelthen kalde hans skift for et politisk Knock out!

http://www.bt.dk/article/20090315/politik/90315048/

her er kilden hvis i vil vide mere

Konservative har på partihjemmesiden offentliggjort en pressemeddelelse om skatteaftalen; “en historisk dag for skatteyderne” er overskriften. Det er selvfølgelig noget forsludret vrøvl, hvilket jeg da heller ikke har lagt skjult på før. 

Hans Henrik Juhl har gjort mig opmærksom på den kommentartråd der følger pressemeddelelsen. For det er nemlig sådan, at Konservative har gjort deres nye hjemmeside sådan lidt blogagtig. Heri er der godt nok mange sure holdninger, som kommer til udtryk – holdninger, som jeg kun kan være enig i. I udpluk lyder det:

Mandag morgen vil jeg melde mig ud. Jeg skal nu finde et nyt parti som vil have min stemme og medlemsskab. 

Jeres seneste adfærd har fået mig til at skamme mig over min stemme ved det seneste valg. Havde jeg blot vidst at en stemme på de Konservative var en stemme på socialdemokratisk politik!!! 

Men ak! Først en bankpakke som gjorde boligejere med fast forrentede lån til grin, og derefter en desperat skattereform uden liberalt indhold. 

Tiden er vist kommet til at tage pakke virksomhed og familie, og flytte til udlandet.

Jeg tror også min stemme bliver blank næste gang. Alternativt Liberal Alliance eller Borgerligt centrum. 

Denne aftale er dårligt forhandlet og i for høj grad styret af DF. Ingen ændring af topskatten, et helt tåbeligt loft på pensionsindbetalinger. Tilmed sat på et niveau, hvor mange nu får problemer med deres arbejdsgiver pensioner. Det er ganske enkelt ufatteligt ringe. 

Dette betyder, intet for viljen til, at arbejde. For der er stadig ikke ændret på, at den sidst tjente krone er alt for hårdt beskatte

Men betyder det så noget for de folkevalgte? Ikke en skid, hvis man skal forstå Mike Legarth korrekt:

Hold op, hvor er det morsomt, at læse mange af disse indlæg fra vores politiske modstandere, der lader som om, at de er sure konservative vælgere. Det er de ikke, det afslører deres egoisme og totale mangel på forståelse for, hvad der er muligt, at opnå i politiske topforhandlinger, hvor man skal samle 90 mandater.

Hvor sjovt.

- og siden hvornår er egoisme blevet et minus-ord?!?

- jeg stemmer iøvrigt på Liberal Alliance til næste valg. Fuck den konservative folketingsgruppe – de har jo ikke engang forstand på at fremstille partiets egen holdning mere; eller i det mindste virke forsmåede over den ynkelige “skattereform”.