Siden 2003 har regeringen lukket det ene voldsforebyggende initiativ efter det andet. De seneste otte års voldsforebyggelse har været præget af politiske hovsaløsninger og forsøg på brandslukning mener flere eksperter.

Politikerne råber i kor på stramninger og en forstærket forebyggelse af vold: Mere videoovervågning, flere visitationszoner, strengere straffe, hurtigere straffe og så videre. Men de politiske tiltag er hovsaløsninger og udviklet i blinde. Forskningen på området i Danmark er beskeden, og alle de særlige indsatser til forebyggelse af vold, som er oprettet de seneste otte år, er nedlagt et for et.

Lektor i kriminologi ved Københavns Universitet, Lars Holmberg håber, det er slut med kortsigtede løsninger:

“Det er jo tydeligt, at myndighederne står på bar bund og forsøger at gribe efter hvad som helst. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi ikke bliver grebet af panik nu og skaber flere hovsaløsninger.”

Da justitsminister Lene Espersen i marts 2002 præsenterede regeringens Stop Volden-plan, krævede hun, at der blev sat markant ind over for unges vold i nattelivet. Initiativerne blev forankret i den Voldsforebyggende Enhed, et videns- og udviklingscenter til forebyggelse af vold under Det Kriminalpræventive Råd.

Kun tre år efter blev enheden så nedlagt.

Vicepolitikommissær John Radmer var koordinator i den Voldsforebyggende Enhed, og han bekræfter lukningen af initiativet.

“På grund af strukturændringer i rådet valgte man at nedlægge den Voldsforebyggende Enhed, og set i bakspejlet så mener jeg, at der stadig er behov for et permanent initiativ, der kan arbejde langsigtet”, siger John Radmer, som i dag arbejder i Rigspolitiets Nationale Forebyggelses Center.

Indsatser med kort levetid

Det er ikke første gang, at indsatsen over for volden kastes rundt mellem systemerne. Under Poul Nyrup Rasmussen hed løsningen på den grove vold Voldssekretariatet. Et tiltag, der blev lanceret med overskriften ‘Et led i en langsigtet volds- og forebyggelses strategi’. Alligevel blev sekretariatet lukket efter tre år.

Det gik ikke meget bedre for Udrykningsholdet, der åbnede i maj 2000. Opgaven var at få mere styr på indsatserne over for de utilpassede unge i kommunerne. Efter tre år blev Udrykningsholdet lukket før tid og erklæret for en fiasko af daværende integrationsminister Bertel Haarder.

De mange forskellige forsøg på at forebygge vold igennem særlige indsatser har været politisk brandslukning, mener lektor i metode og sociologi ved Københavns Universitet, Merete Watt Boolsen. For betingelserne for at få succes har ikke været til stede fra starten.

“Når man projektorienterer indsatserne på den her måde, så viser erfaringerne, at den type tiltag hurtigt lider døden, hvis ikke de bliver integreret i systemet.”

Redaktør på tidsskriftet Social Kritik, Benny Lihme, mener heller ikke, at indsatserne havde en chance for at få succes fra starten af.

“Jeg mener, det er tydeligt, at det aldrig har været meningen, at disse tiltag skulle fungere. Især når man gentager det samme forløb tre gange med forskellige navne. Det er typisk for politikere, der er fanget i en her-og-nu moralsk paniksituation i forhold til medierne, og det kalder jeg signalpolitik,” siger Benny Lihme.

Vigtig viden går tabt

Lars Holmberg mener, det er problematisk, hvis initiativerne ikke får den nødvendige tid til at slå igennem.

“Hvis man bliver ved med at flytte rundt på opgaverne, så starter folk forfra hele tiden og når ikke at få iværksat noget væsentligt.”

Merete Watt Boolsen mener også, at meget viden og erfaring går tabt ved denne type indsatser.

“Når dygtige medarbejdere finder ud af, at indsatsen stopper. Så søger de nyt arbejde. Og du mister erfaringer, og overdragelsen af viden bliver forringet. Men politikerne kan jo ikke længere være uvidende om, at de projekter, som de starter på den her måde, de ikke lykkes.”

DF kræver forklaring

Dansk Folkeparti vil bede om forklaring fra Justitsministeren. Hos både Enhedslisten og Dansk Folkeparti vækker det undren, at regeringen ikke arbejder mere langsigtet med forebyggelsen af vold. Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører, Peter Skaarup, vil have knivene forbudt og en hurtig straf til dem, som bærer våben, men han mener samtidigt, at forebyggelse er afgørende for at bryde fødekæden til kriminaliteten.

“Vi vil spørge justitsministeren, hvorfor man har valgt at lukke det nationale opsamlingscenter i en tid, hvor der netop er behov for alle gode kræfter til at få bugt med den grove vold blandt unge,” siger Peter Skaarup.

Retsordfører Line Barfod fra Enhedslisten mener heller ikke, at der bliver gjort nok for at stoppe volden.

“Det lyder jo fuldstændig tåbeligt og kortsigtet at nedlægge de konkrete indsatser, som skal forebygge volden. Jeg mener, man skal give nogle permanente bevillinger og være indstillet på, at det er et langt, sejt træk, som ikke bare kaster resultater af sig efter kort tid “.

Fakta

De seneste 10 års initiativer til forebyggelse af vold.

Voldssekretariatet 1997-1999.

Pris ca. 20 millioner kroner

Et samarbejde mellem Justitsministeriet, Socialministeriet og Undervisningsministeriet. Lavede kampagnen AMOK IGEN, der kunne opleves på diskotekernes toiletter. Det årlige driftsbudget for den treårige indsats var på 2,7 millioner kroner. Derudover havde man en pulje på 12 millioner kroner til projekter.

Udrykningsholdet 2000-2003.

Pris ca. 21 millioner kroner

Videns- og rådgivningscenter for utilpassede unge

Formål: at hjælpe amter, kommuner, politikredse og andre aktører i indsatsen over for de utilpassede unge. Under ledelse af journalist Ole Hammer blev Udrykningsholdet mest kendt for interne stridigheder og personalerejser til familiemedlemmer. Udrykningsholdet kostede ca. 7 millioner kroner årligt.

Den Voldsforebyggende Enhed 2001-2005.

Pris ca. 18 millioner kroner

Videns-, udviklings- og ressourcecenter inden for forebyggelse af fysisk og psykisk vold. Regeringen udpegede otte fokus- områder, som enheden arbejdede med. Forebyggelse af seksuelle overgreb, vold på arbejdspladsen, vold i nattelivet, fodboldrelateret vold og vold begået af unge med en anden etnisk baggrund. Afdelingen havde fire medarbejdere og to millioner årligt til indsatser. Det kriminalpræventive råd modtager fortsat de to millioner kroner fra finansloven til generelle indsatser.

Oprindeligt bragt i INFORMATION d.15. Januar 2008.

Efter Højesterets terror-dom over seks medlemmer af gruppen Fighters and Lovers er det yderste venstres propagandaapparat ved at komme i omdrejninger. Via det sædvanlige talerør, hjemmesiden Modkraft, har man nu søsat en historie, der skal overbevise tilhængerne om, at dommen i virkeligheden er forkert, fordi terrorloven strider mod Folketingets hensigt med loven.

Ekstremisterne henviser til, at justitsministeren en gang har skrevet til Enhedslisten, at “terrorisme er defineret i forhold til den legitime stat, der bygger på princippet om demokrati og retsstatsprincipper. Det skal også indgå i vurderingen, om en handling er rettet mod en besættelsesmagt mv.”

Videre hævder Modkraft, at “i både Østre Landsrets og Højesterets kendelser afvises referencerne til Israels besættelsespolitik og menneskeretssituationen i Colombias som begrundelser for legitimiteten for væbnet kamp. Ved begge domsinstanser mener dommerne, at det er nok at henvise til, at organisationerne dræber civile.”

På denne baggrund hævder så juristen Line Barfod fra Enhedslisten, der arbejder for BZ-advokaten Knud Foldschack, at dommen støtter “vores krav om, at lovgivningen laves om”.

Line Barfod understreger dog, at hun ikke har læst dommen. Modkraft undlader diskret at oplyse om, at dommen er offentliggjort på Højesterets hjemmeside. Tilhængerne skal efter alt at dømme helst ikke på egen hånd kunne verificere, om propagandaen taler sandt.

Lad os først slå fast, at har Højesteret virkeligt afvist at vurdere FARCs og PFLPs ugerninger på baggrund af det billede af Israel og Colombia, som venstreekstremisterne forsøgte at forsvare deres terrorstøtte med, så har domstolen klart forbrudt sig mod loven.

Ifølge straffelovens paragraf 114 (terrorloven) er det nemlig strafbart ” uretmæssigt.. at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer” (red. fremh.) Når forsvaret derfor påråber sig retmæssige forhold (som det hedder i jura-sproget), så kan retten selvsagt ikke bare ignorere det.

Og det har Højesteret naturligvis heller ikke gjort. I dommen hedder det:

De tiltalte har anført, at Israel må anses for en besættel­sesmagt, der krænker demokratiet og retsstatsprincippet, og at Colombia ikke kan anses for et demokratisk sam­fund, der re­spekterer retsstatsprincippet, og at disse for­hold skal tages i betragtning ved bedømmelsen af sagen. Uanset om det måtte forholde sig som anført af de tiltalte, finder Højesteret, at omfanget og karakteren af de hand­linger, som FARC og PFLP efter landsrettens bevisre­sultat har begået mod civile, også efter en samlet vurdering må føre til, at handlingerne ikke falder uden for området for § 114. (red. fremh.)

Oversat til nogenlunde dagligdags tale betyder det, at Højesteret har slået fast, at FARC og PFLP begår terror af en så grov karakter, at det ikke kan undskyldes med Israels og Colombias påståede opførsel. Det er altså ganske enkelt løgn når Modkraft påstår, at de syv højesteretsdommere mente, at “det er nok at henvise til, at organisationerne dræber civile”.

Junikredsen tør alt i alt godt spå, at terrorlovgivningen ikke bliver ændret som følge af dommen over Fighters and Lovers-gruppen.

Først kom de for at tage kommunisterne.
Men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke kommunist.
Så kom de for at tage fagforeningsmedlemmerne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke fagforeningsmedlem.
Så kom de for at tage jøderne og sigøjnerne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke jøde eller sigøjner.
Så kom de for at tage de homofile, men jeg protesterede ikke,
for jeg var ikke homofil.
Da de kom for at tage mig,
var der ingen tilbage for at protestere.

Enhedslistens Line Barfod citerede Martin Niemöller, tysk præst og KZ-fange, i fredagens tredjebehandling af den såkaldte Tuneserlov. Loven blev som bekendt vedtaget med det mindst mulige flertal og efter at være kritiseret for at være i strid  med Grundloven. DF’s automatreaktion er at udnævne personer som Henning Koch til noget nær landsforræder eller en “vulgær agitator” – juraprofessoren var blevet indkaldt af Folketingets Integrationsudvalg for at redegøre for lovens juridiske konsekvenser.

Tuneserloven er et farligt makværk der sætter endnu et søm i den ligkiste vores retsstat er på vej til at blive. Desuden løser den ingen af de problemer den tilsigter, hverken for de anklagede der ikke kan forsvare sig, ikke for Kurt Westergaard der må leve i usikkerhed og ikke for vores retsfølelse. Tværtimod er den anklagede i sagen grundlovsstridigt frihedsberøvet (iht. Koch) uden rettergang; Westergaard må stadig leve i uvished om hans sikkerhed og tryghed; og vores retsprincipper er sat ud af spil. Magtens tredeling, der er en grundpille i vores demokrati, er undermineret når Folketinget bliver både lovgivende og dømmende magt. Personer bliver pålagt en straf uden rettergang. Lovgivningen bliver misbrugt når (eventuelle) mordplaner mod en tegner bliver til en trussel mod statens sikkerhed. Vi har fået en politistat når efterretningstjenesten kan efterforske, dømme og straffe uden demokratisk kontrol. PET kan heller ikke være tilfredse med at de bliver mistænkeliggjort og deres arbejde ikke bliver brugt på tilfredsstillende vis. Tidligere PET-chef Ole Stig Andersen udtalte til Information at“…det er fuldstændigt absurd at basere en retsstat på en blind tro på, at politiet altid har ret. For hvad skulle vi så have domstolskontrol til overhovedet?”

Pia Kjærsgaard kunne åbenbart ikke forstå hvorfor der ikke var fuld opbakning til dette, nærmest besjælede, fremskridt for at redde nationen:
“Hvor er ånden efter angrebet på World Trade Center henne? Ånden, hvor man ville gå hele vejen?” Hele vejen??

Pia Kjærsgaard skulle tage og overveje hvem der skal beskytte hendes rettigheder når der ikke er nogen tilbage for at protestere.

Har i dag været til en god konference.

Nu har jeg i et år været aktiv debattør vedr. prostitution og menneskehandel – to emner jeg mener har meget forskellige udgangspunkter.

Uanset at jeg nok var uenig med størstedelen af dagens oplægsholdere/paneldebatdeltagere vedr. hvilke metoder vi skal gribe til for en bekæmpelse af trafficking (vi var nemlig ikke overraskende enige om, at der jo skal gøres noget), så var det vidunderligt at emnet faktisk blev behandlet rimelig seriøst.

Der skal lyde en tak til konferencier, arrangører, debattører m.fl. for at det ikke, som den første konference (april 2008) endte med usmagelig og usaglig mudderkastning. Og det var meget glædeligt at SIO faktisk havde taletid (selvom det betød at programmet skulle ændres).

Kort fortalt så var emnet for dagens konference ”Menneskehandel og prostitution”.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs åbnede konferencen med ord som at det også handler om at sætte ind mod fattigdom, hvis vi skal gøre en indsats mod menneskehandel. Gid Regeringen dog ville sætte handling bag ordene og f.eks. hæve udviklingsbistanden.

Derefter fulgte korte oplæg fra forskellige. Nell Rasmussen (Servicestyrelsen) startede. Hun talte denne gang mest om lovgivning, men i pausen snakkede vi kort om det uheldige og problematiske i at Servicestyrelsen bør være en instans som prostituerede har tillid til, da de jo står for en del af de sociale tilbud, men at kampagner som ”Hvem betaler prisen” jo laver et hul i dette tillidsforhold, ved at opstille et billede de færreste prostituerede kan genkende sig selv i.

Birgit Petersson, psykiater og lektor, havde et indlæg om og seksualitet og aggression, men talte i stedet om kønsstereotyper – hun tegnede det traditionelle billede af den testosteron-fyldte mand med hår på brystet (og manglende potens) overfor den stakkels undertrykte kvinde. Og hvordan nutidens unge spejlede sig i sådanne billeder. Det hverken tror eller håber jeg, men hvis det er bevist må jeg jo bøje mig. Kan dog glæde mig ved at de unge mennesker (gud hvor lyder jeg gammel) jeg kender, udviser langt større intelligens end hun tillagde dem.

Herefter gik jeg desværre glip af en stor del (arbejde) af Charlotte Matthews indlæg om hvad der vides om kvinders (ofrenes) sundhedstilstand. Jeg nåede kun at få med at hun, på baggrund af noter fra Reden havde skrevet speciale om ca. 16-17 ofre for menneskehandel. Ikke overraskende de det vist ret skidt.

Dorrit Otzen fra Reden var desværre syg.

Sidste formiddagsindlæg var fra Sus, Formand for SIO, der meget humoristisk satte spørgsmålstegn ved hvor meget antallet af prostituerede var steget – hum mente jo ikke det kunne være eksploderet, fordi hun havde da ikke indtryk af at hun repræsenterede en brancheforening i fremgang, hvilket jo normalt er positivt. Hun påpegede at den sammenligning af tallene fra reelt set svarede til at sammenligne bananer med bluser (mine ord) – det er ikke sammenlignelige tal. Det er forskellige ting der er undersøgt – den ene undersøgelse handlede om hvor mange prostituerede, der var på arbejde en almindelig hverdag, mens den anden undersøgte hvor mange prostituerede der er i Danmark.

Sus fortsatte med en kritik af Servicestyrelsen og kampagnen ”Hvem betaler prisen” og påpegede hvordan debatten herhjemme er videnstømt. Desuden gjorde hun opmærksom på at det værste ved at arbejde som sexarbejder var stigmatiseringen.

Efter frokosten var der paneldebat. Jeg sad i panelet med Britta Thomsen (MEP – S), Louise Feilberg Levy (EP-Kandidat – V), Line Barfod (MF – ENH) og Yildiz Akdogan (MF – S).

Og vi fik alle 6-8 minutter til at indlede – du kan se min indledning her:

Jeg synes selve debatten gik godt – havde regnet med at den havde handlet mere om prostitution som var en del af konferencetitlen, men til min positive overraskelse blev det virkelig forsøgt ikke at blande emnerne sammen.

Konferencen blev afsluttet med oplæg fra Jan Høst Schmidt, Repræsentationschef ved EU-kommissionen og Bent Isager-Nielsen, politiinspektør ved Vestegnens politi. Bent Isager-Nielsen var meget fornuftig og nuanceret, for I lejlighed til en dag at høre ham, så udnyt den, Vil dog påpege at jeg ikke var 100% enig i alle hans udtalelser, men det gav stof til eftertanke.

Afslutningsvis vil jeg sige at det er en dejlig fornemmelse at opleve at der faktisk er sket en holdningsændring – prostituerede har nu en anerkendt mening og det er virkelig et positivt skridt for den videre debat.