Rejsen til Kina, 10. del

Efter tre ugers konstant rejse i Kina, er det blevet tid til den sidste togtur fra Guilin til Hong Kong. Herfra går turen hjem til Danmark. Jeg lider på ingen måde af hjemve og savner heller ikke spegepølse, brun sovs og kartofler, mit eget lokum eller min egen seng. Det er forskelligheden, det anderledes, der er hovedformålet med at rejse. Men når jeg véd jeg skal hjem, vil jeg gerne hjem. Jeg ser derfor frem til afslutningen i Hong Kong.

I fugleflugt er der ikke så langt fra Guilin til Hong Kong, og vi vurderer, på baggrund af erfaringerne, at togturen vil vare 7-8 timer. Vi ved bare ikke, at man ikke kan køre direkte – turen kommer derfor til at tage næsten 16 timer. Men vi kører igennem det naturskønne Sydkina, så der er masser at se på uden for vinduerne. 

Hong Kong var i 100 år britisk koloni, og forvandlede sig i den periode til en af Asiens største, finansielle metropoler. En verdensby på linie med Singapore og New York. I 1999 overgik Hong Kong igen til kinesisk styre, og alle frygtede det værste, når kommunismen gjorde sit indtog i byen. Men penge interesserer også kineserne, og der blev lavet en aftale om selvstyre, i en overgangsperiode på 50 år. Det betyder i praksis, at Hong Kong stadig ligner sig selv, og dermed er meget anderledes end det øvrige Kina. De har da også deres egen møntenhed, Hong Kong Dollars, og man skal stadig bruge pas for at komme ind i Hong Kong. 

Så på alle måder forlader vi Kina, da toget ved middagstid endelig når til grænsen til Hong Kong. Vi veksler penge, får udrejsestempel fra Kina, og rejser ind i staten Hong Kong. Det betyder også at vi rammes af de vestlige priser igen, og ikke mindst alle reglerne – det er slut med at ryge indendørs, en mindre katastrofe for ¾ af det lille, danske selskab.

Vi bor i Kowloon-delen af Hong Kong, som er en spids (halvø) af det kinesiske fastland. Ud for Kowloon ligger den store ø, Hong Kong Island, som udgør det pulserende finanscentrum. Kort fortalt er der lidt New York over Hong Kong Island, og meget med Asien over Kowloon.

Hong Kong Island set fra Kowloon-siden. The Peak i baggrunden.

Hong Kong Island i varmedis. I forgrunden Star Ferry

Kowloon. Østen møder Vesten..

Skilteskov i Kowloon

Man kan tage Metroen mellem de to bydele, hvilket vi gør adskillige gange, eller man kan sejle med den traditionsrige Star Ferry, der pendulerer mellem Kowloon og Hong Kong Island.

Hong Kong Island er formet som en kegle, på grund af det næsten 500 meter høje ”bjerg” The Peak, som rejser sig midt på øen. Man kører til toppen med en sporvogn, der med hiv og svig trækkes op af den stejle bakke. Fra toppen har man en helt utrolig udsigt over hele Hong Hong området. Der er så mange bygninger, at man aldrig bliver færdig med at tælle dem. Det ser ud som om de rører ved hinanden, men der er gader imellem. Jeg lover det, jeg har selv set det, og selv gået der :-)

Hong Kong set fra The Peak. Kowloon i baggrunden.

Kowloon og det kinesiske fastland i baggrunden

Det er weekend mens vi er i byen, og på Hong Kong Island ligger et lille lokalområde, der hedder Soho. Det minder nu på ingen måde om navnebroderen, det sagnomspundne Soho-område i London, der er synonym med bohéme kultur, punkere og små etniske butikker. I Hong Kong er Soho trendy restauranter og barer, og fredag og lørdag aften er der gang i synagogen. Gaderne myldrer med mennesker, og alle barerne spiller høj musik. Højttaler ved højttaler drøner musikken ud i den varme aften, og blandes med lyden fra tusinder af snakkende businessfolk i jakkesæt og spadserdragter, der summer som cikader i skumringen. Her kan man sidde ude, ryge, drikke øl og spise – kan vi bede om en bedre afslutning? Tale sammen kan vi ikke, dertil er musikken alt for høj. Men vi har efterhånden også tilbragt så mange timer i hinandens selskab, at ord er blevet overflødige. Tegnsprog og mimik slår rigeligt til.

Fredag aften i Soho, Hong Kong Island.

Fra havnefronten i Kowloon har man det mest fantastiske view til Hong Kongs imponerende skyline. Hvis der er noget der fascinerer mig, er det bjerge og skyskrabere. Det er nok fordi vi ikke har nogen af delene i lille Danmark. Med skyskrabere får jeg altid den tanke, at det er utrolig hvad mennesker kan skabe. Hvordan kan den nederste etage bære alle de øvrige etager? Hvor kommer alle materialerne fra? Hvordan ved man bygningen bliver stående i stormvejr? Ingeniør bliver jeg nok aldrig.

Mens pigerne alene bevæger sig hjem gennem Kowloons natteliv, fotograferer René og jeg nattens skyline. En næsten fuld måne hjælper til med at lyse skyerne op.

Hong Kong skyline. Tak til månen for lyset på skyerne.

Bank of Chinas smukke bygning er inspireret af en bambusstok.

Skabt af menneskehænder!

Natten slutter på en gadecafé i Kowloon. Her er ingen musik, ingen jakkesæt, men tilgengæld masser af kinesisk stemning.

Nattens sidste øl. Kowloon.

Kowloon

Natmad, Kowloon: Grisehoved, kylling, and eller blæksprutte?

Dagen efter besøger vi den tidligere Portugisiske koloni Macau, der ligger en times sejlads fra Hong Kong. Macau har, som Hong Kong, selvstyre de kommende 50 år. Macau er Østens Las Vegas, og præget af Casinoer, men det portugisiske fornægter sig heller ikke. Centrum ligner til forveksling en  mindre by i Portugal.

Portugisisk idyl, Macau, Kina.

Casino Lisboa, Macau.

View over Macau

Med otte nye stempler i passet, 6-8 kilo yderligere bagage, en kinesisk stråhat, tre Gore-tex jakker og et Seiko ur står vi pludselig i receptionen på Dorsett Seawiew Hotel i Kowloon, og er klar til afrejse. Der er langt til København. Først en hotel-shuttle til den nye lufthavnsbanegård i Kowloon. Her kan man tjekke sin bagage ind allerede på banegården. Fra banegården suser vi med ekspresstog til Hong Kong airport, der ligger på den store Lantau Island. Lufthavnen er gigantisk, men vi tilbringer ventetiden med lidt mad i et stille hjørne. Hovedet kan ikke rumme mere…

Den himmelske Freds Plads, med det store portræt af Mao, stemningen i Hutong’erne, den lange, svedige dag på Muren, Terrakotta statuerne, der med historiens vingsus bjergtog os i Xian, Pearl Tower i Shanghai, solformørkelsen der regnede væk, morgengymnastik i Guilin, eventyrlandet i Yangshuo, og ikke mindst den flittige kinesiske befolkning der fyldte kulissen ud. Det hele kværner rundt i vores forvirrede hoveder, mens British Airways i nattemørket sikkert bringer os tværs over jordkloden. For en gang skyld sover jeg hele vejen.

Rejsen til Kina er til ende. Tak til alle, som trofast fulgte med hele vejen, tak til de som stod af, og de som kom til. Skulle du finde 10.000 kr. i din lomme – så ligger Kina stadig derude. Det kan varmt anbefales!  

Kinesisk grafitti - måske der står: På gensyn?

Rejsen til Kina, 7. del

Turisme indebærer et paradoks. Vi vil allesammen se de samme steder, men stederne må gerne være autentiske, uberørte og tiden skal helst have stået stille. Og så skal der ikke være for mange andre turister. Sådan har man det måske ikke med New York, Barcelona eller Berlin, hvor man gerne vil se et pulserende liv, moderne arkitektur og fornemme tidens strømninger. Men når det kommer til Asien søger de fleste ægtheden og det oprindelige, frem for udvikling. Man ankommer i bedste Marco Polo stil, kun for at opdage, at der er et par hundrede tusinde andre, der har fået samme idé.

Guilin er centrum for turismen i det sydlige Kina. Michael Palin, den engelske Monty Python skuespiller, der nu mest er kendt som globetrotter for tv-stationen BBC, har sagt, at området ved Guilin er det smukkeste i verden. Og det siger ikke så lidt: Den gode Palin har været alle vegne. Med mit, i den sammenligning, beskedne kendskab til kloden, er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Desværre er området af samme grund smittet af den farlige, forurenende bakterie vi kalder turisme. 

Hvis du nu sidder og forestiller dig noget i retning af Mallorca, så lad mig straks korrigere. Man kan gå rundt i Guilin i timevis uden at se en hvid mand, ligesom der er langt mellem butikker og madsteder, der bare minder om noget, der traditionelt kunne tiltrække en turist. Men byen og området indretter sig efter turisterne, og ikke omvendt. Det er det, der er det farlige. For hvorfor var det lige vi kom?

I næste afsnit  besøger vi Yangshuo dybt inde i rismarkerne, og her har turismen en direkte ødelæggende virkning på miljøet, i et område der ellers er så smukt, at man tror det er løgn. Men det vender jeg tilbage til..

Hvad er det så, der gør Guilin og - ikke mindst - dens omegn så attraktiv? Naturen har gavmildt udstyret området med tusindevis af enkeltstående, høje kalkstensklipper, der nærmest som sukkertoppe stikker op alle vegne i landskabet. Mellem klipperne flyder floden, Li River, der bugter sig ud og ind mellem toppene, der er beklædt med den grønneste vegetation. Mellem klipperne ligger rismarkerne, og bønderne går rundt i deres trekantede kineserhatte og arbejder. Det kan ikke blive mere asisatisk og idyllisk. Men de billeder må I vente med, til vi i næste afsnit begiver os ud i landskabet.

Vi bor i Guilin med bedste beliggenhed direkte til Li River. Hotellets restaurant ligger på 7. sal, og byder på den mest fantastiske udsigt til morgenmaden. Luften i Guilin er friskere og renere end i storbyerne, men skyerne er fulgt med, og der småregner i Guilin. Og det skal bliver meget værre..

Morgenmad med udsigt. Eva Inn, Guilin

Guilin i regnvejr

Om morgenen er der livlig aktivitet langs Li Rivers bredder. Der dyrkes Tai-chi, laves morgengymnastik og der danses standarddanse. Jo, der er rigtigt. Vaskeægte standarddanse a la Vild med Dans, blot iført kortærmet skjorte og maosko. Ghettoblasteren sørger for musikken, fitness-centeret er sparet væk og flyttet ud på gaden. Sikken en hyldest til livet.

Morgengymnastik ved Li River

Vild med dans i Guilin

Fingergymnastik?

Vi har sat vores morgenkurs mod Red Flute Cave, som ligger ca. 5 kilometer fra Guilin centrum. Red Flute er en drypstensgrotte, der dagligt besøges af adskillige turistbusser, men vi vælger at gøre turen til fods. På vejen ser vi igen det kinesiske gadeliv. Hvor der er en port, er der et gadekøkken. Hvor der er en cykel, er der et transportmiddel.

En port, et gadekøkken. Guilin

Meget unge, men effektive hjælpere i gade-køkkenet.

Alle trodser regnen i Guilin

Regnen truer hele tiden, og da vi kommer til udkanten af byen tager det til. Vi benytter lejligheden til at søge ly hos en frisør, hvor jeg bliver klippet. Opholdet bliver lidt længere end forventet. Jeg får hovedbundsmassage og vasket hår i en ½ time.  Jeg bliver klippet lige så længe (og håret er altså ikke så langt), endelig blivet det vasket endnu engang og føntørret som afslutning. Det hele koster 17 kr.!

Der er ingen vej tilbage, vi må ud i regnen igen. Naturen er smuk, og giver den første forvarsel om, hvad der venter i dette fortryllende landskab. Vi spiser frokost mens regnen siler ned. Kinesisk mad er et kapitel for sig, og vi holder os til nudler og kød. I Kina deler man alle retter på bordet, og vi kan ikke forklare, at vi alle ønsker at spise det samme. Ergo får vi nudelret til én person, som vi pænt må dele.

På vej mod Red Flute Cave, Guilin

Regnen stopper ikke et hold danskere..

Efter det store måltid krydser vi en mindre flod. Fotografen vil have et billede af de andre på dæmningen, og de stakkels foto-ofre må vente  med glade smil i regnen med kun en paraply. De bliver dog reddet af, at regnen bliver så voldsom, at jeg må have kameraet ind under skjorten. 

Besøget i grotten er overraskende imponerende, selvom jeg måske ikke helt forstår, at man skal lyse op med gule, grønne og lilla neonfarver, men de mange drypsten og store hvælvinge er fascinerende . Udenfor bliver vi overfaldet af diverse sælgere, der tilbyder sejlads på de tømmerflåder af bambus, der er områdets varetegn. Humøret er højt i regnen og vi hopper ombord.

Bamboo rafting - special price for you!

Deres udsendte ved Red Flute Cave

Om natten, og i dagene efter, fortsætter det med at regne og regne. Der er ikke noget overraksende i det. Det er regntid i det sydlige Kina, og det tager man med sindsro. Alle kinesere har en paraply, eller også er de bare ligeglade. Da vi skal besøge Guilins varetegn Elephant Hill, kan vi slet ikke komme ind, fordi regnen har oversvømmet indgangen. Elephant Hill ligger i det centrale Guilin, og er en af de karakteristiske klipper, der har en åbning, der får den til at ligne en elefant, der stikker snablen ud i floden. Der er også en korridor gennem klippen, der skal foregive øjet på elefanten. Den korridor er nu så symmetrisk, at nogen må have hjulpet naturen lidt på vej. Der går et døgn før vandmasserne tillader os at komme ind på området. 

Oversvømmelse i Guilin..

Vi sidder i elefantens øje...

Elephant Hill i natten. Vandstanden er høj..

Næste dag tager Laila og Tina, inspireret af mit frisørbesøg, mod til sig, og opsøger en finere frisørsalon i Guilin centrum. De vil gerne betale lidt mere, og være sikre på kvaliteten. Det gik da ellers meget godt med mit hår, men langt pigehår er en anden sag, mener de. Og godt og grundigt bliver det. 1½ time må drengene vente. Processen gentager sig  med hårvask på hårvask. Meget omhyggelig klipning – og endelig endnu en hårvask. Der afsluttes med en ualmindelig lang og finurlig føntørring. Tina får slangekrøller over det hele, og Laila egyptisk pagehår i bedste Cleopatra stil.

Pigerne er nået til 4. hårvask i Guilin

Og det bliver da også dyrere end min ydmyge herrefrisør; pigerne må slippe hele 26 kr. hver! Overraskede og smilende står de der og ligner et par milliontøser. Men udenfor venter vores ven regnen. Inden vi når at finde et sted, hvor vi kan få noget at drikke, hænger det fine hår vådt ned ad kinderne.

Følg med i 8. afsnit, hvor solen vender tilbage, vi tager på seljtur ned ad Li River til Yangshuo og cykler ud i de skønneste rismarker og bestiger Moon Hill.

Rismarker ved Yangshuo

Der findes ferskenmennesker og kokosnødfolk. De første er ligetil, spiselige, sagde vores forstander fra sin plads i det høje, lige inden han for første gang i sin menigheds nærvær svingede den kunstige hofte rundt i en brandert. Ferskenmennesker har en uigennemtrængelig kerne, et indre uden for rækkevidde, sagde han. Kokosfolk er hårde som sten, men lige bag skallen lurer den kaotisk uhåndterlige kokosmælk, frit tilgængeligt for den indviede. Sådan sagde han, så banalt påstod han, at det var, den trinde mand med modebrillen, fanskaren og den kunstige hofte. Du er min fersken, som jeg er din kokosnød. Glem mig aldrig.

Word count: 100.

Idé tyvstjålet fra Smaa Ord, mit nye frikvarter. Kom og hæng ud.

Rejsen til Kina, 1. del

Der er helt stille på stuen, da lægen trækker klædet af den døde. Vi ved det allerede, alligevel kommer det som et chock, at den døde mand er min far. Han er let blå, stadig dækket af et utal af slanger og dingenoter. Man kan se tungen i munden. Skægget stritter, og det minder mig et kort øjeblik om Lenins skægstubbe på det balsamerede lig i Moskva. Brystet bevæger sig ikke, og selv om han ser så levende ud, er det tydeligt at han ikke trækker vejret. Stilheden er et kort øjeblik total. Lægen og sygeplejersken kigger diskret væk.

Det er kun 12 timer siden vi tilbragte lørdag aften sammen med ham for at sige farvel, inden vi alle tre søskende skulle på den store tur til Kina. Vi havde selvsagt ingen idé om at det skulle blive et uigenkaldeligt farvel. Her søndag formiddag ligger han død på en stue på Bispebjerg Hospital, efter en ambulance har hentet ham hjemme om natten.

Laila og Ditte bryder ud i gråd og yderligere identifikation er herefter unødvendig. Lægen noterer, at den døde er Carlo Jacob Larsen, Don Carlo – min far.

Døden er et vilkår for, at livet overhovedet giver mening, alligevel forekommer den altid meningsløs og uforståelig. Den er så definitiv – alt eller intet. “Man gør hvad man kan, og så dør man til sidst”, som Thomas Helmig synger.

Min far - Don Carlo

Bedemanden ligner kokken fra Basserne, og hans forretning på Glasvej i Københavns Nordvest-kvarter er en lille luset butik, der hverken har set maling eller rengøring siden 70′erne. Men det er min fars eget valg, han er billig og effektiv, havde damerne i kortklubben fortalt. Vi har ikke tid til at diskutere valget, vi har kun tre dage til at klare alt det praktiske. Den gamle får sin vilje. Forretningen klares uden unødige fraser og bedemandsstemning. I grunden er det helt befriende. 

Således tilbringer vi den næstsidste dag inden Kina-turen i Søndre Kapel på Bispebjerg Kirkegård. Der er ingen præst. Der er ingen i familien Larsen, der tror på noget der ikke kan ses, lugtes eller smages. Alligevel lykkes det os at få en god ceremoni ud af det, så vi kan være os selv bekendt.

Fredag formiddag, den 10. juli 2009, flyver vi fra Kastrup mod London. Rygsækkene er pakket på ½ dag. Vi tror vi har husket det hele. Møllen kører rundt i hovedet; en blanding af følelser, samvittigheden over hastværket, sorgen, tabet, tankerne om liv og død, Kina, har jeg husket tandstikker? Hvad med opladeren til kameraet?

Ti timers flyvning fra London til Beijing kan imidlertid dræbe alle tanker. Man beskæftiger sig med at finde sig til rette i det lille sæde, og udføre alle gøremål her: Sove, spise og vente. Hver gang tænker min utålmodige sjæl, at det aldrig får en ende. Og så er det jo i virkeligheden vild luksus. Sølle 10 timer, så er man 12.000 kilometer hjemmefra. Jeg takker Skaberen (naturen, forstås) for at leve i en tid, hvor man, for en månedsløn, kan komme hvorhen man vil på et døgn.

Næppe har den enorme Boing 747 sat landingshjulene på Kinesisk jord før kaptajnen meddeler, at alle bedes blive siddende, indtil flyet, af de kinesiske sunhedsmyndigheder, er blevet godkendt til ankomst. Da “fasten seat belt” skiltet slukker, er det meget svært at holde de utålmodige passagerere i sædet. Kabinepersonalet skruer bissen på, og selv de mest ulydige må blive siddende på deres plads i det varme fly.

Tina er den første der får øje på væsenet, der kommer ned ad gangen. Han er iført hvid kittel, enorme dykkerbriller og blå ansigtsmaske, af samme type som man ser til operationer. Han har det vildeste, kinesiske strithår, der overgår ethvert morgenhår jeg endnu har set. Han ligner noget fra en Star Trek film. I hånden har han en pistol-lignende genstand, som han skyder passagererne i panden med – én efter én. Scenen er urkomisk, og i vores flymatte tilstand går der nogle sekunder, før det går op for os hvad der sker. Vi bliver alle testet for, om vi har feber. Svineinfluenzaen hærger, og de kinesiske myndigheder vil ikke have folk med feber ind i landet.

Nu behøver man ikke være førsteårsstuderende på Medicin for at vide, at feber er symptom på ca. 3.211 sygdomme, ligesom man ikke behøver være statistikker for at vide, at der, i et fly med 350 passagerere, uvilkårlig må være nogen der har lidt feber. Selv klarer vi alle fire skuddet i panden (jeg anede i øvrig ikke man kan måle feber så hurtigt og effektivt?). I den modsatte gang af flyet, er to andre febermålere nu kommet til syne. De parlamenterer vildt over en let skræmt yngre kvinde, det tilsyneladende ikke har den tilladte temperatur.

Der bliver varmere og varmere i flyet, hvor der nu er slukket helt for airconditionen. Alle tre dykkerbriller er nu samlet ved den stakkel kvinde, der nærmest bliver behandlet som om hun har pest i sidste stadie. Måske har de kinesiske myndigheder en pointe i, at smitten må begrænses, men lige nu er der ikke ret mange i flyet, der ikke har lyst til at proppe dykkerbrillerne ned i halsen på vores venner fra Star Trek. Mig selv inklusive, naturligvis.

Et kort, ubetænksomt øjeblik overvejer jeg at tage et billede af den absurde situation. Men tanken om 12 år i et kinesisk fængsel, med daglige prygl, får mig til at træffe det fornuftige valg at holde kameraet i ro. Læseren må således bruge sin fantasi, omend jeg lover at den ikke slår til.

Det ender dog lykkeligt, og vores dame med lidt feber bliver efter yderligere undersøgelser endelig godkendt. Vi slipper alle ud af flyet, og bevæger os ind i Beijings lufthavns enorme ankomsthal. Vi er dog øjensynligt stadig under mistanke. Alt personale i lufthavnen bærer operationsmasker. Et øjeblik kommer jeg igen til at tænke på Bispebjerg Hospital, før vi bevæger os mod Beijing centrum..

Fortsættelse følger naturligvis, og der kommer også masser af billeder fra det smukke Kina.

Tina, Laila og René i gang med at bestige Den Kinesiske Mur

Der findes en hemmelig hær, som er gravet ned i hver en by, i hvert et land, og på hvert et kontinent over hele kloden. Fra New Zealand i syd til Finland i nord. Fra Japan i øst til Hawaii i vest. En hær med en indkodet, en forberedt og en så hemmelig mission, at selv ikke Dan Brown har afsløret den endnu.

Der er i tusindvis af dem. De er spredt i alle folkeslag og har som udgangspunkt intet til fælles, der afslører dem. Nogle er buschauffører, nogle er atomfysikere, og andre sidder dagligt på kontoret fra ni til fem. Nogle er gift, nogle er single, nogle er stadig børn, og endnu andre tygger med kunstige tænder. Men de kender deres mission, og véd den bringer dem sammen. Pludselig og uden forvarsel begynder de alle at pakke. Som programmerede zombier forbereder de sig alle samtidigt, og alle med samme mål for øje. I Sidney, i Calcutta, i Kansas City og i Århus vågner de op, og begynder med minutiøs præcision deres forberedelser. Alle sidder de med det samme kort. Kortet har en smal, sort linje over landjorden…

Deres guru, mentor og sektleder, amerikaneren Dr. Fred Espenak har tegnet kortet flere år før. Hans tro væbner Dr. Jay Anderson har kigget i krystalkuglen og vurderet vejret. Dér på landkortet, hvor det gode vejr skærer den sorte linie, har de sat et kryds. Ingen af den hemmelige hærs disciple stiller spørgsmålstegn ved beslutningen. De aflæser krydsene, og ikke mindst den dato, der knytter sig til krydsene. De kender deres mission. På den dag, på et givent tidspunkt skal de møde op, lige dér hvor krydset er sat på kortet. De spekulerer ikke på hvor langt der er, hvor besværligt, eller dyrt, det er at kommer dertil. De kommer uden diskussion, som kaldet.

Roligt pakker de. Til lands, til vands og via luften når de frem. De ofrer gladeligt alle deres sparepenge på guruens befaling. Strækker sparegrisen ikke, må bankrådgiveren træde til. Det er ikke en mulighed at udeblive. Espenaks befaling er ikke en, man sidder overhørigt!

Til gengæld er den store leder barmhjertig, taknemlig og gavmild. Alle hans undersåtter møder op. På den rette tid, på det rette sted. Alle retter de ansigtet mod solen, nærmest i trance, nærmest i bøn til naturen. I nogle få minutter mødes de af et syn så skønt, at de ved hvorfor de er der, hvorfor de ikke sidder lederens befaling overhørigt.

De er Solens korsfarere - Crusaders of The Sun – og belønningen er som opium for deres hungrende trang. De klapper, de skråler, de bliver tavse, de græder. Lederens opium er ren og god. Den snehvide corona fra Solen lyser på deres blege kroppe.

Da den korte audiens med Solen er forbi, drikker de et enkelt glas champagne og skåler med hinanden.

Derefter skilles de. Ganske som du kom. Fra alle vinde og til alle vinde. Tilbage til hverdagen. Tilbage til bussen og til skrivebordene.

Men alle venter de kun. Venter på det næste kort fra guruen. Lige så snart det ankommer, vil de som sommerfugle svæve ud af deres kokoner, som havskildpadder, der klækkes på en strand, vandre over sandet. For igen at mødes og udføre den store lederes befaling. For igen at få et fix af evigheden.

Nu, hvor jeg har været så letsindig at afsløre sekten og navnene på lederne, er der efter al sandsynlighed en høj pris på mit hoved.  Jeg må derfor stikke af. Jeg drager mod Kina og Shanghai for at forsvinde i menneskemyldret. God tur til alle i Corona Adventure, Victors Farmor, Albatros og ikke mindst Københavns Astronomiske Forening. Clear skies to all of you!! May Espenak be with you!

Dybt under den russiske hovedstad gemmer sig en behagelig og smuk overraskelse.

Magiske og skønne Moskva Metro

Ja, det er ikke nogen hemmelighed jeg taler om, set i lyset af at den dagligt benyttes at tusinder af moskovitter og turister.  Men en overraskelse er det i høj grad for den uvidende.  Blandt sidstnævnte flok befandt jeg mig indtil besøget i august.

Moskvas Metro står i skærende kontrast til de lidt triste, grå gader den ligger under. Metrostationerne i Moskva er et festfyrværkeri af skønhed, estetik, arkitektur, udsmykning og ikke mindst noget så sjældent for togstationer som tryghed, renlighed og orden.

Lysekroner og udsmykkede buer

Man tror det er løgn, men på Sokolnicheskaya Linien er den ene station smukkere end den anden. Det minder mest om Amalienborg Slot bragt under jorden. Masser af renæssancestil med klunker og gesvejsninger, lysekroner og mosaik.  

Uplight i bedste russiske stil..

Amalienborg? Nej - Et metroloft i Moskva

Det er værd at vente på toget..

Når man, som jeg, har sin daglige gang på Islev S-togsstation, der er overmalet med graffitti og tags, er fuld af smadrede ruder og gammelt skald samt ikke mindst tonsvis af gratisaviser, så virker det nærmest som et magisk eventyrland at træde ned i Moskvas undergrund. Vel går jeg ikke ind for politistat eller unødig brutalitet, men der er ingen tvivl om, at metrostationerne i Moskva ser ud som de gør, fordi man vel stadig – her 20 år efter murens fald – ryger 30 år til Sibirien i arbejdslejr for at lave hærværk. I Danmark ville de smukke lamper og lysekroner ikke være hele i 10  minutter. Måske vi kunne lære lidt her?

Metro toget drøner under lysekronen. Det er ikke billedsnyd!

Myldretid. Det ligner mest noget fra en Harry Potter film..

Myldretid i smukke omgivelser

Sokolnicheskaya er den første og smukkeste linie. Den blev grundlagt af Josef Stalin i 1935 og har 19 stationer. Stilen er socialistisk realisme, så min sammenligning med Amalienborg Slot, hvor jeg i øvrigt aldrig har været, skyldes alene at jeg ikke har forstand på arkitektur ældre end 1950. Men det ligner da lidt Amalienborg eller noget ved Ludvig den 14.s hof, selv om socialismen ikke var opfundet dengang.

For Stalin var Metroen et prestigeprojekt og et manifest på socialismens fortræffeligheder. Samtidigt ledede han som bekendt et af historiens værste rædselsregimer, der myrdede og terroriserede den prøvede russiske befolkning. Men det er en helt anden historie…

Hvor længe holdt disse skønne lamper mon i Danmark?

Selv kiosken er en oplevelse..

Stationerne rummer flere Lenin portrætter. Her i en smuk mosaik:

Smuk mosaik af Lenin

Man bliver helt ør i hovedet af at køre fra station til station og kigge op i loftet og nyde de mange smukke ornamenter og lysekroner. Tog suser larmende forbi. Til sidst sejler det helt for mig: Skønhed, Socialisme, Stalin, Stil, Sokolnicheskaya…

Jeg bliver så ør, at jeg bilder mig ind at selveste Lenins genfærd følger efter mig. Jeg har dog nærvær nok i min tiltagende rus til at fotografere min diffuse forfølger. Det bliver rystet, som alle andre billeder jeg har set af spøgelser. Du må selv vurdere?

Vladimir Lenins genfærd??

Skønhed findes alle vegne, siges det. Fagotspilleren og atomfysikeren Peter Bastian sagde engang, at hvis man ikke kan se skønheden en novemberdag på Rådhuspladsen, så kan man heller ikke se den i Himalaya. Ergo må jeg til at tage mig sammen, og jage skønheden på Gran Canaria.

Solen står op over Puerto Rico

Hver morgen får jeg en SMS fra min guide. Star Tour informerer om dagens udflugter og muligheder. Det er svært at gemme sig fra den allesteds nærværende guide. I 1. del undlod jeg at fortælle, at SMS’en på den første dag inviterede til velkomstmøde med Sangria på et nærliggende hotel. Velkomstmøde! Hvad skulle der mon være at informere om her? Ja, I har vel allerede regnet ud, at jeg ikke deltog. Selvfølgelig skammer jeg mig overfor læserne, det kunne jo have været morsomt at iagttage, hvad der mon foregår på sådan et møde. Men jeg var en tøsedreng. Mine sandaler ville ikke derhen. Undskyld.

Denne morgens SMS handler om et aftenarrangement med middag og sjove, frække tjenere. Jeg beslutter at flygte helt ud af Puerto Rico, i håb om at guiden ikke finder mig, før omtalte middag for længst er i gang.

I stedet vælger vi at tage til fredagsmarked i Puerto de Mogán, der ligger 10 kilometer mod vest. Vi vil gøre turen til fods, en rask lille gå tur. Eneste mulighed er at gå langs vandet, da der kun er motorveje ud og ind af byerne. Det går godt de første kilometer frem til nabobugten, der udviklingsmæssigt er af nyrere dato, men godt og grundigt i gang med at blive plastret til med hoteller og butikker af tvivlsom art. Der er masser af kraner, men flere steder ser det ud som om byggeriet er gået i stå. Finanskrisen er sikkert også nået til Spanien, og her kommer krisen altså den stakkels bugt til undsætning.

Herefter forsvinder vejen langs vandet. En stund fortsætter vi stædigt indtil det bliver livsfarligt at kravle rundt om klipperne mens bølgerne slår ind. Vi vandrer op til motorvejen, hvor der absolut ikke er så meget som ti centimeters plads til noget så udsædvanligt, som en fodgænger på Gran Canaria. Vi går uden for autoværnet, selv om det går 10-12 meter ned, lige der hvor vi går. Alternativet inde på vejbanen er langt farligere. En stund kravler vi dumdristigt rundt, men må helt opgive da en tunnel standser os.

Det er livsfarligt at kravle uden for autoværnet

Vejen langs vandet er for længst ophørt, og alle spor af turister er væk.

Vi må erkende at vi er ved vejs ende, og Tina forsøger at standse en taxa. Vi får øje på en statuelignende klippe lidt ala Påskeøen. Hvor mange andre har mon set den, mens de suser forbi i bil med 100 kilometer i timen?

Påskeøen? Nej, Gran Canaria!

Jeg når lige at tage et par billeder af den overraskende klippe (til højre i billedet) før vi drøner gennem tunellen i en taxa. Taxaen bliver ved med at køre i lang tid, over den ene klippetop efter den anden. Det viser sig der stadig er seks kilometer til Mogán, og vi var aldrig nået frem til fods. Vi er griner højlydt af os selv på bagsædet. Det bekræfter sikkert chaufførens anelser om, at han har samlet to tosser op derude i intetheden.

Da vi endelig når Mogán er markedet ved at lukke, men, rigtigt gættet, vi er ikke gået glip af hverken antikviteter og etniske specialiteter. 

Indiansk? marked i Puerto de Mogán.

Fiskerbåde, Puerto de Mogán

 MAN KAN IKKE forlade Gran Canaria uden at have set den store sandklit, Dunas de Maspalomas. Gran Canarias svar på Råbjerg Mile. Der er 12 kilometer til Maspalomas, så dagen efter overgiver vi os til en taxa med det samme. Sandklitten adskiller strandområderne Maspalomas og Playa del Inglés, som tilsammen udgør hjertet i Gran Canarias turisme. Her mangler deres udsendte ord, med lad mig i det stille sige, at der er værre end i Puerto Rico.

Sandklitten er til gengæld imponerende, og når man først er kommet igennem et stort nudistområde, og flere elskende par, der har søgt tilflugt for sandfygningen, så føler man sig hurtigt hensat til Sahara.

Tina i kamp mod sandfygningen. Dunas de Maspalomas

Dunas de Maspalomas

Det tager et sandkorn 500 år at passere gennem klitten

Man skal være hårdfør for at ligge på stranden ved foden af klitten. Sandet fyger som små syle gennem luften, og trænger ind alle vegne. Det knaser i tænderne, ørene sander til, og selv i underbukserne begynder det at blive som sandpapir. Måske det er derfor så mange på denne strand fravælger sidstnævnte? 

Parasollerne bliver brugt i kamp mod sandfygningen

Med besøget på klitten begynder stemningen så småt at vende i hovedet på Deres udsendte. Og det skal blive bedre endnu.

Efter sigende skulle byen Arguineguin (A gin gin – i folkemunde), der kun ligger en spadserertur (på to timer) fra Puerto Rico, byde på noget så fremmed som lidt spansk stemning. Det er jo lige noget for os, så vi finder sandalerne frem igen. Det første, der møder os efter vandreturen over klipperne (her er faktisk nedtrådt en lille sti), er et gigantisk hotel med de efterhånden velkendte blå plasticstole, der er bar i den enorme swimmingpool, og hundredevis af glade, brune turister.. Så meget for den spanske stemning i A gin gin.

Men vi går selvfølgelig videre og det belønnes! Da selve byen åbenbarer sig, er der en lille strand uden mennesker. Og ingen grimme butikker og skilte. Hallelujah!

Arguineguin - Hallelujah

Vi finder et lille torv, hvor der sidder ægte, indfødte spaniolere (eller grankanutter, hedder de vel her?). Jeg gå ind på torvets bar, her sidder de og ser spansk TV, og de kigger lidt, men anerkendende, på den mærkelige turist. Der står tapas fremme, mutter går og hygger i køkkenet. Krofatter har stort, spansk overskæg og jeg må bruge mit begrænsede spansk for at få to øl. Det er næsten ikke til at tro. Hvilken fest!

En spansk plads - uden cirkus! Arguineguin.

Deres udsendte i sit es. Øl, og ingen (andre) turister..

Maden fejler heller ikke noget!

Eller resten af byen. Man tror det er løgn..

Som tiden og dagene går vænner jeg mig til livet “hjemme” i Puerto Rico. Maden er overraskende god alle vegne. Ved siden af vores noget ydmyge, lille lejlighedskompleks, ligger byens bedste restaurant. Det er gourmet kunst i verdensklasse. Nede i byen er maden også vellavet og betjeningen helt i top. Solopgangne fra vores værelse er også til at vænne sig til:

Solopgang, Puerto Rico

Ild i himlen, Puerto Rico.

Det er som om grimheden i baggrunden begynder af forsvinde, eller også ser jeg det bare ikke mere. Således sker det utrolige, at vi den sidste dag sidder på en lille strandbar, der flere gange har haft glæden af at betjene os. Øllet er koldt, solen banker i panden, og jeg kan kun se havet. De blå plasticstole på stranden bliver filtreret fra i min hjerne. Derhjemme, tænker jeg, er det februar, koldt, mørkt og det er arbejdsdag.
“Det her kan man godt vænne sig til” siger jeg, grebet af situationen.
“Må jeg citere dig for det”? lyder svaret.
“Nej”, svarer jeg hurtigt. “Vi må hellere lade det blive i denne snævre kreds”.

“Det gode danske humør
Er lige vendt hjem fra De Kanariske Øer
Med en kuffert fuld af billig grin blandt andet..”

Jo, tak til C.V. Jørgensen for den indledning. Mere præcist kan det vist ikke siges. Netop hjemvendt fra en vaskeægte charterferie på Gran Canaria summer mit solbrændte hoved af indtryk og billige grin.

Deres udsendte på Gran Canaria med Netto pose... (foto: Tina Mundeling)

Mit forhold til charterrejser er mildt sagt anstrengt. Så er det sagt. Kald mig bare snobbet, men jeg har det sådan, at det er lidt under min værdighed. Det er ikke så meget fordi jeg skal spille cool globetrotter, der nedgør charterrejsens lette koncept. Mest af alt er det fordi jeg selv mister al værdighed og føler mig som en dum, lille dreng der bliver taget i hånden af guiden (der gennemsnitligt er 22-år, lyshåret, hedder Jonas og taler et totalt uforståeligt skandinavisk) og ført rundt i manegen.

(Mis)forholdet blev grundlagt tilbage i 1980, da jeg sammen med min mor & far og min storbror var 14 dage på Mallorca. Det var i Simon Spies velmagtsdage, hvor danskerne nærmest havde indtaget Spanien. Grisefesterne var på sit højeste, stegt flæsk var nemmere at få end Paella og guiderne havde røde papnæser på for at underholde. Man kørte øen rundt i lukkede aircondition busser og besøgte seværdigheder i flokke på 100 mand, alle udstyret med en Spies madpakke med leverpostejsmadder.

Mallorca-turen var i øvrigt min første udlandsrejse, min første flyvetur og mit første ophold på hotel nogensinde. Jo, jeg havde da været en enkelt gang i Norge og i Malmø på den årlige tur med svenskerbådene for at købe kanonslag. Men så er listen også komplet. Jeg er bestemt ikke født med en rejseske i munden, det er noget der er kommet til senere. Jeg husker jeg var sindsygt spændt på at se Mallorca, flyve og komme ud i den store verden. Mit 16-årige drengehjerte var helt oppe og ringe.

Stor var min forundring, da jeg opdagede, at der blev gjort alt for at slæbe fædrelandet med sig. Formålet var åbenbart alene at komme ned i solen, al anden forandring i forhold til hverdagen var tilsyneladende ikke velkommen. Min egen mor & far havde da også medbragt deres kaffemaskine!

Nå, inden jeg fortaber mig i fortiden, må vi tilbage til Gran Canaria og år 2009. Jeg har aldrig tidligere været på kanarieøerne, og fordommen fejler ikke noget: Her findes det ultimative charter-mareridt. I min nytårshilsen lovede jeg jo læserne at tage tropehjelmen på og studere charterrejsen anno 2009 med videnskabelige øjne.

Her kommer 1. del, og som de sagde i DR i “gamle” dage: Hvis De ikke ønsker at blive stødt, så skift kanal nu!

Forestil dig man anbragte en dansk færdselsbetjent i et gadekryds i Calcutta. Eller man satte en solid, samvittighedsfuld bogholder til at rydde op i IT-factorys bilag. Begge ville sikkert få hjertestop af såret, faglig stolthed. Og ikke mindst ville de få travlt. 

Eller hvad nu hvis man inviterede en dansk arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademi til Gran Canaria?

Selv er jeg i-hvert-fald rystet da vi efter mere end 5 timers flyvning lander på den smukke vulkanø i Atlanterhavet ud for Afrikas kyst.  Vi kører i bussen sydpå mod vores mål i Puerto Rico, og den ene smukke bugt efter den anden åbenbarer sig. Bortset lige fra, at skråningerne er plastret til med grimme betonhoteller af værste skuffe. Lag på lag, det ene højrere oppe end det andet, for at sikre alle havudsigt. Turisme er den værste form for forurening, siges det. Her holdet det stik, og vores ven arkitekten må nok snappe efter vejret..

Lidet charmerende betonhoteller dækker skråningerne

Puerto Rico glimrer ved at se værre ud end de øvrige bugte. Vi kører nærmest ind i en mur af hoteller i den sene eftermiddagssol.

Vores chauffør er i strålende humør og synger spanske viser for os. I bund og grund er det vel meget sødt,  men med lidt mavesur dansker mentalitet kvitterer jeg med at krumme tæer.  Problemet er, at det sker i en stopfyldt blå, charterbus fra Star Tours. Tina griner dog højlydt og det smitter. Jo, der er skruet op for charterstemningen..

Vel ankommet til hotellet, hvor vi har den flotteste havudsigt – det har alle, vi bor jo på skråningerne – må vi ud og tage lokaliteterne i øjesyn. Det går hurtigt op for mig, at der ikke bliver ikke brug for mine begrænsede sprogkundskaber. Alt foregår på skandinavisk:

Sproget er ikke noget problem hos lægen..

Vi kan stadig handle i Netto!

.. og spise stegt flæsk på Den Bette Kro!

Menukortet er også velkendt..!

Næste morgen skal man på stranden. Der er kommet frisk kød til grillen, som det siges på disse kanter, når et nyt hold turister er landet i fælden. Og hvad er mere yndigt end at ligge på rad og række på de blå og gule plastic solbænke?

Strandhygge på de blå solbænke

Her melder næste spørgsmål sig også: Hvad ville der ske hvis man satte Lene Hansson ned på Gran Canaria? Ja, du har nok gættet det – hun ville have det som færdselsbetjenten i Calcutta: Hvor skal jeg begynde? Jeg har i mange år måtte hilse på min egen ølmave i spejlet, men her findes den mest eksklusive samling jeg til dato har set. Vanløse Bodega go home..

Vi må forlade stranden for studere det lokale marked. Man skal jo passe på solen den første dag. Markedet består af ca. 150 butikker med det værste toledo-kram man kan forestille sig. Souvenirs, der slår alle rekorder i grimhed, håndklæder der tåler finvask én gang (hvorefter de praktisk nok kun fylder det halve) og badeudstyr i tysk vesterhavsstil. Sælgere, der er frækkere end politiet tillader, river og flår i deres stakkels udsendte. Nej, vi må hellere gøre det eneste rigtige: sætte os ned og nyde en kop øl eller to i varmen.

Shopping når det er bedst - Gran Canaria

Straks vi har sat os vrimler det med afrikanere, der vil sælge ure og solbriller. Min vrede attitude hjælper lidt og de fordufter. Ved nabobordet demonstrerer en ihærdig sælger, at han kan banke et kæmpe søm mod urets glas uden det går itu. Det tager naboerne lang tid at slippe af med sælgeren, og han ender faktisk med at få solgt et par briller. Ingen finanskrise her.

Trætte, nærmest udmattede, bevæger vi os tilbage mod værelset til en middagslur. Til min forfærdelse opdager jeg at alle andre er på vej i samme retning. Vi er allerede ved at falde til..!

Følg med i 2. del hvor historien tager en overraskende positiv drejning, og der kommer lidt foto af mere kunstnerisk art..  

PS. Indledningscitatet stammer fra nummeret Det Blonde Danske Smil fra C.V. Jørgensens mageløse album Tidens Tern.

UDEN FOR VINDUET stiger solen op i øst. Kloden lægger med sine billioner af tons, siden ind i lyset, der som en fejende plageånd aldrig lader mørket i fred. Byer, ørkener, have, bjerge – intet går fri af dagen, der kommer.  Så smukt beskriver Erik Wedersøe i sin erindringsbog Hvis Luften Kunne Bære solopgangen og ikke mindst det faktum, at vi alle er ombord på rumskibet Jorden.

Stadion Søen, februar 2008

Solopgang ved Stadion søen blev en tilbagevendende begivenhed her på siden i 2008. Her et af de mere vellykkede fotos fra februar.

365 gange er solen stået op i øst siden min sidste nytårshilsen. Naturens urværk svigter os heldigvis aldrig.  Det, de fleste af os betragter som en selvfølge er naturens mirakel – jorden drejer rundt og solen lyser.  Denne  beskedne hjemmeside har på tre områder berøring med den gode Erik Wedersøe: rejserne, solopgangene og ikke mindst naturens urværk, der jo er hele motoren i mine elskede solformørkelser.

2008 var på alle disse områder et festfyrværkeri. Rejserne bragte mig til Paris, for syvende og bestemt ikke sidste gang, til London og Brighton og endelig til Rusland for at se solformørkelsen i Sibirien. Solopgangene blev fotograferet ved Stadion Søen, når årstiden tillod det (det betyder når solen stod op på et humant tidspunkt, altså absolut ikke før klokken 7-8 stykker). Endelig var 2008 som nævnt solformørkelsesår. Hvad kan man ønske sig mere?

Som det skal blive tradition for denne lille nytårshilsen, kigger jeg tilbage på året der gik i form af fotos, der ikke nåede hjemmesiden i første omgang – kiks, frakilp og ikke mindst billeder med lidt mennesker på.   

Men inden vi når så langt, så var der jo lige sidste års nytårfortsæt: Der skulle fem kilo af maven, som efterhånden lignede en fodbold midt på min lange krop. Måske du husker sidste års billede fra Florida, der med skræmmede tydelighed viste problematikken. Januar, februar og marts 2008 stod derfor i rodfrugternes tegn, madpakker med bjerge af gulerødder og et for mig helt nyt fænomen: morgenmad. Effekten udeblev ikke, vægten faldt og de første fem kilo var væk allerede i slutningen af februar, og hvorfor så ikke fortsætte?

Den sidste dag i april blev jeg, efter to års tovtrækkerier, opereret for diskusprolaps. Ryggen havde det nu på det tidspunkt ok, men føleforstyrrelserne i højre fod var ved at drive mig til vanvid. Forestil dig at gå rundt med tre pinnoccio-kugler i skoen hele tiden, også når skoene ikke er på. Skæbnen ville at sygeplejerskerne strejkede, og jeg havnede på Hørsholm privathospital. Jeg følte mig som en konge, da jeg lå der alene på stuen med 5 meter til loftet og personlig sygeplejerske. Ét havde de dog tilfælles med det offentlige: Aftenens menu var karbonader med stuvede ærter og gulerødder. Et himmelsk måltid ovenpå næsten fire måneder i grøntsagernes vold!

Selv om appetitten alsolut ingenting fejlede under den efterfølgende “rekreation”, lå vægten, for første gang siden jeg var 25 år, på 79 kilo da jeg vendte tilbage på arbejde. Enkelte kollegaer mente at nu var det nok, og nogen spurgte om jeg var deprimeret. Ingenlunde, formen var den bedste i umindelige tider.

Og føleforstyrrelserne? Der er der stadig, men jeg har valgt at fortrænge dem, og foden bærer jo også på nogle færre kilo nu

Strejken havde flyttet operationen i 14 dage, og den kom til at ligge faretruende tæt på den planlagte Paris-tur medio maj. Men jeg kom mig hurtigt, måske grøntsager virker helende?

Det regnede i maj i Paris. Og regnen fulgte i øvrigt med på de senere rejser også. Det fik mig her ved årets udgang til at træffe en grænseoverskridende beslutning, som jeg skal vende tilbage til. Men først til mit elskede Paris.

Hvornår kan vi komme ud?

Mine kære søskende venter på lidt ophold i regnen, så vi kan komme ud og se på Paris.

Place de Tertre, øl og læ for regnen

Vi har søgt læ for regnen på Place de Tertre i Montmartre. Her er øllet altid godt, og stedet svigter aldrig med at byde på masser af turister der får malet deres portræt. Bemærk, at der nu er plads til maven i min skjorte. Foto: Tina Mundeling.

Selvportræt, La Defence, Paris

Endelig lidt solskin over Paris, og jeg benytter lejligheden til et selvportræt af manden med det evige kamera, i den store sølvkugle på La Defence Esplanada. Her ligner Paris mest New York. Bemærk i øvrigt kvinden i den prikkede bjergtrøje, der fik sneget sig ind i feltet.

Regnen fulgte med på årets sommerferie til London og Brighton i juli.

London efter regnen

Et klassisk billede af Themsen og Tower Bridge, her med tunge regnskyer. Billedet er et eksempel på, hvordan man ikke tager billeder. Der er alt for mange linier, som alle er forkerte , og øjet falder aldrig til ro.

Vicki hænger ud i Soho i det centrale London

Mit elskede barn kuller ud i en af de mange turistbutikker i Soho, der også byder på det største udvalg af etniske restauranter i England.

Tina i orkanens øje, Brighton

Tina prøver at stå fast i vinden på Brighton Pier. Humøret fejler dog som altid ikke noget.

Er det mon vinter i Brighton?

Vicki foreviger mig på Brighton Pier. I baggrunden ligger byen vel nærmest i vejrmæssig undtagelsestilstand. Og, nej, der er ikke kommet mave igen. Det er vinden i jakken

Så havde sommeren i Danmark det trods alt lidt bedre. Her holder vi picnic ved Stadion Søen. Familiens overhoved, min far, Don Carlo, på et af de sjældne billeder, der findes af ham.

Min far, Don Carlo

Efter hele 2½ års ventetid var der igen total solformørkelse. Denne gang over Sibirien. Destinationen var dyr og vejrudsigterne for området dårlige. Alligevel besluttet René og jeg at tage på en brormand tur til Rusland. Det skulle vi, som det vil være trofaste læsere bekendt, ikke komme til at fortryde. Det blev til den mest fantastiske solformørkelse set fra en sibirisk hvedemark. Selvom om vores ven regnen også fulgte med til Rusland.

Vrede skyer over Kreml, Moskva

Vrede skyer over Kremls mange smukke løgkupler i det centrale Moskva. Regnen kom hurtigt efter. Og denne gang et fotografisk eksempel på det, der kaldes styrtede linier. Det kan smutte for enhver..

Lenin pladsen, Barnaul, Sibirien

Det er morgen i Barnaul, Sibirien den 1. august 2008. Det er solformørkelsesdag og komplet overskyet. En lang jagt i bus efter solskin endte som bekendt med det smukkeste vejr.

Solformørkelse og forløsning

Sveta, vores guide, fælder en tåre efter sin første solformørkelse. Thorkild, der er mere erfaren, venter tålmodigt med champagnen.   

2009 er igen solformørkelsesår – HURRA!  – og turen går til Kina. En længere rundrejse, som jeg selv har strikket sammen. Jeg glæder mig til gensynet med Kina, men håber meget, at der er sket noget på det kulinariske område siden jeg sidst besøgte landet i 1996, hvor vi levede af hønsefødder (med negle) og blendet kylling (med fjer).

Endelig sluttede året med at jeg – og ikke mindst Tina – fik nok af regnvejret, herhjemme som udenbys. Så jeg har i julegave foræret hende en charterrejse til Gran Canaria i februar. Gert Larsen på charterrejse til de canariske øer! Nogen vil mene at nu står verden ikke længere. Men det gør den heldigvis i bedste velgående, og jeg glæder mig. Hvad der kommer ud af dette antroprologiske studie i charterrejsen anno 2009 kan du naturligvis følge med i på denne side i 2009.  Så håber vi bare at regnen udebliver.

Rigtig godt nytår til alle! Vi høres ved når solen igen er stået op 365 gange. Mon ikke nogle af dem rammer denne side?

Til oplysning for eventuelt nye læsere, så kan du læse meget mere om de omtalte rejser i 2008 (0g tidligere) ved at navigere rundt på siden.

18 år og 11 dages ventetid er ved at være forbi..

Så længe er det siden jeg sidst hilste på Saros 136. Det var den 11. juli 1991 på et glohedt tag under tropisk sol i Mexico, på sydspidsen af den californiske halvø. Palmer, kaktus og den smukkeste blå havbugt omkransede scenen. Og nej, Saros 136 er ikke et kodenavn for en skøn mexicansk signorita, der lå i mine arme i en hængekøje. (Men du må da gerne lade det billede stå et lille øjeblik, inden du læser videre).

Saros 136 er alligevel meget skønnere end du kan forstille dig! Saros er den videnskabelige betegnelse for en serie af solformørkelser. I dette tilfælde Saros serie 136, som udemærker sig ved at give de længste solformørkelser i min – og læsernes – tid. Naturen har skruet solsystemet sammen således, at solformørkelser der ligner hinanden i længde, type, varighed osv, gentager sig selv med 18 år og 11 dages mellemrum. Man siger også de er i familie med hinanden. Det er heldigvis solformørkelse oftere, hvilket betyder at der kører mange Saros-serier samtidigt. Men Saros 136 er altså noget ganske særligt, eftersom serien i sit lange liv kulminerer med de længste formørkelser netop i vores levetid.

Solformørkelsen den 30. juni 1973 varede lige over 7 minutter, hvilket er tæt på det maksimalt opnåelige for en formørkelse. Dengang var jeg en knægt på 9 år, tynd som en pind, med blege kinder, og var lige gået ud af 3. klasse på Nansensgade Skole. Jeg havde absolut ikke den ringeste viden om, at der fandtes en verden uden for kvarteret, og da slet ikke oppe i himlen. Ja, det var dengang jeg troede man skulle op i verdensrummet, og ikke ud i det. Man siger stadig, at amerikanerne rejste op til månen. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Der findes ikke op og ned i verdensrummet. De rejste ud til månen. Vi ser bare kun månen, når den er over os på nattehimlen. Heraf talemåden. Nå undskyld dette sidespring til et andet af mine yndlingsemner.. tilbage til vores ven Saros 18 år senere..

18 år og 11 dage senere, den 11. juli 1991, stod jeg klar i La Paz (ikke at forveksle med Bolivias hovedstad) på sydspidsen af den californiske halvø, Baja California, i Mexico. Jeg var da blevet 27 år gammel (dog stadig tynd og bleg) og mange års medlemsskab af Københavns Astronomiske Forening havde bragt mig til denne min første solformørkelse. The Big One! kaldte amerikanerne den, næsten 7 minutters formørkelse – det længste nogen kunne opleve, om så de blev 100 år.

På taget af det hotel vi boede på installerede vi alle vores kikkerter og fotografiapparater. Udsigtet over La Paz bugten var guddommelig, og vi kunne se ind mod bjergene på det Mexicanske fastland. Selv om jeg havde rejst den halve jord rundt, og havde forberedt mig på den største af alle begivenheder, anede jeg ikke at mit liv skulle ændre sig. Solformørkelse, der varede hele 6 minutter og 45 sekunder i La Paz den dag, brændte hul i min sjæl. 

Siden er det blevet til 4 andre totale solformørkelser og 2 ringformede, en lang række oplevelser, og rejser til mere eller mindre umulige steder på kloden.

Total solformørkelse - her fra Zimbabwe i 2001.

I går morges ankom så bundtet af billetter til næste store solformørkelse, og det er netop den næste i Saros 136 serien, og dermed er det ved at være 18 siden starten i Meixco. Den 22. juli 2009 ( præcis 18 år og 11 dage efter 11. juli 1991) gør Saros 136 sin entre over Asien. Formørkelsen er længst ude i Stillehavet, men ved Shanghai i Kina får man hele 5 minutter og 50 sekunder. En luksus formørkelse af 1. grad. Og jeg er naturligvis med. Det bliver også til en lang rundrejse i Kina.

Der kommer naturligvis meget mere om formørkelsen og rejsen på denne side når tiden nærmer sig..

Se flere solformørkelsesbilleder i mit galleri på Pbase. Læs solformørkelsesberetninger og rejsebeskrivelser her på siden.

“Tænk at ha’ en flimmer, uden fede farver på
Der er stadig nogen, der tror Den røde Plads er grå!
Men efter jeg har fået colour på tossen,
så er livet blevet smukt og stort
før var det hvidt, og så var det sort”

Der er gået 30 år siden Shu•bi•dua i 1978, med deres hyldest til farve-tv’et, kom med denne genialitet af et ordspil: “Der er stadig nogen, der tror Den røde Plads er grå”.. Jo, i 70′erne var der ingen over og ingen under det danske humør-band. Siden blev de ældre og mere besindige, og ikke nær så skarpe… (sådan går det for de fleste af os, suk!)

30 år og sikken en udvikling i verden: kold krig, russerne som skurke, A-våben, en verden opdelt i sort og hvidt, Øst og Vest, agenter og spioner alle vegne. Siden blev det til nedrustning, murens fald, Glasnost og Perestrojka, Gorbatjov med modermærket i panden, og ikke mindst husker jeg stadig Boris Jeltsin på kampvognen, og angrebet på “Det hvide Hus” i Moskva.

Den røde Plads med St. Basil's kathedralen i baggrunden

I august 2008 flyver solformørkelsesholdet og jeg ind i Moskva på historiens vingesus, samtidigt med at russerne rykker ind i Georgien. Jeg gør mig ingen forhåbninger om at forstå blot 10 procent af den konflikt, men koncentrerer mig om det jeg ser og hører, og den enkelte russer. Det er demokratiets bagside, at vi har det med at sætte lighedstegn mellem et lands styre og hele dets befolkning. Som bekendt er der mange amerikanere, sådan ca. 150 millioner, der ikke er særlig stolte af deres præsident (for tiden er det vel nærmest 300 mio.?), ligesom vi er mange, der er meget lidt stolte over den position Danske Folkeparti har fået i det danske samfund. Men vi må alle acceptere vælgernes dom, det modsatte er ikke rart at tænke på.

Det er umuligt ikke at tænke på politik, når man er i Moskva. Jeg kan se Samuel Rachlin og Leif Davidsen for mig på hvert eneste gadehjørne med mikrofonen i hånden, og en stor russerhue på. Jeg tænker på Matthias Rust, der satte sin lille en-motors flyver ned på Den røde Plads, ene mand i aktion mod den kolde krig (han landede faktisk bag Den røde Plads, og var vist ikke koldkriger, men skidt – det er ikke det vi husker). Byen oser af historie, der bliver ved med at komme ind på nethinden.

Vores første møde med Den Røde Plads bliver en kø tidligt om morgenen. Og nej, selv om der altid er meget befærdet på pladsen (det var også derfor Rust ikke kunne lande) så står man trods alt ikke i kø for at komme ind. Men køen til Lenins mausoleum, der ligger midt på pladsen, starter i udkanten af Den røde Plads.

Lenin mausolæet er godt bevogtet

Der er en vis russisk grundighed forbundet med besøget i mausolæet, hvor Lenin ligger lit-de-parade. Vi må aflevere alle ejendele og gennem security-tjek, men det er ulejligheden og ventetiden værd. Man går fuldstændig tavs gennem det lille lokale og rundt om Lenin, der ligger dér så livagtigt og stirrer på en. Der er en vagt for hver anden meter, der sikrer at man opfører sig ordentligt. Man må ikke have hænderne i lommen, man må ikke smile og ikke stoppe op blot et split-sekund. Alle overholder reglerne, vores historieundervisning i skolen har fortalt rigeligt om russiske arbejdeslejre til, at nogen skal have noget klinket. Tavsheden og disciplinen gør kun oplevelsen større. Vi er stadig tavse da vi går ud, og føler vi lige har mødt en af historiens helt store personer nærmest i levende live.

Om det er Lenin, en voksdukke, eller en kombination, der ligger i mausolæet kan man diskutere fra nu af og til juleaften (år 2043), det er en del af mystikken.

Tilbage på pladsen, der er kæmpe stor, men dog ikke så enorm som jeg synes den virker på TV, er vores russiske guide i et, selv for ham, overvældende anfald af fortælleglæde, gået i gang med en tilsyneladende uendelig historie om hver eneste bygning på pladsen. Deres udsendte sniger sig uset væk og går ud i livet på pladsen, som vanligt bevæbnet med kamera. Der hænger desværre en ikke særlig foto-venlig blygrå himmel over pladsen. Det er her jeg kommer til at tænke på den gamle Shu•bi•dua sang.

St. Basil's kathedralen - Moskvas varetegn

Løgkuplerne på St. Basils Cathedral

Larsen og Larsen på Den Røde Plads. Selvportræt

Demonstranter ønsker kommunismen tilbage..

Vi møder et hold demonstranter, der, efter sigende, demonstrerer hver eneste dag for at få kommunismen tilbage. Det kan man ikke nødvendigvis fortænke dem i. Under kommunismen vidste alle hvad de havde, selv om tilværelsen for mange var kummerlig. Nu må man kæmpe for alt i et samfund, hvor alle forsøger at overleve for sig selv. Politiet er korrupt, og ingen kan vide sig sikre på, ikke at få en urimelig trafikbøde af astronomiske dimensioner. 

Flere gange vender jeg og andre dessatører tilbage til gruppen midt på pladsen, men vores talende guide synes ikke at være kommet meget længere i beretningen. Vi sniger os bort igen, og igen..

Dette lille indlæg er derfor ikke i stand til at gengive fakta om hver eneste historiske bygning i, og omkring Den røde Plads. Læseren må som jeg nøjes med kigget, her til sidst bag Kremls mure:

Assumption Cathedral, Kreml

Kuplerne på Assumption Cathedral

Patriarchs Palace, Kreml

Du kan se mange flere billeder fra Moskva her

Som dreng havde jeg en drøm om at se Stillehavet..

Jeg drømte om at se det enorme hav, der dækker over 1/3 del af Jordens overfalde. Stillehavet! Alene navnet gav mig kuldegysning.

Det smukke Stillehav, her set fra Costa Rica i Mellemamerika

Som baggårdsknægt fra Nansensgade, hvis største rejsebedrift var 14 dage i sommerhus i Rørvig, kunne jeg sidde og drømme om fjerne og dragende steder; Nepal, Indien, Den Kinesiske Mur og Pyramiderne. Men Stillehavet var det, der fascinerede mig mest af alt. Det var ikke noget med at krydse oceanet i en sejlbåd, næ, det var blot det at sætte tærerne i verdens største hav.

Måske var det fordi det lå så langt væk. Fra Nansensgade er der så uendelig langt til Stillehavet. Enten skulle jeg øst på, helt til det fjerneste Østen eller Austalien, eller også skulle jeg vest på til de store amerikanske kontinenter, helt ud vest på, dér hvor kun den dristigste cowboy havde været. Østen og Vesten ender begge i Stillehavet, eller begynder der om man vil. Det er verdens ende og verdens begyndelse. Ikke bare Verden, men alting synes at ende eller begynde her.

Måske skyldes det den måde vi tegner verdenskortet på i Europa. Vi er selv i midten og i begge ender havner man i Stillehavet, som synes at ende sammen med kortet. Lur mig, om ikke der har siddet en bumset knægt eller to i geografi-lokalet på Nansensgade Skole og troet at verden endte på den anden side af New Zealand, og ville man videre, måtte man kravle om på bagsiden af kortet for komme til Sydamerika. Jo, verden var lille i Nansensgade og en jordglobus kom ikke frem hver dag.

Jeg ved ikke hvor drømmen om Stillehavet kom fra. Der var ikke bare fysisk langt til Stillehavet, men for en, der aldrig så meget som havde haft råd til at se Nordtyskland, var det urealistisk langt væk. Drømmende langt væk, om man vil.

Man drømmen har man som bekendt lov at have.

I 1988 bevægede jeg mig, i en alder af 24 år, for første gang uden for Europa. Rejsen gik til USA, og målet var at se de amerikanske storbyer, men jeg havde jo også en lumsk, gammel plan om Stillehavet. Da jeg kom til San Francisco drønede jeg ned til Fishermanns Warf, ud på bådebroerne, og med Golden Gate og Alcatraz i baggrunden stak jeg for første gang hånden i Stillehavet, svimlende af lykke. Krakilere vil mene, at på den side af Golden Gate er det San Francsico Bugten, og ikke Stillehavet, man rører, men for mig var der ingen tvivl. Det var det blå, uendelige Stillehav, jeg havde drømt om. Jeg har sikkert lignet en tosset turist, der havde tabt sine nøgler eller et-eller-andet i vandet.

Fra San Franciso fløj jeg 6 timer ud over Stillehavet til Hawaii-øerne, som ligge midtvejs mellem Japan og Californien, og her kan ingen diskutere, at det er vaskeægte Stillehav i alle retninger. Jeg badede første gang i Stillehavet fra den navnkundige Waikiki Beach, og vandet der løb mellem mine tæer var en del af verdens største hav. På Hawaii er der 12 times tidsforskel til Danmark, man kommer ikke længere væk på kloden, og man kommer ikke meget længere ud i Stillehavet. Her har man virkelig den fornemmelse at Solen synker i havet, når den går ned i et besvimende væld af farver.

Det skulle gå tre år før jeg i 1991 igen besøgte Stillehavet. Denne gang i Mexico, på sydspidsen af den Californiske Halvø, hvor min tids længste solformørkelse var så flink at passere forbi. Senere på samme tur tog jeg på mit andet besøg til Hawaii-øerne. Den officielle “undskyldning” var at besøge Mauna Kea observatoriet på toppen Big Island, men den hemmelige mission var igen at bade i det store hav. Man har vel lov at have en skjult dagsorden..

Senere angreb jeg Stillehavet øst fra. Jeg husker at vi på den lange Østen-rejse i 1996 kom til Nha Trang i Sydvietnam. Det er et af de smukkeste steder jeg har set. Lyset på stranden, giver alle farver et ekstra pift, og det flimrer stadig for øjnene når jeg tænket på det. Fra Nha Trang bader man i Det sydkinesiske Hav, men også med lidt god vilje (og det har jeg) er det Stillehavet.

Senest jeg så Stillehavet var fra Costa Rica i Mellemamerika i 2005. Her står man virkelige face-up med havet, der buldrer ind. Har du nogensiden tænkt på, at vestkysten langs Nord- og Sydamerika danner en næsten ret linie, fra Alaska i nord til Kap Horn i syd, mod Stillehavet? En 10.000 kilometer lang kyst! Costa Rica ligger næsten i midten af denne linie. Det er Stillehavskyst ala Carte. Begynder man at svømme møder man ikke land før Filippinerne.   

Jeg mangler stadig at se Stillehavet fra Australien og fra Sydamerika. Så stay tuned på denne kanal, så kommer der måske beretninger derfra en dag. Det kan jo også være Hr. Kløvedal ringer en dag og hører om jeg vil sejle med tværs over. Så må jeg se om det kan presses ind i kalenderen..  

Vi har brug for skønlitteraturen. Vi har brug for et subjektivt, diffust sprog. Vi har brug for brede semantiske containere, som kan rumme vores personlige uudgrundelighed.

Det er vidunderligt til stadighed at tilegne sig ny viden, nye ideer, om hvordan det er, eller kan være, at være menneske. På den måde har man et redskab til at forhindre at man fastholdes i uhensigtsmæssige, utilfredsstillende positioner omkring opfattelsen af sig selv og andre.
Jeg tænker at viden om muligheden for bevægelse, kan være en form for tryghed.

Lige inden Påske døde den britiske forfatter Arthur C. Clarke. Det er ham, der er mest kendt for filmen Rumrejsen år 2001, som han skabte i samarbejde med mesterinstruktøren Stanley Kubrick tilbage i 1968. Fantastisk film i øvrigt. Clarke var kendt for at være næsten synsk. Han beskrev teknologiske landvindinger før de senere blev en realitet, og enkelte gange beskrev han også fænomener i verdensrummet, som senere blev konstateret. Eksempelvis det forhold, at Saturns måne Japetus er lys på den ene side og mørk på den anden. 

Jo, Clarke havde en ualmindelig god fantasi. Hverken mere eller mindre. Han beskriver det selv så poetisk i forordet til romanudgaven af Rumrejsen år 2001: “Husk venligst at romanen kun er fantasi, sandheden vil som altid være langt mærkeligere”.

Hvor vil jeg hen med dette, mit yndlingscitat? 

Radioavisen bragte i Påsken resultatet af en Gallup undersøgelse, der viste at flertallet af danskerne tror, at “der er mere mellem himmel og jord”. Jeg hader det udtryk, og har altid haft svært ved at forstå det. Jeg må tolke det sådan, at det man kan se, høre, føle og smage ikke tilfredsstiller danskernes sarte ganer. Det er ellers ikke så lidt livet og naturen har at byde på! Men der er altså mere i følge danskerne. Hvad er det så? Clairvoyance? Spøgelser? Healing? Nummerologi? Astrologi? Religion? Eller noget helt syvende måske?

Det er her vi får brug for Arthur C. Clarke til at hjælpe os. Enhver form for overtro og tolkninger af hændelser, er kun udtryk for menneskelig fantasi. Og det slår ifølge Clarke altså ikke til: Sandheden er langt mærkeligere! Heldigvis.

Sandheden er som bekendt den alverdens forskere søger. Det kan derfor undre, at det altid er videnskaben der får skyld for at være kedelig og ensrettet, mens overtro og pseudo-videnskaber nyder langt større gehør. Det skyldes sikkert at det er sjovere at få at vide, at hvis ens stjernetegn er Vandmand, så er man den stille, intelligente type. Så længe forskerne ikke ved bedre, kalder de det for en teori. Teorier er ikke noget pseudo-videnskaberne beskæftiger sig med. De fremlægger alting som fakta. Jeg er træt af diverse plattenslagere og fantaster, for nu at sige det lige ud.

Det må skyldes at livet og universet rummer alt for mange spørgsmål og for lidt svar. Da menneskelivet er så uendeligt kort i forhold til tiden, så foretrækker man åbenbart hurtige, enkle og ikke mindst forståelige svar. Opfundet til lejligheden af mennesket selv.

Sandheden er mærkeligere, og meget sværere at konstatere. Det går langsomt og svarerne kommer nogen gange i form af en ligning. En gråhåret forsker konstaterer med et stor smil, at en ligning nu er gået op. Ingen forstår konklusionen, og det er måske ikke så sexet.

Men så tag dog og mærk efter, kære danskere! Bid dig selv hårdt i hånden og konstater livet. Bid i det skønne hvidløg og konstater den vidunderlige smag. Gå ud i natten og se stjernehimlen over dig; den er besvimende smuk og uforståelig. Rejs til troperne og mærk Solen brænde din hud, rejs til Grønland og stil dig på den enorme indlandsis og føl kulden.

Der er masser mellem himmel og jord, vi behøver ikke mere. Slet ikke hjemmebrygget sludder!

Går jeg nu ind for et samfund styret af videnskabsmænd, hvor vi brænder kirkerne og hvor spiritualiseme er forbudt. Nej, overhovedet ikke, jeg respekterer begge dele dybt. Ethvert krydderi på livet er velkomment.

Men jeg frygter at mange helt overser den skønne virkelighed, mens de leder efter noget mere.

Måske synes du al denne lommefilosofiske snak er lidt kryptisk. Den gode Troels Kølvedal har udtrykt det i én smuk sætning. I slutningen af filmen Nordkaperen i det Indiske Ocean sidder han på kamelryg med to af sine børn og iagttager solnedgangen over pyramiderne på Giza-plateauet i Egypten.

Så siger han: “Nogen gange vågner jeg med det mareridt, at Jorden er Paradis, uden nogen har opdaget det”.

Hader al den snøften og hosteri.

Hvorfor bliver man altid syg når man ikke har tid til det?

Og hvorfor tager det altid længere tid at blive rask når man ikke har tid til at være syg?

Ja når man ikke tror man kan blive mere forvirret, så kan man vel altid snakke lidt sort med sin veninde på messenger: 

kommer du ud på skolen i morgen efter arbejde i morgen?

ja det er planen

i morgen i morgen, tihi

nemlig ja

godt

bare så vi er helt sikre på at det er i morgen vi taler om

ja altså hvis det er i morgen

du mener dagen efter i dag?

tjo altså hvis det er helt sikkert at det er i morgen altså dagen før i overmorgen

Nåå! Nu er jeg med!

ok for jeg er stået af

det er dagen efter tirsdag, men to dage før fredag

ja tror det er den, altså den i midten

ja det er i hvert fald ikke den til højre

nej men lidt mere mod højre end venstre fordi det så er tættere på weekenden

ja okay