Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 30. maj 1986 / 14. årgang

Kun promille til forskel på Anker og Poul

Blandt mediernes mange forløjetheder og vrangforestillinger om dansk politik er at tækkes de konservatives og socialdemokraternes store fællesinteresse i at foregive gigantisk forskel på, om landets statsminister hedder Poul Schlüter eller Anker Jørgensen, og at alle derfor enten må stemme på liste A eller på liste C for at opnå indflydelse på det væsentlige.

Det er helt forrykte overdrivelser, når pressetjenesterne hos konservative og socialdemokraterne stræber efter at skræmme befolkningen til at tro, at det vil være den helt store ulykke, hvis ministerposterne havner hos konkurrentpartiet. Praksis viser, at der højst er promille til forskel. Og at det langt fra er så entydigt til hvilken side Socialdemokrater tørster efter marginalvælgerne til højre. Konservative ditto til venstre. Da partiernes interesse stort set koncentrerer sig om at få præcis de samme mennesker til vælgere for at nå til, at henholdsvis “de borgerlige” eller “socialisterne” bliver 51 % -blokken, siger det sig selv, at forskellen i deres praktiske politik er minimal og svær at forudsige i detaljer. Deres lirumlarum i valgkampen er da også ensartet: “Vi vil tilgodese rimelig hensyntagen til den overordnede målsætning at gavne beskæftigelse, betalingsbalance, unge, gamle, byboer, landbrugere o.s.v. Halleluja og Amen”. Slå kampen mellem de to store er følgelig i virkeligheden ret uinteressant for vælgerne: Gammelpartierne lever alle højt på vælgernes uvidenhed om de nationaløkonomiske sammenhænge og mekanismer.

Vejrliget udefra

Selvfølgelig har forløbet da været forskelligt i de tos statsministerperioder. Men årsagen hertil er i alt væsentligt, at de udenlandske konjunkturer har været helt forskellige. Og det internationale forløb er under alle omstændigheder kolossalt betydningsfuldt for det gældstyngede lilleputland Danmark.

I de kommende valgkampe kan danske vælgere umiddelbart intet bestemme om det udefra kommende vejrlig, under hvilket dansk politisk arbejde skal udføres. Derimod kan vælgerne dirigere, hvilken retning de ønsker, at Danmark skal trækkes i. Derfor er det fejlinvestering at stemme på de partier, som bare er optaget af at få regeringsmagten med de personlige fordele, dette indebærer for det sejrende partis spidser. Det er også fjollet at stemme på CD, Radikale, Kristeligt Folkeparti eller Venstre. Det er jo efterhånden blevet mellempartierne, der svinger som vejrhaner uden anden mission i tilværelsen, end at de vil opretholde livet af hensyn til deres egne tillidsmænd.

Sund lærestreg

Nej det, valget drejer sig om, er de egentlige modpartier: Socialistisk Folkeparti og Fremskridtspartiet. Skal bestemmelsesretten ligge hos bureaukrater og politikere, eller skal den enkelte borger være fri for formyndere? Skal det offentlige have mere eller mindre magt? Naturligvis kommer der ikke efter næste valg endelige svar på disse spørgsmål. Men valget afgør, om udviklingen i de kommende år skal bevæge sig den ene eller den anden vej.

Skal vælgerne ikke spilde deres stemme, skal de derfor stemme Fremskridt: Det er det eneste brugbare signal til at få alle partier gjort mere interesseret i skattelettelser, mindre bureaukrati, styrkning af lov og orden. Det politiske marked er som alle andre markeder. Først når de store begynder at miste deres kunder, indser de, at de må omlægge deres vareleverancer og gå over til, hvad de tidligere fredsommelige åbenbart ønsker. De trofaste socialdemokrat- og konservativvælgere behøver de to partier ikke at tage hensyn til. Og gør det da heller ikke. Det vil være en for Danmark sund lærestreg for begge de to store partier, om mange af deres hidtidige vælgere ved de kommende valg går fra A og C til Z.

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

Læs også: Firkløveret for historiens domstol:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/21/firkl%c3%b8veret-for-historiens-domstol/

Pragmatiske Personers Parti er grunnlagt av en non-kognitivist. Å hevde at lover og regler stammer fra Gud eller fra en objektiverbar moral blir litt vanskelig når en har det synet at å hevde at noe er “rett” og “galt” i seg selv er meningsløst. Da følger et syn på lover og regler som er <a href=”http://en.wikipedia.org/wiki/Legal_positivism”> positivistisk.</a>

Dette betyr IKKE at det er galt å straffe. Det ser ut til å være en dominerende holdning i samfunnet at det fins legitime og ikke-legitime kategorier for straff. Straff er noe en skal gjøre seg fortjent til. Det er noe med handlingene dine i seg selv, som gjør at en skal kunne avlede hvilken straff som er rett og rimelig. Omtrent som om straffen står skrevet på steintavler fra en skjeggape på en sky.

Det er en tanke som domineres av moralsk absolutisme. Fascistpartiet mener det ikke fins en straff som er rett, og det fins ikke en straff som er gal. Lover og regler er forskjellige fra land til land, og preferansene for hva som skal være tillatt og hva som skal være forbudt, er forskjellige fra person til person. Å hevde at noe er objektiverbart rett, og at en kan resonnere seg fram til hva som er rett, er en tanke fascistpartiet benekter.

For eksempel: dersom datteren din blir voldtatt, så ønsker du med høy sannsynlighet at voldtektsmannen skal straffes strengt. Dersom sønnen din voldtar ei jente, så ønsker du med høy sannsynlighet at han skal gå fri. Sympatiene dine avhenger av hvilken situasjon du sterkest frykter. De avgjøres ikke av steintavler fra himmelen.

Når en dumper tanken om etisk absolutisme, så sitter en igjen med preventive hensyn og hensynet til hevn for å straffe. Siden det ikke er ansett som stuerent å straffe ut ifra et perspektiv på hevn, så lurer en seg selv til å tro at det fins steintavler fra himmelen som beskriver nøyaktig hvor mange år i buret en skal få for voldtekt. Men hevn spiller en rolle for mennesker, det anses bare ikke som legitimt å snakke om det.

En ønsker å hevne seg, fordi den indre rettferdighetsministeren sier at noe som byr ham imot har skjedd. Og da ønsker rettferdighetsministeren å kjempe for at ens egne følelser blir objektiverbare. Om de ikke er objektiverbare, så betyr det at det ikke er handlingen i seg selv som alene er årsaken til sinnet du føler, og da skulle du jo ikke ha noen rett til å ville straffe, for da er det jo bare du som er problemet?

Sannheten er at dine følelser oppstår som følge av faktorer inn deg, og faktorer som har med selve ugjerningen å gjøre. Det er bare sånn det er, og det er hverken rett eller galt. Om du føler tilfredsstillelse ved å straffe, så er det BRA FOR DEG å straffe. Mer fundamentalt kan det ikke sies.

Preventive hensyn spiller også en rolle for om du synes straff er bra eller dårlig. Om du ikke liker at mennesker ruser seg på kokain, og du kan stoppe det ved å innføre strenge straffer på kokainbruk, så er du troendes til å støtte en forbud mot kokainbruk, selv om du selv ikke plages av kokainsniffere.

Den preventive virkningen av straff er ofte neglisjerbar. Fengsler virker heller som en inkubator for videre kriminalitet. Da er utgangspunktet for å straffe at folk ØNSKER å tro at fengsler har en virkning, og at de selv har et behov for hevn. Noe som er helt greit, men når en innser dette ser en seg kanskje tjent med noe annet. Noe annet vil kanskje være, rent kynisk, å ta livet av mennesker.

En aggressiv person som er dømt for mange tilfeller av legemsbeskadigelse og ran, vil fortsatt spre ubehageligheter for alle andre om han puttes bak lås og slå. Selv om han oppbevares på glattcelle resten av livet, vil han være en økonomisk belastning for samfunnet. Å ta livet av ham med fullnarkose og sprengstoff er en effektiv og skånsom metode som kan brukes for å kvitte seg med personer medlemmene våre ikke liker.

Ulempen er at samfunnet venner seg til å gjøre slutt på livet til andre mennesker, noe som kan medføre at folk blir mer brutale i sin alminnelighet i omgang med andre. En annen ulempe, er at personen som bedriver brekk og legemsbeskadigelse kan være en person som står deg selv nære.

Pragmatiske Personers Parti gir medlemmene sine muligheten til å forme rettsystemet slik de selv vil. De kan f.eks kaste prinsippet for likhet for loven over bord, og f.eks støtte dødsstraff for alle de ikke liker, men milde straffer for personer i sin egen familie. Et internett-register kunne f.eks bidratt til denne klasseinndelingen av samfunnet.

Jeg har læst en artikel på Politikens website i forbindelse med politiets manglende lyst til at rykke ud til butikstyverier. I den sammenhæng har rigspolitichef Torsten Hesselbjerg udtalt, at der ikke er noget galt i, at politiet ikke rykker ud til alle butikstyverier.

Jeg kunne ikke være med uenig. Det kan simpelthen ikke passe, at de forretningsdrivende skal lege politi overfor butikstyve og udfylde anmeldelsesblanketter og prøve på at få oplyst tyvens identitet. Samtidigt synes jeg, man gør grin med retsfølelsen blandt butiksejere og deres medarbejder, når de får at vide, at politiet skam ikke har tid og ressourcer til at køre ud og tage hånd om en butikstyv.

Hvad bliver det næste som politiet pludselig mener, at de forretningsdrivende eller for den sags skyld borgerne selv skal tage sig af politimæssige opgaver?

Jeg er glad jeg ikke er muslim. For da ville det ikke være grenser hvor mye jeg ble krevd å skulle ta stilling til i all offentlighet og hvor mye faenskap jeg måtte ta ansvar for – bare av den grunn at jeg tilfeldigvis var muslim og at det fantes andre muslimer i verden som drev med litt av hvert. Og forresten – det “å ta stilling til” betyr i denne sammenhengen “å ta avstand fra”.

Som dødsstraff av homofile. Noen såkalte muslimske land driver med dette. Siden jeg i dette tenkte tilfellet ville bodd i Norge, et land der både dødsstraff og diskriminering av homofile er forbudt, ville mine meninger ha liten betydning.

Blir andre trossamfunn avkrevd liknende svar? Finnes det en avkrysnings-liste der de som svarer “feil” blir truet med tap av offentlig støtte? Riktignok en tom trussel, siden tildelingskriteriene ikke sier noe om politisk korrekte holdninger hos mottakeren. Må alle hinduer svare for alt Tamiltigrene finner på? LTTE fant opp selvmordsbomberen, f.eks. (De tok dessverre ikke patent på metoden.)

Mange kristne sekter ville scoret dårlig på f. eks spørsmål om kvinnens plass. Deres holdninger ville ikke være forenlige med norske lover mot diskriminering av kvinner, homofile og sikkert flere og. Hva med å spørre dem? Og kreve svar i all offentlighet? Gjerne over en helside i avisen, med en oppfølgingshelside med statsråden dagen etter?

Det finnes til og med tilhengere av dødsstraff her i landet. Hva med dem? Deres holdninger er i strid med loven. Skal vi bølle litt med dem?

Det finnes religioner med en sentral religiøs ledelse, som Paven i katolisismen, som kan bestemme hva som er den rette lære. De fleste land med et flertall av katolske innbyggere har skilt kirke og stat og lager lover uavhengig av hva paven sier. Det finnes også religioner uten en sentral ledelse, som blant protestantene og i islam. Hva enkelte råd, rådgivere eller selvoppnevnte ledere mener vil ikke ha noen betydning for hva de andre skal mene. De står fritt til å gjøre seg opp en mening. (Det kan, som antydet over, være litt forskjell på menn og kvinner her.)

De fleste mennesker er klar over at det enkelte land lager sine egne lover (EU er en forstyrrende faktor her, men det er en annen sak). De fleste mennesker er også klar over at de må følge disse lovene. De kan være uenige i dem, som f. eks Frp og alkohollovgivningen, men de vet at de må følge dem. De vet også at om de ønsker å forandre på lovene, så finnes det framgangsmåter for det. Det er ikke gitt at de kommer noen vei, men slik er livet. Hva de ellers mener basert på tro, fordommer, egennytte eller hva det måtte være, er egentlig underordnet. Lovene ligger fast til Stortinget sier noe annet.

Kan vi få litt muslim-fred nå?

Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 43
12. december 1986
13. årgang

Fortidens advarende stemme

Den græske filosof Sokrates levede for næsten 2.400 år siden, men eftersom menneskenes natur ikke er ændret nævneværdigt i mellemtiden, har hans ord stærkt behov for overvejelse i vor tid – måske endnu mere end i hans egen. Her er, hvad han sagde til sin elev og ven Glaukos og nedskrevet af Platon fra hvem vi har næsten al vor viden om ham:

“Når læreren ryster for sine elever, og tøjlesløsheden holder sit indtog i alle hjem. Når faderen opfører sig som en dreng, og drengen spiller faderens rolle – og end ikke viser respekt for sin moder, idet han ønsker at være så fri som muligt. Den uerfarne sætter sig over den erfarne, og den erfarne finder sig deri. Så ryster læreren for sine elever og taler dem efter munden. Eleverne regner ikke med sådanne lærere og fortaber sig i endeløse diskussioner med dem. De voksne blander sig med de unge og kappes om at være så indfaldsrige som muligt for at virke progressive – og for at der ikke skal opstå det indtryk, at de er kontrære og reaktionære.

Ja – i en sådan stat vil det gå så vidt, at arbejdstagerne forlanger de samme rettigheder som deres brødgivere. De vil hidse sig op over at skulle modtage ordrer. Til slut, min kære Glaukos, agtes da hverken den skrevne eller den uskrevne lov. Ingen skal have forrettigheder og dette – min ven – er vejen til diktaturet!

Nøjagtig som en lille korrupt minoritet gennem sin umættelighed og uretfærdighed blev bragt til fald – således vil også demokratiet blive det, thi ethvert overmål slår over i det modsatte. Når et demokratisk folk beruses af frihedens vin og dertil har en svag regering, så vil de, der ønsker et ædelt demokrati blive kaldt djævle og forfulgt. Kun de foresatte, der opfører sig som undergivne, og de undergivne som opfører sig som foresatte vil få betydning i samfundet, medens de gensidigt lover og priser hverandre. Du vil give mig ret i, at kun af demokratiet kan diktaturet fremvokse – den slemmeste og værste følge, men den logiske – af for megen frihed”!

Et skindemokrati
Sådan sagde den gamle athenienser for mere end to årtusinder siden, og det burde vel være pligtlekture for nutidens elever, men måske i særdeleshed blandt medlemmerne af LO og hos vore folkevalgte.

I hvert fald har vi daglig for øje, hvad der sker, når man ignorerer dem.

Vi lever i et skindemokrati, hvor masserne indoktrineres og føres rundt ved næsen af smarte demagoger, medens samfundet falder sammen om ørerne på os.

Danmark er blevet et paradis for gangstere, og de kræfter der går ind for lov og orden angribes åbenlyst af pøblen. Fagforeningerne har samlet milliarder af kroner gennem afpresning af deres medlemmer og praler nu med at de kan lamme og ødelægge det samfund vore forfædre med møje og hårdt arbejde har opbygget. Politikere åbner i humanismens navn vore grænser, så alskens pak kan strømme ind i landet og kræve at blive underholdt – med føde, husly, penge og klæder – medens vore egne gamle – de der skabte velfærdssamfundet – kan se til og spises af med en ussel pension.

Sandheden er ilde hørt
Når Fremskridtsfolk i dag – af pøblen – kaldes djævle, så er årsagen den simple, at sandheden altid har været ilde hørt.

Men – der er dog sket fremskridt siden Sokrates.

Mogens Glistrup slap dog for skarntydesaften!

Claus Frost-Hansen

WWW.FRP.DK

Omfanget af hærværk og ødelæggelser i forbindelse med rydningen og nedrivningen af Ungdomshuset bliver desværre ved med at stige. Nu har de voldelige aktivister valgt, at det også skal gå ud over de virksomheder, der er blevet hyret til at rydde op. Virksomheder som 3×34 og Hetland VVS & El har fået ødelagt biler og andet udstyr, samtidigt med, at flere af deres medarbejdere er blevet truet.

Jeg kan ikke lade være med, at blive endnu mere forarget over de voldelige aktivisters opførsel. Har I ikke ødelagt nok i forvejen? Kan I virkelig ikke se, at jo mere vold I anvender og jo mere I ødelægger, desto mindre bliver chancen for, at I får et andet ungdomshus?

Jeg håber i hvert fald ikke, at politikerne lader sig afpresse, men derimod holder fast i, at der ikke kan forhandles om noget overhovedet, så længe de unge kun “taler” gennem vold og hærværk. Jeg håber endvidere (selv om det sikkert er meget naivt), at de unge begynder at rydde op internt, ved at udstøde de voldelige aktivister – de hører ingen steder hjemme, ej heller i den alternative ungdomskultur.