Herhjemme er det nu godt nok nogle måneder siden, man fik lagt låg på debatten om hvorvidt loven om forbud mod religiøs hovedbeklædning i politiet skulle ændres eller ej. Efter min mening, intet heldigt udfald! Men jeg håber virkelig at det vil blive taget op til genovervejelse. – Ikke blot for de personers skyld som holder sig tilbage fra at komme ind på politiskolen pga. loven, men i høj grad også for politiets egen skyld, og mere generelt for Danmarks eget bedste! Politiet har i en længere periode kørt kampagne for at få personer med anden etnisk baggrund til at hoppe i uniformen. Faktisk har man prøvet så ihærdigt, at man for et par år siden som ansat i politiet kunne tjene 10.000 kr. hvis man fik en enkel ung med indvandrer baggrund til at søge ind og blive optaget. Det kalder jeg et desperat forsøg! Det viser også et en indvandrer til eller fra virkelig gør en forskel for politiet! Så jeg finder det i høj grad trist og på den anden side komisk fjollet at en turban eller et tørklæde skal sætte en stopper for optagelse. Det er da en skam. Specielt fordi politiet gang på gang har givet udtryk for, at den manglende mangfoldighed hos politiet er et problem. Især blandt kriminelle indvandrer står politiet ikke i et særligt godt lys, og det er her at man håber på, at flere indvandrer i politiet vil kunne hjælpe i en positiv retning. Men alligevel stod politiforbundets formand Peter Ibsen frem og sagde: ”Vi har den holdning, at en politiuniform skal signalere, at det er et uafhængigt og neutralt politi, som er fri for alle former for politiske og religiøse symboler. Derfor kan vi ikke gå ind for tørklæder i den debat”. Jamen hvis alle i politiet skal virke ”neutrale” (hvad det så end er), så handler det ikke kun om politik og religion. Man viser da automatisk at man har en anden baggrund ved at være mørk i huden. – Så er man da ikke neutral? Og vil politiet ikke netop opnå at vise mangfoldighed og forskellighed? Så det er vel den anderledes baggrund som indvandrere besidder som de søger. Og hører religion da ikke ind under baggrund?

 Det er noget pjat at man skal have et neutralt ”udseende”. Jeg mener at det er umuligt at være ”neutral” med hensyn til udseende. Og hvad er egentlig et neutralt udseende? Det er et definitions spørgsmål. Men lad mig bare rode mig ud i det, nu jeg er i gang. Er man neutral hvis man ligner et komplet solariedyr? Hvis man har grønt hår? Hvis man som mand plukker sine øjenbrun ned til en kuglepens streg? Og kan det overhovedet lade sig gøre at være neutral i udseendet, når man er indvandrer? At være brunøjet og mørkhåret siger altså noget! Det siger at man har en anden kultur, andet sprog og højst sandsynligt en anden religion. Det skal der ikke et tørklæde til for at opfatte! Hvis vi skal begynde at tale om neutralt udseende, kommer vi ud på en glidebane.

 Hvorfor er det at man går efter at have et neutralt udseende? Fordi at borgerne ikke skal føle at de bliver diskrimineret ved konfrontationer med politiet? Så kan den sorte føle sig diskrimineret af den hvide betjent. Og den hvide føle sig diskrimineret af den sorte betjente. Og den lave af den høje betjent, og den handicappede af den fysisk raske betjent. Vi kan jo blive ved i evigheder. Hvis alle i politiet skal være ”neutrale” skal de alle have trukket en grønsagspose over hovedet. Er det helt derovre vi skal hen? At gå efter neutrale udseender, samtidig med forskelligheder er for mig komplet modsigende. Det lyder da ærlig talt ikke som om politiet har tiltro til at loven træder i kraft, hvis en fra politiet gør noget ulovligt. Jeg tænker bare at hvis en politibetjent vil diskriminere pga. anden trosretning, har betjenten da lige store chance for at diskriminere med, så vel som foruden sin hovedbeklædning. Det er jo hellere ikke lige frem som om man aldrig har hørt til lovovertrædelser fra politiets side som omhandlede andet end religion. For god sake.. Så hvorfor skulle man som borger føle sig mere udsat fordi betjenten har noget på hovedet? Enhver fra politiet kan jo lave en lovovertrædelse. Det er ikke afhængigt af hvad personen har på hovedet. Det har vi da set eksempler på. Bør vi ikke have større tiltro til at loven står over politiansatte? Tiltro til at loven træder i karakter, hvis der begår overtrædelser fra politiets side? Så kan vi her snakke om at få bedre klagemuligheder når det handler om politiet, men det er så en anden sag.. Måske skulle vi tage til lære af England, hvor man i øjeblikket taler om at lave nye skudsikre hjelme som passer til turbanen..

 Peace . Doa

Medarbejderne er en vigtig ressource for virksomheden.  Men i flere årtier blev der hos mange virksomheder kun rekrutteret medarbejdere, som udadtil synede identiske. Det resulterede i en såkaldt Rip, Rap og Rup effekt – en effekt der betød ansættelse af medarbejdere, der passede til den eksisterende organisationskultur. Resultatet blev etableringen af en homogen arbejdsstyrke knyttet sammen i en fasttømret organisationskultur.

Rip, Rap og Rup effekten er beviset på vanetænkning i rekrutteringen – en vanetænkning der kan fremkalde en ”dem versus os” tankegang, der fastholder fordomme og hindrer danske organisationer i at bemærke og udnytte nye potentialer.

En mangfoldighed af potentialer

Men flere danske virksomheder begynder nu at se de forretningsmæssige rationaler og potentialer i en mere mangfoldig medarbejderstab – derfor vil vi i fremtiden se flere virksomheder, der satser på mangfoldighedsledelse. De som har øje for mangfoldighedens potentialer er ofte virksomheder, der er åbne overfor, at medarbejderne kan udfolde deres individuelle kompetencer. Det giver motiverede og loyale medarbejdere.

Mangfoldighedsledelse handler om at gøre medarbejdernes forskellighed til en styrke for virksomheden. Forskelligheden kan skabe dynamik og udvikling, og medarbejdere med forskellig baggrund, historie og kultur giver virksomheden flere strenge at spille på. Hvis virksomheden er i stand til at skabe synergi og samspil mellem de forskellige subkulturer, mangfoldigheden fører med sig, øger det ikke blot virksomhedens effektivitet men skaber også nye ressourcekilder, der kan fremme innovation og nytænkning.

Et mangfoldigt medarbejderfokus imødekommer desuden offentlighedens krav om social ansvarlighed (CSR) – et socialt ansvar der, med aspekter som ligestilling og integration, kan påvirke virksomhedens image og omdømme.

Der hersker altså en mangfoldighed af potentialer!

Udfordringernes land

Organisationer og virksomheder der satser på mangfoldighedsledelse, fordi de har øjnet potentialerne heri, står dog ikke blot ansigt til ansigt med nye muligheder – de står også over for nye kulturelle udfordringer.

En af udfordringerne består i, at virksomheden skal sørge for, at subkulturer ikke begynder at modarbejde hinanden, så der opstår interne konflikter mellem medarbejdere af forskellig baggrund. Hvis en virksomhed vælger mangfoldighedsledelse som strategi, handler det derfor om hurtigst muligt at få skabt grobund for et godt samarbejde mellem medarbejderne – et samarbejde hvor der også skal levnes plads til subkulturelle dannelser og det enkelte individs udfoldelse og udviklingsmuligheder. På den måde er mangfoldighedsledelse både individ- og samspilorienteret. Det er ligeledes vigtigt, at man som leder tænker i en udvikling af individets unikke kompetencer frem for på forhånd at anskue medarbejderen som tilhørende enten den ene eller anden gruppe.

Virksomheden må gennemtænke den helt rette mangfoldighedsstrategi og handle proaktivt, så unødige konflikter mellem medarbejdere ikke opstår. Effektiv mangfoldighedsledelse kræver derfor god gennemtænkt intern kommunikation.

Flere offentlige virksomheder arbejder i dag med mangfoldighedsledelse, men også private virksomheder som eksempelvis IKEA har haft stor succes med rekrutteringen af en mere mangfoldig medarbejderstab – en succes flere andre private virksomheder kunne lære noget af.

I søndags var jeg noget overmodig og bevægede mig over i Bazar Vest i den tro, at jeg lige skulle foretage mig et par lynindkøb. Flot Pia. Det var dagen før den Eid/Bayram, der markerer afslutningen på pilgrimsrejsen, så stemning og menneskemylder mindede mig påfaldende meget om Bilka d. 23. december…

Midt i kaos og som så ofte før bemærkede jeg dog og glædede mig over de mange skønne kvinder, og den dag var det især de somaliske jeg lagde mærke til.

Det blev kysset og krammet, grinet og snakket. Og hvor ser de dog forskellige ud:

Nogen bærer de traditionelle blå/grå/brune dragter, hvor kun ansigtet er frit, nogen går med kropsnært tøj, andre med løsthængende, nogen og især de unge kombinerer det traditionelt afrikanske med det vestligt inspirerede, og mange iklæder sig de mest fantastiske farvestrålende og mønstrede kjoler med smukke kunstfærdigt bundne tørklæder omkring håret. Den dag var der såmænd en helt uden, og jeg kom til at tænke på den unge somaliske kvinde i min gamle opgang, som gik med strikhue hele sidste vinter.

Jeg elsker mangfoldigheden her i Gellerup, hvor virkeligheden er så uendelig fjern fra de stereotype skræmmebilleder, vi får serveret i rigt mål.

Verden er i farver og kvinderne omkring mig er i udvikling. Og sådan er det også på Nørrebro, hvor kultursociolog Connie Carøe Christiansen deltager i et feltarbejde, skriver DR i dag.

Vist. Kultur, traditioner og de mennesker, som skaber dem, ER ikke statiske størrelser. Udvikling har det med at komme af sig selv.

Og hvis vi forholder os anerkendende, nysgerrigt og undersøgende og er tydelige med vores egne værdier hver især, kan vi være med til at fremme den.
Den eneste risiko er, at også vi lader os påvirke

Jeg håber bare ikke, at vi kommer til at ligne hinanden alt for meget
– for hvor skal jeg så flytte hen?

xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxHun er så smuk…

Det kunne man læse i en avisoverskrift i Politiken forleden dag. Siden har pressen været fuld at historier om en forestående konflikt mellem LO og KA (Kristelig Arbejdsgiverforening). En mulig konflikt som næsten har overskygget de løbende overenskomstforhandlinger indenfor det offentlige område. Mange har spurgt mig: Hvad mener du om den kommende ”atomkrig”? Hvor er FRIE Funktionærer i dette spil?

Jeg vil gerne understrege, at jeg tror på fagforeningsfrihed i Danmark for både arbejdstagere og arbejdsgivere. Men jeg opfatter dette som en strid, der udelukkende drejer sig om kollektive overenskomster i gammeldags forstand og som dermed er udenfor vores kerneområde; de individuelle ansættelsesforhold.

”Atomkrigen” består i, at KA har optaget 3 frisørkæder som vil ud af overenskomsten med LO og derfor har varslet lockout overfor LOs medlemmer. Lockout-varslet er det, som der skal til for at de 3 frisørkæder kan frigøres fra overenskomsten med LO i henhold til de kollektive arbejdsretlige regler.

LO har meldt ud, at de anerkender KA som en arbejdsgiverforening blandt mange på det danske arbejdsmarked, og at de (LO) har varslet strejke mod alle KAs ca. 800 medlemmer. Arbejdsretten skal nu bedømme, om de forskellige kampskridt fra henholdsvis KAs medlemmer og LO er lovlige.

De 3 frisørkæder har allerede en dom i ”bagagen” for at have forsøgt at presse medarbejdere i kæderne til at skifte fra LO til Kristelig Fagforening, en dom ved arbejdsretten, hvor de blev idømt bod for organisations fjendtlige handlinger.Ved at optage de 3 frisørkæder med den bagage har KA rodet sig ind i problemer, de ikke helt er rustet til at klare, når de ifølge deres vedtægter ikke tillader kampskridt som strejke og lockout. I det kollektive system er det jo de våben, man har, hvis ikke man vil stå magtesløs overfor sin modpart.

KA er nu anerkendt af LO som ligeværdig part og er så at sige kommet ”ind i kampen”. Men i den konkrete situation betyder det, at de på grund af deres optagelse af de 3 frisørkæder kommer ind i en arbejdskamp, som de på ingen måde er klar til eller har midlerne til at kæmpe.

Jeg har sympati for tanken om et arbejdsmarked med plads til flere ligeværdige spillere. Et arbejdsmarked hvor LO ikke fejlagtigt fremstår som en bedrevidende og enevældig repræsentant for lønmodtagernes interesser. Men når KA forsøger at spille på to heste, så er projektet dømt til at mislykkes.

Som den danske model fungerer i dag, kan kun lovgivning ophæve de monopolistiske tilstande og sikre, at der skabes reel mangfoldighed i fagbevægelsen. Gennem en lønmodtagerlov kan vi skabe plads og større individuel frihed til alle. Både lønmodtagere og arbejdsgivere.

Nu er vi kommet hjem, og vi har fået snakket lidt med de af vennerne, som er her på skolen for tiden. Et naturligt samtaleemne er selvfølgelig situationen i Kenya og hvordan de enkelte har oplevet urolighederne. Heldigvis har de fleste været forskånet for voldsomme oplevelser, men der er nogle folk indimellem, som har været vidne til voldsomme hændelser. Jeg vil undlade at komme med nærmere detaljer!

Lige pludselig har alt det, som jeg tidligere blot fik fortalt om, fået krop og er blevet til virkelige hændelser. Jeg har al den tid vi har været her i Kenya hørt mange tale om landets problemer med “tribalism”, dvs. om problemer omkring stammeidentitet. Indtil nu har jeg været ret skeptisk og har ikke rigtig kunnet se det store problem. Jeg mener, hvad kan der være galt i at kenyaneres identitet ligger hos deres stamme? Og som en af vores amerikanske venner sagde, så har vi altid tænkt at kulturer og forskellighed var noget godt. Når skolegang foregik på kiswahili eller engelsk og når prædikener blev holdt på engelsk i stedet for på det lokale stammesprog, så har vi ikke helt kunnet forstå og har tænkt ved os selv: “Hvorfor værdsætter man ikke stammesprogene noget mere og opmuntrer befolkningen til at holde fast i sit sprog og sin kultur? Er dette ikke en måde at presse kolonialisme ned over hovedet på folk og fremmedgøre dem fra deres egen historie?”

Jeg tror vi nu kender en del af svaret. For mange kenyanere kom det ikke bag på dem, at sådanne skismer kunne bryde ud i åben vold. Stamme-identitet er ikke et positivt udtryk for mangfoldighed, men er en konstant trussel mod national enhed, politisk stabilitet og national sikkerhed. Stamme-identitet skaber stereotype billeder af folk, det sår splid, had og mistænksomhed mellem folk, og det er en nøglefaktor i politisk magtkamp. Ikke så underligt, at traditionelle stammekulturer ikke bliver agtet så højt her i landet.

Den historie har jeg jo hørt mange gange, men jeg har nok haft en tendens til at feje det hen og betragte det som mindre alvorligt end det faktisk er. Realiteten i Kenya er, at tribalism ER en seriøs trussel, og traditionelle stammekulturer SKABER splittelse og had.

Næste spørgsmål kunne så være: Hvordan kan det være, at kulturel mangfoldighed i nogle lande truer med at ødelægge nationen, mens den selvsamme mangfoldighed i andre lande bliver set som et positivt udtryk for mangfoldighed. Hvorfor er forskellighed nogle gange godt, andre gange dårligt?

Blandt de der læser min blog, tænker mange sikkert: Hvad? Hvem gemmer sig bag de to navne?
Jeg skal straks afsløre, at det drejer sig om den ny LO-formands navn. Mange tænker sikkert, som jeg har tænkt, hvad kommer det dog mig ved? FRIE Funktionærer er ikke medlem af LO og skal aldrig være det, så de kan da vælge den formand de vil, uden at vi behøver at blande os i det.

Og vi hverken kan eller skal blande os i, hvem det bliver, men alligevel er det dog et valg, som kan komme til at få betydning også for os på lidt længere sigt.

Spørgsmålet er nemlig om den nye formand (Harald Børsting eller Tine Aurvig-Huggenberger) bliver en person, der har visioner for fremtiden eller om det bliver en, der ser i bakspejlet og synker hen i glæde over LO’s fordums styrke og fortjenester tilbage i 1.halvdel af forrige århundrede? Bliver det en som klynger sig til magten og nægter at tænke nyt, eller en der vil arbejde for alle danske lønmodtageres interesser?

Som jeg har skrevet om i denne blog står den Danske Model nemlig til fornyelse. Den gamle model er død, men ingen er endnu begyndt åbent at tale om, hvordan en ny model kunne se ud. En kendsgerning er det, at LO har mistet 200.000 medlemmer de sidste 10 år. De regner selv med at ”nøjes” med at miste 100.000 medlemmer de næste 4 år! Medlemsmæssigt går det altså stærkt ned ad bakke for den engang så store og magtfulde organisation. Der er ikke mange der tror, at de kan blive ved med at bevare fordums magt. I 2007 er mangfoldighed en betingelse for et godt og velfungerende arbejdsmarked, og derfor er det også utopisk at tro, at alle lønmodtagere organiserer sig i den kollektive fagbevægelse.

Det spændende er, om den ny formand, der skal vælges om få dage vil erkende tingenes nye tilstand og tage fat på ændringer i Den Danske Model, eller om ændringerne som hidtil skal komme udefra? (Afskaffelse af fagforeningstvang i form af eksklusivaftaler måtte jo fx via Menneskeretsdomstolen, før vi kom af med dem sidste år.)
I resten af Europa taler man om social dialog mellem arbejdsmarkedets parter, og man mener det. Herhjemme taler man om det, men efter den afgående LO-formand Hans Jensens opfattelse skal det kun være de samme parter, som man har talt med i de sidste 50 år, der skal indgå i dialogen i fremtiden også. Som om der ikke var sket noget på arbejdsmarkedet siden! Som om mangfoldighed ikke kan lade sig gøre i praksis!

Men det kan lade sig gøre. I EU accepterer man mangfoldigheden og accepterer, at store såvel som små skal høres for at demokratiet og dialogen skal fungere. Malta med sine 400.000 borgere sidder med ved bordet. Det samme bord som Tyskland sidder ved med sine 85 mio. borgere. Den respekt for mangfoldigheden kunne vi lære af herhjemme. Man kan håbe, at den nye LO-formand vil forstå, at respekt for mangfoldighed er vejen frem. Om den formand så hedder Huggenberger eller Børsting er sådan set mindre væsentligt.

Det er vel næppe gået nogens næse forbi at politiet her til morgen ryddede Ungdomshuset på Jagtvej på Nørrebro. Rydningen er næppe heller en overraskelse for særlig mange, da man siden 14. December kun har ventet på politiets aktion.

Det bliver dog spændende at følge det kulturelle efterspil efter det endelige opgør med brugerne af Ungdomshuset. Umiddelbart vil der ikke være nogen synlig effekt, men på lang sigt tror jeg at rydningen kommer til at betyde et fattigere kulturliv for København som storby, og dermed en dårligere økonomi for byen som helhed.

Som tidligere beskrevet kræver medarbejderne i innovative vidensvirksomheder et bredt kulturudbud, men derudover er der en række elementer der, ifølge teoretikeren Richard Florida, tiltrækker den såkaldte “kreative klasse”. Klassen, der endnu mangler en helt klar definition, men som under alle omstændigheder omfatter de akademiske medarbejdere, der fx er en del af Medicon Valley-projektet, kræver blandt andet:

-Talent – Miljøer med andre akademikere

-Teknologi – At området er langt fremme teknologisk og infrastrukturelt

-Tolerance – At beboerne i området har en tolerent tilgang til mennesker der er anerledes religiøst, etnisk, kulturelt eller sexuelt.

I den nordiske bykonkurrence mellem København, Stockholm, Hamborg og til dels Oslo og Helsingfors, lægger de enkelte byer ikke skjul på at de ønsker at tiltrække medarbejdere og dermed arbejdspladser ud fra de ovenstående kriterier. De lokale politikere er udemærket klar over forskellen på 200 arbejdspladser i administration og 200 medarbejdere i udviklingsarbejdspladser. Mens de første giver en umiddelbar skattegevinst, er det andet en dynamo i skabelsen af videnskabelige miljøer, der tiltrækker andre medarbejdere og dermed arbejdspladser.

Det er ikke tilfældigt at Ritt Bjerregaard og dermed København er så glade for Gay Parade og homo-OL. Et rygte som en “lyserød” by er en kæmpe gevinst for København og Danmark, og vil tiltrække den kreative klasse. På samme måde er en bred vifte af kulturtilbudene i København afgørende i konkurrencen med de to andre millionbyer, der i øjeblikket ligger bag den danske hovedstad kulturelt set.

Derfor var det også så meget desto ærgerligere, da man her til morgen ryddede “ungeren”. Ikke bare for de unge og deres subkultur, men i langt højere grad for København, hvis kreative miljøer i øjeblikket trues af “normaliseringsindustrien”. Det siger sig selv at hvis man rydder den underskov, der leverer bands til Stengade 30, som igen leverer til Vega, så begrænses udbuddet og bredden af kulturen i København og i Danmark som helhed.

Samtidig er det ikke formålstjensteligt for byens ønske om at fremstå som en tolerant by, at man ikke på så mange år har kunnet finde en ærlig bygning til at genhuse de anerledes tænkende unge. Indtil videre er det heldigvis kun Ungdomshuset som er ramt, men hvis udviklingen fortsætter ryger Christiania i næste omgang, mens min påstand er at man senere går videre til Stengade, A-huset, Amager Bio, Bumzen eller andre spille/være-steder, der larmer om natten og hvis fulde gæster bekymrer andelshaverne i området. Det er sådan set meget nemt at lukke et spillested, sådan som man gjorde med hiphop-stedet P. Hejle i slutningen af 1980′erne, og som markerede den 8 år lange krise for dansk hiphop/rap.

Til sidst sidder man tilbage med pæne, sammenlagte andelsboliger i brokvartererne, et bilfrit indkøbshelvede i Indre by, narkomanerne deporteret til Lolland eller Sydhavnen, og et kulturliv der kan opsøges i Palads eller Valbyhallen, når de store udenlandske kunstnere kommer forbi.

Ja, jeg ved godt at det kan lyde en anelse overdrevet, men det er dog alligevel den udvikling der er set før, og som måske kommer til København. Og til eventuelle kritiske læsere; Ovenstående skal tolkes som en støtte til ungdomshusets kulturelle aktiviteter -intet andet.