I dag er det 20 år siden at Berlinmuren faldt. Det verdenskendte symbol på ikke alene den kolde krig og jerntæppet, men også for en stats totale kontrol og en befolknings undertrykkelse eksisterer ikke mere.

Det er værd at holde en lille pause fra hverdagens sysler og lade tankerne om denne i grunden epokegørende begivenhed få audiens.

At tænke sig at millioner af mennesker med ét oplever følelsen af frihed og er del af en fælles eufori og glæde som fører med sig, at DDR, et af de mest overvågende samfund i verden, faldt i grus med en dominoeffekt for hele det daværende Østeuropa er ganske enestående. Jeg tror at mange ligesom jeg selv blev revet med af den frihedsbegejstring, som tyskerne og senere østeuropæerne gav udtryk for i de dage.

For dem som har oplevet at blive overvåget og leve i evig utryghed vil glæden over frihed være overvældende. Vi andre, der i det meste af vores voksenliv, betragter frihed og tryghed som en selvfølgelighed, har nok svært ved virkelig at fornemme den tilstand. Det er faktisk synd. Ikke kun for selve oplevelsens skyld, men også fordi begivenheden sætter sig dybe spor i ethvert menneske.

Mange af os har dog haft den samme oplevelse på befrielsesdagen d. 4. maj 1945 om aftenen. I ruinerne af 2. verdenskrig blev De Forenede Nationer grundlagt 24. oktober 1945 og Menneskerettighedserklæringen blev vedtaget 10. december 1948. To flotte resultater af menneskets skabertrang på års desktruktive handlinger.

For os alle gælder det imidlertid at minde os selv om, at frihed og menneskerettigheder. herunder privacy ikke er naturlove og derfor skal vi fejre en dag som i dag. Vi må aldrig miste idealet og synet på bolden, hvilket er så meget desto større en udfordring, når tilværelsen i et moderne samfund er uhyre kompliceret. Det er krævende at leve i et demokrati. Det forudsætter en aktiv medleven af os alle og det er jo desværre ikke tilfældet i en udstrækning, som man kunne ønske sig det. Eksemplevis viser undersøgelser, at mange føler sig som tilskuere i forhold til den teknologiske udvikling. Det kan true demokratiet.

Et samfund i balance og harmoni forudsætter engagement, information og debat. Det vi især skal være opmærksome på er den “snigende” kontrol og overvågning og at vi som individ har kontrol og til bunds kender de informationsteknologiske muligheder og konsekvenser. At udvikle informationsteknologien,så den er enkel, gennemskuelig og i brugerens kontrol er i den sammenhæng relevante pejlemærker.

Det er et tema, som man ud fra et privacy synspunkt kunne bruge anledningen til i dag at reflektere over.

Hvis der var nogen, som ikke havde bemærket det endnu, så har vi fået en ny justitsminister – og som justitsminister er han om muligt mere uduelig end som kulturminister og her går han godt i spænd med Thulesen-Dahl og Skaarup. I det følgende henvises til citaterne nedenfor fra rapporten om danskernes syn på straf.

Indledningen er god nok for Brian, Kristian og Peter. På overfladen ser det ud som om, at danskerne ønsker strengere straffe, men at dette skyldes en himmelråbende uvidenhed ude i den brede befolkning synes at være gået direkte henover hovedet på politikerne. Et velklingende og let genkendeligt ultimatum, som vi kender det fra både medier, blogs og den offentlige politisk korrekte mening er, at »De kriminelle griner af vores ‘bløde’ hippie-retssystem, når de går ud gennem porten efter at have fedet sig op på borgernes regning med TV og computer i mindre end det halve af den tid de var blevet idømt som straf, og direkte tilbage til deres kriminelle løbebane med mord, voldtægt og overfald på sagesløse borgere.«

At dette er en fordom, som i høj grad både KAN og BØR punkteres kan vi konstatere i det følgende:

I 2005 begyndte et forsøg med pensionen Engelsborg i Kongens Lyngby, hvor familier kan leve sammen under hele afsoningen eller dele af den, og derved blive genforenet eller undgå at blive splittet ad. Kriminalforsorgen evaluerer løbende disse mere åbne modeller, og indtrykket er, at ordningerne er meget populære blandt de indsatte, fortæller Hannah Hagerup.

En foreløbig rapport viser, at opholdet på Engelsborg giver positive forandringer for hele familien, og at meget få tidligere indsatte er røget tilbage i kriminalitet.

Alligevel er der foreløbig ingen planer om at udvide modellerne til landets øvrige fængsler.

Et af de direkte problemer med at spærre folk inde i et anseligt antal år uden kontakt med omverdenen er, at det eksempelvis går ud over deres børn. I aftes på DR2 kunne man således se et kort program om en institution under kriminalforsorgen - Engelsborg, hvor et forsøg med at opretholde fangers kontakt med deres familie viser en hårdtslående empiri bag det faktum, at isolation af kriminelle fra omverdenen ikke er gavnligt for samfundet. Tværtimod viser den forskning, man har bedrevet på bl.a. Engelsborg, at langt færre af de indsatte, som får dette tilbud falder tilbage i kriminalitet i forhold til indsatte i traditionelle fængsler. En anden direkte effekt af indsatserne på Engelsborg ser vi ved, at børnene af de kriminelle ved kontakt med deres forældre i fængslet bliver mindre udsatte for selv at falde ind i en kriminel løbebane. Altså det stik modsatte af det skræmmebillede, som man prøver at male i medier og blandt politikere.

Om Engelsborg:

http://www.pensionengelsborg.dk/

Inden for aktivitetsforskning taler man om ‘occupational deprivation’ eller aktivitetsberøvelse i traditionelle fængsler. Men dette er man tilsyneladende godt igang med at gøre op med inden for den danske kriminalforsorg og tak og lov for det. Det er jo naturligvis også svært for politikerne at vedblive med at argumentere for strengere straffe, når vi har et velfungerende system, hvor frem for alt langsigtede løsningsmodeller igangsat så langt tilbage som i 70′erne nu viser, at indespærring og isolation hæmmer resocialisering og fratager de indsatte det personlige ansvar. Det skal stoppe, fordi det splitter familierne og medfører at børnene må trækkes med en mur af tung social arv, som berøver dem muligheden for at begå sig det omkringliggende samfund.

Derfor er det også med en vis hovedrysten, at vi igen og igen og igen ser Brian Mikkelsen og proselytterne fra DF, venstre og socialdemokratiet fremtone i diverse medier kraftigt agiterende for strengere straffe og mere konsekvens. Er der ikke pustet nok af varm luft i den ballon endnu?

Det vi behøver er flere steder som Engelsborg. Steder hvor mennesker bliver rehabiliteret og kan indgå i samfundet igen efter udstået straf – frem for alt for børnenes skyld og for de fremtidige generationer. Vi behøver ikke skræmmekampagner og amerikanske tilstande, hvor der oprettes ghettoer for dømte kriminelle, fordi der føres offentligt tilgængelige registre over, hvor straffede kriminelle bosætter sig efter udstået straf. At udstøde mennesker fra samfundet hjælper ikke til at nedbringe kriminaliteten – tværtimod.

Jeg vil opfordre Brian Mikkelsen til i stedet for at lade sine handlinger som minister styre af følelsesporno og selvretfærdig værdikamp så at lytte til den fagkundskab, som faktisk påviser igen og igen, hvad der er det rigtige at gøre. Derefter bør han gøre det til sin pligt at gå ud og OPLYSE befolkningen om dette.

Og de uvidende borgere behøver ikke at frygte, at de kriminelle forældre forsvinder fra institutioner som Engelsborg, for ifølge Inge Halmø, som er socialrådgiver i kriminalforsorgen, opbygger børnenes tilstedeværelse en usynlig mur, som er langt højere end noget, som man ville være i stand til at bygge af sten.

Her er et par citater fra en af de hidtil mest udførlige rapporter om danskernes syn på straf:

Tabellerne på s. 374-375 giver et MEGET klart billede… Læs selv. Teksten kan du læse her:

»Man kan sige, at det ville være helt i overensstemmelse med den danske befolknings holdninger til, hvordan der bør straffes – den danske befolknings konkrete retsfølelse – at gøre som man gjorde i (Vest)tyskland i 1969, hvor man som tidligere nævnt radikalt reducerede brugen af ubetingede frihedsstraffe under et halvt år og erstattede dem med straffe i frihed.Det er klart, at en så forholdsvis radikal ændring af det danske straffesystem forudsætter en række overvejelser baseret også på andre hensyn end befolkningens retsfølelse, uanset at denne ellers i vore dage synes at blive tillagt overordentlig stor betydning.«

»Af fokusgruppemøderne fremgik det, at den store tilbageholdenhed i befolkningen over for at anvende ubetinget frihedsstraf først og fremmest beroede på to forhold. Til trods for, at alle sagerne drejede sig om alvorlige kriminelle handlinger, så syntes man – alt taget i betragtning omkring selve handlingen, gerningspersonen og offeret – ikke, at der var tale om så alvorlig kriminalitet, at man skulle reagere over for gerningspersonen med en så alvorlig straf som at berøve denne friheden i en periode. Det uacceptable i det, gerningspersonen havde foretaget sig, skulle markeres, syntes man, og der skulle sendes et signal såvel til ham som til alle andre om det uacceptable i at begå vold osv., men at gøre det ved at spærre ham inde, mente de fleste ville være en overreaktion. De begrundelser, man gav, var ikke, at man havde en eller anden form for medlidenhed med gerningspersonen, eller at man syntes, det ville være synd for ham, men at det ville være ude af proportioner. Det ville være uretfærdigt. For det andet var det de flestes opfattelse, at et fængselsophold ville være mere skadeligt end gavnligt. Gang på gang blev det fremhævet, når fængsel blev diskuteret, at dette ville skade især familie- og arbejdsforhold og øge risikoen for, at gerningspersonen på ny ville begå kriminalitet. Også fængslet som en mulig “kriminalitetsskole” blev fremhævet af mange. Den mulige gevinst ved fængslet, der – specielt af hensyn til offeret – kunne være i, at omgivelserne var fri for at skulle møde ham på gaden el.lign., så længe han sad inde, blev kun sjældent nævnt, og i så fald typisk imødegået med, at de straffe, der kunne komme på tale, var så korte, at gerningspersonen alligevel hurtigt var ude igen. Såvel de generalpræventive som de individualpræventive virkninger af den radikalt mindskede brug af korte frihedsstraffe i (Vest)tyskland er blevet belyst. Det har vist sig, at tilbagefaldet til ny kriminalitet var større for dem, der afsonede en kort frihedsstraf, end for dem, der fik en bøde.191Endvidere har man ikke kunnet spore nogen effekt på kriminalitetsudviklingen som sådan,hvorfor det antages, at det heller ikke er sandsynligt, at reformen har haft en negativ generalpræventiv effekt.192

De gennemførte undersøgelser viser ikke alene noget om, i hvilken udstrækning befolkningen synes eller ikke-synes, der skal anvendes ubetinget frihedsstraf, men også hvor strengt eller mildt man i det hele taget ville dømme set i forhold til retspraksis. Der viste sig her at være en massiv og konsekvent tendens til at dømme mildere end praksis i sager om alvorlig kriminalitet, så skulle man følge befolkningens retsfølelse, skulle man over en bred kam nedgradere straffene for de forbrydelser, der nu straffes med en ubetinget frihedsstraf på op til et halvt år.

I tillæg til spørgsmålet om strafniveauet kommer spørgsmålet om det indbyrdes forhold mellem, hvordan de forskellige former for kriminalitet bør straffes, dvs. proportionalitetsspørgsmålet. I figur 8.10 er andelen af befolkningen, der personligt mener, der bør anvendes ubetinget frihedsstraf (den informerede retsfølelse) sat i forhold til retspraksis for de syv sager. Grundlaget for angivelse af retspraksis er oplysningerne i tabel 8.5 og for befolkningens holdninger tabel 8.31.«

S. 369 »Den store uvidenhed og de fejlagtige billeder af, hvordan der ved domstolene i Danmark straffes for alvorlig kriminalitet, burde der gøres noget ved. At straffe er i sig selv en alvorlig sag og at gøre det i form af at berøve mennesker deres frihed er det i særdeleshed. Omfanget af og karakteren af så alvorlige indgreb bør befolkningen kende til. I et demokratisk og humanistisk orienteret samfund må en viden herom være en vigtig værdi i sig selv, uanset om denne viden så indvirker på ens holdning til, hvordan der skal straffes. Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten og andre, der har tilgang til den viden og de informationer, det drejer sig om, synes her at stå over for en opgave, som nærmest ikke forsøges løftet overhovedet på indeværende tidspunkt. Orienteringer om strafudmåling, domspraksis mv., således som de forefindes nu, er næsten udelukkende rettet mod det juridiske system internt og til en vis grad det politiske system, men ikke mod befolkningen. Det er naturligvis svært at forestille sig, hvordan det skulle være muligt systematisk at øge befolkningens viden om konkret retspraksis, når det ikke drejer sig om de deciderede “takstområder” som f.eks. hastighedsoverskridelser på vejene o.lign. På mange områder kan det jo være svært nok selv for en kyndig jurist at vurdere, hvad retspraksis er. Det er forståeligt, at man kan være bange for at “popularisere” et så komplekst område, som strafudmåling kan være.182 Det er imidlertid svært at se, at dette skulle kunne undskylde, at man på mange områder stort intet foretager sig med henblik på systematisk at oplyse befolkningen om retspraksis, men “overlader” det til de spektakulære mediereportager, der er stærkt medvirkende til at forvride befolkningens indtryk og opfattelse af, hvordan “almindelige” og “dagligdags” sager pådømmes.«

»Hvis man på baggrund af undersøgelsens resultater skulle tage konsekvensen af befolkningens syn på, hvordan der bør straffes for alvorlig kriminalitet, kunne man sige, at man som hovedregel helt burde ophøre med at idømme korte ubetingede frihedsstraffe (op til 3 måneder) og i væsentligt omfang tillige ubetingede frihedsstraffe mellem 3 måneder og et halvt år, dvs. hovedparten af de ubetingede frihedsstraffe, der i det hele taget i dag idømmes ved danske domstole, og — igen som hovedregel — erstatte disse med alternativer i frihed. I tabel 8.32 gives en oversigt over, hvad de gennemførte undersøgelser faktisk har vist med hensyn til, om et flertal eller et mindretal af de danske vælgere mener, der bør anvendes ubetinget frihedsstraf, og i tabel 8.33 er dette suppleret med hypoteser om eller ”prognoser” for, hvordan befolkningsflertallets holdninger vil være i de ikke undersøgte situationer.

Disse prognoser er dels baseret på analogi og sammenligning med lignende sager, hvor befolkningens reaktioner kendes, og dels på erfaringerne fra, hvad det betyder at skulle forholde sig til en ”rigtig” retssag og gennemføre en ”rigtig” votering (den konkrete retsfølelse)

sammenlignet med blot at skulle forholde sig til en opsummeret sag (den informerede retsfølelse). På grund af konsistensen i den gennemførte undersøgelses resultater og resultaternes konsistens med andre undersøgelser gennemført i ind- og udland kan ”prognoserne” betragtes som meget sikre.«

Konklusionen på rapporten siger utvetydigt følgende:

s385

Reparative sanktioner dækker et bredere felt end restorative sanktioner. Reparative sanktioner er sanktioner, der tilsigter at reparere på de skader, der er sket eller som konstateres i forbindelse med kriminalitet. De indbefatter således de restorative sanktioner, der kan siges at tilsigte at reparere skaderne på offeret og samfundet, men omfatter også ”reparation” af eventuelle ”skader”, som er sket på eller er konstateret hos gerningspersonen, dvs. primært behandling. Det viste sig, at to ud af tre — altså de fleste — personligt mente, at en reparativ sanktion burde være en del af eller hele sanktionen, jf. figur 8.19 (ved førstegangskriminalitet). Samtidig var det kun godt hver tredje, der mente, at domstolene ville anvende en sådan sanktion, og kun 43 pct. der mente, at folk i almindelighed ville gøre det. Igen opfattede man sig således også her som afvigende og i mindretal i forhold til domstole og folk flest. Såvel spørgeskemaundersøgelserne som fokusgruppeinterviewene viste, at så snart folk er vidne til potentielle eller faktiske problemer hos eller ved gerningspersonen som eksempelvis misbrugsproblemer eller problemer med at styre temperamentet, så er man meget orienteret mod at i hvert fald en del af sanktionen skal omfatte en eller anden form for behandling. Fokusgruppeinterviewene viste dog også, at der var grænser for, hvornår man syntes behandling burde være en central del af sanktionen. Ved kriminalitet, som man anså for meget alvorlig, mente man typisk ikke, at behandling kunne/skulle være den eneste sanktion, ligesom man ved kriminalitet, som man ikke så så alvorligt på, mente, at behandling her kunne være en overreaktion og virke som en for hård og uretfærdig straf.«

»Generelt kan det konkluderes, at befolkningens holdninger i sine tendenser ikke blot trækker i en mildere retning i forhold til retspraksis, men også i anden retning med hensyn til, hvad der skal være straffens formål/funktion og dens indhold. Skal man følge danskernes retsfølelse anno 2006 i sager om alvorlig kriminalitet, skal man ikke kun erstatte de korte og kortere ubetingede frihedsstraffe med betingede frihedsstraffe og bøder, men i betydelig udstrækning alle de i straffelovens forstand almindelige straffe med restorative og reparative sanktioner.« (se figur s. 386).When people are made aware about the range of community sentences and the services and programmes that support them, they overcome any initial scepticism and are supportive of the principles that they stand for. In particular people recognise:

• The futility of recycling people trough the prison system
• The need for people to break the cycle of crime
• The importance of victims having a central role and an opportunity to participate if they wish
• The need for offenders to face up to the impact of the crimes
• The importance of making amends and paying back to society

Det kan i hvert konkluderes, at store dele af den danske befolkning ikke blot lægger op til, at den alvorlige kriminalitet bør straffes på andre måder, end tilfældet er nu — men også af andre grunde end dem, der er de fremherskende. I disse måder og disse grunde ligger endvidere indbygget, at der kan udformes strukturer, hvor en større del af befolkningen inddrages i det strafferetlige systems virksomhed med den mulighed dette kan give for at mindske risikoen for, at der (påny) opstår diskrepans mellem befolkningens retsfølelse på den ene side og retspraksis på den anden.

Hvilken interessant samfundsmæssig debat og udvikling, der kunne komme ud af dette, hvis man som igangsættende grundlag herfor drog omsorg for, at befolkningen fik kendskab til, hvordan der faktisk straffes, og hvordan straffene faktisk fuldbyrdes i Danmark, og derved bl.a. fik udryddet eller i hvert fald reduceret myterne om de blødsødne domstole og den hævntørstige dansker.«

http://www.dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2009/10/07085400.htm

http://nyhederne.tv2.dk/politik/article.php/id-26114299.html

Pat Condell har følgende kommentar til muhamedanernes islamiske menneskerettigheds-deklaration, byggende på sharia-lovgivning (læs den selv):

Bragt i Information:

Det er trist at læse Lasse Ellegaards leder i Information den 7. september om emnet »det kurdiske initiativ«. Hans konklusion er, at AKP-regeringen gør alt for en løsning af det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet, mens det pro-kurdiske parti, DTP, udgør en barriere for processen ved at stille ultimative krav. Intet kunne være mere unuanceret. Man forventer en dybere indsigt fra en journalist med lang korrespondenterfaring fra Tyrkiet.

I virkeligheden har DTP – som det eneste oppositionsparti i parlamentet – erklæret sig rede til at bidrage positivt til processen. Men de har påpeget, at fredsprocessen er dømt til at lide skibsbrud, hvis ikke konfliktens reelle parter inkluderes i processen. DTP vil blot undgå, at en så vigtig proces ikke løber panden mod en mur. Det er derfor forkert at fremstille DTP som en sten i skoen.

Kemalistisk ånd
AKP har tilsyneladende gode intentioner, men er blevet advaret af militæret og oppositionen mod at gøre anslag mod landets såkaldte ‘røde linier’; Atatürks enhedsstat og kravet om en ren tyrkisk forfatning. Disse ildevarslende udmeldinger er langt fra tomme trusler og har ty-deligvis givet AKP kolde fødder.

Man opnår intet ved at udelukke konfliktens parter på forhånd. Tværtimod vil det styrke de tyrkiske nationalister, der ikke ønsker at ændre den tyrkiske forfatning, der tydeligt bærer præg af enhedsstatens rigide kemalistiske ånd: Ét flag, ét folk og ét sprog. Historien har vist, at konflikter løses med de involverede parter som i Nordirland, Sydafrika og Palæstina. Hvorfor så ikke i Tyrkiet?

Det er udtryk for politisk tonedøvhed, når DTP i ramme alvor betegnes som et nationalistparti. Er det nationalisme at kræve, at ens borgerrettigheder overholdes? Er det nationalistisk at ønske et Tyrkiet, der inkluderer kurderne? DTP har flere gange vist sig som en samlende paraplybevægelse for demokratiske kræfter på venstrefløjen. Mange af DTP’s medlemmer, også i parlamentet, er tyrkiske venstreorienterede.

En erfaren Mellemøstkorrespondent burde som minimum også vide, at farverne rød, gul og grøn ved en demonstration ikke er PKK-farver, men de kurdiske nationalfarver, der i århundreder har været anvendt i hele Kurdistan.

DTP har erklæret sig parate til at løse konflikten straks. Kurderne har i årtier ventet på en reformorienteret regering som AKP og har alt at vinde og intet at miste ved en fred. Det er derfor voldsomt ukonstruktivt, at Lasse Ellegaard anbefaler at holde forhandlingens legitime part PKK væk, fordi det skulle skabe lange udsigter.

Lad os nu være ambitiøse på fredens vegne. Det fortjener både tyrkere og kurdere.

Af: Serdal Benli, regionsrådsmedlem (SF), Xalit Sert, FOKUS-A og Lars Aslan Rasmussen, medlem af Borgerrepræsentationen (A)
21. september 2009

http://www.information.dk/202804

http://www.information.dk/204569

De Konservative er vist blevet klogere på menneskerettigheder og demokrati, nu hvor forslaget om et generelt burkaforbud ifølge Justitsministeriets embedsmænd rejser væsentlige spørgsmål i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Grundloven. Burkapartiet dropper altså forslaget. Sikke en slingrekurs, JustitsBrian og hans hellige kriger har begivet sig ud på.

Man kan undre sig over, at et parti, der besidder ministerposten i Justitsministeriet, ikke har gjort brug af muligheden for at vende forslaget med de selvsamme embedsmænd, inden det blev offentliggjort. De samme embedsmænd var der også før, forslaget blev offentliggjort, og mon ikke de i krogene havde advaret Burkapartiet!

Ja, det kan ikke blive mere grotesk og pinligt for JustitsBrian, som nu vil afvente resultatet af regeringens burkaudvalg. Hvad mon de kommer med af spændende forslag?

Er jeg den eneste, der er forvirret? For jeg kan efterhånden ikke rigtig finde ud af, hvad regeringen egentlig mener og vil på en række områder. I går morges ville regeringen forbyde Kirkeasyl, og senere på dagen ville de ikke, og nu vil Burkapartiet ikke have et generelt burkaforbud alligevel. Sikke en slingrevals – det varmer op til hed dans i regeringens gemakker. Whats next?

http://politiken.dk/politik/article790342.ece

http://politiken.dk/politik/article790179.ece

http://politiken.dk/politik/article790179.ece

http://jp.dk/indland/indland_politik/article1819941.ece

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2009/09/17/101059.htm

Det Konservative Folkeparti ønsker at styrke integrationen i Danmark, hvilket så bl.a. skal ske ved at undervise indvandrere og flygtninge i demokratisk medborgerskab. Dette er uden omsvøb rettet mod den muslimske del af befolkningen i al almindelighed og hermed et yderligere skridt imod dæmonisering, marginalisering og stigmatisering af en – i øvrigt uensartet – befolkningsgruppe og dermed yderligere opsplitning af det danske samfund.

Men hvorfor er det nu nødvendigt? Danmark har over tid adopteret en række værdier fra lande, som vi tidligere ikke ønskede at sammenligne os med. Og for både Dansk Folkeparti, og nu også de Konservative, er de åbenbart udtryk for ’danske værdier’ som alle i Danmark skal besidde. Lad mig blot påpege de meste grelle eksempler.

Regeringen vil gøre sig til dommer og bestemme, hvilke klædningsgenstande, borgerne må bære. Politiet kan nægte anholdte – hvis politiet synes – retten til en bisidder, hvilket ellers er en afgørende grundpille i et retssamfund, hvor individet skal sikres mod muligheden for magtovergreb fra myndighedernes side. Regeringen kan gentagne gange fuldstændig ignorere internationale konventioner og instanser som FN og EU og tillige menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International, når disse kritiserer og dokumentere dansk politik eller praksis. Regeringen kan påberåbe sig en ’vi alene vide bedst af alle i hele verden, selvom vi ikke tør undersøge sagerne selv’ holdning. Politiet kan slå først og spørge senere samt bevidst foretage rydninger og anholdelser i ly af natten da det giver mindst ballade.

I mine øjne og øre er ovenstående noget, som indtil for nyligt alene var noget vi forbandt med diktaturer, despotiske regimer og stater, hvor menneskerettigheder er noget der groft tilsidesættes. Historien er fyldt med eksempler herpå. Men også vores samtid er fyldt hermed, fx Sudan, Pakistan, Afghanistan, Irak, Iran og Saudi Arabien.

Så hvorfor er det at flygtninge fra bl.a. disse lande nu skal lære om dansk demokratisk medborgerskab, når de netop er flygtet fra disse værdier?

Og hvorfor er det, at Danmark har påtaget sig en rolle med at indføre demokrati og menneskerettigheder i bl.a. Irak og Afghanistan, når de nyeste danske værdier inden for dette område, kun alt for godt er kendte i disse lande?

Rettigheder af Siw Jarto

Siw Jarto

YOUR RIGHTS: The Universal Declaration of Human Rights

1. We are all born free and equal
2. Don’t discriminate
3. We have the right to live
4. No slavery
5. No torture
6. You have rights no matter where you go
7. We’re all equal before the law
8. You’re human rights are protected by the law
9. No unfair detainment
10. The right to trial
11. We’re always innocent till proven guilty
12. The right to privacy
13. Freedom to move
14. The right to seek a safe place to live
15. Right to a nationality
16. The right to marriage and family
17. A right to your own possessions
18. Freedom of thought
19. Freedom of expression
20. Right to public assembly
21. The right to democracy
22. Social security
23. Workers’ rights
24. The right to entertainment
25. Food and shelter for all
26. The right to education
27. Copyright
28. A fair and free world
29. Responsibility
30. No one can take away your rights

Link til Institut for Menneskerettigheder:

http://menneskeret.dk/

Link til den europæiske menneskerettighedskonvention fra 4. november 1950:

http://menneskeret.dk/internationalt/den+europ%c3%a6iske+menneskerettigheds-+konvention

I den offentlige debat stilles overvågning ofte i modsætning til privacy. Jo mere overvågning jo mindre privacy. Det er en total misforståelse for overvågning og privacy er ikke et hverken eller, men et både og. Der er ikke eller rettere, der behøver ikke mere, at være tale om en dikotomi. Man kan også udtrykke det således: security og privacy er to sider af samme mønt. 

Overvågning har ligesom privacy nytteværdi for den enkelte og for samfundet som helhed, fordi begge begreber i bund og grund har det samme formål: at skabe tryghed. Hvem vil ikke stoppe terroristen eller pædofilisten ? Der er vel heller ikke mange som oplever trafik- eller miljøovervågning som noget negativt. Men der er jo ikke grund til unødvendig overvågning !

Udfordringen er selvfølgelig at foretage en nærmere etisk, juridisk og teknisk vurdering af den konkrete sammenhæng hvor overvågning ønskes iværksat og privacy samtidig vil blive krænket. Der vil være tale om at afbalancere de forskellige hensyn.

Imidlertid må det konstateres, at der efter 11/9 har været mange eksempler på lovgivning, hvor lodderne til fordel for en ren sikkerhedsbetragtning, har vejet tungest. Det behøver ikke at være sådan og det bør der rettes op på, så der kommer mere balance i tingene.

Denne holdning deles efterhånden af en lang række opinionsdannere, eksperter og politikere og er bl.a. kommet til udtryk i diskussioner i forbindelse med forberedelsen af arbejdsprogrammet for det svenske EU formandskab i 2. halvår 2009. I et referat af en konference i Bruges i marts 2009 ararrangeret af Det Europæiske Råd om en strategisk dagsorden for frihed, sikkerhed og retfærdighed , refereres f.eks. den tjekiske indenrigsminister Ivan Langer, specifikt for at understrege “the importance of finding a balance between security and privacy, hinting that there today is a tendency in Europe to focus too much on security. Freedom, privacy and mobility is however as important and has been left outside the focal point lately”.

Det er ikke altid en let opgave, men det er ikke desto mindre en fremgangsmåde, som er nødvendig og som vil stille store krav til myndigheder, interesseorganisationer og NGO´erne. Ja, i en tidsalder hvor konflikter og teknologi bliver mere og mere kompliceret, må vi også hver især som enkeltindivid være meget mere engagerede i hverdagen.

De principper vi bygger vort samfund på skal vi værne om, men debatten viser med al ønskelig tydelighed, at der mangler en grundlæggende forståelse af vort værdisæt. Når det af mange udtales, at man ikke har noget at skjule og at man faktisk gerne vil have overvågning, så er det ikke en overraskende holdning. Vi lever – trods alt – i et af de mest trygge samfund i verden med en social velværd, som de fleste nyder godt af. Vi har samtidig, det viser jævnlige undersøgelser, en offentlig sektor, som er en af verdens mindst korrupte.

Men desværre bygger holdningen også på stor uvidenhed og mange vil måske mene direkte naivitet. Misbrug finder sted, det ved vi. Den korrupte embedsmand findes, det ved vi også. Det er godt at vi kan benytte os af de teknologiske muligheder til at sikre mennesker og værdier, men teknologien kan også misbruges. Jeg plejer at sige, at der ikke findes hverken god eller dårlig teknologi. Opgaven består i at designe den teknologiske løsning efter det konkrete behov. Teknologiske mekanismer som f.eks. “privacy by design” herunder “revocable privacy” og “revocable anonymity” (konceptideer) samt “best available techniques” og “human factors design”  kan være til stor hjælp i sammenhæng med anvendelsen af moralske principper som eksempelvis “forsigtighedsprincippet” (the precausionary principle). Udvikling af en IT-infrastruktur, hvori proces og krav direkte implementeres (embeddes) uden mulighed for senere ændring, kan også være en løsningsmodel.

Eksemplerne skal illustere, hvorledes teknologien kan sikre både privacy og security ved opbygning af informationssystemer. Eller med andre ord kan teknologien gøre det muligt for både sikkerheds-hardlinere og frontkæmpere for menneskerettigheder at mødes ! 

Med ”internet of things” vil teknolgien gøre det muligt at forbinde alle mulige ting med hinanden fra bøger til biler og fra elektriske apparater til fødevarer. Det giver os mennesker fantastiske muligheder for at understøtte og forbedre hverdagen, men samtidig kan teknologien opsamle en masse information om vores gøren og laden 24 timer i døgnet. Løsningen må som udgangspunkt være, at brugeren har kontrol og valgmulighed, hvilket igen forudsætter gennemsigtighed. Et nyligt notat fra EU Kommissionen Internet of Things – An action plan for Europe sætter fokus på denne fremtid.

Det forventes at politikere og embedsværket vil være i stand til at træffe de rigtige afgørelser ud fra et samfundsmæssigt helhedssyn. Man kan ikke betænke organisationer eller myndigheder i at varetage de interesser eller opgaver de nu er sat til at varetage.

Men hvorledes sikrer vi os den afbalancerede afvejning af ofte modsatrettede hensyn, som der i en globaliseret verden mere end nogensinde er behov for?

Mere tværfaglig forskning hilses velkommen lige som generelle informationskampagner er vigtige.  Der synes også at være anledning til at gennemføre en videnskabelig undersøgelse af hvorledes vi i grunden stiller os til overvågning og privatlivsbeskyttelse, vore værdier og holdninger til menneskerettighederne.

Men derudover er der måske grund til at overveje etablering af et ”visdomsråd”, som skal forholde sig kritisk men holistisk til alle samfundets udfordringer og som forener videnskab med en dybere forståelse af de menneskelige værdier og samfundets sammenhængskraft og bæredygtighed i videts muligt omfang.

Ideen er faktisk så gammel som demokratiet, idet der i det antikke Grækenland fandtes et symposium af 7 vise mænd, som skulle assistere samfundet med forslag til løsninger af komplicerede spørgsmål både personlige og sociale og som kom til at få stor indflydelse på opbygning af et oplyst og avanceret samfund.

Er disse gamle visdomsord i øvrigt ikke eviggyldige og relevante ikke bare i diskussionen mellem øget overvågning og privacy men i alle sammenhænge:

“All things in moderation”

 “Nothing in excess”

Los árboles están llorando.
Son testigos de tantos
años de violencia
- Juanes (Minas Piedras)

Citatet er lånt fra en sang – Minas Piedras - af en af mine favoritmusikere, den columbianske sanger og sangskriver Juanes. Sangen handler om de ødelæggelser og den sorg, som landminer spreder i Columbia. Oversat siger citatet: “Træerne græder. De er vidner til så mange års vold.”

I mine øjne er det meget sigende. Ikke bare om den sørgelige situation, som sangen er skrevet om, men også om mange af de ting, som sker og er sket rundt omkring i resten af verden. Bomber dræber soldater og civile i Afghanistan og Irak. Demonstranter bliver beskudt eller slået for at bruge deres ytringsfrihed. Ældre mennesker bliver overfaldet ved hjemmerøverier. Helt unge piger bliver voldtaget.

Det er mig uforståeligt, hvordan vi kan gøre den slags mod vores medmennesker. Hvorfor tænker folk sig ikke om? Og hvis de gør, hvordan kan de så nå til den konklusion, at vold er vejen frem?

Er det virkelig så meget forlangt, at vi kan behandle hinanden med respekt, og ikke ty til vold for at løse vores problemer og uenigheder?

Som klichéen blandt deltagere i skønhedskonkurrencer lyder:
“I just want world peace!”

Det canadiske House of Commons stående udvalg for informationsadgang, privacy og etik, har d. 10. juni udgivet en betænkning, som fokuserer på udvalgets svar på 12 anbefalinger af den canadiske privacy kommissær til en reform af Privacy Act.

Den canadiske privacy lov fra 1983  beskytter den enkeltes personlige information ved at fastsætte regler for hvorledes data indsamles, opbevares og bruges. Loven fastsætter endvidere en ret til at få oplyst offentlig information om én selv samt institutionaliserer en såkaldt privacy kommissær (kan dels sammenlignes med det danske datatilsyn). Loven er imidlertid ikke blevet revideret i 26 år.  

“ Privacy Act  er en vigtig del af kvasi-forfatningsmæssig lovgivning, som beskytter canadiernes privacy-rettigheder. I en tidsalder med en rivende teknologisk udvikling, skal en reform af loven nøje undersøges og overvejes. Med betænkningen starter udvalget nu en dialog med den ansvarlige minister om den lovgivning, som vi håber vil få høj prioritet” udtaler udvalgets formand Paul Szabo fra Liberal Party of Canada.

Udvalget støtter således, at den nuværende lov skal udvides til at omfatte nye teknologier, som f.eks. live-overvågning af kamera-feeds samt DNA prøver af mistænkte. Den nuværende lov dækker nemlig kun indhentet og registreret information, som f.eks. dokumenter, magnetbånd samt computerfiler. 

Endvidere bakker udvalget op om forslaget om, at privacy kommissæren påtager sig en uddannelsesfunktion og at offentlige myndigheder skal aflægge rapport til parlamentet om deres privacy. 

Derudover støtter udvalget ideen om, en ny regel, som pålægger myndigheder at beskytte personlig information med passende forholdsregler.

Men udvalget dels underkender dels afstår fra at tage stilling til flere af de øvrige 12 anbefalinger, som privacy kommissæren betragter som ”quick fixes” af Privacy Act her og nu. Privacy kommisæren ønsker imidlertid en helt gennemgribende revision af loven, men erkender at dette ikke er muligt i den nuværende situation.

For eksempel prioriterer parlamentsudvalget ikke, at der er et behov for at indføre såkaldte privacy konsekvensanalyser (PIA´s) af love og systemer ligesom et forslag om, at indføre en såkaldt ”nødvendighedstest”, som myndighederne skal gennemføre for at demonstrere behovet for at indsamle personlig information, heller ikke fandt lydhørhed.

Betænkningen anbefaler i øvrigt, at loven revideres hver 5. år.

I et høringssvar til udvalget påpeger det canadiske advokatsamfund (Canadian Bar Association), at loven i sin tid trådte i kraft før fremkomsten af teknologier som elektronisk data match, biometriske identifikatorer som fingeraftryk og iris scanning, afkodning af gener samt satellitovervågning (GPS).

Betænkningen er endnu en i rækken af bidrag, som for tiden ser dagens lys. Canada betragtes af mange som et foregangsland med hensyn til privacybeskyttelse, men loven fra 1983 er ikke fulgt med tiden, som det påpeges af et af parlamementsmedlemmerne.
Selvfølgelig kan man ikke direkte sammenligne canadiske retsforhold med danske, men det interessante er at hæfte sig ved de principielle overvejelser, der er oppe i tiden og disse principper følger en international trend om større privacy bevågenhed, som også Danmark bør forholde sig mere konsekvent til.

Betænkningen kan downloades her.

Det franske Senats retsudvalg har d. 27. maj 2009 udgivet en betænkning med titlen ‘La vie privée à l’heure des mémoires numériques’ (ret til privacy i en digital tidsalder).

Betænkningen indleder med at fastslå, at privacy er et af det moderne samfunds grundlæggende værdier og omfatter både et menneskes ret til intimitet og autonomi.

Betænkningen påpeger, at fremkomsten af nye teknologier som GPS, Bluetooth, RFID, nanoteknologi mv. giver mulighed for at spore personer over tid og rum. Endvidere fremhæves den ubegrænsede kapacitet til datalagring og  ‘den nye digitale hukommelse ‘ herunder opbygning af databaser om specifikke forbrugsmønstre (consumer behavioral targeting).  Herudover understreges det også at der blandt den unge generation er en sociologisk trend for ”eksponering og selvregulering” og en mindre opmærksomhed på de risici som blogs og sociale netværk udgør for ens privacy.

Betænkningen understreger også, at Europa og USA har en forskellig tilgang til beskyttelse af personoplysninger, hvilket bl.a .er kommet til udtryk i striden om, hvorlænge visse søgemaskiner bør opbevare indsamlede persondata. Derfor anbefales det også at arbejde for internationale standarder, som dog forudses at blive vanskelig, fordi hensynet til beskyttelse af privacy, herunder retten til at få slettet persondata og retten til anonymisering af dataforbindelsen konflikter med beskyttelsen af ophavsret, edb-programmer, databaser og intellektuel ejendomsret.

Også set i lyset af 11. September 2001, som har medført en øget tolerance for overvågning og kontrol, er der ifølge betænkningen behov for en ny balance mellem sikkerhed og frihed, hvilket alt i alt stiller nye krav til privacy.

For at sikre privacy i nutidens digitale tidsalder og styrke offentlighedens tillid til informationssamfundet har en nedsat arbejdsgruppe formuleret 15 rekommmendationer, hvoraf de væsentligste er:

• Styrke kendskabet  til privacy og beskyttelse af personoplysninger i skoleforløbet
• At iværksætte en informationskampagne med henblik på at øge bevidstheden om privacy og databeskyttelse på internettet samt informere om den enkelte borgers rettigheder

Med henblik på at styrke kapaciteten og legitimiteten af CNIL (det franske datatilsyn) :

• Opkræve et gebyr af større offentlige og private organisationer, der beskæftiger sig med persondata
• At oprette regionale enheder under CNIL
• Styrke CNIL´s ekspertise og kontrol
• At gøre det obligatorisk for alle offentlige og private organisationer, at udpege en databeskyttelsesansvarlig person (correspondant informatique et libertés)

Med hensyn til yderligere lovgivning:

• Støtte udvikling med henblik på at definere internationale standarder for beskyttelse af personoplysninger
• At bekræfte, at IP-adressen anses som en personoplysning
• At indføre et minimum for databrudsnotifikation
• Privacy skal indskrives i forfatningen

Anbefalingerne, hvoraf flere fremgår af CNIL´s årlige rapport fra 13. Maj 2009, demonstrerer det franske senats og CNIL´s vilje til at styrke retten til privacy både nationalt og internationalt og tage hånd om de aktuelle privacy udfordringer. Borgerens bekymring for brud på privacy tages alvorligt og det anerkendes faktisk, at security og privacy ikke er hinandens modsætninger, men derimod hinandens forudsætninger for et trygt samfund.  Betænkningen er visionær. Anbefalingerne ligger desuden på linje med flere af de forslag, som den nyligt offentliggjorte rapport fra Rand Europe, har fremført.

Det er især interessant at fremhæve anbefalingen om at fastslå ved lov, at IP adressen, som identificerer en computer, er at betragte som persondata. En sådan bestemmelse vil få betydning for hvorledes søgemaskiner lagrer data og det er da også grunden til, at bla. Google stritter imod, idet de gør gældende, at IP adressen alene lokaliserer en computer og ikke hvem personen er. Artikel 29 arbejdsgruppen har iøvrigt fremkommet med en tilsvarende anbefaling i 2008.

Der er også grund til at hæfte sig ved anbefalingen om, at  indføre en pligt til at udpege en dataansvarlig person (i udlandet også benævnt Data Protection Officer)  for både offentlige og private organisationer med minimum 50 ansatte. Det er en ide, som jeg selv ved en tidligere lejlighed har anbefalet, at indføre i Danmark. Også  forslaget om at indskrive privacy i den franske forfatning, er principiel sympatisk.

Betænkningen gør det endnu mere påkrævet, at der fra dansk side formuleres en decideret privacy policy baseret på lignende anbefalinger, således at vi ikke kun kommer på omgangshøjde med de øvrige EU lande og EU, men meget gerne lægger os i førerfeltet.    

Den omfattende betænkning, som er på fransk, kan downloades her.

   Official White House photo by Pete Souza

USA´s præsident Barack Obama holdt d. 21. maj 2009  en tale med titlen ”Protecting Our Security and Our Values”. Talen blev givet i historiske og tankevækkende rammer, nemlig i nationalarkivets skyhøje marmor og kalkstens rotunde i Washington, som bl.a. udstiller den originale amerikanske uafhængighedserklæring udstedt den 4. juli 1776.

I sin tale, der indledes med, at “These are extraordinary times for our country” præsenterer præsident Obama sin tilgang til bekæmpelsen af terrorisme i forhold til amerikansk lov og amerikanske værdier og han skitserer de eksisterende problemer og de udfordringer, der er for at løse dem.

Efter at have nævnt de skridt der er taget siden 2001 i kampen mod ekstremister, herunder en bedre beskyttelse af USA´s grænser, et øget beredskab overfor eventuelle fremtidige angreb og en global ikke-spredningsordning, der skal forhindre at verdens farligste mennekser skal få adgang til verdens mest dødelige våben, fastlår præsidenten, at alle disse initiativer er nødvendige for at hodle USA sikker. Og han fortsætter:   

Mens deltagerne ved året Melodi Grand Prix kæmper om, hvem der har de længste ben, det mærkeligste kostume, har mindst tøj på, og – nå ja – laver den bedste musik, så er der gået politik i den på sidelinjen.

For i Rusland benytter forkæmpere for bøsser og lesbiskes rettigheder opmærksomheden til at sætte fokus på den manglende accept af homoseksuelles ret i Rusland.

”Hvis jeg ikke kan lade være med at reagere, så gør jeg det”,

siger den danske deltager Brinck ifølge Politiken, men tilføjer også

”Nu er det en musikfestival, så er det lidt ærgerligt, hvis de går ud og provokerer. Jeg er klar over, at MGP har et stort homo-følge, men hver ting til sin tid”.

Hvis der går ”absurd vold og politik i den” kan Brinck derfor godt finde på at kommentere det fra scenen – på live tv foran millioner af seere – men han vil ikke gå så langt som den hollandske delegation, der overvejer at boykotte showet.

Men hvornår er en protest egentlig ”passende”? Op til OL i Kina blev der sat stor fokus på landets menneskerettighedskrænkelser, men man hørte også argumenter som ”nu skal sporten være i fokus”.

Ganske vist forbyder OL-chartret politiske budskaber på det olympiske område, men hvornår er det SÅ ok at protestere?

For pointen med protesterne er garanteret ikke at ødelægge det for hverken musikere eller sportsfolk, men det giver sig selv, at der er større chance for at få held med sin protest, når verdens øjne er rettet mod en. Og menneskerettigheder – ALLE menneskers – er i mine øjne nu engang en værdig sag at kæmpe for. Uden vold og hærværk naturligvis, hvilket desværre ofte ikke bliver overholdt.

Men er sport og musik virkelig så ”helligt”, at vi ikke bør forstyrre ved at fokusere på de hårde realiteter? Og, i så fald, hvornår er en protest så ”passende”?