Alle mennesker har forskjellige roller de spiller. De fleste har en rolle i familien og en på jobben eller skole. Kanskje er de også medlemmer av en idrettsforening eller politisk aktive. Jeg beundrer disse menneskene som klarer å balansere sine roller jevnt og rettferdig. Jeg for min del sliter med mine to. Jeg er mor og student. Selvfølgelig også datter, søster og venn, men det er mors- og studentrollen som har førsteprioritet slik situasjonen min er i dag. Og jeg må innrømme at jeg sliter med å klare å holde balansen mellom disse. Jeg ønsker av hele mitt hjerte å være en god, omsorgsfull og tilstedeværende mamma for min kjære datter. Men jeg sitter som oftest igjen med den dårlige samvittigheten over alt jeg burde/kunne/skulle ha gjort med og for Sara ved ukens slutt. Jeg føler det på samme måte med studiene. Mitt første år som student har gått over all forventning. Men jeg har jobba hardt for å oppnå de gode resultatene. Noen ganger lurer jeg på om jeg burde ofret noen lese- og skrivetimer til fordel for litt kvalitetstid med familien. Og så er det dette med kjæreste da. Var jo i et forhold ved studiestart i fjor, men merket etterhvert at jeg var sjanseløs når det gjaldt å ta på meg og ivareta enda en rolle. Alt ble liksom gjort halvveis.Så jeg gjorde slutt på forholdet. Selv om det på mange måter ble mere styr ut av det. Lurer mange ganger på om det er noe galt med meg. Andre fikser jo å være kjæreste, studine, mamma, venn og datter helt fint? Hva er det med meg som gjør at jeg har sånne vanskeligheter med dette? Og oppi alt sammen føler jeg at jeg mister meg selv og neglisjerer mine egne behov mer og mer. Kanskje jeg overdramatiserer hele situasjonen. Eller kanskje jeg bare er egoistisk og selvsentrert.

Jeg fylder snart 30. Det i sig selv gør nu ikke at jeg føler mig gammel. Jeg har ingen 30-års depression – og det på trods af at de grå hår pibler frem og snart har et parlementarisk flertal stort nok til at danne ny hår-regering. Og så alligevel spiller skæbnen mig et puds blot en uge før jeg runder et meget skarpt hjørne…

Jeg var en lørdag eftermiddag på vej ned mod træningscenteret. Foran gik to 14-15 årige tøser. De delte en enkelt øl og var tydeligt på vej til noget fest eller andet socialt lag. Fnidrende og fjantende, som tøser nu en gang er i den alder. Majet ud i ansigtet som thailandske gade-prostituerede med en påklædning og attitude der matcher dertil. Lige som jeg passerede dem hørte jeg den ene fnise højt efterfulgt af lyden af en ølflaske der smadrer. Hun havde smidt ølflasken midt på fortorvet. Ikke i en skraldespand, ikke i en busk, men nej, midt på fortorvet så der var glasskår over det hele. Højt fnidrede hun nærmest triumferende “tihi, jeg er da kriminel”. Jeg kunne da ikke bare lade dette gå uden at reagere. Så resolut vendte jeg mig om og sagde med en myndig og bestemt stemme, at hun nok ikke var kriminel men hun var kraftedme ikke gammel nok til at gå og drikke på gaden, hvis hun lavede sådan nogle stunts. Jeg burde have forudset, at hendes reaktion ikke ville være en fyldt med anger og skam, og svaret lød da også prompte “hvad rager det dig?”. Jeg prøvede at forklare hende – stadig med den bestemte og myndige stemme – at jo, det ragede skam mig for jeg var jo en af dem der benyttede selvsamme fortorv, som nu var blevet en fare for mig, små børn og hunde. Hendes næste svar slog mig ud: “Arh, bland dig uden om… Gamle nar!!!”. Gamle nar? 30 år gammel og sat til vægs af en 14-15 årig pige … Lige der midt på gaden. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige og det blev også mit svar: Ingenting. Jeg stod der bare. Gamle nar. Med smagen af sød sejr på tungen fjantede de videre ned ad gaden, mens jeg bare stod paf og ude af stand til at tage til genmæle. Gamle nar. Hvad siger man til sådan noget? “Hør hov, respekt for alderdommen”. “Jeg er gammel nok til at være din far, så nu lytter du til hvad jeg siger”. Jeg overvejde faktisk et split-sekund om at bede om nummeret til hendes far, så jeg kunne tage en voksen-snak med ham om hans datters opførsel. Men jeg konkluderede hurtigt at den anmodning nok ikke ville blive fulgt op af et positivt svar – hendes reaktioner indtil nu taget i betragtning.

I træningscenteret gik jeg nærmest rundt i en tåge. Gamle nar. 30 år gammel og nu med betegnelsen “gamle nar” hængende over hovedet. Jeg følte mig vred og frustreret over at have været så magtesløs i situationen. For hvad skal man sige når andre folks børn ikke opfører sig ansvarligt og anstændigt. Ja, hvad siger man i det hele taget når der er nogen der ikke “opfører sig pænt”. Som en komatøs patient der glider ind og ud af bevidsthed svævede jeg mellem at være til stede i den virkelige verden på et løbebånd og en fantasi-verden, hvor små piger ikke smadrer ølflasker på gaden og man taler pænt til hinanden. Ind imellem dukkede en anden fantasi-verden op, hvor jeg med rappe replikker fik sat de to tøse-piger på plads og de ryddede ølflasken op. Det lykkedes mig til sidst at finde ud af tågen og jeg bevægede mig hjemad. På vejen hjem luskede jeg forbi gerningsstedet… Der midt på fortorvet lå den knuste ølflaske og hånede mig. Den nærmest skreg som et tydeligt bevis på at her blev en gammel nar sat på plads af to uregerlige 14-årige pop-tøser. Jeg satte tempoet så højt op som mine gamle ben kunne bære mig og skyndte mig hjem. Skamfuld og slået.For gammel til at tage kampen op… 

Derhjemme fortalte jeg min kæreste om hændelsen og at jeg nu for første gang var blevet kaldt for en gammel nar. Hun mindede mig kærligt om at jeg da også lige havde fået brev fra a-kassen om at det var tid til at tage stilling til om jeg vil indbetale til efterløns-ordningen, så måske der var noget om snakken? Dagen efter fortalte jeg min kollega om episoden. Han bemærkede, at jeg da også var ældre end de to piger var tilsammen, så de havde vel heller ikke været helt ved siden af i deres bemærkning om min alder. Der var åbenbart ingen opbakning at hente nogle steder i forhold til at jeg ikke retmæssigt kunne betegnes som en “gammel” nar. Men alle var enige med mig i “at verden da er helt af lave efterhånden” og at “det også er for galt at unge piger opfører sig sådan” og at “de unge nutildags da heller ingen respekt har”. Er det ikke sådan noget man siger når man er en gammel nar?

Hvad er et tågehorn. Et tågehorn er et redskab, som skibsfarten gør brug af såfremt, at det er tåget, for at fortælle andre skibsfarne, i tågen at der er et skib i nærheden. Jeg har taget kaldenavnet tågehornet, fordi samfundsdebatten, efterhånden har en for at sige det mildt en tone, der er fordærvet.Med fordærvet mener jeg at samfundsdebatten uanset hvad, omhandler den selvsamme tematik, som i alt sin enkelthed går ud på, at fortællingen om mennesket, er at det ikke selv er istand til at tænke en selvstændig klar tanke, og at samfundet via den politiske virkelighed, gør brug af lovgivning for i et eller andet omfang, regulerer mennesket’s både tankemæssige, følelsesmæssige, og handlingsmæssige? adfærd. Det vil sige, og det er så min mening, at samfundsdebatten handler om mistillid til mennesket, om mistillid til at mennesket som værende mennesker, ikke er istand til at håndtere den modernitet, som mennesket bliver udsat for, og derfor bliver det påtalt, at disse stakkels moderne mennesker, har behov for vejledning.?????

med venlig hilsen
Tom Fastrup Steffens

Jeg bruger faktisk ganske ofte offentlig transport, for jeg ejer hverken bil eller cykel. At have bil når man bor i storbyen er forbeholdt folk med en tåmodighed på højde med Gandhi’s eller forbeholdt personer, som ikke er bange for et forhøjet blodtryk. En cykel ejer jeg slet ikke. Det er efterhånden mange år siden at min jernhest udstødte sit sidste metalliske vrinsk. Efter ca. 3 vintre i det fri måtte krikken bukke under for min manglende pleje af den. Efter den oplevelse fik jeg aldrig rigtig taget mig sammen til at købe en ny. I baghovedet hørte jeg hele tiden mine forældres opdragende ord fra min barndom “hvis du ikke kan passe ordentligt på dine ting, så er du nok ikke gammel nok til at få noget nyt”. De havde nok ret, jeg var ikke moden nok til at holde hest.

Så når der er for langt at gå, må jeg se mig selv hensat til … offentlig transport!!! Nu skal det ikke lyde som en sygdom (selvom man snildt kan få op til flere af slagsen ved at udsætte sig selv for offentlige transport-midler), men nogen positiv oplevelse er det altså sjældent. Og dog, så er der undtagelser…

Det var en af de dage hvor det var omtrent lige så inspirerende at kigge ud af vinduet som at glo på grå maling tørre på beton. Dagen var så grå at selv maniske ville blive depressive og selv Richard Simmons ville virke ked af det og have en tåre i øjenkrogen. Men af sted på arbejde skulle man jo. Paraplyen var ikke meget hjælp for med regnen kom også blæst, så mit humør var omtrent på højde med linierne i et linoliums-gulv, da jeg nåede frem til stoppestedet. Og mit humør virkede endda til at være højere end hos den folkemængde, der allerede stod og ventede på bussen. Mængden af mennesker der stod og ventede på bussen, var omtrent på samme niveau som publikum til en koncert i Parken. 

Som jægerne i en stamme stod vi klar til at angribe byttet, som vi længselsfuldt spejdede efter. Den første bus var så fyldt at folk automatisk var faldet ud hvis chaufføren havde åbnet døren. Den kørte forbi uden så meget som at ændse os et blik og vi stod alle med det blik man har hvis man bliver vraget på en date. 

Det gav mig tid til at reflektere lidt over hele “offentlig transport”-fænomenet. Jeg blev glad for at det ikke var sommer, for det er værst at køre med bus om sommeren. Folk sveder i varmen og de lugter ofte fælt, og i myldretiden står man tættere end vi danskere normalt er bekvemte med. Bussens vinduer virker som en ingenørs ondsindede practical joke, for de er alt for under-dimensionerede i forhold til den mændge frisk luft folk i bussen har brug for på en varm sommerdag. Men hvis det er værst om sommeren, så er det værre om vinteren. Da er folk syge og snottede, de hoster og nyser, og de fylder alle bare ekstra meget med deres tykke overfrakker. Og chaufførens håndtering af den gule metal-bunke bliver ikke mere yndefuld i det glatte føre. Men uanset årstiden, så er det åbenbart svært for de fleste at forstå, at hvis man bliver stående midt i bussen, så står man i vejen for alle andre og det bliver umuligt at få bussen helt fyldt op for ingen kan komme ned bagerst i bussen. Med samme reaktions- og observations-evne som søvnige zombier bliver folk stående midt i det hele og ænser ikke at der er andre der skal med bussen. Jeg får altid lyst til at råbe “Så vågn dog op, I dvaske arbejder-bier!”, men bus-chaufførens hæse stemme der udspyer trusler over højtalerne ser ud til at virke fint. Sådan en “så gå dog tilbage i bussen”-ordre får dem til at flytte sig. Med slæbende fødder tøffer de ned bag i bussen, mens de mumlende skumler over ham den uforskammede chauffør. Jeg er ligeglad og fryder mig bare, for i det mindste flytter de sig.

Pludselig blev jeg revet ud af mine tanker og hevet tilbage til den virkelige verden fordi stammen var blevet sat i bevægelse. En af spejderne havde set det gule bæst vi jagtede dukke op ude i horisonten og havde bevæget sig helt ud til kantstenen. Det satte folkemængden i bevægelse og alle søgte mod det samme punkt, hvor bussen forventedes at holde.  Da bussen var kommet helt tæt på gik stammen i opløsning: nu var det var mand for sig selv, og folk var klar til at kæmpe for en plads i bussen som var det sidste mulighed ud af et naturkatastrofe-område.

Men da vi steg ombord i den alt for overfyldte bus, blev vi en efter en mødt med et smilende “Godmorgen, og velkommen ombord”. Bus-chaufføren var i forrygende humør og han havde åbenbart besluttet sig for at smitte os andre med det. Som kaptajnen på et charter-fly bød han velkommen “Velkommen ombord på denne bus på en grå og våd morgen. Som I kan se er vi lidt mange her til morgen, men jeg er sikker på at hvis vi hver især gi’r plads, så får vi plads til alle – og så kommer vi alle sikkert frem til vores slutdestination her til morgen, omened det måske tager en smule længere end vi er vant til”. Og snaksaglig var han også, men hans smil kunne høres gennem mikrofonen. “Hvis vi liiiiige trækker maverne ind og rykker lidt tættere på hinanden, så bliver der plads til de stakler der stadig står ude i regnen”. “Jeg ved at vi er lidt mange, men se det som en mulighed for at komme tæt på nye mennesker”. Han fyrede også jokes af og folk nikkede smilende til dem omkring sig, selvom de var fremmede for hinanden. Stammen var genforenet igen – og vi havde ikke til hensigt at efterlade nogen som helst stå tilbage ude i regnen. Alle var bare den tand mere opsat på at hjælpe andre den morgen. Alle forlod bussen med et smil og gav et “fortsat god morgen” på vejen ud til de der skulle videre. Og jeg kan love for at ingen var sure over at komme 5 min. senere på arbejde den morgen.

Da jeg kom frem til mit arbejde, var elevatoren fyldt til randen. Åbenbart var overfyldte metalbeholdere dagens tema for mig. Og før jeg vidste af det hørte jeg mig selv sige: “Velkommen ombord på denne elevator på en grå og våd morgen. Som I kan se er vi lidt mange her til morgen, men jeg er sikker på at hvis vi hver især gi’r plads, så får vi plads til alle – og så kommer vi alle sikkert frem til vores slutdestination her til morgen, omened det måske tager en smule længere end vi er vant til”. Alle smilede, de fleste dog lidt nervøst. Men vi fik plads til alle (jeg fik mest).

Jeg var ti min. for sent på den da jeg endelig kom ind på kontoret. “at du gider det med bussen”, sagde en af mine kollegaer. “Køb dog en bil eller en cykel”. “Måske”, sagde jeg og fortsatte med et smil “Men bussen er nu ikke så slem altid”.

Hej, det er mig med dametasken. Ja, det er altså ikke min – jeg holder den bare for min kæreste. Jeg står foran en butik og prøver at se ud som om det overhovedet ikke er unaturligt, som om det slet ikke er svært at holde en dametaske og stadig føle at ens maskulinitet er intakt. Det er derfor vigtigt, at man tydeligt kan se, at det ikke er min. Fjollet, tænker du nok, for alle kan da se at en mand der står og flagrer med en dametaske må have sine logiske forklaring. Ja, det kan godt være, men det slags rationalisering virker ikke i netop den situation. Så snart min kæreste stikker den dametaske i hånden på mig og henkastet siger “Her! Hold lige den, mens jeg ser på tøj “, kan jeg mærke min maskulinitet hulkende krybe sammen i et hjørne . “Hvorfor gør du det her mod mig?“, jamrer den af mig. “Jeg kan da ikke arbejde under de her forhold…“, kan jeg høre den snøfte med en pivende skinger stemme. Når endelig jeg for lov til at levere tasken tilbage til rette ejermand (ejerkvinde, velsagtens), så når min maskulinitet end ikke at slikke sårene og tumle sig på benene igen, inden vi er nået til den næste kvindetøjsbutik og den med et hyl farer tilbage til sit hjørne.

Min maskulinitet var ekstra hårdt prøvet (og mærket), da min kæreste og jeg sammen med et vennepar og hans datter vartaget i Tivoli for et par weekender siden. Alle de tre piger (barn som voksne) skulle naturligvis have turbånd , mens vi mandfolk besluttede at den slags behøvede vi ikke – vi var ikke så meget til at overlade vores liv og førerlighed til en række ingenører, som vi aldrig har mødt, men som af for os ukendte personer angiveligt været blevet vurderet kompetente nok til at konstruere et uhyrligt “vend-folks-maver-på-vrangen”-monstrum ud af en bunke stål af tvivlsom kvalitet og hvad der ligner auto-reservedele. Og tøserne besluttede at alle forlystelserne skulle prøves den dag. Der stod vi så: to mænd med hver vores dametaske, mens vi kunne høre vores respektive kærester hvine et sted ovenover os hver gang det metalliske døds-apparat vendte dem på hovedet og tilbage igen i løbet af et split-sekund. Måske de bare hvinede hånligt, for at tvinge vores maskulinitet længere ind i sit hjørne.

Dagen efter skulle jeg mødes med min fætter til en kop kaffe. Min maskulinitet var stadig mærket efter den forgangne dags prøvelser, og jeg havde brugt formiddagen på at lokke den ud af sit hjørne med forskellige godbider, såsom at sige at vi da lige kunne skifte kaffen ud med en øl, og at vi kunne kigge på alle de søde sommerpiger på vejen ind for at møde min fætter. Min maskulinitet tog sig endelig sammen, snøftede lidt og kiggede på mig med helt røde øjne – og det var der at jeg besluttede at nu skulle krigen stå: jeg ville finde ligesindede, allierede, kampfæller – og sammen skulle vi forsøge at udrydde denne uret der begås mod så mange mænd i Tivoli, butikker, super-markeder og indkøbscentre. Vi gav hinanden hånd min maskulinitet og jeg – vi havde en gejst, der kun kunne føre os til sejr. Jeg mødtes med min fætter og fortalte ham om den uretfærdige behandling min maskulinitet var blevet udsat dagen før. “Ja, ja“, sagde han, “det er rigtigt – det gør de bare altid de kvinder – det må da stoppes“. Sejren var indenfor rækkevidde, jeg havde allerede fundet den første frihedskæmper til min side i krigen. Men jeg måtte jo også indrømme overfor ham at der var et problematisk dilemma i hele situationen. For det jo rart at kæresten tager sin taske med; hvor skal jeg ellers have alle mine ting (solbriller, smøger, pung, etc) – det er jo den klemme min kæreste har på mig: “gider du ikke holde tasken, jamen, så bærer jeg da heller ikke rundet på alle dine ting“. Kæreste : 1 - Maskulinitet: 0. “Joh“, sagde min fætter, “men det er da ikke noget problem. Jeg har da bare købt mig en man bag, så jeg kan have alle mine ting selv“. Man bag!!! Ikke siden fjerde klasse havde jeg fået så kraftig en mavepuster. Jeg tabte pusten hurtigere end Amin Jensen på et løbebånd. Jeg sad jo ikke sammen med en kampfælle. Nej, han havde jo kapituleret og sluttede sig til “den anden side”. Jeg følte sejren smuldre mellem mine hænder. Forgæves forsøgte min fætter at forklare mig at, jo, det var skam maskulint med sådan en skuldertaske. Den var jo til mænd, sagde modeskaberne. Jeg troede ikke på det, der var noget falsk i hans budskab. Alt imens han forsøgte at overbevise mig, kørte der et diasshow for mit indre blik, hvor det første billede er min fætter med en dametaske over skulderen, mens han forsøger at overbevise en gruppe fyre om at det er helt vildt trendy og macho med sådan en taske til mænd. Det billede blev efterfulgt af et billede af min fætter, der lige har fået tæsk af de samme fyre for at være for fimset.

Da vi brød op og jeg gik hjem rungede ordene “man bag” og “dametaske” i mit hoved. Det var da det samme, var det ikke? En man bag var jo bare en dametaske til mænd, men stadig en dametaske bare med et andet navn. Min maskulinitet var krøbet ind i sit hjørne og nægtede resolut at komme frem eller overhovedet tale til mig, før jeg lovede aldrig at overveje at købe sådan en man bag. Var krigen tabt? Stod valget mellem at stå foran dametøjs-butikken med min kærestes dametaske i hånden eller min egen man bag over skulderen. Det skulle blive løgn, skulle det. Som generaler bøjet over et kort over slagmarken, diskuterede mine tanker hvordan denne krig dog kunne vindes. Min maskulinitet og jeg besluttede at føre kampen videre. Alt var ikke tabt… Endnu.

Dagen efter var jeg ude at spise med en veninde. Snakken faldt på mine ubehagelige oplevelser med dametasker. “Nu!!!“, tænkte jeg. “Ja, det er perfekt”. Hvis jeg kunne overvinde en fra den anden side til at indse hvilken uretfærdighed kvinder overalt i landet udsætter deres mænd og kærester for, ja, så var sejren i sandhed hjemme. Med en kirurgs præcision og tale-evner, der ville få selv Obama til at se sig slået, fremlagde jeg situationen og fremførte mine argumenter. Men noget gik galt tror jeg, for der var ikke skyggen af forståelse eller sympati at hente på den anden side. Hun tænkte lidt over det og svarede: “Grunden til at I stod nede på jorden, mens jeres kæreste prøvede forlystelser var jo fordi I var bange for at prøve de store forlystelser. Hvis I ikke er mænd nok til en lille uskyldig rutschebane, så er I også vist tøsede nok til at stå med hver jeres dametaske en hel dag“. Min maskulinitet listede uden et ord over i sit hjørne, krøb sammen i siddende fosterstillling, hvor den begyndte at vugge stille og roligt frem, mens den mumlede noget uforståeligt. Den sidder der stadig her et par uger efter. Det var først igår, at den uforståelige mumlen holdt op, så der er kun små fremskridt.

Så næste gang du ser mig stå udenfor en tøse-tøjs-butik med en dametaske, mens jeg forsøger at se cool og suave ud, så hils på. Bare et nik, så jeg kan se at du ved at det ikke er min man bag.

Jeg er efterhånden kommet til den erkendelse at man ikke bare længere kan forvente god service når man går ind i en butik. Som en kollega med et saligt smil på læben huskede tilbage på, da vi snakkede om netop dette emne: “ligesom da man kunne gå i en specialforretning. og tale med en ekspedient der havde en professionel stolthed i at vide noget om produkterne og vejlede til et godt køb. Modsat i dag, hvor der står en snottet 10. klasse elev med hængerøvsbukser, som efter skole står i en tv forretning og skiftevis siger “det ved jeg ikke” eller fyrer en løgn af for at dække over manglende indsigt”. Jeg tænker også selv tit over hvad det er der får en Fona-sælger eller 7/11-ekspedient til at virke omtrent lige så mentalt fraværende som en grønlænder på Vesterbro Torv den sidste bankdag i måneden? Er jeg virkelig den eneste der tænker: “Har jobmarkedet virkelig været så gunstigt for de jobsøgende?”

Og det får mig til at føle mig tudsegammel, for det betyder at jeg ofte fanger mig selv i en samtale med mine venner om “hvor sjældent man efterhånden oplever god service”.  Og at høre sig selv udtrykke sig i sådan nogle “ungdommen-nu-til-dags”-vendinger, er endnu mere skræmmende end at tænke på at “De unge mødre” faktisk er virkelige historier. Men mon ikke du kender den der helt særlige følelse, der opstår når man går ind i en butik og føler at man nærmest skal råbe i en megafon mens man står nøgen og indsmører sig i peanut-butter for at få bare et løftet øjenbryns grad af opmærksomhed fra ekspedienten – og når man så endelig får den beskedne mængde opmærksomhed han eller hun kan afse til dig for også at kunne fortsætte med at tygge sit tyggegummi med åben mund, ja, så fortryder man faktisk at man anstrengte sig for skabe kontakt. For magen til ligegyldighed skal jeg faktisk selv anstrenge mig for at matche.

Er jeg virkelig blevet så gammel at jeg har været vidne til den gode service’s død? Kan man være så gammel selvom man kun er næsten 30?

På det seneste er jeg begyndt at tro at den der følelse ikke kun kommer jo ældre man bliver. Jeg tror ikke det handler om alder faktisk. I stedet tror jeg at vi alle har et bessefar-gen, og at netop det gen bliver aktiveret når man udsættes for en mangel på god service hvor den faktisk burde være. Det kan ikke aktiveres når man er for ung – lidt ligesom at man ikke kan høre musikken hvis volumen er sat på lavere end “jetjager-på-10-meters-afstand” når man er teenager. Jeg tror man skal være mindst +25 før denne grusomme genetiske abnormalitet kan blive vakt til live . Når først bessefar-genet slår til så ved man det. Du ved det hvis det er sket for dig. Din adfærd bliver præcis som den der kendertegner gnavne gamle mænd. Du bliver vrissen, kan slet ikke udstå unge ekspedienter, alt er kun til for at være til besvær for dig, og du kan slet ikke holde op med at tænke på, for slet ikke at nævne, de gode gamle dage. Bessefar-genet har også konsekvenser for dit syn : du bliver ude af stand til at se det gode i mennesker omkring dig, men pludselig kan du stille skarpt på fejl og finder dem alle.

Vær opmærksom på følgende kendetegn når du næste gang er i butikker, de kan nemlig alle aktivere bessefar-genet. Ekspedienten har hængerøv i bukserne, så man kan se ca. halvdelen af hans boxershorts og i hvert fald får en klar fornemmelse af formen på hans balder. Ansigts-piercinger (ikke dem i ørerne). Ekspedienten svarer på din henvendelse om hjælp med næsten-ord-udtryk  , som for eksempel “huh?”, “hvaarrr?”, “uhuh?” eller “arrjjjjjjj”. Læg mærke til at i hvor høj grad genet aktiveres er direkte proportionalt med ekspedientens evne til at fungere på lige fod med os andre i samfundet.

Når jeg er i en butik, hvor ekspedienten har travlt med en åbenlys privat samtale med sine kollegaer, eller har for travlt med at tygge tyggegummi og kigge ud af vinduet til at kunne koncentrere sig om også at ekspedere kunder, så aktiveres mit bessefar-gen helt sikkert. Jeg mærker vreden ulme, harmen strømmer over mig, og får tanker såsom “hvorfor “de unge” dog ikke sætter en større ære i at yde en god service”. Indeni mig lurer en hævngerrig lille vred mand, hvis eneste ønske er at kunne belære den lille knøs om hvordan der engang fandtes god service og hvordan man praktiserer den. Men jeg (og den vrede lille mand) får aldrig den fuldkomne hævn, jeg får aldrig den der “hah, der fik jeg da godt nok lært ham/hende hvad god service er”-følelse. For det våben jeg trækker er altid det samme. Den sikre strategi til den erfarnes (mig) klare sejr over den mindre-bemidlede (bumsebefængt ekspedient): jeg går fra butikken i vrede uden at sige noget (men jeg ser meget bister ud i ansigtet). “Ja, så kan de lære det, kan de – for mine penge får de jo ikke”, tænker jeg. Helt sikkert!!! Bag mig på vejen ud hører jeg et højt knald af en tyggegummi-boble, der brister – og jeg bare ved at de enten slet ikke har bemærket min tilstedeværelse eller bare tænker at de er glade over at jeg skrider. Og så står jeg tilbage med den der irriterende følelse af “årh, det skulle jeg da også bare have sagt – så ville jeg bare være totalt sej og ham eller hende ekspedienten kunne bare stå og sige øh-bøh-øh”. Ikke at kunne det er ligeså frustrerende som at prøve at få det sidste Heinz-ketchup ud af en af de gamle glasflasker.

Det sker bare aldrig for mig når jeg prøver at være rap i replikken. Normalt så flyver det der nu en gang flyver igennem hovedet på de her unge åndsfraværende ekspedienter (som man faktisk typisk finder i 7/11) altså for hurtigt til at de kan følge med. Tilgengæld så er det som om den del af hjernen, der producerer dum-smarte bemærkninger fungerer upåklageligt på dem. Den samme del fungerer desværre kun i sløvt til moderat tempo hos mig, når bessefar-genet er årvågent samtidig – så den vattede reaktion med et storme vredt ud af butikken som en teenager, der har fået nej til at være sent ude, er måske bare alt jeg kan mønstre.

En gang imellem lykkes det mig dog at holde et aktivt bessefar-gen i skak. Jeg var fornylig i en teknik-butik (sådan en der sælger ting, der får mænd til at savle og stå i timer og læse på specifikationerne på pakken, mens kvinder kun har hovedrysten til overs ). Netop her skulle man jo tro at sælgerne var bare sådan lidt faglige og udstyret med bare en basal fornøden viden til at rådgive kunderne på det mest grundlæggende niveau. Mens jeg stod og læste specifikationerne på et eller andet produkt på ca. 2. time, fik en anden kunde lidt “god service”. Han havde cirklet rundt efter en ledig sælger i omtrent den samme tid som en vel-lagret Klovborg ost at blive salgs-klar (iflg. reklamerne, så er det pænt lang tid). Og nu hvor han havde fundet sælgeren begyndte han at fortryde det. Den meget unge sælger var ude på meget dybt vand og han havde vist aldrig fået det store svømmebevis i folkeskolen. Han førte sig frem med samme usikkerhed som en kåd teenager første gang han har et pigebarn med i sengen – hans rådgivning af kunden tog også omtrent samme tid. Ligeså hurtigt var sælgeren væk igen (han skulle ikke have sin uvidenhed udstillet mere og håbede bare at illusionen om professionel rådgivning var intakt) og kunden stod med et produkt, som han med rette ikke var helt sikker på var det rette for ham. Det var så gru-opvækkende. Stakkels kunde, hvis eneste synd var at have håbet at finde god service. Men god service var ikke på lager den her dag. Mit bessefar-gen blev helt hold i skak, fordi jeg bare flød over af medfølelse for den arme kunde, som sælgeren havde formået at forvirre så meget at han ikke ville kunne finde op eller end på en lodret pind. Jeg forbarmede mig og sagde til kunden, at han måske havde fat i det helt forkerte produkt – jeg stillede ham et par spørgsmål om hvad det var han havde behov for og vi fandt frem til det rigtige produkt (det betaler sig at bruge så meget tid i butikkerne på at læse specifikationerne på pakken). Det ville have været fedt hvis sælgeren bare havde været i nærheden til at høre det, men ak, som jeg allerede har skrevet, så får jeg aldrig den der “rigtige” mulighed for at lære en ung snotnæset ekspedient hvad “god service var dengang far var ung”. Det vigtigste er også at jeg fik vist mig selv at mit bessefar-gen kan undertrykkes – for jeg har opgivet håbet om at den gode service er at finde alle steder, så jeg ønsker bare at kunne blive immun overfor den dårlige.

Jeg må nok understrege at jeg naturligvis intet videnskabelligt bevis har for eksistensen af et sådant “bessefar”-gen, men jeg tror altså det findes. Nu hvor jeg sidder og skriver det her, så kan jeg da godt se at mit bessefar-gen har været aktivt det meste af tiden. Måske jeg bare skal give det frit løb fremover.. Jeg mener virkelig frit løb: hysterisk skrige til ekspedienterne at de skal trække de hængerøvs-bukser op og få undertøjet ind på den rigtige side af tøjet, fable højlydt om hvor den gode service dog er henne hos de unge nu til dags og med ekstra volumen kræve at snakke med chefen. Hmm… Jeg tror bare jeg vælger min faste strategi og vredt stormer ud af butikken. Så kan de lære det, kan de.

Jeg har det svært med feedback. Det er noget underligt noget: hver gang der er nogen der giver mig positiv feedback hopper min mave 10 m. op i luften og lander pladask i en fuldstændig forvreden stilling, som en der forsøger at skihoppe uden de fornødne grovmotoriske evner (ja, jeg tænker på Eddie the Eagle). Det er som om min stakkels lille mavse bare ikke kan fordøje det der bliver serveret. Hver gang nogen giver mig negativ feedback, så siger jeg “ja, det er rigtigt, ja ja, giv mig mere af den slags – påpeg mine fejl, det udvikler”. Det er som om min hjerne slår i 100% jante-lov-mode, som et andet urinstinkt forbeholdt dansken, når jeg fornemmer at den negative feedback er på vej. Omvendt så er jeg hurtigere end Lucky Luke (og han er endda hurtigere end sin egen skygge) til at påpege fejl i de præstationer andre roser mig for.

Det er jo næsten perverst. Ja, jeg er altså hverken masochist eller sådan noget til daglig, men det er da lidt mærkværdigt, at man sådan lapper alt det negative i sig, men helst vil flygte fra det positive folk har at sige. Men jeg tror mange har det sådan, selvom det undrer mig hvorfor. Jeg tror de fleste får en ubehagelig følelse i maven når de mærker at der er positiv feedback på vej. Måske det ligger til os alle, måske det bare er noget dansk.

Jeg har været på masser af kurser af den ene eller den anden slags om lederudvikling, præsentationsteknikker og meget andet – og et eller andet sted er der altid lige gemt et godt råd til, hvordan man giver feedback til andre, så det er konstruktivt, opløftende, motiverende, etc. En nobel tanke, men min mave tåler det bare ikke rigtigt. Sjældent er der på de kurser et godt råd til hvordan man egentlig modtager feedback (altså fysisk forbereder mavsen på det der nu skal indtages). Det eneste jeg husker, er en der var engang foreslog at man bedst modtog feedback ved bare at sige “tak”. Ja tak!!! Det hjælper jo ikke meget i forhold til at afholde min mave fra formålsløs luft-akrobatik.

Jeg har gennem mange år ofte tænkt om man måske skulle prøve noget af det der youghurt tøserne i reklamerne altid spiser, når de har noget med maven.  Min hypotese er at så er mavsen måske bedre forberedt på at modtage en sund portion feedback – positiv som negativ.

 Jeg var engang på et af den slags kurser, der varer et par dage og hvor ens egen udvikling er i højsæde - hvilket egentlig bare betyder at vi var der for at lære noget som vi sikkert ikke var særlig gode til i forvejen. En hjørnesten på sådanne kurser er naturligvis feedback, som deltagerne jo gerne skulle lære af (i bund og grund er positiv feedback jo også bare et diplomatisk udtryk for: “nu siger jeg lige en hel masse ting du ikke gør godt nok, men du må ikke blive vred for det er jo bare for at du kan lære at det, ikke?”). Og den slags feedback har det med at foregå i plenum, så alle lige kan se hvem der har spist nok youghurt til at deres mave er klar til en ordentlig mundfuld offentlig  feedback. Og det er her mine skizofrene perverterede følelser i forhold til feedback slår til: hvis jeg i plenum får positiv feedback, så har jeg det med gladeligt at dele alle de fejl, som instruktøren ikke lige så, med alle andre i rummet – og jeg giver nærmest først op når der er nogen der giver mig ret i at min præstation bare ikke var godt nok. Eller også står jeg bare og kigger ned på mine sko som for at se efter helligdage i mine skopudser-talenter eller stirrer på en plet i loftet, som om jeg leder efter aspest eller farer for at loftet styrter ned. Hvis jeg får negativ feedback, så bliver jeg noget så taknemmelig og står midt i lokalet og udfolder alle mine talenter som menneskelig nikkedukke. Hovedet flyver op og ned som Søren Spætte på amfetemin, så alle kan se at jeg overgiver mig og accepterer at mine fejl bliver offentligt påpeget og at jeg endda er enig. Perverst.

Der var en fyr på det hersens kursus, som havde en helt særlig måde at tackle negativ kritik (undskyld, “feedback”) på: han gik i mod-offensiv og argumenterede imod instruktøren for at retfærdiggøre, hvorfor han havde gjort tingene på netop den og ditten måde. Det var som om han havde en slags kritik-skjold… Ping, ping, ping… Det prellede bare af hans beskyttende skjold og intet trængte igennem. Alt hvad instruktøren høfligt og diplomatisk leverede som konstruktiv feedback, det formåede kursisten med samme effektivitet og nøjagtighed som en schweizisk urmager at skille ad, dissekere og erklære for uden fejl og faktisk et fremragende stykke præcisionsarbejde. Jeg overvejede om jeg skulle tilbyde ham at hente en af de der mini-youghurter, så hans mave kunne klare feedback’en og hans skjold lige kunne tage en slapper. Jeg besluttede med mig selv, at han nok ikke var der for at lære noget alligevel og lod hans skjold forblive oppe. Næste morgen til morgenmaden rørte han slet ikke youghurten og hans skjold måtte på overarbejde igen. Det sørgede han også for at instruktøren måtte.

En af de andre kursister havde ikke sådan et skjold. Hun lappede al den feedback i sig hun kunne komme i nærheden af. Havde det være flødekager eller Haribo-miks ville hun hurtigt få sig et seriøst vægtproblem. Hun stod med sådan en “Ja, ja, det er også rigtigt – sig noget mere om hvad jeg ikke gør godt nok”-kropsholdning alt imens “de gode råd” fløj mod hende om hvad hun kunne forbedre i forhold til præsentationsteknik, kropssprog og stemmeføring. Det hele blev taget i mod med kyshånd. Og det var nu heller ikke fordi instruktørens observationer var ved siden af – det her pigebarn var en stor gordisk knude af mindreværd og usikkerhed. Hun førte sig frem i større forsamlinger med omtrent samme sikkerhed og ynde som en spædekalv på glat is (tro mig, det er værre end Bambi, men det er en anden historie). Jeg tror, hun forsøgte at vise styrke overfor os andre ved at vise at hun kunne tage imod den slags feedback, der godt kan gøre lidt ondt på nogle. Men styrken sad tilsyneladende ikke i ørerne, for næste gang hun fik chancen for at vise sit værd, så begik hun de samme fejl igen og igen. Det var så tydeligt, at hun var nervøs, men om hun også havde nervøs mave ville jeg ikke spørge om. Så jeg droppede at indvie hende i min hypotese om sammenhængen mellem youghurt og den menneskelige maves evne til at absorbere feedback.

Jeg havde medarbejder-udviklings-samtale for en uges tid siden. Min mave var allerede begyndt at lave sine opvarmnings-øvelser et par dage forinden. Men jeg var også forberedt: en stor skål youghurt til morgenmad (ja, præcis den der tøserne spiser i reklamerne) og så var jeg klar. Aldrig har min mave tacklet feedback så godt. Det kom flyvede fra højre og så fra ventre, det positive og det negative. Min mave lettede aldrig og restede at kroppen fulgte trop og forholdt sig i ro. Der var en god balance mellem mave-akrobatik og feedback-skjold – begge var på lavt blus, så det rigtige feedback kunne trænge igennem og bearbejdes ordentligt uden at nogen eller noget gjorde knuder.

Nu er mit problem bare at jeg nu overvejer om jeg så altid skal medbringe youghurt når jeg skal på kursus, til medarbejder-samtaler og lign. hvor det kunne tænkes at nogen kunne sige noget til mig der minder om feedback.

Jeg har aldrig været i krig. Men jeg har været i Netto. Nu er det at handle i Netto nok ikke det samme som at være i krig, men jeg føler lidt at folk opfører sig sådan. Og det er nok derfor vi aldrig smiler i Netto – for i kirg er der skam intet at smile ad.   På et eller andet tidspunkt i udviklingen af vores ellers normalt civiliserede samfund blev det åbenbart besluttet at gængse normer om høflighed, smil og venlig tone ikke gælder i Netto-butikker. Se bare hvordan vi alle behandler en ganske almindelig “Netto-pige”, der sidder i kassen. “Gider I GODT lige åbne en kasse mere – der står faktisk RET mange i kø!!!!”, bliver der råbt vredt og nedladende fra bagerst i køen af en der bare må være døv – for ellers ville han jo ikke råbe så højt eller spørge så dumt når den stakkels pige i kassen jo lige har ringet efter en til at åbne en kasse mere.

Jeg er altid lidt nervøs inden jeg skal i Netto. Jeg udfører sådan en slags indre semi-zen-buddistiske øvelser, hvor jeg siger inden i mig selv: “I am a center of calm, I am a center of calm” omkring 30 – 50 gange. Det hjælper aldrig rigtig, men jeg håber naivt.  Jeg forsøger at være stærk, koble helt fra og forsøger at lukke verden ude og finde mit “happy place”. Det hjælper heller ikke rigtig.  Jeg har altid lært, at man skal være høflig overfor andre, også selvom man ikke kender dem.  For på trods af at vi brøster os af at være civiliserede voksne individer, har vi omdannet Netto til en krigszone. I sådanne situationer holder man ansigtet tæt sammenbidt, som de gør det i de gamle krigsfilm som Navarones kanoner eller Ørneborgen.

Og kamppladsen myldrer med kampvogne (bedre kendt som indkøbsvogne), nogle bevæbner sig med lette pansrede mandskabs-vogne (den karakteristiske gule indkøbskurv). Vi bevæbner os med et helt arsenal af spydige bemærkninger og spontane vredesudbrud – og fingeren sidder let på aftrækkeren. Jeg handler altid i konstant frygt for at en gammel sammenbidt dame som en anden Navy Seal dukker hovedet frem bag et bjerg af flåede tomater på dåse, med et ansigtsudtryk så bistert som Clint’ens i Dirty Harry, der tager ladegreb om sin stok og gør klar til at uskadeliggøre mig med et stokkeslag over skinnebenet og en vred bemærkning om “ungdommen nu til dags”. Og jeg dukker altid i skjul for den frustrerede og fraværende far, der  står klar til at agere artilleri-kanonen med mortergranater af frosne ærter i et vulkanisk uvarslet vredesudbrud af tilfældigt sammensatte vokaler, når hans djævleyngel – friske efter en lang middagslur i børnehaven – er gået i gang med at splitte hylderne med spot-varer.

I Netto-krigene er Netto-pigerne de sikre ofre. Måske ikke sagesløse, men den slags ofre der overlader sig i de krigende parters vold tilsyneladende uden at magte at værge for sig selv. Spørger vi for eksempel kassedamen pænt om hun vil åbne en kasse mere når der står mange i kø? Nej, vi råber med tydelig harme og afsky i stemmen helt nede fra bagerst i køen. Måske fordi vi har travlt, måske fordi vi er irriterede. Eller måske fordi vi efter en travl arbejdsdag bare trænger til at føle os som over-mennesker og en Netto-pige kan man vel altid trumfe – og så i en grad at hun rigtig kan mærke det og føle sig ussel og mindre-værdig.

Men så var at det skete her forleden. Først troede jeg ikke på det. Det var så meget uden for kontekst, at man først faktisk slet ikke lagde mærke til det. Det var bare for utroligt til at tro på. Jeg så et smil. Ja, sgu – et smil. Det var ligeså uvant som at se en stripper lave samleje-bevægelser mod en metalstang til den forjættede tante Odas 80 års fødselsdag. Begge dele ville gøre livet mere interessant og spændende, men det er noget som man bare ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig ske i virkeligheden. Men der var det – et smil. Lige der midt i Netto. Det var ikke sådan noget på der lå på en hylde sammen med de andre varer, der heller ikke er pakket helt ud. Nej, slet ikke. Det sad lige der i kassen midt på i ansigtet på en Netto-pige. Et smil, som man kun finder på saglige kvinder der lige har fundet denne uges drømme-taske eller -sko på udsalg. En udstråling der bare skriger, at intet kan slå hende ud – lige så urokkelig og uforgængelig som en egyptisk pyramide (ikke at hun var stor eller at facaden var krakeleret). Hvad hun havde at smile sådan over tør jeg slet ikke tænke på (måske der foregår mere i baglokalet af min lokale Netto end jeg har lyst til at vide). Men det smil afvæbnede alle og krigen syntes helt at stoppe, når de kæmpende parter nåede frem til kassen.  Sådan et smil kan være et djævelsk trick. Selv Dirty Harry-ansigtet smilede tilbage da hun og hendes stok endelig havde fået kæmpet sig op til kassen. Det var som om alle forlod Netto-slagmarken med fornyet energi og klar til at møde den grumme verden med en venlig tone på læberne. Smilet smittede i hvert fald og det var også som om solen skinnede bare lidt mere da vi kom ud af Netto igen.

Jeg er ikke sikker at det at handle i Netto nogensinde vil føles sikkert for mig. Men den gamle dame bag bjerget af de flåede tomater på dåse kan bare vente sig. For næste gang jeg går ind i Netto-krigene er jeg bevæbnet med et nyt våben: jeg smiler. Jeg tror endda at jeg kan klare at gå i Fakta – det tager jo også kun 5 minutter.

Mange løpere drømte lenge om å bli den første til å løpe 1 mile, altså 1609 meter på mindre enn fire minutter. Dette syntes uoppnåelig. Økonomiske studier hevder til og med, at menneskets luftmotstand er for stor, utvekslingsvolumet i lungen for liten for en slik ytelse. Men: 6. mai 1954 løp Roger Bannister en mile på 3 minutter og 59,4 sekunder.

Allerede i samme år forbedret 37 løpere rekorden til Roger Bannister. 1955 kunne i beste fall en atlet på en fest på bygda vinne på en tid på mer enn 4 minutter.

Rundt i verden løp allerede 300 løpere under fire minutter. Hva hadde hendt? Fire minutter var en magisk grense, en trossetning: ”Man kan ikke løpe en mile under fire minutter.” Slike holdninger eller trossetninger har en stor kraft. Roger Bannister overvant denne trossetningen – og rev dermed mentalt ned en mur.

Mentale sperrer

Nei. Jeg setter meg ikke på en hest – et stort dyr er sterkere enn meg selv, også farligere.

Nei. Jeg skriver ikke en bok – jeg var allerede på skolen dårlig i norsk. Nei. Jeg drar ikke til Indonesia – i tropene finnes det så mange farlige viruser. Nei, jeg søker ingen ny jobb – bedriftsklimaet er riktignok en katastrofe, men andre steder vil det være akkurat det samme.

I hjernen romsterer bremsene, som hindrer oss i å ha suksess, leve lykkelig. De heter paradigmer.

Paradigmer er som steinmurer i hjernen,
som hindrer oss i å være lykkelig.

Troen på at et stort dyr er farlig, avholder en ifra å galoppere over engene på en hest. Troen på å ikke kunne noe, fordi en lærer for lenge siden ikke likte stilen din, avholder en voksen med mange nyttige erfaringer fra å skrive en bestseller . Troen, på at tropene er et utklekningssted for farlige viruser avholder en fra å bli kjent i verden. Og troen på at det er mer komfortabelt å beholde arbeidsplassen hvor en ikke trives, kan gjøre en meget utilfreds.

Er glasset med vin virkelig halvtomt?

Paradigmer er mentale modeller, trossetninger, som styrer livet. Paradigmer setter på oss en brille, som vi ser verden igjennom eller vil se. Et paradigme er som vannet for en fisk, der han riktignok svømmer, men som han vanskelig erkjenner og kan beskrive.

Et hinder er bare så stort som det vi fornemmer.
En liten forandring i tankesettet gir dyp innsikt – vinger …

 Paradigmer beskriver måten vi fornemmer, forstår, forklarer omgivelsene på. 

De bestemmer om et glass er halvtomt eller halvfullt. Slik som vi ser et problem, er problemet – stort eller lite, løsbart eller ikke. Paradigmer betegner individuelle, men også kollektive betraktningsmåter av vår selvbestemte realitet.

 En liten opplysning: Paradigmeveksel

Paradigmer bestemmer ikke bare våre holdninger, men også vår atferd – i partnerskapet, i jobben, i omgangen med tiden. Bare en forandring i tankemåten, en paradigmeveksel, fører til nye, dypere innsikter og gir oss en sjanse til å utvikle oss. En paradigmeveksel kan sette i gang en nytenkningsprosess: Hvordan vil vi utforme vår tid og dermed livet vårt. Gjennom en paradigmeveksel ser vi det gamle i et nytt lys. Gjennom denne ”lille” opplysningen lykkes det oss å endre atferd og etablere nye vaner. Her må vi kjenne våre paradigmer, våre mentale sperrer. De hyppigste paradigmene, som bremser livet heter:

• Anstreng deg!
• Skynd deg!
• Vær perfekt!
• Vær imøtekommende!
• Vær sterk!

Hva trossetninger kan stelle i stand

Har du absorbert negative trossetninger i ditt indre, for eksempel ”vær perfekt!”, da vil du forsøke hele livet å rettferdiggjøre feil. Eller, ennå verre: Du gjør rett og slett ikke bestemte ting på grunn av angsten for å gjøre feil. Et eksempel: Et utsagn som ”jeg har absolutt ikke talent, for å lære språk”, kan ha sin bakgrunn i trossetningen ”jeg må være perfekt.” Dette mennesket har besluttet seg til aldri å lære et språk. Personens rettferdiggjørelse for dette er en negativ trossetning. Nå kjøper dette mennesket seg – jeg kjenner det, det er en henne – en Finca på Mallorca. Hva hender? Hun må snakke, fordi hun vil noe. Og det gjør hun også. Slik som munnen hennes er vokst. Hun sier til sin nabo: ”Mange gaver (regalos)” – istedenfor hilsner (recuerdos) – ”til din kone.” Han ler og spør, hva det skal det være: ”En genser …” Hun sier: ”Jeg går og spiser hestene.” istedenfor å gi hestene mat. Naboen ler. Og ønsker: ”God appetitt!” Hun ler så tårene triller over sine feil, og har en historie å fortelle – og glemmer aldri glosene som ble forvekslet. Forestill deg, dette mennesket endrer sin verdensoppfatning og merker, at den ene ikke er velsignet med språktalent og den andre belastet med uforstandens forbannelse av den kjære Gud. Besjelet av sitt mål, legger det sine negative trossetninger vekk. Sier til seg selv: ”jeg kan, det jeg vil” – og behersker etter kort tid språket.

Er en slik skifting av trossetninger, et slikt paradigmeskife virkelig fullbyrdet, da er det svært vanskelig å falle tilbake til det gamle paradigmet.

Fra boken “Bumerang prinsippet – mer tid til lykke” av Lothar J. Seiwert

Copyright © 2009 SIMPLIFY

Del på bloggen

Denne reisen. Dette behovet for å løse livets mysterium. Hva betyr det til slutt når det menneskelige hjertet kun kan finne mening i de minste av øyeblikk. De er her, rundt oss, i mørket, i lyset. Vet de egentlig?

Vi er alle mennesker. Vi tenker generelt lite på realiteten sin helhet som ubevisst slår mot oss hvert bidige sekund. Om vi reduserer vår virkelighetskritikk for mye, er vi på grensen til psykose.

Kanskje det virkelige problemet med mennesket er at vi ikke tør å hoppe utfor stupet. Selv om vi vet at uansett hva som skjer, så vil vi overleve, og komme styrket ut med en god opplevelse og en god erfaring.

Verdt å skrive hjem om.

Om bare vannet var dypt nok.

Ateisten: Jeg ved, der ikke er nogen gud.
Agnostikeren: Jeg ved ikke, om der er nogen gud.
Den kristne: Jeg tror på Gud.

En forklaring af billedet

Det er 1.000.000 gange lettere at bevise Gud end at modbevise eksistensen af nogen Gud. Ateisten kan aldrig påstå at have modbevist Gud, allerhøjst at have bevist, hvor der ikke var nogen gud. Men selv dér vil der altid være mere rum og flere dybder, som han ikke har undersøgt, og man vil altid kunne påstå, at hans redskaber og apparater – som han selv har lavet på en forudantagelse af, hvad Gud er – ikke er gode nok.

Men den kristne skal kun have set Gud én gang for at have bevis for hans eksistens. Og det er komplet ligegyldigt, hvor han får dette bevis, fordi hvis Gud eksisterer ét sted, så eksisterer han! Hvorimod hvis Gud ikke eksisterer ét sted, så er der intet til hinder for, at han kan eksistere et andet sted. Derfor er det, som sagt, 1.000.001 gange lettere at bevise Gud end at modbevise eksistensen af nogen gud. Begge konklusioner er dog et skridt i tro.

Et skridt for agnostikeren

Ateisten peger fingre af den kristne for at have gjort en antagelse, han på ingen måde kan bevise: at Gud er til. Men faktisk har ateisten taget samme skridt, bare med modsat fortegn, ved helt at udelukke, at der er en Gud. Den eneste, der ikke har taget noget skridt, er agnostikeren, der forholder sig realistisk til sin uvidenhed og derfor udsætter beslutningen om, hvad han vil tro på.

Dermed er kristendommen i sin grundantagelse mere ærlig, end ateismen nogensinde bliver. Som kristen indrømmer jeg jo, at jeg har taget et skridt i tro. Ateisten, derimod, bliver ved med at påstå, at han forholder sig til fakta – men den eneste, der forholder sig objektivt til fakta, er agnostikeren, som udsætter beslutningen om, hvad han vil tro.

Kilden til troen

De kristne påstår, at deres tro kom via åbenbaring. Ateisten påstår, at deres tro kom via menneskets fornuft. Begge dele er som sagt et skridt for eller imod, men mens den kristne påstår at have modtaget vejledning, så påstår ateisten selv at have regnet svaret ud. Den første ateist var altså en agnostiker – en mand i tvivl – der vejledte sig selv til at tage et skridt i tro. Den første kristne var en agnostiker – en mand i tvivl – der modtog vidnesbyrd fra nogen, der mente at vide bedre.

Så hvis man er agnostiker og skal tage et skridt i tro – og det bliver man nødt til, hvis man nogensinde vil være andet end agnostiker – så står valget mellem disse to ting. Man kan tro på sig selv, når først man har valgt at tro på ateismen, men da må man i og for sig tro allerede. Eller man kan tro på et vidnesbyrd fra nogen, som mente at vide bedre, ikke bare tro.

Det var viden, der startede kristendommen

Kristendommen adskiller sig fra alle andre religioner på en række meget interessante punkter. Ét af de mest interessante punkter er, at de første kristne ikke baserede deres tro på en mands påstande, men på fakta (Læs f.eks. 2 Pet 1,16-18 og 1 Kor 15,12-19). Derfor skal der stadig tages et skridt i tro, men hvordan det så er interessant, det vil jeg skrive mere om i et kommende blog indlæg.

Det er godt, jeg har haft nogle fridage. Jeg tog næsten alle detaljerne med (uden at skrive af), da definitionen af synd ifølge bogens indledning er bogens vigtigste teori, som resten af bogen bygger på. Håber det også gavner andre end mig selv.

The Pharisee’s Guide to Perfect Holiness:
A study of sin and salvation. (ISBN: 0-8163-1075-0)
by George R. Knight.

Chapter 2. Sin: Original and Not So Original

George Knight forklarer, at skal vi have nogen chance for at fatte det mindste af, hvad frelse betyder, så må vi nødvendigvis forstå, hvad synd går ud på. Dette er også Paulus’ tilgang til frelsen i Romerbrevet, hvor de første tre kapitler undersøger syndens dybde og omfang, hvorpå resten af brevet beskriver frelsens dimensioner.

Som beskrevet i kapitel 1, så betragtede farisæerne synd som konkrete lovbrud (gerninger), ikke som en menneskelig tilstand eller lidelse. Dette resulterede i en legalistisk tilgang til frelsen, der ikke just hjalp dem af med deres synd (tværtimod).

“It was the power of sin that the Pharisees underestimated. As a result, they thought that they could overcome sin through overcoming sins a, b and c. The problem central to that procedure is that after sins a, b and c have been “overcome,” the power of sin still remains, and we are still sinners. Nothing has been solved by our external tinkering, in spite of all the effort we may have expended.”

“Pharisees down through the ages have consistently underplayed what Paul calls the “power” of sin in human lives. Thus they have overestimated humanity’s ability to deal with the sin problem.”

Selv hedenske filosoffer og sekulære tænkere snakker om en endogen ondskab, der findes i det enkelte menneske, altså i alle enkelte mennesker. Knight siger, at selv folk, der ikke er kristne, konkluderer, at menneskeheden lider af “synd”.

Alle er syndige som følge af en “original synd”. (Rom 5,12; Jer 17,9; Ef 2,3; Rom 11,32; Sl 51,5) Da Adam blev skabt, lignede han Gud, som er syndfri. Men når vi bliver skabt, ligner vi vores fædre (og mødre) som er syndige. (1 Mos 5,1-3) Deraf kommer også termet ‘kødet’, som signalerer, vi har arvet synden i kraft af, at vi er lavet af Adams kød. (Joh 3,6; Rom 7,17; 8; Gal 5,24)

Som børn af Adam har vi skyld og en falden natur.
Den arvede skyld synes af og til benægtet i bibelen. (Ez 18,20; 5 Mos 24,16)
Synd er personlig. Synd gøres med vilje. (alle har en gudgivet sans for ret og forkert, og synd er at gøre det, som denne sans kalder forkert)
Derfor står enhver mand ansvarlig for sin egen synd.

Men skyld er også arveligt. (2 Mos 20,5; 34,7; 4 Mos 14,18; 5 Mos 5,9)
Dette forstås ved, at vi gør vores fædres synder til vores egne.

“By inheritance and example the sons become partakers of the father’s sin. Wrong tendencies, perverted appetites, and debased morals, as well as physical disease and degeneracy, are transmitted as a legacy from father to son, to the third and fourth generation.” (Ellen White, medstifter af Adventistkirken)

“The sins of fathers are only ruinous when sons make them their own.” (James Denney, skotsk presbyteriansk teolog, 1856-1917)

Selv om synd er universal (alle har synd), så er den ikke tilvalgt.
Vi har således syndet allerede før vi havde evnen til at vælge at lade være.
Vi fødes “bøjet” imod synd, “af natur vredens børn” (Ef 2,3).

Leonard Woods siger, at synd er lige så normalt som forstand og hukommelse. Afslører sig selv lige så snart, børn kan vise følelser. Skyldes ikke en forandring i barnets tilværelse (da der ikke sker nogen). Sker spontant og kan ikke forhindres.
Det er desuden 100% sikkert, at et barn, der endnu ikke har syndet, vil synde. Henry Ware brugte argumenter af samme natur til at argumentere for, at der også i ethvert barn er noget godt.

“[Ellen White] wrote that “a perception of right, a desire for goodness, exists in every heart. But against these principles there is struggling an antagonistic power.” For her, however, nature was favorable to evil rahter than goodness. In every person’s nature, she penned, there is “a bent to evil, a force which, unaided, he cannot resist.”"

“Whether we like it or not, recognize it or not, or confess it or not, every person has a “bent” to evil that needs correcting–even if that bent is thoroughly camouflaged by Christian pedigree and outward goodness.”

Resultater af den originale synd:

Fremmedgørelse [alienation] overfor Gud. (1 Mos 3,8-10)
Sociale implikationer, Adam gav Eva skylden for sin synd.
Personlige implikationer, Eva gav slangen skylden, undgik selv-kritik. (1 Mos 3,13)
Utallige bibelske beskrivelser af synds konsekvenser. (Jer 17,9; Tit 1,15; 2 Tim 3,1-5; 1 Mos 6,5; Rom 1,18-32) Ikke åndelige. (Rom 8,4-8 )

Og dét at man er vendt/bøjet/rettet imod synd.

“The “rudder” of human life, of course, is the will; that “power of decision, or of choice” that “is the governing power in the nature of man.” It was the all-important will that was “bent” toward evil at the fall. The essence of the effects of the original sin that has affected all generations since Adam is a fallen or misdirected will that is evidenced in daily life by the human tendency to choose the evil over the good. Thus, while there was a fall, there is also a continuous falling.”

Synd er kærlighed. Kærlighed til det forkerte. At elske noget i stedet for Gud.
Ligesom kærlighed til Gud, så er der tale om agape. (Luk 11,43; 2 Tim 4,10)

Overvejelserne omkring den originale synd er reflekteret i vores synder.
1 Mos 3,1: Der sås tvivl ved, hvad Gud har sagt.
1 Mos 3,2-4: Der sås tvivl ved, om Gud mener dét, han har sagt.
1 Mos 3,5-6: Der sås tvivl ved Guds motiver for at sige det.
1 Mos 3,6: På den baggrund spiste Eva frugten.

Påstand: Evas synd bestod ikke i at spise af frugten!
Spisningen af frugten var resultatet af synden.

“Out of her rebellious sin flowed sinful acts. The act was not the sin but the result of sin ruling her heart.”

George Knight skelner mellem SYND [engelsk: SIN] og synd(er) [sin(s)]. De fleste kristne, siger Knight, er udelukkende fokuserede på synd, altså tyveri, mord, bedrag, men ikke på den basale SYND, som disse synder udstrømmer fra.

Knight siger, at synd dækker mindst tre ting:
1) en tilstand af oprør, 2) et ødelagt forhold, 3) en slet handling.

1) Oprøret er ikke bare “dyrisk vildskab”, det er personligt og rettet mod Gud. (Es 1,2; 4; Hos 7,13; Rom 8,7) “Mod dig alene har jeg syndet,” skriver salmisten. (Sl 51,6) “For det, kødet vil, er fjendskab med Gud” (Rom 8,7) At være syndere er at være “Guds fjender” (Rom 5,10) Synd er brud på det første bud om at elske Gud af hele hjertet, altså et indre oprør (Matt 22,37; 2 Mos 20,3)

2) Synden er ødelagte forhold. Ved syndefaldet var alle forhold ødelagt (Gud – Adam – Eva (- Slangen)). Esajas siger til Israel: “det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud; jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, så han ikke kan høre jer.” (Es 59,2) En ikke-omvendt person er “fremmed” for Gud. (Kol 1,21)

“Because the Bible defines sin in reference to God, sin is a relational concept. There are only two ways of relating to God. We can say Yes to His will or No to that will. There are no other options. [...] If sin is a broken relationship to God, then righteousness and faith will of necessity center on a reconciliation of that relationship.”

3) Alle konkrete synder (lovbrud) udspringer af dette indre oprør i hjertet. (Matt 15,18-19; Mark 7,20-23; Matt 12,34-35; Matt 7,17-18; Jak 3,11)

“Brunner catches that biblical insight when he points out that the Bible views the heart as “the organ of the whole personality”. Sin has its seat in the twisted heart of mainkind. The heart “is the Headquarters of the General Staff, … it is the summit of the personality, the Self, which rebels against the Lord.”

Derfor er omvendelse at modtage et nyt hjerte. (Ez 11,19; 18,31; Ef 3,17)

Synder (handlinger) er altså blot et symptom på det dybere liggende problem.
At fikse symptomerne kurerer på ingen måde sygdommen.

Farisæerne så synderne, men ikke det indre oprør. (se Kapitel 1)
Kirken på Luthers tid addresserede tanker, ord og handlinger, men ikke SYND.

“God is in the business of saving people, not in merely polishing up their surfaces.”

Andre aspekter af synd

Synd er ikke fristelse. Jesus blev fristet, men syndede ikke. (Hebr 4,15)

“Sin takes place when I recognize the temptation for what it is, decide to continue to dwell and/or act on it, and in effect tell God to “scram” for the time being.”

Synd er også at være passiv, når man bør handle.
Ved Verdensdommen skal folk dømmes for, hvad de ikke gjorde. (Matt 25,31-46)

“My point is that we can leave off doing “bad” things while still being essentially selfish and mean. [...] not doing things can generally be accomplished by willpower, whereas “genuinely” caring for your enemy takes the total transforming power of the Holy Spirit. [...] The real question is not whether we hate God, but whether we love Him and His created children more than we love our “selves.”"

Der er forskel på synder. Alle synder er lovbrud og peger på en indre syndighed (SYND), men ikke desto mindre er stolthed og selviskhed værre end fx fuldskab. Derfor var der forskel på strafferammerne for synd i nationen Israel (3 Mos).

Når synd regnes kvantitativt (antallet af konkrete synder / lidenskaber),
kan man let få falske indtryk af fremskridt (hvilket kan virke tiltalende).

Om “ubevidst synd” og at synde “med vilje”

Både Jakob og Paulus definerer synd i forhold til menneskelig indsigt.

“Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.” (Jak 4,17) = “Den, der ikke ved, hvad der er det rette, og gør det, er ikke en synder.”

“For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.” (Rom 3,20), hvoraf man må slutte, at “hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse” (Rom 4,15)
Og “skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fór frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde” (1 Tim 1,13)
“Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.” (v15, konkluderet på baggrund af hans fortid i uvidenhed)
“Hvem lægger mærke til uforsætlige synder? Rens mig for skjulte synder!” (Sl 19,13)

Moseloven tog højde for “uforsætlige synder” (3 Mos 3,2.13.22.27).
Selv “uforsætlige synder” har dog en grad af bevidst ulydighed i sig.
Grænsen mellem overlagt oprør og fejltagelser i hverdagen er ofte uklar.
Offersystemet i Det Gamle Testamente tog højde for alle synder, pånær:

“openly presumptuous sins that people refused to repent of and/or stop committing. Such persons had no hope in either the Old Testament [4 Mos 15,30] or in the New. [Hebr 10,26]“

George Knight uddyber John Wesleys syn på sagen, derefter Ellen Whites (som er ekstra interessant for mig selv som adventist):

“While Ellen White did not use Wesley’s terminology, she had the same concepts. “If one who daily communes with God errs from the path,” she penned, ” … it is not because he sins willfully; for when he sees his mistake, he turns again, and fastens his eyes upon Jesus, and the fact that he has erred, does not make him less dear to the heart of God.” Again, Ellen White wrote, “To be led into sin unawares–not intending to sin … is very different from the one who plans and deliberately enters into temptation and plans out a course of sin.”

Desuden:

“The point to note in this section is that the Bible writers, Ellen White, and theologians such as Wesley refer to improper sins as sins rather than merely as evil. Beyond that, it is important to note that both the atoning death of Christ and the Old Testament system cover both willful sins and sins of ignorance.” (Understregede uddybes i kapitel 7-9)

(Mellem linjerne forsøger Knight formodentlig at kommunikere, at ikke hver synd skal bekendes – men synden i os (som alle synder kommer fra) skal bekendes.)

Det er ikke meget jeg kan huske fra mine biologi timer.

Jeg kan huske vi samlede blade i skoven, kiggede på nøgne kroppe og så var der noget med økosystemer, som nok først gav rigtig mening for mig da Mufassa udlagde “Livets store kredsløb” i Disney’s Løvernes Konge. Fantastisk farver!

En tanke slog mig så for leden…

Er det urimeligt at forestille sig der findes et tilsvarede indre psykologisk økosystem – ligesom det ydre biologiske – der ikke er betinget af kemi, men noget andet? Måske et etisk økosystem, der opretholdes af tilsvarende naturlove som det ydre – vi kan også kalde dem regler eller grænser – og som i sin helhed forpurres når disse enkeltvis søges at omgås.

Jeg vil læse lidt i bibelen og her lave en helt subjektiv bibelkommentar. Jeg laver ingen research på kulturel eller historisk sammenhæng og kigger ikke i den græske udgave (selv om det havde været god træning). Jeg læser bare i kapitlet på dansk og forsøger at analysere sætningerne så godt og så fair, som jeg formår. Jeg indrømmer blankt, at jeg har en opvækst i bagagen, at jeg nok ufrivilligt læser teksten som den adventist, jeg er, men efter min ydmyge mening, så er ingen læsere helt objektive.

Romerbrevet 7

Romerbrevet 7 er et af mine yndlingskapitler i bibelen. Min forståelse af kapitlet kan naturligvis stadig blive meget større – sådan har jeg det med alle kapitler i bibelen – og der er stadig mange ubesvarede spørgsmål, og der er mange besvarede spørgsmål, jeg stadig kan finde på at stille for at se, om svaret stadig er det samme.

Overskriften for kapitlet, som de har tilføjet i den autoriserede udgave fra 1992, er “Frihed fra loven“. Forrige kapitel kaldes “Frihed fra synden” og næste kapitel kaldes “Frihed fra døden”. I sig selv er overskrifterne måske ikke særlig sigende. Skal man fange pointen, så skal man virkelig ned og grave i teksten.

At vi er frie, betyder det at vi ingen moralske forpligtelser har? Eller betyder det bare, at vi er frie for lovens konsekvenser, selv om vi stadig bør holde den? Og hvad er det for en lov, der snakkes om? Snakker vi bare generelt det guddommelige princip om at elske Gud og sin næste? Eller snakker vi mere konkret De 10 Bud? Eller snakker vi hele Moseloven med alle dens foreskrifter om renhed og økonomi og ægteskab og ejendomsret?

I de første tre vers benytter Paulus et meget konkret eksempel fra loven: “Du må ikke bryde et ægteskab.” Hans pointe er, at vi kun er bundet af loven indtil døden. Det er ikke, at loven bliver ond og dårlig af, at vi dør, men dens relevans forsvinder, når omstændighederne ændrer sig. Den konkrete lov, han snakker om, er altså ikke en evig lov, men en lov, der var gældende indtil Jesus døde og dermed etablerede en ny slags lov, dog med samme rod.

At være i kødet

v5 For dengang vi var i kødet, var de syndige lidenskaber, som loven kalder frem, virksomme i vore lemmer, så at vi bar frugt til døden. v6 Men nu er vi løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i, så at vi er tjenere i Åndens nye liv, og ikke i bogstavens gamle.

Vers 5 forvirrede mig en smule. Siger han, at vi ikke længere bør føle syndige lidenskaber i vores krop, hvis vi har modtaget Ånden? I givet fald har jeg vist ikke modtaget Ånden, for jeg føler i allerhøjeste grad “syndige lidenskaber virksomme i mine lemmer”. Lysten til vold (når jeg er vred) og seksuel nydelse (når selskabet er det rette) får indført mange ord, når jeg diskuterer med mig selv.

De efterfølgende vers kaster muligvis lys over spørgsmålet, da Paulus beskriver, hvordan han blev så meget mere syndig (eller syndede så meget mere), da han opdagede, hvad han måtte og ikke måtte. “Da budet kom, levede synden op”. (vers 9) Dette mente han med vers 5, da han snakkede om synden, “som loven kalder frem”.

Svaret er altså ikke, at vi ikke længere føler “syndige lidenskaber“! Men hvis vi har Ånden, så føler vi ikke længere “de syndige lidenskaber, som loven kalder frem“. Vi føler stadig de andre; De almindelige lidenskaber, som alle mennesker føler (med eller uden kendskab til loven), disse er stadig virksomme i vores lemmer.

At være af kød

Disse var også virksomme i Paulus’ krop:

v14 Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden. v15 For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.

Paulus kommer til kort i forhold til loven, ligesom du og jeg. Men en ting adskiller ham dog fra den almindelige synder, der ikke har Ånden, nemlig hans indstilling til loven, selv når han bryder den.

I resten af kapitlet virker det meget, som om han gentager sig selv, men på en måde er det dejligt, at Paulus bruger så mange ord på at skære synden og åndens natur ud i pap. Så kan der dårligt efterlades meget tvivl (selv om faktum er, at der er meget tvivl derude). Så vidt jeg læser det, så gentager han sig 3 gange efter følgende mønster:

1. Jeg kan ikke det gode. (v14-15, v18-19, v21)
2. Men jeg vil gerne det gode. (v16, v19, v22)
3. Så det er ikke mig, men synden, der handler. (v17, v20, v23)

Mange kristne (gid det var alle) kan nikke genkendende til denne model. Vi ønsker at holde Guds lov, fordi vi tror, at Gud er den rette til at definere etik. Gud bestemmer de moralske standarder, og loven (den udpenslede såvel som den principielle) reflekterer selvfølgeligt hans karakter og hans intentioner med det store og det små. Samtidigt har vi det problem, at vores handlinger ikke stemmer overens med vores ambitioner om at være lydige, og vi ender i en erkendelse af vores syndighed og utilstrækkelighed.

Til sidst kan vi kun sige som Paulus siger efter at have gået gennem denne erkendelsesproces tilstrækkelig mange gange (tre gange i dette kapitel):

v24 Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? v25 Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.

Citat af Mark Twain (1835-1910), amerikansk humorist, forfatter og forelæser.

Klik her for at se flere citater af Mark Twain.