Hillevi Wahl har skrivit en metrokrönika om sin släkting som inte vill ha hit fler invandrare. Barmhärtigt nog låter Hillevi släktingen förbli anonym. Nåja, flera av argumenten som anfördes var inte så kloka. Exempelvis ”Sådana där kroknäsor” och ”Ja, man vet ju hur de är.” samt uttalandet om att hon absolut inte vill gå till en läkare som är ”kroknäsa” och har ett konstigt namn som inte går att uttala. Detta antyder att släktingen verkligen har en del fördomar. Sanningshalten i uttalandet ”Ja, de slaktade ju ett får på pizzerian här nere”, beror förstås på var släktingen bor. Är hon en Västgöte är det inte helt otroligt det verkligen hänt. Eller var det levande får som stod i pizzeriaköket i Tidaholm och väntade på slakt? Det är inte lätt att minnas allt man läser

Sen tar Hillevi till PK-maffians favoritgrepp och påpekar vad många bra saker invandrare gjort och gör. Där säger vi inte emot. Det är inte de hederliga och kreativa invandrare som berikar vårt land (obs ingen ironi) som vi på Birkebein vill åt. Det är de som begår brott och snyltar på, och underminerar, vårt välfärdssamhälle som vi vill utvisa ur landet. PK-maffian låtsas som om det bara är ett fåtal det rör sig om. Vi tror oss veta att det är fler men antalet spelar ingen roll. Det viktiga är att på ett rättssäkert sätt förpassa brottsliga icke-medborgare ur landet, för gott. Alla någotsånär hederliga är välkomna att stanna. Däremot vill vi i likhet med släktingen vara ytterst restriktiva med att ta hit fler. Detta behöver inte heller vara inhumant. För de, förmodligen, groteskt höga kostnader som misslyckad integration kostar kan man säkert hjälpa mångdubbelt fler riktiga flyktingar i deras närområden. Vem är det egentligen som är inhuman?

Slutligen höll även vi på att ramla av stolarna när Hillevi talade om att ordna till sin släktings hjärna genom att dänga en stekpanna i huvudet på henne och dessutom tackade för att invandrare inte sänker sig till den svenska idiotin. Hur är det man säger? när argumenten tryter kommer nävarna, eller i det här fallet stekpannan, fram. Låt oss hoppas att Hillevis stekpanna förblir en metafor så att vi fredliga och demokratiska kritiker av invandringspolitiken slipper utsättas för våld på grund av våra legitima åsikter.

Sanningen förtigs längst in bakom meningarnas syntax. Mellan raderna ruvar particklar av en faktiskhet som vägrar acceptera bakbundenhet och munkavle. Konsten är att skyla det som inte får synas med förvirrande metaforer och oändligt tolkningsbara allegorier.

Faktum är att jag i mitt föregående inlägg inte enbart använde metaforer och bildliga uttryck, utan också en näve realitet. Svullnaden i ansiktet har dämpats och mina ytliga hematom tycks ha övergett impulsen att variera sig efter färgskalans ordning. De veneriska revorna har sedan länge koagulerat och behöver inte längre döljas under tejp och kompresser. Verkligheten dold i en illa konstruerad metafor.

Och jag befarar min egen galenhet. Räds vidden av mina åkommor. Jag är snart tjugoåtta år. Inuti bröstet bankar ett tonårshjärta, ledsna hundögon som tigger “älska mig, älska mig, älska mig!” Medveten om omgivningens mognad- och avsaknaden av min egen. Det var inte så här jag hade föreställt mig mitt liv. Jag är ett barn i gränslandet till vuxendom, inkapabel att ta ta det sista, livsavgörande steget. Maktlöst bojad i känslornas diktatur. Ofrivilligt styrd av hastiga impulser och en het önskan större än allt; att få lindas in i trygghetens villkorslösa kärlek.

Har besökt min nya terapeut igen. Och faktiskt, jag är nödd att erkänna, hon verkar vara skitbra. Ett guldkorn. Men, jag är ju bara så jävla rädd att inte ens hon kan hjälpa mig. Och concertan, vilken dock är under upptrappning, tycks endast ha återväckt min ilskna desperation och gett ångesten mer emfas än vad jag trodde var möjligt. Jag fruktade för mitt liv under veckan, oförmögen att hantera möten med andra människor förvanskades mitt samröre med omgivningen till en oupphörlig attack från alla håll. Jag föll konstant, minsta andetag stormade våldsamt omkull mig. Men jag överlevde, som vanligt, och nu, äntligen, har ångestmolnen lättat något. Och jag hoppas, hoppas att concertan verkligen kommer att hjälpa, att min terapeut kommer att hjälpa och jag hoppas att jag kan få lite vind i seglen igen.

Av flera anledningar.

Precis som Seinfeld säger åt Kramer, när han hittat på en av sina vansinniga idéer: “Imagine if you would put you mind to something useful.” Så känner jag inför min egen kreativitet. Vad ska jag göra av den? Jag skriver fyndiga tweets och statusar på Facebook. Och? It means nothing. Det är upprätthållande av relationer, som jag redan har, som jag längtar till när jag sitter ensam och statusuppdaterar. Meningslöst. Fyndigt, ibland lysande, men meningslöst. Detsamma gäller min konst; jag skissar och skissar och det blir skitbra, men för vad? Vem? Vart ska jag ta vägen med det? Varför kan jag inte kanalisera den goda kraften till något intressant? Min musikalitet, som faktiskt finns där. Varför sitter jag och tiger då? Varför kan jag inte bara riva av ett ackord på guran och jamma fram en svängig bit? Tönt!

Likheten gäller också min uppenbarelse. Kramer är störig, virrig, charmig, egensinnig, har noll koll på sociala regler. Sådan känner jag mig när jag stövlar in i den tysta datasalen i skolan, i blå strumpbyxor och blommiga shorts (i oktober). Jag pratar för högt och svär för ofta. Jag fnissar för mycket och pratar om hat och sex alltför öppet och alltför radikalt. Så har det alltid varit, i olika grad, och jag älskar den där vulgära bruden som är jag även om hon ofta ger mig ågren.

Dessutom tycks jag ha drabbats av The Keworka. Efter åratal av att vara flickvän och helt ointressant för män, och ointresserad I might add, har jag blommat ut och nu spiller det över på alla kanter. Och så som Kramer är kvinnotokig tycks jag vara manstokig. Jag kan inte få nog. Jag vill ha dem alla (inte riktigt alla, se tidigare inlägg).

Det är rätt gött att vara Kramer ibland.

ALT USAGT binder energi!

Jeg lader lige sætningen stå et øjeblik….

Det er noget af en statement! Ikke desto mindre…tænk lige over det! Den er altså god nok!

Første gang jeg hørte sætningen, var da jeg blev undervist af Inger Poulsen fra Familiehuset i Horsens. Den ramte ind i noget helt fundamentalt hos mig – satte ord på en sandhed, jeg ikke var bevidst om – med hovedet i hvert fald

For ubevidst har jeg vel altid vidst det? Den der fornemmelse af, at være i et lokale med en mærkelig stemning p.g.a. eeeet eller andet man ikke ved hvad er.

F.eks, når der noget, man gerne vil sige til et andet menneske… eller hvor man ved, at der er noget den anden gerne vil sige til én. Hvis det er noget, som er svært at sige,  kræser om man om den varme grød, snakker udenom, gør en masse andet – alt imens tankerne gang på gang strømmer hen imod det usagte.

Når ikke det bliver italesat, bliver det i stedet til tolkninger inde i vores egen verden. Tolkninger er uhensigtsmæssige fordi de ofte ikke har noget at gøre med sandheden. Eller også over-dramatiseres de, og bliver tillagt større værdi end de er værd.

Børn, som vokser op i omgivelser, hvor meget bliver fortiet, bliver ofte gode til at fornemme stemninger hos andre mennesker. Desværre bliver de også ofte usikre. For hvordan VED de, at dét de fornemmer er sandt, når det aldrig bliver sagt? Hvordan skal de så lære at stole på den mavefornemmelse de mærker?

Det er - for mig at se – EN GAVE, at give sine børn: at verificere og legalisere deres fornemmelser – simpelthen ved at sætte ord på dét! 

TÆNK, at få sådan en gave! TÆNK, at kunne gå gennem livet og vide, at man har sin mavefornemmelse, som tro følgesvend og samarbejdspartner! Dét er nemlig: at lære sine børn at stole på deres intuition.

En dag filosoferede jeg med min kære veninde Christina omkring denne sætning “ALT USAGT BINDER ENERGI”, som jo efterhånden er gået hen og blevet min mantra.

Hun skar med det samme ind til benet, og sagde: 

“JA, det er nøjagtig som om man sidder med en kæmpestor lyserød elefant inde i rummet

 - og INGEN taler om den!”

Det beskriver det egentlig meget godt! Nogen kan endda gå igennem livet med en lyserød elefant i snor, og alle andre omkring dem véd det godt. Af ukendte årsager går vi ofte udenom ‘den lyserøde elefant’ – det usagte – i forhåbning om, at den så forsvinder. MEN DET GØR DEN IKKE!! Den følger bare med! Og den FYLDER!

Eksempler kan være alt fra:

• en mor og far, som ikke længere elsker hinanden, men tør ikke sige det til børnene – eller måske endda hinanden
• et barn, hvis far er ikke den biologiske far
• et kærestepar, som ikke længere kan finde lysten i forholdet
• en birkes mellem tænderne hos den du taler med – skal jeg sige det? skal jeg ikke sige det?
• et menneske, som er homosexuel, men ikke tør sige det
• et menneske, som har taget 30 kg på, men ingen tør nævne det
• et menneske sørger over tabet af et andet menneske, men ingen tør sætte ord på
• arbejdspladsen, hvor det ulmer af fyringsrunde

I alle ovennævnte eksempler, er det ikke svært at forestille sig, at ‘den store lyserøde elefant’ – den bundne energi, faktisk forhindrer enten samtale, vækst eller bare skaber dårlig stemning.

Først når det usagte bliver italesat, løsner energien – spændingen. Og det kan mærkes med det samme, når det svære bliver italesat!

“Elvis has left the building…”

… so to speak.

Så hvad er det værste, der ville kunne ske, ved at sætte ord på situationen. I mange tilfælde vil du opleve, at vedkommende udemærket er klar over, det du siger. Måske kommer der en voldsom reaktion? Måske møder du bare lettelse?

I sidste instans har du jo bare sagt DET SOM ER!

…det som ER….

…som ER…

….

Jeg er netop hjemvendt fra New York! Fantastisk tur i godt selskab, og er re-loaded med den høje Manhattan-energi. Samtidig er jeg også drænet… Og jeg mener virkelig: samtidig! En underligt mix af høj energi og at ‘noget har ulmet under overfladen’.

Måske var det derfor blev jeg fanget af denne reklame på en mur i New Yorks gader:

Sætningen er egentlig meget godt beskrivende for, hvordan underbevidstheden arbejder. For den arbejder under overfladen. Man kan længe have denne fornemmelse af, at noget ‘bobler under overfladen’ og tricket er så – efter min vurdering – at tage dén fornemmelse alvorligt, og få øje på, hvad det ER der rører sig!

Der er mange metoder til, hvordan man får bevidsthed på, hvad det er underbevidstheden vil gøre opmærksom på. Èn af dem er, at være stille… At bare ‘være’ med det og tage det der kommer – uden at dømme det – bare se på, hvad det handler om. For det ER der jo, om man vil det eller ej. Det er kun når du kæmper mod virkeligheden, at du lider! Derfor er det slet ikke så farligt, som det føles, at undersøge din sjæls dybder

I mit tilfælde handlede det om sorg. En sorg, som jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at bearbejde. Det handlede også om angst for at rejse så langt væk fra mine børn. Så summa summarum: angst for livets skrøbelighed. Da jeg fandt ud af, at det var dét som rørte på sig (igen), tog jeg det alvorligt og pakkede ‘helte-rollen’ sammen. For det er sgu ok at være berørt af at rejse tusinder af kilometer væk fra sine børn. Og faktisk også forståeligt nok, at det netop berører mig så dybt, fordi jeg nyligt mistede en kær, som døde på sin rejse til netop USA.

Livet er skrøbeligt! Der er ingen garantier!

Men det betyder ikke, at man skal blive i sin sikre zone. Nærmere tværtimod!

En sorg har mange faser. Det kan være en sorg over at miste en person, en kæreste, en ven, en drøm om noget der skulle have været, en hund, en  - whatever. Og netop fordi at sorgens dybder og følelser er så intense og ubehagelige og fyldt med afmagt, vil man jo gerne hurtigt igennem den. Men der er ingen hurtig vej! I hvert fald kan den ikke forceres. Den blideste vej er, at tage sig af det når det kommer. Ikke fremelske det. Ikke nedtrykke det. Bare tage det når det er der. Dertil kommer, at kroppen helt fysisk har brug for at komme af med det. Det gør den rent faktisk ved at udstøde det bl.a. via tårer. Det er evidens-baseret viden, at tårer, som kommer i forbindelse med gråd har et andet indhold end f.eks. tårer som blot fremprovokeres af vinden. Derfor plejer jeg at kalde det, at kalde det ‘kroppens gift’ – og det skal UD! Ud af systemet, så det ikke ophobes, og så kroppen i stedet kan fyldes af de såkaldte lykke-hormoner!

Da sorgen var størst for mig, levede jeg mig helt korrekt igennem alle dens faser (man har vel læst psykoterapi ). Jeg græd, når der skulle grædes. Jeg talte, når der skulle tales. Jeg løb, når jeg havde brug for at være fysisk. Derfor er det kommet bag på mig at den, på trods af det, stadig kan komme tilbage med stor styrke. Heldigvis kan jeg fornemme, at jeg ikke kører i ring, men snarerer i en spiral. Jeg rykker mig et skridt fremad for hver gang det dukker op – og det er dog en trøst.

Som jeg nævnte i starten, så er alt dette lige pt. kombineret med en høj og positiv energi. Det er en ret underlig kombination at gå rundt med. Men nu, hvor jeg har belyst for mig selv, hvad det handler om, er der mere plads til at den positive energi kan udfolde sig. Netop fordi, der er gjort plads til det! Det fylder ikke længere på samme måde – luften er gået ud af ballonen – og en ny kan fyldes op af det positive.

Jeg forsøger at leve mit liv efter den positive psykologi – “The Law of Attraction”. I min verden betyder det ikke, at jeg altid skal være positiv og hyper-glad. Der er der – efter min overbevisning – ingen mennesker der er! Det betyder snarere, at jeg ‘rydder op’ hen ad vejen, så min kerne forbliver så ren som muligt. På den måde bliver det ikke kunstigt for mig at tænke og leve positivt. Jeg tror på, at de mennesker, som lever “The Law of Attraction” ud, formår at rydde op hen ad vejen, så deres positive tankegang bliver reel og ikke kunstig. Simpelthen fordi det falder dem naturligt, fordi de ikke har alt muligt ‘kogende i underbevidstheden’, som de ikke vil være ved.

Og apropos dét at ville livet, at leve med at der ingen garantier er og at turde tage chancer, vil jeg slutte med at citere min kære – og nu afdøde ven – netop sagde:

“sometimes the fruits don’t always fall in you lap

– sometimes you have to go out on a branch to get them”.

Det er en trøst at vide, at det var sådan han levede – lige til det sidste.

Vi bruker en del avansert terminologi her på bloggen, og med noget ujevne mellomrom kan det fort hende vi tar oss tid til litt folkeopplysing og forsøker å bringe kunnskapsnivået opp i landet.Vi bidrar jo gjerne, hjelper til å løfte gamle Noreg som kunnskapssamfunn.

Vi har samlet en del sentrale ting her, men det er jo et spesifikt tema. Vi tar ikke mål av oss å lage en ordbok, men poster heller litt “good vendings”og ganske avanserte spesialuttrykk om behovet melder seg. Og det har det gjort!

By request i dag er altså begrepet “Dørstokkmila”. Det er altså en slags metafor på hvor vrident det kan være å knø seg ut av sofaen. Se for deg at dørstokken er ei mil lang – og tenk hvor mye arbeid det ville vært å f.eks. sykle hvis du måtte gå en mil først. Attpåtil i sykkelsko. Den mentale barrieren kan være like tung, som Stein-Bjarne ivrig har demonstrert så langt, selv om han kanskje har sagd av et par km på dørstokken. Men det jo ennå et stykke. Hvilket skulle være bevist.

Wikipedia forklarer det slik, og har attpåtil litt ekstra trivia.

Mange, ikke minst i disse valgtider, vil gjerne kalle en spade for en spade. Det blir for enkelt.

Om vi önskar att ha toppresterare så måste vi bygga en företagskultur som uppmuntrar misslyckanden. Vågar vi det?

Inom idrotten, där resultaten är lätta att mäta fokuserar man ofta också på den mentala träningen. Kanske vi skulle behöva göra detta lite oftare även inom näringslivet. Här är ett bra exempel.

De flesta personer vill göra ett bra arbete, men den hämmande Jante-lagen gör sitt bästa att hålla tillbaka de som vill bli bättre än bara bra. Därför får vi en motsatskultur där vi vill att alla skall bli toppar, men där kulturen faktiskt håller dem tillbaka. Dessutom förstärks detta tydligt av att vi ofta ger negativa signaler, både verbala och icke verbala, till dem som misslyckas. Detta resulterar i att vi får bolag med medelpresterare som ligger i mitten, dvs på -1 till +1 på skalan i bilden.

Då tänker du kanske att då får vi väl fokusera på att få bort Jante-lagen så vi i stället kan ligga på en skala mellan +2 till +6, men så enkelt är det inte. Så länge det finns en rädsla för att misslyckas kommer det att alltid att finnas en rädsla av att försöka vinna, eftersom när man skall försöka vinna så utsätter man sig definitionsmässigt alltid för en risk att misslyckas. Och om man nu inte får misslyckas, då kommer ytterst få personer att ens försöka att vilja vinna.

Men genom att införa en kultur där man bokstavligen uppmuntrar folk att misslyckas, då kommer många fler att våga ta initiativ och en del av dessa kommer sannolikt att bli toppresterare. Så genom att först dra ner den nedre gränsen (till -6 i bilden) får man automatiskt en ökning av den övre gränsen. Enkelt, eller…?

Leif Åkesson/VD Informasic

Kunsten at blomstre… Det burde egentlig ikke være så svært!?

Blomster gør det året rundt….men de har selvfølgelig heller ikke så meget andet, de skal tænke på

Men er vi så anderledes? Ligesom blomsten har fået sit løg eller sit blomsterfrø, pakket med “all it is meant to be”, tror jeg jo på, at vi mennesker kommer til verden med samme forudsætning. En kerne, en essens, en sjæl – om du vil – som indeholder vores vigtigste og absolut unikke bestandele og egenskaber. Dét som gør os i stand til at vokse op og blomstre på vores helt egen unikke måde.

Spørgsmålet er så om denne “kerne” får de rette betingelser for at blomstre? For det ligger latent i os alle at gøre det. Vi kan være visne, vi kan være over-vandede, vi kan være sprudlende se-mig-se-mig og vi kan være underernærede og skrige efter vand. Men KUN vi selv ved, hvad der skal til for at vi kan folde vores fulde potentiale ud.

Heldigvis er vi – modsat blomsten – også blevet skænket et taleorgan! Og tak for det! Vi har faktisk muligheden for at fortælle vores omgivelser, hvad vi ønsker os – og hvad der ligger til grund for at vi i perioder ‘hænger lidt med hovedet’. En blomst kan blot stå – med mundkurv på – og forsøge at signalere “HEY – se mig lige…jeg er sgu da vissen, så gør dog noget – et eller andet!!” Og så kan omgivelserne ellers prøve sig frem med gødning, vand, mindre vand, a place in the sun – og alt det der. Jeg ved ikke, hvor grønne fingre DU har, men jeg går altså ofte fejl…

Jeg er derfor kraftigt fortaler for at vi åbner op, og fortæller, hvad vi har brug for! Gætterier fører – som med blomster – ofte til misforståelser og behovs-udsættelse af alvorlig karakter.

I enhver relation – det være sig forældre/barn, parforhold, teamwork, partnership mv. opnåes det fulde udbytte bedst når vi forstår at kommunikere vores behov ud til hinanden. De bedste forudsætninger er naturligvis til stede dér, hvor man så rent faktisk LYTTER til, hvad der bliver sagt…uden at sende det igennem sin egen tolknings-mølle først.

Jeg har på et tidspunkt skrevet projekt om dét at bevare passionen i et parforhold. Jeg interviewede en del par, som levede i parforhold, hvor passionen/gnisten stadig var til stede efter mange, mange år.

Det de havde tilfælles var at: de ønskede, at deres partner skulle ‘blomstre’ – være sig selv – være lykkelig!

Det de gjorde var: de lyttede til deres partner og støttede ham/hende på partnerens egne præmisser.

I parantes kan jeg bemærke, at de knap så succesfulde par, jeg interviewede, gjorde præcis det modsatte! De forsøgte at tilfredsstille partnerens behov udfra sine egne behov og tolkninger….

Den lader jeg lige stå et øjeblik…

Og så vil jeg til sidst vende tilbage til kerne-problematikken: for ansvaret for at dine behov bliver opfyldt – i enhver relation - er også din egen. Rule no 1 must be: speak up – se hvad der sker!

Bizz står för struktur, ordning, kontroll, styrning, organisation, dvs professionalismen i bolaget. Buzz står för det kreativa, skapandet, entusiasm, passion, dynamik, dvs skapandet av nya idéer. Stuff står för det adderade värde man skapar, erbjudanden, tjänster, dvs innehållet i det man levererar.

Dessa är ord som jag tagit ur en bok och sedan använt som visuella metaforer i olika bolag jag verkat inom. Jag tycker de är kommunikativa och speciellt bra när man vill göra en positionsförändring.  Då kan man också tala om att balansen, eller tyngdpunkten mellan dem inte stämmer och att man måste förskjuta densamma i någon riktning, dvs tona ner någon del och fokusera på någon av de andra. Här följer tre exempel på vanliga obalanser jag sett i olika bolag:

1. Bizz-Stuff. Stora bolag har alltid högt på Bizz och Stuff, men har oftast svårt att fortsätta vara innovativa. Det kanske beror på att belöningssystemen oftast uppmuntrar aktiviteter i bolagens kärnverksamhet och nya idéer som inte faller inom dagens kärnverksamhet vill ingen därför satsa på, då det inte hjälper karriären, utan att man snarare riskerar sin karriär.
2. Bizz-Buzz. Nystartade bolag har ofta mycket högt på Buzz, vilket är naturligt. Finns det sedan någon med erfarenhet från större bolag bland ledningen brukar man ha fina dokumentstrukturer mm och i det mesta se ut som ett större bolag och ha högt värde på Bizz. Men ofta missar dessa bolag  på Stuff, dvs man har en idé om en vara eller tjänst som man tror marknaden vill ha, men man kan inte erbjuda den på det sätt och till de villkor som marknaden önskar.
3. Buzz-Stuff. Det tredje fallet är när man har bra kreativa idéer som man dessutom lyckas göra till erbjudanden som marknaden vill ha och är beredda att betala för, dvs man har högt värde på Buzz och Stuff. Men bolaget kanske är mindre eller drivs av en stark entreprenör och man har inte lyckats få riktig ordning och reda i bolaget, man saknar klar struktur och det svajar emellanåt, med brandkårsutryckningar som följd.

Men genom att försöka få en rätt balans inom Bizz-Buzz-Stuff får man ett bolag som blir mycket konkurrenskraftigt.

Leif Åkesson/Vd Informasic

Essay: I solens blændende skær

Med en ustandselig kraft penetrerer solens stråler det inderste lag af atmosfæren og rammer jordens overflade. De livgivende stråler sætter foråret i gang, får anemoner til at blomstre og bøgen til at springe ud. Jeg nyder solens blide varme og iagttager med pragt den flora og fauna, der vokser frem. Skæret blænder mig, og mit syn sløres. Strålernes indfaldsvinkel skaber en magtfuld kontrast, som fremhæver bøgens lysegrønne farve, men på én og samme tid også neddysser den hvide nuance fra blomstertæppet af anemoner.

Luften emmer af magi, når naturen genskaber foråret i sit fulde omfang. Men hvor solen får buske og træer til at spire, falder andre ting hen i silhuetten af deres skygger. Det kan ikke undgås, at hvor ting vokser op, vil andet blive gemt af vejen. Det er en principiel kendsgerning, der kan bekræftes af Darwin. Det er ikke blot i naturens orden, for selv mit sprog er designet til at skygge for, hvad der anses for unødvendigt. På samme måde kan det, i den subjektive holdnings ånd, bruges til fremhæve de ting som er værd at berette. Det er en disciplin, som praktiseres af mange, skønt de ikke er klar over det. Som et sprogligt virkemiddel er det en værdig anset kundskab, som anvendes til at krydre sproget for at opnå en ønsket smag.

Som Aristoteles vælger at udtrykke det bruges metaforer, når der er mangel på ord for fænomener i sproget. Hertil må der tilføjes, at metaforer i dag fungerer som et sprogligt redskab, der ikke blot beskriver følelser og tanker, men i lige så høj grad manipulerer og vildleder. Metaforer er præget af, at vi selv skaber dem til et formål, som er i overensstemmelse med vores værdier og livsanskuelse. Derfor bliver jeg ikke vildledt af Joyce, når han påpeger, at historien er et mareridt man aldrig vågner op fra, men forholder mig snarere kritisk og stiller spørgsmålet: Er den det?

Med dette in mente fungerer metaforerne ikke blot som kunstneriske udfoldelser, der har sat sine spor i Hans Christian Andersens fædrelandssang: ”Hvor sproget er min moders stemme”. I henhold til det enogtyvende århundrede er metaforerne, som en påvirkningsfaktor, blevet et fast element i de daglige kronikker, der præger Berlingeren. Det behøver ikke at blive opfattet som et dårligt tegn, for hvor der finder en udvikling sted lukkes en dør, for at en anden kan blive åbnet. Dog er det et tegn på, hvordan vi som mennesker, måske endda som danskere, har et behov for at skjule og afdække forskellige sider af en sag.

Vinklingen af et meget omstridt emne finder sted i pastor Søren Krarups tilkendegivelse af, hvad det vil sige at være dansk. Som søn af Danmark er jeg ikke i tvivl om, hvilke værdier der kendetegner den arv og baggrund der påhviler mig, ej heller, at vi ikke på alle leder og kanter er perfekte. Med hr. Krarups brug af dansken som en metafor til at redegøre for sine værdier, er det måske på tide med en redefinering. Det bankes én gang for alle fast, hvad der, ifølge ham, gør mennesket til en ophøjet instans – en dansker. Nej, for her er skam ikke plads til fidusmagere og jantelov, kun den korte version af optagelseskravene til den lukkede cirkel af Dannebrog.

Redegørelsen har uden tvivl været ment som et bidrag til den samfundspolemik, der foregik ved århundredeskiftet. Krarup formår at gøre sit budskab klart, ved at udsætte dansken for sin subjektive holdning og bruge det som en metafor for sin identitetsdiskussion. Brugen af hans metafor giver mig kuldegysninger, og pludselig føles solens stråler slet ikke så varme. Mit syn er blændet og sløret. Ved ren refleks tager jeg, som klippet ud fra Topgun-filmen, den gamle og støvede Ray-Ban brille på, og mit syn bliver straks klart. Den måde som Krarup rent metaforisk udtrykker det danske folk på, er som Knud Romer ville have sagt det: ”Ude af sync med virkeligheden”. Det kan vel ikke komme bag på nogen, at man må forholde sig til virkeligheden, før man begynder at udlægge den som et sprogligt fænomen.

Solen kan nemt få metaforerne til at spire så meget, at virkeligheden falder hen i deres skygge og glemmes. Der skal skabes en balance, mellem metaforen og den virkelighed der skygges over, ellers mistes effekten. Med solen i zenit vil ligevægten være en realitet, og metaforen forsøger da at afdække og skjule med samme potentiale – og jeg vil, som læser, da føle mig oprigtig beriget, og måske endda lade en tåre trille.

Men metaforer kan, som ethvert andet sprogligt virkemiddel, sagtens bæres af og gennemføres ved hjælp af andre virkemidler. En del af den arv jeg modtog fra mine forældre, er karakteriseret af den danske kultur og værdier, men mest af alt den sproglige egenskab: Ironien. Det er en kendsgerning, at det danske sprog, ved enhver lejlighed vi giver lov, bruger ironi. Det gælder ligeledes for metaforer, som Martin Lyngbo så nydeligt afdækker det, når han lader Danmark fremstå som den uskyldige teenagepige, der udnyttes af 3.g’eren, i dette tilfælde USA. Vi er det svage land, hvis overlevelse afhænger af de store nationer, beretter Lyngbo. Ikke desto mindre overskygger metaforen, at den generelle danske holdning siden tabet af Sønderjylland i 1864 altid har lydt: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes”. Lyngbo beviser, at man sagtens kan behandle en udenrigspolitisk situation med en metafor, blot den tilføres den fornødne mængde sarkasme.

Jeg nyder at ligge i solen, blive varm og få en farve, men mere end noget andet: At føle forårets indmarch. Det er samtidig årstiden, hvor solen sår sine stråler som en sædemand, og dens effekt afdækkes i min haves opadvoksende natur. Jeg lægger mine briller bevidst om at solen vil komme til at blænde mig. Solens stråler er stadig skarpe og spalter mit syn til kun at opfatte nuancerne fra havens sammensætning, som glider sammen med træernes skyggeliv. Jeg tænker og overvejer, vel vidende, at solens stråler ikke kan undgås – metaforer er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar.

Der findes ferskenmennesker og kokosnødfolk. De første er ligetil, spiselige, sagde vores forstander fra sin plads i det høje, lige inden han for første gang i sin menigheds nærvær svingede den kunstige hofte rundt i en brandert. Ferskenmennesker har en uigennemtrængelig kerne, et indre uden for rækkevidde, sagde han. Kokosfolk er hårde som sten, men lige bag skallen lurer den kaotisk uhåndterlige kokosmælk, frit tilgængeligt for den indviede. Sådan sagde han, så banalt påstod han, at det var, den trinde mand med modebrillen, fanskaren og den kunstige hofte. Du er min fersken, som jeg er din kokosnød. Glem mig aldrig.

Word count: 100.

Idé tyvstjålet fra Smaa Ord, mit nye frikvarter. Kom og hæng ud.

Lad mig bare starte med at sige, at dette indlæg IKKE handler om sport!  (Jeg har nemlig altid gjort en dyd ud af at hade sport, men dén dyd har nu været igennem ”kill-your-darlings”-møllen )

Hvad handler det SÅ om:

Det  handler om at komme ind i kampen!! OG ikke mindst – at holde øjnene på bolden! At holde fokus for at nå i mål.

Folk, som kender mig godt, er sikkert ved at vride sig af grin over at jeg nu kaster endnu en metafor afsted! Jeg er en ’sucker for’ metaforer – altså!

Egentlig startede alt min tankevirksomhed, omkring dét at holde øje på bolden, et helt andet sted. Tilbage i marts måned, var jeg frustreret over at jeg følte det som om jeg var i et vakum og ikke kom videre med nogle af mine idéer og tiltag. Jeg sad på en bænk i Botanisk Have og vendte tankerne om det med en god veninde, da det gik op for mig: “HEY hvorfor sidder jeg ‘på bænken’ hele tiden!!! – Jeg skal da IND i kampen!”

Jeg følte at jeg sad dér – “på bænken” og konstant forsøgte at ‘regne spillet ud’. Taktik mig her - og konsekvenser mig der! Jeg ville regne det hele ud på forhånd – ville kende slutresultatet – inden jeg trådte ind i kampen. Det ved du – og det ved jeg – at det kan man jo ikke! Det var bare først dér – på bænken – at det gik op for mig, at der var derfor jeg aldrig flyttede mig!

Jeg traf en beslutning: jeg ville ind i kampen! Det er jeg så nu.

Og jeg kender stadig ikke vejen til målet, men jeg erfarer, at mine medspillere på fantastisk vis dukker op i mit liv. Nu er kunsten så at spille sammen med dem, mens jeg stille og roligt dribler bolden forbi forhindringerne – og frem mod målet.

Det er sådan med fokus, at man jo skal se derhen HVOR MAN VIL HEN! SÅ: én bold af gangen. Alle de andre bolde jeg har kastet i luften, må jeg så ‘drible lidt med’ efterhånden som de andre er kommet i mål én efter én

Let the games begin…

Interessant metaforbruk i denne artikkelen om KRFs landsmøte. Særlig er det uttrykket “dolke i ryggen” jeg merker meg.

En ung representant føler seg dolket i ryggen av den eldre og verdikonservative garde. La oss se nærmere på dolk og dolking egentlig handler om. Det kan kanskje hjelpe oss å bedre forstå hva som sies ved hjelp av metaforen også.

 En dolk er et kort stikkeredskap, ofte tveegget. Ikke nok med at våpenet er tveegget, det stikkes også i ryggen. BAkholdsangrem med dolk. Den unge representanten føler seg altså utsatt for et dobbelt svik, minst. Hvordan de som angivelig skal ha dolket føler det, sier artikkelen ingenting om. Sannsynligheten for at de vil bruke andre ord og uttrykk er høy. Skulle jeg tippe, vil jeg tro at de også klom til å ta i bruk ord og uttrykk relatert til kamp og krig.

För var gång jag faller är det som att jag omedvetet glider ner för ett berg, och ju närmare botten jag kommer desto hårdare grepp får de där osynliga händerna om mina fötter. Då är det försent. Jag sliter och drar så naglarna slits av mot bergväggen, försöker ta mig upp, men det är för sent, för de där osynliga händerna har redan mig i sitt grepp och jag kan inte slita mig loss.

Men nej, färden slutar inte på botten. De där händerna drar ihärdigt neråt, djupare ner, ner i marken under lager under lager under lager av jord,  ner i djupaste underjorden och hålls sedan kvar där tills jag blivit fullständigt nedbruten.

Jag känner mig som Tim Burtons OogieBoogie-man mot slutet av filmen Nightmare Before Christmas. De nedbrutna delarna kravlar sig ut ur säcken och flyr, söker sig upp till ljuset till ett nytt liv och lämnar mig ensam kvar. Den där sista lilla larven som är Jag, måste då efter att till slut ha kommit loss ur underjordens grepp, krypa runt och leta upp alla mina beståndsdelar och bygga upp mig själv igen, innan jag ens kan tänka på att börja resa mig upp för att inte tala om att klättra uppför det där berget igen på jakt efter livet.

Där är jag nu. Jag krälar runt som en larv på jakt efter sina beståndsdelar.Jag är inte längre på det djupaste botten, men jag är långt ifrån hel eller förmögen att utföra några vettigare saker än att bygga upp mig själv. Som om det inte vore vettigt nog.

Ändå förväntas jag göra så mycket så mycket mer.

Dette innlegget handler om overskriften i VGs reportasje, og ikke selve artikkelen. Det handler om reporternes misbruk av uttrykket “slakt” i avisartikler. Først litt om hva slakting er på ordentlig:

Reinsdyr slaktes på gamlemåten ved at en krumkniv stikkes inn i hjernen. Dette fungerer som bedøvelse. Deretter snittes pulsåren i halsen og dyret blør i hjel.

 Også gris slaktes ved at de først bedøves. Som oftest brukes CO2. Grisene senkes ned i et gasskammer før de henges opp, og snittes med kniv i halsen.

 Storfe bedøves med en boltepistol som skyter en bolt inn i hjernen på dyret. Dette gjøres for at dyret ikke skal føle smerte ved selve avlivningen som foregår ved “stikking”, det vil si å kutte de store blodårene som går fra hjertet. Ved selvsyn har jeg sett at man rett som det er trenger både to og tre skudd med boltepistolen. Den ene gangen jeg selv fikk lov til å prøve, gikk oksen ned på ett skudd.

 Dyrene må transporteres fra gården til slakterier. Det er alltid en stressfaktor. På slakteriet “innkvarteres” de i dødens forgård, slakteriets eget fjøs. Fra bingen eller båsen sin her må dyrene før eller senere drives fram til avlivningsstasjonen. Særlig gris liker dårlig å bli drevet på denne måten. Derfor har man ofte brukt noe som kalles “elektrisk drivstav.” Den har blitt mindre vanlig etter hvert.

 Jeg er ingen motstander av slakterier. Jeg har selv over et halvt års arbeidserfaring fra et slakteri. Men jeg er svært opptatt av at dette foregår på så skånsomt vis som mulig for dyrene, og at man kontinuerlig arbeider med de etiske aspektene ved slakting. Bare på den måten vil man få en god og praktisk slakting. Noe praktslakt vil verden dog aldri se. Slakting er og blir en blodig business.

 La meg derfor nedsable media. De hiver seg ut i det og slakter utide:

• - Idol-trioen blir slaktet
• - Leserne slaktet Oslo
• - Slaktet i rapport
• - Professor-Norge slakter bankene. Les slakten lenger ned i saken.
• - I 2004 fikk veivesenet slakt for slurv
• - Slaktet Åsne – får refs
• - I dagens VG slakter helseminister Sylvia Brustad Vann- og avløpsetaten i Oslo kommune
• - Norges klimapolitikk slaktes
• - Slaktes for kjønnskommentar
• - Slakt stopper ikke kinogjengerne
• - Jobbtrening for innvandrere slaktes
• - Slaktet av Slemme-Tor

 Det er ikke måte på hva eller hvem som kan slaktes av hva eller hvem. Det har gått inflasjon i slakting. Slakte, men sikkert, har det gått opp for meg hvor usedvanlig stort omfang slakt har i Norge. Lenge trodde jeg at VG var verst av alle slakte-aktørene. Selve slakte-baronene. De slakter for et godt ord. De går over blod og gørr for en god overskrift. Men så fant jeg denne overskriften i Aftenposten: “Slakter Normans slakt av Statskonsult.”  Snakk om slakt! Jommen sa jeg blod!

 Er nå egentlig “slakt” et så suverent ord som den massive bruken kan tyde på? Nei, mener jeg.

 ** Slakt er såpass blodig at det bør reserveres for det domene det opprinnelig hører hjemme på. Det er en dårlig metafor.

 ** Den massive bruken er i seg selv et argument for å avstå fra ytterligere slakting. Det har i mediesammenheng blitt en forslitt frase, en gedigen klisjé, å slakte. Overbetalte journalister burde kunne finne et annet, og mer dekkende, alternativ. God “jakt”!

http://www.dagbladet.no/2009/04/21/nyheter/innenriks/aker/aker_solutions/kjell_inge_r/5838948/

Dette innlegget handler om overskriften i Dagbladets reportasje, og ikke selve artikkelen:

Reinsdyr slaktes på gamlemåten ved at en krumkniv stikkes inn i hjernen. Dette fungerer som bedøvelse. Deretter snittes pulsåren i halsen og dyret blør i hjel.

 Også gris slaktes ved at de først bedøves. Som oftest brukes CO2. Grisene senkes ned i et gasskammer før de henges opp, og snittes med kniv i halsen.

 Storfe bedøves med en boltepistol som skyter en bolt inn i hjernen på dyret. Dette gjøres for at dyret ikke skal føle smerte ved selve avlivningen som foregår ved “stikking”, det vil si å kutte de store blodårene som går fra hjertet. Ved selvsyn har jeg sett at man rett som det er trenger både to og tre skudd med boltepistolen. Den ene gangen jeg selv fikk lov til å prøve, gikk oksen ned på ett skudd.

 Dyrene må transporteres fra gården til slakterier. Det er alltid en stressfaktor. På slakteriet “innkvarteres” de i dødens forgård, slakteriets eget fjøs. Fra bingen eller båsen sin her må dyrene før eller senere drives fram til avlivningsstasjonen. Særlig gris liker dårlig å bli drevet på denne måten. Derfor har man ofte brukt noe som kalles “elektrisk drivstav.” Den har blitt mindre vanlig etter hvert.

 Jeg er ingen motstander av slakterier. Jeg har selv over et halvt års arbeidserfaring fra et slakteri. Men jeg er svært opptatt av at dette foregår på så skånsomt vis som mulig for dyrene, og at man kontinuerlig arbeider med de etiske aspektene ved slakting. Bare på den måten vil man få en god og praktisk slakting. Noe praktslakt vil verden dog aldri se. Slakting er og blir en blodig business.

 La meg derfor nedsable media. De hiver seg ut i det og slakter utide:

• - Idol-trioen blir slaktet
• - Leserne slaktet Oslo
• - Slaktet i rapport
• - Professor-Norge slakter bankene. Les slakten lenger ned i saken.
• - I 2004 fikk veivesenet slakt for slurv
• - Slaktet Åsne – får refs
• - I dagens VG slakter helseminister Sylvia Brustad Vann- og avløpsetaten i Oslo kommune
• - Norges klimapolitikk slaktes
• - Slaktes for kjønnskommentar
• - Slakt stopper ikke kinogjengerne
• - Jobbtrening for innvandrere slaktes
• - Slaktet av Slemme-Tor

 Det er ikke måte på hva eller hvem som kan slaktes av hva eller hvem. Det har gått inflasjon i slakting. Slakte, men sikkert, har det gått opp for meg hvor usedvanlig stort omfang slakt har i Norge. Lenge trodde jeg at VGt var verst av alle slakte-aktørene. Selve slakte-baronene. De slakter for et godt ord. De går over blod og gørr for en god overskrift. Men så fant jeg denne overskriften i Aftenposten: “Slakter Normans slakt av Statskonsult.”  Snakk om slakt! Jommen sa jeg blod!

 Er nå egentlig “slakt” et så suverent ord som den massive bruken kan tyde på? Nei, mener jeg.

 ** Slakt er såpass blodig at det bør reserveres for det domene det opprinnelig hører hjemme på. Det er en dårlig metafor.

 ** Den massive bruken er i seg selv et argument for å avstå fra ytterligere slakting. Det har i mediesammenheng blitt en forslitt frase, en gedigen klisjé, å slakte. Overbetalte journalister burde kunne finne et annet, og mer dekkende, alternativ. God “jakt”!

Jag kunde inte släppa Monique Wasted slutplädering i Pirate Bay rättegången igår inte för helheten; men för en del som kändes helt märklig. Som tur fanns citaten på Omg Internets! och på DNs rapportering kl 14:39:

“Att konsumera filmer och TV-serier via The Pirate Bay är att ligga på rygg och låta stekta sparvar flyga in i munnen på dig, oavsett om du är hungrig eller inte. Sparvarna ligger också i drivor runt dig för att du ska kunna konsumera dom när du vill utan att det kräver nån som helst uppoffring från din sida. ” (Monique Wasted, slutplädering 09-03-02)

Men vad säger hon? Eller jag ser (och hörde igår) vad hon säger men varför använder hon sig av denna märkliga liknelse? Jag får känslan att hon eftersträvar en poetisk bild men det känns mer som en bizarre bild utan koppling till verkligheten. Som metafor är den värken poetisk eller tydliggörande. Läs mer om teorier om metaforer.

Andra om Wasteds stekta sparvar: SVD, …