Det er slet ikke dårligt at være tilbage i lille lune San Francisco, hvor palmerne vejer i den svage brise, hvor de lokale sludrer løs på dørtrapper og gadehjørner, hvor policen kører på cykel og hvor byens tempo generelt minder mere om tempoet i en mexicansk fiskerby end i en stor amerikansk metropol.

Nå det så er sagt, må vi hellere skynde os at erkende det:  Vi eeelsker NY!

Det er lidt pinligt at indrømme, men jeg håbede faktisk i det stille en lille bitte smule på, at jeg ville være lidt mere skeptisk over for byen (ligesom en ægte Californier er det). Altså bare for at få lov at være lidt på tværs af tidens ånd og finde ud af, hvor socialt uacceptabelt og completely out of fashion det er at være skeptisk over for NY  i en tid, hvor alle danskere valfarter til “the Big Apple” og indgår i en 100 procent consensus om at eeelske byen.

Men jeg må erkende det, som det er: Vi eeelsker NY – begge to. Consensus er intakt.

Det var fantastisk bare at daske rundt i byens skønne kvarterer så som Village, Brooklyn og Lower East, som vi var langt mere begejstret for end Central Manhattan. Vi blev også nødt til at arbejde en hel del,  så vi brugte mange timer på hyggelige caféer med trådløst netværk og dejlig kaffe i selskab med vores medbragte bøger og computere. Det fungerede fint, og heldigvis nåede vi også at få nogle dejlige aftener i selskab med dejlige Bianca (min veninde fra Politiken som arbejder i FN), dejlig vin og dejlige tapas! Ahhh! det var skønt! Tilmed var vejret akkurat så dejligt, som efterårsvejr kan være med skyfri himmel, fantastiske farver på træerne og temperaturer høje nok til at sidde ude om dagen – eller om aftenen under varmelamper!

Faktisk var selve konferencen, som jo var hele målet med NY-turen, også enormt spændende.

Den handlede mest om Jøders rolle i USA og resten af verden, minoriteter i USA og forskellen på håndteringen af minoriteter i USA og Europa. Dog var det lidt nedslående, at alle de Jøder, der deltog i konferencen, og som i øvrigt kaldte sig selv liberale, gik ind for at bombe palæstinenserne og lave flere bosættelser. Jeg forlod konferencen med lidt bøjet hovede og tænkte på, hvad en konservativ Jøde mon ville have sagt.

Good Luck, Obama!

*

Es begab sich zum späten Nachmittag, dass ich mich in dieses schöne café begab. Nun ja, das ambiente, so kann man es dort nennen, ist ruhig und nur ein paar Gesprächsfetzen klingen durch den Salat von anderen Gesprächen, die entfernt sind. Ein Blick auf die Karte verrät: Der Kaffee kostet 2 Euro. Ich war von ihm jedenfalls nicht begeistert. Besser kann man bei Wackers oder beim Italiener Kaffee trinken. Mir schmeckt sogar meine Filterkaffeebrühe besser. Ich musste den Kaffee also zuckern und kippte ihn, die Augen rollend, hinunter. So. Ein plus ist, das wie gesagt, es relativ ruhig dort ist und man sich wie ich über deutsche Geschichte in einem mitgebrachten Buch informieren kann. Dies soll aber keine Buchkritik werden. Es dauert lange, bis man bedient wird, man muss sogar darauf hinweisen. Wenn man zahlen will muss man erst mit den Groschen spielen, aber selbst der akustische Hinweis ist nicht ausreichend. Hat aber alles geklappt und ich gehe auch gerne wieder hin, aber mein Stammlokal wird es nicht. Stellt mehr Leute ein, ihr habt genug Gäste! Wirtschaftskrise hin oder her. Schaut euch den Italiener gegenüber vom Voltaire an. Die haben manchmal mehr Personal als Gäste, aber die Pasta war dort auch nicht atemberaubend.

See ya!

Criticalliar

To download issues v1 1-12, v2 1-3

Metro

despre rivalitate

Era rivalitatea mare între Capitală şi Provincie (de fapt, şi acuma este). Poţi să fii tu mai bun decât bucureştenii, tot bucureştenii se impun. Atunci a apărut Phoenixul, care a ţinut piept la bucureşteni, apăruse Depoldul din Arad, Metropol din Oradea, Roşu şi Negru de la Iaşi… Phoenix a fugit din ţară, a rămas loc liber, şi a venit săracul impresar, Liviu Şuteu (nu ştiu dacă mai trăieşte sibianul). Liviu Şuteu a intrat la Iuliu Merca şi i-a zis că de mâine asta trebuie să facă … la care Iuliu ne anunţă că de mâine plecăm în turneu. Apoi Semnal M a lucrat cu Liviu Şuteu ani buni.

CZB: Ai cântat la Metropol?

AG.Weinberger: Am fost un ‘session man’… ştiam că Metropol este singura mea şansă la vremea respectivă să intru în show business pe plan naţional. M-am folosit pe deplin de această oportunitate…

…

CZB: Succesul Metropol?

AG.Weinberger: Eu cred că a avut un foarte mare succes naţional… mai mult de atât nu se putea atinge în acele vremuri de o trupă de rock din Oradea formată din băieţi maghiari. Nu uita că Sălile de Sport şi Casele de Cultură au fost arhipline în fiecare zonă a ţării.

…

CZB: Primul club de blues din România s-a înfiinţat la Oradea în ianuarie 1990. Se numea Jump Inn.

AG.Weinberger: Pur şi simplu era un lucru firesc să existe un loc unde se cânta pe viu. A fost deschis între 1990 şi 1993 (1993 fiind anul când m-am mutat la Bucureşti). Am fost prin preajmă şi am dat o mână de ajutor covingându-l pe bunul meu prieten Sandu Chirilă să ne lase să cântăm cu o anume regularitate în micul bar care funcţiona în incinta unei săli de sport. Este vorba de celebrul ‘Groapa’. Acolo intrau cel mult 30 de persoane, dar după o vreme – văzând interesul in creştere, ne-am mutat în sala de sport (unde încăpeau 70).

…

CZB: Programul muzical?

AG.Weinberger: Săptămânal erau concerte … cântau doar orădeni pe atunci: Florian Chelu, Dutka Andras, Joe Balogh, Miki Orban, Ţuţu Frunză, Trendler Jozska (dacă am uitat pe cineva îmi cer iertare)…

…

CZB: L-a preluat altcineva sau s-a desfiinţat?

AG.Weinberger: Nu era nimic de preluat. Nu era un club în sensul cunoscut, ci mai degrabă era o nevoie de a noastră să cântăm undeva. Groapa a mai funcţionat şi după ce am plecat eu – poate şi azi se mai fac acolo antrenamente…

…

CZB: În 90 erau mai mulţi consumatori de jazz şi blues?

AG.Weinberger: Lumea nu a fost altfel niciodată…  am mai făcut două serii de concerte lunare la Teatrul din Oradea: Jazz D’elite si Blues Party, care au funcţionat cu sălile arhipline. Dacă este ofertă pe măsură, publicul vine cu drag.

*EXCLUSIVE PICTURES*

Madonna and her team are currently filming the video to her next single in Milan and they want the Madonna’s fans to be part of it.

The fans of Madonna outside at Dolce&Gabbana Metropol Theater in Milan.

Åtta dagar kvar innan jag flyttar till Tokyo! Det firar jag med bildmaraton med temat “SHINJUKU SKYSCRAPER DISTRICT”: området med en massa skyskrapor! Och i Shinjuku ska jag studera så jag är glaaaaaad! Shinjuku utsågs nyligen till Tokyos “centrum” då det händer så mycket där. Tokyo har som sagt flera centrum, men detta “is IT” just nu.

Läser i nummer åtta av veckotidningen Fokus om patriotism bland svenska (film)kritiker i media. Om hur svensk media till exempel gav Lukas Modyssons “Mammut”  generellt cirka fyra av fem medan utländsk media gav cirka 0,9. Varför kommer det sig? Jo, en möjlig förklaring gavs i slutet: 

“Fenomenet med självförhärligande filmkritik lär dock inte vara ett svenskt fenomen, utan snarare en trist bismak av att vara ett litet, konsensusstyrt land där alla känner alla. Där kritiker av olika skäl förhåller sig undfallande, kanske för att de ogärna vill racka ner på redan populära regissörer, eller för att de är bekanta med dem”

 

Se, det är detta som gör att jag vill bosätta mig utomlands. Att bo i Sverige är som att i Ockelbo, i global jämförelse. Och jag är inte ute efter att bo i en liten stad, jag vill bo i en metropol. Javisst, Tokyo känns bäst just nu, men jag är lika öppen för New York också. Eller London. Det är så tråkigt när Sverige är för litet, även om det i vissa fall är charmigt. Men nej, inte nu. Jag kan ju alltid flytta tillbaka liksom! Vi får se. 80 dagar kvar innan jag flyttar utomlands…

İSTANBUL VE ÖNEMİ

10 larca medeniyete başkentlik yapmış olan İstanbul şüphesiz Dünya genelinde Medeniyeti temsile eden ender şehirlerden biridir. Topluma ışık tutan sayısız yazar,ressam, şair ve devlet adamının doğduğu ve yetiştiği bir yer olarak İstanbul çağın en büyük sorumluluğunu üzerinde taşımaktadır. Şüphesiz bu sorumlulukların yerine getirilmesi ağır bir görev yükü olmakla beraber bir çok sorunu da yanına getirmekte. Şu an büyük bir metropol olan İstanbul 13 milyon insanı geçen nüfusu ile ve yaklaşık olarak 133 milyar dolarlık üretimi ile dünyada ilk 10 şehir arasına girmeyi başarmıştır. Böyle büyük bir nüfus ve üretim kapasitesine sahip İstanbul ülkemizin tanıtımı açısından da ayrıca önemli bir yer edinmektedir. Mevcut belediyemizin girişimleri ve sayın başbakanımızın talimatlarının yerine uygun şekilde getirilmesiyle İstanbulumuz Avrupa  2010 Dünya başkenti seçilmiştir.

(Världens längst bloggrubrik?)

Snart kommer en japan hit och ska åka ända upp till Lappland, Kiruna och hela samevärlden. Jag blev bjuden att följa med, vilket nu i efterhand verkar riktigt lockande. Jag vill se samerna och deras rika kultur en dag! Han ska till ishotellet, se norrsken och äta renkött.

Och så jag. Som åker till Japan för att uppleva bento, karaokebarer och metropolpuls.

Två personer som söker sig bort från sina egna rika kulturer för att uppleva en annan. En annan riktigt långt bort. Två världar.

Är inte det lite lustigt? Varför sätta sig på ett plan när man rika upplevelser en tågresa bort?

Två individer som är hemmablind.

Därför upptäckte jag samisk musik – här i form av samisk pop. Helt fantastisk musik som påminner om isländsk musik, inte minst i språket. Hon jojkar och det är ju helt fantastiskt i sig i crescendot! Varför har inte vi fått lära oss mer om samerna i skolan! Jättetråkigt, speciellt när vi har en minoritetsbefolkning med eget språk och kultur som är värdsunik. Bara jojkandet är unikt. 

Denna musikvideo valde japanen med motiveringen: “They are ‘’Yanawaraba’’ from Okinawa, it’s like Sami in Sweden I think! (As Sami culture is different from Swedish general culture, Okinawa’s is a little bit different from Japanese general culture.)”

Das Bundesverwaltungsgericht hat eine Entscheidung getroffen, die die lange Tradition des Bonner Metropolkinos beendet. Die Eigentümer dürfen das Metropol jetzt umbauen und als Buchhandlung nutzen. Damit endet ein langer Kampf vieler engagierter Bonnerinnen und Bonner um den Erhalt des alten Lichtspieltheaters. Die Entscheidung ist für Bonn sehr bedauerlich. Mit dem Metropolkino verliert Bonn einen einzigartigen kulturellen Anziehungspunkt, der zugleich auch die Innenstadt vor allem in den Abendstunden belebt habt. Mit der Nutzung als Buchhandlung geht ein Stück Kinogeschichte verloren – das tut weh. Auch aus der Kommunalpolitik werden die Krokodilstränen groß sein. Dabei sind die Ratsfraktionen für das jetzt feststehende Ergebnis verantwortlich. Die Strategie zur Rettung des Metropols war nämlich denkbar schlecht. Über das Denkmalschutzrecht sollte die Kinonutzung den privaten Eigentümern vorgeschrieben werden. Unabhängig davon, dass das Bundesverwatlungsgericht nun sogar festgestellt hat, dass das Metropol bis auf die Fassade gar kein Denkmal mehr ist, war dieser Ansatz von Beginn an nur halbherzig. Immerhin dient das Denkmalschutzrecht nur der Sicherung der Bausubstanz und nicht einer bestimmten Nutzungsart. Und selbst wenn die Bausubstanz nur eine Nutzungsart zulässt, dann haben Gericht bereits entschieden, dass die Verfügungsbefugnis des Eigentümers dem Denkmalschutz (bedauerlicherweise), sofern anders ein wirtschaftlicher Betrieb nicht gewährleistet werden kann. Vor diesem Hintergrund war die Strategie der Stadt mehr als halbherzig.

Hätten es die Ratsfraktionen ernst gemeint mit ihrem Bekenntnis zum Metropol, so hätten sie Nägel mit Köpfen machen müssen! Konkret hätte dies bedeutet, über ein kommunales Vorkaufsrecht selbst Eigentümerin des Gebäudes zu werden um dann aus dieser Rechtsposition heraus den Kino-Betrieb, beispielsweise durch Pächterauswahl zu sichern. Diesen konsequenten Schritt scheute man aber in der Verwaltung und bei den Ratsfraktionen. Für das Ende des Metropolkinos kann man sich also bei CDU, SPD, FDP, BBB und Grünen bedanken.