Justitsminister Brian Mikkelsen, lov-og-orden-robot

Regeringen, dvs. Dansk Nationalfascistisk Folkeparti (og dets støttepartier Venstre og de Konservative), vil gøre 12-årige kriminelle. Børn, som ikke opfører sig efter bogen, skal stilles for en dommer og evt. idømmes en straf som “den elektroniske fodlænke“.

Jeg kan lige nævne to punkter fra ovenstående link:

• Meget lidt bevægelsesfrihed i eget hjem. Hvis toilettet i hjemmet er for langt fra sender, må den dømte anvende tørcloset.
• Fodlænken er meget generende at have på.

Justitsminister Brian Rambo Mikkelsen udtaler: Fodlænker er hjælp til børn. Undskyld mig, men manden er gal!!!

Det er – som ethvert ordentligt menneske ved – ikke straf, 12-årige børn har brug for, hvis de er kommet ud i noget snavs.

Oppositionen er naturligvis også enig i at vende sig skarpt imod dette horrible forslag. Eksempelvis:

“Når en tolvårig først er kommet i konflikt med loven, skyldes det massive sociale problemer. Og de problemer løser en fodlænke ikke. Den kan blot gøre problemerne værre, mener Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen.” (S: Fodlænker løser ikke sociale problemer).

Og et citat fra Red Barnet:

“Regeringen mangler forståelse for, hvorfor børn overhovedet bliver kriminelle.

Det mener Bente Ingvarsen, national programchef i Red Barnet, der ryster på hovedet over regeringens forslag om at sætte kriminelle børn, der gang på gang overtræder et ungepåbud, i elektronisk fodlænke samt ønsket om at nedsætte den kriminelle lavalder til 14 år.

- Der er en mangel på forståelse for, hvad det er for sociale problemstillinger, som det her egentlig bygger på. Kriminelle børn er jo først og fremmest et socialt problem, siger hun. (Red Barnet: Fodlænke løser ikke problemet)

Nadja, 11 år

Her til venstre ser I mit barnebarn Nadja på 11 år. Om ét år skulle hun kunne stilles for en dommer i en kriminalsag og idømmes elektronisk overvågning med fodlænke! Hvad hvad er det da for syge hjerner (jeg mener dette udtryk helt bogstaveligt), som kan finde på sådanne uhyrligheder?

Lad det være helt klart, at skulle noget sådant overhovedet blive aktuelt (rent teoretisk), så er jeg villig til personligt at bruge alle til rådighed stående midler (også voldelige) for at forhindre en sådan rettergang. Hun vil være stigmatiseret resten af livet, ikke mindst i sin egen selvforståelse… – hun vil forstå sig selv som kriminel, og denne situation er (naturligvis) selvopfyldende og selvforstærkende.

DET MÅ ALDRIG SKE, AT MAN KRIMINALISERER 12-ÅRIGE BØRN !!!

Mette Frederiksen fortalte i Politíken Søndag om en drøm, hun har. En drøm, hvor Danmark ikke længere er styret af frygt for sin egen skygge. Hvor frygten for den store verden, for Ahmed og Muhammed, og for at møde sin banemand på gaden er erstattet af noget helt andet: Håb.

Mette vil ændre danskernes mentalitet til noget, hun kalder “Den Danske Drøm”. Vi skal leve i fred og fordragelighed i fællesskab med vores naboer, og sammen nå et stadie, hvor vi håber på at få et bedre samfund og sammen kæmper for at nå det. Den følelse har danskerne mistet efter syv år med en borgerlig regering.

Jeg mener helt klart, at Mette Frederiksen har fat i noget godt her. Danmark er blevet et frygtsomt og nervøst land at leve i, og jeg tror ikke kun det skyldes, at volden er blevet mere synlig i dagligdagen. Jeg tror i høj grad også det skyldes Dansk Folkeparti. Som forklaret i mit seneste indlæg er Dansk Folkepartis eksistensgrundlag danskernes frygt for det fremmede. Derfor gør de alt for at fremme denne frygt. Dette, sammenholdt med regeringens enhver-er-sig-selv-nærmest-politik, har fjernet fællesskabsfølelsen fra vores sind, og det er i bund og grund også derfor, det ikke går bedre for den røde fløj.

Danmark trænger til mere fællesskab. Ikke kun, når vi skal slage tysken i håndbold eller spansken i fodbold. Nej, vi skal også have fællesskab til hverdag. Hvor man ikke lader kollegerne i stikken for at tage sig en slap-af-dag foran fjerneren, men i stedet tager en tjans for fællesskabet og gør en indsats for vores fælles bedste. Det er en drøm, der er værd at kæmpe for. Tak for din inspiration, Mette Frederiksen!

“Samling om fornyelse” hed et af Helle Thorning-Schmidts første store udspil som formand. Formålet var at samle stumperne efter mange års fløjkrig og igen skabe et stærkt og forenet parti. I starten virkede det som en uoverkommelig opgave, med højtstående kritikere som Ritt Bjerregaard og Svend Auken, mindre tilregnelige MF’ere som Thomas Adelskov og John Dyrby, og dertil en generelt ung og uerfaren folketingsgruppe.

Socialdemokraterne har siden 2005 været gennem flere både op- og nedture med Helle som formand. Siden valget i november har især Ritt været ude med riven med sin Røde Skole. Siden lancerede Mette Frederiksen sine ni teser, som skulle indikere hendes drømmekurs for Socialdemokraterne de næste par år. Helle Thorning-Schmidt må have haft rigeligt at tænke på, men nu ser det ud til, at fløjkrigene og tænkepausen er forbi.

Fredag og lørdag bragte Politiken to kroniker, skrevet af Helle Thorning-Schmidt. Den første skulle gøre en ende på “Den Tredje Vej” og vise, at tiden er inde til at gå ad andre veje. Den anden var en opremsning af ni progressive valg, som Socialdemokraterne opfordrer danskerne til at træffe før næste folketingsvalg.

Helles nye kurs har vist sig at være vejen frem. Vestegnens borgmestre støtter den, Mogens Lykketoft støtter den, og senest har også Ritt Bjerregaard erklæret sin støtte til de ni valg. Også SF er særdeles positive overfor den nye kurs, som i øvrigt også virker nem at sluge for folkesocialisterne. SF har den senere tid efterlyst et fælles fodslag for oppositionen. Det lader til, at Helle har taget opfordringen til sig, og sagtens kan gå sammen med SF om sine ni progressive valg.

Der er mange gode ting i Helles valg. Hun kritiseres for at være luftig, men kritikerne glemmer også, at to kroniker ikke nødvendigvis skal indeholde et nyt partiprogram. Hun understreger blot, at Socialdemokraterne har progressive værdier, er ansvarlige overfor Danmarks økonomi, og nu, efter en tænkepause, igen er klar til at tage kampen op mod den borgerlige regering og skabe grundlaget for en samlet opposition, der kan slå VKO ud af regeringskontorerne.

Socialdemokraterne står nu mere samlede end de har gjort længe. De er klar til ny politikformulering, og har allerede et godt udgangspunkt, både fra Den Røde Skole, De Ni Teser og Ni Progressive Valg. Villy Søvndal har sammen med SF også meldt sig under fanerne, og dermed mangler kun De Radikale – så har vi et regeringsgrundlag!

De, der dømmer Socialdemokraterne ude, kommer snart på andre tanker. Vi er først lige begyndt.

– som vores stakkels krone, oplever den gode gamle tese også unødig inflation. Men hvor kronens forholdsvist nemt kunne bringes til ophør, synes der ikke at være nogen ende i syne, når det kommer til tesen. For her har den politiske retorik åbenbart taget over, så hule floskler, der selvom de skulle være rigtige, blot udstilles som hvad de er.

Socialdemokraternes er selvfølgelig de værste. Her var der intet som helst nyt under solen — blot mere socialistisk nonsens fra det fallerede parti.

Liberalisternes 10 nye teser er alt andet end nye. De svæver sådan lidt oppe i æteren og er derfor meget lidt håndgribelige — men det er vel også netop meningen med en tese?

Den enkelte skal have størst mulig frihed til at leve sit liv, som vedkommende ønsker, så længe det ikke krænker andre menneskers tilsvarende frihed.

Staten skal ikke stille sig til dommer over, hvad der er en rigtig og forkert måde at leve på.

Personlig frihed og ansvar hører sammen.

Frihed er vigtigere end flertalsstyre.

Mere politik er ikke løsningen.

Pengene skal følge borgerne.

Det skal altid kunne betale sig at arbejde.

Lavere skatter fører til større frihed, velfærd og velstand.

Ansvar for ens eget og ens families liv er ikke kun en pligt – det er også en ret.

Det er et fælles ansvar at hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv.

Jeg er — selvfølgelig! — enig i alle 10 punkter. Især punkt 2, 4, 5 og 9 betyder mig for mig personligt og ligger mig derfor også meget på sinde. Ikke overraskende, har meget af indholdet her på Altanen på den ene eller anden måde kunnet henføres til under netop disse punkter.

Men jeg må alligevel sige, at det er trist, at man ikke kunne være lidt mere nede på jorden. Jo, pengene skal følge borgerne og det skal betale sig at arbejde, men hvad pokker betyder det så?!?

Skal pengene ligge i borgernes egne lommer eller skal de følge borgeren/klienten i form af statssanktionerede “frit-valgsordninger”. Ordninger, der ganskevist er mere rationelle/liberale/fornuftige end rent statslige ordninger, men som stadig ikke er så rationelle/liberale/fornuftige, som de kunne være, havde de haft skikkelse af reelle alternative på et frit marked i et åbent samfund.

Søren Pind & Co.s nu klassiske 10 teser fra 2003 er langt mere jordnære.

Ingen skal afstå mere til det offentlige, end vedkommende har tilbage selv.

Det er vigtigere, at skatten falder end at den offentlige sektor vokser.

Det er vigtigere, at skatten falder end at overførselsindkomsterne stiger.

Det er vigtigere at fastholde den enkeltes ansvar for fællesskabet end at lade fællesskabet overtage ansvaret for den enkelte.

Det er vigtigere at opmuntre til personlig opsparing og uafhængighed end at tilbyde tilskud og afhængighed.

Det er vigtigere, at det altid kan betale sig at arbejde end at bevare offentlig forsørgelse, der gør arbejde formålsløst.

Det er vigtigere at skabe frie valg ved, at folk tjener deres egne penge end ved at det offentlige først kræver penge ind og dernæst skaber skatteyderbetalte valg.

Det er vigtigere, at der er offentlige frit valgs ordninger end at det offentlige har monopol på, hvordan en given ydelse skal udformes.

Det er vigtigere, at det offentlige sikrer danskerne bedst mulige uddannelsestilbud end at det foretager udbetalinger, der fastholder det enkelte menneske i passivitet.

Det er vigtigere, at det offentlige sikrer danskerne en sundhedssektor med frie valg, konkurrence og mennesket i centrum end at bevare politisk styring, monopol og stive systemer.

Så jo, med andre ord: Liberalistisk filosofi m.v. er meget, meget spændende. Faktisk så spændnede, at man alt for tit forlader sig på at formulere sig alt for fjernt fra det jordige, som man ellers mente man ville referer til. Liberalisternes teser er bedre end Socialdemokraterne fordi de er klassisk liberale. Søren Pinds er bedre end liberalisternes fordi de er håndgribelige og meget nemme at forholde sig til.

Indtil nu, har Mette Frederiksens altid irriteret mig lidt. Hendes evige forurettethed og helhjertede, men skingre sociale engagement får hende nogle gange til at minde om et miks af Kristendemokraternes Bodil Kornbech for fuld volumen og en børnehavepige, der har fået frastjålet en Kinder Mælkesnitte. Men nu må jeg ændrer mit syn på hende og give hende den respekt og opbakning som en næstformand i Socialdemokraterne fortjener.

Efter at hun har sømmet sine teser op på den politiske kirkedør, er oppositionspartierne opbagning og glæde kun blevet overgået af de dele af det socialdemokratiske bagland, der nærmest ser hende som en Moses der er kommet med de ni-ti bud, som skal frelse partiet. Andre socialdemokrater siger indirekte, at der er gammel vin på nye flasker – sådan lyder Helle Thorning desværre lidt. Mens borgerlige siger, at hun misbruger liberalistiske begreber som fx frihed.

Jeg ser især hendes teser som det første gode, gennemtænkte socialdemokratiske bidrag til værdidebatten.

Hendes ” Det enkelte menneskes frihed står over alt andet”-tese, viser at det kun er i et samfund, der aktivt tilbyder mennesker hjælp til at rive sig løs af deres sociale arv og/eller bryde med etniske, religiøse osv. barrierer, at alle mennesker har en chance for frihed. Ægte frihed kan ikke eksistere i et liberalistisk samfund, hvor Fanden, finansministeren, beskæftigelsesministeren og integrationsministeren slås om at tage de bagerste og røvpule dem med en voldsomhed, så de aldrig vil kunne kan sidde ned på en samfundshylde igen.     

Hendes ” Pligter er vigtigere end rettigheder”-tese er ikke bare det gamle ”Gør din pligt og kræv din ret”-slogan i en postmoderne og præglobaliseret udgave. Når hun i tesen skriver: ”Kun hvis alle føler et ansvar for fællesskabet, vil Danmark være et godt sted at bo,” så er det et verbals brud med valgkampens gavepakke med 29 uforpligtigende velfærdsrettigheder. Men der er især en ny, velkommen tone i forhold til fx integrationspolitiken: Vil man nyde godt af velfærden, så kræver det, at der vises samfundssind! … Jeg vil mene, at det fx er umuligt for dem, der praktiserer islam i sin mest forstokkede gedehyrde-udgave.

I tesen ”Danskerne skal først og fremmest være borgere – ikke kun forbrugere” formulerer hun en moderne definition på, hvad hun mener med samfundssind, som er både økologisk, økonomisk og socialt bæredygtig.  

Mette Frederiksens socialdemorater vil ikke nøjes med ”Velfærd frem for skattelettelser”-sloganet. Teserne ” Pligter er vigtigere end rettigheder”, ”Velfærdsstaten er ikke et mål i sig selv” og ”Et rent miljø er vigtigere end mere forbrug” viser, at rigtige og ærlige socialdemokrater godt ved, at et bedre samfund kræver nogle justeringer, der bl.a. vil betyde, og vi er nogen, som skal betale mere i skat og/eller afgifter. Det behøver ikke være en generel skattestigning – jeg vil mene, at der er nasserøve nok at tage af: Fx sortarbejdende håndværkere, husejere med realiseret friværdi, skattebegunstigede selskabskonstruktioner, bilister i firehjulstrækkere og andre typer forbrugere og producenter som tager mere fra miljøet end de betaler for.

”Der skal tjenes flere penge i Danmark”-tesen lyder som en af de solide borgerlige borgerlige dyder, der står indrammet på gamle liberalisters amagerhylder. Men Mette Frederiksen viser, at den ”borgerlige dyd” i virkeligheden er socialdemokratisk erhvers-, forsknings- og uddannelsespolitik.

Andre teser som ”Hvis vi afskaffer fattigdom, bliver hele samfundet rigere”, ”Velfærden skal hellere være fælles end privat”, ”Et rent miljø er vigtigere end mere forbrug” og ”Verden har behov for mere politik – ikke mindre” er moderne socialdemokratiske synspunkter uden de store nytænkninger. Det nye og fede er, at nu er de skrevet ned så vi skilter med dem, og de er tilføjet nogle konkrete politiske mål.

Socialdemoraterne har for længe mindet om Linje 3: Joksene er for gamle, der er for lidt fornyelse og showet har kørt for længe. Desværre adskiller vi os fra Linje 3 på et enkelt punkt: Vi sælger ikke nok billetter. Jeg ved ikke om Mette Frederiksens teser kan få gang i billetsalget, men de kan forhåbentlig gøre værdidebatten til en debat og ikke et borgerligt one man show.  

Af Per Vad

- og det gør hun bl.a. ved at foreslå noget så sindssygt tåbeligt, som at hele den danske landbrugsproduktion skal tvangs-økologiseres, samt at folkepensionen skal “differentieres”, som det hedder:

I den konkrete afdeling ønsker Mette Frederiksen en total økologisk omlægning af dansk landbrug, ligesom hun åbner for en sprængfarlig diskussion om differentiering af folkepensionsydelsen.

Jamen held og lykke, Mette – du har nok selv råd til en karton Kleenex, når dine planer falder til jorden med et ordentligt sideskrald.

I den nye måling er Socialdemokraterne dalet til 20,9% – 0,3 procentpoint mere end SF – og næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe, Mette Frederiksen, lægger da heller ikke skjul på sin skuffelse.

“Det er en meget alvorlig meningsmåling, det er et problem. Vi vil gøre det ypperste for at overbevise danskerne om, at der er behov for et stærkt Socialdemokrati. Kun en part er ansvarlig for, at det kan lade sig gøre – det er os selv,” siger Mette Frederiksen til Berlingske Tidende.

Læs mere her, her og her.

Dette indlæg er fyldt med ros.

Først til Mette Frederiksen for at levere de 9 teser:

1: Det enkelte menneskes frihed står over alt andet.
- udsatte børns behov skal vægtes højere end kulturelle normer
- den vigtigste frihedskamp er at bekæmpe negativ social arv

2: Pligter er vigtigere end rettigheder
- Flere skal yde mere, pligt kommer før ret.
- Enhver skal arbejde og forsøge sig selv, og ingen må forvente mere fra fællesskab end der er nødvendigt

3: Hvis vi afskaffer fattigdom, bliver hele samfundet rigere.
- Beskyttelsen af samfundets mest udsatte grupper skal stå over almindelig lovgivning

4: Velfærden skal hellere være fælles end privat
- Private tilbud må ikke favoriseres over offentlige tilbud

5: Der skal tjenes flere penge i Danmark
- Mere velfærd koster penge

6: Velfærdsstaten er ikke et mål i sig selv
- Hvad ikke kan stå, må falde
- Skatten på arbejde skal sænkes
- Boligreform skal gøre op med ghettoer
- Pensionsreform skal omfordele midler til gavn for de dårligst stillede pensionister

7: Et rent miljø er vigtigere end mere forbrug
- Fuldstændig økologisk landbrug

8: Danskerne skal først og fremmest være borgere – ikke kun forbrugere
- Et demokratisk samfund er også besværligt at bo i

9: Verden har behov for mere politik – ikke mindre
- Mere demokrati og et styrket af FN

Og dernæst til Margrethe Vestager for at få sat fokus på VORES politik. Jeg har været en smule kritisk overfor retoriken i forhold til SF – jeg synes den var for meget pegen fingre og for lidt fremføren af vores egen politik.

Nu har hun sendt følgende pressemeddelelse ud – og se lige alle de gange, der står VI og RADIKALE VENSTRE – dejligt

“Herligt med en prioriteringsdebat til fordel for mere socialt ansvar,” siger Radikale Venstres gruppeformand Margrethe Vestager i forbindelse med Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksens ni teser. “Mette Frederiksens udspil er interessant. At pligter er vigtigere end rettigheder viser, at Socialdemokraterne vil være med til at prioritere og dermed sætte indsatsen for de udsatte i vores samfund øverst på dagsordenen. Netop social ansvarlighed og en indsats for de svageste i vores samfund er mærkesager for Radikale Venstre, derfor arbejder vi også på en Social 2015-plan, der skal prioritere indsatsen for de udsatte børn, dem på kanten af arbejdsmarkedet og de udviklingshæmmede, før vi deler flere velfærdsudgaver ud til dem, der har rigeligt i forvejen,” siger Margrethe Vestager.Også Mette Frederiksens forslag om et endnu mere økologisk landbrug og en tilkendegivelse af behovet for en omlægning af den høje danske skat hilser Margrethe Vestager velkommen:
“Radikale Venstre lancerede sidste år en helt ny grøn skattemodel, hvor vi vil lette skatten på arbejde og istedet beskatte forurening, fordi det er nødvendigt, hvis vi vil sikre den arbejdskraft, der skal til for at garantere vores velfærd fremover og samtidig fremtidssikre vores miljø,” udtaler Margrethe Vestager og fortsætter: “Vi vil også gerne tilgodese de fattigste pensionister. Vi har adskillige gange stillet forslag om at afskaffe aldersbetingede ydelser, som mimrekort og lignende, og i stedet give de dårligst stillede pensionister et særskilt tillæg. Det er social ansvarlighed, og måske kan vi nu få Socialdemokraterne med på den idé.”

Yderligere information: Margrethe Vestager, via 3337 4782

Det er også særdeles dejligt at kunne læse at vi nu begynder at kunne samle os lidt her i oppositionen.

Så alt i alt – dejlig søndag

Der er ingen, der kan sige det som Mette Frederiksen. Hun er mit bud på en ny socialminister, går valget i morgen, som jeg håber. Så her er Ugebrevet A4’s artikel med hendes ideer om socialpolitiske tiltag. Det kan ikke siges bedre.

DER ER PLADS TIL FORBEDRINGER 

Socialdemokraternes socialpolitiske ordfører, Mette Frederiksen, efterlyser en fattigdomsgrænse, hvor vi som samfund lægger et bundniveau for, hvor dårligt folk må have det. Udsatte børn er det første, hun vil kaste sig over, hvis hun skulle blive socialminister efter valget.

ET GOK NEDAD En sølle omgang, som har handlet for meget om små puljer, og en minister, der har stået og smilet, mens hun har givet små grupper symbolske pengebeløb.

Det er den socialdemokratiske socialordfører Mette Frederiksens karakteristik af de seneste seks års socialpolitik under VK-regeringen. Hun mener, at udviklingen på det sociale område er alarmerende, og at der er brug for en gennemgribende anderledes socialpolitik.

»Vi kan se, at uligheden vokser, og at fattigdommen stiger, hvis vi følger de udenlandske fattigdomsgrænser.«

Tallene viser jo også, at uligheden steg mest i slutningen af 90’erne, hvor dit parti sad i regering. Er det ikke for billigt at slå partipolitisk plat på en udvikling, der ses overalt i verden, hvor økonomien buldrer?

»Nej. Op gennem 90’erne var der i høj grad mange, der fik det bedre, og den udvikling er fortsat under den nuværende regering. Men dét, der adskiller disse år fra 90’erne, er, at de i forvejen svageste har fået endnu et gok nedad. Med blandt andet kontanthjælpsloft, starthjælp, nye regler for boligydelse og reglen om 300 timers beskæftigelse for at oppebære kontanthjælp. Det kan godt være, de var fattige før, men nu er de fattigere. Og det er sket samtidig med, at de bedst stilledes formuer og friværdier er vokset, og nogle især i toppen af det private erhvervsliv har fået voldsomme lønstigninger og bonusser ved både tiltræden og fratræden, og hvad ved jeg.«

Men samtidig er der også kommet mange fra overførselsindkomst til beskæftigelse. Er der ikke en vis fornuft i regeringens argumenter om at styrke incitamentet til at arbejde, når nu arbejdsmarkedet skriger på de famøse hænder?

»Nej, det er nonsens. Det var Socialdemokraterne, der opfandt den aktive arbejdsmarkedspolitik, som har vist sig at være enorm nyttig og meget virkningsfuld for de ledige, der ikke har andre problemer end ledighed. De kontanthjælpsmodtagere, der er kommet i arbejde de seneste år, har da heller ikke haft problemer eller kun små problemer ud over ledighed. Men ser man på kontanthjælpsmodtagere med mere end otte års ledighed, så er gruppen vokset. Over for dem kan du ikke bruge pisken, for deres misbrug, psykiske sygdom, enorme gældsbyrde og eventuelle hjemløshed skygger for deres vej ind på arbejdsmarkedet. Fattigdom er ikke nogen drivkraft for personer med andre problemer end ledighed.«

Skal vi så bare lade stå til og acceptere, at de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet?

»Overhovedet ikke, men der er det, vi foreslår en egentlig omsorgsreform af kontanthjælpssystemet, hvor vi indfører et princip, som vi kalder rehabilitering. Forestil dig hende i kontanthjælpssystemet, der er i 40’erne og har en psykisk sygdom og et misbrug. Nytteværdien af at piske hende igennem det ene aktiveringsprojekt efter det andet er ikke stor. Hende skal vi stille og roligt og måske gennem tre-fire år have behandlet i det psykiatriske system, have styr på hendes boligsituation og sætte hende i gang med den uddannelses- eller beskæftigelsesindsats, der skal til for at få hende til at fungere almindeligt igen.«

Hvis du skulle blive socialminister efter valget, hvad er så det første, du vil kaste dig over?

»Gruppen af udsatte børn. Et stigende antal børn lever i fattigdom. Alt for mange børn får tæsk derhjemme og får ikke en ordentlig behandling, når de kommer på krisecenter. Der er børn, der burde blive anbragt, men ikke bliver det, og børn, der bliver anbragt, men taget hjem igen, fordi kommunerne ikke har råd til deres anbringelse. Unge, der hænger fat i kriminalitet, hvor svaret indtil nu har været at bure dem inde. Der er masser af tage fat på. Men udsatte børn vil altid være den vigtigste socialpolitiske opgave, for hvis vi ikke evner at give dem bedre opvækstbetingelser, end deres forældre kan give dem, så cementerer vi som samfund den negative sociale arv.«

Din folketingskollega Søren Pind fra Venstre afviser, at et voksende antal børn lever i fattigdom. Han siger, at når man opererer med relative tal, og når det er gået så godt med økonomien, så får man pludselig flere fattige, selv om de fleste har fået det bedre?

»Det er jeg meget uenig i. Der er rigtig mange børn af enlige mødre og indvandrerbørn på de meget lave ydelser, der er indført. Og når børn i fattigdom er så stort et problem, er det, fordi det er en meget presset livssituation at være fattig. Det handler om ikke at kunne holde børnefødselsdag, om ikke at kunne få vinterstøvler i tide, men først når de kommer på tilbud i januar, om altid at skulle vende enhver en- og femkrone og aldrig spontant kunne gå i Zoologisk Have. Om ikke at have internetforbindelse, som de fleste ungdomsuddannelser benytter sig af, og om at have råd til at deltage i de kollektive børne- og ungdomstilbud, som andre børn og unge er den del af.«

Har vi brug for en fattigdomsgrænse?

»Ja, for nu har vi brugt tre ugers valgkamp til at diskutere tal i stedet for at diskutere, hvad vi kan gøre ved de sociale problemer.«

Hvad kan vi bruge den fattigdomsgrænse til?

»Til som samfund at beslutte, hvor dårligt folk må have det. Til at underbygge politiske forslag og visioner og til at lægge årlige handlingsplaner for, hvordan vi som samfund får løftet folk over den fastsatte grænse igen. Hvordan den fastsættes er ikke så let, men det går vi i gang med i næste uge, hvis vi får lov til at danne regering.«

Af Michael Bræmer, mbr@lo.dk

Dagens kommentator: Mette Frederiksen (Soc.Dem.)

Der er vist tonede ruder i Karen Jespersens ministerbil. I hvert fald virker det som om, socialministeren befinder sig temmelig langt fra den virkelighed, som rigtig mange danskere lever i.

Forleden dag deltog hun og jeg i et fælles debatprogram i DRs 21 Søndag om ulighed. I programmet optrådte Heidi Asrtup på kontanthjælp, der med en husleje på 7.100 om måneden og kun 1.000 kroner tilovers efter fast udgifter, kæmpede en brav kamp for at give sin datter en god barndom.

Og hvad var så den ansvarlige ministers svar til den enlige mor: Find dig et arbejde!

Se tidligere indlæg. Det er søreme et rigtig godt indlæg i debatten, DR har fået produceret der – og socialisterne kaster sig ukritisk over det, som en flok aber over en bunke bananer. Dokumentationen ser man stort på, da historien kan bruges til at sværte ens politiske modstandere.

Mette Frederiksen fortsætter:

Tror Karen Jespersen virkelig, at folk frivilligt vælger et liv, hvor man kun har 1.000 kroner om måneden til sig selv og sine børn?

Ja, Mettepigen – hvis man sætter sig til en høj husleje og stifter gæld, må det efter min mening være ganske selvforskyldt og selvvalgt. Spar os dog for jeres klynk og manipulationer.