Forandring fryder og derfor var jeg da ikke sen til at snuppe et par pakker af Thai Red Chicken Curry with Jasmine Rice der var ugens slagtilbud i Lidl til en flad 10´er pr. pakke.

Retten lå i en plasticbakke med ris og sovs med kød adskildt. Tilberedningen var lidt kringlet. Først skulle der prikkes hul i filmen over pakken, hvilket dog er standard. Derefter en tur i mikrobølgeoven. Ud med pakken igen. Røre rundt i sovsen. Fedte med at lægge folien over igen. Ind i ovnen igen. Ud med bakken og konstatere at på trods af alle anstrengelserne, var det ikke blevet varmt nok endnu. Ind igen og bestråle det, indtil det var så varmt som lava. 

Retten kom på tallerken og så ganske godt ud. Smagen kunne diskuteres. Jeg vil gerne give min sarte vesterlandsmave skylden for ikke at være helt op at ringe over de fremmede smagsindtryk. Sovsen med kylling er stærk, men chilismagen holder ikke så længe, men er dog så overvældende, at den forholdsvis lille portion ris ikke tilstrækkelig efter min smag. Dertil skal lægges at retten indeholder hele limeblade og citrongræs, der nok giver smag, men også er af sådan konsistens, at de skal sorteres fra, med mindre man er koala- eller pandabjørn.

Det endelige bliver, at man skal vægte fordele og ulemper. Er man til det thailandske køkken eller brun sovs? Derfor ligger Thai Red Chicken Curry with Jasmine Rice i midten af feltet.

Thai Red Chicken Curry with Jasmine Rice er produceret i Thailand for CM Food og fundet i Lidl.

27.78kr/kg

Efter den begrænsede succes med Baconmix fra Tulip, var det med blandede forventninger, at jeg kastede mig over Pølsemixen, jeg købte på tilbud i Netto.

Tilberedningen er standard pandestegning, som dog tog længere end ventet, da jeg ville forsøge at få pølsestykkerne stegt på nogenlunde samme måde, som fremgik af fotoet på pakken. Det lykkedes med rimeligt resultat, men havde da også taget næsten 20 minutter med konstant omrøring.

Ud over det forkogte kartoffeltegn og løg var det i portionen en pæn del pølsestykke, der dog var en anelse smagsløse og ikke så røgede, som jeg ville fortrække dem. I modsætning til Baconmix, der godt kunne “ophøjes” til biksemad, var der ikke rigtig nogen mulighed i denne ret, da ingredienserne egentlig var velafbalanceret.
Dette endte med at blive et minus, da Pølsemix hurtigt blev en ret fed affære, med de fede pølsestykker og kartoflerne, der også var blevet tilberedt i fedstof.

Pakken på de 500g var pludselig rigeligt, selvom jeg nok spiser mere, end den gennemsnitsperson portionen er beregnet til, ikke fordi den mættede mere end ex. biksemad, men fordi den vamlede og blev for ensartet i smagen.

Tulips Pølsemix er en kærkommen variant af biksemad, der dog kunne blive bedre med lidt mere smag og nogle bedre pølser, og bedømmelsen bliver derfor kun middel.

35,00kr/kg

Den lokale nettobiks havde igen disket op med lidt tilbud fra Tulips Livretter-sortiment.

Den første ret blev baconmix, der kom i praktisk løsfrossen stand.
De 500g blev da fedtstoffet var blevet varmt lagt på stegepanden. Tilberedningen er let, som ved de fleste panderetter og blev overstået på lidt over de 10 minutter, der stod på pakken, men det første der slår én, er en uoverensstemmelsen fra forsidebilledet. På billedet er baconnet tydeligt stegt og sprødt, mens mit forsøg har en temmelig kedelig griselyserødt udseende. Med mindre man starter med at sortere baconnet fra, og stege det seperat er det simpelthen umuligt at opnå det stegte look.

Med skuffelsen hængende som en mørk sky gik jeg igang med at smage, og førstehåndsindtrykket blev, at Baconmix ganske enkelt er for trist og smagsløs. Selvfølgelig kan retten spiffes lidt op med salt, peber og engelsk sovs, men bliver så bare en middelmådig gang biksemad med slatten bacon, og dét er nok Baconmix´ største problem.
 
Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne med den billigste biksemad, jeg også har prøvet. Kiwis biks til under det halve pr/kilo benytter kogt svinkød, som nok er skinke eller bacon i mindre stykker, men adskiller sig ellers ikke synderligt fra Baconmix, og så har jeg ikke svært ved at vælge.

Tulips Livretter Baconmix slår på et kendt mærke, en flot indpakning og et urealistisk forsidefoto for at sælge biksemad Plus. Det er ikke i orden, men når det så er sagt, så er Baconmix stadig et billigt måltid, bare ikke det billigste eller bedste.
Endelig dom er “middel”, da det er meget svært at ødelægge en ret, der reelt ikke kræver den store tilberedning. 
34.00 kr/kg

Syv minutter i mikrobølgeovnens indre havde en gavnlig virkning på dagens Livret fra Tulip.

Det første indtryk var godt. En dejlig duft af stegte løg og bacon kom mig i møde, da jeg tog folien af papbakken. Ligeledes kunne det konstateres, at pakkens foto stemte rimeligt overens med det endelige resultat. Begge disse fakta, kunne skyldes, at retten kun består af tre ingredienser: løg, bacon og kartofler, og det vel egentligt er begrænset, hvor meget det kan ødelægges eller photo-shoppes til ukendelighed.

På plussiden: Brændende Kærlighed fra Tulip smager godt og gør det ud for et måltid. Jeg købte den på tilbud til 10 kr.

På minussiden: Mosen er for kedelig og den normale pris er alt for høj.

28,57kr/kg (71,29 kr/kg)

Tulips serie fortsætter med Danmarks svar på spaghetti og kødsovs – millionbøf.

Efter 6-7 minutter i mikrodjævlen synes retten at have opnået en temperatur i nærheden af lavas kogepunkt, og den får lov til at komme ud.

Det er åbenbart meningen, at jeg skal identificere mig med det sort/hvide billede af den ambitiøse single-person med skovmandsskjorten, men “taberbakken” med den usædvanligt jævne kartoffelmos, der vidner om, at den nok et lavet af pulver, sammen med den let blævrende brune masse, der skal gøre det ud for “et komplet måltid for én”, som der står på pakken, får mig mere til at tænke på kedelig mad fra min militærtid.

OK, ikke den bedste start.

Retten overrasker heldigvis positivt, da der absolut ikke er noget i vejen med smagen af millionbøfsovsen, der smager som vor mor lavede den. Der er knap så meget kød i den som fotoet viser, og man skal igen være mere end almindelig fingerfærdig, for at kunne arrangere retten på en tallerken.

Jeg kan godt se, at det reelle billede af den færdige ret ikke vil gøre sig på pakken, men så sæt da et billede af en brølende kronhjort og en skovsø på i stedet. Det ville være lige så ærligt.

Mosen er stadig for ringe men sovsen er væsentligt over middel. Jeg købte retten på tilbud i Aktiv Super til en gylden 10´er og mener, det er et røverkøb. Havde det været fuld pris, ville det klart have været for dyrt. Så hellere en halv pizza.

28,57kr/kg (71,29 kr/kg)

Livretter er en række danske retter for én fra Tulip, hvis normalpris ligger i den dyrere ende, og med en lækker indpakning med indbydende billeder, kan man kun have store forventninger.

Desværre er udtrykket “What you see, is what you get” ikke validt i dette tilfælde.
Den gule indbydende kartoffemos flankeret af store stykker kød og gulerod i tern står lidt i kontrast til den generisk kedelige mos, der titter op gennem den ligeså genkendelige brune skysovs med lidt kød i, og selvom æsken er prydet med en veltilfreds single-type, så er der stadig lidt “tabermad” over den papbakke, man står med, når retten er klar.

Men det kunne man jo sige sig selv. Et stort industrikøkken kan bare ikke lave kartoffelmos, der har en smule konsistens og smag, og sovs er nu en gang mere rentabel end kød.
Men når al det dårlige er sagt, så kan man ikke tage fra Tulips Gullasch, at den faktisk smager godt, når man først har vænnet sig til den tynde babymosagtige kartoffelmos. Kødet er også særdeles mørt og velsmagende, men jeg ender alligevel på en karakter omkring middel, da der stadig er for lidt kød.

Nu fandt jeg Tulips Livretter på tilbud hos Aktiv Super til en flad 10´er, og er absolut tilfreds med mit køb. Normalprisen er 2½ gang højere, og så ville jeg havde siddet med en dårlig smag i munden – ikke kun fra kartoffelmosen.

28,57kr/kg (71,29 kr/kg)

Over sommeren har der ikke været mange tilbud på færdigretter i de forretninger, jeg normalt frekventerer, men heldigvis er det nu blevet efterår og tid til færdigretter igen.

Den første er dog en standardvare hs Lidl og af favoritretten – pastaret til pande.
Gnocchi Pomodoro er ganske standard pasta med tomatsovs. Pastaerne er dog af gnocchivarianten og minder mest om gummiagtige melboller og er, trods den lidt uappetitlige beskrivelse, mættende, hvilket må siges at være formålet.

Tomatsovsen er god uden at kunne måle sig med hjemmelavet, men absolut spiselig.

Som så ofte går Gnocchi Pomodoro ind under kategorien “god til prisen” og gør det ud for et måltid.

29,27 kr/kg

Hvor glad jeg end er for pasta-pande-retter er forandring jo at foretrække. Derfor var det med stor glæde at jeg fandt denne indiske ret i Nettos frysedisk.

Tilberedningen var let på anden, hvor de store tigerrejer, de friskudseende grønsager og den frosne sovs i terninger blev hældt ud. Ved let varme gjorde retten sig klar og det var kun nødvendingt at røre rundt enkelte gange. Imens dette stod på kunne man varme de medfølgende Porotta-brød i miniovnen. Hele tilberedningen tog kun 10 minutter, som det også stod på pakken.

På pakken fremstod retten nærmest som en slags thailandsk rejer i sovs, hvilket ikke helt stod mål med den kokasse-grønne gang sjask jeg endte op med, hvor det ærlig talt var lidt svært at genkende både rejer og grønsager.

Porotta-brødene, som er traditionel indisk, var af smag og konsistens som en mellemting mellem butterdej og pandekager, hvilket gav en ret fedtet smag.

Efter foreskrifterne sørgede jeg for at dyppe brødet i karrysovsen for at opnå den rette smag, hvilket udpræget bare var stærk. Det er svært at angive stærk smag, da alle er forskellige og alle har forskelige definitioner for, hvad stærk er. Den stærke indiske karry overdøvede al anden smag, hvis der havde været en og gjorde, at der ikke var nogen variation i retten.

I sidste ende sad jeg tilbage med en fedtet smag af alt for meget karry.

Posens indhold på 680g er beregnet til to, hvilket jeg finder for lidt til et helt måltid. Det foreslåes, at man servere med ris til, hvilket nok er anbefalelsesværdigt, og eller kan den bruges som en forret.

Shrimp Curry with Porotta fik mig ikke helt til at ringe. Den er god som forandring, men for fed og uinteressant til at jeg ville prøve den igen.

Shrimp Curry with Porotta er produceret i Indien hos Choice Canning Co og fundet i Netto

42.65kr/kg

Tilberedningen gik smertefrit og efter sammenlagt 9 minutter var retten klar.Som tidligere var retten klar til indtagelse direkte fra den praktiske papbakke.

Sammen med laksefilet-stykket, der godt nok ikke syntes af meget, var der nogle kartofler og nogle bønner og gulerødder. Det hele var tilsat en sauce, der skulle smage af safran. Jeg syntes dog at den smagte som en typisk Knorr sauce, men det skal dog ikke tages som nogen kritik.

Jeg var en smule skeptisk når det kom til frossen fisk, der sjældent er nogen større nydelse, når man kan købe frisk fisk, men dette stykke laks, var absolut spiseligt. Grønsagerne smagte af ingenting. Kartoflerne var af svingende kvalitet fra rimelig god til melet. Saucen var god, en smule salt men passede godt til fisken.

Laks Favorit er en velsmagende og indbydende ret, men en del småfejl gør den endelige resultat til en middelmådig oplevelse.

Laks Favorit er fremstillet i Sverige af Gunnar Dafgård og fundet i Føtex på tilbud denne gang til 2 for kr.39

55.71kr/kg

Sidste skuffende oplevelse ang Pasta Bolognese skulle ikke afskrække mig fra at prøve igen. Denne gang blev det Findus´ variant, der koster lidt mere end den fra Frigodan.

Indgredienserne var de samme som sidst: Pasta, tomatsovs,kød, løg og gulerødder og tilberedningen gik let og hurtigt på pande.

Denne udgave havde pasta af pennevarianten, som var mærkbart tykkere. Ligeledes var der også mere sovs og mere kød, der dog var meget findelt.

Retten er velsmagende og har en smule substans, der gør, at der dog er en smule variation i de mundfulde man får. På trods af dette, og det faktum at referencerammen er en variant, der er væsentlig dårligere, så sidder man dog stadig er en smule skuffet, da den ret enhver børnefamile eller SU-modtager er i stand til at svinge sammen (spaghetti med kødsovs) stadig er langt bedre end denne.

Pasta Bolognese er fra Findus og fundet som ugetilbud hos Netto.

26.66kr/kg

6-7 minutters let tilberedning i mikrobølge-guden og rette var klar.

Retten bestod af 8 industrikøkenkartofler og små stykker kylling i en meget trist sovs, der smagte meget lidt af peberrod.
på pakken står der, at kødet er “strimlet kyllingebryst”, men strimlerne er skåret i stykker til små terninger. Det kan godt være at brystkød er godt og magert, men det er også tørt og uden smag.

Dog skal Danish Prime have kredit for at komme op med klassiske retter ud over bøf og boller i karry. Desværre er kvaliteten ikke den højeste og uanset hvor meget salat og groft brød man tilføre retten, så skal man være meget generøs, for at mene, at retten er middelmådig. Det skal nævnes, at retten kun kostede en 10´er, og går derfor ind under kategorien “god til prisen”.

Kylling i peberrodssauce er købt hos den lokale Spar købmand på tilbud og produceret af Danish Prime.

28.57kr/kg

Denne ret blev leveret i to poser, som Jensen´s har for vane. Indholdet, 300g kyllingeret og 200g ris, blev lagt på en tallerken og bestrålet i 4 minutter, hvorefter det var rimeligt varmt.

Risene var af en kedelig hvid variant uden smag. Kyllingeretten bestod af rigeligt mængder af kogt kylling i tern og en sovs med diverse grønsager (bl.a. gulerødder, peber, svampe og babymajs) i små stykker. Kødet var desværre kedeligt og uden smag ligesom grønsagere, der heller ikke smagte af noget.

Hot Chicken betyder stærk kylling, og dét var absolut også det eneste som retten smagte af. Men om det stærke var kommet af chili, sort peber eller tabasco var umuligt at afgøre.

Konklusionen på oplevelsen må være, at retten er alt for kedelig og intetsigende. Igen har producenten lagt vægt på kvantitet frem for kvalitet, og som sådan opfylder den dog sin mission og leverer en stor mængde mad, der hverken smager godt eller skidt.

Retten er fra Jensens Food Group og købt hos Netto.

Nå begynner det å bli som det skal, den ene etter den andre driter seg rett og slett ut sidelengs inn i dopingskandaler.
Først Michael Phelps med hasj.
Så får vi nå vite at tre russiske skiskyttere er dopingtatt for det ekspertene kaller tredje generasjon av det prestasjonsfremmede stoffet CERA.
De tre som er tatt er verdenscupleder for kvinner, Jekaterina Jourijeva, i tillegg Albina Akatova og Dimitri Jarosjenko. Jeg kan ikke si noe annet enn at det er en stor skandale samtidlig at jeg egentlig ikke er overasket.

STENG DEM UTE PÅ LIVSTID…. Da må de lære noe av det. Da får vi bort med dopingen.

Nå ryktes det at det er et middel som ikke står på WADAs dopingliste! Er det mulig? Må jo straffe dem selvom middelet ikke står på dopinglisten! En svensk lege hevder at russerne har brukt kinesisk EPO.

Men det er ikke bare russere i skyskytting som doper seg, nei nå er det sagt at det er fem russiske landgrennsløpere også!

FIS-toppen Jürg Capol tror ikke på noe nytt Lahti-VM i Liberec-VM, med en haug av dopingskandaler, da må dere utestenge russerne, ellers blir det et nytt Lahti-VM!

Men alle 8 skal få lov til å stille i VM! SKAM DERE!

Nok en gang er Findus “vært” for aftensmaden.
På blot 6 minutter var retten klar og gennemvarm. Peberbøf består af en peberkrydret hakkebøf med rødvinssovs, flødekartofler og ganske få grønsager (gule og orange gulerødder og bønner – alle i små stykker).

Hakkebøffen virker, ikke så underligt, lidt industrikøkken-agtig. Lidt for gummiagtig og teksturløs. Til gengæld er den meget pebret, hvad man også kan forvente af en peberbøf og kombineres udmærket med flødekartoflerne, der er meget salt. Grønsagerne er for få, små og for smagsløse og rødvinssovsen smager som forloren skildpadde.

Peberbøf er ikke den bedste ret fra Findus, men stadig klart bedre end så mange andre variation af hakkebøf, som man kan finde i handlen.

Peberbøf er fundet på tilbud hos Fakta.

Nok en gang er valget faldet på en frossen pastaret.
En smule olie på en pande og posens indhold på, når olien er varm. Efter 10 minutter er den væde, der naturligt kommer når frosne grønsager tøes op, forsvundet og retten var klar.

Pastaerne er lidt gummiagtige men dog gode, grønsagerne (broccoli, rød peber, løg og en smule champignon) er en smule vandede men har stadig en god smag. De små og få stykker kylling er temmeligt anonyme og da det ene stykke også indeholdte et stykke brusk, kunne de ligeså godt have været undladt. En smule krydderi er med til at gøre retten til et rimeligt måltid.

Posens foto er fra en god dag, hvor pastaerne er blevet holdt lidt i baggrunden, men stemmer nogenlunde med virkeligheden.

Når plusser, minusser, bekvemmelighed og oplevelse lægges sammen havner Pasta Venezia pænt i midten af skalaen og må siges at komme i kategori “god til prisen”. Så må det tolkes, som man ønsker.

Pasta Venezia er lavet af Blue Planet Food Group og købt i Aldi.

Nok en panderet der lover at være klar på 10 minutter, hvilket passer ved tilberedning af en halv pose, som meget godt svarer til en enkelt portion.
Retten består af løse ris, marineret og krydret svinekød, rød og grøn peber, løg og majs.

Kødstykkerne har til tiden en meget kraftig eftersmag af gris, hvilket ikke er optimalt. Der anbefales at man bruger et par spiseskefulde olie under tilberedningen, der dog gør hele retten en anelse fedtet, hvilket ikke trækker op. Risene er til gengæld dejligt løse og veltilberedte, og sammen med de få men rimelige grønsager, har retten dog kun lige bestået i at kunne betragtes som et måltid.
Den kun let krydrede smag efterlader dog ikke det store indtryk og er hurtig glemt.

Gyros Rispande er ikke rigtig dårlig, men et billigt alternativ til et dog mættende måltid.

Retten er produceret i Tyskland hos Menü-Variant GmbH og fundet i Aldi.

“Hverdagsmad – lige til at spise”, står der på pakken, som findes med ujævne mellemrum i kølediskene.
Når man sejrsstolt kommer hjem med varen og får den pakket ud, er der dog lidt vej endnu inden man står klar med aftensmaden.
Pakken indeholder 400g kødsovs, 150g mornaysovs og 75g (5-6 stk) lasagneplader. Man skal nu til på ganske ordinær vis i gang med at stable og blande ingredienserne for at opnå det ønskede resultat, hvilket er noget griseri, da sovsene kommer i slatne plastposer, der egner sig meget dårligt til at hælde af, og en del at sovsene ender deres dage på poserne inderside i stedet for i retten.
Tilberedningen er foretaget i miniovn, og efter den rette temperatur er opnået går der 35 minutter.

Resultatet af anstrengelserne er et produkt der minder om lasagne, selvom ligheden med forsidebilledet må betegnes som mindre tilfredsstillende.
Kødsovsen er generelt for tynd og med alt for lidt kød, men smager udmærket. Hvis der skulle være nok ostesovs til at give det låg, der vises uden på pakken, rækker 150g ikke, hvis der også skal bruges 2/3 til at lægge mellem lagene.

Den færdige lasagne kan sagtens spises, men den bløde konsistens leder tankerne hen på spaghetti med for tynd kødsovs.

Varen er købt i Netto til under 20 kr (men sælges ofte til lidt over den gyldne tyve) og som sådan en billig ret, og i dette tilfælde skulle man nok have hævet prisen med en 5´er og så puttet lidt mere kød i. Tilberedningstiden er det absolut største minus, da retten kan laves næsten ligeså hurtig fra bunden af.

Uhm… Lasagne fremstilles af Jensens Food Group.

Fra køledisken lå denne appetitlige pakke og lokkede.

Pakken indeholder to poser, én med 300g kødret og én med 250g kartoffelmos.
Tilberedningen fandt denne gang sted i mikrobølgeovn, hvor poserne først blev gennemhullet et par steder før de blev lagt til hvile på en tallerken. ‘
Efter 4 minutter gjorde et mikrodjævlen opmærksom på, at den var færdig med at ophidse vandmolekylerne i poserne. Og det havde den gjort fremragende. Så fremragende, at poserne nu havde en temperatur lige under flydende lava, hvilket ikke er ideelt, når indholdet skal ud. Igen måtte jeg prioritere om brændvabler var posernes sidste indhold værd, hvilket jeg ikke mente.

Jeg ved godt at man ligesom ved tusinbenet ikke skal tage millionbøf bogstaveligt, men der var langt mellem kødstykkerne der flød rundt i sovsen, der smagte fint, hvis retten havde været forloren skildpadde. Kartoffelmosen er blød, ensartet og bedre end pulverkartoffelmos.

Uhm… Millionbøf er et hurtigt, billigt og spiseligt måltid, der dog ikke lever op til forsidefotoet, hvor der tydeligvis er mere kød i sovsen, men som andre retter fra Jensen’s Food Group, er der blevet holdt igen på kvaliteten for at holde prisen nede.

Het is wellicht een wat vreemde associatie maar bovenstaande titel kwam in me op naar aanleiding van een een discussie op radio programma stand.nl. Daar was de stelling: “Invoering van de vlaktax is een goed idee”. Dat bracht deja vues bij me boven want waar gaat het nou eigenlijk om bij die stelling? Is de vlaktax niet een middel om een doel te bereiken? Zo ja welk doel dan?

Ik heb in veel projecten en organisaties meegemaakt dat er over middelen gesproken werd zonder dat het doel helder was; We moeten een portal hebben! (hoezo? wat wil je bereiken?) Lijkt een open deur maar helaas is dat niet altijd evident en ook in politieke discussies raken we wel eens de weg kwijt…

Om dan de assiocatie met de titel nog te verklaren: Niet alleen dronkaards en kinderen lijken de waarheid in pacht te hebben, ook filmmakers snappen de wereld wellicht beter dan de gemiddelde mens want over doelloos rebelleren (lijkt op een project nietwaar?) wisten ze jaren geleden al aantrekkelijke films te maken.
Zie IMBD: Rebel without a cause

At museum ikke setter grammatikk i høysetet overrasket oss ikke akkurat, men dette går over alle støvleskaft.

Så er det tid til endnu et indlæg vedrørende vores speciale, som vi efterhånden er ved at være godt i gang med. Vi har foretaget en del interviews indenfor de sidste par uger, hvor vi blandt andet har snakkede med Jacob Bøtter fra Wemind. Interviewet med Jacob var virkelig interessant og på sin vis anderledes, og satte gang i nogle tanker hos os. Jacob udtalte: ”Man du ser rigtig mange blogs, og rigtig mange corporate blogs, som ikke har noget mål, men som udelukkende er der for midlets skyld.” Men er det forkert? Kan man som virksomhed ikke have en weblog bare for at prøve det ”nye” medie af og blot se hvad tiden bringer? Er der slet ikke noget værdi i at være de første i ens branche til at blogge eller signalere at man er en moderne virksomhed og måske gøre op med et støvet image?