Stapje voor stapje breng ik mijn leefomgeving terug tot een versimpelde versie. Eenvoudig, bescheiden en met respect voor de natuur, zo wil ik leven. Het zal een zucht van verlichting zijn als het eenmaal zover is maar voorlopig is er nog veel te doen. Ik ben begonnen met versimpelen door een jaar lang geen toiletartikelen als zeep, tandpasta en dergelijk meer te kopen omdat ik daar al storend veel van in huis heb. Als een artikel op is koop ik het niet meer tenzij het voldoet aan een paar voorwaarden. Dit bevalt mij zo goed dat ik op zoek ben gegaan maar meer mogelijkheden tot versimpeling.

Dit keer moet ons washok er aan geloven!

In ons washok staat een wasmachine en een rek met genoeg schoonmaakspul voor jaren. Die voorraad is ontstaan nadat mijn man en ik bij elkaar in zijn getrokken en nadat we een paar bulkaanbiedingen in huis hebben gehaald. Onlangs heeft mijn man de voorraad nog eens verrijkt met een ruime collectie microvezeldoekjes. Die liggen nu bovenop de stapel andere schoonmaakdoekjes in nog ongeopende verpakkingen….

In een dergelijk geval helpt communicatie en even afstemmen het beste. Gewoon afspreken dat je bepaalde items voorlopig niet meer nodig hebt. Visueel bewijs kan de boodschap soms versterken

Vanaf deze week kopen wij dus geen schoonmaakspullen meer als afwasmiddel, Chlorix, wasmiddel,  multireinigers, schoonmaakdoekjes, stofzuigerzakken, swifferdoekjes en oh ja…..microvezeldoekjes.

I sidste sjælransagende indlæg nævnte jeg ofte ordet: minimalistisk scenarie (ok to ord). Så hvad mener jeg med det? Bemærk dette er min definition, andre vil nok definere det anderledes.

For mig at se er mine sidste fire scenarier minimalistiske (Ønskeøen, SystemPerfekt, Stjernetegn og Vandrer.)

Nu kalder jeg dem minimalistiske, jeg har forsøgt at kalde dem andre ting (whiteform, skabelsesrollespil, udviklingsrollespil), men hver gang har den definition mødt modstand både fra mig selv og andre. Så nu kalder jeg dem dette, så må vi se hvor længe det holder.

Så hvorfor er de minimalistiske? Jo fordi alle fire mangler ting, som jeg anser for normalt indhold i et scenarie. Nemlig:
Skrevne roller
En beskreven baggrund/ramme
En mere eller mindre planlagt historie

I stedet har alle tre scenarier indeholdt redskaber til at skabe disse ting. Der hvor jeg selv synes mine scenarier skiller sig ud fra andre lignende scenarier, er at hvis roller, baggrund eller historie er fraværende, så er det noget, man hovedsaligt skaber inden scenariet starter. I mine scenarier skal det mest skabes og udvikles under scenariet via rollespil.

Jeg formulerede følgende motto for lidt tid siden, for at beskrive, hvorfor SystemPerfekt virkede:

“Mangel på information er terror mod sindet og ekstasy for fantasien.”

Men det er på sin vis på spil i alle mine scenarier. Jeg undlader bevist visse informationer.

Mennesker, fordi de er mennesker, vil automatisk forsøge at finde disse informationer, eller finde på forklaringer, der kan dække hullerne.

Denne drift er utrolig stærk, og den er endnu stærkere, når der er flere mennesker sammen. (Det er jo sådan set sådan religioner opstår: alle skabelsesberetninger, er blot forsøg på at forklare verden omkring en.)

Så min form for minimalisme er i form af minimal mængde information. Så få informationer som muligt, og så en stak redskaber, som spillerne kan skabe deres egne informationer ud fra. Og ud af dette opstår roller, baggrund og historie.

Klaus Meier Olsen beskriver det anderledes i Unik, som læsegruppen lige har anmeldt. Her skelner han mellem den arketypiske ramme og den unikke historie. Set på den måde, laver jeg arketypiske rammer, som spillerne kan skabe unikke historier ud fra.

Det interessante er jo, at det kan man sige om alle scenarier, ja alt rollespil. Det hele er rammer til at skabe en mere eller mindre fri og uforudsigelig historie ud fra. Vandrer ligger i den frie og uforudsigelige ende, så langt som man næsten kan komme. Scenarier som ”Den Spejlvendte Virkelighed” og ”Agerbørn II: Agerlund” (ifølge Morten i hvert fald) ligger i den ufrie strukturerede ende.

Så Agerlund er et scenarie med en meget stram ramme, meget lidt arketypisk, og derfor er størstedelen af historien forudsigelig, men det er heller ikke der, fokus ligger. Fordelen er, ved at gøre historien forudsigelige, kan spillerne lægge størstedelen af deres indsats et andet sted, nemlig indlevelsen.

Hvorimod Vandrer har en meget løs ramme. Det at man skal gå, er faktisk det eneste, der er givet på forhånd. Dermed er Vandrer utroligt arketypisk. Det jeg kalder minimalistisk, i den forstand, at der er minimal mængde information og ramme. Det der er i stedet, er redskaber, som spillerne kan skabe deres egen unikke roller, baggrund og historie, ud fra.

Kort sagt, tror jeg:
Alt rollespil, systemer som scenarier, er arketypiske, og ud fra dette skaber spillerne en unik historie.
Men det sker på følgende akse:
Svag ramme, stærkt arketypisk     <————>    Stærk ramme, lidt arketypisk
Frihed, uforudsigeligt                                        Mindre frihed, forudsigeligt

Ahhh det føltes rart, det er endelig lykkedes mig at lave en nogenlunde beskrivelse af, hvad det er jeg har gjort i mine sidste scenarier. Det er ikke enestående, det er ikke unikt, Det er noget, der er til stede i alt rollespil. Men jeg har brugt det meget bevidst, som en spilfremmende mekanik. Med den indsigt, nærmer jeg mig, det punkt, hvor jeg kan gå videre fra minimalismen, og se hvad den kan bruges til i andre, ikke minimalistiske scenarier.

Ruis is alles waar ik niets mee wil. Het heeft niets te maken met wat ik belangrijk vind in mijn leven Het staat in de weg of verstoort mijn gedachten. Ruis is bijvoorbeeld een negatieve gedachte, spullen die ik niet nodig heb maar die wel stof verzamelen in mijn huis, tijd die ik kwijt ben aan handelingen die ik niet wil doen. Zonder al die ruis zou ik een stuk gelukkiger zijn.

Weg met negatieve gedachten.
De eerste ruis die ik heb aangepakt is de gedachten-ruis in mijn hoofd. Vanuit mijn wens dat mensen meer in harmonie met elkaar leven ben ik begonnen om dat zelf te doen. Een belangrijke stap is om negatieve gedachten weg te jagen en automatisch te vervangen met de vraag: ‘hoe kan ik deze persoon helpen? Of ‘welk compliment kan ik deze persoon geven?’ na een tijdje gaat het vanzelf. Moet jij eens kijken wat er dan met je omgeving en met jezelf gebeurt!

Spullen
Na de gedachten-ruis ben ik begonnen met de spullen-ruis om me heen. Mijn huis staat vol! Dat krijg je als je elkaar later-in-life leert kennen en dus twee huishoudens in een huis onderbrengt. Ik ben begonnen met een van mijn favoriete mantra’s: ‘je hebt genoeg’. Iedere keer als ik bijvoorbeeld de badkamer in loop, hoor ik automatisch dit mantra en stap in met een tevreden gevoel onder de douche. Ik heb namelijk besloten om een jaar lang geen toiletartikelen meer te kopen omdat ik daadwerkelijk genoeg heb voor een jaar (minstens:-). Door te stoppen met het binnenhalen van spullen en te genieten van wat je hebt bespaar je niet alleen een hoop geld. Je krijgt meer ruimte in je huis en je houdt meer tijd over want je winkelt een stuk minder.

Geluk
Een van de moeilijkste stappen was om me te concentreren op het doen van de dingen waar ik gelukkiger van word. Ik ben dol op mijn werk maar ik schrijf nog liever. Het allerliefste doe ik allerlei dingen die eigenlijk weinig met mijn werk te maken hebben. Opnieuw helpt een mantra; ‘ik ben schrijfster’. Dit is echt een heel krachtig instrument wat me heel vaak stuurt en helpt concentreren. Ik heb bijvoorbeeld besloten niet na te streven om hoger en hoger op de carrièreladder te komen. Voor een ambitieus mens als ik is dat even lastig. Daar staat tegenover dat ik nu meer tijd heb voor de dingen die mij gelukkiger maken zoals schrijven en tijd doorbrengen met mijn dochtertje (ligt naast mij te snurken terwijl ik deze blogpost in mijn iPhone pruts. Daarover later meer:-). Andersom werkt mijn mantra ook. Als ik een projectvoorstel schrijf doe ik alsof ik schrijfster ben. Mijn werk is er alleen maar leuker door geworden.

Anàlisi

Tipografies utilitzades: 28

Degradats: 14

Fons de textures: 8

Armonia de colors i formes. Minimalisme absolut. Compleix totes les normes de validació i accessibilitat.

Categoria: Web 0.2

Hør Simon, laver du ikke meget det samme?

Laver du i virkeligheden ikke bare samme scenarie om og om igen, med enkelte ændringer?

Altså nogenlunde samme ide: ingen roller, ingen historie, ingen baggrund, og så skal spillerne selv finde på det hele ud fra nogle redskaber du giver dem. Er det ikke at gentage sig selv rigtigt meget?

Den kritiske del af mig selv har spurgt mig om dette ofte på det sidste. Især efter Vandrer. Det virker som om, at det scenarier er så tæt på det minimalistiske scenarie, man kan komme, uden at aflevere et blankt stykke papir.

Fjern vandringselementet og du har et scenarie, der nok er så frit og indholdsløst, som det kan lade sig gøre (altså på denne måde). Så kort sagt tror jeg, at Vandrer er toppen af min minimalistiske serie. Nu kan jeg ikke trække det længere ud af den tråd. Og får jeg ideer til det, bør jeg nok lade være, eller kun skrive dem for sjov.

Så hvis jeg skal fortsætte med at skrive scenarier, må jeg i en ny retning. Jeg skal finde et nyt fokus, er nyt område, men samtidig bruge de ting jeg har lært, og lade mig inspirere af de teknikker de minimalistiske scenarier bygger på.

Hvad det så bliver, ved jeg ikke. Måske jeg trænger til en pause, tage et år væk fra at skrive scenarier og fokusere på andre dele af rollespillet, for at se om det kan give nye vinkler at anskue forfatterdelen på.

Måske er udfordringen at tvinge mig selv til at skrive et scenarie, hvor styrken er de dele jeg har undladt i mine sidste scenarier. Så som roller, historie, baggrund. Jeg har en ide om at det kunne være en interessant, men meget hård øvelse, at skrive et karakterdrevet scenariet. Hvor fokus kommer fra velskrevne gennemarbejdede originale roller. Jeg har jo sådan set ikke har skrevet roller siden Hotel Commodore.

Eller er løsningen at prøve at skrive et scenarie sammen med en anden? For på den måde at tvinge mig selv til at se på scenarier anderledes?

Det er ikke til at vide, det må tiden vise. Faktum er at nu vil jeg gøre Stjernetegn og Vandrer færdige. Så har jeg endnu et projekt planlagt og derefter uvished. Det bliver spændende.

To be continued…

Discipline maakt je vrij. Het zijn de woorden van een Keniaanse monnik die weerklinken in mijn hoofd als ik bedenk waarom ik mij minimalist noem. Een minimalist gaat op zoek naar de essentie. Alles wat op dat moment overbodig is heeft geen aandacht nodig. Zo ben je vrij om tijd en aandacht te geven aan wat er wel toe doet.

Minimalisme begint bij de wil om je te richten op wat echt belangrijk is in je leven. Meestal het antwoord op de vraag: ‘Wat heb je gemist als je morgen doodgaat?’. Combineer dat met het antwoord op de vraag: ‘Wat zou jou gelukkiger maken?’.
Het antwoord op de eerste vraag is voor mij: moeder zijn van mijn dochtertje en vrouw zijn van mijn man.
Op de tweede vraag (samengevat): als ik meer tijd zou hebben om te schrijven, tuinieren, tekenen etc. Als ik zelfvoorzienend zou zijn. En als mensen meer in harmonie met de natuur en met elkaar zouden leven.

Dat zijn de belangrijke dingen in mijn leven en daar richt ik op verschillende manieren mijn aandacht op. Als je zelf ook wilt nagaan wat nu echt belangrijk is in jouw leven kijk dan eens of deze gratis online workshop je daarbij kan helpen.

Er blevet lidt tændt på denne ide. Et live som foregår, mens man vandrer. Man skal gå et bestemt stykke tid, og holdepauser bestemte steder, måske spille bestemte scener på bestemte tidspunkter? Men pointen er, at man skal bruge det landskab, der omgiver en som inspiration til den historie, man spiller. Det vil sige at alt efter, hvor man spiller vil det påvirke historien, og efter hånden som landskabet skifter, vil det igen ændre historien. Måske skal der ligefrem slås med terning, hver gang man kommer til et vejkryds? Ingen anelse om, hvordan det kan udvikles fra her, men synes tanken er interessant.
Måske skal man bruge det overordnede landskab som basis for historiens tema som disse eksempler viser:

• De norske fjelde: en episk fantasi rejse.
• Industri slum1: en historie om nogle tabere der vandrer formålløst rundt.
• Industri slum2: cyperpunk?
• En dansk forstad: 9B på vej hjem fra virksomhedsbesøg, er der hormoner i luften?
• En dansk landevej: en flok landevejsriddere.
• fortsæt selv listen, det er selvfølglig op til spillerne selv at brainstorme sig frem til deres enkelte historie ud fra omgivelserne.

Udfordringen ville være at skabe en skabelon, der kan skabe en fortælle lige meget hvor i verden, scenariet udfolder sig. Skabe en række redskaber, som kan opildne til fortælling og rollespil lige meget, hvad historien så end er.
Humm noget jeg skal tænke mere over.

Al tijden erger ik me aan de grote hoeveelheid toiletspullen die ik in mijn badkamerkasje en op andere plekken in huis heb verzameld. Ik heb zoveel potjes, crèmepjes, tubes spuitbussen en dergelijke dat ik naar mijn inschatting wel een jaar vooruit kan. Dat ga ik dus ook doen. Je leest het goed. Ik koop een jaar lang geen douchegel en shampoo mee , geen watjes, geen spul-om-je-haar-in-model-te-brengen, geen zeep, geen conditioner en geen bodylotion. Eerst moet alles maar eens op.

Fin de Partie est avec En Attendant Godot l’une des œuvres les plus connues de Samuel Beckett.

Pièce de théâtre écrite en 1951 en français, Fin de Partie met en scène quatre protagonistes physiquement handicapés enfermés dans un lieu clos et dans un monde que l’on soupçonne abandonné.

Propre à l’écriture minimaliste et puissante de Beckett, Fin de Partie ne possède pas d’intrigue à proprement parlé. Les dialogues se répètent, se font écho avec la sensation de tourner en rond, de sombrer dans une état de latence absurde propre à Beckett et que l’on retrouve dans toute son oeuvre.

Il vous sera important dans votre étude de Fin de Partie de revenir plus longuement sur la syntaxe qu’impose Beckett à son texte : le refus de la ponctuation, le refus de la phrase composé de façon hiérarchique et ordonné. Beckett réduit au minimum pour plus qu’expressivité, pour davantage de force. A ce titre vous pourrez comparer ce choix d’écriture à d’autres de ses oeuvres dont Cap Au Pire.

Par ailleurs, votre dissertation ne devra pas manquer de citer le parallèle dressé entre les échecs et la pièce. Le titre anglais de Fin de Partie, End Game, est un terme proprement dédié aux échecs, jeu que Beckett pratiquaient très souvent. Par ailleurs d’autres analogies se dressent entre les quatre personnages et les pions de l’échequier : un détail capital pour l’auteur aimant l’idée de posséder des personnages n’existant que dans des espaces clos où le divertissement, le discours est à la seule arme face au néant.

Pour les néophites comme pour les spécialistes, Arte a proposé et propose toujours jusqu’au 6 octobre, un très bon documentaire en guise de rétrospective d’un oeuvre passionnant … Steve Reich à nu c’est ici !!!

105mm f2.8 Sigma Ex

( click on picture to see Large on black )

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

°

plus les mots polysèment
moins il en faut

°

d.(19/9/9)

°

Certains amateurs de haïku imaginent (par exemple) que, puisqu’on joue de la polysémie des mots, cela va à l’encontre de la restriction du nombre des mots au sein du haïku.
Billevesées !

Je dirais même que c’est l’inverse qui doit se produire ! :
Plus vous utilisez des mots riches de sens, moins vous avez besoin d’eux en quantité !
Plus vous concentrez, plus vous pouvez rallonger la sauce !
Plus tu pédales moins vite, moins t’avances davantage !

°
d.(18/9/9)

Ukens inspirerende side handler om å vise frem websider som fortjener litt oppmerksomhet, om det så er fordi de er godt, originalt eller unikt kodet eller designet, og som har elementer som kan være inspirerende i egen kode- og designprosess.

Denne ukens utvalgte side ble laget for på dokumentere 17 norske studenters tur til Kina, og for å gi informasjon til andre som gjerne vil ta turen. Store, flotte bilder gjør siden

GOTOCHINA

original og fin, og i stedet for å ha bildene i egne rammer innimellom teksten, vises bildene som bakgrunn og teksten i rammer foran. Den minimalistiske navigasjonen er også god, ved å på en gang være godt synlig, samtidig som den ikke er forstyrrende. GOTOCHINA er rett og slett en side jeg har likt lenge.

Large on black

Faire ici et maintenant exactement ce qu’il y a à faire ici et maintenant. Ni plus, ni moins. Et le faire avec une économie maximale de moyen. Essayez… Vous verrez …

Vous verrez que la joie de vivre requiert peu, pourvu que ce peu soit  voulu, choisi. Vous verrez qu’en fait, il y a peu à faire, je veux dire, peu qui soit réellement utile de faire.

Vous verrez que nous gaspillons notre temps de vie dans des millions d’actes inutiles et inféconds que l’on fait par habitude, par conformité, par conformisme.

Tout cela revient, en fait, à se choisir, dans les deux sens de l’expression. Se choisir une vie voulue, désirée, sculptée. Mais aussi se choisir soi, par soi, pour soi, en soi, se choisir libre et  solitaire, désencombré du fatras social, relationnel et éducationnel qui nous étouffe, nous englue, nous enlise dans une vie non choisie, imposée par le conformisme ambiant, par la “pensée unique”, par les bien-pensants.

La voie du milieu, ni trop, ni trop peu, non par compromis, mais par sublimation.

D’après l’article de Marc Halévy – Décembre 2008

Source: http://www.noetique.eu/marchalevy/marc

Photo via Made in Design.

Je vous ai présenté lors de l’ouverture de ce blog le tabouret Sella des frères Castiglioni.  Aujourd’hui il sagit de l’ Allunaggio qui j’en suis sûre peu vous paraitre un peu encombrant mais ce tabouret mérite bien son espace.

Les frères Castiglioni ont toujours recherché les forme simples en s’ inspirant de ce qui existait déjà. Le siège du tracteur a  inspiré le Mézzadro, la selle de vélo le Sella créé en 1957, le siège du rameur a inspiré l’ Allunaggio.

 L’ Allunaggio a été conçu en 1965 est en acier et alliage d’aluminium. Il a été conçu pour l’exterieur mais il peut convenir aussi pour l’intérieur.

L ‘Allunaggio répond présent dans les collections de nombreux musées : Zurich, Helsinki, Paris…

H 42.5 x L 152 x Prof 74 cm.

Edité chez Zanotta.

Article sur le tabouret Sella et le Mezzadro: http://enveuxtuenvoila.wordpress.com/2008/11/11/castiglioni-le-tabouret-mezzadro-et-sella/

La Lampadina de Castiglioni http://gribouillismagazine.wordpress.com/2009/01/17/lampadina-castiglioni/

La suspension Fucsia de Castiglioni http://gribouillismagazine.wordpress.com/2009/01/09/fucsia-castiglioni/

Arco de Castiglioni http://gribouillismagazine.wordpress.com/2008/12/10/321/

Photo via Made in Design.

Je vous ai présenté lors de l’ouverture de ce blog le tabouret Sella des frères Castiglioni.  Aujourd’hui il sagit de l’ Allunaggio qui j’en suis sûre peu vous paraitre un peu encombrant mais ce tabouret mérite bien son espace.

Les frères Castiglioni ont toujours recherché les forme simples en s’ inspirant de ce qui existait déjà. Le siège du tracteur a  inspiré le Mézzadro, la selle de vélo le Sella créé en 1957, le siège du rameur a inspiré l’ Allunaggio.

 L’ Allunaggio a été conçu en 1965 est en acier et alliage d’aluminium. Il a été conçu pour l’exterieur mais il peut convenir aussi pour l’intérieur.

L ‘Allunaggio répond présent dans les collections de nombreux musées : Zurich, Helsinki, Paris…

H 42.5 x L 152 x Prof 74 cm.

Edité chez Zanotta.

Article sur le tabouret Sella et le Mezzadro: http://enveuxtuenvoila.wordpress.com/2008/11/11/castiglioni-le-tabouret-mezzadro-et-sella/

La Lampadina de Castiglioni http://gribouillismagazine.wordpress.com/2009/01/17/lampadina-castiglioni/

La suspension Fucsia de Castiglioni http://gribouillismagazine.wordpress.com/2009/01/09/fucsia-castiglioni/

Arco de Castiglioni http://gribouillismagazine.wordpress.com/2008/12/10/321/

ACTUEEL – Vides, une rétrospective, is de nieuwe tentoonstelling die loopt in het Centre Pompidou in Parijs. De expo brengt vijftig jaar leegte samen in negen ruimtes. De afwezigheid als aanwezigheid, dat is de essentie van Vides.

De leegte centraal zetten is een beweging van uiterst minimalistische kunst die begonnen werd door kunstenaar Yves Klein. In 1958 liet hij toeschouwers door een blauw gordijn een ruimte betreden die niets bevatte dan lege, witgeschilderde muren.

Afwijzing van kunst

Klein en zeven andere meesters van de leegte, waaronder Maria Eichhorn, Stanley Brouwn en Roman Ondak, zijn nu samengebracht in een retrospectieve in Centre Pompidou.  Mathieu Copeland, één van de vijf curatoren van Vides, heeft het over “kunst als een afwijzing van kunst”. Deze kunstenaars wilden de wereld niet overstelpen met nog meer beelden. De werken dagen de toeschouwer uit om zich bewust te worden van de ruimte rondom hen, om meer te zien in het niets. Zo groeit het besef dat er altijd iets is in de leegte.

© The Independent - De installatie 'More Silent Than Ever' van Roman Ondak is te zien in Vides, une rétrospective, in Centre Pompidou.

Niets aanraken

Vijf ruimtes van de tentoonstelling bevatten niets. Vijf witte, lege ruimtes, waarvoor bewakers staan zoals in elk museum, om te zorgen dat de toeschouwer niets aanraakt. Panelen bij elke ruimte informeren de bezoeker over het kunstwerk dat hij gaat aanschouwen, uitleg over waarop hij moet letten in het onbestaande.

Vides is een controversiële en radicale expo, die door veel belangrijke musea werd geweigerd. Robert Barry, een kunstenaar die ook vertegenwoordigd is, omschrijft de kunst van de leegte als “kunst die wil dat we even vrij zijn om na te denken over wat we gaan doen”.

Vides, une rétrospective loopt nog tot 23 maart in Centre Pompidou in Parijs.

Sanne Jehoul

Bronnen:
Centre Pompidou
The Independent
The New Zealand Herald
Guardian