Min knægt er en plageånd.. Lige for tiden. Han har snart fødselsdag og har ikke ævlet om andet det sidste halve år end hvad han skulle have i gave.

Som jeg plejer at sige til ham: “Mig ha mig ha mig ha” og vrænge på næsen. Der er et gammelt ordsprog om at man ikke skal kaste med sten hvis man bor i et glashus og så kan jeg bare sige; Mine ruder blev smadret den anden dag.

Jeg surfede forbi Nokias website og så dette vidunder:
Nokia N97
Og så udbrød jeg: Ej sådan en skal jeg bare have, hvortil knægtebasse sagde: Faaaaaaar, Mig ha mig ha mig ha.

Sådan er livet så morsomt. Og han har nok desværre fødselsdag før den nye Nokia kommer på gaden.. SUUUK!

Ps.: Dem der kender mig vil vide hvor svagt et hjerte jeg har for Symbian telefoner.

Forleden bloggede überbossen på DamstedBerg om at medierne alvorligt skal til at tænke på at ramme brugerne hvor end de befinder sig.

Scenariet var et fly på vej til Norge hvor hans sidemand havde en MetroXpress, han selv en bog, og alligevel følte ingen sig klemt. Den var ikke gået med broadsheet aviser.  Pointen i hans indlæg er at det er distributionsformen der afgør om et medie overlever.

Men der er et andet perspektiv i at mange medier ændrer distributionsform. Nemlig hvordan brugen af medier vil udvikle sig, og hvilke mennesker der vil forbruge medier i fremtiden. Den normale tese er at jo flere platforme medierne er til stede på, jo flere vil bruge dem. Jo mere diversificeret distribution, jo mere forbrug.
Holder det?
For snart mange år siden som handelsskole student skrev jeg en rapport om de nye medier. Det var vel og mærke før YouTube, SecondLife og Facebook. De første smartphones havde lige ramt markedet og jeg var så heldig at have vundet sådan en. Det fik mine øjne op for en ny verden af distributionsformer, men også for den øgede konkurrence fra alt muligt andet end nyhedsformidling.

Virkeligheden er at mens medierne bliver tilgængelige på flere og flere platforme, ja så gør alle mulige andre ting også. Spil, YouTube videoer, sociale netværk og sågar spillefilm rykker lystigt ind på de små håndholdte og vil uden tvivl være en reel konkurrent til medierne når tiden i flyet til Norge skal slås ihjel.

Jeg tror desværre ikke på at nye distributionsformer er mediernes redning alene. Når også spil og underholdningsindustrien distribuerer på nye måder vil det bidrage til en fragmentering af mennesker generelt. Dybest set tror jeg at vi vil kunne finde mennesker som kun forbruger medier og ikke spil, lad os kalde dem videnmennesket. Men jeg tror også at vi vil kunne finde en hel del mennesker som kun spiller spil/ser film og aldrig bruger medier. Dem døber jeg uvidenmennesket.
Den fragmentering kan være med til at skabe det nye århundredes underklasse: Dem som, fordi udbuddet er blevet så valgfrit at man altid kan zappe over på Top Model i stedet for Deadline og spille et mobilspil i stedet for at læse JP2, aldrig får noget reelt input om verdenen omkring dem. En ny underklasse som dybest set ikke er i stand til at sætte et kryds når der er folkeafstemning, og måske netop derfor lader være.

Jeg kan være alvorligt bange for at disse uvidenmennesker vil være nært beslægtet med, hvis ikke en del af, den gruppe vi allerede i dag betragter som socialt udsatte. For dem er spil og underholdning en flugt fra den kaotiske situation de allerede er i og dette vil kun yderligere forstærkes når spil og underholdning finder flere distributionsformer.

Den diversificerede distribution vil altså hverken redde medierne eller samfundet. Snarere tvært imod. Medierne vil stadig være nødsaget til at tænke i at formidle deres indhold helt anderledes. Ikke blot distribuere anderledes.