Oprindeligt postet på TV2-blog 27/7-08

Så kom vi, lettere forsinket:o), til det tredje bud:
Som vi har været inde på ved de to første bud, så er det en pligt for jøden at tro på at der er en G-D og at bekende at Han er Én..

Umiddelbart vil de fleste, i hvert fald troende, ikke have noget problem med at stå ved ovenstående, men hvad vil det sige at tro på G-D og tro på Én G-D? Er det nok bare at sige ”jamen, jeg tror da på G-D, ikke noget problem”? Er der mere i et troesforhold til G-D end at erkende at Han Ér?

Hvad med i et ægteskab. ”Jamen, du er da min kone, hvad brokker du dig nu mere over?” Mon ikke hun beklager sig over at hun ikke føler sig elsket og værdsat? Er det nok for hende at manden har sagt ’ja’ til hende den ene gang ved brylluppet? Eller er det nok at han, fra sin lænestol foran fjernsynet, lige råber til hende at han er glad for hende? Eller er det i virkeligheden et spørgsmål om at få hende til at føle sig elsket? Ikke bare ved ord, men også ved handling?

Ja ok, når det kommer til spørgsmålet om vi elsker G-D og om Han er klar over, så kan det (og bør) argumenteres at da G-D kender vores følelser, så har Han som sådan ikke behov for at vi viser det overfor Ham.. Heller ikke vore bønner har Han behov for.. Men hvad med os selv? Kender vi  virkelig vores følelser, hvis ikke vi sætter handling bag dem? Og vore bønner, er det ikke mere for os selv end for G-D? Det er muligt at vi siger, at vi elsker G-D, men gør vi det ikke gennem handling, så kan vi ikke fuldt ud forstå det, ej heller erkende det.. Så er det bare tomme ord, som lige så godt kunne være sagt fra lænestolen, for i et forhold gør man ikke kærlighedsgerninger udelukkende for den anden parts skyld, men lige så meget for sin egen.. Ikke i en egoistisk forstand, men i en essentiel forstand.. Den elskende elsker.. Og elsker vi ikke, mon ikke vi så skulle spørge os selv om vi virkelig kan kalde os selv ’elskende’?

Hermed er det tredje bud præsenteret:

מצות-עשה לאהב השם יתברך בכל לבו ובכל נפשו ובכל מאדו

Som det er skrevet: ”Og du skal elske Herren din G-D af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din styrke” (2. Mosebog 6,5)

Som Chafetz Chayim skriver:

”Dette er vejen til kærlighed til Ham: Når vi funderer over Hans gerninger indtil vi forstår Ham så meget vi formår, da vil hjertet opfyldt med en kærlighed til Ham; dette er den kærlighed der er essentiel for os. Så lad en person fokusere sine tanker på fuld hengivenhed til den velsignede G-D. Et menneske kan ikke fuldt ud elske den Hellige, Priset være Han, udover gennem viden, for at erkende Ham. Gennem denne viden kommer hengivenhed: hvis det (viden) er lille, da vil der være lidt (kærlighed); hvis der er meget (viden), da vil der være meget (kærlighed). Derfor må et menneske sætte sig selv til fuldt ud at erkende og blive viis, via visdommens og erkendelsens veje, der leder til hans Skabers herlighed, så meget dette menneske evner og formår det.”

Dette var det tredje bud..

Oprindeligt postet på TV2-blog 11/7-08

Hej alle:o)

Jeg har en dialog med en god ven, som er muslim, som er ved at gribe om sig.. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at få andre folks input på de tanker jeg præsenterer, så derfor vil jeg dele mit seneste svar med jer:

————————————————————–

Noget jeg har spurgt mig selv meget om, siden jeg egentlig begyndte at se med kritiske øjne på kristendommen, er netop begrebet ‘frelse’.. De kristne taler om at vi skal ‘frelses’ og at kun Jesus ‘frelser’.. Men hvad betyder det? At blive ‘frelst’? Og hvad er det de mener at vi skal ‘frelses’ fra?

Ud fra hvad Paulus forklarer, så skal vi frelses fra ‘Loven’ (Torahen), men hvorfor det? Der er et par punkter som jeg reagerer mod her:

For det første: Hvis Torahen er givet af G-D, så kan den vel ikke være ‘ond’ eller ‘dårligt’? Specielt ikke hvis G-D er kærlig og bamhjertig, hvorfor skulle Han så give os en ‘ond Lov’? Det hænger ikke sammen..

For det andet: Når vi læser Torahen, så står der tydeligt at Torahen blev givet Bney Yisrael (Israels børn) som en velsignelse og for det gode.. Den blev givet dem og kun til dem, fordi at de skulle være et folk der skiller sig ud fra de andre nationer.. For at de skulle være et helligt folk og et folk af præster.. Altså er Torahen ikke givet til alle, men kun Bney Yisrael..
Hvis det er sådan, hvorfor skal en græker så ‘frelses’ fra Torahen? Han er jo ikke forpligtet til at holde den? Kan du følge mig?

Jesus selv omtaler da heller ikke Torahen som en forbandelse eller at han ville ‘frelse’ folk fra Torahen.. Han taler om trøst til de undertrykte..

Udover det.. ‘Frelse’ i jødedommen er netop det, frelse fra undertrykkelse.. Når vi taler om at blive ‘frelst’, er et i forståelsen at blive ‘udfriet’.. At blive et frit folk, der kan lovprise G-D i frihed uden undertrykkelse, som også udgangen fra Egypten er et eksempel på.. Moshe Rabeenu sagde til P’rao (Farao): “כֹּה-אָמַר יְ-וָה, אֱלֹהֵי יִשְׂרָאֵל, שַׁלַּח אֶת-עַמִּי, וְיָחֹגּוּ לִי בַּמִּדְבָּר” Dette siger Herren, Israels G-D: Lad mit folk gå, så de kan fejre mig i vildmarken (ørkenen)”

Dette er det vi er bestemt til, at lovprise Herren i frihed, som Han lovede os allerede ved Avraham Avinu..

Igennem tiden har det vidst sig at der er folkeslag der hader det jødiske folk, som f.eks. Amalek, filistrerne og andre mere kendte folk;o).. Herren har lovet os en leder der, som David haMelech, skal komme og udfri os fra nationernes undertrykkelse og gøre os til et folk af præster, et helligt folk for Herren..

Jeg tror det er i forståelsen af ‘frelsen’, at jøder og ikke-jøder tit taler forbi hinanden.. Fordi vi lægger to vidt forskellige meninger i det.. Den vestlige verden har overtaget den kristne forståelse af ‘frelse’ og taler derfor fuldstændigt forbi jøden.. Det er jo to fuldstændigt modsatte tolkninger og forståelser.. Den kristne frelses fra at skulle forholde sig til Torah, hvor jøden frelses til at kunne forholde sig fuldstændigt til Torah:o).. Så når den kristne spørger mig om jeg ikke vil frelses, så er svaret jo, men det er netop ham jeg vil frelses fra:o)..

Du spørger så:

“Gør man noget skidt skal man da straffes, ligesom gør man noget godt skal man belønnes! Uanset… Hvis skaberen altså er retfærdig…! Som han i øvrigt siger han er! Hvad der er godt/skidt må skaberen vel selv fastlægge!”

JO! Netop:o).. Men fra mit synspunkt er straf og belønning noget andet end frelse.. Vi vil alle få efter fortjeneste..

I jødedommen skelner vi dog mellem at blive straffet og belønnet i denne eller den kommende Verden.. Hvorfor ser vi f.eks. onde mennesker umiddelbart belønnes for deres ondskab, mens gode mennesker nærmest straffes for at være gode mennesker? I den kommende Verden, vil straf og belønning være langt større end her.. Derfor ser vi den onde få belønning for den smule godt han trods alt gør, i denne verden, mens straffen vil vente på ham i den kommende Verden.. Samtidigt vil den gode få straffen for den smule ondt han trods alt gør i denne verden, hvorimod belønningen vil vente ham i den kommende Verden..

Og igen.. Tit bærer en dårlig handling straffen i sig selv.. F.eks. en der stjæler.. Du stjæler én gang, men det kan være fordi du er et barn og skal prøve grænser af.. Eller du gør det af nødvendighed pga. menneskers uretfærdighed i denne verden.. Du gør det måske endnu en gang.. Men hvad så når du gør det en tredje og en fjerde gang? De to første gange vil du sige “jeg gør det ikke af ond vilje, men fordi jeg ikke vidste bedre eller ikke havde andre muligheder”, men hvad når du bliver ved med at gøre det? Så vil du tænke “Jeg gør det fordi det er det jeg gør, det er blevet en del af mig” og derefter har du (og sikkert også andre) det syn på dig.. Du ser dig selv som en tyv og vil opfatte dig som mindre end de folk du ellers sammenlignede dig med før.. Du ved selv hvor meget anseelse betyder og hvor meget det kræver at rette op på en skade, selv om det kun er sket én gang..

Lad mig give dig endnu et eksempel:

På mit arbejde har vi en gut der har fået job via kommunen.. Han har siddet inde for diverse ting, hvad kan være underordnet.. Vi ved at vi skal tage lidt lettere på ham, hvilket er fint nok, vi vil jo gerne være med til give folk en chance..

Forleden havde jeg en situation med ham, hvor han endte med at true mig med at give tæsk hvis jeg ikke holdt kæft.. Nuvel, det er første gang at han har truet mig, men jeg kender hans fortid, så det at han truer mig har skabt et anderledes syn på ham fra min side.. Den respekt jeg havde for ham før, har jeg ikke mere og jeg tiltror ham dermed ikke som jeg gjorde før.. Han er faldet i anseelse hos mig.. Jeg kan selvfølgelig vælge at sige, at jeg vil se bort fra det, men det ligger der jo stadigt.. Så på den måde bærer en handling straffen i sig selv, ved at true mig er han ‘faldet i værdi’ hos mig og andre.. Kan du følge mig?

Dermed ikke sagt at vi mener at det er straf (nok) i sig selv..

—————————

Jeg kan godt forstå din konklusion med at Islam er den endelige religion i dag, baseret på ‘overbyggelse’ på ‘overbyggelse’.. Jeg er dog ikke enig i den;o).. Forstå mig ret, jeg mener ikke at Islam er værdiløs eller mindre værd end andre religioner.. Det kan godt være at det bliver endnu en lang smøre, men jeg skal nok lige have skrevet mig frem til hvad det er jeg mener..

For mig er religion ikke som sådan et system der siger: Sådan SKAL du gøre.. For mig er religion et udtryk for hengivenhed til G-D gennem handling.. Dermed ikke sagt at alle handlinger er lige gode, når bare hengivenheden er der, for hengivenheden fordrer ønsket om at forstå hvad den rigtige handling er.. Men vi mennesker er forskellige, både på individets plan, samt overordnet i kulturelle normer.. Det er selve tankemønstrene der adskiller vores måde at tænke og opfatte ting.. En vesterlænding, en asiat, en afrikaner og en mellemøstboer (eller hvad det nu hedder:o) vil nok ikke blive enige om særligt meget, når snakken går om hvordan vi skal strukturere vores hverdag og forhold til hinanden.. Dog ville de alle nok kunne blive enige i, at vi hver især bør forsøge at forstå hinanden og acceptere at de grundlæggende behov er det samme hos alle: behovet for tryghed, mad, vand osv..

Religionen afspejler jo oftest baggrunden for hvordan mennesket i grupper tænker og forestiller sig verden..

Derfor har jeg også den forestilling at religionen ikke som sådan bør være ‘absolut’, forstået på den måde at selve strukturen og praktiseringen kan   være forskellig, men udgangspunktet bør være det samme.. Æres bør den der Æres fortjener.. Al ære til Herren, som trods alt er den Eneste.. Tilbeder man afguder, tilbeder man illusioner, som kan virke mere komprehensive og lettere at forholde sig til end En usynlig (og for nogle) fjern G-D.. Men de er ikke desto mindre falske.. Der er kun Én, og det er det jeg fokuserer på..

Når det så er sagt, så bør det rent basale være på plads, de over alt gældende bud, der, ud fra min overbevisning, baserer sig på vores fundamentale behov som vi alle deler, vores fælles udgangspunkt, samt anarkismens forbrydelse.. De tre ting vil jeg prøve at komme lidt ind på:

De fundamentale behov:

Som sagt, vi har alle de samme fundamentale behov.. Tryghed, mad, vand og så videre..

Religionen fordrer vel netop dette.. At vi skal finde tryghed i forhold til vores omverden ud fra måden religionen styrer os.. Bl.a. i form af social institution.. Vi ved hvem vi er, bl.a. ud fra religionen.. Religionen er også med til at fordre en ordentlig fordeling, sådan så alle får mad, vand samt andre basale nødvendigheder..

Det fælles udgangspunkt:

Alle mennesker stammer fra det samme udgangspunkt.. I de tre monoteistiske religioner: Jødedommen, kristendommen (jeg må tilstå at jeg har svært ved at kalde kristendommen ‘monoteistisk’, men det er en anden snak) og Islam, siger vi at vi alle stammer fra Adam og Eva..

I Talmud står der, at den der slår ét menneske ihjel, er som en der har udryddet hele menneskeheden og den der redder ét liv er som en der har reddet hele menneskeheden.. Jeg ved det samme står i al-Qurân, så vi er vel fælles om den forståelse;o)..

Vore lærde lærer os også, at grunden til at vi alle er skabt ud af ét menneske er for at den ene ikke skulle sige til den anden, at han er mere værd end den anden, da han er efterkommer af den og den..

Om man så mener at vi er efterkommere af Adam og Eva eller ikke, så har vi stadigt samme udgangspunkt: G-D!

Da der kun er Én, er vi alle skabt af Én og derfor bør man ikke føle sig hævdet over andre.. Når vi går på en brostensplads, så lægger vi ikke mærke til den enkelte sten, men stenlæggeren der har lagt stenene, vil huske hver enkelt sten og huske at han har lagt dem for helhedens skyld, ikke som sådan for den enkeltes sten skyld.. Ja, nogle sten kan være mere prydene end andre, men det er for at skabe et helt billede, ikke for at den enkelte sten skal kunne sige at den er bedre end de andre sten (sådan rent figurativt:o)..

Vi siger heller ikke i jødedommen at det jødiske folk er bedre end andre.. Tværtimod, så blev vi valgt fordi vi var det mindste af alle folk.. Men vores anderledeshed er som brostenen, med til at skabe det fulde billede.. På et fodboldhold er angriberen jo heller ikke vigtigere end målmanden, men han er lige så vigtig som målmanden..

Og endelig: Anarkismens forbrydelse:

Religion skaber struktur.. Religion er og bør være en samfundsstyrende institution.. Jeg ved at ateisten ville stene mig for at sige dette, men hvad jeg mener er, at religion, ud over at være et tilbedelsessystem, også er det administrative.. Vi ser det i jødedommen, i Islam, i hinduismen osv.. Vi får at vide hvordan vi bør indrette os i forhold til hinanden, hvordan samfundet skal bygges op, hvad der er godt og hvad der er skidt osv..

Anarkisten vil være selvbestemmende, han vil modsætte sig autoriteter, men dermed vil han også modsætte sig G-D, er AutoritetEN!.. Anarkisten er værre end ateisten, for ateisten går dog ikke mod G-D af oprørstrang, men af uvidenhed, hvorimod anarkisten, om han er troende eller ej, vil gå imod alle autoriteter, også G-D selv.. En person der siger at han vil gå mod alle autoriteter pånær G-D er ikke anarkist, han er bare irreterende;o).. Derfor mener jeg at anarkisten er den største forbryder af alle.. Farao var anarkist (han tilsidesatte alle autoriteter og ophøjede sig selv som den højeste), kejserkulten i Romerriget var anarkistisk, da den tilsidesatte G-D som højeste Autoritet og indsatte kejseren som højeste autoritet og så videre..

Jeg vil mene at enhver religion der tager hensyn til de tre ovenstående, har sin plads i denne verden..

Samtidigt så tror jeg at tilhængerne af Baha’í vil være uenig med dig i at der ikke er kommet andre religioner der ikke er af samme kaliber;o).. Men dem om det.. Personligt har jeg et meget godt indtryk af dem, omend jeg (sjovt nok) er uenig med dem i mange af deres fortolkninger af de jødiske Skrifter..

—————————

Hvad angår TaNaCh og diverse ændringer, så kan jeg roligt love dig at der ikke har været nogen;o).. Jeg har endnu ikke set noget bevis på det, tværtimod, så har fund fra før den vestlige tidsregning vist at der ikke har været ændret noget i de hebraiske Skrifter..

———————

Som konvertit er jeg faktisk ‘mere’ end en person der er født som jøde:o).. Jeg har netop, af egen fri vilje, valgt at være en del af folket og følge Herrens Bud.. Konvertitten er et stort menneske, han valgte hvad der ikke var nødvendigt.. Specielt med henblik på verdenens modvilje mod det jødiske folk (nogle har en større uvilje end andre, og nogle, heldigvis:o), slet ingen modvilje mod os:o), så er det et stort offer.. Som Ruth sagde da hun forlod sit folk og blev en del af det jødiske folk: Dit folk er mit folk og din G-D er min G-D..

Dermed ikke sagt at jeg er uenig med dig, når du skriver at det bør komme mere an på hvordan man er i G-Ds øjne end i menneskers øjne.. Tværtimod, det er det afgørende.. Netop også derfor vi siger at det ikke er et krav at være jøde for at have en plads i den kommende Verden.. Israels plads i den kommende Verden er en del af den pagt vi har med G-D.. G-D skal nok holde hvad Han har lovet, så det er op til os at holde vores del af pagten.. Også derfor vi siger at den jøde der afsiger sig Torahen ikke har nogen plads i den kommende Verden.. Hvilket betyder at jøder der f.eks. bliver kristne, mister deres plads og ikke er jøder mere..

——————–

Jeg er ikke uenig med dig i at Muhammad var en profet med et globalt budskab.. Jeg ser bare mere ‘universelt’ på det;o).. Jeg opfatter f.eks. også en person som Dalai Lama som en person med et globalt budskab..
Jeg ved godt at sidestille de to, reelt er at sætte Muhammad på en ‘lavere skammel’, specielt i en muslims øjne:o(.. Det er dog ikke min hensigt, tværtimod mener jeg mere at det er at hæve Dalai Lama til noget større;o)..  Man kan sige, at en høj ikke blive højere af at man graver et hul ved siden af det;o)..

For mig, som jøde, er den største profet nogen sinde Moshe Rabeenu (ikke overraskende:o).. For den kristne er det Jesus, for muslimen er det Muhammad osv.. Men det betyder ikke at jeg ikke ser andre, ikke-jødiske profeter, som profeter.. Jeg lægger ‘bare’ mit fokus på hvad jeg har fået overdravet fra G-D via Moshe Rabeenu, hvor muslimen gør det via Muhammad.. Ja, der er forskelle, det kan vi ikke komme udenom:o).. Men alt taget i betragtning, er enigheden så ikke om det væsentligste; at Herren vor G-D, Herren er Én?

————————————————————–

Som det fremgår, så er det jo taget ud af en længere dialog, men pga. omfanget af dialogen, vil jeg holde mig til det overordnede..

Ser frem til kommentarer:o)

Mvh

Hat tip Torben, direkte link her

The Koran tells the truth – says the Koran. The Koran is just a story say “The Satanic Verses”. They blurt out the truth. They place the myth within a picaresque novel where revelation is constantly rearranging itself to conform to the vagaries of everyday politics. The “Verses” write themselves into historical conditionality, they tell how the myth was fabricated. The novel was written at the apex of the postmodern corrosion of the concept of truth. And that is recognisable in its tangled wilderness of miracles, versions and visions. But its goal is quite clearly blasphemy – at least, according to the administrators of that particular truth. Ayatollah Khomeini never read the novel, but he was quite clear about the challenge it contained and he acted accordingly – like the thunder god he is caricatured as in the novel.

Postmodern culture had not reckoned with the fury of the Ayatollah’s reaction. After all, was there ever a more peaceful time than the 1980s?

Yes, in 1968 left-wing intellectuals were still taking the run-up to a world-historical salto mortale, only to find themselves landing with bums in university chairs – pension entitlements included. But it was a cheerful awakening. The postmodern movement was an airy island of refuge for all those who no longer wished to believe in the “grand narratives.” In 1966 it had still been somewhat painful when Michel Foucault wrote off the dispute between Hegelians and Marxists as a tempest in a teapot. But now intellectuals were comfortably settling into a hammock of relative truths, reflexive constructions, ironic allusions. The theorists of world revolution, who had recently been so agitated, now divided the variegated world neatly into the pigeon-holes of systems theory, post-structuralism and gender studies. The situation seemed stable. Nothing was serious. Life was post-historical long before Francis Fukuyama’s “End of History.” Simulation theorists were having the time of their lives.

But today they are still nursing their bloody noses. Three reality shocks – the AIDS epidemic, the fatwa, and finally the collapse of the Wall – hauled them abruptly back down to earth. Or might they still be dreaming?

There is, incidentally, a connection between the fatwa and the collapse of the Wall. With both Communism and Islam, it turned out that posmodernism was somewhat less amusing when it directed its subversive power against solidly entrenched claims to truth. Understandably enough, the dissidents of Eastern Europe were very interested in the idea that all they faced was a”grand narrative.” And in their case it was true. They were sawing away at the legend of “real socialism” while the Westerners of 1968, who considered themselves the avant-garde, still believed that heaven on earth could be achieved through violence.

But change was fleeting. Just as one brand of totalitarianism was collapsing with a gentle belch, another was already raising its bearded head. Now, in 2009, to commemorate only the collapse of the Wall is to tell only half the story. By threatening to kill Salman Rushdie, Islamism – which many people had previously thought of some sinister folklore in a far off land– aimed its thunderbolt directly at the West, so as keep hold of the reigns of power.

The Western took genuine fright. Writers announced their solidarity with Rushdie. “Ms. Torture,” as Prime Minister Margaret Thatcher was termed in the “Satanic Verses,” gave the British author safe haven with the aid of her secret service. As if by some magic trick, Rushdie disappeared from the scene for years. Had organisations such as Article 19 and engaged individuals in many countries not exerted constant pressure both on Western governments and Iran, he would still be in hiding today. When forces of reform were in power Iran issued the necessary security guaranties. These days, however, it is best not to ask.

It was not long, though, before Western solidarity showed its limits. The media, for example, which should in principle have stood as guardians of these threatened values, reacted in panic. In Germany, Arno Widmann of the taz newspaper proposed that national papers join forces on the same day to print the first chapter of the “Verses” on their front pages, thus distributing the pressure across as wide a surface as possible. Frank Schirrmacher of the Frankfurter Allgemeine Zeitung was initially enthusiastic about the proposal, while other arts and culture editors hemmed and hawed, hiding behind the coattails of their bosses, who invoked concern for their personnel. Ultimately, the taz found itself alone, and even came under attack by Ulrich Greiner in Die Zeit for allegedly violating Rushdie’s copyright. He also referred to the “hackneyed rhetoric of courage spreading through the land.” But the Akademie der Künste was not even bold enough to organise a public reading of the novel.

It was like in the playground, when a big kid beats up a little one. Bystanders try to justify their own passivity by picking fault with the victim. The same happened to Rushdie, with some people saying that the demonstrations in India, Pakistan and Britain which had preceded the fatwa were a deliberate campaign to put the novel in the spotlight. Many people were envious of Rushdie: he was good, he was non-white, he had received an unprecedented advance for “The Satanic Verses.” So the question arose as to whether he should pay for his own security.

The cultural pages of Europe’s newspapers continue to avoid the subject even now. But the confrontation with Islam and Islamism – one of today’s central political issues – is essentially a cultural matter. The fatwa functions as an act of censorship and has left a deep imprint on the West. Communism also used to manipulate public opinion this side of the Iron Curtain, with the aid of its secret services and corruption. But Islamism, although a far more informal system, exerts a much more effective influence over the minds of Western cultural and media leaders. The fear is rationalised with the word “respect.” Playing with the symbols, discourse and constraints of Christianity has long been taken for granted in Western culture. But playing with the symbols of Islam has been out of bounds since the fatwa, ostensibly out of “respect.”

A gigantic taboo zone has been created, repeatedly reiterated and expanded with the well-intentioned collaboration of Western intellectuals. Tariq Ramadan, for example, the moderate Islamist from Geneva, won his first spurs by preventing a production of Voltaire’s “Mahomet.” Sweetly smiling women in head scarves distributed leaflets in Geneva in protest against the play. The city withdrew its support from the production. “They call it censorship, but I see it as tact,” said Ramadan in gratitude.

There have been countless cases of submission in advance since the fatwa. Two happened in Berlin: Kirsten Harms, general manager of the Deutsche Oper in Berlin, cancelled a production of Mozart’s “Idomeneo” because stage director Hans Neuenfels had played a tad provocatively with the symbols of several religions – not just Islam! There had not been even a spark of protest, but Harms was “advised” to cancel the work. Second example: Without even giving reasons, Peter-Klaus Schuster, general director of the state museums in Berlin and head of the Nationalgalerie, prevented Gregor Schneider’s Kaaba-like black cube from being erected in front of Berlin’s Hamburger Bahnhof museum – and this after the Venice Biennale had already bowed to pressure. The public was silent, by and large. Eventually Schneider was able to put his cube elsewhere in Hamburg – and the heavens did not fall!

Things can also turn out otherwise, precisely because of the fear that they might. This was illustrated by British-Indian author Kenan Malik in an essay linking the fatwa to Sherry Jones’s novel “The Jewel of Medina”. After an evaluation by Islam scholar Denise Spellberg, America’s Random House publishers withdrew the work about Aisha, supposedly Mohammed’s favourite wife. Martin Rynja, head of the small British publishing house Gibson Square, brought out the novel – and his offices were duly set alight. Before Random House buckled, however, there had been no fuss about the novel. As Malik writes, this kind of “respect” engenders the very monsters it hopes to appease.

Western media failed miserably in the dispute over the notorious Danish Mohammed cartoons. CNN and BBC pixelated the caricatures, as if they were child pornography or Islamist snuff. With the exception of Die Welt, German newspapers also avoided printing the cartoon clearly. In Der Spiegel the relevant page from Denmark’s Jyllands-Posten was printed about the size of a passport photo. You had to search the Internet if to see the cartoons full-size. And yet that the drawings were not even insulting to Islam. Editors and publishers pursed their lips to defend the right of cartoonists to express their opinions – hastily adding that the drawings were poor anyway and not worth all the fuss.

But this isn’t true. The cartoons are self-ironic reflections on the cartoonist’s fear of precisely the reactions that followed. They are, in fact, marginally better than the average daily cartoon fare on the opinion pages. The media betrayed their own cartoonists. And, by the way, the drawings are far more harmless than Rushdie’s “Satanic Verses”, which never hesitates to blaspheme. All of which illustrates that the boundaries of the zone of taboo have expanded since the fatwa.

At the high point of the dispute over the cartoons, the Dutch politicican Ayaan Hirsi Ali came to Berlin, of all places, to give a speech defending the rights of the cartoonists. She herself pointed out the connection between the two totalitarianisms. As a dissident Muslim, she used the example of Eastern European dissidence which was rewarded with the collapse of the Wall. But her gesture was not understood. Essentially, what happened to her was worse than what had happened to Rushdie, who was at least defended and protected. In 2004 a young extremist named Bouyeri assassinated the filmmaker Theo van Gogh who, together with Hirsi Ali, had made the film “Submission”. Bouyeri thrust a dagger into van Gogh’s chest, to which was attached a note: “I know, oh Ayaan Hirsi Ali, that you shall go under / I know, oh fundamentalists of unbelief, that you shall go down.” These words got around.

Writers like Ian Buruma and Timothy Garton Ash took them up and amplified them, half-consciously, half-unconsciously, equating the “fundamentalists of the Enlightenment” with Islamic fundamentalists. Garton Ash later recanted. What remained was the insistence by Hirsi Ali’s opponents that her activities were useless, that her intransigence was itself driving Muslims into a corner, that her denial of the faith meant she represented nothing and thus was unable to contribute to the integration of Muslims into Western society. Tariq Ramadan was the man to listen to, they said. Hirsi Ali was threatened with losing her Dutch citizenship. She left for the United States whereupon the Dutch government stopped paying for her security. Cassandra doesn’t live here anymore. God is great.

The European Left cried no tears for her. She had long been decried as a useful idiot of reactionary forces. In a striking parallel to the fate of many ex-Communist dissidents, Hirsi Ali found no home on the Left. Rushdie, too, had to admit that he had been mistaken. In his “Satanic Verses” he had declared that the war on racism in Britain, on Hindu nationalism in India, on Islamism, was part of the Left’s greater purpose. But he was doubly mistaken: Islamism has a universalist thrust which makes it more dangerous than mere xenophobia. Yet the Left prefers battling Islamic dissidents to fighting Islamism.

Is this a reassessment of all our values, or a distortion beyond all recognition? In the confrontation with Islamism, the Left has abandoned its principles. In the past it stood for cutting the ties to convention and tradition, but in the case of Islam it reinstates them in the name of multiculturalism. It is proud to have fought for women’s rights, but in Islam it tolerates head scarves, arranged marriages, and wife-beating. It once stood for equal rights, now it preaches a right to difference – and thus different rights. It proclaims freedom of speech, but when it comes to Islam it coughs in embarrassment. It once supported gay rights, but now keeps silent about Islam’s taboo on homosexuality. The West’s long-due process of self-relativisation at the end of the colonial era, which was promoted by postmodernist and structuralist ideas, has led to cultural relativism and the loss of criteria.

Rushdie’s “Satanic Verses” show that enlightenment is not a path to bone-dry reason. The novel is packed with riddles and wonders, top-heavy with symbols and postmodern brouhaha, colourful as a Pakistani bus. It is a swift, inspired, extremely ambitious act of liberation. It is Gibreel’s ham sandwich. Today one trembles at its impudence. The Prophet is called Mahound. Mohammed’s twelve wives are reflected in the twelve prostitutes in a brothel. Not just enlightenment, it tells us, but blasphemy, too, leads humankind out of its self-imposed immaturity, an act of liberation which makes our hearts beat wildly, in euphoria and panic. The novel insists that we can ride our bicycles without stabilisers. It is beyond this act that the here and now awaits. This novel, written by an immigrant challenges Europe not to lose sight of its selfhood.

But Europe prefers not to listen.

Kyai Haji Richard Dawkins

Apa hubungannya Kyai Haji Richard Dawkins dengan Ahmad Dhani, salah satu tokoh antagonis di bumi blogosfer Indonesia ini? Well, tidak ada. Sebenarnya saya hanya teringat gagasan Dawkins ketika banyak orang meributkan kebiasaan Dhani –- yang katanya arogan bin norak — menyontek lirik dan lagu orang lain. Melihat post saya soal Dhani yang dikutip di detikforum, dan melihat reaksi para netter di sana, saya mengelus dada, betapa Dhani dipuja dan dibenci, dibela dan dimaki. Apakah mereka sadar kalau Dhani itu, dalam pandangan Dawkinsian, hanyalah sebuah mesin (survival machine) dalam mana gen-egois bereplikasi untuk hidup lebih lama? Kalau dia arogan dan norak, bukankah itu hanya produk dari perpaduan gen yang diwariskan orang tua yang bersangkutan dalam rantai evolusi yang panjang? Dan apakah mereka juga sadar bahwa Dhani hanyalah tempat singgah dari jutaan meme yang tidak mau mati dan terlupakan? Meme? Iya, meme.

Dhani itu “Korban” Meme?

Begini, kalau dalam banyak lagunya Dhani terdapat berbagai potongan nada/lagu yang sudah digunakan sebelumnya oleh seniman lain (karenanya ia sering disebut plagiaris), bukankah itu sebuah peristiwa yang wajar dan tak terelakkan, dalam arti bahwa sebenarnya kita tidak bisa tahu betul siapa menggunakan siapa dalam fenomena itu; apakah Dhani memanfaatkan nada-nada populer itu agar lagu-lagunya bisa laku, ataukah nada-nada populer itu yang memanfaatkan Dhani agar ia tidak dilupakan dan outlive mereka yang memainkannya? Coba pikir, suatu saat Dhani akan wafat, tetapi lagunya belum tentu ikut wafat, bukan? Pada akhirnya, dalam pandangan naturalis, Dhani hanya korban daya tarik dari sebuah nada saja.

Ini Ahmad Dhani, kalau ada yang gak kenal.

Nada-nada lawas yang digunakan Dhani itu, kata Pak Dawkins, adalah meme, seperti juga pisang goreng, fesyen batik, solat tarawih, acara bukber, arsitektur renaisans, demokrasi, teori ekonomi, gaya bercinta dll. Meme adalah gagasan atau perilaku manusia yang berkembang dan bertahan melalui proses meniru; sama seperti gen, meme “bermutasi” dan “berevolusi”. Dan, sama dinginnya dan egoisnya dengan gen juga, meme itu bukan entitas yang sadar-diri. Maksudnya, mereka sih cuek aja dalam menjalankan “takdirnya”; Dalam sebuah proses yang tidak perlu melibatkan kesadaran, berbagai gagasan/perilaku budaya itu hinggap dari satu otak ke otak yang lain. Dan karena mereka mengada secara mekanis, ada proses seleksi alam juga di sini. Kita lihat, misalnya, hanya nada-nada yang disukai publik yang bisa bertahan lama, dan apabila masyarakat berubah karena berbagai deviasi dalam proses imitasi, nada-nada itupun bermutasi. Itu sebabnya, Air on G String-nya Bach bisa menjadi menjadi The Whiter Shades of Pale-nya Procol Harum, Save Me-nya Queen dan, tentu saja, Pupus-nya Ahmad Dhani. Paradigma evolusinya Mbah Darwin itu memang luar biasa! Jadi tidak perlu kaget kalau intro lagu Ratu Jangan Bilang Siapa Siapa itu mirip intro lagunya Kayak, Chance for a Life Time; dan jangan kaget kalau lagu klasik seperti Fur Elise itu masih diperdengarkan hingga saat ini. Lagu manis dalam A Minor itu sedang mengendarai kepala kita!

Monoteisme sebagai Meme

Iya, kata Pak Dawkins, Allah SWT adalah meme juga, berikut dengan Hukum Taurat dan Syari’at Islam yang konon katanya telah diturunkan secara ajaib dari langit. Ah, perlu saya tambahkan di sini kalau Pak Dawkins bilang meme itu parasit. Itu sebabnya, Pak Dawkins dan juga Richard Brodie, senang luar biasa ketika mereka bisa mengatakan bahwa Allah dan agama adalah virus akal budi.  Dulu, kata Karl Marx, agama adalah candu. Sekarang, agama adalah virus! Kasar memang, tetapi tidak dapat dipungkiri, pendekatan memetik terhadap evolusi agama memang cukup menarik. Dan ada baiknya bagi mereka yang masih beragama untuk mencari tahu asal-usul agama secara historis; jangan-jangan, seperti Dhani, kita juga korban meme?

Well, kata Ibu Karen Armstrong, mengutip Romo Wilhelm Schmidt, suatu hari di zaman yang sangat primordial manusia menemukan gagasan tentang Satu Tuhan, yakni Sang Pencipta dan Penguasa Langit. Tuhan ini dikenal dengan nama Tuhan  Langit/Sky God. Konon, beberapa masyarakat primitif di Afrika masih mempercayai Tuhan semacam ini. Mereka percaya Tuhan ini tidak bisa diungkapkan dengan kata. Dan karena ia terlalu agung untuk dikultuskan dalam lembaga tradisional apapun, akhirnya manusia pun lupa kepadanya. Ada yang bilang, kata Ibu Karen, Tuhan ini “menghilang begitu saja.” Tidak lama kemudian berhala mulai bermunculan; Tuhan baru dihadirkan dalam bentuk patung; dan setiap gejala alam yang luar biasa dikaitkan dengan tuhan yang dianggap berbeda pula; monoteisme purba itu pun digantikan oleh politeisme.

Tentu sulit untuk membuktikan ceritanya si Romo Schmidt itu, tetapi yang jelas sekitar beberapa milenia sebelum lahirnya Kristus, gagasan monoteisme kembali muncul, tetapi kali ini lebih canggih lengkap dengan beberapa gagasan pendukung, seperti kebaikan dan kejahatan, yang bisa membuatnya lebih kompetitif ketimbang paganisme yang biasanya lebih berbasis pada pengorbanan belaka dan kurang portabel (patung berat, Mas!). Ilmu Tauhid dalam Islam itu bukan barang baru di dunia ini. Jauh sebelum Musa berkenalan dengan Yahweh di gunung Sinai, Tuhan tribal bangsa Israel yang menjadi cikal bakal Tuhan modern, seorang Parsi bernama Zoroaster sudah menyebarkan ajaran tentang Tuhan Esa yang bernama Ahura Mazda. Bukan itu saja, Zoroaster juga mengungkapkan konsep baik dan buruk, neraka dan surga, malaikat dan iblis etc, dan besar kemungkinan — karena adanya kemiripan dan kontak antara bangsa Persia dan Yahudi — konsep-konsep ini, sebagai meme, mereplikasi diri mereka ke dalam kebudayaan bangsa Yahudi, dan kemudian diwariskan kepada umat Kristen dan Islam, Ingat, meme itu melampaui usia masyarakat. Bangsa Yunani bisa hancur, tetapi peradabannya bertahan terus melalui pemimpin politik Roma, kepala penerjemah Arab dan para pemikir Pencerahan. Dengan demikian, bisa jadi, agama-agama besar seperti Yahudi, Islam, Kristen dan juga Hinduisme beserta Buddhisme, karena keduanya terkait secara historis dengan Zoroastrianisme, adalah hasil “mutasi” dari meme yang pernah hinggap di kepala Zoroaster, atau manusia purba yang pertama kali menemukan monoteisme itu.

Kata Dawkins, monoteisme itu “unggul” karena ia memiliki daya tarik psikologis; dalam “kolam meme”, melalui suatu proses seleksi alamiah, monoteisme muncul sebagai gagasan yang paling cocok bagi kita. Mengapa? Kata Dawkins, itu karena monoteisme sepertinya bisa menjawab berbagai problematika eksistensi.  “Mengapa kita berada di dunia ini!?” Secara psikologis, bertuhan itu memberi ketentraman yang luar biasa. Wajar apabila gagasan monoteisme kemudian di-copy-paste secara turun temurun selama berabad-abad. Meski begitu, Dawkins mengingatkan, itu bukan berarti monoteisme dipertahankan untuk kepentingan biologis atau keberlangsungan (survival) organisme. Dalam pandangan Darwinian-Dawkinsian, moneteisme itu sendiri sebagai meme yang menggandakan dirinya secara mekanis untuk “bertahan hidup”.

Sebuah Komentar Pribadi

Saya membaca The Selfish Gene, bukunya Pak Dawkins di mana ia mengusulkan kata meme, bukan tanpa perasaan hampa dan putus asa, meskipun bapak itu menulisnya dengan gaya populer, santai dan penuh humor. Sensasi yang sama saya rasakan ketika membaca novelnya Albert Camus yang berjudul Sampar atau esainya Schopenhauer yang berjudul On the Vanity of Existence. Hampa. Kering. Buku-buku semacam itu tidak baik dibaca oleh orang yang mudah depresi seperti saya ini.  Tadinya saya, dengan segala kerendahan hati, mau mengkritik Dawkins soal ini, tetapi dia mengakhiri buku gila itu dengan kalimat ini: “We are built as gene machines and cultured as meme machines, but we have the power to turn against our creators [genes and memes, dari saya]. We, alone on earth, can rebel against the tyranny of the selfish replicators.”

“We” itu siapa yah Pak Dawkins? Well, Pak Dawkins sepertinya terlalu bersemangat untuk mengatakan kita harus melawan tirani gagasan Tuhan! Masalahnya, “kita” itu siapa? Subyek yang bebas absolut? Oh, capek…

*Berharap punya waktu luang untuk belajar soal kesadaran/kognisi*

*Terpikir proyeknya Sora tentang QM*

*Berusaha membaca bukunya Umberto Eco lagi*

*Masih menduga bahwa Allah adalah Kesadaran Tunggal*

*Masih menduga Hegel dan Plotinus benar*

*Akal Budi itu emanasi Allah yang Merealisasikan Dirinya dalam Sejarah*

NB: Seperti biasa, saya tidak tahu apakah saya tidak menyalahpahami Dawkins, karena saya hanya seorang pekerja saja. Saya belum baca buku-buku tentang meme selain The Selfish Gene. Kalo ada yang bisa mengoreksi, seperti Mas Geddoe, misalnya, atau siapa saja, minta repotnya dong.

Ingen kommentarer. Via KrDawblad

Nordkorea
Saudi-arabien
Iran
Maldiverne
Bhutan
Yemen
Afghanistan
Laos
Uzbekistan
Kina
Eritrea
Somalia
Turkmenistan
Comorerne
Pakistan
Qatar
Vietnam
Tjetjenien
Egypten
Zanzibar (Tanzania)
Irak
Aserbajdsjan
Libyen
Mauretanien
Myanmar (tidl. Burma)
Nordsudan
Oman
Cuba
Brunei
Indien
Algeriet
Nordnigeria
Djibouti
Tyrkiet
Kuwait
Sri Lanka
Tadsjikistan
Forenede Arabiske Emirater
Jordan
Marokko
Hviderusland
Palæstinensiske områder
Ethiopien
Syrien
Bahain
Tunesien
Indonesien
Bangladesh
Nordøstlige Kenya
Colombia (konfliktområder)

Tror du på Gud? I vår kultur og sammenheng er dette spørsmålet synonymt med “er du religiøs?” Men kan man ha en religiøs livsforståelse uten forestillingen om “Gud”?

Svaret er egentlig opplagt: Ja, det kan man. New Age’ere og buddhister klarer dette utmerket.

Men kan jeg?

Kan vi som har vokst opp med forestillingene om Gud Fader den allmektige himmelen og jordens skaper, bevare en levende åndelighet og spiritualitet dersom vi erfarer at det er nødvendig å gi avkall på forestillingen om “Gud”?

Tross alt, vi lever i en kultur som er preget av tusen års monoteisme. Våre forestillinger om religion er intimt forbundet med tanken om at det finnes et vesen i himmelen som en gang skapte universet, en som forsatt “står bak” skapelsesprosessene, som har kodet inn bestemte krav til orden og hierarki i sitt skaperverk, og som en gang skal blåse av kampen for å utrope noen heldige vinnere og en masse tapere.

Likheten med fotballdommere er at det bare er Gud selv som vet eksakt når det er slutt.

De som velger å ta avstand fra forestillingen om Gud, kalles ateister. Og en ateist er per definisjon IKKE RELIGIØS. Slik er vi vant til å tenke.

Men må det være slik? Kan man bygge en tro uten Gud, en åndelighet som ikke handler om å tilbe og underkaste seg en overlegen skapermakt?

Når jeg setter spørsmålstegn bak annenhver setning, er det fordi jeg ikke ser dette klart. Enn så lenge er spørsmålstegn mer sannferdige enn utropstegn. Kanskje bør det alltid være slik. Eller kanskje kan jeg snart koste på meg noen flere nøkterne punktum – mellom tankestreken.

?…