Jeg trodde at november skulle fikse alt.

Jeg trodde at så fort 31. oktober var overstått og første november tok over, da ville det være slutt på dette ubeleilige uværet, de tropiske stormene ladet med lyn og torden ville ha reist videre til andre steder, eventuelt bare forsvunnet ut i det store intet. Det trodde jeg.

Men den gang ei.

For hør her.

Det er lørdag og jeg sitter ved skrivepulten inne på soverommet, flink som jeg er sitter jeg der og leser, og hver gang ordene blir litt for vanskelige, da løfter jeg blikket, opp fra arket, jeg ser ut gjennom vinduet i stedet, på utsikten, på skyskraperne, på svømmebassenget. Og i det fjerne nærmer mørke skyer seg, horisonten kryper stadig framover, mot meg, plutselig kan jeg ikke se det høyeste hotellet i byen lenger, hva skjer nå, tenker jeg, hva skjer nå?

Så smeller det. Og blinker. Blinker og smeller, først med korte mellomrom, så samtidig, det smeller så huset rister, jeg må trekke for gardinene, sette meg så langt unna vinduene som mulig, stenge uværet ute. 

Vi spiller kort, den fineste og jeg, mens vi prøver å skape vår egen verden, en verden der lyn og torden holder seg på avstand, der vi kan se sikksakkmønsteret og høre bulder i det fjerne, der det ikke blinker og smeller samtidig. 

Men snart tar nysgjerrigheten overhånd, vi må ta heisen ned til første etasje, vi må se hvordan det ser ut ute. 

Alt er forandret. 

Vaktene har fått på seg grønne, heldekkende regndresser, de holder paraplyer i hendene, vasser i vann til knærne, geleider bilene gjennom vannmassene, veien er en elv nå, det hadde vært bedre om bilen var en båt. 

Så. 

Det går altså ikke an å stole på november lenger. Kanskje desember, da?

Jeg ønsker meg desember.

—————————————

(I thought the bad weather should be over in November, the rain, the lightning, the thunder, i thought it would be all gone. But no. As I was sitting by my desk reading yesterday, i could see the darkness coming towards me, fast, just some seconds, and i couldn’t see the tallest hotel in the city anymore. What’s this, I thought, what’s this. 

I got the answer quick enough, thunder and lightening at the same time, noisy and scary. 

And afterwards everything looked different outside, the people dressed in waterproof dresses, the roads turned into rivers. 

So, it seems like i can’t trust november. What about december, then?) 

Monsun, Konsum, det låter nästan likadant, men jag kan lova er att det inte är samma sak.

Det blåser så mycket här idag att de avråder alla från att gå ut. Kontoren har stängt och skickat hem sina anställda. För tillfället regnar det inte, men under hela natten och hela gårdagen stod det som spön i backen. Dessutom är det högvatten idag såg jag närjag vaknade och det betyder att om det skulle komma mer än 50cm regn, och lite vind på det, ja, då blir det översvämning. För monsunsäsong eller ej, Mumbai är inte designat för att svälja så mycket vatten. Och just nu, är det inte monsunsäsong. Det ska inte regna här alls just nu faktiskt. Så inga ledningar eller rör är rengjorda, utan löv, och damm och lik av saker ligger i rören och bara väntar på att täppa till. Ja pappa, nu målar vi Fan på väggen!

Jag är inte rädd för så mycket, jag tycker att ormar är okej, så länge de inte är närmre än några meter. Och jag tycker att flygplan känns ganska säkra. Och jag fruktar inte ett tredje världskrig. Men jag är livrädd för vädret. Och jag är livrädd för klimatförändringarna som gör att det är helt oberäkneligt.

Sa jag att mitt kontor inte stänger?

Nej vi fortsätter med att tjäna konsumtionssamhället.

Min ena son pratar om Nasooun hela tiden. Från morgon till kväll. Hade han varit en extremt liten och kortvuxen utrikeskorrespondent kunde man kanske tro att han pratade om Darfur eller om en monsun eller nåt. Men han pratar om Nasooun. Allså Alfons. Såklart.

Det tog ett tag innan jag knäckte den nöten. Men polletten trillade ner när han sprang fram till bokhyllan, pekade hysterisk på dvd-boxen och sen ven iväg som ett skott rakt mot vår kära gamla tjock-tv och bankade med sina smörflottiga små fingrar på tv-rutan.  Tyvärr så är vår dvd-spelare inte i toppskick så allt som oftast får vi kolla på Alfons på datorn. De här är en helt ny företeelse hos oss. Max en vecka gammal. Men han blir så uppspelt av Nasooun att han bankar hejvilt på tangentbordet av upphetsning av de hissnande Alfons-avsnitten så datorn allt som oftast stängs av plus att jag också börjat notera att vissa tangenter numer börjat strejka. Men vad gör man inte för några minuters lugn och ro. Senaste dygnet har nämligen inte gått till historien som det festligaste, vill jag lova.  

Det började redan igår kväll efter att jag halvsåsat mig igenom fotbollsgalan på TV och sett allt för många trista tacktal och stående ovationer till uteblivna fotbollsstjärnor som inte orkat masa sig dit . Efter den var jag riktigt seg och redo för sängen. Men fastnade ändå framför en dokumentär om Henke Larsson direkt efter galan och blev uppe ytterligare en timma helt i onödan innan verkligheten kom och hånskrattade mig rakt i ansiktet. Kom nämligen på att jag hade bilen parkerad på en städgata och insåg att jag var tvungen att bege mig ut i permafrostkylan vid halvtolvrycket och flytta på bilskrället. Lapplisorna har senaste tiden haft bötfällningsparty här stup i ett och botarna viner därför som våta nysningar i höstvinden här omkring allt som oftast.

Men slutligen, kall som en isbit brakade jag ner i sängen vid midnatt. Men jag somnade ändå inte på stört eftersom jag höll på att nysa mig själv ur sängen hela tiden.
Vår lägenhet har ju liknat tv-serien cityakuten senaste tiden där sjuklingar kommer och går om vartannat. Här har det varit ungefär likadant med enda skillnaden att här har ingen gått. Här har sjukdomarna bara tagit ut julen i förskott och dansat ringdans runt runt, och sett till att minsta lilla friskhetstecken belönats med en alldeles sprillans ny och fräsch snuva eller med ett nytt glödhett febererbjudande.

Att sedan killarna tyckte att fem var en alldeles utomordentlig bra tid att vakna upp på och dessutom starta dagen med att vädra struparna för allt de var värda till dess att de blev inburna till oss var kanke inte det som stod högst upp på min önskelista. Men väl därinne blev det tornadoleken som tog över . Den som går ut på att snurra extremt mycket på ett och samma ställe och vifta med varenda lem man kan förmå att vifta med. Och innan vi ens hann blinka hade vår djupa eftermidnattssömn förvandlats till ett inferno av snurr. Enda lösningen var att gå upp.

Resten av dagen har vigts åt att få de att sova på alla möjliga och omöjliga vis. Jag har nämligen en teori om att om man är sjuk och vill bli frisk, vilket är ganska vanligt att man vill, så är det bra att sova lite extra mycket. Men likt lagen om all djävulskap, den som syftar till att all skit alltid kommer på samma gång, så har det varit ungefär så för mig senaste tiden.  Fast gällande min sömn, eller sanarare brist på sömn. I synnerhet senaste dygnet. För när man behöver sova som mest så får man alltid sova minst.

Så idag har vi legat i deras myshörna och försökt vila upp oss, tagit fram madrasser och lagt oss alla i en hög på, gått ut med vagnen, chillat i soffan, för att nämna några av de varianter jag provat på för att försöka tjyva åt mig en powernap. Men tyvärr så var det bara vagnen och promenad därtill som fungerade bäst trots iskylan ute. Så det var ju skönt… för de.

Taggar: darfur, monsun, alfons, henke larsson, cityakuten, lagen om all djävulskap, powernap

I går var skolan stängd på grund av monsunregnen. Jag hade en lång och trist dag hemma framför datorn så idag när jag fick veta att skolan öppnat igen blev jag naturligtvis glad. Rektorn sa visserligen  att det var mycket vatten men jag tänkte att jag åker ändå.

3 mil senare, 200 meter från skolan tog det stopp, bilen tog sig inte längre. Satt och funderade ett tag och hade nästan bestämt mig för att gå sista biten då Habib, våran chaufför, säger:

- Snake!

Japp, det var det, som att jag går nu. Fet chans, skulle inte tro det.

Så det var bara att vända om och åka de 3 milen hem igen.

6 mil i bil i Chennai tar över 3 timmar… det var den morgonen.

I morgon kommer skolbussen att hämta upp mig för de sista 200 metrarna, om jag överhuvudtaget åker till skolan.

Alles hatte so schoen angefangen auf Koh Tao: wir haben fuer kleines Geld in einem Bungalow am Hang der einsamen Bucht “Freedom Beach” uebernachtet. Von unserem Balkon haben wir ueber Kokospalmen hinweg in das tuerkisblaue Wasser geblickt. Abgesehen von ein paar herabfallenden Kokosnuessen hat nichts die Ruhe stoeren koennen (wie uns die Einheimischen gewarnt haben, stellen die herabfallenden Kokosnuesse durchaus eine gewisse Gefahr fuer den Strassenverkehr da )

Beeindruckt von der artenreichen Unterwasserwelt, haben wir uns fuer einen Tauchkurs angemeldet. Dabei wollten wir unsere Beziehung auf eine neue Ebene bringen und “Tauch-Buddies” werden, wie man im Fachjargon so schoen sagt. Eigentlich hatten wir ein Topangebot – einen deutschen Tauchlehrer ganz fuer uns allein und dazu auch noch die Unterkunft frei in dem schicken Dive-Resort. Aber nach den ersten Theoriestunden hatte uns der Monsun eingeholt. Anstatt der ueblichen 25m Unterwassersicht herrschten schon beim ersten Tauchgang Sichtverhaeltnisse wie im Baggerloch. Sarah klebte foermlich am Tauchlehrer, der vom trueben Wasser beaengstigend schnell verschluckt wurde. Friedrich hatte Probleme mit seinem Tarierjacket und huepfte wie ein Flummi vom Meeresgrund zur Oberflaeche. Kein Wunder, dass er dabei gleich mehrmals der Gruppe verloren ging. So beschloss unser Lehrer den Tauchgang sowie auch den gesamten Kurs aufrund der widrigen Wetterverhaeltnisse abzubrechen. Zwar wurde dabei dei Kursgebuehr reduziert, aber wir durften die bis dahin kostenlose Unterkunft nun voll fuer alle Tage bezahlen, denn schliesslich sei die Unterkunft nur dann umsonst, wenn man den Kurs auch zu Ende bringe. Alles Murren half nichts und das schicke Zimmer hat erstmal kleines Loch in die Kasse gerissen. Als bleibende Erinnerung haben wir aber noch ein paar verschrammte Beine mit an die Obrflaeche gebracht. Denn die starke Stroemung hat uns ordentlich ueber die harten und scharfkantigen Korallen getrieben. So bleiben wir wohl Tauch-Buddies ohne Lizenz…

Trotz alledem wird uns Koh Tao mit seinen freundlichen Einwohnern in schoener Erinnerung bleiben.

Ein besonderes Highlight war hier auch das buddhistische Loykratong-Fest, bei dem die Einheimischen blumengeschmueckte Bananenblatt-Boote (Kratongs) mit Raeucherstaebchen zu Wasser lassen. Es wird gesungen, getanzt und gut gegessen. Mit den Kratongs bittet man Buddha um Glueck und Schutz. Wie uns ein Thai erklaerte, gibt man “for lucky” etwas von sich mit ins Boot wie ein Stueck Fingernagel oder ein Haar. Wir dachten uns, so eine Portion lucky koennen wir auch gebrauchen und haben ebenfalls einen der kunstvolles Kratongs ins Meer gesetzt.

Lucky waren wir sicherlich schon dabei, zur rechten Zeit am rechten Ort zu sein, denn das Fest findet nur einmal im Jahr statt!

PS: Wenn Ihr sehen wollt, wer uns in Koh Tao kunstfertig bekocht hat, schaut Euch folgendes Video vom crazy pancake man an!

Egentlig er jeg glad i dårlig vær.

Jeg liker å sitte inne å høre på regnet, på buldrende torden i det fjerne, ja, jeg syns til og med det er litt spennende når lynet nærmer seg, når det er såpass langt unna at du kan se sikksakk-mønsteret, og det fortsatt er noen sekunder mellom glimtet og smellet. 

Det liker jeg. 

Men. 

Nå har det seg slik at jeg har vært syk de siste dagene, jeg har holdt meg inne, spist c-vitaminer og fokusert på å bli frisk. Og det er jo ganske kjedelig i lengden. Så da jeg i dag våknet frisk og rask, gledet jeg meg stort til å komme meg ut på gaten, gjøre noe annet. Ut av vinduet skimtet jeg blå himmel, dette blir fint, tenkte jeg, før jeg dusjet, spiste frokost. 

Så. 

Få minutter senere. Tordenbrak høres i det fjerne. Så nærmere. Noen regndråper i lufta. Så høljregn. Så alt sammen på en gang. Lyn, torden og regn. I massevis. 

For det er fortsatt monsunsesong her i Bangkok, og det betyr vått vær, bråkete vær, gnistrende vær. Ikke alltid, men ganske så ofte, helt fram til vi skriver november. 

Jeg ønsker meg november!

————————————————————-

Ellers: Gratulerer med dagen til min bror! Han er 22 år i dag, hurrahurrahurra! 

Pelle Dragsted som "Jesper", talsmand for Antifascistisk Aktion 1998.

”De bar hætter ligesom de autonome, da de sprang ud af varevognen. Jeg ser to mænd – også med hætter – kravle over hegnet ind til nazisterne. Kort efter er der noget, der brænder på taget. Fem-syv personer står med motorsave, der larmer voldsomt. Pludselig kommer min lille søn chokeret ned i køkkenet, og jeg skynder mig at trøste ham og tage ham op i seng igen. Vi er jo vant til, at når man ser hætteklædte foran nazi-huset, så skal man ikke gå ud”.

Sådan forklarede et vidne i retten i Roskilde hvordan hun oplevede angrebet den 21. december 1999 på DNSB-lederen Jonni Hansens privathjem i Greve. Efter Hansens berømte påkørsel af de maskerede bøller iagttog genboen følgende:

”Da jeg kigger ud ad vinduet igen, er der vild tumult og råben. Det var ligesom ved et bankkup. Og den sidste person havde svært ved at komme ind i kassevognen og lukke døren, inden de stak af”.

I retten kommer det frem, at gerningsstedet efterfølgende flød med slagvåben og sorte hætter. Det kommer ligeledes frem, at seks af bøllerne blev pågrebet med våben på sig.

Det bevæbnede tæskehold blev ledet af bl.a. den muskelsvære Ole Søborg fra Fagforeninger Mod Racisme. Også et højtrangerende medlem af Antifascistisk Aktion blev sigtet i sagen: Pelle Dragsted fra tæskeholdets Sct. Hansgade-gruppe.

Afsløret af video
Den 18. maj 2002 fejrer Antifascistisk Aktion sit tiårsjubilæum med en fest i Ungdomshuset. Ifølge den omstridte sociolog René Karpantschof, der pendler mellem Københavns Universitet og Martin Lindbloms Monsun, så blev Antifascistisk Aktion egentligt stiftet på et større møde i weekenden 4.-6. september 1992.

Men datoen 18. maj har stor symbolværdi for Antifascistisk Aktion, for den markerer dagen for tæskeholdets demonstration i 1993, der iværksatte de indtil da groveste optøjer i efterkrigstidens Danmark (kun overgået af Ungdomshus-optøjerne i 2007).

Pelle Dragsted (t.v.), ubestridt talsmand i Antifascistisk Aktions propagandavideo 2002.

Torsdag den 23. maj 2002 bliver en propagandavideo for Antifascistisk Aktion vist på den venstreekstreme lokalstation TV Stop i København. Ifølge foromtalen er videoen fremstillet af TV Stop som led i fejringen af Antifascistisk Aktion. I videoen optræder en maskeret mand som ubestridt repræsentant for Antifascistisk Aktion.

Pelle Dragsted begynder i 2006 at træde offentligt frem som international sekretær for Enhedslisten. Samme år begynder han også flere steder på internettet at blive udpeget som medlem af Antifascistisk Aktion.

I marts 2007 bliver TV Stops propagandavideo lagt på youtube.com. Talsmandens maskering er ikke bedre end at han hurtigt bliver identificeret som Enhedslistens Pelle Dragsted.

Frem i pressen
I august i år lykkes det en journalist fra Ekstra Bladet at komme tæt på Kirkeasyls magtfulde pressegruppe. Han afslører, at Pelle Dragsted spiller en væsentlig rolle i organisationen. Lørdag den 26. september 2009 sætter BT så omsider spot på Pelle Dragsteds forbindelse til Antifascistisk Aktion (artiklen er ikke online, men kan læses i uddrag på bloggen Uriasposten).

BT’s hovedhistorie er Dragsteds deltagelse i Antifascistisk Aktions hærværk mod Sandholmlejren i 1998, samt hans optræden i tæskeholdets propagandavideo.

Lyver i interview
Set med Junikredsens øjne bringer BT ikke meget nyt for dagen. I juni i år omtalte vi Pelle Dragsteds hærværk og tidlig september betegnede vi ham som ”tidligere medlem” af Antifascistisk Aktion.

BT’s noget overfladiske research gør da også, at avisen ikke er i stand til at forholde Pelle Dragsted de usandheder, der ses i hans forklaring til avisen.

Dragsted hævder bl.a. til BT, at han trak sig fra Antifascistisk Aktion i 2002, efter at have ”været aktiv i ni år.” I den famøse propagandavideo fortæller Dragsted, at han var med til at starte tæskeholdet. Som nævnt blev Antifascistisk Aktion stiftet i 1992. Pelle Dragsted har altså været medlem af den københavnske voldsgruppe i mindst ti år.

Med sin løgn forsøger Pelle Dragsted tydeligvis at sløre hvor tæt han faktisk var involveret i Antifascistisk Aktion. Også påstanden om, at han trak sig fra tæskeholdet i 2002 kan derfor være løgn. I hvert fald er det påfaldende, at Dragsted vælger nøjagtigt samme år som BT’s dokumentation strækker sig til.

Pæn familie
Pelle Dragsted kommer af en pæn middelklassefamilie og er et produkt af den såkaldte bløde opdragelse, hvor krav og konsekvens til børn er uhørt. Han gennemførte aldrig en uddannelse, hvilket i mange år trods alt bekymrede hans familie en del.

I stedet kastede han sig allerede i barneårene ud i politisk ekstremisme. Nedenfor følger en kronologisk skitse over nogle af Pelle Dragsteds lovlige og ulovlige aktiviteter; miljøet han færdes i og de personer han omgiver sig med.

1990
Den 16. marts bliver et lovligt offentligt møde i Vesterbro Kulturhus fysisk forhindret af autonome fra bl.a. Christiania og en BZ-fæstning på Østerbro. Aktionen ledes personligt af Erik Jensen fra Demos.

Erik Jensen, midtfor i sort læderjakke, dirigerer BZere, marts 1990.

Ifølge PET-kommissionens rapport bind 10, side 427, blev Erik Jensen allerede i 1989 udpeget af PET som den, der ”suverænt har bestemt, om BZ.ere [sic.] skulle deltage i et eller andet”.

På siderne 202-203 i PET-rapportens bind 11 beskrives Jensens aktion på Vesterbro kort. Omtalen er ledsaget af et billede fra blokaden. I forreste front ser man Pelle Dragsted, 14-årig gadekriger i Jensens Fællesinitiativet Mod Racisme.

14-årige Pelle Dragsted som talsmand for Børnemagt.

Pelle Dragsted er rekrutteret via Børnemagt, der holder til på Christiania. I Børnemagt bliver han, efter eget udsagn, ven med den noget ældre Benjamin Christian Schou, der under et slagsmål med politiet nytårsnat 1991/92 bliver svært hjerneskadet.

1992
Sammen med bl.a. Balder Johansen og Martin Lindblom stifter Pelle Dragsted tæskeholdet Antifascistisk Aktion.

1993
Børnemagt opretter Børnehuset i Sankt Peders Stræde (lukket 2003). Ifølge en anonym talsmand ”fungerer Børnehuset som indslusning til det autonome miljø.”

1994
Hele Antifascistisk Aktions hårde kerne anholdes i november i en bus spækket med våben, på vej til Jonni Hansens privathjem i Greve. Blandt de anholdte er Martin Lindblom, Camilla Esser, Hasse Holst, Balder Johansen, hans unge kæreste Maria Pagels, samt Christian Zwettler, der i 1993 blev idømt tre års fængsel for væbnet røveri. Yngste mand er Pelle Dragsted.

1995
På vegne af ’Foreningen Børnehuset’ søger Pelle Dragsted om kommunalt tilskud til Børnehuset. Blandt husets øvrige beboere er en vis Jan Mølskov Justesen, der i 2003 idømmes knap to års fængsel for brandstiftelse.

Samme år begynder Pelle Dragsted at skrive under dæknavnet ”Pelle Jensen” for gruppen Internationalt Forum. Blandt gruppens prominente medlemmer ses den ekstremt pressesky Torkil Lauesen, der i 1991 blev idømt ti års fængsel for røveri af særlig farlig karakter.

1996
Pelle Dragsted begynder at skrive under eget navn i Gaia, Internationalt Forums blad.

Janne Tynell, Dragsteds senere kæreste, bliver medlem af Gaia’s redaktion, der bl.a. tæller Torkil Lauesen og Hasse Holst fra Antifascistisk Aktion.

1997
Danske autonome drager i juni til Holland for at deltage i anti-EU optøjer. 27 anholdes præventivt og udvises, blandt dem den nu 22-årige Pelle Dragsted. Andre anholdte er:

Ulrik Sebastian Kohl (straffes 2009 seks måneder betinget fængsel for terror-støtte)
Claus ’Svende’ Svendsen
Maria Pagels
Jørn Damgaard
Pernille Rosenkrantz-Theil

Præventiv anholdelse var den gang ikke tilladt og de anholdte får efterfølgende tilkendt en erstatning på ti tusinde kroner hver. Pernille Rosenkrantz-Theil deler beløbet ligeligt mellem Enhedslisten og Antifascistisk Aktion.

Pelle Dragsted er på dette tidspunkt medlem af Antifascistisk Aktions Baldersgade-gruppe. I et interview til Politiken samme år erkender en anonym talsmand for gruppen, at ”jeg ville føle mig åndssvag, hvis jeg skulle stille mig op og argumentere for min sag på lovlig vis.”

Blandt gruppens 14 medlemmer finder man, udover Pelle Dragsted, bl.a.

Henrik ”Hønse” Axelsen
Kasper Scheel
Torsten Geertz-Hansen
Maria Gerhardt Lorenzen
Morten Høj
Stinne Lyager Bech

Ligesom Pelle Dragsted er Stinne Lyager Bech meget aktiv i Torkil Lauesens organisation. Hun er i dag prominent medlem af Amnesty International’s danske afdeling.

Antifascistisk Aktion fejrer sit femårs jubilæum med en lille foto-bog. Tæskeholdet sværger at forfølge en nystiftet, erklæret dansksindet studenterorganisation, Dansk Forums Studentergruppe.

1998
Pelle Dragsted fraflytter Baldersgade og bliver medlem af Sct. Hansgade-gruppen, der ledes af Lars Holm Jørgensen, en nær ven af René Karpantschof og Martin Lindblom.

I marts måned pågribes Dragsted sammen med bl.a. Martin Lindblom, i færd med at begå hærværk mod Sandholmlejren. Pernille Rosenkrantz-Theil optræder som talsmand for aktionen. Enhedslistens folketingskandidat hævder, at hun ikke kendte til planerne om hærværk.

Pelle Dragsted (t.v.) og Martin Lindblom anholdes på fersk gerning, Sandholmlejren 1998.

Omkring dette tidspunkt er Rosenkrantz-Theil medlem af Fælledvej-gruppen. Et andet medlem af gruppen er Jakob Engelund Sanvig fra den yderst voldelige gruppe Rebel.

I maj optræder Pelle Dragsted første gang offentligt, dog formummet bag solbriller, som talsmand for Antifascistisk Aktion. Ved siden af sine skriverier i Gaia begynder han at forsøge sig som læserbrevsskribent i pressen.

1999
I februar deltager Pelle Dragsted i et voldeligt overfald på en gruppe universitetsstuderende fra Dansk Forums Studentergruppe (DFS). Dragsted pågribes og sigtes angiveligt for overtrædelse af politivedtægten.

I november afbryder autonome DFS’ vælgermøde på Københavns Universitet med trusler om vold. Blandt de indtrængende er brandstifteren Jan Mølskov Justensen.

I december deltager Pelle Dragsted i et mislykket angreb på Jonni Hansens privathjem. Seks venstrefløjsbøller kvæstes af DNSB-lederen, der resolut kører sin bil ind i den tyve mands store bevæbnede gruppe. Dragsted pågribes angiveligt i besiddelse af slagvåben.

Sct. Hansgade-gruppen får et nyt medlem, Kristian Munk fra Rebel, der hurtigt bliver indrulleret i Antifascistisk Aktion.

Brandstifteren Jan Mølskov Justensen på Københavns Universitet.

Ca. 2000
Pelle Dragsted bliver medlem af Amicisvej-gruppen på Frederiksberg, hvor Janne Tynell og Hasse Holst i forvejen er aktive. Også Kasper Scheel og Torsten Geertz-Hansen fra den gamle Baldersgade-gruppe flytter ind.

Med bistand fra Amicisvej-gruppen iværksætter Kristian Munk og Jakob Engelund Sanvig, i miljøet kendt som ”Munne”, en række brandattentater. Sanvig dømmes i 2002 halvandet års fængsel i sagen. Munk forsøger sig ved Højesteret og dømmes året efter til tre års fængsel.

2001
Den 16. maj deltager Pelle Dragsted i mindre demonstration foran Jonni Hansens privathjem i Greve. Han filmes i selskab med Frank Aaen fra Enhedslisten. Adrian Frank, medlem af Antifascistisk Aktion og gammel ven af Balder Johansen, leder demonstrationens vagtkorps. Frank er tillige medlem af Demos, og demonstrationen besøges af Erik Jensens højre hånd, Petter Sommerfelt.

Efter optøjerne i Gøteborg i juni stifter bl.a. Pelle Dragsted Globale Rødder. Han bliver medlem af redaktionen på Gaia. En post han beholder frem til i hvert fald 2005. Andre redaktionsmedlemmer er Torkil Lauesen, Stinne Lyager Bech og Dragsteds kæreste, Janne Tynell.

Janne Tynell begynder tillige at skrive for dagbladet Information. Hun bruger sin nyfundne respektabilitet til i en større artikel at fremstille Kristian Munk – under dæknavnet ”Anders” – som forfulgt uskyldighed, fordi pressen har skrevet om hans aktiviteter.

2002

Voldsmateriale fra Rebel.

Globale Rødder præsenteres for offentligheden med et stort interview i Gaia med Anders Hassing, foretaget af Janne Tynell.

Pelle Dragsted står senere på året frem som talsmand for organisationen. Det samme gør Claus Pan Pedersen, tidligere medlem af Rød Ungdom. Som kandidat for Enhedslisten fastslår han i 2005, at han støtter Ungdomshuset ”uanset hvilke midler de skulle finde på at gribe til og under hvilke forhold”.

2003
På Christiansborg bliver statsministeren og udenrigsministeren overfaldet af to medlemmer af Globale Rødder. Lars Grenaa idømmes tre måneders fængsel for overfaldet. Rune Eltard-Sørensen, der er tiltalt for et lignende overfald på en borgmester, straffes med fire måneders fængsel.

Selv om gerningsmændene stod på Pernille Rosenkrantz-Theils gæsteliste og blev lukket ind på Christiansborg af hendes sekretær, så nægter hun at have haft kendskab til planerne om et legemsangreb. Ingen er opmærksom på, at Rune Eltard-Sørensen og Pernille Rosenkrantz-Theil begge er tidligere medlemmer af voldsgruppen Rebel.

Det omtales heller ikke, at den tidligere TV Stop-aktivist Lars Grenaa var involveret i en episode i 1997, hvor medlemmer af Rød Ungdom trængte ind på Pia Kjærsgaards ejendom, skreg ukvemsord og ’heilede’. En fax med instruktioner til gruppen var sendt fra Enhedslistens kontor på Christiansborg.

Pernille Rosenkrantz-Theil støtter begejstret Grenaas og Eltard-Sørensens vold. ”Jeg kunne have gjort det selv”, udtaler hun umiddelbart efter overfaldene. Udtalelsen presser Enhedslisten til at tage skarpt afstand fra Globale Rødders vold og banke Rosenkrantz-Theil på plads. Da det kommer frem, at hun talte med Lars Grenaa kort før de to overfald, hævder Pernille Rosenkrantz-Theil til pressen at ”han hel bevidst er gået efter at fælde mig.”

Sagens udvikling bliver mødt med vrede i Globale Rødder. ”Den måde de har banket hende på plads på er rent meningstyranni”, udtaler Claus Pan Pedersen. Sagen får også Pelle Dragsted til for første gang at stå offentligt frem som medlem af Enhedslisten.

Det sker i et åbent brev til Pernille Rosenkrantz-Theil, underskrevet af 32 medlemmer af Enhedslisten. I brevet står der bl.a. direkte anført, at ”I medierne hedder det sig, at du er alene og isoleret med din holdning til aktionen. Det er du måske også i Folketinget – men det er du ikke blandt Enhedslistens græsrødder.”

Blandt Dragsteds medunderskrivere er den voldsberedte Claus Pan Pedersen, samt bl.a.

Asger H. Pedersen. Forretningsfører Monsun.
Jutta Kuchenbecker. Bestyrelsesmedlem i Monsun.
Mikkel Skov Petersen: Stifter af Monsuns hjemmeside Modkraft.
Sven Gårn Hansen. Redaktør af Modkraft.

Ved samme lejlighed trådte også Jesper Lund, gammelt medlem af Antifascistisk Aktion, frem som medlem af Enhedslisten. Han har tidligere udtalt, at han godt kunne finde på at bruge våben i sin kamp mod samfundet.

Pelle Dragsted som sortklædt gadekriger i Antifascistisk Aktion.

2004
Pelle Dragsted og Claus Pan Pedersen kaster sig ud i opbygningen af Piratgruppen, hvis erklærede formål er at ”støtte alle dem som i modstrid mod herskende opfattelser om ophavsret kopierer og spreder kultur frit.”

Man ”arbejder ikke selv med piratkopiering”, hævder Piratgruppen. Rygter i miljøet vil dog vide, at man via enkeltpersoner i Piratgruppen kan komme i kontakt med Antifascistisk Aktion, der angiveligt er blevet storudbyder af piratkopierede programmer.

Janne Tynell forsvinder fra Gaia. Hun dukker senere op som redaktør på Monsuns hjemmeside.

2005 – i dag
Pelle Dragsted optræder skiftevis som repræsentant for Globale Rødder og Piratgruppen, indtil han i 2006 bliver international sekretær for Enhedslistens folketingsgruppe. Her arbejder han tæt sammen med især Frank Aaen.

Under skandalen i 2007 om Enhedslistens opstilling af muslimen Asmaa Abdol-Hamid, stiller Pelle Dragsted sig betingelsesløs på islamistens side. Hans ønske er at ”se et tørklæde på Folketingets talerstol”.

Det samme ønsker Pernille Rosenkrantz-Theil. Bl.a. i vrede over partiets optræden under Asmaa-skandalen forlader hun i 2008 Enhedslisten. Hun bliver i stedet medlem af Socialdemokraterne. Pernille Rosenkrantz-Theil har stadig ikke taget afstand fra overfaldene på Christiansborg i 2003

Pelle Dragsted skifter titlen som sekretær ud med pressemedarbejder og bliver medansvarlig for Enhedslistens hjemmeside. I samme periode bliver Simon Shine, stifteren af Anarkistisk Debatforum, webmaster for partiet. Linda Hansen fra Monsun bliver redaktør af partiets medlemsblad.

Janne Tynell forsvinder diskret fra redaktørposten på Modkraft. Hun er i dag pressemedarbejder i Red Barnet.

Janne Tynell og Pelle Dragsted bor stadig på Amicisvej sammen med bl.a. Kasper Scheel, Hasse Holst og Torsten Geertz-Hansen fra Antifascistisk Aktion.

_

Til denne artikel er bl.a. brugt følgende kilder:

Klar til nye kampe, Jyllandsposten 30.08.1994.
Den politiske vold, Politiken 05.01.1997.
Autonome overfaldt højreorienterede aktivister, 14.02.1999.
Demonstranter vinder sag, Ekstra Bladet 22.06.1999.
Jonnis ofre, BT 23.02.2000.
Mellem sofa og vold, Information 10.12.2002.
Jeg kunne have gjort det selv, BT 19.03.2003.
Rosenkrantz talte med attentatsfolk, BT 21.03.2003.

Den här lille gynnaren dök upp på vår balkong häromkvällen, visst är han söt? Vi har valt att kalla honom Nisse. Han är så välkommen att tugga i sig diverse mygg och nattfjärilar och andra småkryp på balkongen.

Nisse gör sig fint ihop med den skånska pilen på väggen!

I övrigt ska monsunperioden egentligen vara över här, men det kommer en del åskväder och regnstänk emellanåt. Varje gång det sker tänker jag “vad skönt, nu blir det väl lite friskare luft”, men det blir bara jolmigare och klibbigare. Just nu ligger temperaturen på 31 grader men med en luftfuktighet på 79 % känns det som 40 grader.  Det kommer till och med svettpärlor på ögonlocken, rätt så äckligt kan jag säga! Understundom känner jag för att duscha ungefär var tionde minut, men det känns samtidigt tämligen meningslöst. Kanske lika bra att strunta i att duscha överhuvudtaget? Njaee, det känns inte riktigt rätt det heller…

Slå till och gör ett kap i monsuntider!!

“Monsoon offer”-annonser var frekventa i de indiska dagstidningarna för ett tag sedan, för allt från såna här mackapärer till godis och tvättmaskiner. På tal om löpband trodde jag väl aldrig i livet att jag skulle börja nyttja sådana, härreguuuud så artificiellt och larvigt….och nu trampar jag gladeligen runt på ett flera gånger i veckan. Om man vill hålla sig i någotsånär form och samtidigt är lite lagom rädd om livhanken inser man att det inte är någon hit att bege sig ut och powerwalka/jogga i den här staden…

Nachdem die Regenzeit sich bisher ja wirklich zurückgehalten hatte, gings von Donnerstag bis Gestern dann mal so richtig ab. Was da an Wasser vom Himmel kam war einfach nur abartig. Zwar variierte der Niederschlag immer wieder in der Intensität und es gab zwischendurch auch mal ein, zwei trockene Stunden, wenns dann aber losging war Schluss mit lustig. Natürlich hatte ich immer einen Regenschirm dabei, das war dem Regen aber ziemlich egal, denn das Wasser schien nicht nur von oben sondern aus allen Richtungen zu kommen. Falls man das Pech hat, gerade dann auf dem Fußweg ins Büro zu sein wünscht man sich doch lieber ein Taxi genommen zu haben, jedoch ist es dann meistens schon zu spät/eh schon alles nass. Der normale Menschenvverstand sollte einem bei so einem Wetter dann auch davon abhalten sich auf den Weg zu den Chickenwings nach Itaewon zu machen, aber was soll man machen, immerhin war Wingsday

Zumindest weiss ich jetzt, dass meine Lederschuhe auch wasserdicht sind, was einmal drin war blieb dort auch brav. Zu allem Überfluss war es dann natürlich auch nicht mehr möglich meinen normalen Weg entlang des beschaulichen Yangjae River zu nehmen, denn wo vorher noch Wege waren, war nun ein ca 50 Meter breiter Strom. Wo bei normalen Regenfällen schnell mal die Trittsteine zur Flußüberquerung verschwinden, konnte man nun nicht einmal mehr die Fußgängerbrücke sehen. Als es dann heute endlich wieder aufgehört hatte (und der Basketballplatz entsprechend richtig gut besucht war) konnte man dann auch sehen was der Regen denn so alles angestellt hatte. Wo ich einige Tage zuvor noch (hölzerne) Treppen gestiegen bin, war nur noch das steinerne Fundament zu sehen. Wo vorher Laternen standen, lagen diese nur noch umgeknickt am Boden. Mein Betreuer meinte allerdings auch, dass solche heftigen Regenfälle höchstens alle 10 Jahre vorkommen. Aber ich habs überlebt, und Basketball war dafür heute umso besser

The internationally recognized bloodstock columnist and author Tony Morris offered the following observations on Jay Leimbach’s discourse on stamina and the classic Thoroughbred.

As a synthesis of the issues, combined with lengthy personal observation and study, these comments are among the best I’ve ever read.

Jay,

In many ways, you and I are on the same wavelength. If either of us were the benevolent dictator of the breeding industry, things would be very different – or would have been, if either of us had been given the job as a lifetime post 40 years ago. It would be hard for a new dictator to alter things now.

There should be rules such that the Germans have – no job for a stallion who did not race for at least two seasons, did not achieve a rating that proclaimed his class, that had ever competed under medication, or had recognised hereditary faults. Germany produces sounder horses than any other country; of course, she doesn’t always produce the acknowledged best in the world, and her rules would have meant that such as Hail to Reason, Raise a Native, and, if we believe what has recently been claimed, Northern Dancer would not have entered the breeding population. But she has given us Monsun, and if nobody outside Germany knows of no other German sire, they ought to know about him.

The fact that today’s top horses do not race as often as their predecessors of a few (equine) generations is not all about lack of soundness; commercial considerations are often a large part of it. But there is no doubt: today’s horse is softer than the horse of even 40 years ago. We have bred from inherently unsound stock, and unsoundness breeds unsoundness.

But, Jay, references to breeding policies in plants and animals such as sheep and cattle don’t really signify much. In the early 1970s I was writing to eminent geneticists and asking them why they couldn’t offer solutions for the Thoroughbred; all I got in response was self-congratulatory guff about what they had done for increased milk yield and the good news for butchers in terms of beek and pork. They didn’t want to talk about the Thoroughbred, because they hadn’t a clue about the ATHLETIC animal, who is a completely different beast.

We are in a different world now, and the current crop of equine geneticists will revolutionise the game within a few years – if their findings are published.

In 1960, Peter Burrell, former director of the National Stud in England, gave a lecture in which he said that he believed that the British Thoroughbred had gone as far as it could go in the years before World War I. I have always accepted that view. I also took from that the assumption that American Thoroughbreds of that time were behind the British, and I believed that. Yes, there were exceptional individuals in the States, but overall the standard there was lower.

It remained lower for some time. Noor, who was some way short of top class here, had a few shots at Citation, and when properly on his game, could give him weight. Anyone who has properly analysed form, and recognised both the advances in breeding and the increased competitiveness of racing will know that Citation was a better horse than Man o’ War, and that Secretariat was a decided improvement on the pair of them.

By Secretariat’s time, America had more than caught up with Europe, but he was an exception. We were already recognising that America produced better horses than we did, we imported them in huge numbers, and Americans sent their stock to race here. The impact of all that was we found that traditional European pedigrees didn’t work anymore; Brigadier Gerard was the last of our home-grown superstars.

But, surprising as it may seem, the better American horses who came here – and they are still coming – have never been rated as highly as Brigadier Gerard was. America had reached the peak that Europe had reached just before World War I; the odd one might always rise above that plateau, but when it did, it would never reproduce itself.

I am well aware that America takes far more notice of times than we do in Europe, but, seriously, nowhere in racing do they really matter, when the main objective is to defeat the opposition. There is no virtue, or any more cash, in doing that in a faster time than is necessary. How many Kentucky Derby winners ran a faster time than Citation? How many of them were better than Citation? Aside from Secretariat, name one, and try to justify it.

I wrote a piece for the Racing Post a couple of days ago, referring to the fact that there was nothing special in her female line since Hail to All, and referred to his career – 12 starts at 2 and 16 more as a three-year-old. Yes, to be sure, horses aren’t as sound as they were then, but they also aren’t campaigned as aggressively, and commercial considerations affect the situation.

Think on’t.

KUALA TERENGGANU 20 April (Utusan Malaysia) – Jabatan Meteorologi Terengganu menyifatkan cuaca panas sehingga 29 darjah Celsius di bandar raya ini sejak kelmarin sebagai satu fenomena biasa.

Jurucakap jabatan itu, Saifulrehan Mat Aji berkata, Malaysia kini sedang mengalami perubahan cuaca daripada monsun timur laut kepada monsun barat daya.

Menurut beliau, perubahan itu yang dinamakan sebagai monsun peralihan berlaku dalam tempoh dua bulan bermula awal bulan ini.

Katanya, ia bukan menandakan permulaan satu musim kemarau kerana beberapa kawasan di negara ini menerima hujan.

”Sepanjang monsun peralihan ini, cuaca kadang kala akan berubah.

”Cuaca menjadi panas mungkin kerana sinaran matahari yang terik,” katanya ketika dihubungi di sini hari ini.

Beliau diminta mengulas keluhan orang ramai akibat cuaca panas sejak dua hari lalu.

Saifulrehan berkata, cuaca waktu pagi pada musim peralihan biasanya adalah baik manakala lewat petang akan berlaku hujan atau ribut petir.

”Pada waktu malam juga diramalkan kadang kala hujan atau ribut petir,” katanya.

Hier stimmt das Gesamtpaket: Jeder Ton daneben und trotzdem besser als das ganze tröge DSDS-Geschwurbel:

Dieter Bohlen hatte wenig Sinn für Satire (er war ohnehin ziemlich angespannt und bierernst…einfach zu zielgerichtet in seinen Urteilen) und verlies die Halle.

..und verpasste den Höhepunkt des Abends.

Ich sitze hier wie ueblich mit meiner Kaffeetasse am Rechner, und heute eilt es nun garnicht, es regnet seit vielen Stunden. Ich bin noch nicht mal geduscht. In der Nacht hat es wieder ein heftiges Gewitter gegeben und den typischen Wolkenbruch.

Wir haben offenbar gerade den Wechsel vom Nord-Ost-Monsun (aus dieser Richtung kommen momentan die fetten schwarzen Gewitterwolken) zum Sued-West-Monsun, der aber hier nicht so heftig ausfaellt, weil das westlich vorgelagerte Sumatra die Wolken abfaengt.

Rain and monsoon

The mean annual rainfall of approximately 267 cms is evenly distributed throughout the year, although September to November is considered the wettest period. The northeast monsoon blows between October and March, and from May to September Penang is affected by the southwest monsoon. Heavier rainfall comes to the island in spring and autumn, when the monsoon changes course…

Nach dem ueppigen Abendessen hatte ich nicht mehr als zwei Dosen Bier reingebracht, bin relativ bald ins Bett und hab den Krimi angefangen, den A. mitgebracht hat. Der viele Reis hat mich offenbar auch kuriert, denn die Verdauung ist wieder in Ordnung. Schoen.

Heute vormittag wollten wir eigentlich mal zu dieser MM2H Agentur in der Chulia-Street gehen, aber solange es so arg regnet ist das nichts. Und die Fruit-Farm wollte ich mir auch noch mal angucken, die ist oben auf dem Berg und es wuerde mich interessieren, wie die sich in den letzten 10 Jahren entwickelt hat.

 Da hat sich in Penang ja einiges getan, was das angeht. Als ich zum ersten Mal hier war, war die Bevoelkerung in Aufruhr, weil es um die Frage ging, die historische Chinatown zu erhalten oder komplett platt zu machen und moderne Gebaeude hinzustellen. Das hat sich ja Gottseidank dann nicht durchsetzen lassen. Der Verkehr! Es ist inzwischen kaum mehr moeglich, ohne Ampel ueber eine der Hauptstrassen zu kommen, der Individualverkehr hat dermassen zugenommen, dass es nicht mehr schoen ist! Und die Lautstaerke natuerlich entsprechend. Was diese angeht, frag ich mich manchmal auch, ob die aelteren Herrschaften hier alle schwerhoerig sind, denn wenn sie sich unterhalten, egal wo, auch im Bus, sprechen sie nicht, sondern schreien sich an.

Damals war es das Genialste ueberhaupt, ins Internetcafe zu gehen um eine eMail zu schreiben, man musste zum Teil anstehen und hat gern ein paar Mark dafuer gezahlt, an den Rechner zu koennen. Heute haben diese damaligen Goldgruben alle wieder geschlossen, in jeder Unterkunft gibt es W-LAN, Hotspots, mindestens einen Rechner, fuer die Hausgaeste zur freien Benutzung, falls diese nicht sowieso einen Laptop dabei haben. Brave New World. Wobei das die Moskitos, Termiten, Ratten, Kakerlaken, und Schimmelpilze nicht schert, die vollbringen seit Jahrhunderten ihr immer gleiches Tagewerk…

Geschafft! Habe gestern meine mündliche Zwischenprüfung “eingetütet” und bin dabei durch den Monsun gegangen. Leider stand die Eins nicht ganz vor dem Komma. Der Monsun ist Schuld. Aber ein Geographiestudent, der auf einem Klimadiagramm starke jahreszeitlich schwankende Niederschläge nicht als Monsunregen erkennt, hat auch keine Eins verdient, oder?!

Ich sag nur: Sekt für die Nutten – Champagner für mich!

Få dage før de anti-semittiske optøjer i København forrige lørdag kunne webavisen 180grader.dk afsløre, at en “etableret skikkelse” på det yderste venstre fra sin Facebook-profil opfordrede til ballade mod Dansk Zionistforbunds lovligt varslede demonstration. “Pres på zionisterne lørdag ødelægger noget. Det skaber et signal om at krigen bliver taget herhjem”, truede den 26-årige Erik Storrud bl.a.

Voldstrusler
Erik Storrud er erklæret autonom og har været aktiv på det yderste venstre i små ti år. Som søn af keramikeren Idun Storrud voksede han op i Nykøbing på Falster. I slutningen af 2000 indleder Storrud sin politiske løbebane som såkaldt tastatur-kriger. D.v.s. en, der skal ‘bekæmpe nazisme og racisme verbalt på offentlige internetforaer”, som det hedder i en intern instruks.

Fra den lokale handelsskole afsender Erik Storrud en lang række indlæg på diverse internetfora. Han fører sig frem som såkaldt hård antifascist og prøver ved hjælp af grove trusler at skræmme indvandrings- og venstrefløjskritikere til tavshed. Han efterlyser bl.a. privatadresser, truer med autonome tæskehold og erklærer ligeud, at han selv er blevet “autonom bare for at tæske menneskefornægtere”.

Gadekriger
Erik Storruds trusler var ikke helt tomme. Via internettet var han kommet i kontakt med københavnske autonome og i maj 2001 avancerede han til gadekriger under optøjerne i Gøteborg.

I juli samme år dukkede Erik Storrud op i Svendborg på Sydfyn. Anledningen var en planlagt husbesættelse i byen, hvortil de få lokale gadekrigere omkring Enhedslisten havde brug for forstærkning udefra.

Det lykkedes Erik Storrud at hverve sig posten som talsmand for ‘BZ By 2001′, som gruppen af autonome under eet kaldte sig. Efter en række provokerende udtalelser til medierne blev Erik Storrud og resten af banden jaget på porten af vrede borgere.

Ifølge Erik Storrud har han siden da rejst rundt i Europa som fast deltager i forskellige venstrefløjs-optøjer.

Net-projekt ombejles
Erik Storrud flyttede til København og oprettede i 2003 hjemmesiden ‘bzby.dk’, hvor han sammen med IT-nørden Simon Shine begyndte at drive debatsiden Anarkistforum. I 2005 oprettede makkerparret en hjemmeside, der skulle være et dansksproget led i det internationale netværk ‘indymedia’, der blev stiftet efter venstrefløjs-optøjerne i Seattle i 1999.

Erik Storruds unge indymedia-gruppe blev kurtiseret heftigt af etablerede venstreekstremister. Ført an af den efterhånden midaldrende Inge Kongsgaard Hansen tilbød den gamle Baader-Meinhof-støttegruppe Autonomi Kollektivet, der i dag opererer under navnet ‘Autonom Infoservice’, sig som praktisk arbejdskraft. Fra den lille medie-virksomhed Monsun tilbød den gamle Demos-aktivist Linda Hansen sig med bl.a. skrive-kurser.

Lillesøster indblandes
Den unge indymedia-gruppe holdt til i ‘Spektakel 14′ i det indre København, der er en art ungdomsklub for gadekrigere. I marts 2007 blev Erik Storrud anholdt og varetægtsfængslet for sin andel i Ungdomshus-optøjerne og ‘Spektakel 14′ efterfølgende stormet af politiet.

Under Erik Storruds fængselsophold fungerede hans yngre søster som hans forbindelsesled til det politiske undergrundsmiljø i København. My Storrud var som elev på Det frie Gymnasium få år tidligere blevet sluset ind i miljøet. Søskendeparret bor i dag på Amager.

Nye net-aktiviteter
Driften af hjemmesiden ‘bzby.dk’ ligger stille og det velbesøgte Anarkistforum er overdraget til Simon Shines hjemmeside ‘anarcho.dk’. Indymedias hjemmeside er i det store og hele overtaget af ‘Autonom Infoservice’, der (indtil videre forgæves) prøver at nå op til rivalen Monsuns hjemmeside Modkraft.

På det seneste har Erik Storrud i stedet forsøgt sig som bidragsyder til Monsuns taknemmelige hjemmeside. Foruden sin Facebook-profil driver han også en blog. Her krogede han sig over 180grader.dks omtale af sin person, men blev forskrækket da bl.a. formiddagsavisen BT tog historien op.

Planlægger optøjer
På sin blog forsøgte Erik Storrud samtidig at nedtone sin position i det autonome miljø. “Godt [180grader] ikke rent faktisk spørger den militante venstrefløj, hvor etableret den synes jeg repræsenterer den”, skrev han bl.a.

Men så sent som i august 2008 stod Erik Storrud frem som talsmand for den nystiftede gruppe ‘KlimaX’ og truede med “direkte masseaktioner” mod dette års klima-topmøde i København. “Folk vil komme til København i horder”, skrydede Storrud ved dén lejlighed.

Erik Storruds voldsopfordring på Facebook mod danske jøder blev mødt med bifald af Enhedslistens Jesper Juul Mikkelsen.

Men det finns en förklaring eller två. För det första har jag varit jätteförkyld och febrig i veckan. Det började med en magsjuka. Blev smittad av dottern som jag försökte så gott jag kunde att ta hand om för att bli bra tills idag. För idag har hon åkt iväg till Australien. För första gången utan en nära anhörig ( hon är 13 ). Så imorse läs inatt när jag körde henne till flyget var jag i feberfrossa och inte alls klar i huvudet. Men det var nog bara bra.

 Jag tyckte väl bara att hon skulle åka över till mormor som hon brukar och vårat farväl var väldigt lungt och sansat. Väl hemma efter att sovit under två täcken i dvala vaknar jag upp och blir bara såååå ledsen och lääängtar, redan! Hon är inte ens framme!  Om två timmar ca är hon i Hong Kong och har bara 1h 10 min för byte av plan!! jag kan se på infot från flygplatsen att planet är ca 10 min försenat och att det är monsunvarning! Hittade en sida där man kan se vädret över alla flygplatser i världen. Och för Hong Kong står det windy. Puuuh…kommer nog inte att sova innan hon ladat i Sydney, i morgon eftermiddag.