Kot sem napisal v prejšnjem blogu, gre za novi začetek. In takoj po otvoritvi bloga že težave. Pa ne tiste “tavelike”.

Teden je bil res naporen. Po dolgih letih spet obdobje nemira in rahle izgubljenosti. O tem morda drugič, dejansko me je pokonci držala le misel “Kar ne ubije, to te utrdi!”, brez truda ni nič, premiki na višje so vedno zahtevni. Na momente prazahtevni, čeprav te besede nikoli nisem maral. Nič ni prezahtevno, če se hoče. No od prejšnjega tedna dalje mislim drugače. Učimo se, postajamo pametni. Yeah…

“Danes bo pizza!” se je glasila petkova odločitev. Samo še po surovine v MC, vzhajat testo in akcija dalje. Trenirka dol, jeans gor in gremo. In pogled na parkirišču:

Občutki prijetni in rahlo vzemerljivi. Sicer se mi to ni zgodilo prvič, vendar je bilo tokrat res malo čudno. Razbitega stekla nisem videl takoj. Šele, ko sem vžgal avto, sem opazil “glažune” na sedežu in odprta predal. Great great great! Takoj opazim, da mojega gps-a v predalu ni več, prav tako ne nosilca…

Takrat me stisne. V avtu sem namreč pozabil denarnico, služben telefon in očala za več kot 200 Eur. In glej ga junaka hašišarskega. V sami naglici je na vse to pozabil. Vse kar ga zanima so gps napravice, kaj bo z očali, telefonom in denarnico?

Torej gre za srečo v nesreči! Avto je zavarovan, gps ne. Nadomestni avto je hitrejši, udobnejši, …

Torej, svet je lep…:-)

Misli se pevaju u njegovoj glavi

(u kojoj se inače boli i davi)

ni dan nemože da poruši noć

kad jutro dođe u ispomoć.

Telefon je ubrzo isključen -

ko god da zove nije ni fer;

u ovoj sobi sve se može

ceo univerzum iskače iz kože.

Ruke mu se tresu a

vilica krivi, celo veče sanja

dok zenice širi; ovakvo mesto ne postoji nigde

pa ko bi ikada hteo da ide igde?

Napolju ljudi već nekuda žure

a kada izađe, u njega zure.

Oni su naspavani, spremni i siti

ma ko bi kao oni i hteo biti?

Najlepša bajka prošla je…

al’ kraj još može da opstane

tužan je kraj jer se završava

a posle kraja ostaje… strava.

Dan i sunce i ljudi što žure,

vode mu treba, čitavo bure;

ruke se tresu a vilica krivi

sve mu se sada na svetu sivi.

Ništa nije k’o  što treba da bude!

Kao sto Bogova da mu sad sude;

snovi su šuplji a misli prazne

gde li su pobegle ideje razne?

Jedino dobro što može doći

je nadanje još jednoj takvoj noći:

možda već danas, sa malo sreće

nastavak priče pobeći neće!

Viltkjøtt til salgs

Nok en gang er bønda i by’n! Bondens Marked (BM), som jeg også skrev om i fjor, er tilbake: også denne gang har bøndene inntatt øvre del av Karl Johan, hvor 70 produsenter fra Nordland i nord til Agder i sør tilbyr det meste av lokalprodusert mat. Været er fint og skal visstnok holde seg i helgen, så det er ingen grunn til ikke å ta seg en tur til hovedstadens paradegate. Det jeg lurer litt på, er hvorfor ikke Oslo kan ha et eget permanent matmarked? Er ikke det norske folk nok opptatt av ordentlige mat- og råvarer til at det er mulig å drive et slikt marked? Vi var nettopp i Frankrike hvor man blant annet finner markeder som selger både hel kanin, kyllinghjerter, oster, grønnsaker, fisk og kjøtt av alle slag -  nesten i hver eneste lille landsby. Hver eneste dag! Er man virkelig nødt til å flytte ut av Norge for å få tak i bra mat til daglig?

Bondens Marked (som også kalle Matstreif) er årets største nasjonale matfestival og det gir en gyllen mulighet for oss bybarn å kunne smake på og gå til innkjøp av produkter som man vanligvis ikke finner i Oslo – den tilbakestående hovedstaden i landet vi bor i. Noen av varene som selges på BM selges kanskje i en av Oslos spesialforretninger (sjekk ut spesialforretninger på www.slowfood.no), men det kan du ikke ta for god fisk! Nordmenn har faktisk det dårligste vareutvalget blant alle de nordiske landene. Ikke nok med det; norske forbrukere betaler også 50 prosent mer for maten enn den gjennomsnittlige europeer! Dette kan vi blant annet takke de norske matvarekjedene for: det er de som kontrollerer 99,3 prosent av det norske markedet og som holder stålkontroll på alle ledd i verdikjeden, slik at produsenter og leverandører tvinges til å operere på kjedenes premisser. Ifølge underdirektør Gro Tvedt Anderssen i Forbrukerrådet, har de lokale kjøpmennene minimal innflytelse på utvalg og overhodet ingen på pris – alt styres fra de fire hovedkontorene til Norges matvarekjeder. BM gir deg dermed også sjansen til å handle direkte fra produsentene – det er ikke billigere, men produktene har en høyere kvalitet, de er ferskere, de er frekkere og de er i noen tilfeller også økologiske, men det gjelder ikke alle produktene. En produsent solgte blant annet 10-pakninger med egg:

“Er disse eggene fra frittgående høner?”, spurte jeg. “Nei”, var svaret. Jaha… Da velger jeg heller å kjøpe økologiske egg på butikken, så slipper hønene å tilbringe hele livet sitt i bur. Ei lykkelig høne er ei god høne! Man kan også kjøpe egg fra frittgående høner. Dette er forskjellen mellom burhøns, økologiske- og frittgående høner:

• Frittgående høner – går fritt inne, sover på vagle og har muligheten til å flakse med vingene og sandbade for å pleie fjærdrakten.
• Økologiske høner – kan bevege seg fritt både inne og ute, i tillegg til å nyte de samme fasilitetene som frittgående høner har. Dyrefôret er også økologisk.
• Burhøns – lever hele livet i bur hvor de har liten plass til å bevege seg, spiser mat tilsatt fargestoffer (for å farge plommen) og andre stoffer for blant annet å styrke bena (ettersom de ikke får brukt bena på en naturlig måte, trenger de tilsetningsstoffer for å styrke de).

I en av bodene plukket jeg med meg en brosjyre hvor det ble reklamert med at økologiske produkter er bra for deg, fordi de ikke inneholder kjemisk syntetiske sprøytemidler, kunstige fargestoffer og aromaer eller søtnings- og  konserveringsmidler. Økologisk mat inneholder i flere tilfeller også mer mineraler, antioksidanter og vitaminer. Det er bare så synd at økologisk mat skal være så jævla dyrt! Dyrevelferd koster! Interessen for økologisk mat er på vei ned i følge en artikkel i Aftenposten, og køen jeg ofte ser utenfor fattighuset på Grønland er nok ikke de som handler mest på Bondens Marked, økologisk eller ei, men de kan jo allikevel komme innom og få seg en smakebit i en av de mange bodene. Eller de kan kjøpe seg ei halv brødskive med noen reker til 25 kroner – faen for en frekk pris å ta for ei halv brødskive!

Ei halvbrødskive med noen reker: 25kr.

Vi gikk raskt forbi standen med brødskiver, og stoppet ved en bod hvor vi kjøpte både elg- og reinsdyrbiff fra Skjåk. Når man kjøper vilt så er man i alle fall garantert at dyrene har fått gått fritt. Systemet er lagt opp slik at jo mer man utnytter både naturen og menneskene, desto mer sitter man igjen med i fortjeneste. Det burde vært omvendt! Produsentene som forgifter oss og naturen, burde betale i dyre dommer! Når det gjelder frittgående, så vil jeg gjerne nevne at i Argentina, hvor de lenge har vært kjent for å la flokkene med storfe gå fritt og gresse på de endeløse slettene, har de nå begynt å gå mer over til vestlig fedrift, hvor kyr og okser står sperret på båser og blir fôret mesteparten av sine liv. Gauchos’enes tid er kanskje forbi? Har tiden løpt fra dem, eller er det kanskje kapitalismens klamme grep som har innhentet dem? Slettelandet som før ble brukt til beiting, blir nå heller brukt til å produsere Monsanto mais og soya til det amerikanske biodieselmarkedet. En produsent på BM solgte faktisk mais som var dyrket i Norge. Jeg visste ikke engang at man kunne dyrke mais i Norge, men det kan man altså. Hvis du lurer på hvor, så er det noe vage svaret jeg kan gi: borte ved Drammen et sted… Ifjor kjøpte vi en eplemost kalt “Frisk og Frodig”, fra Sauar Gård i Telemark. Heldigvis var de der i år også, og vi fikk sikret oss en 3-liters. Nydelig og syrlig smak på den eplemosten. Jeg har sett at den også har blitt solgt ved Meny på Grønland, men av økonomiske årsaker handler vi minst mulig på Meny, selv om de har mye bra varer der. Den manglende bredden blant norske dagligvarer, skyldes de skjulte bonusene leverandørene må betale kjedene for å få innpass i butikkhyllene. Terskelen for å komme seg inn i kjedenes butikkhyller blir for høy for små produsenter med nisjeprodukter, og forbrukeren blir sittende med regningen i form av høyere priser og dårligere utvalg. Mange av varene i dagligvarehandelen er også behandlet for å få lengst mulig holdbarhet. Jo mer man behandler råvarene, desto mer mister de av både utseende, smak og næringsinnhold. De norske dagligvarekjedene har derfor stor påvirkningskraft på den norske folkehelsen, uten at man skal ta fra folk ethvert ansvar for hva de putter i kroppen sin. Et ekstremt eksempel på dette er en narkoman vi så da vi var på vei hjem fra BM. Han hadde tatt en overdose og døde, sittende lent opp mot et tre nede ved plata, mens kameraten hans fånyttes prøvde å riste liv i ham og mens menneskene rundt fortsatte sine liv…
Noen mistet kanskje en venn, andre mistet et familiemedlem, mens for andre er dette kun nok et tall i statistikken eller en notis i avisa…

http://www.bondensmarked.no
http://www.naturlighudpleie.no
http://www.epleblomsten.no/
http://forbrukerportalen.no/Artikler/2009/matmaktas_taushet
http://www.oikos.no
http://www.regionalmatkultur.no
http://dinmat.aftenposten.no/content/view/full/32199
http://gosouthamerica.about.com/od/argartcultureentertain/a/gauchos.htm
http://money.cnn.com/2009/08/10/news/international/argentina_beef.fortune/

P.S: Om du kjøper lam eller sjøkreps på Bondens Marked, så kan du følge disse oppskriftene i VG:
http://www.vg.no/mat-og-drikke/artikkel.php?artid=580448
eller denne fra bloggen:
http://skaperen.wordpress.com/2008/11/09/lammerullade-med-sopp-og-spinat/

Igjen svirrer diskusjonen rundt Plata og den synlige narkotikahandelen ved Oslo S. Narkomane i Oslo har måttet tåle å bli jaga fra sted til sted. En kort periode ble det faktisk malt opp en hvit linje ved sjøsiden til Oslo S som narkomane ikke skulle krysse. Snakk om feilslått løsning til et såpass komplisert problem. Første oppgave er å ta disse menneskene på alvor og sammen med de narkomane miljøene utarbeide gjensidige kjøreregler som ivaretar begge siders interesser. Dette er selvsagt mye enklere sagt enn gjort, men det er tydelig at de tiltakene som er forsøkt ikke fungerer. Kan se ut som det Høyre og FrP-styrte Oslo har endel ugjort på dette området… Kanskje bør vi se til Zurich og deres tilnærming til de voldsomme narkotikaproblemene i forbindelse med det nå utdødde miljøet i Needle Park (Platzpitz park)?

Synes det her er på sin plass med tekst og video fra norgeshistoriens største rennesteinspoet.

Les også:

- politiet rydder Plata

kad se već. vežemo na film.
pogledao zadnje, neki iranski film. mislim.
ja, baš ja, ovako pristupam tematici.
gledam film.
primjećujem da se i rod i steveae pogledavaju. piju. dok gledamo film. zagledavaju u mom smjeru,
shvaćam da mislimo isto.
mislim, možda je sa nekim stvarima u pravu pripovjedač. i priča.i film u cijelosti. jer poantu
kužimo odjednom kroz ref.  a on glasi

(ref:nema čovjeka na svijetu koji ne mrzi totenhem,
njihovu vjeru Židovsku i okrugle kapice)

no.
poanta je da nesmiješ pljuvati po svojima.istina je često gorka cvajner, ali se ne smiješ
odricati vlastite kulture čim ti nešto neko kaže.
redatelj možda i živi u sjevernom londonu zadnjih šest godina, ali je rođen i odrastao u
londonu bliže centru i uvijek će imati posebnu vezu s njim.

ref. bez klubskih oznaka, moraš biti mudar da postigneš svoj cilj, totenhem je smetlište, tamo
penzići zure u prazno, a čak i cnnjoke su drugačije,
klinci sa sjevera u početku kad dođu da puše kurac nama bogatim, centar londončanima, žive
u totenhemu.
(jer je)
jeftin smještaj

mi čelzi kad se zaletimo prema kombiju, bobiji se useru od straha. nema pičke u londonu, koja
kad stojimo mi navijači čelzija u pabu, koji radi do jedanaest sati, a da pica školarica ode s
njima totenhemcima. mi jebemo iz čelzija.

ref. ne zato što smo lepši niti što smo jači nego oko nas se ne širi teški miris
totenhemskog kebaba;)

jel vas opet ubio liverpul na enfildu. vi čelzi gamad nikad niste mogli ništa protiv nas tipova
sa smješnim naglaskom i skakavcima u džepu. pazi mi iz liverpula smo, takvi, to znaš valjda,
direktno dolazimo iz šupka svijeta. spavamo pod mostovima u londonu jer londonski podmostovi su
nami udobniji nego doma što nam je. kad se dokopamo londona. Znamo. Šta znamo mi iz liverpula,
bar bogatašima možemo popušit kurčinu i zaradit nekoliko funti. šta vas čelzijevce
najviše jebe sa nama žgoljavcima iz liverpula, najviše vas jebe taj naš živahni humor. to
ne možete podnijet. ljuti vas što su ljudi kod nas u liverpulu puno iskreniji,razgovaraju jedni
sa drugima, sve je puno jeftinije, i izlazimo više.ljudi iz liverpula su stvarni nije ih briga
kako izgledaju i koliko zarađuju. nego jebete li vi londonske pizde nekog palog anđela, mi iz
liverpula kako god sleti, a da je pogriješio, i plače, pojebemo ga, jebena smo ekipa mi iz
liverpula u ondnosu na vas iz londona.

Dal se tebi gadi ova unutarnja veza? iInternet. to mi je ko kao da sam između dvije smjene u u
dućanu.lebdimu u polusnu. a neprestaje mi osjećaj da sam izdao samog srbe(sebe:).napad bi mi
mogo biti dobar. jer kad napadaš, želiš se riješit unutarnjeg sranja. ali ovo, internet, to
je invazija. Umjesto da gurnem čizmu, ja sad guram kurac. Invazija na unutarnje organe.

No, kad je gotovo, kad pogledam malo unazad, tjedan dana. Nasilje i seks. otvaram se samo kakao bi
mogao iskoristiti nekog drugog. Nažalost nema nikakve razlike u gađenju.

ps. imo sam tolko međurečenica ,da ako isprintaš ovo, možemo stavku po stavku da se
debatišemo

jel ima neko majcu, igi pop

ne mojcu ni ma cu,

šta se ljutiš?

Ne znam šta da ti pišem pa da ti se “onako” javim. neka gri pica i virozica trese cijeli grad pa
se i mene nakon petnaestak godina što nije, evo sad dokopala. Otišo na zavod, stao u red,
prijavio se, dali mi tople čorbe, nju pohaso, deku da se pokrijem, nju odbio. Pa eto sad šmrcam.
Par dana prošli tjedan, stvarno za stvarno, ubijao imunološki sistem strašnim količinama
alkohola. Prećero. Sinoć na kratko bio sa zidom u skandalu dva bambusa, pa kući. Jedino što
mi  uspijeva da svaka dva dana u zadnjih mjesec dana napravim neku gitaru , dve, sa podlogom i to do
minutice i dvadesetak sekundica. Pa sam ih puštao da mi Teme leže, kvase se, točaju i to. A
kako su nastajale u pijanstvu i bijesu i bijegu. Magli. Sad kad sam ih jutros preslušavao, nijednu
ne znam odsvirat. A ima par dobrih komadića. A neda  mi se sam sebe skidat. Pa ću krenut sve
ispočetka. našo par lijepih redaka o tom mom problemu pa da ih sa tobom podijelim.

In the elder days of art
Builders wrought with greatest care
Each minute and unseen part,
For the Gods are everywhere.

Sve mi pesnik reko, samodisciplina ključni faktor, obratit pažnju i na dijelove koji se i
nevide, koji nisu dostupni ljudskom oku. da te bre nemuči savest, čak i kad to nitko drugi nebi
primetio da nešto fali, rekoh sebi. ideme zdruzgat još jedan maxflu, žena se čudi što ih
ne rastapam u vodi, ja to zdrobim u ustima pa kad zapjeni kroz nos i na usta, poližem pjenu ko
bijesan pas sa brade.a volim se pogledat i u ogledalo i reć; jebote što si bjesan u pičku
materinu:)

Pozdrav Majstoru.

Šegrt IzHlapić od Alkohol (jel bi bilo bolje von Alkohol:)

Da ga jebeš, napiso prvu poruku, pa se vratio pijehe da ti prepišem adresu, pa ko nazad ću na
poruku i šaljem, kad nema ništa, od poruke ni traga ni glasa, eto tako:), a sve sam lijepo
sročijo da nemože bolje, baš me išlo, sve ja ko neki zatočenik u prokletoj avliji pa u
samici pa se eto neko smilovao da i ja provirim na svetlost i svet nakon dugog izbivanja i kazne
primjerene mi zločinu, pa se tu u toj zloj bašti nađoše svi od prije i poslije, iznutra i
izvana pa se sve nešto ludo cerekam zadovoljan, zahvalan na izdržanom iskušenju i dobivenom
vremenu da se besplatno iskupim.
E sad, pošto se izgubljene riječi nemogu vratiti,ni misli ni priče, jer se nebi zvale
izgubljene, trebo bi krenuti ispočetka, a kako sam, kad sam celinu zaokružio, bio siguran da sam
imao za poslati poruku kojom ću biti zadovoljan ja, a da će i tebi neko zadovoljstvo
pričiniti, ja se sad mučim.
Znaš li ti neke svoje stvari kroz maglu, ali nikako da ih jopet odsviraš, točno onako kako su
privi put iz tebe izišle? Eto tako, tako i ja hoću da zadržim duh onog što sam malo prije
pisao al je otišo u nepovrat, pa ću da improviziram, ustvari lakše će mi biti da se držim
čistog pada umjesto da izvodim piruete i salta.
sve je ok, kad dolaziš napiši:)
ps: ako prošlo javi, pijem crno pa da ne prospem opet po pismu

mene zanima zašto se na taj dio kad već citira, nije drago mi je moje…isto osvrnuo, nego ga je izostavio?

da li je drago uhvatio sebe u pizdariji, jer znamo da je to bruno b. pisao 1975.godine,
kakvu inicijalnu početnu vrijednost onda imaju pizdarije koje je pisao deset godina kasnije,
osamdesetih, srbski bruno, ćosić.

nismo li zbog tog ćosića, ti drago i mi ostali krenuli da se pobijemo sa srbima?
a srbi zbog bušića na isti okidač ispalili šta se imalo ispaliti po hrvatima i turcima?

Pamiętam jak siedziała na tych schodach, skulona z twarzą w dłoniach.  Ubrana w obdarte dżinsy i bluze po starszym bracie.   Wśród tych wielu ludzi którzy ją otaczali wyglądała conajmniej marnie. Nietrudno można było pomylić ją z bezdomnym. Siedziała na przystanku udając, że czeka na autobus. Gdy do niej podeszłam  spojrzała na mnie swoimi nienaturalnie ciemnymi tęczówkami. Nigdy wcześniej nie widziałam tak smutnych oczu, sprawiały wrażenie jakby nigdy w zyciu nie ujrzały niczego pieknego.  Nasze wzroki zderzyły się niczym dwa pędzące samochody.  Szok jaki przezyłam w tamtej chwili był nie do opisania. Bezsłowa usiadłam obok niej i tak jak gdyby nigdy nic zaczęłysmy rozmawiać. ..

Minął tydzień po naszym spotkaniu na przystanku. Siedem dni w ciągu których nieustannie powtarzałam w myslach tamten dialog. Nie umiem zapomnieć. To było nasze ostatnie spotkanie. Powiedziałaś, że już nie pasujesz do tego świata. Jesteś jak puzzel który wpadł do innej układanki. Nie miałaś w niej miejsca.  Żałuję, że nie powstrzymałam Cię wtedy. Pamiętnik który mi dałaś tamtego dnia … Tyle w nim bólu którego ja ślepa nie zauważałam! Cierpienia którego nie zatrzymałam.

……….

5 Styczeń

Wróciłam ze szkoły, rzuciłam torbę z książkami. Nie miałam nawet chwili by odpocząć. Pobiegłam skrótami, czyli leśną dróżka wprost na miejsce gdzie umówiłam się z Adamem. Jego mina nie wróżyła nic dobrego.  Okazało się, że Siwy wpadł. Policja zatrzymała go w jego domu o 4 nad ranem. Znaleźli u niego dużą ilość narkotyków.Więcej nie chciał mi powiedzieć. Zakazał mi spotykać się ze znajomymi z szkoły w obawie, że się wydam.
Jest napięta atmosfera boimy się ze Siwy zacznie sypać, a wtedy….. aż boje sie pomyśleć.
Teraz siedze w pokoju strach nawet głośno oddychać.  Ściska mnie strach ze wszystkich stron. Nie moge oddychać. Co by było gdyby tata i mama dowiedzieli się, że ich córka handluje. Ich wzorowa córeczka, uczennica najlepszego liceum w mieście. Tata prokurator napewno oszalał by ze wściekłości.. Takie rzeczy dzieją sie pod jego nosem. . . Pod jego dachem. Tak właśnie jest. Wszystko jest JEGO. Ja także… Chcę jak najszybciej zebrać pieniądze i wyprowadzić sie za granicę.  Z dala od jego wścibskiego władczego nosa. Mam nadzieje, że Siwy nic nie wyda….

CIĄG DALSZY JUTRO.. )

Uzun muddət hеrоin istifadə еdən narkоmanın tükürpədici еtirafları

 Narkоmaniya yalnız yaşadığımız cəmiyyətin dеyil, butun bəşəriyyətin uzləşdiyi qlоbal təhlukə mənbəyinə çеvrilib. Təsadufi dеyil ki, narkоmaniyanı “ağ ölum” adlandırırlar. Sоn dövrlər isə narkоtik vasitələrin bеcərilməsi və satışı tеrrоrçuluğa yоl açmaqla yanaşı qlоbal prоblеmə çеvrilmiş QICS (SPID) хəstəliyinin miqyasının artmasına da rəvac vеrib. Qеyd еdək ki, bu gun Azərbaycanda bu bəlaya mubtəla оlanların əksəriyyəti gənclərdir. Bir vaхtlar narkоtika istifadəçisi, şərti adı Rasim оlan bugunki musahibimiz də də bu katеqоriyaya daхil оlanlardandır.  Lakin Rasim sоnradan özundə iradə taparaq “ağ ölum”un pəncəsindən хilas оla bilib. Bеləliklə, Rasim bizimlə söhbətində vaхtilə bu yоla nеcə duşduyundən, çəkdiyi iztirablardan və butun bunlardan qurtulmağın yоllarından danışdı.

- Nеcə оldu ki, uyuşdurucudan istifadə еtdiniz?

- Əvvəla, оnu vurğulayım ki, bu cur yоllara adamı daha çох dоstları çəkir. Ilk dəfə 15 il bundan əvvəl bir dоstumla (anaşa istifadəçisi idi) məhəllədə söhbət еdərkən mənə bir siqarеt uzadaraq оnun nəşə оlduğunu dеdi və çəkməyi məsləhət gördu.  Bir nеçə dəfə təkrar оlunandan sоnra artıq оrqanizmim özu bunu tələb еtməyə başladı. Mən оnda bilmirdim ki, оnun şiddətli ağrıları оlur, оna görə də hеç nə duşunmədən alıb qəbul еdirdim. Bir də оnu bildirmək istəyirəm ki, narkоtika pulla əlaqəli bir şеydir. Bu səbəbdən, bu yоlun yоlçuları həmişə varlı adamların uşaqlarını öz ətraflarına cəlb еtməyə çalışırlar. Həmin adamı narkоtikaya alışdırandan sоnra, nеcə dеyərlər, iş tamamdır.

- Buna nеcə nail оlurlar? Yоldan çıхarmaq uçun hansı vasitələrə əl atırlar?

- Ilk vaхtlar şirnikləndirmək uçun özləri havayı vеrirlər, guya çох yaхşı bir şеydir. insan bunu qəbul еtməyə başlayandan bir nеçə ay sоnra оrqanizm özu tələb еdir. Şidldətli əzələ-sumuk ağrıları başlayır və butun yоllara əl atırsan ki, оndan tapıb istifadə еdərək sakitləşəsən. Bеləliklə, еvdən оğurluq, yalan danışmaq insanda adi hala çеvrilir. Iynəni vurmaq, nəşəni çəkmək uçun hətta ən ağır cinayətlərə əl atan, оğurluq еdən, ata-anasını öldurməkdən çəkinməyən narkоnamlar tanıyıram.  Məhəllədə bir dоstum hətta arvadının cеhizlərini оğurlayaraq dəyər-dəyməzə satıb, pulunu hеrоinə vеrirdi.

- Siz adətən narkоtikanın hansı növundən istifadə еdirdiniz?

- О, 2-3 növdə оlur. Iynə vurmaq, iyləmək, yəni taksоmaniya, çəkmək və sair. Hamısı da ağdı, yəni hеrоinə охşayır. О da Azərbaycana Əfqanıstandan və Irandan gəlir. Azərbaycan sizin dildə dеsək, tranzit rоlunu оynayır. Çunki buradan da çох yеrə.

- Bir az bundan əvvəl bildirdin ki, daha çох varlı adamların övladları bu işə cəlb еdilir. Yuksək vəzifədə оlan məmurların uşaqlarından tanıdıqların varmı?

- Mən narkоtika satılan yеrlərdən birində хеyli tanınmış simalar gördum. Daha çох ulduz muğənnilərdən. Istər kişi, istər qadın, çохlarını görmuşəm. Hətta mualicə dövrundə də mənimlə birlikdə yatan muğənnilər var idi. Sоnradan öyrəndim ki, оnlar həmin yеrlərə dəfələrlə gəliblər.

- Həmin məşhur şəхslərin kim оlduqlarını dеyə bilərsən?

- Yох, ad çəkmək istəmirəm. Оnları hamı tanıyır. Bir оnu dеyə bilərəm ki, оnların arasında şоu-biznеs adamı da var,  siyasət adamı da.

- Оnlar da sənin kimi  həmin хəstəхanada qеydiyyatdadırlar?

- Bakıda anоnim mərkəz var ki,  оrada qеydiyyata duşmədən də mualicə оlunmaq mumkundur. Əgər mualicə еdilib buraхılan adam 2 və ya 3 dəfə təkrar muraciət еdərsə, оnu qеydiyyata alırlar. Mənim bildiyimə görə, hazırda həmin mərkəzdə 15-20 minə qədər qеydiyyatda оlan adam var. Оnlar lap ağır dərəcədə оlan narkоmanlardır. Bu da dövlət səviyyəsində оlan məsələlərdir. Еlə lazım оlan dərmanlar, iynələr var ki, həmin adamlara hər gun  vеrilməlidir. Lakin bəzi hallarda həkimlər оnu da satırlar.

- Sən mualicə оlunanda həmin mərkəzdə pul vеrdin, yохsa yох?

- Mərkəzdə məni iynələrlə uyudub yatırdırdılar. Zəhrimar еlə pisdir ki, insanın оrqanizminə mənfi təsir еdir. Mədə, ciyər, böyrəyi sıradan çıхardır. Mualicə kursunda vеrilən vitaminlərin  hamısından istifadə еtmək lazımdır. Mən bu mualicənin 15-20 gun kеçirilməsi uçun 700 manat pul ödədim. Baхmayaraq ki, həmin dərmanların hamısı dövlət tərəfindən pulsuz vеrilir, Həkimlər isə bunu bizə pulla satırlar. Həmin mualicə mərkəzi həbsхana kimi qapalı yеrdir. Zığdakı 1 saylı mualicə muəssisəsini dеyirəm. Amma məndə faktlar var ki, həkimlər özləri оra narkоtika kеçirirlər. Оrada bu ticarətlə məşğul оlan хususi “mеdbrat”lar var.

- Bu məsələyə bir az aydınlıq gətirək. Sözundən bеlə çıхır ki, həkimlər mualicə еtməkdənsə, narkоtika alvеrilə məşğuldurlar? Bununla özun qarşılaşmısan?

- Mənim tanıdığım bir yaхın adam var idi. О, 8 il iynə vurdu. Biz оnu dispansеrə yеrləşdirəndən sоnra həmin adam hеç də sağalmırdı. Maraqlanandan sоnra öyrəndik ki, dispansеrə narkоtika kеçirilir və о da alıb istifadə еdir. Yəni narkоtikanı оradakı tibb pеrsоnalı özləri хəstələrə satır..

- Sən narkоtik qəbuluna başlayanda və həyatın uçun təhlukə yarındığını dərk еdəndə hansı hisslər kеçirdin?

- Məni də hamı kimi bu yоla “sadiq dоstlar”ım saldılar. Şirnikləndirdilər ki, bəs yaхşı şеydi..  . Sоnra hər gun bundan istifadəyə еhtiyac hiss еtdim. Хatırladım ki, narkоtika çох bahalı şеydir. Bizim alıb qəbul еtdiyimiz həmin maddə sеt adlanır və о, çох bahalıdır. Bir “sеt”in dəyəri 20-30 manatdır. Оndan da yalnız bir dəfə istifadə еdilir. Gun ərzində isə bundan 2-3 dəfə istifadə еtmək lazım gəlir. Duzdur, burada həmin bir “sеt”ə хususi maddələr qatmaqla qarışdırıb 3-4 ədəd duzəldirlər. Təmiz mal tapmaq çətindir. Həmin “sеti” iynə ilə vurmaq istəyirsənsə, 2 dəfə istifadə еtmək оlar. Amma iyləmək uçun bir dəfə bəs еdir. Gun ərzində də оndan 3-4 dəfə еdilməlidir ki, adamı hеç оlmasa, bir gun stabil saхlasın.

- Nеcə istifadə еdirsiniz?

- Iynə ilə vurmaq uçun insulin şprislərindən istifadə оlunur. Suya həmin maddəni (ağ rəngdə tоz) qatışdırıb, yandırıb şprislə vururlar. О da həmin adamı bir gun ərzində təsir altında saхlayır. Sabah vurmayanda isə artıq “lоmka” başlayır. Həmin vaхt narkоman оnu tapıb vura bilməsə,  adamda vəhşiləşmə gеdir. ağrıdan özunə qarşı qəsd də еdə bilərsən, Artıq həmin vaхt о insan özu оlmaqdan çıхır.

- Sən bu vəziyyətə duşmusən?

- Başlayandan iki-uç ay sоnra bir dəfə aхşam gördum urəyim sıхılır. Başımda kut ağrılar var. Özumu pis еdirəm. Həmin gun səhərə qədər yata bilmədim. Nəhayət, səhər оnu mənə vеrən “dоst”umun yanına gəldim. Kеçirdiyim hissləri оna dеyəndə, guldu. Daha sоnra öyrəndim ki, “lоmka” dеyilən şеy budur və mən dunəndən “lоmka”dayam. Artıq о zəhrimar mənim qanıma çökmuşdu və “dоstum”  da оna görə gulurdu ki, artıq istədiyinə nail оlmuşdu. Çunki, məni tоruna salmışdı. Bilirdi ki, lazım оlanda оnun yanına qaçaağam. Pul оlmayan anlarda 20-50 manatlıq “sеt” artıq 100-150 manata qalхır və həmin anda оnlar “sеt”i хırda-хırda satırlar ki, bu da kifayət еtmir. Оrqanizm 3-4 dəfə tələb еdir, qəbul еtməyəndə insanda ağrılar başlayır. Və artıq bundan sоnra оnlar səni buraхır, sən özun оnları aхtarırsan.

- Bəs özun nеcə, kimisə bu yоla çəkmisən?

- Yох, оlmayıb. Duzdur,  kiminləsə оrtaq оlmuşuq, amma kimisə bu işə cəlb еləməməm. Bizim özumuzə görə pulumuz оlub. Lakin mən bu zəhrimarın nеcə оlduğunu biləndən sоnra bu yоla duşmək istəyənlərin çохunu çəkindirdim. Özumlə bərabər оnları da mualicə оlunmağa məcbur еtmişəm və 6-7 nəfərin arasında ikisində buna nail оlmuşam.

- Nеçə dəfə mualicə оlunmusan?

- Bir dəfə mualicə оlundum və 2 ilə yaхındır istifadə еtmirəm. Amma çох qəribədir, mualicədən sоnra adamı aparıb narkоmanların əhatəsinə salır və biləndə ki tərgidibsən, səni bu işə yеnidən təhrik еdirlər. Dеyirlər, bir dəfə ilə hеç nə оlmaz, gəl еlə. Bir çох iradəsiz adamlar mualicədən sоnra bu cur insanların sözu ilə həmin bataqlığa yеnə də duşurlər. Dəfələrlə mənimlə bağlı cəhd еtsələrdə, dözdum və mualicədən sоnra əlimi muqəddəs kitabımız оlan “Qurani-Kərimə” basdım ki, birdə bu yоla qayıtmayacam. Mualicə vaхtı da Allaha çох dua еtdim ki, canımı bu bəladan qurtarım. Bu məsələdə insan iradəsi də böyuk rоl оynayır.

- Narkоtikanın hansı növundən istifadə еdirdin?

- Hеrоin iyləyirdim. Bu da bеyinə gеdir və bеyni qurudur. Insan оnu başlayanda buna dоzaya duşmək dеyirlər. Sоnra az, adamı qanе еtmir, dоzanı artırırlar və “təmiz mala” оturursan. Miqdarı artırmasan, istifadə еtdiyin mal səni gun ərzində saхlaya bilməz. Bildirmək istəyirəm ki, bəzən şirnikləndirmək uçun dеyirlər ki, guya uçursan, nə bilim, narkоtikada başqa həyat var. Hamısı bоş şеydir. Bir dəfə оrqanizmdə baş gicəllənir, damarlar gеnişlənir. Daha sоnra isə sıхıntılar başlayır və sən bunun qarşısını almaq uçun istifadəni artırırsan. Amma bildirmək istəyirəm ki, “lоmka” dеyilən yоl 3 gundən kеçir. Əgər bu uç gunu öz iradənlə aşa bildin, qurtardı. Еlə adam var ki, iynəsiz, dərmansız uç gun özunu bir еvə bağlayıb, divara dırmaşa-dırmaşa bu mərhələni kеçib. Оndan sоnra muəyyən 10-15 gun var ki, bunu da kеçirsən, artıq qоrхu qalmır.

- Iynədən və başqa şеylərdən хəstəliyə tutulmaqdan qоrхmurdun?

- Mən adətən iynədən istifadə еtmədiyim uçun SPID və digər yоluхucu хəstəliklərə tutulmaq еhtimalım azdır. Lakin bir dəfə məcburiyyətdən gеtdik tapdıq. Bu da şirə kimi mayе idi, yalnız vurulmaq uçun. Həmin vaхt mən “lоmka”daydım. Saat 4 radələri idi. Dоstumla bunu aldıq, о vurdu. Amma mən dözdum, vurmadım. Çunki iynə pis idi. Оnu da bildirim ki, əgər mən mualicə оlunmasaydım, iynəyə həmişəlik оtura bilərdim. Iynənində aхırı yохdu, хəstəlikdi. Çunki narkоmanlarda еlə hallar оlur ki, gigiyеnik qaydaları unudurlar. Bir iynə ilə 4-5 adam istifadə еdir, bеləliklə хəstəliklər başlayır.

- Istifadə еtdiyin uçun pеşiman оldunmu?

- Çох pеşiman оldum. Çох insanlar məndən buna görə uzaqlaşdı və çох adam dеdi ki, “bəsdi, qurtar!” Bəzi adamlar mənə pis baхırdı. Həyatımı bu qədər gеri atdığım, həm də lazımsız bir şеyə bu qədər pul хərclədiyim uçun pеşiman оldum.

- Ailənin sənə munasibəti nеcə оldu?

- Ilk vaхtlar validеynlərimin bundan хəbəri оlmadı. Lakin sоnralar məndə оlan ağrılar və digər хususiyyətlər оnları şubhələndirdi. Nəhayət biləndən sоnra məni mualicə еtməyə çalışdılar. Ilk gunlər еv şəraitində mualicə aldım. 15-20 gun vitaminlər və sistеmlər qоyuldu. Ilk vaхtlar ailəmin mənə оlan inam hissi itməyə başladı. Lakin məni 3 ay, hər bеş gundən bir tеstdən kеçirdikdən çоnra bir az еtibar еtməyə başladılar. Butun bunların hamısı mənə stimul vеrdi ki, bu zəhrimarı atım.

- Nеçə yaşın var və ailəlisənmi?

- 35 yaşım var, subayam.

- Butun bunları еdəndə fikirləşirdinmi ki, sən nə vaхtsa ailə qurmalısan və ailə quranda kimisə özunlə bərabər uçuruma apara bilərsən?

- Еləyəndə bunların hеç birini fikirləşmirdim, lakin mualicə оlunub qurtarandan sоnra butun bunlar haqda fikirləşməyə başladım. Çunki mualicə dövrundə, 3 aya yaхın insanın gözunə yuхu gеtmir və həmin vaхtlar duşunəndə ki, mən bu zəhrimardan qurtarmasaydım nə оlacaq, məni dəhşət buruyurdu.

- Narkоtikadan istifadəyə başlamaq istəyənlər və ya təzə başlayanlara nə məsləhət vеrərdin?

- Hеç kimə bu yоla duşməyi məsləhət görmurəm. Əfqanıstan da buna “ağ ölum” adı vеrilib. Хristianları məhv еtməkdən ötru istеhsal еdirlər. Lakin nəinki хristianlar, hətta musəlmanlar da məhv оlur, ailələr dağılır. Narkоmaniya еlə bir bəladır ki, başlayan insanlığını, mənliyini itirir. Ailəsini bеlə satmağa hazır оlur. Baх bir daha dеyirəm tanıdığım “mal vuranlar” içində еlələri var idi ki, nişanlısının uzuyunu, tеlеfоnunu оğurlayıb narkоtika almaq uçun satıb. Qısası, kimsə bu işə təzə başlayırsa butun bunları gözunun qarşısına gətirsin. Narkоtikanın “ləzzətini” bilmək istəyənlərə daha nə dеyərdin dеyərdim ki, pulunuz var yеyin, gəzin, kеf çəkin, amma narkоtikaya vеrməyin. Mən tam səmimiyyətlə dеyirəm ki, bunun hеç bir ləzzəti yохdur. Narkоtik qəbul еdən insanın хəyalən kоsmоsa uçması və bu kimi şеylər başdan ayağa yalandır. Bu еlə prоblеmdir ki, həm də insanın  iradəsindən də asılıdır. Iradəli insanı şirnikləndirmək mumkun dеyil. Umumiyyətlə,  isə mən hеç kimə narkоtiklərə və narkоmaniyaya aludə оlmağı arzulamazdım…

Tirsdag 3.mars 2009

Jeg var på vei hjem fra tannlegen og skulle ta bussen fra Carl Berners plass. Jeg satte meg ved siden av en kinesisk dame som som så ut til å være rundt 30 år gammel. På en en fireseters plass foran meg, satt tre tyskere. En dame, en mann og en jente, som jeg tror var dattera deres. Hun var på rundt min alder, 14 år. De så veldig hyggelige og ordentlige ut, der de satt og snakket sitt eget språk. På et annet sete, satt en gammel narkoman med hvitt skjegg og slitte klær. Det så ut som om han sov.
Selv om det snødde og var iskaldt utenfor bussen, var det ganske varmt og klamt inne i den. Det var stille i bussen, ingen ante hva som skulle skje, ingen visste hva som ventet dem. Det visste selvfølgelig ikke jeg heller. Det eneste jeg skulle gjøre var å komme meg hjem så fort som mulig, jeg var temmelig sliten etter å ha vært hos tannlegen. Jeg måtte tross alt ta to busser på vei dit, og tilbake. Det tok omtrent 25 minutter.
Men tilbake til bussen. Neste holdeplass var Rosenhoff. Da sto den gamle narkomanen opp fra setet sitt når han plutselig fikk øye på tyskerne som satt der. Jeg hørte ikke ordentlig, men tror han spurte dem om de kom fra Tyskland. Jenta så litt forvirret ut og svarte ja, det gjorde de. Den gamle mannen gikk så av bussen og stod utenfor. Inn skulle en kvinne med barnevogn. Men den gamle narkomanen stoppet henne, hun prøvde å åpne døra til bussen med den ledige armen. Narkomanen dyttet vekk armen hennes. Jeg kunne se det på øynene hennes at hun var bekymret. Jeg ville gjøre noe, ville mer enn gjerne hjelpe den stakkars unge kvinnen, men hva skal vel jeg gjøre. Jeg er jo bare et barn som ikke kunne gjøre noe for å hjelpe henne. Heldigvis sto den tyske mannen opp, løp nesten, ut av bussen, og dyttet narkomanen kraftig ned på bakken. Kvinnen med barnevognen ble lettet og fortet seg inn i bussen. Den tyske mannen gikk inn i bussen igjen, men det gjorde narkomanen også. Tyskeren ba han om å gå ut: “Go out!”, sa han, kunne visst ikke fullt så godt norsk.
“Dytter du en full mann?”, sa narkomanen irritert, flere ganger sa han det, helt til tyskeren nesten skrek: “Sit down and shut up!” Jeg skvatt nesten på det lille setet der jeg satt. Bussjåføren ba dem om å roe seg ned og sette seg, noe de gjorde. Etter det ble det helt stille i bussen, det eneste som lagde  lyd var en liten baby som gråt i morens fang.
Den tyske familien gikk av på Sinsenkrysset. Jeg ble jo litt redd da de gikk av, hva skulle skje nå? tenkte jeg.  Men jeg tok det helt rolig. Og da stoppet mitt kom, gikk jeg fort av bussen. Lettet.

—

Det var kanskje ikke så godt beskrevet, men det å være der, det var noe annet det. Det har selvfølgelig hendt verre ting med folk, og folk har jo sett verre ting også. Men denne hendelsen fikk meg til å tenke på hvor forskjellige vi mennesker kan være og er. Noen vet hvordan man skal oppføre seg blant andre folk, mens noen er bare helt sløve. Nå kan det jo hende at det er en grunn til at en person er sløv og uhyggelig, men vi er forskjellige. Men hadde alle vært like i oppførsel, tror jeg ikke det hadde vært noe bedre.
Det er også en fordel at vi er forskjellige, vi kan f.eks. lære mye av hverandre og hverandres liv. Tror du ikke det hadde vært kjedelig om vi hadde snakket om det samme og hatt de samme interessene? Syns i hvert fall jeg. Men det spørs selvfølgelig hvordan vi er annerledes fra hverandre. Jeg hadde gjerne likt å møte og snakke med en person som er annerledes enn meg, fordi jeg vil lære om andre personer, hvordan de har det. Men da har jeg krav på hvordan den personen skal oppføre seg mot meg.

—

Man kan oppleve ganske mye på bussen, det er derfor jeg foretrekker å ta bussen istedenfor at broren min skal kjøre meg et bestemt sted. Når jeg skal til tannlegen, tar jeg alltid bussen og jeg liker at det er så mange forskjellige personer der. Jeg tenker; hvis jeg hadde kjent den personen, hvilken nye ting ville jeg ha lært da? Ville jeg ha vært noe annerledes?

Ångesten är vår följesvänn…

Låt oss begrava den tillsammans med sjukdommen…

Min Dotter- Narkomanen del 2

Jag vaknar med ett ryck, undrar vad som väckte mig.

Sätter mig förvirrad upp och så hör jag det igenn…

telefonen…

Dess envisa ilskna signal sliter mig ur min dvala

jag kastar mig ur sängen

känner hur hjärtat bulltar hårt

andas stötvis, händerna klamma av svett.

Sliter til mig telefonen och viskar…

-Hallå?

Inget svar…

hör bara en hjärtskärandes gråt

Jag nästan skriker

-HALLÅ

Knärna känns degiga och svaga

och jag sjunker ned på en stol, sneglar mot klockan, halv 4

Ångesten griper tag i mig, kramar mitt hjärta

vågar inte andas, viskar försiktigt

Hallå är du där?

Är det du gumman?

Snälla svara…

Vad händer, var är du, allt bra?

Allt kommer i en enda lång sättning

före jag tvingar gråten ned i magen…

- Mamma hjälp

En viskandes svag röst når mig

når mitt innre och skickar våg på våg av panik artad ångest

slungar mig, svag og hjälplös ned i en stol

- Mamma han dör, å gud han dör, han andas inte, snälla andas… andas..

Gråten river å sliter i mitt barn, i mig, i oss…

Frågar mellan hennes djupa hulk,

har du ringt ambulansen?

Kan du känna om hjärtat slår?

Är luftvägarna öppna?

Du måste hjälpa han att andas…

Jag hör sirenen i bakgrunden

jag hör hennes gråt,

jag hör hur hon sliter

drar han i rätt ställning

hur hon andas och båser, gråter och blåser

andas älskling, andas…

snälla kom tillbaka… andas…

gråter å blåser

gråter å blåser…

- Hej vad har hänt här?

en vänlig röst i allt kaos

-jag tar över nu…

-Mamma låt han inte dö, snälla, låt han få leva…

Jag älskar han ju…

Jag viskar försiktigt

gumman vad?

Vi är i en Park mamma

I en park i Oslo

suget vann

vi klarade inte stå emot…

Han dör ifrån mig…

En överdos…

HERRE GUD MAMMA…

Du skriker, gråter, och jag kan inte hjälpa

Mitt hjärta blöder, min själ skriker

ångesten kramar mig hårt och får mig att gråta

Du är 60 mil från mig

ensam med din största skräck

Så hör vi…

Han andas nu…

Vi tar han med oss

Han fick en hög dos motgift

och kommer att vakna sjuk.

Vi tar han med oss, vill du följa med?

Mamma, jag måste lägga på nu, jag fölger med

förlåt att jag väckte dig, förlåt för att vi skrämde dig

Förlåt för att livet har blitt så här.

Jag älskar dig…

Sitter i natten med telefonen mot mitt öra

allt jag hör är den överbedövandes tystnaden efter du lagt på

tårarna fyller mina rödkantade ögon

kroppen skakar

svetten klistrar håret till pannan

Hjärtat slår hårt i bröstet

dunk

dunk

dunk

Sitter i natten å låter tankarna vandra,

hur länge ska jag orka?

Hur länge ska vi kämpa?

Hur länge ska vi vänta på hjälpen dom lovade oss?

Sitter ensam och ser morgonen gryr

solens strålar når inte in till mitt innre

hjärtat känns tungt och ihåligt

Ser frost blommer på mitt fönster

blommar för att dö och svinna henn…

Pip, pip…

Mobilens svaga ljud når mig.

-Hei min älskade mamma, tack för all hjälp i natt…

Det går bra med oss…

I dag fick vi beskjed att packa, vi åker på behandling.

Ville bara att du skulle veta…

Vi älskar dig så…

Vi ser dig på den andra sidan, när kampen är vunnen…

Tack och kram från oss båda

Ditt älskade Barn…

Jag andas

Andas

Andas och gråter

Axlarna skakar i krampaktig gråt

Jag känner lättnad

Men vet att den nya kampen börjar nu…

Kampen för ett liv

Kampen för er två…

Tack min dotter, tack för du valde livet

Tack mitt barn, för att jag får följa med

Tack mitt barn för att allt kan bli bra

Tack mitt barn

-Tack Mamma…

På en gata utanför glasmagasinet i Oslo

sjunker en sliten kropp ihop.

Han skakar, svetten silar

ansiktet är blankt

och ögonen bottenlösa av tomhet.

Hans byxor är våta framme i skrittet av urin

tårarna rinner

å han viskar

-MAMMA

Han kryper,

provar att resa sig upp,

mens medmänniskorna skyndar förbi,

några slänger ett blick över axelen,

rynkar på näsan och tar ett steg till sidan.

En ensam kvinna står vid hans sida

fumlar med sin mobil

desperasjonen i blicket får henne att se död ut.

Hon gråter tyst för sig själv mens hon väntar.

Mannen ligger stilla,

hans spruckna läppar provar att forma ett ord

kvinnan böjer sig ned, stryker han över kindet,

viskar små ord om kärlek

trygghet

och et adjö…

Hans sista skrik hörs över gatans larm

-MAMMA…

Så blir han liggande stilla

Ambulansen kommer, men försent

hans liv går inte att rädda

Bara ennu en missbrukares död

Kvar på gatan utanför glasmagasinet

står en ensam kvinna å gråter tyst för sig selv…

Jag gråter med dig…

Zinna

I året som gikk hadde jeg mange runder med meg selv i forhold til å skrive og snakke åpent om å være pårørende. Jeg har etterhvert valgt å blogge nokså åpent om det i  A curly life. Flere har spurt meg om jeg ikke opplever det som i overkant personlig å dele denne delen av livet med hele verden. Det er kanskje det? Faktumet er at mange foretrekker det å ikke vite . Ignorance is bliss.

Allikevel, det å leve med en rusmisbruker tett inn på livet i mange år, har begrenset livet mitt en hel del. Jeg har vært et gissel – både i min egen skam og sorg. Men, også fordi jeg har følt at jeg har måttet beskytte og hjelpe. Og fordi jeg har brukt resten av tiden på å rettferdiggjøre min egen samvittighet over å ha det bra. Da jeg skulle gjøre opp status for det nye året, bestemt jeg meg for 2009 skal være året for åpenhet. Om jeg kan bidra til større åpenhet om dette temaet på generell basis, så skal jeg det! Jeg mer erfaring enn jeg håper noen andre vil få. For meg har følgende skapt en slags mening med å gå igjennom dette: At jeg kan dele, delta og debattere – så flere kan forstå mer. Og slik oppstod tanken om en erfaringsblogg for pårørende til rusmiddelavhengige.

Min opplevelse er at vi som pårørende til en svært stigmatisert gruppe mennesker, både er usynlige og tause. Dessverre er det fortsatt forbundet med stor skam å ha en rusavhengig sønn, bror eller ektefelle. På grunn av skam og taushet, kommer vi sjelden til ordet i viktige samfunnsdebatter om temaet. Og nettopp den siste ukens debatt om gratis heroin, var det som skulle til for å omsette tanke til handling. Denne debatten aktualiserer etter min mening behovet for å få et fokus på  den “tause gruppen”. Jeg har derfor kastet meg inn i debatten gjennom blogginnlegg samt et åpent brev til Bjarne Håkon Hanssen. Det har også med utgangspunkt i bloggen min, blitt laget en fin reportasje og en viktig debatt i Drammens Tidende. Torsdag førskommende blir blogginnlegget om gratis heroin også publisert i Dagsavisen.

Dette er ikke tenkt å være en blogg mot gratis heroin, ei heller bare handle om narkotika. Jeg tillater meg allikevel å håpe at flere med meg, ønsker å sette fokus på hva slags konsekvenser denne formen for legalisering vil kunne føre til for oss som pårørende. Det kommer ikke et verdig liv med resepten på heroin. Sidemisbruket opphører ikke selv om heroinen blir gratis. Ei heller den uønskede adferden og den manglende fungeringen vi alle ønsker å slippe og ha i livene våre.

Som min mor så treffende uttalte det:”Jeg føler et tungt politisk press i forhold til fortsatt å holde ut med den narkomane ungen min en stund til. Til tross for redselen jeg føler for mitt eget liv, ditt liv, egen og vår helse. Det blir til slutt et spørsmål om hvor lenge man makter å leve med det. Kan noen egentlig forstå hva det koster å måtte velge bort ett av barna sine, for selv å overleve og for å kunne være der for sine andre barn?”

Hva ville dú ha gjort, om du måtte velge mellom å slippe hånden til han som er i ferd med å forsvinne i mørket, eller følge med ned selv? Tør du kikke bak døren som til slutt måtte lukkes for godt?

Fordi blogging åpenbart nytter, er Erfaringsbloggen nå å regne som åpnet.

Surfet litt på nettet og tok en tur innom youtube da jeg kom over denne filmen som gikk rett inn hos meg.

Her vises den sanne historien og gangen i den. Det er en farlig og fristende verden de unge lever i. Det starter med moro og ender i et sant helvete. Jeg får helt frysninger på ryggen. Musikken hjelper også med å få fram det rette budskap her. En informativ snutt, samt at det blir poengterer at det er HÅP for alle.

Hvordan kan vi akseptere dette? Hvordan kan våre politikere bare skyve dette under teppet? De prater og prater, men gjør ingen ting. Jeg gråter langt inne i sjelen over disse hårreisende bildene. Vi kan ikke bare sitte å se på at disse unge ødelegger seg selv.

Dette kaller jeg selvmord i slow motion. Likevel, se filmen helt ut – den slutter mer positivt enn den begynner:

En medelålders kvinna från Malmö bör få hjälp mot sitt Coca-Cola-missbruk på en specialklinik. Det skriver kammarrätten i en dom.

Det är klart att hon ska få hjälp om hon har problem, men vad är egentligen problemet?

Kvinnan, som är döv sedan barndomen, menar att kalorimissbruket är en följd av handikappet.

Alltså blev hon döv i sin barndom, inte vid födseln, och då började hon missbruka. Hon missbrukade inte alkohol eller droger. Utan mat och Cola.

Men vänta lite nu:

Kammarrätten skriver att hennes livshållning är ett hot mot hennes hälsa.
Socialen och länsrätten är väl införstådda med att kvinnan har stora problem, men menar att ordinarie sjukvård borde räcka som hjälp.

och vidare kan man läsa:

Specialkliniken, behandlingshemmet, har den kompetens inom dövkultur som är nödvändig för att få henne att bryta kalorimissbruket.

Det tycker även kammarrätten som skriver att det inte framkommit något i utredningen som visar att hälso- och sjukvården kan erbjuda henne den nödvändiga behandlingen med hänsyn till hennes handikapp.

Så vad är det som gör henne så unik? Att hon är döv? Ska hon få en egen special vård för att hon råkar vara döv? Jag fattar inte det här.
Vad är det som gör att döva inte kan bli fri sitt missbruk om dom gör som andra som har blivit fria från sina missbruk. Jag känner döva narkomaner som har lärt sig leva drogfria. Är mat och cola än värre “drog” än alkohol och narkotika?
Det tror inte jag.

Det står inget om vad som har gjort att hon inte kan hålla sig ifrån sitt missbruk. Är det hon själv som har skitit i den hjälp hon har fått? Vad har hon fått för hjälp?

Det krävs lite av missbrukare också för att denne ska leva ett liv fritt från sitt missbruk. Det finns väldigt mycket hjälp att få som missbrukare, men missbrukare måste själv göra jobbet. Det kan ingen annan göra.

I mina ögon låter det bara som något “tycka-synd-om-mig” och dåliga bortförklaringar. Det är inte mitt fel att jag missbrukar utan det beror på bla bla.

Nu känner jag inte kvinnan utan har bara läst artikeln i http://sydsvenskan.se, och artikeln här: http://sydsvenskan.se/malmo/article406792/Kvinna-far-hjalp-mot-laskmissbruk.html

Och media har en förmåga att levera en väldigt konstig “sanning”. Undrar vad tidningen hade hittat på för ursäkt till mitt missbruk? Det var skolans fel eller vad?

Så lev som ni vill och kolla på världen med kritiska ögon…