Spanias tredje største by byr på tapas, vin, strender, natteliv og alt det andre du krever på Spania-turen. Som ekstra bonus får du Valencias fantastiske kunst- og vitenskapsby, CAC.
Kilde: Aftenposten

Valencias arkitektoniske mesterverk, «Ciudad de las Artes y las Ciencias» (CAC), ligger ved byelven Turias gamle bredder, rett utenfor bysentrum. Elveløpet er for lengst lagt om, og på det frigjorte området har byen konstruert sin enorme teknologiske oase med masser av grønne lunger.

Valencia har satt seg som mål å bli verdensledende innenfor arkitektur, og CAC-komplekset byr da også på noe av det mest spektakulære du kan finne innen moderne spansk arkitektur med sine fantastiske former og dristige konstruksjoner som speiler seg i gigantiske vannspeil.
Monumentalt
Det er Santiago Calatrava, ektefødt bysbarn og spansk stjernearkitekt, som står bak mange av byggverkene. Han har tidligere tegnet Vest-Europas høyeste boligkompleks, Turning Torso, i Malmö og står også bak en rekke kjente monumentalbygg i Barcelona, Milwaukee, Lisboa, og Toronto.

Innvendig kan CAC vise fram intelligent kultur og underholdende teknologi. Her finner du et av Europas største akvarium, et vitenskapsmuseum, et «eksperimentarium» og et kultursenter for konserter og teaterforestillinger. Og til alle attraksjoner er det benyttet det aller ypperste innenfor ny teknologi.

Utbyggingen av anlegget startet sent på 1990-tallet med L´Hemisfèric, og siden har de ulike paviljongene åpnet i tur og orden. CAC lokker både spanjoler og utenlandske besøkende, og årlig besøker mer enn tre millioner mennesker det 350.000 kvadratmeter store området.

Europas største akvarium

I L’Oceanogràfic finner du flora og fauna fra alle store verdenshav. Akvariet har en samling på 45.000 dyr som boltrer seg i 42 millioner liter havvann. Atlanterhavsakvariet alene rommer sju millioner liter vann og er et av de største i verden. I akvariet finnes hvalrosser, tropiske fisker, rokke, hvithval, tigerhai og havskilpadder. Her opplever du fantastiske delfinshow i et basseng på 23 millioner liter vann og med plass til mer enn 2.000 mennesker.

I tillegg til å gjengi stjernehimmelen, blir det i planetariet vist filmer og lasershow. Anlegget er utformet som et enormt øye, der utstillingene og filmframvisningene finner sted inne i «øyeeplet». L’Hemisfèric er omgitt av en kunstig sjø på 24.000 m2. Projeksjonssystemet inkluderer en 900 m2 stor skjerm, formet som en halvkule som dekker hele øyets synsfelt. Det er et system som det bare finnes tre av i hele verden. Du kan se både historiske – og framtidige gjengivelser av stjernebilder over Valencia og opplever både supernovaer og Big Bang.

Moderne vinterhage

L’Umbracle utgjør selve inngangsportalen til Ciudad de las Artes y las Ciencias. Det er som en gigantisk vinterhage på et område på 7.000 m2. L’Umbracle byr på et vell av ulike planter og vekster. De mer enn 100 buene skaper en bred oase som er 18 meter høy, 320 meter lang og 60 meter bred og som rommer kunstverk og skulpturer laget av blant andre Yoko Ono.

Feriebolig Spania leier ut hus i byen Valencia og områder rundt som for eksempel i Sagunto, Gandia, Bunol….

Interaktivt museum

Vitenskapsmuseet – Museo de las Ciencias Príncipe Felipe – er oppkalt etter Spanias kommende konge. Vitenskapsmuseet er et interaktivt museum som også brukes til undervisning, samt utstillinger for blant annet Valencia-regionens høyteknologiske virksomheter. Stedet har satt seg som mål å gi sine besøkende – på en lettfattelig og kreativ måte – svar på mange av vitenskapens mysterier.

Dronning Sofias kunstpalass ble åpnet i 2006 og er det ferskeste bidraget til utbyggingen av Valencias store kunst- og vitenskapsby. Bygget har fire saler der byens viktigste konserter, teater- og operaforestillinger finner sted. Bygningen er 50 meter høy, har et samlet areal på 41.000 m2 (tilsvarer ca. fire fotballbaner) og har 4.700 sitteplasser.

Tirsdag kveld hadde Teknisk Museum åpen senkveld, med attenårsgrense, ølservering inne i utstillingene, konsert og både boble- og kjemi-show. Siden voksne folk uansett bare bruker barna sine som et alibi til å dra og leke på teknisk museum, var det en bra idé å lage voksenkveld. Likevel var det nok mest studenter der, ikke minst fordi studentprisen bare var 40 kroner.

Det hele starta klokka syv med et heidundrandes såpebobleshow. Da jeg gikk på videregående var jeg litt av en såpebobleentusiast, og brukte alle anledninger jeg kunne finne til å blande opp ei bøtte med bobleguffe og lage digre bobler om morgenen, mindre bobler om dagen og røkbobler på fest om kvelden. Dette er første gang jeg har sett en skikkelig profesjonell såpeboblemann, og det var utrolig morsomt – han stabla boblene oppå og utapå hverandre i fine mønstre, lagde bobler som kunne brenne og hadde en fiffig maskin som blåste enorme røkbobler. Ikke minst blåste han kjempebobler med bare nevene som boblering.

Selv brukte jeg nok mest tid på legorommet. Det var så deilig å ha utrolige mengder med lego som vi kunne bygge uten å bli uglesett av foreldre som sloss for at barna deres skulle få de beste bitene. Og ikke minst hadde legorommet på teknisk museum alle de legobitene som alltid forsvant i legosekken hjemme. Det var enere og toere og små lys og papegøyer og nok hoder til at man kunne bygge søyler av dem.

Sist jeg var på teknisk museum var jeg ti år gammel, og husker egentlig mest fly- og telefonutstillingene. Og tenke seg til, – de var der fremdeles.

Strawberry Blonde – Pre release party – Dexters Jazzhus

Det er længe siden jeg har kulturblogget og anmeldt noget. Jeg har faktisk aldrig anmeldt en koncert. Det er ingen hemmlighed at jeg elsker små nichekoncerter, og blandt dem jeg burde have anmeldt positivt kan jeg fremhæve Sismofoni. Min baggrund for at anmelde den slags er selvfølgelig min fortid som radiovært og koncertbooker.

I en del år har der eksistereret et band på Fyn kaldet Strawberry Blonde. I mine unge dage mener jeg at kunne huske jeg har interviewet dem til ungdomsfjernsyn. I aftes holdt de så pre-release fest på deres nye album Glorious. De rødblonde piger har i en del år huseret den fynske musikscene med deres singer/songwriter taltenter. Talentet er uomtvisteligt. De to piger har igennem en del år bevist deres sans for at skrue gedine bløde sange sammen.
Men så stopper festen også.

Hvis man skal tro aftenens koncert, som blev opført på Jazzhus Dexter, så er der mere melankoli og “åh hvor er livet hårdt” i vente på pladen, og det holder ganske enkelt ikke når man har hørt jordbærblondinernes forregåede udgivelser der alle uden undtagelse falder i samme genre.

Det bliver desværre så trist at koncerten på Jazzhus Dexter forstyrres af folk der udvandrer og kun understøttes af folk der lidt småmlankolsk “klapper når pianisten spiller en jingle” som pigerne selv udtykker det.

Kære piger. – Jeg kan faktisk godt lide jer. I er meget sympatiske. Men lav nu et album hvor I viser hvad I virkelig kan, og hvis I har vist hvad I kan med dette album. – Så lad venligst være med at lave flere.
Og vær nu søde at tage mig op på udfordringen.

1. bytur i Silkeby er overstået!

Det har været den vildste nat siden Roskilde ‘09!

Humleshock

Chaplin

Base

Chaplin

og som Le Grande Finale:

Den Gyldne Hest!

..og så var klokken 8, og min bus gik.

Tak til generøse ølgivere – uden jer, var min nat blevet en dyr bekostning, men jeg har faktisk kun brugt 55 kr i alt.

..nu glæder jeg mig bare til jeg bliver 18, så jeg rent faktisk kan komme ind, uden at jeg skal følges med Jacob der kender dørmændene! -ikke at det ikke var hyggeligt, men det bliver rart at være sikker på, at jeg kan komme ind!

I forgårs gjorde jeg noget jeg engang har hørt at man bør gøre hver dag, uden at jeg dog selv har formået at følge det råd; nemlig at gøre noget én gang om dagen der skræmmer en.

Jeg skulle mødes med Flemming Jarle. Vi havde aftalt at mødes klokken halv to, men da han var ved at støbe medaljer til “de udsattes lege” som han formulerede det, så havde jeg ca. en time jeg skulle slå ihjel.
Jeg sagde det faktisk højt til mig selv: “en time at slå ihjel”.. Det skræmte mig, og mindede mig om det hysteri der for mange år siden var omkring REM REMs reklamer “Why kill time when you can kill yourself”. At bruge kontra misbruge sin tid fik mig ud i en kortvarig men intens filosoferen. Kunne jeg som menneske overhovedet tillade mig at misbruge tiden eller “slå den ihejl” når jeg var givet så begrænset tid. Kunne man overhovedet definere misbrug af tid? For var tid i virkeligheden ikke bare vores egen til at bruge som vi ville uden at nogen skulle kunne definere hvad misbrug af tid var for en anden end dem selv?
Jeg blev enig med mig selv om at det tætteste jeg kom på “ikke at misbruge tiden” men samtidig “slå en time ihjel” måtte være at gøre noget jeg ellers ikke ville have gjort med min tid.

Derfor besluttede jeg mig for at frekventere en beværtning som jeg ikke nødvendigvis ellers ville have sat mine ben på. Stedet hedder The Last Waterhole. I almindelighed vil jeg forsage den slags steder med fordomme som at her hænger kun sutterne, her er intet inttelektuelt at hente og her er der chancer for en god gang øretæver til sådan en som jeg hvis kampvægt formentlig aldrig rammer firs kilo.
Alle mine fordomme blev bekræftet. Værtshuset rummede en “spare-klub” der havde udbetaling af årets opsparing til medlemmerne, hvilket betød at hele stamklientellet var samlet. Det så ud til at opsparingen kunne få ben at gå på meget meget hurtigt og mit gæt var også at der blev forbrugt en del invalidepension, kontanthjælp osv. ved samme lejlighed.
Jeg kunne også konstatere at dette i sandhed var et sted “hvor alle kender alle”. Der blev mildest talt bare en smule stille da jeg trådte ind af døren.

Men ret hurtigt blev min skræk for skaller og sligt nedrigheder afvæbnet. Jeg blev ikke nødvendigvis hvervet til at dette skulle være mit nye stamsted, men jeg blev overbevist om at her var historier at hente som jeg aldrig ville kunne få ved at frekventere en café, en loungebar eller et andet in-sted i en af landets største byer. Her var, stilheden ved min ankomst til trods, ikke den kølige skandinaviske distance som man ellers oplever rigtig mange steder. Indehaveren kom hen til mig og præsenterede sig. Stamkunder kom og sagde; Hejsa, du er da ny her.. osv. De fortalte om deres liv, deres oplevelser på stedet og forsikrede mig alle sammen for at det var den bedste knejpe i hele Vejle og opland.

Det medførte selvfølgelig at jeg blev afvæbnet og fortalte om mig selv. Ikke engang min fynske herkomst eller min slet skjulte borgerlighed medførte de forventede øretæver. Jeg blev derimod taget for den jeg var.

Aftenen efter valgte jeg at præsentere min kammerat for stedet.. Og sørme så om ikke alle kunne huske mit navn. Det mindede mig om en af tidernes største og mest veloplagte tv serier, Cheers, eller som den hedder på dansk; Sams Bar. Så jeg vil lige slutte mit indlæg med denne fantastiske video af Jay Lenno og alle Cheers skuespillerene der synger, efter min mening, en af de mest følsomme og velkomponerede sange til tv.

Jeg er af den generation der fik at se de første computere indfinde sig i de små hjem. Jeg er den årgang der fik de første opkaldsmodems der med deres højlydte skratten og biips fik os i forbindelse med hele verden. Jeg er den race af drenge der nat efter nat sad med Stones Webwriter, TextEdit og håndkodede de første spæde websites.

Og ved i hvad? – Det havde jeg faktisk glemt.. Indtil jeg så den her video:

Youtube Symphony Orchestra er i virkeligheden et smukt musikalsk højdepunkt på hvad nettet foreløbigt har gjort muligt for os.
Uden at blive helt rørstrømsk vil jeg sige at jeg fik en lille klump i halsen af at se det her og sidde og tænke på mine mange nætter foran min LC 475 med den første udgave af Netscape.

Det er snart ti år siden, at Sten Sjørslev første gang passerede igennem de tunge døre til Justitsministeriets hovedindgang i Slotsholmsgade i København. Den dag var det for at tage imod ledelsesansvaret for Voldssekretariatet. Det første af Nyrup regeringens initiativer over for den stigende ungdomsvold.
Med opbakning fra Socialministeriet, Undervisningsministeriet og Justitsministeriet blev der lagt op til, at Voldssekretariatet skulle være et led i en langsigtet volds- og forebyggelsesstrategi.
”Vi var et højt prioritet politisk initiativ, og der var også stor opbakning til os, i starten. Men det er klart, vi skulle jo kæmpe for overhovedet at få bare lidt plads på arenaen. Dem, der modarbejdede os, var jo primært vores konkurrenter i Det Kriminalpræventive Råd, men også ministerierne selv”, indleder Sten Sjørslev der selv tidligere har arbejdet i Undervisningsministeriet.
”Jeg kender lidt til det med at samarbejde på tværs af ministerierne, og det er mere end svært, at få til, at fungere. Det er jo næsten umuligt at bryde igennem de barrierer der er imellem ministerierne”.

Natteliv

Mandat fra Nyrup ikke nok til succes
Den høje prioritet af indsatsen stammede fra Poul Nyrup Rasmussen, som i sin nytårstale fortalte det danske folk, at han ikke ville finde sig i volden. Men det viste sig hurtigt, at det ikke var nok, for Voldssekretariatet til at slå igennem overfor de nødvendige samarbejdspartnere.
Problemerne opstod ifølge Sten Sjørslev fordi der var for mange magtfulde kræfter, der undergravede Voldssekretariatet.
”Man kan vel sige, at selvom der var tre ministre og tre ministerier bagved, så skulle man tro, at det var et rimeligt stærkt hold i forhold til det Kriminalpræventive Råd, som jo i virkeligheden er en interesseorganisation. Men det viste sig ikke at være tilfældet. Der er rigtig mange stærke politiske forbindelser fra rådets medlemsorganisationer, der modarbejdede indsatsen bag kulisserne”.
Da Voldssekretariatet blev nedlagt i 1999, valgte man at overføre en del af Voldssekretariatets bevilling til indsatser i netop det Kriminalpræventive Råd.
”Vi gjorde jo tingene på en anden måde, og vi havde ikke en kæmpe overbygning, som Rådet har, og som efter min mening handlingslammer dem lidt. Det bliver for mange interesser, som skal varetages og ender med, at der ikke bliver gjort noget væsentligt ved problemerne,” siger Sten Sjørslev.

Teorien om hvorfor Voldssekretariatet lukkede
Voldssekretariatets konstruktion var ifølge Sten Sjørslev alt for aparte og svær for et ministerium at favne. Han mener, det var med at til at vanskeliggøre muligheden for at overleve den indledende projektperiode på tre år.
”Noget af forklaringen på, at det ikke fortsætter, tror jeg, ligger i det forhold at det er tre ministre og tre ministerier, som skal blive enige. Jeg kender ikke helt konkret til, indholdet af forhandlingerne mellem de tre ministre, men jeg forstod på de tilbagemeldinger jeg fik i Justitsministeriet, at det var i Socialministeriet der manglede opbakning til en fortsættelse”, siger Sten Sjørslev.

Savner investeringer i langsigtede løsninger
Sten Sjørslev opfordrer politikerne til at tage ved lære af de seneste års eksperimenter på voldsforebyggelsesområdet.
”Man skal lade være med at lave flere korte projektorienterede tiltag og man skal sørge for at indarbejde indsatsen i en fast struktur”.
Erfaringerne fra Voldssekretariatet har vist, at de korte indsatser er uvelkomne i det forebyggende arbejde ude i kommunerne, og de kommer til at fremstå forkert overfor de nødvendige samarbejdspartnere.
”Et treårigt projekt er en halsløs gerning, og det kommer så meget på tværs af de normale måder at arbejde med det her område på. De der kvikke fix, de dur ikke”.

Flere eksperter peger på, at de kort sigtede løsninger er signal politik. Indsatserne har ikke en chance for at løse problemerne på så kort tid og det billede genkender Sten Sjørslev fra tiden med Voldssekretariatet;
”Det kan man jo sige sig selv. Skal du ind og påvirke holdninger og adfærd hos grupper af børn og unge, så kan du ikke klare det på tre år”.

Afrapportering fra Voldssekretariatets indsats

Står stadig ved indsatsen
Der er langt fra det medie fokus, som Voldssekretariatet konstant var udsat for, til hverdagen i Hvidovre Kommune. Her arbejder Sten Sjørslev i dag som chefkonsulent i skole og fritidsforvaltningen. Forebyggelse er stadig en del af arbejdet, og det kriminalpræventive samarbejde mellem skoler, socialforvaltning og politiet i Avedøre er netop blevet forstærket med en million kroner fra kommunen.
Den tidligere leder af Danmarks første nationale indsats mod vold fortryder ikke, at han meldte sig til opgaven.
”Jeg er stolt af den indsats, som jeg selv og mine medarbejdere fik leveret i Voldssekretariatet. Jeg mener, at vi godt kan være det hele bekendt.
Og jeg har personligt haft meget stort udbytte af at have været med til,at opbygge en sådan organisation”, afslutter Sten Sjørslev.

Erfaringerne fra indsatsen i Voldssekretariatet er opsamlet i publikationen “En ny dagsorden” af Claus Buttenschön, afrapporteringen er udgivet af det kriminalpræventive råd flere år efter lukningen af Voldssekretariatet.

Sådan fester man til metalkoncert i Baltimore City…

Invitation til koncert

Så fik vi os endelig noget at tage til. I går blev vi inviteret til koncert af Eldridge og Lea. Det var nogle af deres room mates der skulle spille med deres band i Baltimore. Vi blev hentet kl 18:00 hjemme ved os selv og så kørte vi med Lea og Brad, en af deres venner, til Baltimore. Eldridge skulle ikke med alligevel, fordi han var træt.

Vi kørte ad motorvejen eller hvad man nu kalder de store veje, der fletter byerne sammen. Vi så ikke rigtig nogen højhuse før vi lige pludselig drejede fra og kørte lige ind i Baltimore. Den var kæmpe stor, husene var alle mindst 20 etager og der var et vildt skummelt aftenlys over gaderne. Baltimores gader er helt parallelle så på den måde er det ret nemt at finde ud af hvor man er henne, men GPS’en blev alligevel forvirret på vejen derind så vi kom til at køre i cirkler. Brad krydrede lige bilturen derind med at fortælle hvordan han sidst han var i Baltimore var faret vild og ved et uheld kommet ind i en rigtig grim del af byen. Alene, white guy, aften = han låste bildørene og ignorerede rødt lys!

Da vi fandt Sonar, det sted hvor koncerten var, var det faktisk næsten helt mørkt. Vi parkerede under en kæmpe, hævet vej, og gik over til indgangen. Her blev der bedt om ID ved indgangen. Hvis du viser ID og du er over 21 får du et armbånd på. Hvis du ikke har ID, eller du viser ID hvor du er under 21, får du intet armbånd men to sorte X’er på hænderne, der bliver tegnet med sprittusch.

Så i korte træk: Armbånd kan købe alkohol, kryds på hånden kan ikke. Hvis du holder en øl, eller smager en andens bliver du i bedste fald smidt ud, i værste fald meldt til politiet! Så der var ingen sprut til mig! En af Leas venner vi mødte derinde sneg en drink ind i midten af publikum, som vi så kunne dele, men det var jo ingenting i forhold til mine drikkevaner hjemme i DK!

Koncert med amerikanere

Musikken bestod af fire forskellige bands der hver fik 30 min til at optræde. Det første band var meget stille rock-agtigt. Publikummet bestod mest af folk fra 18-25 år tror jeg, og alle fra Baltimore-området ligesom os. Det næste band var dem vi kender, de var rigtig gode og folk var sådan okay med. De hoppede ikke, men de bevægede sig da lidt ude i hjørnerne. Det tredje band var nogle der hed Rites of Ash, de havde en sceneshow med små LCD-skærme der viste billeder mens bandet spillede.

De var virkelig gode, en del hård rock, noget af det mere metal, og de havde vildt meget energi på scenen. Det mest mærkelige var bare at folk var totalt døde. De stod virkelig fuldstændig stille med korslagte arme og gloede. Jeg syntes det var mega pinligt at se på, for bandet gav virkelig meget ud til publikum. 

Efter et par numre med død crowd mente vi at det var nok. Bjørn, Kamil og jeg gik op foran og jeg begyndte at hoppe. Så fik vi Lea og en af hendes venner med derop og begyndte at moshe. Vi fik tilsidst guitaristen til at komme ned fra scenen og moshe med! Mega fedt, men vi var så også de eneste der lavede noget overhovedet.

Da koncerten var slut og vi gik lidt over og gloede på merchandise. Hende der solgte ting for Rites of Ash havde åbenbart elsket min “optræden” oppe ved scenen og hun fik bandet hen til boden, så de kunne skrive autografer på en af deres t-shirts Så nu har jeg mig en t-shirt med autografer!

Hjemtur gennem Baltimore

Da vi skulle hjem, gik vi over imod parkeringspladsen i regnvejr. Hanna den tropiske storm var nået ind over staten og valgte at hælde vand ned over det hele. Vi skulle ind i bilen hurtigt og låse dørene. Man står ikke og nøler i Baltimore om natten. 

Der var virkelig ingen mennesker på gaden da vi kørte hjem. Lea fortalte at der er ikke nogen kloge mennesker der bevæger sig ud når solen er gået ned. I hvert fald ikke alene. Baltimore er en af de byer i USA med højeste crime rate. Om dagen skulle de fleste dele af den dog være okay, bare man holder sig fra den indre del af havnen og nogle andre ghetto-steder.

Men alt i alt var det en rigtig fed oplevelse. Selvom publikummet var nederen. Man har jo kun det sjov man selv laver!

Så Volbeat i Odense i går – og desværre uden eftertryk. Angiveligt har Odense Kommune sat en dæmper på lydtrykket på Amfiscenen ved Brandts Klædefabrik – det betyder max 72dB og det er ikke ret meget til at indoptage dobbeltslag og dyb basbund. Æv. Man kunne sige det er syn for naboerne – man kunne også sige at enten vil man have koncerter i byen eller også vil man ikke. Derfor synes jeg faktisk hellere at man burde træffe en beslutning om musik eller ikke musik og så finde en anden måde at kompensere for generne på for de omkringboende end lav lyd. Fribilletter f.eks.

Anyway, Volbeat gjorde det godt. Spillede hårdt og kontant uden omsvøb, men med den gode attitude indimellem numrene. Der lå en tung god karma over bandet og deres udfoldelser. Fedt og tak.

Og så en anbefaling. Bar Rar i Dronningensgade ligger i Musikkælderens gamle lokaler og det er ikke noget dårligt bytte. Med speciale som rombar er der tjek på både rene og blandede drinks og de laves i forrygende tempo af en bartender, der rent faktisk smager på hver eneste drink og retter den til smagsmæssigt før den serveres. (Jep, pipettetricket. Det er måske bare lir, men det giver altså indtryk af man vil noget med det man gør).

Så gik turen til fødselsdag på Globe i Vejle,
DJ’en fik gjort sig fortjent til en ordenlig sviner!

For det første så starter vi ud med noget et eller andet med en masse trommehinde destruerende bass og beats, dette er i sig selv rædselsfuldt, men dertil kommer det jo så at DJ’en som er en stor (nærmere gigantisk) udlænding konstant taler ind og musikken, med kommentare som “SKÅÅÅL”, hvilket i og for sig er fint nok, men altså, ingen gider jo skåle hvert tredje sekund, vi var en 4 stykker som mente at denne her fede musikdreng burde komme ind i kampen… pff

Senere klarer den før omtalte fedladne lorteDJ sig næsten igennem Aqua`s hæderlige “Barbie Girl” nummer, men efter en 2 minutters Aqua, skriger vores ven(den fede perkerDJ) ind i Microfonen “Come on Barbie, skid en neger” eller noget i den retning, dette kunne selvfølgelig give mig en perfekt “build-up” til en snak om dennes intelligens, så det vil jeg gøre, det bevidner ikke den store intelligens at man når man endelig vil skrige noget ind i en microfon, at dette så omhandler afføring!

Senere på aftenen vælger vores ven(Igen ham den fede DJ-blomst) at stoppe et slagsmål som ikke var ved at opstå, dumt?, det kan der jo være delte meninger om!
Rating:
Musikvalg:

Brug af microfon:

Dørmandskills:

Valg af drinks:

Overall Performance:

PIS MIG I ØRET

C. Waage

Hvordan kan det ske, at man tager i byen en ganske almindelig aften og absolut skal trækkes med alle landets spader og idioter? Hvordan kan de ske, at man kan gå i baren efter en øl, og samtidig komme tilbage på sit bord med en “dødsdom” hængende over hovedet? Hvad fanden sker der for jer? Her snakker jeg ikke om “de unge” 18-20 årige, jeg snakker om voksne “fornuftige” mennesker på 30-40 år, der burde have lært bare en lille smule pli, og burde være i stand til at gå i byen uden at genere folk, eller forsøge at komme op og slås?

Jeg skal ikke sidde her og være hellig og generaliserende, men det er fandme ironisk at det er den samme slags mennesker der er så pisse sure over at de unge sætter ild til forskelligt lort, tager stoffer og kommer op og slås, der sidder nede på Ciffy og uddeler øretæver, eller ihvertfald forsøger på det. Jeg skal naturligvis heller ikke sige at et er alle der opfører sig på så en uanstændig og barnlig vis, men det er fandme sørgeligt.

Se for helvede at komme videre! Det skal ikke være sådan at man ikke kan få et par øl, uden at en eller andet skaldet idiot, der aldrig er kommet videre i sit liv, skal stå og true mig, eller mine venner med pest og kolera, mens man bare forsøger at passe sig selv.

Jeg syntes det er pinligt, og jeg skammer mig over at mine rollemodeller, som “de voksne” et eller andet sted burde være, opfører sig så åndssvagt og barnligt en når de er i byen. Jeg skammer mig.

Jeg forsøger ikke at prædike, men jeg føler bare at det ikke altid er de unge der skal tage skraldet når man hører om vold osv. i byen, for landets ældre generation er sgu ikke en rygende fis bedre. Tag jer nu sammen, og lad os tage en øl og snakke om det istedet for at tage samtalen udenfor.

Jeg våkna i dag morges klokken halv sju på den andre siden av byen og lurte på hvor jeg var. Jeg var dypt forvirra, – for jeg pleier alltid å sykle sikksakkmessig hjemover når kvelden er over. Men ikke denne gangen. Denne gangen våkna jeg og så morratåka ligge over Oslo mens jeg bøtta ned tre glass vann, snørte på meg skoa og begynte å vandre i retning av høyblokkene i dalen nedenfor. Jeg har bodd lenge nok i Oslo til at jeg instinktivt finner t-banestasjonen selv på steder jeg aldri har vært, – likevel tok det to timer før jeg hadde henta sykkelen min på Grønland og sykla hjem til meg selv. Vel hjemme kravla jeg opp i min egen myke seng med det litt for skitne sengetøyet og leste i en sørgelig dårlig bohembiografi mens jeg grubla på hva som skjedde kvelden før. Jeg lagde en liste:

Laiv
Tidligere på dagen kom jeg hjem fra laiv, og hadde jobbet på spreng med servering og plotting og spill fra tidlig om morgenen til sent på kvelden. Selv i pausene var jeg i høygir, og karakteren jeg spilte drakk mye mer enn hverdagsMarthe gjør, – i alkoholfrie drikkevarer riktignok, men den mentale innstillinga var likevel en annen. Så kroppen var sliten og ikke klar over at den var blitt Marthe igjen. Stakkar lille kroppen som blir utsatt for så mye rart av beboeren sin.

Sjuk
Jeg hadde omgangssjuke på laiven. Jeg tilbrakte en hel dag i senga hvor jeg lå og spydde, og to til uten å egentlig spise noe særlig på grunn av vedvarende kvalme. Appetitten var fremdeles ikke tilbake, men siden mavesmertene etter oppkasten var borte hadde jeg glemt at mitt forrige, – og eneste måltid den dagen var en liten burger på Torp i Sverige klokken to samme dag. Alkoholtoleransen var redusert til det halve. Etter den første ølen merka jeg det kjempegodt, – og var ganske overraska, for jeg pleier alltid å klare av tre øl før jeg kan si jeg er brisen. Jeg er alltid en lettvekter, men denne gangen svevde jeg nesten under taket.

Nachspiel
Jeg har lenge arbeidet for at begrepet nachspiel skal byttes ut med noe annet. Den beste ideen hittil har vært ”Festen fortsetter hos…”. Det er kanskje litt ufullstendig, men det fyller funksjonen. ”Festen fortsetter hos Per” er et langt bedre utsagn enn ”Nachspiel hos Per”. På nachspiel sovner jeg etter maksimalt en time. Men om festen fortsetter kan jeg jo ikke sove, – det er i alle fall min mening om saken.

I alle tilfeller var det en deilig kveld og en underlig morgen. Nå sitter jeg på en kafe, drikker kaffe og skriver så blodet spruter. Det er deilig å være hjemme igjen. Oslo er faktisk verdens vakreste by, særlig før klokka syv.

***** – Baroli, Nørretorv, 7100 Vejle – restaurantbaroli.dk

Det lyder formentlig temmelig krukket, men en af mine største bekymringer ved at rykke til Vejle har været om der nu også var caféer og barer der faldt i min smag. Som tidligere nænvnt her og her, er jeg lidt af en kræsenpind.

Igår var afgørelsens time så kommet. Først frekventerede vi et “spansk inspireret” spisested der efter sigende skulle lave nogle gode drinks. Hverken drinks, betjening, musik fungerede. Tilmed klagede en anden kunde over at kaffen var lunken. Aldrig har jeg været så skuffet. Så skuffet at hverken deres navn eller placering vil blive nævnt her.

Efterfølgende tog vi turen nogle få hundrede meter væk, og det var som at komme i en helt anden verden.
På Baroli blev vi modtaget af en min kæreste mente var den ene af indehaverne. Vi blev placeret i superbløde stole i et lounge område. Vi følte os fra første minut velkommen og godt tilpas. Det betød at vi bestemte os for at blive og købe en flaske Bollinger i stedet for drinks.
Udover en udsædvanligt opmærksom tjener der havde et øje på hvert af vores glas der aldrig nåede at blive tomme, så bød Baroli også på en overraskelse i form af friske små frugter på pinde til vores drikkelse. Lækkert!
Rummet i Baroli er super intimt og stemningsfuldt. Hvide stole og borde præger restaurantområdet og loungen er med tykke tæpper og små brune stole til de lave runde borde. Der er højttalere fordelt over hele rummet hvilket gør at den fløjelsbløde loungemusik strømmer alle gæster lige meget i møde, uden nogen bliver døve. Det bidrager til en stemning hvor man føler at Baroli omfavner sine gæster.
I loftet sidder en finesse som jeg har kritiseret da den blev anvendt i baren på Franck B, nemlig lys der skifter farve. Her er anvendelsen dog noget mere afdæmpet og de helt kradse farver er taget ud af spektret.

Baroli henter en ren 5′er hjem for at have omfavnet mig på en aften hvor jeg var bange for at mit barliv ville ligge i ruiner efter flytningen. – Så nu kan jeg fløjte Four Jacks – Æselsang: “Bar’ bar’ bar’ ta’ det roli’”

Livet smiler i Buenos Aires! Innleggets tittel er dog av en litt mer ironisk karakter. Aa bo paa hostel er et utrolig interessant sted aa observere mennesker. Her paa mitt “party hostel” er det mange stereotyper som absolutt er “living the dream”. Utelivet i BA begynner ikke foer i to-tre-tiden, noe som foerer til at man hvertfall ikke er i seng foer seks, som igjen leder til at man ikke kommer seg opp foer langt paa dag. Noen av guttene som bor her har ikke vaert oppe foer det har blitt moerkt igjen siden de kom hit. Det rare med dette er aa se hvordan de har reist til andre siden av jorda for aa oppleve nye kulturer, men ender opp med aa tilbringe hver kveld paa hostel-baren og ute paa klubber sammen med andre hostel-folk. Det er goey, men rart.

Ellers har jeg funnet ut at jo mer jeg ser av byen, jo mer liker jeg den. Man laerer og forstaar mye bare ved aa gaa rundt i gatene, se paa folk, lytte til hva de snakker om paa en av de mange helt fantastiske kafeene og restaurantene. Det er alltid noe som skjer og ting aa gjoere. Mitt seneste prosjekt er at jeg har tenkt aa snakke politikk med alle taxisjaafoerer jeg sitter paa med. De vet alltid saa mye, og har dessuten utrolig sterke meninger om mange temaer.

Noen flere funfacts om Argentina:

1. De fleste er utrolig europeiske i utseendet. Det er blonde og blaaoeyde overalt – det er uvanlig i Latin-Amerika, og kanskje typisk for Buenos Aires.
2. Den kaldeste maaneden kommer til aa vaere juli. Jeg fryser allerede naa, saa blir noedt til aa kjoepe vinterklaer!
3. Det er ganske saa moerkt her for tiden, litt som vinter i Norge. Solen staar ikke opp foer ca kl aatte, og det blir moerkt igjen kl seks.

Og naa er det litt museer og gallerier og innrapportering av venninna mi sitt stjaalne kamera som staar for tur.

Snakkes. Kom paa besoek!

Verden er et underlig sted. For en uke siden. Jeg er helt sikker på at det er en uke siden var jeg ute og ølla med tilfeldige mennesker på pøbben. Det var en vakker kveld og jeg tusla hjemmover med en myk og dunete følelse i maven, slik man bare kjenner det om ting er som de skal være. På vei hjemover la jeg merke til at månen besto av en kjempesmal sigd. Jeg syntes det var pent.

I gårkveld, da jeg var på vei hjem fra yogatimen min, lykkelig over å ha stått på hodet for første gang i livet og langt inni en sånn underlig avslappet yogatranse la jeg merke til at månen var stor, rund og gul.

Den hadde hoppa over en hel uke. Hvordan kan månen hoppe over en uke?

Forøvrig liker jeg disse skoa. De ligner på barnesko. Jeg vil ha dem, men jeg vet ikke hvor man finner dem.

Fredag aften var jeg i byen sammen med firmaet og aftenen bød på god mad og vin og ikke mindst masser af sjov og hyggelig stemning. Vi startede inde på restaurant Den Lille Fede og efter at have fået noget godt at spise og drikke, gik vi videre ud i det Københavnske natteliv for at feste lidt mere. Det indebar, at vi i løbet af de næste 2-3 timer nåede at komme rundt til tre forskellige barer og diskoteker.

Nu er jeg generelt set ikke bange for at gå ud i nattelivet, hvilket blandt andet skyldes, at jeg synes jeg er god til at spotte og undgå potentielle ballademagere, når man bevæger sig rundt i byen. Samtidig er jeg bevidst om, at jeg på en og samme tid er rolig og stærk, men alligevel ikke virker provokerende, hvis man på et diskotek møder “typer”, der lader til at være på udkig efter slagsmål. Men på trods af jeg generelt set går ubekymret rundt i byen, kunne jeg i fredags alligevel ikke lade være med at tænke tanken, om man kunne risikere at blive udsat for knivvold i nattelivet, efter at der har været skrevet meget i pressen om emnet i løbet af det sidste års tid.

Henning Holm har et godt indlæg om knivhysteriet på sin blog.

Netop. Folketingspolitikere får kløe i stemmefingeren fordi de partout gerne vil se handlekraftige ud, selvom det bedste de kan gøre er, well, ingenting.

Her er en idé: hvorfor ikke bare lade politiet, domstolene samt kommunerne, foreninger og andre organer der arbejder kriminalpræventivt passe deres arbejde?

Jeg mangler en nytårsfest.

Min blev aflyst fordi hende der arrangerede den har fået en kæreste. Har i hørt noget så åndssvagt? Kærester? Det er da totalt umoderne.

Hun slæbte ham endda med i Go’ Aften Danmark forleden, bare for at vise at der er nogen der er så håbeløst gammeldags at de anskaffer sig kærester. [Kan i høre misundelsen drive ned af væggene]

Nå men hvorom altting er… Jeg havde lovet at optræde med noget til den nytårsaften. Og til enhver der måtte byde mig til nytårsaften medbringer jeg en festsang hvis det måtte ønskes. Som f.eks. den her:

Her i den originale med Edith Piaf:

Og så den tekst som jeg regner med at de fleste af os kan synge med på.

SÅ KOM SÅ UD AF HULLERNE SÅ MIN NYTÅRSAFTEN KAN BLIVE REDDET!

Jeg er lige kommet hjem fra byen.
Skulle egentlig bare lige op og snakke med Mark fordi jeg ikke kan huske hvad jeg havde lovet ham igår.
Endte med at tage med søster på Franck B. Det var hyggeligt. Mødte en masse jeg ikke har set i lang tid. Jeg er åbenbart en af få der foretrækker Gertruds.

Men efter 4 timer i byen er jeg nu taget hjem. Har sat loungemusik på iPoden, rørt en g&t og ringet en god veninde op.

Nogle gange er den bedste fest den man holder med sig selv i sit eget hjem.

KOMMER DU FRA GOOGLE? – Så leder du måske efter mit www.heartshare.dk projekt.

Jeg har altid gerne ville bo i Århus. Af forskellige årsager gjorde jeg det ikke før jeg blev far, og nu ser det ud som om det aldrig skal lykkedes mig at tage permanent ophold i smilets by. Men jeg har altid syntes Århus var Danmarks fedeste by rent kulturelt. Jeg ved bare ikke helt hvorfor? Det vil jeg finde svar på i den kommende uge. Jeg river stikket ud og tager til Århus.
Jeg pryder kalenderen med møder med en række folk der ved præcis hvad der gør Århus fed, og så regner jeg med at rapportere tilbage hertil løbende.
Hvis du bor i Århus og har lyst til at fortælle hvorfor Århus er fed så skriv lige en kommentar her, så kan det være det er dig jeg skal drikke kaffe med i den kommende uge.

This is going to be a post about a really nice weekend, but after fruitlessly searching the internet for an English way of saying “Julebord”, i realise that it migt be a scandinavian tradition, thus I need to start this entry with a little explanation:

A julebord is typically the first way of knowing that christmas is approaching. Wait. That’s a lie. After the “how to decorate your house for christmas” magazines pops up in shops in late september, and after the christmas marzipan appears in early october, the series of Julebord in november-december are the third pre-advent warning that christmas is approaching. The julebord is a party that takes place within a group of collegues, club- or organisation members, where christmas food is eaten and where people usually reach their maximum drunkenness limit.

I guess fortid’s julebord didn’t quite fit the stereotype. Firstly, it was a bit early in the month. Secondly, noone threw up on the floor. Thirdly, and most importantly: The food wasn’t christmas food at all, but rather the most impressive range of different dishes I’ve seen in a long time. We hardly had room for our plates at the table, because of the sheer amount of different dishes. It made me wish I had two stomachs, so that I could eat it all. It was also twice as much as anyone could ever hope to be able to eat. If the party had continued for another night, chances are there would still be leftovers.

After the party started to cool down around three o’clock, I ended up joining a few others for a nachspiel. Usually, I’m not too fond of nachspiels. I use to say that even saying the word makes me fall asleep. Friday night was a brilliant exception to that rule.

Kristian had brought his guitar, and we drank whisky and sang our way through several Beatles albums, and before I managed to even think about sleep, it was six o’clock.

I said I’d wake up when I got to the party, and it certainly looks like i was right about that. Needless to say, I had a rather quiet saturday night. I had a friend over for whisky, icecream and backgammon. Life is like it should be.