Det er med tårer i øjnene at dette indlæg bliver skrevet. Birdie er væk.

Det skete d. 23. september i det herrens år 2009, at sabotagen fra klubbens andre medlemmer lykkedes og Birdie forsvandt. Det blev i første omgang skjult for undertegnede, senere bortforklaret med en knækket line, men efter en halv times intenst forhør kom det egentlige motiv endelig frem; jalousi. Den officielle forklaring fra de tiltalte er, at de som eksperiment bandt linen fast til en sten, for at undgå at denne blev viklet sammen med linen til de andre et-linede drager, hvilket af undertegnede udelukkende kan ses som spin og fesne bortforklaringer.

Jeg håber at I, trofaste læsere, vil undskylde at denne nyhed først kommer frem nu, men sorgen har i den forgangne uge frarøvet mig ikke blot skrive/blogge-lysten, men ligeså viljen til at leve. Dette er nu kommet i orden igen via et strengt program af druk og fornægtelse, og bloggen er således tilbage på sporet! Sorgen er blevet afløst af et håb om at en lille dreng i Sverige vil finde Birdie, og værdsætte den for dens fantastiske dragningsegenskaber!

Birdie var en drage med vilje, mod og flyvelyst! Der var intet der kunne holde den tilbage fra luften, hverken manglende vind eller sabotage forsøg. Birdie var… Birdie.. var.. var.. undskyld, men jeg kan ikke blogge mere om det.

Martin

Nie lubię pisać nekrologów, ale czasem jakoś tak wychodzi, tak ten świat jest zbudowany. Im jestem starszy tym bardziej marudzę, ale i nie tylko to, nie o tym chciałem. Wczoraj oddawałem dla kogoś krew. Dlatego też dziwnym uczuciem jest poranna wiadomość o tym, że ta osoba odeszła, właściwie dzień po moim czynie. Tym czynie, który w połączeniu z pogodą i różnymi innymi rzeczami sprawił, że poczułem się zajebiście lekko, poczułem się potrzebny i ważny – tak jak nie czułem się już bardzo dawno… Może nawet ten czas można policzyć w latach. Pomyślałem sobie “hej, chyba się zakochałem, chyba jestem szczęśliwy, mam mnóstwo energii”. Obudziłem się z tą myślą, potem przyszło mi do głowy to, że trzeba nachapać się tej radochy, bo jest ulotna. A potem dostałem smsa, co przybliżyło mnie po raz kolejny do średniowiecznego memento mori, bo to zawsze łączy ludzi, jak Nokia.

Acid Drinkers – ‘Blues Beatdown’

by Gautam

Thursday, July 9th 2009

Is this it? We keep asking. This is it, he had kept on repeating.

It’s the kind of mortal word play Beethoven bemused himself with in his last quartet: Muss es sein? (Must it be?) Es muss zein (It must be). When the end came it was sudden, sharp, percussive—like one of his jerky, precise, jackhammer moves or those carefully crafted metal-on-anvil beats. A frantic 911 call, the paramedics, a medical centre, and a failed heart. And that was it. It had a simplicity which the ‘gothic labyrinth’ of his life, in Paul Morley’s phrase, never had. The ‘final curtain call’ was a helicopter shot of his body on a stretcher, face in an oxygen mask, his body sheathed in white. Déjà vu—we had seen something like this 25 years ago when, at the height of his fame, he suffered third-degree burns shooting an advertisement for a soft drink. Only then, we saw the body in the shroud move, and a single white glove emerge to wave at us. In that moment he had proved himself to be the greatest showman of the 20th century.

So we wondered now, what did he have in store for us this time? Statues flown down the Thames? His body embalmed, carried in the vanguard of a thousand bayonet-wielding jackboot-shod soldiers, marching through triumphant arches into an eastern European capital? Flights of angelic children singing him to his rest? Doves ascending, signaling the release his soul had achieved from his earthly torments? Nothing. Not even the tipping of a hat.

The face that launched a thousand flashes and that became as famous and as inscrutable as the Mona Lisa has just become immortal.

Why did he become so big, this seemingly frail and freaky man? For instance, why was he so popular in Russia where his shrine today outside the American Embassy in Moscow is as substantial as the memorial on display on his star on the Hollywood Walk of Fame? Why did he dominate news headlines throughout 26 June 2009 and after, in countries such as Japan and India, which have their own indigenous traditions of pop and classical music? Why did they turn out in their droves to see him when he visited these countries? Was it only American cultural hegemony? Madonna, apparently his closest rival, was never considered as consequential in these countries (and this, after we are told that Madonna was a constantly reinventing chameleon pop star while Jackson was a stuck-in-the-80s has-been.) Nor was any other pop star, American or otherwise accorded so much respect from Argentina to Vietnam. Why have memorials to him have sprung up from Liberia to Los Angeles?

Who was he? A Prometheus who flew too high and burned out too soon? A Faust who made a pact with the devil of universal popularity and watched himself slowly and tortuously descend into farce? Or an Orpheus who through his song charmed even the once-impregnable rock that segregated music into coloured and non-coloured but was so wrapped up in his own insecurities that he became a caricature of himself and was hounded into the hell of derision by his own people? But that was what they called him.

Why did he become a figure of planetary importance, as France’s Le Monde called him?

Because he was a virtuoso. Delighting in his own talent as a singer and a dancer. As one critic put it, his was a world of special effects in which he himself was the ultimate special effect. Or as Katherine Hepburn marvelled, he could do anything and you couldn’t help watching it. He entranced his audiences because he seemed in a trance himself. He was like a child showing off some remote ecstasy he’d discovered and which adults had once known and lost. Peter Conrad said that his dancing struck him less as a performance than a voodoo ritual. Like most children, he was an alchemist, transforming, shaping, moulding, sculpting, never satisfied, always improving, his music, his dance, his face.

And like many children, he was a perfectionist and his art was his play. He loved it, worked on it, and was consumed by it. Watch him perform, and you won’t be able to decide if it’s the most tawdry example of self-exhibitionism you’ve seen, or the most profound state of concentration a performer has ever achieved. Again, like a child, he was both jejune and a genius, self-absorbed and impersonal, pretentious and sincere, maudlin and majestic, vulnerable and full of promise. And, more importantly, he didn’t know the difference.

Because he was an illusionist. He made pop out of paranoia and a career out of fear—of the world and of the feminine; his greatest moments—Billie Jean, Smooth Criminal, Who Is It, Stranger in Moscow, Morphine, Whatever Happens—are either psychic, funkadelic dramas where he would be both story-teller and sufferer, the deceiver and the damned (‘this happened much too soon, and she called me to her room’), the outsider always tempted to intercede (‘he doesn’t realise it’s not the end of the world’…‘don’t you do it, baby’), or concerto-like conflicts, pitting the world or the woman against himself, a free intercourse of tension and release, horror and ecstasy, struggles from which he would emerge transcendent only through the exercise of that one talent which is death to hide (and which would be lodged with him useless in later life)— his ability to perform (‘to escape the world I’ve got to enjoy this simple dance’, ‘it ain’t too much for me to Jam’). No wonder Fred Astaire called him an angry dancer.

Because he was an escapist. What mattered to him were the surfaces of things, the textures of sounds and the use of movement for its own sake; everything was on display. (Which is why perhaps Sophia Loren said that when she saw him, it was love at first sight.) His music was about reveling in sounds: smooth or hiccupy vocal deliveries and metallic syncopations laid on a state-of-the-art bed of synthesisers and percussion.

His songs were about nothing in particular, his style unfixed, suiting the mood of changing tastes and trends, marked only by their obsessive focus on one instrument—that voice, which Frank Kogan called spectacular, but which he never felt the need to dazzle us with and kept in the background to those carefully crafted beats. His dancing was abstract, showy, and beautiful; a single style with unending stops and starts that was yet flexible enough to suit any mood; it represented nothing, in Anna Kisselgoff’s phrase, he was an avante-garde dancer, an aerial, defying the love of the earth – because for him the sky was the limit. When you saw him on stage, the first thing that struck was that wisp of a body, slender as Lazarus, liable to dissolve—until it moved like mercury, almost slipping through the grasp of gravity, swiveling, sliding, shuffling, and breaking in bolts of nervous tension with a demonic energy that was exhilarating and exhausting to watch.

Because he had become the eighth wonder in the world. Countless non-English-speaking immigrants say that the first words they knew in the English tongue were his name. Those who had seen him boasted about it. It didn’t matter who or what he stood for: he was Michael Jackson; and somehow that name became less a pointer to a person than a symbolic reference: to have experienced him was to have gained cultural capital, even for those who scoffed at popular music.

Everywhere he went he created mayhem. It was as if he was a walking, moving, transporting Eiffel Tower; he fulfilled all your travel ambitions. Maybe this is why he was the most photographed person in the world, even while Princess Diana was alive in 1997. And that was only one of the ways in which he had become a quantifiable commodity. The most successful musician of all time. The most awarded entertainer in the world. The performer supporting the most number of charities. The singer with the biggest selling album in the world. The most celebrated personality in the world with millions riding on him, both in the hopes of American record executives and the dreams of idol-worshippers everywhere. From Sani in Gabon, West Africa (where he ‘drew more spectators in Gabon than Nelson Mandela and more in the Ivory Coast than the Pope’ and was crowned an actual ‘King’) to Bucharest in Romania (where he upstaged Ion Iliescu’s presidential election), he was welcomed, feted, and revered. By 1992 he had become a global phenomenon. And he knew it, ‘it’s good to be thought of as a person rather than a personality’, he said after being presented with the Grammy Legend award in 1993. Alan Light called him a Spielbergian tycoon who combined Old Hollywood glamour and New Hollywood money, bending contemporary trends to his will. His only mission was to entertain—everyone, “from the farmers of Ireland to the lady who scrubs toilets in Harlem.”

Because he was as beautiful and as ambiguous as Leonardo’s last angel. Because he did not take his form from any natural thing. Because he refused to become a tattered coat upon a stick. Because his music, his movements, his face had the enameling that Grecian goldsmiths would have been proud of. Because he built monuments of his own magnificence.

Because he was the singing master of the postmodern soul. And he has now been gathered into the artifice of eternity.

aus: MJSN

Fort skal det gå i våre dager. Derfor har aviser og mediekanaler liggende klare nekrologer til kjendiser som kan komme til å dø. Og dø, det skal vi alle. Av og til glipper det. Det går for fort. Nekrologen kommer på trykk før personen kommer under torv. Nå har NRK publisert Haakon Lies nekrolog. Selv om mannen er 103 år er det for tidlig. At slike feil kan skje, viser vel bare at man rett og slett skal vente med å skrive nekrologen til den det gjelder er død.

For litt siden hadde jeg et innlegg om nekrologen som fenomen og sjanger i Aftenposten. Det kan du lese her. 

Og her er innlegget jeg polemiserte mot: http://www.aftenposten.no/meninger/debatt/article2890292.ece

Brukar du läsa nekrologerna längst bak i tidningen? Jag gör det ibland och de låter ganska lika varandra:

XX har efter en lång tids sjukdom lämnat jordelivet. XX var mycket framgångsrik på arbetet, hade ett stort umgänge och hans/hennes hem var alltid öppet för släkt och vänner. XX lämnar ett stort tomrum efter sig både på jobbet och privat.

Jag tror det här säger något om vad vi värdesätter hos en människa idag;  nämligen hur framgångsrika vi är på jobbet och hur stort umgänge vi har. Föreställ er istället en nekrolog med följande text.

XX har lämnat mig efter en tids sjukdom. XX var en person som verkade i den lilla världen. Han/hon arbetade som tidningsbud och såg till att vi läsare fick vår tidning oavsett väder. XX levde ett stillsamt liv och gick ofta för sig själv. Samtidigt värdesatte hon/han samtal med några få, men nära vänner. Inget ämne eller känslor ansågs för små för att dryftas över en kopp te.

Tecknar nekrolog nummer två ett porträtt av en person som är mindre värd i våra ögon? Jag hoppas inte det!

Azt akartam, hogy minden
értelmes legyen itten,
és hogy boldogan éljünk,
ne mint a sitten.
Hazudtam hát nyugodtan,
és minden pászolt nyomban,
és így élünk a bús világ helyett
PA-RA-DI-CSOMBAN.

Kurt Vonnegutot tomácsolta, Orbán Ottó

I dag hadde jeg en tekst om nekrolog som biografisk sjanger på trykk i Aftenposten. Et viktig spørsmål: Hvor sann skal en nekrolog være? http://kdybvik.files.wordpress.com/2009/02/til-ord-skaldu-bli.pdf

Innlegget var en respons på et tidligere innlegg om nekrologer, også det skrevet av en student ved Høgskolen i Vestfold: http://www.aftenposten.no/meninger/debatt/article2890292.ece

Nawet nie mam słów by opisać to wszystko. Cieszę się, że nastał spokój. Pogrzeb odbył się w asyście kompanii reprezentacyjnej, zrobiło to na mnie ogromne wrażenie, byłem najbardziej dumnym wnuczkiem na świecie, nadal jestem. A teraz we mnie spokój, wyciszenie, bo wiem, że się jeszcze spotkamy. Taka kolej losu.

Dzięki Przemku, Maćku, wam wszystkim za ten nekrolog. Wzruszające, bo za życia człowiek może jeszcze fizycznie pomagać innym. Czuję, że dziś Dziadek był szczęśliwy, niech tak więc pozostanie wiecznie.

Jutro Gdańsk, czyli montaż, obrona i koniec ASP.

Beim alltäglichen Lesen des Wikipedia Nekrologs sprang mir heute ein Name ins Auge: Michael Crichton. Er war einer meiner Lieblingsautoren und ich werde ihn wirklich sehr vermissen. Bei Michael Crichtons Büchern habe ich das erste Mal den Spaß am Lesen entdeckt und ich habe mit ihm englisch gelernt. Seine Bücher und seine besondere Art wissenschaftliche Themen für normale Menschen begreiflich und auch noch spannend darzustellen wird mir fehlen.

Az ablaknál ülök, alattam full hangerőn dübörög el épp egy villamos, beleremeg a fotel. Meg se hallom, világ életemben belvárosi lányka voltam, nem ébreszt fel harangszó vagy tüzijáték sem. Körülöttem mexikói csipsz-zacsik (főszponzori ajándék) és két üveg citromos ájsztea, szigorúan Rauch.  

Ma azt mesélte valaki a szerkesztőségben, hogy az Albert Györgyi halála utáni reggelen jelentkezett a City Taxi, hogy érdeklődnének, ki rendezi mégis a számlát. Kirázott a hideg. Eleve döbbenet, ami szegény teremtéssel történt, pont a születésnapomon. Ez volt az első hír, amit az új gépen olvastam, először azt hittem, valamit elírtak. Az ember nem hal meg “csak úgy”. Pedig de.

Arra gondoltam hát, vajon ha én mennék el így “seperc alatt”, ki takarítaná el a csipszes zacsikat és a teásflaskákat a lakásból, vajon mi lenne a fájlokkal a gépemen és a jelszavakkal, amiket csak én tudok? Ki jelölné vissza iwiw-en az ismerősöket, és ki értesítene mindenkit, hogy már ne várjanak?

Albert Györgyi, RIP!

Tavsheden er brudt – Torkil Lauesen og Jan Weimann har den 15. september offentliggjort en nekrolog på Kontradoxa, baggrundsmagasinet på Modkraft.dk, over et tredje medlem af Blekingegadegruppen, Niels Jørgensen, der døde tirsdag den 9. september

Læs nekrologen her

Einige nachträgliche Gedanken zu Alexander Issajewitsch Solschenizyn 1918-2008.

Sein Werk “Archipel Gulag”, die literarische Anatomie der stalinistischen Konzentrationslager,ist wirkungsgeschichtlich ein unbestrittener Meilenstein der russischen – und Weltliteratur. Was darauf noch von Solschenizyn folgte – resp. was eben nicht von ihm behandelt wurde, ist eine Aneinanderreihung von Enttäuschungen. Ich habe mich ehrlich gesagt nach der Gulag Lektüre mit Solschenizyns weiteren Werken kaum mehr intensiver befasst. Im Rahmen der Recherchen der letzten 48 Stunden fügt sich allerdings ein wenig schmeichelhaftes Bild über Solschenizyns politisches Weltbild zusammen. Von moralischen Instanzen will ich schon ganricht reden, dafür sind andere Fakultäten zuständig.

Weder zur Charta 77 in der ehemaligen CSSR noch zur Solidarnosc-Bewegung in Polen gibt es nennesnwerte positive Bezüge des russischen Literaten. Als Salman Rushdie vom iranischen Ayatollah Chomeini wegen der “Satanischen Verse” mit der Todesfatwa belegt wurde, weigerte sich Solschenizyn, die Rushdie solidarische PEN-Initiative mitzutragen, sein Lamento galt damals eher dem Respekt religiöser Empfindungen – davon können heutige Appeaser des Iran/Islamismus auch noch etwas lernen – mit anderen Worten: Rushdies Bedrohung war ihm völlig egal. Seine Akzeptanz der islamischen Todesstrafe der Irren aus Teheran – sie sind nicht erst seit Achmadinedschad auf ihrem menschenverachtenden Trip, seit 1979 sind die Mullahs ganz klar mit ihren bizarren Schariah-Anforderungen aufgetreten – war dann auch das Ende des Nobelpreisträgers im internationalen PEN-Zentrum.

Anne Appelbaum titelt ihre Nachbetrachtungen zum Tode Sloschenizyns mit “Scribe of the gulag” , sie kolportiert auch, Sartre habe den Nobelpreisträger in den siebziger Jahren als “dangorous-element” eingestuft – wie er das auch immer genau meinte, im Nachgang erweist sich diese Einschätzung als zutreffend. Solschenizyn hat sich mit seinen antiquierten Vorstellungen von “Mütterchen Russland” im Schosse der orthodoxen Metropoliten, mit Milchkannen über morastigen Tundraboden watschelnd jeglicher emanzipatorischer,westlicher oder gar liberaler Anschlussfähigkeit enthoben – er wollte diesen Anschluss selbst wohl eh nie vollziehen, aber es sollte in Zeiten wieder aufkommender antikommunistischen Reflexe betont werden, bevor liberal denkende Menschen sich alleine an dem Label Antikommunismus bei Solschenizyn erfreuen, ohne mit zu denken,welche reaktionären Ideologien sie im Falle dieses Literaten mit ins 21. Jahrhundert pushen . Die letzte literarisch-historische Glanzleistung des Verstorbenen hat der Lindwurm in seinem Blog “Solschenizyns andere Seite” behandelt.

Solschenizyns Gleichgültigkeiten gegenüber dem Schicksal von Schriftstellerkollegen und den Befreiungsbewegungen in den ehemaligen Warschauer Paktstaaten ist auch ein Hinweis auf seine traumatisierte Fixierung auf (das bolschewisierte) Russland – das seiner Familie und auch ihm alle Previlegien entriss – das “Schwarzbuch des Kommunismus” ist vollgestopft mit Anekdoten aus dieser Schreckenszeit.

Im von Putin und Medwedev gestifteten Pantheon ist Solschenizyn dann wohl garnicht so falsch aufgeboben.

PS:

Nach meinem ganzen Geschimpfe habe ich doch noch eine bedenkenswerte Position von Solschenizyn im Blog Daniel L. Schikora gefunden :

In diametralem Gegensatz zu der Verherrlichung des “militärischen Humanismus” der Neuen Nato, die “Neue Philosophen” wie Glucksmann und Lévy mit einstigen prosowjetischen “Friedensfreunden” Westeuropas vereinte, stand die kompromißlose Ablehnung des Rechtsbruchs der grundlosen Bombardierung Jugoslawiens im Frühjahr 1999 durch Solschenizyn, der unmißverständlich Partei für die Opfer des natoistischen Rechtsnihilismus ergriff:(…)

Eine Position,die sicherlich als integraler Bestandteil der internationalen Interessen Russlands auf dem Balkan zu behandeln ist. Böse Zungen behaupten ja,die Jugoslawienkriege in den Neunzigern dienten der Schwächung sowjetischer Einflussgebiete,die sich dann EU und die USA einverleiben wollten. Spätestens mit der Zerklüftung der serbischen Landkarte ist dieses Ziel erreicht worden,Russland hat dort keine strategischen Partner mit Meereszugang zur Adria mehr. Dass Milosevich,Karadzij und Mladij das garantieren sollten, ist auch eine einzige Peinlichkeit der russischen Einflussnahme. Damit keine Zweifel aufkommen:Die EU mit ihren UCK-Horden war auch nicht viel besser aufgestellt. Ethnische- und religiöse Vertreibung und Mord hatten beide Fraktionen auf ihre Fahnen geschrieben.

references:
Solschenizyn no one knows
SPIEGEL- Interview

sajnálom, na. hogy
máma sem hasad
már tovább
zolika
répa
putyu
garat
vlad
szeklermen
proclet
glória
nándika
zsolt
edó

Lotten skrev igår med anledning av Kjell Swanbergs dödsruna om människors behov, önskan, känsla av skyldighet, … , att planera sitt eget eftermäle. Lotten gör det naturligtvis på sitt eget oefterhärmliga sätt, där hon lyckas blanda allvaret med humorn. Kåseriformen är fantastisk för den som behärskar den. Undrar om Lotten kan hålla en kurs i ämnet?

Hur som, jag tänkte inte så mycket mer kring det igår. Jag försöker själv tänka på att inte leva imorgon utan ta tillvara dagen, Carpe Diem, men det är lättare sagt än gjort i dagens samhälle.

Idag är det min gamla mammas födelsedag. Hon bor på ett hem för äldre och har cancer i sista stadiet. Inga behandlingsmetoder finns längre att ta till, det är numera endast en fråga om tid. För mig och mina syskon är därför tanken på döden, om än inte vår egen så vår mors, egentligen aldrig långt borta dessa dagar. Det plågar mig att den cancerform som hon har är väldigt smärtsam, hon kan inte längre äta vanlig mat och det är väldigt svårt att höra vad hon säger. Hon har tagit till block och penna för att kunna göra sig förstådd.

Vi uppvaktade naturligtvis mamma på födelsedagen med tårtor till henne (och personalen). Det var knappt att hon klarade att få i sig lite grädde från den ena gräddtårtan vilket hon med typiskt galghumor kommenterade på sitt block. Jag är realist och inser att det är nog den sista födelsedag som hon firar. Hon är lika mycket realist och har säkert dragit samma slutsats.

För min mamma var det idag viktigt att ge mig sitt gamla körkort på vilket det foto finns som hon vill ha publicerad i sin nekrolog. Jag har det nu i min väska. Men det kommer sannolikt inte att bli så bra även om jag scannar in det. Vi kom därför överens om att jag ska leta igenom min fars fotografier från 60-talet som jag har fått ta hand om, för att se om jag kan hitta ett fotografi som är bättre.

Då tänkte jag att det kanske låg mer i Lottens inlägg än jag först insåg. Jag borde kanske redan nu börja skriva hennes nekrolog, det är knappast någon tvekan om att det är jag som kommer att få göra det. Jag har ju fortfarande möjlighet att fråga henne om detaljer i hennes liv. Hur länge den möjligheten finns är osäker. Eller så ska jag inte i onödan påminna henne om det annalkande, ofrånkomliga slutet. Inte ett lätt beslut …

Osobiście cenię sobie ludzi z grupy homo universalis. Ludzi o szerokich horyzontach myślowych, cechujących się dystansem do siebie i bieżącej rzeczywistości, obdarzonych poczuciem humoru i zdolnością do autoironii. W szczególności nabycie dystansu i pokory wymaga zgromadzenia pewnego – tak pozytywnego, jak i negatywnego  – doświadczenia życiowego, stąd są to zazwyczaj ludzie w sile wieku. Niestety, zbyt szybko odchodzą, jak odchodzili w ostatnich latach np. Stanisław Lem, Ryszard Kapuściński czy Jan Nowak Jeziorański. Teraz Stefan Meller.

Jestem daleki od często padającej konstatacji, że zaczyna brakować nam w kraju autorytetów. Nikt autorytetem się nie rodzi, po prostu potrzebuje wielu lat, aby się nim stać. Wśród autorytetów są przy tym ludzie pomnikowi, są i przystępni. Stefan Meller należał do tej ostatniej grupy. Nie chciałbym rozpisywać się na temat jego barwnego życiorysu, o tym można poczytać choćby tutaj. Pragnąłbym jedynie wskazać na jego wszechstronne zainteresowania: Meller był nie tylko dyplomatą i historykiem. Był ogniwem łączącym Polskę i Francję – wielokrotnie w życiu spotykał się z nieufnością ze względu na swoje pochodzenie (urodził się w Lyonie), ale pomimo to nigdy nie taił, że obok lojalności względem Rzeczypospolitej szczególne uczucia żywi do Francji. Swoją znajomość tego kraju wykorzystywał w PISM, a w III RP w Ministerstwie Spraw Zagranicznych, a potem przez 5 lat jako ambasador RP w Paryżu. Drugim obszarem zainteresowania były dla niego stosunki z Rosją, co, można powiedzieć, jest z jednej strony typowe dla frankofila, zaś z drugiej – trudne dla polskiego frankofila. Stefan Meller miał jednak potrzebę spojrzenia na wydarzenia bieżące w szerszej perspektywie – jako wieloletni redaktor naczelny miesięcznika Mówią wieki miał po temu dobre kwalifikacje.

Drugą twarz Stefana Mellera znała mniejsza grupa ludzi. Wydawnictwo Czytelnik wydało dwa jego tomiki wierszy – Wszystko na chwilę i Zaledwie minuta. Tytuły odzwierciedlają cechujący Mellera dystans do doraźnych problemów codzienności na tle historii, pozwalający mu na rozróżnienie problemów ważnych od tych, które takimi są tylko pozornie. Wiersze Mellera pozwalają dostrzec autora jako człowieka obdarzonego głęboką humanistyczną świadomością i poczuciem humoru, także wobec siebie. Tę drugą twarz widać w jego fascynacji teatrem – Meller, imając się różnych zajęć, był w latach 70. wykładowcą Państwowej Wyższej Szkoły Teatralnej, a potem prorektorem na tej uczelni. Szkoda, szkoda, że humanizm jest cechą rzadko spotykaną u generacji ludzi zorientowanych na osobisty sukces.

Stefan Meller przez pół roku pełnił funkcję ministra spraw zagranicznych w rządzie Kazimierza Marcinkiewicza, dając się poznać z dobrej strony jako kontynuator dobrej tradycji szefów dyplomacji dużego formatu w III RP, od Krzysztofa Skubiszewskiego (zwanego pieszczotliwie “Skubim”) po Adama Daniela Rotfelda. Podał się do dymisji w kwietniu 2006 r. w proteście przeciwko sformowaniu przez PiS koalicji rządowej z Samoobroną. Był zatem obdarzony także inną ważną cechą męża stanu – poczuciem honoru. Człowiek honoru. Nie świnia, nie cynik, nie arogant.

Cześć jego pamięci.

Język schamiał, to prawda. (…) Chamiał i chamiał, aż w końcu schamiał. Inteligenci w Moskwie też mówią, że jeszcze 30 lat temu mówiło się piękną ruszczyzną, a teraz sczezła. Jurij Lubimow, z którym się zaprzyjaźniłem, olśniewająco cudowny pan, znakomity reżyser, powiedział, że z niektórymi ludźmi nie chce mu się w ogóle rozmawiać, bo jak gębę otworzą i on słyszy akcent przedmiejsko-urzędowy, nie może tego znieść. Przeżył szok, kiedy wrócił z emigracji. Moja żona Ewa także żyła latami za granicą i też jest w szoku. Polska to było dla niej konserwatorium, uniwersytet, Saska Kępa, inteligenccy rodzice, a teraz codziennie zwraca na ulicy komuś uwagę, żeby nie rzucał kurwami. Albo przerywa rozmowę z jakimś nieumiejącym mówić przyzwoitą polszczyzną knurem, który ma się za sól ziemi.

Ja nie mówię: – Lepper musi odejść. W ogóle nie mówię o personaliach. Nie chciałbym uchodzić za inteligencika, który ma muchy w nosie i nie podoba mu się jakieś tam środowisko, to bzdura. Ja tylko z niechęcią myślę o programie Samoobrony – tak dalece elastycznym, że nie wiadomo, gdzie jest. Nie wiadomo gdzie są poglądy. Jest ich tak wielka gama – na życzenie wszystkich – że mogą się objawić także i złowieszcze. A sygnały były. Akceptowanie tego nie jest polityką, jest kpiną. O to mi chodzi, a nie o wielkomiejskie uprzedzenia “warszawki”. Bo skoro mówiliśmy wcześniej, że nie ma nic gorszego, gdy inteligencja milczy, to może nie ma nic lepszego, kiedy inteligencja mówi, co myśli.

Zresztą to, co się dzieje na scenie politycznej, to dla mnie kolejna faza – nie rewolucji, ale polskich porachunków. One co jakiś czas się u nas pojawiają. Rozsądną propozycją – myślę – byłoby surowe spojrzenie wstecz na minione lata. Nie po to, by kogoś stawiać pod sąd, ale po to, by zobaczyć, jakie błędy się popełniło.

Bardzo nie lubię rozmów z osobami, które tkwią wyłącznie w samozachwycie dla minionych 17 lat. Bo pamiętam, że kiedy prowadziło się różne dyskusje i mówiło, że należy uważać z pomijaniem tego czy innego tematu, bo za kilka lat może on zaowocować czymś złym, to odpowiedzi były często dogmatyczno-romantyczne.

Cytaty za: “Król stanie się nagi”.

Wspomnienie Stefana Mellera także w Gazecie Wyborczej.

Jeg har nylig lest boken “Alvheim” (Schibsted) av Arvid Møller, som er en biografi om den avdøde helsepolitiske talsmannen for Frp, John Alvheim. Boken er riktignok skrevet i 2005, så den er jo 3 år gammel, men det gjør den jo ikke mindre interresant av den grunn. Alvheim har vært både elsket og hatet. Han har satt spor i det politiske landskapet. Et spor som faktisk mange av hans motstandere også setter pris på.

Alvheim har ført Frp nærmere sentrum da han har preget partiet med sin respektable erfaring innenfor helse. Kanskje det ikke er strategisk av meg som KrFUer å si følgende men skitt la gå: Alvheim er en mann som rører meg med det engasjementet han viste, derfor fortjener helse-høvdingen denne lille nekrologen fra meg.

Arvid Møller har på en fin måte klart å veksle mellom hans egne skriverier og sitater fra Alvheimen. Dette gjør at boken blir interresant å lese. Selvsagt er det ikke absolutt alt som står der som er like interresant for meg, så det er jo selvsagt at jeg her trekker frem det som er viktig for meg. Ikke overraskende kanskje, kommer jeg til å legge stor vekt på det politiske med Alvheim, og de turene til u-land han tok som hjelpepleier.

- Alvheim

John Alvheim (døpt John Ingolf) ble født inn i en fattig familie på Øygarden, kanskje ikke det første stedet en forbinder med et borgerlig parti som Frp. De to andre jeg tenker på når jeg hører ordet “Frp”, er Carl I Hagen og Siv Jensen. Begge kommer fra oslo. Av flere grunner er det vel ikke så rart at Frp blir ansett som et parti for de i storbyene. Partiet appellerer jo absolutt til forbukerne og de selvstendig næringsdrivende.

Kamp for alkoholikerne
Alvheim engasjerte seg i et bedre liv for alkoholikere, gjennom et kristent “kamerat-klubbarbeid”, og i en periode var han formann i den såkalte “KK-klubben” , (Kristus Kan) på Notodden.

- Det verste jeg hører er uttalelser som at “fylliker har ikke krav på samfunnets støtte”: De som kritiserer , er av den oppfatning at mennesker med alkoholproblemer sannelig får klare seg selv. Dette er en skremmende kynisk holdning som et sivilisert samfunn ikke kan akseptere, var noe av det Alvheim sa om den problematikken. I dag er det Blå Kors Norge som driver klinikken på Notodden.

Han ble innviet til diakon i Ris kirke i Oslo, da han var 19 år. Diakonhjemmet ble hans tilholdssted. Alvheim avslører at han hadde valgt å blitt kirurg den gangen, om økonomien hadde vært bedre og om han hadde hatt artium. Han landet på anestesifaget som sykepleier og ble ferdig utdannet i 1952 som 22-åring. Det fikk stor betydning for Alvheim at han samarbeidet tett med overlege Arne Hvoslef ved sykehuset i Askim.

Til tjeneste i Midt-Østen
Hvoslef fikk John til å ta spesialutdannelse i anestesi, og ga også Alvheim seks måneders permisjon fra tjenesten ved sykehuset i Askim for å reise til Gaza. Der arbeidet Alvheim som oversykepleier ved FN-sykehuset høsten 1958, der de fleste pasientene var sivile palestinere, og noen FN-soldater. Gaza-oppholdet førte til at Alvheim ble mektig imponert over israelerne.

- De var hardt arbeidende, de gjennomførte alle oppgaver de påtok seg, de fikk det til å gro og bygde en stor by midt i Negev-ørkenen, forteller Alvheim i boken.

I 1961 vendte han nok en gang tilbake til Gaza. Da fikk han ikke permisjon så han sa opp stillingen ved sykehuset i Askim. Alvheim kunne forstå palestinernes “frustrasjon og fortvilelse og tilværelsen i flyktningleirene”.
- Men jeg er ikke stand til å forstå deres hat til staten Israel, skal han ha sagt. Kort sagt mente Alvheim at det palestinske folk bare kunne sikres sin egen stat og få fred gjennom at Norge og andre land forhandlet på Israels premisser. PLO var en ren terrorganisasjon i hans øyne.

Alvheim kunne fortelle om en opplevelse som gjorde inntrykk på ham som sykepleier i Gaza:
- Jeg minnes fra min tid i Gaza at en patrulje en dag hadde hentet inn til sykehuset ei åtte år gammel israelsk jente. Hun hadde gått på ei landmine i grensesonen. Jenta var hardt skadet. Vi hadde stående ordre om å overlate tilskadekomne israelere til israelerne selv, fordi faren for likvidering var til stede både i og utenfor leirområdet.

Så ble hun plutselig borte. Vi trålet leirområdet, vi lette etter henne overalt, men hun var som sunket i jorda. Etter to dager ble hun funnet av en norsk patrulje – med overskåret strupe. Det sier seg selv at vi reagerte sterkt på hendelsen. Vakthavende offiser forsøkte å skremme fram ham eller dem som hadde tatt livet av jenta. Alle sivile ble stilt opp utenfor leiren. De fikk hver sin spade for å grave sin egen grav. Synderen ble bedt om å komme fram og tilstå. Selv om palestinerne virket vettskremte, var det ingen som kom med noen tilståelse. Flere palestinske sivile mistet jobben sin etter denne hendelsen.


Fattigdom og ekstremisme
I 1972 dro Alvheim igjen ut i verden for å hjelpe nødstilte. Denne gang reiste han til Bangladesh, der mellom 10 og 15 millioner mennesker var i ferd med å vende tilbake til hjemstedene sine etter en blodig borgerkig mellom Øst- og Vest-Pakistan.

- De grusomme bildene er mange: da vi kjørte fra den sønderskutte flyplassen i Dacca, passerte vi et skogholt der bengalere i flokkevis, barn, kvinner og menn, var blitt halshogd. Gribbene fant raskt frem til stedet, bare skjelettene lå igjen. Noen hadde forsøkt å gravlegge enkelte av de drepte, armer og bein stakk opp av jorda.

Neste dag, på veien mot det endelige bestemmelsesstedet nær den indiske grensen, så vi døde mennesker som fløt i elvene; de var flyktninger som forgjeves hadde forsøkt å komme seg over, eller rett og slett var dumpet i elva etter å ha blitt drept av vestpakistanske soldater. Bruer var sprengt i lufta, ferjene var i en elendig forfatning. Da vi kom til Chittagong, satte vi opp feltleiren som skulle bli vårt arbeidssted i måneder fremover, forteller han.

I Leiren opplevde han noe han aldri kom til å glemme.
- Barn og voksne sto og gråt, det var som et uvirkelig kor av små og store i ytterste nød. Noe slikt som ett tusen mennesker hadde samlet seg utenfor teltet i håp om å få medisinsk hjelp og noe å spise. Jeg måtte klype meg i armen for å være sikker på at jeg ikke drømte.

Samme året, høsten 1972, reiste Alvheim tilbake til Bangladesh. Der opplevde han religiøs ekstremisme på nært hold. Sammen med brødrene Bjørn og Hans Olav Høivik og nederlandske sykepleiere skulle han betjene et sykehus i nærheten av Chittagong. Dette var et svært urolig område, motsetningene mellom hinduer og muslimer var store og konstante, de to gruppene truet hverandre på livet.

- En morgen kom det melding til sykehuset om uro like ved. Jeg reiste dit sammen med Hans Olav Høivik og en av sykepleierne. Jeg glemmer aldri synet som møtte oss: en ung hindu som var spikret opp med seks toms bolter i et palmetre. Han var alvorlig mishandlet, kjønnsorganene var kuttet opp, mannen hadde voldsomme smerter.

Vi prøvde å få ham ned, men folkemengden nektet oss å foreta oss noe. Vi fikk heller ikke lov til å gi ham som var korsfestet morfin for å lindre smertene. Vi ble truet på livet av den opphissede muslimske folkemengden. Mye tyder på at de ville ha gjort alvor av truslene hvis vi aksjonerte. Mannen hang i solsteken fem til seks timer før han døde, forteller Alvheim.

- Det ble sagt at den unge hinduen hadde stjålet ei geit. Den egentlige årsaken var, mener John Alvheim, at han hadde krenket en muslim, står det i boken.

- Vi som reiste til Bangladesh kom til landet for å hjelpe absolutt alle som hadde problemer. Denne gangen fikk vi ikke lov til å ta ned fra palmetreet et menneske som led forferdelig. Dette forskrekket meg, og opprører meg fortsatt, forteller en åpenhjertig Alvheim.

Restriktiv innvandringspolitikk
Han var tydelig opprørt over de mange muslimske statene som ikke har undertegnet FNs menneskerettigheter, og som dermed ikke kan kalles rettstater i vanlig forstand. Spesielt at kvinner og jenter ble sett på som annenrangs i Bangladesh og i flere av disse landene, gjorde ham opprørt.

Å oppleve dette på nært hold i samsvar med det faktum at flere muslimer f.eks i Oslo-området i Norge er alt for dårlig integrert, gjorde at Alvheim følte det riktig å være med i et parti som står for en restriktiv innvandringspolitikk. På samme tid er han glad for at Frp har tatt en utrenskning av partiets helt klart rasistiske medlemmer.

Frihandel
På sensommeren 1974 reiste Alvheim nok en gang ut igjen for å hjelpe, denne gang i Etiopia. To år senere dro han til Libanon å hjalp, etter borgerkrigen som hadde vært mellom kristne, muslimer, palestinere og syrere. Alvheim ble overbevist om at fattige land trengte å få solgt sine varer på det frie markedet for å bygges opp.

Han var svært skeptisk til bistand, fordi han mente at mye av pengene gikk i lommer på korrupte. Også disse tankene er karakteristisk for hans eget parti. (Nå mener jeg da at fattige land trenger både å få solgt varene sine på en rettferdig måte gjennom frihandel, men OGSÅ gjennom bistand. Jeg mener bistand også i høyeste grad både kan virke godt og virkelig hjelper.Bistandsaktuelt.no er en fin kilde her).

Begynte i KrF
Som kanskje ikke alle vet, begynte Alvheim sin politiske karriere i KrF. Både familiebakgrunn og yrkesvalg gjorde det naturlig å engasjere seg i det gule sentrum. I 1967 ble han valgt til formann i Kristelig Folkepartis lokallag i Notodden.

Han ble tidlig kjent som en som snakket “rett fra levra” og tok ofte opp kontroversielle saker. Sammen med partifellen Jan FJelde, klarte han å markere KrF synspunkter, hvor et favoritt-tema var eldreomsorgen. Omsider skulle det gå skeis med KrF-karrieren.

- Jeg vet ikke helt hva eksakt som skjedde i Kristelig Folkeparti på Notodden. Kanskje ble jeg for sterk, kanskje var jeg for fritt-talende og for utradisjonell for mine egne partifeller. I alle fall var motstanden fra mine egne, i mitt eget parti, merkbar, sa Alvheim i boken. Det ble stadig samarbeidsproblemer. På samme tid kunne ikke Alvheim fordra at man blandet politikk og religion i partiet (noe jeg er helt enig i):

- Det jeg kanskje likte aller dårligst i KrF, var sammenblandingen av forkynnelse og politikk på interne møter og samlinger. Jeg har ingenting imot forkynnelse, tvert imot er jeg vokst opp i et miljø der forkynnelse nær sagt var en del av hverdagen. Men jeg mener likevel at politikk er èn del av tilværelsen, forkynnelsen av Guds ord har ingenting med politikk å gjøre.

En åpenhjertig Alvheim forteller også om at han følte seg frosset ut av flere av KrFs medlemmer da han skilte seg. Den stille moraliseringen var til å ta og føle på. Det var med andre ord ikke KrFs politikk Alvheim tok avstand fra. Det var fraværet av medmenneskelighet. Det synes jeg er en tankevekker.

KrF og Frp
Alvheim mente at KrF og Frp har flere gode grunner til å samarbeide, når det gjelder kampen for eldre, for syke, for småbarnsfamilier og minstepensjonister. Det som såret Alvheim mest når det gjelder KrFs forhold til Frp, var at KrF ikke ville ha en dialog om u-landspolitikken,og kom med argumenter som at Frp ikke bryr seg om de fattige pga av at de vil kutte statlig bistand.

- Men kanskje jeg er litt ekstra sår her, siden jeg selv har vært hjelpearbeider i Asia, Afrika og Midt-Østen i fem år – og mener at mitt syn faktisk kan hjelpe de fattige, sa Alvheim til Vårt Land i 1991.

John Alvheim mente at KrF hadde utviklet seg til å bli et sosialistisk parti da han meldte seg ut. Han beskyldte KrF for å ha glemt det gamle idealet om frihet under ansvar. “I KrF var det slik at et sosialt politisk standpunkt var ensbetydende med kristendom. Oftere er det motsatt; en virkelig kristen vil ha mot til å kreve at enkeltindividet tar ansvar selv.

Jeg mener at Norge generelt sett bruker for mye penger på utlendinger, sammenlignet med hvordan vi behandler våre egne svakeste, eksempelvis de eldre. Det er ingen hemmelighet at jeg er skeptisk til slagordet “flerkulturelt samfunn”. Erfaringer fra andre land viser til overmål at det bestandig oppstår problemer når flere kulturer og nasjonaliteter er samlet på ett sted. Slik er det også blitt i vårt eget land. Disse synspunktene er ikke rasisme, men nøktern realisme”, skrev Alvheim i 1990.

Frp mot sentrum
Han var en politiker som var mer fokusert på å finne praktiske løsninger enn på politisk ideologi. Dette resulterte som sagt i at han trakk Frp mer mot sentrum med sitt preg på Frps helsepolitikk (noe som gjør at flere mener det er rart å kalle Frp for liberalistisk). I boken kritiserer han også sitt eget parti, fordi han mente at Frp kunne forbedres når det gjaldt tanken om omsorg for de som er utenfor. Men han var av den oppfatning at partiet hadde endret seg betraktelig i positiv forstand på dette området. Noe som må sies å være hans egen fortjeneste i stor grad.

- Vi har hatt en tendens til å støtte og beskytte kapitalen og dem som har mer enn nok fra før – på bekostning av dem som lite har. Selv om jeg synes at partiet står for en forsvarlig sosialpolitikk, forfekter vi i det meste laget det syn at alle skal være sin egen lykkes smed, ta ansvar for sin egen situasjon og ikke ligge samfunnet til byrde. Dette er vel og bra, men vi må ikke glemme at det ikke er alle som greier det. Vi er også forpliktet til å hjelpe og ta vare på de svake gruppene. Heldigvis har partiet endret seg radikalt i disse viktige spørsmålene, mente han.

Skulle jeg oppsummert boken, måtte jeg nevnt så mye mer, men her er ihvertfall en del av det som var verdt å ta med om Alvheim i denne mildt sagt lange nekrologen. En mann som gikk fra oss i fjor. En mann jeg beundrer fordi han var så engasjert. Et engasjement jeg hittil bare kan misunne.

Jeg oppfordrer alle til å lese boken “Alvheim”, utgitt av Schibsted Forlagene i 2005, skrevet av Arvid Møller.Kommentarer på den gamle bloggen:

Mathias

01.jan.2008 kl.20:28

Martin

01.jan.2008 kl.21:53

Til Mathias: hehe, jeg har hatt mye å gjøre på i julen jeg. Men jeg leser bøker fort og jeg har ikke blitt Alvheim-fan sånn nylig. Jeg har lenge sett litt opp til ham. Det er mennesker innenfor alle mulige partier som har hatt veldig sansen for Alvheim.

Trond

02.jan.2008 kl.23:44

jaj fyren var engasjert, men ikke alltid på en positiv måte. Han var frykltelig dyktig til å forfekte syte kulturen som frp er kjent for.

Laila

03.jan.2008 kl.09:39

At John Alvheim forfektet en sytekultur tror jeg ikke mange er enige i, selv ikke blant hans politiske motstandere.

Trond

03.jan.2008 kl.12:07

Nå har jeg fulgt med på fyren siden jeg startet med politikk og hans såkalte solidaritet kan diskuteres. Jeg aldri sett opp til fyren og mener at han er overdimosjonert til de grader.

Laila

03.jan.2008 kl.12:27

Trond,
At du personlig oppfattet ham slik, lyder mer rimelig, ja, enn at han faktisk *var* slik du beskriver. Du oppfattet jo Martin som å være provosert av Amos Keppler også, du, uten at det forelå noen indikasjoner på det heller

Trond

03.jan.2008 kl.12:35

Tatt for mye møllers traen Laila??
1: jeg oppfattet Martin for å være provesert av Amos fordi han referete til en ordutveksling med ham. Slik jeg kjenner mArtin ( noe jeg har gjort i snart 3 år ) så kom jeg til den konklusjonen.
Nå er ikke jeg den eneste som oppfatter Alvheim på den måten, men det bryr du vel deg lite om.
Men lytt selvfølgelig ikke til folk som kjenenr olitikkens indre liv.

Laila

03.jan.2008 kl.13:09

Trond,
Hadde jeg trodd at du var *den eneste* som oppfattet Alvheim slik, så hadde jeg sagt det, istedenfor det jeg sa:

«At John Alvheim forfektet en sytekultur tror jeg IKKE MANGE ER ENIGE I, selv ikke blant hans politiske motstandere.»

Men lytt selvfølgelig ikke til det som faktisk står. Dikt opp noe helt annet i stedet.

Selv kjenner jeg ikke Martin noe særlig, men sannelig kjente han seg ikke bedre igjen i min fremstilling, enn i din. Så jeg vet ikke hva du vil si.. Synes du jeg burde lytte mer til deg der også, istedenfor til min egen dømmekraft og til Martin selv? Eller hva sier du, O store orakel?

Laila

03.jan.2008 kl.13:12

Det siste henspeiler på Tronds webside, “Tronds Orakel” (for de som eventuelt ikke tok den).

Trond

03.jan.2008 kl.13:43

Vel det er mange kjære perfekte Laila. Du kan jo ta en tur ut blandt folk flest og sjekke det ut.

Det at jeg oppfattet samtalen mellom Amos og Martin som noe annet ser ut til å ha gått hardt inn på deg. Jeg har faktisk snakket med martin om denne saken og forklart hva som jeg oppfattet, dermed har den vært et svalutte kappitel. Men hvis du ønsker kan vi jo gjerne diskutere snøen som falt ifjor.

Martin

03.jan.2008 kl.16:34

Trond: Jeg sa jo faktisk til deg at jeg ikke ble provosert av Keppler da vi snakket om det, så når du fortsatt velger å tro det så begynner jeg å lure på hvilket syn du egentlig har på meg. Ikke stygt ment men dette syntes jeg var litt snodig…

Av og til skriver jeg innlegg som kan være vanskelig for noen å forstå. Innlegg slik som det da jeg siterte “samtalen” mellom meg og Keppler var jo fordi jeg ønsker å vekke ham. Jeg blir oppgitt av at mennesker kan være fyllt med sånt hat. Provosert derimot vil jeg ikke si at jeg ble. Det innebærer nemlig at jeg skulle bli sint, og det klarer jeg ikke å bli over sånt. Oppgitt derimot som sagt..

Trond

03.jan.2008 kl.16:44

herregud hva er det sok foregår her. ja Martinm det var jo det jeg sa til deg. Jeg sa jo i kommentaren at den saken hadde jeg oppklart med deg, så den har jeg lagt død for lenge siden. Jegf forklarte deg også hvorfor jeg reagerte på kommentaren slik jeg gjorde så jeg trodde dette var et tilbakelagt kappitel. hejlpe trøste bære

Laila

03.jan.2008 kl.16:44

Trond,
OK, så nå går du over fra å si at du “ikke er alene” om å oppfatte Alvheim slik, til å hevde at “det er mange” som gjør det. Jeg får notere meg det nye ordvalget, siden meningen jo dermed endrer seg nokså betraktelig. Strengt tatt burde vel den plutselige omformuleringen bare tas for det den er, men… nok om det…

Det pussige er at mitt inntrykk etter å ha lyttet til “folk flest”, er annerledes enn ditt. Jeg henviste dessuten til politiske motstandere av Alvheim her oppe. Det var ikke uten grunn, det heller. Mannen min (61) er nemlig en fhv. aktiv arbeiderpartipolitiker, og han kan fortelle at innen AP-gruppen ble John Alvheim betraktet som en politiker med et stort hjerte. Og det er altså et inntrykk jeg forstår at også “folk flest” har fått av ham.

Derfor er dette som sagt hva jeg tror. Og jeg håper ikke man trenger å være perfekt for å kunne oppfatte ting riktig her i verden.

Du må gjerne forsøke å ta opp igjen tråden “Samtale mellom to verdener” her, ved å slå i bordet med Dagens Nyheter (som at “du og Martin har snakket sammen” siden), men det interesserer meg midt i ryggen. Hva du selv skriver utad, får holde i massevis, så det er det jeg forholder meg til, ikke hva du prater med andre om på kammerset. Jeg stilte deg et spørsmål der, som du valgte å la stå ubesvart. Siden har jeg naturligvis oppfattet det åpenbare, nemlig at du valgte å stilltiende erklære deg enig med meg og Martin. Såpass må du stå inne for, siden du referer til innlegget som “snøen som falt i fjor”. Du er tross alt i stand til å snakke for deg, så det står jo ikke på det.

Til opplysning har en slunken avis (ref. “dagens nyheter”) forresten langt mindre slagkraft når den benyttes til å slå i bordet med, enn all den snøen som falt i fjor, for å si det på den måten. Kort sagt; den saken er udiskutabelt avsluttet, ja, for slik valgte du det selv – der og da, og hver dag siden.

At jeg dermed i ettertid tillater meg å referere til det eksemplet på hvor lett du gjerne tar feil av mennesker, får du i anstendighetens navn jammen tåle. Ikke minst når du selv – uten å gidde å vise til et eneste eksempel på det – sparker en mann som er død og begravet ved å bare slenge ut av deg en replikk om at han var “fryktelig dyktig” til å forfekte en sytekultur.

Martin

03.jan.2008 kl.17:20

Til Trond: Jada, det er ikke noe mer å diskutere =) Det går fint.

Laila

03.jan.2008 kl.22:09

Trond og jeg postet våre kommentarer samtidig, ser jeg (kl. 16:44). Derfor leste jeg ikke hans siste før jeg skrev min. Det eneste jeg har å si til den, er at:

Uansett hva som var *grunnen* til at du Trond tok feil av Martin, så spiller det ingen som helst rolle her. Dette var jo ikke noen anklage, heller, men bare et eksempel på at din oppfatning av andre (av Alvheim også?) kanskje er mindre nøktern og langt mer subjektiv enn du selv innbiller deg, ikke sant. Jeg sier ikke at det *er* sånn, men tillater meg i det minste å si hva jeg tror, og samtidig begrunne hvorfor jeg ikke tror på det du sier.

Kan forøvrig nevne til slutt, at jeg synes din respons på det å bli møtt med velbegrunnede motargumenter, er noget påfallende og barnslig (i likhet med din respons til Martin: “herregud hva er det sok foregår her.
(…) hejlpe trøste bære”).
Bare en aldri-så-liten observasjon herfra.

Trond

03.jan.2008 kl.22:34

Bare et eksempel på min oppfatting av andre?? Herregud vi har aldri møtesog så kan du sitte ehr å dømmme meg på grunn av en missforståelse. Du eier faen ikke mye skam.
jeg svarte Martin på dne måten fordi han har missforstått hva jeg har sagt som jeg også har forsøkt å fortelle deg her en stund. nemlig at saken ble oppklart når jeg snakket med Martin og at den er ute av verden. Det at den skaen ble bragt opp hit i utgansgpunkett sier vel mye om hva slag person du er.
Jeg har drevet politkk i 14 år flere av dem i Telemark. Jeg kjenenr meget gotdt til Alvheim. Det at Alvheim hadde et stort hjerte kan ikke undskylde mange av de tingende han gjorde som ikke var så bra. Hadde du fulkgt med på beskrivelsene Alheim kom med om diverse andre politkkere så hadde du blitt sjokkert.
Dete rmange menensker emd stoore hejrter her i verden, men det undskylder ikked et faktum at målet ofte helligjør middelet. Tipepr du hadde fått inntresante svar oim du hadde snakket med personene som ble offer for bolkeskjømøtet i 94.
Kankje du sitter der oppe emd kunnskap jeg ikke har. Men jeg har vokst opp med familie og mange naboer i helsevesenet. De var ikke like begeistert for denne personen som var de svakeste såkalte forsvarer.
Jeg kunne sikkert ha skrevet e lang kronikk om dette her, men jeg skal ikke ta fra deg troen din.

olec

04.jan.2008 kl.12:16

Alvheim var en fin fyr. Boka omhandler i særdeles liten grad en av hans hjertesaker: Barnevern. Tror det bare er noen noter et par sider .
Alvheims 10 bud for de som kommer i kontakt med barnevernet er jo verd å merke seg.

ALVHEIMS TI BUD:

Ti bud til dem som kommer i barnevernets søkelys:

1. Hold kjeft, alt du sier kommer til å brukes mot deg.

2. Ta straks kontakt med en advokat.

3. Skaff deg en psykolog selv om du er frisk – du kan få behov for det.

4. Ta ikke imot hjelp, det blir tolket som at du ikke klarer deg selv.

5. Ta ikke imot tilbud om plass på mødrehjem. Det er ikke en hjelpeinstitusjon, men en overvåkningssentral.

6. Forlang skriftlig motivering til alle beslutninger som du utsettes for.

7. Påklag alle beslutninger.

8. Ta ikke imot tilbud om plassering i fosterhjem. Du får ikke barnet tilbake.

9. Husk at når barnevernet prater om hjelpetiltak så mener de som regel omsorgsovertakelse eller overvåkning.

10. Behøver du hjelp, bruk venner og slektninger – eller klar deg selv.

Laila

04.jan.2008 kl.13:41

Trond,
Du bør merke deg at ting som taler for eller imot noe, som det konkrete eksemplet jeg viste til, kalles et argument, ikke en dom. Hva argumentet taler for, er at man tar dine fremstillinger av andre mennesker med en klype salt. Hvis det hørtes ut som om jeg slo i bordet, var det altså ikke med en dommerklubbe i så fall. Kanskje var det lyden av et slående argument du hørte?

Forøvrig kunne det ikke falle meg inn å skamme meg over å argumentere.

Laila

04.jan.2008 kl.13:45

olec,
Stemmer det, ja. Han var veldig engasjert der og, Alvheim. Og bare dét sier jo mye om ham.

Martin

04.jan.2008 kl.14:23

Til Laila: Tilgi meg om jeg “maser”, men ville bare informere om at Nicolas har svart deg her: martindrange.abcblogg.no/1198883862_29des2007.html

…fordi den med al sandsynlighed ikke overlever så meget længere.

Ihvertfald ikke hvis man skal tro denne artikel på k-forum.dk

Fornyligt skrev Politiken ellers at et rivaliserende medie snart var fortid, men det ser nu ud af at om ikke andet så ihvertfald kan blive et kapløb for de to om hvem der rammer afgrunden først.

I dag blev det offentligt kendt at det ikke bare er institutionen DR Sporten der lukker, men samtidig at en anden, og hvis i spørger mig en mere betydningsfuld, institution på DR nemlig den elskelige Mik Schacks Hjemmeservice også må dreje nøglen om.
Nu ved jeg at nogle af mine borgerlige bonkammerater vil tordne; Han er da ikke elskelig. Men det vil jeg nu holde fast i. Jeg vil også holde fast i at Mik Schacks Hjemmeservice igennem årene har varetaget en mere væsentlig funktion i samfundet end DR Sporten, vel vidende jeg ved at jeg får sportens minister, Bette Brian på nakken.

Mik Schack har gennem 30 år tordnet mod den forlorenhed og overfladiske holdning som den danske befolkning har udviklet til fødevarer. Han har været en enmandshær mod de indkøbschefer der igennem tiden har vænnet os danskere til at flæskestegen skrumper med 3o% når man tilbereder den, blot for at de kan sælge os den 3.- kiloet billigere. Med nedlæggelsen af Hjemmeservice er denne enmandshær for altid lagt i graven.

Det er yderst beklageligt at en institution der igennem så mange år har udført den samfundsnyttige opgave det er at lære folk at ernære sig rigtigt skal slagtes på besparelsens hellige alter. Sport er i nogen grad fortaler for sundhed og virke, men desværre også i mange tilfælde fortaler for/eller kolportør af budskaber om doping, politiske magtkampe og fysiske kampe mellem tilskuere. Hjemmeservice derimod formåede at kolportere et budskab om at det ikke nødvendigvis krævede steorider, en sportskarriere eller endsige struktureret motion at holde sig nogenlunde rask. Det gode helbred starter der hvor livets opretholdelse begynder; ved den mad vi indtager.

Præcis det budskab forsøger vores egen forbrugerminister Carina Christensen at få igennem. At det ikke er nok med motion men at det i lige så høj grad handler om vores fødevarer. Det er også derfor jeg, trods en vis politisk uenighed med Mik Schack, begræder at hans program lukkes.

Luk bare sporten, drop bare torsdagskoncerterne og fredagsunderholdningen. De produkter udfører lige så meget samfundsgavnligt som McDonalds mad. Men behold Mik og Hjemmeservice. Desværre er det nok for sent….. D R ingen hjemme (længere).