Så sidder jeg her og skal styre skuden igen. Min sidste sammensparede ferie i dette ferieår går på forsvarsforberedelse. Der er 11 dage til, hvis jeg tæller i dag med. Fratrukket en enkelt fridag (påskemandag) og en uaflyselig arbejdsdag (onsdag), bliver det til ni arbejdsdage.Her til formiddag har jeg fået overblik over hvad der skal nås, lavet et skema over temaerne i bedømmelsesudvalgets kritikpunkter og brainstormet på mine første, umiddelbare svar (“Klo er en klaptorsk, en klaptorsk,  en klaptorsk”. Nej, det går vist ikke). Og så er jeg gået i gang med at læse. Afhandlingen altså. Det er lissom ved at være fem måneder siden jeg sidst havde et intimt forhold til den.Men jeg vil ikke have sex med min afhandling. Bare lære den lidt bedre at kende. Måske skal vi bare være venner, nu efter at vi har holdt en pause.Så har jeg aftalt generalprøve med en god kritiker. Ladet to kander the blive kolde. Og har ringet op i børnehaven for at sige at jeg nok fejlbedømte vejret da jeg i morges vurderede at det forlængst må være slut med vanter og - gru! mit moderskab har fejlet - elefanthuer. Jeg håber at de blå læber har fortonet sig på barnet når jeg henter ham ved bussen i dag. 

Så sejler skuden igen. I går fik jeg brev om at afhandlingen er indstillet til forsvar. I samme kuvert lå bedømmelsesudvalgets udtalelse, så det var som det skulle være.

Det er en kæmpestor lettelse. Det har været en lang måned siden udvalget rekvirerede mine transskriptioner og lydfiler. Også selv om jeg i mellemtiden har talt med flere ikke-retorikere og ikke-antropologer som bare overhovedet ikke syntes at det lød  hverken mærkeligt eller bekymrende at udvalget bad om at se filerne. “Nej, nej, det er fordi de synes det er spændende,” var der ovenikøbet en der sagde.

Nu hvor jeg har udtalelsen i hånden, kan jeg afsløre at det ikke helt er fordi de synes det er spændende. Afhandlingen “opfylder stort set alle de formelle krav,” skriver udvalget og fortsætter “(P)å trods af kravene om anonymisering mener vi dog at bilag med udskrifter af interviews, seminarer mv. bør vedlægges en empirisk afhandling” . Det synes jeg godt nok er en generalisering der sparker røv. Jeg er stadig i tænkeboks over hvorvidt jeg synes de har ret i forhold til min afhandling – jeg er ikke kun fornærmet – men at brede det ud til alle empiriske afhandlinger synes jeg nok lige er lidt stærkt.

Men alt det er i småtingsafdelingen. Her er et par udpluk. Skal vi starte med det gode?

• “Afhandlingens styrker ligger i dens interdisciplinære tilgang til problemstillingen, et reflekteret overblik over forskningsfeltet og dens stringente analyseramme, som danner et godt udgangspunkt for forståelsen af de empiriske analyser.”
• “Afhandlingen er et originalt bud på en empirisk metode for den retoriske organisationsforskning”
• “Omsætningen af analysernes resultater til konkret skrivepædagogik samt Dahls metodiske refleksioner over den samarbejdende forsker og aktionsforskning som metode for retorisk organisationsforskning og -udvikling vurderes derimod som yderst relevante og gennemtænkte”

Og det er – behøver jeg at sige det? – ros der virkelig luner. Det er lige præcis de dele af afhandlingen som jeg selv er gladest for. Især fordi det at trække forskning og organisationsudvikling tættere sammen, at forpligte de to på hinanden, er et underbemandet projekt. I modsætning til det andet. Jeps, nu til kritikken:

• “Mere komplekse kontekstmodeller kunne med fordel have været inddraget (fx E.M. Jakobsens inklusionsmodel, B. Bieseckers dekonstruktion af Bitzer-Vatz-problemstillingen, Luhmann-inspireret kommunikationsteori á la N. Åkerstrøm Andersen og L. Qvortrup). KD opfatter originalitet som et grundlæggende retorisk træk, hvilket kan undre i betragtning af retorikkens vægt på imitatio og loci communes. Genbruget kunne bedre forklares som intertekstualitet (fx Fairclough). [med meget mere]“
• “(…) afhandlingens udvalg af forskningsdiskussioner og -resultater er dog ikke i alle tilfælde helt opdateret. Nyere og mere komplekse teorier om organisationskultur (fx Martin), den lærende organisation (fx Schön, Argyris) [og mange flere referencer her] kunne styrke KD’s pointer (…)”
• “Nogle af afhandlingens konklusioner fremstår mindre overbevisende end de kunne pga. den valgte og især fravalgte empiri samt den manglende refleksioner over konsekvenserne af disse (fra)valg. KD kunne dokumentere nogle af sine konklusioner om skriveprocessens rekursivitet ved at analysere skrive- og redigeringsprocesser på mikroplan (…)”

Der er jo lissom noget at komme efter her. Og meget af kritikken er berettiget. Det er ikke fordi jeg synes det er sjovt, eller fordi jeg bare har tænkt mig at lægge mig ned og sige som en dørmåtte. Men altså, de har visse pointer. Ahem.

Hov, nu har vi lige en kommunikationskrise her i stuen fordi Jordbær Marie kun er for piger. Jeg vender tilbage.

… det har bare været en hård start på livet efter skriveriet. Jeg begyndte på mit nye job 14 dage efter afleveringen, sideløbende med at jeg stod for en forelæsningsrække på Folkeuniversitetet. Så sad jeg en aften da det lige var slut, og pustede ud og tænkte, nu skal jeg have et almindeligt morgen til eftermiddag-job som alle andre, men først skal jeg lige lege lidt ved computeren. Så tjekkede jeg min universitetsmail og så at bedømmelsesudvalget havde rekvireret alt mit materiale. Lydfiler og transskriptioner.

Så hylede jeg. Og tænkte at nu afviser de den. Så fik jeg krisehjælp af kloge folk med forstand på etnografi. Så tog jeg mig sammen. Så knoklede jeg om natten i en rum tid (har fuldtidsjob, I ved, og der var lissom 150 siders transskription der skulle anonymiseres). Afleverede det. Uindbundet og uceremonielt.

Så snakkede jeg i telefon et par aftener med alle dem jeg havde forsømt i nu omtrent tre måneder. Så så jeg dårligt fjernsyn.

Og så var det jul.

Jeg får stadig kriller i maven ved tanken om forsvaret (eller rettere, det bliver værre uge for uge), og på dårlige dage tænker jeg stadig at den jo helt stenbombesikkert bliver afvist. Meeen. Mon ikke det går?

Lige nu øver jeg mig bare i at have et almindeligt morgen til eftermiddag-job. Det er der meget at fortælle om, men det bliver ikke lige nu.

Jeg har været så fikseret på min egen navle (den er pæn, det er den altså) at jeg har glemt at bringe en vigtig nyhed og udbringe en champagneskål af de største:

Min kollega, langtidsstudielidelsesfælle og uundværlige sparringspartner Elisabeth Hoff-Clausen afleverede sin afhandling for fjorten dage siden. KÆMPEHURRA!

Den har været et par titler igennem så jeg kan ikke liiige gengive hvad det endte med. Men den handler om online ethos, altså troværdighed på internettet, og efter alt hvad jeg ved (vi har ikke haft det store mod på at læse hinandens afhandlinger, hvilket vores omgivende – og i høj grad fælles – netværk har måttet lide under, for så måtte de jo holde for) er den fabelagtig god! Læs den før din nabo!

Nu ligger korrekturudskriften her på bordet og klar til at blive afleveret. Med et fint lille brev forrest hvor jeg skriver til Korrekturlæserkammerat at hun ikke skal spilde tid på rettelser i kapitel 1, for det skal vist nok skrives om.

OK, jeg ved jo godt at når man skubber et bjerg foran sig bliver det på et eller andet tidspunkt hurtigere at løbe uden om end at bestige det. Men altså. Afhandlingen kan ikke afleveres med en ufærdig litteraturliste eller halve sætninger. Men den kan til nød afleveres med det eksisterende kapitel 1. Det er et spørgsmål om at prioritere sin tid. Og jeg satser stadig på at jeg når at bikse det forbaskede kapitel mens korrekturen er undervejs.

Så her er et kollektivt delmål: De af jer som jeg er på fornavn med og for hvem dette kunne være en relevant oplysning (I ved nok hvem I er): I kan godt sætte næste fredag aften af til rødvin og snacks. Fuck kulturnatten. Så kan I jo ved samme lejlighed se den lejlighed som I af relaterede årsager ikke er blevet inviteret til housewarming for, selv om vi snart har boet der i et halvt år.

Eller sagt med andre ord. Nu er den dag endelig kommet hvor jeg tør tro på en afleveringsdato. I næste uge.

Hvordan jeg har det? Fuld af febrilsk, nervøs energi, hektisk og listefikseret (“har jeg tjekket det, og det, og det?”), underudhvilet og lysfølsom i min egen parallelverden. Når jeg cykler over min elskede Langebro føles det som om jeg svæver i en rumkapsel, sendt herned af kaptajn Spock for at observere de mærkelige mennesker på Planet Earth. Og på trods af jeg nogenlunde rationelt kan se at afhandlingen er færdig eller i hvert fald færdig nok, er mavefornemmelsen at den er helt rå og skeletagtig stadigvæk. Jeg er på en gang helt ude af stand til at læse hvad der står på siderne; og hyperbevidst om alle de huller der helt sikkert er i den; og også om alle dem der nok bare findes i min fantasi.

Og mere mærkeligt er det heller ikke. Nu går jeg ned i Studentercentret og sætter en spiralryg i min egen kopi. Altså den jeg skal bruge som reference når jeg skriver kapitel 1 om på mandag.

Stay tuned

Jeg skylder en opdatering.

• I mandags kopierede jeg omtrent 1.500 sider, satte dem i spiralryg og sendte dem afsted til mine samarbejdspartnere i den organisation jeg har lavet feltarbejde i. Delmål nået! Hurra for mig! Nu venter jeg på at høre dem, mens jeg skal lave de sidste rettelser der ingen betydning har for dem. Nå ja, jeg vil også gerne liige skrive kapitel 1 om, men det går nok.
• I tirsdags forsvandt min dag i en lang personalefrokost om tilrettelæggelse af en ny kandidatuddannelse og ophedede gangdiskussioner om en ny lokaleplan på instituttet der vil putte de ph.d.-studerende og post doc’erne i storrumskontorer (5-10 personer i hvert lokale).
• I onsdags holdt jeg fri og spiste sushi.
• I torsdags deltog jeg i to møder om ph.d.-politik, herunder en såkaldt ‘drøftelse’ af føromtalte lokaleplan. Jeg må blogge om det for sig, for min harme er kolossal og denne post risikerer at ekslodere.
• I fredags skrev jeg sammen med en ph.d.-kollega på et notat der skal overbevise institutledelsen om at lokaleplanen [tilkæmpet ro] må og skal droppes. Vi har ovenikøbet et smukt og godt alternativ der frigører en masse kvadratmeter og giver bedre tværfaglighed – vupti!

Så. Min uge gik faktisk i det store og hele op i lokalpolitik. Er det godt? Mange af mine ph.d.-kolleger er væsentligt bedre til at sidde på deres hænder end mig. Jeg har aldrig været ret god til at sidde på mine hænder. Og det er et mærkeligt tidspunkt at bruge tid på noget andet på.

Men det er godt. For det første fordi det er så hamrende vigtigt. Jeg har før skrevet om holdningen til ph.d.-studerende (og nu også  post doc’ere) her. Bortset fra at jeg snart fylder 35 og ikke længere vil finde mig i at blive behandlet som om jeg ikke eksisterer, har jeg jo opdaget at jeg faktisk elsker universitetet. Og den praksispolitik som udføres her hvor jeg er, er på det nærmeste selvmorderisk. Man er i færd med at sabotere de unge forskeres mulighed for at lave god forskning; i færd med at reproducere celle-kulturen hvor det fineste er at sidde i enmandskontorer (alle fastansatte tildeles naturligvis et enmandskontor i udkastet til lokaleplanen); og allerværst: i færd med at cementere et hierarki som 68-generationen kæmpede for at gøre op med, hvor fastansatte er i øverste kaste og vi andre flere hakker nede, nedenunder det administrative personale og de studerende. Jeg siger ikke at vi burde være i kaste nr. 2, jeg siger at organisationen universitetet skal gøre op med kastesystemet hurtigere end Helge Sander kan sige øf.

 Nå, nu eksploderede jeg alligevel. You know, det er VIGTIGT!

Den anden grund til at det er godt, er at jeg faktisk har følt det som en ferie fra min afhandling. Jeg har slet ikke tænkt på den hele ugen. Nu er jeg klar til at give den fuld skrue igen. Altså, når vi lige er blevet færdige med det der notat.

Jeg har massepostet her til morgen. Det er for at dulme risikoen for abstinenser. Nu har jeg nemlig to vigtige meddelelser:

1. I dag er min sidste dag som lønnet ph.d.-stipendiat, og jeg har besluttet mig for at det skal FEJRES! Champagnepropperne frem – tre år på stipendium (+ en orlov, man skal vel gøre sit for samfundet) er vel overstået! Hurra for mig!
2. I aften tager en afhandlingsskrivende veninde og jeg i sommerhus i det nordsjællandske for at forsvinde helt ind i skriveboblen i fire dage. Når vi lukker ned for de bærbare på fredag sidst på eftermiddagen, er det med succes i maven fordi nåede det vi kom for. Ja, det er så.

Vi skrives ved derefter. Ha det godt så længe.

Update: Det hedder vel strengt taget “champagneflaskerne frem og propperne op”. Eller noget i den dur. Ivedhvadjegmener.

A afleverede sin afhandling til tiden, men hun var egentlig færdig med den et par måneder før afleveringsfristen. Den ene side tog lissom den anden.

B skrev en monografi med en del empiri, men besluttede sig sent i forløbet for at skrive afhandlingen helt om, uden empiri. Og gjorde det. Og afleverede.

C sidder lige nu og skriver færdig. Tiden er løbet ud, sådan med et par barselsorlove der gjorde det svært at få momentum igen. Nu kører det på skinner. Et kapitel lukkes om måneden uden at se sig tilbage. Aflevering om et par måneder.

D skrev en afhandling med artikler, en antologi, men besluttede sig for – da afleveringsfristen var overskredet – at skrive hele afhandlingen om til en monografi på tre måneder. Det lykkedes.

E afleverede til tiden, skrev efter tidsplan det sidste år, ikke så meget fikumdik. Den blev lidt for lang, men tidsplanen skulle holdes, så der blev ikke redigeret mere da afleveringsdatoen kom.

F skrev færdig de sidste måneder med ti timers feberhed skrivning om dagen. 100 sider på en måned.

G var et år væk fra projektet for at undervise og udvikle en ny uddannelse. Skrev derefter færdig over en hektisk periode sideløbende med mere planlægning og undervisning, sov nogle gange på kontoret, væk fra sin lille nye familie.

H skrev en antologi, artikel efter artikel i løbet af ph.d.-en, alle publiceret. Afleverede til tiden – hvorfor ikke? Den var jo færdig.

I skrev hele afhandlingen igennem, fik respons på hele skidtet fra tre kolleger, redigerede alle kapitler med en tættekam over et par måneder.

J skrev afhandling og samarbejdede med en organisation samtidig. Skrev vigtigt dokument for organisationen sideløbende med ph.d.’en. Fik drømme-udviklingsjob i organisationen der har bevilliget orlov til at skrive afhandlingen færdig.

K sidder lige nu og kæmper med kapitel 8 og 9. Kom igang med at skrive otte måneder før afleveringsfristen og har skrevet som en gal lige siden. Skrev de fleste kapitler og troede at de næsten var der. Fik respons og lavede det hele om – men det gjorde det nemmere at skrive færdig, ikke sværere. Lukker kapitler med 180 km i timen inden vejlederne bliver belemret med hele molevitten. Plages skiftevis af angst for ikke at være god nok og desperation efter at få det overstået, pyt med konsekvenserne.

Der er lige så mange måder at gøre det på, som der er uddelte stipendier. Kunsten er at finde den vej der er den bedste for en selv. Faktum er at den vej kan man først se når man står og kigger tilbage på landskabet. Og man VIL gå forkert flere gange, på sin egen måde.

Min søn, der ellers lever under visse tv-restriktioner, må sjovt nok se ret mange ting der ellers ville falde for kvalitetskontrollen, når klokken er kvart over seks lørdag morgen. Omtrent på det tidspunkt sendes der noget bras der hedder Skavumserne. Marius er begejstret. Nu går han rundt og råber “Tro på det!” hver gang han skal cykle, lege med Spiderman eller bare er gået i selvsving.

Bras, ja. Men altså: Tro på det!

Når jeg bliver gammel, håber jeg at udgive mine erindringer under titlen: Hvem skulle have troet det? Om ph.d.-projektet og andre fucked-up planer der endte lykkeligt mod alle odds.

Når jeg møder folk på gangene herude, og de siger: Hvad så, hvordan går det med afhandlingen, og jeg svarer: Pyh, jeg er snart færdig, måske om en måned, så siger de: Jamen du ser jo så glad og veloplagt ud?

I lang tid har sidetallet (eller på særligt nervøse dage: antal ord) været i fokus. Jeg har bidt negle over om jeg nu faktisk har noget og nok at sige.

Nu tror jeg på at jeg har noget og nok. At ramme målet på 200 sider (ca. 230 sider er max) bliver ikke noget problem. For nu at sige det pænt. Så fordi jeg fra dag til dag arbejder forholdsvis lineært, er fikspunktet nu hvilken side jeg står på. I dag fx s. 161. Hvilket vil sige at siderne frem til s. 160 er mere eller mindre gennemarbejdede. Hvor mange sider der er fra s. 161 og frem er ikke så væsentligt. Mit daglige kald er at tygge mig igennem de sidste sider, uanset hvor mange eller hvor få der er.

P.t. 184. Disse resterende sider er stikord, litteraturnoter og fritflyvende argumenter. Så hvis I vil have mig undskyldt: Jeg har lige noget jeg skal have tygget.

PS: Man må faktisk gerne skrive meget mindre end max. Og her vil jeg så komme med den interessante og aldeles ustatistiske observation at det som regel er mandlige ph.d.-kandidater der vælger den korte model på 80-100 sider. Manner, hvor er der et godt forskningsemne lige der! Køn og højniveau-skriveproces.

Denne email tikkede ind forleden fra mit institut:

Til orientering kan proceduren vedr. ansøgning om tilknytning til instituttet ses på hjemmesiden på følgende adresse: http://mef.ku.dk/procedure_postdoc_ansoegninger/ 

 That’s it. Der står ikke andet derudover end et kort hej fra den administrative medarbejder der har sendt den ud. Den er sendt bcc, så jeg kan ikke se hvem der ellers har fået den.

Nu ved jeg da hvad jeg skal gøre hvis jeg vil søge om tilknytning til instituttet. Og det glæder mig da at der er styr på budgetter og vigtige sager som anciennitet og løn.

Jeg kunne bare godt tænke mig at vide om der er nogen her på instituttet der synes at det kunne være fedt hvis jeg blev som post.doc. At jeg laver noget der er spændende og værdifuldt. At jeg ville være en skattet kollega. At jeg kunne tilføre instituttet og universitetet noget som ingen andre kunne. At vi kunne have det skægt og gøre noget godt for verden samtidig.

Begejstring. Samarbejde. Krudt. På tværs. Arbejdsglæde.

For ellers kan jeg sådan set ikke se hvorfor jeg ikke skulle søge et andet sted hen. Om jeg så blev betalt med valsede havregryn og matadorpenge.

Tja. Jeg laver en blog om skriveproces, især min egen. Skriver løst i 1½ år. Går for alvor i gang med at skrive. Og bliver tavs.

Hvad kan jeg sige? Det er ømfindtligt. Jeg kan jo rapportere de hårde fakta (selv om vi godt ved det det med fortolkningen og udvælgelsen, ikke? Vi er jo moderne tænkere):

Jeg skriver 1-2 sider om dagen. Det tager 3-4 timer. Jeg glemmer at holde pauser. Jeg har i de seneste uger stået meget tidligt op for at læse, for når først jeg sidder foran skærmen, får jeg ikke læst grundigt nok.

At skrive denne her tekst føles som at projektere og bygge et enormt bygningsværk med bind for øjnene. Jeg har masser af ting at sige, argumenter at læsse på. Men hvor er jeg henne? Hvor skal denne blok være? Hvad kommer først? Hvad er for meget og hvad er for lidt.

Jeg kan godt lide det. Jeg er bange næsten hele tiden, og jeg har vist lidt problemer med stressniveauet. Men det er en fantastisk fornemmelse endelig at bygge. Og når bindet falder fra øjnene en gang i mellem, tænker jeg at jeg nok egentligt er en meget god konstruktør.

 Jeg har nu 139 sider. Godt 59.000 ord. Heraf er måske halvdelen gode sider. Men måske kun en fjerdel er gode kapitler. Hvis I forstår. Den anden halvdel er en blanding af gode stikord, henvisninger, argumenter i firkantede klammer, metatekst – og beskrivelser fra min empiri.

Afhandlingen må max fylde 100.000 ord.

Jeg mangler altså på en gang meget og lidt.

Jeg begynder at føle mig som en ekspert på området. Det er meget svært at sige når man er opdraget til jysk beskedenhed. Men efter 3½ år har jeg endelig en gang imellem fornemmelsen af at jeg har overblik, at jeg er inde i feltets state of the art, at jeg kan fremføre argumenter som er gode fordi jeg siger det. Det sidste er naturligvis et skråplan uden lige, men forstå mig ret. Det er den akademiske autoritetsfølelse jeg taler om, ikke at være en påståelig idiot.

Jeg tror efterhånden at der kommer til at stå nogle ok ting i afhandlingen. At jeg kan bidrage med noget.

Jeg har identificeret mit drømme-bedømmelsesudvalg. Holder navnene lidt for mig selv, men de er der, og hvor kunne det være fedt at få netop deres respons.

Jeg holder stædigt fast i aflevering i midten af august. Kender for mange der lang tid i forvejen giver sig selv ekstra tid, og så overskrider også den. Vi er alle forskellige – og jeg ved med stensikkerhed at det er en strategi der ikke vil virke for mig. Selv om jeg også ved at en færdig afhandling tre måneder fra nu er mildt optimistisk, for nu at sige det på en afdæmpet måde.

Apropos: Videre til ord nr. 58.927.

Hvis jeg ellers havde nogle faste læsere, er de nok sprunget fra på nuværende tidspunkt. Hvilket man dårligt kan bebrejde dem. Never explain, never apologize, siger de stivlæbede briter. Jeg tænker at det er en dårlig strategi. Omvendt er den lange liste også temmelig trættende. Så her er en kort: sygdom i langdrag, bugnende kalender, ph.d.-kursus, idealistisk bofællesskabsprojekt (hører til i privatsfæren, men det lod det sig ikke gå på af). Kalenderen er stadig på den opsvulmede side, men nu kan jeg igen nå at trække vejret mellem aftalerne.

Siden sidst har jeg lært at virkeligheden i en organisation adskiller sig drastisk fra akademiserede hypoteser. Det er jo italiensk for perlehøns, eller logik for logakker, banal børnelærdom. Hvad man end kalder det, og hvor meget jeg end vidste det i forvejen: Jeg har lært det igen, i praksis.

Jeg snakker i øjeblikket rigtig godt sammen med en organisation der sandsynligvis gerne vil huse mit projekt. Det er superfedt og meget spændende. Men for det første: Deres virkelighed er så uendelig meget mere kompleks end mine rosenrøde, kollaborative, peer-to-peer hypoteser. Og for det andet, og det følger vist af det første: Der er ingen vej uden om etnografien. Jeg bliver nødt til at se hvad de gør. Først bagefter kan jeg intervenere. Faktisk glæder jeg mig til at følge en skriveproces hos dem, og bare observere. Men det betyder jo at min tidsplan er rykket et halvt år igen. Det skal nok gå, men jeg er ikke selv døv for det ironiske i at et procesmenneske som mig, der prædiker rekursive, vidensproducerende skriveprocesser for hvem der gider høre (og for dem der ikke gider), ender med at skrive sin afhandling i de sidste seks måneder af sit ph.d.-forløb. Nå, det er jo ikke en selvfølge. Jeg kan jo bare gå i gang nu. Ja da.

Og så har jeg lært at ph.d.-studerende ikke kan indgå kontrakter med erhvervsvirksomheder. Det er universitetet der indgår sådanne kontrakter. Og jeg har lært at man altid skal bede juristerne om hjælp. KU har faktisk en enhed der tager sig af den slags aftaler. Jurister og det hele. Også for humanister. Enheden hedder Tech Trans – de er meget tjekkede. Blæret logo (men må man det?)

Ph.d.-kurset i Kvalitativ interview hos Steinar Kvale var bare, ja, skidegodt. Gid det havde været mit første ph.d.-kursus, og ikke det sidste.

“If one knows what to ask for, why one is asking, and how to ask, one can conduct short interviews, rich in meaning.”

“A sophisticated theoretical analysis based upon interviews of dubious quality may turn out to be a magnificent edifice built on sand.”

Det er Steinar der siger det. I et manuskript under udgivelse, fyldt med lignende mavepumpere til wannabes og andre håbefulde. Vi skal på ph.d.-kursus om det kvalitative forskningsinterview onsdag til fredag i denne uge, hos Kvale himself.

Jeps, jeg er her endnu. Min påskeferie plus en hel del mere gik med sygdom, arbejdsdage og, endnu værre, feriedage gik op i sofa og generel ynkelighed. Nu læser jeg Kvale, forsøger at holde stresspulsen nede. Og glæder mig uendelig meget til tre dages powerlæring i Århus. Der bliver nok hverken tid til Kvium på Aros eller øl i Pustervig. Det er ok.

Så ligger Christines afhandling på mit bord. Og hvis jeg må være så fri: Jeg kan ikke mindes nogensinde før at være blevet suget ind i en fagtekst fra første linje på den måde. Hvis bare alle akademikere, både de spirende og de voksne, skrev som Isager, ville det være småt med kedsomheden (som jo trives, lad os bare indrømme det). Jeg er beæret over at være ejer af et eksemplar og ven med skaberen af værket.

Lige præcis i skrivende stund er Christine i færd med at få trykt sin afhandling. Så når vi ser hende herude i dag, er den afleveret, stenen faldet fra hjertet og og der er håb for os alle. Verdens største TILLYKKE!!! Det er fantastisk. Jeg glæder mig sådan til at læse den. Nu skal der hviles (dvs. arbejdes på noget andet) og om nogle måneder forsvares. Og mon ikke vi kan finde plads til endnu en fest til den tid?

En bemærkning. Når man som amerikansk (og i andre engelsksprogede kulturer?) er ABD, er man på stadiet “All But Dissertation”. Altså alle kurser, proposals og gedebukkespring overstået, nu skal der skrives afhandling. Eftersom vi danske ph.d.-studerende har ansøgt om et specifikt ph.d.-projekt, er vi på en måde ABD fra første dag. AAB – alene afhandling mangler? Hmm. Det lugter af lange ventelister til kedelige lejligheder i Brønshøj.
Og kunne man ikke mene noget klogt om den linearitet i forskningsprocessen der også tages for givet? Sikkert nok, sikkert nok, nikkede hun uforpligtende.

Snestorm udenfor, og jeg er – miraklernes mirakel – godt undervejs med doktorandpræsentationen. Jeg ville beskrive tankerejsen hvis jeg kunne, men hele arbejdet har været kaotisk. Kan man tale om ‘underblik’ som modsætningen til ‘overblik’?
Nå, det jeg ville lige nu, var at poste et par link i en fart. Når jeg får tid til at sætte mig lidt mere ind i html, og i det hele taget tid, samler jeg de gode websider om ph.d.-processen som jeg har fundet ind til videre. Men her et par stykker med det samme:
Phinished - internationalt diskussionsforum om at være ph.d-studerende. Du er ikke alene…
PhD First thoughts to finished writing - University of Queensland-site, gode råd om hele forløbet.
Og et par blogs: Eating an Elephant, Argumentum ad Ignoratum, The PhD Explosion, Pretty Hard, Dammit, Zelda Piled Higher and Deeper. Du er ikke alene II.

Jeg er ved at lære at finde rundt i blogværket af akademiske blogs. Her en lige højre fra The PhD Explosion:

I have to say I have little faith in the ‘Go forth and research’ approach to supervising. Allowing a graduate student to wander around aimlessly in the depths of research is just stupid. You end up getting shit on your desk. I know this because that’s how I was treated and I’ve handed in plenty of shit because I had no idea what I was doing. And I’ve seen plenty of graduate shit presented.

Mit skænderi med Madame Rhetorica Scandinavica er blevet til en venlig diskussion. Der bliver skrevet.

Jeg vidste jo godt da jeg søgte stipendiet at det ville være svært. Og hvis I vil undskylde den lidt søgte analogi, så er det her lidt ligesom en fødsel, bare uden den sikre viden man har om at det ender med noget godt, det har en afslutning, den skal nok komme. Det gør ondt som ind i helvede. Men hvor fødslen har sit eget ufravigelige momentum – man har sådan set ikke noget valg, så det er bare om at pukle det bedste man har lært, eller rettere lærer, lige nu og her – så kendetegnes ph.d.-processen ved sit selvskabte og derfor også i lange perioder ikke-tilstedeværende momentum. Og jeg kan godt fortælle jer en ting: Hvis ikke der fandtes veer som for pokker tvinger kroppen til at få det barn ud, så ville der ikke blive født ret mange børn. Og jeg kan også godt fortælle jer en anden ting: Det er guddødemig et under at der bliver produceret færdige og fantastiske ph.d.-afhandlinger i den her akademiske kultur hvor det er alene op til stipendiaten selv at skabe fremdrift. Det er ligesom at køre på Christiania-cykel: Det er stort set umuligt at komme over Langebro i modvind med bagage i kassen. Det eneste der minder om en fødsel på den gode måde er denne tanke: Hvis de andre kan, så kan jeg også.

Blokering overvundet, papir skrevet, hurra. Tænk hvad en smule vintersolskin kan gøre.
Delmål for 2006: At sørge for at der til efterårets ansøgningrunde om ph.d.-stipendier her på instituttet er mere end én rasende god ansøgning til et retorisk projekt. Anledningen: De nye stipendier er nu uddelt, og rygtet vil vide at der ikke er en retoriker iblandt. Christine er snart færdig, og Elisabeth og jeg afslutter i løbet af 2007. Hvis ikke der snart kommer en ny retoriker på ph.d.-gangen, risikerer vi at der kommer et hul, og at viden og kollegialitet går tabt. Så nu har vi et forår og en sommer til at nå ud til, snakke med, opmuntre, hjælpe, provokere landets retorikforskere in spe. Alle tricks og stipendier kan bruges. Det er vigtigt!

Så fik jeg endelig opdateret min hjemmeside. På den ligger nu en lille samling dokumenter der repræsenterer min arbejdsproces og mine tankespor. Ikke alene skriftlige tekster, men også stikord til mundtlige oplæg. Tanken er at lægge alt frem, også udkast, altså tekster under udarbejdelse. Og nu kunne jeg så vælge at sige at der ikke ligger nogle udkast lige nu fordi jeg alligevel var for genert. Men det ville være lemfældig omgang med sandheden. Som er at jeg pt. ikke har nogle udkast at lægge frem. De udkast der er, for selvfølgelig er der nogle, er så gamle at jeg selv krummer så meget tæer at jeg ikke kan få de modige sko på.
Oh well. Der ligger naturligvis idealer bag, og med tiden kan jeg måske leve op til dem selv. Det føles dejligt trygt bare at lukke sin dør og pusle med afhandlingen, afskærmet fra kontakt med andre end kolleger der jo per jobbeskrivelsen er interesserede. Men trygheden er blændværk. For det første kunne man jo ske at blive klogere hvis man lod andre kigge med. For det andet risikerer man at blive så meget bløddyr at man slet ikke tåler kritik. For det tredje kunne man jo tænke sig at andre mennesker faktisk var interesserede, også i at læse tekster der ikke er gennemtyggede og rensede for akademiske besværligheder sådan som det fortærskede og temmelig kedelige krav om ‘forskningsformidling’ ellers lyder. Og for det fjerde er det vel på høje tid at den snirklede, snørklede forskningsproces kommer lidt ud i lyset i stedet for at leve skjult i gammel-KUAs otte kvadratmeters kosteskabe. Undskyld, kontorer.

Nu pakker jeg sammen og holder jul. Siden jeg er kommet hjem fra Purdue, er det blevet til: et ph.d.-kursus om retorisk kritik med dertilhørende læsning af kompendium, udarbejdelse af projektbeskrivelse (skamløst genbrug) og synops, og forberedelse samt afholdelse af oplæg for velvilligt publikum uden skarpe tænder; fumlen og famlen; påbegyndt og overhovedet ikke afsluttet opdatering af hjemmeside; brudte løfter om møde med min vejleder (jeg er den troløse); utallige velmenende hensigtserklæringer om møder, ideer, planer for det nye år; én julefrokost; to rejseafregninger komplette, so to speak, med bortkomne bilag; én godkendelse af rejseansøgning til konference i Memphis på min søns fødselsdag. Plus det løse. Det føles ikke af meget, og er det heller ikke. Men nu er det jul.

Fik den absurde idé at lave en helårsplan i stedet for en halvårsplan. Lynhurtigt og lydløst snigmord på al motivation og bobleri, og skævt nok: på overblikket. Fik det straks bedre da jeg slettede juli-december. Og besluttede mig for at udsætte opgaven til fredag. Da skal jeg også indlevere ansøgning om rejsemidler til konferencedeltagelse. Chicago svæver: Korteste ophold er fem dage inkl. flyrejse (som så koster alt alt for meget). Længste og billigste (og dermed reelt det eneste mulige) syv dage. Marius er knap to år, og hans far vil med til the Windy City. Jeg kan næsten ikke holde tanken ud om at han skal være uden os så længe. Memphis svæver: Konferencen begynder på Marius’ fødselsdag. Og sådan bliver privatliv og arbejde til en stor, grødet masse. Nu cykler jeg hjem.