Det är vad jag behöver för att komma på fötter igen. Jag befinner mig för tillfället i en situation som jag avskyr lika mycket som jag älskar. Intensivt kan mitt vardagsliv i dagsläget beskrivas, inlämning, tentamen om två veckor, redovisning, uppsats, hemtenta och två tentor till med avslutande redovisning på det. Min vardag innan jul. Å andra sidan håller mitt liv på att förändras och om jag har riktig tur så kommer framtiden förändras något, nytt boende, nytt liv, ny bostadskamrat? Jag ser fram emot det, det gör jag.

x

LO har nu presenterat några av sina krav inför den stundande avtalsrörelsen, och jag har ingen direkt åsikt om det. En väl fungerande lönebildning kräver att alla parter gör sitt bästa för att företräda sina medlemmar samtidigt som ansvaret för arbetsmarknaden axlas. Detta brukar de svenska parterna på arbetsmarknaden vara bra på.

Men en liten fundering, LO är ju inte direkt kända för att backa upp regeringens politik trots att deras medlemmar har fått avsevärda skattelättnader. Skatteverkets press på hushållen har generellt minskat men i synnerhet har de med låga inkomster fått högre marginaler. Det handlar om 1 000 till 1 500 kronor i månaden.

En vild gissning är att LO inte klarar att matcha Alliansregeringens insatser för låginkomsttagarna (motsvarande en extra månadslön per år), men att vi kan vara säkra på att LO likväl kommer att fortsätta kritisera oss trots att vi i praktiken höjt lönerna mer än något kollektivavtal gjort på… ja väldigt många år (förmodligen decennier).

I dagens Korseld på Svt.se och Aftonbladet.se medgav Lundby-Wedin att hon är villig att driva för såpass höga löner att jobben blir färre. Jag tror och hoppas att hon menade inom ramen för naturlig omstrukturering inom exempelvis industrin, men samtidigt ska man också ha i minnet att det knappast råder någon brist på omstruktureringstryck för industrin.

English version

Det danske velfærdssystem byggende fortrinsvis på skattebetalinger og offentlige udgifter over livsforløbet var dømt til undergang fra begyndelsen. Det viser sig at indvandringen pr. individ fra ikke-vestlige lande koster det offentlige, i sidste ende virksomhederne 2,5 mill. kr. pr. individ i gennemsnit over livsforløbet, hvorimod en dansker kun belaster med 750.000 kr. i gennemsnit. Forskellen er altså en faktor 3,3 gange. Sidstnævnte beregninger stammer direkte fra Børsens referat af Velfærdskommissionens arbejde i artikel 1. december 2005.

Lad den grønne oval illustrere den danske offentlige sektor og den blå den private frie, samhandlende sektor.

Det kan ikke lade sig gøre at forcere udviklingen fra det øverste venstre til nederste strukturelle størrelsesforhold, fordi den offentlige sektor dræner den private sektors muligheder for meget til fornyelse og ekspansion sammen med alle andre omkostninger. Hvis vi ønsker fortsat at have en offentlig sektor i det lange løb af cirka den størrelse vi har nu, skal der ske en reduktion af den offentlige sektor midlertidigt.

Der er ingen vej uden om.

Den røde pil viser den umulige eller den ideologiske vej. De sorte pile viser den mulige vej. Der er ingen andre veje. Sker omstruktureringen ikke meget snart, selvom det nærmest ser umuligt ud under forudsætninger om den øgede internationale konkurrence kombineret med velfærdens voksende finansieringsproblem, der særligt stammer fra den voksende ældreandel og den samtidigt faldende tilgang til arbejdsstyrken plus elitens selvskabte fejlskud til løsning af dens selvskabte fertilitetsproblemer – indvandringen fra Sydasien, Mellemøsten og Afrika, illustreret ved beregningerne i første afsnit – går landet naturligvis i økonomisk kollaps.

Opsving er noget politikerne bestiller – f.eks. via overbelåning af boligmassen eller aktieboblen fra 1990erne. Præcis som med finanskrisen, der er en direkte følge af begge disse bestillinger. Man forsøger at tvinge systemet til at frembringe mere forbrug, end systemet er i stand til. Andet er det ikke.

Jo flere år løsningen udskydes desto værre bliver kollapsen.

Det er ren matematik.

Historien om det danske velfærdssystem

Krabasken er ikke nok

J. E. Vig

Først hed det »Hillerød Sygehus«, så hed det »Nordsjællands Hospital – Hillerød«. Og nu skal det så hedde »Hillerød Hospital«. Navneskiftet betyder dog ikke så meget for den lokale sygeplejerske-formand. Det handler om indholdet, siger hun.

Hillerød: Engang hed det »Hillerød Sygehus«. Så hed det »Nordsjællands Hospital – Hillerød«. Og nu skal det så hedde »Hillerød Hospital«.

Det ny navn er netop besluttet af rådet i Region Hovedstaden som et led i en strukturændring. Nu hedder hospitalerne i nord altså henholdsvis Hillerød Hospital, Frederikssund Hospital og Helsingør Hospital.

Navneskiftet skyldes en ny direktionsmodel med en direktør og vicedirektører i spidsen for hver virksomhed. Det vil betyde ændringer i den øverste ledelse for de tidligere H:S-hospitaler og tidligere Frederiksborg Amt-sygehuse, som har haft den såkaldte Trojka-model med en hospitalsdirektør, en lægelig direktør og en sygeplejefaglig direktør.

Den nye ledelsesstruktur giver de største ændringer for hospitalerne i Nordsjælland, som aktuelt har en fælles ledelse. Der skal fremover ansættes ledelser på hvert hospital. Det er forventningen, at de fælles stabs- og udviklingsfunktioner, der er oprettet for hospitalerne i Nordsjælland, føres videre.

Selve navneskiftet har de lokale sygeplejersker  ingen holdning til.

- Det handler ikke om navnet, men om indholdet, siger Lisbeth Torp Kastrup, der er formand for Dansk Sygeplejeråd i Frederiksborg Amtskreds.

- Der er fordele og ulemper ved henholdsvis en central og en lokal ledelse. Et fælles hospital kan sikre mere ensartede patientforløb, mens et lokalt er tættere på patienterne. Nu får vi altså så lokale hospitaler med afdelingsledelser. Dér må man være opmærksom på, at kvalitetskravene stadig opfyldes, siger hun.

- Det vigtigste er, at medarbejderne bliver taget med på råd og at omstillingen bliver smidig. Vi har netop været igennem en hård omgang for tre år siden, da vi gik fra flere hospitaler til få, nævner Lisbeth Torp Kastrup, og tilføjer:

- Nu skal der så ansættes flere ledere. Her der det vigtigt, at økonomien ikke påvirker det kliniske indhold.
terf

(Frederiksborg Amts Avis, den 5. juli 2007)

English version

Det danske velfærdssystem byggende fortrinsvis på skattebetalinger og offentlige udgifter over livsforløbet var dømt til undergang fra begyndelsen. Det viser sig at indvandringen pr. individ fra ikke-vestlige lande koster det offentlige, i sidste ende virksomhederne 2,5 mill. kr. pr. individ i gennemsnit over livsforløbet, hvorimod en dansker kun belaster med 750.000 kr. i gennemsnit. Forskellen er altså en faktor 3,3 gange. Sidstnævnte beregninger stammer direkte fra Børsens referat af Velfærdskommissionens arbejde i artikel 1. december 2005.

Lad den grønne oval illustrere den danske offentlige sektor og den blå den private frie, samhandlende sektor.

Det kan ikke lade sig gøre at forcere udviklingen fra det øverste venstre til nederste strukturelle størrelsesforhold, fordi den offentlige sektor dræner den private sektors muligheder for meget til fornyelse og ekspansion sammen med alle andre omkostninger. Hvis vi ønsker fortsat at have en offentlig sektor i det lange løb af cirka den størrelse vi har nu, skal der ske en reduktion af den offentlige sektor midlertidigt.

Der er ingen vej uden om.

Den røde pil viser den umulige eller den ideologiske vej. De sorte pile viser den mulige vej. Der er ingen andre veje. Sker omstruktureringen ikke meget snart, selvom det nærmest ser umuligt ud under forudsætninger om den øgede internationale konkurrence kombineret med velfærdens voksende finansieringsproblem, der særligt stammer fra den voksende ældreandel og den samtidigt faldende tilgang til arbejdsstyrken plus elitens selvskabte fejlskud til løsning af dens selvskabte fertilitetsproblemer – indvandringen fra Sydasien, Mellemøsten og Afrika, illustreret ved beregningerne i første afsnit –  går landet naturligvis i økonomisk kollaps.

Opsving er noget politikerne bestiller – f.eks. via øget belåning af boligmassen.

Jo flere år løsningen udskydes desto værre bliver kollapsen.

Det er ren matematik.

14. november 2006 

J. E. Vig