»Da operaen [præmieren] var forbi, og alle var på vej hjem, stod min kone og jeg på foyerens 1. sal med et glas rødvin og nød foyeren, mens vi kikkede ned på de mange festklædte mennesker nede i stueetagen. Hr. Møller passerede os, rakte mig hånden og sagde: “Den er flot”. Jeg svarede naivt: “Tak i lige måde”. Hvorefter han omgående satte tingene på plads: “Forestillingen er flot!” «

Henning Larsens bog: “De skal sige tak! – Kulturhistorisk testamente om Operaen” udkommer idag. Der vil være tonsvis af artikler om bogens indhold, og som en fyldig start er Weekendavisens artikel at anbefale! Det vil helt sikkert være spændende læsning – var selv modelbygger på HLA i netop den årrække hvor skitseringen stod på…så en del af historierne kender jeg måske allerede, haha!

- Køb bogen på Bogpriser.dk (ca. 200 kr)

Ora bem, finalmente perdi a contagem ao número de dias que por aqui já passei.

Nas duas últimas semanas, andei bastante atarefado. Tal como aqui tinha escrito, tive de fazer um projecto sobre a Ryanair, o meu 2º projecto do ano lectivo.

O meu grupo foi composto por 4 raparigas, 2 Espanholas, 1 Polaca e 1 Lituâna. No geral, podia ter sido pior. Trabalhar com Espanholas outra vez, não obrigado. Além disso, o trabalho acabou por ficar pronto a tempo e horas e mais ou menos dentro do que tinha sido estabelecido inicialmente.

Desde a última terça até ontem, foi especialmente complicado, uma vez que a Marta me veio visitar. Acabei por acordar com o meu grupo que trabalhavamos durante as manhãs, das 8h40 até às 11h ou 12h, consoante o dia. Assim, consegui trabalhar e consegui visitar a cidade com a Marta.

Falando da melhor parte, durante esta última semana, fiquei a conhecer sítios muito engraçados em Copenhaga.

Nos primeiros dias, visitamos o centro da cidade. Fomos à pequena sereia, ao palácio da Rainha e às praças mais conhecidas. Nunca fazendo refeições fora de casa, fomos lanchando e tomando café em sítios com pinta e com preços a condizer.

Num dos dias fizemos o mini-cruzeiro de barco pelos canais, para ver a cidade de uma outra perspectiva. No domingo, aproveitando o facto de ser o dia grátis na Ópera, fomos conhecer o majestoso edifício por dentro. Apesar de termos achado que os 350 milhões de euros que aquilo custou foram mal gastos, o mini-concerto de jazz que por lá vimos valeu bem a pena. No mesmo dia ao fim do dia, fomos à melhor confeitaria da cidade, onde pagámos menos de 20€ pelo lanche, um preço muito aceitável . Nessa noite ainda fui com a Marta a Christiania, onde estivemos em 2 bares com música ao vivo. Um deles tinha o nome de “Ópera” :p.

Segunda feira foi dia de prenda de natal antecipada: Napoli, no old stage do The Royal Danish Theater, um edifício muito bonito do século XIX.

Ontem passei a tarde em Malmo que, apesar de ser na Suécia, é parecido com Copenhaga, em ponto pequeno. Ao final do dia a Marta seguiu para o aeroporto e eu voltei para casa.

Hoje foi dia de entregar o projecto em mão. O resto do dia foi passado a arrumar o quarto. Daqui a pouco tenho um jogo de treino (ah, entretanto, a equipa onde jogo pólo disse que não preciso de pagar os 130€ por mês para lá jogar) e amanhã há aulas outra vez!

Det er lenge siden jeg har vært på fototur eller brukt kamera rett og slett, men på lørdag fikk jeg fyrt av endel “nattbilder” i bykjernen. Gøy! Noen av dem er såkalte HDR-bilder, men føler fortsatt jeg ikke har helt dreisen på det. Det krever hvertfall mye etterarbeid i Photomatix for å det til å se ok ut. Samt at jeg har funnet ut at jeg vil stille litt annerledes på kamera neste gang slik at jeg får tre eksponeringer som er enda mer ulike for å få bedre effekt. Usikker på om jeg synes at vanlige bilder er like fine? Hva synes dere?  

Det ble hvertfall mange bilder med kontraster og ulikt lys og fargetoner, slik jeg elsker det. Bli med på en sightseeing da vel?

HDR-bilde

HDR-bilde

Vanlig eksponering

HDRbilde

Vanlig eksponering

Vanlig eksponering. Gjetter dere hva dette er?

HDR-bilde

HDR fra toppen av PLAZA retning nord.

HDR-bilde

HDR-bilde, dog litt uskarpt, men likte spøkelseslooken 

Vanlig eksponering

Vanlig eksponering

Vanlig eksponering

HDR-bilde

HDR-bilde

Vanlig eksponering

Frøkna i action! Fryktelig vanlig

Alle bildene er tatt med Nikon D80 og Sigma 30 mm f:1/4

Während das Jahr sich dem Ende zu neigt, die Tage kürzer und die Indie-Plattenreleases weniger werden, gibt Kopenhagen nochmal alles, um die müden Menschen mit Livemusik zu beglücken. Ein kurzer Überblick über dieses Konzertwochenende.

Ein kalter, aber sonniger Nachmittag auf Staden (Christiania). Wir zeigen einigen Freunden aus Deutschland die „Fristad“ in mitten dieser gegenkulturfeindlichen Hauptstadt Dänemarks; die Bars und Cafés, die schrägen und farbenfrohen Häuser, den großen See in der Mitte, die Pusherstreet, wo nach vielen Jahren das Hasch wieder offen feilgeboten wird – All das, was Christiania zu einer der Haupttourismusattraktionen der Stadt gemacht hat. Umso erstaunlicher ist der jahrelange Kampf, den die Christianitter führen müssen, um nicht auch von der allumfassenden „normaliseringspolitik“ der Regierenden geschluckt zu werden.
Behold jeres ret. Vi vil bare ha’ lov!

Anders Thrane

Später entscheiden wir uns gegen die vegetarische Küche des Morgenstedet und begeben uns schon früh in Operaen, um vorzüglich und billig zu essen. Operaen ist wahrscheinlich eine der schönsten Konzertvenues in KBH, bunt und gemütlich, nur die Überdosis Amy Winehouse, die aus den Boxen wabert und einen einlullt, nervt nach einiger Zeit gewaltig.

Um 21:00 Uhr – inzwischen ist es voll geworden und wir sind glücklich über unsere Sofaplätze – betritt Anders Thrane zunächst alleine mit seiner akustischen Gitarre die Szene, spielt 21 Minuters Solopgang und Nye Sko. Dann kommen zu Kaotikum ein E-Piano und eine Rassel hinzu und zum vierten Lied ist das Sextett dann komplett auf der Bühne. Alle 11 Lieder von der Debutplatte werden gespielt.

Irgendwann möchte Thrane unserer Radioshow das Lied Blaat Lys widmen: „Das geht raus an… ein kleines, ähm, Radio, in ähm… Langby? Ähm, ich versuch mal lieber, nichts falsches zu sagen“, lass uns sagen, dass der Gedanke zählt und nach dem Konzert während unseres kurzen Interviews entschuldigt er sich dafür, das nicht mehr zusammen bekommen zu haben. Schon ok.

Thrane schließt das Konzert wieder alleine mit einem neuen Lied, Sorte Sjæl, und um 22:00 Uhr ist Schluss.

Es ist wirklich erstaunlich, dass dieser Herr noch keinen Plattenvertrag hat. Vielleicht erzählt das viel über die Industrie. Warum sollte sie jemanden signen, der auf Dänisch singt? Nur in der Hoffnung, dass er in vielen Jahren vielleicht, mit viel, viel Glück einen Kim Larsen als Nationalpoet ablösen könnte, und dann endlich Geld einspielt?
Für Thrane war es aber wichtig, die Lieder, die er in den letzten Jahren geschrieben hat, endlich rauszuhauen, einen Schlusspunkt zu setzten und eine neue Periode einzuleiten, und arbeitet schon an einem Nachfolger seiner Debutplatte, der bedeutent dunkler ausfallen soll.

Anders Thrane Myspace

Hinnerk und ich sind am Samstag um 20:00 Uhr zum Interview mit Caspian Christiansen und dem Gitarristen Christoffer Høg von Caspian & The Good Times im Rust verabredet. Zuvorkommend bieten sie uns Backstage-Bier an – Das Rust bezahlt ja eh – und wir haben ein sehr interessantes Gespräch über Szenenangst, darüber, was die „Guten Zeiten“ sind, über Sibirien, Schweden, Eyeliner und darüber, ob nicht alle Gymansienbands die besten Bands der Welt sind.

Caspian Christiansen

Vor dem ausgezeichneten Konzert der Jungs sollten aber Hero Horns spielen. Schon Backstage war der Name Grund für einige betrunkene Wortspiele, Johannes Nidam (halblanges, schwarzes Haar, Long Beach-Truckercap und Holzfällerhemd, ekstrem whitetrashig) und Anders Lemholt lieferten allerdings ein sehr schönes Set. Anfangend mit Lisas House führten sie uns eine Stunde lang durch 12 Songs von Americana über Blues zu Folk und zurück. Diverse Gäste (u.a. Caspian an der zweiten Gitarre und später im Kor und die wundervolle Rebekka Maria) rundeten ein starkes erstes Konzert ab.

Wehrmutstropfen im Rust war der wie immer miserable Sound, wenn man vor der Bühne steht (Heute war für die ca. 80 Leute sitzen angesagt). Allerdings hat sich das Rust perfiderweise auch noch zwei Rauchanlagen aufgestellt, die links und rechts für viel Lärm und wenig Rauch sorgten. Diverses Intervenieren beim Mischer half da auch nichts.

Vor dem Caspiankonzert ging es noch kurz an den Kühlschrank, dessen Inhalt sich schon bedenklich dem Ende zu neigte. Nach dem ersten Song und der frage ins Publikum, wie denn der Sound sei, schalten wir die Rauchanlagen so provokativ wie möglich ab und endlich ist Ruhe, um sich einer Stunde lang dem Klang dieser neuen dänischen Band hinzugeben. Um Mittenacht war es dann vorbei, der Kühlschrank wenig später leer und die Nacht in Kopenhagen entsetzlich kalt.

Caspian & The Good Times Myspace
Hero Horns Myspace
Codroe auf Bandbase

Am Sonntagnachmittag war im Café Under Konstruktion vom Folkets Hus Soliparty für die abgeschobenen Iraker. Folkets Hus ist seit 25 Jahren ein mehr oder weniger besetztes Haus, von woaus Friedensdemonstrationen, und -Aktionen geplant werden, es gibt Proberäume, Künstlergruppen, Radio und vieles mehr. Die Tresenkräfte im Café arbeiten gratis und, nein, Kopenhagen ist nicht Berlin und das alles keine Selbstverständlichkeit mehr in Zeiten der „Normalisierung”.
Heute wurden T-Shirts bedruckt und verkauft, es gab Essen, Tee, Kaffee, Bier und zur musikalischen Untermalung spielten Manges Nargilé auf. Die Band spielt Rembetiko, ein griechische Volksmusikvariante, die in den `20ern aus der Subkultur hervorgegangen ist. Die Lieder sind langsam, simpel und melancholisch. Es werden Missstände aufgezeigt und über die Menschen am Rande der Gesellschaft berichtet. Seit einiger Zeit spielen Manges Nargilé zusammen, die Texte aus dem Griechischen übersetzt ins Dänische, wobei sie darauf achten, trotz eigener moderner poetischen Interpretation, dicht am Geist der ursprünglichen Inhalte zu bleiben.

Manges Nargilé Myspace

Det føles rart, å se små klipp fra Norge her i Bangkok.

Jeg tror det kommer av at alt er så annerledes, folkene, klimaet, maten, trafikken, lydene, luktene. Alt er annerledes, ingenting er likt, lille, kalde Norge passer liksom ikke inn i store, klamme Bangkok.

Men likevel var det fint.

Å se bildene som utgjør fotoutstillingen The Journey, en utstilling arrangert av Louis Vuitton, oppsatt utenfor butikken deres her i nabolaget vårt. Å se bildene, og oppdage at en av fotografene har vært i Norge, han har funnet en ensom hytte i fjellheimen, og han har funnet den mindre ensomme operaen i hovedstaden.

Manat Chanpen heter fotografen, og selv mener han at hyttebildet reflekterer en følelse av ensomhet og isolasjon, mens operaen er majestetisk i sin arkitektur, og representerer et moderne landskap, sterk, men likevel drømmeaktig.

(Les om hele utstillingen her, om du vil.)

Jeg ser på bildene, og med ett savner jeg den norske fjellheimen, jeg savner Oslo,  jeg savner frisk luft og åpent landskap. Og selvfølgelig savner jeg de kjente ansiktene, vennene mine, familien min.

Manat Chanpen ser ensomhet, styrke og drømmer, jeg ser hjemmlengsel.

Men så går jeg videre, jeg ser bilder tatt på stranden på Phuket, jeg ser båter på elva her i Bangkok, jeg reiser til provinsene i nord, ja til og med helt til Seychellene. Jeg drømmer meg bort, og tenker at jeg er heldig.

Heldig som får være her, oppleve noe som er så annerledes, så spennende, leve i en by der det alltid er noe nytt å oppdage, nye mennesker, nye steder, nye ting.

Ja, det føles godt.

Jeg hadde Just like heaven på replay og satt og så en film av landskap fare forbi utenfor vinduet mitt ved sete 37. Norge er egentlig et vakkert land tenkte jeg, da jeg så på trær, fosser, himmel og daler. Ved siden av meg satt Evy Jeanett, og vi var på veg til Oslo. Høstferien var etterlengtet!

Hovedstaden er stor, og jeg føler meg liten. Jeg traff mange nye fine mennesker, drakk mye kaffe, beviste at jeg ikke er særlig flink i Wii, og slanket lommeboka mi drastisk. Det var fine dager, med latter og smil. Selv om jeg gjerne kunne vært der lenger var senga mi god å komme hjem til.

Siluetter er fine, og det er fint å være turister på operaen. Jeg tror jeg poster flere bilder i morgen jeg, i mellom øvelseskjøringen og matteleksene.

Hva skjer for tiden? (:

Mari Boine skal søndag 18.10 ha konsert i Operaen. Dette tror jeg blir veldig spennende! Anbefales på det sterkeste. Denne gangen tar hun med den samiske kulturen til Afrika, det blit joik møter  afrikas kultur til 200,- billetten.

-Taj

http://www.operaen.no/Default.aspx?ID=27184&ProductID=PROD343

http://www.vg.no/musikk/artikkel.php?artid=576864

Mari Boine

The Copenhagen Opera House (in Danish usually called Operaen) is the national opera house of Denmark, and among the most modern opera houses in the world. It is also one of the most expensive opera houses ever built with construction costs well over 500 million U.S. dollars^[1]. It is located on the island of Holmen in the center of Copenhagen. [Wikipedia]

Operaen i Sydney er et velkjent landemerke og et yndet fotomotiv. Drister meg likevel til å vise noen av mine av det fantastiske byggverket. Dette bildet ble tatt om kvelden i 22 tida etter ei forestilling…

Så et par bilder i lite format  tatt fra rundtur med båt.   Mer om Operahuset i Sydney finner du her, her eller her

1. Bruk

En spasertur på opera-taket = insta-frels. Motstanden tilsynelatende fordufter. Det har skjedd en fascinerende avvæpning av argumentene om kostnadene, og at dette er et elite-prosjekt. Det omdiskuterte er blitt akseptert, omfavnet, folkelig. Hvorfor? Kanskje fordi vi har tatt det i bruk. Bruk, erfaring og nærhet ufarliggjør. Vi går en tur på taket. Vi går og måper, sammen. Alle er der.

Er Operaen en slags park? Bygget har blitt noe vi samles på, trives på, slapper av på, og kanskje til og med er stolte av. Å samles i Operaen, for kulturens skyld, er sekundært. Bruk gir positive assosiasjoner i en protestantisk kultur. Vi liker å bruke. Det klinger bra for oss. Bruk gir mening. Vi setter ikke like stor pris på det som er inne – kulturnytelsen. Det blir kanskje for passivt, og gir oss assosiasjoner til metropol, noe elitistisk, noe fremmed europeisk. Noe ikke-norsk. Vi går ikke inn. Vi går på taket. Det er en demokratisk, egalitær, ufarlig øvelse.

Noen bryr seg om det som skjer inne, jmf dagens styr rundt billettsalg. Forskjellen er at alle liker taket. Alle. Fremskrittspartiets kulturpolitikk presenteres i et faktaark hvor et bilde av Operaen pryder forsiden. Kan du si lakmustest?

2. Symbol

Er Operaen allerede blitt et symbol på Oslo? På Norge? Kanskje. The New York Times brukte et bilde av Operaen i artikkelen om Norges økonomiske politikk. Flere eksempler finnes sikkert for den som leter.

Kan timingen med rivingen av Holmenkollen tenkes å spille inn her? Rivalen som står igjen er vel Vigelandsparken. Dog så veldig oppbrukt. New kid on the block.

3. Motstand?

Siste kapittel. Vi er for enige. Antagonisten må inn på scenen (sic). Hvor er dagens motstandere av Operaen?

Folket virker overbevist. Hvem står igjen? Ironisk nok eliten. Det faglige miljøet kan være siste potensielle kilde til opposisjon: Hvor er arkitektene som er misfornøyd med hvordan Operaen ble? Den kritikken ville i så fall føre til den fascinerende vendingen hvor folket står opp mot eliten og beskytter bygget som kun et fåtall bruker etter hovedintensjonen.

(Foto av Mogrin. Creative Commons-lisens)

]]> http://knirk.wordpress.com/2009/01/26/4x-paul-lightfoot-sol-leon/ Mon, 26 Jan 2009 18:00:26 +0000 knirk http://knirk.wordpress.com/2009/01/26/4x-paul-lightfoot-sol-leon/

Hvis du skal velge en danseopplevelse i år, så må det bli Paul Lightfoot og Sol León på Den norske opera. Jeg var der i går kveld og så sesongpremieren, og det var stort. Det er nyskapende og lekent, presist og ikke minst; en visuell nytelse. Tom Bevoort er lysdesigner og hans bruk av lys i blackbox scenografien er helt unik. Og er du i tvil om hvordan et gulvteppe kan illustrere skillet mellom liv og død, så gir Lightfoot/León løsningen; steget Richard Suttie tar til slutt i Subject to change – hvor han lar Victoria Herbert bli igjen i døden – ga frysningen på ryggen. Sammen med Bachs Air ble det mitt høydepunkt. Og så Gertrude Steins dikt If I told him: A complete Portrait of Picasso da! Se her:

http://www.youtube.com/watch?v=PtwyldGk8yo

Paul Lightfoot sier han er inspirert av teater og liker å fortelle gjennom dansen. Det merker jeg, og det liker jeg som den fortellingsfreaken jeg er. Mmmm………………………deilig!

Dagen har gått og den har vært lang, men meget interessant.

Hele dagen har gått med til markedsavdelingsmøte hvor vi har diskutert planer for 2009. Alltid noe å gjøre.
Dette møtet tok vi på Gabels Hus i Gabelsgate og der fant vi et koselig hotell med ypperlig service. Lunsjbuffeen var meget god.

Etter en lang dag der spiste jeg middag på Argent på Operaen. Det ble en hyggelig overraskelse.
Nå er jeg vel hjemme og lar maten fordøyes i fred og ro mens jeg sitter her og venter på at senga kanskje er noe å overveie:-)

Jeg har etter å ha kikket på denne linken fått opp øynene for HDR-fotografering. Hadde aldri prøvd dette selv, men fikk testet litt nede ved operaen i Bjørvika i fantstisk fotovær i går. HDR-fotografering vil si at man legger tre eksponeringer (eller flere- det velger du selv) oppå hverandre. Kamera stiller selv inn tre forskjellige hvitbalanser som lagt oppå hverandre blir “HDR”. HDR gjør bilder som i grunn er litt kjedelige spennende, spesielt skyer. Bildene ser riktignok litt unaturlige ut, men blir stilige og effektfulle for det.

På mitt Nikon D80- kamera heter knappen du trenger for å stille inn “bkt” (bracketing). Jeg valgte 3 bilder oppå hverandre (Innstilling: 3F og 1.0 ved å skru på begge kontrollhjulene). Denne funksjonen passer bare på de manuelle innstillingene på kamera. Videre må man inn på menyen under “Custum setting menu” og under punkt 13 stille inn på “WB bracketing” fremfor den vanlige “AE and Flash”).

Å ta bilder med mitt kamera var kjempe enkelt siden kamera selv tok alle bildene på likt og på samme måte som å ta vanlige bilder, men vet at på eldre modeller må holdes lengre mens den knipser, noe som dermed fører til endel bevegelsesuskarphet. Da kan stativ være en fordel, event kjøpe en D 80

Etterpå setter man de 3 bildene sammen i et program som heter “Photomatix pro”. Denne linken forklarer ganske godt hvordan dette skal gjøres. Om man er usikker på innstilingene på “Photomatix pro” kan du titte på denne linken.

Dette er som sagt mine første bilder så jeg trenger litt mer øving på innstillinger, men dere kan få en titt for det:

Vi kan jo late som dette er bilen min som ble lufta på søndagsturen:

Brukte ellers:
Manuell funksjon= M
Polariseringsfilter, skrudd på det mørkeste
Spotmåling (for å måle lyset)
Iso=100
Hvitbalanse= sol
Og stort sett blender/ F: 9 eller 10
Undereksponerte bildene med – 0.3 siden det var veldig lyst.

Klokken var 5, dagen var fredag, og her satt jeg hjemme alene, med planer om å stikke til Cathrine på vors. Så ringer telefonen. I andre enden er Mette som spør om jeg vil være med til Oslo og feste på Operataket. For de som ikke har fått det med seg, var det feiring av den nye ekteskapsloven. Jeg kan gifte meg, ja ikke bare inngå partnerskap. Og det liker jeg ved loven, at jeg kan si jeg har lov til å gifte med
Uansett, nå snakker vi om fredag!

Siden jeg er blitt en slik positiv sjel, så ble jeg med, for å glede mennesker. Og gratis tur, hvorfor ikke? Noen timer senere står man på taket, klar for feiring. Mange mennesker, fine taler, flinke sangere og kjentfolk både her og der, og vi er på Elsker (ja, det ene skeive utestedet i vår kjære hovedstad). Litt alkohyler påspandert, og man finner ut at man vil til Halden og avslutte kvelden der.
Men den gang ei! Adrians store overbevisningsevner fikk meg til å bli, noe som førte til “Rett inn bar”, dansing til Madonna, Grandprixlåter og Maria. Mye gåing, mer alkohyler på byen, enda mer gåing, så en tur innom på et nach før jeg alene gikk hjem til Adrians leilighet, med et par morsomme bilder på veien. Dagen etter ble brukt til å hilse på herlige mennesker i Pedagogstudentene før toget førte meg hjem til en litt mer ryddig hybel enn på en stund og et maraton av “South of Nowhere”. Søte tvserien.

Alt i alt, livet er egentlig ganske så fint for tiden. Selv om mennesker kan smile mer

Jeg trenger noen tips til ny musikk. Give me something great please!

Some of the photos shot during my stay in Oslo.

Operaen

Naked bodies in the Vigeland sculpture park

By clicking the photos above you’ll find additional photos uploaded to flickr and Panoramio. On top of that there are some photos available at Picasaweb and Facebook.

- endda uden så meget som at blinke – han fremturer oven i købet. Det vil sige, at det nu er umuligt at træffe bindende aftaler med Københavns Kommune. Via 180Grader:

Miljøordførerne fra Venstre og de Konservative annoncerede i går, at de er villige til at bruge det såkaldte landsplansdirektiv, der giver Folketinget ret til at overtrumfe landets kommunalbestyrelser i sager af “større betydning”. Direktivet skal bruges til at sikre parkeringspladser under det nye skuespilshus i København. Men truslen om at tage direktivet i brug, får københavns miljø- og teknikborgmester, den radikale Klaus Bondam, til at fremsætte en modtrussel, skriver Politiken.

Bilhaderen Bondam slår til igen – stod det til ham, skulle vi vel alle – uanset køn – køre rundt på damecykler, når vi vil i byen i København – ligemeget hvor vi bor. Og selvfølgelig bakkes han op af liste Ø, F og S i borgerrepræsentationen. Den mand – og den borgerrepræsentation, for den sags skyld – er en katastrofe for Københavns infrastruktur. Bondam skulle have holdt sig til at lave stand-up – det dur han heller ikke til -  men det har i det mindste ikke direkte indvirkning på et par millioner medborgeres daglige tilværelse.

Socialister og radikalere gør, lige hvad de har lyst til, og skider generelt på Grundlov (3F og stilladsarbejderne – og de autonome “antifascister” for den sags skyld) og aftaler (som indeværende). Med “moralen” som begrundelse. Det må være en virusepidemi som angriber venstreorienterede hjerner. Er der nogen som har et hus til salg i Jylland? Så er jeg interesseret. Gerne på landet.