Jeg er vild med prikker – og striber – og en ganske bestemt lyseblå – og rødt som kontrast.

Så det er jo næsten forudbestemt, at jeg skulle blive helt og aldeles forelsket i Greengate’s stel her.

Sikken et have-tebord man kunne smække op her!

- og så kan jeg jo ikke “tage”, hvis det hele bliver for strømlinet – så den spraglede quilt og den rødstribede tekande ville være ideelle til at “bryde” … 

Lidt nyt – og lidt “anderledes” – haveinspiration kunne være de nye krukker fra Cane-line.

Især de flettede ville passe smukt ind i mine øvrige materialer og former i krukkehaven.

- og så har jeg forelsket mig i Helle Nørby’s belægningssten med motiver. Der skulle ikke mere end en enkelt eller to ned i en belægning hos mig – men disse guldsmede er jeg altså vild med.

Ved vores franske sommer”residens” passerer vi gennem en lille skov på vej ned til vandet – og på de 300 meters penge er der ligesom en lille dalning – hvor guldsmedene jager. De er kæmpestore – nogle har vel et vingefang op mod 30-40 cm og en stillestående og strålende solskinsdag glitrer de som kæmpestore juveler på vinger. Det syn er i dén grad forbundet med sommer for mig – og derfor kunne jeg rigtigt godt tænke mig at træde på en lille guldsmed dagligt – og tænke på mit helt private sommerparadis!

Jeg har haft spenderbukserne på og smidt om mig med det meste af 150,-!

For denne formidable sum fik jeg et par nye, lækre pudebetræk til udelivet, 4 handy håndcremer af det lækreste mærke til de ru havehænder - en stor Dr. Ingrid pelargonie – og en lille sjov og smart knage til mit nye plantebordsmiljø …

Friske og lækre farver – som man bliver glad af i solskin.

Vejret har overrasket på det mest positive – og jeg har også været omkring biblioteket og fyldt kurven med masser af haveblade og store lækre bladrebøger, så nu tror jeg at det er tid for en slapper …

Aalborg bliver da sat på  “den gode smags-landkort”.

Nyåbnet er “Fandanko” – delikatesse- og gourmetforretning, som ifølge artikel i ét af lokalbladene vil bestræbe sig på at levere “ærlig føde”.

Ifølge samme artikel omfatter menukortets “Take Away”-udbud, f.eks. en tapas-servering med rigeligt til 2 personer til 179,- eller som noget helt nyt: en tag-med-brunch med tomat- og mozarellasalat m. basilikum, parmaskinke m. melon, ristede brunchpølser, amerikanske pandekager m. ahornsirup, Fandanko’s æg i panchetta, nybagte croissanter, frisk frugt, yoghurt m. müsli og Fandanko’s nybagrte brød – hele herligheden for 148,- med rigeligt til at mætte 2 personer …

- så kan man vist godt selv lige overkomme at sætte vand over til the og kaffe?

Desuden ligger “Fandanko” ikke inde i midtbyen, men på én af indfaldsvejene, den gamle Gug-vej, som er bekvem for os der bor i det nære opland – og sidegevisten er ydermere masser af fri og lettilgængelig parkering.

Jeg tror godt, at “Fandanko” kan vente besøg af mig ved lejlighed!

Da jeg var ovre hos Liselotte i går, så jeg de kæmpestore zinkbakker som Kenneth har købt til hende – og det nye væksthus – og jeg kunne med det samme se, at de var helt og aldeles herlige og multi-anvendelige (de er nemlig virkeligt store).

De kan bruges til alt mellem himmel og jord, jeg nævner i flæng – at sætte potter fra på når de er vandede og skal dryppe af – eller bare samle planter i store grupper – eller med lidt vand i som fugle og/eller fodbad – med et par blomstehoveder i. Eller ved festlige lejligheder med en ton fyrfadslys i og placerede et par strategiske steder i haven …

Liselotte mente at de var købt i Rema, så vi var inde omkring den lokale, som vi passerede på vej hjem – og sandelig, der stod et par stykker.

Af én eller anden totalt tåbelig grund, så tog jeg kun én – og allerede da vi kom hjem kunne jeg da med det samme se, at det var for lidt.

Heldigvis brokkede jeg mig højlydt – over mig selv – så da husbond kom hjem for lidt siden havde han én mere med.

Hvem siger så at brokkeri er formålsløst?

Jeg er jo sådan en slags “deerhunter” i og med, at jeg er glad for hjorte-motiver – og har et par stykker rundt omkring i hjemmet efterhånden. Det er som tryk på en dug, et spraymalet (kunstigt!) hjortehoved på væggen, en fin lille flaskeprop og et par knager.

Forholdvis diskret altsammen, vil jeg påstå …

Det kan man til gengæld ikke sige om kalorius herover – det er en wall sticker – og den er 92 cm høj og næsten en ½ meter bred – mon ikke den kunne styre ens lyst til hjortemotiver – godt og grundigt!

Han fås her – hvis der er nogle der har lyst til at lægge hjem til …

Forleden omtalte jeg en ny “interiør”-butik i Aalborg – og i fredags opdagede jeg, at en gammel kending – næsten institution – lukker.

Det er butikker med meget forskellig stil – “Inside Living”, hvis ejere så vidt jeg er orienteret, står bag “Villa Collection“, er/var helt bestemt en “tingeltangelbutik” (husbonds navn for butikker med meget og meget pyntet pynt), men alligevel et sted hvor man indimellem fandt endog meget lækre sager.

Der var betragtelige prisnedsættelser på hele butikkens sortiment – og jeg må tilstå at vi (også husbond!) lod os friste (mere om det måske senere) – men én ting fik jeg ikke.

Inde i gårdhaven stod et skab – meget lig det her ovenfor fra Zanz.dk, nedsat fra omkring 9.000,- til knapt 2.000,-

Det var solgt – og det var nok også for stort og ikke mindst for højt til mine lavloftede stuer – men hvor ville jeg gerne have haft det – tal lige om et røverkøb dér …

Som sagt var stilen i “Inside Living” til den pyntelige side – men det står jo altid enhver frit for at plukke – og nedtone – hvis det er ens inklination.

Hvis ikke butikken genåbner på en anden adresse, så kommer jeg helt sikkert til at mangle den – om ikke andet så som inspirationsgiver.

Zanz.dk synes imidlertid at være i samme stil – så måske findes der nogle butikker her i nærområdet, som fører produkter herfra …

Jeg gjorde et nyt bekendtskab i går da jeg endnu en gang var på gavejagt.

Det er forretningen “Kalejdoskop“, som er en lækker, lille fornyelse i Aalborgs udbud af “interiør-butikker”.

Ny og ny – det er den vist forresten ikke, men af én eller anden grund er den altså forbigået min opmærksomhed – jeg har nok set den før men  i går var første gang, jeg gik ind.

Forretningen har en “børneafdeling” – “KalejdoskopKids” – og her blev jeg selvfølgelig trukket hen som af en magnet. Ikke fordi jeg længere har børn i “målgruppen”, men fordi farverigt, glad og nåja, barnligt, design altid tiltrækker mig.

“Kalejdoskop” forhandler “Anne-Claire Petit“, strikket legetøj er det vel nærmest – og jeg er vild med det!

Babushka’erne herover kunne jeg købe mig fattig i.

- og disse elge – de er da slet ikke til at stå for?

Anne-Claire er selvfølgelig hollandsk – der er nu noget særligt over de hollandske designere – noget legende og en udpræget tendens til kontakt med “lege-barnet”, så det er lige op ad min boldgade …

Rundt omkring, er jeg sommetider stødt på nogle japanske inspirationsbøger.

Jeg tror, at Liselotte har omtalt nogle af dem et par gange og måske er dem Anne nævner også herfra - og Yvonne Eijkenduijn fra Yvestown, sælger dem ligefrem.

De ser altså fristende ud og det samme gør hjemmesiden – skønt man jo altså ikke forstår et pluk …

Det får nok komme an på en prøve – måske skulle man ud i noget (japansk) selvforkælelse?

Min interesse for at fotografere er, som flere gange nævnt, nyfunden.

Havde man spurgt mig for et år siden om jeg kunne tænke mig at begynde at dokumentere livets små og store tilskikkelser, i billeder, havde mit svar været et blankt – ja, endda rungende, nej!

Det er imidlertid sket det, som sker for mange bloggere der begynder at tage billeder, at der er noget næsten bevidsthedsudvidende ved at begynde at se verden gennem “en kameralinse”.

Man lærer bogstaveligt talt at se verden “in a grain of sand” – “i et sandskorn”. Akkurat ligesom det lille barn som fascineret kan sidde og iagttage mariehønen eller dugdråben på blomsterbladet i lang tid…

Gennem denne nyfundne interesse har jeg også fået åbnet øjnene for dygtige, professionelle fotografer – fået en interesse i at “se”, hvad det egentlig er de kan.

Således f.eks. fotografen Mikkel Vang, hvis billeder herover, i mine øjne har en ganske egen blødhed og varme. Jeg troede ikke jeg brød mig om gult og lyserødt – og da slet ikke sammen – men Mikkel Vang forener netop de to farver i billederne herover med en nærmest “rokoko-agtig kvalitet”. Man kan næsten se Marie-Antoinette bevæge sig rundt i scenerierne.

Jeg har også netop bestilt en bog på biblioteket, om den legendarisk dygtige Annie Leibovitz‘ fotokunst. Leibovitz’ portrætter har en hel unik dybde – og stoflighed – som bringer mindelser om malerkunstens gamle mestre som Rembrandt og Vermeer, som virkelig kunne gengive et stykke fløjl, silke eller skæret i en perle på et lærred.

Efter at have læst gode anmeldelser og set bøgerne meget positivt omtalt på flere blogge – har nu også jeg bestilt “Kernesund familie – sådan” og “10 år yngre på 10 uger“.

Der er helt sikkert gode råd, som det ikke skader at efterleve. Om jeg kan – og vil – efterleve hele “filosofien” er nok tvivlsomt, men jeg har mange gener af laktoseintolerans og allergi – og det forekommer mig rimeligt, at nogle af disse gener kan minimeres eller måske helt fjernes, gennem kostomlægning.

De to forfattere Ninka-Bernadette Mauritson og Thorbjörg Hafsteinsdottir, som hver især er levende reklamer for deres egne livsstils-idéer (se herover og herunder), har nu sammen udgivet bogen “Kernesund mad – som forvandler familien på få uger“, så den må nok også i “bestillingskurven” …

Lidt inspiration til udelivet, har jeg hentet hos “House Doctor“.

Jeg var på udkig efter forhandlere af House Doctor’s rengøringslinie, da jeg faldt over deres katalog med den dejlige inspiration.

 Billeder – lige til at flytte ind i – eller rettere: ud i …

Måske er det fordi de sidste dages vejrlig har sat mig i “feriemode”, men jeg kom lige til at tænke på én af mine yndlingsbutikker i Frankrig, “Oliviers & Co.“

Det er Nantes-butikken jeg “bruger” – og den er et El Dorado for en olivenelsker.

Det er jeg, olivenelsker, og det er jeg i seriøs grad. Jeg kan lide næsten alle slags – både som snacks, tilbehør og ingrediens i andre retter. F.eks. er oliventapenade en delikatesse uden lige, synes jeg. Olien, og det er vel næsten unødvendigt at sige,  er nærmest uundværlig i det køkken de fleste af os “praktiserer” nu om dage - og iøvrigt noget af det sundeste fedtstof man kan indtage.

Jeg er imidlertid godt vant - både fra “Oliviers & Co.” og fra mit franske søndagsmarked, hvor der er en flere meter lang bod – også udelukkende med oliven og olivenspecialiteter. Det er fast rutine hver søndag formiddag, at købe oliven til den kommende uges apéritifs.

Derudover synes jeg, at oliven – både frugter, plante og blade – er fantastisk dekorative.

Så er der hudplejelinier, som er baseret på oliven, som også er uhyre delikate.

Hos “Oliviers & Co” har de det hele, foruden f.eks. trøfler og “boulangerie et confiserie” (bagværk, slik og marmelader).

Der findes en butik i København og på dennes hjemmeside, ser jeg til min store glæde, at de snart åbner en webshop.

Jeg har besvær med, her i Aalborg, at opdrive de små lækre nicoise oliven i dén kvalitet, jeg er vant til fra Frankrig – så det kunne være dejligt om de indgik i “Olivenkompagniet”s sortiment og kunne bestilles over nettet.

Der er ikke så længe, som der har været, til at ferietiden for alvor starter …

Mange – og heriblandt jeg – er derfor nok i det stille ved at forberede årets rejser.

Jeg faldt i dén forbindelse over en rigtig god elektronisk udgave af “Turen går til …”

God fordi, den tilbyder helt nye og aktuelle oplysninger om udstillinger, arrangementer m.m., som de trykte i sagens natur ikke kan og fordi der er en række gode forslag til spisesteder, shopping o.s.v.

Mit “feriekoncept” er jo at opsøge steder som “virker” for mig og vende tilbage hertil – gang på gang. Derfor har jeg ikke brug for alle de traditionelle turistoplysninger om stedet – dem kender jeg, sommetider bedre end de er beskrevet i  de almindelige guides.

Dét jeg har brug for er ny inspiration  -  og det fandt jeg på hjemmesiden her.

Jeg har tjekket Amsterdam og London, som er et par storbyer jeg kender henholdsvis som bagsiden af min egen hånd og nogenlunde godt – og begge mini-guides havde gode adresser som fluks er røget i mine egne håndskrevne guides over de to storbyer …

Jeg tror, at der omsider og for alvor blæser nye vinde.

Jeg tror, at det ikke varer så længe inden den gode smag ikke længere blot er synonym med det der er dyrt og trendy – men i lige så høj grad med det der ved køb og konsum, kan bevare hvad min husbond kalder “den gode smag i munden” hos forbrugeren.

Det gælder både hvad vi i bogstaveligste forstand putter i munden – og hvad vi omgiver os med.

De to dejlige bloggere, Madame og Valdemarsro, er blandt meget andet, gode og inspirerende formidlere af et fokus på sund(ere) livsstil baseret på gode råvarer. De to er simpelthen gode til, at få bl.a. mig, til løbende, at tage op til revision hvad jeg egentlig smører på og ud over såvel mig selv som mine nærmeste omgivelser.

I går havde jeg mine to dejlige unger som medhjælpere til at gøre rent og lade sollyset få fri adgang til at spille i renere flader herinde.

Bagefter var mine hænder fuldstændigt udtørrede, næsten udpinte – af rengøringsmidlerne som blev brugt til formålet og som jeg dels udsætter det dyrebareste jeg har ” i mikro-perspektiv” for - mine unger og efterfølgende udsætter det dyrebareste vi allesammen har “i makroperspektiv” for - ved at  hælde stadset ud i naturen.

Nu er der jo intet som helst nyt, man fristes pga vejret til at skrive: under solen, i disse betragtninger – intet som helst!

For mit vedkommende ligger det nye i, at begynde at tænke alvorligt over hvad jeg så kan gøre.

Jeg tror, at et godt bud på det er nogle af de originale franske sæber, som jeg i forvejen ynder. Jeg bruger med glæde “Savon de Marseille” i både fast og flydende form – i første omgang vel valgt p.g.a. duftene – men den ældgamle fremstillingsmetode sikrer også en høj grad af “naturlighed”.

Ved gennembladring af et par ældre numre af det norske tidsskrift, “Vakre Hjem & Interiør” faldt jeg over en artikel om “Rampal Patou“, hvis produkter alle angiveligt er baseret på 100% naturlige vegetabilske ingredienser: mandel-, oliven og palme-copraholie og naturligvis uden konservering, farve og parabener.
Produkterne forhandles bl.a. hos “La Drome“ og fås både til personlig hygiejne i form af kropssæber i fast og flydende form, og til “husholdningshygiejne” i form af flydende rengøringsmiddel til køkken, toilet m.m. og sæbepailetter til maskinvask.”

Man kan ikke købe alt hvad man ser – og i går var øremærket køkkengrej, bl.a  2 store Pillivuyt (salat)skåle som Salling helt tilfældigt havde med i deres “Rivegilde-tilbud”.

Det var imidlertid også lidt fristende med den store tilbudsø med Susse Volander’s Chicklings, som var sat ned fra 499,- til sølle 99,- 

De er da lige til at komme i godt humør af, og til en særdeles billig penge, ikke?

- men dels har jeg (godt og vel, endda) lige for øjeblikket hvad jeg skal have på vægge m.m. – dels var jeg allerede faldet for fristelser, som sagt ud i køkkengrej – og forresten også i NoaNoa-butikken, så jeg holdt mig i skindet og brugte penge på en god frokost istedet.

Jeg er ikke noget “dame-taske-menneske”.

Jeg er vokset op i en tid hvor vi havde smidt såvel make-up, som BH og dametaskerne.

Jeg var gammel, inden jeg overhovedet fik noget der med lidt god vilje kunne minde om en taske – alt blev før det transporteret i mine lommer – eller i en rygsæk – og rygsække er iøvrigt stadig mit foretrukne “transportmiddel” til de ting der simpelthen ikke kan være i bukse- og jakkelommer.

Man kommer således aldrig til at se mig med en “Birkin“bag eller Roxanne eller hvad de nu hedder allesammen.

Jeg synes det er forargeligt at tasker koster 1000-vis, ja i nogle tilfælde 10.000-vis af kroner – også selvom det hævdes at den rigtige taske kan redde ethvert out-fit.

Jeg vil hellere være u-chic – end bruge det samme som gravning af en afrikansk landsbybrønd koster – på en taske …

Nå, jeg er vist lidt på vej væk fra emnet.

Sidste gang husbond og jeg var i London faldt min kære ægtemage over en taskebutik, som var det rene slik for mig.

Det var en “Ollie & Nic”-forretning -  som lå inde i det mageløse, lille og nærmest hemmelige “mini-Italien” som hedder “St. Christophers Place” – og som simpelthen ikke kan anbefales nok til evt. London-besøgende!

Billedet herunder er taget i februar – så det kræver vist ikke megen fantasi at forestille sig stedet på dette tidspunkt af året …

For første gang nogensinde, blev jeg små-forelsket i tasker.

Husbond købte denne taske og pung til mig hos “Ollie & Nic” – og sættet er stadig mit yndlings-gå-i-byen-udstyr i dén “bold-gade”.

Ved et hurtigt kig på hjemmesiden kan jeg se, at jeg vist godt kunne fristes igen. Det er tasker og punge i en lækker kvalitet – og med et sjovt, nogle gange lidt piget, twist.

Den nyudkomne bog “Drømmen om Italien“ af Lise og Kristian Septimius Krogh er selvskreven til min boghylde.

Bogen er en bolig-billedbog på linie med deres tidligere udgivelse, ”Franske forbindelser“, som er én af mine yndlingsbøger.

Nu er det jo ikke Italien mit (ferie)hjerte banker for – men at der er dejligt kan der altså ikke herske to meninger om – man kan bare ikke være to steder – og jeg “er” jo i Frankrig.

Til gengæld har det italienske køkken en ubestridt førsteplads i mit hjerte – eller skulle jeg skrive “i min mave”? - hvor om alting ér: også på dét område rummer bogen tilsyneladende inspiration

Jeg har allerede skrevet bogen på min fødselsdagsønskeseddel – og hvis det glipper må jeg se om jeg kan slippe afsted med samme “nummer” som med “Franske forbindelser”.

Da den i sin tid udkom havde jeg bestilt bogen på biblioteket, men kunne først afhente den lige op til vores afgang mod det franske. Jeg viste den til husbond og sukkede over at jeg ikke kunne have den med – jeg så jo mig selv i ånden, i mit pinjetræs skygge, med en kold Kirr ved min side, mens jeg bladrede rundt i de franske lækkerier …

Husbond hørte tavst på mig, jeg troede egentlig ikke rigtigt at han hørte efter - og forsvandt så på indkøb – for at dukke op med en stor pakke lidt senere – han havde skam hørt hvert ord og så  havde han da bare lige lagt vejen forbi en boghandel og sikret sig, at hans elskede kunne få sin hyggelige vision opfyldt …

Stemningsbillederne herunder er godt nok fra Italien  - men ikke fra den nye bog, som er så spritny at tryksværten knapt nok er tør  …

Den dér “røglilla”, ikke helt grå – ikke helt lilla, men fin og flygtig som en tåge – dén er jeg altså helt vild med …

Så er der jo dén farve lavendlerne har, i min franske landsby ved havet – og syrenerne har når de er sprunget ud på min fødselsdag i maj …

Der er også et bestemt mønster, på et gammelt engelsk Staffordshire fad – og der eksisterede engang en vase som lignede en stor ametyst og som altid stod i mit barndomshjem, med liljekonvaller om foråret …

Farver kan bære erindringer – som dufte og lyde …

Lyset, som det ér lige nu, bringer mindelser om alle de gemte indtryk som hører foråret og sommeren til – dem som vi nu heldigvis skal til at “pakke ud” igen …

Jeg fik lyst til at lave et lille “moodboard” – med de syns- og sanseindtryk, som jeg gerne vil fremhæve ved det kommende ude- og indeliv …

Jeg kom i tanke om tebordet med de kulørte cup cakes, fordi jeg var ved at ordne mine billeder, bl.a fra London sidste år – hvor jeg indtog de yndigste dukkekager fra “Peyton and Byrne” på Tottenham Court Road,  lige mellem indgangene til to af mine yndlingsbutikker: “Heal’s” og “Habitat“.

Sådan et engelsk tebord i forårsdragt – med kager der passer til – så er den indre “Barbie” plejet godt og grundigt – og det smager vidunderligt …

Min lokale Tiger sælger et restparti (eller sådan noget)  af Rice-mapper.

Det må den godt snart holde op med – for jeg kan ikke gå forbi de mapper uden at købe flere og flere – jeg er vild med farverne og mønstrene – og prisen - men der er altså grænser for hvor mange mapper én enkelt person har brug for …

Jeg har det med at forelske mig i sjove og skæve ting – og jeg kan ikke stå for Thomas Sabo ’s bling-bling-dyt-båt-dynamo-lygte smykker.

Det er måske nok ikke lige min aldersgruppe der er hovedmålgruppen her – og dooog …

Havetræsskoene, som jeg blev bedt om at finde ud af hvor kunne fås, hedder Sloggers – og fås her.

Hjemmesiden rummer andre “lækkerier” til havebrug – f.eks. klassiske havehatte, hvis man skulle have lyst til at lege Miss Marple “in an english countrygarden” …

Om de fås herhjemme – eller andre steder i forretninger, vides ikke.

Er man ikke fortrolig med de udenlandske skostørrelser findes et skema her.