Sitter i min sköna skrivfåtölj med min älskade dator i knät, omgiven av kaos. På många plan… Är mitt i en flytt. Jag packar, sorterar och slänger. Känner ett påtagligt släktskap med Lydia när jag rensar i skåp och lådor. Drabbas av illamående när jag exponeras för alla dessa saker, överallt ett helt sjukt överflöd av grejer. Till vilken nytta, undrar jag? Kaffemaskiner och specialkastruller, vaser och ljuslyktor, pepparkaksformar och gamla skolböcker, glasburkar och plastförpackningar. Herregud, vad ska man med allt? Jag vill resa lätt den här gången, få luft under vingarna och lyfta. Flytten och uppbrottet står mellan mig och skrivandet. Men det är bara en tillfällig paus, ett tillfälle att fylla på med nya tankar och erfarenheter. Därför blir det inte mycket bloggande och kapitlen dröjer… Men snart, snart kommer kapitel 4 – håll ut.

Finn din passion i marknadens behov och följ denna och du har grunde till ett framgångsrikt företag.
Alla människor har en gåva, något som kan komma och bli ett värde för någon annan, du måste bara våga hitta din egen. Du har någonting unikt, något som andra saknar och som de är beredda att betala för, det är ditt medmänskliga ansvar att erbjuda din omvärld det du har.

Jeg drikker opptil flere kopper av denne drikken om dagen og nå ser det ut til å ha godt meg til hode… Dvs. jeg har blitt en ufrivillig samler av kaffekopper. Altså uten intensjon finnes det opptil flere ulike kaffekoppsett her i huset. Og det verste er at jeg kunne tenke meg flere… Galskap! Nedenfor finner du noen, det er minst 4 til!

Der findes ikke en over 30 i dette land, som ikke til uendelighed har set Thomas Nielsen, rørt, stå på talerstolen og sige farvel til sin livsgerning i LO, med ordene: “Vi har sejret ad helvede til” – og så en lille pause, hvorefter han afslutter sætningen med ordet: “godt”. Han er selv gået fra at forme støbejernsforme, med alt hvad det indebærer af brandsår og rasende varme arbejdsforhold til at være formand for den stærkeste arbejdstagerorganisation. Han er gået fra et liv præget af arbejderens knaphed på penge og tid til formandens overflod af begge. Men arbejderne er vokset sammen med ham. De har fået mere sikre arbejdsforhold, fritid og adgang til et velfærdssamfund med køleskabe, fjernsynsapparater, ferierejser og alt hvad det indebærer.

På den måde er Thomas Nielsens et glimrende billede på et væsentligt skift i vores samfund. Et skift, der basalt set udfordrer alt, som vi er kodet, udviklet og porgrammeret til: nemlig at mestre knaphed. Når vores tidlige forfædre i Afrika kiggede på deres korte og intense liv, var det i en evig samlen og jagen og som har fulgt os og følger os. Men vi skal ikke længere mestre knaphed – vi skal mestre overflod. Det er et radikalt skift og vi er ikke særlig gode til det endnu.

Nutidsmennesket kan sagtens æde sig ihjel, arbejde sig ihjel, køre sig ihjel, drikke sig ihjel, ryge sig ihjel eller tænke sig halvdød. Det er det mindste problem. Dem vi sætter på ugebladenes piedestaler er ikke længere dem som har rigeligt – for det har vi alle, men dem som kan administrere rigeligheden. Stjernerne er dem, der kan balancere et liv mellem børn, arbejde, god vin, lækker mad og stadig ikke veje mere end det anbefalede og ikke være mere stressede end at kunne leve uden et dagligt rødvinsfix. Hvorfor? Fordi det er svært.

Fremtidens Caroline Wozniackier er de mennesker, der kæmper mod den drift, der med nutidens muligheder har kræfterne til at drive os i døden. Nemlig vores egen genetiske kodning. Kroppen vil gerne have kalorier og vil gerne lagre dem til senere. Det var supereffektivt før. Nu ville en tjenstvillig og effektiv krop vide at den havde adgang til et nærmest uendeligt antal kalorier og derfor skille sig løbende af med de overflødige. Men sådan er vi ikke bygget. Vi er bygget og tænker stadig, som mennesker, der skal operere og mestre knaphed. Derfor er det svært at mestre overflod, derfor ser vi op til dem der kan.

Viden

På en måde er en søgemaskine frygtelig gammeldags i sin natur. Du taster emnet ind og den giver dig alle de sider fra internettet, der indeholder noget om det ord du skrev i søgefeltet. Hvis du skriver “reservedele”, kan du være sikker på at få en slimet grød af svar, der henter sine informationer mellem alt fra biler til symaskiner til falske kropsdele. Derfor konkurrerer søgemaskinerne i dag på relevans. Hvem kan give det mest relevante svar på den søgning, der blev afgivet. Nogle organiserer, der svar på hvem, der linker til den enkelte side og dermed hvilken rang den kan få. Andre organiserer sig ved at indeksere viden i temaer og forsøger at give svar på spørgsmål. Men uanset, så handler det om at forsøge at få en ældgammel tanke fra arkivkortets tid til at fungere i en verden, der hver dag publicerer mere viden end vi gjorde i ethvert årti i sidste århundrede.

Når vi ser på viden med knaphedsbriller, får vi et billede af hvordan man skal håndtere publiceret viden og information. Hvis vi tager det store overflodsbriller på, ender billedet med at være anderledes. I knaphedens verden er det svært at udgive og derfor skal hver enkel publikation være store tanker, der er præcise og dobbelttjekkede. Vi kan ikke spilde vores knappe trykmaskiners tid, papirets pris og distributionens begrænsede kapacitet på hvad som helst. I overflodens verden kan enhver udgive til enhver tid og intet behøver være set af andre eller bevæge sig gennem hverken en knap redaktion, produktion eller distribution. Derfor knokler de klogeste af søgemaskinerne med at skabe mening for den der søger, mere end at indeksere alt hvad der findes – for der er for det meste rigeligt.

Den store forskel er lille

Hvis vi behandler overfloden på samme måde som knapheden, ender vi som manden, der sidder på en tømmerflåde midt på havet og længes efter ferskvand. Han har saltvand og han har solens stråler, så det er en relativ nem proces at gøre vandet ferskt. Men det kræver at han ved hvordan og kan. Det samme gør sig gældende i konstant flere af livets aspekter. Vi er måske det seneste og klogeste skud på menneskestammen, men vi er stadig udstyret med en kodning i krop og sjæl, der beder os leve, som var tiderne knappe. Og med god grund. For overfloden er kommet som en syndflod. Min farmor levede gennem to verdenskrige og oplevede knaphed på alt, til langt op i halvtredserne. Hendes forældre levede i en verden uden penicillin, hvor det var nødvendigt at få 15 børn, hvis man ville klare sig som gammel. Og ja – der findes stadig masser af mennesker på kloden, der lever i lignende eller langt værre forhold. Ifølge FN er 850 millioner mennesker underernæret. Men det er samtidig med at den indiske filosof og økonom Amartya Kumar Sen, kan få en nobelpris for at påvise, at de ikke sulter på grund af mangel på mad i verden, men fordi vi er elendige til at distribuere den.

Vi er, sat på spidsen, frygteligt dårlige til at styre overflod fordi vi vores tankesæt stadig er knaphed.

Johan på malmöbloggen MrMadhawk skriver om Frölundas överflöd på landslagbackar och menar det inte kommer att fungera. Jag tror att det är precis tvärtom. Med sex seniorbackar “vet” alla att de kommer att få spela och en viss säkerhet och bekvämlighet infinner sig. Med sju backar (åtta med junioren Henrik Tömmernes) blir det konkurrens om platserna och det höjer nivån och skärpan på både träning och match. Nu kan man vila en spelare som t.ex. har skadekänning och ändå ha en stark backbesättning. Vänta dessutom tills skador och svininfluensa (som redan verkar härja i MoDo) slår till så kommer man att behöva alla spelare man har.

MrMadhawk menar att Malmö skall försöka locka till sig Tobias Viklund. En spelare som jag absolut inte vill se Frölunda släppa. Viklund är en ung duktig back som valt Frölunda för att utvecklas i ett topplag. Det är en spelare som till skillnad från de finska backarna har förutsättningar att stanna några år i Frölunda så det är en spelare Frölunda bör satsa på inför kommande säsonger.

På TV3 visar de Lyxfällan. Folk som köper mer än de har pengar till. (Nej, jag zappade förbi i pausen).

Programledarna är tjocka och har lite väl många dubbelhakor. Har de fastnat i fällan? Äter de upp pengarna?

Känns konstigt att  se två övergödda herrar tala om för någon att de ska konsumera mindre…

För att bekämpa fattigdomen måste vi alla vara beredd att avstå från vårt överflöd och istället börja dela med oss.

Och det märkliga är att det är så mycket lättare för människor som har lite att ge mycket, än vad det är för människor som har mycket att ge lite. 

Luk 21:1 P   N	Änkans gåva Han tittade upp och såg hur de rika lade sina gåvor i tempelkistan.
Luk 21:2      N	Men han såg också en fattig änka lägga ner två kopparslantar,
Luk 21:3 P	och då sade han: “Sannerligen, den där fattiga änkan gav mer än alla de andra.
Luk 21:4	De tog av sitt överflöd och lade det bland gåvorna, men hon gav i sin fattigdom allt vad hon hade att leva på.”

Ett liv med silkesvantar eller törnbuskar, en konstig rubrik, kanske många tycker..Men det är inte så komplicerat. En del människor föds med “en silversked eller en guldsked i munnen”, har blivit “inlindade i bomull”, har haft “silkesvantar” på, levt i lyx och glamour, i rikedom, överföd på alla livets områden. Medans andra föds med en sjukdom, ett handikapp, ensamhet, i fattigdom, knappt mat för dagen, inget överflöd av något…

Vem/vilka av dessa “två olika livskategorier är lyckligast”??? Jag dömmer ingen. Arv och miljö, bakrund, utgångsläget ser olika ut för alla. Huvudsaken är att oavsett vilket liv man än har haft, eller har idag, så ska ni veta att: ALLA ÄR LIKA MYCKET VÄRDA OCH ÄLSKADE AV GUD!

Jag har inte levt i lyx och glamour, inga silkesvantar på, inte blivit inlindad i bomull, har inte haft eller har överflöd av allt. Har haft det normalt. Men ett kan jag säga jag är SJÄLSLIGEN RIK! ANDLIGEN RIK! KÄNSLOMÄSSIGT RIK! I mitt liv har jag fått oerhört mycket kärlek, under min uppväxt. Jag växte upp i en familj där sann, äkta KÄRLEK var ett faktum. Mina föräldrar var inte rika materialistiskt sett. Så när de dog, lämnade de inga stora materialistiska arv. Men den andliga RIKEDOM och arv, som de lämnade efter sig, skulle jag inte byta ut för världens alla rikedomar! Jag känner mej rik! Jag är rikare än en mångmiljardär. Jag samlar inte skatter på denna jorden. Jag har min “bank i himlen”. Dit samlar jag “skatter”. Vi får ingenting med oss när vi lämnar detta jordeliv. Jag kunde ha varit en av världens rikaste kvinnor idag, om jag i min ungdom hade gift mej med den rika Misskejsaren. Men vet ni att jag ångrar INGENTING! I bibeln står det: “Vad hjälper det en människa om hon vinner världen först, men till sist förlorar sin själ”?

Så om du är rik och lever i lyx och glamour, det är ditt liv. Men förlita dej inte på rikedomen. Dela med dej till de som inte har levt, lever i rikedom. Jag dömer ingen! Det jag vill förmedla med dessa rader är att oavsett hur vi har det, är vi lika älskade. Men om man får allt serverat på silverfat i livet, kanske ödmjukheten uteblir? Man kanske tar allt för givet? Tacksamheten försvinner? DET STORA EGOT, snålheten kanske tar över?
När man får kämpa för sitt dagliga bröd, då är man tacksam när aftonen har kommit, man knäpper då sina händer och ber en tackbön.

Ett liv med eller utan silkesvantar är ok! Men att leva med törnbuskar omkring sig och när törnen sticker, svider, bränner och när det gör ont, då lär man sig något, som alla behöver lära sig, nämligen: ÖDMJUKHET! TACKSAMHET!

Vart vänder du dej när livet smärtar, med eller utan silverhandskar? Livet kan ju plötsligt förändras. En rik kan bli fattig. En fattig kan bli rik.
Vi borde helt enkelt vara tacksamma för allt vi har i livet och inte förlita oss på det materiella, utan ha vår förtröstan på Gud.

Jag tackar Gud för mina älskade föräldrar som lämnade ett omätbart arv till oss nio barn. Vi har fått så mycket kärlek. De visade oss vägen till en levande tro. Alla nio syskon är frälsta idag och hjälper andra! Flera är pastorer, evangelister och missionärer. Vi kan inte köpa lycka med pengar! Det finns väll tillräckligt med bevis på det!
Om jag en dag blir miljonär, fine! Jag känner mej redan som det och mer därtill. Den dagen i sådana fall, vill jag resa världen över och predika och hjälpa andra.

Så ni med tillgångar satsa era pengar på att hjälpa andra och det gör ju redan många. Jag vet en man som blev mångmiljonär, han startade barnhem och predikade runt över i världen! Sånt hedrar jag!

Så låt oss hjälpa varandra, oavsett om vi är rika eller fattiga. En rik kan berika en fattig, en fattig kan berika en rik…men på olika sätt!

Låt oss göra denna värld till en vackrare plats för ALLA ATT LEVA PÅ!

Sist men inte minst, låt oss vara tacksamma för allt och knäppa våra händer och tacka honom, som har gett oss den största gåvan av alla gåvor, den största rikedomen av alla rikdedomar, SJÄLVA LIVETS GÅVA! Nämligen Livets upphovsman, Vår skapare, Gud den allsmäktige!

Borago officinalis – eller på dansk: hjulkrone. Det er sådan en dejlig krydderurt, jeg bruger mest blomsterne i salatskålen. Bladene virker også som spinat og rintig gode i pandekagedejen, når man bager madpandekager, gerne med helt eller delvis boghvede. Jeg har haft problemer med at få den til at gro her, den skulle ellers efter sigende sprede sig som det, de andre kalder ukrudt, jeg kalder det krudt!

Hvoromaltinger – så var vi i juni 2008 på besøg på Gule Reer ved Høje Tåstrup, et 20 årigt permakultur sted, Danmarks første og ældste og endnu eksisterende, hvor mennesker tøffer af sted fra Vesterbro med deres kompostspande ud til Gule Reer, et totalt skønt sted, og laver permakultur. Der er dyrkningsbede, damme og søer, regnvandsopsamling i store bassiner, multtoilet, drivhus, skovplantning, frugtbuske og -træer. 1 1/2 hektar, tror jeg.

Og der var hjulkrone, som netop havde sået sig selv og var mange steder i massevis. Jeg fik lov at grave nogen småplanter op og så hjem i mine egne bede med dem. Jeg kan huske at det var så tørt så tørt, men det er det jo ofte midt i juni. De lå der med bladene henover jorden og nærmest stønnede og jeg gik ud med vandkanden om aftenen mens jeg tænkte: Lad falde, hvad ikke kan stå, håbende på at de ville stå.

Men de stod, de har smidt frø og nu har jeg en hel lille borago jungle i det samme bed som bronzefennikelen og peberroden.

Jeg har 10 chiliplanter og de har det alle godt. Disse 7 begyndte at konkurere om pladsen i kassen, så nu er de kommet ud på række – skal nok også have større potter. De er af frø jeg selv har samlet for 2. år i træk, en lille, ret stærk chili.

Jag tänkte bara åter lyfta fram filmen Surplus som kom ut 2003 och som fortfarande är värd en titt, inte bara för dig som missat den utan också för oss som sett den flera gånger.

Filmen skapades av filmbolaget Atmo. Läs mer om filmen på: http://www.atmo.se/film-and-tv/surplus

Mens jeg har været på ferie, har jeg modtaget en spændende e-mail.

Mailen var på arabisk, og for dem der kan læse arabisk, stod følgende: “هذا ماوجده العراقيين في خزانة ملابس ساجدة خيرالله زوجة صدام بعد هروبها من قصور زوجها فكم هو موجود في خزائن البنوك”

Jeg prøver at oversætte så godt som muligt:

Dette var hvad irakerne fandt i Sajida Khraiallahs klædeskab, Saddams kone, efter hun flygtede fra sin mands slotte. Hvor meget har hun så i bankerne?

Den familie har været så dygtig til at stjæle fra irakerne og selv leve så overdådigt. Ikke engang konger og dronninger lever som de gjorde. Må de få hvad de fortjener.

Det føles som om det var sidste år jeg såede bønnerne, Folmer Rommes – det italienske klatrebønne, som jeg har fået gennem frøsamlerne. Den er god til tørring også.

Sneglene har huseret – og fx er der fasaner som bader støvbad i et bed, hvor jeg har sået spinat, pastinak og ærter. Hvor mange planter kommer der så lige op dér?

Nå, men en del bønner har faktisk overlevet og de klatrer nu lystigt op ad pilestativerne. Hvordan mon de ved, at det er netop dét, de skal?

Egentlig skulle det have været en lasagne, men det kunne jeg ikke rigtig overskue tidsmæssigt. Derfor kogte jeg blot penne og lagde i bunden. Så spinat fra haven, dampet. Så fetatern. Så en lækker tomatsauce (dåsetomater). Og til slut et lag bechamel på boghvede. Og godt med revet gouda.

Et kvarter i en varm ovn og vupti, lækker aftensmad. På kvarteret skrællede jeg en af frilansagurkerne fra næsten-naboen, skivede et par tomater, fintskivet rødløg og så ellers hakkede krydderurter.

Spinat og krydderurter plukket i bedene derude. Der er trods alt noget, som sneglene ikke æder.

Weekenden gik med Tango Retreat.

5 par var her og de to par overnattede ovre hos Eva i nr. 24. Ulla, som ses på billedet, dansende aftenens lille opvisning med sin mand John, er lærer i argentinsk tango. Hun er lidt af et multitalent, men jeg har hende mistænkt for, at det hun allerbedst kan lide – stort set om hun får penge for det eller ej – det er danse argentinsk tango og at formidle dansens mange lag og facetter til andre mennesker. Jeg er helt vild med hendes måde at gøre det på – så selv om det på tango retreat ikke på dén måde handler om at blive dygtig til at danse tango, så betyder det meget at læreren faktisk er god. Og det er hun! Jeg er selv gammel standarddanser og argentinsk tango er på alle måder meget anderledes. Ja, og så danser jeg jo folkedans – men her syns jeg faktisk godt at man kan bruge noget af det, som Ulla formidler.

Men det var ikke kun tango, det var også retreat. Hvad betyder retreat? Ja, jeg har skrevet spalte op og spalte ned på min hjemmeside, men helt enkelt så betyder det her på Fejø og i min version: fordybelse og nærvær. Når folk kommer parvis, som de fleste gør til tango retreat, så handler det om at skærpe sanserne og lytte indad til kroppen og mærke hvordan kroppen sender og modtager signaler til partneren og resten af verden og omegn for den sags skyld. Denne del af det, fordybelses- og nærværstræningen tager jeg mig af. Denne gang havde vi flettet det sammen, hvor vi på vores første tango retreat i januar havde delt det op med tango om lørdagen og nærværstræning og bodyfocus om søndagen. Det fungerer rigtig godt når det er vævet sammen. Som løg og gulerødder i det samme bed.

Vi taler ikke om det – som man ville gøre hvis det var gruppeterapi. Men det er tydeligt at se på folks ansigter hvordan de bliver bløde. Og det er fra denne blødhed, mildhed, omsorg – som vi alle har i os – at vækst på de indre planer sker. Selve evnen til at være med det, som er – accepten – det er det, der dybest set modner os som mennesker. At vi så også kan træne vores rationelle potentiale og blive skarpe og præcise, det er en anden historie, som også er vigtig. Men det er ikke mit domæne. Ej heller evnen til at GØRE – jeg er faktisk meget god til det selv, at få fingeren ud og få skabt nogen resultater – men det er ikke dét, som jeg ønsker at formidle og træne andre i, selv om det er nok så vigtigt.

Morgenmaden serveres på en individuel bakke, man krydser af hvad man vil have og så får man netop dét og man kan sidde og spise morgengrim og uforstyrret på sin balkon eller i sin seng – frem for at man skal sidde sammen med andre og være social når man lige er vågnet.

Disse fotos er taget af Abelone Glahn. Tak.

Igår när jag satt i min labyrint så kom en tanke till mig om att skapa ett altare ute på tomten. Det var länge sedan jag hade ett altare, det har inte förekommit i mitt hem på minst fyra år. Så idag har jag skridit till handling. Jag hade redan alla attiraljer och jag visste vad jag skulle ha som grund. En stor vacker platt sten fick vara själva altaret. Jag visste ju naturligtvis var det skulle vara placerat, åt norr, mot min vackra ask. Det ståtligaste trädet i hela villakvarteret kan jag tycka. Jag hämtade stenen, en rökelse som är vigd åt torsdag, en gudinna som är märkt av den afrikanska röda jorden, en rådjursskalle och en fairycrystall även den från Afrika. Just det, den svarta stenen är en gåva från en vän, den är från Santorini.

Jag arrangerade allt precis så som jag ville ha det och tände rökelsen. Det var en magisk och välbekant känsla som genast infann sig. Jag satt en stund och bad till Makterna, rökelsen med sin väldoft letade sig in genom mina näsborrar. Åh, det var sannerligen inte igår jag gjorde detta! Vilken härlig känsla! Omedelbart fick jag gensvar av universum i form av sköna rysningar på min hud.

Tack universum för ditt överflöd!

Den har stået længe, stativet til det, som skulle blive til taget på vores udendørs brusekabine. Jeg flettede et felt og næsten eet til mens pilen var frisk. Det føles som om det var for et år siden men reelt er det jo bare et par måneder siden det var i midten af april. Man kan sikkert se her på bloggen, hvornår det var!!

Så kom en wwoof´er som er glad for at flette, hun har bare prøvet det en enkelt gang før. Så vi klippede pilen til og lagde den i blød og vupti 4 dage efter kunne hun flette og nu er alle 6 nederste felter ordnet. I dag lægger vi i blød til toppen, uh, det bliver flot. Og så er det pil fra min egen jord, det er helt surrealistisk. Jeg er godt nok vild med det!

Kornet, græsserne, valmuerne, kornblomsten, hylden – der mangler bare lige et par magueritter.

Jeg elsker sommeren i Danmark.

I går fik vi med de franske wwoof´eres hjælp lavet 2 bede mere, et tomatbed med et par squashplanter og alle rosenkålene blev plantet ud i et stort bed. Mulching blev lagt og der blev pnatet stangbønner ind imellem, Folmer Rommes fra Frøsamlerne. Ig lave enkle klatrestaiver til bønnerne.

Det regnede mens vi gik derude i 3 – 4 timer, rydedede, gravede, plantede, mulchede. Vi var drivvåde og jeg tændte for fyret så alt tøjet og alle arbejdshandskerne kunne blive tørt igen.

Om aftenen havde vi den skønneste permaculture party. Medlemmerne af permakulturforeningen kom og mødte de franske wwoof´ere, som er ingeniørstuderende, IT og business kyndige samtidig med at de tænker i bæredygtighed og arbejder for helhedsløsninger.

Hvert forår kommer det bag på mig hvordan blomstringen og dermed de mange dufte sætter ind. Syrenerne er slut nu og før dem var det violerne, der fyldte luften med duft. Nu er det jasminen, der står dér i indkørslen, flødehvid og yndigt forførende duftende.

Disse brød ligner hvilke som helst nybagte brød. Men det er de ikke. De er netop de nybagte brød som de er. De har givet netop denne duft til hele huset på netop denne dags morgen. Og det er netop mig, der glæder mig til at sætte tænderne i dem.

1. Surdejen virker stadig (utroligt, men sandt)

2. Vi bager stadig (vi kunne jo lisså godt have droppet det, man kan jo købe)

3. Solen skinner (men det har lige regnet og vi mangler bare sådan vand.

4. Jeg har sovet godt i nat (og det gør jeg 29 ud af 30 nætter vil jeg tro, næsten hver eneste nat)

5. Jeg var glad da jeg vågnede (og det er jeg næsten hver eneste morgen)

Og sådan kunne jeg fortsætte. Hverdagens små banaliteter og trivialiteter, som jeg glæder mig over og som jeg bevidst har lært mig at fokusere på gennem årene. Ikke at der ikke er problemer og ikke at jeg ikke forholder mig til dem. Men – meget løser sig af sig selv, af og til på forunderlige måder. Og meget kan man alligevel ikke løse, det ligger uden for det rum, som man som enkeltperson reelt har indflydelse på.

Nogengange er jeg sur, vranten, negativ. Eller klagende eller trist og ked. Det hører med til at være et levende menneske.

Men ikke lige nu.

Livet er skønt, endnu en dag.

I haven har vi forskellige plejeniveauer. 1 er det græs, der bliver slået en gang om ugen. 2 er det græs, der bliver slået med le inden Skt Hans og en gang mere i efteråret – hvis vi når det. 3 er de områder, hvor vi blot fjerner gråbynke, brændenælder og syre og tidsler.

I områderne med 2 og 3 skrider græsserne lige nu. Der er mange forskellige typer og een af mine bekendte, som forstår sig på den slags, siger at græsser er noget af det mest mangeartede og i virkeligheden vanskelige at lære at se forskel på.

Denne her hedder hejre. Der er mange forskellige arter inden for hejre. Akset folder sig ud, langt, feagtigt, yndefyldt. Dér hvor jeg har fotograferet står også en staude, som har sået sig selv, den er stor, robust, bredbladet. Som kontrasterne i livet.

Sidste år lavede jeg nogle læggekartofler af spirer fra ganle kartofler, det nummer laver jeg igen i år. Det er altså lidt sjovt.

Lidt lækkersulten.

Jammen så bager jeg da et par pandekager. Mælk bruger vi ikke mere, men man har vel lidt havrefløde på køl. Pandekager bliver GODE med havrefløde og vand, skulle jeg hilse og sige! (Og æg)

Og så ryddede jeg rabarberbedet for 2. gang forleden, det kom der 5 liter usødet rabarbersaft til fryseren ud af og indtil videre en stor grydefuld rabarberkompot. 1 kg sukker, 2 kg rabarber og et par dl usødet rabarbersaft, så det ikke brænder på i starten.

Det smager altså bare delicious.

Når manden så har købt 1 liter vaniljeis bliver det ikke dårligere.

Søndag aften cyklede jeg op til Ylva for at få en fodbehandling. I min bevidsthed har det været sådan noget med knyster, ligtorne og nedgroede negle, hvis man gik til een og fik ordnet fødder. Men der tog jeg fejl – for det er simpelthen så lækkert og alle burde gøre det for sig selv med jævne mellemrum, det er den rene luksus.

Først får man et lækkert tempereret fodbad. Man sidder på en yderst behagelig stol. Og så tørrer, filer, pudser, polerer, klipper, nulrer, nusser. indgnider Ylva ellers ens fødder. Roligt og præcist og det er meget, meget dejligt. Det giver velvære i hele kroppen, helt op til den øverste hårtop.

Og så fik jeg neglelak på!

Uhm, ahhh, mums, nums.

Og her er så de hvide alpevioler.

Søndag aften og jeg havde lyst til “rigtig mad”.

Ingen af os havde lige tænkt på det der med indkøb og der så pænt tomt ud på hylderne i såvel køleskab som spisekammer.

Men der var da nogen kartofler. Det vidste jeg for vi havde gjort rent om lørdagen og da havde jeg set poserne ligge på spisekammergulvet – og de rådner jo, hvis ikke de får luft. Altså ikke plasticposeren, der rådner ikke, men kartoflerne indeni. Fint nok, så kan jeg lave noget med løg og kartofler og karry. Det er altid godt, et trick jeg lærte af en pakistansk bekendt. Faktisk lå der også et par gamle rødbeder i en pose. Så laver jeg en mild karry, og så det dér stærke chili twist i rødbederne, det smager sikkert godt sammen. I køleskabet lå en glemt aubergine fra sidste søndags indkøb. Nydeligt indpakket i cellofan og godt på vej til at kompostere. Men når man skar toppen fra, så var der 6 skiver aubergine. Ind i ovnen med dem med ost og olivenolie. Om morgenen havde jeg lavet en stor portion speltdej til pandebrød, en del af det blev rullet ud til en fin filone, ind i ovnen med dén også. En gammel stump hvidkål lå og sang på sidste vers, ensomt på en anden hylde i køleskabet. Jammen, fintsnittet, så smager det da ikke så værst. Råt.

Summa summarum, en skøn middag af ingenting og vi fik brugt en masse råvarer, som vi egentlig ikke vidste at vi havde og som ellers ville have ligget dér og komposteret sig selv, stille og roligt.