If you are looking for something to make those interval sessions on the turbo a bit more fun then download The Downward Spiral from The Sufferfest

A 60 minute workout including some hard intervals whilst watching action from this years Paris-Roubaix and La Flèche Wallonne

Using first person perspective camera angles really does make you feel like you’re part of the race. Trying to keep on Thor Hushovd’s back wheel on the cobblestones of Paris Roubaix is quite a motivator.

After the final set of intervals I spent the 5 minute cool down lying on the floor trying to get my breath back.  For those of you who are now restricted to spending evenings cycling inside I would heartily recommend it. I will be using it frequently over the winter as part of my training for cyclocross.

The next running of this bi-annual sportive monument is on Sunday June 6^th.

Ideally I’d like to ride the full 260 km (160 miles) so I’ve arranged for accommodation near the start in Compiegne and also near the finish in Roubaix. Transport should be fairly straightforward thanks to the Eurostar plus I understand there’s a shuttle service to get your bags from the start to the finish. If not, I’ll extend my booking in Roubaix back a night and get one of the early morning buses to the start.

Registration info is due early November on the Velo Club of Roubaix’s site but no details posted yet.

Before Paris-Roubaix, there is of course the not insignificant Tour of Flanders in April. I’m also planning to ride the full distance there. To help prepare for these I’m treating myself to a week in the Sierra Nevada mountains, southern Spain in late February. In theory, the training week together with a winter indoor trainer program and regular weekend club rides should be perfectly adequate prep. Let’s see…

Το Rock ‘n’ Rollin Fixie Riders Club διοργάνωσε την κλασσική και πιο ζόρικη ποδηλατική διαδρομή Paris-Roubaix.

Μπορείς να απολαύσεις set φωτογραφίων από RnR εδώ και set από Yann Ros εδώ.

Ακολουθούν 3 teaser της επερχόμενης ταινίας.

I know, films are not best dubbed as movies…

Saturday night we went over to the Post Theatre on the U of U campus to catch one of the showings for the Bicycle Film Festival here in Salt Lake City.  The theater was awesome, a historical building in the Ft. Douglas area of the University of Utah that had been renivated.  The sound and picture quality were great and the size of the place was just perfect.

The vibe was epic.  Everyone who was there was stoked to be so and all the volunteers/staffers were friendly and welcoming.  You know, the typical cycling culture.  Before we settled in I took a quick pic out front and of the bike parking (great job SLC Bicyle Collective)! 

bicycle film festival parking

slc bicycle film festival

The short before the main feature was killer!  Standing Start – offers insight into Olympian and World Champion Track Sprinter Craig MacLean, his unflinching focus and preparation.  The cinematography and soundtrack captured and conveyed the pounding energy of the tack.  Set to musings of Homer, it hit on the deeper philosophy and meaning so many find in the sport of cycling. Check out a 1 min. clip here http://www.docscene.org/standing-start.html

nerdsters

Then the main feature, The Road to Roubaix – The film features the most difficult and prestigious one-day cycling race in the world: Paris-Roubaix. First held in 1896, the race is a grueling contest over 160 miles of cobbled farm roads in Northern France with a finish in the historic Roubaix Velodrome. – watch the trailer

What was most enjoyable was not only the great interview pieces, but the photography stills.  Official website here.  I love to watch professional riders, because I believe like other professional sports, pro cycling is deeply important to cycling culture.  Professionals help inspire us, especially the young, to dream big dreams and work hard.  They act as examples of dedication, cooperation and performance. 

Next year, hopefully when my writing has improved vastly, I’ll attend more screenings and give better reviews.  It’s all a work in progress, especially myself.

night bike parking

Ou, atualizando, o passado e o presente.

“Tu serás o meu sucessor”.

Johan Museeuw e Tom Boonen. Paris-Roubaix, 2002.

Il y en a pour qui vacances riment avec farniente et “qu’on ne me parle pas de ma ligne durant ces semaines de vacances !”, et ceux pour qui cela est synonyme de “Allez, hop, hop, hop, j’enfile mes baskets et direction le sable mouillé pour un footing matinal !”
Malheureusement, cette semaine marque la fin des vacances pour la plupart d’entre vous et aussi le retour au travail … Mais ne vous inquiétez pas, il est encore temps d’affiner votre silhouette avant la période catastrophique des tartifletttes et autres plast au gratin qui tiennent au corps. Voici un lieu qui devrait vous rendre espoir …

Dans la même veine que le Lac du Héron à Villeneuve d’Ascq, je vous présente aujourd’hui le Parc des Sports de Roubaix qui exhibe avec fierté son vélodrome légendaire et sa gloire passée.

Personnellement, et comme beaucoup d’autres collégiens et lycéens de la ville de Roubaix, le Parc des Sports représente quelques bons souvenirs : les challenges footings qui regroupaient plusieurs écoles primaires de la ville le temps d’un après-midi. J’ai encore les diplômes d’arrivée, dont un où je finis 56ème. J’étais plutôt content de moi.

Et puis, le Parc des Sports est aussi l’endroit où il fallait être une fois par semaine à 9h00, en compagnie d’un hideux prof de sport en survêt’ oldies 80’s :

- “Allez, ce mois-ci, animation Volley-Ball. Et ça compte pour le passage de fin d’année !!”
- “Oh non fais ièch !! Je préfère une bonne partie de foot !!”

Mais au moins, nous n’étions pas à la piscine en plein hiver, où lorsque l’on sortait de la Potennerie (piscine éponyme d’un quartier roubaisien) nos cheveux gelaient à cause du froid ambiant et de l’eau chloré qui restait sur notre chevelure.

En dehors de ces souvenirs côtoyant le bon et le moins bon (ça dépend de votre propension à aimer le sport), le Parc des Sports dispose de toutes les installations modernes pour animer vos footings et autres activités sportives du week-end : terrains de football, skate park, piste d’athlétisme, salle de musculation, terrain de volley-ball ou de basket-ball, et le fameux vélodrome mondialement connu grâce à la course cycliste “Paris – Roubaix”.

L’ambiance y est différente d’un parc public, car les joggers sont moins présents. Vous n’aurez pas l’impression de faire comme tout le monde, au même moment et au même endroit. Ici vous courrez autour d’une bande de potes jouant au foot, ou encore en compagnie de leurs copines présentes pour papoter entre filles tout en regardant leur jeune amant avec leur chien à côté, et assises sur les marches.

Oui le Parc des Sports n’est pas banal, malgré sa réputation d’endroit mythique. Il est toujours occupé, le matin par les écoles, le soir par les clubs de foot et les samedi et dimanche par les matchs de clubs. Et puis, il a l’avantage d’avoir une petite buvette bien sympa, “le café du stade” (non, non, ce n’est pas une franchise nationale) pour éponger sa transpi

“A brand that captures your mind gains behavior. A brand that captures your heart gains commitment.” … Scott Talgo, Brand Strategist

The challenges facing today’s wine brand marketer are daunting. In what brand communicator, Paul Wagner of Balzac Communications refers to as a saturated wine market, how do we communicate the passion to excel as evidenced by our vintner partners? How do we consistently maintain and elevate the real value of our brand(s) in today’s marketplace? And, how do we create a community of passionate fans? Well, my observations tell me that the lessons that you memorized in marketing 101, and then actualized early in your careers as wine brand marketers – creating a positive consumer interaction, then consistently and credibly delivering an authentic brand message engendering trust and hopefully loyalty – have not changed. But, the methods incorporated and the mediums utilized in this age of permission marketing certainly have accelerated brand evolution, and reshaped the ability of wine marketers to consistently maintain message and elevate inherent brand value.

Video as a tool in brand marketing kits has been around for a long time, since the golden age of television changed how the Mad Men utilized emotional branding. But that was in a time of 3 networks and low resolution TV signals received by antenna, and shown on sets limited by CRT’s and tube technology. Now we live in a world of flat screen multi-media receivers featuring 3-400 channels delivered via cable or satellite, increasingly in an HD format. We all have our iPhones, smartphones, net books,and laptops connected to the ether of the internet via wifi or laptop broadband connect cards. FlipHD cameras have become ubiquitous, and the new iPhone 3G-S is capable of recording video and sound. Consumers are empowered to capture and then replicate images through YouTube, Twitter, Facebook and Vimeo. As a marketer desiring to incorporate innovative best practices as part of your integrated wine brand marketing tactics, it would behoove you to not only be aware of and master contemporary and evolving video technologies, but to observe others in wine biz marketing incorporating video as an effective emotional branding medium; and then, within the culture of your wine business mirror the most successful applications utilizing consumer driven video applications to deliver and hopefully maximize the dissemination of your core message.

Video to effectively make a connection with our, as Carl Sagan describes, reptilian brains it must maximize emotional impact through the use of images, sound and narrative. Story matters, even more in a visual medium. Story always matters. We, as consumers, have developed keen message filters, accepting some messages, disregarding others as junk mail, or sending many directly to the trash as cynical exercises in marketing voodoo. The narrative often determines the tenure of the video, and the visuals tend to follow the story. Although, Diane Ackerman advises that “the visual image is a kind of tripwire for the emotions.” And, Scott Bedbury of Nike and Starbucks states, “Great brands taps into emotions. Emotions drive most if not all of our decisions. A brand reaches out with a powerful connecting experience. It’s an emotional connecting point that transcends the product.” “A great brand is a story that’s never completely told. A brand is a metaphorical story that connects with something very deep. Stories create the emotional context people need to locate themselves in a larger experience.” Within the context of wine brand marketing, to make this connection with and to make an imprint on our limbic brains, the story needs an inherent legitimacy, and needs to exhibit a ‘realness,’ to create emotional brand capital with the power to translate experience and awareness into action (purchase). Your goal in this saturated wine marketplace is to create a compelling brand identity, by using your whole marketing tool chest, including video, and by creating an emotional connection between your brand promise and your targeted set of consumers…and, then delivering on that promise. Some examples of this are Steve Jobs at Apple, Blake Mycoskie at TOMS Shoes, and now, within our own wine industry, Wilson Daniels Films.

Through luck and circumstance I had the opportunity this past week to follow Bret Lyman, of B-Napa Studio, and Lisa Mattson, of Wilson Daniels Films , shooting the Schramsberg Documentry , and to post tweets in real time documenting the Documentary. Having had the chance to interact with Lisa Mattson,Wilson Daniels Director of Communications, at two Taste Live events, an Earth Day teleconferencing session with Bernard Lacroute of WillaKenzie in Oregon’s Willamette Valley, and Nigel Greening of Felton Road in New Zealand’s Central Otago, and observing Ms Mattson’s TokBox live online discussions with Australian winery Owner Grant Burge at this Spring Wine 2.0 event at Crushpad, SF, I knew that Lisa gets it. This is someone that industry should be watching and mirroring. Whip smart, professional, accomplished and with a work ethic that is unmatched, I knew that this would be a good shoot. The bonus was local B-Napa Studio Principal and Director of Photography Bret Lyman, who first came into focus with the wine marketing community with his award winning film “CRUSH” for Don Sebastiani & Sons. Although a local Napa Valley kid, Bret migrated to New York City to work in the production of commercials, where he earned his chops in production and editing.

Maybe it’s the big city experience or the Malcom Gladwell 10,000 hours to competence theory, but working with these two, Lisa as Producer, and Bret as cinematographer, editor and visual story teller provided another take on the creative process. I’ve often said, I don’t know all the answers, just most of the questions. On a ride back from the shoot in the Anderson Valley, I asked about Bret’s background helping with framing the shoot. His response was on-point that although he’s a commercial editor/producer by training, his foundation is as an ‘emotional brander.’ And although there was a scene schedule outlining the shoot, Bret, reinforcing my experience with the creative process, said the scenes revel themselves as he shoots.Watching these two pros function as a unit at each location was another lesson in getting the job done correctly. And yes the resulting thought-provoking visuals were revealed as part of the process. This wasn’t a video being shot, but a real film shot by consummate professionals, capturing the visceral images and rich details at each location.

My emotional connection with Schramsberg goes back to my days at Disney when I was promoted out of food & beverage and assigned responsibility for Village Wine & Spirits. I knew that I had to differentiate the shop to be successful. One of my plans was a wall of Methode Champenoise wines. Schramsberg was my first domestic sparkler and my best seller. It didn’t hurt that President Nixon took Schramsberg to China on his visit to establish detente. Since my Disney days, I’ve visited Schramsberg on several occasions, but over these two days I had unfettered access to the backstory of people and place. Riding from Sonoma up to Mendocino’s Anderson Valley with Keith Hock, I was able to ask any question that I wanted, and was surprised to learn that he sourced 92 separate vineyards in multiple appellations in the Napa/Carneros, Sonoma Coast, Marin Coast, and Mendocino/Anderson Valley AVAs for Schramsberg. And these are not just any vineyards. In Anderson Valley we stopped at Juster, and Standish, and had a meeting with Paul Ardzrooni, Schramsberg’s Anderson Valley Vineyard Manager, in the Savoy Vineyard. After lunch at Underwood, where Keith reveled that he was a professional bike racer who lived for a period in France riding in races such as the famed Paris Roubaix, we headed to the Green Valley and the Keefer Vineyard. Watching Keith walk around through the vineyard, looking at the fruit, I noticed that his eyes lit up like the Sebastiani Theater marquis at dusk. He was at home and in his element. Then off to the wilds of the Somona Coast and the Saltonstall Vineyard, where the grapes shared space with the wind, the fog some sheep and a white border collie that keep between the film crew and his flock. The light faded before we had a chance to continue to the Hyde/Carneros location. BTW: these aren’t any vineyards, but vineyards that supply fruit to some of the most revered Chardonnay and Pinot Noir still wine producers in Northern California. Great wine takes great fruit, and with these sources Schramsberg’s quality is assured.

Day two of the shoot was at the winery. I’ve been around wineries for the last 25 years, and there are certain cues that I observe that tell me the real story. First are the grounds, then the cellar, then bottling and most importantly the people. I came away impressed. And as I’ve said before I’m somewhat jaded. I was impressed from the start, first with Scooby of Rios Vineyard Management, to Marketing Manger Matt Levy, to Ramon Viera, the world’s fastest riddler. What I liked best when I asked Ramon about Hugh Davies, he replied that ‘Hugh is one of us.’ There’s a cultural context to what Ramon said. Hugh is respected as the boss, but this respect is reinforced by his not setting himself apart from his team. Great companies, and great wineries are the work of a team. This is a lesson that we must learn as marketers. The best wines come from an emotional connection by the team. If we can visually convey this, then our customers will be part of that connection. I can’t wait to see the finished Schramsberg Documentary film from Bret and Lisa. I know it’s going to be good. When I left, Bret and Lisa were still filming, so, Bret posted the last scene shot that day on my Facebook wall, a long view of a Schramsberg cave tunnel. He said he dreamed of the shot the night before, This almost obsessive attention to detail, the philosophical mindset of this filmmaker, the creative intuition and passion displayed in B-Napa’s earlier work for Wilson Daniels Films, and the ability to draw out that essential visual narrative in consort with Lisa is so important to the ‘emotional branding’ inherent in this 2 year long documentary process.

Note: Copyright © 2009 Think Wine Marketing® All rights reserved.

.

Anyone read this book? Is it worthwhile?

What appears to be the official website for the Paris Roubaix race is not very good. Wikipedia has much more information.

Check out the Wikipedia entries on Paris Roubaix and A Sunday in Hell.

Anyone know if the full video is available online for download? I found the DVD on Amazon (see A Sunday in Hell or A Sunday in Hell), but I would prefer to download it.

Watching Roger De Vlaeminck from the opening scenes of A Sunday in Hell. He is racing for the Brooklyn team. Ever wonder where the Brooklyn name comes from? Check out this post on Bike Forums. Brooklyn was a brand of chewing gum in Italy. You can even become a fan of this gum on Facebook — but apparently there is no fan page for the cycling team. Even the Wikipedia entry for Brooklyn Chewing Gum is slim.

Update: You can purchase a Brooklyn Cycling Jersey in green or black or in blue on Amazon. (My favorite is the green jersey).You can also get a Brooklyn Cycling Cap.

A Sunday in Hell — Check out these scenes from a classic. Tell me, with so many cars and motorcycles around aren’t the riders bothered by the exhaust fumes? (or maybe that’s the least of their problems…).

Alla faccia di coloro i quali sono risultati positivi ai controlli antidoping, sono stati squalificati e si vedono costretti a rinunciare al Tour de France per via della campagna moralizzatrice – e moralista – dell’organizzazione (“Se hai sgarrato anche una sola volta sei fuori”, Ivan Basso docet), Tom Boonen potrebbe partecipare alla prossima Boucle nonostante abbia già timbrato due volte il cartellino della positività ai metaboliti della cocaina.

Il reintegro comincia da casa Quick-Step, team di appartenenza dell’atleta belga vincitore della Parigi-Roubaix: «A partire dal 2 giugno Tom Boonen, che avevamo sospeso o più precisamente....messo in stato di corridore non attivo, potrà ricominciare a correre – ha dichiarato nella serata di lunedì il ds del team, Patrick Lefevere – e farà il suo rientro in una kermesse in Belgio. Ho contatatto anche gli organizzatori del Giro del Delfinato, mi hanno detto che si atterrano al regolamento Uci e che quindi Tom potrà disputare la loro corsa». Ah.

Lefevere ha poi concluso aggiungendo di sperare che alla fine Boonen possa disputare il Tour, nonostante il pronunciamento contrario emesso dall’organizzazione in occasione della positività del corridore alla cocaina. In fondo, Delfinato e Giro di Francia sono organizzati dallo stesso ente..

Ya a más de uno le puso la mosca detrás de la oreja cuando Fabian Cancellara renunció a participar en los Mundiales del año pasado de Varese. En su momento se podía comprender, tras una temporada larga que empezó ganando la Eroica toscana, Tirreno-Adriático y Milano-San Remo. Pero lo de este año ya empieza a ser preocupante.

Empezó la temporada bien, ganando el prólogo en California, pero volvió a sorprender a propios y extraños retirándose de la carrera al día siguiente aquejado de una fiebre. Como en el caso del Mundial de Varese tampoco era motivo de alarma, el problema llegó cuando decidió no correr la Vuelta a Murcia ni la Milano-San Remo, y entre medias fue de paseo a la Tirreno Adriático.

Llegaron las piedras y aunque nadie esperaba que repitiese una actuación como la del año anterior llegando al velódromo de Roubaix junto a Boonen sí que se esperaba que mostrase algún indicio de que había pasado su bache de principio de temporada. Nada más lejos de la realidad, en el Tour de Flandes, en la subida al Koppenberg, rompió la cadena y al quedarse sin opciones de entrar en el grupo, echó el pie al suelo, y en la Paris-Roubaix, tras estar medianamente activo el segundo tercio de la carrera, cuando se decidió la carrera ya estaba bastante fundido por lo que los kilómetros finales sobre el pavé del Norte acabaron siendo un mero trámite.

Y llegado Mayo se esperaba que en Romandía y en el Giro despejase las dudas que habían sobre él; el resultado, nefasto. Pasó sin pena ni gloria por el Tour de Romandía y ayer decidió retirarse del Giro antes de la crono.

Se habla de que está atravesando problemas personales, sólo espero que los supere y que vuelva a mostrarse como el que el año pasado presentó sus credenciales a ser el mejor ciclista del año.

Les beaux jours recommencent à nous enivrer, une tranche de liberté envahit nos esprits à la recherche de l’or jaune pour éliminer les toxines pluvieuses de l’hiver. Et pour parfaire sa condition physique à l’approche des vacances d’été, rien de tel que de sortir son vélo de la cave et de le délivrer des araignées qui ont fait leur toile durant ces froides journées d’hiver.

La région Nord, et plus particulièrement les Flandres, a la particularité de détenir de superbes routes au macadam bien lissé, dont certaines sont considérées par les cyclistes professionnels comme les plus belles de France : il s’agit des routes des Flandres !

Des kilomètre et des kilomètres de routes, en ligne droite, certaines sont escarpées entre les Monts qui culminent les Flandres, certaines plus traitres pour les cuisses ont l’air plates de loin, mais une fois atteintes sont ce qu’on appelle dans le jargon des “faux plat”. Ces pistes sont idéales pou les ballades dominicales en famille car elles bordent un superbe paysage composé de verdure, de champs et de campagne. Quelques estaminets (des brasseries typiques du Nord) permettent de faire escale le temps d’y déguster une bonne bière avec une belle crêpe mikado (chocolat et chantilly) pour pas très cher (à peine un billet de 5 euros). La région étant limitrophe avec la Belgique, ces routes sont aussi l’occasion de découvrir nos hôtes belges d’une façon champêtre, autre que les grandes villes surpeuplées de touristes.

Mais ces routes sont aussi des lieux de légende pour les sportifs avec les fameux “Tour des Flandres” ou “Paris – Roubaix” qui ont lieu tous les ans, et qui donnent droit à de belles frayeurs. En effet, le Nord n’est pas le Sud, et lorsque la pluie rencontre le pavé les glissades sont au rendez-vous. Ces courses sont considérées comme les plus redoutables par les professionnels du secteur, certains grands champions comme Indurain ou plus récemment Armstrong n’y ont jamais participé par peur de compromettre le reste de leur saison à cause d’une blessure par pavé …

Si vous avez quelques RTT à poser avant les grandes vacances, ou si vous désirez passer une belle semaine dans le Nord de la France durant vos vacances d’été, je vous conseille sérieusement d’emmener avec vous vos vélos et découvrir cette région de la façon la plus verte qu’il soit !

Med Andy Schlecks magtdemonstration i dagens Liege-Bastogne-Liege, sluttede, hvad jeg vil kalde, sæsonens første fase: Forårsklassikerne. Siden cykelforåret for alvor åbnede med Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne for snart to måneder siden, har den brogede skare af professionelle pedalatleter udforsket vej- og vejrlig i Belgien, Holland, Frankrig og Italien, samt naturligvis masser af andre knapt så mediebevågede steder.

De to ovennævnte ‘opvarmningsløb’ har jeg dækket ved en tidligere lejlighed, så der er ingen grund til at dvæle yderligere ved dem lige nu. Dvæles kan der til gengæld ved de mere traditionelle klassikere, som vanen tro startede en solrig dag ved den italienske riviera.

Milano-San Remo har aldrig rigtig været min kop te. Det mest interessante jeg kan sige om det løb er, at det er langt. Helt ustyrligt og nærmest hysterisk langt. 298 kilometer nåede de gennemførende op på i år, i hvert fald iført rygnumre. 2009-udgaven blev en mærkelig fisk. Der blev kørt meget passivt på de afgørende stigninger, og specielt den klassiske affyringsrampe, Poggio, bød på en kedsommelig omgang cykelløb. Kun Davide Rebellin og Filippo Pozzato forsøgte sig – og det forekom endda mest som værende rene høflighedsangreb – hvilket bevirkede at sprinterne ikke havde de store vanskeligheder med at hænge på, modsat sidste år hvor de var spredt for alle vinde. Alligevel blev afslutningen så hektisk, at det var anstrengelserne værd (jaja, indrømmet – jeg fladede ud på sofaen mens jeg så løbet, hvor hårdt kan det have været?) at kigge med. Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ikke havde forventet at se Mark Cavendish med i afslutningen, og at han så endda var den eneste der kunne lukke hullet til Heinrich Haussler, da denne angreb på selve opløbet, det var både stærkt og årvågent. Allerede her kan det konstateres, at den iltre brite har smidt flere poster på sit cv: alle ved at han er den hurtigste rytter i feltet – endda med afstand – men han kan altså også stå distancen i et udmarvende løb som Milano-San Remo. Det er klasse.

Frem med luppen - Haussler eller Cavendish? Cavendish!

Flandern Rundt mindede på mange måder om 2008-udgaven: Det var som altid Quick Step og Tom Boonen der skulle slås på hjemmebanen, og det var helt åbenlyst når man kiggede på en mand som Filippo Pozzato. Han sad i røven på Boonen hele dagen, mens Stijn Devolder lukkede alle de huller der opstod, når de øvrige hovedpersoner forsøgte med deres slangehug. Og nøjagtig lige som sidste år endte det altså igen med at den utrættelige Devolder var stærkere end sine konkurrenter, mens kaptajn Boonen blev mandsopdækket. Denne gang var der dog ingen slinger i valsen for den tidligere belgiske mester, og hans sejr i år var betydeligt mere overlegen end sidste år, hvor han var tæt på at knække kort før mål. Et stort felt – 29 mand! – kom samlet til mål et minut efter, og igen var Haussler anden mand over målstregen.

Gent-Wevelgem blev relativt hurtigt afgjort. I hvert fald kørte en 30-mands-gruppe tidligt afsted, og så gad feltet ikke mere i det forfærdelige vejr den aprilonsdag. Det gjorde dog ikke løbet specielt kedeligt, hvilket specielt skyldtes at den norske wonder boy Edvald Boasson Hagen her for alvor foldede sig ud for øjnene af den cykelsportsinteresserede verden – og det halve Flandern. Han kørte væk fra sine udbrudskumpaner på den frygtelige Kemmelberg-stigning, og hentede ene mand Aleksandr Kuschynski i front. De to var tilsyneladende helt enige om, hvordan det parløb skulle køres, og hviderusseren lod egentlig til at have solgt sejren på forhånd. Der var i hvert fald aldrig den store tvivl om, at Boasson Hagen ville ordne den spurt, og den 21-årige nordmand havde da heller ikke voldsomme kvaler med hvad der viste sig at være en formsag.

Paris-Roubaix udviklede sig til et nærmest grotesk udskilningsløb, hvor last man standing var vinderen. Bogstaveligt talt. Det var svært ikke at have ondt af et hold som Silence-Lotto, der i de første mange brostensløb havde brilleret ved at være fraværende i stort set alle finaler, og da det så endelig lykkedes dem at plante to mand i det afgørende udbrud – ovenikøbet i klassikernes dronning – ja, så væltede begge i samme sving og satte sig selv ud af spillet. På samme måde er det umådeligt vanskeligt ikke at føle med stakkels Juan Antonio Flecha, der bare ikke kan vinde disse klassiske forårsløb. Enten bliver han snydt af servicevognene, eller også bliver han fanget af styrt – således altså også her. Og da en (for) aggressivt kørende Thor Hushovd måtte lægge sig ned, og dermed blokerede for en stærk Filippo Pozzato, så var der pludselig kun Tom Boonen tilbage. Boonens og Pozzatos duel på de sidste kilometer mod Roubaix var intens, men blev dog aldrig for alvor spændende. Dertil var kongen af Flandern trods alt for stærk, og det var svært at have noget imod Boonens solosejr. Pozzato skal dog have ros for en brav indsats, og han var også virkelig skarp i Flandern, hvor han dog kørte meget ensidigt på Boonen, og på den måde spændte ben for sig selv. Den hårfagre italiener har i disse par løb virket stærkere end længe. Thor Hushovd kunne forståeligt nok ærgre sig over sit styrt, men måske var det en trøst at han blev første nordmand på podiet i Roubaix, da han slog de uheldige Lotto-folk Leif Hoste og Johan van Summeren i spurten om trediepladsen.

Three times a lady? Nej, bare Tom Boonen der fejrer at han endelig får den tredie brosten han mangler til sit sommerhus

Amstel Gold Race blev som altid en hektisk affære, ikke mindst takket være de smalle hollandske veje og de 30 stejle småbakker. At den russiske altmuligmand og veteran Serguei Ivanov endelig kunne tage sin store sejr, var sympatisk og vel egentlig også overraskende. Han har ofte gjort det godt i løbet omkring Maastricht og Valkenburg i det sydlige Holland – det vidner fire top-10-placeringer siden 2002 om – og han var også med i det afgørende udbrud sidste år, hvor han dog ikke havde mange chancer i afslutningen på Cauberg. Men i år kom han altså afsted med de rette folk, selv om Robert Gesink absolut er en bedre klatrer og Karsten Kroon normalt ville være en skarpere afslutter end russeren på et sådant opløb. På en eller anden måde fik den snu Ivanov dog nedkæmpet sine to medkombattanter, og sejren var fuldt fortjent med tanke på hans iver og aggressivitet på de sidste 20 kilometer, hvor han var med i stort set alt der rørte sig.

Flèche Wallonne var derimod business as usual. Løbsformlen netop her er dog også svær at bryde, da afslutningen er så specialiseret og feltet sjældent dummer sig ved at lade udbrud køre for langt væk. Det var ikke chokerende at se hvilke ryttere der sluttede i top, og det mest overraskende er vel at Davide Rebellin kan blive ved. Den 38-årige italiener svigtede ikke i den heftige finale på muren i Huy, og med hjælp fra Cadel Evans’ vanlige mosen og masen katapulterede han sig først over stregen, moderat truet af Andy Schleck, der som eneste mand formåede at hænge bare lidt på i ‘Tintins’ ryk. Same ol’, same ol’ – at Damiano Cunego blev treer, Samuel Sanchez firer og Evans femmer var mildest talt ikke uventet. At Andy Schleck blev toer var selvfølgelig en nyskabelse, men en Schleck er vel en Schleck?!

Og så nåede rytterne til Liege-Bastogne-Liege og dermed var der lagt op til det endelige slag i Ardennerne, med de formodede samme hovedpersoner som i de forgangne to løb. Her var der dog ikke den store spænding, for når det bedste hold sidder med løbets suverænt stærkeste rytter, så skal det gå meget galt hvis ikke de løber med sejren. Og det gav da også mere mening end det meste, da Andy Schleck på løbets næstsidste stigning, den modbydeligt stejle Roche-aux-Faucons, forlod resterne af det store felt, passerede en ellers velkørende Philippe Gilbert og kørte solo de sidste 20 kilometer. En overvældende sejr til Schleck og et Saxo Bank-mandskab, der styrede begivenhederne med hård hånd, og endelig fik sig en velfortjent sejr ovenpå de meriterende, men bitre andenpladser i Amstel og Huy. Se eller gense de sidste kilometer af L-B-L herunder.

Hvis man skal forsøge at konkludere noget på forårsklassikerne, er det interessant at brostensløbene to gange er blevet vundet af de rutinerede kræfter, mens en af de gyldne wonder boys har vundet det sidste. Det mønster gentager sig i Ardennerløbene, mens Milano-San Remo adskiller sig lidt fra de andre løb rent typemæssigt. Også det blev dog som bekendt vundet af en af de unge. Og ja, jeg ved godt at Tom Boonen med sine 28 år ikke ligefrem er Rebellin-gammel, men kørende på sit ottende år som prof må han alligevel placeres i ‘erfaren-kategorien’. Om man kan slutte et eller andet symptomatisk ud af disse kendsgerninger…nej, formentlig ikke. Men det var dog en form for opsummering.

Jeg vil inden for de næste dage forsøge at samle lidt op på etapeløbene i denne første trediedel af sæsonen, selv om de ikke har været kernen i årets hidtidige ræs. Men med netop etapeløbssæsonen for døren kan det dog være interessant at forsøge at fange nogle tendenser.

This is a bit of a belated post, but just wanted to send a shout out to the dudes that organized the L’enfer Du Laneway.  Great ride and organization considering you expected five people and got 30.  Can’t wait for next year’s ride.

Según la RAE, una de las definiciones de la suerte es el “encadenamiento de los sucesos, considerado como fortuito o casual”.

El pasado domingo, Tom Boonen consiguió su tercera Paris – Roubaix, en solitario y a lo grande. Para mucha gente con “suerte”. Suerte de que en el Carrefour de l’arbre, el tramo de pavé que parecía ser el decisivo para la carrera, se quedase solo por las caídas y consecuencia de las mismas de sus compañeros de corte, a saber: Hushovd, Van Summeren, Hoste, Pozzato y Flecha.

La historia es de sobra conocida. Empieza el tramo de pavé, Hushovd se pone a tirar. En la primera curva a Flecha se le va la rueda de detrás y se lleva a Hoste por delante, y Van Summerem (del susto sería…) les acompaña para besar los míticos adoquines. A Pozzato esta caída le pilla justo detrás de los Lotto (Silence-Lotto para ser exacto) y puede salvarla, pero pierde el ritmo de los de cabeza. Boonen iba justo detrás de Hushovd.

Viendo que Pozzato se había soltado de su rueda por primera vez desde que comenzaron los adoquines (one week ago…), Boonen decide que es “ahora o nunca” y da continuidad al ataque de Husovd. El noruego que va con el gancho, da una espectacular voltereta en una curva por arriesgar en demasía para seguir a Tomeke.

Resultado: 4 por los suelos, 1 cortado y Boonen “indemne” (previamente a este tramo, había pinchado y se había caído).

A partir de ahí, el resultado que todos sabéis…

¿Que parte es suerte (fortuito y casual) y que parte es visión de carrera?

¿Es suerte entrar 2º en la parte definitiva de la carrera y no 4º ó 5º? Lógicamente es más sencillo que te coja una caída si hay 4 corredores por delante que si solo hay uno.

¿Es suerte que el rival tenga que arriesgar para no descolgarse cuando te pones a tirar?

¿Es suerte que Pozzato sea incapaz de recortarle 10 segundos en 15 kms?

Igual, en lugar de suerte fue justicia divina. Que ganase el que más arriesgo durante toda la carrera, no que se cayesen los rivales. Tampoco penséis mal…