Af Jacob Høedt Larsen

Tidligere på ugen skrev jeg et lille indlæg om at positionere sig, så det bliver interessant og anderledes. Eksemplet var måske ikke så stærkt. Men i dag har Erhvervsbladet et lille eksempel på en virksomhed – eller måske snarere en person, som positionerer sig på en måde som bliver interessant for medierne – og som han formentlig kan få noget forretning ud af. I artiklen argumenterer Peter Salling Petersen, som er HR-konsulent, for, at arbejdsgiverne skal uddele flere advarsler til deres ansatte og på den måde sætte dem på plads.

Se det er et overraskende, konflikt-fyldt, væsentligt og relevant synspunkt i en tid, hvor 9 ud af 10 virksomheder nok mere er til anerkendende ledelse -  hvert fald i teorien. Men hvis Peter Salling Petersen og hans firma PBJ kan score nogle kunder blandt den sidste tiendedel af virksomhederne, så er han formentlig glad.

Jeg synes, det er fantastisk godt set af ham – i hvert fald PR-mæssigt. Han har fundet en trend, som han modsiger, og det er altid godt stof. Han sender budskabet ud i Erhvervsbladet, som rammer nogle af de mere traditionelle virksomheder.  Det er altså meget godt arbejde.

Kultur- og Fritidsforvaltningen i København har en personalepolitik der siger følgende om emnet seniorpolitik: “Kultur- og Fritidsforvaltningen ønsker at gøre det attraktivt og muligt for medarbejdere og ledere at fortsætte et aktivt arbejdsliv, så længe de har lyst og de gensidige forventninger opfyldes.
Kultur- og Fritidsforvaltningen ønsker at fastholde, anvende og videreudvikle de ældre medarbejderes og lederes kompetencer og erfaringer i organisationen til gavn for både arbejdspladsen og den enkelte medarbejder og leder…”

Og senere: “For at fastholde ældre medarbejdere kan der lokalt inden for den gældende rammeaftale indgås konkrete aftaler mellem arbejdsplads, de pågældende medarbejdere og den relevante organisation.
Personale & Organisation konsulteres før indgåelse af en aftale med henblik på at skabe overblik over de økonomiske og personalemæssige konsekvenser.”

Når man så i det konkrete arbejde med at opnå enighed om en konkret aftale om nedsat arbejdstid for egen regning – med fuld dækning for fortsat pensionsoptjening, som er det den gældende landsdækkende rammeaftale i høj grad handler om – bliver mødt med et ufravigeligt krav fra Københavns kommune om at aftalen kombineres med et fratrædelsestidspunkt for den pågældende medarbejder, hvad er det så et signal om??

Er det et signal om at arbejdsgiveren meget gerne vil vide hvor længe arbejdspladsen har glæde af det grå guld? Er det reelt den almindelige ret til med bestemte varsler at sige sit job op, man – af hensyn til arbejdspladsens tarv – ønsker at aftale væk??

Eller er det et signal om at vel holder vi officielt meget af det grå guld (også fordi det er politisk korrekt), men skal vi ovenikøbet præmiere dem med en senioraftale, ja så vil vi altså også godt vide hvornår vi er af med dem…

For god ordens skyld: Rammeaftalens § 2 stk. 2 lyder: “Aftaler kan have en begrænset gyldighedsperiode eller være uden tidsbegrænsning”

At Københavns kommune har valgt at erstatte ordet kan med skal og droppe de sidste fire ord, er de sådan set i deres gode ret til. Der er ingen aftalepligt.

Men jeg ved godt hvilke signaler jeg opfatter de dermed udsender!!