DEN HAAG -  PvdA-Kamerlid Paul Tang (links) schetst openlijk een gitzwart beeld van de PvdA. De partij is volgens hem veranderd in ‘amalgaam van vrouwen, allochtonen en hoogopgeleiden’.

Wouter Bos denkt heel anders over de toekomst van PvdA

Wouter Bos, minister van Financiën, vicepremier, maar vooral veel geplaagde partijleider denkt er heul anders over!

Zijn PvdA staat weliswaar in de peilingen met minder dan 20 zetels op een historisch dieptepunt, maar dat zijn slechts peilingen… weet Bos te relativeren. Vorig jaar nog was Wouter Bos Nederlander en politicus van het jaar. Nu lopen kiezers weg naar SP, D66 of PVV van Wilders en hij krijgt het verwijt dat hij onzichtbaar is. “Ik ben meer zichtbaar dan dat u lief is”, weet Bos het verwijt te weerleggen…

Bos zit 11 jaar in de politiek en meent dat op verkiezingsdagen het totaal anders kan kan uitpakken dan nu de peilingen voorhouden. Over de peiling is het duidelijk, hij kijkt er niet naar! “Als je kijkt naar de peilingen dan zuigt dat energie bij mij weg, terwijl ik de energie moet gebruiken om dit land verder te helpen in de crisis…”  Dat is niet alles, Bos denkt ook dat de andere PVDA-leden die op de deplorabele toestand van de partij wijzen min of meer masochisten zijn, die het heerlijk vinden om de pessimist uit te hangen: “Geen partij die zich zo zelf kastijdt als de PVDA en dat nog leuk lijkt het te vinden…” Bos gruwt ervan! “Intern krijgt de PVDA keiharde analyses en feiten van mij. We moeten niet te paniekerig zijn, we houden verkiezingen eens in de vier jaar, niet in de twee jaar…”, relativeert de partijleider alle problemen van de Partij van de Arbeid.

Hij weet ook waar het aan ligt: “Dankzij de linkse partijen zijn de arbeiders aan de onderkant van de maatschappij geëmancipeerd en nu ze een eigen auto hebben en de PVDA over de km-heffing praat lopen ze weg, hebben ze nu een eigen huis en de PVDA praat over de eerlijke verdeling omtrent de hypotheekrente dan lopen ze ook weg.”

Maar Bos heeft hét antwoord op de prangende vraag, hoe krijg je weer je stemmers terug? We halen de allochtoon weer terug! We halen iedereen terug!!!”

Klik op het plaatje voor de video en kijk bij minuut 10.

Een gesprek met Bos in Voorburg, drie maanden voor de gemeenteraadsverkiezingen (zie video). Het gesprek gaat over de weglopende kiezer, de concurrentie met Pechtold, de gemeenteraadsverkiezingen en de teloorgang van de sociaal democratie in Europa.

En dan terug naar Paul Tang:

"Mijn opdracht is: wees pessimistisch”, schrijft Tang op de site van de linkse denktank Waterland. De financieel specialist vindt het "niet moeilijk om pessimistisch te zijn over de toekomst van de PvdA”. "Er is geen ruimte om nog méér fouten te maken”, aldus Tang. "Kijk naar de peilingen en kijk naar de neerwaartse trend in de gunst van de kiezers.”

Het openlijke pessimisme van Tang is opmerkelijk omdat PvdA-leider Wouter Bos partijgenoten al tijden oproept te stoppen met publieke zelfkastijding. "Intern hoort iedereen van mij spijkerharde analyses", vertelde Bos in EenVandaag. "Maar naar buiten moeten PvdA-mensen slechts één ding doen, dat is keihard aan het werk gaan."

Waar Tang de peilingen gebruikt als aanleiding voor zijn pessimisme, relativeert Bos juist dezelfde peilingen, meldt De Pers. "Kan op verkiezingsdag anders zijn. Ik kijk er niet eens naar". Kiezers zien nu niets in de PvdA, maar dat ‘komt wel’, denkt hij. "We halen iedereen terug."

Eerder al uitte PvdA-Kamerlid Diederik Samsom kritiek in een interne, maar uitgelekte, e-mail waarin hij de staat van de PvdA ‘deplorabel’ noemde.

På kandidatuddannelsen Oplevelsesøkonomi ved Århus Universitet har vi netop afsluttet en 3-ugers opgave udført for Dansk Træfiberisolering (DT). Jeg vil lige afslutte forløbet med at skrive et par linjer om etnografi, markedsføring og positiv kynisme.

Uddannelsen trives bedst med underdogs

Er det svært at markedsføre isoleringsmateriale? Nej, det synes jeg ikke. Måske fordi det umiddelbart lyder så kedeligt. Da jeg arbejdede med markedsføringsoplægget til virksomheden, føltes det som en fordel at være ‘underdog’ i familien Danmarks bevidsthed.

Overraskelsesmomentet er en bærende kræft i næste alle de projekter, vi arbejder med på studiet. Og siden isoleringsmateriale er noget af det mest usandsynlige at støde på i hverdagen, må der siges at ligge et kæmpe potentiale for overraskelse i produktet. Jeg vil selvfølgelig ikke komme nærmere ind på de specifikke strategier, som vi udviklede for firmaet – dem har vi givet DT eksklusive rettigheder til.

Antropologien i oplevelsesøkonomien

Til gengæld har jeg reflekteret over nogle af de betingelser, som studiet er stillet. På mange måder arbejder vi i strategisk eller aktiv forstand med nogle af de verdenssyn, som jeg beskæftigede mig med i sin tid på afdeling for antropologi og etnografi. Dengang skrev jeg opgaver, som sigtede på enten “at se det eksotiske i det nære, eller at se det nære i det eksotiske.” (lånt fra Hylland Eriksen) Jeg har altid syntes det var en vidunderlig sætning at arbejde udfra. Og heldigvis begynder jeg nu for alvor at mærke, hvordan samme dobbelte syn kan gøre sig gældende på kandidatuddannelsen Oplevelsesøkonomi.

Casen peger fremad

For tiden arbejder vi primært med markedsføring, og selvom DT er en typisk handels-case, så peger den med sit “skæve” produkt på en række muligheder for fremtidige projekter. Vi fandt noget eksotisk i den isolering som vi tager for givet til hverdag, men hvorfor ikke strategisere over det nære i ulandsbistanden, det eksotiske i Børns Voksenvenner, det nære i Lissabontraktaten (?) eller det eksotiske i den danske velfærdsmodel. Kort sagt, synliggøre nogle af de ting, der kan gøre verden bedre.

Mere end et begreb

Begrebet oplevelsesøkonomi bliver desværre ofte kædet sammen med kynisme, profitmaksimering og overflade, og selvom en sådan sammenligning kan retfærdiggøres i visse sammenhænge (bl.a. i forbindelse med begrebets trendsættende “fædre”, Pine & Gilmore), er det udtryk for stædig pessimisme at forsage “oplevelsesøkonomien”, alle dens gerninger og al dens væsen. Jeg tror på positiv kynisme!

Oplevelsesøkonomi-studiets officielle hjemmeside.

Dansk Træfiberisolering.

(source : Le Monde 17/11/09)

Près d’un Français sur deux estiment que la situation économique de leur pays va se dégrader au cours des trois prochains mois, ce qui fait de la France l’un des pays les plus pessimistes au monde, selon un sondage international publié, mardi 17 novembre, par Les Echos.

Selon cette étude réalisée dans 24 pays, la France se classe au 21e rang lorsqu’il s’agit d’évaluer l’avenir de la situation économique. ‘Seuls l’Islande, la Roumanie et le Mexique ont un indice de pessimisme plus élevé que le notre’, souligne l’institut BVA qui a réalisé l’étude en France. Quarante-quatre pour cent des Français pensent ainsi que la situation économique du pays va aller en s’empirant au cours des trois prochains mois, la moyenne dans les 24 pays où a été mené le sondage s’établissant à 27 %.

A l’inverse, 12 % des Français pensent que la situation économique va s’améliorer (moyenne à 22 %) et 39 % estiment qu’elle ne changera pas (45 %). Les Français ont par ailleurs moyennement confiance dans la capacité du gouvernement à gérer la crise financière. Avec un indice de confiance de 4,4 sur 10, la France se classe au 18e rang sur 24 (moyenne 5,1).

Si les Français ont relativement confiance en la solidité et la stabilité des banques (indice de 5 sur 10, 17e rang), ils sont plus méfiants à l’égard des Bourses (indice de 4 sur 10, 18e rang).

Un Français sur deux (50 %) déclare que la situation économique a provoqué chez lui de l’anxiété et pour plus d’un Français sur trois (38 %) du stress.

Le sondage a été réalisé par Internet du 6 au 12 octobre auprès d’un échantillon de 1 242 personnes représentatif de la population française âgée de 18 ans et plus selon la méthode des quotas.

Voor deze oefening hebbe men nodig

- Versterkers
- Een stem
- Liefst een leeg huis en géén buren
- Een vleugje pessimisme (optimisme is natuurlijk nog beter)

Men neme vervolgens deze plaat, zet deze keihard op en meekwelen (=karaoken) maar!

Aaaah, har opdaget at min liste over ting der irriterer mig/jeg hader har været ugens ubestridte bedste idé. På en eller anden måde er det en skide effektiv måde at få lukket noget damp ud! Og nu er der sikkert nogen derude der tænker det er da vildt pessimistisk og negativt! Ja, men så er det bare skide heldigt, at der ikke er nogen der læser min blog! Det gør i øvrigt ikke noget, at lukke dampen ud fra tid til anden… Hellere dét end at lade det gære og så ligepludselig lukke det hele ud over den første og nærmeste stakkel! Det er jo også en effektiv måde, at sætte ord på hvad der generer mig i min hverdag! Hey, det er jo hele to plusser! Det er raserianfaldsforebyggende og terapeutisk… Win-win, lige der bishes!

Nu mangler jeg bare en lidt større læseskare så det ikke bare svarer til at skrive det hele ned i sin dagbog der, af erfaring ikke har den ringeste effekt. Hmm…

Vandaag ben ik pissed.
Dus even geen opgewekte shizzle.
Ook al is pissed zijn ook wat leuk… want dan heb je een goed excuus om tijdens het eten niets te zeggen, om je schoenen in de hoek te kegelen en te brullen tegen sommige mensen.

Pissed zijn, dat kan! Als het maar niet te veel is.

C’est sans doute un effet de l’hiver qui approche, du soleil incliné, de la lumière diminuée…
Je n’ai jamais aimé novembre qu’il faut traverser dans la grisaille pour gagner décembre et voir les merles aller et venir sur les pelouses et faire des projets d’avenir. On sent alors un frémissement, le basculement vers des jours plus longs, plus lumineux. Et puis on est pris par les fêtes de fin d’année.
Mais quand arrivent novembre et les premiers froids sombres et mouillés, on sent, inquiet, qu’il va falloir subir. Subir et patienter.
Et puis, novembre officialise, fête le souvenir de nos morts et nous rappelle notre faiblesse d’êtres humains conscients de leur vulnérabilité.

La mort, inéluctable, qu’il nous faut savoir accepter, penser et « vivre » chaque jour pour donner du sens, de la densité, du prix à notre vie.
Mais justement, il est des moments, des périodes où on doute de pouvoir faire de sa vie quelque chose de plus fort que le néant, qui aille au-delà de nous-mêmes, qui nous transcende, nous porte et que l’on transmet, confie à d’autres, comme un projet précieux vers un idéal humain.

Ainsi, notre vie ne se limite pas aux dates de notre naissance et de notre mort.
Nous avons vécu plusieurs mois d’une vie intra utérine que l’on sait, que l’on sent avoir été dense et importante. Et bien avant notre conception, nous étions déjà vivants dans le désir d’enfant de nos parents, dans leur besoin vital de transmettre.

Les tout petits que nous engendrons et mettons au monde sont ce défi, ce projet permanent et conscient de l’homme, de se survivre malgré sa précarité.

Et bien sûr, c’est ici et maintenant, en ce lieu et en ce temps qui nous sont dévolus, et non dans un au-delà temporel, que chacun de nous doit forger de son mieux, son œuvre de vie.

« La mort », le hors-série N° 248 de Science & Vie, veut nous aider à comprendre, vivre pleinement, vaincre en la retardant, en la dominant, notre fin inéluctable.

Un ensemble de réflexions, de données scientifiques, de témoignages humains, tout à fait remarquable, qu’il faut lire afin d’être plus fort et plus digne pour mieux envisager chaque jour, et quand l’heure sera venue du « cercle rouge », mieux « affronter l’ultime défi ».

La mort révoltante des enfants, des tout petits.
Eux qui n’ont pas eu le temps d’envisager un idéal, un projet à transmettre, la vie leur est soudain confisquée par la camarde voleuse d’enfants. Et elle leur est bien trop souvent sadiquement et longuement arrachée dans la douleur scandaleuse.
Dans la douleur et dans la conscience.
Très tôt les enfants sentent la mort qui menace, et Dolto, Nasio, Bernard Martino, et bien d’autres à leur suite, nous ont montré leur grande dignité et leur immense courage face à la douleur qui taraude, à la mort pressentie. Et il arrive souvent que ce soit eux, si faibles et pourtant pleins de vaillance, qui consolent leurs parents du deuil à venir.
Des statistiques glaciales.
Voyez, p 52 du hors-série de Sciences & Vie, leur « Petit atlas de la mortalité »
Je cite (bas de p 53) :
« 1 mort sur 5 dans le monde a moins de 5 ans ».
Cela fait 9 millions de petits morts en 2007 !
Mais il y a dans ces chiffres une effroyable logique : on meurt enfant surtout dans les pays pauvres, dans les pays en guerre (civile ou non), dans les pays délaissés. Et l’Afrique, si longuement, si scandaleusement exploitée puis abandonnée face au Sida, paie de loin le plus lourd tribut à cette hécatombe : Près d’un mort sur deux (46%) y a moins de 15 ans (seulement 1% dans les pays les plus riches). Le graphique de ce bas de p 53 révèle que près d’1 enfant africain sur 10 meurt avant 1 an…
Voyez encore cette carte de 2008 de la mortalité infantile dans le monde.

Il y a un lien étroit entre le niveau de vie et l’espérance de vie.
Comparez à la carte de mortalité infantile (lien ci-dessus) avec celle-ci de l’espérance de vie à la naissance
Dans la misère et la lutte permanente pour survivre, on n’a guère le loisir d’apprendre à lire – surtout s’il n’y a guère d’écoles : Voyez ces taux d’alphabétisation dont l’envers est l’illettrisme.
L’illettrisme, une calamité sournoise qui agit comme une carence, une carence en savoir, en possibilité d’apprendre, donc d’accéder à un apprentissage, à des connaissances, à des savoir faire, et qui mène tout droit au non emploi et à la misère.
Tenez, lisez ceci, qui nous concerne directement, nous, Français :

«Une étude de l’Agence nationale de lutte contre l’illettrisme (ANLCI) estime que les lacunes d’écriture, de lecture et de calcul touchent aussi bien les salariés que les personnes défavorisées ou issues de l’immigration. Plus de 1,8 million de travailleurs sont concernés, soit plus de la moitié des 3 100 000 personnes en situation d’illettrisme en France. Les quelque 8 000 organismes qui proposent une remise à niveau aux salariés, sont assaillis de demandes. » (Source : ici)

Et nous savons bien que, bien qu’en paix, nous sommes tout de même dans une guerre économique et donc sociologique, et que ces grandes misères culturelles, ces futures détresses se préparent dans une petite enfance malchanceuse que nous avons laissé insensiblement glisser, puis filer vers une adolescence et un âge adulte à l’avenir très menacés.

Et le grand chic maintenant, c’est de déplacer les populations (on a appelé cela déportation). On déplace, déporte les habitants de zones entières quand on ne provoque pas leurs fuites éperdues, leurs exodes– qu’on dit être des migrations – devant la guerre et les massacres qui prennent vite des allures de génocides – mais on s’habitue n’est-ce pas ? On est submergé d’images déprimantes par leur répétition et par notre impuissance, à nous bien sûr, mais aussi même aux ONG : il leur en faut du courage et de l’opiniâtreté pour persévérer dans les périls, chacune sur son petit chantier de misère, sachant fort bien que par ailleurs, nous, puissants, bien nantis, bien nourris, leur fabriquons encore et encore de la souffrance, de la détresse, de la maladie et de la mort.

Vous trouverez ici des données statistiques, en français, de l’OMS

Et, surtout, si vous avez le temps, plongez-vous dans cet immense tableau de données mondiales et pays par pays, de l’OMS, en français, – ce qui n’est pas toujours le cas.
Sigles régionaux de l’OMS:
AFRO Région africaine. AMRO Région des Amériques. EURO Région de l’Europe. EMRO Région de l’Asie du Sud-est
Vous trouverez les tableaux suivants dans le fichier pdf de 149 pages :

1. (p 13) Enfants de moins de 5 ans présentant un déficit pondéral (%)
2. (p14) Taux de mortalité des moins de 5 ans
(probabilité de décès avant l’âge de 5 ans pour 1000 naissances vivantes)
3. (p15) Couverture par la vaccination anti rougeoleuse chez les enfants d’un an (%)
4. Taux de mortalité maternelle (pour 100 000 naissances vivantes)
5. Naissances assistées par du personnel de santé qualifié (%)6. Prévalence de la contraception (%)
7. Taux de fécondité des adolescentes (pour 1000 jeunes filles de 15 à 19 ans)
8. Couverture par les soins anténatals (%) : au moins 1 visite
9. Besoins insatisfaits en matière de planification familiale (%)
10. Prévalence du VIH chez les adultes de 15 ans et plus pour 100 000 habitants
11. Proportion des hommes entre 15 et 24 ans ayant une connaissance générale et correcte du VIH/sida (%)
12. Proportion des femmes entre 15 et 24 ans ayant une connaissance générale et correcte du VIH/sida (%)
13. Couverture par le traitement antirétroviral chez les personnes à un stade avancé
de l’infection à VIH (%)
14. Taux de mortalité due au paludisme pour 100 000 habitants
15. Enfants de moins de 5 ans dormant sous une moustiquaire imprégnée d’insecticide (%)
16. Enfants de moins de 5 ans fiévreux et ayant reçu un traitement antipaludique quelconque (%)
17. Taux de succès thérapeutique dans le cadre du DOTS (%)
18. Accès à des sources d’eau potable améliorées (%).
19. Accès à un assainissement amélioré (%)
p37 Taux de mortalité des nourrissons / des enfants de moins de 5 ans / des adultes 15-60 ans
1. (p38) Mortalité et charge de morbidité

Voyez à partir de la page 60 :
3. Maladies infectieuses sélectionnées

Voyez à partir de la page 83: les Facteurs de risque, puis p 85 des statistiques sanitaires mondiales de 2009.
P 96 Personnel de santé, infrastructures sanitaires et médicaments essentiels
P 108…, les % de dépenses de santé
P 120-128 les iniquités en matière de santé
Et à partir de la p 131 d’intéressantes statistiques démographiques.

Mes raisons de pessimisme, vous le voyez, ne sont donc pas que saisonnières et météorologiques…
Je suis indigné, parfois au bord du découragement, en raison de cette scandaleuse inégalité des chances des tout petits selon qu’ils naissent ici ou là, (géographiquement et socialement), aux causes surtout géopolitiques donc, bien qu’ils aient tous, malgré des apparences plus que variées et propices aux a priori, un génome identique aux potentialités absolument égales.

Et j’ai aussi bien des raisons d’admiration, d’enthousiasme pour l’immense travail de traitement et de prévention sanitaires effectué par les personnels de santé et les membres – souvent bénévoles – des ONG, dont on ne dira jamais assez le dévouement et le courage.

Une autre raison de m’enthousiasmer :
Je viens de redécouvrir – et je vous en parle dès demain – Bernard Martino, dont les idées, les œuvres écrites et les images nous sont familières comme celles de Françoise Dolto, comme si lui aussi était pour ainsi dire passé dans le domaine public…

La vague 13 du baromètre PME-TPE de TNS Sofres pour le compte de l’ordre des experts comptables vient de sortir : http://www.tns-sofres.com/points-de-vue/7BEBE5A395A342EAB4BF6C40DA50C4A6.aspx

Cette étude est toujours intéressante à consulter car, contrairement à d’autres qui se contentent souvent de proposer une photographie à instant donné, elle s’inscrit dans la durée et permet de mesurer l’évolution de l’état d’esprit des dirigeants de TPE/PME depuis près de 3 ans.

Malheureusement, si la vague 12 avait détecté un début d’embellie, cela ne semble pas vraiment confirmé avec cette nouvelle édition puisque que l’on constate une nouvelle dégradation du niveau d’optimisme sur bon nombre d’indicateurs.

Araignée du matin chagrin, araignée du soir espoir. Quelle idée de bs! J’en ai vu une grosse criss d’araignée hier soir moi, 10 h 15. Stu assez soir à votre goût? Elle était grosse, dégueu, noire avec des petites stripes de couleur sur le dos puis je me suis dit que si l’espoir était proportionnel avec la taille de l’araignée dans le proverbe, ben tabarnack j’allais avoir plein d’espoir! Espoir, spas généralement synonyme de bonheur ça? Pu dans mon livre à moi.

Araignée du matin chagrin, araignée du soir…FUCK OFF! Proverbe de marde. J’aime pas les proverbes, ça me pue au nez, ça nous fait juste croire des trucs qui ne se peuvent pas. Araignée du matin chagrin…ok ouin ça passe peut-être. Araignée du soir, espoir… FUCK OFF! L’espoir c’est comme le talent de Grégory Charles puis les Hobbits, c’est rare pis quand t’en as, ben ça vient en petit format. Alors, on oublie ça.

Anyway, est-ce que ça a vraiment une utilité espérer? Espérer avoir mieux quand t’es même pas capable de t’ouvrir les yeux sur ce que t’as, c’est pas quelque chose que je qualifierai de champion. Proverbe de marde, mot de marde. Espoir, c’est loooooooooser comme mot. “Sois insatisfait de ce que tu as puis pense donc à ce que tu n’auras pas”. Belle mentalité. L’espoir j’ai ça solide din fesses, comme un osti de suppositoire quand t’as la grippe, tu l’as pas par choix, mais par obligation. Parce que c’est la dernière solution qu’il te reste quand t’as l’impression qu’il te reste pu rien.

Bref c’est de la marde, moi ça me tente pu. Fuck off les proverbes, ça raconte des niaiseries. Aussi bien rien avoir que d’attendre pour quelque chose que tu n’auras jamais.

Ada tiga aliran yang melandasi teori penyelenggaraan pendidikan yaitu :

1. Aliran Nativisme (Naturalisme)

Nativisme berasal dari kata Nativus yang berarti kelahiran. Tokoh aliran ini adalah Arthur Schopenhauer (1788-1860) seorang filosof jerman, yang berpendapat bahwa hasil pendidikan dan perkembangan manusia itu ditentukan oleh pembawaan yang diperolehnya sejak anak itu dilahirkan. Anak dilahirkan kedunia sudah mempunyai pembawaan dari orang tua maupun disekelilingnya, dan pembawaan itulah yang menentukan perkembangan dan hasil pendidikan. Lingkungan, termaksud tidak upaya tidak mempengaruhi perkembangan anak didik. Apabila seorang anak berbakat jahat, maka ia akan menjadi jahat, begitu pula sebaliknya. Karena dalam aliran ini dikenal dengan istilah pessimisme paedagogis, karena sangat pesimis terhadap upaya-upaya dan hasil pendidikan.

Natur artinya alam, atau apa yang dibawa sejak lahir. Aliran ini sama dengan aliran nativisme. Naturalisme yang dipelopori oleh Jean Jaquest Rousseau, bependapat bahwa pada hakekatnya semua anak manusia adalah baik pada waktu dilahirkan yaitu dari sejak tangan sang pencipta. Tetapi akhirnya rusak sewaktu berada ditangan manusia, oleh karena Jean Jaquest Rousseau menciptakan konsep pendidikan alam, artinya anak hendaklah dibiarkan tumbuh dan berkembang sendiri menurut alamnya, manusia jangan banyak mencampurinya.

Jean Jaquest Rousseau juga berpendapat bahwa jika anak melakukan pelanggaran terhadap norma-norma, hendaklah orang tua atau pendidik tidak perlu untuk memberikan hukuman, biarlah lam yang menghukumnya. Jika seorang anak bermain pisau, atau bermain api kemudian terbakar atau tersayat tangannya, atau bermain air kemudian ia gatal-gatal atau masuk angin. Ini adalah bentuk hukuman alam. Biarlah anak itu merasakan sendiri akibatnya yang sewajarnya dari perbuatannya itu yang nantinya menjadi insaf dengan sendirinya.

Dikutip dari : (Asnelly Ilyas, Prinsip-prinsip pendidikan anak dalam Islam, Penerbit Al bayan, bandung tahun 1997 halaman 64)

1. Empirisme

Empire artinya pengalaman. Aliran empirisme berlawanan 180⁰ dengan aliran nativisme, karena berpendapat bahwa dalam perkembangan anak menjadi dewasa itu sangat dipengaruhi oleh lingkungan atau pengalaman dan pendidikan yang diterimanya sejak kecil. Pada dasarnya manusia itu bisa didik apa saja menurut kehendak lingkungan atau pendidikannya.

Dalam dunia pendidikan, pendapat empirisme dinamakan optimisme paedagogis, karena upaya pendidikan hasilnya sangat optimis dapat mempengaruhi perkembangan anak, sedangkan pembawaan tidak berpengaruh sama sekali. Tokoh aliran ini adalah John Locke, yang memandang bahwa anak yang dilahirkan itu ibaratnya meja lilin putih bersih yang masih kosong belum terisi tulisan apa-apa, karenanya aliran atau teori ini disebut juga Tabularasa, yang berarti meja lilin putih.

Dikutip dari : (Abu ahmadi dan Nur Uhbiyati, Ilmu Pendidikan, Jakarta, Rineka Cipta tahun 1991 pada halaman 293)

1. Aliran konvergensi

Aliran ini dipelopori oleh William Stern, seorang ahli ilmu jiwa berkebangsaan jerman yang berpendapat bahwa penmbawaan dan lingkungan keduanya menentukan perkembangan manusia, sehingga aliran ini merupakan kompromomi atau kombinasi dari nativisme dengan empirisme

Konvergensi berasal dari kata Convergative yang berarti penyatuan hasil atau kerja sama untuk mencapai suatu hasil. William Stern mengatakan bahwa kemungkinan-kemungkinan yang dibawa sejak lahir itu merupakan petunjuk-petunjuk nasib manusia yang akan datang dengan ruang permainan. Dalam ruang permainan itulah terletak pendidikan dalam arti yang sangat luas. Tenaga-tenaga dari luar dapat menolong tetapi bukanlah ia yang menyebabkan perkembangan itu, karena ini datangnya dari dalam yang mengandung dasar keaktifan dan tenaga pendorong. Sebagai contoh : anak dalam tahun pertama belajar mengoceh, baru kemudian becakap-cakap, dorongan dan bakat itu telah ada, di meniru suara-suara dari ibunya dan orang disekelilingnya. Ia meniru dan mendebgarkan dari kata-kata yang diucapkan kepadanya, bakat dan dorongan itu tidak akan berkembang jika tidak ada bantuan dari luar yang merangsangnya. Dengan demikian jika tidak ada bantuan suara-suara dari luar atau kata-kata yang di dengarnya tidak mungkin anak tesebut bisa bercakap-cakap.

Tijdens een zonnige en eentonige treinreis — een dankbare kweekvijver voor dat soort dingen — schoot mij gisteren een idee voor een chestertoniaanse roman te binnen. Dat gebeurt me wel vaker, en meestal ontbreekt het me aan zin en tijd om het idee uit te werken. Bovendien: deze chestertoniaanse roman die ik voor mij zag bevatte geen nihilistisch, plotloos geneuzel en gezanik, dus enige kans op een lezerspubliek in het Nederlandse taalgebied lijkt me bij voorbaat uitgesloten. Dus ik kan mijn idee best verklappen. Ook heel chestertoniaans, trouwens: Orthodoxy van G.K. Chesterton begon immers ook met het verklappen van een onvolgroeid romanidee.

Mijn idee voor een chestertoniaanse roman kwam hier op neer: dat er een gigantisch wereldwijd complot blijkt te zijn tegen complotten. Machthebbers, multinationals, militaire inlichtingendiensten, esoterische sektes en religieuze leiders — allemaal zijn ze betrokken bij dit grootse complot. Iedere poging om een complot te smeden, wordt door hen direct en onverbiddelijk in de kiem gesmoord. Twee of drie mannen die ergens in de bergen van Georgië bij elkaar komen en op fluistertoon hun onvrede over Poetin kenbaar maken, worden onmiddellijk op hun mobieltje gebeld door deze verborgen wereldmacht. Of ze het even uit hun hoofd willen laten een complot te smeden. Hetzelfde overkomt Obama en Berlusconi, wanneer zij op de een of andere VN-top een onderonsje hebben. En op de plaats waar een vliegtuig zich in een wolkenkrabber heeft geboord, verschijnen mysterieuze agenten die moeten voorkomen dat andere mysterieuze agenten belastend bewijsmateriaal verduisteren.

Nou ja, de mogelijkheden zijn eindeloos. Ik wil niet beweren dat dit een goede roman zou zijn, maar het basisgegeven vind ik toch tamelijk hilarisch: dat al die wilde samenzweringstheorieën die op het internet rondzingen onjuist blijken te zijn dankzij de wildste samenzwering van allemaal, de samenzwering tegen samenzweringen.

Ik verklap dit idee omdat ik las dat een belachelijk hoog percentage van de Nederlandse bevolking gelooft in complottheorieën. Pim Fortuyn is vermoord door de JSF-lobby, Lady Di is vermoord door het Britse koningshuis, Kennedy is vermoord door de CIA en wij allemaal worden langzaam maar zeker vermoord door gsm-fabrikanten. Al deze samenzweringstheorieën zijn natuurlijk hartstikke waar. Het totale gebrek aan bewijs is bij dit soort verhaaltjes immers het meest krachtige bewijs.

Nee, trouwens, er is wel bewijs… Dat van die gsm-fabrikanten moet wel waar zijn, want de resultaten van dit onderzoek tonen aan dat de complete Nederlandse bevolking volslagen krankjorum geworden is door de straling van mobiele telefoons. Ik wil hier niet beweren dat de complottheoretici ongelijk hebben als zij beweren dat de Mossad achter de aanslagen van 11 september zit of dat er opzettelijk impotent makende stoffen in vliegtuigbrandstoffen wordt gestopt — zoals ik al zei kan het tegendeel toch niet bewezen worden, en voor deze dwazen is dat al voldoende bewijs. Ik wil vooral beweren dat het geestelijk ongezond is om je überhaupt met dit soort theorieën bezig te houden.

Ze zuigen je namelijk mee in een neerwaartse spiraal van paranoia, wantrouwen en cynisme, naar een troosteloos universum dat geregeerd wordt door blinde destructieve krachten. Totdat je uiteindelijk krankzinnig of zelfs schopenhaueriaan bent, het summum van geestelijke onfrisheid — hoewel je er best de Libris Literatuurprijs mee kunt winnen. (Schopenhauer, voor degenen die het geluk hebben hem niet te kennen, was een 19e-eeuwse filosoof die gruwelijk overschat werd, op de eerste plaats door Schopenhauer zelf.) Als je dan toch een hobby zoekt, ga liever kantklossen, aquarellen schilderen, een moestuin onderhouden, vogels tellen… Alles beter dan je in samenzweringstheorieën verdiepen.

De basale psychologie van deze geestelijke dwaling is ook al door Chesterton beschreven, in het al genoemde meesterwerk Orthodoxy. (Mijn weggegeven verhaalidee is in feite dus zelfs meervoudig chestertoniaans.) Een gek heeft niet zijn verstand verloren, luidt een bekende uitspraak uit dit boek, maar heeft juist alles verloren behalve zijn verstand. Waanzin heeft een sterk rationele kant — in het genoemde onderzoek blijkt niet voor niets dat hoogopgeleiden zeker zo vatbaar zijn voor samenzweringstheorieën. Langs strikt rationele lijnen is het ongelijk van de waanzinnige dus niet te bewijzen.

“Nevertheless he is wrong.  But if we attempt to trace his error in exact terms, we shall not find it quite so easy as we had supposed. Perhaps the nearest we can get to expressing it is to say this: that his mind moves in a perfect but narrow circle.  A small circle is quite as infinite as a large circle; but, though it is quite as infinite, it is not so large.  In the same way the insane explanation is quite as complete as the sane one, but it is not so large. A bullet is quite as round as the world, but it is not the world. (…) we may say that the strongest and most unmistakable mark of madness is this combination between a logical completeness and a spiritual contraction.  The lunatic’s theory explains a large number of things, but it does not explain them in a large way.” (uit: G.K. Chesterton, Orthodoxy, hoofdstuk 2)

Nu had Chesterton het nog over individuele gekken. Een eeuw nadat hij dit schreef, blijkt ruwweg driekwart van de Nederlandse bevolking alles verloren te hebben, behalve haar verstand. Wat wij verloren hebben, is de notie dat de wereld meer is dan een onguur krachtenveld waarin alles draait om wil tot macht. Wat wij verloren hebben is een nuchtere omgang met datgene waar we geen grip op hebben. Wat wij verloren hebben, kortom, is vertrouwen. Naïef? Natuurlijk! En wat een genade is die naïviteit… De frisse bries die het vertrouwen is, kan alle wolken van duistere vermoedens verdrijven.

På hjemmesiden Projekt Arbejdsglæde har du nu mulighed for at teste om du eller din arbejdsplads er kriseramt. Hvordan påvirker krisen dig? Er du frustreret, nervøs og pessimistisk eller glad og fuld af energi?

Klik her for at teste om du er kriseramt.

Une certaine pulsion de mort, un désir que tout s’arrête, une envie de fin m’accompagne ces jours-ci. Phénomène peu avouable dont les promesses apaisantes installent sournoisement le soulagement dans un coin de l’esprit. Relent d’adolescence, rejet du présent, désir d’éviter les difficultés qui se présentent, sensibilité au pessimisme ambiant, difficulté à communiquer, ces causes bénignes s’empilent en cube, donnant vie, créant, matérialisant ce souffle malsain qui m’entoure, m’accompagne, me berce et me tourmente.

Voila ce qu’on peux lire dans 20min.fr :

Bourdais en mode Alesi
F1 - Sébastien Bourdais, sur sa Toro Rosso, a signé les 19e et 16e temps des premières séances d’essais libres du Grand Prix d’Australie, la première épreuve du Championnat du monde de Formule 1. «C’était déjà bien que nous n’ayons pas de problème aujourd’hui», a estimé le Français. La saison peut être longue.

Je déplore une fois de plus que Sébastien Bourdais se discrédite tout seul par ses commentaires.

La saison passé ne semble pas lui avoir laissé de leçons.

On sait que la voiture n’est pas la meilleure du plateau, que les essais ont étés ridiculement court mais allez, c’est bon, on à pas besoin de s’en faire rabacher les oreilles à chaques interviews.

Un peu de positivité merde. Il le savait avant de resigner.

Le péssimisme à la française ?

Enfin, il est toujours facile de juger de l’extérieur.

Ik ben te vinden op Hyves, op MySpace, op LinkedIn, en misschien nog wel op een aantal andere sociale netwerksites waarvan ik het bestaan en/of mijn wachtwoord vergeten ben. Daarnaast heb ik MSN op mijn computer, maar dat gebruik ik zelden tot nooit, en sinds kort ook Skype – dat had ik toevallig voor mijn werk nodig, maar ik vermoed dat ik dat verder ook niet vaak gebruiken zal. Verbetert dit alles de kwaliteit van mijn leven? Nou en of! En de wetenschap kan dat van ganser harte beamen…

Binnenkort promoveert communicatiewetenschapper Marjolijn Antheunis aan de UvA op een onderzoek naar online en offline vriendschappen. Ze heeft vooral de dynamiek van vriendschappen via Hyves onderzocht. Ik vind de resultaten van het onderzoek, voor zover die nu in de berichtgeving gepresenteerd worden, erg boeiend. 

In elk geval logenstraft het onderzoek een al te gemakkelijk pessimisme – laat ik die visie als volgt samenvatten: dergelijke netwerksites bevorderen slechts narcisme, escapisme en schaamteloos exhibitionisme, en corrumperen daarmee de mogelijkheid om echte vriendschappen aan te gaan. Het voelde heerlijk om die zin neer te pennen – niets is immers zo plezierig en stimulerend als pessimisme – maar het is dus niet waar. Als Antheunis gelijk heeft – en mijn intuïtie en gezonde verstand zeggen dat zij best wel eens gelijk kan hebben – dan maakt het voor de kwaliteit van een vriendschap niets uit of die online of offline begonnen is, en kan die online variant zelfs een stimulans zijn om elkaar op een fundamenteler niveau te leren kennen. 

Het is ook zo, ik merk het zelf ook: zelfs over vrienden die ik al jaren ken leer ik telkens wat nieuws als ik hun Hyves-profiel bekijk; al is het maar dat ze graag boterhammen met pindakaas en chocoladepasta eten, of dat ze Titanic stiekem best een goede film vinden.  Zo leer je nog eens wat. De communicatie via internet is kortom directer, je komt meteen veel fundamentelere zaken te weten. Je kunt jarenlang een collega op je werk hebben met wie je dagelijks praat, en met wie je het prima kunt vinden, zonder dat jullie van elkaar weten dat jullie eigenlijk Titanic stiekem een goede film vinden. (Nogal wiedes, zoiets hou je liever voor je.) Via Hyves kom je er zo achter.

Maar wat het onderzoek ook laat zien, is dat louter virtuele vriendschappen niet standhouden. Ik citeer uit een van de gelinkte artikelen:

Puur virtuele vriendschappen, die er trouwens maar heel weinig zijn, worden makkelijker afgebroken of verwaarloosd. Online voelen mensen zich vrijer om te doen wat ze voelen, en spelen fatsoensnormen een kleinere rol.

Je zou kunnen zeggen: mensen zijn op internet eerlijker. Als jij iemand die je alleen via internet kent eigenlijk maar een saaie drol vindt, zal je die persoon makkelijker laten vallen dan wanneer je die persoon ook in levende lijve kent, en je dus door conventies en goed fatsoen verplicht wordt om het toch met die saaie drol uit te houden. Persoonlijk vind ik ‘eerlijker’ dan trouwens niet het juiste woord. Want je kunt je afvragen of die conventies en dat fatsoen niet juist veel eerlijker zijn, of in elk geval rechtvaardiger, omdat zij ervoor zorgen dat je die persoon die jij toevallig niet zo mag toch correct blijft behandelen. Beter zou het dus zijn te zeggen: mensen voelen zich op internet ongebondener, tot minder verplicht, minder verantwoordelijk. Zo bezien rechtvaardigt dit onderzoek dus toch wel een milde vorm van pessimisme.

Maar ik ontwaar nog een diepzinniger punt in deze observatie. Zoals gezegd kunnen online vriendschappen juist een verdieping van de vriendschap veroorzaken. Je leert immers meteen dingen van iemand die je in het normale sociale verkeer niet zo snel zou leren. Je komt eerder to the point, je laat paradoxaal genoeg achter die digitale façade van de virtuele wereld makkelijker de façades die je in het werkelijke leven hebt opgetrokken vallen. Maar, en nu komt het diepzinnigere punt: blijkbaar heeft dat diepere, zogenaamd eerlijkere contact in een virtuele omgeving geen enkele stabiliteit of duurzaamheid of blijvende betekenis, wanneer dat contact niet óók een vervolg krijgt in de fysieke wereld. In zekere zin ontmaskert dit onderzoek het idee van wat wel de ‘platoonse vriendschap’ genoemd wordt – en waarvan de virtuele vriendschap theoretisch gezien het summum zou zijn – als een onhoudbaar waanidee. Door technologie bemiddeld contact streeft altijd naar onbemiddeld, onmiddelijk contact. Het louter geestelijke kan niet bestaan zonder het materiële. Het woord wil vlees worden. Concreet: je hebt er geen klap aan om te weten dat die collega net als jij stiekem van Titanic houdt, als je niet ook een keertje samen Titanic gaat kijken, thuis op de bank, met een grote bak chips.

Tot slot nog iets dat me opviel. Nogmaals een citaat:

Daarbij [bij het verdiepen van virtuele contact, AdW] maakt het niet uit of mensen elkaar kunnen zien via een webcam. Dat is opmerkelijk, want de meeste wetenschappers menen dat het juist wél veel uitmaakt of je iemand ziet.

Met in het achterhoofd wat ik eerder zei over bemiddeling en onmiddelijkheid is het natuurlijk helemaal niet zo opmerkelijk. Die zichtbaarheid vergroot alleen maar het bewustzijn dat het contact bemiddeld is. De bedrijven die webcams verkopen proberen dat feit overigens op slinkse wijze te verdoezelen. Want wat zie je steevast op de dozen waarin die webcams verpakt zijn? Blije gezichten die elkaar recht aankijken, alsof het beeldscherm van de pc niet meer dan een glasplaat is. In werkelijkheid staat die webcam natuurlijk iets boven of naast je beeldscherm. Waardoor je het effect krijgt dat ik op de screenshots boven dit stukje heb vastgelegd: die ander kijkt jou niet recht aan, maar kijkt iets omlaag, naar zijn beeldscherm, waar hij jou ook omlaag ziet kijken naar je beeldscherm. Een webcam maakt dus dat je elkaar alleen maar kunt zien door elkaar niet recht in de ogen te kijken. Een tamelijk eenzame aangelegenheid.

Cammen, chatten, krabbelen – het is leuk, en het kan vriendschappen verdiepen. Maar ze zullen nooit een substituut zijn van daadwerkelijk samen zijn, samen een film kijken, samen een boterham met pindakaas en chocoladepasta eten, bijkletsen in de kroeg, elkaar in de ogen kijken.

- Dere kan gjerne kalle meg Lunga. Det holder, jeg heter det i dag. Tidligere var jeg innehaver av andre navn. Som jeg har kastet av meg.

- Ok. Liten pause.  - Hva er den underlige såre lyden som vi kan høre såvidt, som overdøves av navnelyden og alt det andre?

- Det er min sjel som skriker stille; -det finnes en sjel her inne!

Vel vel. Jeg foretrekker folk som mestrer kunsten å være selvmotsigende. Og;  - dette sier jeg rett ut:  - jeg tiltrekkes av desperate typer. Jeg har sans for folk som har guts til å vise sin desperasjon over tingenes tilstand.

- Hvem kan  nekte for at det er slik vi alle har det av og til selv om vi med alle midler ønsker å skjule det?

Desperasjon er en rus. Jeg merker at en nerve et sted inne i meg begynner å dirre. Jeg blir opplivet i hjerne og hjerte av desperasjon. Det aller verste jeg vet – kanskje bør jeg ikke si slike ting – av alle ting så er det verste jeg vet mange av de folkene som deltar i Dagsnytt 18. Det er riktig, jeg ser utelukkende på 100 % saklige TVprogrammer. Jeg liker ikke TV. Dette er det nærmeste jeg kommer ikke-TV. Men mange av folkene som dukker opp der, de har jeg lite sans for. De typene er motsatt av desperate; superglatte typer med veloverveid normalitet og innstudert selvbeherskelse, rørende enig med seg selv og gjerne kosmetisk solbrune med nypleid hårsveis. Jeg blir intenst uvel av at folk ter seg robotaktig fordi det er det sikreste om de skal unngå at noen blir opprørt av det de sier.

- Må folk fremstå så forkrøplet falskt for å snakke saklig og fornuftig? -Er det så viktig at ingen blir opprørt?

En av de bunnløst desperate tenkere (tenkende mennesker er gjerne litt desperate) jeg kjenner hevder som første påstand at verden er alt som er tilfelle. Så, mot slutten av en lang kjede av argumenter, avslører han i et nærmest religiøst tonefall at når det som er tilfelle er slått fast og vi har fått rede på det meste om verden, da er det fremdeles mye vi ikke vet om det som er viktig for oss i livet:

- Det vi ikke vet er det meste. Han hvisker det til oss. – Det vi behøver for å finne ut av livet er mye mer og noe annet enn bare faktisk viten. Det vi ikke vet, det vet vi ikke på mange forskjellige måter. Å ikke vite er vanskeligere enn å vite. Det er ikke en ting, det å ikke vite. Det er mange ulike måter å ikke vite på. Vi må lære oss til å omgåes vår ikkeviten på forskjellige måter. Særlig må vi motstå den instinktive reaksjonen som er å innta en vitende holdning.

- Tenk å greie å tenke og si dette. Jeg hadde aldri kommet på noe slikt.

En annen utstøtt skikkelse sa noen hundreår tidligere:

- Alle ting streber etter å vedvare i sin væren.

De streber, dvs. de har en slags vilje i seg som ligger til grunn for det de er og søker å fortsette å være. Påvirkninger og årsaker er viktige, de setter sett preg både på tingene og oss. Men i bunn og grunn er vi årsak til oss selv. Vi er vår egen årsak. Uten at jeg vil regne meg som noen betydelig tenker, er jeg tilbøyelig til å være enig med de to ulykkelige filosofene. I tillegg har jeg gjort meg noen egne små tanker som jeg befinner meg vel med. For meg er ikke virkeligheten noe solid sted å oppholde seg. Man må tråkke forsiktig avgårde, mye kan gå i stykker bare ved litt uvøren fremferd. Det slår meg at ingenting er bare det det er. Alt kan og vil løse seg opp. Det blir noe annet. Jeg synes det er riktig å si at vi er alle en sort magikere. Uten at vi vet det maner vi verden fram. Med magi holdes tingene og verden sammen. Uten vår magi kan det ikke være noen menneskelig verden. Uten fungerende eller levd magi faller verden sammen for oss i tusenvis av småbiter. Vi må være på vakt overfor antimagikerne. Det er en bevegelse bestående av folk som har en overdrevet og ensidig saklig og faktuell innstilling og som misliker og vil ha vekk alt det magiske. Folk som med alle midler forøker å sette gjennom at det som er avgjørende er å tjene masse penger og ta seg lengst mulig opp og fram. Slike folk må ikke få for mye å si. For all del, vi må passe på dem. Selv om det er åpenbart for alle og dem selv hva de holder på med og hvor mye de ødelegger for folk som først og fremst ivaretar livet og alt som lever, så snakker og skriver de som om de har oversikt over og respekt for andre verdier enn penger og makt. Det har de ikke. De forstår ikke helt hva de holder på med og hva det kan føre med seg av usedvanlige ubehageligheter (hører du; disse to ordene har identiske vokaler) for oss alle.

- Hvis ikke det som følger er magi, så vet ikke jeg hva magi er.

Hør bare her: For noen år tilbake fikk jeg en beskjeden liten diktsamling til fødselsdagen min. Samlingen hadde en tittel som hørtes litt klinisk ut:  ’Den forsvinnande lungas syndrom’. Den var skrevet av tsjekkeren Miroslav Holub og gjendiktet på norsk av lyrikeren Arvid Torgeir Lie. Den kom på orginalspråket tjekkisk i 1990. På engelsk heter disse diktene “Vanishing Lung Syndrome”.  Den norske tittelen bærer i seg en potensiell tvetydighet som ganske enkelt er grunnen til at jeg fikk boken. Tvetydigheter kan sammen med andre uaktsomme hendelser få langtrekkende følger. Giveren var en den gang forholdsvis kjær venninne som jeg her gir navnet Jolie. Under en snarvisitt innom Eikenæs bokhandel som er lokalisert på Sandane (stiftet 1989, omsetning 9.533.000 i 2008, tlf: 57865322, daglig leder Hans Eikenæs) får den alltid årvåkne Jolie tilfeldigvis øye på diktsamlingen som det her er snakk om. Den står inneklemt mellom bøker som hensynsløst er blitt satt ned til 10 kr. stykket. Bøker som gjennom flere salg dumpes ned i denne prisklassen hører ikke lenger hjemme i kategorien verdsatt litteratur. De blir en ny type litteratur, en klasse bøker som ennå ikke har fått sitt riktige navn. Når en bok blir så billig; da kan det hende det er noen som finner en ørliten grunn som er god nok til å kjøpe den. Den lave prisen som nærmer seg ingenting eller gratis gjør det mulig for folk –  som ellers ikke ville ofre boken en eneste tanke –  å komme på at dette er en bok de har lyst til å kikke i. De fleste grunner som driver oss til å lese en bok er sterke nok til å tåle et utlegg på 10 kr. Jolie var en sparsommelig kvinne. Hun ville aldri finne på å kaste bort pengene sine på overflødige litterære kostbarheter. Når det gjelder presanger, vet hun bedre enn noen andre at det utelukkende er tanken bak som teller. Hun ser på boken og lurer på om tittelen betyr at boken har noe med meg å gjøre. Hun skjønner fort at det har den ikke, men synes at tittelen har et morsomt poeng. Der og da er Jolie absolutt sikker i sin sak.

- Perfekt, denne må være midt i blinken. Jolie mumler for seg selv mens hun bare sånn passelig  interessert blar seg gjennom bokens innhold. Hun har så langt i vårt bekjentskap aldri vist tegn som tyder på at hun har glede av å lese poesi og dikt. Allikevel tenker hun annerledes når det gjelder meg:

- Denne må da passe godt som en liten oppmerksomhet til Einar på på fødselsdagen hans! Det er jo minst to fluer i ett smekk! Han vil ha evig godt av å lese noe annet enn tørre fagbøker. Tittelen er jo litt morsom! Jolie likte alltid følelsen av å slå flere fluer i samme smekk. Hun syntes at hun fikk utført mere når en handling fungerte som flere, slik at det hun gjorde kunne lignes med et metaforisk massedrap på fluer.

Jeg var dessverre ikke i bokhandelen ved denne anledningen. Jeg kunne derfor ikke korrigere henne på dette punktet. Når det gjelder  fødselsdager er Jolie uten sin like. Hun husker dagene til alle hun kjenner. Hun kjenner meg godt nok til å ha fått med seg at jeg er såpass selvopptatt at boken vil kunne tilfredsstille min forfengelighet bare ved tittelen. Jeg tror at hun også visste at de fleste hadde problemer med å huske meg på fødselsdagen min midt oppe i den verste julestria.

Hun fikk mer rett med henblikk på tittelen enn hun visste da. Kanskje fornemmer hun allerede på dette tidlige tidspunktet at andre skjulte krefter er virksomme inne i skrotten min enn de som er åpenbare – dette er i en periode da jeg så godt ut. Vi aner gjerne mer enn det vi vet å snakke om. En erfaren psykolog jeg kjenner – han er også bosatt på Sandane –  sa en gang til meg i telefonen at folk kan føle på seg sykdom i kroppen sin lenge før de vet at de er syk. Man skal stole på sine egne fornemmelser. Det er ikke sikkert at han mente det akkurat slik, men det er det jeg fikk med meg.

Jeg gjør Holubs tittel til min egen, ved å foreta en liten viktig vri på ordlyden: ‘Den forsvinnende Lunga’s syndrom’. Dermed har jeg en tittel som passer utmerket på den historien jeg vil fortelle i bloggromanen.

Fra 24 mars 2009 frem til sommeren 2010 kommer jeg til å skrive en personlig beretning med denne tittelen som utgangspunkt. 24 mars er dagen da jeg tilfeldigvis tok til å skrive mine første linjer. Dagene som fulgte er like viktig. Livet er fullt av aborterte begynnelser. I tiden som fulgte fortsatte jeg å skrive. Jeg har siden skrevet videre på det som er i ferd med å bli min fortelling. Det er en beretning om noe som sett utenfra kan virke som en begredelig skjebne. En middelmådig ‘vellykket’  karriere renner ut i sanden, brekker i stykker, faller sammen som et korthus. Et noenlunde fargerikt liv ser ut til å ebbe ut. Hovedpersonen låner min identitet. Merk deg akkurat dette med å låne! Det er ikke rett og slett min egen historie jeg forteller her. Jeg nytter anledningen og tar i bruk ting jeg kjenner fra innsiden for å utforske noen viktige spørsmål i  livet. Jeg legger ut på et felttog, begynner en jomfruelig reise, en første langvandring innover i mitt eget levde liv. Jeg vender på en måte tilbake til traktene dit livet mitt en gang førte meg. Jeg vender om, reiser tilbake for å finne igjen land og strøk og folkeslag, venner og fiender, som jeg engang bare reiste forbi og gjennom uten at jeg visste om eller oppdaget dem. En tilbakevending til alt det som har vært og var usynlig for meg den gangen. Det er et krevende felttog. En slags uendelig felttog på alle fronter samtidig. På samme tid på østfronten og vestfonten, nordfronten og sørfronten. Alle frontene der jeg har utkjempet litt livs slag og kamper. Innover i ukjente horisonter, et felttog der jeg enda en gang utkjemper slag og kamper som jeg allerede har utkjempet. Noen tapt, noen vunnet.

- Hvorfor ønsker jeg å legge ut på dette felttoget ?

Det er mange grunner til det. En av dem kan jeg nevne. Jeg har oppdaget at det i et menneske, i våre øyne og vår hjerne finnes mange måter å se på, mange slags blikk. Et av dem er ganske spesielt. Når man bruker disse andre øynene, dette indre blikket, oppdager man at i de vanlige små detaljene og trivialitetene som fyller livene våre skjuler det seg store ukjente verdener. Det ligner litt på det som hender når man nytter elektronmikroskop og oppdager den subatomære virkeligheten. Når man bruker dette blikket kan man i livets små og ubetydelige detaljer og bagateller oppdage en uendelig og av og til kaotisk verden. Det man ser kan virke skremmende fordi det fremstår som kaotisk, uten fornuftig orden og styring. Det er en oversett verden som er full av viktige tegn og hendelser og forhold. Som man til vanlig aldri oppdager. Det er denne verden jeg her vil finne igjen og utforske ved å reise tilbake. Det kommer til å bli et omstendelig og langt felttog. Jeg venter ikke noe av dere. Dere vil fort trettes ut av å være med på et slikt felttog. Kanskje vil det jeg skriver ganske enkelt kjede dere, dere ser ikke det jeg forsøker å vise. Jeg har ikke tenkt å overtale dere eller overbevise dere om noe som helst. Men jeg skriver og jeg fører an. Tør dere bli med et stykke på veien så håper jeg å vise dere noen ting som kan vekke  interesse og gjøre en liten forskjell for dere.

For å kunne legge ut på dette felttoget inn i og tilbake gjennom et levd liv må jeg låne min egen identitet. Jeg må også låne litt hos andre personer jeg kjenner forholdsvis godt. Hovedpersonen er rammet av et personlig jordskjelv med episenter i yrkeskarrieren som psykolog. Et langt yrkesliv rystes på kort tid i stykker til en ruin. Han eller jeg blir utmanøvrert, satt til side. Med ett er det klart at han er uønsket, non grata. Folk gjør grep, foretar seg ting. Han drives nådeløst vekk, bort fra arenaen, fryses ut, avskiltes. Det gies ingen innrømmelser; – jeg får det alltid som jeg vil, skryter makta med sitt selvtilfredse glis. Han blir sendt ut i en svevende og jobbløs tilværelse, løsrevet fra vante og viktige forankringer.

Dere leser dette spørrende og med hevete øynebryn;

- Hva i all verden er dette for noe ? Hva har skjedd, hvem står bak ? Står noen bak i det hele tatt ? Dette stemmer ikke, tenker dere i det som ofte blir omtalt som et stille sinn. Det er noe som ikke finnes, sinnet er normalt sett ikke stille men urolig. Dere leser i alle fall det jeg skriver med en stor dose tvil i de urolige sinnene deres. Det lar dere ikke overbevise. Det kan ikke være slik som Lunga skiver. Vi har jo inkluderende arbeidsplasser, folk blir ikke lenger behandlet på denne måten i yrkeslivet. I allefall ikke psykologer og denslags yrker. De vet å forsvare seg og sine rettigheter. Dere rister en stund tvilende på hodet: – Nei, nei. Her er det noe som ikke stemmer!

Denne reaksjon byr på et dilemma. Jeg ser at dere er inne på noe rett med tvilen. Jeg innrømmer gladelig at dere er inne på noe. For jeg er enig, de tingene jeg beretter om skjer ikke lenger. De hverken kan eller skal skje. I dag foregår jo alle ting i full åpenhet, vennlighet og omtanke hersker, det bedrives ordentlig saksbehandling, ingen behandles usaklig eller uetterrettlig, alt blir evaluert og etterprøvd. Hva annet kan jeg møte tvilen deres med? Jeg kan bare hevde at disse tingene allikevel har skjedd. Det er nettopp det som gjør at jeg har noe å berette om. Ergo sum.

Ved siden av den kraftige yrkesmessige rystelsen blir han eller jeg rammet av noe som vi (jeg sier ‘vi’ for enkelthetens skyld, men bare her) faktisk opplevde som en mindre ulykke. Under en lengre pilegrimsvandring på den eldgamle veien Via de la Plata fra Sevilla til Santiago for litt over tre år siden merket jeg for første gang små kroppslige tegn som gjorde at jeg ante at noe var galt. Nei, det er for svakt. Jeg visste sikkert at noe ikke stemte i mitt veltrente legeme. Underveis på den lange vandringen sa jeg plutselig en morgen i en ironisk tone høyt til meg selv:

- Einar, du har pådratt deg innbilt kreft. Tanken eller forestillingen uroet meg, det skal jeg innrømme. På den tiden var jeg opptatt av at vi lever mye av livet i vår egen forestillingsverden. Jeg brukte å si at 70 % av verden skapes gjennom våre egne heimelagde forestillinger. Og at det betyr at man må ta forestillingene like alvorlige som ytre saksforhold og fakta.

Mens jeg fortsatte min lange ensomme vandring over de galiciske fjellene og ned mot kysten og målet Santiago der ute mot verdens ende gjentok jeg ofte denne magiske formelen:

- “Einar, du har pådratt deg innbilt kreft !”

Det var særlig tidlig om morgenen at jeg kunne høre at jeg sa disse ordene. Samtidig hadde jeg en følelse av at de ble snakket i meg. De kom fra et annet sted, et slags sentrum som ikke ordentlig var meg. De ble iallfall sagt, gjentatt flere ganger nesten som et formular, et slags rituale. Jeg fortsatte å si ordene også etter at jeg hadde returnert til hjem og jobb. Det å si ordene var i seg selv blitt en lidelse. Lenge var det akkurat dette jeg led av; innbilt kreft. Som alle vet er det egentlig en svært uskyldig lidelse selv om en kan bli i overkant opptatt av den. Forestillinger kan plage et menneske, de kan til og med ta livet av den som eier forestillingene. Slik var det ikke for meg. Endelig, omlag et halvt år etterpå, fikk jeg full klarhet i hva som var på gang. Min lidelse var allikevel ikke en forestilling. Etter prøver fikk jeg diagnosen alvorlig prostatakreft. Med ett var jeg blitt kreftsyk mellomaldrende mann med usikker prognose. Det ene tilbakeslaget førte med seg det andre. Det er det man i barnepsykiatrien kaller for kjedekausalitet. En liten gal hendelse fører i seg selv til neste, uten at andre mer sentrale forhold i personen spiller en avgjørende rolle. Man dumper ut i en stim av motgang. Etter ventetid og behandling ble jeg sykemeldt på ubestemt tid med utmattelsestilstand og videvordige plager i det bestrålte området. Blæren og tarmenes forskjellige deler er ikke akkurat de mest eksotiske eller litterære stedene å ha sine daglige plager. Jeg skal spare dere for noen av de avskyelige detaljene jeg må finne meg i når det gjelder intime plager. Det er mulig at jeg må ta dem for meg litt senere fordi det spiller en rolle i fortellingen.

Et engasjert og travelt liv punkterte litt etter litt. Luften gikk ut av mitt ego. Selvfølelsen kokte bort i kålen. Jeg ramlet sammen som en sekk. Gikk i stå eller i hi for å slikke sår. Jeg isolerer meg, fra alt og alle. Har vendt vrangsiden ut. Verden er snudd opp ned. Sykehuskorridorer, venterom, apparater og tester, verdier og indekser, tilstand og prognose. Bestrålt, innvendig forbrent, avhormonisert, kastrert. Fortsatt levende, men jeg kan kjenne at noe som ligner på døden puster meg i nakken.

- Men kjære vene, hvorfor denne ensformige klynkende og klagende tonen ? Man skal jo ikke  sutre og klage, det vet alle, det må du da vite!

Jeg formelig hører tankene deres. Det er jo de samme tankene jeg gjør meg. Vi får fort nok av klagesanger. Dere har så absolutt rett. I dagliglivet er det nok stort sett ubeleilig å overhøre eller bli utsatt for folk som klager for mye og for tydelig. Men dette er bare den ene siden. Dere må ikke glemme at klaging er en egen disiplin. Folk blir i dag berømte som følge av sorgene sine, pga. tragedier og sykdom og nederlag. Jeg forsøker å rendyrke min evne til å klage – det å kunne gi uttrykk for klage er en kunstart som må dyrkes. Og klagingen min er bare en begynnelse, en side ved saken. Det finnes en annen side også. Se og hør bare hva som skjer !  Midt i den tilsynelatende begredelige elendigheten finnes det en annen lysere tone, en annen og mer oppløftende bevegelse. Jeg er til randen fyllt av frodig glede, tanker og ideer, melodier og strofer, scener og bilder. Alt som kan strømme frem fra egne indre kilder. En trenger bare at det et lite øyeblikk blir ordentlig stille, at tingene stopper litt opp, at en vinner seg en pause, et frirom. Dagene blir for  korte, tiden står stille, dirrende som luften over frodige blomsterenger midt på sommeren. Alt gror. Jeg graver meg nesten desperat ned i meg selv, kaster vekk slagg og småplukk, forsøker å finne tråd i tingene, forme en sammenhengende beretning. Jeg leter. Om det finnes en tråd, om den handler om noe, utgjør en fortelling, det vet jeg enda ikke. Jeg graver og skriver først og fremst for å finne ut av det. Jeg skriver for å skape klarhet, se om et liv som dette handler om noe i det hele tatt. Jeg skriver også for å vinne tilbake mitt liv, for å forandre den jeg er, for å bli en annen enn den jeg er og har vært. Jeg er en skjelvende stemme som skriker ut på vegne av meg selv og for alle som er utsatt for eksistensielle ran, som fraranes sine liv.

- Jeg vil ha livet mitt tilbake ! Jeg er ikke slik dere tror ! Jeg vet selv hvem jeg er ! Jeg vil selv bestemme hvem jeg skal bli !

Det er så riktig uttrykt; “jeg skriver for å bli en annen”. Jeg skriver altså ikke bare for å skrive. Skrive for å skrive. Lese for å lese. Synge for å synge. Danse for å danse. Det er ikke noe galt i å gjøre slike ting utelukkende for deres egen skyld. Mange av de store gledene kommer fra aktiviteter som bedrives kun for sin egen del. Å skrive for å skrive er ok. Jo lenger jeg har kommet i bloggromanen jo oftere føler jeg at det er moro å skrive; da skriver jeg litt kun for å skrive. For å kjenne sitrende fryd bare ved å skrive. Skrivebegjær og skrivelyst. Men for det meste er det ikke slik. Da skriver jeg for mine egne formål.

Hva er poenget med å skive skjønnlitteratur, en bloggroman, om disse tingene ? Jeg har aldri har vært en utpreget skrivende person. Heller det motsatte. Skriving har aldri falt naturlig for meg. Den kommer ikke av seg selv; men hva kommer av seg selv, når det kommer til stykker ? Allikevel; det er i seg selv et hinder, noe jeg må komme meg rundt. Bloggen skal på samme tid være min egen skriveskole. Tanken er at beretningen vil oppstå underveis, mens jeg ved hjelp av løpende selvkorreksjon graver og skriver og lærer meg skrivingens kunst. Jeg vil  avslutte beretningen når jeg vet hvordan det går.

- Går med hva?, spør dere. Det virker som om jeg av og til uttrykker meg litt for uklart.

– Med det jeg skriver om, selvfølgelig. Mitt sørgelige liv som fremdeles foregår.

Beretningen som er under utvikling er min egen roman; den er 101 % biografisk, springer ut av mitt eget liv og mine egne erfaringer. Selv om historien(e) er sanne, så har jeg innsett at det er mye man ikke kan skrive direkte om fra sitt eget liv. Å skrive en beretning om eget liv kan ikke være en slags direktesending. Et allvitende realityshow. Problemet er selvsagt de andre, og problemet er at man på samme tid er med i showet og iscenesetter det. Det går an i en film, men ikke i livet. Det finnes folk som forsøker. En spillende trener har det mye lettere. Virkelighet og erfaring og sannhet er ikke sammenfallende. Virkeligheten er mye større og farligere enn alt annet, både erfaringen og sannheten. Ens liv er ikke ens egen eiendom, det holdes oppe av alle slags forhold i denne verden, av andre mennesker. Mange har mer enn et ord med i laget når en skal berette om et liv. En beretning om livet mitt må være fiksjon, den kan ikke bare gjengi ting slik de er og var for meg – da er det fritt fram for usannheter. Den enes sannhet er den andres usannhet. Den som glemmer dette har rotet det til for seg. Den som skal skrive sant om seg selv og sitt liv må følgelig dikte. Ved å dikte historien legges samtidig et  beskyttende ‘Mayas slør’ over virkeligheten. Av hensyn til alle de andre som ikke kan få et ord med i laget når de har krav på det. Å skrive en beretning om sitt eget liv som om en befinner seg på egen hånd i dette livet er derfor et ran av andre. Vi trenger slør for å greie å være sannferdig. Selv om det jeg skriver ikke lenger er dokumentarisk sant, så kan jeg fortsatt skrive sannferdig. Vi vet alle at det av mange grunner ikke er mulig å si sannheten rett ut, til alle og til alle tider. Ingen med fornuften i behold tør si sannheter hele tiden, det er en sikker oppskrift for undergang. Av og til er det både dannet og klokt når man unngår å si sannheten; Clintons vedvarende nøling mht. å komme med innrømmelser om sine seksuelle eskapader ble av mange betraktet som feige og latterlige. Jeg synes paradoksalt nok at det tyder på sans for det menneskelige, for sannferdighet og mot. Når man forsøker å skrive sitt eget liv oppdager man med en gang denne utfordringen. Jeg innrømmer glatt at jeg hverken vil forsøke eller har mot og mage til å fortelle ting som de var og er. Mange der ute ville gå av skaftet om de fant seg selv omtalt uten omsvøp i mine skriverier. Noen har så sterk innbildningevne at de går av skaftet selv om jeg legger slør over ting.

Fortellingen min har to hovedkilder, livet som jeg har levd og fremdeles lever, og en livslang jobb som psykolog. Alle erfaringer, små eller store, viktige og uviktige, vil jeg gjøre bruk av som innhold i romanen – det er mitt lille motto. Det er måten de brukes på, settes opp på, som teller. Etter å ha opptrådt som psykolog overfor mange slags mennesker, i alle aldre og i alle slags livssammenhenger, har det blitt et lite poeng med denne beretningen at jeg vil bruke den til å formidle en slags ‘teori’ om det å leve og komme seg gjennom et liv. Det er en stor oppgave, jeg innser det. Jeg vet heller ikke om det er mulig,  jeg vet ikke engang om jeg forstår hva en slik teori går ut på. Men jeg ønsker bare å forsøke. Dette er selve hensikten med bloggromanen, en viktig grunn til at jeg skriver. Jeg forsøker så godt jeg kan å orientere meg i det som skrives i dag; men det er mye jeg ikke makter å lese. jeg gir opp etter 20-50 sider, legger boken til side og håper på at det vil gå bedre ved en senere anledning. Rett og slett fordi slike nyere romaner har så lite å fortelle meg, jeg lærer så lite, påvirkes så lite av å lese dem. Etter at jeg har lest en slik bok er alt som før, det er i beste fall som å spise et stykke snop. Å slå tiden i hjel. Bøkene handler nesten om seg selv, om selve det å skrive noe om bittesmå ting. Noen av disse gode forfatterne som skriver med gullpenn skryter av at de kan skrive hele romaner om den minste ting. Det er i og for seg ok. Men for meg er det et problem når romaner bare handler om alle disse små tingene, når de ikke har et større blikk, åpner øyne for større ting. En tanke slo ned i meg idet jeg tok til med bloggromanen. Jeg har et liv bak meg som fagpsykolog og har formidlet fagets viten og innsikter til andre ved hjelp av fagspråk og tilhørende begreper og terminologi. Jeg undres på om det er mulig å gjøre noe lignende ved å bruke et annet språk og et annet medium. Altså ved å skrive en roman; går det an å skrive en slags ‘faglig’ roman som formidler psykologens faglige viten gjennom fortellinger og beretninger fra mitt eget og andre folks liv ?

Romanen er hele tiden under skriving i den angitte perioden. Ingen kapitler er ferdige  før jeg har nådd slutten. Når jeg skriver nye kapitler påvirker dette som regel også de som allerede er skrevet slik at de må oppdateres underveis. Bloggromanen er altså hele tiden under forandring. Den oppdateres og korrigeres, og den vokser fra dag til dag. Det du leste i går trenger ikke være det du leser i dag. Den gror i sine egne retninger som en levende organisme, paralellt med og som grådig parasitt på at jeg utenfor romanen fortsatt lever mine egne normale levedager. Innspill fra interesserte lesere, gode som dårlige, positive som negative, er mer enn velkomne. Jeg innarbeider alle slike innspill i teksten – uten unntak – slik jeg finner at det passer. Bloggromanen er tenkt å være interaktiv. Dvs. at den utvikles videre gjennom kommunikasjon med de som orker å lese i den. Jeg ønsker å lage noe i retning av en kommunikativ roman, en roman du og jeg kan snakke med og gjennom. De beste romanene jeg har lest greier litt av dette, etter en stund leser jeg ikke lenger men kommuniserer med boken og meg selv – de er kommunikative selv om de ikke forsøker å være det.

Jeg er forøvrig av den oppfatning at når vi dikter opp beretninger, så skriver vi alltid ut fra oss selv og våre egne erfaringer. Dette er egentlig selvsagt, alle romaner er til en viss grad en kamuflert ‘Knausgård’ også når de ikke utgir seg for å være biografiske. Jeg kjente ikke til Knausgårds ‘Min kamp’-prosjekt idet jeg begynte denne personlige beretningen. Det er en lykke for meg at bokprosjektet hans er under utgivelse samtidig som jeg utformer min fortelling. Jeg vil mer enn gjerne gjøre meg nytte av de erfaringene som følger av hans biografiske roman der han utleverer familie og folk han kjenner. Hvordan skal man ellers kunne skrive beretninger om folk. Det er grenser for hva man kan dikte opp. Jeg kommer til å lese ‘Min kamp’ nøye samtidig som jeg skriver min egen roman.

Beretningen min omhandler en rekke skikkelser, men to hovedpersoner preger den. Det er to personer som både har felles trekk og svært ulike skjebner. Ingen av dem er fullt utformet som skikkelser før romanen er skrevet til sin avslutning. Den ene er forfatteren selv, som låner navnet mitt men han er selvsagt som alle de andre figurene oppkonstruert og satt sammen gjennom mitt kjennskap både til meg selv og flere andre virkelige psykologer. Som alle som har vært utsatt for dem godt vet, så kryr det av besynderlige skikkelser som bruker psykologrollen som skalkeskjul for å kunne utøve alle sine merkverdigheter og forstyrrelser. Det finnes mange eksempler på akkurat dette fra de siste årene, selv om psykologforeningen prøver å dysse ned alt som kan svekke dem i konkurransen med legeforeningen og i nåværende og fremtidige forhandlinger med staten. Et av virkelig grelle eksemplene på hvorledes personlige tilbøyeligheter og villfarelser kan slippes løs på folk ved å bli kamuflert gjennom bruk av psykologmaske er den velkjente Rune Amundsen. Han har bedrevet en luguber psykologlignende praksis over flere tiår ved å tillempe alskens overtro og religiøse inbildninger slik at de kan oppfattes som en slags psykologisk faglighet. Hans oppsiktsvekkende variant av psykologatferd utgjør i seg selv en roman. Men samtidig forteller det en viktig sannhet om psykologifaget som fagets mere moderate representanter forsøker å dysse eller tone ned. Som gammel psykolog kan jeg bare innrømme at det er slik det er, ja det er faktisk verre enn folk vanligvis greier å forestille seg. Selv om psykologyrket nok er blitt en mer strømlinjeformet profesjon med årene, så besitter det ennå en dyp og konstant tiltrekningskraft overfor sjeler med en sær utrustning. Mange liker tanken på å utøve et yrke som har så stor magi, som har evne til å påvirke folk så sterkt. Men nok om det her, man skal ikke grave opp døde hunder, eller noe i den retningen.

Hovedpersonen Einar Lunga er samtidig den som skriver bloggromanen. Han er et bittert og forbitret menneske som sliter med å godta følgene av at han som jeg selv har en alvorlig og potensielt dødelig kreftsykdom, prognosen er usikker, sier legen – det er viktig for fortellingen –  hva skjer med forfatteren på ulike områder av livet, hvordan forløper sykdommen, hvordan mestrer forfatteren sin nye situasjon utenfor yrkesliv og den vante sosiale deltakelsen ? Og hvorledes vil det gå tilslutt, som det heter ?

Den andre sentrale figuren er forfatterens nære venn Fernando Peder Persa. Personen med det tidsriktige multikulturelle navnet er en slags omvandrende sosial dynamitt som har sprengkraft til å bryte i stykker alle former for stivnete menneskelige forhold. Han greier ikke å tilpasse seg noe som helst uten at han selv har funnet ut at det er i orden.  Han utgjør slik sett et absolutt motstykke til forfatterfiguren som først og fremst sliter med seg selv. Fernandos person er satt sammen av flere fargerike og dårlig temmete mennesker som jeg har møtt og opplevd, både personer fra mine nære omgivelser og noen som befinner seg lenger vekk. Alle har det til felles at de er aldri bare kan underkaste seg sosiale ordninger og former, men ønsker å ha et ord med i laget. Mange vil kunne kjenne seg igjen i han, noen har allerede sagt at de ser mye av forfatteren i han. Det er både riktig og galt, mest det siste.

Begge disse figurene er erfarne men forhenværende psykologer. De avslutter sine karrierer i det samme sykehuset eller et såkalt helseforetak som i forsøket på å finne frem til mest mulig sofistikerte måter å etterligne forretningsvirksomhet på mer og mer opererer slik at det kan ligne på dårlig organisert kriminalitet. Foretakets behov for å oppfylle en uoversiktlig bukett av kvantifiserte kriterier knyttet til inntjening styrer den indre prosessen i mye større grad enn de behov for helsehjelp som finnes i befolkningen. Selv om moderne sykehus fortsatt bemannes av stort sett skikkelige  og redelige folk, og drives i følge lover og forskrifter, så er det stadig flere særlig blant de som oppnår posisjoner med lederansvar som bak en fasade av lovlydighet og tjenestevillighet først og fremst meler sin egen kake bakt på makt- og statusiver og alskens former for tildekket grådighet. En skarve vikarlege eller legevikar, jeg er ikke sikker på hva slags kombinasjon som er riktig, koster sykehuset 2,7 millioner kr. i gjennomsnitt. Kan noen si meg, kjære vene, kan noen forklare meg hva som foregår om ikke et eller annet grådighetsmonster har gnagd seg løs fra alle begrensninger? Det interne miljøet i slike helsebedrifter har tilspisset seg i form av altoverskyggende konkurranse og blitt sterkt hierarkiske, og dermed blitt stadig mer helsefarlig for folkene som jobber der. De ansattes lojalitet til lederne sine og til organisasjonen brytes fort ned når de opplever at ledersjiktene i det stille skummer fløten og tar seg til rette på forskjellige måter. Ansatte føler ikke lenger at de har noen egen verdi som enkeltpersoner i systemet, de opplever seg å være utskiftbare brikker hvis verdi er redusert til arbeidskraftens markedsverdi, hverken mer eller mindre.

De to psykologene har lang fartstid tilbake til psykologens tidlige fase i fylket, noe som medfører at de kanskje er i overkant kritiske overfor psykologfaget og profesjonen såvel som til nabodisiplinen psykiatri. Kanskje aller mest den siste, og noen av dens utøvere som typisk nok aldri har forstått å skille mellom maktutøvelse og faglig fungering .

I beretningen konfronteres disse to skikkelsene med krevende motgang både menneskelig og profesjonelt, de opplever personlig motbør og nedgangstid og krise forbundet med alvorlig sykdom og  spesielle utfordring som f.eks. hormonell kastrering. Hos den ene resulterer motgangen endog i selvpåført ulykkesdød, etter å ha gjennomlevd en periode med maskert mobbing og infam utfrysing fra medarbeidere i stillingen som psykolog og leder ved den lokale psykiatriske klinikken.

Forfatterfigurens videre skjebne er enda ukjent, og under skriving. Jeg tar gjerne mot innspill fra eventuelle lesere, som jeg vil gjøre meg nytte av når jeg lar beretningen fortsette.

NB: Merk:  alle personene som opptrer eller omtales i romanbloggen er oppdiktet. Dert gjelder også hovedpersonen og forfatteren, dvs. meg selv. Ingen skikkelser må forveksles med virkelige personer ut fra enkelte kjennetegn. Det er faktisk et sentralt poeng at alle skikkelsene i romanen forholdsvis lett skal kunne forveksles med virkelige personer, og at de derfor vil bli forvekslet. Litt frihet til å fylle ut ting på egen hånd bør man unne lesere. Man må tåle at ting kan ligne på den virkeligheten man befinner seg i av og til. Virkeligheten er en uskrevet roman.

Noter:

1) Å være dikter eller kunstner er å mislykkes, og kunst er trofasthet overfor det å mislykkes (etter Samuel Beckett).

ACCEDER A LA VIDEO

Extrait du Monde comme Volonté et comme Représentation (Livre IV, §58).

« La satisfaction, le bonheur, comme l’appellent les hommes, n’est au propre et dans son essence rien que de négatif; en elle, rien de positif. Il n’y a pas de satisfaction qui d’elle-même et comme de son propre mouvement vienne à nous : il faut qu’elle soit la satisfaction d’un désir. [...] »

Traduction : Auguste Burdeau (1851-1894).

Arthur Schopenhauer – Pessimisme (lecture mp3)

]]>