Til min fødselsdag for kort tid siden, forærede pigen i mit liv mig det herreur, som skulle bliver “herreuret” i mit liv. Det er et vildt flot herreur fra Skagen Ure, med kronograf og datoangivning. Jeg troede ellers ikke Skagen ure var noget for mig, men jeg må siges at være faldet for dette Skagen ur. Så jeg siger mange tak til pigen i mit liv, som dog stadig har 1. pladsen

“Pay attention…”

“Presta atenção…”

• “The Virgin Suicides” Jeffrey Eugenides - Thinking that it might be time to finally read this book, since I’ve been told that it should be absolutely amazing. I must admit that it is looking pretty good after only about 20 pages.
• “The Picture of Dorian Gray” Oscar Wilde – I started this in April, and it isn’t because it’s not good, I actually think it is great, but for some reason I can seem to finish.
• “Atonement” Ian McEwan - I have seen the movie several times and now I really wanna read the book as well, especially after a classmate told me that it was at least as amazing as the movie.
• “The Kite Runner” Khaled Hosseini – A book I’ve read about, and now I wish to see what all the fuss is about.

Read in July:

• “The Da Vinci Code” Dan Brown – I quite liked this book, I didn’t expect much when I started reading it, but somehow it suddenly had me questioning what I’d been taught in school, the mix between “fact” and fiction was really good, tough the “history lessons” at some times was slightly disturbing.
• “The Girl wit the Dragon Tattoo” Stieg Larsson – the original title of the work is “Men who hate women”, and to be honest that is a much more fitting title, but that aside this book really captivated me, which in my opinion is very important when reading a book. I’m actually considering writing a review of this book, though it is old news, sometime soon.

Jeg kan ikke lide det når vi bliver afbrudt. Når vi ikke kan tale sætninger færdige i sammenhænge, således ingen bliver forvirrede og verden ej går under. Jeg har ikke lyst til at dette sker os, men det sker os, som det er sket mig. Så mange gange før.
Det dur. Blot ikke. Enten eller.

Også konkluderer du. Da mister jeg lysten til at svare, fordi der intet svar er, men heller ej fordi jeg er enig.

For mig. Undskyld sure opstød.
Men du var træt, og deri kender jeg ikke dig bedre end digselv, såvel som du ej kender mig bedre end migselv.
Det er det her der er galt pige. Det er det her der gør ondt. Det er det her der ændrer os, mod det ingen vil være.
Ikke at vi forliser, men tårer uden indhold er ikke tårer, end blot tomme skaller. Og tomme skaller ruller over kinden i træthed som denne.

Jeg savner dog også når jeg er træt. Du savner dog også når du er træt. Og der er så mange gentagelser at det næsten stikker i hjertet.
Men derfor vil de ej synge falsk. Disse vandkrystaller.

Imorgen er dagen hvor jeg fylder min vindueskarm med foldet papir, selvom jeg burde gøre så meget andet og være så mange andre steder. Andre steder som i dig. I aften tager jeg i dig, og du skal ikke tage i mig. For da går vi fejl af hinanden og finder ikke hinanden. Jeg vil gerne finde dig for en nat. For som sagt, er dette kun begyndelsen. Men jeg har hverken månelys, hav eller bænke i skæret dertil. Romantik er til for at blive slået ihjel af kærligheden. Og da vil jeg ej være romantik, men hellere på morderens side.
Jeg vil hellere elske dig i natmørket end på den perfekte scene. Det er vi ej. Den perfekte scene. Vi er natmørket.

C’est une bonne nouvelle: une jeune journaliste indépendante Sophie Bouillon, 25 ans, a gagné le prix Albert-Londres, le plus important prix journalistique français, pour le reportage« Bienvenue chez Mugabe ! » publié sur la revue XXI, un magazine très bien fait.
Elle est issue d’une école de journalisme, l’ESJ de Lille, qu’on m’a dit être la meilleure en France. Après avoir terminé ses études, Sophie a choisi de se rendre souvent en Zimbabwe, pays qu’elle a connu pendant un séjour de volontariat en 2005, jusqu’à s’installer définitivement à Johannesburg, d’où elle écrit régulièrement des articles pour La Croix (ses reportages à ce lien), Jeune Afrique, lemonde.fr et pour Radio France.

Son expérience a des aspects surnaturels: je crois qu’en Italie aucun journaliste issu d’une école serait capable de s’installer à l’étranger; je crois qu’en Italie aucun journaliste issu d’une école le ferait sans avoir un contrat qui garantit un salaire régulier, en se gagnant de quoi vivre juste avec des piges; je crois qu’aucun journaliste dans ces conditions serait capable de gagner un prix si important.

Tout cela rend extraordinaire la victoire de Sophie Bouillon.
J’espère que son expérience pourra avoir des effets positifs sur les jeunes journaliste en France et en Italie.

- Eller hvordan det indre kan konflikte med det ydre
af Inge Muurmand Jessen

Situationen: Sen aften, dansegulvet fyldt, musikken høj. Vi er et sted i København – weekenden, hvor alle skejer ud, er fulde, cool, trendy, har masken på og iscenesætter sig selv.

Jeg har gjort det, som jeg tit gør: Taget den fine kjole på. Normalt er jeg til daglig den dovne gråspurv – frysende om morgenen vælter jeg rundt i lejligheden og ifører mig, hvad jeg kan finde – puffer fjerene op og prøver at holde varmen. Det kan blive til nogle lidt crazy kombinationer nogle gange, men mestendels er det ikke imponerende. Jeg når sjældent det med makeup – desuden kommer det også til at se herrens ud hvis det regner, og da jeg aldrig følger med på DMIs hjemmeside, opdager jeg først, at det siler ned, når jeg er nået ud til den våde cykelsaddel.

Nå men, her står jeg så i mit festskrud. Når hverdagen ikke kan tilføres glimmer pga. tidsmangel og pragmatismens herredømme, så må man jo råde bod til festen i weekenden!

Jeg har den store blå kjole på og masser af de smykker på som jeg altid glemmer at bruge, men som der knytter sig så mange minder til. Hvis ham dér spørger…eller mangler noget at spørge om…så kan han jo altid sige: ”Sikken et smukt smykke du har om halsen”…Så kunne jeg begynde at fortælle om den rejse til Mellemøsten, hvor jeg købte det. Hvor dejligt det var, hvor speciel den verden var. Menneskene, aftenbrisen. Den røde sol på sandstenssøjlerne i templet, som vi gik forbi om morgenen. Mine længsler, drømme. Alle de gode ting, som var fanget i lige præcis dét sølvsmykke.

Uha, mange muligheder – jo mere pynt, jo finere dame – des mere at snakke om, hvem ved? Fortælle ud fra. Jeg vil være den smukke dronning i aften. Hende der er lidt cool – hende der betragter på afstand. Jeg ser smukkest ud når jeg ikke smiler, det ser man nemt. Alle de billeder af mig, hvor jeg smiler, ser jeg fjollet og halvlam ud. Nææ, vi skal være kølige. Ikke overstrømmende, ikke overivrige. Det er dér det altid går galt.

Fast besluttet var jeg altså ved aftenens begyndelse om ikke at begå min klassiske fejl. Som den amerikanske komiker Chris Rock har sagt det: At ende i ”the friend zone!” Han jokede naturligvis ud fra sine erfaringer som mand. Mon han nogensinde har tænkt på at også uheldige kvinder kan ende dér? Kvinder som higer efter det feminine i dem selv, men som aldrig har lært det. Som ikke har haft søsteren, som i bedste Jane Austen-stil flettede håret på hende inden sengetid. Hvor veninden aldrig har sagt ”rød er din farve.” Som aldrig har lært at spille kostbar.

Eller set nødvendigheden i det. Måske før nu.

Jeg er en lille pige inderst inde. Som bare ønsker det hele var simplere. Jeg har en drøm hvor vi sætter os op på hver vores My Little Pony med regnbuevinger og går på opdagelse i den gyldne have over skyerne. Hvor vi finder de hemmelige stier og overdækkede kløfter og bygger hule. Jeg kan ikke skjule min begejstring, min iver, når jeg finder spændende nye indtryk. Og det er min fejl.

Illustration: Inge Muurmand Jessen

I min paralyserende frygt, når det går op for mig, at jeg virker overivrig, skifter jeg emne. Hmmm, jeg kan måske redde med coolness: Hvad interesserer ham? Han er IT-fyr…computere er da vildt spændende! Fortæller om barndommen i min fars værksted, hvor han reparerer gamle fjernsyn. Sløjfefangeren i en VHS-maskine – og ja, Betamax var da meget bedre, ikke??

Jeg sad og spillede de gamle adventure-spil på min brors Amiga – når jeg da måtte låne den. Uha, den nostalgiske glæde over den simple grafik men gennemtænkte plots! Jeg bliver overvældet af fryd.

Nej, nej, nej. Overivrig – overnørdet! Fyrene gider ikke nørdede piger –eller jooo, men ikke som den eneste ene. Som kæresten over dem alle, som de ser op til, beundrer. Man bliver lillesøsteren, hende man kan spille spil med, lege med. Se film med. Men invitere ud på fin middag, danse dansen i måneskin, skrive længselsfulde breve til? Det tror jeg ikke, desværre.

Hvad skal jeg gøre? Jeg trådte mine barnesko i et mandligt univers fyldt med Star Wars-figurer og min brors aflagte fløjlsbukser, som jeg fik lov at arve. Jeg kunne alligevel ikke lide at gå i kjole – hvorfor mon? Jeg søgte alternativerne i rollespillernes drengerøvsunivers, hvor jeg helst spillede mandlige roller (jeg ville da ikke være tøsen på holdet…det var nemmere at være ”one of the guys”, hvis man spillede en rolle, der var som deres). Jeg spillede brætspil med dem, lyttede til Primus og Cypress Hill sammen med dem. Gik på samme ungkarle-beskidte lokummer som dem. Senere fik jeg at vide, at de vistnok havde prøvet at score mig dengang. Men jeg opdagede jo ingenting, jeg var så naiv.

Og det er jo spørgsmålet: Er det mig, som ikke kan se? Se tilnærmelserne nu…forstå den danske fyrs måde at se på mig på, kommunikere på? At når han siger: ”Fuck mand, den kjole, dér! Skal du til bryllup?!”, betyder det i virkeligheden, at han synes jeg er sød?

Eller er det mig der ikke kan finde ud af at spille spillet. At være den passive lille søde pige? Den bly viol med øjnene vendt mod gulvet. Som ikke svarer, medmindre jeg bliver spurgt. Ahhh, hende kunne jeg godt tænke mig at være nogle gange. Og han kunne tage min hånd og sige ”Kom her” og tage mig med udenfor og sige, at jeg så sød ud….

Men det gør de jo bare ikke…eller?

Eller også når de det ikke, førend de er ramt af en talestrøm, af mange nysgerrige spørgsmål…af en analyse, af en dyb etnografisk beskrivelse af det absurde sted vi begge er havnet. De når ikke engang at give mig hånden, førend jeg har overmandet dem med ord. Men hvis jeg lod som om og var stille. Så ville jeg ikke kunne gøre det længe. På et eller andet tidspunkt ville ivrigheden overmande mig.

Vi hyggede os bare så meget – dengang jeg var én af drengene. Det gør jeg stadig med de få af dem, som er tilbage, når vi endelig mødes. Snakker om spil: computerspil, rollespil…DVD-film i den bedste udgave med den bedste kvalitet med det mest finurlige plot. De har ikke ændret sig meget – for mig. Jeg har måske ændret mig meget – mener jeg selv.

Jeg kunne ikke blive én af deres kærester. Der er vi for forskellige og for beslægtede. Er vi bror og søster? Eller er vi brødre og de ser ikke mit køn længere? På en måde ser jeg det sidste som en stor ære. At være én af dem. Ikke at blive bedømt på min overflade mere. Jeg er lige så doven som dem, lige så impulsiv efter at få min umiddelbare lyst styret – spil og sodavand og salte lakridser…må man godt det som kvinde?

Gid det bliver sådan også til jobsamtalen, når jeg er færdig med min uddannelse. De kigger på mig: Ung kvinde, omkring de 30. Ingen børn. ”Er du gift?” Nææ, jeg har ikke mødt den helt rigtige endnu. Ved ikke engang om jeg skal ha’ børn, eller hvad. Hvornår kan vi snakke om sjove programmer i fjernsynet eller computerspil? Eller at jeg tegner og godt kan lide hård rock. Kan vi ikke bonde på den måde jeg gør med mine drengerøvsvenner? Jeg er jo ligesom dig, hr. personalechef. Hvorfor kan vi ikke lege?

Jeg har det pæne tøj på til samtalen, mon ikke? Man kan ikke se min kærlighed til ”Monkey Island”-spillene, eller ”Pick of Destiny” på det. Du tror vi ikke har noget at snakke om. Du tror, jeg om kort tid kun kan snakke om baby og børnehave. Men jeg er ikke sådan!

Se, det er sådanne tanker, der frustrerer mig. Og tanken om aldrig at blive inviteret ud på dansegulvet af de søde fyre. De søde, men også i særlig grad de alvorlige fyre. Dem som tager et forhold seriøst, som ved at det er en ”two-way street”, hvor man yder for også at nyde. Hvor begge er kreative og finde på. Hvor vi kæmper og finder på nye lege, hvis det bliver for trivielt det hele.

Men mine kærester sidder tit i sofaen og spiller spil sammen med mig. De foretrækker pizza og film i stedet for en romantisk aften i teatret. Interesserne går forud alt andet. Og hvordan kan jeg blive sur over det? Jeg er jo én af dem. Men jeg ville også være en anden…bare lidt.

- Eller hvordan det indre kan konflikte med det ydre

af Inge Muurmand Jessen

Situationen: Sen aften, dansegulvet fyldt, musikken høj. Vi er et sted i København – weekenden, hvor alle skejer ud, er fulde, cool, trendy, har masken på og iscenesætter sig selv.

Jeg har gjort det, som jeg tit gør: Taget den fine kjole på. Normalt er jeg til daglig den dovne gråspurv – frysende om morgenen vælter jeg rundt i lejligheden og ifører mig, hvad jeg kan finde – puffer fjerene op og prøver at holde varmen. Det kan blive til nogle lidt crazy kombinationer nogle gange, men mestendels er det ikke imponerende. Jeg når sjældent det med makeup – desuden kommer det også til at se herrens ud hvis det regner, og da jeg aldrig følger med på DMIs hjemmeside, opdager jeg først, at det siler ned, når jeg er nået ud til den våde cykelsaddel.

Nå men, her står jeg så i mit festskrud. Når hverdagen ikke kan tilføres glimmer pga. tidsmangel og pragmatismens herredømme, så må man jo råde bod til festen i weekenden!

Jeg har den store blå kjole på og masser af de smykker på som jeg altid glemmer at bruge, men som der knytter sig så mange minder til. Hvis ham dér spørger…eller mangler noget at spørge om…så kan han jo altid sige: ”Sikken et smukt smykke du har om halsen”…Så kunne jeg begynde at fortælle om den rejse til Mellemøsten, hvor jeg købte det. Hvor dejligt det var, hvor speciel den verden var. Menneskene, aftenbrisen. Den røde sol på sandstenssøjlerne i templet, som vi gik forbi om morgenen. Mine længsler, drømme. Alle de gode ting, som var fanget i lige præcis dét sølvsmykke.

Uha, mange muligheder – jo mere pynt, jo finere dame – des mere at snakke om, hvem ved? Fortælle ud fra. Jeg vil være den smukke dronning i aften. Hende der er lidt cool – hende der betragter på afstand. Jeg ser smukkest ud når jeg ikke smiler, det ser man nemt. Alle de billeder af mig, hvor jeg smiler, ser jeg fjollet og halvlam ud. Nææ, vi skal være kølige. Ikke overstrømmende, ikke overivrige. Det er dér det altid går galt.

Fast besluttet var jeg altså ved aftenens begyndelse om ikke at begå min klassiske fejl. Som den amerikanske komiker Chris Rock har sagt det: At ende i ”the friend zone!” Han jokede naturligvis ud fra sine erfaringer som mand. Mon han nogensinde har tænkt på at også uheldige kvinder kan ende dér? Kvinder som higer efter det feminine i dem selv, men som aldrig har lært det. Som ikke har haft søsteren, som i bedste Jane Austen-stil flettede håret på hende inden sengetid. Hvor veninden aldrig har sagt ”rød er din farve.” Som aldrig har lært at spille kostbar.

Eller set nødvendigheden i det. Måske før nu.

Jeg er en lille pige inderst inde. Som bare ønsker det hele var simplere. Jeg har en drøm hvor vi sætter os op på hver vores My Little Pony med regnbuevinger og går på opdagelse i den gyldne have over skyerne. Hvor vi finder de hemmelige stier og overdækkede kløfter og bygger hule. Jeg kan ikke skjule min begejstring, min iver, når jeg finder spændende nye indtryk. Og det er min fejl.

Illustration: Inge Muurmand Jessen

I min paralyserende frygt, når det går op for mig, at jeg virker overivrig, skifter jeg emne. Hmmm, jeg kan måske redde med coolness: Hvad interesserer ham? Han er IT-fyr…computere er da vildt spændende! Fortæller om barndommen i min fars værksted, hvor han reparerer gamle fjernsyn. Sløjfefangeren i en VHS-maskine – og ja, Betamax var da meget bedre, ikke??

Jeg sad og spillede de gamle adventure-spil på min brors Amiga – når jeg da måtte låne den. Uha, den nostalgiske glæde over den simple grafik men gennemtænkte plots! Jeg bliver overvældet af fryd.

Nej, nej, nej. Overivrig – overnørdet! Fyrene gider ikke nørdede piger –eller jooo, men ikke som den eneste ene. Som kæresten over dem alle, som de ser op til, beundrer. Man bliver lillesøsteren, hende man kan spille spil med, lege med. Se film med. Men invitere ud på fin middag, danse dansen i måneskin, skrive længselsfulde breve til? Det tror jeg ikke, desværre.

Hvad skal jeg gøre? Jeg trådte mine barnesko i et mandligt univers fyldt med Star Wars-figurer og min brors aflagte fløjlsbukser, som jeg fik lov at arve. Jeg kunne alligevel ikke lide at gå i kjole – hvorfor mon? Jeg søgte alternativerne i rollespillernes drengerøvsunivers, hvor jeg helst spillede mandlige roller (jeg ville da ikke være tøsen på holdet…det var nemmere at være ”one of the guys”, hvis man spillede en rolle, der var som deres). Jeg spillede brætspil med dem, lyttede til Primus og Cypress Hill sammen med dem. Gik på samme ungkarle-beskidte lokummer som dem. Senere fik jeg at vide, at de vistnok havde prøvet at score mig dengang. Men jeg opdagede jo ingenting, jeg var så naiv.

Og det er jo spørgsmålet: Er det mig, som ikke kan se? Se tilnærmelserne nu…forstå den danske fyrs måde at se på mig på, kommunikere på? At når han siger: ”Fuck mand, den kjole, dér! Skal du til bryllup?!”, betyder det i virkeligheden, at han synes jeg er sød?

Eller er det mig der ikke kan finde ud af at spille spillet. At være den passive lille søde pige? Den bly viol med øjnene vendt mod gulvet. Som ikke svarer, medmindre jeg bliver spurgt. Ahhh, hende kunne jeg godt tænke mig at være nogle gange. Og han kunne tage min hånd og sige ”Kom her” og tage mig med udenfor og sige, at jeg så sød ud….

Men det gør de jo bare ikke…eller?

Eller også når de det ikke, førend de er ramt af en talestrøm, af mange nysgerrige spørgsmål…af en analyse, af en dyb etnografisk beskrivelse af det absurde sted vi begge er havnet. De når ikke engang at give mig hånden, førend jeg har overmandet dem med ord. Men hvis jeg lod som om og var stille. Så ville jeg ikke kunne gøre det længe. På et eller andet tidspunkt ville ivrigheden overmande mig.

Vi hyggede os bare så meget – dengang jeg var én af drengene. Det gør jeg stadig med de få af dem, som er tilbage, når vi endelig mødes. Snakker om spil: computerspil, rollespil…DVD-film i den bedste udgave med den bedste kvalitet med det mest finurlige plot. De har ikke ændret sig meget – for mig. Jeg har måske ændret mig meget – mener jeg selv.

Jeg kunne ikke blive én af deres kærester. Der er vi for forskellige og for beslægtede. Er vi bror og søster? Eller er vi brødre og de ser ikke mit køn længere? På en måde ser jeg det sidste som en stor ære. At være én af dem. Ikke at blive bedømt på min overflade mere. Jeg er lige så doven som dem, lige så impulsiv efter at få min umiddelbare lyst styret – spil og sodavand og salte lakridser…må man godt det som kvinde?

Gid det bliver sådan også til jobsamtalen, når jeg er færdig med min uddannelse. De kigger på mig: Ung kvinde, omkring de 30. Ingen børn. ”Er du gift?” Nææ, jeg har ikke mødt den helt rigtige endnu. Ved ikke engang om jeg skal ha’ børn, eller hvad. Hvornår kan vi snakke om sjove programmer i fjernsynet eller computerspil? Eller at jeg tegner og godt kan lide hård rock. Kan vi ikke bonde på den måde jeg gør med mine drengerøvsvenner? Jeg er jo ligesom dig, hr. personalechef. Hvorfor kan vi ikke lege?

Jeg har det pæne tøj på til samtalen, mon ikke? Man kan ikke se min kærlighed til ”Monkey Island”-spillene, eller ”Pick of Destiny” på det. Du tror vi ikke har noget at snakke om. Du tror, jeg om kort tid kun kan snakke om baby og børnehave. Men jeg er ikke sådan!

Se, det er sådanne tanker, der frustrerer mig. Og tanken om aldrig at blive inviteret ud på dansegulvet af de søde fyre. De søde, men også i særlig grad de alvorlige fyre. Dem som tager et forhold seriøst, som ved at det er en ”two-way street”, hvor man yder for også at nyde. Hvor begge er kreative og finde på. Hvor vi kæmper og finder på nye lege, hvis det bliver for trivielt det hele.

Men mine kærester sidder tit i sofaen og spiller spil sammen med mig. De foretrækker pizza og film i stedet for en romantisk aften i teatret. Interesserne går forud alt andet. Og hvordan kan jeg blive sur over det? Jeg er jo én af dem. Men jeg ville også være en anden…bare lidt.

Som jeg skrev sidste uge, sendte jeg en mail som den nye genbo som åbentbart ikke har nogle problemer med at gå nøgen rundt i hendes lejlighed, selvom alle på den anden side af gaden kan se hende. Jeg sendte hende et link til min blog fra sidste uge hvor jeg skrev et indlæg om det. Her er hvad hun svarede tilbage i tirsdags:

“Ej hvor pinligt. Jeg troede ikke man kunne kigge ind!! Jeg håber ikke du har taget nogle billeder!! og fra nu af lader jeg persiennerne være slået ned! Du skal ikke skrive hvem jeg er i din blog!”

Jeg burde måske have ladet være med at skrive til hende, og gøre opmærksom på at jeg rykkede pik til hendes lille røde dusk, men jeg synes simpelthen det var for sjovt, så jeg kunne ikke lade være. Jeg synes det er endnu mere sjovt hun rent faktisk har svaret på min mail.

Jeg vender tilbage i næste uge med endnu en af mine virkelige sex oplevelser! Så husk at komme igen, og skriv nu nogle kommentarer til mig

The journey of Pige.

First episode. False Start.

Pige is a very nice bike. A few years ago, a Frenchman sold it to Camden cycles and since then, he patiently waits for the right buyer to pick Pige up.

He watches the bromptons, the smaller bikes rolling by… He waits his turn. One day, someone would come, examine him and ride him for a quick try, someone like this kid from Paris who is sick of London’s public transport and who noticed the proud French logo on his frame, PEUGEOT.

Pige is black and blue, and has bits of chequered pattern beside the French car maker logo. It looks a bit old, but just enough to be charming, as it still makes a good impression. His looks shout “I used to be driven by racers, I’m still fast, get me out of my static misery!”.

After the usual test ride, the Parisian kid decides to adopt pige, paying cash, with a discount. Pige is free again and no word could describe the feeling that embraces him when his new master pushes loudly on the pedal to launch himself down the Camden road descent towards Holloway.

Pige feels good, although a bit rusty, and the kid who monitors the handlebars senses it. It’s just the wheels really; the inner tubes have to be changed, possibly the back tyre as well.

The new French couple rushes to Mosquito Cycles, in Stoke Newington. Here, the driver buys an air tube, a pump, two small lights, and a great looking messenger bag, the kind that is to be worn with a shoulder strap, and another one that comes on the front to prevent it from moving when running.

Everything is set. For the next hour, Pige is going to be taken care of, like a little boy. The tools hurt a bit; as it’s been a long time since someone worked on him.

And now he’s on the street again to storm to Fulham. But the new driver is much too enthusiastic and decides to cut by Regents Park. Pige can’t keep up. He, a city bike, suffers a lot on the muddy horse tracks and the back tyre, exhausted, expires in a long and plaintive sigh.

Pige is assigned to immobility, again. And from Knightsbridge to Camden, the road is long when you can’t roll. Pige would have to take the underground to go back and reequip, his new master is mad at him. Pige is down and out, but still hopes for a quick restart.

It is never easy for an old glory to come back that quick, and he knows it.

Next episode. Wheels on railways.

Jeg hader, at jeg har kendt dig, mens du var sammen med en anden pige. Jeg hader, at jeg ved, hvad du ikke holdt af ved hende. For jeg prøver hele tiden at være ikke sådan. Selvom jeg måske er det.

Jeg græder, når vi siger farvel, selvom jeg prøver at smile. Du sagde – “Selvom jeg dog ikke kan li, hun bliver så ked af det, hver gang vi tager afsked.” Nu vil jeg ikke være ked af det. Det kunne du ikke li. Jeg vil gerne have dig til at kunne li mig.

Jeg er bange for at jeg minder om hende på alt for mange måder. Jeg vil ikke være som hende. Slet ikke på de punkter, der gjorde, det ikke gik. Det må gå. Kan gå. Skal gå.
Men jeg holder også af lilla. Og mummitroldene. Og da jeg så et billede af hende, pustende sæbebobler, huskede jeg på dem, selvom de havde pustet sig selv i flere måneder.

Jeg bliver gladere, når jeg får at vide, jeg ikke er som hende. Og du har sagt mig det, i kærlighedsbrevet i toget. At denne kærlighed er noget nyt. Noget andet. Ikke fanget. Derved er jeg glad, meget.
Men sig mig, at jeg ikke minder om hende. Ikke er som hende. I hvert fald der, hvor det gik galt. Sig mig, jeg er noget andet. Sig mig, jeg er mig.

Mi septembre, je reçois un mail qui me vouvoie. Et moi, quand on me vouvoie, ça me fait un peu fondre ma race si je puis dire. Bon, certes, ça provient d’un mec, un certain Bruno. Entre deux compliments bien tournés il me dit qu’il est rédac’ chef d’un magazine gratuit, online et offline. Même que ça lui ferait bien plaisir de récupérer des articles de mon bloug pour les mettre dans son LAST-MAG. Sur le principe je suis pas contre, je pose la question par acquis de conscience de savoir si c’est payé (mode kikoo on). Ca ne l’est pas, et les phrases des mecs qui ont réussis dans la vie raisonnent dans mon cerveau « Si tu es bon dans quelque chose, le fait pas gratuitement ». Pi là je me rappelle quand j’ai un blog, gratuit. Après c’est peut être un mauvais blog remarque.

Sur le principe, je dis okay, et je check un peu le magazine en question en PDF. C’est cool, maquette un peu street, ligne édito glisse/urbain/lifestyle. Shit j’ai l’impression d’être de retour à mon année skate ! Je pige pas tous les articles. Je connais pas tous les gens interviewés, mais j’aime le feeling de la revue. Bon okay allez, c’est parti, pour l’amour de l’art, la gloire au nom du dieu eastpack ! De toute façon, c’est que reprendre et gonfler un vieil article de mon blog. Ca ne me coûte pas grand-chose. Le rédac’ chef veut que je ressuscite une de mes notes sur l’étude de la douchebag attitude chez nos contemporains masculins. J’ai pris un plaisir assez certain à monter le texte à 800 mots, de prendre le temps de retravailler certaines formules, d’autres tournures. Tout ces petites détails que je n’ai pas le temps de fixer pour une diffusion blog.

Nous voilà début janvier, le mag’ est bouclé en cours d’impression. Je n’ai pas encore eu la bête dans mes petites mimines mais j’ai lu la version flash bling bling. Rien à dire, chui un putain de kikoo lol. Voir mon texte agencé en colonnes, avec une illustration et une mise en page, ça liquéfie mon petit cœur de wannabe. Je regretterai presque de pas avoir écrit quelque chose d’original. Une première participation qui me file ce rush de l’écrivaillon. Dieu que je kiffe. Merci Bruno et merci la team. Big up aussi à Sylvain, le mac qui a un flow de mitraillette à l’écrit et qui se fend de plusieurs jolies pages (je te mets en lien bâtard mais avec tes 1500 amis facebook tu dois bien loler). Que ce blog tisse du lien, créé des opportunités de prendre encore plus de plaisir, c’est sûrement sa plus belle raison d’être.

Bon allez c’est fini la minute lopette, on clique sur le lien dans le bonus stage pour lire ma prose ainsi que le reste du mag’. Ah non, attendez, on me dit dans mon oreillette que demain l’article sera aussi en mode fiotte. Pardon d’avance.

LINK STAGE !

Clique nigga ! C’est de la bonne, pick le numéro 24 et go go page 15 !

Dagen startede som alle andre lørdage. Jeg vågnede op ved 9 tiden i min lejlighed, alene, og gik ud i køkkenet for at tage noget cola i køleskabet. Jeg havde ikke fået nogle tøj på endnu, og havde i fuldskab aftenen før ikke fået rullet gardinerne ned i min lejlighed på 3 sal, men som altid, var jeg fuldstændig ligeglad. Jeg bemærkede genboen på den anden siden af gaden stod i stueen og kiggede ud af vinduet, men lod som om jeg ikke så det og gik på udkig i mit køleskab. Som sædvanligt var der intet, så jeg drak en halvtam cola, og gik ind i stuen og så en film på sofaen.

Da klokken nærmede sig 14,  tog jeg tøj på, smed mit svømmetøj i en gammel nettopose, låste døren og gik mod svømmehallen. Jeg svømmer hver lørdag omkring 25 baner i den nærmeste svømmehal, uanset om jeg har tømmermænd, er syg, eller har arbejdet hele fredag aften.

Denne dag skulle vise sig at blive anderledes. Jeg svømmede de 25 baner, som altid, og fik forpustet ind i omklædningsrummet. Jeg gik direkte ind under en varm bruser, hvor jeg stod i omkring 2 minutter. Jeg tog som sædvanligt ikke mine badeshorts af, ikke fordi jeg er sky, men fordi jeg hader at stå i bar røv omringet af gamle nisser, som bader i en uendelighed. 

Pludselig fik jeg øje på noget før ukendt i et mandeligt omklædningsrum. Ovre ved toiletterne stod en flot ung brunette på omkring 24-26 år, og svabede gulvet. Hun kiggede stift ned i gulvet, og hendes kropssprog fortalte at hun ikke ønskede at være her. Jeg går ud fra at svømmehallen har været ude for sygdom blandt medarbejderne, og chefen er blevet nødt til at beordre hende ind i et mandeligt omklædningsrum for at gøre rent.

Jeg ved ikke hvorfor, men ideen om en pige i omklædningsrummet ophidsede mig lidt, og jeg kunne se hun arbejdede sig over mod bruserne, altid med blikket stift mod jorden.  Først nu gik det op for mig at alle mænd i omklædningsrummet havde beholdt deres badeshort på i baden, de måtte havde opfattet den kønne pige lang tid før mig.

Jeg tænkte mig om i omkring 2 sec, inden jeg smid mine badeshorts, og vendte røven mod pigen. Det sitrede i min pik over at tænke på at pigen snart ville være i min del af omklædningsrummet, og sikkert ville se mig fuldstændig nøgen. Min pik voksede lidt ved tanken, men forblev slap efter jeg kom i tanke om de andre mænd i omklædningsrummet, og blev lidt pinligt berørt. Jeg har aldrig tænkt over pikstørelse, og mine tidligere kærester har altid forklaret mig at det bare er fordi jeg aldrig har været nødt til det. Jeg er altid blevet rost for min størrelse, selvom jeg altid svarer tilbage at jeg absolut intet har at gøre med min pik størelse. Men alligevel har det taget lidt ved, så jeg følte at denne pige ville blive inponeret over en 8 tommer diller.

Jeg vendte mig om, og så nu at den flotte brunette nu stod 5 meter fra mig og spulede gulvet med en vandslange. Hun havde en hvid tankttop på, samt små sorte shorts, vel en livredders nationaldragt , og kiggede stadig ned mod gulvet imens hun gjorde rent. Jeg kunne føle hun var utilpas ved situationen, men alligevel så jeg hendes øjne kigge mod mig engang imellem. Efter et par gange fik jeg øjenkontakt med hende, hvorefter hendes blik gled ned af min krop. Hun smilede til mig, og min pik begyndte at dunke.

Jeg kunne mærke hun flirtede med mig, og jeg skulle koncentere mig ualmindelig hårdt for ikke at få stådreng på midt i omklædningsrummet. Mange af mændene havde nu sendt mig mærkelige blikke, fordi jeg var den eneste som stod under bruseren uden badebukser, men jeg var ligeglad.

Jeg gik over mod pigen, med min pik stadig voksende.. Jeg kunne se hendes blik fulgte mit skræv da jeg gik mod saunaen, og jeg vendte mig om for at hun kunne få et ekstra blik Min pik var nu halv oprejst, så jeg skyndte mig ind i saunaen og gemte den væk under håndklædet.

Da jeg kom ud af saunaen, var pigen væk, og jeg trak i tøjet og gik hjem. Jeg var stadig så ophidset af tanken, at jeg rykkede pik 2 gange da jeg kom hjem.  Det var simpelthen for hot at have besøg af en smuk pige i omklædningsrummet.

Denne weekend bragte mig en gammel følelse tilbage.
En glædesfølelse om hvordan det kan gøre en så glad så glad at selvom man tænker på sin kæreste pige og at man ikke kan se hende, at så er man inderligt glad.

gensyn med gamle venner. det er hvad det er der kan gøre mig så glad.
Jeg så Mia. Jeg snakkede med Mia. Jeg lavede perleplader med Mia. Jeg sov med Mia. Jeg så film med Mia. Jeg snakkede mere med Mia.
Mia jeg ikke havde set i så lang tid!

‘Hey, er du hjemme i weekenden?’
‘Det tror jeg da nok.’
‘Så skal vi ses!’

Jeg holder af Mia som sådan man holder af rigtige venner. Jeg krammer længe med Mia som jeg gør med dem jeg holder rigtigt af.
Mig og Mia er venner.

Men pludselig skulle jeg til koncert. Heldigvis kom en ven og krydsede min vej. Marcus. Humørbomben. Det lysende smilehul. Smiledrengen.
Jeg holder også meget af Marcus. men det er lidt specielt. Marcus er ny. Marcus blev kun kort vendt og drejet inden han blev godkendt da jeg mødte ham i efterårets ferie.

Jeg lyttede med Marcus. Jeg dansede med Marcus. Jeg blæste sæbebobler med Marcus. Jeg hyggesnakkede for meget med Marcus. Jeg delte drømme med Marcus.
Marcus som er så ny og fin og smilende blandt min lille håndfuld venner.

og tak til wildbirds and peacedrums. I var vidunderlige.
og tak til Slaraffenklang. mange tak. I var endnu vidunderligere.
og tak til min far. Han er så forstående og rar og varm.
tak.tak.tak.

ps. men jeg håber snart jeg skal se dig igen kæreste pige.

Après avoir vu la boutique de l’école se faire décorer et d’avoir entendu le directeur siffler un air de Noël. Après avoir vu les gâteaux aux fruits et les tourtières préparés par nos étudiants j’en viens au constat qu’encore une fois, Noël arrive bien vite.

De mon côté, il y a un brin que ça c’est mis en branle. Ça commence par la pige chez les beaux-parents puis vient la pige du côté de mon père. Moment qui trop souvent m’est un vrai casse-tête (à l’exception de l’an dernier où j’avais eu l’idée de ne demander que des cartes cadeaux Futur Schnolles pour m’acheter une PS3 80 gigs)

Cette année par contre… Rien… Niet…

J’ai aucune espèce d’idée de quoi demander. Culinairement parlant, je suis full equiped, j’ai tout tout et même trop de stock. Pour le reste, quand j’veux quelque chose pendant l’année je me l’achète. Comme par exemple, je veux un routeur sans-fil et un clavier pour ma PS3, ben j’vais me l’acheter demain! De toute façon, c’est trop délicat de demander ça car je risque de me retrouver avec quelque chose qui ne fera pas mon affaire.

J’ai l’impression de demander toujours la même chose soit du linge. Des jeux j’en ai jusqu’à plus soif, j’porte pas de bijoux. Seule chose que j’ai en tête c’est un porte-feuille, le mien tombe en lambeau (littéralement) et que je résiste à m’en acheter un parce que c’est le seul item qui se trouve sur ma liste.

C’est ici que vous intervenez. Messieurs, c’est quoi vous demander à Noël??? Mesdames, c’est quoi vous achetez à Monsieur??? Même vous, célibataire, si vous avez une idée manifestez-vous je vous en supplie!!!

Avez-vous commencé vos achats? Votre liste? Avez vous hâte? J’ai tu d’autres questions?

Non