Ovenstående spørgsmål bliver ofte stillet i disse dage. I søndagens udgave af Nordjyske debatterede jeg problemstillingen med Bo Fink fra de Radikale, debatten kan læses her.

Det er et kæmpe problem at interessen for valget til Europa-Parlamentet på søndag den 7. juni er så lav. Trods det er danskerne faktisk nogle af de mest EU-oplyste, men alligevel stemmer kun omkring halvdelen. Man kunne selvfølgelig ønske sig at stemmeprocenten var meget højere, men det er ikke det eneste problem. En stemme hvert femte år gør ikke et demokrati alene. 

Jeg synes medierne har været mere på banen denne gang end i 2004, men jeg ved ikke om det er tilfældet, måske har jeg opsøgt det mere aktivt denne gang. Dog er det i endnu højere grad debatten og oplysningen indimellem valgene der er manglende. Public service handler om oplysning for at udbrede det demokratiske rum og når tre-fjerdedele af vores lovgivning kommer fra EU, så synes jeg at f.eks. DR burde bruge mere sendetid på EU. Gerne en times tid hver dag, med konkret oplysning om hvilken lovgivning der er på tapetet, hvem der mener hvad og hvordan det vil påvirke os som borgere. Gem gerne de mest teknokratiske udtryk væk, det virker afskrækkende og fremmedgørende på de fleste borgere. Jeg synes faktisk det er DR’s største og vigtigste public servicce opgave i disse tider, at få formidlet EU på en vedkommende og interessant måde.  

Uanset holdning til unionen, så kan ingen være tjent med dette ’sorte hul’ i vores viden. Alt skal frem, både godt og skidt. Selv en politisk nørd som jeg selv har svært ved at gennemskue systemet. Heri ligger også en del af EU’s demokratiske underskud – de lukkede døre og de mørklagte dagsordener.

Daværende handelskommissær Pascal Lamy forklarede engang at grunden til at dokumenterne i handelsforhandlinger (f.eks. GATS*) var hemmeligholdte var baseret på tradition. Nå, okay, så er der jo ikke mere at sige til det.

Jeg håber inderligt og forventer at de valgte, især venstrefløjens, parlamentsmedlemmer vil arbejde benhårdt for at åbne op for beslutningsprocesserne i EU. Det er grundlæggende dér man skal finde svaret på det første spørgsmål.

—

* GATS = General Agreement on Trade in Services (Aftalen om handel med tjenesteydelser) – en WTO traktat som EU forhandlede kollektivt for medlemslandene. Pascal Lamy sidder i dag på den modsatte side af bordet, som generaldirektør for WTO.

I næste uge får Danmark og verden højst sandsynlig beskeden om at Anders Fogh Rasmussen bliver NATO’s næste generalsekretær. Mange i Danmark glæder sig til at Fogh ikke længere er statsminister, men glæder sig på den anden side heller ikke til at landets leder hedder Lars Løkke Rasmussen. Desuden kan vi vil heller ikke være bekendt at eksportere vores problembørn til udlandet, specielt til en militær organisation med et efterhånden ret udvidet mandat til at gå i krig.

Holger K. Nielsen har jo fuldstændig ret når han udtaler at

“…fra NATO’s samlede synsvinkel, hvor det er vigtigt, at man får en kandidat, der kan samle frem for at splitte. Jeg ønsker da ikke, at NATO kommer til at føre den politik, som Fogh har gjort her i Danmark. Det ville da være forfærdeligt”

Hvis og når Fogh bliver generalsekretær får NATO en frontfigur der, med det mindst mulige flertal, fulgte USA i en angrebskrig og besættelse der var et klokkeklart brud med folkeretten. En mand der af princip nægtede at inddæmme krisen om Muhammed-tegningerne og mødes med ambassadørerne. Og en mand der igennem hele sin regeringsperiode har baseret sit flertal på DF og deres fremmedfjendske politik.

Det tegner ikke godt for NATO eller verden og vi burde ikke være stolte over at leverere sådan en mand til en vigtig toppost. Det er da udtryk for en misforstået patriotisme at vi er ligeglade med hvem vi sender af sted, bare det er en dansker.

Efter Informations artikel “SF: Fogh er ikke den rigtige mand til NATO” er der følgende morsomme kommentar fra en Anthon Eliassen:

Er nedenstående virkelig et brudstykke af Foghs ansøgning til Nato?

Jeg vil hermed ansøge om stillingen som Natos generalsekretær og i det følgende gøre rede for hvorfor netop min profil egner sig til denne post.

Nato er jo som bekendt en forsvarsblok og jeg har i min egenskab af dansk statsminister siden 2001 styrket mine erfaringer på dette område ved at føre en rendyrket blokpolitik. På det udenrigspolitiske felt har jeg demonstreret handlekraft ved bl.a. at tilsidesætte FN-afgørelser og ser mig selv som en person der kan profilere det snævre Nato-samarbejde på bekostning FN, som naivt forsøger at tage hensyn til alle.

Under mit lederskab øges muligheder at få Osama Bin Laden ud af hulerne i det nordvestlige Pakistan, da jeg besidder et indgående førstehåndskendskab til hvordan hulemænd tænker og agerer.

Hvis det så i samme ombæring anses for passende at dræbe og internere et større antal civile vil jeg udadtil selvfølgelig udtrykke min bekymring, men i det skjulte bidrage til dets gennemførelse. Jeg har tidligere vist mine evner på dette felt ved fx at stille landingspladser og andre logistiske redskaber til rådighed i et lignende tilfælde.

Verden behøver heller ikke frygte invasion fra fremmede magter i universet. Når jeg (igen) har ydet mit bidrag til at starte nye krige bliver jordkloden simpelthen uinteressant for marsmænd . Der bliver ganske enkelt ikke noget at komme efter…

Tillykke til Obama, USA og verden!

I dag blev USA’s 44. præsident, Barack Hussein Obama, svoret ind og hele verden kunne endelig sige farvel til George Walker Bush og hans rædselskabinet af ministre, rådgivere og embedsfolk.

Obama er blevet beskrevet og analyseret i overvældende grad de sidste to år, så nu er der ikke andet at gøre end at håbe og se frem til at han gør sine flotte ord til virkelighed.

Han får det ikke nemt – ingen præsident gør det alene. Udover de gamle ræve han har samlet omkring sig, så er der også et hav af forretningsfolk, organisationer, lobbyister og bidragsydere der kræver indflydelse på den førte politik.

Under hans indsættelsestale følte jeg, vel som mange andre, historiens vingesus og fik gåsehud. Om ikke andet fordi det vitterlig er nye toner – og så blev den fremragende tale leveret af en præsident der er opvokset på Hawaii og i Indonesien, har en kenyansk far og en mor med engelsk-irske forældre og som blev delvist opfostret af hans mormor. Han repræsenterer på alle måder det fantastiske kludetæppe USA er.

Forventningerne kunne ikke være højere og han kan ikke indfri dem alle, men det kan på ingen måde blive værre end under Bush, der blev buh’et ud mens hans vicepræsident blev rullet væk i kørestol.

Det er knap en måned siden jeg sidst skrev, men jeg har haft travlt med SF. November har virkelig budt på mange spændende møder og debatter og en tur til Barcelona for at deltage i ICV’s partikongres.

For tre uger siden afholdte SF Aalborg, sammen med Attac og Enhedslisten debatmøde om finanskrisen. Vi ville gerne have haft flere aktører med, men det var ikke muligt. Mødet var aldeles velbesøgt og det var kun lige muligt at stuve alle sammen i vores lokaler.

Fotograf: Erik Christensen

Lektor Anders Lundkvist startede ud med et oplæg om krisen og derefter var der korte indslag fra Per Clausen fra Enhedslisten, Leif Müller fra Attac og undertegnede. Der var debat og spørgsmål fra de mange fremmødte og der var interesse for at holde et møde igen i det nye år.

Ugen efter havde SF Nordjylland inviteret Villy Søvndal til Aalborg. Villy fortalte om SF’s politik og samarbejde med Socialdemokraterne. Ca. 50 medlemmer var tilstede og der var masser af spørgsmål fra de fremmødte, så det blev sent inden aftenen sluttede.

Fotograf Erik Christensen

Et par dage senere besøgte Holger K. Nielsen Aalborg da vi havde inviteret ham til et medlemsmøde om forsvars- og sikkerhedspolitik. Debatten drejede sig meget om dilemmaet med folkemord og konflikter hvor FN’s Sikkerhedsråd ikke kan blive enige om give mandat.

Fotograf Erik Christensen

I sidste weekend var jeg i Barcelona for at deltage i ICV’s partikongres. ICV står for Iniciativa per Catalunya Verds og er et katalansk grønt venstrefløjsparti. De 1000 delegerede mødtes i en gammel fabrik i Sabadell, udenfor Barcelona. Mange bygninger i området er ombyggede fabrikker, som siden tekstilbranchen gik ned er blevet til hoteller og som her et kongrescenter. Temaet for kongressen var finanskrisen under overskriften El Neoliberalisme està es la en Crisi (Neoliberalismen er i krisen). SF’s næstformand Jakob Nørhøj holdt en tale som blev oversat af ICV’s internationale koordinator Ernest som var en fantastisk vært og tog sig godt af os og de andre internationale gæster, som kom fra bl.a. Sydamerika, Grækenland og Finland.

ICV sidder i regeringen i Katalonien og jeg skulle selvfølgelig også forbi og se Parlamentet der ligger smukt i Parc de la Ciudadella som er den største park i Barcelona. Overalt i byen kan man desuden se bycykler som bliver brugt flittigt. Man skal købe et årskort og så kan de bruges i weekenden, hvorfor ikke hele ugen ved jeg ikke.

Weekenden sluttede efter de 800 (!) ændringsforslag var blevet behandlet i udvalg og derefter vedtaget eller forkastet, der var blevet valgt præsident, generalsekretær og andre poster og de forskellige taler overstået. Det havde været hårdt, men meget spændende at se hvordan de afholder partikongres andre steder.

Finanskrisens spreder sig dag for dag og regeringen prøver panikslagent at rette op på nogle af de konsekvenser deres egen uansvarlige politik har medfødt. Efter at man liberaliserede og deregulerede realkreditmarkedet for at skabe kunstig murstensvækst er boblen bristet.

Siden 70’erne har der været flere penge at tjene i den finansielle (den spekulative) sektor, end i den produktive sektor, derfor er den finansielle sektor nu meget større, hvilket er problematisk da der ikke er sket en lignende værdiproduktion – det er altså tom luft. Da der ikke er sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel på globalt plan har man så fået en overproduktionskrise, med overskud af gæld, lån, fiktiv kapital – og det hele pakker man sammen, videresælger, ompakker og sælger videre igen. Det er naturligvis ikke holdbart.

Et af de nye produkter som man kunne tjene mange penge på er de såkaldte kreditderivater, som er sammenpakkede dårlige lån med høj risiko. Derivaterne* var en profitabel succes og promoveret til de mange der skulle have bolig- og forbrugslån. Varer og huse er således blevet købt på basis af kredit og låntagning – ikke på basis af en sund økonomi i vækst. Derivatmarkedet er råddent og ugennemsigtigt og appellerer til grådighed og spekulation i stedet for at være fornuftige forsikringsordninger. Omsætningen på det spekulative marked er hundrededoblet de sidste syv år og det er essentielt at sætte en stopper for det ødelæggende pseudo-marked. I dag er mængden af gældsforpligtelser i form af derivater 50 gange verdens samlede BNP.

EU skulle starte med at få igangsat et fælles finanstilsyn, noget vi ikke har kunne blive enige om før. Men med transnationale banker og finansinstitutioner rækker nationale tilsyn ikke. Desuden er mange af de europæiske bankers aktiver større end deres hjemlandes BNP (Kaupthing, Landsbanki, RSB, ING, Fortis, Dexia, Rabobank, KBC, Bank of Ireland, Santander, UBS, Credit Suisse, BNP Paribas).
Vi skal i EU arbejde for, at der indføres en minimumsbeskatning af selskaber for at hindre, at de europæiske lande konkurrerer på lavere selskabsskatter.
Internationalt skal vi arbejde for at indføre skat (som Tobin-skatten) på (specielt de kortsigtede) kapitaltransaktioner. Det vil begrænse ødelæggende spekulation og kan investeres i udviklingslandene.

Så er spørgsmålet om man skal lade falde hvad ikke kan stå. Det er vist kun ultraliberalister og kommunister der med hver deres udgangspunkt synes det. Når regeringen udformer hjælpepakker er det naturligvis ikke kun for at afbøde de værste konsekvenser for almindelige borgere. Det er ligeså meget for at redde selve det kapitalistiske system der har vist sine kristetendenser endnu en gang. Det ‘frie’ marked har brug for staten for at overleve sine egne indre modsætninger.

MEN det vil være umenneskeligt ikke at gøre noget og jeg er ikke sikker på at det der kommer i stedet er bedre. I stedet må vi stå benhårdt fast på at markedsaktørerne selv skal tage ansvar, at de grundlæggende regler skal ændres og at finansspekulanterne ikke længere skal have frit spil.

Der brug for en øget politisk kontrol med og regulering af den globale økonomi, et europæisk finansielt tilsyn, internationalt fokus på sikring af beskæftigelse og en generel indretning af økonomien, der sikrer øget samfundsmæssig og demokratisk kontrol, bl.a. med det formål at gennemføre omfattende investeringer i grøn teknologi og infrastruktur på tværeuropæisk plan.

Det er derfor også essentielt at se finanskrisen i sammenhæng med de andre kriser – det er ikke et tilfælde at vi samtidig har fødevarekrise og klimakrise. Vi forbruger simpelthen forkert, for meget og for ulige.

Forfatteren John Elkington udtaler at:

”Krisen er et nødvendigt sammenbrud i et finanssystem, der er løbet løbsk, og som står i vejen for udviklingen af en bæredygtig økonomi.”

Forhåbentlig kan denne krise skabe nogle helt nye forudsætninger for global handel, for restriktioner på det spekulative felt og solidarisk omfordeling af klodens ressourcer.
Det er også vigtigt at huske på at det ikke kun er en flok børsspekulanter der har sat dette i værk, men en hel verden af stater der siden midten af 70’erne har ageret efter Reagan-Thatchers nyliberale paradigme. Det er altså i lige så høj grad en politisk krise som økonomisk.

—
* Derivater er et slags væddemål mellem aktører på finansmarkedet om en fremtidig udvikling. Det kan være alt fra svinepriser der falder, en valuta der svækkes, eller en rentesats der stiger. I USA skete udstedelsen af derivater fra de halvoffentlige amerikanske realkreditinstitutioner Fannie Mae og Freddie Mac, der holdte derivatkontrakter på astronomiske beløb.

—

Den altid fornuftige Noam Chomsky om krisen:

I nat sendte DR2 debatten mellem Barack Obama og John McCain; sidstnævnte valgte alligevel at møde op, trods tidligere udtalelser om at han ville aflyse for at tage til Washington og få styr på økonomien…

Aftenens tema var den finansielle krise og udenrigspolitik. De to kandidater var åbenbart stadig uenige om regeringens redning af Wall Street – blandt andet om en øvre grænse på hvor meget de stenrige chefer kunne få ud af 700 mia. dollar-aftalen. De var heller ikke helt på linje med hinanden om hvor præcis økonomien havde fejlet. Obama mente at der var tale om grådighed og mangel på regulering – omend ikke ikke nogen hård kritik af det kapitalistiske systems mangler, så dog på rette spor. McCain rettede dog skytset mod regeringens udgifter, “we’re in this financial crisis because of government over-spending” (!) uanfægtet han selv har stemt for Irakkrigen og de tilhørende udgifter. Men det var ikke de udgifter der skulle spares på – nej, i lyset af Wall Streets fallit skulle man stoppe de uansvarlige sociale udgifter! Han talte om et “spending freeze” på alle udgifter undtagen de nødvendige til militæret og veteranerne. Dog stod han ved de 300 mia. dollars i skattelettelser til de rigeste.

“I want to cut spending, I want to keep taxes low… I want to cut business taxes, so companies will stay in the US.”

Han mente at selskabsskatten på 33 % afholder virksomheder fra USA (ja, der er jo intet erhvervsliv i USA) , men som Obama sagde, så er der så ekstremt mange huller i lovgivningen (der er skrevet sammen med, eller af, erhvervslobbyister) så den reelle beskatning er meget lavere. Obama mente, at der skulle fokuseres på sundhedsvæsenet, hvor udgifterne til private forsikringer ruinerer mange middelklassefamilier (de fattigste har naturligvis aldrig haft forsikringer). Fra forbundsregeringen gives der 15 mia. dollars i subsidier til den private sundhedssektor (hmm, Danmark?), men McCain sagde – i en tone som om han talte om at give babyer til djævlen:

“I want to make sure that we don’t hand over the healthcare system to the federal government!”

Generelt set, talte de begge om at lappe på det finansielle system (på forskellige måder) uden at kommentere at der måske er noget galt med selve systemet. Man skal redde Wall Street fra sig selv for skatteydernes penge, som de ikke har fordi de er gået fallit – genialt!

Resten af debatten orker jeg ikke at beskrive lige nu da a) klokken er 5.46 og b) det var simpelthen den samme gamle retorik, USA skal beskytte sig selv mod  Irak-Afghanistan-Pakistan-Iran-Rusland-Venezuela… og så har McCain åbenbart fundet en lidelsesfælle i Anders Samuelsen (eller omvendt), da han foreslog en “allience of democracies”, som jo så kunne fortælle resten af verden omkring krigsindsatser, koldkrigsretorik, økonomistyring og alt det andet gode.

Godnat.

John Pilger’s prisvindende film om USA’s indblanding i andre landes interne forhold er

medrivende, men egentlig ikke overraskende medmindre man

er utrolig naiv – eller journalist på Fox News.

Amnesty International har lavet en række videoer for at sætte fokus på de overgreb nogen prøver at retfærdiggøre i den abstrakte og absurde “Krig mod Terror”. Terrorisme er et reelt problem, men løsningen er ikke en undergravning af menneskerettighederne.
Man kan skrive under eller ‘unsubscribe’ på denne side hvis man mener at tortur er både virkningsløst og umenneskeligt.

Advarsel – videoerne er ikke for sarte sjæle…

På fredag den 27. juni afholdes der omvalg til præsident i Zimbabwe. Valget i februar blev bredt kritiseret for at være præget af korruption, trusler og vold. I april slog Mugabe’s parti ZANU – Zimbabwe African National Union – hårdt ned på oppositionen og anholdte flere journalister.

Valgkommissionen præsenterede det officielle resultat i maj som 43,2 procent af stemmerne til Mugabe og 47,9 procent til oppositionens leder Morgan Tsvangirai, hvilket skulle resultere i et omvalg da ingen af kandidaterne fik mere end halvdelen af stemmerne. Oppositionen kaldte resultatet for “røveri ved højlys dag” og mente at have fået 50.3 procent af stemmerne.

Nu har Tsvangirai og hans parti MDC – Movement for Democratic Change – meldt sig ud af valget med den begrundelse at Mugabe’s voldskampagne har udslettet ethvert håb om et demokratisk og fair valg. I mandags udtalte FN’s Sikkerhedsråd, samt Generalsekretær Ban Ki-moon at et frit og fair valg nu er umuligt at gennemføre i Zimbabwe.

Men afrikanske ledere, og specielt Sydafrika’s præsident Thabo Mbeki, kan stadig gøre noget og forhandle en legitim ny regering i Zimbabwe. Mugabe’s hold om magten er afhængig af naboerne – de yder elektricitet og varer og kontrollerer grænsen. Mugabe er kun ved magten så længe lederne af de syd-afrikanske lande tillader det. Det er ved at gå op for dem at hvis de tillader et kup vil urolighederne i Zimbabwe forøges enormt og det vil sprede sig ud over landets grænser til hele regionen.

Hvordan er det kommet hertil? Zimbabwe var engang et foregangsland og Mugabe var den afrikanske helt. Han førte guerillakrig mod den hvide minoritet der sad på magten. Zimbabwe var præget af ekstrem racisme og tidligere premiere minister Ian Smith udtalte i 1976, “I do not believe in black majority rule – not in a thousand years.” Efter syv års modstand mod kolonialismen i Rhodesia som det dengang hed, blev Mugabe folkehelt i hele Afrika og udover kontinentets grænser.

Der blev investeret i landbrug og jordreformer i 80′erne og indikatorer på børnedødelighed, fejlernæring og forventet levetid forbedredes markant. I 1990 havde Zimbabwe en lavere børnedødelighedsrate, bedre læsefærdigheder og flere børn i skole end noget andet udviklingsland.

I 1991 lånte Zimbabwe penge af IMF, Den Internationale Valutafond, med den betingelse at der skulle skæres ned på det offentlige forbrug. Bl.a. gik det hårdt ud over sundhedsvæsenet og tallene taler sit klare sprog: i 1990 var den gennemsnitlige levealder 64 år, i dag er den hhv. 37 og 34 år for mænd og kvinder.

Zimbabwe forsynede engang det sydlige Afrika med mad og varer, men er i dag afhængig af fødevareprogrammer. En tredjedel af befolkningen er afhængige fødevarer fra World Food Programme for at undgå hungersnød.

Landet har verdens højeste inflationsrate på 100.000 procent og der er udpræget korruption, med en score på 2,1 på TI’s korruptionsskala fra 0-10, med 10 som stort set korruptionsfrit.
Der er mange grunde til Zimbabwe’s deroute fra Afrika’s håb til en demokratisk fiasko. Men Mugabe’s egen udvikling fra helt til diktator bærer størstedelen af skylden.

Robert Mugabe befriede Zimbabwe fra kolonialisme. Nu skal Zimbabwe befries fra Mugabe

Avaaz.org

Endnu en gang bliver Afrika invaderet. I kolonitiden stod det afrikanske kontinent for skud, da europæerne kom dertil for at stjæle ressourcer og slaver. Senere kom Den Internationale Valutafond & Co. for at ‘rette op’ på fattigdom, korruption og dårlig økonomistyring med krav om strukturtilpasning. Bag det ret tekniske begreb gemte der sig liberalisering, privatisering, fyring af offentlig ansatte, udsalg af ressourcer… og i de fleste tilfælde: endnu mere fattigdom.

Nu er kampen kommet til den afrikanske olie. Specielt USA og Kina, men også Frankrig optrapper deres tilstedeværelse for at få fingre i det sorte guld. 30 procent af verdens nyopdagede oliereserver findes på Afrika’s vestkyst og det er ofte “sweet” råolie dvs. nemmere at raffinere og forarbejde. Desuden er transportomkostningerne for USA mindre end fra Mellemøsten.

I disse dage ser USA desperat på at Kina bygger infrastruktur og yder lån til afrikanske lande, uden at stille krav til eller spørgsmålstegn ved styreform eller menneskerettigheder. Kina er fuldstændig åben omkring det faktum at de bare vil have olie og gerne vil yde omfattende kompensation. De kritiserer også USA (og Europa) med rette, for kun at fokuserer på menneskerettigheder og ‘good governance’ når det passer ind i det store billede.

I 2007 nedsatte den amerikanske regering så, under Forsvarministeriet (!), AFRICOM, der har hovedsæde i Tyskland og er oprettet for:

“better enable the Department of Defense and other elements of the U.S. government to work in concert and with partners to achieve a more stable environment in which political and economic growth can take place. U.S. Africa Command is consolidating the efforts of three existing headquarters commands into one that is focused solely on Africa and helping to coordinate US government contributions on the continent.”

Amerikanske embedsmænd forudser at en fjerdedel af landets olie i fremtiden vil komme fra Afrika. Men USA vil ikke dele med Kina der konstant får brug for mere og mere olie. Kampen er sat i gang. Spørgsmålet er bare hvad afrikanerne selv får ud af det. Ikke meget ser det ud til. De olierige lande har ikke brugt olierigdommen til at forbedre befolkningens vilkår og korruption, vold og miljøkatastrofer er fulgt i kølvandet på udvindelserne. Desuden går de jobs der bliver skabt til udlændinge og overskuddet til pirater, korrupte embedsmænd – og udenlandske investorer.

Hvis der ikke bliver ændret ved tingene, sætter det bare endnu engang en tyk streg under at Afrika’s forbandelse er dets ressourcer.

Mere om olie i Afrika:

The Boston Globe

Council on Foreign Relations

The Nation

Time

]]> http://lisbethbechpoulsen.com/2008/03/11/stop-svindel-i-ep/ Tue, 11 Mar 2008 03:29:46 +0000 Lisbeth Bech Poulsen http://lisbethbechpoulsen.com/2008/03/11/stop-svindel-i-ep/

Endnu engang bliver der stillet spørgsmålstegn ved EU og særligt Europa-Parlamentets troværdighed. Eksempler på svindel med lønninger der egentlig skulle gå til kvalificerede medarbejdere der laver relevant arbejde har igen givet ridser i lakken og medført at den hemmelige revionsrapport – der omhandler løn-svindlen – kræves offentliggjort. Dette nedstemte EU’s Budgetkontroludvalg dog i første omgang. Det er blevet foreslået at parlamentets administration skal stå for at ansætte, lønne og administrere parlamentarikernes ansatte, hvilke tidligere er blevet afvist af mange som intern indblanding. Det er åbenbart fuldstændig nødvendigt for at de mange ærlige MEP’ers troværdighed ikke skal lide skade, nu hvor mindst 40 er anklaget for bedrageri. Sagen er nu anmeldt til OLAF (EU’s anti-svindel-kontor).

Hver MEP’er får 120.000 kr. om måneden til assistenter, hvilket tilsammen udgør over en mia. kroner (140 mio. euro) der udgør 10 procent af Europa Parlamentets budget. Der er ikke en øvre grænse på hvor meget en enkelt assistent kan få, hvilket betyder at en enkelt person kan få op til 100.000 kr. om måneden – langt mere end en dansk MEP’ers! Deres lønninger ligger på samme niveau som de nationale parlamenter, hvilket i Danmark svarer til ca. 600-700.000 om året.

Der er stort set ingen retningslinjer til rådighed for MEP’erne for hvilke type assistenter og hvilke typer opgaver pengene skal gå til, men det skader EP i en utrolig grad når et britisk MEP f.eks. har sin søn på lønningslisten mens han går på universitetet i England! I en anden sag var det firma der solgte services til et MEP ejet af selvsamme person, som heller ikke oplyste det. I tre sager er betalingerne fra MEP’er til serviceudbyderen indsat på konti der tilhørte samme personer.

Det skal være slut med at MEP’erne dækker over hinanden. Der må ryddes godt og grundigt op i parlamentet og statueres eksempler, ellers vil EU aldrig få folkelig opbakning!

Det årlige World Economic Forum i Davos, er netop overstået. Den schweiziske alpeby, indbyggertal 10.000, har netop huset 2.500 erhvervsfolk, politikere og rockstjerner, hvor de fleste betaler over en million kroner bare for indbydelsen. Men man kan ikke bare punge ud – man skal igennem interviews og bedømmelser forinden for at WEF kan bedømme om man ‘passer ind’ i den eksklusive klub.

Kapitalismens højborg husede udover økonomiske giganter som Gates, Murdoch, Nooyi, Strauss-Kahn & Zoellich også den internationale scenes politikere: Fogh, Brown, Kissinger, Blair, Rice, Peres, Ban, Gore, Musharraf… Sikke en fest de har holdt efter studehandlerne var overstået! Hvis man er noget ved musikken har man selvfølgelig ikke råd til at blive væk – selv hvis prisen er en million kroner.

Hovedemnet var selvfølgelig frygten for recession, forårsaget af amerikanske subprime-lån, stigninger i olie-priserne og ren og skær grådighed, der blev udpeget som en større risiko for verdensøkonomien end protektionisme, terrorisme, naturkatastrofer og pandemiske sygdomme.

Næstformanden for Kinas nationale folkekongres, Cheng Siwei sagde at det mest fundamentale problem i verdensøkonomien består i, at “asiaterne sparer dagens penge op til morgendagen, mens amerikanerne bruger morgendagens penge i dag.“

Når selv får Citigroup får røde tal bliver pengefolkene nervøse. Men det stopper ikke der. Erhvervslivet og finansverdenen er i dag så sammenkædet med regeringer og nationaløkonomier at det har en effekt på alle. Den amerikanske centralbank prøver desperat at sænke renten i takt med at markedet dykker og sidste onsdag blev den sænket igen. I Davos døbte de manøvren “Bernanke-grebet” (efter den amerikanske centralbankchef). Ben Bernanke anklages for at blåstemple finansmarkedernes massehysteri. “Hvis Wall Street siger ‘hop’, så hopper Mr. Bernanke straks,” som en Davos-deltager udtrykte det. Stephen Roach, formand for Morgan Stanley Asia, kaldte det for “en farlig, hensynsløs og uansvarlig måde at styre verdens største økonomi på.“

Men det er hyklerisk for finansmændene kaste den varme kartoffel videre – de er selv spillere i et system de opretholder, men ikke kan styre. Deres milliardformuer kommer ikke verdens fattigste til gode, selvom de advokerer for at kagen kun bliver større. De spiller hasard med verdensøkonomien uden kontrol eller regulering. Men netop regulering kan lægge en dæmper på de største udsving, noget en såkaldt Tobin tax kunne hjælpe med.
Joseph Stiglitz, økonomiprofessor, nobelprisvinder og konverteret neoliberal, talte på mødet også om regulering: “Vi nu er løbet ind i de forudselige konsekvenser af en inkompetent økonomisk styring“.

Endelig var der William Gates III, verdens andenrigeste og manden bag monopol-firmaet Microsoft, men i dag ligeså kendt for for The Bill & Melinda Gates Foundation, verdens rigeste velgørenhedsfond. “Jeg må konstatere, at de fleste fremskridt i verden, som oftest gavner de, der har mindst behov; mens de, der har mest behov, i alt for ringe grad nyder godt af disse fremskridt. Det er tankevækkende, at medicinalindustrien investerer betydelig større beløb i udviklingen af medikamenter, der kan forhindre mænd i at miste håret med alderen, end der investeres i midler mod malaria,” sagde Bill Gates.

Nervøsiteten i Davos afspejlede i hvert fald én ting: skulle kapitalismen sejre sig selv ihjel er det ikke på mangel af ildhu.

I går viste DR1 et dokumentarprogram om det mange allerede havde en mistanke om, nemlig at CIA’s kidnapninger (såkaldte ”extraordinary renditions”) involverede Danmark. CIA har benyttet dansk luftrum og Grønland som mellemlandingsplads for deres fly. Den danske regering har tidligere benægtet ethvert kendskab til dette og også afvist at nedsætte en undersøgelseskommission med den begrundelse at der jo ikke var nogen beviser. Men det er jo netop derfor en kommission skulle nedsættes for at undersøge om der er nogen beviser.

Udover at kidnappe folk uden beviser, men udelukkende på en mistanke, så peger alt også på at fangerne er fløjet til lande som Usbekistan, Afghanistan og Egypten, hvorfra der er masser af reporter om tortur, bl.a. blev Khaled el-Masri tilbageholdt i fem måneder, tortureret, før han blev sat fri uden nogensinde at blive tiltalt for noget som helst.

Den amerikanske regering tror at de har et demokratisk overskud og bruger frihed og demokrati som grundlag for ulovligt at invadere andre lande. Den danske regering følger trop. Dette klinger utvivlsomt noget hult når enhver kan kidnappes på åben gade, tilbageholdes på ubestemt tid, tortureres og aldrig komme for en domstol. Der går imod enhver forståelse af retssikkerhed og den såkaldte krig mod terror er kun et skalkeskjul, for at opføre sig ulovligt og amoralsk.

Danmarks rolle skal kulegraves og regeringen skal stå til ansvar! Colin Powell, daværende amerikansk udenrigsminister, sagde direkte at europæiske regeringer vidste og ved hvad der foregår. Han sagde i et interview med BBC i december 2005:
“Der er lidt fra filmen ‘Casablanca’ over det her, du ved, hvor inspektoren siger ‘jeg er chokeret, chokeret over at den slags ting sker.’ Altså de fleste af vore europæiske venner kan ikke være chokeret over, at den slags ting sker. Den kendsgerning, at vi gennem årene har haft procedurer for at tage os af folk, der er ansvarlige for terrorist-aktiviteter, eller mistænkte for terror-aktiviteter, også det, man kalder ‘renditions’, er ikke noget nyt eller ukendt for mine europæiske venner.”
Læs artiklen på BBC.
Der kan også læses mere på DR1’s hjemmeside og på journalisten Stephen Greys hjemmeside, hvor man også kan se filmen Extraordinary Rendition.