Jens Stoltenterg har vært på alles lepper de siste dagene etter å ha stukket fingrene sine ned i de mer miljøvennlige biodieseltankene for å fiske opp noen kroner som kan betale for Norges trygdesirkus. I dag har Stoltenterg stilt velvillig opp for å fortelle hva han og de rødgrønne vennene hans har fått til de første ukene i oppfølgerregjeringen sin.

Jens sitter sammen med en av de angivelige rådgiverene sine da jeg ankommer Stortingskantinen. De sitter begge og spiser på en eller annen merkelig salat med melon, oliven og cottage cheese, men jeg velger å ikke kommentere den bisarre kombinasjonen.

Jeg går ut ifra at jeg bare skal starte med det første spørsmålet ettersom både Jens og rådgiveren har tatt en pause i spisingen. ”Hvordan føltes det egentlig å få flertall på Stortinget når dere hadde over 40000 mindre stemmer enn de borgerlige partiene?”

”Helt fantastisk. Rett og slett helt fantastisk. Det viser at det rødgrønne regjeringssamarbeidet har vært en suksess og at folket vil ha oss”, svarer han med den noe skingrende stemmen sin.

”Hørte du ikke hva jeg sa, Stoltenterg? Dere fikk 40000 færre stemmer enn de andre. Det må da bety at velgerene ville kaste dagens regjering?”, spør jeg litt forsiktig.

”Samene og folk i grisgrendte strøk har tillit til oss, og det er det viktigste. Stemmene deres teller tross alt mer enn dobbelt så mye som bystemmene. Hvorfor tror du egentlig vi er så hissige på å ha store landbrukssubsidier?”, spør han retorisk.

Rådgiveren begynner plutselig å hviske hissig inn i øret til Stoltenterg, og det ser nesten ut som om et lys går opp for ham der han nikker. ”Åja, du, glem det siste jeg sa der nå. Det var en glipp”, sier han smilende. Rådgiveren retter på et par av hårstråene hans før han lener seg bort igjen.

”Dere har jo også fått fryktelig mye kritikk for å ha presset gjennom en avgift på biodiesel selv om et klart Stortingsflertall er i mot. Svekker ikke dette det norske demokratiet?”, fortsetter jeg mens jeg stirrer litt forbløffet på Stoltenterg mens den ene gaffelen etter den andre går inn mot munnen hans. Det forbløffende ved hendelsen er ikke selve fortæringen av den ekle salaten, det er at det stikker en tynn, hvit tråd opp fra jakkeermet til Jens. Jeg snur meg forskrekket mot rådgiveren og får øye på det jeg alltid hadde trodd, men aldri hadde fått bekreftet – Det er rådgiveren som styrer armen til Stoltenberg.

”Neida, ingen fare. Jeg har demokratiet under kontroll. Og jeg kan si såpass”, sier han og lener seg over bordet. ”Dette hadde jeg aldri foreslått i et valgår”. Jeg skvetter idet rådgiveren rykker til å snøret slik at Stoltenterg dras hardt tilbake på sin side av bordet.

Rådgiveren løfter hånden til Stoltenberg bort til en liten flaske med soyasaus som han heller fornøyd over salaten sin. Denne gangen klarer jeg ikke å holde igjen, ”heller du virkelig soyasaus over melonsalaten din?”, utbryter jeg lettere forvirret. ”Hmm? Soyasaus, nei! Selvfølgelig ikke. Det ville jo blitt en merkelig kombinasjon. Nei, dette er biodiesel det”.

Da præsident Obama under valgkampen i 2008 talte om det, der skulle blive hans kommende udenrigspolitik, var det næsten som om, at ens tanker blev ledt hen på den idealistiske eks-præsident Jimmy Carters ditto. USA skulle ifølge Obama indgå i konstruktive dialoger med totalitære statsmagter; og i Cairo kunne præsidenten fortælle den store forsamling af muslimske studerende, at det var os i den vestlige verden, der havde misforstået islam.

Der Spiegel (den engelske version) bringer nu en rigtigt god artikel om præsident Obamas udenrigspolitiske eventyr; og hvis De skal læse én artikel i dag, så lad det være denne.

Solheim er ensom og trenger sårt en venn i mørket, for mørkt skal det bli om han og SV får gjennomslag for sine heller perifere meninger.

Sparepæreministeren fra SV etterlyser engasjement rundt klimasaken hos vestlige lands innbyggere. Han er redd for at Europas ledere ligger foran resten av befolkningen når det gjelder dommedagsredsel og flodbølgehysteri. Selv skjelver han i buksene etter å ha skjønt at avgifter er med på å begrense bruken av ting, som for eksempel biobrensel. Ikke det at jeg har noen planer om å forsvare det å tenne på mat i biler når millioner sulter.

Å ha på lyset er fy, å varme maten sin i mikrobølgeovn er dumt, å dusje bør en helst unngå og sex for å holde varmen er supert, så lenge partene ikke begynner å svette, jamfør forrige punkt.

Jeg liker ikke å fryse, jeg foretrekker å ikke ha fett hår, jeg får vondt i hodet av å lese i dårlig lys og vel, jeg kan ikke skryte på meg å ha sex for miljøet heller, ettersom jeg foretrekker å ha det så varmt i rommet at det er mulig å gjennomføre akten uten å balansere minst tre dyner rundt. Jeg er også fan av å kjøpe ting uten å ha en stor bakenforliggende tanke om hva de skal brukes til.

Så du har nok rett Solheim, du er alene. Men du kan jo trøste deg med følgende: Dersom du skrur av alt lys i rommet, legger du ikke merke til at du sitter der fullstendig ensom og forlatt.

Hans Henrik Juhl (fra kopula.dk) og jeg selv besluttede her til aften at drage ned i den århusianske midtby, for at fejre valget i gode, borgerligt-liberale rammer. Ser De, jeg havde i går modtaget en e-mail hvori der stod, at liberalt-sindede mennesker, var inviteret ti l valgaften på bodegaen Søren Bruun – en bodega, hvor man vel og mærket må ryge. Det kunne vel ikke være bedre!

Ryget blev der også – jeg havde i dagens anledning rekvireret en pakke Caminande, som jeg ynder at ryge, når jeg ikke har Lille Aroma på hånden eller mener, at begivenheden trods alt er for højtidelig til at ryge normale cigaretter.

Rygningemulighederne – og de kolde Ceres Top! – til trods, må jeg alligevel indrømme, at jeg var fælt skuffet over hele arrangementet; allerede før jeg trådte ind af døren.

Historien er således: Hans havde hele dagen – også i går – talt om, at vi skulle ned til valgkampsarrangement hos Liberal Alliance. Jeg var som sådan med på idéen men skulle først med min kæreste til en såkaldt ”par-middag” hos nogle gode venner. Aftalen blev den, at Hans og jeg skulle finde en bus til Søren Bruun efter at par-middagen var vel overstået. Middagen var iøvrigt rigtigt god – den mandlige del af parret er kok! – og denne del af aftenen forløb helt som den skulle. Det var rigtigt hyggeligt. Da vi var færdige dér, mødtes vi med Hans og tog alle en bus fra Øgadekvarteret mod Frederiksbjerg. Efter at min kæreste var smuttet hjem til sig selv, begav Hans og jeg og til bodegaten.

Det var et trist syn der mødte os: Før vi kom trådte ind kunne vi se, at lokalerne – meget mod vores forventning – ikke bugnede af mennesker, som vi havde regnet med. Og indenfor så det heller ikke meget bedre ud.

I den fjerneste ende af lokalet sad der ganske vist nogle mennesker, som jeg enten kunne genkende fra plakater eller den gode, fornuftige, fortrinlige, kloge del af det liberale danske webmiljø. Der var måske også en eller to, som jeg ikke havde set før.

Da vi lidt havde forventet, at blive mødt af et vælg af mennesker, som gerne ville sige hej eller sådan noget, vidste vi ikke helt, hvad vi skulle gøre i situationen: Skulle vi gå ned og hilse og sige noget i retning af ”hej, vi havde hørt at det var her der var fest” eller skulle vi bare tage et bord for os selv – lige foran en gigantisk tv-skærm – og så drikke Århus-sæt (Ceres Top + Arnbitter) og så se, om den gode stemning bredte sig eller sådan noget.

Vi valgte det sidste. Måske var dét en fejl; jeg ved det ærlig talt ikke. Hvad gør man egentlig i en situation, hvor man møder mennesker som man godt ved hvem er, og de måske også godt ved hvem man er, men aldrig før har mødtes i virkeligheden?!?

Jeg oplevede noget lignende på en konference et sted i Nordsjælland for omtrent et års tid siden. Hvad pokker gør man i sådan nogle situationer?

Vi handlede som vi fandt bedst: Vi drak vores mange øl og blev til bodegaen lukkede! Hvilket den lille liberale gruppe ikke gjorde – de smuttede en halv time før end det blev annonceret, at Anders Samuelsen havde sikret sig selv en plads i Horsens Byråd.

I min verden var der hér tale om et arrangement, som havde et gevaldigt potentiale, men som alligevel døde. På vejen hjem talte vi meget om, hvordan man kunne forspilde en sådan chance for at møde andre ligesindede? Vi blev enige om – og fortæl os gerne, hvis vi tager fejl – at arrangementet var bygget op omkring et forkert præmis.

Vi havde forstået det således, at det var på Søren Bruun man skulle mødes, hvis man gerne ville følge kommunalvalget i Århus i selskab med andre såkaldt ”ultraliberale”. Istedet dukkede vi op til noget, der forekom som en en privat gravøl over en valgkamp, som man på forhånd mente var tabt.

Det må kunne gøres bedre. Det skal kunne gøre bedre!

Det Konservative Folkeparti har lagt en pokkers masse taler fra deres 2009 Landsråd ud på YouTube; hvilket faste læsere af både Jacob Hedegaards blog og Konservativ Reaktion vil vide. Da jeg ikke selv var til stede, kan jeg hverken foretage skamløs selvpromovering eller indlade mig på en længere kritik af de enkelte talere, og jeg vil i stedet fremhæve et par af de taler, som jeg synes er rigtigt fine — også selvom jeg ikke er enig i alt, hvad der bliver sagt.

1. Kasper Hülsen

2. Rasmus Jarlov (han nævner kryptonit!)

3. Jacob Hedegaard

Hermed et ganske mærkværdigt bidrag til kommunalvalgkampen fra Sciller Instituttets Venner, som, hvis jeg skal indrømme det, nok er den fedeste valgkampsvideo jeg længe har set:

Ja, den her skulle da også med; ikke så meget fordi den er sjov, men fordi den er sær:

Det her må nok være en af de underligste valgvideoer jeg har set i lang tid. Den er for en person, som hedder Anna Mee Allerskov fra Det Radikale Venstre, og hun stiller op til en eller anden kommunalbestyrelse et sted i Danmark.

I noget af en overraskende nyhed i dagens Politiken kan man læse, at Folketingets Ombudsmand giver sin støtte til en indskrænkning af borgeres rettighed til aktindsigt i politiske dokumenter; dokumenter, der ligger til grund for de politiske forlig, der indgås imellem ministerier og de politiske partier.

Som borgerlig kan man kun være imod mere lukkethed, da mindre offentlighed fører til mindre gennemsigtighed, hvilket igen fører til, at store dele af den politiske proces holdes hemmelig. Hemmeligholdelse er ganske problematisk, fordi det fører til, at det politiske system i endnu højere grad end i dag, afsondres fra civilsamfundet.

Fra Venstre siger Kim Andersen:

Venstre har endnu ikke drøftet partiets holdning til kommissionens forslag, men retsordfører Kim Andersen mener, at forslaget umiddelbart er i orden, fordi “disse papirer er en del af en arbejdsproces i forbindelse med et forlig, og det vil være hæmmende for processen, hvis de er omfattet af aktindsigt”.

Og magen til sludder og vrøvl skal man lede længe efter.

Kristian Jensen, der til dagligt leder rigets største røverbande, er kommet galt af sted med en udtalelse, hvis man skal tro Hans Engell, Tom Behnke og et par personer fra Dansk Folkeparti. Skatteministeren kom nemlig til at sige, at han ikke mente, at borgerlige skulle stemme på hverken De Konservative eller Dansk Folkeparti i de kommuner, hvor de to partier har indgået aftaler med Socialdemokratiet fremfor med Venstre.

Jeg kan godt forstå at Kristian Jensen siger som han gør; og jeg er også enig i det han siger. Han har outet K og DFs lokalpolitiske hyklerier, og nu er Hans Engell og Tom Behnke pigesure. Det er de også i deres gode ret til; virkeligheden er nemlig grim, og man kan godt forstå, at de ikke ville have, at “nyheden” kom frem.

Hvis man som borgerlig stemmer på et parti, der kalder sig for borgerligt, men som har indgået valgforbund med socialisterne, så er man galt afmarcheret. Man er ikke borgerlig; men socialist, der gerne vil kalde sig borgerlig, men inderst inde ikke hader kommunalbestyrelsen indblanden nok.

Telefonen ringer hos Schibsted forlag og en ivrig ansatt plukker opp røret. ”Jeg har skrivi ei bok! Ei bok hørar du, ei skikkelig schi-fi thriller!

Noen uker senere sitter Åslaug Stabbur Haga på førstesiden til VG nett og skjenner med en leken liten pekefinger ”jeg har ikke skrivi om Jens”.

Det er noe eget med utgåtte statsråder som velger å skrive bok. Etter et par måneder borte fra politikken og medias søkelys, trenger de noe nytt som kan piske opp stormen foran dem. Og hva er ikke bedre egnet enn en bok? Spesielt en skikkelig hyllesliter av en ”jeg vet hva som egentlig foregår”-politikerthriller.

For det er igjen noe eget med disse ferdigtygde statsrådene. Etter at de har gått av, tar det knapt et par måneder før de plutselig ser ting klarere, sånn som det egentlig var, og hvordan de innerste prosessene egentlig foregikk. Dette må selvsagt ut, nå som de endelig har innsett sannheten. Noen vil kanskje foreslå å bare la dem holde på, det kan jo til og med hende at man får en aldri så liten skandale ut av det. Mitt beste forslag er å sperre alle Dagbladets klarsyntnumre fra telefonene deres etter at de har gått av, tett etterfulgt av et forslag om putte et par tennissokker inn i munnen deres og beslaglegge alt skrivbart materiale fra leilighetene deres.

Men Åslaug har ikke bare innsett hvordan det egentlig var å være statsråd, hun har også plukket opp noen nye egenskaper underveis. Hun har nemlig ikke valgt å skrive den sedvanlige selvbiografien, som hun selv kommenterer som kvalmende, men hun har funnet på en fantasihistorie. Hun har blitt profesjonell forfatter.
La oss først som sist få en ting klart. Man blir ikke et sterneskudd av en skribent av å sitte som statsråd. Det eneste man leser er bunker med opptrykte sakspapirer, ja, også en VG artikkel med en selv som hovedsak i ny og ne. Og la oss være ærlige, ingen av disse er kvalitetslitteratur. Det er ikke engang kvalitetsgramatikk. Journalistikkutdanningen består for det meste av avlæring av all gramatikk fra barneskolen til videregående, så når man er ferdig vil man ha problemer med stave sitt eget navn. Det er disse Haga har lært av.

Det finnes ikke en eneste person i dette vidtriste riket som ønsker å lese boken din fordi det er en velskrevet og spennende historie, Haga. Du klarer ikke engang å snakke normalt, langt mindre tror innbyggerne i Norge at du er i stand til å formulere ordentlige setninger på papir. Folket vil ha sladder, og de vil ha det nå.

Da er det kanskje greit at boken handler om en koalisjonsregjering med partilederene i hovedrollene? Det er kanskje også greit at statsministeren omtales som en silkedott og at finansministeren er en selvdigger som ruser seg på sitt eget speilbilde? ”Det er fullstendig oppdiktet, altså, dere”.

Det blir garantert mange skuffede ansikter som plukker opp denne boken fra under juletreet i år, og vanligvis kan man trøste seg med at ”jaja, nå får jeg i hvert fall ikke noen Åslaugbok til neste jul”. Men da må man håpe om igjen. Hun skriver nemlig på en toer. Jeg tror jeg går og graver meg ned.

“Det er ikke om Jens” i VG

På min to-read liste i Google Reader var der en forholdsvis ny artikel/klumme fra Wall Street Journal, som De bør læse; og tag endelig ikke fejl: Selvom den er fra Wall Street Journal er der ikke grafer, tal og formler med i den:

The Man Who Predicted the Depression, er titlen på læsestoffet; og det er hurtigt læst. Så læs den gerne og opfordre andre til at læse den. Derefter kan du læse bogen, som den handler om.

Det er ikke sjældent, at lokaltv-stationerne og formiddagsaviserne har historier om, at ældre mennesker lever i kummer kår. Det er der ingen mennesker, som bryder sig om hverken at se eller høre.

For nyligt var der en historie om, at en lang række ældre mennesker ikke fik et dagligt bad. Især de socialistiske partier (S, SF, R og EL) kastede sig over historien, der jo netop var vand på deres mølle: Det står skidt til med velfærden i Danmark.

Men gør det det? Kan man egentlig sige, at det at få et dagligt bad, er en del af den danske velfærdsstat? Jeg er meget i tvivl her, og min tvivl kan deles op i tre punkter:

1.
For at kunne gå i bad skal jeg bruge vand. Vand koster penge både at købe og at aflede. Hvis jeg ikke betaler vandregnignen kan jeg ikke gå i bad. Men hvis dét at gå i bad er en rettighed, kan jeg så ikke bare sende vandregningen til staten?

2.
For at kunne gå i et bad skal vandet også være opvarmet. For at opvarme vandet skal jeg bruge brændstof til at varme vandet op. Hvis jeg ikke betaler for at få vandet varmet op, kan jeg ikke gå i varmt bad. Så hvis det er en rettighed at gå i bad, kan jeg så ikke også sende opvarmningsregnignen til staten?

3.
For at jeg skal få noget ud af badet, skal jeg have produkter til at vaske både min krop og mit hår i. Hvis det er en rettighed at gå i bad, kan jeg så sende regningen på disse produkter til staten?

Og sådan kunne man jo fortsætte – og det lyder jo helt galt, når man sådan lister det op. Ikke desto mindre, mener socialisterne her i landet, at folk har ret til ét bad om dagen.

Formålet med velfærdsstaten er ikke at alle mennesker skal serviceres af offentligt ansatte dag ind og dag ud, men at der er et såkaldt socialt sikkerhedsnet, der sikrer alle mennesker en adgang til visse basale services: Primært lægebehandling; en beskeden pension som supplement til den, man selv har sparet op; uddannelsesinstitutioner osv. Med andre ord, en række “bløde” services, i modsætning til de “hårde”: Vejskilte, politibetjente, forsvaret og en smidig offentlig sektor med korte sagsbehandlingstider.

At sige at dét at få et dagligt bad, er en del af dét at have et socialt sikkerhedsnet, synes jeg udvidder ordet “sikkerhedsnet” ufatteligt meget; så meget, at snart sagt en hvilken som helst ting, ville kunne omfattes. Lidt polemisk kunne man spørge: Skal man så også have ret til sex 2 gang om ugen, og et blowjob 2 gange om måneden? Det ville da være dejligt; men hvilke offentlige ansatte skulle stå for at det skete?

Netop de offentlige ansatte er vigtige når det kommer til badet. For når socialisterne siger, at alle skal have et bad om dagen, forudsætter de jo netop, at det er offentligt ansatte, som skal assistere de ældre personer når de skal bades.

Havde vi ubegrænsede resourcer ville det ikke være noget problem. Men vi lever ikke i en Star Trek-verden, hvor ressourcer ikke er begrænsede. En hvilken som helst stat er altså tvunget til at prioritere, fordi alle ved, at man ikke kan blive ved med at hæve skatterne – og hvis du mener noget andet, så lav en Google-søgning efter Laffer-kurven!

Vi vælger politikere, så de kan prioritere. Vi må stole på deres prioriteter. Hvis der skal bruges flere penge på X skal der bruges færre penge på Y. Sådan vil det altid være.

Så hvis socialisterne gerne vil have, at alle mennesker skal have et bad om dagen, så må de lave en liste. En liste, hvor de selv kan skrive deres navne på og selv, i deres fritid, møde op hos de ældre og bade dem. Det belaster ikke det offentlige system – og dem der bader folk, har gjort noget, som de selv mener er en god gerning.

Dét er en god løsning. Frivilligt arbejde organiseret i af det, man kalder civilsamfundet.

Sakte sprer han bena og retter det lekende blikket sitt mot meg. Han purrer inn i øret mitt mens han fører hendene oppover lårene sine og viser frem sitt aller innerste.

Pølse-Hanssen, Helse-Hanssen eller hva enn man enn måtte foretrekke å kalle ham, har bestemt seg for å fortelle de informasjonshungrige massene om detaljene rundt ekteskapsbrudd og jobbflørting. Med seg i dragsuget tar han selvsagt alle rundt ham. Forsmådd kone, barn og fremtidig arbeidsgiver. Men det er jo klart det måtte ut, ellers kunne det jo hende at en eller annen snushane av en journalist oppdaget det og trykte det på forsidena av VG. Kanskje forsiden av søndagsutgaven til og med.

Det finnes en mulighet for at porno-Hanssens liv er spennende og fyllt av fartssøkende biler og dekadente, utenomekteskapelige affærer, men sannsynligheten for at det heller er sene kvelder med overfylte dokumentmapper og et lystig blikk fra en middelaldrende helsedirektør som dominerer hverdagen hans, finner jeg overveldende stor. Allikevel ser han behovet for å brette det ut over doble avissider og et utrsrakt utvalg nettlesere. Alt allmennheten ser er et desperat rop om oppmerksomhet fra en vissen og oppbrukt tidligere statstjener.

Jeg ser ikke med glede frem mot den dagen da gledesfilmen ”One night in Hanssen” slippes. Kan noen være så snill å bryte seg inn i innspillingsrommet og rive ned kullisene? Konfisker gjerne også viagraen hans når dere først er i gang, man kan aldri ta for mange forhåndsregler.

Les Pølse-Hanssens pornonovelle her og slaktingen av denne her
På TV2 her
Vil du heller lese om hvordan Se og Hør rått og brutalt har forsøkt å presse ham for dealjer trykker du heller her eller her

Overskriften på dette indlæg er hentet fra en artikel på videnskab.dk: Politikere er som aber

Artiklen starter sådan:

Da den amerikanske præsident Richard Nixon i 1974 [...] i desperation over at miste præsidentembedet i USA rasende slog sin knytnæve i gulvet og klagede højtlydt, mindede han mest af alt om en rasende chimpanse-han.

Er der noget at sige til, at jeg ikke længere gider beskæftige mig med politik?

Der har længe slået mig, ar der er noget utroligt barnagtigt og ubevidst over politikernes (de flestes) adfærd inkl. deres diskussioner… Det handler  aldrig om politikkens  indhold, men om magt !!!

Politikerne tumler rundt i et selvskabt univers uden relation til virkeligheden. Lad dem tumle… – jeg har valgt at trække mig tilbage til virkeligheden, som den virkelig er

“Det er samfundets skyld” synger TV-2. Kunne noget mon være mere 1990′er-agtigt! For det er sørme ikke samfundets skyld længere – det er ikke os alle sammen, som længere skal stille til ansvar, når noget ikke udarter sig, som de gode intentioner ellers dikterer.

Nu om stunder handler det ikke om at man udviser et dårligt samfundssind, er klasseforræder eller en forpulet egoistisk individualist. Folk fra alle samfundslag – fra den lille individualistiske lejer til den store kollektivistiske – mennesker, der enten forguder Agatha Christie eller elsker at gnave sig igennem Sjöwald &  Wahlöe ser ud til at stimle sammen omkring et nyt mantra: Det er ministerens skyld.

Danmarks Radio har kunne konstatere, at en række supermarkedskæder har solgt fordærvet kød.

Det er et problem; fordærvet kød kan være dødbringende og det er noget, som alle mennesker kan være enige om, er en dårlig ide at sælge. Det eneste man kan bruge det til er, at fremstille hunde- og kattefodder af.

Har man afsløret hvem de nederdrægtige slagtere er? Vist deres billede og udstillet dem, som de plattenslagere og dårlige håndværkere, alle kan se at de er? Nej.

Man er gået til ministeren. Det er hendes skyld, hedder det sig, at der ikke er en god nok fødevarekontrol. Hendes og ingen andres.

Jeg ved ikke, om en fødevarekontrol nogensinde ville kunne garantere kødkøberne ikke-fordærvet kød. Jeg tror det ihvertfald ikke; og jeg vil gerne se et bevis for, at et statsligt kontrolorgan nogensinde har kunnet skabe 100% vished på det område, organet kontrollerer. Ja det skulle da lige være, at Fødevarestyrelsen selv fattede kniven og slagtede svinet!

Man kan sagtens sige, at Fødevarestyrelsen har været ugrundige. Det har de selv erkendt. Fair nok, det er også kun et kontrolorgan. De kan ikke være alle steder på alle tider.

Problemet står på den anden side af skranken i delikatessen. Det er slagteren der har foretaget den handling, som vi alle mener er så forkastelig. Ham, og ham alene. Der er ingen der har tvunget ham til at sælge fordærvet kød – havde han fået en ordrer, kunne han bare have anmeldt sin arbejdsgiver.

Så sort-hvidt er det faktisk: Ingen som helst dansk slagtermester har været tvunget til at “forædle” sit kød. De har gjort det af egen fri vilje.

Hvorfor er det så, at ministeren skal have skylden? Hun har ikke gjort noget forkert. Hun har ikke instrueret sine embedsmænd i ikke at opdage fordærvet kød. Tværtimod har betaler hun embedsmænd penge for at finde det fordærvede kød. Ministeren kunne da umuligt have gjort mere.

Hvorfor skal hun have skylden? Hvorfor har TV-Avisen, aviserne og ikke mindst det floskulært patetiske TV2-News igen-og-igen kørt historier om det her emne, uden at fokusere på gerningsmændene?

Jeg undrer mig over den kultur, jeg mener er ved at opstå. En kultur, hvor det ikke handler om at det er samfundets skyld; eller den enkelte skadesvolders skyld. Skylden ligger altid hos en politiker; the buck stops here.

Både Politiken og 180grader.dk har i dag historien om, at den konservative magistrat/borgmester i København Mogens Lønborg (i visse kredse kendt som Løgnborg) mener, at prisen for en pakke cigaretter skal fastsættes af staten til en rund 70 krone.

En lang række varer, som forsøder vores hverdag er underlagt en indkrekte statslig priskontrol. Snapsen var mig bekendt det første som blev afgiftsbelagt med det formål, rent faktisk at få færre til at drikke det; hvilket for en sidebemærkning er absurd, nå nu snaps er et så vidunderligt produkt. Cigaretterne og øl’en er også afgiftsbelagt efter en lignende devise.

Devisen er som følger:

Hvis der ikke var nogle afgifter men blot moms, ville nydelsesmiddel X koste 10 kr i kiosken nede på hjørnet. Nydelsesmiddel X er imidlertid en substans, som er forbundet med visse risici at indtage; således er der en potentiel fare for, at nogle af de virksomme stoffer i nydelsesmiddel X kan fører til en række sygdomme, som på sigt kan føre til dødsfald. Derudover har nydelsesmiddel X den “bivirkning”, at dens indtagelse får det lokale hvori den indtages til at få en sær – omend midlertidig – duft; som sætter sig i tøjet og – tror nogen – fører til tømmermænd. Derfor må man som ansvarlig politiker udvise ansvarlighed og mandsmod: Der indføres en afgift på produktet, så det nu koster 100 kr. at købe.  Prisen er nu så høj, at den ligger over en vis offergrænse. Vil man købe nydelsesmiddel X skal man m.a.o. ofre en forholdsmæssigt for stor del af sin øvrige formue på at købe det; en formue, der også kunne bruges på mælk, tøj og varige forbrugsgoder.

Hvad end priskontrol er direkte eller indirekte mødes den af et problem: Danmark er omgivet af andre lande. Selvom disse andre lande skulle have lignende statsstyrede priskontroller er der en chance for, at prisen i bare et af landende vil være lavere end den danske.

Er prisen på nydelsesmiddel X således lavere i Tyskland end i Danmark vil man, når omkostninger i forbindelse med hjemtagelsen er taget i betragtning, med fordel kunne foretage sine indkøb i Tyskland fremfor i Danmark – når blot man køber nok.

Den danske stat kunne selvfølgelig forsøge på at indføre en told-kontrol ved grænsen; men takket være det Schengen kan det ikke være en varig løsning.

Og det er netop det, som den konservative Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen god ved. Og det er godt. For så er han da ihvertfald lidt fornuftig. I modsætning til Mogens Lønborg.

Den 23. oktober er der et doktorforsvar på Jura, Aarhus Universitet, som måske vil blive spændende. Det handler om de politiske partier.

Mange har den opfattelse, at vi i Danmark adskiller politik og privatliv i modsætning til eksempelvis i England og USA, hvor privatliv og personlige omstændigheder er meget vigtige politiske parametre. Venstre går nu åbent ud og fortæller, at de har ansat en journalist fra Se og hør i deres pressetjeneste med det formål at komme mere i ugebladene.

Dermed kan vi se frem til endnu flere portrætter og ‘kom indenfor hos…’ artikler med politikere. I hvert fald fra Venstre, men nok også fra de andre partier, for de overlader ikke denne kommunikationsplatform udelukkende til Venstre.

Venstres tiltag er den foreløbige kulmination på en udvikling, som har været undervejs i et par år. Tænk blot på den tidligere statsministerfrues bostaveligt talt optræden i det offentlige rum; Messerschmidt-Wessman, der synger og alt mulig andet, samt alle de gange vi har hørt, at Thorning er opvokset under trange kår – vist nok på den københavnske vestegn.

Men hvis jeg nu skal være lidt mandags-gnaven, og det har jeg besluttet mig for at være, så synes jeg, at det er ærgerligt, at man nu kaster ressourcer efter at systematisere denne form for kommunikation. Dels er en politikers privatliv sikkert lige så uinteressant som mit eget, og dels fjerner det fokus fra det,  deres virke egentlig handler om, nemlig politik.

Og findes der egentlig noget skønnere end et veldrejet skolegårdsskænderi i Folketingssalen, hvor de retoriske stikpiller flyver igennem luften?

Hvem kender ikke begrebet 21-for-21, når man researcher unges alkoholforbrug.

Når unge har fået den løftede pegefinger fra deres forældre alt imens at de kører den bajer ned efter den anden, så ser de frem til den dag hvor at de er rigtig voksne og kan drikke løs uden at forældrene kan påvirke deres vaner.

Her kommer 21-for-21 ind.

Det er en tradition hvor at unge sidder venter ved uret. Fra det øjeblik hvor at de er 21 år, så drikker de 21 genstande hurtigt efter hinanden for at fejre deres entre til voksentilværelsen. Denne tradition er meget ubredt i USA. Det er desværre en dødelig tradition, da deres lever ikke er forberedt til dette alkohol indtag som det er tilfældet med de unge teenagers store stil-icon anno 2009 Sidney Lee.

Men det er en selvforskyldt tradition som man må tåle uanset de menneskelige ofre, når man indfører aldersbegræsninger på alkohol og fjerner forældrenes mulighed for at påvirke de unges drikkevaner i en ung alder.

Man kan ikke både blæse og have mel i munden.

Det tror politikerne, når de har indført en 16 års regel og nu en 18 års regel på breezere.

Enten drikker de unge eller også holder de den kørende på piller, rengøringsmidler eller andre ting. De unge synes som os voksne at verdenen er for meget og vi skal huske på at der intet filter er. De ved lige præcis hvordan at en smadret menneskekrop ser ud efter være begravet i et jordskælv, de kan se Talibanske terroristers henrettelser på nettet, der er næsten ingen analfabeter tilbage, så de kan også læse de grumme avisoverskrifter.

Er det et under at de søger væk fra virkeligheden?

Kan de ikke drikke som deres forældrer, så finder de en løsning. I flere Amerikanske stater har man forbudt Salvie, da det kan ryges med et forbavsende resultat. “Dustere” kalder man de unge som sniffer rengøringsmidlerne. Hovedpinepiller de knuses i blenderen og sniffes.

Når de så en dag endelig kan drikke og blive som dem de inders inde beundrer – deres forældre – så får den ikke for lidt.

Så er det at jeg spår at vi får en 18-for-18 tradition i Danmark. Vi kan ikke komme udenom. Internationale erfaringer viser det.

Hvad hvis vores politikere havde modet til at erkende vores kulturs historie og overlade det arbejde som forældrene har i 18 år – at opdrage børnene?

Så kunne vi undgå disse dødelige traditioner og liv vil være reddet.

Ja vi vet vel alle om de. Politikerspirer som tøyer seg både hit og dit i et forsøk på å skape seg karriere, og ende opp som Jonas Gahr Støre. Meninger kan man ikke ha, man har jo studert politikerfaget, og vet å bruke høflig sjargong. Jeg dediserer herved et dikt til de, ti bud til en ung mann som vil frem i verden:

1.
Det første bud er ganske lett
De som er flest har alltid rett.

2.
Tenk alltid på hva folk vil si.
Og ta de sterkestes parti.

3.
Og tviler du, så hold deg taus
til du ser hvem som får applaus.

4.
Tenk nøye ut hva du bør mene.
Det kan bli dyrt å stå alene.

5.
Følg ingen altfor høye krav.
Men si, hva du har fordel av.

6.
Si alle hva de gjerne hører.
Gå stille gjennom alle dører.
(For sannheten bringer sorg og nød,
mens daglig løgn gir daglig brød)

7.
Gå aldri oppreist. Snik deg frem.
Og gjør deg varm i alle hjem.

8.
Husk: Ingen mann kan roses nok.
Slik bygger man en venneflokk.
(Og i et brødre-paradis
har du din beste livspolis.)

9.
Av sladder husker du hvert ord
til bruk i neste sjefskontor.
(Men ingen taktfull sjel forteller
et ord til ham som ryktet gjelder!)

10.
Hvis siste bud blir respektert,
da er din fremtid garantert:

Følg dristig med i kamp mot troll,-
men vis fornuftig måtehold!
Skrid tappert frem i livets strid,
- en time forut for din tid.

Jens Bjørneboe

Leste nettopp en artikkel på vg.no om hva regjeringen planlegger å gjøre med den økende fedmeepidemien som har blitt et større og større problem her i landet. Her er forresten link til artikkelen: http://www.vg.no/nyheter/innenriks/valg-2009/artikkel.php?artid=580235

Jeg må si meg enig med Drevon om at det blir lagt for lite vekt på å motvirke fedme. Jeg liker noen av forslagene, som å gjøre det å velge sunt og spise sunne matvarer billigere. I dag er det altfor lett å bare velge det billigste alternativet, som jo er usunn mat.

Men bortsett fra det, er alle forslagene  ganske vage og usikre. Ta for eksempel saken med økt fysisk aktivitet blandt barn og unge. Når jeg gikk på ungdomsskolen og barneskolen, hadde vi tre timer gym i uken. Personlig synes jeg at det er for lite. Og på videregående er det enda dårligere, med bare to timer i uken. Og disse timene blir fort redusert til bare tja… ca. 45 minutter. Hvorfor? Fordi mye av tiden går bort til først å få folk til å holde kjeft, og deretter forklare alt man skal gjøre. Hvis ungdom baserer all sin fysiske aktivitet på gymtimene er det ikke rart man blir i dårlig fysisk form! 45 minutter i uka er ALTFOR lite!

Så, politikere, skjerp dere! Dette er et problem som vi MÅ ta tak i!

I dag skal jeg være som “alle andre” og blogge om det “alle andre” blogger om. Valget. Oh yeah.

Når jeg tenker på valget, så får jeg litt “krølle meg sammen i et hjørne og vugge til de kommer og henter meg”-tendenser. Jeg har jo stemt! Stemte jeg rett? Tør jeg å si til folk hva jeg stemte?

Jeg er generelt en ganske snill person, og jeg liker når folk liker meg. Jeg er veldig konfliktsky, og hater når folk er sinte på meg. Når det kommer til et slikt valg, så må man ta på seg rustning, pinnsvinpigger, spytte giftig slim, og benytte alle andre slags forsvarsmekanismer, for alle kommer til å hate deg uansett. I hvert fall for en periode.

Stem rød-grønt, og alle borgelige hater deg. Stem borgelig, og alle rød-grønne hater deg. Stem norgespatriotene, eller ikke stem i det hele tatt, og alle hater deg. Stem blankt, og alle syns du er dum.

Jens er dum, Siv er dum, Erna er dum, Kristin er dum, Carl er dum, Trond er dum, Jonas er dum, Liv Signe er dum, Dagfinn er dum, du er dum, jeg er dum, ho som sitter i kassa på Rimi er dum, han som kjører taxi er dum, de som går over veien er dumme, alle er dumme! Ingen har noe fornuftig å si, og nå kommer i hvert fall landet til å gå til h*lvete. Kvinner skulle aldri fått stemmerett, for de stemmer bare feil uansett, menn skulle i hvert fall aldri fått lov til å stemme, hva vet vel de? Politikerne juger, men du må stemme det partiet jeg liker allikevel, selv om du ikke vet hva de står for, eller ikke mener det samme, hvis ikke liker jeg deg ikke.

Hæ, vil du ha høyere skatter? Vil du ikke ha strengere fengselsstraffer? Vil du virkelig betale så mye bompenger? Vil du ha motorvei fra Kristiansand til Oslo til Sverige? Vil du ikke ha strengere innvandringspolitikk? Syns du liksom de skal drive og bore etter olje, hva med de som kommer etter oss? Vil du ha privatisering av sykehus? Mener du at du har lyst til å betale for lege og tannlege? Skal skolebøker plutselig koste penger igjen? Det gjør vel ikke noe om bøndene flytter inn til byene? Hvorfor skal vi ikke være medlem av EU? Hva skal vi med FN og NATO da, liksom? Det gjør vel ikke noe om vi bare sprenger et par u-land for å få fred, vel?

Det er under et valg at de mer gjemte sidene av folk siger frem som lukten på en fis ingen hørte. Ut av det blå krangler man om ting man ikke visste man brydde seg om, plutselig fikk man veldig lyst til å gå og klemme et tre, verne om en plante, måke til en innvandrer eller skyte en ulv. Boka “Hersketeknikk” av Hilde Sandvik og Jon Risdal kommer plutselig på bestselgerlisten. Hvert fjerde år får hele Norges befolkning utløp for alle de innestengte, negative følelsene sine. Hvert fjerde år praktiseres janteloven som aldri før.

Det er et såkalt “hemmelig valg”, men om du ikke sier hva du stemte, så betyr det at du ikke kan stå for det. Hvis du sier hva du stemte, så kan vi fortelle deg hvor feil du tar…

Jeg går og legger meg under dyna og prøver å finne mitt “happy place”.

I en tid hvor der hænger valgkampsplakater i de fleste lygtepæle skulle man næsten tro, at snart sagt ethvert politisk emne med en marginal relevans for nogen som helst ville få en betydelig dækning i de kære massemedier. “Sagen” om Regeringens påståede forligsbrud vidner dog om en anden virkelighed.

Jarl Cordua vender den pågældende sag fint og elegant på sin blog; og efter at have læst hans prætentiøst betitlede indlæg må jeg ærligt påstå, at sagen stadig ikke vækker nogen større interesse hos undertegnede.

Cordua påstår ellers, i øvrigt som et par andre fra de mere etablerede medier, at “Claus Hjorts manøvre [næppe ville være blevet] brugt under politiske forhandlinger i 1990’erne”. Han drysser lidt stjernestøv på med den nu nok noget brugte sætning om, at “klimaet imellem regeringen og oppositionen er historisk dårlig”.

So what? Hvis klimaet allerede var dårligt på Christiansborg, hvorfor så ikke bare gøre som man vil? Man har jo flertallet til det, og det er jo ikke fordi, at der er sådan en gylden regel for demokratiet der siger, at alle skal være enige og nå til store, forkromede komprimiser! Nej, Hal Koch og Alf Ross! Der findes ikke sådan en (positiv) regel; den må tilskrives det rent præskriptive.

Ad samme boldgade findes de “politiske forlig”: Aftaler, som nogle partiforeningers repræsentanter på tinge har indgået, men som ikke er retligt bindende. En art gentleman aftaler, er hvad de er; og dermed rigtigt gode til at tørre bagdel i.

For på tinge er der én ting der er vigtigere end at overholde ikke-bindende aftaler og det er at have nok finger på knapperne. Tilstandende er med andre ord ganske fjendsk stillede overfor aftalefriheden; og i demokratiet navn skal vi være glade for det.