Jeg er et sygt menneske… Jeg er et slet menneske. Et frastødende menneske. Jeg tror, jeg er leversyg. for øvrigt bekymrer det mig ikke et fnug hvad jeg fejler, og heller ikke véd jeg det mindste derom. Jeg gør ikke og har aldrig gjort noget som helst for at blive helbredet, skønt jeg har stor respekt for lægevidenskaben og for lægerne. [...N]år jeg ikke vil helbredes er det af ondskab, ikke af noget andet. […] Min lever behager at være syg – godt, så lad den rådne op!

Ovenstående udtalelse stammer fra begyndelsen af Dostojevskijs roman Optegnelser fra et Kælderdyb fra 1864, hvor hovedpersonen (af eftertiden døbt Kældermennesket) udfylder bogens første halvdel med en rablende, hidsig, defensiv, samvittighedsplaget og selvmodsigende monolog om sin egen personlighed. Kældermenneskets indre konflikt bunder i grundlæggende spørgsmål omkring lykke, videnskab og social retfærdighed – samt om sammenhængen mellem disse ting. Dostojevskij giver os, i denne roman, blandt andet et hint om hvad litteraturen kan, ud over at være et pusterum eller en pauseklovn mellem videnskabens instruktioner og religionens menings-tilskud.

At løbe panden mod en mur.

Kældermennesket har et problem: han er kommet til at tænke sig om. Han er ikke blot et rationelt menneske, udstyret med ”almindelig sund fornuft”, hvormed man forstår at begå sig i et samfund, nej han er også kommet til at overveje, hvad en sådan rationalitet egentlig indebærer. Dermed er han blandt andet stødt på videnskaben:

Det umulige – d.v.s. hér er en stenmur, her kommer du ikke længer! Hvad for en stenmur? Nå – naturlovene selvfølgelig, naturvidenskabens resultater, matematikken. […] Naturen må De tage, som den er, og alle dens resultater med. En mur er og bliver en mur…

Fjodor Dostojevskij (1821-1881)

I videnskabens beskrivelse af naturen – den materielle virkelighed – ser han noget, der ikke rigtig er til at komme uden om. Når videnskaben har sagt, at noget er sådan-og-sådan, så er det sådan. Og så virker det sådan-og-sådan, og hvis man prøver at afvige fra videnskabens anvisninger, så virker det ikke mere. Kældermennesket står over for videnskabens anvisninger om, hvad der virker. Hans eneste problem er, at han nu engang gerne vil noget andet. Ikke at der er noget særligt andet, han gerne vil, i første omgang. Han er sådan set bare blevet besat af tanken om at kunne ville noget overhovedet.

Unægtelig – har man først engang fundet formlen for al vor villen […] altså den rigtige matematiske formel – ja, så vil mennesket sikkert overhovedet ophøre med at ville… ja, det vil han aldeles sikkert.

Hvis videnskaben viser ham, hvordan alting fungerer, via kæder af årsag og virkning, og derpå anviser ham hans rette, sunde plads i denne naturorden, hvori består så sådan noget som valg eller vilje? Kan han så kun ville noget, ved at ville det usunde, det irrationelle? Det prøver han i hvert fald, og dér begynder hans kvaler, for det rationelle ligger dybt i ham og er ikke rigtig til at slippe af med.

 Just det var knuden, just deri lå den egentlige gemenhed, at jeg hvert eneste øjeblik, ja, selv i de mest edderspændte øjeblikke, var mig fuldtud og aldeles skamløst bevidst, at jeg slet ikke var så særlig ondsindet [...].

Videnskab om lykken.

John Stuart Mill

Der er selvfølgelig andet og mere på spil, end det at kunne acceptere videnskabens påstande om, for eksempel, at alle legemer i rummet er indbyrdes tiltrukne, eller at menneskekroppen er bygget op af kulstofmolekyler. Det, som Dostojevskij reagerer imod, gennem kældermennesket, er den såkaldte utilitarisme, som man i det 19. århundredes Rusland havde importeret fra Vesteuropa, og især fra England. Utilitarismen, hvis hovedskikkelser tæller Jeremy Bentham og John Stuart Mill, er en ideologi, som stræber efter størst mulig lykke, for flest muligt. Det lyder jo umiddelbart strålende, men Dostojevskijs anke er, at denne lykke er ensidigt defineret som fraværet af lidelse, således at der er en simpel, kvalitativ skala, hvorpå alle menneskers tilstand kan placeres ét eller andet sted mellem lykke og lidelse.

Jeremy Bentham

Den videnskab, som kældermennesket angriber, er egentlig utilitarismens katalogisering af alle verdens fysiske – derunder industrielle og økonomiske – fakta, som skal vise samtlige sociale klasser, at den aktuelle samfundsindretning nøje er udregnet med henblik på den optimale lykke-balance. Man har bundet lykkens ensidige karakter til den fysiske verdens urokkelige vilkår, og maner derved enhver social modstand i jorden – det er jo sund fornuft, at vi ikke kan ændre på naturlovene, som bestemmer samfundslovene.

Men denne sunde fornuft er jo alligevel nogens fornuft. Der er nogen der har valgt at bedrive denne videnskab, og videnskaben forklarer derfor ikke blot hvordan tingene fungerer; den indebærer også en række beslutninger om hvad det egentlig er, der skal fungere. For at videnskaben så at sige kan beskrive midlet, må der være udvalgt et mål, og utilitarismens totale smertefrihed er et sådant mål.

Så når kældermennesket besættes af muligheden for at ville noget andet, handler det om at han på den ene side ikke kan andet end være enig i det omgivende samfunds konsensus om, hvad der fungerer – det er jo netop dette samfunds indlysende sandheder – men at det på den anden side ikke helt fungerer for ham. Han ser det fornuftige – dvs. det accepterede – i en orden, hvori han, til trods herfor, ikke trives.

 Frihed og synlighed.

Det er her, man ikke må undervurdere betydningen af social anerkendelse. Selv om kældermennesket (tydeligvis) ikke trives sådan som tingene er, kan han heller ikke se noget egentligt alternativ, eftersom det at trives kræver anerkendelse. Der er ingen anden samfundsmæssigt anerkendt position, som han kan indtage. Der er bred enighed om, hvad det gode liv er, så når denne mand vil noget andet, må han nødvendigvis ville være ulykkelig! I dagens Danmark ville vi kalde hans holdning for politisk ukorrekt, og man ville forarges ved at tænke på, hvor mange ressourcer, vi nu skulle bruge for at få ham og hans slags på ret køl igen.

Dette er selvfølgelig ikke så aktuelt i 1860ernes Rusland, hvor romanen foregår. Her er situationen den, at Zar Alexander II i 1861 havde vedtaget et – sikkert ganske velment – dekret om at en række folk i tjenende positioner skulle frisættes. Dette resulterede blot i at mange mennesker mistede deres, om end ydmyge, så dog stadig socialt anerkendte position. I realiteten var de stadig underlagt deres gamle herrer, nu var det bare ikke officielt vedtaget; det var noget man måtte skamme sig over – samtidig med at det, ifølge utilitarismen, selvfølgelig var uundgåeligt.

Kældermennesket er blevet usynligt for sine omgivelser, og når han vil gøre sig synlig, bryde ud af sin uønskede position, skabe mere acceptable forhold for folk af hans status, støder han på utilitarismens mur inde i sit eget sind. Efter at have brugt romanens første halvdel på at udmale hele sin personligheds katalog af masochistiske selvmodsigelser og samvittighedsplagede spiralbevægelser, beretter vores helt om sit forkvaklede forsøg på at indtage gaden og skabe politisk forandring i byrummet. Hans enmands-demonstration består slet og ret i ikke at vige til side, idet han møder en højerestående officer på fortovet. Det kan synes banalt eller barnligt, men ikke desto mindre er det, i romanen, en absurd bevidstheds første tilbagevenden til virkeligheden, og den første ytring hvori den bevæger sig ud over sin egen fantaserende indre monolog.

Pludselig, kun tre skridt fra min fjende, fattede jeg ganske uventet min beslutning, kneb øjnene sammen, og – vi tørnede kraftigt sammen, skulder mod skulder! Ikke så meget som en tomme var jeg bøjet af – og som en fuldkommen ligeberettiget gik jeg nu forbi ham! […J]eg havde hævdet min værdighed, ikke en tomme var jeg veget, og for fuld offentlighed havde jeg stillet mig på samme sociale trin som han.

 God læselyst…

Dostojevskij kan det, som litteratur kan, når den er bedst: han kan udvide vores sociale forestillingsevne. Hans litterære personer er sjældent særlig detaljerede eller nuancerede; faktisk er de oftest kogt helt ned til den centrale konflikt, som de skal udtrykke. Deres tanker virker ofte absurde for læseren, men samtidig kan man ikke rigtig komme uden om en mærkværdig konsistens i de feberagtige monologer. Sagen er nemlig den, at disse karakterer repræsenterer en sammenhængende diskurs, som blot befinder sig i et samfunds blinde vinkel.

De siger lige præcis det, som falder uden for den etablerede måde at tænke på, og som derfor isolerer og piner personen selv – og forvirrer alle andre. Det vigtige er, at Dostojevskij – blandt mange andre – kan lære os at høre efter, når det skjulte, det usynlige, det gale, det ukorrekte eller det tabubelagte taler og viser os hvilke livsformer der, i lige præcis vores måde at indrette os på, falder uden for eller bliver sat i en uløselig klemme.

Den "famøse" plakat

På klassisk refererende vis og uden kritisk stillingtagen overhovedet bringer Berlingske Tidende på sin hjemmeside følgende historie: “Sorte skuespillere fjernet fra filmplakat.” Det lyder da som noget grimt noget, tænker hunden og klikker sig ind på artiklen for at læse, hvad det dog er for en ballade:

I PR-fremstøddet for filmen (i England, red.) har selskabet Universal Pictures valgt at ændre den oprindelige reklame-plakat, som den har set ud i USA, og fjernet filmens sorte par; spillet af Faizon Love og Kali Hawk. På plakaten, der ellers i alle træk ligner den amerikanske til forveksling, er det sorte par photoshoppet ud, skriver Mail on Sunday. Og det har afstedkommet klager fra de engelske biografgængere.

Helledusseda, den var ikke for køn, hva’, Universal!

Kaster man et nærmere blik (faktisk behøver man blot at kaste et kort blik) på de to plakater, viser det sig dog, at de langt fra ligner hinanden “til forveksling” – ja, egentlig er der tale om to helt forskellige billeder, både hvad angår baggrund og personernes opstilling. Berlingske viderefører altså denne deciderede fejl fra Mail on Sunday-artiklen, men det fjerner jo ikke kernen i ’sagen’: at de sorte skuespillere er med på den amerikanske plakat og ikke på den engelske. Hvad har Universal at sige til sit forsvar?

Universal Pictures forsikrer, at den uheldige beskæring udelukkende er sket for at “simplificere” plakaten i forhold til det britiske publikum og det internationale marked uden for USA, hvor de to sorte skuespillere er knap så kendte som filmens hovedpersoner.

Ja, det siger de jo, men kan man nu stole på det? Ville det ikke være så meget federe og skandaløst, hvis beslutningen rent faktisk var et udslag af ækel diskrimination?

For mig at se er det såre simpelt. Forestil dig et tankeeksperiment, hvor de to fjernede skuespillere ikke tilfældigvis var sorte, men hvide. Ville det føre til protester fra andre end måske de to berørte skuespillere selv (og muligvis deres bedstemødre)? Selvfølgelig ville det ikke det, og derfor er hele denne såkaldte sag komplet latterlig. Dermed har hele affæren end ikke noget med politisk korrekthed at gøre, for det ville indikere, at de to skuespillere ikke figurerer på udkastet til den britiske plakat på grund af deres hudfarve.

Kunne det tænkes, som en læser gør opmærksom på i kommentarfeltet på Mail on Sundays hjemmeside, at

I’ve heard of every white actor and actress, since they’ve all been in something I’ve seen before (Juno, 27 Dresses, Sex and the City, etc.). I’ve never heard of the black actor and actress. They both have bottom billing in their respective lists (the first poster lists performers based on gender). Perhaps that’s why they were dropped? It happens. It’s nothing to do with skin colour.

Ja, kunne det tænkes, at der er tale om en let afrettet strategi på et nyt marked, som det stort set ALTID er tilfældet i filmselskabernes markedsfremstød. Kunne det tænkes, at der er tænkt over tingene?

Nej, svarer forurettelsens årvågne og velvillige soldater, der ser diskriminationens spøgelser over alt og har evigt travlt med at pleje og udpege vores allesammens dårlige samvittighed over fortidens synder. Selvom de selvsamme mennesker priser sig af at være mere åbensindede og tolerante end alle os andre, dyrker de i virkeligheden et forældet sort og hvidt syn på verden.

Hvem ved, hvis vi allesammen lader være med at råbe ulv, hver gang vi mener, at en befolkningsgruppe bliver trådt over tæerne, måske vi så en skønne dag rent faktisk kan få styr på det hæslige bæst, som racisme i sandhed er!? Hvem ved…

PS: Det sørgeligste ved hele denne triste fortælling fra det herrens år 2009 er, at Universal har bukket under for de kritiske røster og dropper ændringen af plakaten til det britiske marked. Selskabet har meddelt, at den oprindelige plakat fastholdes. Ak ak ak.

Både Politiken og 180grader.dk har i dag historien om, at den konservative magistrat/borgmester i København Mogens Lønborg (i visse kredse kendt som Løgnborg) mener, at prisen for en pakke cigaretter skal fastsættes af staten til en rund 70 krone.

En lang række varer, som forsøder vores hverdag er underlagt en indkrekte statslig priskontrol. Snapsen var mig bekendt det første som blev afgiftsbelagt med det formål, rent faktisk at få færre til at drikke det; hvilket for en sidebemærkning er absurd, nå nu snaps er et så vidunderligt produkt. Cigaretterne og øl’en er også afgiftsbelagt efter en lignende devise.

Devisen er som følger:

Hvis der ikke var nogle afgifter men blot moms, ville nydelsesmiddel X koste 10 kr i kiosken nede på hjørnet. Nydelsesmiddel X er imidlertid en substans, som er forbundet med visse risici at indtage; således er der en potentiel fare for, at nogle af de virksomme stoffer i nydelsesmiddel X kan fører til en række sygdomme, som på sigt kan føre til dødsfald. Derudover har nydelsesmiddel X den “bivirkning”, at dens indtagelse får det lokale hvori den indtages til at få en sær – omend midlertidig – duft; som sætter sig i tøjet og – tror nogen – fører til tømmermænd. Derfor må man som ansvarlig politiker udvise ansvarlighed og mandsmod: Der indføres en afgift på produktet, så det nu koster 100 kr. at købe.  Prisen er nu så høj, at den ligger over en vis offergrænse. Vil man købe nydelsesmiddel X skal man m.a.o. ofre en forholdsmæssigt for stor del af sin øvrige formue på at købe det; en formue, der også kunne bruges på mælk, tøj og varige forbrugsgoder.

Hvad end priskontrol er direkte eller indirekte mødes den af et problem: Danmark er omgivet af andre lande. Selvom disse andre lande skulle have lignende statsstyrede priskontroller er der en chance for, at prisen i bare et af landende vil være lavere end den danske.

Er prisen på nydelsesmiddel X således lavere i Tyskland end i Danmark vil man, når omkostninger i forbindelse med hjemtagelsen er taget i betragtning, med fordel kunne foretage sine indkøb i Tyskland fremfor i Danmark – når blot man køber nok.

Den danske stat kunne selvfølgelig forsøge på at indføre en told-kontrol ved grænsen; men takket være det Schengen kan det ikke være en varig løsning.

Og det er netop det, som den konservative Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen god ved. Og det er godt. For så er han da ihvertfald lidt fornuftig. I modsætning til Mogens Lønborg.

I dag er det forbudt at tjene penge på handlede kvinder, desværre noget som alligevel sker daglig i Danmark, hvor  udlanske og dansk kvinder undnyttes under slavelignende forhold. Hvordan man kommer det til livs, har jeg ikke det gyldne svar på, men et forbud mod købesex tror jeg vil have den modsatte virkning, forholdene vil blive enddu være for de misbrugte kvinder.

Jeg kan kun tage dyb afstand fra måde som nogle kyniske bagmænd udnytter disse kvinder.

Nu er  det ikke alle der arbejder som prostituerede som er tvunget og handlet, pga misbrug eller  har været udsat for insest.  Der er sexarbejder som er det af ganske fri vilje. Ved at lave en forbud mod købesex vil denne gruppe af sexarbejder også blive ramt, og det mener jeg er forkert.

Desværre findes der en række moraliserende og demoniserende feminister – Lovgivningsfeminister.  De hævder alle sexarbejder er slaver og ingen er det af fri vilje. Uanset hvad argument de møder fra sexarbejderne bliver det afvist, da lovgivningsfeministerne mener at de selv er bedreviden.

Det lyder så “flot” at lovgivningsfeministerne og en række politiker vil gøre den købene part til de kriminel og ikke de prostituerede. Det er blot et ord kløveri for i bund og grund vil lovgivningsfeministerne have massageklinikker og escortbureuer forbudt.

Heldigvis står flere og flere sexarbejder frem og gør op med de nævnte feminister. Det sker i flere grupper på facebook, i blogs og i sexarbejdernes interesse organanisation – S.I.O.  Organisationen arbejder for bedre forhold for sexarbejderne og deltager aktivt i debatter. På forsiden af deres hjemmeside er der en en overskrift som rammer ganske godt: “Intet om os – uden os”. Desuden er der hjemmesiden sexarbejde.dk

Jeg kan kun støtte sexarbejderne i deres kamp mod “moralisterne” og lovgivningsfeministerne. Det handler også at have retten til at vælge erhverv efter egen fri vilje.  Det skal ikke begrænses. Lovgivningsfeministerne vil begrænse kvinderes rettigheder, og fordømmer sexarbejderne,  netop for de  ikke har den samme kvindepolitiske “korrekte” vinkel som dem.

Politikerne må kaste deres berøningsangst og “korrekthed” over bord  og lytte til sexarbejderne, og inddrag dem seriøst i debatten om området. På den måde undgås  det, at de som IKKE er ofre gøres til ofre, og  vejen kan banes for en større indsat for dem som ER ofre, og det er der brug for.

Der findes også mænd som er sexarbejder…..

Det har været sagt alt for længe at venstrefløjen ignorererer islamiske diktaturstaters repression af dertilhørende befolkninger. Men der er ikke meget at komme efter længere. Den politisk korrekte epoke er på mange områder blevet mere og mere faset ud. Se bare her:

http://www.modkraft.dk/spip.php?page=recherche&recherche=Iran&x=0&y=0
http://www.enhedslisten.dk/search/node/Iran
http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Tema&id=15
http://indymedia.dk/search/
…og en smule på SF.dk, samt Villys blogpostering for det iranske oprør.

Omvendt, kommer der kun ganske få eller næsten ingen resultater frem ved søgning efter Iran på de borgerlige partiers hjemmesider. Og regeringens indstilling til det iranske regime har været ufattelig svagpisset, med Per Stig Møller der ligefrem godkendte “valgresultatet” som toppen af kransekagen.

Det kunne virke som om, at de borgerlige kræfter er i et dilemma i en situation som denne.
For på den ene side er de jo som bekendt stærkt aftagende overfor de totalitære, islamiske samfund, som de i mange år har været fremmest i kritikken af. Spc. i 80-90′erne og starten af 2000-tallet.
Men på den anden side er de grundlæggende stærkt aftagende overfor når folkemasserne og de nedre klasser for alvor tager sagen i egen hånd, gør oprør og laver revolution mod de undertrykkende, reaktionære strukturer. Opgøret med det etablerede hierarki har historisk altid været noget der fik de konservative meningsmagere til at krumme tæer.

Som regel foretrækker de fremgangsmåden om at man arbejder indenfor det eksisterende og kun forandrer (de ALLERværste) dele af samfundet. Ingen samfundsomvæltning, for så går det “for vidt” og så bliver folket jo for frie og kommer af med flere privilegerede skiderikker, og måske endda klasselag!

Det kniber dog med modtagelsen af venstrefløjens moralske opbakning til de underkuede, iranske masser. Mange jævne debattører fra det underlødige, danske brokkevælde, kommer med de mest beklagelige og klumpede argumenter om at grunden til at venstrekræfter som Villy, nu retter hård kritik mod reaktionære mørkemænd, BARE er for at score billige PR-points. Villy Søvndal bliver i politikens blogspalte lynchet sønder og sammen af borgerlige røster (udover de arrige venstrekræfter der stadig ikke har kastet fløjlshandskerne), fordi han ikke gejlede ligeså meget op under mordet på Theo Van Gogh og de reaktionære reaktioner på Muhammedtegningerne. De fatter åbenbart ikke at politikere også er mennesker, der kan ændre holdning og udvide deres horisont.

Hvorfor skal en politiker være dømt til at have en bestemt holdning for evig tid, blot fordi vedkommende engang har været tilbageholdende eller ment så og således?

Bunden er nået hos den radikale venstrefløj. I en af de seneste artikler på Modkraft (der ved gud ikke skal smides i bås med disse infantildestruktivister, blot fordi de dækker hvad der sker indenfor de rækker) tordner nogle af bagfolkene bag galeværket på Hyskenstræde frem med blomstrende analyser og “teser” som “Hyskenstræde var frihedseksplosion”, “Hærværk er politik” og “Mange er ekskluderet fra hærværket, men hærværket burde være for alle, ikke kun for hvide, danske heteromænd!”.

Ja selvfølgelig! Hærværket er da for hulen ikke et problemet, der er bare ikke NOK der deltager i det!
Som om at rudeknusningerne og smadring af bilerne bliver det mindste mere formildende bare fordi skaderne er endnu mere omfattende! Nu kan det da umuligt blive mere retarderet og børnet.

Hærværk er ikke en skid politik. At udøve flyvsk, materiel skade på bygninger og genstande ændrer ikke ved nogen klassemæssige styrkeforhold. Det fører ikke nogen forbedringer med sig. Det ændrer ikke ved grundlæggende samfundsforhold. Og det giver heller ikke vores kultur et ryk fremad.
Det gør kun det, at befolkningen nærer større og større tillid til statsapparatet og reaktionære, autoritære tiltag, samt at befolkningen ser mere igennem fingrene med egentlig politibrutalitet. Kort sagt, det fostrer en mere reaktionær folkestemning. Det gør os IKKE mere frisindede og pædagogiske!

Selvfølgelig er det kvalmende med al den snobbede ensretning, metroseksuelle konformitet, eksklusion og den hjerneblæste lemmingeforbrugerisme.
Men man giver bare ikke den dominerende kultur det mindste alternativ ved at smadre løs på folks hjemlige arealer og tilværelse!

Graffiti KAN være smukt. Men det er det da ikke for alle hvis det absolut SKAL gå udover almindelige beboeres private ejendele. Lav det på et sted hvor det ikke går udover almindelige menneskers hårdt opsparede boliger.

Den yderste venstrefløj (dvs. diverse anarkistiske strømninger) lader slet ikke til at have fattet hvad revolutionær samfundsforandring handler om. Som det blev skrevet om anarkistisk kamppraksis i en artikel om mordet på den 15-årige demonstrant i Grækenland jeg læste andetsteds:

…”hele arbejderklassen må blive mobiliseret ved brug af klassekampens metoder. Med mindre arbejderklassen organisationer mobiliserer alle deres kræfter vil de begå en meget alvorlig fejl ved at overlade modstanden i hænderne på anarkisterne og ultra-venstre grupper der insisterer på deres blinde og hasarderede metoder. Afbrændingen af biler og butikker er en ”kampmetode”, der har den modsatte effekt af hvad man ønsker. Disse metoder giver politistyrkerne den undskyldning som de leder efter til at kunne fremstille sig selv som ”forsvarerne af folkets ejendom”. Det medvirker til at aflede opmærksomheden fra politiets ansvar og til at kriminalisere ungdomsbevægelsen.”

Og hvor er det klart sagt. Ganske vist er denne sag kulturelt funderet og har ikke noget at gøre med egentlig klassekamp og økonomiske vilkår at gøre, men de samme symptomer viser sig.
Mange anarkister har for vane at indskrænke kampen til deres egen lille symbolske ødelæggelsesfest, hvor alt i samfundet, både borgere, samtlige politikere, og værdigenstande gøres til “fjenden”, istedet for at se på den faktiske virkelighed og forholde sig til folks behov og eksistens.

Disse kampmetoder, sidestillet med deres indædte afsky mod alt der hedder organisering, ledelse, og kollektiv handling, påviser at den anarkistiske praksis er håbløst som intet andet. De vil aldrig have basis for at kunne nå et klasseløst samfund uden hierarkier, når de foragter det der skal til for at gennemføre den samfundsforandring de drømmer om. Og især når de foragter folket som helhed.

Man forbedrer heller ikke produktionsforholdene, når man insisterer på ikke at gøre brug af et statsapparat, som netop er nødvendigt for at ekspropriere ressourcer og produktionsapparater, og afskaffe bourgeoisiets enevældige råderet over produktionen. Og specielt ikke ved at smadre de steder hvor folk arbejder. Det opstiller mere et slags scenarie hvor kampen går mellem et samfund med produktion og vækst, og et samfund hvor der slet ikke er nogen produktion, bare én stor losseplads. Tschk!
Derfor må den antikapitalistiske bevægelse istedet for bevæbne sig med et struktureret, materialistisk (ikke idealistisk) teoriapparat som marxismen, og arbejde konkret efter faktiske omstændigheder og muligheder.

Proudhon og Bakunin var ellers velmenende og ganske intelligente teoretikere. Og i 30′ernes Spanien kom man i det mindste i hak med at opbygge et anarkistisk samfund (som så blev sønderslået af nazisterne). Jeg forstår ikke hvad der er blevet af anarkismen, med de tossehoveder vi har idag?