Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 26. februar 1976 / 4. årgang

Er Venstres politik socialdemokratisk?

Mogens Glistrup påviser, hvordan Venstre stemmer socialdemokratisk og skitserer, hvordan Folketingets ikke-socialistiske flertal i stedet kunne samarbejde

Vi kan rynke på næsen af Venstres metoder frem til folketingsvalget den 9. februar 1975. Vi må imidlertid ikke lukke øjnene for, at indtil næste folketingsvalg er det Venstre, som i kraft af sin valgsejr bestemmer i Danmark. Denne bestemmelsesret er hidtil i store træk blevet benyttet til at fremme den socialdemokratiske linje. Det vrimlede med eksempler herpå i 1975, som førte Danmark et langt stykke frem mod afgrundens rand, fordi der for den medregerende Hækkerup (A) tilsyneladende kun gælder den ene målsætning at bevare regeringsmagten for Socialdemokratiet længst muligt og så håbe, at noget vil vise sig. Det bliver imidlertid meget let til, at vi må indstille os på et meget hårdt oprydningsarbejde, når denne form for regering knækker sammen.

I 1976 er Venstre fremturet. Mens man proklamerede at ville begynde 1974 med hundrede gloriøse Venstre-dage, har 1976 i sine første halvhundrede dage navnlig budt på følgende fra Poul Hartlings parti:

1.     Forslag om ophævelse eller lempelse af kapitalvindingsskatten er stoppet af Venstre.

2.     Partiet har udelukket privat radio eller fjernsyn og genetablering af realeksamen, skoledisciplin og ordentlig kundskabsmeddelelse til eleverne, for eksempel udbygget undervisning i engelsk og tysk.

3.     Ligeledes var Venstre afgørende for, at vi skal fortsætte med den røde narkopolitik af model Tine Bryld. Havde Venstre stemt ja, havde vi fået bedre politiindsats mod narkoforhandlere og bevillingshovedvægten lagt på faste og konsekvente afvænningskure under lægestyring i stedet for blødsødne psykologeksperimenter.

4.     Et andet Fremskridts-forslag kunne dog en enkelt Venstre-mand, Bertel Haarder, stemme for. Det drejede sig om enkeltindividet skal kunne få sin ret over for staten, prøvet ved menneskerettighedsdomstolen. For de 41 andre Venstre-folk var K. B. Andersens (A) ansigtsredning vigtigere.

5.     I den nordiske investeringsbank skal der i kraft af Venstres socialdemokratiske sindelag pøses hundredvis af millioner af danske skatteyderkroner – selv om bankvirksomhed efter en liberal anskuelse må være et privat erhverv.

6.     Ved i december 1975 at stemme for, at skattevæsenet skulle kunne sondre mellem privat og forretningsmæssig gæld og ved at gå ind for rentefradragsindskrænkning, har Venstre givet skatteministeren (Svend Jakobsen, A, red.) blod på tanden for, at han i 1976 kan beskære den private rentefradragsret noget mere.

7.     Venstre hindrede vedtagelse af det radikale forslag om liberalisering af ejerlejlighedsreglerne.

8.     Ved at stemme for såkaldt omkostningsdæmpende ydelse skatteyderbetalt med 1.400 milliarder kroner og ved at samtykke i 7 milliarder til årlige ydelser på nye statslån har Venstre vanskeliggjort kommende års indkomstskattelettelser.

9.     Den hidtil så lydefrit fungerende elektricitetsforsyning socialiseredes på grund af Venstre.

10.  Seriøst indkomstpolitisk forberedelsesarbejde er latterliggjort af Henning Christophersen.

Fremskridtspartiet håber stadig på, at det vil blive forår for den anden valgmulighed, som står åben for Venstre i det nuværende folketing. Nemlig et samarbejde med os. Vi har konsekvent tolket valgresultatet på den måde og alene stillet det vilkår, at vi i et samarbejde ikke vil behandles som et sekundaparti, men være med på lige fod med de andre samarbejdsdeltagere i forhold til den vælgertilslutning, vi nu hver for sig opnåede.

På typisk Fremskridts-vis har vi imidlertid ikke nøjedes med bare at komme med almindeligholdte målsætningsproklamationer. Vi har udarbejdet et præcist forslag til, hvordan samarbejdet bedst vil kunne fungere. Kernepunktet er, at hvis de samarbejdende partier ikke kan ikke kan forliges, må afgørelse træffes i fælles gruppemøder med en majoritet på 60 stemmer. Med andre ord har vi fuldt bevidst løbet den risiko at de 89 eller 102, der kommer til at deltage i samfundsredningsarbejdet, teoretisk vil kunne nedstemme de 24 Fremskridts-folk, hver gang. Vi er blot overbeviste om, at vort forslag til at klare problemerne for forretningen Danmark er gennemsyrede af så megen sund fornuft, at vi nok igennem de fælles gruppemøder hyppigt vil komme med i majoriteten.

Mogens Glistrup

www.frp.dk

Læs også: Uffe, Bertel og Anders socialiserede Danmark:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/07/uffe-bertel-og-anders-socialiserede-danmark/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 27. juni 1977 / 5. årgang

Rædselskabinettet

Foran os ligger en lang, ulykkessvanger sommer inden Folketingets ekstraordinære samling sidst i august.

I de lyse nætter vil regeringens (Socialdemokratiet) lygtemænd i skjul af sankthansormenes glans forsøge at lokke forligs- og/eller regeringspartnere til sig og der skal nok være, der lader sig friste. ”Ingen tvivl om det”, som Hartling (V) sædvanligvis siger og sikkert også vil sige til august. Hans ensomme elegier (klagesang, red.) er endt og lutret af turen i ørkenen synger han atter lovsange om det samarbejdende folkestyre i almindelighed og Venstres samarbejdsvilje og ansvarlighed i særdeleshed. Vi deler den oxdamske (V) frygt for, at Hartling har taget yderligere skade på sin liberale sjæl af tiden i ørkenen.

Vi må se i øjnene, at Venstre – med sin nuværende leder – kan lade sig forlokke af de socialdemokratiske lygtemænd til at indgå i regeringen Anker Jørgensen (A), muligvis støttet af et af datterselskaberne – Det radikale Venstre eller Kristeligt Folkeparti. Sidstnævnte sætter som bekendt ”familien i centrum”.

Vi må også se i øjnene, at det kommer der ikke noget godt ud af. Anker-manden på det skæve skib ”Danmark” har udtalt, at så længe de liberale partier ikke kan finde ud af at samarbejde indbyrdes, bliver enhver kurs lagt efter Socialdemokratiets målsætninger. Det vil sige mere socialisering (ØD med centrale fonde), flere offentligt ansatte (for at ”sløre” arbejdsløsheden) – mere og mere – flere og flere af de kursændringer, der har fået det engang så gode skib ”Danmark” til at lække både for og agter og truer med helt at sænke skuden.

Vi vil i tide anbefale Venstre – med eller uden Hartling – at stå fast på sin liberale, ikke-socialistiske grundholdning og sammen med alle ligesindede i det nuværende folketing forme en alternativ politik til regeringens. Det er grundholdningen, der tæller og vi er mange, der er enige. Resten kan vi nok tale os til rette om i det samarbejdende folkestyres ånd.

Vi vil også i tide advare Venstre – og andre – mod at blive et ”vokskabinet” i Anker Jørgensens sommervarme hænder. Det vil efter al sandsynlighed føre til grundstødning og totalforligs for samfundsskibet ”Danmark” og give de medskyldige en plads i historien under betegnelsen – rædselskabinettet.

Redaktionen

WWW.FRP.DK

Læs også: Fremskridtspartiet vil afprøve nye holdninger fra Venstre:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/02/26/fremskridtspartiet-vil-afpr%c3%b8ve-nye-holdninger-fra-venstre/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 40 / 27. november 1987 / 15. årgang

Konservative tvangstanker! 

Fhv. arbejdsminister Grethe Fenger Møller (GFM) fra de konservative er afvisende overfor tanken om et tættere samarbejde med Fremskridtspartiet – bl.a. med den begrundelse, at “særinteresser ikke må gå forud for helheden”.

Jamen, Fremskridtspartiets “særinteresser” er Danmarks ve og vel, medens Det konservative Folkeparti er et udpræget klasse-højreparti, som dog, lejlighedsvis mere end fraterniserer med Socialdemokratiet, og ser man på den seneste udvikling, så må mange konservative da tænke, at de ved sidste valg lige så godt kunne have sat kryds ved liste A.

Fru GFM anfører bl.a., at Fremskridtspartiets fremgang ved valget sikkert skyldes, at “partiet meget dygtigt forstod at slå på enkelte sager”, og det er da rigtigt. Der var f.eks. den afsindige flygtningepolitik, som de konservative under hele valgkampen end ikke turde berøre, men det slipper de ikke for næste gang.

Videre påstår GFM, at Fremskridtspartiets politik på en lang række områder er dunkel og uklar, og så må man virkelig spørge sig, hvor uvidende en fhv. minister kan tillade sig at være på de politisk/økonomiske sammenhænge, for derom har der aldrig været noget “dunkelt” – ej heller på miljøproblemerne, men pladsen tillader ikke en nærmere udpensling af disse i øvrigt frit tilgængelige emner.

Hele indlægget fremtræder nærmest som et krampagtigt forsøg på – for egen vindings skyld – at tilsværte Fremskridtspartiet og således bl.a. Pia Kjærsgaard for udtalelser om, at “skattetrykket skal ned”, “offentlige udgifter beskæres kraftigt” og “folkepensionen forbedres”, men ingen har vel sagt – som det antydes – at det kan gennemføres fra den ene dag til den anden i den økonomiske sump, som landet er havnet i – bl.a. ved konservativ hjælp, så lad os blot kalde de nødvendige tiltag for “Pia-nisme” – en modgift mod alle andre -ismer inklusive konservatisme, socialisme o.s.v.

Som sædvanlig prales der med, at firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.) siden dens tiltræden har skabt tusinder af arbejdspladser – fru GFM nævner 200.000 i den private sektor – men hvor mange af disse er igen sat overstyr, fordi regeringen ikke har evnet at føre en erhvervsfremmende politik, og hvor mange er oprettet i den offentlige sektor.

Det nævnes der aldrig noget om, for det kunne jo tænkes at skæmme indtrykket, men på den anden side kan der vel også hentes stemmer fra venstre side af midterlinjen, og statsministeren (Poul Schlüter, C, red.) samt ikke mindst finansministeren (Palle Simonsen, C, red.) bejler for tiden netop hertil med opfordring om at afstå fra udfald mod den offentlige sektor. Den samme eftergivenhed forekom under overenskomstforhandlingerne i foråret, men det havde de “tilkøbte” vælgere nok glemt, da valget pludselig blev proklameret.

Statsministeren beklagede i det netop afholdt landsrådsmøde Folketingets uheldige sammensætning med et Fremskridtsparti, som vil tilbage, de radikale, som er alt andet end radikalt og Venstre, der er til højre. Sidstnævnte udlægninger har sin rigtighed, men at Fremskridtspartiet skulle stå for tilbageskridt må være noget han har lært under sin maskepi med socialdemokraterne, idet det bl.a. var et af Anker Jørgensens (A) yndlingsudtryk.

På den anden side, så ville det være ønskeligt, om man kunne skrue tiden tilbage, hvis så ellers gammelpolitikerne ville undlade at lave de samme dumheder igen. Hvorfor lyttede man f.eks. ikke til Mogens Glistrup for femten år siden i stedet for at bekrige ham, for så ville Danmark garanteret have haft det bedre i dag, men det skyldes igen den modbydelige partiegoisme og dens løgne.

Igen og igen skal man således fra toppen at politiske modstandere høre, at Fremskridtspartiet “sammen med venstrefløjen i december 83 nedstemte finanslovsforslaget”, hvilket er en uanstændig misfortolkning, idet Fremskridtspartiet i modsætning til de andre stemte imod, fordi forlaget var økonomisk uansvarligt, og det må enhver i dag klart kunne se, men desværre synes regeringen igen at styre videre mod de samme tåbeligheder.

Det efterfølgende valg i januar 1984 gav specielt megen fremgang for de konservative og dermed “firkløveret”, men jeg betegnede alligevel – i et læserbrev – sejren som en pyrrhussejr, idet regeringen måtte basere sit flertal udelukkende på de radikale og et par nordatlantiske medlemmer, som dog senere blev erstattet at to “overløbere” fra Fremskridtspartiet.

Når regeringen trods pyrrhussejren alligevel blev siddende tiden ud, skyldes det en hel ny form for parlamentarisme, idet den “oversad” et halvt hundrede nedstemninger, hvoraf de 22 var af vital betydning for Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik, og i modsætning til statsministeren ser jeg ikke noget stort i at sidde perioden ud til trods for de mange “fodnote-nederlag”.

Sigurd Høy

WWW.FRP.DK

Læs også: Hvorfor griner Schlüter?:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/26/hvorfor-griner-schluter/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 8. april 1988 / 16. årgang

Venstretroværdighed

Torsdag den 3. marts 1988 bragte Jyllands-Posten et indlæg skrevet af folketingsmedlem Svend Heiselberg, Venstre. Samme dag var der i Folketinget en lang debat, hvor Fremskridtspartiet havde anmodet om at få oplyst, hvornår og hvorledes regeringen ville indfri sine gentagne løfter om kraftige skattenedsættelser og dermed samtidig nedsætte de offentlige udgifter.

Sammenligner man Svend Heiselbergs indlæg med den tale Venstres ordfører Skrumsager Skau holdt i Folketinget, bekræftes det endnu engang, at Venstres folketingsgruppe anvender den taktik, at medens man udadtil er yderst kritiske og fremfører mange fornuftige synspunkter, så er holdningen en helt anden, ydmyg og logrende, overfor Socialdemokratiet, når de samme emner behandles i folketingssalen.

Hr. Heiselberg har således Fremskridtspartiets fulde sympati, når han direkte citeret skriver: “Det, som man bør beklager, er, at den borgerlige regering ikke har evnet at føre en mere ansvarlig økonomisk politik”:

Modsat må Fremskridtspartiet derimod erklære sig helt uenig med Venstres Skrumsager Skau, når denne samtidig med at Heiselberg læses, rørt til tårer står på Folketingets talerstol og roser regeringens politik og herunder de mange dyre bankerotforlig, man har indgået med Socialdemokratiet.

Nu må dette indlæg ikke opfattes således, at jeg ønsker at fremhæve den ene Venstre politiker frem for den anden, dette er aldeles ikke tilfældet, tværtimod er det måske i morgen Svend Heiselberg, der står i Folketinget og hælder vand ud af ørerne, og Skrumsager Skau, der i bladenes spalter optræder som nationens redningsmand. Formålet med dette indlæg er bl.a. at henlede læsernes opmærksomhed på, at Venstres fornuftige, kritiske holdning foreløbig “kun” er fremkommet, når man udtaler sig til pressen, men at vi selvsagt glæder os til den dag en eller anden fra Venstres folketingsgruppe holder sin egen tale i Folketinget og ikke længere lader den hånd, der skriver manuskriptet føre af enten Svend Auken eller Bernhard Baunsgård (B).

Afslutningsvis fortjener Svend Heiselberg det helt klare svar, at Fremskridtspartiet hellere end gerne indgår forlig med regeringspartierne og De radikale om næste års finanslov. Det eneste vi savner, er invitationen fra regeringen til at drøfte de enkeltheder, forliget skal indeholde. Jeg kan forhåbentlig også glæde hr. Heiselberg med, at Fremskridtspartiet hellere end gerne medvirker til at stemme ja til en fornuftig og forsvarlig finanslov.

For de, der ikke har deres daglige gang på Christiansborg, lyder det nok helt afsindigt, at et af de største problemer omkring næste års finanslov, er at få påbegyndt egentlige og direkte forhandlinger mellem regeringspartierne, Det radikale Venstre og Fremskridtspartiet. Vi deltager selvfølgelig uden forbehold den dag indbydelsen foreligger, men andre gør selv dette til et problem. Måske kan Venstre eller andre partier her udføre et stykke positivt arbejde.

Til slut den bemærkning, at det må da være Svend Heiselbergs spøg, når han skriver, at Fremskridtspartiet på forhånd, uden at kende udgifternes størrelse, uden at kende skattetrykket o.s.v. – forlods skulle give sin tilslutning til Finansloven 1989, – bortset fra at konsekvenserne kunne være langt langt alvorligere, svarer det nogenlunde til, hvis Heiselberg var så letsindig at købe en brugt Skoda med bind for øjnene.

Helge Dohrmann, MF

www.frp.dk  

Læs også: Brændte børn skyr ilden:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/06/hilsen-til-venstrefolk-br%c3%a6ndte-b%c3%b8rn-skyr-ilden/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 27. februar 1981 / 9. årgang

Skyggekabinet

Mogens Glistrup opfordrer til samarbejde med Venstre og Konservative

Anker Jørgensen har regeret i 6 år ud i en køre. Mere end nok til at dokumentere, at det nuværende Socialdemokrati ikke magter at løse det nuværende samfunds problemer.

Det bevises af stigningen i arbejdsløsheden, valutagæld, skatteplyndring, statsunderskud, rente, tvangsauktioner og konkurser. Ene om præcist at udmønte en brugelig redningsplan har været – og er – Fremskridtspartiet.

Derfor vil en ren Z-regering være fornuftens valg. Desværre ligger imidlertid stemmetallene sådan, at vi må have Venstre og Konservative med for at få den nødvendige styrke i Folketinget.

Fanatiske tilhængere af Venstre og Konservative fortrænger, at det er deres partiers fejl og slattenhed, som har sikret Anker Jørgensen magten så længe. Gennem august- og septemberforliget. SV-katastroferegering o.s.v. Kun ved Venstres eller Konservatives deltagelse heri er sikret flertal for den politik, som har ødelagt så meget igennem de seks år. Derfor haster det med at få formet et ZVK-alternativ og få det gjort effektivt og arbejdsdygtigt.

Kendsgerningernes hårde kontante tale er, at intet af de tre partier kan undværes i samarbejdet, når det skal have tilstrækkelig vælgeropbakning til at kunne klare de svære opgaver. Ret beset har Anker Jørgensens eneste succes været, at han har forstået at forskrække Venstre og Konservative fra ar samarbejde med Fremskridtspartiets parti. Alene ved denne del og hersk-linie har socialdemokraterne holdt sig ved magten. Den har skræmt vælgerne væk fra de tre partier, fordi de ikke er fremstået som den i et demokratisk nødvendige anden mulighed.

Danmark har ikke råd til at fortsætte med denne uskik. Dannede ZVK allerede i indeværende kvartal et skyggekabinet, kunne autoriserede talsmænd dag efter dag i alle opståede sager afsløre de socialdemokratiske ministres umulighed og anvise vejen væk fra afgrundskatastrofen, Som er Danmark vis, hvis fine VK-fornemmelser fortsat får lov at splitte landet. For en skyggeminister kan udtrykke sig på alle tre partiers vegne, må de allerede nu udforme et fælles regeringsprogram.

Det vil kræve ca. 14 dages intenst samvær mellem repræsentanter for de tre partier. I den nuværende trøstesløse situation på Christiansborg vil de tre partiers ledere utvivlsomt gøre bedst gavn for befolkningen ved snarest at drage til et sådan fællesmøde.

Og så er det bedøvende ligegyldigt med partitaktik, personlige antipartier og andre udenværker. I Danmark 1981 er det altdominerende generelt at lette omkostningerne i betalingserhvervene så meget, at de bliver tilstrækkeligt internationalt konkurrencedygtige til, at udlandsgælden kan tilbagebetales ved salg af varer, til hvis produktion beskæftiges bl.a. også de nu arbejdsløse og de, der bliver frigjort som følge af den stærke slankekur, som er absolut nødvendig for den offentlige sektor.

Partierne har ingen berettigelse i sig selv. Deres eneste livsberettigelse er at lægge fremtidens levevilkår bedst muligt til rette for menigmand i Danmark.

Og her er fakta altså, at den nuværende regering ikke duer, og at der kun er én mulighed for at få tilvejebragt en tilstrækkelig stærk ny. Ingen kan tvinge de tre partier til at elske hinanden. Men situationen – hensynet til landets tarv – tvinger de tre partier til at indgå i et altomfattende, målrettet og indbyrdes tillidsfuldt samarbejde.

Skal der sluges kameler, så lad os sluge kameler.

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

Læs også: De kunne jo ikke:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/24/de-kunne-jo-ikke/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 17. marts 1980 / 8. årgang

Det haver så nyligen regnet

Når den ene gammelpolitiker efter den anden udtaler, at man førte en gal politik i en årrække, er det reelle indhold en indrømmelse af, at man skulle have fulgt Fremskridtspartiets analyser og forslag.

Når man så kommer ind på, hvorfor man ikke har gjort det, bliver udtalelserne generelle og forhånende om, at Fremskridtspartiet skulle fantasere, overdrive og demagogisere.

Herpå kan imidlertid ikke med sandfærdighed anføres et eneste konkret eksempel.

Tværtimod er Fremskridtspartiet til enhver tid i ord som i handling gået ind for ethvert lille skridt i den rigtige retning. Hver gang vore modstandere har forsøgt at påpege eksempler på det modsatte, har en nærmere betragtning af eksemplet ført til, at Fremskridtspartiet i virkeligheden har levet op til sin kompromissøgende holdning.

Men netop i erkendelsen af, at augustforlig, SV-regering o.s.v. har været katastrofestene på fortabelsens vej, ligger jo, at det, som de andre kalder fantast-overdrivelser, i virkeligheden er den realistiske og ansvarsbevidste politik, som burde være ført. Nu som før er Fremskridtspartiet rede til at gå ind i et samarbejde på lige fod med andre, blot vi virkelig får foretaget os noget, som styrer landet væk fra afgrunden. Men til at samarbejde skal der jo mere end én part, og her er vi ved sagens kerne. SVCQB-partierne er helt domineret af deres partiegoistiske taktik om at ville udslette Fremskridtspartiet ved tilsyneladende at holde det uden for indflydelse, mens Schlüter (C), Christophersen (V), Helveg Petersen (B) o.s.v. fuldstændig springer op og falder ned på, hvad der er til Danmarks tarv.

Men hvordan kommer vi væk derfra?

Vi har for få penge. Og medierne – der var etableret, langt før Fremskridtsbevægelsen opstod – mener langt hen ad vejen at kunne se væk fra at viderebringe sandheden om Fremskridtspartiet.

Hermed kan vi ikke lade os nøje. Det gælder jo Danmarks redning. Det gælder vore børns og børnebørns tilværelse.

Derfor må flere og flere melde sig ind i Fremskridtspartiet.

Kun ved at gøre partiet stort og rigt bliver vi stærke nok til at overvinde modstanden.

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

Læs også: Sporene er skræmmende:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/29/sporene-er-skr%c3%a6mmende/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 30. januar 1981 / 9. årgang

Mogens Glistrup interviewes af Fremskridtspartiets landsformand V.A. Jakobsen i anledning af 10-årsdagen for den berømte Focusudsendelse

VAJ:

Nu da tiåret er gået, har du da på nogen måde fortrudt, at du trådte frem i Tv’s Focusudsendelse?

Mogens Glistrup:

Bestemt ikke. Det er jo så ganske klart gået, sådan som man måtte frygte i 1971. Derfor har Danmark hårdt brug for den fremskridtsbevægelse, der tog sit udgangspunkt den aften.

VAJ:

Det vil altså sige, at du ikke kunne forestille dig, at det kunne have været lavet på en anden måde?

Mogens Glistrup:

Det kan selvfølgelig altid laves på mange måder, men når man skal gennemføre, hvad der er realistisk at gennemføre, når man ikke har sit udgangspunkt hverken i et andet politisk parti eller i en organisation eller har penge og medier bag sig, så kan det vist faktisk ikke laves mere effektivt, end det blev.

VAJ:

Det vil altså sige, at du er godt tilfreds med, at det blev et selvstændigt parti – der var jo blandt andet også et oplæg overfor de Konservative?

Mogens Glistrup:

I 1971 sagde jeg, at der ikke er nogen som helst mulighed for et nyt parti for at sprænge spærregrænsen. For erfaringerne fra Christmas Møller, fra Knud Kristensen, fra Liberalt Centrum og fra mange andre tilfælde fortalte os, at det ikke kunne nytte noget at tro man varigt kunne starte et nyt parti. Derfor var mit svar ved den lejlighed jo ganske tydeligt, at kampen for de nye idéer måtte stå indenfor et af de fem partier, ligegyldigt hvilket.

VAJ:

Hvor længe tror du, det vil tage vælgerbefolkningen at indse de politiske forhold i dag?

Mogens Glistrup:

Hvis det er vælgerbefolkningens udvikling, der skal ventes på, så vil det tage et halvt hundrede år.

VAJ:

Hvad skal få folk til at se realistisk på forholdene?

Mogens Glistrup:

Sandsynligvis så er det, der sker, at Danmarks forhold m.h.t. at låne i udlandet bryder sammen. Enten som følge af et sammenbrud i det interne nationale banksystem eller som følge af, at der bliver så store et lånebehov fra udenlandske firmaer, at Danmark ikke kan låne. Og så bliver der jo ikke trængsel om at komme op på taburetterne og gennemføre den nødvendige politik, når man fra den ene måned til den anden skal tilbagebetale gælden. Jeg kan glimrende forestille mig, at vi med et Fremskridtsparti med måske 7 mandater kan styre dette land, således at der er 172 stemmer i Folketinget, som undlader at stemme.

VAJ:

Nu siger du et halvt hundrede år, men så vil vi jo være totalt socialiseret inden det tidspunkt, hvis det går som det går?

Mogens Glistrup:

Ja, men så må man tage udgangspunkt i ”som vil være til den tid”.

VAJ:

Hvad kan få vælgerbefolkningen til at se, hvordan det står til den tid? Jeg tænker på, om ikke et ikke-socialistisk samarbejde vil hjælpe?

Mogens Glistrup:

Det vil så ganske givet kunne hindre, at vi fortsætter med at gå tilbage. Men jeg tror ikke meget på, at vi med Venstre og Konservative vil kunne opnå, at vi virkeligt får skabt et godt og lykkeligt Fremskridts-Danmark, men selvfølgelig er et VKZ-samarbejde væsentligt bedre end en socialistregering, og derfor er det jo det nære mål, men når man ser på langtidsvisionerne, så er Venstre og Konservative jo ikke bedre end Socialdemokratiet. Men indenfor det kortsigtede da må vi da selvfølgelig arbejde på – med støtte fra Venstre og Konservative – få så mange fremskridtssynspunkter som muligt igennem, og det betyder selvfølgelig, at vi må gå på kompromis. Fordi man jo kan ikke forvente at få noget igennem uden at give indrømmelser til de andre.

VAJ:

Nogen beskylder dig for at stå i vejen for et sådant samarbejde. Hvad er din kommentar til det?

Mogens Glistrup:

Det tror jeg ikke, jeg gør. Hvis man skal have et samarbejde for samarbejdets skyld – altså som i VKR-tiden, hvor det bare gælder om at få ministertaburetter, og man ellers er ligeglad med, hvad det fører til, ja, så står jeg nok i vejen. Skal man have et samarbejde, så skal det være for at man derigennem kan opnå bedre vilkår for den danske befolkning. Ikke at man bliver som VKR-regeringen, der bare i nervøsitet for socialdemokraterne, af frygt for at tabe stemmer eller anseelse i medierne, render rundt og fører en endnu mere socialdemokratisk politik end socialdemokraterne selv gjorde.

VAJ:

Vil du i givet fald for sagens skyld – ikke for samarbejdets skyld – men for at få stoppet den fremadskridende socialisering – eventuelt træde lidt tilbage til konsulentens rolle?

Mogens Glistrup:

Det, det drejer sig om, er at der bliver bedre levevilkår for menigmand i Danmark, og personer er så flintrende ligegyldige. Min opgave er at være der, hvor jeg gavner levevilkårene for menigmand i Danmark bedst.

VAJ:

Man siger bl.a., at Fremskridtspartiets folketingsmedlemmer er fornuftige i udvalgsarbejde, men når de kommer tilbage i gruppen bliver de blokerede og deres arbejde bliver kuldkastet. Hvad er din kommentar til det?

Mogens Glistrup:

Det er noget rent og skært sludder, som man kun har opfundet fuldstændig ud af den blå luft fra Venstre og Konservativ side, fordi man på den måde tror at kunne finde en undskyldning overfor befolkningen for, at den hårdhændede måde, som Venstre og Konservative udelukkende i egen partiegoistisk interesse ønsker at holde Fremskridtspartiet ude på, ikke virker så pæn i befolkningens øjne. Derfor stikker de råt og brutalt sådanne nogle dundrende løgnehistorier.

VAJ:

Du bliver også beskyldt for ikke at være interesseret i at Fremskridtspartiet har en organisation. Hvad siger du til det?

Mogens Glistrup:

Det, som er målet, er at nå de politiske resultater. Organisationen kan kun være midlet, og derfor skal man hele tiden, når man taler om, hvordan skal organisationen tilrettelægges, så skal man gøre det udfra, hvad der bedst kan fremme det mål at give de bedst tålelige forhold for den menige dansker.

VAJ:

Jamen mener du ikke, at erfaringerne viser, at der i hvert fald skal en organisation til indenfor et parti?

Mogens Glistrup:

Organisation kan være så umådelig mange ting. For det første så er det jo et spørgsmål, og derfor må man i meget vidt omfang tage hensyn til, hvad folk nu er vænnet til. Der er så meget nyt, som man skal kapere indenfor fremskridtstanken, at man ikke på mindre væsentlige spørgsmål som dette om en organisation absolut behøver at få folk til at stejle vildt og voldsomt. For det andet, kan man selvfølgelig, såvidt man kan, bidrage med lidt hjælp og få organisationen gjort så effektiv som muligt til sit formål.

VAJ:

Når du siger underordnet spørgsmål, må jeg udtale mig totalt uenig med dig, og vil spørge, hvad der skal til, for at få dig til at skifte standpunkt?

Mogens Glistrup:

En sandsynliggørelse af, at fremskridtspolitikken vil få bedre kår ved at flytte flere midler og kræfter over til det organisatoriske.

VAJ:

Hvornår bliver din skattesag endelig færdig, tror du?

Mogens Glistrup:

Endeligt færdig bliver den vist først om 70, 80 år, når der er nogen, der virkeligt får den bearbejdet i form af en doktordisputats. Hvordan den afsluttes indenfor det embedsmandssystem, der kører den i øjeblikket, det afhænger af, hvad der findes politisk opportunt på de forskellige tidspunkter, og der kan jo komme mange svingninger i det politiske billede i de kommende år.

VAJ:

Regner du med, at vælgerne vil få lov til at bestemme, hvor længe du er i Folketinget?

Mogens Glistrup:

Under alle omstændigheder vil jeg så længe jeg mene, at jeg kan gøre gavn i Folketinget, søge opstilling, uanset om det sker fra et fængsel, eller hvor det sker.

VAJ:

Men hvis du sidder i fængsel, så er du jo ikke i Folketinget, og så kan det jo ikke være vælgerne, der får lov til at bestemme, om du skal være her, så er det retten og myndighederne, der afgøre det?

Mogens Glistrup:

Der er ikke noget, der forbyder en mand, der sidder i fængsel, at søge opstilling til et folketingsvalg, hvis der f.eks. er et parti, der vil opstille ham. Så kan vælgerne træffe deres afgørelse, og derefter er det rigtigt, at de politiske modstandere i Folketinget kan beslutte at smide manden ud igen, men det må de så gøre.

VAJ:

Du ligger ifølge pressen i modsætning til dine forsvarere. Hvorfor det?

Mogens Glistrup:

Fordi de er systemets folk. Igennem de 7 år, hvor de har fungeret, har de ikke bidraget til at få fremført de ting, som skal fremføres til støtte for mig, men de har fuldstændigt overladt anklagemyndighederne at føre beviserne på egen hånd, og man har ikke gjort noget som helst positivt. Da jeg så endelig mente, at der var mulighed for at få noget frem, så fik jeg at vide, at der måtte være nul beviser fra min side, fordi forsvareren ikke havde anmeldt det i tide.

VAJ:

Mener du, at du kunne have fundet nogen bedre?

Mogens Glistrup:

Jeg mener ikke, at jeg kunne have fundet nogen værre.

VAJ:

Du beskyldes tit for at være grov i dine udtalelser. Er det din natur eller din taktik?

Mogens Glistrup:

Jeg søger at sige sandheden ved enhver lejlighed.

VAJ:

Hvordan ser Danmark politisk ud den 30. januar 1991?

Mogens Glistrup:

Det afgøres udefra. Hvis man stadigvæk har overflod af udlånskapital, og man stadigvæk har det internationale banksystem fungerende, så har vi på det pågældende tidspunkt en regering Svend Auken.

VAJ:

Skulle du ikke slappe lidt af med dine mange forretningsmøder landet over? Jeg kan som landsformand være lidt ængstelig for, hvor længe du holder til det pres, som du udsætter dig for.

Mogens Glistrup:

Man må jo gøre sin indsats, medens mulighederne er der. Det vil dog være sørgeligt, hvis man nu havde slappet af og sagt, at nu skal jeg nok gøre en indsats om 10 år, og så fik en tagsten i hovedet, når der var gået 9 år.

VAJ:

Held og lykke – ikke med tagstenen, men med arbejdet.

Mogens Glistrup:

Tak.

Læs også: Glistrup om Glistrup-sagen:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/de-fortiede-skandalers-sag/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 31 / 11. september 1981 / 9. årgang

Hvad tænker vi på?

Danskere mener noget om alt, men har ikke en bestemt mening om noget. Alle udtaler sig om alt, som egentlig ikke vedkommer dem, og som de ikke har forstand på. Er vi blevet så sløve, fordi intet hjælper, at vi ikke gider reagere alvorligt? Er vi blevet så vattede, at vi bare sluger alt det, man fylder i os, overdrivelser, halve sandheder o.s.v., uden nogen gør virkeligt oprør. Pæne politikere udtaler deres uforgribelige meninger om dit eller dat med tilpas skelen til deres partiinteresser. Endelig ikke sige noget så kontant, at det senere kan skade et eller andet politisk samarbejde.

Lad mig nævne et eksempel. Forrige weekend hørte vi næsten kun om Smedeforbundets kongres. Radioen citerede i hver nyhedsudsendelse, hvad en eller anden tilfældig afdelingsformand havde sagt. Hvad rager det resten af befolkningen? Den ”berømte” formand Georg Poulsen gik i sin uforgribelige visdom ind for større, kontante tilskud til arbejdsgivere, som ville tage folk i arbejde. Jamen det er da det arbejdsgivere også er til for. Men arbejdsgivere vil meget hellere have så sundt et erhvervsliv, at de ikke behøver tilskud. Et andet hovedtema på den meget omtalte kongres var den ”epokegørende” nyhed til den undrende, at man ved næste overenskomstforhandling som hovedkrav ville have 35 timers arbejdsuge og længere ferie for at få flere i arbejde. Hvad er det dog for noget forfærdeligt sludder, for de skulle naturligvis have samme løn for mindre arbejde.

Ethvert fornuftigt menneske kan da indse, at det vil betyde dyrere varer og flere arbejdsløse. Arbejdsgiverforeningen og den traditionelle top hos Konservative og Venstre, som man altid spøger, tog høfligst afstand fra forslagene. Hvorfor siger man ikke ligeud, at det er den rene idioti, så længe vi har kæmpeunderskud og en fantastisk statsgæld?

Brave fagforeningsfolk medvirker til at ødelægge det erhvervsliv, også de skal leve af. Samtidig forhøjes den maksimale understøttelse til 45,45 i timen, så de, der ikke bestiller noget, får en ”lønforhøjelse” der er kr. 2,55 større, end de lavtlønnedes forhøjelse pr. 1 oktober. Imens prædiker arbejdsministeren om kunstig ”jobskabelse” og 28.000 flere beskæftigede i den offentlige sektor i 1982.

Hvad tænker man dog på? Lighed er sundt, men ikke dersom vi alle skal gøres til fattiglemmer.

Fremskridtspartiet arbejder for at gøre folk rigere, så bliver alle gladere, og det kan nok gøres nødig.

J. D. Lawaetz

www.frp.dk

Læs også: Et stærkt Danmark:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/30/et-st%c3%a6rkt-danmark-2/