I understand the emotion Cynic is expressing here.

He is frustrated at the so called “Troop loving” Tories using the good name of our armed forces to slander a good man and to refuse to actually get to the facts about who in our government thought it would be okay to hush up a policy lapse that allowed our military forces in Afghanistan to hand over detainees to be tortured.

I am frustrated that the Conservative Party of Canada also thinks so little of our international reputation and our armed forces that it is willing to put our nation’s lives at risk by being a bunch of cowardly curs that it cannot hold an inquiry into determining how we can prevent such a mistake from happening in the future.

I’ve worked for government and oversights occur. They are generally not intentional. But when a cock up happens it needs to recognised and rectified. If someone was deliberately negligent then they need to be dealt with as the law demands. If it was a genuine oversight then we need to learn from it, not sweep it under the carpet.

The point where I would take issue with CC is in his advocation of collective punishment to those identified in this paragraph (my emphasis):

Because the Stephen Harper Party of Canada has no interest in an investigation. Or a public inquiry. And in refusing to figure who is responsible, Canada’s Conservatives have implicitly condemned everyone in uniform to being a war criminal.

I know that anybody with a commission below a Major and any Soldier below a Senior Warrant Officer is highly unlikely to be involved in policy decisions or even have knowledge of how their Allies operate. This means that all of those folk in uniform that are outwith the exception above cannot be held responsible for the policies of those within them. CC continues:

Is that fair? Probably not. But there are lots of occasions where guilt has to be a collective thing. If you can’t punish the actual lawbreaker, sadly, everyone’s going to pay the price

You even recognised that collective punishment is wrong.

It fucking is! End of chat.

If you cannot identify who is culpable then you cannot punish. “Innocent until proven guilty” is the way of all decent and honest folk. It’s what separates the Western Common Law from arbitrary retribution.

Our people deserve the same standards as Omar Khadr and his inmates at Guantanamo (even though the US won’t give them that). Habeus Corpus is not an empty promise and everyone in our society (or subject to it) is entitled to it. Your are not guilty of anything until you have been shown to have been guilty beyond a reasonable doubt.

Finally:

Either the rot in Canada’s military is located and removed, or it’s all rot. There is no door number three.

This sounds too much like “you are either with us or against us.” Hardly anything is that simple and this topic is no where near being close to being include in that “anything.”

CC you are so wrong on this one.

Das als Titel formulierte Motto eines Transparents gegen den Burschenschafts-Kommers kann mich nicht ganz begeistern. Mag ich doch beides nicht besonders. Allerdings find ich Burschenschafter dann doch etwas rechtsdrehender als Orangensaft. Aber egal: Einige hundert Menschen demonstrierten gegen den Festkommers in Wien. Hinter dem Rathaus mit der Aktion “Wiener Lichter”, dem Versuch eines Lichtermeers, der aber dann doch nur ein Lichterteich war. Ganz unbeeindruckt blieben aber die Tausenden Besucher des Christkindlmarkts. Vielleicht ist es ja auch ein politisches Statement: “Glühwein statt Rechts-Sein”.

Aufgerufen worden war auch dazu, Kerzen in die Fenster zuhaus gegen die “dunkle Vergangenheit” zu entzünden. Am Ring war ein Demo-Zug unterwegs, bei der auch die Audimax-Besetzer eine große Abordnung stellten: “Unis besetzen – Nazis räumen” war ihr Motto. Die Polizei hat das mit ihrem massiven Aufgebot allerdings nicht unterstützt. Sondern die Burschenschafter-Veranstaltung geschützt. Wien bleibt eben Wien.

>>Hier gibts mehr Bilder

- Sa fiu cetatean (sensul acesta pe care romanii nu prea il stiu);

- Sa votez un necomunist, un om care nu a avut legaturi si nu a fost promovat de PCR (nici el, nici familia apropiata). Dintr-o data ii exclud pe principalii 2 concurenti cu sanse de a fi Presedintele Romaniei.

- Sa votez un om care nu m-a scarbit inca si care sa poata reprezenta cu brio Romania in cadrul comunitatii internationale, sa incerce sa construiasca mentalitati noi si sa le darame pe cele cultivate in ultimii 20 (+ 50) de ani;

- Sa votez pentru un posibil viitor (mai bun al) meu si al oamenilor din jurul meu;

- Sa pun un microfon si un GPS cu transmitator pe unde scurte, impaturit in buletinul de vot, ca sa aud ce se discuta si ce se intampla cu acestea .

Votez, la fel ca si la alegerile trecute, in speranta ca acesta nu va fi ultimul meu vot ca roman traind in RO.

I går var der kommunalvalg overalt i Danmark, og det burde jeg vel egentlig gå mere op i. Men når SF kan hoppe i seng med DF og Bondam laver samme trick, så kan jeg mærke min lyst og vilje til at deltage i den demokratiske proces langsomt sive ud af mig. Sig til når der rent faktisk kommer en reel sammenhæng mellem hvem vi stemmer på og hvem der bliver valgt, så mærker du hurtigt min interesse stige igen.

Så ovenpå at være decideret über-skuffet over al det valgpis, på trods af en lovende rød fremgang i helhedsbilledet, så vil jeg derfor i stedet hellere snakke om det musik, jeg går og hører for tiden. Fordi det hopper ikke i kanen med mine ærkefjender. (Som regel.)

Rewiring Genesis
A Tribute to The Lamb Lies Down on Broadway

Min faste læserskare på cirka tre mennesker ved alle sammen, at Lamb Lies Down er min yndlings Genesis-plade. Nu har trommeslageren Nick D’Virgilio — fra Spock’s Beard, et prog-rock band, jeg kun kender ved navn — sat sig for at genindspille hele dobbelt-skiven, hvor han har fjernet al keyboard og erstattet det med ‘rigtige’ instrumenter, dvs. fløjter, messinginstrumenter, harmonika, osv.

Hans claim to fame er, at han allerede har spillet albummet én gang, da Kevin Gilbert satte sig for at opføre det til ProgFest tilbage i ‘94. (Det var selvfølgelig før Kevin blev fundet død med et reb om halsen og hans pik i hånden.) Nicky-drengen har også siddet i Genesis’ egen trommestol, men det var som erstatning for Phil Collins, og dén periode er der vist ikke så mange, der ser tilbage på med nostalgiske tårer dryppende ned ad kinderne.

Anyway, hans genindspilning er rent faktisk rigtig god. Den lugter lidt af Andrew Lloyd Webber-kærlighed til tider — mest fordi de fantastiske synthesizer-soloer, som fyldte det meste af lydbilledet på Genesis-originalen, som sagt bliver spillet af orkesterinstrumenter — men den er overraskende tro mod originalen. “Hvid Nickolade” både trommer og synger, og selv om han ikke har Peter Gabriels vrede kant, så kan han i hvert fald sagtens synge. Hans trommespil, derimod, lægger sig så tæt op af Collins’ trommer fra 70′er-skiven, at det næsten lyder som Collins’ egne trommer — bortset fra den ikoniske “Carpet Crawlers”, som af uransagelige grunde er blevet super-simplificerede. Og de var ellers ikke skide udfordrende i forvejen.

Der er enkelte overraskelser undervejs: for eksempel er “Hairless Heart”, som var min personlige yndlingsmelodi på hele pladen, blevet omskrevet til en midnight-jazzet affære … og det lyder umiddelbart som en helt forfærdelig idé (det gjorde det i hvert fald for mig før jeg hørte det) … men det fungerer eminent! Mindre glad er jeg for den nærmest a-capella-agtige omskrivning af “Grand Parade”, men fuck, hvad gør man ved en sang, der på originalen nærmest er én lang Brian Eno-masturbations-maraton, når man ikke må bruge synthesizere eller keyboards?

Jeg foretrækker nu stadig originalen, men jeg synes genindspilningen er et imponerende stykke værk. Super-kompetent spillet, og meget ærbødig overfor originalen, men med nogle interessante genfortolkninger hist og her. Men den vil nok ikke sige folk, der ikke har hørt eller synes særlig godt om originalpladen fra 70′erne, særlig meget.

Sybreed
The Pulse of Awakening

Jeg har altså en svaghed for den afdeling af metal-genren med det mest fjollede, 90′er-pastiche’de navn: cyber-metal. En idé født tilbage i starten af 90′erne, hvor du tager speed/thrash-metal og smasker det sammen med en masse blip-blop synthesizere, keyboardflader og computer-beats. Hvis man bare kender lidt til den hårde afdeling af musikken, så kender man f.eks. Fear Factory, som i mine øjne kom til at opfinde genren nærmest ved et tilfælde (fordi de kendte Rhys Fulber, og han kedede sig), men der er også norske Kovenant, amerikanske Spineshank og danske Mnemic indenfor genren.

Sybreed er en flok unintentionally hilarious gutter fra Schweiz (!), der spiller uforfalsket balls-to-the-wall cyber-metal. De er lidt ovre i Mnemic-afdelingen, hvor det handler om at være 50% “vi ville ønske, vi var Meshuggah” og 50% “vi ville ønske, vi var Fear Factory”. Sybreed gør et stort nummer ud af, at deres riff skal fremstå som super-tekniske — men alligevel kører de alle sammen i 4/4. Deres forsanger kan både skrige og synge rent, men han har også verdens mest distraherende accent (men har alligevel valgt at synge på engelsk), som bare gør det pisse-sjovt at høre ham synge om verdens forfald og hans egen usle tilstand når han ikke kan udtale ordene rigtigt.

Til gengæld er de pisseforelskede i deres synthesizer, og de forstår virkelig at integrere computeren og de andre instrumenter. Faktisk til det punkt hvor det hele næsten ender med at lyde computerskabt. Det er efter min mening kun Spineshank, der havde samme ambition med at opnå total computer/menneske-synergi i deres musik, og det skal de have ros for.

Mindre ros skal de til gengæld have for at ofre “den gode melodi” på baggrund af deres aaaaalt for store fokus på “se, mor, jeg kan spille off-beat på dobbeltpedal!” og bizarre breaks, hvor computeren tager helt over. Og nej, det ville ikke bekymre mig, at de ikke kunne skrive en god melodi, hvis ikke det var fordi, at de konstant lægger op til at “nu kommer det store omkvæd – get ready, fellas!” — og så fyrer han en ret forglemmelig passage af med langstrukne, rene toner, som man har glemt 30 sekunder senere. Det er lidt som at få et blæs med bind for øjnene, få revet bindet af to sekunder før udløsning og opdage, at man egentlig bare har en rusten, gammel Nilfisk om pikken.

Men hvis man overlever de første par numre bliver albummet faktisk gradvist bedre, og jeg skal da lige give det en håndfuld gennemlytninger til før jeg afskriver det totalt. Forrige Sybreed album havde også sine øjeblikke, som jeg kunne finde på at sætte på i en stille “jeg vil være teenager igen”-stund.

Og albummet bliver væsentligt bedre at lytte til hvis man lægger det på sin iPod og sætter sig foran i en metrovogn! I’m just saying.

The Devin Townsend Project
Addicted

Hevy Devy har fået en fed idé. I stedet for at lave et nyt album under eget navn, hvor han prøver at klemme alle sine mange musikalske ideer ned på én skive, så har han i stedet lavet det ultimative opdelings-projekt. Han laver fire plader, og hver plade er et musikalsk udtryk. Første skive var Ki, som var pænt afdæmpet og havde en nærmest “jamming-in-the-studio” agtig fornemmelse over sig.

Næste skive, derimod, er hans “party-plade”, og den hedder Addicted. Det er hans “four-on-the-floor” skru-op-for-guitaren og sving-med-nakken plade, hvor der ikke spares på hverken de store guitarer, de mange tonstunge synthesizere, de mulliarder af vokale overdubs, og specielt ikke de enorme mængder reverb, som er Devin’s velkendte produktionstrademark.

(Næste skive igen bliver så hans super-tekniske jeg-skal-give-dig-polyrytmik-skal-jeg metal-plade, og sidste plade i rækken bliver en ambient-skive.)

Og pladen gør lige præcis det, den lover. Den er ikke noget, man sætter sig ned og lytter intenst til (selv om der er rigtig mange detaljer at lytte efter). Det er en party-plade med iørefaldende hooks og masser af det der FUN!-element, som alle går og siger, de har, men ikke kan levere.

Og ja, så har han Anneke fra tidl. The Gathering med som underbyggende vokalist, men heldigvis har hun god stil nok til ikke at trække hele molevitten i en decideret uønsket Within Temptation/Lacuna Coil-agtig drejning. Hun holder sig pænt i baggrunden, og sådan skal det også være. Med undtagelse af genindspilningen af Ziltoid-nummeret “Hyperdrive!”, hvor hun får lov at tage front-vokalen — hvilket hun faktisk gør imponerende godt — og stadig uden at være overteatralsk og irriterende, som førnævnte bands.

Jeg mærker en vis gennemgående musikalsk rød tråd i pladen, men jeg kan ikke helt regne ud om det er med vilje, eller bare manglende inspiration. Omkvædsmelodien fra sidste nummer dukker op af og til i andre numre — tydeligst i første nummer — så jeg mistænker det selvfølgelig for at være en slags tematisk rød tråd for os, der har så lidt liv tilbage i os, at vi lytter efter den slags. Men så undrer jeg mig over hvorfor den ikke er mere udpræget til stede, for når det er så underspillet, så har det altså også den ikke-så-heldige effekt, at nogle af numrene begynder at lyde lidt ens. Bevares, vi taler ikke Slayer-ens, hvor hele pladen kunne være ét langt nummer uden man lagde mærke til det, men numrene låner lidt rigeligt inspiration fra hinanden.

Men det er virkelig petitesser. Addicted er den bedste plade, jeg har hørt i år, og jeg glæder mig til at næste afkom i denne firlingefødsel dropper ud.

Der ÖVP ist ja nichts zu blöd, um ihre junge Klientel – das sind die mit der “abgeschleckten” Frisur – zu bedienen. Und weil der Sepp Pröll jetzt ganz aufs Internetz und auf Netz  2.0 setzen will, haben die Herren in Schwarz geglaubt, dass sie mit der Suche nach Österreichs “Superpraktikant” voll durchstarten und punkten können. Das funktioniert vielleicht beim Jugendfunktionär 1.0 aus der Jungen ÖVP, woher gleich einmal größtes Lob und Unterstützung kam, aber nicht beim Rest der Jugend.

Da dachte man sich: Wir kupfern mal vom RTL-Pendant “Supertalent” ein Stückl vom Namen ab, weil solche Casting-Shows ja so gute Einschaltquoten bei den Jugendlichen haben. Aber es wurden grobe Fehler gemacht: Die Jungen aus der Parteibasis sind immer schmähstad, die Jugendlichen, die man erreichen will, nämlich junge Neuwähler fühlen sich durch die Wahl des Wortes “Praktikant” ziemlich vor den Kopf gestoßen. Denn: Tausende junge Menschen absolvieren jedes Jahr so genannte Praktika. Viele davon finden ohne Verträge statt, haben unklare Arbeitszeiten und werden nicht oder nur sehr schlecht bezahlt.

Schlecht kam auch an, dass die ÖVP das Praktikum nicht geschlechterneutral ausgeschrieben hat. Die Internet-User waren schnell und haben in Windeseile eine Schmäh-Homepage namens “Bist du Österreichs Vizekanzler” erstellt.

Vollkommen ins Auge gegangen ist die Mobilisierung der Jungen mit der “abgeschleckten” Frisur, nicht umsonst sind auf den vorderen Rängen eine Journalistin vom Falter, ein Clown und ein Werber. So sehen für Pröll also Praktikanten aus?

Blöd halt, dass die SPÖ sich in Schockstarre befindet – nur nichts falsch machen, sonst könnte man ja Wähler verlieren. Diese Super-Praktikant-Sache hätte sonst ja schön und virtuell torpediert werden können von den Jungen Roten – aber die haben sich ja auf Faxwahlen beim ORF spezialisiert.

Nicht um Schmähungen verlegen ist man auch bei den Audimax-Besetzern. Sie kreierten einfach die Wahl zum “Super-Wissenschaftsminister”. Der Gewinner wird zwar nicht fürstlich entlohnt, soll aber auch nicht leer ausgehen: Eine Woche Übernachtung im Audimax inklusive Halbpension wartet auf den Sieger. Auf der Homepage kann man jetzt zwischen Tintifax und Chuck Norris wählen. Wobei Chuck Norris einfach einmal Knackwatschen austeilen will im Wissenschaftsministerium.

Könnte man sich auch vorstellen für den Entwickler des VP-Castings.

Wer noch immer nicht genug hat: Hier gibts die Bilder zu den Aktionen

Bla bla Sundhedsstyrelsen spiller for galleriet og lader som om hash er skadeligt bla bla bla Microsoft tuder fordi de ikke vil indrømme, at deres Office er noget lort wah bla blu bla Jesper Bay har stadig ikke styr på hvordan internettet fungerer hubli bubli wubli på trods af Obama kører USA stadig neandertalsk “øje for øje”-stil og bruger resterne af WTC til at bygge et fucking krigsskib bla bla bla bla Bill O’Reilly er en pik.

Alt det vidste vi nok godt i forvejen.

Hvad vi ikke vidste var, at Alchemy skal til at indspille sin første musikvideo til “The Talent Show”. Jeg glæder mig! Vi holdte første møde desangående i fredags, og i slutningen af denne måned skal vi ud og ’scoute locations’ i og omkring vores gæstevokalists hus. Jep, det bliver low-budget på den harske måde, og det kan vi lide.

Knap så fedt var deltagerantallet til dette første møde — fra bandet dukkede kun den ene guitarist op, foruden instruktøren og gæstevokalisten — men jeg ser positivt på det, og håber ikke, det bliver en trend. Vores nye trommeslager lægger i øvrigt stærkt ud ved at melde fra halvanden time før mødet med en erklæring om, at han var begyndt at kaste op i stride strømme. Vores forrige trommeaspirant lagde ud med at køre mig over med hans bil. Det er den omvendte Spinal Tap, det her.

“Hvorfor overhovedet en musikvideo?” spørger du måske, og det er et godt spørgsmål. Det er ikke for at erobre Boogie-listen eller noget tilsvarende stupidt; så blåøjet er jeg bestemt ikke. Det er mere fordi a) det er sjovt, og b) folk behøver ikke at kunne lide musikken for at sende en video videre til deres venner — og det visuelle medie er som regel godt til at få opmærksomheden op at ringe hos folk, der normalt ville være ligeglade. Viral marketing, folkens.

(Men jo, det er nok mest af førstnævnte grund, vi gør det.)

Nu krydser jeg bare fingre for, at jeg kan tromme samme entusiasme op i resten af bandet som guitar-Jesper og jeg har.

I know I’m no economist, but when the Dow Jones is back above 10,000 and the jobless rate exceeds 10% at the same time, it seems to me that this economic recovery plan only benefits one group of people.

And it’s this one group of people that the government has seemed concerned with for the last several rears.

It strikes me as amazing, astounding even, that the government is so willing to slash Medicare, so against distributing health care to its citizens, so overly concerned with protecting the private sector.  This is a public crisis, and yet, the only ones benefiting from any actions taken by the government in its attempt to revitalize the economy are the rich.  And no surprise, it is failing.

The time has come to stop waiting for the benefits to trickle down to the lesser masses and to start making sweeping changes to the financial system of this country.  It is time to follow the example set by certain European nations who have already begun to experience economic reovery and growth.

It is time to stop letting big business profit from the loss of the smaller man.  It is time to reverse the fortune, time to start pumping financially into the lower classes what they’ve lost in these dark times.

it is time for a New Deal.

“Aktionstag” der Studenten in Wien: Ist gar ein bissl “zach” angelaufen. Am Abend sinds dann aber doch noch an die 10.000 Teilnehmer bei der Kundgebung vor der Stadthalle geworden. Wie immer seit der Audimax-Besetzung hat das ganze neben dem Transport der Forderungen auch sehr viel an Feel-Good transportiert. Obwohl man sich gar nicht so gut fühlt im Uni-Betrieb.

Erwartet worden war allerdings, dass sich viel mehr Menschen beteiligen. Man hatte nicht den Anschein dass die Uni brennt (so wurde die Aktion am Anfang ja benamst), aber ein Feuer lodert schon noch. Glutnester sind noch vorhanden. Ob das Feuer jetzt ausgeht, wird sich zeigen. Aber gar nicht so einfach: Auf Wochen hinaus immer die Aufmerksamkeit auf sich ziehen und immer wieder Massen zu mobilisieren ist ziemlich schwierig. In der Zwischenzeit können die Politiker das ganze dann “aussitzen”. Und dann wieder davon reden, dass ja nur die Internet-Generation auf die Straße gegangen ist. Stimmt in dem Fall ja auch. Aber inzwischen sind wir alle die Internet-Generation.

>>Viel mehr Bilder gibts hier

Cute’s good. But cute only lasts for so long, and then it’s, Who are you as a person? That’s the advice I would give to women: Don’t look at the bankbook or the title. Look at the heart. Look at the soul. Look at how the guy treats his mother and what he says about women. How he acts with children he doesn’t know. And, more important, how does he treat you? When you’re dating a man, you should always feel good. You should never feel less than. You should never doubt yourself. You shouldn’t be in a relationship with somebody who doesn’t make you completely happy and make you feel whole. And if you’re in that relationship and you’re dating, then my advice is, don’t get married. Get out of it and find that person that brings you complete and utter joy with who you are at the moment.

Will this be the real armageddon?