ΕΛΛΗΝΙΚΗ ΕΝΩΣΗ ΓΙΑ ΤΑ ΔΙΚΑΙΩΜΑΤΑ ΤΟΥ ΑΝΘΡΩΠΟΥ                                        
ΕΛΛΗΝΙΚΟ ΣΥΜΒΟΥΛΙΟ ΓΙΑ ΤΟΥΣ ΠΡΟΣΦΥΓΕΣ
ΟΜΑΔΑ ΔΙΚΗΓΟΡΩΝ ΓΙΑ ΤΑ ΔΙΚΑΙΩΜΑΤΑ ΠΡΟΣΦΥΓΩΝ ΚΑΙ ΜΕΤΑΝΑΣΤΩΝ
ΔΙΕΘΝΗΣ ΑΜΝΗΣΤΙΑ
PRAKSIS
ΟΙΚΟΥΜΕΝΙΚΟ ΠΡΟΓΡΑΜΜΑ ΠΡΟΣΦΥΓΩΝ

ΥΠΟΒΟΛΗ ΥΠΟΜΝΗΜΑΤΟΣ ΣΤΗΝ ΕΥΡΩΠΑΪΚΗ ΕΠΙΤΡΟΠΗ ΑΠΟ ΕΛΛΗΝΙΚΕΣ ΜΗ ΚΥΒΕΡΝΗΤΙΚΕΣ ΟΡΓΑΝΩΣΕΙΣ ΓΙΑ ΠΑΡΑΒΙΑΣΗ ΤΗΣ ΚΟΙΝΟΤΙΚΗΣ ΟΔΗΓΙΑΣ ΠΟΥ ΔΙΕΠΕΙ ΤΗ ΔΙΑΔΙΚΑΣΙΑ ΑΣΥΛΟΥ

Στις 30 Ιουνίου 2009 δημοσιεύτηκε στην Εφημερίδα της Κυβερνήσεως το Προεδρικό Διάταγμα 81/2009 με τίτλο: Τροποποίηση π.δ. 90/2008 «Προσαρμογή της ελληνικής νομοθεσίας προς τις διατάξεις της Οδηγίας 2005/85/ΕΚ του Συμβουλίου της 1ης Δεκεμβρίου 2005, σχετικά με τις ελάχιστες προδιαγραφές για τις διαδικασίες με τις οποίες τα κράτη μέλη χορηγούν και ανακαλούν το καθεστώς του πρόσφυγα».

Οι ρυθμίσεις του ΠΔ προκάλεσαν τις αντιδράσεις θεσμικών οργάνων, όπως της Εθνικής Επιτροπής για τα Δικαιώματα του Ανθρώπου και του Ελληνικού Γραφείου της Ύπατης Αρμοστείας του ΟΗΕ για τους Πρόσφυγες και πολλών μη κυβερνητικών οργανώσεων διότι επέφεραν σημαντικές επί τα χείρω αλλαγές στη διαδικασία ασύλου. Οι κυριότερες εξ αυτών είναι:

• α) Η μεταβίβαση της αποφασιστικής αρμοδιότητας επί των αιτημάτων ασύλου στους κατά τόπους Αστυνομικούς Διευθυντές.

• β) Η διεξαγωγή της συνέντευξης του αιτούντος ασύλου από γνωμοδοτική Επιτροπή αποτελούμενη σχεδόν αποκλειστικά από δημοσίους υπαλλήλους ήτοι δύο αξιωματικούς της ΕΛΑΣ, έναν υπάλληλο της Υπηρεσίας Αλλοδαπών και Μετανάστευσης της οικείας Περιφέρειας και έναν εκπρόσωπο της Ύπατης Αρμοστείας για τους Πρόσφυγες. Επισημαίνεται ότι η Ύπατη Αρμοστεία ανακοίνωσε την άρνησή της να συμμετάσχει στις εν λόγω επιτροπές, θεωρώντας ότι οι αλλαγές που υιοθετήθηκαν δεν εγγυώνται μία δίκαιη και αποτελεσματική διαδικασία ασύλου.

• γ) Η κατάργηση του δεύτερου βαθμού εξέτασης από την Επιτροπή Προσφυγών με συνέπεια η αίτηση ακύρωσης ενώπιον του Συμβουλίου της Επικρατείας να απομείνει το μόνο μέσο προσβολής των απορριπτικών αποφάσεων επί των αιτημάτων ασύλου.

Οι οργανώσεις μας, θεωρώντας ότι οι ρυθμίσεις αυτές, όχι μόνο δεν βελτιώνουν μία ήδη προβληματική κατάσταση, αλλά αντιθέτως δημιουργούν ακόμα σημαντικότερα εμπόδια στη διασφάλιση μίας δίκαιης και αποτελεσματικής εξέτασης των αιτημάτων ασύλου, κατά παράβαση και της σχετικής κοινοτικής οδηγίας 2005/85/ΕΚ, αποφασίσαμε να αποστείλουμε υπόμνημα στην Ευρωπαϊκή Επιτροπή, εκθέτοντας αναλυτικά τις απόψεις μας για τα σημεία του ισχύοντος θεσμικού πλαισίου που δεν συνάδουν με το ευρωπαϊκό δίκαιο.

Η κίνηση αυτή ευελπιστούμε να αποτελέσει το έναυσμα για τις αναγκαίες διορθωτικές κινήσεις, σύμφωνα άλλωστε και με τις εξαγγελίες της νέας κυβέρνησης, ώστε να αποκτήσουμε πλέον ένα αποτελεσματικό σύστημα ασύλου, συμβατό με τις διεθνείς υποχρεώσεις της Χώρας.

Øvelse må til

“Ja, men” vil du nå innvende, “hvorfor alt dette oppstyret om ”mindfulness”? Hvorfor øver og  mediterer så mange mennesker, og også så mye?”

Riktignok stemmer det at man uten problemer „bare kan være”  noe oppmerksom, men  uten praksis er denne oppmerksomheten kun svak, porøs og kortpustet. Du kan si, at å gå, å kjøre, eller løpe kan (nesten) alle, men kun ved å praktisere, kan du gå lange strekningerr eller løpe raskt.

Så hvis du vil ha rådighet over en god oppmerksomhet, så fører ingen vei forbi en praksis med å øve regelmessig. Du ville jo f.eks. ikke delta i Boston maraton uten regelmessig trening.

La oss fastholde:å være litt oppmerksom kan enhver, men å være meget oppmerksom, til det trengs det mye trening.

Men hvorfor?

“Ja, vel,” sier du kanskje, ”det har jeg forstått, men lønner det seg i det hele tatt å øve og trene? Når jeg trener for Boston maraton så merker jeg at jeg blir i form. Hvis jeg to ganger i uken går i et treningssenter, så ser jeg hvordan musklene blir sterkere, og hvordan laget  av fett minker. Men hvordan er det med oppmerksomhet? Lønner det seg å trene? Hva kan jeg forventer meg? Jeg gjør jo ikke dette for å ha det gøy! “

Her er en god nyhet og en dårlig nyhet.

Først den gode: Det finnes en rekke vitenskapelige studier (og deres antall er økende), som finner den ønskelige effekten på det fysiske og psykiske nivå. Det interessante er, at det gjelder alle slags problemer, lidelse og svakheter: fra hudsykdommer til kroniske smerter, til depresjoner, til stress og spiseforstyrrelser. Mange psykoterapeuter ser forøvrig oppmerksomhet  som en viktig del av behandlingen sin.

Dette bringer oss også til de dårlige nyhetene: Ikke tro på vitenskapelige studier. Tro ikke på psykoterapeutene. Men tro heller ikke på guruene. Hvis du er interessert, så er det kun én måte: Prøv det ut selv.

Naturligvis finnes det selvfølgelig en rekke (selverklærte) guruer, helgener og andre velgjørere som hopper på ”hurtigtoget” (eller hevder de selv er ”hurtigtoget”) og som lover en rask vei til lykke.

Prøv det ut

Hvis du er interessert, finnes det kun en vei og det er selv å prøve det.
Hvis du har på følelsen av, at dette kan være noe for deg, da nærm deg dette på en rettferdig, nøkternt og rasjonell måte: Velg et egnet program, f.eks Vipassana meditasjon, ”Mindfulness Based Stress Reduction” (MBSR). Se om det som blir sagt og gjort der er logisk, rimelig og konsistent, og deretter praktiserer du en tid disiplinert dette.

Si ikke, jeg prøvde det i går, men det fungerte ikke. Du må praktisere det disiplinert en tid – to til tre måneder. Deretter kan du trekke en konklusjon, om noe har forandret seg – til det bedre.

Dette er oppmerksomhet : Egne erfaringer, uten å være forutinntatt.

Relatert lesning:

Holmer,Titti, Lycka nu – En praktisk guide i mindfulness
Kabat-Zinn, Jon. Vart du ängår du där
Nhat Hahn, Thich, Das Glück einen Baum zu umarmen
Nhat Hahn, Thich, The Mirackle of Mindfulness
Nilsonne, Åsa, Mindfulness i hjärnan
Palmkron, Ragnar, Börja öva mindfulness
Romhardt, Kai, Slow Down Your Life
Schenström, Ola , Mindfulness i vardagen
Tolle, Echart, Lev her og nå
Tolle, Echart,Det er nå du lever
Wilson, Paul, The Quiet
Wilson, Paul,Instant Calm
Wilson, Paul,, Calm at Work
Wilson, Paul, Calm for Life
Wilson, Paul,, Balance Work Life
Wilson, Paul,  The Calm Technique

Del på bloggen

(Efter Amida Buddha praksis)

Meditation i uvejret fortæller mig at jeg også er af regnen, uanset hvor meget jeg kæmper i mod det. Så jeg kan lige så godt stoppe kampen…….

I dag er det et år siden jeg tog den buddhistiske tilflugt. Det var en stor dag for mig, fordi jeg aktivt havde valgt at nu ville jeg hellige mig Buddhaens lærer og prøve den af i mit liv og nu ville det blive et officielt valg for mig. Det var på mit andet retreat og det var en dejlig fredag eftermiddag. Jeg havde glædet mig meget til at få mit dharmanavn, (efter at være lovet navnet Dog breath af min sensei   ), blev jeg SÅ glad for mit smukke navn med den smukke betydning udvalgt til mig. Senshin betyder Hengivent Hjerte og jeg elsker det navn og  kunne ikke ønske mig noget andet!

Den Trefoldige Tilflugt beskrives nogen gange som den Buddhistiske trosbekendelse, eller som det, der gør en Buddhist til Buddhist. Selve den ‘officielle’ tilflugts-ceremoni foregår ved at den lærer man vælger, giver en tilflugt. Der er ikke tale om en egentlig konvertering, og der er grundlæggende ingen sekteriske overtoner. Nogle har taget tilflugt, eller har planer om at gøre det – andre er ligeglade.

Personlig synes jeg at en tillugt skal tages efter en moden overvejelse.  Jeg synes at et vist kendskab til buddhismen og en fast personlig praksis er et must. Hvorfor tage en beslutning hvis den er taget på et tyndt grundlag og man risikere at fortryde kort efter. Når man tager tilflugt er det et løfte til sig selv om at afprøve Buddhaens ord i hele sit liv. Hvis man “bare” ønsker at meditere engang imellem og godt kan lide hvad Dalai Lama står for, så er en tilflugt måske ikke en nødvendighed.

Hvis du vil vide mere om hvad en tilflugt er, så kan du læse mere på Shokens side her

(Billedet er fra en tilflugtsceremoni i Lotus Sanghaen)

Jammen på tide med en oppdatering her nå syns jeg! Siden sist har det skjedd litt av hvert, blant annet dette:
Jeg har spilt på korets 30- årsjubileumskonsert (litt svart bilde der ja, så du får bare ta meg på mitt ord )
Jeg har hatt svineinfluensa (bildet under har forsåvidt ikke noe med saken å gjøre, men følte jeg måtte illustrere at årets første kakemann er fortært (veldig god) )

Og pga sistnevnte sykdom gikk jeg glipp av den siste praksisuka mi… Noe jeg synes er både trist og kjedelig. Trist fordi det var så utrolig moro og spennende å være i praksis på ungdomsskolen (i verdens herligste klasse! *subjektiv*), og kjedelig fordi jeg må ta igjen de dagene jeg var borte, mest sannsynlig i eksamensperioden. Ikke misforstå, jeg har VELDIG lyst til å komme tilbake til Kruseløkka og praksis i 10. klasse, men eksamensperioder er kjent for å være “litt” hektiske… Men men, sånn kan det gå! (Hersens svineinfluensa!!!)

Men mens jeg har vært hjemme og blitt frisk har jeg rukket å lese mye av pensum da. Så nå er det ikke mange sidene igjen, så er jeg klar for repetisjon før eksamen Dessuten har jeg fått somla meg til å publisere en sang fra orgeløvinga jeg hadde i Gamlebyen noen uker tilbake (som jeg sa jeg skulle gjøre). Så tata, her er den:

Jeg ble sint i går kveld. Tvittringen din om osloskolen og nasjonale prøver var provoserende. Jeg er selv lærer i femteklasse i Oslo. Det er masse jeg har lyst til å si til deg om dette, men jeg skal nøye meg med noen få poenger.
Stoler du ikke på det arbeidet vi har lagt ned i disse prøvene? Er 6 uker med fokus på å få alle gjennom øveprøver og ordentlige prøver bortkastet fordi statsråden ikke tror at resultatene stemmer med virkeligheten? Har vi satt til side annen undervisning til ingen nytte?

Tror du at vi i osloskolen har andre moralske standarder slik at vi bryter regler fra direktoratet i større grad enn lærere ellers i landet? For det er det du beskylder oss for.

Er det meningen å undergrave prøvene ditt departement gjennomfører?

Kan du slutte å bruke oss lærere som våpen i din kamp mot byrådet i Oslo?

Til sist vil jeg si at vi er mange på din side her o Oslo, please vær på vår du også.

Kjønnsperspektiv i skolen er noe som har opptatt meg veldig. Jeg er generelt opptatt av mannens stilling i samfunnet i dag, og en av de plassene man tydeligst ser at noe er på ville veier er i skolen. Gutter gjør det dårligere enn jentene og det er andelen av gutter/menn som tar høyere utdanning synker. I aftenposten i dag så viser det seg at det ikke spiller noe rolle om man har kvinnelig eller mannlig lærer. Det er andre ting som spiller inn på om gutta klarer seg eller ikke. En god lærer er en god lærer uansett mener forskerne. Det kan vel stemme.

Jeg mener ikke å være noe ekspert på emnet, men jeg er gutt og har vært gjennom mange år med skole. Jeg ble bevisst på feminiseringen (i mangle av et bedre ord) i skolen på Lærerhøgskolen i Oslo. Der er også de aller fleste foreleserne/lærerne damer. Noen hederlige unntak er det (Timmy, du veit hvem du er og tidligere nevnte Gunnar Neegaard), men de blir fort kneblet av kvinnelige studenter. Vår mattelærer underviste på en måte som passa oss gutta godt, men studievalueringen sa at klassen ikke var fornøyd med undervisningen (rykter og antagelser selvfølgelig, men det er et “educated guess” fra min side) og han fikk en annen klasse enn oss neste år. Vi gutta var ikke flertallet i klassen denne gangen. Vi gutta klarte ikke å velte pedlærerinna vår. Pedhistorie er ikke spennende og engasjerende for de fleste av oss gutta og det blir ikke bedre med denne type undervisning:

• Tenk deg tilbake til det gamle Hellas, lukk øynene. Hva har du på deg?
• Hvem er du? Er det noen av dere som tenker dere selv som slaver? Hvorfor ikke?
• Se på de fantastiske krøllene til Rosseau!

Dette blir løsrevne sitater ute av kontekst, men jeg var der, og jeg følte ikke at det ble undervist for meg (så må vi jo huske på at flertallet av elevene på HiO er damer og det må undervises for dem mest kanskje, men det er en annen skål). Det jeg lærte i pedhistorietimene var at man må huske på alle elevene i klassen. De må kunne identifisere seg med det du holder på med ved kateteret. Det gjelder ikke bare på tvers av kjønn, men også på tvers av opphav.

Derfor: Når du snakker om geologi og berggrunnen i Norge, ikke si; tenk deg at du er en fugl som flyr høyt over landet og kan se helt ned til grunnfjellet. Nei, da sier du; se for deg cockpiten i et helikopter, foran deg har du en skjerm der du ser helt ned til grunnfjellet.

Eller når du snakker om forskere så nevner du Alhazen for at de fra midtøsten skal føle seg inkludert, du nevner Marie Curie for at jentene skal føle seg inkludert, du nevner Nikola Tesla slik at du kan vise bilde av en Tesla roadster så får du med de bil- og miljøinteresserte også. Legg til flere forskere som funker i din klasse.

Det handler vel igjen i om tilpassa opplæring, men det er ikke så vanskelig å legge om språket sitt, og å velge hvilke bilder man skal bruke (både metaforer og bilder).

Dette ble mer tannløst og generelt enn jeg hadde trodd. Og når jeg tenker gjennom hva jeg har skrevet kommer jeg vel frem til at det ikke er gutta som er viktigst, men at alle er med.

Jeg er tilhænger af meditation, ingen tvivl om den sag. Jeg har haft to faste daglige meditationsprakssiser i lang tid. Men at meditere og sidde på zafuen er kun en lille del af det at være buddhist. Og meditation skal ikke kun foregå på puden, i hvert fald ikke hvis man tager ønsket om at ende lidelse seriøst. At være nærværende når man skrælder kartofler, kører på job, smiler til en fremmed, har ondt i hovedet, eller går på toilettet, er også praksis. At være nærværende nok til at tillade følelser og tanker at opstå og forgå uden at hæfte sig til dem er især praksis, omend en af de sværere. Men praksis skal heller ikke være nem og det var nok en af de ting der overraskede mig som ny til buddhismen; at jeg ikke bare kunne sidde på puden og blive rolig og lykkelig på den måde. Praksis er til tider lige så hårdt som livet var inden jeg overhovedet fik en praksis. Forskellen er, at nu har det en mening. Nu er lidelsen et skridt på vejen ud af den, fordi jeg arbejder aktivt med den.

Jeg er især glad for at arbejde med det der gør ondt og det der er svært. Det er ikke fedt, men det er strengt nødvendigt, hvis ikke jeg kun skal have det godt på nogle enkelte punkter i mit liv. Det er da uden tvivl nemmere at sætte de mere behagelige ting først; at sidde på puden, at gå med mine hunde i nærvær, at læse en bog osv. og det er da også de ting der gør jeg har overskuddet til at arbejde med det der virkelig rykker, det der virkelig gør en forskel; alt det rigtig grimme, alt det rigtig ubehagelige; både den psykiske og fysiske smerte.

Og meget af det virkelig “grimme” hos Senshin, er et af de mest naturlige aspekter af det at være et lidende væsen. Nemlig begær. Jeg har skrevet om det før; Mit begær efter lækre smukke ting, begær efter at tilføje mig noget, begær efter mad, efter rigdom, efter at blive værdsat, efter at have forhold være anderledes. Men også de helt små ting der næsten ikke ænses i min dagligdag; Rykken rundt på puden under meditation, irritationen over at en ting ikke helt er som de ”burde” være og en lille næsten usynlig jalousi.

Hvis du var i mit hjem ville det nok være rimelig tydeligt for dig hvordan begær fylder meget af min dag, men for mig er det så vanligt at jeg ikke ænser det. Et eksempel er at jeg aldrig laver en opgave færdig, inden jeg har gang i noget andet. Jeg har altid gang i 2-3 ting ad gangen. Jeg siger det er min natur at være på den måde, at det faktisk hjælper mig og at det nu engang er den jeg er. Det er muligt! Men det er begær og det forhindre mig i at nå mine mål.

For at nå mine mål, må jeg arbejde med det, sådan er det. Jeg må se mine begær i øjnene og se dem for hvad de er. Så jeg fokuserer på mine åndedrag mange gange i løbet af dagen, fordi jeg bestemt ikke elsker åndedrætsmeditation endnu, trods jeg har set nødvendigheden af det og i lang tid var det min hovedpraksis, alene af den grund at jeg ikke bryder mig om det.

De sidste dage har jeg øvet mig i at sidde bum(!!) stille på mine knæ og i meditationsstilling, uden at klø mig og rette på mig som jeg normalt gør ret meget, og det er lykkes mig i 20 min i dag. Ja, det klør og det gør hammer ondt i ryggen og fødderne sover og dunker, men det er nødvendigt. For kan jeg indse hvad det betyder at tøjle mit begær mens jeg sidder, vil det smitte af på min hverdag.

En anden ting jeg gør, som jeg egentlig ikke kan døje, er at gå meditation i regn og rusk. YF! Der er jeg altså pylleret. Og jeg plejer gerne at finde undskyldninger for at undgå det. Jeg kan jo altid sidde på puden i stedet…. Ja! Men til hvilke nytte? Vejret er som det er. Det er min bedømmelse der gør det forkert. Så det næste stykke tid går jeg altså i regn og rusk hver eneste formiddag uanset hvor lidt jeg gider.

Jeg hader at elske praksis der ikke er behagelig, men jeg ved at det er nødvendigt. Og Buddhaen sagde aldrig at det ville blive nemt. I sutraen ‘Innumerable Meanings’, som er en del af den Trefoldige Lotus Sutra, beskrives Shakyamuni Buddhas eget liv således;

Han blev aldrig træt,
Til trods for store anstrengelser.
Han holdt sit sind fredfyldt, dag og nat,
Og var altid i meditation.

Det er noget at leve op til!
Buddhismen var slet ikke det romantiske, som jeg havde forestillet mig. Praksis er til tider rigtig ubehagelig både psykisk og fysisk. Men når jeg ser på alt det der er sket med mig på den rimelig korte tid jeg har praktiseret dedikeret, så er det virkelig det hele værd.

Der er intet at få og alligevel alt at vinde.

I dag har jeg vært skikkelig flittig og flink! Først gjorde jeg ferdig skole oppgavene etter praksis perioden. To av de er levert på nett, og de to siste skal vi bare beholde selv i en mappe. Etter oppgavene var ferdige lagde jeg en egen perm med all info fra praksis perioden, alt jeg har fått fra barnehagen og alle praksisfortellinger jeg har skrevet. Det skal visst være lurt å ha en egen perm for praksisperioden, for den er jo ganske viktig!
Når det var gjort, og alle papirer rydda vekk, så var det å sette i gang å vaske. Etter først å hatt bikkja her noen dager, også ble jeg syk….så det ikke ut her, med hybel-elefanter (ikke så små som kaniner!) og hundehår overalt. Så det var godt å få det rent og pent, med nytt sengetøy på senga også (bikkja sover sammen med meg der når hun er hos meg!). Så nå skal jeg sette på en film og bare slappe av, før uka starter. Vi skal ha drama hele uka, så det blir en lang uke. Vi har tidligere laga dukker, så nå skal vi lære å føre disse dukkene, også skal vi lage dukketeater som vi skal vise til barn senere i november….grøss å gru……

Jeg skrev tidligere et innlegg om bloglovin…og jeg skjønner fortsatt ikke åssen jeg skal få det ikonet fram på blogg siden min…..noen som vet?!

Alle andre gjør det, så hvorfor ikke jeg også? Neida, har faktisk tenkt ei stund på å la mine søte lesere få stille meg spørsmål. Jeg synes jo det er så morsomt å lese sånt selv, så derfor utfordrer jeg dere. Hva vil dere vite? Spør om det dere føler for. Kanskje jeg finner ut at jeg vil gi en av mine lesere en liten overraskelse også.

Ellers så hadde jeg siste dag i praksis i går. Det var på samme tid godt og litt vemodig. Vi fikk til og med en liten gave fra praksislæreren vår. En kjempefin glass-skål med lokk, som var fylt med sjokolade. Ble nesten rørt jeg. Kjempekoselig. Det har vært en veldig spennende og annerledes praksis, glad jeg har den erfaringen til senere. I tillegg har jeg nesten kommet halvveis i oppgaven min. Alt føles så mye lettere nå når jeg faktisk er i gang. Hurra for det!

Her har vi en veldig rolig lørdag. Godt etter en lang uke. Har spist taco og sett film nå nettopp. The Aviator. Føler at jeg ble litt skuffet, historien var ikke så engasjerende i grunn. Helt grei film. Nå tenker jeg å ta å kose meg med litt blogglesing mens min kjære spiller fifa. Forresten så har jeg fått dilla på denne sangen her. Den er bare nydelig. Hvordan “feirer” dere halloween?

Uff, nå har jeg vært treig med å oppdatere på en stund, altså… Men men, gjort er gjort   Jeg kan starte med å si at det er hektiske tider for tida, da jeg befinner meg midt i andre praksisuke. Og jeg er av den oppfatning at timeplanlegging og diverse andre fornuftige ting man gjør i  hverdagen kommer før blogging, på prioriteringslista. (Ro, ro, ro…) Men men.

Praksis er i hvertfall utrolig spennende! Trives kjempegodt på praksisskolen, og er veldig fornøyd med den klassen jeg er i praksis i. Så selv om det er endel å gjøre, er alt egentlig bare fryd og gammen for tiden Det er utrolig givende å være i en klasse hvor faglige diskusjoner, reflekterte meninger osv sitter løst. Veldig spennende å høre hva elevene sitter inne med av kunnskap og meninger!

Ellers så må jeg nok en gang reklamere for konserten Betlehem Ungdomskor skal ha til lørdag. Altså: konsert på Betlehem Borgen lørdag 31.10.09 kl.19.00. Ta med deg noen og kom(eller kom gjerne alene), det hadde vært ille koselig!

De fine bildene er hentet fra weheartit.com. Link om man trykker på bildet.

Jeg har hatt en fin dag i dag. Vi har praksis hele uken nå, deretter er vi ferdige. Vel, vi må skrive praksisoppgave etterpå, men jeg er i allefall ferdig med min styrerpraksis. I dag var vi med på nettverksmøte i kommunen, der alle barnehagestyrerne i kommunen møtes og snakker om aktuelle saker. Jeg synes det er kjempeinteressant, og vi  som er studenter får se mer av hva som engasjerer de som jobber i barnehage. Vi får nye innspill, nye perspektiv og masse ny informasjon. Veldig lærerrikt. Samtidig så har jeg endelig funnet ut problemstillingen (sånn ca.) på oppgaven min etter å ha plagdes lenge med det. Lettet! Som om ikke det var nok så fant jeg ut at de har kaffe latte med mintsmak på en kafè her. Det er kjempegodt! Jeg liker egentlig ikke kaffe, men det der kan jeg drikke masse av.

I tillegg så har jeg jo verdens herligste kjæreste. Er herlig å ligge å snakke i senga, le og lekesloss litt etter en intens skoledag. Bare slappe av og være meg selv. Alle trenger å koble av litt og le, hver dag. Man trenger noen eller noe som får en til å smile. Jeg tror ikke vi som mennesker har det skikkelig godt før vi kan le, smile og være oss selv. Lekeslossing på et godt og trygt nivå er sunt for kropp og sjel. Hihi, det var dagens visdomsord.

Nå skal jeg nyte etter-trening-følelsen, og bare nyyyte resten av kvelden. Sikkert se en episode eller to av True Blood sammen med kjæresten. Fine tirsdagen.

Ps. Man får kjøpt Sesong 1 av True Blood på Bluray her for under 200 kr! 

Jeg er ved at indrette vores gæsteværelse til meditations- og alterrum. I sidste uge fik jeg blandt andet en ny Buddha figur (som ikke er japansk som jeg oprindeligt ønskede mig, men som alligevel bare måtte bo hos mig), den lækreste zafu og zabuton og en klokke, så min indretning er kommet godt fra start og jeg holder allerede meget af at være der. Jeg bruger det ikke kun til ceremoni og formel praksis men også til at læse i og bare slappe af hvis jeg trænger til ro. Jeg glæder mig til at bruge mere tid på at indrette gennem tiden (færdigt bliver det heldigvis aldrig) Indtil videre ser rummet således ud (se bort fra den dårlige billede kvalitet)

Jeg planlægger at få min mor til at sy en alterdug hvis jeg ikke finder en og så skal jeg have fat i et lille kar til røgelse (som jeg dog sjældent bruger)
(Har du et link til en side hvor man kan købe alterduge, røgelseskar osv. så må du meget gerne lægge en kommentar.

Med ønske om en god uge til alle. Jeg håber I nyder det smukke efterår.

I går var første dag av 3 uker gruppa mi skal være i praksis på Kruseløkka ungdomsskole i Sarpsborg. Vi skal være på 10.trinn, og vi er blitt fordelt på 2 kjempefine klasser.

Jeg synes det er ordentlig spennende og gøy å være i praksis på ungdomsskolen. Hittil har vi for det meste observert timer til ulike lærere (både praksislærerne våre og andre lærere) og hjulpet til under arbeidsøkter osv. Fikk prøvd meg litt som mattelærer i dag, og synes det var utrolig (les: fantastisk fenomenalt) moro! Har lenge veid opp og ned, ja virkelig fundert på hvilket trinn jeg skal undervise på som ferdigutdanna, så det er så utrolig kjekt å få være i praksis på både barneskolen (som vi var sist) og ungdomsskolen. (Selv om jeg kanskje satser enda høyere også, man skal aldri si aldri…)

Vi skal være i praksis i 3 uker som sagt, så forhåpentligvis vil de ukene by på masse spennende, utfordrende, frustrerende, morsomme, koselige og ikke minst lærerike situasjoner! Gleder meg til dagene som kommer framover, jeg! Bare ting å glede seg til, både på skolen og ellers!

Jeg har et religionsspørsmål som også er et ped-spørsmål på en måte. Vi er jo pliktige til å oppdra elevene etter kristne tradisjoner. Den nye formålsparagrafen er vel litt mere ullen enn den gamle, men det er de kristne tradisjonene som blir nevnt.

Noen elever har en uvane med å legge skylda på andre hele tida, men jeg sier som Louis Armstrong, It takes two to tango / It takes two to tango. Og i denne forbindelse kom jeg til å tenke på historien om den som er uten synd kan kaste den første sten fra Det Nye Testamentet. Jeg tenkte historien kunne brukes som en inspirasjon eller formaning om å tenke på hva en selv har gjort i situasjonen. Men så kom jeg på at det er vel ingen etnisk kristne i klasen, og de er som tidligere beskrevet ikke godt bevandret i kristne høytider. At de da skal ha referanser til en obskur fortelling fra Johannesevangeliet er vel å forlange litt mye. Derfor tenkte jeg at det må da vel finnes en parallell historie i Koranen(i andre hellige skrifter også for den sakens skyld)? Heretter kom spørsmålene på rekke og rad.

1. Kan noen hjelpe meg med den Islamske versjonen av historien?
2. Er det greit å bruke slike religiøse fortellinger i oppdragelsen av elevene?
3. Hvis ja, skal jeg helst bruke kristne historier?
4. Forsvinner ikke poenget med historien litt hvis ikke elevene har kjennskap til historien rundt?

Jeg er ikke sikker på noen av svarene. Men på spørsmål 3 må jeg nok melde at jeg mener vi må bruke barnas referanser, ikke våre egne.

Jeg er ikke partisk i dette spørsmålet. Jeg mener at historier som Jesu lignelser og Æsops fabler kan brukes til å belyse sider ved livet. Jeg kjenner for dårlig til Koranen for å si om den har slike kvaliteter, men det er vel slike tng religiøse skrifter skal drive med, så jeg ville blitt forundret om det ikke finnes muligheter til å bruke Koranen slik man bruker Det Nye Testamentet.

Så kan dere hjelpe?

Eller jobb og  jobb, kalles vel mer praksis. Jeg er på et hotell en gang i uken, å stor trives! Masse nye fjes, oppgaver og utfordringer som gjør jobben like gøy hver gang. idag tok jeg et bilde av meg i uniformen faktisk som dere kan få se.

Uniformen består av:
“Kjole”
Strømpebukse
Sandaler
Forkle
Hvit skjorte

Haha, hva syntes du?

Nå er det to uker til jeg går i ut i pappapermisjon. De skal benyttes maksimalt håper jeg. Jeg har drevet mye med nasjonale prøver og osloprøver frem til nå. Det har tatt fra meg det meste av tiden som kunne vært brukt til å bygge relasjoner med elevene. Jeg må få på plass det før jeg tar perm. Hvis ikke kommer det til å bli vanskelig. Jeg er ikke tilbake før 7. desember. Da er det nesten juleferie og et nytt avbrekk i skoleåret hvor jeg ikke ser noe til elevene.

Jeg har noen få timer å gjøre det på. De timene jeg har undervisning i full klasse er de viktigste. Det er 12 naturfagtimer fordelt på 2 klasser. Og så tror jeg det er lett å få noen poeng i gymtimene. Derfor har jeg nå brukt mye tid på å planlegge de nærmeste timene. Jeg har vært ute og tatt bilder av landskapet og brukt mye tid på google maps for å finne bilder av menneskeskapte endringer i naturen. Jeg har prøvd å finne bilder fra deres nærområder slik at de kan kjenne seg igjen, eller bli overrasket over hvordan det så ut før. Jeg har funnet filmer på youtube om hvordan landskapet forandrer seg (veldig fort). Jeg har laget egne oppgaver som jeg håper de setter pris på, det var meningen at kartet skulle være fra Pakistan, men det ble Østerdalen (jeg må jobbe litt med geografien i de områdene elevene er fra kjenner jeg).

Hvis jeg får til dette på en engasjerende og inspirerende måte så får jeg masse rom til å gi ros.  Da kan jeg få halvannen time i gode venners lag slik at de neste timene blir lettere.

I dag har jeg hatt min første dag i praksis i barnehagen, og det gikk greit! Jeg er i en ganske stor barnehage med ca 80 barn, og den er delt opp i mange avdelinger. Jeg er på en småbarnsavdeling med 1 og 2 åringer. Og jeg synes det er koselig, for de blir komfortable og trygge på deg mye fortere enn de litt større barna, også er de så sjarmerende der de vagger av sted på lubne bein!! Jeg skal først og fremst bare observere disse to ukene jeg skal være i praksis, men vi har fått en del oppgaver vi skal gjøre også. Skal blant annet skrive litt om hvordan de feirer høytider i forskjellige religioner, for det er en muslim på min avdeling, ellers er alle norske. Også skal vi se mye på hvordan barna leker..når de er så små, så er det ikke så mye organisert lek, men mye spontant og tullete! Er ikke alle som har så mye språk ennå, så da er det ikke så lett å skjønne hva de mener. Men jeg håper det blir to morsomme uker!

Jeg har lenge tenkt på å kommentere Elvis Chi Nwosu og Whyn Lam sitt innlegg i Aften. Der tar de til orde for å busse elever fra østkanten over til vestkanten og busse elever fra vestkanten til østkanten. Jeg ser mange problemer i innlegget deres.

For det første så vil de at skolen skal løse integreringsproblemet. Vel og bra det, men forfatterene mener skolen er generelt middelmådig, og dårlig på østkanten. Logikken i å bruke noe de mener er dårlig til å fikse et så vanskelig og viktig problem er rar. Jeg mener at skolen godt kan være med på å løse dette problemet. Vi er godt rusta til å finne løsninger på problemer vi står overfor, og hvis vi får de riktige rammebetingelsene fra politikerne så  skal dette gå mye bedre (men jeg skal bli løsningsorientert til slutt).

Jeg har sett med egne øyne hva som kan skje når øst møter vest i skoletiden, og jeg ble ikke imponert. Jeg ville ikke ha følt meg trygg på at elever fra østkanten fikk en god mottagelse på vestkanten. Jeg har sett sjøltillit dale fra topp til bunn bare det kom inn en blendahvit klasse på samme t-bane. Hvordan vil elever fra østkanten føle seg når de må dele skole med “bare norsker”. En annen ting er at jeg tror det vil sementere fordommer heller enn å bidra til å fjerne dem. Men det har ikke jeg mer belegg for å si enn artikkelforfatterne har for å si at det har god effekt.

Nwosu og Lam sier at på skoler med høy fremmedspråklig andel er det dårligere resultater. De forklarer det med foreldrenes “sosioøkonomiske status og lav utdanningsbakgrunn”. Og så kommer de med at det også skyldes “dårlige lærere og utydelig skoleledelse”. Hvor har de det fra? Det er ikke noe rangeringssystem for lærere, jeg tror ikke Nwosu og Lam sitter med lister over hva slags utdanning vi har og hvordan vi bruker de midlene vi har til rådighet, de nasjonale prøvene er et mål på elevene (hva det måler hos elevene er jeg jammen ikke sikker på), og de har ikke snakka med lærerne på østkanten, i alle fall ikke meg. Det er hårreisende å komme med sånne påstander uten dekning for det. Det er ødeleggende for debatten og for skolen. De fleste av dere kan vel tenke dere hva dette kan gjøre for skole-hjem samarbeidet. Foreldrene kan nå komme med avisa og si at lærerne er dårlige, og elevene kan gjøre det samme. Jeg har tro på åpenhet, men da må det være sant det man er åpen om.

Så til det praktiske ved å busse barn på tvers av byen. Hvor mye mer tid skal vi bruke på organisering og ikke på læring? Bare ved den skolen jeg jobber på vil man måtte sette opp busser til 200 elever hvis vi skal ned på 50% fremmedspråklige elever. Hvor mange flere busser må man sette opp i rushtrafikken for at dette skal gjennomføres? I beste fall vil man bruke 1 time på transport hver dag. Det er verdifull læringstid for elevene, og for dem som må passe på dem på turen.

Så, det løsningsorienterte. For jeg liker løsninger. Slutt detta tullet med fritt skolevalg. Gi meg en god grunn til fritt skolevalg. En som veier opp for at vi får ghettoskoler som har 97% fremmedspråklige elever. Hvite elever flytter vekk, sammen med ressurssterke fremmedspråklige. Med klare grenser for skoledistrikter får man ikke de problemene.

Og/eller slutt med offentliggjøring av prøveresultater ned på skolenivå. Rangering av skolene har ikke noe for seg. Det er vanskelig å se hva de egentlig måler. Et eksempel fra min skole: Det er øveprøve for nasjonal prøve i regning. Elevene får blant annet dette spørsmålet: Eva har bursdag tre måneder etter jul, når har Eva bursdag? De har en rullegardinmeny med måneden i tilfeldig rekkefølge og skal velge en. Et rett frem og helt greit spørsmål. Halvparten av elevene jeg hadde inne på datarommet rakk og hånda og spurte: Kjell, hva er jul? På vår skole måles ikke regneferdighetene på disse prøvene.

Så dropp de svarte bussene og ikke la barna bli ansvarlige for integreringen.

Delapan peneliti dari kampus Harvard  datang ke sebuah desa di Jawa Timur. Tiga tahun mereka berdiam dan meneliti di desa yang disebut Modjokuto. Ternyata tiga tahun menjadi waktu yang amat panjang bagi salah seorang di antara mereka. Setelah 40 tahun ia menulis tentang desa tersebut, lelaki yang sudah berkepala enam ini kembali ke Modjokuto, mengenang betapa banyak hal yang belum disampaikannya tentang desa ini.

Clifford Geertz – salah seorang peneliti itu – tak pernah berhenti terkesima menghadapi kekayaan kebudayaan yang dinalogikannya sebagai taman metafora yang terlalu lebat. Saat meneliti Modjokuto, ia merasa terpaksa harus menangkap kompleksitas, ambiguitas, dan kerumitan ke dalam peta yang amat terbatas. Peta yang bagi Geerts tak bisa menghadirkan keluasan dimensi desa kecil itu. Namun, terlanjur, sang peneliti keburu dikenalkan dengan kategori keislaman orang Jawa : abangan, santri, dan priayi.

Pengetahuan adalah kuasa

Sebagaimana kesadaran Geertz, dunia sebenarnya memperlakukan pengetahuan sebagai sebuah peta. Dalam fungsi untuk memperluas cakrawala pandang sang subyek yang tengah mencari tahu. Metafora “perluasan cakrawala pandang” ini berasosiasi dekat dengan praktik kekuasaan, Sebagaimana misalnya bila kita mengetik frase knowledge is power, Google akan segera menderetkan bukti bagaimana pengetahuan diperoleh sebagai hasil fungsi kekuasaan.

Pengetahuan didefinisikan sebagai sesuatu yang dapat menangkap realitas secara menyeluruh. Oleh karena itu, pakar, ahli, peneliti, dan mereka yang dianggap dan menganggap diri sebagai subyek pengetahuan cenderung dekat dengan posisi pengambil kebijakan. Jadi, sebuah negeri, seperti Indonesia, selalu dipandang dari atas, menjadi sesuatu yang ada di bawah dan perlu ditolong. Bagaimana, misalnya, sejarah negeri ini perlu diubah, adalah sebuah tema dari subyek pengetahuan sejak 40 tahun lalu.

Kerap dimusuhi

George Kahin mencuat karena kejujuran dan kekagumannya kepada nasionalisme Asia. Dalam kerja pelopor studi Indonesia di Universitas Cornell ini, kita menemukan satu modus penelitian yang justru dihindari oleh peneliti lain : keterlibatan dengan obyek yang ditelitinya. Modus yang ternyata membuat Kahin kerap dimusuhi para petinggi negaranya sendiri.

Dalam upayanya mengenali Indonesia ini secara komprehensif, Kahin mengambil posisi sebagai ‘pendamping”, termasuk saat negeri ini ingin mengubah sejarahnya sendiri. Dan itu dilakukannya dengan cara melupakan sejarahnya sendiri. Sebuah sikap, yang suka atau tidak, memang memancing kontroversi.

Pencipta sejarah

Sejarah siapakah yang diwakili oleh seorang subyek pengetahuan – seperti Kahin – sebenarnya bisa ditelusuri lewat satu pertanyaan sederhana : bahasa siapakah yang digunakan ?  Apakah semacam bahasa sosial kapital yang digunakanesai Robert Putnam untuk menggambarkan sebuah masyarakat yang bermain boling sendirian karena terjebak dalam kegamangan ?

Bahasa itu kemudian begitu populer (menjadi “pop”) bahkan mendunia dan bisa merangsang Presiden Clinton mengudangnya dan berbagi keresahan.

Bukan hanya Clinton. Dalam praksisnya, Putnam pun diundang ke negeri ini. Terutama dalam kekuatan bahasanya. Kekuatan yang kini meleluasa di negeri ini  mengabaikan Koentjaraningrat dan Sartono Kartodirdjo yang sejak lama menggarap sejarah Indonesia dengan kedalaman yang sulit ditandingi.

Namun, tetap saja dunia lebih mengenal Clifford Geertz, peneliti Modjokuto yang penuh energi itu. Karena dalam sejarah yang dibuat dengan cara seperti itu, kita akan menemukan ‘apa” sebenarnya adalah ‘siapa” : sesuatu yang bergerak, hidup. Bukans esuatu yang dapat didominasi dan dikonstitusi oleh sekian teori.

Oleh karena itu, Selo Semardjan lebih dikenal sebagai seorang manusia Yogyakarta ketimbang doktor lulusan Cornell – sebagaimana Clifford Geertz adalah seorang warga Modjokuto bukan warga harvard atau Princeton. Mereka ada(lah) bukti bagaimana pengetahuan hanya dimungkinkan melalui proses dialog dan pembukaan diri. Pada saat subyek pengetahuan menulis, dirinya juga ditulis. Subyek pengetahuan yak mengubah atau menggerakkan sejarah. Namun, perjumpaannya dengan realitas;ah yang menciptakan sejarah itu sendiri.

Di situlah manusia Indonesia dikisah dan berkisah. Di situlah kita dapatkan, peradaban besar yang cerdik menempatkan diri di antara jaringan peradaban yang telah ada (Denys Lombard) ; negara yang didirikan anak-anak muda dengan bermain di antara kekuatan-kekuatan dunia (Kahin) ; seorang Sultan yang melepas kekuasaannya agar rakyat memiliki masa depan (Selo) ; atau sebuah Modjokuto yang sukses mengajarkan makna hidup kepada seoang profesor dari Princeton (Geertz) ; dan seterursnya.

Dan seterusnya, Anda menulis sejarah Anda sendiri.

Sumber  :

Indonesia Menulis Ilmu Pengetahuan, Geger Ryanto | Alumni Sosiologi Universitas Indonesia, Koordinator Bale Sastra Kecapi
Kompas, 19.09.2009

Jeg lurer på hva som funker? Jeg har vært borti to forskjellige systemer for å skape gode holdninger og å forbedre oppførselen til elever. Skal man tro skoledebatten er det noe av det viktigste vi driver med. Det er disiplin og orden som ligger bak de gode resultatene andre land har på PISA og TIMMS og hva de nå heter. Derfor er dette viktig (For ikke å bare være sarkastisk, god oppførsel er et gode i seg selv og det er derfor jeg tenker på detta).

Jeg har prøvd to systemer, det ene i praksisperiode over 5 uker, det andre i jobben jeg har nå, ikke mange ukene det heller. Skolene er vidt forskjellige når det kommer til elevgrunnlag, men barn er kanskje barn uansett?

Det ene systemet heter PALS (Positiv atferd, støttende læringsmiljøer og samhandling). Positiv atferd blir belønna med BRA-kort fra den læreren som ser atferden, om det er i friminutt eller i timen. Elevene får kortet sammen med en begrunnelse på hvorfor de fikk det. Kortene blir samlet inn i klassene av kontaklærer og elevene må fortelle hvorfor de fikk kortet når de leverer det fra seg. Det er også et sett med regler og konsekvenser for regelbrudd. Men i all hovedsak er det fokus på de positive handlingene. Og det blir pressa på at lærerne deler ut flest mulig BRA-kort. Dermed må lærern se etter positiv atferd hos elevene hele tiden. Når klassen samlet har så eller så mange BRA-kort blir det belønning. Utetime, film eller noe annet faglig, men moro. Kanskje en adjektivhistorie om lærerne?

Det andre systemet heter Connect. Det er godt brukt her i Oslo og ifølge nettsiden er det forskningsbasert også. Hva det går ut på er mer ullent. Det handler om å ha klare mål for vilken atferd man ønsker. Elevene får Connectmål på ukeplanen og gjennom connectsamlinger en gang i måneden. Positiv forsterkning er visst ikke utelukket i dette systemet, men det er ikke det som i praksis blir fremtredende. Belønningene som blir utdelt er klassevis eller til enkeltpersoner der alle skal få i løpet av året tror jeg. Alle skal oppleve at de gjør noe riktig også her.

Jeg ser at det er vanskelig å skjule hvilket system som tiltaler meg mest. Men jeg er bare opplært ordentlig i ett av dem. Hvilke erfaringer finnes der ute om hva som fungerer (best) av disse systemene? Har noen andre erfaringer enn meg?

ALLE ønsker å innføre praksis i ingeniørutdanningen.
- Arbeidsgiverne ønsker det
   (ref. Næringslivets Hovedorganisasjon (NHO))
- Arbeidstakerne ønsker det
   (ref. Norges Ingeniør og Teknologorganisasjon (NITO))
- Studentene ønsker det
   (ref. Studentenes Landsforbund (StL) og NITO Studentene)
-Institusjonene ønsker det
   (ref. Nasjonalt råd for teknologisk utdanning (NRT))
- Til og med Kunnskapsdepartementet (KD) og Nærings- og handelsdepartementet (NHD) har hatt døra på gløtt når det gjelder dette punktet.

Hvorfor skjer det da ingenting?

Profesjonsstudie
Ingeniørstudiet er betegnet som et profesjonsstudie, og skal da gi studentene kompetanse nok til å gå rett ut i jobb som ingeniør. Dette er sjelden tilfelle i dag. Studentene må gjennom en intern opplæringsperiode i bedriften før de slippes løs “alene”.
Ofte blir det tatt i bruk trainee-ordninger som kan vare i opp til 2 år. Kompetansen studentene har etter slike lange trainee-ordninger er riktignok noe høyere og spesialisert til egen bedrift enn man kan forvente etter endt ingeniørutdannelse. Men man kan sannelig begynne å tenke over hvorfor det i det hele tatt eksisterer slike ordninger.

Frafall
Som de fleste opptatt av høyere utdanning har fått med seg, er frafallet på ingeniørutdanningen skyhøyt. Rundt halvparten av de som starter en slik utdanning kommer ikke til å fullføre. Noe av grunnen til dette kan være at studentene på ingeniørutdanningen allerede første studieår ofte blir møtt  av ”en vegg av realfag” som den fødte matematiker kan bli demotivert av. Og det er nettopp i løpet av første studieår de fleste faller fra ingeniørutdanningen.

Hvordan så finne motivasjon til å fortsette studiene? Kommer studentene først over realfagsbarrieren og starter med linjefagene er mye gjort, få faller av etter dette stadiet.

Ingeniørmangel
Statistisk Sentralbyrå (SSB) har sågar anslått at Norge kommer til å mangle 5 000 ingeniører innen år 2010.
Hva vil de langsiktige konsekvensene av en slik ingeniørmangel være?
Hva skjer om en kommune ikke får tak i ingeniører?
En kan heller ikke se bort fra at enkelte bedrifter flagger ut fordi det er vanskelig å finne kvalifisert arbeidskraft i Norge.

En reduksjon i frafallet fra rundt 50 prosent ned til rundt 25 prosent ville ført til at veldig mange flere fullførte utdanningen sin, og norges ingeniørproblem ville vært betraktelig mindre.

Hvordan skal en så redusere frafallet?

Praksis som kvalitetshever og motivasjonsfaktor
Mennesker har til alle tider skaffet seg kunnskaper, ferdigheter og holdninger gjennom praksis. Gjennom observasjon, egne erfaringer og veiledning fra kyndige personer vil en student i praksistiden få økt kompetanse og økt utbytte av studiet.
En observasjonspraksis tidlig i studieløpet vil kunne gi studentene den motivasjonen de trenger for å ikke falle av studiet. I tillegg vil studentene kunne få mer utbytte av undervisningen senere ved å kople teori og praksis sammen.
Når studentene har fått inn mer av teorien, både fra realfagene og linjefagene kommer tiden da de skal prøve selv. Selvsagt under veiledning fra kyndig fagpersonell. Praksis i andre og tredje studieår vil forberede studentene på arbeidslivet på en helt annet måte enn ved bare å sitte på skolebenken. Teori og praksis blir knyttet sammen, og i tillegg får studentene oppleve hvordan dette passer inn i resten av arbeidsoppgavene på bedriften.

På torsdag d. 24. september går festivalen Newbees festival løs på Studenterhuset i Århus. Den kører hele weekenden over, og festivalen bliver skudt i gang torsdag aften, med et samarbejde mellem Bandbase og Newbees arrangørerne.

Line Up torsdag:

Nabo

Praksis

Annasaid

The Olympics

Rubberhead Banditz

Personligt glæder jeg mig rigtig meget til at se The Olympics (på billedet nedenunder), som jeg vidnede til Spot, hvor de i forbindelse med deres Karrierekanon sejr, skulle spille på den lille scene i forbindelse med Officerscenen på Spot. Efterfølgende har jeg haft mulighed for at høre deres musik i indspillet form, hvilket bestemt godt kan anbefales – og derfor vil jeg så sandelig også anbefale at (gen)se de lovende indie-rockere.

Fredag og lørdag vil der line-up være som følger:

Hannah Schneider

Quadron

Non+

Aslope

King’s Light Infantry

Cody

The Rumour Said Fire

Oh! Stacy

Coco Moon

Eumig & Chinon

På papiret holder festivalen et ret højt niveau, så hvis hvis fredag og lørdag er ledige, så er det altså bare med at komme derned. Vi omtalt Cody tidligere her på siden, og både Coco Moon og King’s Light Infantry kan jeg i hvert fald også stå inde for – de er seje.