24. November 1964:

Winston Churchill gestorben. Er war einer der größten Deutschenhasser und Kriegstreiber.  Zugleich auch der Totengräber des Britischen Weltreiches und der europäischen Vorherrschaft in der Welt. Im ersten Weltkrieg war er Marineminister, von 1940 – 1945 Premierminister, er befahl die Flächenbombardierungen zum Ausrotten der deutschen Zivilbevölkerung und war zugleich ein Meister des Krieges mit Worten.  Warum ist die Tafel im Rathaus von Aachen, die ihn als Karlspreisträger verherrlicht, noch nicht beseitigt ?

Im El Mercurio vom 23.Juni 2009 war das Titelbild eher unpassend gewählt.
Akzeptabel war die linke Seite. Hier posen die Gattin und Tocher des britischen Premierminister Browns.

Das rechte Bild wirkt zuerst auch elegant. Die italienische Bruni und die erste Dame aus Qatar Frau Nasser vermitteln einen selbstbewussten eleganten Auftritt.

Bei genauerem Hinsehen kann man sich jedoch ein Schmunzeln kaum verkneifen: Nicolas Sakrozy wuselt wie ein zweiter Napoleon hinter seiner Gattin hinterher und macht dabei seiner Körpergröße alle Ehre; König Abdullah II richtet neben dem französischen Staatsmann fehl am Ort seine Robe.

Der  El Mercurio hätte auch ein andres Photo auf die Titelseite drucken können.
Eventuell haben die Redakteure extra das Bild ausgewählt um ihre aktuelle Meinung von der heutigen Politik kundzugeben, denn ein sei gewiss,

„Ein Bild sagt mehr als 1000 Worte.”

Es ist schmerzhaft für alle Hinterbliebenen, trauert um eure geliebten Menschen.

Euer Gott liess die Menschen alleine, doch um Trost zu spenden ist er wider gut genug. Da frage ich mich nach dem Zweck eures Gottes wenn so was geschehen kann, oder ist es  einfach Schicksal? Ich bin überzeugt das viele Gläubige Personen an Bord der Maschinen waren, doch es half alles nichts sie mussten trotzdem sterben. Euer Gott verhindert nichts er spendet nur und ich betone nur Trost. Die Kirche spricht dann, die „Wege des Herren sind unergründlich.“ Doch alle die einen Geliebten Menschen verloren haben sollten sich spätestens jetzt die frage stellen „Wo war Gott?“ Doch nein der Gott der alle verlassen hat, zu dem kriechen die Hinterbliebenen wider zu kreuz und flehen um Tost. Und nicht ausser achte zu lassen, die Politiker machen sich den Spirituellen Anlass zu nutze um mit allen Hinterbliebenen im Rampenlicht zu stehen und zu Zeigen wie Gottesfürchtig sie doch sind.

Quelle: Info

Buch Tipp

Der Tropfen, der das Fass zum Überlaufen brachte: Seine Beteiligung an der Geburtstagsfeier einer 18-jährigen.

L’épouse de Silvio Berlusconi demande le divorce

La Stampa berichtet, sie habe schon Anwalt aufgesucht.

La scelta di Veronica: Silvio addio

La first lady si è già incontrata
con l’avvocato: «Sono costretta a
questo passo, non aggiungo altro»
http://www.lastampa.it

Vor dem Hintergrund der irischen Ablehnung des EU-Vertrags, des Einmarschs russischer Truppen in Georgien und der internationalen Finanzkrise brachte die französische Ratspräsidentschaft neuen Schwung in die EU-Politik – zuweilen ohne Rücksicht auf die europäischen Partner.

Die Zeit der französischen EU-Präsidentschaft war geprägt von einer nicht enden wollenden Reihe von Krisen, an deren Anfang das Nein der Iren zum Vertrag von Lissabon stand. Es folgte der Einmarsch russischer Truppen in Georgien und schließlich Mitte September die weltweite Finanzkrise sowie in deren Folge der größte Abschwung der Weltwirtschaft seit 1929!

Zieht man eine erste Bilanz der vergangenen sechs Monate, so bleibt festzustellen, dass es nicht gelungen ist, die gravierenden Meinungsunterschiede innerhalb der EU zu überwinden, und es auf institutioneller Ebene kaum Fortschritte gegeben hat. Und dennoch: Die französische Präsidentschaft nutzte die Krisen, um der EU neue politische Impulse zu geben, die in normalen Zeiten undenkbar gewesen wären, so die Einschätzung von Elvire Fabry, Wissenschaftlerin an der Stiftung für politische Erneuerung Fondapol.

Die erste Neuerung fand im August statt, als russische Truppen in Georgien einmarschierten und es zum Krieg zwischen Russland und Georgien kam. Die EU überwand ihre grundsätzlichen Meinungsunterschiede in der Sicherheitspolitik und bezog gemeinsam Stellung. Frankreich ist es gelungen, die EU-Staaten zu einer einheitlichen Position zu bewegen, insbesondere mit der Forderung nach dem Abzug der russischen Truppen aus Georgien, stellt die Journalisten Clémentine Forissier in Euractiv fest. Die internationale Finanzkrise stellte Europa vor eine weitere Bewährungsprobe: Der erste G4-Gipfel in Paris wurde zum Fiasko.

Erst das folgende G6-Treffen unter Teilnahme des Präsidenten der Europäischen Zentralbank, Jean-Claude Trichet, des Vorsitzenden der Eurogruppe, Jean-Claude Juncker, und des Präsidenten der Europäischen Kommission, Jose Manuel Barroso, war erfolgreich. Man beschloss u. a. ein Treffen aller 27 Mitgliedsstaaten, ein Rettungspaket für die Banken und die Forderung nach einem neuen Bretton Woods. Frankreich fungierte als Koordinator und überzeugte die Mitgliedsstaaten von der Notwendigkeit eines abgestimmten Vorgehens, so Philippe Moreau Defarges vom französischen Institut für internationale Beziehungen.

Moreau Defarges hebt jedoch gleichzeitig hervor, dass nach wie vor unklar sei, wie angesichts des wirtschaftlichen Abschwungs Konjunkturpaket und Sparpolitik in Einklang zu bringen seien. Vom ursprünglichen Programm der französischen Präsidentschaft [Link] ist infolge der turbulenten Ereignisse nur wenig übrig geblieben: Das EU-Migrationspaket wurde verabschiedet und die Reform der EU-Agrarpolitik eingeleitet. Keine Bewegung gab es hingegen in der Verteidigungspolitik und die Gespräche zum Klimaschutz gerieten ebenfalls ins Stocken.

Die Kehrseite des Aktivismus der französischen EU-Präsidentschaft liegt in der Gefahr von Einzelgängen. Auf dem Höhepunkt der Finanzkrise kamen aus Paris täglich hochtrabende Ankündigungen, die jedoch nicht immer mit den Partnern abgestimmt waren, stellt Elvire Fabry fest. Deutschland reagierte besonders heftig auf den Wunsch Sarkozys, bis 2010 den Vorsitz in der Eurogruppe zu führen.

Indem er die Debatte auf seine Person fokussierte, nahm der französische Präsident bewusst in Kauf, wichtige Fortschritte im Bereich der wirtschaftlichen Zusammenarbeit zum Erliegen zu bringen, sagt dazu bedauernd Gaëtane Ricard-Nihoul vom Think-Tank Notre Europe. Sinnlose Arroganz oder heilsamer Schock? Paris hat sich über die Konsensregel hinweggesetzt, doch vielleicht war das nötig, um die Dinge voranzutreiben, versucht Clémentine Forissier die Situation zu erklären.

Eine Erkenntnis aus diesem krisengeschüttelten Halbjahr ist, dass die EU Führung braucht. Aber der Weg dahin ist steinig. Paris ist es nicht gelungen, den Vertrag von Lissabon, der u.a. die Ernennung eines Präsidenten der Europäischen Union vorsieht, aus der Sackgasse heraus zu führen, bedauert Philippe Moreau Defarges. In diesem Punkt ist von der Tschechischen Republik, die Frankreich am 01.01.2009 turnusgemäß an der Spitze der EU ablösen wird, nicht viel zu erwarten. Tschechiens Präsident Vásclav Klaus gilt als Euroskeptiker und das tschechische Parlament hat den Vertrag von Lissabon noch nicht ratifiziert.

Es gibt sie nämlich: Die großen Nullen. Die Gegenstücke zu den Helden. Diese sollen ab jetzt mit der “Null des Tages”, einem exklusiven und subjektiv vergebenen “Preis” der denkBar, ausgezeichnet werden. Der Preis wird so oft wie möglich, aber nicht immer und auch nicht regelmäßig verliehen. Sondern dann, wenn mir – willkürlich, wie ich bin – danach ist.

Stephen Harper erklärte heute gegenüber CNN, die Lage in Afghanistan sei aussichtslos. Es zahle sich nicht aus, da noch mehr Truppen hinzuschicken, und er werde das nicht unterstützen. Dies ist aus zwei Gründen die Qualifikation für die “Null des Tages”:

1) Soldaten alleine schaffen noch keine stabile Lage. Aber sie schaffen erst die Vorraussetzungen, damit die zivile Hilfe wirklich greifen kann. Ohne Truppen ist es aussichtslos. Dass so etwas durchaus funktionieren kann, hat der Irak gezeigt: Als dort die Soldaten massiv aufgestockt wurden, wurde auch der Terror massiv zurückgedrängt. Ist der Irak sicher? Ist er stabil? Keineswegs. Aber die Situation hat sich eindeutig verbessert. Dass jetzt die Priorität der USA unter Präsident Obama nun auf Afghanistan, anstatt des Iraks liegt, ist strategisch richtig. Mit genügend Truppen und dem politischen Willen, besteht die Möglichkeit zu Frieden und einer endgültigen Niederlage der islamistischen Taliban.

2) Mit Hoffnungslosigkeit und Gejammere wird man sicher nicht gewinnen. Zu sagen, es brächte eh nichts, ist eine self-fullfilling prophecy. Wir gratulieren diesem strategischen Weitblick.

Die Wutprobe – Adam Sandler gegen Jack Nicholson – das kennen wir bereits. Der Film kam 2003 in die deutschen Kinos. Psychiater Buddy Rydell und sein Patient Dave Buznik geraten in einer Aggressionstherapie aneinander. Es stellt sich heraus, dass vor allem der Arzt seine Wut nicht unter Kontrolle halten kann. Am Schluss wird deutlich, dass alles nur gespielt war.

Etwas Ähnliches ereignete sich jetzt während des Weltwirtschaftsforums in Davos. Auf einer Podiumsdiskussion äußerte sich das israelische Staatsoberhaupt Schimon Peres zu dem Konflikt in Gaza und verteidigte das Vorgehen seiner Streitkräfte. Insgesamt sprach er 25 Minuten. Dann kam Erdogan zu Wort. Er kritisierte die israelische Seite stark. Nach 15 Minuten wurde er aufgefordert seine Rede zu beenden. Berechtigt oder nicht? Zum einen kann ich die Verärgerung verstehen und nachvollziehen wenn sein Unmut einzig und allein der unglücklichen Moderation galt. Einfach wutentbrannt den Raum zu verlassen halte ich jedoch für den falschen Schritt. Die harschen Worte des türkischen Premiers (u.a. “mit dem Töten kennt ihr euch sehr gut aus”) haben den Moderator dazu veranlasst, seine Stellungnahme abzuwürgen. Vielleicht hätte er einfach der Diskussion freien Lauf lassen und abwarten sollen, welche Podiumsteilnehmer sich noch zu Wort melden. Dann nämlich hätte Erdogan dem offenen Schlagabtausch mit Peres gewachsen sein müssen. Wer eine Diskussion verlässt, egal ob berechtigt oder nicht, hat diese meiner Ansicht nach verloren. Eigenwerbung für einen EU-Beitritt sieht anders aus.

In Island sind die Tage heiss

Parlamentsgebäude Islands belagert. Polizei verwendet Pfefferspray. 20 Verhaftete. Verwundete brauchen medizinische Behandlung.

The police have used pepper spray to disperse about 1,000 demonstrators who were massed outside the parliament building.

Twenty protesters were later arrested and some were injured, needing medical attention.

QUELLE: www.azerbaijannews.net

Auto des Premierministers Islands mit Eiern beworfen:

Angry protesters surrounded Icelandic Prime Minister Geir Haarde’s car on Wednesday, banging on the vehicle’s windows and pelting it with eggs.

QUELLE (mit Video): http://news.bbc.co.uk

Island:

Währung verlor mehr als die Hälfte des Wertes, Inflation verschlang das Meiste der Ersparnisse der Bürger, Immobilien haben mehr als Drittel ihres Wertes verloren, Arbeitslosigkeit so hoch wie noch niemals zuvor im Leben der jungen Republik. Verantwortung dafür liegt klar bei Geschäftselite und der Regierung, die es unfähigen und selbstsüchtigen Geschäfts-Tycoons erlaubte mit dem Vermögen des Landes zu zocken. Aber weder die Regierung noch die Bankster – die nebenbei gesagt in der dünnen kalten Luft verschwunden zu sein scheinen – sehen an ihrem eigenen Verhalten irgendetwas Falsches.

Our currency has lost more than half its value, rampant inflation has already eaten up most people’s savings, property values have dropped by more than a third and unemployment is reaching levels never seen before in the life of our young republic. The fault is clearly shared between the business elite and the government, which failed to regulate the newly privatised financial sector, allowing a few incompetent and egotistical business tycoons to gamble with the nation’s fortune. And yet neither the government nor the bankers – who, by the way, seem to have disappeared into the cold thin air – see anything wrong with their own behaviour.

QUELLE: http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2009/jan/21/iceland-globalrecession

Premierminister der palästinensischen Regierung in Gaza schreibt:

Meine Botschaft an den Westen

von Ismael Haniyeh*

Gaza – Ich schreibe diesen Artikel für westliche Leser aller sozialen Schichten und politischen Anschauungen, während die israelische Kriegsmaschine damit fortfährt mein Volk in Gaza zu massakrieren. Bis jetzt wurden annähernd 1.000 von ihnen getötet, fast die Hälfte von ihnen Frauen und Kinder. Die Bombardierung der UNRWA (UN Relief Works Agency – Hilfswerk der UN)-Schule im Flüchtlingslager von Jabalya war eines der abscheulichsten Verbrechen, das man sich vorstellen kann, da Hunderte von Zivilisten ihre Häuser verlassen hatten und Zuflucht in der internationalen Einrichtung suchten, nur um dort von Israel gnadenlos mit Granaten beschossen und bombardiert zu werden. 64 Kinder und Frauen wurden bei diesem hinterhältigen Angriff getötet und Hunderte vewundet.

Eindeutig hat Israls Rückzug aus Gaza im Jahr 2005 die Besatzung nicht beendet und als Folge auch nicht seine internationalen Verpflichtungen als Besatzungsmacht. Israel kontrollierte und beherrschte weiterhin unsere Grenzen an Land und zu Wasser sowie unseren Luftraum. Die Vereinten Nationen bestätigten, daß die israelische Armee zwischen 2005 und 2008 annähernd 1.250 Palästinenser, darunter 222 Kinder in Gaza getötet hat. Während des größten Teils dieses Zeitraums blieben die Grenzübergänge de facto geschlossen, und nur begrenzte Mengen an Nahrungsmitteln, Brennstoff für die Industrie, Tierfutter und einige wenige andere wesentliche Güter konnten die Grenze passieren.

QUELLE & weiterlesen: http://www.0815-info.de/News-file-article-sid-10452.html

   Så er enden på valget i U.S.A. nået. I lidt mere end ti måneder er det valg, de grupper, de personer og de holdninger blevet gennemdiskuteret og analyseret på kryds og tværs, ja, vi er nærmest blevet bombarederet, om ikke hjernevasket med indtryk, reportage, analyser og blogindlæg (!) om hvordan dette her nu kunne ende. Det ved vi jo så nu. Jeg har ventet med at skrive det her indlæg fordi jeg også ville have Baracks første handlinger og de første reaktioner med (og så også fordi jeg har manglet tid…).

   Vi kan jo begynde med de sidste hændelser før valget. Den vigtigste var nok Barack Obamas meget omtalte reklame på en halv time, sendt i den bedste sendetid. Udover at han i denne reklame skitserede de planer han har for sit land (som man kan læse om i mit indlæg om dem), så formåede han også at gøre det igen han har haft succes med i de sidste mange måneder. Han viste sig selv som, for det første en samlende figur der kan bringe amerikanerne sammen som ét folk på tværs af økonomiske, etniske eller religiøse skel, for det andet som en hel kandidat. Han var, i denne video, ikke bare den første sorte mand der har haft en reel chance for at blive amerikansk præsident, men en mand med visioner for sit land og for sit folk. Man kunne tydeligt se at der var blevet gjort alt for at vise Obama som en stor og samlende mand, der blev vist folk fra alle geografiske områder i landet og fra de dominerende etniske grupper: hvide, sorte og latinamerikanske, med klassisk musik i baggrunden. Der blev dog også begået en fejl, en temmelig forudsigelig én oven i købet. Der var jo en overhængende risiko for at det ville blive en kende forlorent. Samlet set var det OK nok, men dervar lige nogle få øjeblikke hvor man tænkte “lort, han gør sig selv til grin lige nu”. Men tiden har jo vist at det holdt. Jeg synes også reklamen var en god idé. Samlet set lykkedes det for ham at få sit budskab ud til fantastisk mange mennesker, på en måde så at man ville kunne træffe en saglig beslutning om hvorvidt ma nu også ville stemme for ham, i stedet for de sædvanlige 5-minutters reklamer, hvor man har så kort tid at man alt for ofte forfalder til tom snak eller fjendebilleder.

   Da Barack Obama så belv valgt for snart 2 uger siden, så kom var der jo mange reaktioner til det. De vigtigste var nok hans egen og hans modstanders (som kan læses her for McCain og her for Obama). Han selv holdt et brag af en tale på lidt over en halv time. Han omtalte igen sine projekter (politikere har desværre fået den dårlige vane i vore dage altid at gentage samme sætninger for forklare hvad de mener, f. eks. “We can’t drill our way out of the problem”), men han brugte også meget tid på, ja lad os sige ikke særlig konkret snak. For en gangs skyld kunne man måske sige at en meget følelsesladet tale var helt på sin plads. Det var på en måde meget flot at se tusndvis af mennesker råbe “YES WE CAN!” sammen med deres idol, men på den anden side var det bare også lidt åndssvagt. Min samfundsfagslærer på Duborg-Skolen sagde faktisk noget meget sigende om dette “Ja, nogle gange når jeg sidder i biografen og ser sådan en rigtig tøsefilm, så hænder det jeg sidder og tænker “Ajj, det her er bare for åndssvagt”. Sådan havde jeg det faktisk da jeg stod op kl. 5 om morgenen  for at se Barack Obamas tale, men pludselig, så mærkede jeg at tårene, ja de begyndte at løbe ned af kinderne på mig”. På den ene side er det bare tom snak, men så alligevel, det er jo rigtig nok at lige netop den aften havde U.S.A. taget et stort skridt. John McCains tale var præget sf stor værdighed. Han erkendte også det storslåede i at en sort nu havde bevist at intet var umuligt i Amerika, og når der blev buet af Obamas navn viftede han med hænderne som en sand gentleman. Han udtrykte sin store beundring for U.S.A.’s næste præsident og forsikrede sit land om at han nu ville gøre alt i sin magt for at hjælpe ham. Mest af alt takkede han alle sine tilhængere varmt og fortalte om hvor stolt han var når han tænkte at de fulgte ham. ”Det var mit livs store ære at lede denne kampagne” sagde han. Måske for sidste gang fik vi hans berømte løftede tommelfingre at se, før han forsvandt.

   Nu har vi altså 4 Obama-år i sigte. Der er en del ting vi kan forvente, ikke kun gode for den sags skyld. Der er dog allerede gode tegn på nuværende tidspunkt. Selvom Obama endnu ikke er officielt tiltrådt, det er først den tyvende januar, så er han allerede begyndt på arbejdet. Da U.S.A. er i en meget dårlig stand i øjeblikket bliver præsidentens arbejde des sværere, og derfor er det bedst at begynde hurtigt. Han valgte allerede to dage efter sin valgsejr en stabschef (Chief of Staff), hvilket ca. svarer til vores departementchef i statsministeriet, eller måske mere rammende, premierministeren i Frankrig. Den heldige udkårne er den jødiske Repræsentant Rahm Emanuel, der har en lang karriere bag sig og god erfaring i bagagen, bl. a. som rådgiver for Præsident Clinton og medlem af bestyrelsen for Freddie Mac, et føderalt firma der køber pantbreve, sætter dem sammen og sælger dem videre, hvilket forøger den kapital der er på boligmarkedet. Han har desværre et meget positivt syn på Israel, men det kan jo selvfølgelig bruges til at få Isrelerne til at overholde aftaler (selvom jeg har mine tvivl). Han overvejer også hvordan udenrigsministeposten skal besættes. Valget står imellem to tidligere modstandere, latinamerikaneren Guvernør Bill Richardson af New Mexico, en meget erfaren herre, der har U.S.A.’s FN-ambassadør eller Hillary Clinton. Da Hillary ikke er så erfaren som hun siger, ville jeg foretrækker Richardson, omend dette valg potentielt kunne splitte demokraterne.

   Desværre er U.S.A.’s ude på dybt vand lige nu. Hele verden oplever en af de værste finanskriser i et århundrede, og nu er det jo sådan at en stat eller en regering reelt ikke kan gøre så meget ved en kriseramt økonomi. Fankrig har været ramt af krise i 30 år nu, og alt er blevet prøvet. Markedet er en så kompleks ting med så mange faktorer at dét der tilsyneladende gavner meget vel kan være skadeligt og omvendt, og alt statsledere kan gøre i krisetid er at se ud som om de gør det der skal til og folde hænderne og bede. Der skulle Anden Verdenskrig til for at løse sidste krise.  

   Dette er bare et endnu større problem end som så, fordi det ikke er en helt normal præsident Amerikanerne har valgt sig. Da Barack Obama er sort er det af den ypperste vigtighed at han formår at løse finanskrisen.  U.S.A. har endeligt taget skridtet frem, og har valgt en sort præsident, men det betyder ikke at racismen er død, det betyder at de har givet det en chance. Men hvis Barack Obama viser sig at være en fiasko, så vil alt det gå til spilde, fordi så vil folk ubevidst tænke på hans farve som faktor. Så bliver det grimt.

    Der er et andet spørgsmål man kan stille sig selv. Før Obama stillede op til præsidentvalget havde han en række holdninger, som han jo helt naturligvis har måttet moderere under valgkampen. Der er emner der er blevet undgået og der er meninger der er blevet ændrede. Spørgsmålet er: hvem vil Obama følge? Sit gamle jeg, eller sit nye jeg. Logikken ville svare det gamle. Nu er han jo valgt, han har ikke mere at bevise, han kan jo gøre havd han vil nu. Historien viser os bare mange eksempler på det modsatte. Vejen til magten korrumperer siger man, og Obama har været undervejs meget, meget længe. 

   For de sorte vil valget af Obama nok ikke ændrer så meget konkret. Måske vil der værre flere tiltag for at bringe de sortes andel af fængselsbefolkningen ned (50% af de indsatte er sorte imod 15% af hele befolkningen). Det der virkelig er vigtigt her, det er symbolet. Obama har som sagt vist at alt er muligt for alle i U.S.A., hvilket mange sorte sikkrt har betvivlet indtil nu. De har endegyldigt fået bevist at også deres stemmer bliver hørt og at også de har ret til og bør deltage i samfundsdebatten. Måske vil det have en positiv effekt, hvem ved? 

   Men valget af Obama betyder meget mere end bare det, som jo egentlig i sig selv er en del. Dette valg markerer “enden på begyndelsen” af noget der allerede begyndte ved midtvejsvalget for 2 år siden, i 2006. Der fik Demokraterne overbevisende flertal, både i Senatet og i Repræsentanternes Hus. Dette var i sig selv en nyhed, men dette valg betyder at Amerikanerne nu går igennem en demokratisk periode igen. I de sidste 50 år, har der kun været to demokratiske præsidenter, begge fra Sydstaterne, begge på partiets, om ikke højrefløj, så dog centrum. Men Obama, han er jo på partiets venstrefløj, desuden er han fra midtvesten, og kan vel dårligt beskrives som et konservativt valg. Mit gæt er at Demokraterne ved sidde med de bedste kort på hånden i de næste mange år, sikkert helt indtil næste krise U.S.A. vil gå igennem.

   Men selvom alt dette selvfølgeligt er meget godt, så tror jeg alligevel mange af mine læsere vil blive overraskede, måske endda skuffde, over den politik Barack Obama vil føre. Jeg blev næsten overvældet da jeg så at 41% af mine læsere har sagt at de støttede Barack Obamas politik “helt og holdent”. Nu kan det selvfølgelig være jeg ikke kan dansk (det kan det faktisk godt!), men i min verden betyder ”helt og holdent” altså 100%. Så 41% af min læsere støtter altså Amerikaneres frie adgang til skydevåben, de støtter øget olieboring eller brugen af kulkraft, de støtter atomkraft, Afganistankrig, indtrængning på Pakistans suveræne territoium eller en pro-israelsk mellemøstpolitik? Det må man tro, eller også så er der bare nogen der bliver meget skuffede. Barack Obama er også amerikaner, og i de kommende år forbliver U.S.A. altså U.S.A. 

   Under alle omstændigheder er et sikkert. Verdens mægtigste land har fået sig den bedste præsident man realistisk kunne håbe på. Fra et amerikansk perspektiv er han symbol på en ny tid og liberale holdninger, han er et frisk pust af rettigheder, frihed og forandring, han kan virkelig få én til at tro på at der er bedre tider forude. Nå Amerikanerne siger de vil gøre noget, så gør de det, og når Obama siger han vil have næste generations el-biler bygget i U.S.A., så kommer det til at ske. U.S.A. er ikke bare en samling stater, det er også en samling kulturer, etniske gupper, holdninger og religioner, men ved hjælp af sin kulturelle åbenhed og sin midtsøgende politik, kan U.S.A.’s motto måske endelig få lov til at gå i opfyldelse: Af mange, én.

E PLURIBUS, UNUM

   Som man kan læse om det i indlægget Lidt om Mig, har jeg i de sidste otte år opholdt mig i Frankrig, og det fuldkommen som et hvilket som helst andet fransk barn. Det var der jeg for første gang lærte et politisk spektrum at kende, ved det skandaløse valg i 2002, hvor højrefløjsekstremisten Jean-Marie le Pen var én af de to slutkandidater. Der var ganske vist ikke tale om et indgående kendskab, men jeg lærte at der var noget der hed socialist (Parti Socialiste, PS), noget der hed konservativ, eller i Frankrig gaullist (Union pour un Mouvement Populaire, UMP) og noget der hed ultranationalist (Front National, FN).

   Efter dette svækkedes min interesse lidt igen, men jeg holdt mig dog stadig underrettet og fortsatte med at opbygge min viden ved at stille spørgsmål når der blev diskuteret politik ved bordet. Da jeg fik samfundsfag i skolen, lyttede jeg godt efter. I Frankrig lægges der ikke så meget op til debat i samfundsfagtimerne, der er mere tale om kold viden om systemet og blød propaganda, om at man som borger er nødt til at involvere sig i diskussionen.  Der har jeg lært det meste om hvad jeg ved om det franske institutionelle system.

   Det var ikke desto mindre først i efteråret 2006, da snakken om det kommende valg begyndte, at jeg virkelig gik i gang med at informere mig om fransk politik. Det var ikke uden grund. Det var nok ét af de mest spændene valg der har været under den V. Republik, som er navnet på den nuværende franske forfatning, fordi fronterne var så skarpt trukket op. PS havde stillet én kvinde op, Ségolène Royal, og UMP havde valgt Frankrigs nok mest kontroversielle politiker, Nicolas Sarkozy. Endvidere var begge kandidater temmelig unge. Enten så elskede man Nicolas Sarkozy, eller også var man ved at brække sig så snart han åbnede munden, enten så elskede man Ségolène Royal, eller også mente man at hun var snotdum.  Overalt i Frankrig begyndte der at blive diskuteret heftigt, selv på min skole, hvor eleverne ellers var meget uinteresserede i samfundsproblematik. Jeg var simpelthen nødt til at undersøge hvad der forgik, og da emnet oven i købet interesserede mig gevaldigt var det jo ikke noget problem.

I. Det Franske Institutionelle System

   I Frankrig har man desværre en fantasme om den stærke mand og derfor også en stor forkærlighed for personlig magt.  Præsidenten (le Président de la République Française) står i centrum af systemet og han har med de rette omstændigheder enorm magt, for ikke at sige al magt. Han udnævner premierministeren, og på forslag fra denne vælger han regeringsmedlemmerne. Han kan opløse Nationalforsamlingen (l’Assemblée Nationale), udskrive folkeafstemning om næsten et hvilket som helst lovforslag og kan som den eneste bede forfatningsrådet, hvor han udnævner en tredjedel af medlemmerne og selv har ret til at sidde efter ophørt mandat,  om at undersøge om en lov er forfatningsstridig. Det er også op til ham at indkalde nationalforsamlingen til ekstraordinære møder. Han er juridisk immun , kan benåde fanger og udnævner ét af de 9 medlemmer af det Højeste Retsråd. Han er øverste chef for de væbnede styrker, hvor han udnævner alt personel, ydermere er han ene herre over udenrigspolitikken. I en situation hvor flertallet i Nationalforsamlingen tilhører samme parti som præsidenten, har han reelt al magt, da han er naturlig leder af sit parti (selvom den faktiske leder er én anden, det er ham forbudt at være partiformand).  I Frankrig bliver præsidenten valgt ved et to-runde valg. I første runde kan alle der har samlet 500 underskrifter fra borgmestre eller andre folkevalgte stille op. Hvis ingen opnår over halvdelen af stemmerne organiseres der en anden runde hvor de to kandidater med flest stemmer dyster. Frankrigs nuværende præsident er gaullisten, Nicolas Sarkozy. Under den V. republik, har der været én socialistisk præsident, én liberal og fire konservative. Dette skyldes nok igen at de konservative har lettest ved at overbevise folk om at de er den stærke mand.

   Regeringen er præsidentens talerør til Nationalforsamlingen. Da han ikke selv har magt til at fremsætte lovforslag eller tale til Nationalforsamling er han nød til at have nogen der kan gøre det beskidte arbejde med at udarbejde lovforslag og forsvare dem overfor Nationalforsamlingen hvor det går hårdt for sig. Hver onsdag bliver der klappet, råbt, skreget og manet til ro fra præsidiet i Palais Bourbon. Regeringen er som bekendt udnævnt af præsidenten på premierministerens forslag. Med andre ord vælger premierministeren og præsidenten har vetoret. Det øverste trin på regeringsstigen er, udover premierministeren som vi kommer tilbage til, statsministrene (Ministres d’États). De har magt til at organisere interministerielle møder og i statsrådet (Conseil des Ministres) kan de udtale sig om emner der egentlig ikke hører til deres portefølje. Derefter kommer de normale ministre og deres delegerede ministre. Sidst i hierarkiet er Statssekretærerne, der er underordnet den minister de hører ind under. De delegerede ministre deltager altid i Statsrådet, medens statssekretærerne kun deltager når dagsordenen vedkommer dem. Ethvert dekret og i bund og grund alt hvad regeringen foretager sig skal først vedtages i statsrådet før der kan ske noget som helst andet.

   Premierministerens rolle afhænger af to faktorer: hvilken fløj der har flertallet i nationalforsamlingen og hvilken fløj præsidenten tilhører. Præsidenten kan selv udpege sin premierminister men han skal vælge nogen der kan samle et flertal bag sig i Nationalforsamlingen. Hvis præsidenten og forsamlingen har samme farve vil premierministeren reelt blot være præsidentens forlængede arm, og den nuværende præsident tager også æren for alting. Der hvor der opstår problemer er hvis præsidenten bliver nødt til at vælge en modstander som sin nærmeste samarbejdspartner. Så taler man om cohabitation eller samliv. I dette tilfælde vil han sædvanligvis vælge oppositionslederen. Men i dette tilfælde får premierministeren altså en helt anden rolle. Der vil nødvendigvis opstå gnidninger imellem de to personer, og regeringen vil over tid ikke kunne holde sammen da præsidenten vil ødelægge regeringens arbejde og omvendt. Franskmændene har meget dårlige erfaringer med dette så de er begyndt at give forsamlingen et flertal præsidenten kan bruge.

   Frankrigs parlament er navnet man giver de to lovgivende kamre, Nationalforsamlingen og Senatet (le Sénat), hvis man omtaler dem som en helhed. Det hænder at de mødes sammen i Versailles, så tales der om en Kongres. For at en lov bliver vedtaget skal den gå igennem i begge kamre. I tilfælde af vedvarende uenighed skabes der en såkaldt blandet ligeværdig kommission (Comission Mixte Paritaire), der består af seks udvalgte medlemmer fra begge forsamlinger og som træffer den endelige beslutning.

   Nationalforsamlingen samles hver onsdag i Palais Bourbon. Det er det vigtigste kammer. Det er reelt den der tager sig af parlamentets kontakt med regeringen, og den der tager sig af alle forfatningsmæssige forpligtelser parlamentet har overfor regeringen. F. eks. er det kun flertallet i Nationalforsamlingen der influerer på regeringens farve. De deputerede (Députés)  som medlemmerne bliver kaldt, er valgt for fem år, med en metode som vi afskaffede i Danmark for næsten 100 år siden og som har fremkaldt enorm debat i Frankrig den sidste tid. Frankrig er delt op i omtrent 350 valgkredse, og i hver kreds holdes der et lille ét-navns valg på to ture. Modellen er næsten den samme som ved præsidentvalget. Resultatet er også det samme; på samme måde som præsidenten kun repræsenterer lidt mere end 50% af vælgerne, er der i hver kreds lidt under halvdelen af vælgere der aldrig bliver hørt. Altså er det kun rundt regnet 54% af de franske vælgere der har en repræsentant i forsamlingen. Til sammenligning er omtrent 99% af de danske vælgere repræsenteret i Folketinget, fordi vi bruger det proportionelle valgsystem. Hos os får partierne mandater efter hvor mange stemmer de har fået, i Frankrig bliver mandaterne fordelt efter hvor mange valgkredse man har erobret. Dette har som resultat at de små partier har meget svært ved at komme ind, fordi deres vælgere ligesom alle andres, er spredt udover hele territoriet. Så selvom der er 12 % tilslutning til FN’s politik på landsplan, så er der også kun omtrent det samme i hvert valgdistrikt. Derfor har de ingen deputerede. Nu støtter jeg ikke Front Nationals politik, men jeg synes at det principielt er forkert.

   Senatet mødes hver tirsdag, onsdag og torsdag i Palais du Luxembourg. Det er et rent lovgivende kammer, og selvom det egentlig har mere prestige at være senator, så bliver der talt langt mindre om senatet end om forsamlingen. Senatet skal vedtage alle lovforslag før de kan virkelighed. Udover dette har senatet kun to roller: stemme om forfatningsændringer, enten selvstændigt eller ved kongres, og Senatets præsident sørger for de eventuelle interregnummer der kan opstå, dog med visse begrænsninger. Han kan ikke udskrive en folkeafstemning, ej heller opløse nationalforsamlingen eller prøve at ændre forfatningen. Senatorerne er valgt for seks år. Hvert tredje år står halvdelen af senatets sæder til valg, ligeledes på en stærk betænkelig måde. Kommunalrådsmedlemmer, generelrådsmedlemmer, regionalrådsmedlemmer, og de deputerede  udgør et valgkollegium der så vælger senatorerne. Bare det faktum at der er tale om indirekte valg er utiltalende, men eftersom der ikke er taget højde for at nogle kommuner, departementer og regioner indeholder flere indbyggere end andre, så er landdistrikterne stærkt overrepræsenterede i valgkollegiet. Ude på landet er man ofte konservativt stemte, og det er grunden til at der ikke har været et venstrefløjssenat i de snart 50 år den V. Republik har varet. Det er faktisk umuligt at dette kan ske.

II. Det Franske Politiske Spektrum

   Det er faktisk i Frankrig at de politiske begreber om venstre og højre blev født. Lige efter revolutionen delte den forfattende forsamling sig op efter hvem der støttede den kongelige magt og hvem der var imod den. De sidste placerede sig til venstre i salen. Disse begreber har derefter spredt sig til resten af verden.

   Jeg vil begynde min beskrivelse ude på den yderste venstrefløj.

   Det traditionelle ekstreme venstrefløjsparti er Parti Communiste Français (PCF), som i øjeblikket har lidt over ti mandater i forsamlingen og 22 senatorer. Dengang Sovjetunionen stadig fandtes var PCF det moskvatro parti (det ændrede dog standpunkt i 1976). De står for en meget hård venstrefløjslinje, benhård opposition imod den nuværende regering og de holder sig bestemt ikke sprogmæssigt tilbage. De var blandt de første kommunister i Europa der kom i regering i meget lang tid, da Premierminister Lionel Jospin foreslog (da der var tale om en samlivsregering, var der reelt tale om at han valgte) nogle kommunister til sin regering. PCF har nu i mange, mange år haft tilbagegang, ligesom de fleste andre partier på den yderste venstrefløj. I nyere tid  er de blevet udfordret af postbuddet Olivier Besancenot fra et nyere parti, Kommunistisk Revolutionær Liga (LCR). Hans bekymrende ambition er at samle alle de kommunistiske småpartier om sig i et Nyt Antikapitalistisk Parti (NPA). Han har ingen ambitioner om at komme i regering, han er old school revolutionær kommunist. Han er ung, han er åbenmundet og der hænger ikke en dunst af salonsocialisme om ham, derfor er han populær.

   Det største franske venstrefløjsparti, og dermed lederpartiet i oppositionen er Socialistpartiet (PS). Det er et parti i stor krise i øjeblikket og holder derfor lav profil. De har to store problemer. I de 50 den V. Republik har varet, har kun én præsident været socialist. De har tabt tre præsidentvalg i træk og har ikke haft regeringsmagten i 6½ år. Med andre: befolkningen stoler ikke på deres evne til at styre landet på nationalt plan. På alle andre niveauer har socialisterne magten. Deres andet problem er at der delvist hænger en traditionel socialistisk dunst om den. Det kan mærkes at de aldrig har føjet -demokratisk til deres navn. Dette er ikke problemets essens. Kernen er at partiet i snart 7 år har prøvet at omstille sig, men at den ledelse der har prøvet at reformere partiet også er den ledelse der for nylig har tabt et præsidentvalg og et forsamlingsvalg. Det har fået alle de dissidentstemmer der tiede og samledes før valgene til at begynde at råbe op igen. Partiet holder kongres i november hvor formandsposten er på valg, og sandsynligvis vil det betyde at man også allerede nu skal til at vælge præsidentkandidaten til 2012. Det vil blive dækket i et senere indlæg.

   Ligesom i Danmark, havde man i Frankrig et stort og stærkt radikalt parti for mange år siden. Desværre er det forsvundet i Frankrig da det er splittet op på midten. Den højre fløj af partiet er blevet til Frankrigs midterliberale, men har også stiftet et eget parti, man dog aldrig hører om. Den venstre fløj, der også har et eget parti, støtter nu PS i nært sagt alle sager.

   Selvom de er yderst sjældne findes der stadig monarkister i Frankrig. De er samlede i forskellig grupperinger. Én af dem, Alliance Royale, har som ambition at samle alle monarkister i ét parti. Deres program er faktisk yderst interessant læsning. De har, som Ny Alliance, afskaffelsen af blokpolitikken iblandt deres mål, og definerer sig som et midterparti. De står stadig stærkest i den region der forsvarede kongen under revolutionen, Sydvestfrankrig, la Vendée. Der opnår de det største tal efter det rungende 0 komma.

   Sidste midterparti er centristerne, Mouvement Démocrate (MoDem).  Det er resultatet af splittelsen af det gamle liberale parti Fransk Demokratisk Union, UDF. Da deres meget populære kandidat, François Bayrou, ikke kom videre til anden runde i præsidentvalget, besluttede han sig for ikke at tage parti. En fløj i partiet besluttede at han skulle have støttet Nicolas Sarkozy, og brød med ham. De skabte et nyt liberalt parti, Nyt Centrum (NC). De andre byggede videre på den ultracentristiske linje og den kamp mod blokpolitikken Bayrou havde bygget op.

   På den franske højrefløj har man ikke nogen tradition for faste partier. Det nuværende gaullistiske parti, UMP, er kun 6 år gammelt. Det har i mange år stået for en særdeles konservativ linje. Alle de institutionelle mangler jeg har remset op er blevet skabt af gaullister, og Nicolas Sarkozys planlagte forfatningsreform vil ikke ændre noget grundlæggende ved det. Så snart han blev valgt gav han skattelettelse for mange milliarder i en tid hvor statens gæld er astronomisk. I det hele taget synes man at kunne genkende et mønster i det meste af hvad han foretager sig: det gavner de rige. Han er også meget national. Han går ind for nationalsang om morgenen i skolen og indvandrerne ud. Efter han blev valgt blev han da også meget hurtigt særdeles upopulær. Han har ikke den lidt forfinede stil mange franskmænd alligevel forventer af deres leder. Han er ikke kultiveret, han er en kulturel bulldozer. Endvidere monopoliserer han mediescenen. Han tager æren for alle sine ministres gerninger, og premierministeren lider nærmest under at han nærmest ingen rolle har. Han virker for nyrig og for jetsetagtig, selv for sit eget parti, der for nylig skabte furore ved at stemme imod et af regeringens lovforslag. Men meget kan man sige om ham og hans meninger, men han gør hvad han lovede under sin kampagne. Han gør bare lidt til. Han vil F. eks. afskaffe reklame i offentligt fjernsyn. På samme tid tillod han også lige sine rige venner på de private kanaler at have mere reklame. Det sidste havde han ikke sagt noget om.

   Den yderste højrefløj i Frankrig er helt anderledes end DF. Der er ikke tale om en nu-kan-vi-løse-det-over-en-kop-kaffe-nationalisme. Der går rygte om at nogle af FN’s toppolitikere har fortid i Frankrigs fascistiske politiske politi under Anden Verdenskrig, militsen. De er hardcore. De har ingen social vinkel. Udover deres stærke men snæversynede fædrelandskærlighed er de nærmest anarkister. Alligevel kan jeg langt bedre relatere til dem end til DF. Dansk Folkeparti er kvalmende sødt. De er så vi-hader-jer-men-lad-os-nu-være-gode-venner-agtige. FN er i det mindste ærlig. Ydermere virker Jean-Marie le Pen, partiets leder, som en yderst charmerende og karismatisk person og han har store talergaver. Som én af de sidste mennesker i Frankrig bruger han stadig tiden konjunktiv imperfektum når han taler. Så kan man mene hvad man vil om hans meninger, men et interessant menneske det er han. Nu virker det selvfølgelig som om jeg er vild med FN. Det er jeg ikke. Jeg synes bare lederen har karisma. Deres politik er jeg rasende over, jeg er i det mindste ikke kvalm. Men FN er også kommet i problemer den sidste tid. Frankrigs nuværende præsident har stjålet mange af deres vælgere, og deres leder er ved at blive meget gammel.

   Nu, hvor De har læst alt dette, ærværdige læser, sidder de måske og spørger dem selv: “Hvorfor fortæller han alt det her?” Dybest set kan de jo være ligeglad med alt det her. Men udover det gode ved viden i sig selv, er målet med dette indlæg at De, læseren, skal være velinformeret om hvad jeg skriver, den dag jeg skriver om fransk politisk aktualitet, hvilket jeg snart vil. Vær forberedt!

Geboren: 05.07.195 in Tel Aviv

Eltern: Eitan Livni, Sara Rosenberg (beide Irgun - Mitglieder, das erste Paar, das im Staat Israel geheiratet hat)

Bruder: Eli Livni

Ehemann: Naftali Shpitzer (Buchhalter)

Söhne: Omri, Yuval

Ehud Olmert wird Korruption vorgeworfen, und seine Außenministerin und Stellvertreterin verpasst ihm noch einen ordentlichen Tritt. Könnte man jedenfalls glauben, wenn man Zeitung liest. Eigentlich ging es bei den Meinungsverschiedenheiten natürlich um den Libanonkrieg, aber wer nimmt das schon so genau?

Schließlich ist sie viel besser für sein Amt geeignet. Sagt sie jedenfalls.

Zu behaupten dass Olmert das Vertrauen der Bevölkerung verspielt hat wäre unfair – das Vertrauen in die Politiker haben viele Israelis schon lange verloren.

Er hat also nur die in ihn gesetzten Erwartungen erfüllt.

Die Frage ist nur: Was kommt danach?

Tzipi Livni hat 42 Tage Zeit, um eine Mehrheit im Parlament zu bekommen. Dazu muss sie eine Koalition zusammenschustern, denn auch wenn ihre Kadima-Partei momentan die größte ist, reicht es doch nicht ganz.

Schafft sie es, ist sie die nächste Premierministerin.

Livni ist unglaublich beliebt in Israel (und gut befreundet mit Condoleezza Rice), obwohl sie den Medien bisher aus dem Weg gegangen ist.

Das mag teilweise an ihrer Familie liegen, doch wichtiger erscheint vielen, dass sie ehrlich und überzeugend wirkt, wenn sie denn mal in der Öffentlichkeit spricht. So scheint man ihrer Behauptung allgemein Glauben zu schenken, sie sehe das Amt nur als einen Weg, ihre Vorstellung israelischer Werte durchzusetzen – und den Konflikt mit den Palästinensern zu beenden.

Immer wieder wird sie als eine der wenigen Spitzenpolitiker Israels bezeichnet, die noch nicht der „Macht um der Macht willen“ verfallen sind.
Ob sie ihre heutige Position erreicht haben kann, wenn dies zutrifft ist eine Frage, die ein Außenstehender wohl nicht beantworten kann.

Dass sie ein Protegé von Ariel Sharon war schadet ihrem Image sicherlich nicht.

In ihrer Kindheit verursachte ihre Herkunft aus einer nationalistisch-konservativen Familie immer wieder Konflikte, mit Lehrern wie mit Mitschülern, deren Weltbild ein völlig anderes war.

Mirla Gal (Mossad), die Livni aus ihrer Schulzeit kennt, erinnert sich: Die Mitschüler waren neugierig, weil Livni aus einer ganz anderen Welt zu kommen schien. Selbst ihre Pfadfinder-Erfahrungen waren völlig unterschiedlich, da Livni bei den Betar scouts war, beinahe alle anderen Schüler dagegen bei Tzofim.

Sie studierte Rechtswissenschaften an der Bar Ilan Universität.

Nach ihrem Studium war sie kurzzeitig als Kellnerin tätig, bevor sie in die Armee eintrat. Während ihrer Ausbildung wurde sie zweimal als “most outstanding officer” ausgezeichnet.
Sie verließ das die Armee im Rang eines Leutnants, um 1980 bis 1984 für den Mossad tätig zu sein.
Über ihre Tätigkeit dort will niemand (auch sie selbst) mit näheren Informationen heraus. Es ist aber wohl davon auszugehen, dass sie nicht “nur die Putzfrau” war.
Das bestätigen auch die Erzählungen ihres Bruders von seinem Besuch in Paris während ihrer “Studienzeit”.
Auch die Tatsache, dass sie nach ihrer Heirat den Mossad verließ lässt wohl auf eine gefährlichere Tätigkeit schließen.

Anschließend war sie mehrere Jahre als Rechtsanwältin tätig, bevor sie sich der Politik zuwandte.

1996 war ihr erster Versuch ins Parlament zu kommen erfolglos, brachte ihr jedoch die Aufmerksamkeit von Benjamin Netanjahu, der ihr eine Aufgabe in einem Privatisierungsprogramm einbrachte, das die israelische Wirtschaft in Schwung bringen sollte.
1999 schaffte sie es schließlich ins Parlament und verschaffte sich in verschiedenen Ministerien breites politisches Wissen und Erfahrungen.
2004 erhielt sie eine “Quality of Governance” Auszeichnung.
Im Januar 2005 schließlich wurde sie zur Justizministerin ernannt. Sie gehörte zu den Politikern, die die Räumung israelischer Siedlungen im Gazastreifen unterstützten.
Auch heute noch ist sie eine Anhängerin der “Land für Frieden” -Philosophie.
November 2005 schloss sie sich dem Ausstieg Ariel Sharons aus Likud an. Sie folgte ihm in seine neue Partei, Kadima.
Damit gab sie den traditionellen politischen Standpunkt ihrer Familie zu Gunsten der politischen Mitte auf.
Im Januar 2006 wurde sie zur Außenministerin ernannt. Gleichzeitig blieb sie aber Justizministerin und Ministerin für Einwanderungsfragen.
2007 wurde Livni von Daniel Friedmann als Justizminister abgelöst.
2008 schließlich wurde sie mit 43% zur Nachfolgerin Ehud Olmerts als Premierministerin gewählt.
Schon eine Woche zuvor hatte sie Olmert als Führerin der Kadima-Partei abgelöst.

Wie ihre Familie ist auch Frau Livni Nationalistin.
Sie hat entschiedene Ansichten über die Zukunft Israels. Der Krieg mit den Palästinensern soll friedlich beendet werden. Livni sagt, sie hat nichts gegen einen palästinensischen Staat einzuwenden und hält eine friedliche Koexistenz für möglich.
Sie hat schon einige Male (teilweise erfolgreiche) Verhandlungen mit den Palästinensern geführt.
Gleichzeitig hält sie es für wichtig, dass Israel eine Vorreiterrolle in der Bekämpfung des Terrorismus spielt. Hier unterscheidet sie aber ganz klar zwischen Angriffen auf Zivilisten (=Terror) und Angriffen auf Soldaten (=Krieg).
Die traditionellen Werte Israels, die immer mehr in einer amerikanisch erscheinenden Konsumgesellschaft aufgehen möchte sie wieder Aufleben lassen.
Unbeliebt gemacht hat sich Livni beim höchsten Gericht ihres Landes – nachdem der von ihr vorgeschlagene Kandidat abgelehnt wurde sorgte sie dafür, dass das Amt eine ganze Weile nicht besetzt werden konnte.
Livni ist überzeugte Tierschützerin und Vegetarierin. Endlich mal eine konsequente Politikerin…

So exzentrisch wie Herr Aso aus Japan ist Tzipi Livni nicht. Auch als Selbstdarstellungskünstlerin kann man sie nicht bezeichnen. Trotzdem sind die Gemeinsamkeiten auffällig – beide sind ehemalige Außenminister, beide werden als hardliner beschrieben (Livni sogar vom eignenen Ehemann), beide konservativ und sie stehen auch beide dem Problem gegenüber, mit einer nur sehr knappen Mehrheit große und notwendige Veränderungen herbeizuführen.

Sehr lesenswertes Interview: http://www.nytimes.com/2007/07/08/magazine/08livni-t.html?_r=5&pagewanted=1&ref=magazine

Ein knallbunter Politiker

jah, der er faktisk ikke særlig meget at sige over den person. og jeg synes også at Helen Latifi har sagt det jeg ville sige i hendes blog, så jeg kan faktisk ikke sige andet.

Men hvad var det så for en film Geert wilders lavede?

hvis vi analysere filmens indhold, så er der faktisk intet provokerende over filmen, fordi:

1. Kurt vestergaards tegninger har allerede hidset folk op.

2. Angrebene på WTC, er foretaget af et mindre gruppe, der kalder sig for salafister/wahabister. dette gruppe har en tendens til kalde muslimer som ikke har samme holdninger som dem, for ikke-muslimer. Og dette er grund nok til at mange Muslimer tager afstand fra Al-qaeda.

3. Klip fra taler i diverse moskeer, som visse muslimer tager til. Dvs. det er muslimernes egne holdninger, han kritisere.

4. Ahmadi najad, (irans præsident) der drages et citat ud af kontekst, hvor han på en pæn og afslappet måde fortæller om islams skæbne. At islam bliver den dominerende tro.

5. klip, som siger at Allah, ikke vil acceptere andre religioner foruden islam. (kun en lille bemærkning til wilders)

All Faiths says the exactly same thing.

6. Billeder af børn, hvis forældre udfører tatbir på deres pander (tatbir, er når man skære sig i hovedet med et skarpt element) dette udføres primært af shiamuslimer. Det er her vigtigt at pointere, at mange shiitiske lærde (imamer) forbyder dette handling!

7. et statitistik over antallet af muslimer i holland og europa generalt…

 Konklusion.

Wilders har brugt kilder som youtube, google billeder, og andre steder på nettet (muligvis muslimske hjemmesider) samt koranen, for at føre et krig mod muslimer…men faktisk så har du kære wilders ikke henvendt dig til det muslimske publikum med Filmen, du har henvendt dig til det ikke muslimske publikum med en skræmmekampagne, det eneste som manglede i filmen var rotter (det ville nok få mig til at blive lidt sur). Derfor kære venner der er Intet nyt, man skal ej hellere flippe ud over filmen, da det ville være latterligt.

Man kan jo kun ryste i hovedet og tænke NEEEEJ, var det virkeligt det medierne blæste op til.