Det første slag udkæmpet af Profeten(sa) og hans ledsagere var en forsvarskrig. Det er kendt som slaget ved Badr, et sted “nær” byen Medina (for at være mere præcis, ligger det ca. 128 km. fra Medina). Dette var et slag hvor Profeten med sine ledsagere stod over for fjenden, der var kommet helt fra Mekka som stadig blev kontrolleret af de vantro.
De første vers om den lille jihad, den væbnede kamp, som tydeligt bliver forklaret:

“Tilladelse (til at kæmpe) gives dem, mod hvem der kæmpes, fordi de har lidt uret. Og Allah er visselig Mægtig til at hjælpe dem […]“ – [Koranen: 22:39]

Og:

“(Tilladelse gives) dem, der er blevet drevet ud af deres hjem med urette[…]“ – [Koranen:22:40]

Altså bliver der her henvist til de vantro i Mekka, der førte krig mod Profeten(sa) og hans ledsagere i Medina. Koranen siger endvidere:

“Og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allah elsker ikke angriberne.” – [Koranen: 2:190]

I dette vers er der tale om at reagere på en krig således, at du må forsvare dig selv; der er overhovedet ikke tale om at indlede kamp. Selv i den defensive tilstand af kamp, advarer Gud den Almægtige muslimerne, at de ikke må ‘overgå’ de rigtige og forsvarlige grænser.
Islam lærer os, at muslimer bør være stærke for at forsvare dem selv, men dette betyder ikke at de skal være aggressive og uretfærdige. Gud har fastsat denne generelle vejledning meget tydeligt, når Han tiltaler muslimerne på følgende måde:

“Og gør rede for dem (der kæmper mod jer) hvad I formår af (krigs-)magt og af beredne grænsevagter, hvormed I kan skræmme Allahs fjende og jeres fjende og andre foruden dem. I kender dem ikke, (men) Allah kender dem. Og hvad I end giver ud for Allahs sag skal gengældes jer, og der skal ikke gøres jer uret.” – [Koranen: 8:60]

Efter at have givet denne generelle vejledning for at være stærk og parat til at forsvare os selv, fortsætter verset:

“Men hvis de viser tilbøjelighed til fred, så vær du også tilbøjelig dertil, og sæt din lid til Allah, thi Han er den Althørende, den Alvidende.” – [Koranen: 8:61]

Kort fortalt, ønsker Islam at muslimer skal være stærke, for derved ikke at blive hundset rundt med og behandlet skidt af andre. De er dog nødsaget til at slutte fred selv mod deres fjender, hvis der tilbøjelighed til fred fra fjendens side.

Tekst og kontekst

Nogle forfattere og talere citerer de koraniske vers ud af kontekst og forsøger at klandre Islam for at fremme vold og terrorisme. De tager en ‘tekst’ og bruger den uden sin ‘kontekst’; med andre ord, begår de citatfusk.
Det er ligesom når nogle mennesker “undersøger” Bibelen og vælger de følgende ord eller sætninger, for at bevise at Bibelen opfordrer til vold:

“Take all the leader of these people, kill them.” (Numbers 25:7)

“Now kill all the boys. And kill every woman who has slept with a man, but save for yourselves every girl who has never slept with a man.” (Numbers 31:17-18)

“Kill every male and every woman who is not a virgin.” (Judges 21:11)

Ingen retsindig person ville acceptere sådan en “ude af kontekst”-præsentation af de Bibelske vers. Alligevel ser vi dog kristne evangelister og missionærer gøre nøjagtigt det samme med Koranen uden tøven.
Så lad os tage et kig på nogle eksempler af Koranens tekst taget ud af dens kontekst.

Første eksempel:

“Og dræb dem, hvor I end finder dem[…]“ – [Koranen: 2:191]

For at forstå den fulde kontekst af verset, læs da hele vers 190 til og med 193 tilsammen:

“Og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allah elsker ikke angriberne. [2:190] Og dræb dem, hvor I end finder dem, og driv dem ud fra (den by), hvorfra de fordrev jer, thi forfølgelse er værre end krig. Men bekæmp dem ikke ved den Hellige Moské, førend de bekæmper jer der. Men hvis de kæmper mod jer, så bekæmp dem. Således (er) de vantros belønning. [2:191] Men hvis de afstår (fra kamp), så er Allah visselig Tilgivende, Barmhjertig. [2:192] Og bekæmp dem, indtil der ikke er mere forfølgelse, og troen på Allah er (fri). Men hvis de afstår (fra kamp), så (skal de vide), at der kun er fjendskab mod de uretfærdige.” [Koranen: 2:193]

(NB: den ‘Hellige Moské’ er Kabba’en i Mekka)
Konteksten klargør altså at vers 191 tillader muslimerne i Medina at forsvare sig mod overfaldene og angrebene fra de vantro i Mekka. Den siger absolut ikke, at muslimer bør gå hen og dræbe vantro i verdenen hvor end de finder dem!

Andet eksempel:
Kapitel 4 (Sura Al-Nisa’), vers 74, der angiveligt opfordrer til at udgyde blod:

“Lad dem da kæmpe for Allahs sag – de, der vil sælge det nærværende liv for det kommende. Og den, der kæmper for Allahs sag – om han så falder eller sejrer – ham vil vi give en stor belønning.” – [Koranen: 4:74]

De der citerer ovenstående vers, undlader næste vers(som det passer dem), nr. 75, der forklarer formålet og retfærdiggørelsen af den lille/mindre jihad:

“Hvad fejler jer da, at I ikke kæmper for Allahs sag og for de svage blandt mændene og kvinderne og børnene – dem, der siger: Vor Herre, før os ud af denne by, hvis beboere er undertrykkere, og skænk og en beskytter fra Dig Selv, og skænk os en hjælper fra Dig Selv.” – [Koranen: 4:75]

Dette vers opfordrer tydeligt muslimerne til at forsvare de undertrykte mænd, kvinder, og børn. Bør en guddommelig religion da ikke forsvare de undertrykte mænd, kvinder og børn? Hvor er rimeligheden henne, hvis man finder sig i undertrykkelse?

Tredje eksempel:

“[…]Bekæmp så vantroens ledere[…]“ – [Koranen: 9:12]

Dette er kun en den af den passage, hvor Gud taler om muslimerne i Medina og deres aftale om våbenhvile med de ikke-troende i Mekka. Læs da fra vers 12 til og med 15:

“Og hvis de bryder deres eder, efter at de har sluttet pagt, og begår overgreb mod jeres religion, bekæmp så vantroens ledere, thi for dem betyder eder intet, for at de må afholde sig (fra angreb). [9:12] Vil I ikke kæmpe mod et folk, som har brudt deres eder, og som planlagde at uddrive Sendebuddet, når de begyndte (fjendtlighederne) mod jer i første omgang? Mon I frygter dem? Men Allah har større krav på at I frygter Ham, hvis I er troende. [9:13] Kæmp (da) mod dem. Allah vil straffe dem ved jeres hænder og beskæmme dem og hjælpe jer mod dem og rense hjerterne på et folk, som tror. [9:14] Og Han vil fjerne vreden fra deres hjerter. Og Allah vender Sig (nådigt) til hvem Han vil, og Allah er alvidende, Alvis.[9:15]“

Konteksten giver klart retten til forsvar for den enkelte muslim, men den fremmer på ingen måde aggression. Igen, skal man som muslim ikke finde sig i undertrykkelse og angreb uden videre. Man skal ikke stå som en kujon og opleve undertrykkelse, uden at gøre noget ved dette. Allah(swt) er retfærdig, og giver derfor retten til forsvar. Gjorde Han(swt) ikke dette, kunne man lige så godt ligge sig ned og se sig besejret, og i værste fald, endda miste livet(eksempelvis i kamp).

Fjerde eksempel:

“[…]og bekæmp afgudsdyrkerne alle til hobe.” – [Koranen: 9:36]

I virkeligheden er denne sætning en del af et helt vers, hvor Gud taler om helligheden af fire af de tolv måneder, hvor man ikke må gøre sig selv uret. Efterfølgende fortsætter verset:

“[…] og bekæmp afgudsdyrkerne alle til hobe, ligesom de bekæmper jer alle til hobe, og vid, at Allah er med de retfærdige.” – [Koranen: 9:36]

De, der gerne tager dette koraniske vers ud af dets kontekst, udelader “pudsigt nok” delen med: “ligesom de bekæmper jer alle til hobe.” Som man kan se, svarer dette vers også på aggression påbegyndt af polyteisterne mod muslimerne; verset snakker ikke om selv at indlede krig.

Konklusion
Fra disse eksempler, er det temmelig klart, at Islam ikke snakker om den mindre/lille jihad for at man skal angribe hinanden, eller indlede en krig; den tillader snarere muslimer at fysisk forsvare deres liv, ejendomme og lande imod ethvert angreb, og også at bekæmpe tyranni mod de undertrykte mænd, kvinder og børn.
Versene omhandlende afgudsdyrkerne i Mekka er meget specifikke og relateret til den pågældende periode. Lad os igen se på kapitel 22, vers 39-40:

“Tilladelse (til at kæmpe) gives dem, mod hvem der kæmpes, fordi de har lidt uret. Og Allah er visselig Mægtig til at hjælpe dem.[22:39] (Tilladelsen gives) dem, der er blevet drevet ud af deres hjem med urette, kun fordi de sagde: Vor Herre er Allah (alene). Og hvis Allah ikke drev visse mennesker tilbage ved hjælp af andre mennesker[dvs. ved krig], så ville visselig klostre og kirker og synagoger og moskeer, hvori Allahs navn ihukommes meget, være blevet revet ned. Og Allah vil visselig den, der hjælper Ham, thi Allah er Stærk, Almægtig.[22:40]“

Islam behandler det realistiske, menneskelige samfund, og ikke det idealistiske samfund. Det kan godt være, at kristendommen siger, at man skal vende den anden kind til, men hvor realistisk er dette, hvis man er under angreb og undertrykkelse? Skal man blot sidde i sit hjem og byde fjenderne velkomne og fortælle dem, at de snildt kan gøre hvad de har lyst til, og blot se på deres grusomme handlinger? Uden retten til forsvar ville vi være hjælpeløse, besejrede, og uduelige.
Man skulle tro, at man ikke behøvede at forklare det følgende, men, nu gør jeg det alligevel, da nogle mennesker åbenbart stadig har svært ved at skelne mellem den korrekte jihad i Koranen, og sindssyg-Osama-bin-Laden-jihad: Der er intet jihad over det, at man slår uskyldige mennesker ihjel, og siger, at det er for Allahs(swt) skyld og jeg ved ikke hvad. Allah(swt) kræver ikke angreb af os, men forsvar. Om så hele verdens muslimer begik Bin Laden-jihad, ville dette ikke gøre det mere korrekt. Det ville stadig gå imod selve religionen Islam, og hvad den står for. Om så “muslimer” har gjort dette gennem århundreder, er det stadig ikke rigtigt af den grund. Som Imam Ali(as) sagde, er sandheden ikke nødvendigvis med flertallet- og det er sådan set samme princip her: at mange mennesker udfører/har udført en bestemt ting, betyder det ikke automatisk, at det er sådan tingene bør være og foregå. Vi har Koranen og den bør vi følge som retningslinje, og gør vi dette, ville den mindre jihad aldrig have foregået som den desværre tidligere har gjort. Dog ved almene muslimer dog stort set godt nu, at den mindre jihad altså ikke betyder, at man skal slå alle ihjel, der ikke kalder sig muslimer.
Man bør huske på, at selv en fredsfyldt kærlighedsroman, kan man få til at blive en negativ, hadefuld roman, hvis man piller i teksten som man ønsker. Alt bør læses og forstås i dets kontekst, for ikke at blive ødelagt og misforstås.

Glem desuden ej Den Store Jihad, som jo er den allervigtigste, og som enhver muslim bør udføre.
(NB: Artiklen her er en blanding af en oversættelse fra en artikel af Sayyid Muhammad Rizvi, og noget jeg selv har skrevet)

MashaAllah Må Allah ge oss San Guds Fruktan.

denna sista video får man tårar av Må Allah Göra Så vi får alla dessa egenskaper AMIN!.

Abud-Darda (må Allah vara nöjd med honom) rapporterade: Allahs sändebud (frid över honom) sade: “Den som följer en väg i sökandet efter kunskap, kommer Allah att göra vägen till Jannah lätt för honom. Änglarna sänka sina vingar över den som söker kunskap, är nöjd med vad han gör. Invånarna i himlen och jorden och till och med fiskarna i djupet av oceanerna söka förlåtelse för honom. överlägsenhet lärd över de hängivna dyrkare är liksom den fullmåne till resten av stjärnorna (dvs i ljusstyrka). De lärda är arvtagare till de profeter som efterlämnar varken dinar eller dirham utan endast den kunskap, och han som förvärvar den, faktiskt har fått en riklig portion. ” “
[Abu Dawud och At-Tirmidhi].

Allah Den Barmhärtige låter oss veta i Koranen.

“Och säg:” Min Herre! låt min kunskap växa!”(20:114)

“Är de som vet lika med dem som inte vet?” ‘(39:9)

“Allah kommer att upphöja i grad de av er som tror, och de som har beviljats kunskap.”(58:11)

“Det är bara de som har kunskap bland sina slavar som frukta Allah.”(35:28)

Mu `awiyah (må Allah vara nöjd med honom) rapporterade: Allahs sändebud sade,” När Allah önskar bra för någon, skänker han honom att förstå Deen.”
[Al-Bukhari och Muslim].

Kommentar: Kunskap och förståelse för Deen (religion) här står för förståelsen av Koranen och hadith, religiösa förelägganden, och kunskap om lagligt och olagligt. Denna Hadith belyser hur utmärkt kunskap är, och det faktum att det är ett tecken på Guds hjälp till den person som innehar den och verkar på det

Koranen lovordar även den som använder de tidiga timmar varje dag för att engagera sig i minnet av Allah:

“Eller [skulle förnekaren kunna jämställas med] den som under nattlig vaka tillber sin Herre, med pannan ödmjukt tryckt mot marken eller stående upprätt, som har det eviga livet för ögonen och hoppas på sin Herres nåd? Säg: “Kan de som vet likställas med de som inte vet? Men bara de som har förstånd tänker igenom [dessa frågor].““ [Az-Zumar 39:9]

“Och vaka [Muhammad] under någon del av natten i frivillig bön; helt visst skall din Herre vid Uppståndelsen ge dig en plats, där du står höljd av ära.”(17:79)

“Deras sidor överger sina sängar …” (32:16)

“de ägnade inte mera än en kort del av natten åt sömn‘‘(51:17)

“Abdullah bin Salam (må Allah vara nöjd med honom) rapporterade:” Profeten (frid över honom) sa, “O människor, främja hälsningar(salam), foder (de fattiga och behövande) och utföra Salat när andra sover, så att du kommer att gå in Jannah säkert . “[At-Tirmidi]

ps. jag hittade inte hadith men jag vet med att det var obligatoriskt för sahabah i 1 år under profetens(sallalhu aleyhi w asalam) tid att be qiyam al ll. det visar hur viktigt det är för oss som hävdar att vi älskar Allah. att vissa denna kärlek i lydnad till vår herre och att vi visar tacksamhet genom förbättra i våran dyrkan och att vi praktiserar denna vackra dyrkan Qiyam Al Layl (nattbön)tx när en tredje del av natten består, glöm inte witr och duaa för mig InshaAllah.

//Abdul Samad Skråmo

att håla räkningen i Dikr till Allah kan var ett bra set att öka iman och sätta vikt på vågen på domedagen. 1 glöm inte uppriktighet Ikhlas i din Dikr till Allah.

om du inte har något schema i din dyrkan till Allah det kan vara bra.
vi säger  att  du säger till dig själv att jag skall minst göra 500 subhanAllah Al Adheem. Att göra dom 500 varje dag är bättre en att inte göra dom.
så klart kommer shaytan vilja få dig att tro att det är biddah.
först bör du lära dig vad biddah är. Att steg vist öka i din dyrkan till Gud är inte biddah (påhitt) och inte häller något som är obligatoriskt.
tx att praktisera att be 6 raka nattbön sedan ökar du med 2 raka vidare och vidare.

ett schema kan se ut så här tx
SubhanAllah wa behamdi =200
SubhanAllah Al Adheemn =200
La illha ill Allah = 300
Allah akbar = 400
Astagfirollah wa tobo aleyhi = 300
Alhamdolilah = 400

Sallah på Profeten = 300

Jalla bissmilah
obs en sådan räknare som är på bilden kan man köpa på ClasOhloson tx för under 100 lappen tror jag.
men fingrarna går mycket bra med

//Abdul Samad Al Suedi

idag är jag sjukt deprimerad, jag är en person som alltid har planer projekt som jag vill göra ibland för mycket grejer ibland läster en bok sedan öppnar en annan till slut läser man 5 böcker och inget får man gjort och så vill man memorisera Koranen med , mitt liv står still nu deprimerande. jag vill gå ut Talib Ilm åka tillbaka till Egypten studera väntar och väntar på om jag får chansen igen. men sedan finns det gifte mål man vill ju gifta sig med gaaah im only human enna.

idag nu fajr tänkte jag subhanllah jag vill dra till Indien en månad med tableeq. vara med människor med ljus i deras ansikten. dawah dawah dawah.
men min lägenhet stoppar mig.Alhamdolilah.
ibbe säger det e inte bra/rekommenderat att jag är ensam,subhanAllah det är nog det med jag går runt här ensam e min lägenhet.
något måste hända i mitt liv snart innan jag får fnatt.
hade varit nice om jag fick träffa profeten sallalhu alehi wasalam i min dröm där han säger till mig vad jag skall göra. ya Allah.
jag bad ifs en gång om att Allah gav mig en dröm om vad jag skall göra för att få Han Subhanu wa talaas kärlek och nöje över mig. fick en dröm där hela drömen handlade om tableeq subhanAllah haha göra dawah.
jag är en sådan person där det finns kayr där är jag.
la illha ill Allah Alhamdolilah för gåvan av islam.
gör duaa att jag ser profeten saw i en dröm inshAllah..

när jag är lite nere så kollar jag på denna bilden den är bara för gullig.
HAHAHAH jag skrattar varje gång man vill bara ta tag i han och gosa sönder han.

I anledning af Imam Al Hassans(fred være med ham) fødselsdag, lykønsker jeg alle muslimer med denne vidunderlige fødsel. Jeg har valgt at oversætte nogle af Imamens(as) udtalelser.

Here we go:

Da Imamen(fred være med ham) blev spurgt om fromhed - Svarede Imamen(as):
“At længes efter dyden, og ikke at længes efter denne verden.”

Da Imamen(as) blev spurgt om mandighed – svarede Imamen(as):
“Beskyttelse af religion, selvrespekt, skånsomhed, godgørenhed, udførelse af ens pligter, og at være venlig over for andre mennesker.”

Da Imamen(as) blev spurgt om gavmildhed - svarede Imamen(as):
“At give uden anmodning, og at bespise andre under tørke.” (altså fattigdom)

Da Imamen(as) blev spurgt om sparsommelighed – svarede Imamen(as):
“At anse hvad du har som værdighed, og hvad du forbruger som spild.”

Da Imamen(as) blev spurgt om frihed – svarede Imamen(as):
“At være tilfreds med ens skæbne, hvor bitter den end måtte være.”

Da Imamen(as) blev spurgt om fattigdom – svarede Imamen(as):
“Grådighed for alting.”

Da Imamen(as) blev spurgt om værdighed – svarede Imamen(as):
“At komme godt ud af det med venner og vedligeholde gode nabovenlige forhold.”

Da Imamen(as) blev spurgt om meningsløshed – svarede Imamen(as):
“Selvoptagethed og ikke at respektere sin kone.”

Imam Al Hassan Al Mujtaba(as):

“O’ folk! Jeg hørte min bedstefar, Guds budbringer sige: Jeg er byen af lærdom(og/eller kundskab/kendskab), og Ali, fred være med ham, er porten. Hvordan kan man træde ind i byen uden at gå igennem porten?”

Hur bra är det inte att börja med denna mannen bland Profeten Muhammads (SAWS) följeslagare. Han var Quraishs blomma, den mest ståtligaste och ungdomligaste! Historiker och biografiker beskriver honom som ”Mekkanernas mest tjusigaste”.

Han föddes och uppfostrades upp i rikedom och växte upp med dess lyx. Kanske var det ingen pojke i hela Mekka som var lika bortskämd av hans föräldrar som Mus’ab Ibn ’Umair. Denna muntra yngling, uppxuxen med silversked i mun och bortskämd, Mekkas damers stora samtalsämne, juvelen av dess rikemansklubbar och sällskap: är det möjligt för honom att bli en av trons legender?

Vid Allah, hur intressant som historia, är inte berättelsen om Mus’ab Ibn ’Umair eller Mus’ab den Gode, som han kallades bland muslimerna! Han var en av dem som formades av Islam och fostrades av Profeten Mohammad (SAWS).

Men vem var han? Hans historia är en stolthet för hela mänskligheten. De unga hörde en dag vad folket i Mecka hade börjat höra om Mohammad den uppriktige, att Allah hade sänt honom som förkunnare av ett glatt budskap och som varnare som kallade dem att dyrka Allah, den enda Guden. När Mecka sov och vaknade var det inget annat som talades om än om Profeten Mohammad (SAWS) och hans religion, och denna bortskämda yngling var en av de mest uppmärksamma lyssnarna.

Det var därför, trots sin ungdom, som klubbarnas och sällskapens blomma, hade ett påfallande vist sätt att vara och sunt förnuft som sina karaktärsdrag.

Han hörde att Profeten (SAWS) och dem som trodde på honom skulle mötas, långt ifrån Quraishs elit och stora män, i As-Safaa, i Al-Arqam Ibn Al-Arqams hus (Daar Al-Arqam). Han kastade inte bort någon tid. Han gick en natt till Daar Al-Arqam, längtande och ivrig. Där mötte Profeten (SAWS) upp sina följeslagare, reciterade Koranen för dem och bad med dom till Allah, den upphöjde. Mus’ab hade knappt hunnit slå sig ner och ta till sig Koranen reciterandes av Profeten (SAWS) innan hans hjärta blev bortlovat den natten.

Välbehaget nästan kastade honom från hans plats och han fylldes med en vild glädje. Men Profeten (SAWS) klappade hans dunkande hjärta med sin välsignade hand och ett havsdjups tystnad fyllde hans hjärta. I ett ögonblick, hade ynglingen som precis blivit muslim, förefallit fått mer visdom för sin ålder och en beslutsamhet som skulle förändra tidens riktning.

Mus’abs moder var Khunaas Bint Maalik, vilken folk fruktade, för hennes starka vilja och personlighet som nästan var på gränsen till terror. Efter Mus’ab blev muslim, var han varken försiktig eller rädd för någon på hela jorden förutom hans mor. Även om Mecka, med alla dess avgudar, adel och öknar skulle pröva honom, stod han upp emot det. Att motsätta sig sin mor, var en omöjlig fasa, så han funderade snabbt och bestämde sig för att hålla sin tro på Allah och hans religion hemlig tills Allah ville något annat. Han fortsatte att besöka Daar Al-Arqam och ta lektioner från Profeten (SAWS). Han var nöjd över sin tro och undvek sin mors ilska, vilket inte hade någon kunskap av att han omfamning av Islam.

Hur som helst, Mecka på denna tiden höll inga hemligheter, för Quraishs ögon och öron var överallt, väldigt uppmärksam och kontrollerandes alla fotspår i all het sand. En gång såg ’Uthmaan Ibn Ialhah honom gå in i Al-Arqams hus och sedan såg honom be bönen som Mohammed, inte senare var han med nyheterna till Mus’abs moder, som blev förvånad av det.

Mus’ab stod framför sin mor, folket, och Meckas elit som samlades runt honom. Han började berätta för dem om den obestridliga sanningen och reciterade Koranen med vilken Profeten (SAWS) hade rengjort deras hjärtan och fyllt dem med heder, visdom, rättfärdighet och fromhet.

Hans moder försökte slå ett hårt slag mot honom, men handen som var menat som en pil dukade snart inför det kraftiga ljus som ökande strålade från hans ansikte med en oskuldsfull prakt för att det krävde respekt med ett tyst förtroende. Hur som helst, hans mor, under press från sin moderlighet, skonade honom från att få stryk och smärta, trots att hon hade makten att hämnas hennes gudar som han hade övergett. Istället tog hon honom till ett enkelt skrymsle i hennes hus och stängde in honom i det. Hon satte bojor på honom och fängslade honom där tills han hörde nyheten om emigrationen (hijrah) som några troende hade gjort till Abessinien. Han tänkte för sig själv och lyckades lura hans moder och hans vakter, och flydde till Abessinien.

I Abessinien stannade han med sina kära medemigranter och senare återvände han till Mecka tillsammans med dem. Han emigrerade också till Abessinien åter igen en andra gång med följeslagarna vilket Profeten (SAWS) hade rekommenderat dem att emigrera och som vilket dom lydde. Men var än Mus’ab var i Abessinien eller Mecka, erfarenheten från hans tro hävdade sig i alla platser och hela tiden.

Mus’ab blev säker på att hans liv hade blivit gott nog för att bli en uppoffring till den högste Upphovsmannen och den store Skaparen. Han gick ut en dag till några muslimer medans dem satt runt Profeten (SAWS), och inte snabbare än att de såg honom sänkte de sina huvuden och bringade lite tårar för att de såg honom bära uttjänta kläder. De var vana vid hans tidigare utseende innan han hade blivit muslim, när hans kläder hade varit som trädgårdsblommor, eleganta och doftande.

Profeten (SAWS) såg på honom med visdom, tacksam och kärleksfull, och hans läppar log graciöst medans han sa: ”Jag såg Mus’ab här, och det var ingen yngling i hela Mecka som var mer omhändertagen av sina föräldrar än honom. Sedan lämnade han allting det för sin kärlek till Allah och hans profet!”

Hans mor hade tagit ifrån honom all lyx, vilket han tidigare hade blivit överväldigad av, när han inte kunde förmå honom att återvända till hennes religion. Hon vägrade att låta någon som hade övergett deras gudar att äta från hennes mat, även om det var hennes egen son. Hennes sista kontakt med honom var när hon försökte för en andra gång fängsla honom när han återvände från Abessinien, och han svor att om hon försökte göra det skulle han döda alla som försökte hjälpa henne med att låsa in honom. Hon visste sanningshalten av hans beslutsamhet när han hade avsikt att göra något, så hon sa ett farväl gråtandes.

Avskedsmomentet avslöjade en underlig anslutning till icketro från hans mor, och en större anslutning till tron från hennes son. När hon sa till honom, medans hon avvisade honom ut ur hennes hus, ”Gå iväg, jag är inte längre din mor”, så gick han fram till henne och sa, ”O mor, jag råder dig och mitt hjärta är med dig, snälla vittna om att det finns ingen gud utom Allah och att Muhammed är Hans tjänare och sändebud”. Hon svarade honom argt och rasande: ”Vid stjärnorna, jag kommer aldrig att se din religion som min, för att nedgradera min status och försvaga mina sinnen!”

Så Mus’ab lämnade den stora lyxen i vilket han hade levt. Han blev belåten över det hårda livet han aldrig tidigare hade levt. Han bar de enklaste kläder, åt en dag och gick hungrig den andra. Denna anda, vilket var grundad i den starkaste tron, prydandes med Allahs ljus, gjorde honom till en annan man, en som vädjar till ögonen på andra stora själar.

Medans han var i detta stadiet , gav Profeten (SAWS) honom det största uppdraget i hans liv, vilket innebar att vara hans envoyé (diplomat) i Medina. Hans uppdrag var att beordra Ansaar, som trodde på Profeten (SAWS) och hade utlovat deras lojalitet till honom vid Aqabah, att kalla andra till Islam, och att förbereda Medina inför den stora Hijrah. Det fanns vid den tiden bland Profetens följeslagare andra som var äldre än Mus’ab och mer prominenta och närmare till Profeten (SAWS) via släktskap. Men Profeten (SAWS) valde Mus’ab den Gode, vetandes att han anförtror honom den viktigaste uppgiften som existerade just då, sättandes i hans händer hela Islams öde i Medina. Den skinande staden Medina var ämnad till att bli Hijrahs hem, en språngbräda för Islamiska predikanter och befriare i framtiden.

Mus’ab var kapabel att klara av uppgiften och förtroendet vilket Allah hade givit honom och han var utrustad med ett brilliant sinne och en nobel karaktär. Han vann Medinabornas hjärtan genom sin fromhet, uppriktighet och ärlighet. Så dem omfamnade Islam i stora skaror. Vid den tidpunkten då Profeten (SAWS) sände honom dit, endast tolv muslimer hade utlovat sin lojalitet till Profeten (SAWS) vid utlovandet vid Aqabah. Det hade knappt gått fem månader innan dem svarade på Allahs och Profetens kallelse. Under nästa pilgrimsperiod , Medinas muslimer sände en delegation på 70 troende män och kvinnor för att möta Profeten (SAWS).

Dem kom med sin lärare och deras Profets envoyé, Mus’ab Ibn Umair. Mus’ab hade visat genom sitt goda vett och förträfflighet, att Profeten (SAWS) visste mycket väl hur man skulle välja sina envoyér och lärare.

Mus’ab hade förstått sitt uppdrag mycket väl. Han visste att han var en som kallade till Islam och en predikare av Hans religion, vilket kallar folk till rätt vägledning och den raka vägen. Precis som Profeten (SAWS), som han trodde på, så var han en budbärare av budskapet. Där stod han fast, med As’ad Ibn Zoraarah som värd, och båda av dem brukade besöka stammar, bostäder och sammanslutningar, reciterandes till folket vad de kunde av Allahs bok,  ingjutandes i dem att Allah är inte mer än En Gud.

Han hade konfronterat vissa fall som kunde ha tagit hans liv och dom som var med honom för hans aktiva, intelligenta och storslagna sinne. En dag, blev han förvånad medan han förkunnade för folk över att se Usaid Ibn Hudair, ledare över ’Abd Al-Ashhal’ i Medina, som konfronterade honom genom att rikta en pil mot honom.

Han var rasande av ilska och fientlighet gentemot den som hade kommit för att fördärva hans folks religion genom att säga till dom att överge sina gudar och berätta för dom om den enda Guden vilken dem inte kände till sedan innan eller hört talas om. Deras gudar var för dom centrumet för deras dyrkan. Närhelst någon av dem behövde dem,  visste man deras ställning. Dem kunde åkalla dem för hjälp. Det var så de trodde och inbillade sig!

Medans Mohammeds Gud, som vilket denna envoyé kallade till, visste ingen Hans ställning, eller kunde se Honom! När muslimerna som satt runt Mus’ab såg Usaid Ibn Hudair tränga sig framåt i sin otyglade ilska, blev dom rädda, men Mus’ab den Gode stod kvar stabilt. Usaid stod framför honom och As’ad Ibn Zoraarah ropade ”Vad förde dig hit? Har du kommit för att fördärva vår tro? Gå iväg om du önskar bli besparad!”

Och precis som havets lugn och dess styrka så började Mus’ab med sitt vackra tal sägandes: ”Vill du sitta ner och lyssna? Om du gillar våran sak, kan du acceptera det; och om du ogillar det, så kommer vi bespara dig av det som du hatar.”

Allah är större! Vilken öppning vars slut skulle bli angenämt! Usaid var en fundersam och smart man, och här inbjöd Mus’ab honom att bara lyssna och inget mer. Om han var övertygad skulle han acceptera det, och om han inte var övertygad, så skulle Mus’ab lämna hans område och hans klan, och flytta till ett annat område utan att skada, eller skadas. Usaid svarade honom: ”Nå, det är rättvist” och sänkte sin båge och satte sig ner och började lyssna.”

Mus’ab hann knappt läsa Koranen, förklara det uppdrag som Mohammad Ibn Abd Allah (SAWS) hade, innan Usaids samvete började klarna och ljusna, och förändras genom ordens effektivitet. Han blev överväldigad över dess skönhet. När Mus’ab slutade tala, utropade Usaid Ibn Hudair till honom och dom med honom, ”Hur vackert är inte detta tal, och hur sant!” Hur kan man komma in i denna religionen? ” Mus’ab sa till honom att tvätta sig och sina kläder och säga ”Jag vittnar om att det finns ingen gud utom Allah.”

Usaid drog sig undan en liten stund och återvände efter en stund, med flytande rent vatten på sitt huvud, och deklarerade ”Jag vittnar om att det finns ingen gud utom Allah, och att Mohammad är hans sändebud”.

Nyheten spred sig som en löpeld och sedan kom Sa’d Ibn Mu’aadh och lyssnade på Mus’ab, och han blev övertygad och omfamnade Islam. Sedan kom Sa’d Ibn Ubaadah.

Med deras ingång i Islam medföljde välsignelser. Medinas folk gick samman och sa till varandra:  ”Om Usaid Ibn Hudair, Sa’d Ibn Mu’aadh och Sa’d Ibn Ubaadah har omfamnat Islam, vad väntar vi på? Gå direkt till Mus’ab och tro. Vid Allah, han kallar oss till sanningen och den raka vägen.”

Profetens första envoyé lyckades utan jämförelse. Den var en framgång som han förtjänade och till vilken han var jämnställd med.

Tiden gick vidare. Dagarna och åren tickade vidare. Profeten (SAWS) och hans följeslagare emigrerade till Medina och Quraish var rasande av avund efter deras ogudaktiga jakt på de gudsfruktiga troende. Så Slaget vid Badr ägde rum, där de lärde sig en läxa och förlorade sitt starka grepp. Efter det så förberedde de sig för hämnd, och därför kom Slaget vid Uhud. Muslimerna började mobilisera sig själva, och Profeten (SAWS) stod mitt ibland dom för att reda ut bland alla trogna ansikten vem som skulle få bära fanan. Han kallade sedan efter Mus’ab den Gode, och han gick fram och bar fanan.

De hemska striderna pågick och striderna rasade. Pilbågsskyttarna trotsade Profetens (SAWS) order genom att lämna deras position på berget när de såg månggudadyrkarna dra sig undan som om de förlorade. Men denna handling från deras sida vände muslimernas seger till en förlust. Muslimerna blev tagna av överraskning av Quraishs kavalleri på bergets topp, och många muslimer blev dödade av polytheisternas svärd som en konsekvens av det hela.

När dem såg förvirringen och fasan splittrade muslimernas led, koncentrerade polytheisterna sig på att försöka ta död på Profeten (SAWS). Mus’ab såg den hotande faran, så han höjde fanan högt och ropade högt ”Allah Akbar! Allah är större!” som ett lejon ryter. Han vände och hoppade både vänster och höger, slogs och  dödade fienden. Allt han ville var att dra fiendens uppmärksamhet till sig för att på så sätt dra bort all uppmärksamhet på Profeten (SAWS). Han blev som en hel armé själv. Nej, Mus’ab gick själv och slogs som om han var en armé av jättar, med en höjd fana i ena handen och slående med sitt svärd med det andra. Men fienden blev fler och fler. Dem ville trampa på hans lik så att de kunde hitta Profeten (SAWS).

Låt oss tillåta ett levande vittne beskriva Mus’ab den Stores sista ögonblick. Ibn Sa’d sa: Ibrahim Ibn Muhammad Ibn Sharhabiil Al-’Abdriy, från hans fader, som sa: Mus’ab Ibn Umair bar standaren på Dagen av Uhud. När muslimerna var skingrade, stod han fast ända tills han mötte Ibn Qumaah som var en riddare. Han slog honom på hans högra hand och högg av den, men Mus’ab sa, ”Muhammad är ingenting mer än ett sändebud och [andra] sändebud har kommit och gått före honom.” [Koranen 3:144] Han bar standaren med sin vänstra hand och lutade på den när han fick ett slag mot den vänstra handen och fick den avhuggen, så nu försökte han luta på standaren och hålla standaren uppe genom att trycka den hårt mot bröstet med sina armstumpar medans han sa: ”Muhammad är ingenting mer än ett sändebud och [andra] sändebud har kommit och gått före honom.” Sedan fick han ett tredje slag mot sig med ett spjut som genomborrade honom. Mus’ab föll och sedan standaren.

Nej, gräddan av martyrskap hade fallit! Han föll efter att han kämpade för Allahs sak i ett stort slag av uppoffring och tro. Han hade funderat att om han föll, skulle han vara en språngbräda till Profetens (SAWS) död, för att han skulle vara utan försvar eller skydd. Men han ställde sig själv i säkerhet för Profetens (SAWS) skull. Överväldigad av sin rädsla och kärlek för honom, fortsatte han säga vid varje svärdshugg som han fick på sig från fienden: ”Muhammad är ingenting mer än ett sändebud och [andra] sändebud har kommit och gått före honom” [3:144]. Denna versen blev uppenbarad senare, efter att han sagt den.

Efter det bittra slaget, hittade dom liket av den rakryggade martyren liggandes med sitt ansikte i dammet, som om han fruktade att se medans skada blev åsamkad på Profeten (SAWS). Så han gömde sitt ansikte så han slapp se det. Eller kanske, var han blyg medans han föll som en martyr, innan han var säker på att Allahs Profets (SAWS) säkerhet, och innan han tjänstgör tills det absoluta slutet, bevaka och skydda honom.

Allah är med dig, O Mus’ab! Vilken otrolig livshistoria!

Profeten (SAWS) och hans följeslagare kom för att inspektera skådeplatsen för slaget och för att säga farväl till dess martyrer. Profeten stannade upp vid Mus’abs kropp och många tårar föll ner för Profetens kinder.

Khabbaab Ibn Al-Arat återberättar: Vi emigrerade med Profeten (SAWS) för Allahs sak, så våran belöning blev accepterad hos Allah. Några av oss avled utan att ånjuta något i detta liv av hans belöning, och en av dom var Mus’ab Ibn Umair, som blev martyr på Dagen av Uhud. Han lämnade inte efter sig någonting förutom en ark strimlad ylle tyg. Om vi täckte över hans huvud med det så syntes hans fötter och täckte vi över hans fötter så syntes hans huvud. Profeten (SAWS) sa till oss: ”Täck över hans huvud med det och lägg citrongräs över hans fötter.”

Trots den djupa, ledsamma smärta som Profeten (SAWS) led av efter förlusten av sin farbror Hamzah, och stympningen av hans lik av polytheisterna på ett sådant sätt att de drog tårar från Profeten (SAWS) och krossade hans hjärta; trots att slagfältet var fullt av döda följeslagare, alla representerade toppen av sanning, fromhet och upplysthet; trots allt detta, så stod han vid liket av hans första envoyé, för att ge ett avsked och gråta bittert. Ja, Profeten (SAWS) stod vid resterna av Mus’ab Ibn Umair sägandes, medans hans ögon var fyllda med tårar, kärlek och lojalitet, ” Bland de troende finns det män som håller fast vid de löften som de har avgett inför Gud” [Koranen 33:23].

Sedan tittade han på plagget som han var insvept i och sa: ”Jag såg dig i Mecka, och det fanns ingen mer kär juvel, eller förnämlig än dig, och här är du barhuvad i ett plagg!” Sedan tittade Profeten på alla martyrer på hela slagfältet och sade : ”Allahs Profet vittnar om att ni är martyrer för Allah på domedagen”. Sedan samlade han sina levande följeslagare runt sig och sade: ”O människor, besök dom, kom till dom och hedra dom. Vid Allah, ingen muslim skall hälsa på dom utan att dom kommer hälsa honom tillbaka.

Frid vare med dig, O Mus’ab. Frid vare med er, O Martyrer. Allahs frid och välsignelser vare med er!

Well, mange har bedt mig om at skrive om shiaislam. Den sidste som bad mig om det var vel ”HS”, og det kommer måske ikke som en overraskelse for mig. Shia-islam er en mindre miniortet inden for islam som ca. mellem 10-20% af muslimerne følger. Og så går der mange myter om hvad vi egentlig står for, og hvem vi tilbeder. Jeg har så besluttet mig at skrive mere om sekten, og før jeg starter med at skrive noget så er det udelukkende MIT ”point of view” på shia-islam der er beskrevet, at visse shiamuslimer nok ikke vil stå helt fast ved det der bliver skrevet kan er vel deres ret. Når det er sagt så er forskellene mellem shiamuslimer minimale at de reelt er uden betydning.
Shiaislams Historie: Da profeten døde i år 8 juni 632, opstod der en mindre splittelse blandt muslimerne om hvem der skulle lede muslimerne, og lovgiv under Allahs regler. Visse Sahabaer(profetens venner/ledsager) mente at hans svigersøn og fætter Ali søn af Abu-talib var udnævnt som Leder (Imam/kalif) for muslimerne. Dette skete blandt andet ved Ghadir Khumm, hvor profeten sagde:

“O people, I am a human being. I am about to receive a message from my Lord and I, in response to Allah’s call, (would bid good-bye to you), but I am leaving among you two weighty things: the one being the Book of Allah in which there is right guidance and light, so hold fast to the Book of Allah and adhere to it. He exhorted (us) (to hold fast) to the Book of Allah and then said: The second are the members of my household I remind you (of your duties) to the members of my family. Kilde: (blandt andet) Sahih Muslim 031.5920 The Book Pertaining to the Merits of the Companions (Allah Be Pleased With Them) of the Holy Prophet (May Peace Be Upon Him) (Kitab Al-Fada’il Al-Sahabah)

Dette blev tolket forskelligt blandt profetens ledsager, nogle mente at meningen var at man skulle følge profetens famlie og koranen. Mens andre forstod det sådan at profetens familie og koranen skulle der værges om, altså man skulle passe på dem! (mere eller mindre).  Andre beretninger siger at profeten efterfølgende tog Alis Hånd og rakte den højt oppe og sagde:

For whoever I am a leader of, then Ali is his leader. Kilde: Ibn Taymiyyah, Minhaaj as-Sunnah 7/319

Her var der igen visse personer fra profetens omgangskreds og muslimerne som var tilstede, to fortolkninger, den ene byggede på at det blot var en lovprisning af Alis kamp for islam og at de to var som hinanden, mens den anden gruppe (der senere blev shiamuslimer) forstod det som at profeten fortalte folk, at Ali var lederen af muslimerne efter ham.

I de vel første år af islam var der ikke foreskel mellem shia- og sunnimuslimerne, faktisk var begreberne ikke defineret, og ej hellere eksisterende. Godt nok blev Imam Alis folk, kaldt for Shiat-Ali, betydningen var mere politisk (lederskabet) end trosmæssigt(halal og haram).  Men med tiden udviklede det sig til mere end som så, da den første muslimske borgerkrig indtræf. Krigen der også blev kaldt for ”Fitnat maqtal Othman” hvor profetens ledsagere på grund af drabet på den tredje kalif Othman søn af Affan, begyndte at bekrige hinanden.  Her var profetens Kone Aisha i krig med Imam Ali, i kamelkrigen. Kilde:

Ali ibn Abi Talib (1984). Nahj al-Balagha (Peak of Eloquence), compiled by ash-Sharif ar-Radi. Alhoda UK. ISBN 0940368439.

Imam Ali havde også et slag med Muawiya som kaldes ”the battle of sifin, og den kan der læses mere om her .  Der siges at dette slag reelt fik delt islam permanent i to dele, shia- og sunni-islam, som det kan ses så har shia- og sunni-muslimer det samme syn på Gud, Profeten Muhammed og Koranen.

Trosbekendelsen:

muslimernes trosbekendelse er ens den siger: Ashahadu ina la ilaha illa allah wa ashadu ina mohammadan rasool Allah. Hvilket betyder: jeg bevidner at der ingen gud er foruden Gud (ALLAH), og at Muhammed er guds Profet. Shiamuslimer plejer at tilføje: Wa ashahadu ina Aliyun Waliu Allah! Hvilket betyder noget i retning af: og jeg bevidner at Ali er guds ”ven” (ved ikke hvordan det kan ellers oversættes).

Gudebilledet: Shiamuslimer mener at Allah er den største, han er ikke skabt, han har eksisteret før begyndelsen af dette verden, og vil forblive til efter slutningen. Han er universetslys, ubegrænset af størrelse, og kan derfor ej ses. Hverken i dette liv og i efterlivet.

Profetskabet: Profeten Muhammed er den sidste profet Gud har sendt til menneskeheden, og der er derfor ingen profet efter ham. Profeten fik beskeden om sin profetskab i 40-års alderen af Englen Jibrail(Gabriel).

In de nacht van 7 op 8 januari dit jaar, had ik een hele duidelijke droom gekregen van God.

In die tijd was ik heel erg aan het worstelen met het onderwerp ’seks voor het huwelijk’. Ik wist niet wat ik ermee aan moest omdat ik er niet mee wilde breken, en ik wilde het liefst bewijs zien in de Bijbel dat het niet goed is. Bewijs kreeg ik!

Goed. Eerst mijn droom.
Ik zag mezelf in deze droom, ik was naakt, en ik was ontzettend vies. Ik zat helemaal onder het vuil, modder en zand zat overal op mijn lijf, en ik zat ook vol met deuken en blauwe plekken en vingerafdrukken. Het was net of ik een stuk klei was dat door vele handen gekneed was, en vervolgens weggeworpen, zonder dat er echt een vorm aan was gegeven. Het was heel eng om mezelf zo te zien.

Ik werd wakker, en wist meteen dat deze droom ging over het onderwerp waar ik mij al die tijd in had zitten verdiepen. God had mij in deze droom laten zien wat er werkelijk met mij en mijn lichaam is gebeurd, door mezelf aan zoveel jongens te geven. Ik sloeg mijn dagtekstenboekje open, en daar las ik dit:

Mozes zei: “Neem mijn waarschuwingen ter harte. Want het gaat hier niet om iets onbeduidends, het is een zaak van levensbelang!” Deut. 32:46v

Je moet weten dat ik in die tijd nog heel weinig kennis had van de Bijbel. Ik wist dus ook al die tijd maar niet waar ik moest zoeken als ik meer wilde weten over dit onderwerp. Maar deze tekst deed me nadenken, Mozes, wie was dat ook alweer? Was dat niet iemand die juist heel veel regeltjes stelde aan het volk? Dus ik ging zoeken in Deuteronomium, en jawel, daar stond mijn antwoord, waar ik al zo lang naar op zoek was! Ik zag het kopje staan: “Over seksuele misdrijven”. En daar las ik dit:

22:13 Het volgende kan zich voordoen: Een man trouwt een vrouw, slaapt met haar en krijgt dan een afkeer van haar. 14 Hij begint haar vals te beschuldigen en leugens over haar rond te strooien: ‘Ik ben met deze vrouw getrouwd, maar tijdens de huwelijksnacht ontdekte ik dat ze geen maagd meer was.’
(…)
20 Maar als het wél waar is en de maagdelijkheid van het meisje niet kan worden aangetoond, 21 moet zij naar haar ouderlijk huis worden teruggebracht en daar voor de deur door de andere inwoners van de stad worden gestenigd tot de dood erop volgt. Want zij heeft onder het volk van Israël een schanddaad begaan door met iemand te slapen terwijl ze nog bij haar vader thuis woonde.

Lijkt me vrij duidelijk, toch?

Oke, het is waar dat we niet meer onder de wet leven, maar onder de genade. Maar kijk eens wat Jezus hierover heeft gezegd:

Matteus 5:
17 Denk niet dat ik gekomen ben om de Wet of de Profeten af te schaffen. Ik ben niet gekomen om ze af te schaffen, maar om ze tot vervulling te brengen. 18 Ik verzeker jullie: zolang de hemel en de aarde bestaan, blijft elke jota, elke tittel in de wet van kracht, totdat alles gebeurd zal zijn. 19 Wie dus ook maar een van de kleinste van deze geboden afschaft en aan anderen leert datzelfde te doen, zal als de kleinste worden beschouwd in het koninkrijk van de hemel. Maar wie ze onderhoudt en dat aan anderen leert, zal in het koninkrijk van de hemel in hoog aanzien staan.

Zolang een regel niet is gewijzigd in het nieuwe testament, blijft de regel van kracht. De regels zijn er om ons op zonde te wijzen, want waar zonde is kan God niet zijn. En ik wil Hem graag heel dicht bij me hebben! Het stenigen is iets dat nu niet meer van toepassing is, dat is hetgene wat door Jezus in vervulling is gegaan zoals Hij zelf ook zegt.

Maar ik heb inmiddels nog meer bewijzen, kijk eens wat Paulus heeft gezegd bijvoorbeeld:

1 Kor 6:18 Ga ontucht uit de weg! Geen enkele andere zonde die een mens kan begaan tast het lichaam aan, maar wie ontucht pleegt zondigt tegen het eigen lichaam.

Dat zag ik in mijn droom ja. Het tast mijn lichaam aan.

1 Kor 7:2 Maar om ontucht te vermijden moet iedere man zijn eigen vrouw hebben en iedere vrouw haar eigen man.

Niet zomaar een man of een vrouw, maar je eigen man of vrouw. Je echtgenoot dus. Ontucht komt van het Griekse ‘porneia’, wat meerdere betekenissen heeft. Een andere betekenis is ook: onwettige seksuele gemeenschap. Onwettig? Hadden we het net niet over de wet van Mozes? De regel is dus niet afgeschaft.

Als ik me bedenk dat ik dus volgens de wet gestenigd zou moeten worden, kan ik alleen maar heel erg dankbaar zijn voor Gods genade dat ik dat niet hoef te ondergaan. Zijn vergeving is groot. Jezus is voor mij al ‘gestenigd’. Hij moet dan wel heel veel van mij houden…

Maar laat ik het nu met een blik gericht op de toekomst bekijken, in plaats van gericht op het verleden. God heeft plannen met mij. En Hij heeft vast ook ergens een prins op een wit paard voor mij klaar staan! En de man die Hij voor mij bedoeld heeft, zal mij nooit als een stuk gekneden klei weggooien. Daar ben ik van overtuigd.

/Fröken Sverige

Det hendte i de dager da man var arbeidsledig og hjemløs…

Illustrasjonsfoto: Scena.org - Sidemart Grocery

Nok en gang våknet jeg opp med en dundrende hodepine. Ikke den vanlige hodepinen. Det var noe eget ved denne. Noe helt spesielt og særegent. Vage minner om gårsdagen, noe med naboene og sprit, dukket opp…
Et vått håndkle lå ved siden av sengen, et slags fysisk minne om en tur i badekaret eller dusjen. Lisa Ekdahl ville nok ha sagt; ”Hvem vet? Ikke du. Hvem vet? Ikke jeg”. Men mest sannsynlig ville hun antakeligvis ha sagt det på svensk. Og om jeg hadde hørt henne si det, så hadde jeg skrudd av radioen fort som faen fr å slippe å høre skrålet hennes.
Denne hodepinen ja. Det var noe eksepsjonelt ved den.
Butikken var neste destinasjon, dagens store opplegg kan man vel kalle det. Et slags høydepunkt, og samtidig et anti-klimaks… Fy faen for et liv!

Avis
Egg
Jus…
Bacon
Sjokolademelk
Brus.

”Lettere å huske hva man skal handle om det er en slags poesi i hele dritten”, tenkte jeg.
Jeg kledde på meg klærne som lå slengt rundt i huset og tok på meg en hatt for å skjule hodepinen.
”Dette burde funke. Ingen merker noe nå. Galskapen blir lukket inne”, “Kanskje de merker galskapen, men de ser i alle fall ikke blodet i bakhue”.
Det var der den eksepsjonelle hodepinen kom fra. Fra et høl bak i hue. Men hvor faen kom dette hølet fra? Dette slags sorte/røde hullet. Vinrødt. Som Jesu blod. Hva faen gjorde Jesus i bakhue mitt? Det lå noe glasskår utenfor badet, et bilde var blitt knust. Og i gangen lå de store svarte messing lysestakene veltet…

I en slik situasjon ville noen ha spurt seg selv; ”Hva ville Jesus ha gjort?”. Jeg spurte meg selv; ”Hva faen har Jesus gjort?”, og sist, men ikke jævla faens minst; ”Hvorfor har han gjort det? Jævla raddis!”.
Jeg hadde i alle fall ikke gjort det, så da måtte det ha vært Jesus som gjorde det… Greit å ha noen å skylde på… Kanskje det var noen som hadde slått meg i bakhue med en av messing lysestakene? Forpulte faen! Skinnhellige jævel! Kommer her og slår meg ned i fylla! Hva hendte med moral? Hvor ble den av? Hva hendte med bakhue mitt?
“Hvis synderen er på butikken så skal jeg banke hele typen”, tenkte jeg mens jeg forestilte meg det helvetes rabalderet og teateret det ville bli i butikken.
”Lettere å huske hva man skal handle om det er en slags poesi i hele dritten”.
Jada. Sikkert.
For å være på den sikre siden skrev jeg ned hele regla.

Avis
Egg
Jus…
Bacon
Sjokolademelk
Brus.

“Hva faen var denne smerten i ryggen egentlig? Og hvorfor må man holde på med denne butikk gåingen til enhver tid? Det virker da totalt uten mening å gi mennesker papir meden slags tenkt verdi i bytte for mat, som man trenger for å overleve. Mennesker er surrealistiske skapninger. For øvrig virker det da også totalt uten mening å ha vondt i ryggen. Kanskje det hang sammen med blodet i hue? Om Jesus virkelig var så kul som folk påstår, hvorfor avskaffet han ikke hele det økonomiske systemet mens han først var her?” Slike ting funderte jeg på mens jeg dro bena etter meg bortover gata på vei til butikken.

Butikken. Et slags surrealistisk sted. Konsentrert galskap. Velg ut ditt døde favoritt dyr, din favoritt grønnsak, noe å drikke, husk å levere papir eller fikle med et plastkort før du forlater åstedet. De kaller det tyveri om du ikke gjør det. Kanskje du får en bot, ja til og med havner i fengsel? Da frarøver de deg din såkalte frihet. Frihet må man betale for. I det evinnelige later det som. Mennesker… jeg kan ikke gjøre annet enn å ta avstand fra deres liv og leven.
Hva med å bruke gråstein isteden? Det er like meningsfullt som penger.
Bare litt kjipere å drasse rundt på… Men desto lettere for en bedagelig anlagt mann å få tak i…

Et fjes fra barndommen dukket opp på butikken. En slik situasjon krever som oftest noe tomprat, og dette var intet unntak. For å unngå den vanlige regla, passet jeg på å ikke svare for oppmuntrende. Jeg ville jo ikke bli stående der på tomprat over lengre tid. Bare tanken på det var energikrevende.

”Jasså. Hjemme en tur?”
”Jo da.”
”Bor du her nå eller?”
”Ja, på sett og vis. Har ikke noe sted å bo egentlig. Er en slags omstreifende hjemløs faen. Hva med deg?”
”Nei, er bare her på besøk. Bor ikke her lenger.”
“Har egentlig flytta jeg og, men er bare hjemløs, lat og blakk og leiter etter jobb.”
”Hvor lenge skal du bo her?” ville dette fjeset fra barndommen vite.
”Jeg vet ikke. You never know with a crazy man”, svarte jeg, og la til “faen, jeg må drite. Må handle først.”
“Ja, ja,” sa han med en lattermild tone og smilte sitt nedlatende, sleske smil, som om han liksom forsøkte å signalisere at han var bedre enn meg, “vi snakkes da”.
“Sug meg i ræva” tenkte jeg, og tenkte over om jeg faktisk måtte drite i det hele tatt.
Jeg måtte ikke det.

Lengtet tilbake til Oslo, men måtte ordne meg en jobb først, eller et sted å bo.
Oslo er greit nok det, men det er vel ikke akkurat paradis på jord – Norges største landsby.

Skjenkering, stengetider, bompengering, fantasirike priser på boliger. Moralens høyborg. Moralens voktere har tatt kontrollen over landet, og folket ser ut til ikke å bry seg nevneverdig. De bare surmuler litt, eller kanskje de er fornøyd med tingenes tilstand? Ikke faen om jeg vet. Når jeg blir diktator skal det bli bedre tider! Da kan moralens voktere sitte hjemme og passe på sin egen moral, så kan vi skruppelløse passe på moralen vår selv. Om gud skulle ha noe å klage på, så får vi ta det opp med han når den tid kommer.
Uansett mente nok ikke Jesus og gjengen at vi alle skulle traske rundt her og kjede oss i hjel…

Sannheten er vel at jeg ville dratt på flekken om jeg hadde noe sted å dra. Finnes det et sted en sær og til tider forfylla jævel er velkommen? Ich bin Der Teufel.
Jeg kjeder meg på bygda. Jeg kjeder meg i Oslo også.
Det er så jævlig kaldt overalt. Om sommeren er det nesten ålreit temperatur.
Kulde er generelt kjedelig. Sommeren er heldigvis i anmarsj, akkurat som om det vil gi meg et sted å bo…
Fordelen med Oslo er at det i alle fall er et mangfold der.
Fordelen med sommeren er at man kan henge i parken med venner, gitar og 3-liter vin.
Må bare ordne en jævla jobb først.
Etter handleturen.

Het opinietijdschrift VolZin heeft deze week twee interessante artikelen, met ruwweg dezelfde strekking: kerken moeten niet bang zijn voor hun marginaliteit, want die positie in de marge biedt kansen om de profetische opgave waar te maken. Hoezee! Helemaal mee eens, ik heb eerder – om precies te zijn in de essaybundel Onderstroom – ongeveer hetzelfde betoogd.

In beide VolZin-artikelen wordt heel terecht de functionalistische benadering van religie aan de kaak gesteld. In een interview antwoordt theoloog Stefan Paas op de vraag of de kerk maatschappelijk nut moet hebben:

“Nee, de kerk heeft juist nut door de paradox dat ze niet is opgericht om van nut te zijn. Ze kan niet politiek gecreëerd worden. De kerk is opgericht om God te dienen en de naaste lief te hebben; daar zit belangeloosheid in. Het belang van een kerk gaat niet op in de vraag of zij nuttig is voor de samenleving. De kerk is gegrepen door iets dat verder gaat dan deze wereld en de belangen van deze wereld. Uiteindelijk zal dat ook maatschappelijk nut opleveren.”

En het tweede artikel, een essay van cultureel antropoloog Leendert Roosenbrand, stelt het nog pregnanter:

“(…) dansen kerken niet te veel naar het pijpen van de politici en beleidsmakers die hen lof toezwaaien over hun goede werken waar de samenleving niet zonder kan? Het lijkt zo langzamerhand het enige te zijn waarvoor religie nog goed is – de boel bij elkaar houden.”

Het gevaar daarvan wordt treffend verwoord door CDA-kamerlid Jan Schinkelshoek, die Roosenbrand in zijn essay aanhaalt: 

“Het doet me denken aan Napoleon die tweehonderd jaar eerder al beweerde dat een pastoor meer waard is dan tien gendarmes. Zodra dat nut is verdampt en religie zich niet langer als politieke stut en steun laat gebruiken, wordt ze snel aan de kant geschoven.”

Del 1 – Forberedelser og overvejelser
Ved morgengry den 10. muharram, år 62 e.h. (680 e.kr), efter at Imam Hussein (as) havde ført sine tilhængere an i morgenbønnen, påklædte han sig sin bedstefar, Allahs Sendebuds (sa), krigsklæder, tog hans turban på og tog sin fars sværd, den såkaldte Thul-Fikar eller den to-hovedede.
Han henvendte sig derefter til sine tilhængere, startede med at prise og takke Allah og sagde derefter
”Allah har bestemt, at I og jeg skal blive dræbt i dag. Derfor vil jeg bede jer om at være robuste i dagens slag”.
Derefter mobiliserede han sine krigere. De var, som det er blevet berettet 45 ryttere og 100 fodfolk. Han gjorde Zuhair Ibn Alqain til kommandant over højrefløjen, og Habib Ibn Madhahir til kommandant over venstre fløjen, og placerede sine familiemedlemmer i midten. Derefter lod han sin bror Al-Abbas (as) være fanebærer. Tropperne samledes foran teltene, hvor kvinderne og børnene var huset. Han havde før det, i natten til den 10. muharram, bedt sine tropper om at grave en grøft bag om teltene og fylde den med brænde. Han bad dem sætte ild til det, når slaget brød ud, så det kunne forsvare deres rygge i kampen mod fjenden.

Del 2 – Fjenden
Omar Ibn Sa’ad, hærfører for fjendens hær var i besiddelse af 30.000 soldater. Han gjorde Amr Ibn Al-Hajjaj Az-Zubaidi til kommandant over højre fløjen og gjorde Shimr Ibn Thil-Jawshan til kommandant over venstre fløjen. Izra Ibn Kais Al-Ahnasi blev kommandant over rytterne og Shibth Ibn Ribi’e blev kommandant over bueskytterne.

Del 3 – Mødet med fjenden
Da de to stridende sider konfronterede hinanden og ilden blev tændt i grøften, råbte Shimr:
”O Hussein! Du er åbenbart ivrig efter at komme i ilden før Dommedagen!”
Hussein spurgte sine tilhængere om ikke den talende var Shimr Ibn Thil Jawshan; og da han blev fortalt at det faktisk var ham, svarede han:
”Du, søn af gedehyrden fortjener mere at brænde i det end jeg”.
Da Imam Hussein (as) så fjendens store forsamling, løftede han sine hænder mod himmelen og bedte:
”Herre, du er min tilflugtssted i hver ulykke, mit håb i hver knibe, mit ly og forsvarer i hver prøvelse. Hvor mange af de sorger, der svækker hjertet og fryder fjenden, fjernede Du ikke, da jeg overlod dem til Dig i stedet for alle andre. Du svigtede mig ikke. Du er Den, der forærer alle velsignelser og Den ultimative kilde til opfyldelsen af alle ønsker”.

Kaiyim Ibn Haseen Al-Fizari råbte:
”Du Hussein og I tilhængere af Hussein! Kan i se vandet fra Eufrat, hvis bølger bevæger sig som slanger? Jeg sværger ved Den Almægtige, at I ikke vil smage en dråbe af det før I smager på døden i små portioner”.
Det er værd at nævne, at Imam Hussein, hans familie og tilhængere var nægtet adgang til vandet dagene optil slaget ved ordrer fra Ibn Ziyad . Dette blev opnået ved at placere 500 ryttere mellem Imam Husseins lejr og floden Eufrat. Fjenden sørgede for at gøre det endnu sværere for Imam Hussein og hans tilhængere at hente vand natten til den 10. og på selve dagen.
Efter at være blevet sikker på fjendens beslutning om at bekrige ham, bad Imam Hussein om at få sin hest, hvorefter han steg til den og henvendte sig til fjendens hær. Han nærmede sig dem og råbte til dem højlydt:

”O forsamling! Vær opmærksom på min tale og bliv ikke rastløse før jeg har prædiket for jer, som jeg anser det for min pligt over for jer. Og indtil jeg har forklaret jer, hvorfor jeg er kommet hidtil. Hvis I så accepterede min ræsonnement, troede på min tale, og var retfærdige over for jer selv og mig, da vil i pga. dette være lykkeligere, og da vil I heller ikke have en grund til at angribe mig. Hvis I derimod ikke bliver berørt af min tale, så beslut jer for at udføre jeres gerning og saml jeres tilhængere, og lad ikke jeres gerning være ukendt for jer, og lad det blive udført imod mig og reflekter ikke over det (længere). Allah er min hjælper og Han er de retfærdiges Beskytter.”

Da kvinderne i Imam Husseins lejr hørte ham sige disse ord, hævede de deres stemmer i gråd. Han sendte sin bror Al-Abbas og sin søn Ali Al-Akbar til kvinderne for at betrykke dem og sagde:

”Ak! De vil græde meget senere.”

Da gråden stoppede, forsatte Imam Hussein (as) sin tale:

”O folk! Allah skabte denne verden og gjorde det til et bopæl for ødelæggelse og flygtighed, den tager sine beboere fra et stadie til et andet. Den narrer de indbildske og forfører de ulykkelige. Lad ikke denne verden narre jer, da den er i stand til at knuse de drømme, som de, der stoler på den, har, og svigte de der er grådige efter dens rigdomme. Jeg kan se, at I er fastbesluttet på at udføre en gerning, der vil bringe Allahs vrede over jer, og tvinge Ham til at vende blikket fra jer og sprede Sin hævn i mellem jer. Al hæder til vores Herre og elendighed til jer. I svor troskab (til Allah) og troede på Sendebudet Mohamad (sa), og dernæst samledes I imod hans afkom for at dræbe dem. Satan har taget overhånd over jer og forventer, at I glemmer Den Almægtiges påmindelser til jer. Må ulykke ramme jer og må jeres bestræbelser ende i tomhed.”

Del 4 – Hussein, Profetens barnebarn

”O folk! Søg tilbage i min afstamning. Se, hvem jeg er beslægtet med og tænk over, hvem jeg er. Derefter kig tilbage og gennemtænk det med jer selv. Overvej om det er rigtigt at dræbe mig og foregribe sig på min integritet. Er jeg ikke søn af jeres Profets datter og søn af hans Stedfortræder og fætter, en af de første troende på Allah og Hans sendebud? Var Hamza, martyrernes herre ikke min fars onkel? Var ikke ’den bevingede’ Jafar ikke min onkel? Har i ikke hørt Profetens beretninger om min bror og jeg: ”Disse er overhovederne af Paradisets unge beboere.” Om I tror på mig – og det er sandheden, for jeg sværger ved Den Almægtige, at jeg aldrig har fortalt en løgn siden jeg lærte, at Allah hader, de der lyver – eller om I anser mig for at være en løgner, og vælger ikke at tro på mig, så er der nogle iblandt jer, som vil svare jer, hvis i spørger! Spørg Jabir Bin Abdullah Al-Ansari, Aba Sa’eed Al-kudri, Sahl Bin Sa’ad Al-Sa’idi, Zain Bin Arqam og Anas Bin Malik, og lad dem fortælle jer, at de hørte disse ord fra Allahs Sendebud (sa) blive fortalt om min bror og jeg.”

”Er der ikke (nok) afskrækkelse i dette, der kan forhindre jer at udgyde mit blod?”

”Hvis jeg har forstået, hvad du siger rigtigt”, afbrød Shimr Bin Thil Jawshan, ”så ligger min tilbedelse til Allah lige på kanten (meget svag)”

”Jeg tror, at din tilbedelse til Allah er meget svagere”, sagde Habib bin Mudhahir”, og jeg bevidner, at du har ret i at du ikke har forstået, hvad han siger. For Allah har forseglet dit hjerte (med uvidenhed).”

”Hvis I er i tvivl om dette”, fortalte Imam Hussein dem,” så er I tvivl om jeg er søn af jeres Profets datter. Jeg sværger ved Allah, at der ingen søn af en Profet er i blandt jer og blandt hele menneskeheden fra øst til vest, undtagen mig. Skam jer, søger i erstatning hos mig for en af jeres bortkomne, som jeg har dræbt eller for noget af jeres ejendom, som jeg har taget eller for en krænkelse, jeg har forvoldt jer?”

De svarede ikke. Hvorefter han råbte

”Shabath Bin Rib’ie, Hajjar Bin Abjar, Qays Bin al-Ash’ath, Yazid Bin al-Harith, skrev I ikke til mig, at frugterne er modne, dadlerne er klare til at blive plukket, så kom her til en hær der er blevet samlet til dig?”

”Vi ved ikke, hvad du taler om”, sagde Qays Bin Al-Ash’ath ”overgiv dig til dine slægtninges autoritet (umawierne). De har aldrig behandlet dig med andet end, hvad du har ønsket.”

”Ved Allah, jeg vil aldrig række jer mine hænder som en mand, der er blevet ydmyget, ej vil jeg hellere flygte som en slave” sagde Imam Hussein. Derefter hævede han stemmen med at recitere:

”Jeg tager visselig min tilflugt hos min Herre og jeres Herre, så I ikke stener mig.”

”Og Moses sagde: Jeg søger tilflugt hos min Herre og jeres Herre mod enhver hovmodig (person), der ikke tror på regnskabets dag.”

Del 5 – Advarsel til Kufas indbyggere

Han steg derefter af sin hest og bad Aqaba Bin Sam’an binde forbenene på den sammen. Fjendens tropper marcherede imod ham. Blandt dem var Abdullah Bin Hawza Al-Temimi som råbte:

“Er Hussein iblandt jer?”

Han sagde det tre gange. Imam Husseins tilhængere svarede:

”Dette er Hussein, hvad vil du ham?”

Han svarede:

”Du løg, vær sikker på, at du vil ende i Helvedet.”

Hussein svarede:

”Jeg er på vej til en Herre, der er tilgivende, generøs, befalende og mæglende. Men hvem er du?”

Han svarede:

“Jeg er Ibn Hawza”.

Hussein løftede sine hænder så højt, at hans armhuler kunne ses og sagde:

”O Allah! Døm ham til Helvedets ild.”

Ibn Hawza blev meget sur og red imod Hussein. Der var en å i mellem dem, han faldt ned fra hesten, men hans ben stadig sad fast i stigbøjlen. Hesten slæbte ham rundt mellem sten og træer. Hans frie ben blev revet af, mens resten af hans krop stadig sad fast til hesten, som til sidst kastede ham af ned i den ild, der var tændt i voldgraven. Han brændte ihjel.

Imam Hussein (as) hævede stemmen og sagde:

”O Allah! Vi er din Profets hus’ folk, hans efterkommere og slægt, knus de, der behandlede os uretfærdigt og bekrigede os. Du er Den Althørende, Den Nære.”

Masrooq Bin Wa’il Al-Hadhrami har berettet:

“Jeg var i fronten sammen med de ryttere, der tog af sted for at bekrige Hussein i håb om at nyde lidt af Ibn Ziyads gunst og gaver. Men da jeg så hvad der skete med Ibn Hawza, blev jeg sikker på at medlemmerne af dette hus (Profetens hus’ folk) havde sanitet fra og en særlig plads hos Allah. Jeg forlod derfor masserne og sagde til mig selv: jeg vil ikke bekrige disse folk, for jeg frygter at ende i Helvedets ild.”

Da Husseins (as) tilhængere så den modsatte lejrs beslutsomhed i at bekrige deres herre og Imam Hussein (as), kom Zuhair Bin Al-Qain frem, stod foran dem og talte til dem:

”O Kufas beboere! Jeg advarer jer imod Allahs tugtelse. Det er en pligt for enhver muslim at rådgive sin muslimske bror. Vi er stadig brødre, da vi har samme religion, medmindre vi bekriger hinanden. I har brug for råd, mere end vi har. Tyrer i til sværdet, vil der ikke længere være noget bånd mellem os. Vi bliver to nationer (umma). Allah har betroet os sin Profet Mohamads efterkommere bare for at se, hvordan vi behandler dem. Vi tilkalder jer derfor til at støtte dem og forlade tyrannen Yazid og Obaidullah Bin Ziyad. Under deres styre vil I kun høste mishandling, udhulning af øjne, lemlæstelse og han vil gøre jer til et frygteligt eksempel. Han vil korsfæste jer på træer, dræbe jeres gode mænd og Koran læsere som Hijr Bin Adi og hans tilhængere og Hani Bin Urwah og andre som ham.”

Han blev afbrudt af kufierne , der bandede ad ham og priste Ibn Ziyad og tilføjede, at de ikke vil vige tilbage indtil, de havde dræbt Hanis ven (Imam Hussein) og de, der er sammen med ham eller eskortere dem til Ibn Ziyad.

Zuhair fortsatte:

”O mænd! Fatimas sønner har mere ret til støtte og venskab end Sumayas søn (Ibn Ziyad). Hvis I ikke støtter dem, så beder jeg til Allah, at han holder jer tilbage fra at dræbe dem. I er derfor anmodet om at løsrive denne mand (Hussein) fra Yazid. Ved mit liv! Han skal nok være tilfreds med jeres lydighed, selvom I ikke dræber Hussein (as).”

Shimr skød en pil imod dem og sagde:

”Hold ****, må Allah gøre din kamel tavs. Vi har fået nok af din overflødige snak.”

Zuhair sagde:

”O! du søn af den ukyske, jeg mener ikke dig med min tale, for du er ikke andet end et dyr. Jeg sværger ved Den Almægtige, at du ikke engang kan huske to vers af Allahs bog (Koranen) uden ad. Der er ingen tvivl om at skændsel og tugtelse vil ramme dig i Dommedagen.”

Shimr sagde:

”Allah vil dræbe dig og din ven i løbet af en times tid.”

Zuhair sagde:

”Truer du mig med døden. Ved Den Almægtige! Døden med ham er mere kært for mig end evigheden med dig.”

Da kom Ziad ud fra mængden og hævede sin stemme sigende:

”O Guds tjenere! Lad ikke denne uforskammede bandit og hans type narre jer. Ved den Almægtige! Mohamads (sa) forbøn er nægtet de, der udgyder hans efterkommeres blod, og dræber deres tilhængere, der beskyttede deres kvinder.”

En mand fra Husseins lejr sagde til ham:

”Aba Abdillah (Hussein) beder dig om at komme tilbage. Ved mit liv! Som Faraoens troende, du rådede og advarede disse folk alt, hvad du kunne magte. Men ak! De ser ikke ud til at ænse din formaning.”

Del 6 – Vandet er nægtet

Da det var meget varmt, var Hussein, hans husfolk og tilhængere meget tørstige. Derfor spurgte Burair Bin Khudair Al-Hamadani – der var en gammel from mand, en autoritet blandt Koran læsere og velplaceret blandt Hamadanierne, om lov til at henvende sig til Kufierne. Da han fik godkendelsen, råbte han:

”O folk! Allah sendte Mohamad som en varsler og advarer, kaldende til Allahs vej og en skinnende lanterne. Og dette er Eufrat floden, hvis vand er fri for alle slags dyr, svin og hunde. Alligevel har I nægtet Allahs Sendebuds barnebarn adgang til det. Er det sådan Mohamadd skal gengældes?”

En gruppe fra Ibn Ziyads lejr sagde:

”Nok med det vrøvl. Ved den Almægtige! Hussein vil ikke slukke sin tørst med dens vand, som de der ikke fik slukket deres tørst før ham.”

Burair sagde:

”O folk! Denne arv af Mohammad er endt i blandt jer. Og disse er hans efterkommere, hus’ folk, døtre og de hellige medlemmer af hans familie. Så hvad har i at sige og, hvad vil I gøre ved dem?”

De svarede:

”Vi vil overgive dem til emir Obaidullah bin Ziyad og så kan han bestemme, hvad han vil gøre med dem.”

Han råbte ad dem sigende:

”Er i da ikke tilfredse med, at de vender tilbage til der, hvor de kom fra? O Kufas beboere! Må I være ulykkelige! Har i glemt de breve, I skrev til ham og de løfter, I gav ham med Allah som vidne? I inviterede jeres Profets efterkommere og påstod, at I ville beskytte dem med jeres liv. Da de tog imod dette og kom til jer, vil I nu overgive dem til Ibn Ziyad og forbyde dem adgang til floden Eufrats vand. Hvilke onde arvinger til jeres Profet og hans efterkommere, har I vist jer at være. Hvad er der sket med jer? Må Allah ikke skænke jer vand på Dommedagen. Så ond et folkefærd som I er.”

En gruppe af dem svarede:

“Vi ved ikke, hvad du snakker om.”

Han sagde:

”Al lovprisning til Allah for at have gjort mig mere beslutsom. O Herre! Jeg søger tilflugt hos dig og tager afstand fra disse folks handlinger. O Allah! Så splid imellem deres rækker og lad dem bruge deres styrke mod hinanden, indtil de møder dig på dommens dag.”

Del 7 – Husseins prædiken

Ved middag den 10. Muharram da solens hede begyndte at dække jorden, Hussein, hans hus’ folk og tilhængere begyndte at føle tørstens voldsomhed. Fjenden var fast besluttet på at nægte dem adgang til Eufrats vand ud fra deres Jahilia fjendskab og deres fra Badr-krigen arvede nag. Derfor steg Abi Abdallah Al-Hussein til hest, velmærkende tørstens hårdhed, åbnede Koranen og satte den på hovedet. Han stod foran fjendes lejr og henvendte sig til dem:

”Allahs Bog og min bedstefar – Allahs Sendebuds sunna er dommer mellem jer og mig.”

Han lod dem derefter sværge på hans rene sjæl og at han bar Profetens skjold og turban.

De sagde at denne konstatering var korrekt. Han spurgte dem derefter om grunden til, at de vil bekrige ham. De svarede, at det var ud fra deres lydighed overfor deres emir Obaidullah Bin Ziyad. Det var der, at han startede på denne prædiken:

”Må sorg og ondskab ramme jer usle banditter! I henvendte jer til os lidende og bad os om at komme til jeres undsætning og, da vi besvarede jeres bønner, drog I jeres sværd af skeden for at bekrige os og skubbede os i den ild, som vi havde tændt for såvel vores som jeres fjender. I spillede derfor på jeres fjenders præmisser imod jeres herrer (Guds venner). Jeres fjende styrede jer uden retfærdighed og uden håb, adlød I dem. Al elendighed til jer! I forlader os, mens sværdet stadig ikke er plettet, mens man stadig er fattet og man ikke er fastbesluttet endnu. Alligevel, for I som en krybende fugl og faldt over hinanden som sommerfugle, der strides om en blomst, og så ødelagde i det. Til helvede med jer! O I slaver af slavekvinder! O I, de fremmede fra ahzab , I, der svigter Bogen (Allahs bog), I, der fordrejer sandheden, I, ondskabens bande, I, Satans hånd, I, der udsletter normer! Al elendighed til jer! Har i valgt at støtte disse og forråde os? Ja, ved Den Almægtige, dette udspringer fra et gammelt indre forræderi, fodret til jeres herkomst og viderebragt til jer. Derfor er i som en ondartet frugt – irriterende at kigge på og sygelig gørende når det bliver spist.. Bastarden og søn af bastarden har overladt os to valgmuligheder, enten tyr vi til sværdet ellers overgiver vi os. Hvor absurd! Ydmygelse er ikke en mulighed. Allah vil aldrig lade dette ske imod os. Det samme vil Hans Sendebud ej heller. Ej heller vil de troende, de kyske og rene skøde og de stolte sjæle aldrig tillade. På grund af disse værdier vil vi hellere dø i løbet af en time end at underkaste os de gemene. Herfra er min march førende min familie endskønt ringe i antal og svigtet af de, der udgav sig for at være vores tilhængere.”

Del 8 – Al-Hur bin Yazid beder om tilgivelse

Han fortsatte sin prædiken og slog fast:

”Ved Den Almægtige, så snart I har gjort det af med os, vil I begynde at ryste som en stenmølle, som en akse.”

”Dette er en pagt, jeg er blevet videregivet fra min bedstefar Guds sendebud via min far.”

Og derefter reciterede han:

”Forelæs dem Noahs historie, da han sagde til sit folk: O mit folk, hvis min rang (hos Gud) og det, at jeg formaner (jer) ved Allahs tegn, forekommer jer utåleligt, så sætter jeg min lid til Allah. Så saml da kun jeres rænkespil og jeres medguder og lad ikke jeres plan være jer dunkel (i nogen henseende). Fuldfør den så mod mig og giv mig ikke udsættelse” , og:

”Se, jeg sætter min lid til Allah, min Herre og jeres Herre. Der findes ikke noget levende væsen, uden Han holder det fast i dets pandelok. Se, min Herre er på den rette vej (for at hjælpe dem, der vender sig til Ham.)”

Derefter løftede han hænderne mod himmelen og sagde

”O Herre! Giv dem ingen regn, plag dem med ufrugtbare år som Josefs år (hungersnød). Lad drengen fra Thaqeef (refererende til Al-Hajjaj Al-Thaqafi) blive herre over dem, som vil give dem bittert vand (plage dem), fordi de stemplede os som løgnere og forråd os. Du er vores Herre, vi stoler på Dig og til Dig, vender vi tilbage.”

Han vendte tilbage til sin lejr og blev omringet af sine brødre og tilhængere. Han sagde til dem:

”Masserne har besluttet sig for at bekrige jer. Må Allah være jer barmhjertig.”

Derefter begyndte han at kalde efter hjælp og støtte.

Da Al-Hur Bin Yazid Ar-Riyahi hørte hans kald for hjælp, tog han til Omar Bin Sa’ad og spurgte ham:

”Har du tænkt dig at bekrige denne mand?”

Ibn Sa’ad svarede:

”Ja, ved Den Almægtige! En slags krig hvis mindste vil være at hovederne ruller og lemmerne afhugges.”

Al-Hur sagde:

”Er du ikke tilfreds med, hvad du allerede har?”

Ibn Sa’ad svarede:

”Havde det været op til mig havde jeg accepteret hans forslag! Men din herre (Yazid) er ubøjelig.”

Al-Hur stod skælvende mellem de to lejre og bevægede sig langsomt hen imod Hussein. En af hans venner spurgte ham:

”Hvad laver du?”

Al-Hur svarede:

”Jeg har givet mig selv valget mellem Himmelen og Helvede. Ved Den Almægtige, vælger jeg intet mindre end Himmelen, om jeg så blev hakket i småstykker og brændt.”

Han drejede derefter hesten og red mod Hussein med hans spyd ned ad og hans bue vendt modsat. Han stod foran Hussein med hovedet nedad og spurgte ham:

”Vil du give mig lov til at ofre mig selv for dig, O du søn af Allahs Sendebud. Jeg har forfulgt dig hele vejen. Det var mig, der forhindrede dig i at gå tilbage (til hvor du kom fra), hold godt øje med dig, og brølede ad dig i dette sted. Jeg havde aldrig troet at folket ikke ville gå med til dit forslag. O Herre! Jeg henvender mig til dig angrende for at have skræmt dine venners hjerter, Dit Sendebuds efterkommere.. O Abdullahs far! Jeg angrer hos Allah for, hvad jeg gjorde. Tror du, at Han vil tage imod det?”

Hussein svarede:

”Ja, Han vil acceptere din anger.”

Han spurgte derefter Hussein om lov til at tale til den krigsførende lejr, og han blev givet lov. Han talte med sin højeste tone:

”O Kufas beboere! I hidkaldte denne gode tjener af Gud, og da han reagerede, var I velkommende og påstod, at I ikke havde noget imod at blive dræbt for at redde ham. Men så kom I på andre tanker og forbrød jer imod ham i håb om at dræbe ham. I tog fat i ham, udfordrede hans tålmodighed, og belejrede ham for at forhindre ham i at søge tilflugt et sikkert sted på Allahs vide jord. Han blev et gidsel. I nægtede ham, hans familiemedlemmer og tilhængere adgang til Eufrats vand, hvorfra jøder, kristne og ild- dyrkere drikker, og som svin og hunde vader i. Mens Hussein, hans familie og tilhængere dør af tørst. Hvilken ulykke har i forvoldt Mohamads efterkommere! Må Allah nægte jer at drikke i tørstens dag (Dommedagen).”

En gruppe fra Ibn Sa’ads lejr angreb ham med pile og tvang ham til at trække sig tilbage.

Omar bin Sa’ad kom tættere på Imam Husseins lejr og kaldte på Draid, fanebæreren, til at også at rykke frem. Han tog derefter en pil, placerede det i sin bue og skød det imod Imam Husseins lejr, og sagde:

”Vær mine vidner foran Emiren på, at jeg var den første til at skyde.”

Derefter regnede pilene ned over Imam Husseins lejr og var skyld i diverse skader på Imam Husseins tilhængere.

Efter at være blevet sikker på fjendens beslutning om at bekrige dem, beordrede Imam Hussein sine tilhængere sigende:

”Rejs jer til den sikre død. Må Allah være jer barmhjertig. Pilene er disse folks budbringere til jer.”

Imam Husseins tilhængere førte et felttog imod fjenderne i omkring en time. Da støvskyen satte
Sig, var der 50 døde. Da Hussein så denne store mængde af sine tilhængere døde, holdt han sin skæg og sagde:

“Allahs vrede over jøderne var stor, da de hævdede at Han havde en søn, og over de kristne, da de gjorde Ham til Én ud af tre, og over magierne, da de dyrkede solen og månen, og over de folk, der var enige om at dræbe deres Profets barnebarn. Ved Den Almægtige! Jeg tilgiver dem ikke indtil, jeg møder Allah badet i blod.”

Del 9 – Er der nogle iblandt mænd til at hjælpe os?

Så råbte han:

”Er der ingen, der kan komme til vores undsætning? Er der ingen, der kan forsvare helligheden af Allahs apostels familie?”

Kvindernes skrigen og gråd kunne høres som resultat af hans bøn.

En efter en spurgte Husseins tilhængere om lov til at møde fjenden i kampens hede og tog afsked sigende:

”Fred være med dig O Aba Abdillah.”

Han svarede:

”Må fred være med jer, vi følger efter jer” og reciterede:

”Allah ønsker kun at afholde al urenhed fra jer, I husets folk, og at rense jer fuldstændigt.”

Så kom de to Jabiri fætre, Saif Bin Al-Harith Bin Sari’ og Malik Bin Sari’, frem grædende og spurgte om lov til møde fjenden. Hussein spurgte dem:

”Hvad får jer til at græde? Jeg håber at I vil få fred og ro i sjælen.”

De svarede:

”Det er ikke os selv vi begræder, men vi græder over dig. Vi kan se, at du er belejret, og vi har ikke styrken til at gøre nogen forskel.”

Hussein takkede dem, og de kæmpede til døden.

Så fulgte de to Ghifari brødre, Abdullah og Abdul-Rahman sønner af Urwah, lige efter, kæmpede og blev dræbt tæt på Hussein.

En gruppe bestående af Omar Bin Khalid As-Saidawi, hans tjener Sa’ad, Jabir Bin Al-Harith As-Salmani og Maima’ Bin Abdullah Al-A’aithi tog ud for at møde fjenden, kufierne. Da de brød igennem fjendens rækker, blev de omringet af tropperne. Hussein sendte hans bror Al-Abbas i et forsøg på at redde dem, hvilket han gjorde. Men grundet deres dybe sår, blev de overmandet af kufierne og blev dræbt sammen.

Al-Hur Bin Yazid Ar-Riyahi angreb fjendens tropper og dræbte over fyrre af dem. Da hans hest blev såret, kæmpede han mod dem gående og faldt såret på jorden. Hussein kom til ham og tørrede jord og blod, der flød fra hans ansigt og sagde:

”Tillykke til dig O du Hur! Du er Hur (fri) som din mor kaldte dig.” Han døde.

Wadhih, Al-Harth Al-Mithijis tyrkiske tjener kom frem og bad om lov til at gå i krig. Han kæmpede indtil han blev hårdt såret. Han kaldte Hussein ved hans navn for at komme ham til undsætning. Hussein kom løbende. Men det var for sent, da han allerede var nået sit livs sidste stadie. Hussein satte sig ved siden af ham og krammede ham. Wadhih sagde:

”Jeg er så glad. Allahs Sendebuds søn sætter sin kind på min.”

Han døde derefter øjeblikkeligt.

Aslam, Husseins tjener var den næste. Han kæmpede bravt. Da han blev hårdt såret, kaldte han på Hussein for at bede om hjælp. Hussein kom til ham og tog ham i sin favn. Han var stadig i live. Han smilede, takkede Allah for at have givet ham martyrdommen og gik bort.

Muslim Bin Awsajah angreb fjenden og kæmpede bravt. Amr Bin Al-Hajjaj og en gruppe af hans ledsagere modangreb Husseins lejr fra Eufrats side. Da de to bekrigende styrker tørnede sammen og støvskyen faldt ned, blev Muslim Bin Awsajah fundet liggende men med lidt liv i sig.
Hussein og Habib Bin Mudhahir gik imod ham. Hussein sagde til ham:

“Må Allah være barmhjertig over dig O Muslim!” og reciterede:

”Allah ønsker kun at afholde al urenhed fra jer, I husets folk, og at rense jer fuldstædigt.”

Habib bin Mudhahir henvendte sig til ham og sagde:

”Gud ved, hvor ked af det jeg er for, at du vil dø O Muslim. Men den gode nyhed er, at du vil komme i Paradiset.”

Muslim svarede med en svindende stemme:

”Må Allah bringe dig godt nyt.”

Habib tilføjede:

”Hvis jeg ikke vidste med sikkerhed, at jeg ville følge i dine fodspor, så ville jeg spørge dig om dit testamente.”

Muslim svarede:

”Jeg beder dig inderligt om at tage dig af ham”, pegende mod imam Hussein, ”du skal ofre dit liv for at beskytte ham.”

Habib sagde til ham:

”Vær fuldstændig sikker på dette.”

Så gav han sit sjæl til dets Skaber.

Da Ibn Sa’ads tilhængere hørte om Muslim bin Awsajahs død, råbte de i glæde. Shibth Bin Rib’ii sagde til de, der var omkring ham:

”Må jeres mødre blive berøvet. I dræber jer selv med jeres egne hænder og bringer ydmygelse til jer selv. Glæder i jer over Muslims død? Han er kendt for at være i muslimernes tjeneste. Jeg så ham i krigen ved Azerbaijan dræbe seks ateister, før den muslimske hærs ryttere havde chancen for at omgruppere.”

Da Ibn Sa’ads tropper ledte store tab på hænderne af Husseins tilhængere, Amr Bin Al-Hajjaj råbte til sine ledsagere:

”Ved I, hvem I kæmper imod? I kæmper imod klarsynede riddere, der er opsat på at dræbe jer. Ved Den Almægtige! Hvis i kun brugte sten imod dem, ville I have dræbt dem!”

Omar Bin Sa’ad sagde:

”Du har ret. Fortæl tropperne ikke at møde dem i dueller, for gør I dette, vil i alle omkomme.”

Amr bin Al-Hajjaj angreb den højre fløj af Husseins lejr. De resterende krigere fra Imam Husseins lejr modstod deres grund siddende på deres knæ og sigtende deres pile mod fjenden. Hvilket fik fjendens heste til at trække sig tilbage. Da de fortsatte deres angreb, kom de under en regn af pile fra Imam Husseins tilhængere, hvilket skyldtes mange sårede blandt deres rækker.

Shimr Bin Thil Jawshan tog sig af Husseins lejrs venstre fløj. Imam Husseins krigere viste sig at være lige så urokkelige som deres ledsagere på højre fløjen. Resultatet var, at fjendens forsøg på at bryde igennem Husseins troppers solide forsvar mislykkedes fuldstændig.

Blandt de, der forblev i live på denne stadie af krigen var Wahab Bin Abdullah Al-Kalbi, der var sammen med sin mor og kone. Hans mor opfordrede ham til at gå ud og støtte Allahs Sendebuds barnebarn.

Han svarede:

”O moder! Jeg vil gøre mit bedste.”

Han trådte frem reciterende disse vers:

”I gør bedst i ikke at benægte mig, da jeg er søn af Al-kalbi. I vil se mig og, hvor fatale mine slag er. I vil se mine angreb søgende hævn for mig selv og mine ledsagere. Jeg afviser de efter hinanden kommende angreb. For mine gerninger i slagmarken er ikke noget leg.”

Derefter angreb han fjenden dræbende nogle og sårende andre. Han vendte derefter tilbage til sin mor, sigende til hende:

”Er du tilfreds med mine bedrifter?”

Hun svarede:

”Aldrig! Med mindre du bliver dræbt før Hussein.”

Hans kone afbrød og spurgte ham:

”Jeg lader dig sværge ved Den Almægtige! Efterlad mig ikke sørgende ved at få dig selv dræbt.”

Hans mor sagde til ham:

”Lad være med at høre på hende. Gå tilbage og fortsæt din kamp for Allahs Sendebuds barnebarn. Du bliver værdig til hans bedstefars forbøn på Dommedagen.”

Han genoptog kampen, dræbende nitten ryttere og tolv fodfolk. Han mistede begge sine arme og blev dræbt. Må hans sjæl hvile i fred.

Hans kone gik over til hans krop og satte sig ved hans hoved, tørrede blodet fra det og sagde:

”Tillykke, for du er garanteret en plads i Paradiset. Jeg beder Den Almægtige om at lade mig følge dig.”

Shimr blev meget vred ved synet af de to. Han beordrede sin tjener til at dræbe hende. Han slog hende et fatalt slag med en knippel. Hun døde øjeblikkeligt. Hun var den første kvinde blandt Husseins tilhængere, der døde.

Fjenden huggede Wahabs hoved af og kastede den mod Husseins telte. Hans mor tog det i favnen og tørrede blodet af hans ansigt. Hun blev derefter set holde en telts stolpe gående mod fjenderne. Imam Hussein forhindrede hende i at involvere sig i kampen og sagde:

”Gå tilbage, må Allah være dig barmhjertig. Du er frataget pligten til jihad (hellig krig).”

Hun gik tilbage sigende:

”O Herre! Forpurre ikke mit håb.”

Hussein sagde til hende:

“Det vil Allah ikke gøre.”

Shimr angreb Imam Husseins telte ved brug af hans spyd truende med at sætte ild til teltene. Kvinderne inde i teltet flygtede skrigende og var i en fortvivlet tilstand. Hussein tilkaldte ham:

”O du søn af Thil Jawshan! Vil du brænde mit hus mens min familie er derinde? Må Allah brænde dig i Helvedets ild.”

Shibth Bin Rib’ii sagde til Shimr:

“Du er blevet en kilde til kvindernes frygt. Jeg har aldrig set hverken en gerning eller en holdning værre end din.”

Han skammede sig og trak sig tilbage.

Del 10 – Martyrerne dør, en efter en

Det var lige efter middag, og kampen var stadig heftig. Aba Thummamah As-Sa’idi nærmede sig Hussein og sagde:

”Jeg kan se, at fjenden kommer meget tæt på. Ved Gud! Jeg vil ikke lade dem dræbe dig, mens jeg stadig er i live. Jeg ønsker at møde Allah, Den Ophøjede efter at have bedt mine bønner i din ledsagelse.”

Hussein løftede hovedet imod himmelen og sagde:

”Du mindedes bønnen! Må Allah gøre dig til en af de, der beder og påkalder Ham. Ganske vist, dette er starten til (Dhuhr) middagsbønnen”. ”Bed disse folk om at give os en pusterum indtil vi beder vores bøn” tilføjede han.

Al-Hosain (fra fjendens lejr) sagde:

”Det vil ikke blive accepteret (bønnen).”

Habib Bin Mudhahir svarede:

”Du påstod, at det ikke vil blive accepteret fra Sendebudets husfolk. Vil det så blive accepteret fra dig?”

Al-Hosein angreb ham med et slag med sit sværd mod hans hest og tvang den til at stå på benene. Han faldt af og blev reddet af hans ledsagere.

Hussein gjorde sig klar til bønnen – flere versioner af hvordan og hvad slags bønner der blev sagt er blevet berettet. Én version er, at han ledte, hvad der var tilbage af hans tilhængere i denne stadie af krigen i ’frygtens bøn’. Zuhair bin Al-Qain og Sa’eed bin Abdullah Al-Hanafi samt halvdelen af tilhængerne stod foran ham for at beskytte ham. En anden version påstår, at de bedte deres bøn individuelt dvs. ikke sammen. En tredje version er, at han ledte dem i en hurtig bøn.

Da Sa’eed var hårdt såret, faldt han på jorden og sagde:

”O du Almægtige Gud! Forband dem som du har fordømt folket fra A’ad og Thamoud. Giv mine hilsener til din Profet og fortæl ham om den smerte, jeg lider af. Mit mål er at blive belønnet af Dig for at have forsvaret Din Profets (sa) afkom.”

Han vendte sig mod Hussein og spurgte:

”Har jeg opfyldt mit løfte?”

Hussein svarede:

”Ja, du er gået foran mig til paradis.”

Han omkom. Han var fundet med tretten pile plantet på sig foruden sår fra sværd og spyd.

Da Hussein havde afsluttet sin bøn, sagde han til sine tilhængere:

”O i noble folk! Paradisets porte står på klem, dets floder løber, dets frugter er plukkeklare. Dets beboere – Allahs Sendebud og de martyrer, der blev dræbt for Allah venter alle på at ønske jer velkommen. De længes efter jeres selskab. Der påhviler jer derfor det ansvar at beskytte Allahs religion, og Hans sendebud. Fordriv fjenden fra hans familie.”

Deres svar var:

“Vores sjæle er til for at forsvare din sjæl og vores blod er til for at forsvare dit blod. Ved Den Almægtige, vil der ikke ramme dig eller nogen af din familie noget ondt så længe, vi trækker vejret.”

Omar Bin Sa’ad beordrede Amr Bin Sa’eed, der var i spidsen for en gruppe bueskyttere til at lamme Husseins tilhængeres heste. Resultatet var, at ingen rytter kom godt ud af det undtagen Adh-Dhahhaq Bin Abdullah Al-Mashriqi. Han sagde, at synet af de faldende krigere fik mig til at tage min hest ind i et telt for at redde dets liv.

Abu Thamama As-Sa’idi kom ud og kæmpede bravt indtil han blev kritisk såret. En af hans fætre fra fjendens lejr, som bar nag ad ham, satte sig på ham og dræbte ham.

Salman Bin Mudharib Al-Bajli, der var Zuhair bin Al-Qains fætter kæmpede sig frem og blev dræbt.

Handhala Bin Sa’eed Ash-Shabami råbte:

”O folk! Jeg er bange for, at der sker det med jer, som skete for de allierede ved (Al-Ahzab) eller det, der skete med folket i Noahs tid og A’ad og Thamoud, og de der kom efter dem og Allah ønsker ikke uretfærdighed for sine tjenere. O mit folk! Jeg er bange for, at hvad der vil ske med jer ved Dommedagen. Det er den dag, hvor I vil trække jer tilbage. Der vil ikke være nogen der kan redde jer fra Allah,” og reciterede versene:

”Men den troende sagde: O mit folk, jeg frygter virkelig, at en lignende dag, som (den, der ramte) de (forskellige tidligere) grupper, (skal ramme også jer). Noget mage til Noahs folks skæbne og Ads og Thamuds og dem, (der kom) efter dem. Og Allah ønsker ikke nogen uret mod tjenerne. O mit folk, jeg frygter, at den dag skal komme over jer, hvor I kalder hinanden (til hjælp).”

”O mit folk! Dræb ikke Hussein,” og reciterede:

”Moses sagde til dem: Ve jer, opdigt ikke løgn om Allah, så Han skal lægge et straffens bånd over jer, og den, som lyver, skal visselig gå til grunde.”

Hussein belønnede ham godt ved at sige:

”Må Allahs barmhjertighed være over dig. Uden tvivl, de fortjener den straf, der vil overkomme dem, fordi de afviste dit råd om at følge sandheden, og for at udgyde dit blod såvel som dine trosfællers. Bare forstil dig, hvor meget mere der vil overgå dem, fordi de har dræbt dine brødre.”

Han gengældte ved at sige:

”Du fortalte sandheden, O søn af Guds apostel. Er det ikke tid til at tage af sted til det hinsides?”

Hussein gav ham sin tilladelse til at slutte sig til kampen. Han hilste på Hussein, angreb fjenden og blev dræbt.

Imens, Aabis Bin Shabih Ash-Shakiri nærmede sig Shawthab, Shakirs tjener, der var en troværdig tilhænger (af Profeten og hans hus’ folk) i hvis hus shiamuslimer plejede at samles og tale om Ahlulbayts dyder. Aabis sagde:

”Hvad kan du lide at gøre?”

Han svarede:

”Jeg vil gerne kæmpe sammen med dig indtil jeg dør.”

Aabis ønskede ham alt godt og sagde til ham, gå over til Hussein, så han kan give dig sin anerkendelse, som han gjorde det med de andre før dig, hvilket du kan forvente at blive belønnet for senere.”

Shawthab hilste på Hussein gik ind i kampens arena, kæmpede og blev dræbt.

Aabis nærmede sig Hussein og sagde:

”Der er ingen tilbage af mine slægtninge eller venner, der er mig kærere end dig. Hvis jeg er i stand til at afværge denne tilstand fra dig med noget, der er mig mere værdig end mit liv, ville jeg ikke tøve et sekund. Må fred være med dig. Jeg bevidner, at jeg har været under den retfærdige ledelse af din far og dig.”

Derefter gik han frem mod fjenden råbende og med sværdet i hånden. Da fjenden kendte ham som værende en meget tapper mand, flygtede de alle sammen ved hans angreb. Da Omar Bin Sa’ad så faren ved denne hændelse, råbte han:

”Bombardere ham med sten.”

Da han blev overrumplet af sten, skilte han sig ad med sin våbenskjold og hovedbeklædning og angreb fjenden som flygtede omgående. Derefter omgrupperede de sig, hvor det lykkedes dem at omringe ham og dræbe ham. Der opstod tumult blandt tropperne omkring, hvem der egentlig havde dræbt ham og dermed fortjente belønningen for hans hoved. Da Ibn Sa’ad hørte dette, sagde han:

”Han blev ikke dræbt af nogen af jer ved egen hånd.”

Derfor nægtede han dem nogen form for belønning.

John, Abu Thars tjener, stod foran Hussein spørgende om lov til at kæmpe. Han sagde til ham:

”O John! Du sluttede dig til os for at søge en bedre tilværelse. Du er derfor fritaget vores tjeneste.”

John knælede kyssende Imamens fod og tryglede:

”I velfærd, spiser jeg fra jeres mad. I nødens stund vil jeg aldrig forråde jer! Min lugt er dårlig, min slægt er beskeden og mit hudfarve er sort, og jeg ser frem til den dag i paradiset, hvor du vil ånde på mig og gør min lugt behagelig, min herkomst ærefuld og min hudfarve hvid. Nej! Ved Gud jeg forlader dig ikke indtil denne sorte blod bliver blandet med dit blod!”

Hussein gav ham sin tilladelse. Han kæmpede bravt dræbende fem og tyve soldater. Hvorefter han blev dræbt. Imam Hussein skyndte sig ned til hans lig, satte sig og sagde:

”O Herre! Gør hans hud hvid og hans duft behagelig og slut ham (på opstandelsesdagen) til Mohamad og klassificere ham med Mahamads hus’ folk.”

Det er blevet berettet at enhver, der nærmede sig hans lig i slagmarken den dag kunne dufte hans krops aroma, der var mere behagelig end moskus.

Anas Bin Al-Harith Bin Nabih Al-Ansari, der var en af de ældre tilhængere og havde set Profeten, hørt hans tale og kæmpet sammen med ham ved slagene i Badr og Hunain, spurgte om Husseins tilladelse. Han angreb fjenden og dræbte atten, før han selv blev dræbt. Da Hussein så ham, sagde han grædende:

”Må Allah belønne dig.”

Amr Bin Junadah Al-Ansari, en dreng på 11 år hvis far allerede var blevet dræbt i slagmarken nærmede sig Hussein for at bede om tilladelse til at kæmpe. Hussein var beslutsom i sin sag om ikke at lade ham kæmpe sigende:

”Dette er en dreng, hvis far blev dræbt tidligere i slaget, hans mor vil hade at se ham blive dræbt.”

Drenge sagde:

”Det var min mor, der beordrede mig hertil.”

Imam så derefter ingen anden udvej end at give ham tilladelse til at kæmpe. Det varede ikke længe før drengen blev dræbt og hans afhuggede hoved blev kastet imod Husseins lejr. Moderen tog sin søns hoved i sin favn, tørrede blodet fra det og kastede det mod en nærtstående mand fra fjendens hær og dræbte ham. Hun vendte derefter tilbage til lejren og tog en teltsøjle, eller som nogen beretter et sværd, reciterende krigslyrik og angreb fjenden. Imam Hussein tog hende med tilbage til lejren efter at hun havde såret to mænd.

Al-Hajjaj Bin Masrouq Al-Ju’fi kæmpede indtil han blev oversvømmet med blod. Han vendte tilbage til Hussein for at fortælle ham, hvor glad han var for at møde Husseins bedstefar, Guds Sendebud, og hans far stedfortræderen (Imam Ali). Hussein svarede:

”Jeg møder dem også snart.”

Han vendte derefter tilbage til slagmarken og blev dræbt.

Ansarierne (Medinas beboere) Sa’ad Bin Al-Harith og hans bror Abul Hutoof hørte Husseins nødråb og hans families gråd. De besluttede sig derfor for at forlade fjendens hær og slutte sig til Hussein. De kæmpede mod fjenden og blev dræbt.

Abush-Sha’tha Yazid Bin Ziad Al-Kindi, der var på Sa’ads side gjorde det samme ved at slutte sig til Hussein. Han var en bueskytte. Han knælede foran Hussein og skød omkring hundrede pile mod fjenden. Hussein bedte for ham sigende:

”O Herre! Lad hans pile ramme målet og beløn ham med Paradiset.”

Da han ikke havde flere pile tilbage stod han op og sagde:

”Det ser ud til at jeg har dræbt fem krigere.”

Han angreb derefter fjenden og dræbte endnu ni før han selv blev dræbt.

Efter at have taget afsked med Hussein tog Swaid Bin Abil Muta’ af sted og kæmpede modigt, indtil han blev dødeligt såret. Han faldt med ansigtet nede. Man troede at han var død. Da han senere hen hørte folket sige, at Hussein var død, rejste han sig holdende en kniv i hånden og angreb fjenden. Men han blev omringet af fjenden og dræbt. Han var således den sidste af Husseins tilhængere, der døde før Husseins egentlige martyrdom.

Del 11 – Ali Al-Akbars martyrdom

Eftersom ingen af de ledsagere som kæmpede med Hussein var i live, medlemmer fra hans nære familie gjorde sig klar til den ultimative opofring på en måde som karakteriserede Profetens afkom – lutter beslutsomhed, usammenlignelig mod og ingen hensyn til personlig sikkerhed. De tog afsked med hinanden, og den første der trådte frem var Abul Hassan Ali Al-Akbar, der var syv og tyve år gammel. Han bad om tilladelse fra sin far Hussein og steg til hest og mødte kufierne i en direkte kamp. En mand bland masserne råbte: ”

O Ali! Du er slægtsbundet med Yazid – da Alis mor Layla var datter Maymoona Abu Sufyans datter – og vi respekterer dette forhold. Vi kan give dig amnesti og et tilflugtssted hvis du vil.”

Han svarede:

”Det at være blandt Allahs Profets slægt skal aldrig underprioriteres.”

Og han fortsatte sin fremgang reciterende nogle vers, der fortalte hvem han var.

Imam Hussein kunne ikke holde sine tårer tilbage og råbte til Omar Bin Sa’ad:

”Hvad er der dog sket med dig? Må Allah gøre en ende på dit afkom som du vil gøre en ende på mit. Du som end ikke respekterede min slægtskab med Profeten. Må Allah arve dig en fjende som slagter dig mens du ligger sovende.”

Han løftede derefter hænderne mod himlen og sagde:

”O Herre! Bevidn at den, der drog ud til disse folk (Ali Al-Akbar) er den, der bærer den tætteste lighed til din Profet på alle måder – lighed i natur, udseende og logik. Da vi plejer at kigge på ham, når vi higer efter at se din Profet. O Herre! Berøv dem jordens rigdomme, adsplit dem, flå dem fra hinanden og lad dem være stumper og stykker. Lad aldrig deres herskere være tilfredse med dem, for de sendte bud efter os for at støtte os men i stedet forrådte os og dræbte os.” Han reciterede derefter disse Guds ord:

”Sandelig, Allah har udvalgt Adam og Noah og Abrahams hus og Imrans hus frem for folkene, Én slægt, den ene efter den anden, og Allah er Althørende, Alvidende.”

Ali Al-Akbar fortsatte sin kamp. Han dræbte alle de, der havde modet til at møde ham i en duel. Han dræbte utallige krigere.

Eftersom tørsten lidt efter lidt bidrog til hans overanstrengelse, vendte han tilbage til sin far for at
hvile og klage over, hvad tørsten havde gjort ved ham. Hussein fældede tårer og sagde:

”Snart vil du møde din bedstefar, der vil give dig vand fra sin skål, hvorefter du aldrig vil tørste ”

Ali vendte tilbage til slagmarken glad for at være blevet lovet af sin far, at han vil møde sin bedstefar Profeten. Han trængte ind mellem deres rækker skræmmende dem fra vid og sans. Det virkede som om, det var hans bedstefar Imam Ali, der brølede i slagmarken nedkæmpende de uretfærdige. Han dræbte endnu flere af kufierne.

Da dødstallet blandt fjendens rækker steg, sagde Murra bin Munqith Al-Abdi:

”Jeg er villig til at bære byrden for alle arabernes synder, hvis jeg ikke berøver hans far sin søn.”

Han plantede sin spyd i Alis ryg og slog ham et slag, der flækkede hans hoved. Ali omfavnede sin hest, men da Alis blod havde blændet hesten, tog den ham direkte ind blandt fjendes rækker, hvor han blev omringet af tropperne, der flåede ham i stykker.

På dødens rand, magtede han lige et sidste tilråb:

”O Aba Abdillah! Farvel. Her er min bedstefar fra hvis kop, jeg har drukket. Jeg vil aldrig tørste igen. Han siger, at der vil være en kop ventende på dig.”

Hussein skyndte sig over til ham, knælede over ham og satte sin kind på Alis kind og mumlede disse ord:

”Livet er ikke længere værd at leve efter din bortgang. Hvor tør de at foregribe sig på Allah og krænke Profetens hellighed? Ak! Det er svært for din bedstefar og far, at du kalder på dem søgende hjælp uden, at de kan gøre noget.”

Imam Hussein tog derefter en håndfuld af Alis rene blod og kastede det mod himlen som tegn på, at det er en ofring til Allah, og ikke en eneste dråbe af det faldt til jorden igen!

Imam Hussein beordrede derefter de unge fra hans familie til at bære Alis lig til teltene, hvor Allahs Sendebuds hus’ folks frie kvinder samledes omkring ham for at kaste et sidste blik på ham.

Del 12 – Abi Talibernes felttog

Efter Ali Al-Akbar, Abdullah Bin Muslim Bin Aqeel Bin Abi Talib, hvis mor var Ruqaiyyah Al-Kubra datter af Imam Ali, var den næste til at indtage slagmarken. I tre angreb dræbte han en håndfuld af fjendens soldater. Yazid Bin Ar-Raqqad Al-Juhni skød efter ham med en pil, som han prøvede at afværge med sin arm beskyttende hans hoved. Pilen trængte igennem hans hånd og nåede hans pande, hvilket fik de to sammensyet. Da det mislykkedes ham at skille sin hånd ad fra sin hoved, råbte han:

”O Herre! De trampede på os og ydmygede os. Derfor Gud, dræb dem som de dræbte os.”

Mens han lå der, plantede en mand sit spyd i hjertet på ham, hvilket forårsagede hans død. Yazid Bin Ar-Raqqad nærmede sig den døde krop og fjernede pilen fra hans pande, hvilket gjorde at pilen knækkede efterladende pilens hoved plantet i Abdullahs pande.

Abdullah Al-Akbar, søn af Imam Hassan og Ramla, kæmpede bravt indtil døden.

Efter Abdullah var tiden kommet til hans bror Al-Qassim som stadig var en dreng. Da Hussein kiggede på ham, omfavnede han ham og græd. Han nægtede i første omgang at give ham lov til at kæmpe, men da Al-Qassim insisterede, accepterede han det i sidste ende. Med ansigtet lysende, sværdet i hånden, med ydmygt tøj og et par sandaler indtog han slagmarken. I kampens hede gik den ene af hans sandaler i stykker. Uden at tage hensyn til fjenden, stoppede han op for at lave sin sandal, for han ville ikke møde fjenden barfodet.

Mens Al-Qassim var i færd med at binde sin sandal, blev han angrebet af Amr Bin Sa’ad Bin Nufail Al-Azdi. Hamid Bin Muslim sagde til ham:

”Hvad vil du den dreng? Er det ikke nok, at alle disse tropper har omringet ham?”

Amr svarede:

”Ved Gud! Jeg lader ham ikke være.”

Og han ombestemte sig ikke men slog ham et hårdt slag på hovedet, der fik ham til at falde med ansigtet mod jorden.

Dér var der ikke en anden udvej for ham end at kalde på sin onkel:

”O onkel!” råbte Al-Qassim.

Hussein skyndte sig over til Al-Qassim som en rasende løve og slyngede sit sværd efter Sa’ad, som løftede sin hånd for at beskytte sit hoved, men i stedet fik sin arm hugget fra albuen. Han skreg højt. Da tropperne hørte dette, red rytterne hastigt over til ham for at få ham væk. Men de endte med at ride ham ned og hestene trampede på ham så han blev dræbt.

Da støvskyet landede, blev Imam Hussein set stående nær drengens hoved. Hussein sagde:

”Se! De, der dræbte dig, vil få din bedstefar som deres modstander ved dommedagen… Det beklager din onkel, at han var hjælpeløs, da du kaldte på ham, og da han besvarede dit kald var der intet, han kunne gøre. Ved Gud! Det er et nødråb besvaret med overflod af harme og ikke med hjælp.”

Han bar ham ned til det telt, hvor ligene af Ali Al-Akbar og andre medlemmer af Profetens husfolk lå. Han løftede Al-Qassims hoved og påkaldte Gud:

”O Herre! Glem dem ikke og tilgiv dem aldrig! O fætre! Hav tålmodighed i modgang, for I ser aldrig unåde efter i dag.”

Del 13 – Drabet på Al-Abbas og hans brødre

Da Abbas så at dødstallet steg blandt sine familiemedlemmer, sagde han til sine medlemmer, Abdullah, Othman og Ja’far:

”O sønner af min moder! Gå frem og mød fjenden, så jeg kan bevidne at I har overholdt jeres løfte over for Allah og hans Apostel.”

Han vendte sig mod Abdullah, der var den ældste af de tre og sagde:

”Kom frem bror, så jeg kan bevidne drabet på dig.”

Dermed drog de til slagmarken en efter en foran deres bror Al-Abbas til de blev dræbt.

Al-Abbas havde opbrugt sin tålmodighed seende hans brødre og venner blive dræbt foran ham uden selv at have gået samme vej endnu specielt, da han kunne se, at hans Imam blev med tiden hårdere og hårdere trængt, uden nogen form for forsyninger og med grædende kvinder og skrigende børn, der faldt under for tørsten. Alt dette kunne han se og høre men følte sig magtesløs. Han spurgte derfor sin bror om lov til at møde fjenden i kamp. Men da Abbas var Husseins mest værdifulde aktiv, pga. af hans mod og ubøjelighed som fjenden udmærket kendte ham for og pga. hans position hos kvinderne og børnene, der følte sig sikre og beskyttede i Abbas’ nærvær, tøvede Imam Hussein med at give ham tilladelse sigende:

”O broder! Du er en min fanebærer.”

Al-Abbas svarede:

”Jeg er led og træt af disse hyklere og jeg vil gengælde dem.”

Da Hussein så at Al-Abbas insisterede på at møde fjenden, bad han ham om at henvende sig til dem for at bede om vand til børnene. Al-Abbas nærmede sig fjenden, prædikede og advarede dem imod Allahs vrede, men ingen respons! Han råbte så højt han kunne:

”O Sa’ads søn! Dette er Hussein, Profetens barnebarn, og du har dræbt hans familiemedlemmer og venner. Alt, hvad han har tilbage, er de tørstende kvinder og børn fra hans familie.”

Han bad dem igen om at lade Imam Hussein og, hvad der var tilbage af hans familie forlade Hijaz og søge ly andre steder på denne Guds jord. Hans ord trængte igennem til nogle blandt fjendens rækker, således at nogle af dem endda græd. Men Ash-Shimr råbte:

”O du søn af Abu Turab (en af Imam Alis titler)! Selv hvis hele jorden var oversømmet og vi havde kontrol over dets vand, ville vi nægte dig adgang til vandet, indtil du sværger troskab til Yazid.”

Al-Abbas vendte tilbage til sin bror fortællende ham, hvad han havde oplevet af fjendens beslutsomhed om ikke at skænke dem noget vand. I mellemtiden hørte han børnene græde efter vand. Han kunne ikke tage det mere. Hans hashimiske fyrighed tillod ikke flere manøvrer og ikke mere overbærenhed. Han tog en skind-vandbeholder og søgte hen imod floden for at hente noget vand.

Han blev omringet af, hvad der bliver berettet omkring 4000 soldater, der skød pile efter ham. Men deres antal skræmte ham ikke. Med fanen flagrende over hans hoved, angreb han dem direkte, hvilket fik dem til at flygte. Som far som søn. Han mindede dem om Imam Ali i slagmarken. Da de alle flygtede, stod der pludselig ingen mellem ham og Eufrat, som han kæmpede sig frem til med beslutsomhed.

Da han nåede floden, steg han af hesten og tog en håndfuld af dens kolde vand for at drikke. I samme øjeblik kom han i tanke om sin bror Husseins, børnenes og kvindernes tørst. Han kastede vandet fra sig uden at drikke, og besluttede sig for ikke at drikke før de andre havde drukket. Han fyldte vandbeholderen, steg til hest og red imod lejren. Fjendens soldater spærrede ham vejen, men det stoppede ham ikke, så han red lige imod dem for at finde en smutvej blandt de mange soldater.

Zaid Bin Ar-Raqqad Al-Juhui stod bag en palme ventende på ham. Med hjælp fra Hakim Bin At-Tufail As-Sanbasi, slog han ham på hans højre arm og huggede det af. Ubekymret over hvad der var hændt ham, red han af sted for at aflevere vandet til Husseins familie og børn. Imens stod Hakim stadig bag et træ og ventede på at Al-Abbas skulle ride forbi. Da Al-Abbas red forbi træet, slog Hakim ham med sit sværd og huggede venstre arm af ham. Da tropperne så Al-Abbas i denne svækkede position, samlede de mod til at møde ham og flokkedes omkring ham. De haglede ham med pile fra alle retninger. En af pilene ramte vandbeholderen og punkterede det, så al vandet løb. En anden pil ramte ham i brystet. En anden mand kom bagfra og slog ham med en søjle på hovedet. Efter dette slag faldt han af hesten råbende:

”O Aba Abdillah! Guds fred være med dig.”

Hussein steg til hest og red som en vred løve over til sin døende broder. Da han ankom, så han en blødende krop der knapt kunne genkendes. Hænderne afhuggede, hovedet flækket, en pil i øjet, en anden i brystet, hundrede af sår på hele kroppen og ved siden af ham en punkteret vandbeholder og en fane. Husseins modløshed ved dette syn kunne tydeligt ses på hans ansigt. Han kastede sig ned fra hesten ned til sin bror og mumlede grædende:

”Det er først nu, at min rygrad virkelig blev brækket. Nu er der ingen vej ud af dette, og min fjende fryder sig på min bekostning.”

Fortvivlet, fuld af sorg, grædende og mens han tørrede sine tårer af med sine ærmer, tog Hussein tilbage til lejren. Han stod og henvendte sig til masserne:

”Er der ingen iblandt jer, der kan imødekomme vores nødråb? Hvem kan give os et tilflugtssted? Er der ingen retfærdighedssøger iblandt jer, der vil støtte os? Er der ingen af jer, der er bange for Helvedets ild, der vil beskytte os?”

Hans datter Sukainah kom over til ham og spurgte ham om hendes onkel Al-Abbas. Han fortalte hende, at han var blevet dræbt. Da Husseins søster Zainab hørte dette, råbte hun grædende:

”O Abbas! Hvilket tab!”.

Kvinderne brød alle i gråd, da Hussein sagde: ”vi er fortabte uden dig!”.

Del 14 – Spædbarnet, martyren

Da Al-Abbas blev dræbt, kiggede Imam Hussein forgæves rundt søgende en til at støtte ham, men ak, der var ingen. Hans familiemedlemmer og tilhængere lå nedslagtede som offer- lamme på slagmarken. I mellemtiden kunne han høre den stigende gråd fra de tilbageværende kvinder og børn. Hvorefter han gentog sit nødråb:

”Er der ingen, der vil forsvare Profetens hellighed? Er der ingen troende, der frygter Gud pga., hvad der er nedkommet os? Er der ingen frelser, der higer efter det, der er af Guds belønning i at lette vores nød?” lyden fra kvindernes og børnenes gråd nåede nye højder.

As-Sajjad, den eneste resterende fra Imam Husseins mandlige familiemedlemmer i Karbala, der var svært syg og kunne knap bevæge sig, stod op, lænede sig op af en stok, og slæbte sin sværd bag sig søgende sin far for at hjælpe ham. Hussein sagde til sin søster Um Kulthoom:

”Lad ham ikke gå ud, da der ellers ikke vil være nogen tilbage fra Muhammeds afkom på denne jord.”

Da Um Kulthoom hørte dette, tog hun Ali As-Sajjad tilbage til sin seng.

Imam Hussein beordrede sin familie til at stoppe gråden og tog afsked med dem. Han var iført en jubbaa (en form for en kåbe), en turban, Profetens kåbe ud om det første og Profetens sværd. Han bad om noget slidt tøj til at bruge det som undertøj, således at fjenden ikke ville berøve ham dem.
Imam Hussein bad kvinderne hente sin spæde søn til ham, så han kunne se ham en sidste gang og tage afsked med ham. Hans søster Zainab bragte ham Abdullah søn af Ar-Rabbab. Han tog ham i sin favn, kyssede ham og mumlede:

”Forbandet være disse folk! For din bedstefar den udvalgte Apostel vil være deres modstander vad Dommedagen.”

Holdende ham i sin favn henvendte han sig til fjenden og spurgte om at få noget vand til barnet. Harmala bin Kahil Al-Azdi så Hussein stå med sit barn, han tog en af sine pile frem, sigtede på barnet og slagtede ham i sin fars arme. Imam Hussein, hvis hænder fyldtes med Abdullahs blod kastede blodet imod himmelen og som sin brors blod, faldt intet af Abdullahs blod til jorden igen.

Imam Hussein sagde:

”Jeg finder trøst i at, hvad der har ramt mig er i Allahs vej, Den ophøjede. O Herre! Lad hans position hos dig ikke være mindre end Salihs unge slagtede kamel. O Herre! Hvis du har tilbageholdt sejren fra os, erstat det med, hvad der er bedre end sejr. Lad din vrede og hævn ramme de uretfærdige og lad de lidelser, der har ramt os i denne verden være en belønning for os i det hinsides.”

Del 16 – Imam Hussein i slagmarken

Efter at have begravet barnet, tog han flere dueller op og efterlod ingen af sine modstandere i live. Han søgte derefter imod tropperne, der flygtede under hans angreb. Da Omar bin Sa’ad så dette, råbte han til masserne:

”Husk! Han er søn af arabernes udrydder (Imam Ali). Omring ham fra alle sider.”

De skød efter ham med 4000 pile, der haglede ned over ham. Soldaterne spærrede vejen mellem ham og hans lejr. Da han så dette, råbte han:

”O I tilhængere af Abi Sufian (Yazids bedstefar og Profetens ærkefjende)! Hvis I da ikke tror på Gud og ikke frygter Dommedagen, så være i det mindste frie i denne verden og mindes jeres forfædre, hvis I hævder at i er arabere.”

Shimr udbrød:

”Hvad er det du siger, søn af Fatimah?”

Hussein svarede:

”Det er mig, der bekriger jer og kvinderne har ikke gjort noget forkert. Så, så længe jeg er i live, hold jeres uforskammede banditter fra at forbryde sig mod de ukrænkelige (kvinderne og børnene)”.

Shimr imødekom han ønske, hvorefter tropperne angreb ham. En voldsom kamp brød ud. Da han var meget tørstig, prøvede han at søge mod floden. Det lykkedes ham at fjerne dem fra flodens grøft og red ned til floden. Da han var ved vandet, dyppede han hænderne i floden og tog en håndfuld vand op. Han kiggede på sin tørstige hest og sagde:

”Ved Allah! Jeg drikker ikke, før du drikker af vandet.”

Mens han var ved dette, hørte han en stemme råbende:

“Nyder du at drikke fra vandet, mens de forbryder sig på din familie?”

Han kastede vandet fra sig uden at drikke og skyndte sig tilbage til sin lejr, for at opdage at intet endnu var hændt.

Imam Hussein tog igen afsked med sin familie og bad dem udvise tålmodighed og styrke sigende:

”Gør jer klar til sorg, men vær sikker på, at Allah er jeres beskytter. Han vil beskytte jer imod fjendens ondskab. Omvend jeres lidelse til noget godt, og pin jeres fjender med dette og søg trøst for denne lidelse i en forøget gavmildhed og ære. Så beklag jer ikke og udtryk jer ikke på en måde, der degraderer jeres høje prestige.”

Del 17 – Omringet af islams fjender

Omar bin Sa’ad skreg:

”Forbandelse over jer! Angrib ham, mens han stadig er i gang med at tage afsked med sin familie. Ved Den Almægtige! Når han er færdig, vil hverken jeres højre eller venstre fløj føle sig heldig.”

De flokkedes omkring ham og haglede ham med pile. Der var så mange af dem, at de trængte igennem til kvindernes telte og skræmte dem. Børnene kiggede håbefuldt på Imam Hussein afventende hans reaktion. Imam Hussein angreb fjenden som en brølende løve, og der var ikke en eneste af de, han mødte på sin vej, som han ikke lod møde den sikre død. Han var hårdt såret mest pga. de mange pile som havde ramt ham.

Han fortsatte sit angreb sigende:

”Der vil ikke blive sparet på nogen kræfter i Allahs vej.”

Han spurgte igen efter vand. Shimr svarede:

”Du kommer ikke til at smage det, indtil du møder Helvedets ild!”

En anden mand råbte:

”O Hussein! Kan du se vandet fra Eufrat flyde glitrende som en slange? Du kommer ikke til at drikke af det, indtil du dør tørstende.”

Imam Hussein bedte til Gud:

” O Herre! Lad ham dø af tørst.”

Det berettes at manden senere hen døde af tørst, da alt det vand han fik i munden, i den sidste periode af sit liv, flød ud igen.

Abul Hutoof Al-Ju’fai skød Hussein med en pil, der trængte igennem hans pande. Hussein hev pilen ud, hvilket forårsagede at blodet flød ned på hans ansigt, hvorefter han sagde:

”O Herre! Du bevidner dine syndige skabelsers forbrydelser imod mig. O Herre! Lad ingen af dem slippe godt af med det. Dræb dem alle, og lad ingen af dem leve på jordens overflade. Tilgiv dem aldrig deres forbrydelse.”

Han råbte:

”O i ondskabens bande! Skam jer. Hvilke dårlige beskyttere af Profetens husfolk er I. Siden der ikke er flere tilbage af mine tilhængere, vil det ikke afskrække jer at dræbe enhver efter mig, for at drabet på mig vil få alle andre forbrydelser føles overkommelige. Ved Gud! Jeg håber, at Allah giver mig martyrdommen, og hævne min død når i mindst forventer det.”

Al-Hosein sagde:

”Hvordan vil han hævne sig på os?”

Imam Hussein svarede:

”Han vil plante fjendskab imellem jer, udgyde jeres blod og lade sin overflod af straf øse ned over jer.”

Da han var blevet svagere, stoppede han op for at hvile lidt. En mand ramte ham med en sten på hovedet, som flækkede hans hoved og lod blodet sive ned af hans ansigt. Han tog fat i sit tøj for at tørre blodet fra sine øjne. Hvorefter en anden skytte sigtede på ham og ramte ham i brystet med en trekløftet pil. Den ramte ham tæt ved hjertet. Imam Hussein løftede hovedet og sagde:

”I Allahs navn, ved Allah, og følgende Allahs Apostels vej. O Herre! Du ved udmærket godt, at de dræber en mand, som er det eneste barnebarn af en Profet på denne jord.”

Han hev pilen ud, hvilket gjorde, at blodet sivede ned over hele hans krop. Han lagde et tøjstykke, han havde på sig under såret og lod det blive fyldt med blod. Han tog tøjstykket og holdt det op mod himmelen sigende:

”Mit eneste trøst er at alt, hvad der har ramt mig er i Allahs vej”.

Han fyldte det igen fra såret i sit hoved og holdte det sigende:

”Jeg vil møde Allah og min bedstefar sådan som jeg er nu, overdækket med blod”.

Da blodtabet havde svækket ham, satte han sig ned på jorden løftende hans hoved. Malik Bin An-Nasir nærmede sig ham, kaldte ham navne og slog ham med sit sværd på hovedet, der var tildækket med en burnus. Burnusen blev tildækket med blod. Han tog burnusen af, dækkede den med sin turban og sagde:

”Må Allah berøve dig muligheden for at spise med din højre hånd, og slutte dig til undertrykkerne (på Dommedagen) ”.

Hani Bin Thubait Al-Hadhrami blev citeret sigende:

”Jeg var en ud af ti, der så Hussein blive dræbt. Jeg kiggede på en dreng fra Husseins hus’ folk, der havde en karakteristisk trøje på og, hvis øreringe hang fra ørene holdende et spyd. Han var forvirret og kiggede til højre og venstre. En rytter red imod ham, lænede sig imod ham og slog ham på hovedet dræbende ham på stedet.”

Drengen var Muhammed Bin Abi Sa’eed Bin Aqeel Bin Abi Talib. Hans mor stod ved et af teltene og så sin søn blive dræbt.

Efter en kort stund vendte fjendens tropper tilbage til Hussein, som stadig var siddende, da han ikke kunne rejse sig pga. sine dybe sårer. Abdullah Bin Al-Hassan, en elveårig dreng stod og iagttog sin onkel. Da han så tropperne ride hen imod ham, løb han over til sin onkel og satte sig ved siden af ham. Badr Bin Ka’b løftede sit sværd for at slå Hussein. Drengen råbte ad ham:

”O du søn af en ond kvinde! Vil du da slå min onkel?”

Han slog drengen, som løftede sin hånd for at dække hovedet, hvilket forårsagede at hans arm blev afhugget. Drengen råbte:

”O onkel!” og faldt i sin onkels favn. Hussein omfavnede ham og sagde:

”O nevø! Hav tålmodighed over, hvad der er sket med dig og betragt det som en velsignelse fra Allah Den Ophøjede, at Han vil forene dig med dine noble forfædre.”

Han rejste derefter sine hænder bedende og sagde:

”O Herre! Hvis du har givet dem fornøjelse for en stund, så lad dem blive adskilt efter dette. Opdel dem i sekter der følger forskellige veje. Lad ikke herskerne være tilfredse med dem, for de hidkaldte os for at være sammen med vores partisanere, men i stedet forrådte de os og dræbte os.”

Harmalah skød en pil imod drengen, mens han var i sin onkels favn og slagtede ham.

Imam Hussein, dødeligt såret, blev efterladt alene for et stykke tid. Hvad der holdte dem tilbage fra at gøre det af med ham med det samme var, at hver klan ventede på at de andre ville gøre jobbet færdigt. Hver klan hadede at blive kendt for den, der dræbte Hussein.

Shimr skreg:

”Hvorfor står i bare der? Manden er dødelig såret. Angrib og gøre det af med ham.”

Za’ra Bin Shariek slog ham på skulderen. Al-Hosain skød en pil mod hans mund. En anden slog ham også på skulderen. Sinan Bin Anas plantede sin spyd i hans kraveben og derefter i brystet. Han skød også Hussein med en pil i halsen. Saleh bin Wahab stak ham i nyren.

Hilal bin Nafi’ har berettet:

“Jeg stod nær Hussein, da han var på sit dødsleje. Ved Gud, jeg har aldrig set en person bliv dræbt og med sin krop dækket med sit eget blod, der var i en bedre tilstand end Hussein. Hans ansigt udstrålede lys og ærefrygt. Jeg var så overvældet af hans ansigts udstråling, at jeg ikke prøvede på at dræbe ham fuldstændigt! Han spurgte efter vand, men de gav ham intet at drikke.”

Del 17 – Hussein bliver dræbt i Karbalas sletter

En fra mængden sagde til Hussein:

”Du kommer ikke til at drikke vand, før du kommer i Helvede og drikker fra dets kogende vand.”

Imam Hussein svarede:

”Jeg kommer ikke i Helvede, men kommer ind til min bedstefar, Allahs Sendebud og bor med ham i hans eget hus ”På sandhedens og retfærdighedens plads hos en Mægtig Konge” og klager til ham over, hvad i har gjort mod mig og jeres forbrydelse imod mig.”

De blev alle meget sure over hans bemærkninger og der var ikke det mindste nåde at spore i deres hjerter.

Da hans tilstand forværredes, kiggede han imod himmelen og sagde bedende:

”O Herre! Du er Mægtig i Din Overlegenhed, Den Højeste, Indehaveren af alt storhed og hæder, uden behov for skabningerne, har kontrol med alt. Din barmhjertighed er stor, opfylder Dine løfter, Giveren af præmier og goder. Du er tæt på de, der beder til Dig, omfatter alle Dine skabninger. Du accepterer de angrendes anger, i stand til at udføre Din vilje, har den absolutte viden om, hvad Du vil, taknemmelig når Du bliver takket, og husker de, der husker Dig. Jeg beder Dig i nødens stund, spørger Dig, da jeg er fattig (magtesløs). Jeg søger tilflugt hos Dig, da jeg er bange, græder, da jeg er sørgende. Jeg sætter min lid til Din hjælp, da jeg er svag. Jeg stoler ikke på andre end Dig. O Herre! Du er Dommeren mellem folket og os, for de samledes imod os, forrådte os og dræbte os uden at tage hensyn til vores slægtsbånd med Din Profet, som Du udvalgte til at overbringe budskabet og gjorde til opbevaringsstedet for åbenbaringen. Lindr vores forlegenhed og afhjælp vores lidelse, for Du er Den Mest Barmhjertige. Tålmodighed over, hvad Du har bestemt, er vores trøst. O Herre! Der er ingen anden Gud end Dig. Du er Den lidendes Frelser. Jeg har ingen anden Gud end Dig. Uden tvivl, er Du det eneste tilflugtssted, for de, der ikke har en. Der er ingen anden at tilbede undtagen Dig. Tålmodighed med hvad du har besluttet er vores lindring. O Herre! Du er Den Evige. O Herre! Du er de dødes Genoplever. O Herre! Du ser hver sjæl og, hvad det har gjort. Døm mellem mig og dem for Du er Den bedste Dommer.”

Husseins hest begyndte at strejfe rundt om Imam Hussein og dyppe sit hoved i hans blod, hvorefter Ibn Sa’ad råbte:

”Stop den hest, da det er en af Allahs Sendebuds fuldblodsheste.”

En gruppe ryttere omringede hesten. Han begyndte at galopere og sparke med sine forben og dræbte nogle ryttere og nogle heste. Ibn Sa’ad beordrede rytterne til at slippe hesten og se, hvad den havde tænkt sig at gøre. Da hesten faldt til ro og følte sig sikker, tog den tilbage til Husseins hellige krop og dyppede sit hoved i hans blod igen, duftede til ham og vrinskede højt. Derefter begyndte hesten at ride mod Imam Husseins lejr. Da den nåede frem, så kvinderne den blodige hest og den løst siddende sadel og kunne ikke holde deres gråd og sorg tilbage. Fortvivlede, sørgende og grædende løb de alle spontant imod det sted hvor Imam Hussein var faldet af hesten med Zainab, Husseins søster, forrest. Hun omfavnede den blodige krop, kiggede imod himmelen og sagde:

”O Herre! Accepter denne ofring fra os.”

I mellemtiden begyndte Omar bin Sa’ad og en gruppe soldater med ham at nærme sig det sted, hvor Imam Hussein lå døende. Zainab råbte ad ham:

”O Omar! Abu Abdillah er ved at blive dræbt og du står der og ser ham dø?”

Han vendte sit ansigt væk fra hende mens tårerne trillede ned over hans skæg. Hun sagde:

”Må Ivære forbandede! Er der ingen muslim iblandt jer?” ingen svarede!

Derefter beordrede Ibn Sa’ad tropperne:

“Gå ned til ham og få gjort en ende på hans lidelser.”

Shimr stod i spidsen for angrebet. Han sparkede Hussein, satte sig på hans bryst, holdte hans skæg, stak ham tolv gange i den allerede stærkt sårede krop og til sidst skar hovedet af ham.

Her er enda en gammel historie, som nå blir publisert.
Det hendte i de dager da man var arbeidsledig og hjemløs…

Nok en gang våknet jeg opp med en dundrende hodepine. Ikke den vanlige hodepinen. Det var noe eget ved denne. Noe helt spesielt og særegent. Vage minner om gårsdagen, noe med naboene og sprit, dukket opp…
Et vått håndkle lå ved siden av sengen, et slags fysisk minne om en tur i badekaret eller dusjen. Lisa Ekdahl ville nok ha sagt; ”Hvem vet? Ikke du. Hvem vet? Ikke jeg”. Men mest sannsynlig ville hun antakeligvis ha sagt det på svensk. Og om jeg hadde hørt henne si det, så hadde jeg skrudd av radioen fort som faen fr å slippe å høre skrålet hennes.
Denne hodepinen ja. Det var noe eksepsjonelt ved den.
Butikken var neste destinasjon, dagens store opplegg kan man vel kalle det. Et slags høydepunkt, og samtidig et anti-klimaks… Fy faen for et liv!

Avis
Egg
Jus…
Bacon
Sjokolademelk
Brus.

”Lettere å huske hva man skal handle om det er en slags poesi i hele dritten”, tenkte jeg.
Jeg kledde på meg klærne som lå slengt rundt i huset og tok på meg en hatt for å skjule hodepinen.
”Dette burde funke. Ingen merker noe nå. Galskapen blir lukket inne”, “Kanskje de merker galskapen, men de ser i alle fall ikke blodet i bakhue”.
Det var der den eksepsjonelle hodepinen kom fra. Fra et høl bak i hue. Men hvor faen kom dette hølet fra? Dette slags sorte/røde hullet. Vinrødt. Som Jesu blod. Hva faen gjorde Jesus i bakhue mitt? Det lå noe glasskår utenfor badet, et bilde var blitt knust. Og i gangen lå de store svarte messing lysestakene veltet…

I en slik situasjon ville noen ha spurt seg selv; ”Hva ville Jesus ha gjort?”. Jeg spurte meg selv; ”Hva faen har Jesus gjort?”, og sist, men ikke jævla faens minst; ”Hvorfor har han gjort det? Jævla raddis!”.
Jeg hadde i alle fall ikke gjort det, så da måtte det ha vært Jesus som gjorde det… Greit å ha noen å skylde på… Kanskje det var noen som hadde slått meg i bakhue med en av messing lysestakene? Forpulte faen! Skinnhellige jævel! Kommer her og slår meg ned i fylla! Hva hendte med moral? Hvor ble den av? Hva hendte med bakhue mitt?
“Hvis synderen er på butikken så skal jeg banke hele typen”, tenkte jeg mens jeg forestilte meg det helvetes rabalderet og teateret det ville bli i butikken.
”Lettere å huske hva man skal handle om det er en slags poesi i hele dritten”.
Jada. Sikkert.
For å være på den sikre siden skrev jeg ned hele regla.

Avis
Egg
Jus…
Bacon
Sjokolademelk
Brus.

“Hva faen var denne smerten i ryggen egentlig? Og hvorfor må man holde på med denne butikk gåingen til enhver tid? Det virker da totalt uten mening å gi mennesker papir meden slags tenkt verdi i bytte for mat, som man trenger for å overleve. Mennesker er surrealistiske skapninger. For øvrig virker det da også totalt uten mening å ha vondt i ryggen. Kanskje det hang sammen med blodet i hue? Om Jesus virkelig var så kul som folk påstår, hvorfor avskaffet han ikke hele det økonomiske systemet mens han først var her?” Slike ting funderte jeg på mens jeg dro bena etter meg bortover gata på vei til butikken.

Butikken. Et slags surrealistisk sted. Konsentrert galskap. Velg ut ditt døde favoritt dyr, din favoritt grønnsak, noe å drikke, husk å levere papir eller fikle med et plastkort før du forlater åstedet. De kaller det tyveri om du ikke gjør det. Kanskje du får en bot, ja til og med havner i fengsel? Da frarøver de deg din såkalte frihet. Frihet må man betale for. I det evinnelige later det som. Mennesker… jeg kan ikke gjøre annet enn å ta avstand fra deres liv og leven.
Hva med å bruke gråstein isteden? Det er like meningsfullt som penger.
Bare litt kjipere å drasse rundt på… Men desto lettere for en bedagelig anlagt mann å få tak i…

Et fjes fra barndommen dukket opp på butikken. En slik situasjon krever som oftest noe tomprat, og dette var intet unntak. For å unngå den vanlige regla, passet jeg på å ikke svare for oppmuntrende. Jeg ville jo ikke bli stående der på tomprat over lengre tid. Bare tanken på det var energikrevende.

”Jasså. Hjemme en tur?”
”Jo da.”
”Bor du her nå eller?”
”Ja, på sett og vis. Har ikke noe sted å bo egentlig. Er en slags omstreifende hjemløs faen. Hva med deg?”
”Nei, er bare her på besøk. Bor ikke her lenger.”
“Har egentlig flytta jeg og, men er bare hjemløs, lat og blakk og leiter etter jobb.”
”Hvor lenge skal du bo her?” ville dette fjeset fra barndommen vite.
”Jeg vet ikke. You never know with a crazy man”, svarte jeg, og la til “faen, jeg må drite. Må handle først.”
“Ja, ja,” sa han med en lattermild tone og smilte sitt nedlatende, sleske smil, som om han liksom forsøkte å signalisere at han var bedre enn meg, “vi snakkes da”.
“Sug meg i ræva” tenkte jeg, og tenkte over om jeg faktisk måtte drite i det hele tatt.
Jeg måtte ikke det.

Lengtet tilbake til Oslo, men måtte ordne meg en jobb først, eller et sted å bo.
Oslo er greit nok det, men det er vel ikke akkurat paradis på jord – Norges største landsby.

Skjenkering, stengetider, bompengering, fantasirike priser på boliger. Moralens høyborg. Moralens voktere har tatt kontrollen over landet, og folket ser ut til ikke å bry seg nevneverdig. De bare surmuler litt, eller kanskje de er fornøyd med tingenes tilstand? Ikke faen om jeg vet. Når jeg blir diktator skal det bli bedre tider! Da kan moralens voktere sitte hjemme og passe på sin egen moral, så kan vi skruppelløse passe på moralen vår selv. Om gud skulle ha noe å klage på, så får vi ta det opp med han når den tid kommer.
Uansett mente nok ikke Jesus og gjengen at vi alle skulle traske rundt her og kjede oss i hjel…

Sannheten er vel at jeg ville dratt på flekken om jeg hadde noe sted å dra. Finnes det et sted en sær og til tider forfylla jævel er velkommen? Ich bin Der Teufel.
Jeg kjeder meg på bygda. Jeg kjeder meg i Oslo også.
Det er så jævlig kaldt overalt. Om sommeren er det nesten ålreit temperatur.
Kulde er generelt kjedelig. Sommeren er heldigvis i anmarsj, akkurat som om det vil gi meg et sted å bo…
Fordelen med Oslo er at det i alle fall er et mangfold der.
Fordelen med sommeren er at man kan henge i parken med venner, gitar og 3-liter vin.
Må bare ordne en jævla jobb først.
Etter handleturen.

Ibland, när jag ska sätta upp ett meddelande på offentliga anslagstavlor, ser jag att det finns information om muslimernas fastemånad Ramadan gömt bakom en massa andra anslag. Om Ramadan ännu inte har inträffat, brukar jag möblera om på anslagstavlan så att intresserade muslimer ska upptäcka informationen och kunna ta del av den. Jag gör det av respekt för religionen, de troende och Gud. Jag har en vän som brukar sätta upp inbjudningar till bahá’í-aktiviteter. Hon säger att det inte tar många minuter innan någon muslim slitit ner det och stampat på det med sina fötter. En gång blev hon spottad i ansiktet av en muslimsk pappa när hon skulle berätta om Bahá’í för en skolklass. Och var händer nu allt detta? Jo, i en svensk medelstor stad, där det givetvis finns en del flyktingar från muslimska länder. Det händer även i andra europeiska och amerikanska städer.

Min uppfattning är att människor som bor i ett land med religionsfrihet måste respektera detta. Det verkar lite underligt att människor som flytt från exempelvis den islamistiska regimen i Iran börjar trakassera en annan religion när de kommer till Storbritannien, Frankrike eller Sverige.

De bahá’í-troende som lever i Iran, där Bahá’í-tron uppstod i mitten av 1800-talet, har en så fasansfull tillvaro att den knappt kan beskrivas. Just nu är merparten av landets ledande bahá’íer häktade för påhittade brott. I flera år har jag hört rykten om att en film om detta är på gång i Hollywood, om öden som exempelvis den 16-åriga Mona Mahmudnizhad som tillsammans med nio andra mycket unga kvinnor torterades och hängdes i den iranska staden Shiráz den 18 juni 1983. Deras brott var att de hade undervisat det lokala bahá’í-samfundets barn, något som var helt nödvändigt eftersom dessa barn inte var välkomna i den allmänna skolan. Jag önskar verkligen att en sådan film kommer, så att världen får upp ögonen för vad som pågår.

På YouTube finns i alla fall denna film:

Det är ganska enfaldigt att ha en strategi som går ut på att krossa bahá’í-samfund genom att arrestera dem för olika fabricerade brott. En av grundpelarna i Bahá’í är nämligen att den troende inte får bryta mot lagen i det land där de bor. Om statsmakterna förbjuder de bahá’í-troende att ha sina lokala och nationella råd, så avvecklar de bahá’í-troende sin organisation i det landet. Det skedde i Hitlers Tyskland, och det har skett i ayatollornas land. Men bahá’íerna kommer behålla sin tro även om de tvingats avveckla sin administration. Den 16-åriga Mona kunde ha räddat sig själv från dödsstraffet om hon bara hade sagt “Jag ångrar mig, jag är muslim” till sina torterare. Men det gjorde hon inte.

Iran är ett shiitiskt land. Hur ser då människorna i sunni-muslimska länder på Bahá’í? Det jag har stött på är att det förekommer ett starkt förtryck även i sunni-muslimska länder, kanske främst i Egypten. Även i detta land “försvinner” bahá’í-troende spårlöst medan andra häktas för något påhittat brott, och i häktet kan de få sitta i evighet eftersom de aldrig åtalas. Det är dessutom vanligt att högt uppsatta muslimska “experter” sågar Bahá’í-tron genom desinformation som månfaldigas på Internet och i massmedia.

På portalen Islam online finns ett bra exempel. Sajten hänvisar till Sheikh `Atiyyah Saqr, som är f.d. ledare för Al-Azhar Fatwa-kommittén i Kairo, i sitt utfall mot Bahá’í. Jag översätter den förvrängda “information” om Bahá’í som finns på sajten: (På Svenska Bahá’í-samfundets portal kan ni jämföra med hur de bahá’í-troende beskriver sin religion).

• Attiyyah Saqr påstår i sin fatwa att bahá’íerna tror att Gud inkarnerats i Bahá’í-trons profeter. Báb (den gudomlige budbärare som beredde vägen för Bahá’í-tron) hävdade att han var profet, och därefter att Gud inkarnerats i honom. Abbas Effendi (dvs ‘Abdu’l-Bahá, sonen till Bahá’í-trons grundare Bahá’u'lláh) hade samma anspråk,enligt Attiyyah Saqr. Detta är fel; ingen bahá’í-troende skulle förringa Gud genom att tala om inkarnation. Inkarnation innebär att Gud föds i en människa eller på annat sätt stiger ned till jorden för att ta mänsklig gestalt. Báb och Bahá’u'lláh sade sig manifestera det gudomliga när de uppenbarade Guds vilja för dagens mänsklighet. En manifestation av Gud är inte detsamma som en inkarnation av Gud. Manifestation står för att Báb och Bahá’u'lláh, liksom Muhammed, Jesus, Moses, Zarathustra, Krishna och Buddha, uppträtt som andliga spegelbilder av en i övrigt oförståelig Gud när de uppenbarat Guds budskap för människorna i den tid de levde i. När det gäller ‘Abdu’l-Bahá har förmodligen Attiyyah Saqr blandat ihop honom med Bahá’u'lláh; ‘Abdu’l-Bahá, som ledde Bahá’í-tron efter Bahá’u'lláhs död och är mycket älskad av de bahá’í-troende,, var ingen manifestation eller budbärare från Gud. ‘Abdu’l-Bahá var den som bäst kunde tolka sin fader Bahá’u'lláhs skrifter och orden i handling, vilket han gjorde genom resor till Europa och USA där han nådde hundratusentals människor.
• Attiyyah Saqr hävdar vidare att Bahá’í-trons gamla “filosofer” hävdat att Gud är oskiljbar från världen. Detta är en panteistisk tro som inte har något med Bahá’í att göra. Enligt Bahá’í är Skaparen och Hans skapelse åtskiljda, och det går till och med att förklara varför: världen och resten av skapelsen är begränsade till rummet och tiden. Gud är det inte.Gud finns därför överallt i alla tider, men är inte detta “överallt”.
• Bahá’íerna förnekar Domens dag och tolkar Paradiset som det andliga livet och Elden som den andliga döden. Vad är det med det då? Bahá’í lär att människan har ett liv efter döden och att utvecklingen mot fullkomlighet i livet efter detta är obegränsad. Talet om den fysiska kroppens uppståndelse, himmel och helvete är dock av materiell karaktär är därför bara fantasifoster. Många av de kristna har kommit till samma slutsats; det går inte att förneka att Jesus talade om ett rike av rent andlig karaktär när det gäller livet efter döden. Muslimerna har dock fortfarande uppfattningar som att de kan fortsätta att ha sex med sina hustrur i Paraiset och att de därmed har med sig sina kroppar. De muslimer som släppts in i Paradiset behöver inte längre tillbe Gud, eftersom det faktum att de släppts in i Paradiset innebär att de “tagit sin examen”. Talet om villiga jungrur i Paradiset är enligt koranlärarna bara en symbolisk liknelse för att muslimska män ska få en någorlunda uppfattning om vad som väntar i Paradiset. Dessa fantasifoster är en av anledningarna till att Báb startade en väckelserörelse i Iran år 1844; något som Han avrättades för 1850. En viktig del av Båbs lära är Hans förklaring av uttrycken återuppståndelse, domens dag, paradis och helvete. Han sade, att med återuppståndelse menas framträdandet av en ny uppenbarelse genom en ny Guds budbärare. De dödas uppståndelse innebär ett andligt uppvaknande för alla som sover i okunnighetens, likgiltighetens och begärets gravar. Domens dag är den nya Manifestationens dag. Genom erkännande eller förkastande av denne Herde kommer fåren att skiljas från gettema eftersom fåren känner igen den Gode Herdens röst och följer denne. Människan dömer sig själv genom att erkänna eller förkasta den nya Manifestationen. Paradis eller himmel är själens obeskrivbara glädje och lycka över att efter döden inträtt i Guds sfär och det eviga livet och därmed nått en närhet till Gud. Helvete är helt enkelt utestängning från denna kunskap om Gud med därav följande misslyckande att nå andlig fullkomlighet.
• Bahá’íerna förnekar profeternas mirakel och säger ändå att det finns pofeter. Det finns ingen motsättning i detta. Profeter uttrycker sig på olika sätt beroende på var och när de har verkat. Moses och Jesus gjorde det de måste göra, och det var Gud som verkade genom dem.
  
• Bahá’íerna påstår att de får gudomlig inspiration och därför kan skriva böcker som de hävdar är sannare än den Heliga Koranen.Här är åter en medveten lögn. Al-Azhar Fatwa-kommittén vill få sina muslimska läsare att tro att bahá’íer i allmänhet då och då får uppenbarelser som de skriver ned. Detta är inte sant. Det är bara Báb och Bahá’u'lláh som uppenbarat Guds vilja. Dessutom har inte de bahá’í-troende någonsin förringat Koranen.
• Bahá’íerna förnekar att Muhammed var den sista profeten, inseglet. Muhammed var den siste profeten. I sitt slag. Han valdes ut av Gud för att få de mycket onda människorna i sitt land att underkasta sig en enda gud. Före Muhammed rådde ett barbari och en ondska och grymhet utan motsvarighet på den arabiska halvön. Varken kristna eller judar kunde förmå dem att sluta med sina eviga krig, sitt hämndbegär, sina avgudar, sin grymhet mot kvinnor och slavar
  
• De använder den Heliga Koranen och tolkar den så att de kan propagera sin tro och sina “innovationer”. De heliga skrifter och de religiösa läror som Gud stegvis delgett mänskligheten tillhör hela mänskligheten. Alla människor behöver de heliga skrifterna i sitt sökande efter en andlig sanning.
• Bahá’í är en sekt som efter ‘Abdu’l-Bahás död splittrats i många grenar. Tvärtom. Bahá’í har till skillnad från Kristendom och Islam aldrig splittrats. Sammanlagt finns det endast omkring 200 bahá’íer som inte tillhör det internationella Bahá’í-samfund som leds från Haifa.
• Bahá’í-rörelsen är en sioistisk organisation skapad av Israel. Nej. Bahá’í-trons centrum har legat på berget Karmel invid hamnstaden Haifa sedan 1800-talet, då området tillhörde det det Osmanska riket (turkarna) ända tills britterna övertog ansvaret för denna region. Först senare började sionistpinjärer anlända, och sedan 1948 ligger Karmelberget i Israel.
  

Er du mand og ønsker at leve så længe som muligt, bør du muligvis se dig om efter mere end en enkelt hustru.
Noget tyder nemlig på, at mænd lever længere, når de har flere koner.

Forskere fra University of Sheffield i England har sammenlignet levealderen for mænd i polygame og monogame samfund, og når der tages højde for forskelle i indkomst og levestandard, overlever de polygame mænd deres monogame kønsfæller. I gennemsnit bliver mænd, der dyrker flerkoneri, 12 pct. ældre.

Forklaringen kan ifølge forskerne være både social og genetisk, men den amerikanske antropolog Chris Wilson peger på, at de mange kvinder er med til at holde manden ung.

»Det overrasker mig ikke, at mænd i polygame samfund overlever længere end monogame, der ikke har nogen til at sørge for sig, når de bliver enkemænd,« siger han til videnskabssiden NewScientist.com.

Den danske sexolog Joan Ørting har et andet bud. Ifølge hende kan det traditionelle monogame forhold virke så opslidende på manden, at det skærer år af hans levealder.

»I polygame forhold brokker kvinderne sig ikke så meget til manden. De ordner konflikterne indbyrdes mellem hinanden. Noget af det tungeste for mænd er alt det brok, de skal høre på fra deres kvinder. Han kommer hurtigt til at føle, at hun ikke har respekt for ham, og det er enormt opslidende for en mand,« siger Joan Ørting.

Forskerne har ikke undersøgt om samme tendens gør sig gældende for polygame kvinder. Måske fordi langt størstedelen af polygame forhold i verden nu engang er skruet sådan sammen, at det er manden, som har flere koner – og ikke omvendt.

Kilde: MetroXpress

______________________________________________________________

Hvad siger man så: Man har profetens sunnah med sig, Videnskaben med sig, Sexologerne med sig, og så alle Brødrene med sig, mens kvinderne kun har jalousien med sig…

Ps. Undersøgelsen har ikke medtaget svigermødrene med! så i må finde jer to kvinder hvis mødre er døde