Så blev det søndag igen.

Weekenden er forbi, jeg laver lektier og afleveringer, og prøver at huske hvad jeg skal huske den næste uge.

Denne uge har været lang. Rigtig lang.

Mandag var en ganske normal mandag med skole og Piaf.

Og så kom tirsdag.

Tirsdag fik vi at vide, at Morten fra 3. y var død om morgenen under en bilulykke.

Jeg selv gik i chok og græd det meste af eftermiddagen indtil jeg tog til boksning, og det var en god beslutning, for jeg havde ikke været til boksning i rigtig lang tid, så det var bare rart at komme væk fra alle de tanker der var omkring Morten og Alexander, Mortens rigtig gode ven, som jeg holder meget af. Han var sønderknust.

Onsdag var en underlig dag pga. gårsdagens hændelser, men ellers var den meget normal. Jeg scorede gode point i idræt, da vi skulle bokse, så jeg fik lige sat min lærer på plads, for hun gjorde det forkert.  Det var for en gangs skyld rart at være i Piaf, da det kun var mig og John der var der.

Torsdag tog jeg ud at svømme efter skole fordi jeg var så øm efter to dages boksning. Da jeg kom hjem spiste vi aftensmad, og så tog mor og jeg ud til ulykkesstedet og lagde blomster og tændte et lys og græd og mindedes.

Fredag var ‘the big day’. Der var MuSGfest om aftenen og alle skulle have noget mad med. Jeg havde kylling med. Det blev en sindssyg men god fest. 1.g’erne klarede ‘trappen’ flot, og alle blev for fulde. Det var fantastisk at vågne op om morgenen til Sørens smukke trommemusik og Simons lækre morgenmad! (som om!)

Om aftenen, efter en hurtig tur hjem med et bad og to timers søvn, tog jeg tilbage til Silkeborg, for jeg skulle hjælpe til på Rampen hvor ‘When the Saints Go Machine’ og ‘Freja Loeb’ spillede. ‘Freja Loeb’ skuffede. Det var ligesom en blanding af dårligt ‘Yeah Yeah Yeahs’ og dårligere ‘The Ravonettes’, men ‘When the Saints..’ gjorde det godt! Omkring kl. 00 tog jeg med Mikkel hjem og sov der.

Søndag morgen (i dag), havde Lucette, Mikkels mor, lavet morgenmad til mig og Mikkel og Gry, og så skulle Mikkel hen i kirken og synge, så jeg tog med. Det var super flot at høre Mikkel, Simon, Marlene og alle de andre synge. Jeg vil også¨meget selv gerne være med i kirkekoret, og lige i dag snakkede jeg med mor og far om at starte der og så flytte hjemmefra i 3.g så det bliver nemmere for mig at være med om søndagen. Jeg skal bare lige have snakket med min studievejleder først, men det kunne være så fedt at flytte til Silkeby!

Nu hænger jeg bare på en masse lektier og afleveringer og en dansk/historieopgave.

Jeg håber næste uge bliver lidt mere rolig.

//Maya

Super16 instruktøren Martin Pieter Zandvliets flotte spillefilm debut Applaus med den alt dominerende Paprika Steen har rundet godt 20.000 biograf billetter med kun 10 film kopier landet over ifølge Biotal.dk.

Film still fra Applaus med Paprika Steen

Film still fra Applaus med Paprika Steen

Film still fra Applaus med Paprika Steen

Film still fra Applaus med Paprika Steen

Den anmelderroste og midaldrende skuespillerinde Thea er netop vendt tilbage efter et afvænningsophold og konfronteres med virkeligheden. Under hendes lange nedtur blev hun skilt fra ægtemanden Christian og afgav forældremyndigheden over sine to børn. Men nu hvor hun er tilbage, insisterer hun på at de igen skal være en del af hendes liv. Hendes blødsødne eksmand giver også hurtigt efter for hendes manipulerende men charmerende facon og indvilger i at give det en chance. Hun ved, at hun skal bevise for sig selv og for ham, at det er forsøget værd. Men et hårdt liv i rampelysets skær har sat sig dybe spor og snart begynder fortidens spøgelser at tage over.

Han er omtrent i alle medier for tida. Ari Behn er rett og slett forbanna på en tidligere ansatt ved slottet og det virker som om han koker ved raseri. Eller?

Nei det gjer faktisk ikkje det. I kvart einaste intervju eg har sett med han no, så gliser han frå ende til annen. Det er som om han har eit behov for å stikke fram i rampelyset, og vise seg som en tøff og sint man. Og såleis kjem han opp med slagord som “personlig vendetta”, “konstant teppebombing” osv.

Men det hadde vore greit så lenge han hadde vore oppriktig frustrert. Og eg trur han har vore det ei stund. Men når tv-kameraene kjem foran han så gliser han som en fjortis på tv for fyrste gong.

Og det er vanskeleg å ta den mannen seriøst når han er meir opptatt av å snakke glissent svensk til Skavlan enn å få fram sine poeng. Det virker som at han applauderer egoet sitt kver gong han er i rampelyset og klarer å få fram nokre velformulerte setningar. Og ekstra ille er det når han prøver å sjarmere programledarane eller dei andre gjestane!

Her er Behn hos Skavlan.

Og her er Behn hos Grosvold.

…og no har han visst skrive eit dikt om det også, slik at kultiverte mennesker kan forstå debatten på ein riktig måte.

mannen på gården. trenger jeg si mer?