Efter 4 år som ordsmed i reklameinfanteriet bliver man allergisk overfor bydeformer: “Tag 4, betal for 3″, “Kig indenfor i en af vores mange butikker” og “Ring til os. I dag. Nu.” Man mister ganske enkelt troen på dem som effektivt virkemiddel. De er et levn fra 50′erne, hvor mængden af reklamer endnu ikke var et veritabelt bombardement og hvor det til en vis grad rent faktisk virkede at beordre potentielle kunder til at købe en vare. Jeg oplever tit, at det kan være svært at overbevise mine egne kunder om at deres kunder ikke ringer til dem, bare fordi de bliver beordret til det af en halvsides annonce i Urban. “Men vi skrev da at de skulle ringe til os?! Hvorfor ringer de så ikke???” Det burde være tilstrækkelig bevis på dets ineffektivitet, at jeg ikke kan overbevise dem selv ved at bruge bydeformer – “Drop bydeformer. De virker ikke. Fat det nu.” Lige lidt hjælper det.

I dag ser reklamelandskabet en hel del anderledes ud. Vi er nærmest ikke engang nået ud til cyklen om morgenen, før vi har været udsat for vores første reklame – for mit eget vedkommende starter det tit med en “italiensk” pizzamenu ude ved postkasserne og derfra accelererer det inden jeg har nået fabrikken 7 km efter. Derfor skal der skrappere/andre midler i brug nu for overhovedet at gøre folk opmærksom på et produkt og måske endda til at ændre deres forbrugsmønstre.

Jeg er så tilsyneladende faldet over et nyt vidundermiddel, en retorisk revolution, der går direkte ind i folks underbevidsthed: skriv et blogindlæg. Mit korte indlæg om madspild og dårlig sjatkultur nåede kun at være i luften et par dage, før jeg ser en effekt. Måske ikke på egen krop, men så dog i eget køleskab.

Lørdag morgen åbner jeg nemlig døren til det hellige sted, dette refrigeratoriske refugium, i jagt på lidt mælk til powergrynene, og som det mest naturlige af alt står der i stedet en grøn Pokal-pilsner med 4 cm luddoven, men kold, øl.

Den er også god dagen efter, sådan en Pokal-pilsner

Og det er da bestemt muligt, at det bare har været Agnetes intention aftenen før at køle en stuevarm øl lidt ned for derefter at glemme alt om den, men jeg vælger naturligvis at tro, at skarptsleben reklameretorik har gjort sin gerning godt og at jeg snart vil vade i millioner som underbevidsthedens benhårde behersker. (PS. Hør Frokost. I dag. Nu.)

I dag fikk jeg se bildet av meg som er trykket i rundt 30 000 eksemplarer av reklameavisen/bladet til/for Eiker Senteret.

For alle som har bodd i Australia kommer vel ikke denne posten som noen overraskelse. Er det noe Australia er skikkelig dårlig på, i tillegg til steinalder internett, så er det reklamer.

Men bør vel kanskje forklare hvorfor. Australia, for de som ikke er helt stødig i geografi, ER VELDIG STORT. Det betyr at mye av den reklamen som man ser på tv er laget for den regionen som man er i, istedenfor hele landet som en helhet. Det er selvsagt enkelte reklamer som går landet rundt, men veldig mange er kun laget for “ditt” område. Det betyr igjen at det er lokale bedrifter med mindre budsjetter som står bak reklamene. Det igjen går utover “kvaliteten”.

Har prøvd å finne frem noen skikkelige gode eksempler. Har funnet noen, men den reklamen jeg ville finne fant jeg ikke. Men for å beskrive hvor dårlig og plagsom den er, så er det faktisk en gruppe på Facebook som er dedikert (eller heter det dedisert) til damen som spiller i reklamen. Gruppen heter “The girl from the Vista Blinds ad must die”

En fyr som min kjære “samboer” ikke er særlig glad i er Paulie fra Autobarn. Dere får bedømme selv, men tror Håkon er inne på noe. Legg forresten merke til fingerarbeidet på slutten av reklamen.

Et annet godt eksempel på en heller dårlig lokal laget reklame som jeg kom over er denne som handler om store maskiner på salg. Får vel ikke akkurat “mer” lyst på gravemaskin etter dette.

Selv store selskaper kan også gå på noen smeller. Denne “klassikeren fra 80-tallet er jeg heller glad for at jeg ikke fikk oppleve.

Håper folk ser hvorfor dette er irretabelt. For man skal huske at Australsk TV kjører samme reklame interval som TV3 i Norge, dvs, reklame HVERT FJERDE MINUTT!!! Og så i tillegg må man holde ut med dette her og ting som er enda verre.

Er det rart jeg blir irritert?

BONUS OG EKSEMPEL PÅ GLIMRENDE REKLAME

Denne Norske juvelen her er noe av det beste som reklameverdenen kan tilby. Komedien til Trond Kirkevaag og musikken til Prima Vera i fint samspill. Og for oss som er i en viss alder kan faktisk huske den gangen Milkshaken kom i den embalasjen.

 Det holder på å skje noe veldig viktitg innen reklamefaget akkurat nå. Nye medier og nye platformer gjør det mulig å lage reklame nesten helt gratis. Reklame som er vel så kreativt imponerende som den dyreste reklamefilm, og som har vel så høy impact.

Spørsmålet er bare om de etablerte kreatørene i bransjen klarer å flytte fokuset sitt bort fra å fylle flater til å omfavne de nye platformene og deres muligheter. De yngre kreatørene lever så tett på den nye digitale hverdagen, at for dem er det allerede helt naturlig å bruke kreativiteten sin på de nye platformene.

Noen vil innvende at denne IKEA jobben fra Forsman & Boderfors bare er en avansert digital åpningsannonse. Men den er mer enn det. Og den viser noen av de utfordringene også mediebyråene står foran i årene som kommer. For hvorfor kjøper metervis med spalteplass og dyre sekunder på TV, når en gratis aktivitet på Facebook kan få like høy impact, og mye høyrere engasjement.

Nå tror ikke jeg at løsningen alene er digitale medier, og at TV filmer kommer til å forsvinne. Men jeg tror at vi kommer til å se en dreining mot at det vil brukes mindre penger på betalt medieplass og mer på utvikling av gode involverende ideer.Noe som burde vært godt nyheter både alle dem som driver med utvikling og rådgivning innenfor kreativ kommunikasjon, og dårligere  nyheter for dem som kun lever av å plassere kommunikasjon på betalt plass.

Mau tau gimana iklan atau reklame dari suatu produk tertentu pada jaman dulu? Nich di bawah aku ada contohnya dimana aku kumpulkan dari berbagai sumber.

Bahasanya jujur banget! Lucu lagi, soalnya pake ejaannya yang blom disempurnakan gt! Wkwkwkwkwk….
Coba dech disimak :

Her finner du et stort utvalg av halve ridebukser, i tillegg til fisker, fugler og den nye arten gnagre. Takk til Rune A. Karlsen for bidrag.

Et lite malapropos til den pågående litteraturdebatten om navlebeskuelse vs de store perspektivene:

(tips: audunlindholm)

Bakomfilmen etter bretten:

“The making of” er litt skrytete, skulle gjerne sett footage’n av stolen som faller, men trolig er splintene av armlenene det siste kamera ser av den.

Advarslen kan ikke blive for kraftig, det kan reklamen så til gengæld heller ikke. 1. december sker det. Lad os tage det grimme først. På denne dato, 1. december går et årligt skrækscenario igang, nemlig Hvid Jul’s Barometer på Tv2 vejret.

Gyseligt, mine damer og herrer. At se disse fjollede vejrmænd og koner, kigge lalleglade på dette årlige barometer, og hvor de alle som en, ser ud til, at have vundet årets mandelgave til julefrokosten på Tv2, hvis bare de kan få sneget én enkelt mørk sky ind i deres vejrudsigt, hvor der måske er en mulighed for, at der kan falde et enkelt snefnug på Lars Tyndskids Mark. Heldigvis for disse vejrmænd og koner, er der Lars Tyndskids Marker nok at tage af, så det kunne jo være! Jamen det kunne det da! Ikke sandt? Nå ikke? He he.

Tag denne advarsel meget alvorligt, mine damer og herrer. Sådan en vejrudsigt i december måned, kan næsten føles som et helt ondt år!!!!

Og så til reklamen. Vi skal jo have det gode med også. Reklamen er: (Fanfare følger): Trutterut trutterut trutterut (paukeslag) mere trut:

På datoen 1. december, vil der her på kanalen, komme en julekalender, tegnet, fortalt og med underlægningsmusik, i tilfælde af, at sådant haves, af jeres one and only: Frejdig.  He he. Mere kan ikke røbes for nuværende, jeg er jo ikke startet med at skrive den endnu. Men at der bliver 24 afsnit, kan du tage som et løfte. Om der så også kommer sne på skærmen, er uden for Frejdigs indflydelse.

Men den bliver spændende, hjertegribende, en rigtig tåreperser, og måske også lidt morsom. Selvom julen naturligvis er en meget alvorlig ting.  Nej vent lidt Frejdig? (tænke, tænke, tænke). En reklame skal jo være slagkraftig. Så altså mine damer og herrer: Den bliver helt vildt spændende, hjertegribende, en rigtig tåreperser, og måske også lidt morsom.    (Håber jeg da, jeg har jo endnu ingen anelse … … … … …he he …. …. … … … … …).

Husk datoen. 1. december!!!!

Skriv den op et sted, hvor den ikke bliver væk.

Dnevnik, 23.oktobar 2009.

Na neimenovanoj livadi nekoliko mladih i lepih ljudi seče neke letve i farba ih u žuto (evropsko žuto, pokazaće se kasnije). Raskadrirani snimak otkriva da se ne radi o nekakvoj mobi ili livenju ploče za komšijinu kuću, već o sklapanju pazl-oblasti/republike/države/distrikta Kosovo. Gomila mladih i nasmejanih lica, uz eklektičnu nenacionalnu muziku za puzle vezuje oblake, a oni celo Kosovo, valjda zahvaljujući evropskom tajfunu, vazdižu u nebo.

Ovo su scene iz reklamnog spota izraelskog ogranka firme “Sači&Sači” koje je kosovska vlada namenila za promociju evropskih ambicija, plaćajući emitovanje na Si-En-Enu, Juronjuzu, Bi-Bi-Siju, na turskoj verziji Si-En-Ena, Blumbergu i Eurosportu, kao i u listovima “Njuzvik” i “Ekonomist”. Ovo je deo kampanje za promociju Kosova kao “najmlađe demokratije u Evropi” (obratiti pažnju na vešto izbegavanje državotvornih pojmova). Kako izgleda, u pitanju je najobičnije bacanje para. Naime, svima nama, naviknutim na slične pokušaje (doduše, s mnogo tanjim novčanikom, ali jednako blede) naše vlade devedesetih da svetu predstavi “nebesku Srbiju” kao utočište pravde i demokratije, potpuno jasno da ovo gledanje u nebo može da znači samo jedno – da od zemaljskih poslova nema ništa. Dok naše diplomate agresivnom kampanjom skupljaju poene i strateške partnere širom sveta, kosovski političari pribegli su oslanjanju na “nebeske izvore” i zaklanjanju iza fraza “demokratija” “evropsko” bez ikakvog uporišta u stvarnosti.

Jer, većina onih koji čitaju “Njuzvik” i “Ekonomist” (ako ne i onih koji gledaju pomenute telvizije) zna kakva je ekonomska, društvena i politička situacija na Kosovu, i da vizuelna palamuđenja o zajedničkim krečenjima pazli padaju u vodu na prvim barikadama. No, ne bih se bavila političkim konotacijama ovog spota, ima za tu temu i mudrijih i obaveštenijih glava. Ono što je meni upalo u oči jeste poređenje ove reklame s poslednjim pokušajem naše Vlade, oličene u Ministarstvu turizma (i razonode) da na istom Si-En-Enu predstavi “drugačiju Srbiju”.

Još su mi u glavi oni smešni kadrovi zemlje bez ljudi, slikane iz helikoptera (kao da smo ga mi izmislili), uz lošu kopiju Vangelisovih instrumentala, čiji je vrhunac predstavljao snimak rumunskog manastira koje je neobavešteni režiser “posrbio” jer mu je valjda bio lep. Nastavak je to svetle tradicije snimanja promotivnih spotova koji izgledaju kao da ih je pravio režiser sa završenom Školom u Kumrovcu: malo trave (i to one pogrešne, pardon, prave, ali pogrešne za mlade Evropljane, ciljnu grupu), malo makova (opet pogršnih), koji spomenik, potok koji pršti, ženski hor u pozadini koji izgovara reči koje samo južni Sloveni umeju da ponove… A da su kosovski medijski stručnjaci deca iste tradicije “lako ćemo” pokazuje i činjenica da je donedavno na kosovskom sajtu na kojem se reklamiraju turističke znamenitosti “ski centra Brezovica” stajalo da je ova planina stanište belog medveda. Iz Kumrovca došao, izgleda.

Poluamaterska reklama ukazuje na neozbiljnu državu koja ne ume da proceni kada i kome treba da odreši kesu. A ako ne znate kako se promovišu lepote svoje zemlje, pogledajte preko plota: u reklami koja predstavlja Rumuniju, umesto slika pašnjaka gledamo Iliju Nastasea, Nađu Komaneči i Georgija Hadžija: brzi kadrovi, osmesi, direktno obraćanje i jasna i glasna poruka: “Dođite!”

Dnevnik, 21. oktobar

“Ovo je muški svet” pevao je nekad davno kralj soula Džejms Braun, a pre neko veče stigla mi je i potvrda da se stvari od tada nisu mnogo promenile.

“Dragi muškarci, momci, verenici, znamo da samo vi trenutno gledate naš program. Zato imate priliku da u pauzi između dva poluvremena Lige šampiona osvojite auto koji možete da poklonite svojim devojkama, ženama, sestrama, verenicama…” vezao je sitno voditelj dnevnog kviza na RTS-u, baš kao onaj šašavi prodavac masti za sve boljke na Najlonu: “Ako boli ruka, ako boli noga, ako boli grlo, priđi, vidi, kupi, ozdravi…”

Moj ionako osetljiv pritisak smesta se vinuo međ olimpijske vrhove: a šta je sa mnom? Pa, i ja gledam fudbal! Od malih nogu, i to redovnije i češće i od moje gore polovine! Još kao mala znala sam da nabrojim sve naše reprezentativce, a tata me je vodio da utakmice lokalnog kluba. Zar nemam pravo da pošaljem poruku u taj vaš kviz i osvojim “fijata” za svoju goru polovinu koju, iako ispunjava sve RTS-ovske uslove vezane za nivo testosterona, baš briga za sudbinu Olimpika?

Da stvar bude gora, pauzu su nam, posle “muškog” kviza, skraćivale reklame. Za pivo, naravno. Tako smo dosegli kolektivnu nirvanu, odajući poštu svetom fudbalskom trojstvu “bubamara-muškarci-pivo”. Žene su u tim reklamama  svedene na objekte koji: a) uzalud pokušavaju da zavedu muškarce zadubljene u TV; b) kupuju pivo i donose balkanskoj kopiji Ala Bandija koji u razvaljenoj trenerci do pola bubrega mrvi po trosedu; c) s užasom shvataju da se njihovi muškarci najbolje zabavljaju uz fudbal i pivo, uz povremeno odmeravanje uspelih ženskih primeraka koje paradiraju pred njihovim stolom dok iskusnom rukom zamahuju flašom zabijajući je u grlo do pola.

Razumem ja da je svet reklama obiluje predrasudama, klišeima i opštim mestima, pa me ne čude slike napupelih tinejdžerki koje pred kamerama glume supruge i majke, dok “supružnici” s oduševljenjem srču ostatke plastične pene s kaširane krigle. Razumem i zašto ljubav prema pivu (i novcu od njega) tolika da nam se čak i fudbalska liga zvala po jednom od njih. Razumem čak i zašto niko neće da progovori o opasnosti sprege sporta i alkohola, čiju smo najgoru stranu doživeli, evo, i pre neku nedelju, “ugostivši” fracuskog navijača. I razumem zašto na stadionima odavno nema žive ženske i dečije duše, i zašto balkanske mame odlazak svog tinejdžerskog mezimčeta na obično gostovanje drugoligaške ekipe doživljavaju kao da isplovljava na “Kursku”.

Ali, ne razumem zašto se opštoj idealizaciji navijačko-šovinističke slike mačo mena koji neizostavno gleda utakmicu s pivom u ruci povinovao i Javni servis Srbije, prodajući nam SMS srećke i lozove samo ako uz novac podnesemo i rezultate hormona 21. dana ciklusa. Od stereotipne slike “muškarci-fudbal, žene-kujna” lako se stiže do one s flajkom brlje u jednoj, a bokserom u drugoj ruci. Iako se riba od glave čisti, i rep ume da zasmrdi, pa bih volela da fudbalsku sezonu pred TV-om ne završimo kao onu stadionsku. Zato, pustite žene i decu da na miru gledaju fudbal kod kuće, kad već, kao sapatnice u Avganistanu i Saudijskoj Arabiji, ali iz drugih razloga, ne mogu na stadionima.

Filmkveld med verdens fineste kusine i kveld. Hun er på vei. hurra!

Mens jeg venter nørder jeg med reklameboka mi.Den bærer navnet “Creative Advertising” og er kjempefin, selv om jeg har lest den 1000 ganger før.

Greit å titte i slikt for litt inspirasjon, for i disse dager sitter jeg en del med portfolion min. Hadde vært deilig å fullført den før det nye året starter, for da kan det nye året bli HELT nytt liksom.

Synes det er mye bedre med “før året slutter” løfter enn nyttårsløfter…Skjønner???

En plakat er ikke en plakat er ikke en plakat. Slik gjør The Economist seg gjeldende i gatebildet. Her er de 11 mest kreative.

Flere virksomheder har de sidste år haft stor succes med virale reklamefilm, og for nogle reklamefolk er det da næsten også blevet svaret på alt. Massekommunikationen har måske mødt sin overmand, i takt med at der er opstået en idé om, at almindelige tv-reklamer og dyre reklameannoncer ikke fanger og fastholder os. En række kreative reklamefolk proklamerede derfor – virale film, det virker!

Floppet – historien om VisitDenmark
Alle der arbejder med kommunikation og reklame har vist efterhånden diskuteret det virale stunt med den enlige mor, der på YouTube eftersøgte faderen, af udenlandsk herkomst, til sit barn.

‘

Hele historien viste sig at være løgn og blot et viralt markedsføringsstunt fra VisitDenmarks side – et markedsføringsstunt der skabte røre i de danske hjem, og som satte spørgsmålstegn ved virale markedsføringskampagner, som var baseret på direkte løgnehistorier.

Etik, troværdighed og tillid var blandt andet nogle af de begreber, som jeg sammen med andre kommunikationsinteresserede diskuterede. Er det f.eks. etisk uacceptabelt, at VisitDenmark brugte danske skattekroner til at markedsføre landet på en løgn? Hvad betyder et stunt som dette for Danmarks troværdighed? og vil VisitDenmark kunne genskabe tillid omkring organisationen efter den uheldige episode?

Spørgsmålet er også, om den virale reklame har virket i VisitDenmark regi. Flere danskere fulgte den kære ”Karen” i hendes jagt på faderen til hendes barn og involverede sig derfor følelsesmæssigt i hendes situation. Da det blev afsløret, at det hele blot var et mediestunt fra VisitDenmarks side, blev flere sympatisørers medfølelse i stedet vendt til vrede og skuffelse – ikke direkte mod ”Karen” men mod organisationen bag fupfilmen – VisitDenmark. Her kan man vist godt tale om en viral reklamestrategi, der tog en uheldig drejning og endte med at floppe efter afsløringen af historien som svindel og humbug.

I VisitDenmarks tilfælde kan det derfor være relevant at sætte spørgsmålstegn ved den virale kampagnes virkning, for når vi som mennesker føler os taget godt og grundigt ved næsen, påvirker det vores videre tiltro til organisationen og vores senere lydhørhed overfor organisationens budskaber?

Jeg synes ellers personligt, at virale film kan være rigtig effektive, men som alle andre markedsføringsredskaber og -budskaber skal de være gennemtænkte, og jeg må nok indrømme, at jeg i VisitDenmarks tilfælde kan have mine tvivl.

En succeshistorie med Evian
Animerede babyer på rulleskøjter til hip hop musik og street tema har til gengæld skabt vejen til viral succes for franske Evian, som er brandet bag den mest sete virale reklamefilm til dato.

Den virale reklamefilm, med blebørn der udfører diverse kunster på rulleskøjter, har sat rekord og er derfor nu blevet optaget i Guinness Book of Records. Huset Markedsføring oplyser at hele 45.166.109 millioner visninger, opgjort den 9. november 2009, skulle være årsagen til optagelsen i det berømte opslagsværk over verdensrekorder. Bureauet bag den virale succes er det franske BETC Euro RSCG.

Fra støj til underholdning
I dag vil vi som modtagere af budskaber underholdes og ikke forstyrres – det er måske grunden til de virale succeser. Hvis virksomheder skal have gang i denne måde at brande sig på, skal de derfor tænke utraditionelt og underholdningsværdi. Derudover er det væsentligt at appellere til modtagers følelesregister. Hvis vi tager eksemplet med Evian, så elsker vi jo alle spædbørn, og med en god portion humoristiske animerede features underholdes vi for alle pengene.

Den virale succes opstår oftest, når man sætter sig ind i de sociale relationer man har med sine kunder, og for at få en viral kampagne til at virke, skal man have influentials – dvs. mennesker med et stort netværk både offline og online, som vil sprede budskabet.

Jeg håber personligt, at flere virksomheder vil gøre Evian kunsten efter:-)

Nogle har måske prøvet tjenesten elfyourself.com, det er en tjeneste som på lige fod med de andre tjenester man kan finde på jibjab.com gør det muligt at sætte et billed af et ansigt ind, som derefter benyttes i en animation. På elfyourself er denne animation en jule-alf, som man kan kan sætte op til 5 billeder ind af, og så kan de fint stå og danse der. Det har vi haft det ret sjovt med på arbejdet, kan jeg afsløre

I sidste kunne uge kunne man opleve flere hundrende elver i NY, for at reklamere for det nu igen var ved at være tid til at benytte elfyourself igen. Det er OfficeMax, der er sponsor for siden, der betale for optoget/reklamen/flashmob’en, og imponerende er i hvert fald!

se elverne i aktion her:

Adm.dir Svein Roger Selle

I dag ble jeg intervjuet av Kampanje. Jeg kommenterte debatten om reklame og PR bransjen burde slå seg sammen under en felles bransjeorganisasjon. Les intervjuet her:

Av: Knut Kristian Hauger

- Haakon Dahl forfekter gammelmannstekning der vi sitter på hver vår tue. Jeg mener målet uansett må være å lage gode historier enten ved hjelp av pr, reklame, internett eller design, sier Svein Roger Selle, administrerende direktør i MK Bergen, reklamebyrå til Kampanje.

Selle slår dermed tilbake mot reklamesjefen i Kitchen, Haakon Dahl. Dahl kunne til Kampanje fortelle at han gjerne reserverte seg mot å gå sammen med pr-byråene i en og samme bransjeforening.

Les også: Pr-bransjen får kald reklame-skulder

Selle mener timingen for å samle bransjeforeningen i et «Kommunikasjonens Hus» er «hottere» enn noen gang.

- Det store «buzz»-ordet i bransjen i dag er sosiale medier og det handler egentlig ikke om annet enn å få mennesker til å snakke sammen med bruk av pr-midler. Bransjeskillene viskes derfor helt ut og kongstangen til Hans Geelmuyden om å samle Kommunikasjons-Norge til en større enhet er en god tanke. Kunsten må være å lag en stor forening som danner en motvekt til kundene og annonsørene, sier Selle.

I dagens marked mener Selle det gir udiskutabelt større effekt for kunden å tenke flere kanaler enn endimensjonalt.

- Dette er en tenking som de fleste må ta inn over seg. I MK Bergen bruker vi det gamle slagordet til Hans Geelmuyden: «Jeg gir blaffen i pr. Jeg gir blaffen i reklame. Men jeg elsker kommunikasjon», sier Selle, som selv har jobbet sammen med Hans Geelmuyden og har vært partner i GK.

Reklamesjefen i Bergen mener det nå er snakk om en ny revolusjon i reklamebransjen.

- Vi satt og så den «Art & Copy»-filmen og der var det et sitat om at det var en stor revolusjon når reklamebransjen plasserte AD’en og tekstforfatteren i samme rom. Nå vil jeg si at vi burde sette pr-mannen og reklamemannen i samme rom for å skape god kommunikasjon for kundene, sier Selle.

- Så du reagerer ikke på pr-topper «som velger å krangle på spalteplass om en nyansatt skal ta betalt 800 eller 3.500 kroner i timen»?

- Nei. Jeg fikk akkurat siste bransjestatistikken fra Kreativt Forum, og ser at reklamebransjen har noe å lære av pr-bransjen når det gjelder å sette verdi på de tjenestene vi leverer. I reklamebransjen i Norge tar vi mye mindre betalt for de tjenestene vi leverer enn de gjør for eksempel i Sverige. Det er en relevant diskusjon å se hvem som skaper verdiene, men reklamebransjen har ikke klart å prise verdien på tjenestene de leverer. Nå har vi en timepris som en middels god frisør, sier Selle.

På en dag som denne er det ikke nok at verden er hvit, dekket av frost. At det er iskalt, at luen har paljetter. At jeg så den samme traileren i dag også. At jeg legger merke til snodige ting.

Tomt kontor, og jeg har ikke nok yoghurt til havregrynsfrokosten. Registrerer unødvendige feil som har blitt gjort de siste timene. Det hjelper ikke.

Det er da jeg trykker på det fine, grønne ikonet, finner frem Sia, Hello Saferide eller noe annet nydelig. Begynner der, hører noen kjente sanger, noen nye. Fortsetter med Nick Cave and the Bad Seeds, Radiohead, The Kills…

Jeg hører meg oppover, får mer energi for hver nye sang. Avslutter med noe skikkelig digg, som Placebo eller The White Stripes. Skuldrene knekker i det de settes på plass. Klar

Det funker hver gang. Eneste utfordringen er å innse hvilken artist som er riktig. Er du i tvil, er det greit at Beck har alt.

—

PS: Kjøp Spotify Premium! Fare for reklamepause drar med seg for høy risiko.

Ja siden det var en rolig dag på jobben min idag så tok jeg meg bryet med å planlegge litt reklame! For verden må jo få vite hva jeg selger:D Vi har ganske mye yummyumm!

Fesk:Deilige vafler!! Disse smaker bedre en morra di sine!  Vaffel på pinne dyppes i sjokolade som vist på et tidligare innlegg i dag.

MUFFINS!! Ja de er faktisk hjemmelaget.. i Bakersmauet sin ovn, med Baker Brun sin røre.. Og tonto har pyntet!

De belgiske kan det! Søt og god! Du kan tilogmed få is på!! NAM!

Sist men ikke minst: KAFFEE!!

ESPRESSO!! KAFFE! LATTE; CAPPUCHINO!! MOCCA!! you name it! Og jeg er flink til å lage kaffe! Så bare kom innom folkens! Kjøp deg en vaffel eller to! Sammen med en Take Away Kaffe! Og vi selger SEFF Friele og Illy kaffe

Sirup lurer du? JAA SEFF!Jajajjaajajamennsann! No har du ingen unnskyldning å ikke komme;) Monin har masse bra sirup!

Der har dere en liten del av tonto sin jobb! Yummy in my tummy!

Appvertising er et kommende buzz-ord. Høres fint og flott ut. Men det er rett og slett bare reklame i applikasjoner for mobil. Ikke noe skummelt. La meg gi deg en kjapp innføring i appvertising.   Det er et par ulike former for appvertising. 

1. Applikasjon fra merkevaren.
Merkevaren lanserer en applikasjon i sitt eget navn. Dette krever oftest tette bånd mellom forbruker og merkevare. F.eks Gucci og Dolce & Gabana har lansert sine egne applikasjoner. Den mest åpenbare formen, men kanskje også den mest utfordrende å lykkes med. Hvorfor skal dine kunder laste ned en applikasjon der du forteller om deg? Verden i deg kretser rundt en person – en selv. Applikasjonene må derfor gi verdi til hver enkelt, ikke avsenderen. Utfordringen til app’en blir derfor å løse dette i en app med eget merkevare i fokus.

2. In-appvertising (reklame i annen applikasjon)
Tilsvarende bannerreklame på mobilsider, bare at nå er reklamen i applikasjonen. Det brukes i dag hovedsaklig to formater.

FullformatBannerreklame

Banner nederst

Vanlig banner
Enkel banner i  selve applikasjonen. Eksempel er sjakkspillet til venstre der banneren er plassert under spillet.

Fullformat
Reklame i fullformat som dekker hele skjermen og som må klikkes bort. Brukes f.eks mellom to sjakkspill eller andre naturlige opphold i bruken av applikasjonen.

Bannerne blir i stor grad styrt av bannernettverk  som sikrer annonsør visninger i en rekke utvalgte applikasjoner i kampanjeperioden.  

3.   Nyttetjeneste

Unibet gir nisje-nyheter

Hvor er frisør-kjedene?

Min soleklare favoritt og tråd med min filosofi. Selve applikasjonen gir en verdi i seg selv til brukeren, f.eks en vinguide, mattips, kart eller annet. 

Tennistalk fra Unibet ga nyheter, resultater mm liva fra en tennisturnering. Grei nisjeapp.

Den andre er en app jeg gjerne skulle sett med en merkevare. Med få tastetrykk får jeg sjekket hvordan jeg ser ut med ulike sveiser. Øverst i høyre hjørne er det en knapp med “få nå”. Jeg skulle så gjerne sett at denne gikk til en frisør-kjede der man kunne finne nærmeste frisør, når neste ledige time var og en “bestill time nå”-knapp.

I denne siste versjonen ligger det mange spennende muligheter for merkevarer å være i dialog med sin målgruppe. Så lenge man sørger for å gi verdi og løse behov etterhvert som de dukker opp, virker det ikke som reklame på forbruker. Dersom jeg ser kanonkul ut med en sveis og Saks og Stein kan fikse det for meg nå – er jeg villig til å betale. Absolutt.

En måte å selge sko på:

Jeg håper mange ser siste varianten som gir personlig verdi til brukeren når de tar skrittet inn i appvertising. De andre formene er også spennende dersom de gir resultater som kan sammenlignes med banner-reklame i andre medier for den enkelte annonsør. Det er greit å finne ut av – bare å teste og regne på.

La dette være en enkel innføring til appvertising. Det er stort sett en av disse tre formene man kommer borti.

Volgens een recent onderzoek van eMarketer zullen marketeers meer budgetten uittrekken voor online video advertising. Dit onderzoek heeft plaats gevonden in de VS in opdracht van Permission TV. De verwachting is, dat meer dan de helft van de Amerikaanse marketeers met een traject op het gebied van online video gaat starten. De Nederlandse markt loopt in de meeste (online) gevallen ongeveer 6 maanden achter.

Om op deze toekomstige vraag in Nederland  in te spelen, heeft Videostrip besloten om zich te gaan verdiepen en verbreden op het gebied van de online video mogelijkheden. Een van de mogelijkheden is regio targetting. Het is over het gehele netwerk, per direct mogelijk om te regio targetten. Regio targetting is belangrijk voor de vele bedrijven in Nederland die geen nationale dekking hebben, maar enkel in bepaalde regio’s opereren. Een goed voorbeeld hiervan is UPC, de kanalen van UPC zijn te zien in verschillende gemeenten van Nederland en advertenties buiten hun regio zijn daarom overwegend waste.

In september heeft Carat samen met Disney Channel met succes gebruik gemaakt van deze regio targetting mogelijkheid bij Videostrip. De uiting werd enkel in de gemeentes vertoond die UPC als kabel provider heeft. Op deze manier is de juiste doelgroep bereikt met de minimale waste.

Voor meer informatie over regio targetting of online video advertising kunt u contact opnemen met Videostrip: adsales@videostrip.com www.videostrip.com

Silvana Naipal (Videostrip)

Var navnet på et ganske udmærket og underholdende tv-show. Det er også buskabet i noget anderledes en reklame fra Colgate. Synes faktisk den er super fed, især fordi den er så anderledes, og nærværende, og ikke bare en plakat eller reklamefilm.

Først en is, hvor der gemmer sig en “tandbørste”

og også en slikkepind

Læs mere om reklamen på adsoftheworld.com

Vor 2 Tagen erschien das neue Theater Programm mit ner anzeige für unser Restaurant. Jetzt bin ich gespannt, was nächste Woche passiert, denn das programm wurde an 6000 Leute per Post verschickt und die Anzeige ist nicht zu übersehen !