Beste mensen,

ik moet toch even iets aankaarten. Waarschijnlijk gaan enkel mensen bij wie het totaal niet nodig is, dit lezen, maar toch wil ik het er op wagen.

Ik was deze week namelijk erg geschrokken van een bepaald artikel, gepost door medeblogger W.

Als u op ‘ bepaald artikel’ klikt, zult u het kunnen lezen. Het is een vrij lang artikel, maar toch wel de moeite. Het handelt namelijk over de ontkenning van een maatschappelijk probleem; AIDS.

Zoals u ongetwijfeld wist, bestaan er mensen genaamd creationisten die de evolutie ( of darwinisme, misschien?) ontkennen. Er bestaan ook mensen die de holocaust ontkennen ( revisionisme ). En zoals u het artikel gepost door W., kon lezen zijn er vele mensen die AIDS ontkennen.

Ik was er zelfs zo van geschrokken dat ik erover begon bij mijn moeder. Wat zij mij daarop vertelde, schokte mij nog dieper. Als u dacht dat aids een bestaande, maar ver-van-uw-bedshow was, dan heeft u voor een deel gelijk. Aids is, naar mijn mening, nog altijd een taboe en ik denk dat het frequenter voorkomt dan we eigenlijk denken.

Maar wat denkt u, als ik zeg dat er zelfs mensen zijn die het bestaan van kanker ontkennen?

Ikzelf heb al familieleden aan kanker verloren. Ik heb zelfs schrik dat dit binnenkort weer gaat gebeuren en dat stemt me erg droef voor de toekomst. Nochtans is dit nog geen met-de-neus-op-feiten-gedrukt-worden genoeg voor sommigen. Mensen die al vele geliefden zijn verloren aan kanker, vinden dit nog altijd geen bewijs genoeg. Hoe kan dit? We leven toch in een maatschappij waar informatie, wetenschappelijk én bewezen, klaar ligt voor vast te grijpen? Waarom zijn er sommigen nog altijd zo blind?

En ik schrijf dit niet neer omdat ik gelijk wil halen. Ik schrijf dit uit pure angst. Wat als er bij deze persoon later kanker wordt vastgesteld? Wat als deze dan zegt, ‘ dat bestaat toch niet! Ik laat mij niet behandelen hoor! Dat is toch maar geldklopperij!’

Wat als ik later alleen verder moet, omdat ik niet genoeg overtuigingskracht had? Is het dan mijn schuld? De schuld van de media? De schuld van alle complotliefhebbers? Of misschien zelfs van alle bedriegers en kwakzalvers in de wereld?

Wist u dat vandalen gisterennacht de auto van mijn oma hebben vernield?

Die auto was al bijna zo oud als mij. Vol blutsen, eerlijk gezegd zag hij er niet meer uit. Maar dat kleine autootje betekende vrijheid voor mijn oma.

Een oud vrouwtje heeft haar vrijheid verloren omdat sommigen, en ik zeg het niet graag maar ik word er zo kwaad over; crapuul! Omdat crapuul het nodig vond!

Voor een stomme joyride hebben ze de vrijheid van een oud dametje vernield.

Ik hoop dat ze morgen tegen een boom knallen. Of nee, ik hoop dat ze in de gevangenis vliegen. Dan zullen zij eens meemaken wat ze mijn oma hebben aangedaan.

Sorry voor dit negatief gewauwel, maar klagen en zagen is eerlijk gezegd, een goede therapie.

(source : CheMarx 09/04/09)

A propos de l’émission d’Arte mettant sur le même plan l’URSS et le Troisième Reich
Déclaration de Georges Gastaud, militant de la Renaissance communiste

Poursuivant avec acharnement sa besogne de conditionnement anticommuniste, Arte diffuse ce 8 avril une émission intitulée Hitler-Staline, la diagonale de la haine. A nouveau, on va donc nous présenter Staline comme aussi, sinon plus fou et plus criminel que Hitler, et on va renvoyer dos-à-dos l’URSS et le Troisième Reich, la lutte prolétarienne pour le communisme et la violence ultra-réactionnaire du nazisme.

LES VRAIS DEMOCRATES DOIVENT REJETER CET AMALGAME ODIEUX QUI VISE A CRIMINALISER LES IDEES REVOLUTIONNAIRES TOUT EN BANALISANT LES NAZIS.

Cette campagne n’a rien d’innocent : l’Union européenne, au culte de laquelle Arte se voue depuis sa création, a entrepris depuis 2005 de criminaliser le communisme passé, présent et à venir, comme en témoignent la motion alors adoptée par le Conseil de l’Europe qui voulait lancer la chasse aux sorcières dans toute l’Europe ; l’ex-commissaire européen Frattini ne proposait-il pas alors d’interdire les emblèmes du communisme sur tout le territoire de l’UE ? Pire, certains eurodéputés, parmi lesquels le fascisant Gollnisch, le « vert » Cohn-Bendit et le « socialiste » Peillon, défendent ensemble un projet de loi tendant à faire du 23 août de chaque année une journée européenne de condamnation de l’URSS en prétextant de la signature à cette date du Pacte de non-agression germano-soviétique (rappelons que l’URSS n’a signé ce pacte défensif que contrainte et forcée, après que les « démocraties occidentales » eurent refusé l’alliance anti-hitlérienne proposée par Moscou et que, lors des accords de Munich de 1938, Chamberlain et Daladier eurent donné le feu vert à Hitler pour attaquer à l’est : ces accords permirent le dépeçage de la Tchécoslovaquie, ouvrirent à Hitler la voie de l’invasion de la Pologne, ; ils se traduisirent aussi par la « drôle de guerre » qui laissa les armées franco-anglaises l’arme au pied pendant près d’un an face aux maigres armées allemandes disposées sur le Rhin. Le but annoncé de Hitler dans « Mein Kampf » étant de se ruer sur l’URSS, les Soviets tentèrent par cette manœuvre de gagner du temps et surtout, de diviser les forces impérialistes plus antisoviétiques les unes que les autres ; Moscou ne voulait pas avoir à combattre à la fois l’Allemagne, le Japon… et les Etats occidentaux qui, par haine de classe, poussaient Hitler à se tourner contre l’URSS…).

C’est pourquoi les travailleurs, la jeunesse et les intellectuels démocrates doivent refuser ce martelage idéologique dont le but réel est d’amorcer en France la campagne anticommuniste mondiale qui ne manquera pas de déferler sur le monde le 9 novembre 2009 à l’occasion du 20ème anniversaire de l’ouverture de la frontière berlinoise de la RDA. Le but de l’amalgame Staline=Hitler à base de négationnisme antisoviétique est de criminaliser le communisme et de résistance au capitalisme et à l’UE ; il est de réhabiliter le fascisme et l’extrême droite, déjà associée à plusieurs gouvernements européens ; il est de préparer idéologiquement la répression continentale contre les communistes restés fidèles à l’idéal révolutionnaire de Marx et de Lénine, cela dans le but de priver les travailleurs licenciés et précarisés par le capital de perspectives révolutionnaires.

Mais malgré son apparence d’offensive généralisée contre le communisme, le harcèlement antisoviétique actuel, vingt ans après la chute du camp socialiste, montre surtout la fébrilité du système capitaliste et des forces maastrichtiennes. Celles-ci s’inquiètent à juste titre car des millions de prolétaires de l’Est et de l’Ouest constatent que la « construction européenne » érigée sur les ruines du camp socialiste et que la re-mondialisation du capitalisme résultant de la contre-révolution des années 87/91 n’a apporté qu’exploitation, misère, précarité, destruction des libertés, casse de l’emploi, re-colonisation de fait des peuples de l’est et du Sud, menaces accrues sur la paix mondiale avec l’extension permanente de l’alliance agressive de l’OTAN.

On peut certes critiquer Staline, comme l’a fait publiquement Lénine en 1924, et le débat sérieux, objectif et de bonne foi entre progressistes est toujours le bien venu sur le bilan réel de l’URSS à l’époque de Staline ou après sa mort ; c’est même le devoir des communistes et des démocrates que de réfléchir ensemble de façon critique, sur la base des principes du socialisme et du progressisme, sur les aspects positifs et négatifs des processus révolutionnaires du passé. Avec le soutien de leur organisation, des militants du PRCF ont d’ailleurs entrepris ce travail de critique marxiste et constructive dans de nombreuses publications ignorées des médias.

Pour autant, les vrais communistes ne hurleront jamais avec les loups de l’antisoviétisme comme le font les dirigeants du PCF ou du NPA qui rivalisent d’antisoviétisme, quitte à fournir à la réaction les armes qui lui permettront demain de réprimer l’ensemble de ses opposants, non communistes inclus. C’est pourquoi, sans s’aveugler sur les contradictions et les déviations qui ont pu à tel ou tel moment affecter la construction du socialisme en URSS ou ailleurs, le PRCF n’oublie pas dans quelles conditions la 1ère expérience historique de socialisme a dû se construire sous la menace permanente de l’impérialisme, obsédé pour des raisons de classe et non pour des motifs humanistes, à faire échec par tous les moyens, y compris la menace croissante de guerre nucléaire, à l’épanouissement d’une société libérée de l’exploitation capitaliste.

D’autre part, et sans s’aveugler sur les répressions qui, dans les conditions de la montée du fascisme, puis de la guerre froide, frappèrent non seulement des agents ennemis acharnés du socialisme, mais aussi hélas des communistes sincères, les progressistes doivent rejeter catégoriquement la diabolisation de l’URSS, y compris à l’époque de Staline : alors que la crise capitaliste ravageait le monde « libre », le socialisme établissait le plein emploi, développait l’industrie, donnait la terre au paysan et l’usine à l’ouvrier, impulsait l’enseignement, la recherche, la technique et la culture, instituait les soins médicaux gratuits et le logement bon marché pour tous, transformait le pays arriéré des tsars en grande puissance économique de premier plan et en point d’appui solide pour tous les antifascistes et pour les anticolonialistes du monde. Le capitalisme a si peu de leçons à donner au socialisme soviétique qu’à la même époque, sous la forme du nazi-fascisme, il détruisait les libertés, liquidait le mouvement syndical, persécutait la culture humaniste et institutionnalisait le génocide raciste, lançant la seconde guerre mondiale quelques années seulement après avoir provoqué la tuerie impérialiste de 14/18 contre laquelle s’était faite la Révolution socialiste d’Octobre.
L’amalgame Hitler=Staline est d’autant plus odieux que, tandis que le Comité des forges, ancêtre de l’UIMM, déclarait « plutôt Hitler que le Front populaire » puis collaborait cyniquement avec l’occupant, c’est l’héroïque peuple soviétique dirigé par le PCUS avec Staline à sa tête, c’est l’armée rouge ouvrière et paysanne, qui ont stoppé les « invincibles » hordes nazies à Leningrad, Koursk et Stalingrad. Tout cela s’est fait alors que les bourgeoisies allemande et française, dont les héritiers non repentis osent faire la leçon aux communistes sur Arte, se roulaient dans la fange nazie et vichyste… Pendant ce temps, 25 millions de morts soviétiques dont d’innombrables victimes civiles génocidées par la Wehrmacht et ses Einsatzgruppen tombaient pour libérer le monde du plus grand danger qu’il ait jamais couru ! De Gaulle avait bien raison de déclarer en 1965 lors de sa visite d’Etat à Moscou : « les Français savent que l’URSS a joué le premier rôle dans leur Libération ». En France, c’est le PCF, notamment par le biais des FTP et des FTP-MOI, qui a versé le prix du sang le plus élevé et conduit l’essentiel de la lutte armée anti-nazie. Ce n’est pas pour rien qu’en 1945 le prestige de l’URSS était immense partout, que le PCF recueillait 29% des voix en France, et que les ministres PCF du Général De Gaulle, les Thorez, Croizat, Paul, Grenier, Tillon, Billoux, Wallon, Joliot-Curie, mettaient en place les conquêtes sociales (Sécu, statuts, retraites, conventions collectives, nationalisations, plan, comités d’entreprise, loi sur la jeunesse, plan Langevin-Wallon sur l’école, CNRS, CEA) que Sarko et l’UE détruisent aujourd’hui en exploitant au profit du MEDEF la disparition de l’URSS et les reniements du PC « mutant ».

Enfin nous mettons au défi les « historiens » qui criminalisent le « socialisme réel », de sonder sur une large échelle les habitants des pays de l’Est « décommunisés » et annexés par l’OTAN et par l’UE : car une forte MAJORITE d’entre eux REGRETTE le socialisme et ses acquis bien réels, non parce que la « nostalgie » l’aveuglerait sur les défauts des premières expériences socialistes de l’histoire, mais parce que, EXPERIENCE FAITE, les travailleurs de l’Est peuvent par eux-mêmes voir que le socialisme, même avec ses défauts passés qu’il faut identifier et dépasser, est humainement supérieur au capitalisme, qui étale d’autant sa nocivité qu’il dispose actuellement d’une hégémonie quasi-totale sur la planète.

Plus que jamais le capitalisme est porteur de régression, de fascisation et d’exterminisme (Irak, Palestine…), comme le montre l’étranglement des libertés et de la souveraineté nationale dans notre pays.

Plus que jamais l’anticommunisme et l’antisoviétisme sont des armes de destruction massive contre les libertés de tous et à pousser en avant les fascistes.

Plus que jamais le PRCF invite les anticapitalistes, les républicains, les progressistes, les militants du mouvement ouvrier et étudiant, à combattre la criminalisation du communisme qui vise, comme en 33, l’ensemble des forces de progrès.

Oui, l’avenir est au socialisme du 21ème siècle qui tirera avec esprit critique, mais sans auto-flagellation, les leçons de l’expérience socialiste issue d’Octobre 17 pour ouvrir une nouvelle ère de fraternité à toute l’humanité.

(source : Révolution#9 03/03/09)

«Un autre monde est possible : le socialisme du 21ème siècle», tel est le titre du second chapitre du programme du NPA.

Voilà le fond de commerce du NPA : un autre monde est possible.

L’analyse bancale du capitalisme laisse craindre le pire sur cet «autre monde» de l’au-delà du capitalisme, ce spectre du NPA qui ressemble bien loin au communisme de Marx et Engels !

Que dit le NPA?

« La grande majorité de la population est constituée de travailleurs, manuels ou intellectuels : celles et ceux qui n’ont que leur force de travail à mettre en oeuvre, le plus souvent contre un salaire, qu’ils/elles aient un emploi ou en soient privés, qu’ils/elles soient actifs ou en retraite.
L’écrasante majorité des jeunes en formation est destinée à rejoindre cette classe des travailleurs ».

Rien de bien neuf, on sait depuis Karl Marx que la société capitaliste est divisée en classes, ou comme le dit Mao: « Dans la société de classes, chaque homme vit en tant que membre d’une classe déterminée et il n’existe aucune pensée qui ne porte une empreinte de classe » («De la pratique»).

Seulement voilà, le NPA ne fait aucune distinction au sein de la classe des travailleurs, il semble oublier la classe ouvrière, et cela est très révélateur.

De fait, on sait que la NPA est une organisation s’appuyant principalement sur des petits-bourgeois, (comme l’ex-LCR), ayant beaucoup de travailleurs intellectuels.
Immédiatement, le NPA glisse son électorat dans sa base programmatique. Sans perspective sur le prolétariat, le NPA oublie l’histoire du mouvement ouvrier, et de la lutte de classe entre cette classe opprimée et un capitalisme (qu’il n’a d’ailleurs pas défini dans le premier chapitre de son programme).

De fait, comme le NPA n’a pas défini le capitalisme, capitalisme qui s’oppose violemment au prolétariat, inutile de lui de demander où est passée la lutte de classe.
Le NPA fait un déni, bien entendu il parle d’en « finir avec l’exploitation » et bien sûr de « critique radicale du système capitaliste, sérieuse et cohérente »(sic !)

Seulement voilà, n’importe quelle personne marxiste connaît cette vérité : « Il est prouvé, par conséquent, que, dans l’histoire moderne tout au moins, toutes les luttes politiques sont des luttes de classes, et que toutes les luttes émancipatrices de classes, malgré leur forme nécessairement politique — car toute lutte de classes est une lutte politique — tournent en dernière analyse, autour de l’émancipation économique » (Engels : Ludwig Feuerbach).

L’absence de distinction entre les classes sociales, y compris au sein des travailleurs, montrent le caractère romantique du NPA.

Le programme du NPA insiste même:

« En finir avec les crises implique d’en finir avec l’exploitation, donc avec la propriété privée des principaux moyens de production, d’échange et de communication, qui en constitue la base…
Libérées de la propriété et de l’appropriation capitalistes, la production et la répartition des richesses pourront bénéficier à la société tout entière. Se nourrir, se chauffer, se loger, se soigner, s’éduquer, se cultiver, se déplacer sont des besoins essentiels qui doivent être garantis pour toutes et tous ».

Oui certes, mais il n’empêche que le NPA n’a pas l’air de vouloir endosser le costume du nouveau Prométhée de l’humanité qui lui apporte le feu. Le NPA se contente de dire : « il faut », mais à la question du « comment » les rangs s’écrèment – et cela était inévitable à partir du moment où ce n’est pas la classe ouvrière qui est considérée comme la classe la plus révolutionnaire de notre époque.

Le NPA donne par conséquent une définition bien rapide du socialisme:« Le socialisme, l’écosocialisme, c’est le pouvoir des travailleurs et travailleuses dans tous les domaines et à tous les échelons de la vie politique, économique et sociale ».
La seule fin de l’exploitation est-elle une perspective à elle-même suffisante ? Non, il faut savoir comment y mettre fin par quel système, sinon on est dans le romantisme, pas dans la lutte des classes.

Il s’agit donc ici d’une pétition de principe : il faut mettre un terme à ce système capitaliste. Mais le NPA louvoie alors.

Le NPA méconnaît l’inscription dans l’histoire de tout mouvement d’émancipation. Le matérialisme historique n’existe tout simplement pas! Engels avait formulé pourtant ce principe essentiel :

« Les hommes font leur histoire, quelque tournure qu’elle prenne, en poursuivant chacun leurs fins propres, consciemment voulues, et ce sont précisément les résultats de ces nombreuses volontés agissant dans des sens différents et de leur répercussions variées sur le monde extérieur qui constituent l’histoire.
Il s’agit aussi, par conséquent, de ce que veulent les nombreux individus pris isolément. La volonté est déterminée par la passion ou la réflexion. Mais les leviers qui déterminent directement à leur tour la passion ou la réflexion sont de nature très diverse.

Ce peuvent être, soit des objets extérieurs, soit des motifs d’ordre idéal : ambition, « enthousiasme pour la vérité et la justice », haine personnelle ou encore toutes sortes de lubies purement personnelles.

Mais, d’une part, nous avons vu que les nombreuses volontés individuelles qui agissent dans l’histoire entraînent, pour la plupart, des résultats tout à fait différents et souvent directement opposés à ceux que l’on se proposait, et que leurs motifs n’ont par conséquent qu’une importance secondaire pour le résultat final.

D’autre part, on peut encore se demander quelles sont à leur tour les forces motrices cachées derrière ces motifs, et quelles sont les causes historiques qui se transforment en ces motifs dans les cerveaux des hommes qui agissent » (Ludwig Feuerbach).

Voilà pourquoi la définition du socialisme par le NPA n’est en rien matérialiste, et totalement romantique:

« Le socialisme n’a évidemment rien à voir avec les politiques capitalistes des formations social-libérales telles que, en France, le parti dit “socialiste”.
De même, il s’oppose radicalement aux dictatures bureaucratiques qui, de l’ex-URSS à la Chine, en ont usurpé le nom, alors même qu’elles reproduisaient des mécanismes d’exploitation et d’oppression qu’elles prétendaient combattre et favorisaient les pires travers productivistes…
Le socialisme, c’est bien le règne de la démocratie la plus réelle et la plus étendue ».
Voilà la première définition du socialisme sur le mode de la définition négative : lorsque je ne sais dire ce qu’est une chose, parce que je n’enquête pas sur ses fondements, je sais au moins ce qu’elle n’est pas, technique bien connu des phraseurs trotskistes et de leurs pères les théologiens de la scolastique moyen-âgeuse spécialistes de la définition négative de Dieu !

Le NPA à court d’idée ressert le vieux laïus éculé, et se contente de formules néfatives: le socialisme ce n’est pas Ségolène Royale et Martine Aubry, ce n’est pas non plus les Régimes Socialistes.

Et voilà qui mérite réflexion !

Que le socialisme ne soit pas défini comme les politiques social-libérales du PS, P « C »F, Parti de Gauche etc., fort bien.
Mais est-ce alors un socialisme à visée communiste ? Bien entendu que non! Et c’est là le problème: le NPA ne fait que reprendre la chimère d’une troisième voie entre social-démocratie et communisme.

Mais une telle troisième voie n’existe pas, même si anarchistes et trotskystes en rêvent, eux qui dans les années 1970-2000 ont pu se développer, comme sous-produits de l’âge d’or capitaliste et de l’échec du révisionnisme du P « C »F.

Une troisième voie que le NPA définit ainsi:

« Le socialisme implique la fin de toutes les oppressions, de tout racisme et de toute discrimination ; le respect des cultures, des langues, des orientations sexuelles, des opinions philosophiques, religieuses, de la laïcité des administrations et pouvoirs publics ».On reconnaît ici le socialisme égalitariste, déviance petite bourgeoise s’il en est, on parle des attitudes individuelles et pas du socialisme, qui est un régime social et politique basé sur la propriété collective des moyens de production.

Nous avons souligné d’ailleurs que le NPA était dans l’impossibilité de reconnaître cette propriété collective, de par sa nature petite-bourgeoise et sa volonté de conserver la petite prorpriété individuelle.

Nous sommes donc bien loin d’une perspective communiste au sein du NPA.
L’attitude du NPA est profondément bourgeoise et pseudo-révolutionnaire. Des termes méconnus sont employés, on veut un socialisme « ni »-« ni », on parle d’une démocratie égalitaire, on ne parle pas du travail, pas de révolution, pas de communisme, pas de prolétariat, pas de la crise générale du capitalisme, pas du fascisme, pas de l’impérialisme et des guerres.

Les positions du NPA sont une leçon par la négative de ce qu’il ne faut pas faire.
« Rien de plus commode au monde que l’attitude idéaliste et métaphysique, car elle permet de débiter n’importe quoi, sans tenir compte de la réalité objective et sans se soumettre au contrôle de celle-ci. Au contraire, le matérialisme et la dialectique exigent des efforts; ils veulent que l’on parte de la réalité objective, que l’on se soumette à son contrôle. Si l’on ne fait pas d’effort, on risque de glisser dans l’idéalisme et métaphysique » (Mao Ze Dong, Note sur les «Documents à propos du groupe contre-révolutionnaire de Hou Feng»).■

De gezant van god heeft in zijn oneindige wijsheid verklaard dat een revisionistische bisschop terug welkom is in de katholieke kerk. Deze was in 1988 geëxcommuniceerd omdat hij (samen met drie andere bisschoppen) was gewijd zonder de goddelijke instemming van het Vaticaan.
De immer-vrome bisschop Williamson verklaarde eerder deze week dat er tijdens de 2de wereldoorlog niemand in een gaskamer is gestorven. En dat daar bewijs voor zou zijn. Voor veel mensen zijn zulke uitspraken strafbaar, tenminste in Oostenrijk, België, Frankrijk, Duitsland, Spanje, Litouwen, Polen, Zwitserland, Israël en nog een rits andere landen.
Schijnbaar is het niet illegaal in Engeland, dus kan de paus ongehinderd een dikbetaald postje (ca. £30000 + gratis huisvesting) als bisschop reserveren voor deze eerbiedwaardige onderdaan… onderscheid moet er zijn.

Het is onmogelijk dat de paus niet van deze uitspraken op de hoogte werd gebracht. Dat hij er alsnog voor kiest om de man terug in eigen rangen op te nemen, spreekt boekdelen. Boekdelen die ook verhalen bevatten over zijn eigen lidmaatschap in de Hitler Jugend en zijn eigen, als onjuist aangetoonde, beweringen hieromtrent.

De grenzen van hypocrisie en walgelijkheid zijn hiermee weer een stukje verlegd. Wat moet het toch geweldig zijn om te beseffen dat je als spreekbuis van god gelijk wat kan doen of zeggen en een hele kudde schapen vindt het nog fantastisch ook.

   Om 2 uger holder det franske socialistparti, PS, kongres, hvilket er en nøglebegivenhed i det franske politiske liv. Jeg vil dække kongressen i dag og på næste søndag, som er kongressens sidste dag. For at forstå hvorfor denne begivenhed er af en sådan vigtighed, må man dog først kende baggrunden, derfor vil jeg i dette indlæg beskrive den franske socialismes historie og dets aktuelle problemer og udfordringer og på næste søndag vil der være et opsummerende indlæg om kongressen. Jeg råder Dem stærkt, ærværdige læser, til at læse mit indlæg om det franske politiske system før de kaster dem ud i dette.

   Socialismen er en ideologi der har en meget lang historie, ikke bare i Frankrig. Sammen med konservatismen er det nok verdens ældste politiske retning. Den har rødder så langt tilbage at vi knapt kan spore det, men dens første kendte manifestation var, som så meget andet, i oldtidens Rom.

   På daværende tidspunkt havde Romerriget erobret enorme landmasser som staten så delte ud af imod afgifter. Langt det meste af jorden blev samlet på meget få hænder, og dermed ejede de fleste bønder ikke særlig meget (om noget). Det var altså i en sådan verden, at en mand ved navn Tiberius Gracchus stillede op som folketribun, en af romerrigets højeste stillinger. Han blev valgt i -133 og prøvede at starte en reformbevægelse, hvis mål var at begrænse den mængde jord en romersk borger kunne besidde. Naturligvis var senatorerne ikke særlig venligt stemte overfor forslaget, da de jo selv, som Patriciere, var iblandt de bedre stillede. De fik ham dræbt, under påskud af at han ønskede at lade sig krone som konge, den værst tænkelige forbrydelse under den Romerske Republik.

   Reformbevægelsen var imidlertid ikke nået til vejs ende. Tiberius havde en bror, Gaius, der også blev valgt til at være tribun. Han fortsatte sin broders reformprogram, og udbyggede det betragteligt. Da han var af sted for at bygge en koloni i Kartago, mindskede senatorerne hans indflydelse, og ved valget i -121 blev han slået. Gaius gav dog ikke op. Uenighederne imellem Gaius’ tilhængere og senatets folk eskalerede hurtigt, og selvom Gaius gjorde sit for at holde sine folk i ro, kom det hurtigt til voldelige konflikter. Gaius blev fanget og begik selvmord.

   Dette var nok socialismens første manifestation i verdenshistorien. Vi finder først socialismen i sin moderne form i skikkelse af den franske revolutionære mand, Gracchus Babœuf, der under den franske revolution kæmpede stærkt for sine ideer.

   Hans mål var en kollektivisering af landjorden og lighed imellem menneskene. Intet mindre. Han begynder allerede kampen i sin hjemby Roye, i Picard, da kongen beder hvert sogn redigere et klagehæfte over hvad det mener kan gøres bedre. Dette arbejde tager han stor del i. I begyndelsen af revolutionen gør han op med sig selv, at frihed og kristendom ikke kan eksistere sammen. Hans meninger er endnu for stærke, selv for de såkaldte revolutionære franskmænd, og han begynder at kritisere de midtersøgende krafter der hurtigt tager magten efter revolutionen. Så starter han sin kamp imod indirekte skat og hurtigt bliver han smidt i fængsel. Han sættes fri igen pga. hjælp fra en af de tre store franske revolutionsmænd, Marat. Babœuf bliver ved med at kæmpe, nu imod et system hvor stemmeretten afhænger af hvor meget man betaler i skat, og må flygte til Paris, hvor han efter at have sig meldt ind i en diskussionsklub, bliver fortaler for at også kvinder skal kunne blive medlemmer. Efter endnu en gang at være blevet smidt i fængsel, er han nu nødt til at gå under jorden. Da han ikke længere kan agere i al lovlighed, stifter han De Liges Sammensværgelse, der ønsker at fortsætte revolutionen for at opnå den Perfekte Lighed og den Fælles Lykke. De bliver stikket og Babœuf bliver offer for guillotinen den 27. Maj 1797.

   Hans idéer døde imidlertid ikke med ham. I begyndelsen af det XIX. århundrede begyndte en række filosoffer, for det meste franskmænd, at teoretisere om et alternativt samfund til det kapitalistiske industrielle som var ved at opstå, de ønskede en anden vej. Iblandt dem kan man nævne franskmændene Saint-Simon, Charles Fourier, Étienne Cabet og Philippe buchet, men også den walisiske Robert Owen. Det var i denne tid ordet socialisme blev brugt for første gang, af en vis Pierre Leroux, i 1832.

   Deres doktriner havde deres særlige karakteristika, men der var mere der samlede end der skilte. Ideologien blev senere betegnet som Utopisk Socialisme af Engels (eller kritiko-utopisk i det Kommunistiske Manifest). De ønskede at skabe et socialistisk samfund, så at sige, ex nihilo. Meningen var at folk helt spontant skulle samle sig i kollektiver som så enten skulle beskæftige sig med landbrug eller industri. Fremtidens samfund skulle bestå af summen af disse kollektiver. Filosofferne kaldte disse kollektiver forskellige ting (Phalanstère hos Saint-Simon, Township hos Owen osv.) men fællesnævneren var et det var enorme og meget ambitiøse projekter. De skulle indeholde lejligheder til flere hundreder, om ikke tusinder personer, fælles bad og køkken, skoler, biblioteker og mange andre faciliteter. I dem skulle alle have samme kår og den private ejendom være afskaffet.

   Der har været mange forsøg på at skabe disse kollektiver, det mest succesfulde har være le Familistère i Guise, Frankrig. Den fungerede fra 1846 til 1970 og havde arbejdspladser, smukke og sunde lejligheder (på samme størrelse) til alle, skoler til børn helt op i 14-årsalderen (i Frankrig var det lovligt at lade børn arbejde fra det 10. År), et teater og et bibliotek.

   Indenfor den socialistiske bevægelse nåede denne retning sit højdepunkt i 1870, inden den blev skubbet til side af marxismen. Marx og Engels var den meget taknemlig for dens forberedende tænkning om samfundet, men mente at den lukkede øjnene for den sociale realitet, proletariatets eksistens og for klassekampens vigtighed. Den lever dog videre i alle de kollektiver der er opstået siden, f. eks. i de kollektiver der blev skabt i kølvandet på studenteroprøret i 1968.

   I 1871 opstår verdens første socialistiske regime – i Paris. Det opstår i kølvandet på krigen mod Prøjsen, som Napoleon d. III, indledte og tabte. Da Napoleon bliver fanget i Sedan, abdicerer han for at undgå at blive brugt som gidsel. I våbenhvilen besluttes valget af en Nationalforsamling der skal bestemme om krigen skal føres videre. Da denne bliver valgt, vælges der et enormt flertal af borgerlige kandidater, og Thiers, en konservativ, vælges som midlertidig leder. Han ønsker fred med Prøjsen.

   Pariserne derimod er meget skuffede, dels fordi de for tredje gang er blevet snydt for deres frihed (i 1789 fik modererede som sagt hurtigt magten; da Ludvig-Filip eller borgerkongen bliver væltet af pariserne i 1848, vælges Ludvig-Napoleon Bonaparte som præsident, som konservativ), dels fordi de lige har været igennem en lang og hård belejring, som de nu føler er spildt. Den 18. Marts erklærer Kommunen Paris sig selvstændig, for anden gang indenfor hundrede år. 100.000 af Paris’ vestlige borgere (Vestparis er stadig i dag den rigeste bydel) flygter til Versailles. Der afholdes hurtigt frie valg til Kommunalrådet, der jo de facto er et regeringsorgan, og borgerlige kandidater får også lov til at stille op. Venstrefløjen får selvfølgelig et overbevisende flertal, og højrefløjens valgte vælger hurtigt at sige op.

   Der vedtages meget progressive reformer, som for manges vedkommende først bliver genindført mange årtier efter Kommunens afgang ved døden. Skolegangen bliver gjort gratis, sekulær og lovpligtig, arbejdernes betingelser forbedres meget drastisk, retssikkerheden garanteres (der indføres en art Habeas Corpus) og Kirken og Staten adskilles. Kommunens Politik bærer dog præg af det pres Thiers-regeringen lægger på den. Pressefriheden begrænses, der tages gidsler og kulturelle skatte bliver ødelagt (som Tuileriesslottet).

   Efter blot to måneder, er Paris generobret af regeringen den 28. Maj. De fleste reformer bliver afskaffet og imellem 10.000 og 100.000 kommunarder henrettes uden retssag.

   Efter dette blodbad var den franske socialistiske bevægelse halshugget. Alle ledere var enten døde eller i eksil. Ved fagforeningernes Marseillekongres i 1879 stiftedes FTSF (Frankrigs Socialistiske Arbejderes Federation), Frankrigs første socialistiske parti. Imidlertid fandt Marx’ svigersøn linjen i FTSF for blød og stiftede POF (Fransk Arbejderparti), et marxistparti. Derefter fulgte en lang perioder hvor bevægelsen deltes mere og mere, og flere partier blev stiftet.

   De kunne deles imellem to tendenser: reformister og revolutionære. De ene ønskede fremme af arbejdernes kår ved reformer, enten indenfor det kapitalistiske system, eller mod et egentligt socialistisk regime, de andre ønskede som Marx en revolution. I 1902 blev den lange række bevægelser samlet i to blokke Fransk Socialistparti (reformistisk) og Frankrigs Socialistparti (revolutionært).

   Ved Globekongressen i 1905 samledes de to partier til ét, under pres fra den Anden Internationale. Dette parti kom til at hedde SFIO (Fransk Sektion af Arbejdernes Internationale) og dets leder var én af den franske socialismes måske største mænd, Jean Jaurès (som den eneste har han hele to metrostationer opkaldt efter sig i Paris), der før var leder for det reformistiske parti. Han blev senere dræbt pga. sin modstand mod Første Verdenskrig.

   Efter krigen vedtages det med stor enighed at partiet skal forlade den Anden Internationale pga. dens tilslutning til krigen. Spørgsmålet om hvilken internationale man så bør vælge deler imidlertid partiet. Nogle mener man bør vælge den Socialistiske Arbejderinternationale, men de fleste mener man bør melder sig ind i den Kommunistiske Internationale. Det er også den indstilling der vinder, og deraf følger en deling af partiet. Den største gruppe, de revolutionære, danner SFIC (Fransk Sektion af den Kommunistiske Internationale), imens mindretallet bliver i SFIO. Selvom SFIC lægger ud med at være stærkest, mister de hurtigt indflydelse, da det ligger under det Sovjetiske Kommunistpartis indflydelse og hurtigt blive staliniseret.

   I 1924 dannes der en venstrefløjsregering med radikale og republikanere, med SFIO som støtteparti. Pga. af uenigheder om hvordan Frankrigs enorme statsgældsproblem skal løses, er det dog en meget ustabil regering og den må opløses. Derefter følger der en periode på 15 måneder hvor 6 venstrefløjsregeringer følger hinanden. Da fascismen begynder at vise sit grimme ansigt endes stridighederne mellem SFIC og SFIO endelig og efter en aftale med USSR dannes den Populære Front der består af disse to partier og de radikale. De stiller op med et fælles program og vinder. Det lykkes dem at indføre nogle vigtige sociale reformer, såsom arbejdsugen på 40 timer, lønforhøjelse og betalt fritid. Forsøget på at redde økonomien er dog en fiasko, og da regeringen nægter at hjælpe Spanien under borgerkrigen i dette land, forlader kommunisterne regeringen. I 1937 nægtes Léon Blum fuldmagten af de radikale og dette er enden på den Populære Front.

   Efter Anden Verdenskrig, skaber Frankrig den 4. Republik og der lægges ud med en meget stærk venstrefløj. De radikale, socialisterne og kommunisterne får hver 25% og må derfor samarbejde, men da De Gaulle, som de radikale er trofaste overfor, holder sin  tale i Bayeux om hvordan den 4, Republik bør se ud (noget som han senere opnår under den 5. Republik), nægter de Radikale at forsætte samarbejdet. Under størstedelen af den 4. Republik bliver der ved med at være venstrefløjsregeringer, men efter De Gaulles sejrrige genkaldelse til magten (da alle mener at kun han vil kunne løse problemet med Algeriet), og hans realisering af sine vildeste drømme med den 5. Republiks forfatning, har højrefløjen klart overhånden.

   Det er her Francois Mitterrand, en centrum-venstre politiker der ikke tilhører SFIO, beslutter sig for at stille op som venstrefløjens enhedskandidat til præsidentvalget i 1965. Han  opnår uhørt mange stemmer for perioden (i anden valgrunde får han 45%). Derefter skilles venstrefløjspartierne igen og ved valget til Nationalforsamlingen i 1969 får det ene SFIO kun 5 %. Herefter fusionerer det med en anden venstrefløjsorganisation ved Issy-les-Moulineauxkongressen i 1969, og danner det vi i dag kalder Socialistpartiet (PS), der ved sin anden kongres i Épinay (1971), fusionerer med Mitterrands bevægelse, og som helt frem til 1995 bliver ledet af ham, den anden store figur inden for moderne fransk socialisme. Man må dog vente endnu ti år med højrefløjsregeringer (konservative og liberale), før socialisterne i 1981 vinder både valget til Nationalforsamlingen og præsidentvalget. De sidder nu på enorm magt, og i fjorten år vil Francois Mitterand lede Frankrig (selvom han i perioder må “samleve” med højrefløjsregeringer). Fra 1981 til 2002 var socialismens storhedstid under den 5. Republik. I hele den tid har de enten dannet regering eller siddet på præsidentposten, hvor flere vigtige reformer gennemføres: afskaffelse af dødsstraffen, arbejdsugen på 35 timer, stigning i mindstelønnen, mulighed for pension som 60årig etc.

   Socialismens nuværende krise begyndte i 2002, hvor der afholdtes præsidentvalg. Den tidligere premierminister og leder af PS, Lionel Jospin, var klar favorit før valget gik i gang, men til offentlighedens store overraskelse blev han slået allerede i første valgrunde af højrepopulisten Jean-Marie le Pen fra det ekstremt indvandrefjendske Front National (FN). Dermed kom anden valgrunde til at stå imellem Chirac, den konservative fra det daværende gaullistparti RPR, og Jean-Marie le Pen – et hårdt valg for socialister. Ved det efterfølgende Nationalforsamlingsvalg bliver socialisterne også slået, og Lionel Jospin trækker sig tilbage fra det politiske liv.

   Herefter blev Francois Hollande, den nuværende formand, valgt til posten. De har vundet alle lokalvalg og europæiske valg  siden (sidst ved kommunalvalgene i Marts), men det virker som om befolkningen ikke længere stoler på dem på det nationale plan. Det hjælper ikke noget at PS siden 2002 har snakket om at de ikke gør det godt nok, at de burde moderniseres, hvilket i sig selv er rigtigt, men når man bruger 6 år på at snakke om hvor dårligt et parti man er, og når alle foreslåede løsninger ikke giver valgsejr, er det til at forstå at partiet er i krise. Til præsidentvalget i 2007, var det tydeligt at Francois Hollande ikke var en oplagt kandidat (han er gennemført teknokrat, han har ingen karisma), så valget stod imellem en ny person på den nationalpolitiske scene, Ségolène Royal, og nogle af de gamle travere. Hun vandt overbevisende primærvalget (med 60%) men hun samlede ikke rigtigt de gamle elefanter (et kærligt ord for de gamle travere) bag sig, og hendes program var for modereret for nogle venstrefløjsvælgere. Altså tabte hun.

   Så lige nu står partiet der at man skal vælge en ny leder, men at alle inde i partiet er uenige om hvem. En af elefanterne? I så fald hvilken? En af de moderne? En på partiets venstrefløj? Dette er af central vigtighed, da lederen af partiet højst sandsynligt bliver partiets præsidentkandidat i 2012, og det er et valg der skal vindes, hvis PS ikke vil gå under.

Har den mand stadig opholdstilladelse i Danmark?

Hård kritik af Danmark for racisme

International gruppe med dansk-pakistaneren Bashy Quraishy i spidsen langer igen ud efter Danmark for udbredt racisme og diskrimination. Jyllands-Postens Muhammed-tegninger fremhæves.

Der er drøje hug til den danske regering, organisationer, medier og den danske befolkning i den årlige rapport fra ENAR (European Network Against Racism, AL), en uafhængig europæisk organisation, der med base i Bruxelles bekæmper racisme i EU-landene.

Racisme-kortet spilles igen, på bedste orwellianske newspeak-manér. Islam er stadig ikke en RACE, men en IDEOLOGI. Er der nogen der gider fortælle Bashy det???.

“Negativ dækning”

Blandt de mest markante begivenheder i Danmark sidste år fremhæves Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger:

“Medierne og i stigende grad internettet bringer ikke blot information til offentligheden, men har magten til at påvirke den offentlige mening. Desværre har de fleste danske mainstream-medier været uansvarlige i deres dækning af etniske og religiøse minoriteter, især muslimske miljøer.

De stakkels, stakkels forfulgte muhamedanere…. OFFERROLLE-KLYNK!

Sådan negativ dækning har haft en ødelæggende effekt på forholdet mellem flertal og mindretal. Et sørgeligt eksempel er bestillingen og offentliggørelsen af fornærmende karikaturer af Profeten Muhammed i avisen Jyllands-Posten,” fremgår det af rapporten “ENAR Shadow Report: Racism in Denmark”.

Den danske del af rapporten, der dækker alle 27 EU-lande, er skrevet af ENAR’s formand, dansk-pakistaneren Bashy Quraishy. Rapporten er langt fra videnskabeligt funderet, men baserer sig på iagttagelser og samtaler med en række eksperter og debattører.

Eksperter? Debattører?

Arbejdet er finansieret af legater fra Compagnia de San Paolo og Open Society Institute, der har milliardæren George Soros i baggrunden.

Rapport skal udfylde huller

Målet er ifølge forfatteren at udfylde de huller, som ikke dækkes af officielle data og statistikker, og over 40 sider følger det ene eksempel efter det andet på en stigende grad af racisme og diskrimination mod etniske mindretal i Danmark.

Bassemanden må tænke på, at vi ikke længere bare ukritisk lukker arabiske tæppehandlere, anatolske gedehyrder og somaliske eunukhandlere ind i landet.

Bashy Quraishys rapport fremhæver, at det er gået ned ad bakke, siden den nuværende regering kom til magten i 2001, støttet af “det ekstreme højrefløjsparti Dansk Folkeparti“:

“Dette har resulteret i implementeringen af mange meget strenge love angående asyl, familiesammenføring, turistvisa, nedsættelse af økonomisk støtte til fattige familier, fjernelse af midler til etniske minoriteters græsrodsorganisationer (NGO’er), lukningen af organisationer, der arbejdede med anti-racisme og for etnisk ligestilling. På den lovgivningsmæssige front har regeringen fremsat få nye love og revideret gamle love, som har gjort livet meget svært for etniske og religiøse minoriteter,” skriver Bashy Quraishy.

Ja, og det kan du ikke li’, vel, Bashy, da du helst så hele din pakistanske klan leve på evig forsørgelse her i Danmark uden at lave en skid – ligesom du selv har gjort i en menneskealder. Hvis du hader Danmark så meget, så rejs dog til Islamabad, ned til dine venner i Hara Masjid – der giver det mange flere points at lege Islamic Rage Boy!!

Racismeparagraf ikke god nok

Han mener, at den danske lovgivning mod racisme – straffelovens paragraf 266B – er utilstrækkelig og anvendes alt for sjældent.

Ja, bare man kunne hive sine modstandere i retten for deres meninger. Det er jo et synspunkt Bashy deler med mange dhimmiserede danskere.

Quraishy ser gerne, at ordet islamofobi indskrives direkte i straffeloven.

Ja, det tror jeg gerne. Ordet er ganske vist en konstruktion, men selvfølgelig lyder det i Bassemandens ører bedre at islamskeptikere og -modstandere påhæftes en psykiatrisk diagnose. Det gjorde vore kammerater i Arbejderparadiset Sovjetunionen jo også flittigt.

Flere passager handler om den antiterror-lovgivning, der flere gange siden 2001 er blevet strammet, men som ifølge Bashy Quraishy har en uheldig profil, fordi det ofte er muslimske borgere, der påkalder sig mistanke. Her mener han bl.a., at politiet i vid udstrækning anvender racial profiling, altså udser sig mistænkte alene på baggrund af etnicitet,

If it walks like a duck… det er sgu jeres egen skyld.

… og han kritiserer, at politiet ofte har tv-journalister med, når det f.eks. gennemfører razziaer mod små forretningsdrivende af anden etnisk herkomst.

Hvilket er direkte løgn. Politiet har ingen aftaler af den art med pressen.

“Der har været nogle få positive initiativer fra politiets side, selv om de har været få, der har været langt imellem dem, og de har kun været lokale.”

Diskrimineret i lufthavnen

Personligt kan Bashy Quraishy bidrage med sine erfaringer fra Københavns Lufthavn:

“Jeg har bemærket, at ved alle mine afrejser fra Københavns Lufthavn er min bagage blevet undersøgt. Min kuffertlås er brudt op og indholdet undersøgt uden en undskyldning – kun et klistermærke med ordene ‘Security Check’. Der er ingen tvivl om, at racial profiling bliver anvendt som et antiterror-tiltag. Amnesty International USA påpeger korrekt, at racial profiling opfordrer til had og underminerer nationalt sammenhold.”

Jeg har været ude for at have en tolders finger oppe i… nå (hrm). Det var måske også “racial profiling”???

Islamofobi i medierne

Helt galt står det ifølge rapporten til med massemedierne i Danmark.

Det kan ikke være DR eller Politiken, vor kære Bashy tænker på.

“I årevis har MediaWatch bevidnet og dokumenteret stigningen i islamofobi i Danmark og hvordan medierne misbruger ytringsfriheden til at fornærme og nedgøre ikke blot de muslimske miljøer, islam, den hellige bog (Koranen) og selv Profeten Muhammed,” fremgår det – idet han formentlig forveksler nyhedstjenesten MediaWatch A/S med sit eget MedieWatch.

ROTFL!!!

Her vender forfatteren igen tilbage til Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og konstaterer, at fredelige muslimske protester i Danmark blev mødt med danske myndigheders og mediers forsvar for avisens ytringsfrihed, hvilket ifølge Bashy Quraishy udløste “skamfulde angreb på islam og muslimske miljøer i Danmark“.

De voldelige angreb på de danske ambassader og konsulater i Mellemøsten nævnes kun en enkelt gang i en bisætning – til gengæld har Bashy Quraishy fundet anledning til at nævne udgivelsen sidste år af bogen “Karikaturkrisen – en undersøgelse af baggrund og ansvar” af Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, og Rune Engelbreth Larsen, “forfatter og historiker”. Han nævner derimod ikke sin fortid som næstformand i Minoritetspartiet, der havde samme Engelbreth Larsen som formand.

Det gode eksempel: Asmaa

Mellem kritikpunkterne nævner Quraishys rapport en række eksempler på såkaldt “Good Practice”, og i afsnittet om medierne fremhæves en omdiskuteret programserie på DR2:

“Et eksempel på good practice i medierne var, da DR2 hyrede en ung studievært – Asmaa Abdol Hamid – til otte interviewprogrammer om islam. Da Asmaa bærer hovedtørklæde, blev tv-chefen bombarderet med emails, breve, en underskriftindsamling og artikler i aviserne, der krævede, at DR2 ikke tillod Asmaa at præsentere programmer. Heldigvis bøjede tv-ledelsen sig ikke for presset, og det lykkedes Asmaa at forblive en del af programmet.”

Det fremmedfjendske Danmark

Bashy Quraishy optrådte sidste år som en af eksperterne i en stærkt kritisk rapport fra Europarådet om Danmark. Forinden havde han til den franske avis Le Monde sagt, at “intet andet EU-land er mere islamofobisk og fremmedfjendsk” end Danmark. Senere præciserede han, at udtalelsen var møntet på de danske myndigheder – ikke på danskerne som sådan.

Du glemmer vist, hvem der vælger de danske myndigheder, din elendige bagdørs-muhamedaner. Pyha, så fik jeg luft…

Læs mere på Veritas Universalis

Tariq Ramadan er sønnesøn af stifteren af Det muslimske Broderskab, Hassan al-Banna, og forsøger at få indført noget, han kalder “euro-islam”. Her bliver han pillet i stykker af Tina Magaard:

Jeg er blevet opmærksom på, at mit navn er blevet del af polemikken omkring prædikanten Tariq Ramadans deltagelse i et debatmøde på Krogerup Højskole. Diskussionen omkring Højskolens formål vil jeg egentlig helst blandes udenom. Mit ærinde som forsker er begrebsudredning, og jeg kan se på de forrige indlæg i sagen, at jeg hellere må forklare, hvordan den begrebsudredning med fordel kan bruges af enhver, der ønsker at forholde sig til Tariq Ramadan. Da et avisindlægs beskedne plads ikke giver mulighed for metodiske overvejelser og detaljerede analyser, vil jeg henvise til min artikel: »Tariq Ramadans reform. Euroislam eller euroislamisme« i tidsskriftet Kritik, nr. 180 juli 2006. Her vil jeg nøjes med at kommentere problemstillinger, der er direkte forbundet med Ramadans oplæg på Krogerup.
Før man forholder sig til Ramadans udtalelser, må man være bevidst om hans kommunikationsstrategi. I interviews til pressen og oplæg til debatmøder à la Krogerups vil han typisk bruge plus-ord så som »reform af islam«, »kritik«, »rettigheder«, »dialog«, »demokrati« uden at forklare, hvad begreberne konkret betyder for ham. Denne strategi favoriserer i høj grad tilhørerens egne forestillinger af disse ords betydning. Men hvis man vil vide, hvad Ramadan mener med disse ord, kan det anbefales at lytte til hans kassettebånd. På båndet »Courants de la pensée musulmane contemporaine. Hassan al-Banna. 3« forklarer han, at man i stedet for at bruge islamiske begreber skal bruge vestlige begreber, men give dem et islamisk indhold. Derfor: Hvis vi ikke skal misforstå hinanden, må vi udrede, hvad vi præcist mener med de forskellige begreber.

I mit spørgsmål til Ramadan på Krogerup var min hensigt netop at forbinde det, han havde sagt i sit oplæg med det, han siger på båndene. Jeg forholdt mig meget præcist til hans egen opfordring: »things which are missing today: The first one is: Trust. Trust«. Jeg roste Ramadan for tillids-tanken, og gjorde ham opmærksom på, at der var en meget enkel, men vigtig ting, han selv kunne gøre for at styrke tilliden: nemlig at sige det samme i åbne debatfora som på kassettebåndene, så vi var klar over, hvor vi havde hinanden. Jeg foreslog, at vi diskuterede to eksempler fra kassettebåndet »L”identité musulmane: construire notre discours«. 1) Ramadan udtaler, at hvis man tager en kop kaffe under ramadanfasten, så er det udtryk for »holdninger som er forbundet med en perversitet«. 2) Han udtaler (i forbindelse med kritik af »ateistiske, verdslige og zionistiske ideologer«) at »intet sted i nogen menneskerettighedserklæring kan kræve, at en mand amputerer sig selv for at opnå statsborgerskab. Hvis det drejer sig om, at jeg skal amputere mit væsen for at få papir på mit statsborgerskab, så har det papir nogle skavanker.« Jeg opfordrede til, at vi sammen debatterede præmisserne for disse udsagn om perversitet og amputering og sluttede af med at sige: »Bring it out in fora like this and let us discuss it freely«. I det kvarters tid, Ramadans svar tog, forholdt han sig ikke på noget tidspunkt til de konkrete passager, jeg havde refereret til, men rettede anklager mod mig, såsom »the mistrust that you are spreading«
Hans reaktion tager jeg nu ikke personligt, da formålet med mit spørgsmål også var at se, om han følger samme kommunikationsstrategi som for ti år siden i Frankrig. Det gør han, med samme forudsigelighed som en velsmurt sodavandsautomat. Først taler han om tillid og opfordrer til at diskutere alle problemstillinger, og hvis nogen så gerne vil have en præcis diskussion af, hvordan han fortolker bestemte begreber, lukker han diskussionen ved at mistænkeliggøre spørgeren. Business as usual. Så vi fik aldrig at vide, ud fra hvilke præmisser, Ramadan forbinder menneskerettigheder med amputation af muslimer og kaffedrikning under ramadanfasten med en perversitet. Ramadan opfordrede mig gentagne gange til at komme med beviser, og det havde jeg hjertens gerne gjort, da jeg jo sad med dem foran mig. Ordstyreren nægtede desværre at lade mig komme til orde. Ordstyreren overhørte ligeledes et væsentligt spørgsmål fra en af de andre tilhørere. Han refererede til en konference afholdt i London i juni 2006, hvor Ramadan havde været en af hovedtalerne, sammen med bl.a. en repræsentant fra Hizb ut-Tahrir. Konferencen bar titlen »The future of Europe in Islam«, og tilhøreren ville gerne høre Ramadans mening om det emne. Ramadan lod, som om han ikke hørte spørgsmålet. Igen, der kunne vi have fået en væsentlig debat, så meget desto mere som der var Hizb ut-Tahrir folk til stede i salen. Har Ramadan samme opfattelse af spørgsmålet »The Future of Europe in Islam« som Hizb ut-Tahrir, eller divergerer det væsentligt? Ordstyreren havde ikke åndsnærværelse nok til at bede Ramadan om at forholde sig til spørgsmålet i stedet for at ignorere det.

Begrebsudredningen kan jo også komme Krogerup-forstander Erik Boel selv til gode. For eksempel skriver han i sin kronik: »Manipulerende angreb på Krogerup«, at »Tariq Ramadans holdning viste sig at være alt andet end antidemokratisk og islamistisk«. Også her vil jeg foreslå en tålmodig begrebsudredning for at være sikker på, at vi ikke misforstår hinanden i forhold til, hvad det betyder at være demokratisk/antidemokratisk. Jeg anbefaler her Ramadans kassettebånd »Critique de la démocratie«, hvor han er meget kritisk overfor det demokrati, der er udviklet i samspil med sekulariseringen i Europa, samtidig med at han udtaler sig positivt om den Islamiske Republik i Iran. Ud fra disse konkrete eksempler kunne vi have fået en god diskussion om, hvad vi hver især lægger i ordene »demokratisk/antidemokratisk«, i forhold til konkrete praksis i henholdsvis Iran og Europa.

Konkrete udtalelser
I stedet for at polemisere opfordrer jeg altså til, at vi forholder os til Ramadans konkrete udtalelser på kassettebåndene, og diskuterer dem åbent med ham. Det kræver naturligvis i første omgang, at han selv og hans tilhængere ønsker at engagere sig i den dialog, i stedet for at mistænkeliggøre enhver, der lægger op til den. Krogerup-forstander Erik Boel hævder for eksempel i sin kronik, at jeg kom med »beskyldninger« mod Ramadan. Men spørgsmålet er jo nok, hvilken side, beskyldningerne kommer fra. Jeg har ikke gjort andet end at forholde mig til, hvad en oplægsholder selv har sagt og så komme med følgende positive opfordring: »Let us discuss it freely«. Erik Boel gør det ikke nemt at føle sig velkommen, men jeg bærer ikke nag. Så jeg er stadig uforstyrret i min forhåbning om, at vi en dag vil kunne gå i dialog om en nøgtern og sober begrebsudredning.

Der har aldrig været et jødisk tempel på Tempelbjerget. Siger islamisterne da. Fra Jerusalem Post:

The former mufti of Jerusalem, Ikrema Sabri, has made the claim that there never was a Jewish temple on the Temple Mount, and the Western Wall was really part of a mosque.

An aerial view of the Temple Mount and Western Wall.
Photo: Ariel Jerozolimski

“There was never a Jewish temple on Al-Aksa [the mosque compound] and there is no proof that there was ever a temple,” he told The Jerusalem Post via a translator. “Because Allah is fair, he would not agree to make Al-Aksa if there were a temple there for others beforehand.“

Ja, han er søreme en fin fyr, ham Allan.

Sabri rejected Judaism’s claim to the Western Wall as part of the outer wall of the Second Temple.

“The wall is not part of the Jewish temple. It is just the western wall of the mosque,” he said. “There is not a single stone with any relation at all to the history of the Hebrews.“

Asked if Jews would ever be allowed to pray on the Temple Mount under Muslim control, he replied: “It is not the Temple Mount, you must say Al-Aksa. And no Jews have the right to pray at the mosque. It was always only a mosque – all 144 dunams, the entire area. No Jewish prayer. If the Jews want real peace, they must not do anything to try to pray on Al-Aksa. Everyone knows that.“

- ellers myrder vi dem… Hvor er det lige man har set det før?

“Zionism tries to trick the Jews claiming that this was part of a Jewish temple, but they dug there and they found nothing,” Sabri added.

Archeologists overseeing Islamic infrastructure work on the Mount announced this week that they had unveiled a sealed archeological level dating back to the First Temple period. The First Temple was built by King Solomon in the 10th century BCE, and destroyed by the Babylonians in 586 BCE. The Second Temple was built 70 years later, enlarged during the first century BCE by Herod, and destroyed by the Romans in the year 70.

The Dome of the Rock and Al-Aksa Mosque were constructed on the Temple Mount site in the late seventh century.

The controversial issue of the holy sites is expected to come up during negotiations ahead of a US-sponsored summit on the Middle East in Annapolis later this year. Palestinian leaders, most notably the late Yasser Arafat, have consistently denied Jewish claims to the Mount.

Sabri made the comments in an interview with the Post’s Friday supplement, In Jerusalem, for a cover story on how religious leaders view the capital.

RELATED

• MKs want to probe Wakf for Mount dig
• Israeli archeologist stoned near Temple Mount

DA MAHMOUD AHMEDINEJAD blev valgt til Irans præsident i 2005, var glæden stor. Ikke blot i de mest ekstremistiske kredse af det iranske præstestyre, men, ironisk nok, også blandt præstestyrets største fjender. Sidstnævnte gruppe håbede nemlig, at den nyvalgte præsident inden for kort tid, med brugen af bizarre bemærkninger, ville bringe Iran øverst på de vestlige demokratiers sorte liste. To år er gået siden, og det må siges, at den iranske præsident har gjort de kredse, der ønsker og beder til præstestyrets endeligt, en enorm tjeneste.

…

På den ene side finder stadig flere lande den iranske præsidents vedvarende Holocaust-benægtelser, trusler mod staten Israel og kompromisløse standpunkter over for atomprojektet for latterlige udtalelser. Men på den anden side tager den samme række lande den iranske præsident langt mere alvorligt end tidligere, fordi der i dag, to år efter hans første provokationer, ikke længere er tvivl om, at Ahmedinejad er en af de mest radikale og magtbegærlige ledere, verden har set siden Anden Verdenskrig.

Læs det hele her

Hvordan det helt skete ved jeg ikke, men jeg har siddet og læst lidt om socialismes klassiske periode fra omkring 1850 til 1950; en periode, hvor socialisterne verden over var stort set enige om, at formålet med det hele var at “folkeliggøre” produktionen, distributionen og vareudvekslingen. Men der var jo to skoler: Den revolitionære Marxisme og den revisionistiske Fabianisme (beklager det engelske udtryk, men jeg ved ikke hvad det skulle hedde på dansk).

Men hvis man nu forestiller sig, at man var en af de stakkels personer der skulle overvære en klassisk socialistisik magtovertagelse, hvilken metode ville man så mest bryde sig om?

Er det bedre at det hele kommer hurtigt og smertefuldt på én gang, eller skal det ske langsommere med mindre smerte på én gang, men lige så meget i sidste ende?