Et fantastisk samarbejde giver Niels Brocks studerende fra vores Iværksætterhus nye spændende opgaver. De skal i den kommende tid indsamle viden og data omkring de igangsatte LEAN projekter, der p.t. afholdes på Rigshospitalet, og få projekterne placeret i en kontekst af videndeling, organisationsforandring og ledelse – og de får mulighed for at udarbejde en rapport med anbefalinger omkring hvordan man kunne synliggøre de respektive projekter.

Derudover får de studerende lov til at være med i et projekt omkring at fremme den potentielle innovation, der ligger gemt i hverdagen specielt med fokus på HKernes jobfunktioner og -samarbejdsflader.

Ved at lade de studerende indsamle data fra hverdagen, f.eks. vha. observationer, interviews og små workshops, kortlægges hverdagen i form af gøremål, opgaver, ansvar og personer.
De studerende vil herefter indsamle ideer til en anden hverdag, hvor innovation og nyskabelse er på dagsordenen.
De studerende vil udarbejde anbefalinger for innovationsmuligheder og anbefalinger til implementering af disse.
Anbefalingerne vil formidles skriftligt, mundtligt og visuelt.

Det bliver så spændende – og er et genialt eksempel på samarbejde mellem uddannelsesinstitution og virksomhed.

Stor ros til Innovationsagenterne i Iværksætterhuset!

Denna historia jag nu ska berätta är sann och mycket otrevlig, vad okunskap kan göra för en mycket sjuk ung man i Norge – och det är inte en dålig Norgehistoria. Blödarsjuke Andreas hade fått ett slag i huvudet med ett ölglas då han stod vid fel plats vid fel tillfälle. Helt rätt åkte han snabbt som vinden till Rigshospitalet i Köpenhamn för att behandlas för skadan, eftersom han visste att utgången hade varit döden om han inte uppsökte hjälp omgående.

Andreas förklarade för mottagningssköterskan att han hade fått ett slag i huvudet och att han samtidigt led av hemofili, det vill säga blödarsjuk. Tråkigt nog var denna sköterska mycket stressad vid detta tillfälle och hörde tyvärr fel, även om det också är mycket tråkigt. Hon tolkade nämligen det han sa, att han var homofil och inte led av hemofili och sände därför hem honom med taxi för att ta hand om sig själv hemma. Andreas gjorde som sköterskan sa till honom och tog därför sin spruta med blodförtjockande medicin och lade sig därefter för att vila.

Två dagar senare hittades han död hemma. Obduktionen visade att han dött av en hjärnblödning till följd av slaget i huvudet. Till en början har inte sjukhuset velat uttala sig om denna prekära situation, men nu har de
påtalat sitt fel där chefsöverläkare Jannik Hilsted att ”Det hela är en tragisk händelse där den unge mannens liv förmodligen kunnat räddas om han fått rätt vård”.

Det jag fortfarande ställer mig förundrad till är, varför inte han hade fått hjälp ifall han var homosexuell, blir alla homosexuella hemskickade så fort de blöder/förblöder?

- Vill ni läsa hela utdraget så finner ni artikeln från Aftonbladet – här!

Ifall ni vill veta mer om hemofili så kan ni läsa mitt nästa inlägg här på navigeramera som handlar just om hemofili

//navigeramera

Overlæge: DR har ødelagt fremtidig forskning … Skriver politiken.dk.

Stoffet synes at være så velundersøgt (se bl.a. http://en.wikipedia.org/wiki/Vinorelbine), at yderligere undersøgelser muligvis nok kræver ualmindelig stor forskertrang eller anden form for incitament …

Bloggen kommenterer mere eller mindre satirisk aktuelle nyheder fra Politiken, Berlingske Tidende etc.
-> kig og klik på menuen under “nye indlæg”, “nye kommentarer”, “editor’s picks” m.v.
-> eller se kronologisk liste (sammen med andre blogs) på da.wordpress.com/tag/danmark/.
-> Tilbage til nyeste indlæg

Websitet (klik på de øverste menupunkter — under sider) handler især om Danmarks Radio & Co.

Og om hvordan statsradiofoniens arvtagere specielt ved deres valg og vinkling af nyheder
(Børn&Bananas, Danske Danskere, JanteFjante, Myter&Traditioner, TumpeTV, Varmvind&Lunluft)
er med til at gøde jorden for Fogh, Pia den fromme K. og andre mere eller mindre fordækte nationalister
samt Sand&Salighedsmonopolister med en mission om at Danmark skal frelse verden
– og så også lige (med den anden hånd) knække The Axis of Evil.

DR&Co.s udanske dansktone sigter efter at producere konsensus om Danmarks og danske danskeres overlegenhed.
Sammen med det der trives i et sådant klima kan den meget vel være en medårsag til den senere tids voldsomme sammenstød (ReligionsRabalder, KulturKamp). Ikke kun på religiøse og etniske fronter, men også mellem kreative unge og etablerede magtstrukturer samt magthavere, som tror, de kan gå på vandet.

English abstract
This blog/site is about the connection between Danish media and nationalism, xenophobia and especially islamophobia in Denmark. As the European Commission against Racism and Intolerance (ECRI) said in its Third Report on Denmark:
…
Climate of opinion
…
104. ECRI notes with deep concern that, as indicated above, the climate in Denmark has worsened since its second report and that there is a pervasive atmosphere of intolerance and xenophobia against refugees, asylum seekers, as well as minority groups in general and Muslims in particular. The media, together with politicians play a major role in creating this atmosphere.

We are all Africans — thanks to Mama Africa!

Blåtand, ej blåøjet

Mobiltelefoni er for farlig til Rigshospitalet
Episoder, der har forstyrret livsvigtigt udstyr, får Rigshospitalet til at advare mod brug af mobiltelefoner – selv om tekniske beviser mangler. … Skriver politiken.dk.

Det må godt nok være nogle følsomme maskiner.

For vores nerver tager da ikke skade af det — eller gør de?

Vi bliver i hvert fald ved med at koge vores hjerne, til nerverne de klikker og vi ikke kun er halvt, men helt skøre.

Bliver det for slemt, har vi noget, der kan dulme nerverne.

… og når nerverne de klikker, så drikker vi en lille flaske, lille flaske brændevin.

Bloggen kommenterer mere eller mindre satirisk aktuelle nyheder fra Politiken, Berlingske Tidende etc.
-> kig og klik på menuen under “nye indlæg”, “nye kommentarer”, “editor’s picks” m.v.
-> eller se kronologisk liste (sammen med andre blogs) på da.wordpress.com/tag/danmark/.
-> Tilbage til nyeste indlæg

Websitet (klik på de øverste menupunkter — under sider) handler især om Danmarks Radio & Co.

Og om hvordan statsradiofoniens arvtagere specielt ved deres valg og vinkling af nyheder
(Børn&Bananas, Danske Danskere, JanteFjante, Myter&Traditioner, TumpeTV, Varmvind&Lunluft)
er med til at gøde jorden for Fogh, Pia den fromme K. og andre mere eller mindre fordækte nationalister
samt Sand&Salighedsmonopolister med en mission om at Danmark skal frelse verden
– og så også lige (med den anden hånd) knække The Axis of Evil.

DR&Co.s udanske dansktone sigter efter at producere konsensus om Danmarks og danske danskeres overlegenhed.
Sammen med det der trives i et sådant klima kan den meget vel være en medårsag til den senere tids voldsomme sammenstød (ReligionsRabalder, KulturKamp). Ikke kun på religiøse og etniske fronter, men også mellem kreative unge og etablerede magtstrukturer samt magthavere, som tror, de kan gå på vandet.

English abstract
This blog/site is about the connection between Danish media and nationalism, xenophobia and especially islamophobia in Denmark. As the European Commission against Racism and Intolerance (ECRI) said in its Third Report on Denmark:
…
Climate of opinion
…
104. ECRI notes with deep concern that, as indicated above, the climate in Denmark has worsened since its second report and that there is a pervasive atmosphere of intolerance and xenophobia against refugees, asylum seekers, as well as minority groups in general and Muslims in particular. The media, together with politicians play a major role in creating this atmosphere.

We are all Africans — thanks to Mama Africa!

Blåtand, ej blåøjet

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 10 / 13 marts 1981 / 9. årgang

Et ”fedt ben mere”

Knud Heinesen (A) får ben til 70.000,-

Rønnebærrene er sure, sagde ræven! Ja, således kan man selvfølgelig sige til fremskridtsfolkene, når vi protesterer mod, at Socialdemokratiets gruppeformand Knud Heinesen er indstillet til et ekstra 70-tusinder-kroners-ben.

Det drejer sig om, at den økonomiske styring af Rigshospitalets budget går helt ad post-terminalen til. Det er slemt. Da Rigshospitalet er et undervisningshospital hører det under undervisningsministeriets domæne.

Af Folketingets finansudvalg er undervisningsministeren blevet presset for at få sat lidt styr på tingene på Rigshospitalet. Dette har ministeren hidtil ikke magtet. Derfor skal der nu etableres en robust bestyrelse for Rigshospitalet.

Undervisningsministeren ønsker, at Knud Heinesen skal være formand for denne bestyrelse. Det lyder umiddelbart ret fornuftigt, da Heinesen jo må have erfaring fra sine ministerperioder og er en trænet forhandler. Imidlertid er Heinesen i øjeblikket formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe, og denne opgave er så svær, at et flertal i Forretningsordenen har indstillet til Folketinget, at der bevilges skattefrit sekretærbistand på kr. 100.000 – til Heinesen og til de øvrige gruppeformænd på tinge.

Spørgsmålet er så nu, at hvis gruppeformændene er så pressede, at de har behov for skatteyderbetalt sekretærbistand for kr. 100.000 om året, hvorledes kan en gruppeformand da få tid til at dyrke de mange ekstrajobs som eksempelvis Knud Heinesen bliver tildelt.

Altså, Hvis Heinesen er så hårdt presset, at han må have sekretærbistand på skatteydernes regning for kr. 100.000 årligt, hvordan kan man så få tid til at tjene kr. 70.000 som formand for bestyrelsen for Rigshospitalet.

Dette spørgsmål er endnu ikke besvaret af undervisningsministeren og så længe dette svar ikke er indløbet må vi fastholde, at formandsposten til Heinesen mere er et spørgsmål om ekstra løn til den Heinesen, som ikke i øjeblikket har en stor ministergage, end det er et spørgsmål om at finde en person, som er kvalificeret til at være formand for Rigshospitalets bestyrelse.

Eaj

www.frp.dk

Læs også: Ben til gode partifæller:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/14/ben-til-gode-partif%c3%a6ller/

.
 

Den 16-årige avisdreng, der i går blev overfaldet af tre teenagere ved Lergravsparken på Amager, er ifølge familien erklæret hjernedød af lægerne på Rigshospitalets Traumecenter. Det skriver bt.dk.

Skaderne i hovedet efter overfaldet med baseball-køller er så omfattende, at hans liv ikke står til at redde.

Der vil sandsynligvis blive slukket for hans respirator i løbet af Skærtorsdag, når alle hans pårørende har haft mulighed for at sige farvel, oplyser bt.dk.

- Der er ingen vej tilbage nu, siger et familiemedlem til bt.dk.

Sigtet for drabsforsøg
De tre formodede gerningsmænd blev i dag fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt. Her blev de sigtet for drabsforsøg, da offeret stadig var i live.

Dommeren endte med at fængsle dem alle tre for 27 dage, selv om det formodes kun at være to af dem, der overfaldt drengen.

De to yngste, et par brødre på 15 og 17 år, blev på grund af deres alder fængslet i surrogat på en ungdomsinstitution. Den sidste sigtede er 19 år.

Alle tre nægtede sig skyldige.

Kilde: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/kriminalitet/2008/03/20/145326.htm

 Bemærk at sålænge det er 3 danskere der er tale om, så har medierne den tendens til ikke at skrive om deres etniske oprindelse…derfor kan man vide, at de er dansker eller indvandrer ved at læse om deres etnicitet

Inden behandling tilbydes en beroligende pille (Apozepam). Så sprøjtes lokalbedøvelse ind i huden omkring en blodåre i højre og venstre lyske. Gennem blodårerne indføres 3-5 katetre til hjertet. Det ene kateter placeres i højre forkammer. Det andet kateter placeres i højre hjertekammer. Det kan være nødvendigt, at placere et tredje kateter på overgangen mellem højre forkammer og hjertekammer. I nogle tilfælde placeres desuden et fjerde kateter i en blodåre inde i hjertet. Ved hjælp af disse katetre kan lægen registrere de elektriske impulser i hjertet og kan stimulere en hurtig hjerterytme ved hjælp af små strømstød. Stimuleringen er smertefri, men den hurtige hjerterytme kan mærkes. Da blodårerne ikke har følenerver, kan bevægelserne med katetrene ikke mærkes. Overbrændingen udføres gennem et specielt kateter ved hjælp af radiobølge-energi. Overbrændingen er egentlig kun opvarmning til 60 – 70 grader celcius, hvorved en lille smule væv går til grunde. Selve brændingen vil sjældent kunne mærkes. Ellers opleves det som en kortvarig smerte.

I få tilfælde lykkes det ikke at finde det område i hjertet, som udløser den hurtige hjerterytme.

For at forebygge, at der dannes blodpropper omkring katetrene, gives blodfortyndende medicin under behandlingen.

Til sidst trækkes katetrene ud og der trykkes på indstiksstedet i lysken i ca. 5-10 min., indtil hullet har lukket sig. Efter behandlingen køres man tilbage til afdelingen.

Kilde: Rigshospitalet.

- Lone-Kone! Du har fået brev fra Riget!

Det var én af mine veninder, der var på besøg den dag brevet kom fra Rigshospitalet og forkyndte, at NU var det tid!

- Da ikke allerede! Det er 14 dage siden jeg fik at vide, at jeg stod på venteliste!

Jeg åbnede brevet med svedige hænder og kunne mærke et anfald var på vej.

- Hvad står der, Lone-Kone? Hvornår skal du afsted?

Jeg måtte læse brevet højt – ellers var det som om ordene flimrede ud af min bevidsthed.

- Kære Lone-Kone, efter henvisning fra Deres læge beder vi Dem møde til indlæggelse på Hjertemedicinsk klinik B afsnit…bla bla bla… d. bla bla bla 2001, kl 9.00

Vi beder Dem medbringe

Dette brev

Sygesikringsbevis

Toiletsager

Deres sædvanlige medicin og medicinliste

Badekåbe og morgensko

‘Morgensko og badekåbe’ – så mente de det alvorligt. Jeg skulle indlægges og overnatte og overbrændes..

- Så kan du regne med at jeg er en del af det stakit der skal sørge for, at du ikke løber væk!

Min søde veninde..Jeg kunne ha slået hende. Men det var dengang. I dag er jeg taknemmelig.

Årene efter mit andet afhop fra ablation gik så dårligt de kunne. Takykardien blev værre og værre – anfaldene længere og længere. Og jeg er klar over, at jeg psykisk var med til at stresse mig selv med dommedagstanker og andet fis. Jeg sygemeldte mig ofte fra mit job, som på daværende tidspunkt var meget stressende. Følte, at jeg ikke slog til. Når anfaldshjertebanken og svimmelhed tog mig på jobbet, måtte jeg forlade det jeg var igang med og da jeg havde svært ved at fortælle min arbejdsgiver hvor problemet lå, blev jeg hellere langtidssygemeldt. Det endte med at min arbejdsgiver konfronterede mig med min inaktivitet og så måtte jeg forlade mit job.

Sygedagpende kunne jeg passende leve af. Men jeg fik det jo ikke bedre af at gå derhjemme. Mine tanker kredsede konstant om hjertet og så syntes jeg også jeg fik brystsmerter. Gik til lægen konstant og ville ha målt blodtryk og kørt EKG ca. 1 gang om ugen.

- Lone-Kone jeg er alvorligt bange for, at du har udviklet en hjerteneurose oveni din takykardi..

Lægens ord beroligede mig slet ikke for var der ikke noget om, at man kunne dø af skræk?!

Jeg undlod at gå ud med veninder og det eneste jeg tog mig af, var mit barn. Min kæreste var fortvivlet. Han var vidne til mine humørdyk og takykardianfald – der som regel blev efterfulgt af de føromtalte hårde dunk.

Til sidst røg jeg ud af sygedagpengesystemet fordi der ikke var flere penge i den kasse. Så kom jeg i kløerne på Bistandskontoret SundbyNord.

Man kan sige, at det egentlig var fint, at de var sådan nogle “bitches”- disse sagsbehandlere. Ellers havde jeg sikkert ligget i min seng endnu, siddet og dyrket min egen elendighed og lignet ét stort ødelagt hjerte. For sagsbehandlerne gav mig kniven for struben og truede med at tage mine bistandspenge fra mig, hvis jeg ikke “samarbejdede” (det var ordet de brugte) – altså gik med til radiofrekvensablation. For dem gjaldt det jo om at få mig ud på arbejdsmarkedet igen. Og ifølge deres paragraffer havde de ret til at gøre dette. Sålænge der fandtes en behandling af takykardi, kunne der ikke blive tale om fx omskoling.

På daværende tidspunkt skiftevis rasede og græd jeg over sagens udvikling. Min angst for indgrebet kendte ingen grænser. Jeg var sikker på, at jeg ville dø under ablationen. Og så følte jeg det enormt ydmygende at disse sagsbehandlere havde så meget magt over mig og min krop. De truede mig jo på eksistensgrundlaget og jeg ankede sagen – men fik ikke medhold nogle steder.

Jeg var fanget.

Jeg blev nødt til at lade mig underkaste ablation ellers ville jeg miste retten til bistandspenge og hvordan skulle jeg så forsørge min datter og hvor ville det hele ende?

Min kæreste og jeg boede heller ikke sammen og vi havde ingen planer om det. Selvstændige, som vi jo begge var/er.

Endnu engang blev jeg skrevet op til ablation på Rigshospitalet. Og nu havde jeg to venninder og en meget insisterende mor på nakken. De ville alle tre følge mig til Riget den dag ablationen skulle foregå. Så ville de sørge for, at jeg ikke stak af igen, som jeg gjorde det nogle år tidligere.

Jeg gik ofte til samtale hos min læge og det hjalp mig lidt igennem angstens vanvid. Og egentlig var det utroligt befriende, at stå frem – være ærlig overfor slægt og venner ang. min takykardi. I al den tid jeg har haft denne lidelse prøvede jeg at skjule den – jeg orkede ikke folks panik omkring mig. Jeg ville bare være så normal som muligt. Ingen skulle tage hensyn til mig.

Men jeg kunne jo se, at uanset hvordan jeg vendte og drejede mig, så KOM det dertil hvor folk måtte finde sig i, at jeg lige skulle gå lidt langsommere, spise lidt mindre, drikke lidt mindre osv.. Jeg kom altså alligevel til at vække deres bekymring.

Nuvel. Jeg stod på venteliste til radiofrekvensablation alle gode gange 3. Og denne gang var det umuligt at springe fra – det sørgede både mine venner, min familie OG mit bistandskontor for.

Jeg havde taget en taxa til Riget. Jeg var fastende. Ikke engang et stykke tyggegummi havde angang til de tørre slimhinder. Min datter blev passet af sine bedsteforældre så hun var da i det mindste ok. Det var vist det sidste man kunne sige om mig.

Så fik jeg mit værelse på hospitalet og besked om at trække i hospitalets ikke-charmerende tøj. Inden radiofrekvensablation skulle der måles blodtryk – i bad skulle jeg også og bagefter skulle jeg have barberet hårene i lysken. Der skulle der tages EKG og lægges kanyle i en blodåre i armen – hvis det blev nødvendigt at give mig medicin under behandlingen.

Jeg gjorde det jeg blev bedt om. Gik i bad – barberede lysken og og lagde mig i sengen.

En overlæge kom forbi og ønskede mig held og lykke og så gik han igen.

Så var jeg indlagt. Og skide bange. Jeg tillader mig, at bande her – fordi – INGEN ord kan beskrive hvordan jeg havde det. Alt gik sandsynligvis som det skulle. Men ingen tænkte på, at jeg var ved at gå fuldstændigt i stykker af angst indeni.

Og – jeg ved ikke hvad der skete. Men Fanden tog ved mig. Jeg slugte en propranolol for at dæmpe mit plagede hjerte og stod ud af sengen. Så tog jeg hospitalstøjet af og iførte mig mit civile tøj. En sygeplejerske kom forbi og spurgte hvad jeg lavede.

- Jeg tager hjem!

Hun kiggede forskrækket på mig og forsikrede mig om, at dét kunne jeg bare ikke gøre nu. Lægerne ventede på mig i Kardiologisk laboratorium!

- Det er jeg ked af. Men det er aflyst! Jeg er aflyst. Det kan du godt fortælle dem. Og jeg har lige taget en betablogger!

Hun snurrede rundt på hælen og skyndte sig ud af værelset. Jeg var lettet. Satte mig i en stol og ventede på, at pillen ville virke.

Pludselig kom overlægen stormende ind i værelset og så meget stram ud i betrækket.

- Hvad i alverden har du tænkt dig!?

- Jeg vil ikke gennemføre ablationen. Jeg er bange for, at det går galt..

- Du laver sjov med mig ikke?

Jeg måtte fortælle den vantro læge at jeg ikke jokede. Og han var mildest talt shokeret. Jeg fik at vide, at nu hvor jeg sprang fra i sidste øjeblik havde jeg brugt af resourcer, som jeg slet ikke var klar over og jeg skulle ikke tro, at jeg bare kunne komme og kræve ablation i morgen!

- Jeg ved det godt. Men jeg vil bare hjem og undskyld.

Den der blev mest skuffet over, at jeg var sprunget fra ablationen i sidste øjeblik, var nok min kæreste. Han havde jo set hvor slemt jeg sommetider havde det med takykardien. Men jeg var lettet – for min angst havde været meget slemmere end et takykardianfald plejede at være

Syntes jeg på dét tidspunkt.

I månederne op til indlæggelsen havde jeg det psykisk dårligt. Jeg var så bange for det indgreb. Jeg kunne ikke holde tanken ud, at man skulle ligge vågen mens overbrændingen fandt sted. At man kunne se sit hjerte på en skærm mens “stedet” med det ekstra “ledningsbundt” blev fundet. Jeg var bange for det jeg havde læst i de pjecer, som Rigshospitalet havde givet mig. Jeg var bange for at dø.

Jeg kunne ikke snakke med min nuværende kæreste om det – for han var selv en anelse nervøs og det sidste jeg havde brug for, var nogen, der sad og klaprede tænder sammen med mig.

Til forundersøgelsen på Rigshospitalet blev der taget blodprøver og urinprøve. Der blev også foretaget røntgen af hjerte og lunger plus hjertekardiogram. Jeg snakkede med en læge om undersøgelsen og behandlingen og alle mine 1000 bange spørgsmål fik frit løb – så lægen havde noget at tage sig til!

- Men hvad nu hvis I rammer sinus-knuden så hjertets naturlige pacer går i stykker??

- Så sætter vi en pacemaker igang med detsamme. Den har vi jo ført op gennem lysken og hen til dit hjerte i forvejen – så den er i dit system. Du kommer ikke til at dø.

.
Alligevel blev jeg ikke beroliget. Mine tanker kredsede om de såkaldte bivirkninger, en ablation kan hive med sig; blodansamling ved indstiksstedet eller i hjertesækken – luft i lungehinden osv..Og så skulle jeg også ophøre med mine betabloggere 7 dage før indlæggelsen! Det var jeg altså ikke sikker på, at jeg turde!

 Systrarna Snask* fick sparken från Rigshospitalet sedan de ertappats med att försöka ta ut Girl from Ipanema på den sedan länge avdöde patientens os coxae, costae och os pubis.

- Dette är for fanden ikke en xylofon, röt överläkaren.

*Systrarna Snask har tidigare figurerat här i bloggen. Då i fallet räkfrossan.